Troels Fink: Udskiftningen i Sønderjylland indtil 1770. (Ejnar Munksgaard, 1941.)

Den unge sonderjyske historiker Troels Fink har i sin bog om den aeldre udskiftning i Sonderjylland, hvorved han har erhvervet doktorgraden, behandlet problemer, som er ef den storste betydning for forstaaelsen af dansk landbrugshistorie baade nord og syd for Kongeaaen. Gennemen omhyggelig og omfattende materialeindsamling, en skarpsindig og dygtig analyse af materialet og en klar og gennemtaenkt problemstilling belyses hele udskiftningssporgsmaaleti dets forskellige former og mangeartede sammenhaeng. Ved hjaelp af amtsregnskaberne for Aabenraaamt viser Dr. Fink, hvorledes der i Lojt sogn nordfor Aabenraa i aarene omkring 1600 fuldbyrdedes en ejendommeligproces. Gennem indhegninger af enkelte dele af faellesjordenog ved hjaelp af mageskifter lykkedes det efterhaandende fleste af bonderne at faa deres jord udskiftet af faellesskabet og samlet i enkelte storre marker. Mens udviklingeni storste delen af dette sogn i det store og hele var bragt til afslutning omkring 1650, standsede den tilsvarendebevaegelse i Angel omkring midten af det 17. aarhundredeog blev her forst helt gennemfort efter 1750. Ogsaa i Haderslev osteramt var der indhegninger i gang i de forste aartier af det 17. aarhundrede, men det var forst efter 1700, at udskiftningen rigtig kom i gang her. Denne tog da meget

staerk fart og blev stottet af amtsmyndighederne. I Slogs herred ned mod den nuvaerende graense blev sporgsmaalet ogsaa taget op paa et ret tidligt tidspunkt, og her var engjordeni det vaesentlige uddelt for 1739. Udskiftningen er her som oftest bedre gennemfort end mod ost, fordi den i hojere grader resultatet af et faellesforetagende. I den ovrige del af Tonder amt og enklavesognene kom man nogetsenere med, det samme gaelder Haderslev Vesteramt, mens udskiftningen paa Als og Sundeved forst rigtig begynderefter

Hele den aeldre udvikling havde en ret tilfaeldig karakter og strakte sig som regel over ret lang tid. En undtagelse danner dog Varnaes by, hvor der i 1710 blev foretaget en fordeling og udskiftning efter en systematisk opmaaling af alle byens jorder. Et vendepunkt i udviklingen fandt sted i 1766, da man fra administrationens side greb regulerende ind i forholdene gennem loven af 17. februar, hvorved det blandt andet blev fastslaaet, at udskiftningen skulde finde sted, naar 2U af bonderne iet ejerlav onskede det. Ved en ny lov af 1770 og ved oprettelsen af den slesvig-holstenske Landkommission fik regeringen paa en helt anden maade end tidligere haand i hanke med udskiftningen, og udviklingen blev ledet ind i nye baner. En ny epoke var indledet, og de store systematiske omfordelinger af jorderne, som vi ogsaa kender fra det ovrige Danmark, begyndte.

Dr. Fink behandler i sin bog en lang raekke andre problemeri forbindelse med udskiftningssporgsmaalet. Han undersoger ogsaa, hvorledes bonderne blev fort ind paa tanken om udskiftningen, og naar til det resultat, at skovrydningerneog indhegningerne af skovjord i forbindelse med udvidelsen af allerede bestaaende saerjord, — stuf ornum og toftejord — var begyndelsen til faellesskabets oplosning.I det ojeblik man ved hjaelp af mageskifter fandt paa at samle de mange saerjorder til storre sammenhaengendemarker, var tanken om udskiftning blevet til. Det var en okonomisk og driftsteknisk revolution af det danskelandbrug, som blev paabegyndt af de danske bonder paa det skonne Lojtland for over 300 Aar siden. Ogsaa paa anden maade fik den tidlige sonderjyske udskiftning sin betydning for dansk historic Bevaegelsen var fremmende

for den nordslesvigske bondestands velstand, hvorved bondernesselvstsendighed og tillid til sig selv, og deres tro paa det folk, de tilhorte, blev styrket. Da udlaendighedsaarene kom, og fremmedherredommets tryk sogte at tvinge de sonderjyske bonder under aaget, fik de brug for al deres selvstaendighed og trods. Et fattigt, forkuet folk havde vel naeppe haft den samme modstandskraft.

Bortset fra et indledningskapitel om enkelte tilsvarende forhold i udlandet behandler bogen nsesten udelukkende sonderjyske forhold. Alligevel har den stor interesse for den, der arbejder med tilsvarende problemer indenfor kongerigets landbrugshistorie. Den giver lejlighed til at drage sammenligninger, giver nye ideer og virker inciterende. Man kan ikke frigore sig for den tanke, at det engang maa tages op til droftelse, om der ikke kan findes spor af en lignende udvikling nordfor kongeaaen. I mange egne var forholdene indenfor det kongerigske landbrug omtrent de samme som i Sonderjylland, f. ex. i de sydjyske indherreder, omraadet mellem Fredericia, Kolding og Vejle. Naar det saerlige landbrugshistoriske problem, som vore kobstseders bymarker frembyder, bliver taget op til indgaaende behandling, vil man sikkert mange steder kunne paavise en udvikling, der kan minde om den sonderjyske udskiftningsbevsegelse i det 17. og forste halvdel af det 18. aarhundrede. Deter i hvert fald haevet over enhver tvivl, at i mange kobstseder kom et oprindeligt faellesskab med hensyn til bymarken paa et ret tidligt tidspunkt i oplosning.