At storstedelen af Nordslesvig var skovklaedt i oldtiden, er der vist almindelighed enighed om nu. Tyske Forskere, f. eks. Aug. Sach og C. Emeis — har imidlertid fremsat den paastand, at heden allerede i middelalderen var fremherskende i landskabsbilledet, ligesom den var det i 17. og 18. aarh. A. Sach bestrider tilstedevaerelsen af skov paa gesten. »Vi maa — siger han — gaa ud fra som sikkert, at i historisk tid har der kun vaeret tarvelige skovrester paa de nuvserende heder«, og han mener, at i hvert fald siden Valdemarernes tid harder kun vaeret krat paa vore heder. (Das Hertzogthum Schleswig in seiner ethnografischen und nationalen Entwickelung I, p. 100 og 103).

En helt modsat opfattelse er i de senere aar fremsat af prof. Mager i Konigsberg. I sit store vaerk »Entwickelungsgeschichte der Kulturlandschaft des Herzogthums Schleswig in historischer Zeit« mener han ved hjselp af sin historiske metode og ved bl. a. at fremlaegge et meget omfattende arkivmateriale fra 16. og 17. aarh. at kunne give det afgorende svar paa det blandt geografer omstridte sporgsmaal om lynghedens

Sporgsmaalet er saa, orn der er sket en afgorende
forandring med hensyn til landskabets karakter i
historisk ti.d.

Sporgsmaalet om hedens oprindelse er sammenknyttet med sporgsmaalet om hojskovens forsvinden. Magers synspunkt, at landet ingenlunde har vseret skovfattigt, at der tvaertimod saavel paa hojdedragene som paa gestens flade land har vseret en maengde storre og mindre skove, er sikkert rigtigt i det store og hele. I hvert fald kan man ikke komme udenom hans studier, naar en egns historie skal skildres, og hans studier vil uden tvivl virke inciterende paa enhver, som kender og elsker vor skonne landsdel.

I det folgende skal jeg forsoge at skildre, hvorledes det oprindelige naturlandskab i et enkelt sonderjydsk sogn i de sidste aarhundreder er blevet aflost af et udpraeget kulturlandskab, og hvorledes egnens fysionomi har sendret sig i de skiftende aarhundreder.

0. Logum sogn, Aabenraa amt, var for 100 aar siden endnu et udpraeget hedesogn, men at det i fortiden har vaeret daekket af skov maa anses for givet. I alle moser og i saa at sige alle eng- og kaerstraekninger ligger der endnu en maengde traestammer. Forfatteren af Aabenraa bys kronik, organisten Cl. Moller, naevner allerede ca. 1600, at »über 20^—28 fuss lange fast versteinerte Baume werden gefunden in Mooren und Morasten im Kirchspiel Lugum«. Det sker endnu i vore Dage, og mange af de lokaliteter, hvor der nu findes traestammer, har ved aar 1600 vaeret daekket af skov. Det gaelder f. eks. engstraekningerne Kaerene, (S. for 0. L.) Savsedam, Sonderbyk og Broderne paa 0. Logum bymark. Endvidere engene Krogvoj, Slevsholt, Tang og Bygholm paa Hovslund mark.

Men ogsaa paa marker, hvor der nu ikke findes et

trae, og hvor den nuvaerende agerjord er gammel hedejord,harder paaviseligt ved aar 1600 staaet hojskov, selvom den paa det tidspunkt var i hurtig aftagen. Pastor Kier¹) har — ca. 1820 — optegnet en del gamle sagn, som fortaeller, at f. eks. Logum osterhede var saa skovrig, ai: en brud fra Gjenner »ej kunde holde kronen paa hovedet igennem den«. Et andet sagn fortaeller,at kirkens egetommer er faeldet nord for Logum.Gamle mennesker fortalte paa Kiers tid, at det hoje bakkedrag Barlund, NV. for Hovslund, i aeldre tid havde vaeret skovklaedt. Kort sagt: Sagnene fortaellerom tilstedevaerelse af skov paa steder, hvor man nu tildags vilde benaegte muligheden for skov. En naermereundersogelse vil dog vise, at sagnene virkelig har overleveret en historisk kendsgerning. En hel del kilder stadfaester direkte og indirekte, at sagnene taler sandhed.

Til vor raadighed staar to, hver paa sin vis ret enestaaende kortsamlinger, som giver uvurderlige Oplysninger om vort emne; desuden findes en del arkivalier, samlet sammen mange steder fra, som supplerer den viden, kortene kan give os.

Det aeldste kort er tegnet af kartografen Johs. Meyer i 1641²). Fra hans haand findes for 0. Logums vedkommendeet sognekort og en raekke specialkort over alle sognets landbyer og deres jorder. Det maa dog straks bemaerkes, at den tids kort i retning af nojagtighedikke kan sammenlignes med vore moderne kort, der hviler paa en omhyggelig opmaaling. Vel har Meyer ogsaa opmaalt bymarkerne, men om en nojagtighedi moderne forstand er der selvfolgelig ikke tale. Og desuden maa det bemaerkes, at Meyers kort

---

1) Sognepraest i 0. Logum 1802—34. Fodt i Hovslund 1771.

2) Ny kgl. Samling. 2074. Fol.l

ingenlunde altid maa anses for udtommende med hensyntil tilstedevserelse af skov. Mange skove og i saerdeleshedkrat og lunde, skovhoveder og trsegrupper, som ansaas for mindre betydningsfulde, er paaviseligt udeladt, og terrsenet er markeret som hede. De andre kort er tegnet af Pastor Kier i 0. Logum i begyndelsenaf 19. aarh. Hans atlas over sognet omfatter ca. 50 kort, hvor alle stednavne er opfort.

Vil man danne sig et billede af landskabets udseende ved det 17. aarhundredes begyndelse, kan Meyers kort danne et godt grundlag. Ganske vist er de forst tegnet 1641, d. v. s. paa et tidspunkt, hvor skovene har vseret genstand for voldsomme angreb fra menneskers side, sserlig i 1620erne og i begyndelsen af 1630erne, men naar man liar dette in mente, kan man nok danne sig et nogenlunde sikkert skon over skovenes udstraekning ved aar 1600.

Vor vandring gennem sognet begynder vi i ost.

Gjenner. Gjenner mark er ifolge Meyers opmaaling 4641 tdr. 50 roder¹) stor, heraf er 2009V₂ tdr. agerjord (d. v. s. den dyrkede fsellesjord i de 6 »Indtsegter« belober sig til 1638 tdr. 72 r., 312 tdr. er »Hustofter«, og b&^x/ 2 tdr. er enemserker og kirkejord).

760 tdr. 70 r. kaldes toftjord, det skal senere paavises, at en ikke ringe del af Gjenner mark da allerede — ja maaske for lsenge siden — er udskiftet, det er denne toftjord. Det drejer sig altsaa ikke om toftjord ved gaardene, men om en hel del jord i Nord og isser i NO., som er udskiftet. (»In Tofften undt Liicken befinden sich in den Holtzungen 760 T. 70 R.« — Hver Otting har her 15% tdr.).

Den dyrkede jord bestaar altsaa tilsammen af 2770
tdr. a 120 roder. Hertil kommer saa endnu 560 tdr. 50

---

1) 1 td. jord = 120 roder, ca. Va ha.

roder eng og kaer (Wischlandt hin u. wieder in den Holtzungen), ogsaa vistnok allerede udstykket i 1641. Egentlig skov optager 692 tdr. 98 roder af bymarken, men en hel del heraf er i 1641 odelagt storskov, hvor de store tracer er fseldet, og kun krat og underskov er tilbage (Busch). Resten — 629^ tdr. — kalder Meyer »unnutze Erde«, hertil maa regnes hede, sumpe og »bjerge« (Berge u. Thaler).

Naesten en syvende del er altsaa skov, og skoven strsekker sig i et samlet baelte fra Gjenner-Hoel i S. over Vester og oster-Sondermark, Molleskoven, langs kysterne og et godt stykke ind i landet. (De saakaldte Mader — Mayer — er dog vistnok kun bevoksede med kratskov, oen Kalo er derimod helt daekket af skov.) Skoven strsekker sig videre i et bredt baelte mod N. langs sognegr^ensen mod Sonderballe og Djernaes marker.

Fra dette skovbaelte i S. og 0. gaar der saa 3 udlobere mod V. Alle tre bestaar af ret sammenhaengende skovpartier, som maa vaere de sidste rester af den oprindelige storskov, som tidligere maa have daekket hele den ostlige og nordlige bymark.

Den sydligste udlober af storskoven gaar fra det nuvaerende Slibemolle forst i et ret smalt baelte mod vest — Meyer kalder skoven Lahnholz, paa Kiers kort findes her stednavnene Boghoj = skift, Lahn og Hummelgaard.Jo laengere vi kommer mod vest, desto brederebliver skoven, indtil den lige udenfor Gjenner — ved Johnsbjerg, hvor nu kirken er bygget — gaar mod nord helt op til Ammertved, deter terraenet ved Lojnbjerg(laadden d. v. s. skovbevokset) og den sondre del af Stolbet. Syd for denne skovstraekning ligger de to faelles indtaegter Sandager — med enkelte lunde endnu i 1641 — og Knardret. At her ogsaa i tidligere tid har

vaeret skov maa anses for sikkert, thi dels er egnen NO. og S. herfor betegnet som skov under rydning (1641), dels viser stednavnene ogsaa, at vi her har ryddet skovjord foran os. Forleddet i Knardret er knarr knast, no. spids stub. (Sonderjydske Stednavne, 111. 111.)

Hvor de seldste stednavne kan stedfaestes, kan de give os fortrinlige oplysninger om landskabet i endnu aeldre tid — altsaa tiden for de Meyerske kort. Takket vaere Meyers og Kiers kort er dette i en maengde tilfaelde muligt, ja, stednavnene kan ofte fortaelle os om de forsvundne skoves art.

Foruden Knardret findes i samme indtaegt folgende
skov-stednavne: Ellekjaer, Ryllerpold (Ryller ung bog,
risbog, Feilberg), Hommelgaard, Roj.

Den naeste udlober fra storskoven i ost er en ganske smal skovstrsekning, som gaar ind over det uvejsomme og bjaergfulde terrsen ved Knivsbjerg (Meyers kort 1641). Deter sandsynligvis en sammenhsengende raekke skovhoveder og lunde, som paa grund af det meget bakkede terrain er blevet skaanede og forelobig faar lov at blive staaende. Altsaa skovrester.

Endelig fortsaetter storskoven, eller rettere rester af den, i en udlober langs sognegrsensen mod Nord, gaar saa laengere i vest over i Hovslund skov, hvorfra der gaar en arm mod syd langs vestgraensen af Gjenner mark, ned til Povlsbohl, VNV. for Gjenner by. (1574: Paules bode). Deter hele det store stykke jord, som nu kaldes Gjenner Norreskov, og endnu findes her en maengde stednavne, som minder om tilstedevaerelsen af skov i aeldre tid.

Meyers kort viser os Gjenner Norreskov dels som
skov, dels som kratbevokset hede. Det har uden tvivl
dengang vaeret et overordentlig smukt landskab med

en rigdom af trsegrupper, heder, vand og graes uden skarpe grsenser mellem de forskellige elementer. Naesten overladt til sig selv har dette skonne landskab ligget hen i en verdensfjern stilhed langt fra landsbyenstravle liv. Under de enkeltstaaende traeer og i de smaa, skyggefulde lunde fandt kva3get lse og skygge. I skoven var der grsesrige pletter, og paa den aabne slette kaempede egepurl og underskov en haablos kamp mod den brune, sejrrige lyng, som snart skulde aflose hele herligheden, eftersom skovens sidste kaemper faldt i stormene og for den graadige okse. Det maa have vaeret et landskab, som vi finder det i det 17. og 18. aarhundredes malerkunst, og som det endnu er bevaret i England.

Hele Gjenner marks nordlige del maa ved aar 1600 have lignet et parklandskab med skove, skovrester, smaa dyrkede marker ind imellem lundene og holtene, graesrige smaaenge og brune lyngpletter stadig vekslende uden skarpe graenser.

I denne del af bymarken viser kortet fra 1641, at der ingen fsellesjord findes her. Hvad man i denne del finder af dyrket jord, er de »Tofte og Lykker i Skovene«, som Meyer omtaler, og som efter hans maalinger udgjorde ikke mindre end 760 tdr. (a 120 roder). Arealet, som bestaar af skove og krat og frem for alt af ryddet, opdyrket skovgrund, er i 1641 allerede delt mellem gaardene, og 100 aar senere — maaske allerede i 1641? — findes her flere hundrede bitte smaa lykker, hvis navne alle ender paa -toft, -gaard, -have, -krog, -dam o. lign. Alle skilt fra hverandre ved levende hegn eller risgaerder.

Det ser ud til, at skoven er ryddet inde fra, thi mellemde
to udlobere fra storskoven i ost ses i 1641 et
stort dyrket areal (ved Knivsbjerg), som udgor Gjennermarks

nermarkstredie »Indtaegt«. Deter omgivet af skov fra tre sider, og da deter fsellesjord, maa man gaa ud fra, at deter opdyrket i meget gammel tid; paa Kiers kort kaldes en del af dette areal Meulmark (Jb. 1704 Mogelmark) d. v. s. Mogelmark, den store mark.

Hovedparten af bymarken var — som vi saa — udenfor faellesskabet, den er egentlig aldrig bleven udskiftet i en senere tids betydning; men efterhaanden som rydningen af skoven skred frem, har hver bonde faaet sine »haver« og »gaarde« her, det var tillige den bedste jord i den egn.

At man tidlig maa have paabegyndt delingen af nordterraenet, ses af, at udviklingen i 1641 er vidt fremskredet, og naar — som vi senere skal se — Hovslund skovjord allerede udskiftedes 1554, er det sandsynligt, at man ogsaa i Gjenner har delt skovene i N. og NO. og for alvor har fortsat rydningen. Et faellesskab i en senere tids forstand fandtes altsaa ikke i Gjenner i historisk tid. Alle de mange stednavne, som kan stedfsestes paa denne del af bymarken, vidner ogsaa om den ovenfor skildrede udvikling. Markerne hedder nsesten alle uden undtagelse -toft, -have, -gaard, -lyk, -dam o. lign., og alle disse gamle stednavne viser, at der ikke her har vaeret faellesjord i historisk tid, men at jorderne er ryddet skovgrund.

De af Meyer omtalte »Tofte og Lykker i Skovene« bestaar altsaa af en msengde opdyrkede smaastykker rundt om i skovene N., NO., 0. og SO. for byen. Efterhaanden som de aabne pletter i skovene blev storre og talrigere, alt eftersom skovene gik til, voksede ogsaa antallet af Tofter og Lykker. Ja, i 1641 var deres samlede areal ikke mindre end 760 tdr. (a 120 roder).

Man kan med nogenlunde sikkerhed folge rydningsprocessen,og

processen,ogvi maa her skelne mellem tre hoved
afsnit i udviklingen.

I. Faellesjorderne og hustofterne. Det aeldste opdyrkede jord er vistnok de 6 faelles »Indtsegter«. De bensevnes i 1641 og 1704 saaledes: 1) Bogebjerg ager, V., 1704 kaldes det Heisselberg Pollschlag. 2) Gronsletbjerg (1704 og senere Norremark) NV. 3) Knivsbjerg, NO. 4) Sandager, 0. 5) Knardret SO. og 6) Strygsbjerg S. og SV.

Mellem »Indtaegterne« og by en laa en kreds af egentlige tofter — hustofterne — men af kortet 1641 ses det, at de da er udvidet betydeligt ud imod f sellesj orderne, og her er der indvundet ny toft jord af skovgrunden, som fandtes N. og S. for byen.

Thi mod N. naar tofterne nu i 1641 helt op til Ammertved, — som ogsaa er inddiget toftjord i 1641 —. Disse nordligste tofter synes at vsere opdyrket skovjord, det ses nemlig, at tofterne er skubbet lsengere og lsengere udad, og netop her harder tidligere vseret skov. Paa Meyers kort er der endnu skov umiddelbart NO. for byen. (En lignende iagttagelse kan gores for andre landsbyers vedkommende, f. eks. 0. Logum, Hovslund og Jarup). Paa Meyers og Kiers kort ses tydeligt spor af denne udvikling. De egentlige tofter ved gaardene kaldes simpelthen toften, N. for dem folger saa i en bred rsekke »Overtofterne«, N. for dem igen »Norretofter« og foran dem igen ses en del tofter, som bserer navn efter personer, f. eks. »Dins Ravns Toft«, »Bag Dinses Toft«, »Laves Toft« og »Hovmandstoft« (1641 Hoffmannstoft), som endog ligger N. for Ammertved og altsaa betydeligt udenfor byen. Disse sidste maa vaere nyindvunden jord, som er lagt til de oprindelige tofter.

11. Enemaerke og Ornum. Stuf og Toft. Lykke, have og gaard. Rydningen af skovene og indhegningen af skovgrunden maa have naaet sit hojdepunkt i 15. og 16. aarhundrede og syiies saa nogenlunde afsluttet ved udgangen af 17. aarhundrede. Deter det private initiativ, som her er virksomt, og deter ikke landsbysamfundet som saadant, der udforer denne storstilede udvidelse af den dyrkede jords areal, men derimod enkelte, driftige maend. Derfor inddrages den nye jord heller ikke under faellesskabet, men tilhorer herefter ejerne personligt. I 1641 findes der i Gjenner ved siden af ca. 540 ha faellesjord ikke mindre end ca. 360 ha toftjord etc. (Heraf alene ca. 248 ha »Tofte og Lykker i Skovene«).

(Excurs.) Enemserke og Ornum, Stuf og Toft.

Fra Arilds tid laa der udenfor faellesjorderae en hel del sserjord — baade smaastykker og ret store arealer —. De benaevnes senere Enemaerke eller Ornum. (Navnene kan veksle, saerlig i senere tid er benaevnelsen meget vaklende). Jordstykket kaldes ogsaa undertiden ligefrem Saermark (Seermark eller Sondermark )¹).

For Gjenner, Hovslund og 0. Logum by markers vedkommende findes disse jordstykker — som for resten ofte var meget store, f. eks. Borholt i Hovslund — altid paa steder, hvor der paaviseligt for har vaeret skov. Disse saermarker horte til bestemte gaarde og laa altid udenfor faellesskabet og ottinginddelingen, og det ser ud til, at deter gammel skovjord, som er ryddet og inddiget i den tidlige Middelalder. (Saerjorden er hyppigt skaenket til kirken eller gejstligheden).

---

1) »Item est ibi unum Zeermark signatum petris«, dvs. kendema^rket ved sten.

Deter maaske de aeldste spor af skovrydning, vi
finder paa vore marker. (Selvfolgelig bortset fra den
aim. fsellesjord).

Det samme kan maaske siges om stufjorden. Megen stufjord er i hvert fald skaenket til kirken og optraeder ofte senere under navnet »Kirkejord« eller »Kirkevih« (f. eks. i Gjenner). Men ogsaa hovedparten af stufjorden finder man paa gammel skovgrund. I Liber cens. episc. naevnes »Toffte vel Stuven«, og denne bemaerkelsesvaerdige sammenstilling kan maaske kaste lidt lys over det noget vanskelige

Toftproblem.

En del stufjord betegnes undertiden ligefrem som »Toft«. Og spredt over bymarken laa der en del tofte enten paa eller lige op til tidligere skovjord. Det ligger da naer at antage, at ogsaa -toft markerne horer til de aeldste opdyrkede og inddigede jorder. Her paa egnen har -toft i hvert fald ikke i alle tilfaelde vaeret umiddelbart knyttet til en bebyggelse. Ved siden af den aim. toft (hustoften) forekommer der nemlig en raekke eksempler paa marknavne med -toft, som ikke har vaeret eller kan have vaeret knyttet til en bebyggelse, fordi det gang paa gang viser sig, at de ligger paa gammel skovgrund.

Vi saa forhen et eksempel paa, at hustoften udvidedesmed en Overtoft, siden en Norretoft og endnu en raekke andre tofter. Disse nye var jo kun i uegentligforstand hustofter, selvom de endnu havde forbindelsemed de oprindelige. Men de yderste og nyeste var i virkeligheden aim. smaamarker i lighed med de ovrige inddigede saermarker i eller ved skovene. Herfraer springel: til ogsaa at kalde saermarkerne for -toft ikke langt. Pastor Knud Bruun i 0. L. har i 1651

skrevet en Designatio offuer al Lugum Mark — saavel som offuer i vindelucte Toffter«. Og her forstaasved T. indhegnet sserjord. Deter da ogsaa betegnende, at Meyer ligefrem kalder de nye saermarker,den ryddede, opdyrkede og inddigede skovgrund, for »Toffte undt Liicken in den H6lzungen«. af disse er formentlig markerne med endelsen -toft. Som eksempler herpaa kan anfores:

Hoffmannstofft (1641) N. for Ammertved, formodentlig
samme lokalitet som Hovmandsager 1704.

Gundertoft (1641), N. for forstnaevnte.

Nyddetoft (1641), NO. i Skoven N. for Knivsbjerg.

Hotesktoft (1641), Hollistoft, 0. inde i skoven.

Firrestoft, stort areal V. for Knardret.

Frerksertoft, temmelig langt fra byen, NO. Mellem
de to udlobere fra storskoven og 0. for Stolbet.

I alle disse tilfselde er toftjorderne gammel, ryddet
skovgrund, og der kan ikke have vaeret nogen bebyggelse.

I den nordlige del af Gjenner mark, hvor rydningen af skovjorden og inddigningen af de mange smaastykker har vaeret fortsat gennem aarhundreder, moder man ved siden af -toftnavnene en maengde marknavne med endelsen -gaard, -have, -krog, -lyk o. lign., som sikkert ogsaa er meget gamle.

Have, Gaard.

»Have« og »Gaard« betyder baade »Indhegning«, »Gaerde« og »indhegnet jord«. Gaard i betydningen gserde bruges f. eks. i 1650 af sognepraesten i 0. Logum, pastor Bruun, idet han i sine landbrugsoptegnelser skriver »Mand skal forskaffe dem (Markerne) — de fornodne laes gjaerdsel — paa Gaardene«, »Steen skal kores til den naermeste Toft«, »Steengaarden dei'met

aarligen at forbedre«. Marknavneiie -gaard og -have
er vel nok noget yngre end -toft, men er utvivlsomt
opstaaet paa samme maade.

En hel del af disse smaalykker har dog vseret ganske smaa. I Lillkjser og Hindbaerhave kunde der f. eks. kun avles x/% la^s h0 (Jb. 1704). I Svinstipold kunde ejeren »dann u. Wann ein Pferd tiidern«.

Marknavne med endelsen -have. I NO. ned mod Djernaes mark findes folgende Haver: Langbjerghave, Nedrehave, Havekrog, Havebjerghave, Overhave, Midthave, Mellemhave, Gammelhave, Bogsbjerghave, oster- og Vesterpajthave, Priggelhave, Snorrhave, Hellhave, Bjerghave, og helt ovre i vest: Hindbaerhave og Lysbjerghave. Endnu ved aar 1800 laa de fleste Haver inde i skovene.

-gaard, Aasgaard, Humlegaard (5 forskellige lokaliteter, de 4 kan stedfaestes, alle paa steder, hvor der har vseret skov), Blaasgaard, lille Blaasgaard (1641 Blassgarde) ved den sydlige skovarm.

-lyk, paa Meyers kort: Engkaerlyk, Havsterlyk, Bosbjerglyk, senere kort: Knivsbjerglyk, Smedelyk, Nylyk, Laveslyk, Eskjaerlyk, Havsletlyk, Korsbjerglyk (oppe i det nordvestligste hjorne af Gjenner mark).

-k r o g, Skallekrog, Skelkserkrog, Havekrog, Havrekrog,
Karenskrog, Dalbjergkrog, Markuskrog, Stangledkrog,

Nsesten alle disse stednavne findes paa Meyers kort
— 1641 — eller i Jb. 1704.

111. Skovrester, lund og krat. Det sidste led
i denne udvikling er delingen og rydningen af de

skovrester, lunde og krat, som endnu fandtes imellem
Haverne og Gaardene.

Jb. 1704 taler om »Schau- oder Holzschiften«, i disse findes ogsaa de fleste af byens enge, og det siges i jordebogen, at »em jeder hat das seinige vor sich selbst«. Af saadanne skovskifter nsevnes 1704:

1) Rojskift. (Zwischen der Landstrasse und Knardret
Schlag). Her er ager, skov og grses.

2) Skarklev. Fra Kalo op til Sandager.
3) Knardret Ende. Antagelig 0. for Knardret.

4) Hestekjserskift. S. for Boghojskift. V. for Madskov.

5) Boghojskift. »Zwischen Knivsbjerg Schift und
dem salzen Wasser«. Deter her den sydlige ud-
Iober af storskoven gik.

6) »Viehliick«. Vistnok N. for Boghojskift.
7) »Am salzen Wasser u. Siiderballe Holz«.

8) Noddebjergskift. Ned mod Sonderballe. Er eng og
ager i 1704.

9) Langbjerghaveskift. Ved Djerases mark. Eng og
skov.

10) Skelkjaerskift. Ved Hoptrup mark. Ager, eng og
hede.

11) Hohlskift (ved Sandager).
12) Knivsbjergskift.

I hvert af disse skovskifter havde enkelte eller mange gaarde andele. I Rojskift var der f. eks. 21 gaarde, som her havde skovskifter, i Noddebjergskift 13, i Bogholtskift, Knardret, Hestekjserskift, »Viehliickskift«,Skelkserskift 11 o. s. v. De fleste af skovskifterneer allerede ryddet i 1704, da jordeboger oplyser,at bonderne saar rug og boghvede her. Nogle benyttesogsaa til graes og hobjergning. Enkelte — f.

Eks. Skelkjaer delvis — »zum Platten schlagen«, d. v. s.
her maa lyngen have taget herredommet.

Ved udgangen af 18. aarhundrede var skoven saaledes traengt tilbage paa alle kanter, og der var nu kun to sammenhaengende skove tilbage, nemlig Molleskoven ved Rundemolle og skoven ved Sonderballe og Djernaes mark. Til gengaeld fandtes der ca. 400 indhegnede smaamarker paa den opdyrkede skovjord. — Lykkernes antal kan ikke angives nojagtigt, da kun den gottorpske jordeborg giver oplysning herom. De gottorpske gaarde har tilsammen 263 indhegnede lykker (foruden hustofterne), og da de reprsesenterer 33^ af 49 otting, kan det samlede antal vel nok ssettes til ca. 400.

Undersogelsen viser altsaa, at et faellesskab i egentlig forstand har ikke eksisteret her, en meget stor del af bymarken var udenfor faellesskabet. Den inddigede jord stammer ikke fra en udskiftning af fsellesjorderne, men er ryddet, opdyrket og indhegnet skovjord.

For de andre byers vedkommende er der her foregaaet en lignende udvikling, i 0. Logum er skoven dog langt tidligere forsvunden, og processen kan derfor ikke iagttages i alle dens stadier, men som vi skal se, ligger den indhegnede jord ogsaa her paa gammel skovgrund.

Endnu er at bemserke, at ogsaa stednavnene paa den dyrkede faellesjord viser, at ogsaa her tidligere har vaeret skov eller i hvert fald skovelementer. Nogle enkelte eksempier bor naevnes. Horlebjerg i NV. har sit navn af »Horle«, en traegruppe (S. St. 111, p. 110), Knardret er allerede nsevnt, i N. findes Knarbjerg, hvis forled har samme betydning som i Knardret. (Saa sent som i 1784 hedder det om denne mark, at den

»bestaar af Graesnet og Buskvserk«, — C. 11. 1. 526).
Endvidere Madeskov, Tornager og Rojskov i 0. og S.

Regner man en toftmte — Meyers maal — til ca.
Vs ha, giver Meyers opmaaling af Gjenner mark (som
ikke er nojagtig) folgende oversigt:

Hovslund.

Folger vi nu Gjenner skov lsengere mod vest, kommer vi ind paa Hovslund bymark. Hele dennes ostside er i 1641 skov, og kun paa et sted, ved det nuvaerende Humleslette, naermer heden sig ostgraensen og deler senere Hovslund skov i Norreskov og Sonderskov. (Nu til dags er kun en del af Norreskov tilbage, som nu slet og ret kaldes Hovslund Skov). Men ogsaa Hovslund skovene er i 1641 ved at synge paa sit sidste vers. Heden skyder sig vestfra ind i skoven, lange fangarme soger at omklamre den og udskille smaaskove og krat. Storskoven er nok paa dette tidspunkt mange steder borte, og uden skarpe graenser gaar underskov og hede ud i eet. Dog synes Povlsboj og arealet syd for Humlesletten endnu at vsere storskov.

Mod vest naar Hovslund skov i 1641 ud til vest for Borholt, men midt i er der ret store, aabne arealer, Borholt selv erf. eks. et ret stort enemserke paa 48 tdr. dyrket jord. Ogsaa andre dele af skoven bserer

samme karakter som den omtalte nordlige del af Gjennermark, den er altsaa under rydning. Foruden Borholterf. eks. Langbjergarealet ryddet for skov. Her findes da ogsaa nogle af de typiske stednavne, som vidner om rydning af skoven indefra, d. v. s. navne med endelsen -have, -krog, -rod og fl. a. inde i de gamle skovarealer. I Hovslund Norreskov findes folgende:Snorrhave, Hestehave, Svinerod, Norrekrog, Sonderkrog. (Alle fra Kiers Atlas). Desuden Gamle Lykker — her var delvis skov i 1659 —, Boholtes lange Lykker. Altsaa ogsaa her har heden bredt sig paa skovens bekostning. Dog er det store areal Tang og Bygholm og dele af Gammel Lykke N. og NO. for byen endnu — i hvert fald delvis — skov, og herfra fortsaetter skoven saa i en smal strimmel mod vest helt op til Nr. Jarup og Abkjser mark.

Ifolge Meyers opmaaling bestod Hovslund mark i
1641 af

Heraf ses, at Hovslund skov i 1641 har delt skaebne med Gjenner skov, ogsaa her er meget betydelige dele af skoven ryddet og skiftet eller i hvert fald under rydning¹).

---

1) Af 3 gamle tingsvidner fra aarene 1546^—1554 fremgaar det, at selvejerne i Hovslund har udskiftet skoven ved midten af 16. aarhundrede. Dele af den tidligere skov er da blevet skiftet og inddiget.

Fsellesskabets jord — cle 7 indtaegter — ligger naesten altsammen i bymarkens vestlige halvdel, kun et mindre areal ligger ost for byen — Petersley ager (Meyer) — synes dyrket i faellesskab (vistnok det nuvaerende Braendbog). Den ostlige halvdel af markeii bestaar altsaa udelukkende af skov, »Saedejord i skovene«, hede og moser.

Heden har vistnok endnu i 1641 haft skovkarakter, og i heden syd for byen har Meyer da ogsaa indtegnet nogen skov — ved Roy, Kier kalder det Roedgaard. — Endnu minder en del stednavne om, at heden har erobret dette terrain fra skoven, ost for Hovslund findes folgende stednavne: Braendbog, Eskjaer agre, SO.: Lundene og Gundersholt, Timmerholt, Tygesholt (1704, ved Hejselbjerg mark). Mod nord: Bogholm, her var skov i svenskekrigen, Harker (Feilberg: en haardbundet, tor eng; mager, med lyng riis bevokset hede og kaer).

Fortsaetter vi igennem skoven videre mod vest, kommer vi ind paa Nr. Jarup Mark, og dennes nordostlige del har endnu i 1641 vaeret skovklaedt, det drejer sig om de lave straekninger nord for byen. Perlileng (1641) og Skifterne osterkrog, Kokkehave, Norrekrog, Koldeng Krat (her er endnu skovrester), Lillehave, Pinhave. Her moder vi atter en del af de stednavne, som var typiske i de egne, hvor smaalykker (haver, kroge og gaarde) dannedes i de aabne pletter i skovene.

Den skovstraekning, vi nu har fulgt, gik altsaa fra Norby mark og Rundemolleskoven langs Gjennerbugt og fulgte sognegraensen langs Hoptrup og Vedsted sogne helt op til Bevtoft sogneskel. Saavel Meyers kort som stednavnene viser, at skoven er gammel storskov, som nu — i 1641 — er sin undergang naer. Heden har

erobret store dele af den, og inde i skovene findes — saerlig paa Gjenner mark — pletter, som er dyrkede og indhegnede i -gaarde, -haver og -lykker. Men heden, som vinder frem paa skovens bekostning, har endnu et vist skovpraeg over sig, der findes her og der krat og skrup, yndefulde traegrupper og skovhoveder, altsammenlevninger af en tidligere, nu odelagt storskov. Endnu i 1820 taler Kier om »de hedeagtige Dele af Hovslund Skov*¹). Skoven gaar i hele sin udstrsekninglangs byernes udmarker, den er »skubbet tilbage«,og det foranliggende terraen er enten opdyrket eller erobret af heden.

Tilbage er endnu at beskrive skovene paa sognets
tre andre bymarker: Rovbjerg, 0. Logum og Leerskov-
Aandholm.

Her findes i 1641 ikke mere storre skove, eller blot endda sammenhsengende skovstraekninger, kun krat og smaaskove, der maa karakteriseres som levninger af fortidens storskove, der fra ost og nord maa have udstrakt sig helt hertil.

Forinden vi ved hjaelp af de Meyerske kort og stednavnematerialet soger at lokalisere og stedfaeste skovene paa naevnte bymarker, vil vi forst anfore nogle kilder fra 17. aarhundrede, som ogsaa kan kaste noget lys over hele sporgsmaalet.

I en fortegnelse over skove i Aabenraa arat fra ca.
1600 (A. XX. 1469. Kiel) naevnes bl. a. folgende:

---

1) Kier. Top., p. 24.

I gamle dage lagde man megen vsegt paa trseernes frugter, agern og bog, »olden«, og man saa forst og fremmest hen til, hvor mange svin skoven kunde fode om aaret. Skovens ejer — fyrsten paa Gottorp — havde en betydelig indtaegt herved, thi naar bonderne sendte deres svin paa olden, erlagdes herfor en ydelse enten in natura eller i penge. Skyldssetningen af skovene angaves derfor efter »svins olden« og takseringen ansattes efter antallet af de svin, skoven kunde fode i oldenaar, og deter derfor kun disse skove, som saerlig interesserer kartografen Meyer og jordebogsskriverne. Var de store tracer forst faeldet, saa at kun underskov og krat — »busch« — var tilbage, anfortes disse strsekninger som »hede«. Nogle edsvorne msend takserede, hvor mange svin hver by maatte jage ud i skoven (Mager p. 180). Der maatte ikke komme for mange svin paa olden, da de i saa fald vilde odelaegge skoven. Jordebogen over Aabenraa amt 1609 (Rigsarkivet) oplyser folgende om antallet af oldensvin i de forskellige skove:

Endvidere findes en fortegnelse paa skove og oldensvinfra 1660¹), men Rovbjerg naevnes nu ikke mere, dens skov er vel nu helt odelagt, eller den har i hvert fald ingen storre trseer mere. Disse skovsvin-registre er af stor vigtighed, naar det gselder at konstatere tilstedevaerelsenaf hojskov, — (i smaakrat og lunde er

---

1) (Amtmand v. Brockdorff i Aabenraa til Gottorp A. XX. 245. Kiel). Her naevnes oster logum lunde: 16 svin, Strandelhjorn 35 svin.

der jo ingen olden). Heraf ses, at foruden den betydeligeskov ved Gjenner og den ret betydelige ved Hovslund,fandtes ved det 17. aarhundredes begyndelse nogen hojskov paa Rovbjerg og 0. Logum marker.

Rovbjerg.

Da der nu ikke findes — og i de sidste 200 aar naeppe fandtes — et eneste lovtrae paa Rovbjerg mark, kan man i nutiden med rette sporge: Har her virkelig nogensinde vaeret storskov?

Her hjaelper Meyers kort 1641 os atter, idet der paa bykortet er afsat skov — kaldet Friedholz —, som bebynder ved »Barlundsberg« (dvs. Barlund) og danner en slangebugtet skovstrsekning i retning af NV. ind over Stenhoj og videre mod NV. i retning af Strandelhjorn skov. Ind imellem skyder sig en stor hedestrsekning, »Rovgraff Hede« og »Arnbjerg Hede«. Kun den nordlige del danner et ret sammenhaengende skovbaelte, den ovrige skov bestaar mest af udlobere til alle sider, idet baade lynghede og dyrket jord seder sig frem overalt.

Ogsaa her ses gammel hojskov i sit sidste stadium, men den er ved at oploses i lunde og holte. Skoven maa have tabt meget terrsen siden 1600, thi da — Jb. 1609 — kunde den endnu fede 23 oldensvin.

Baade de Meyerske kort, Jb. 1609 og amtets skovregistre,omtaler altsaa Rovbjerg ege- og bogeskov, men ogsaa i folketraditionen har mindet om den nedfaeldetsig i sagn- og stednavne. Pastor Kier meddeler, at gamle folk har fortalt om skov paa Barlund. (0. LygumSogn I, p. 212. Mskr. H. 212). Ogsaa en del stednavnepaa Rovbjerg mark vidner om, at her har engangvaeret skov. Paa sit kort kalder Meyer Rovbjerg skov for »Friedholz«, han har antagelig over sat det

davaerende gamle Navn paa skoven, som kan have heddet»Fredskov« ell. lign. Deter de marker, som nu hedder Fridskopagre, her laa en hoj, som — ifolge Kier — hed Friskebjerg. Af andre skov-stednavne her kan naevnes Lundagre og Skovagre. (Jb. 1704: Schauackerosten von dem Dorfe nach Haberschlundt, Kort 1784: Skauager). Ogsaa dette stednavn viser, at skovener skubbet betydeligt tilbage, op mod det hoje og meget bakkede terraen fra Stenhoj til det gamle skolehus.

Stednavnene i skovskifterne, Hommelgaard, Krogene (nord) og Kokkehave (vest), er navne, som vi i de andre byer fandt paa den ryddede skovjord, og som vi saa, blev denne jord ikke inddraget under fsellesskabet, men dyrkedes a part. Helt til Rovbjerg marks udskiftning i 1835 laa — foruden tofterne — de saakaldte damme og jorderne ved stenhoj udenfor faellesskabet. (Kiers Top. 79).

Om byens j order i 1641 oplyser Meyer folgende

Desvaerre ses det ikke heraf, hvor meget der af de 1183 tdr. er »Holtz u. Bruch«, men ogsaa her har heden vel nok vseret en Blandingsformation med baade lynghede, krat og buskads.

Her maa det have vseret smukt engang, hvor hojskov,
underskov og lyng meget malerisk gik ud i et.

Ogsaa skoven ved Kopsholt, som omtales i skovfortegnelsen1600, maa vel have staaet her og har nok haft forbindelse baade med Strandelhjorn skov og Fredskov i Rovbjerg. At Kopsholt skov har vaeret ret

betydelig endnu i 1609 ses af, at der kunde fedes oldensvin her, og selve gaarden var en slags hertugelig jagtstation, naar de hoje herskaber kom for at jage storvildt i skovene her paa egnen. I Jb. 1609 bemserkesdet, at gaarden har visse friheder og skattelettelser,fordi faesteren »Jeronimus zu Kopsholdt — fodt 1538, dod 30/i 1630 — muss das Volk vom Hause mit Pferden und Hunden beherbergen, wenn allda gejaget wird«. Og samme Jeronimus Nissen skal ogsaa fore tilsyn med Strandelhjorn skov, — som altsaa maa have strakt sig helt til Kopsholt — »wenn daselbst Grobwildtiibertridt«. I 1694 maa skoven vaere helt forsvunden,thi da er der en faester i Strandelhjorn, som nu har »Aufsicht der H6ltzung«, — han hedder Jes Nielsen.

Nu er vi paa vor vandring naaet helt ud i det store sogns vestligste del, foran os aabner sig nu en del af den mellemslesvigske slette, helt nede fra Gjenner bugt og hertil har vi kunnet vandre igennem storskov eller rester af den. Men jo laengere vi kom mod vest, desto mere aaben blev skoven, skov, lyng og krat gik til tider ud i et, hist og her stod endnu en enkelt af skovens gamle kaemper, men oksen laa ved traeets rod. Deter en skov viet til undergang. I 1640 hedder det da ogsaa: Aar for aar gaar der flere og flere traeer ud, og »unterbusch« forsvinder (XX 1469). Forinden vi tager afsked med dette landskab, vil vi sect glimt af det, saaledes som sognets praest, pastor Kier, saa det i 1820.

»Her ses mest agre, som kun afveksles med nogle lyngbegroede hoje, da Rovbjerg hede skjuler sig i lavt liggende grunde. Tager man med lille Alfarvej og dereftertil Rovbjerg op til skolehuset, som ligger ved det betydelige, vel 65 Favn hoje Stenhoj, saa kommer man

over torre agre, men i nord bag Rovbjerg, hvor forst
en tor hede forskraekker ojet, aabner sig en bedre udsigti
vester, hvor Kopholt og Tyrholm gaarde lofter
sig op af gronne enge, og i nord derfra begraenses udsigtenaf
Strandelhjorn skovs gronne levninger.
658 tdr. land er hede, hvoraf en del tilforn har vaeret
plojet. Noget er ganske dodt og tort, noget derimod
lavt og giver god graesgang. Levende hede er »Staldene«i
sydost for byen, men lsengere hen er den slet
og dod, og i nord for byen er den saare ringe, isaer
ved de saakaldte damme. Agrene er i syd og vest for
ganske gode til kornavl, men i ost og isaer i nordost
for byen meget ringe og saaledes, at de naeppe kunne
faa sig bedaekkede med graestorv i de 5 aar, de ere udlagte«.(Pastor
P. Kier, 0. Lygum Sogn kort beskreset,i
Aarene 1820—22, p. 71 og 76).

Vender vi os nu mod ost for at gaa tilbage til vort udgangspunkt, kommer vi til 0. Logum. Landskabet her skildrer Kier saaledes i 1820: »Dette distrikt er saare ringe og bestaar mestendels af naesten ufrugtbar hede og mose, og har ogsaa et meget afskraekkende udseende. Naar man kommer paa landevejen, som gaar Faarhuset forbi, og over vestre delen af Lygum mark og seer hen over dette distrikt mod osten, saa ser det gyseligt sort og afskraekkende ud. Kun sonden for Lygum ligger der et lidet krat, hvor for 40 aar siden endnu var skov, og dette har lidt bedre udseende. Omkring L. er der noget venligt formedelst de gronne enge, som her kommer for synet, og ved Hejselbjerg er der ogsaa lidt krat. Saaledes findes her i det mindste stor afveksling« (ib. p. 35 f.).

Er her nu ogsaa foregaaet en lignende forandring
med landskabet, ligesom deter sket i de andre dele

af sognet? — Ja, ogsaa her har tidligere vaeret en
maengde skov.

Ganske vist maevner skovregistrene (over oldensvin) fra 1600 og 1660 kun »Lygum Lunde«, her kunde i oldenaar fedes 23 svin, og vel meddeler Jb. 1609, at »deres — d. v. s. bondernes — skov kun er ringe, saa at der i det hojeste kun kan fedes 5 svin«, men en naermere undejrsogelse vil dog vise, at skovene endnu i 15. og 16. aarhundrede har vaeret betydelige.

Meyers kort viser os skov to steder paa 0. Logum mark. Sydlig for byen ved Lundene og sydost i egnen ved Savsedam og Sonderbyk. Maaske er der endnu i 1641 en sammenhaengende skov, som gaar fra Leerskov-Aandholm krat helt ind til byens tofter mod syd.

Den anden Skovstraekning er helt ude i ost, ind mod Gjenner mark (og ost for Hejselbjerg). Den har forbindelse med Gjenner-skovene, Meyer kalder den: Gressberg Holtz.

Naesten halvdelen af hele bymarken karakteriserer Meyer sorn »Moren, Heiden, Busch und Bruch« — 1081 af 2487 tdr., og en ikke ringe del deraf maa vel vaere Busch und Bruch, men hvor disse straekninger findes, ses ikke paa kortet. Meyer anforer altid kun storskov og betydelige skovrester paa sine kort. Naar skoven er faeldet eller gaaet ud, — og en indberetning fra Aabenraa amt til fyrsten 1640 siger udtrykkelig, at en maengde traeer, saerlig i 0. Logum og Hovslund, gaar ud i disse aar, saaledes at kun underskoven er tilbage, kalder Meyer dette terraen simpelthen for hede eller »Hede og Budskads«.

Det vil imidlertid heller ikke i dette tilfaelde vaere
vanskeligt at lokalisere de gamle, forlaengst forsvundne
skove, thi ved hjaelp af kort- og stednavnematerialet

og ved at Isegge maerke til de datidige dyrkningsforhold,lader
det sig med nogenlunde sikkerhed udfore.

De skove i sognet, som ses paa de Meyerske kort, er egentlig kun i ringe grad storskov, snarere levninger af skovene, som holder stand endnu, men som er traengt tilbage til udkanten af bymarken. — Meyers specialkort over 0. Logum bymark — 1641 — viser os baade de dyrkede fsellesjorders og de inddigede saerj orders beliggenhed. De 7 faelles indtsegter ligger saerlig V. og NV., tildels ogsaa 0. og S. for byen. Syd for byen er mest skov- og engjord og nord for byen findes inddiget saerj ord. At tidspunktet for opdyrkningen af faellesjorden ligger meget langt tilbage i tiden er givet. Derimod er saerjorden uden tvivl ryddet skov, og rydningen er formodentlig sket for 16. aarh.

Her — d. v. s. N. for byen — findes gennemgaaende de bedste j_order, her er god sandmuld med lerpletter, og mserkeligt nok findes netop her ingen faellesjord, men kun saerjord (inddigede tofter og enemaerker), afgraenset imod vest af Vintersiis mose og imod ost af Hyrholm mose.

Sagnet fortseller, at her engang har vaeret en stor skov, Nordskov — den kaldtes vel Nordskov i modsaetning til skoven syd for byen, hvis rester i 1641 kaldes Lundene, og her skal tommeret til kirken vaere faeldet. Sagnet taler sikkert sandhed, at der har vaeret skov her, skal vi straks paavise, og at denne skov har vaeret egeskov, som meget vel har kunnet levere tommer til kirken er sandsynligt. Meyer fortaeller, at der findes 20_—28 fod lange traeer i Logum moser og moradser (enge), — han citerer Cl. Mollers Mscr. fra 1638. (Matthiesens Saml. pk. 15. Rigsark).

0. Logum bymark efter Meyers opmaalinger 1641:

Af de 933 tdr. dyrket jord paa Logum mark er ca. Vs udenfor faellesskabet. Heraf udgor enemaerker og inddiget jord hovedparten, og det maa vaere den sidst opdyrkede del af jorderne, her harmed andre ord skoven holdt sig laengst.

For Gjenners og Hovslunds vedkommende saas det tydeligt, at sasrjorderne var ret ny og bestod af opdyrket skovjord, og alle disse mange smaalykker havde sserlige navne, som kendetegnedes ved endelserne -krog, -have, -toft o. s. v. I Gjenner og Hovslund laa de opdyrkede skovj order for det meste endnu inde i skoven. For 0. Logums vedkommende ser vi nu et eksempel paa, at en lignende proces dels er ved at afsluttes, dels allerede er afsluttet. Syd og SO. for byen er rydningsprocessen i sit sidste stadium. Skovj orden er delt og tildels ryddet. Paa denne del af bymarken er der folgende inddigede j order, som ved aar 1600 tidligere har vaeret og endnu delvis er skovklaedt: Store Savsetoft, Lille Savsetoft naevnes 1609 og 1650, Savsedam 1641, Pikketoft naevnes 1650, (den aeldste benaevnelse mangier i Sonderj. Stedn.), Brunshave, oster og Vester B. (1650, Sonderj. Stedn. har kun stednavnet fra 1704). Sonderbyk, enemaerke i 1609, 1776 var her endnu tre storre krat (kort og jordebog).

Laengere i syd ligger »Lundene«, som ogsaa naevnes 1650, da er de i hvert fald delvis udskiftede, ja maaske endog allerede 1528. Af de mange smaalykker, som her findes, kan naevnes Hummelgaard, som er inddigetkort

digetkortefter 1659, i Jb. 1704 hedder det om denne
lille mark: ist vor kurzen Jahren eingezeunet gewesen.

Af andre stednavne fra dette omraade, som vidner om tidligere, nu opdyrket og inddiget skovjord, kan naevnes folgende: Nylykke, 1641, inddiget. Gammellykke, naevnes 1704, men maa vaere betydelig aeldre, Gunderslyk, Bogelundsager, 1609. Plunkestoft, ved Pikketoft, Haverslet 1704, inddiget. Skovholt, 1704, inddiget. »Dohnacker«, maaskeTjornager? 1704, indd., »Hy (hoje) E1«, Hejselpold, Elbjaerg, Elkjaermose, Eskeslaage (1641).

Alle disse smaamarker er saerjord — altsaa udenfor faellesskabet — og delvis indhegnede i 1641, flere bliver det i 1650erne. Den ryddede skov bliver til lykker, tofte, gaarde og haver.

Skoven S. og SO. for 0. Logum er altsaa delvis forsvunden i 164 1, og den tidligere skov nord for byen emu nok helt borte. Hvor den har staaet, er jorderne opdyrkede og inddigede, i hvert fald delvis, en del er hede, og her synes en del af den »Busch und Bruch« at findes, som Meyer omtaler.

Af indhegnede j order og andre enemaerker er her
bl. a.:

Brunstoft, Meyer 1641 (mangier i S. St.), ost
for Paytoft.

Broderne, 1641, inddiget.

Jaringsbjerg, 1609, et enemaerke (mangier i
S. St.).

Havregaard, 1609, inddiget i 1641.

Hossted, 1704, formodentlig det samme som
Meyers , i hvert Fald samme lokalitet.

Nordskov, nsevnes som enemaerke i 1641.

Pa j toft, 1609, inddiget i 1650 i »gammel, sonder
og oster P,.«

Pa j toft kroge, Kiers atlas over sognet.

Tidseltoft, 1641, inddiget.

Pederstoft, naevnes 1650.

Alle disse storre og mindre jordstykker er omkring midten af 17. aarhundrede saerjord og er omgivet af gaerder. Hertil bruger alene praesten i Logum 40 laes ris — »ryss« — aarligt. (Fortegnelse over praestegaardens jorder og deres drift, 1650_—59, Praestearkivet). Man har altsaa endnu haft underskov nok i disse aar. Deter formodentlig resterne af storskoven, som findes paa den uopdyrkede skovjord »heden«.

Nogle af tofterne og gaardene paa skovgrunden omgaerdes i disse aar ogsaa med sten, i sine landbrugsoptegnelser skriver pastor Knud Bruun f. eks.: »Mand skall opbryde oc optage alle jordfar-steen, som staar till at rade oc handle met, oc siden age desame did till den neste tofft, Stengaarden dermet aarligen uden all Forsommelse at forbedre.« (1650).

Ogsaa NO. og 0. for byen harder utvivlsomt i gammel
tid vaeret skov, men sporene heraf synes ganske
udslettet ved aar 1600.

Dog er der en hel del skovnavne, som tydeligt bekraefter tilstedevaerelsen af skov ogsaa her. F. eks. Lunden (modsat Lundene i S.). Jb. 1704 deler Lunden i NO. i en Sonder- og Norrelund, den bestaar da mestendels af hede, men praesten har opdyrket en del ved aar 1700.

ost for byen findes folgende skovnavne: Birkelund, Birkelundsbjerg, Birkemose, Ousholt (Meyer 1641), Skovland stykker (1775), Skovled (pastor Tode 1704), Svejnholt, — af sveden, afbraendt, Stamplund.

Disse jorder maa vaere opdyrket meget tidligt, thi i

1641 er de enten inddraget under faellesskabet eller
erobret af lyngen.

Hvad der findes af skovnavne paa Logum mark, grupperer sig saa at sige alle om disse to arealer i S. og N. for byen, og her ligger de taet ved hinanden, kun mod ost fandt vi en del spredte navne; fra den ovrige bymark derimod kendes intet eksempel paa blot eet stednavn, som kunde minde om tilstedevserelse af skov, — med mindre da f. eks. Barhy, Barholm og Barlund (sidstnaevnte paa skellet mellem Hovslund og Rovbjerg) kan afledes af barr (fyrretraesnaale).

Derimod er der helt ud i ost, paa skellet mod Gjenner mark, endnu skov paa Meyers tid. Det maa derfor — med det foregaaende in mente — anses for sandsynligt, at skoven ostfra har strakt sig helt ind til 0. Logum by.

Laengst har skovene paa Logum mark altsaa holdt sig i N. og S. for byen, og her er de sidste rester forst faeldet i 17. aarhundrede, ja et enkelt lille krat er endnu

3. Hvorfor, hvorledes og hvornaar skovene forsvandt. I det foregaaende har vi set, at omkring ved aar 1600 er store arealer i sognet ryddet for skov, kun enkelte levninger holdt stand endnu i sognets vestlige del, og hvor der endnu i den ostlige og nordostlige del fandtes storskov,* var den trsengt tilbage til udkanten af bymarken.

Det maa have vaeret et smukt landskab, som vore forfaedre i det 17. aarhundrede har haft for oje. Landetvar mindre opdyrket, men til gengaeld langt mere malerisk og yndefuldt. Paa alle udmarker og overdrev fandtes endnu lunde og krat og praegtige traeer eller smaa traegrupper spredt over den brune hede, som bredte sig, hvor skoven mistede terraen. Over de sure,

surapede kserstrsekninger lyste hvide birketraeer, og i buskads og skrup var der en rigdom paa vildt og fugle. Man kunde faerdes halve mil i naesten alle retninger uden at komme til en menneskelig vaaning, thi gaardenelaa taet sammenbyggede i landsbyer, hvor de lave straatage skjultes af hoje traeer, og iovrigt afsides fra den store faerdselsvej, som gik igennem sognet.

Hvorledes og hvornaar gik skoven under?

Skovens odelaeggelse er sikkert lange tiders vaerk, og mange faktorer var virksomme og forvandlede saerlig i 16. og 17. aarhundrede hojskoven til buskagtig lavskov, og denne aflostes hurtigt af krat og buskads, medens lyngen stod parat og erobrede de stadig talrigere aabne pletter.

Menneskets skovfjendtlige virksomhed,hensynslos og uforstandig hugst har nok voldt den storste skade. Men ogsaa det, at der ikke kom ny skov til, var en vigtig faktor i undergangsprocessen. Hverken myndigheder eller bonder har tsenkt paa at skaane skovene, man faeldede, men plantede aldrig. Bonderne var vant til fra gammel tid, da der var skov nok, at hugge ned for fode, hvad enten man manglede trae til bygninger, braende eller vogntommer, og de tog ris og staver, hvor de var lettest at faa. Under de mange fjendtlige indfald i 17. aarhundrede blev skoveneskammeligt forhuggede, baade landets born og fjender sogte at faa den storst mulige indtaegt af skovene.Men selv under almindelige forhold i de fredeligeaar for de store krige, blev der odslet umaadeligt med trae. Hertugens embedsmaend taenkte i seldre tid lige saa lidt som bonderne paa at skaane skovene. Uhyre maengder af trae skulde aarligt leveres af faestebonderne,til gejstlige saavel som verdslige tjenestemaendaf alle slags, alle havde de krav paa deputattrse.Selv

trse.Selvbonderne i det skovfattige Rovbjerg skulde endnu i 1609 levere 28 laes trae (Haue Holtz), og alene de hertugelige undersaatter i 0. Logum sogn skulde i de aar aarlig levere ikke mindre end 274 lses trae, hovedparten kom selvfolgelig fra Gjenner og Hovslund skove.

Faestegaardenes skove tilhorte ikke faesterne, men landsherren, og trae til bygningstommer og braende maatte kun hugges efter udvisning, men store misligheder gik i svang; naar bonderne f. eks. fik en eg udvist, tog de saa rigeligt, at de havde tommer nok til hele gaarden.

Egetrae var saerlig efterspurgt som byggemateriale, og den gammeldags byggeskik slugte en maengde egetrae, og selvom baade Christian I og Frederik II udstedte forordninger, som forbod folk at bygge bulhuse (Mejborg: Nord. Bondergaarde, Bd. I, p. 213), saa folte datidens bonder sig kun i ringe grad forpligtet til at lyde landets love. Endnu efter krigsaarene 1627^—29 rejstes en maengde nye gaarde, hvor laderne var bulhuse (alt af egetrae), og stuehusene af bindingsvaerk. Et eksempel herpaa er den kendte pissel fra Gjenner; gaardens ejer, Jep Jessen, fik af hertugen paa Gottorp tilladelse til at hugge en eg, men tog trse til hele gaarden.

De aabne kaminer — sml. billeder af Gjennergaarden — slugte en maengde braende. Til deputater, bygningstommer og braende er der sikkert anvendt langt mere trae, end skovene kunde yde, der er drevet rovdrift i flere aarhundreder.

Og man gik endnu videre. For at skaffe rede penge til skatter og livsfornodenheder, blev fra tid til anden en maengde trae slaaet ned og solgt. Det var selvfolgeligganske ulovligt, men nod — og begaerlighed — bryderalle

derallelove. Saa sent som i 1691 klager overforsteren Johan Arnold Janssen i Haderslev over, at der ved ulovlig skovhugst faeldes for 10,000 rdlr. trse, »welches die Holzungen nicht aushalten konnen« (Matth. Saml.). Denne trafik er ogsaa gaaet i svang her i sognet,maaske i aarhundreder, og bonderne i Gjenner, Hovslund, 0. Logum og Rovbjerg idomtes i 16. og 17. aarhundrede boder for ulovlig skovhugst, ofte blev de ikke betalt, men opfortes sammen med skatterestancernetil belob, der efterhaanden blev ganske übetalelige,og saa sent som i 1704 maatte afhandles til mere beskedne summer. Et eksempel: ca. 1600 meddeler amtmanden i Aabenraa hertugen, at bonderne i Gjennerunder hans fravaer havde faeldet og bortfort 4—54^—5 skibsladninger trae (XX. Nr. 1502). Fra Gjenner havn udfortes der hele skibsladninger, som paa ulovlig maade blev fa?.ldet og solgt. (Mager, a. sk. p. 202).

Ved undersogelsen viste det sig, at husfogden havde udvist Gjennerboerne trae til eget brug, men det og meget andet trae blev solgt og fort bort pr. skib. Maerkeligt nok sejledes hovedparten til Als. Amtmanden klager over — ca. 1660_—70 —, at ogsaa underskoven odelaegges og forsvinder. Deter saerlig gait i »Moells, Lugum, Hauersschlundt u. Norder Kirkeby«.

»Her bliver skovene for hvert aar ringere og mere aabne«. (Matth. saml. ca. 1670). Ja, selv da storskovenvar faeldet, skaanede man ikke de unge trseer, som var i god vaekst, man huggede bare 10s og skaanede intet. Rovdriften fortsattes ogsaa i 18. aarh. I 1711 skriver bonderne fra Hovslund, at de er »nodt til at have en 3—43^—4 istedet for eet trae«, »weil die baume nur klein, die Buchen gantz klein sind« (XX, 1502). Ja, man odslede i den grad med ungtraeerne, at man anvendte»unge Boge til Humlestaenger«. (1771 oplyser

selvejerbonden Iver Dinsen i Gjenner, at Nis Kromand har hentet et helt laes »junge Bucken« til saadant brug. (Pro memoria fra Aabenraa amtshus til HaderslevA.))

De store Krige i del; 17. aarh. har ogsaa bidraget meget til skovenes odelaeggelse, og baade i den kejserlige krig (1627^—29) og i Svenskekrigen (1657^—59) blev der faeldet utrolige maengder tree og slaebt bort. De kejserlige tropper (Kilder til det folgende er saerlig to breve: 28/u 1631 fra Aabenraa borgere til hertugen og 28/i2 1627 fra amtsskriver P. Moritzen i Aabenraa til hertugen, XX, 1246) faeldede baade selv og tvang bonderne til at faelde og bortfore store msengder trae. Meget blev solgt af officererne, meget anvendt i vagthusene. Ogsaa de store befaestningsanlaeg, som anlagdes her paa egnen, slugte tusinder af trseer. Paa Kalo og ved Jorgensgaard »am saltzen Wasser« byggedes skanser »von Strauch, Holtz und Erde« i forsvarsojemed (se Meyers kort over Aabenraa by), og hertil, saavel som til et »Stacketwerk« ved Brondlund slot, anvendtes »store maengder af bog og eg«. Baade borgere i Aabenraa og omegnens bonder maatte udfore »faraonisk Traeltjeneste« for de fremmede tropper ved at faelde de mange tracer og slaebe dem til bestemmelsesstedet. Borgere i Aabenraa skriver f. eks. 28/u 1631 til hertugen: Borgere og bonder blev tvunget til at hugge de fyrstelige skove ned og i"ore traeerne bort. Saa snart der var »ein wenig Mangel, haben die Officiere dem Biirgermeister sowohl uns vielfaltige Soldaten in die Haiisser gefiillt, so mit unss iibel gehausset, geschlagen undt gepriigelt, biss so lange wir haben Holtz genug verschaffen konnen«.

Det naeste knaek fik skovene her paa egnen i Svenskekrigen.Da
faeldedes der ligeledes paa maa og faa.

Baade fjender og landets egne born kappedes naesten om at hugge ned for fode. Forst paa aaret 1659 gav den kgl. Proviant-Commissarius Nicolas Bennich den gottorpske amtmand i Aabenraa ordre til at faelde 4000 favne tree »ved Stranden* og bringe det i skibe til Kobenhavn(Amtmand v. Brockdorff i Aabenraa til hertugen,XX 1672). Dette rene roveri i de hertugelige skove er nok ogsaa gaaet ud over skovene i vort sogn, thi Gjenner var jo en god udforselshavn. »Undersaatterne«,d. v. s. bonderne, skulde faelde traeerne og faa dem slaebt ned til stranden. 30, Juni samme aar kom der en ny befaling fra samme Bennich. Nu skulde amtet i lobet af fire uger lade 2000 favne trae faelde og fore ned til stranden «durch die Bauren« (ibid.).

I denne lovlose tid faeldede bonder og borgere ogsaa paa egen haand og solgte trse for smaasummer, deter vel den haarde nod i disse ulykkestider, som har drevet dem dertil. 51 borgere i Aabenraa blev efter krigen anklaget for denne forseelse, de havde ogsaa fortsat den illegale trafik efter krigsaarene; men nu skal den standses, »da die Holzungen fast ganzlich verwustet werden*. (Mandat fra hertug Christian Albrecht 4/i2 1677 til Aabenraa by. Matth. saml.). Ogsaa bonderne paa det nu i 1660 skovlose Barso fristedes til under de lovlose forhold at faelde traeer paa fastlandet og forte dem i den haarde vinter 1657 over isen til Barso.

Led hojskoven meget i fredstider, saa slap alle fjender
dog 10s i krigstider, hvor alle love var som sat ud
af spil.

Efter Svenskekrigens tid var vel nu al hojskov i Logum faeldet. Den gottorpske jordebog 1704 oplyser nemlig, at skovene i Gjenner og Hovslund er odelagt, »und die Jungen noch im Anwach stehen« (Hovslund).Gjenner skov »hat Eichen und Buchen, davon

die grossen Baiime mehrentheils verhauen, hahiniegen Jung Eichen undt Biiholtz in gutem An\vachs«. Ogsaa ved Kirkeby og Norby mark er der nu »gode unge bogetraeer«.

Fra de andre af sognets byer nsevnes der ikke mere
skov. Skovene ved 0. Logum, Rovbjerg, Kopsholt og
Nr. Jarup er altsaa nu forsvundet.

Arkivmaterialet viser, at hojskoven fik sit sidste afgorende knack i det 17. aarh., og det forvandt den aldrig. Kun i sognets ostlige og nordostlige del fandtes der fra nu af skov. I de andre dele af sognet var der kun skov-stednavnene tilbage.

Underskovens og kratskovens ødelæggelse.

Ved slutningen af 17. aarh. var skoven altsaa i en hojst ynkelig forfatning. De skove, som i tidligere tid havde vaeret tjenlige som oldenskov, var nu fuldstsendig ode, og i Vestersognet stod der kun lidt »krat og budskvserk« paa heden som sorgelige rester fra fortiden. Men snart forsvandt ogsaa de, og egnen blev aldeles skovlos.

Denne sidste del i odelaeggelsesprocessen rnaa — for vestsognets vedkommende — i alt vsesentligt vaere afsluttet paa udskiftningstiden, thi da var underskoven borte, og kun enkelte smaakrat og skovhoveder stod tilbage.

Underskovens odelaeggelse skyldes vistnok hovedsagelig
folgende 4 faktorer:

1) Hedebrandene.

2) Hegnenes vedligeholdelse.

3) Kreaturernes, sserlig gedernes, odelseggelse.

4) Bondernes rydningsarbejde.

1. De hyppige hedebrande forte undertiden til skovbrande, hvor de gamle lsebaelter gik op i luer, saa at vestenvinden kunde fuldfore odelaeggelsen. Marknavnet Svejnholt SO. for 0. Logum minder uden tvivl om en saadan odelseggelse af skoven.

Men en hedebrand odelagde i hvert fald saa godt som altid resterne af underskov paa heden. Under en saadan hedebrand brsendte f. eks. resterne af underskov paa Nr. Jarup mark (Kier).

Om den gamle Jes Dreesen i Rovbjerg fortseller Kier (111, 486), at »han stak ild paa heden, og Strandelhjorn skov braendte, saa at den, som tilforn havde ej vseret uvigtig, nu blev ganske odelagt« (ca. 1770)¹).

2. De hoje hegn, som — for vildtets skyld — blev sat om hvert af de store faelles indtsegter og om de naesten utailige smaa tofte, gaarde og lykker, kraevede tallose unge stammer og hundreder, maaske tusinder af laes gserds€'.l aarligt. Alene sognepraesten i Logum brugte omkring ved aar 1650 aarlig »40 Lses Ryss« blot til de indhegnede lykker: oster- og Vestertoft, lille Plantegaard, Pajtoft, Havregaard, Brunshave, Drasbjerg, Humlegaard og til hans vestre og norre Kaalgaard. Hvad er der saa ikke brugt af alle de andre bonder. Pastor Bruuns oplysning viser ogsaa, at der endnu i 1650 var underskov og krat nok paa 0. Logum mark — vel naermest paa hederne NO. og 0. for byen og maaske ogsaa i »Lundene« S. for byen, og man odslede med gjserdsel til »de dode hegn«.

ovrigheden havde iovrigt flittigt udstedt forbud mod denne maade at hegne paa. I 1584 blev der f. eks. forbudt»Haderslevhustjenerne« — en del gaarde horte under Haverslev amt — at saette dode hegn. »Wnderskoffueneodelegges

---

1) Sml. Knud Aagaard: Beskrivelse over Torning len, 1815, p. 284, hvor denne odela?ggelse ogsaa omtales.

skoffueneodeleggesmeget oc ophugges aarligen till Gjerdtzell at indhegne Marcke, Wange oc Thoffther med«. Dette forbydes nu strengt, og bonderne skal »holde hiorder till deris Quaeg«, og vil nogen have deres smaa tofter ved gaardene eller i marken indhegnet,skal de saette diger af sten og jord og »icke med gierdtzell dem indlucke« (Matth.s saml. Pk. 15).

Da disse hegn hyppigt skulde fornyes, eller i hvert fald udbedres, kraevedes aarlig store maengder gaerdestaver og grene dertil, saerlig da det ogsaa jaevnligt skete, at gaerderne blev anvendt til braende ora vinteren og altsaa saa skulde fornyes om foraaret.

Ogsaa de gottorpske myndigheder sogte at saette en stopper for denne odelaeggelse af underskoven, idet amtmanden gang paa gang forbod bonderne at hegne paa denne maade. Amtmanden i Aabenraa truede endogmed at jage bonderne fra gaardene, »men — skriverhan til hertugen paa Gottorp (XX. 1469, ca. 1670) — det har ikke hjulpet stort.« ovrigheden buldrede og truede med alskens ulykker, dersom »Undersaatterne« ikke adlod de givne bestemmelser; men bonderne fortsattestiltiende i den gamle skure og holdt sig til de gamle skikke uanfsegtet af de mange ord. Og saadan er det ogsaa gaaet i denne sag. Forst da underskoven var totalt opbrugt, forsvandt ogsaa de flettede grengaerderog gav plads for stendigerne. I 0. Logum — og de andre byer, Gjenner og Hovslund undtagen — er det sket ved aar 1700. Oplysninger herom er saerdelessparsomme, men nogle smaabemaerkninger i arkivaliernekaster dog lidt lys over det sporgsmaal, vi her behandler. I 1704 udbrod der en voldsom strid i 0. Logum mellem sognepraesten, pastor Tode, og de andre bymaend. Det var saerlig skolens nyordning, som gav anledning til stridighederne, men mange andre

ting blev i stridens hede draget med ind i den. Prsesten onskede bl. a., at hans lille indhegnede toft Humlegaardi den ganile skovgrund »Lundene« blev omgivet af »einen tiichtigen Graben, — in Ermangelung des benothigten Busches. (XX, 323).

Nu er underskoven altsaa opbrugt, og naar krybben er torn, bides hestene. Samme pastor Tode skal i de aar have ladet saette de store stendiger om praestegaardens tofter og indhegnede gaarde. Tode hjalp ogsaa undertiden selv karlene, »naar de manglede store Kr3after.« (Kier, 111, 21).

Et andet tegn paa, at underskoven paa davaerende tidspunkt er ved at vsere opbrugt, er ogsaa en bestemmelse i byens vide og vedtsegt fra 1699. Det hedder heri, at faarenes antal skal indskrsenkes, da de er skadelige for hegnene.

I 1706 publicerede sognepraesten et forbud fra amtmanden Clas v. Ahlefeld »mod at bruge saa megen Gjaerdsel; han befaler derimod at plante levende hegn og at indstene<c (Kier, 0. Lygum Menigheds Annaler 111, 101).

Paa Hovslund mark fandtes endnu i 1738 rishegn, »tote Zeune«, de skal erstattes med stendiger, hedder det i en synsforretning. (C. 11, 2, 324, Kiel). Her har Underskoven altsaa holdt sig laengere. I Gjenner derimodstod endnu omkring ved 1820 risgserderne side om side med levende hegn. (Se Kiers tegning af Gjennerby set fra ost). — Af Designatio over hegns og digers tilstand i Aabenraa amt 1738 (Aabenraa AmtsarkivC. 11, 1) ses, at i den udskiftede del af marken findes der levende hegn, »men den ovrige og storste del af Gjenner mark, som ligger udenfor skovgrunden, bestaar mest af mager, sandet jord, hvor ingen levende hegn kan gro«. Her er naesten alle hegn risgaerder og

stendiger. Da der er sten nok paa markerne, bestemmermyndighederne, at risgserderne skal afloses af stendiger. Der anfores en liste over, hvor meget enhverbonde aarlig skal inddige. (C. 11, 1, 109, Kiel).

Man maa iovrigt have brugt en uhyre maengde paele og grene til hegn, thi for udskiftningen havde man her ca. 600 — seks hundrede — smaalykker (C. 11, 1, 120) i den del af bymarken, som aldrig havde vseret fselles, men som efter skovens odelaeggelse blev ryddet og indhegnet af bonderne. Degn Hans Mikkelsen i Lojt, som i 1776 var beskseftiget ved opmaaling af Gjenner mark, klager da ogsaa over det vanskelige arbejde der er overdraget ham. »Em feld so voller Berge und Thaler, Holtzungen und Buschwerk, worin einige Hunderte irregulaire Koppeln«. Han forundres over, at bonderne kan vedligeholde alle disse hegn og kan skaffe buskads nok, saa at kreaturerne ikke bryder igennem. (C. 11, 5, 526, Kiel).

3) En anden af krattenes og under skovens fjender
var husdyrene, saerlig Hestene og Gederne.

Knaphed paa graes var der altid i gamle dage, og da man kun havde nogle faa og smaa enge, maatte hestene og ungkreaturerne gaa ude det meste af vinteren, dvs. de holdt til i skovene og i krattene paa heden. Af heste havde man en utrolig msengde. Jb. 1704 viser, at paa mange gaarde havde man flere heste end koer¹). I Hovslund havde gaardene i 1704 f. eks. 84 heste — hvoraf 8 fol — men kun 79 koer. Selv en af indsidderne havde ikke blot en ko, — men ogsaa to heste.

Men bondernes heste var smaa og tarvelige og kunde
knap nok trsekke en plov. (Kier, 1111, 13). Paa Leerskovhavde
man 10 heste, og dog kunde man om foraaretikke

---

1) H. Hejselbjerg Paulsen: Sonderjydske Sbegter (1941) p. 55 ff.

aaretikkekore til molle, saa svage og afkraeftede var
disse udgangsog (ib.).

Slige svajrme af heste odelagde underskoven og forhindrede
skovens vaekst derved, at de tilintetgjorde
alle unge skud og tracer.

Men endnu vserre odelaeggere var de mange geder,
som man i de tider lod graesse i skovene, og som nok
skulde holde alt oplob og alle unge skud ved jorden.

Saa laenge der endnu var underskov nok, var gederne almindelige husdyr, og deres antal synes her paa egnen at have vaeret ret fantastisk. Den interesserede og meddelsomme Pastor Bruun, som har givet os saa mange oplysninger, saerlig om landbrugsforholdene her i sognet i 17. aarh., har affattet »En liden Effterretning, huorledis met Guds naadige Hjaelp oc milde Velsignelse, vor Affling, allerbest kand haffue sin Fremgang«. Heri fortaeller han, at der i praestegaarden skal vaere »saa mange Faar oc Geder, som mand allermest kand vel fode«. I 1652 optseller han, hvor stor praestegaardens besaetning er, og han har da »26 Geder oc Bucke«. Hvis dette tal kan anses for en almindelig bondegaards gedehold, saa har det samlede antal geder i sognet vaeret ca. 2000. Givet er det i hvert fald, at disse dyr har vaeret talrige og har vaeret staerkt medvirkende til, at underskov og krat saa hurtigt forsvandt. Derfor havde myndighederne et godt oje til disse haerskarer af geder og onskede dem udryddet.

»Gederne udretter stor skade i skovene, — skriver amtmanden i Aabenraa ca. 1660 — ieg har derfor ogsaa forordnet, at de skal afskaffes, men man retter sig ikke derefter«. (11, 1469, citeret hos Mager p. 174). Gederne forsvandt nok forst som almindeligt husdyr, da den sidste pind var afbarket eller aedt.

4) Rydning af krat og underskov.

Baade for og efter udskiftningen var »Buskvaerket« — som man kaldte resterne af underskoven — genstand for menneskets skovf jendtlige virksomhed. I de opdyrkede kobler, som laa udenfor faellesskabet, maatte underskoven selvfolgelig forst fjernes, inden ploven kunde saettes i jorden og forvandle »skovgrunden« til agerjord. Dette rydningsarbejde fortsattes i aarhundreder, — 1620 forbod hertug Frederik 111 paa det strengeste »dette unyttige og overflodige arbejde« af hensyn til vildtbanerne, — og, som vi saa, deltes den ryddede skovgrund i gaarde, lykker, haver og tofte.

Heller ikke efter udskiftningen, da hver mand fik sin egen jord, kunde bonderne lade den mindste strimmel jord, som endnu laa i naturtilstand, i fred. Det var, som om man nu i sserlig grad folte sig forpligtet til at bringe hver plet naturjord under plov.

Af udskiftningspapirerne ses det, at der endnu i slutningen af 18. aarhundrede ikke fandtes saa helt lidt »buskv£erk« rundt omkring paa markerne, sserlig i Gjenner, men ogsaa en del paa Hovslund mark, og lidt paa 0. Logum mark.

Tidligere havde underskoven mest vaeret faelleseje; men det blev ikke bedre tider for den, da smaakrat og buskads kom i privateje. Ganske vist havde den ogsaa nogle venner blandt bonderne, men venskabet skyldtes naeppe sans for naturskonhed eller kaerlighed til det oprindelige, skonne landskab, men snarere materialistiske, eller i hvert fald praktiske motiver.

I 1777 henvendte nogle bonder i Sonderballe i Gjennersig
til Herredsfogeden (C. 11, 1, 526) med bon om,
at denne skulde forhindre, »at budskvaerket ruineres«.

Det drejer sig om en landstraekning SO. for byen (ost
for landevejen og ned til Maderne ved fjorden).

»Dette land er meget ringe — skriver deres ordforer Hans Lunderup — og bestaar dels af Agerjord, dels af buskvaerk og er derfor aldeles uegnet til Separation*. De paaviser dernsest, at »hvor Buskene borthugges og jorderne ryddes, gror der mange Steder kun Lyng i Stedet, og derved forringes Marken«.

Den sydostlige del af Gjenner mark har altsaa endnu i 1777 vseret delvis bevokset med buskadslignende underskov, men i tidens 10b er den forsvunden, skont de fornsevnte bonder til en vis grad fik deres onske opfyldt, idet »Vester og oster-Sondermark« ikke blev udskiftet, men tildeltes 6 gaardmaend, som drev disse j order i faellesskab. Underskoven strakte sig herfra videre mod nord, thi det store areal Knardret, som ligger ost for byen og syd for vejen til Kalo, bestod i 1784 af »Agerland og Buske« (C. 11, 1, 526). Da solgtes det og deltes i fire parceller paa hver 7 tdr., i een af dem var f. eks. halvdelen af jorden »Graesnet og Buskvaerk«. Ogsaa her var underskoven borte ved aar 1800.

Ogsaa indersterne sogte at vaerne om lavskovens fattige rester. Men deres omsorg for den var lige saa lidt idealistisk begrundet som bondernes. Indersterne i Gjenner fik ved udskiftningen deres jord syd for byen. Den bestod af en maengde lange, smalle strimler, de saakaldte »Aaser«. De klager ogsaa i 1777 og skriver, at den tidligere ejer af osteraas — Jep Rasmussen — »bemaegter sig noget Buskvaerk, som findes udi vores tilkiendte Indest grund, og strseber hver dag med aid Fliid at opryde det«. Ogsaa de onsker at beholde »Buskvasrket, for ellers har vi intet at hegne med«. (Risgaerderne).

Heden.

Horer heden ikke snarere til naturlandskabet? Ja, derom — d. v. s. om lynghedens oprindelse — er der strid blandt Geografer, men deres naturvidenskabelige bevismateriale synes at vaere utilstraekkeligt.

I det foregaaende har vi set, hvorledes hoj skoven som folge af rovdrift og krigsodelaeggelse, forvandledes til buskagtig lavskov, som i det vaesentlige var bortryddet omkring ved aar 1800. Nu er sporgsmaalet saa: Erobrede ploven eller lyngheden de j order, hvor skoven tidligere stod? Begge vandt terraen. Det gselder i hvert fald for den tids vedkommende, som kan belyses ved arkivaliers hjaelp. (Tiden efter 15_—1600).

Men da vi kun kan folge skovodelaeggelsesprocessen i dens sidste stadier, — for den aeldre og aeldste tids vedkommende svigter kilderne — er det svar jo ikke den hele sandhed.

Det kan dog nseppe betvivles, at hovedparten af hedejorden i sognet omkring ved aar 1640, — saaledes som vi ser det paa Meyers kort — er gammel skovjord. Thi dels vidner stednavnene derom, — i de tilfaelde, hvor de gamle navne kan stedfsestes, — dels ser man, at skovresterne i 1641 naesten alle er omgivet af hede.

Deter altsaa fremfor alt lyngen, som stod parat og erobrede de stadig talrigere og storre aabne pletter i skovbrynet og inde i skoven, f orvoldt af blaest, ild eller menneskets og kvaegets skovodelaeggende faerden. Hver lyngtot, som tittede frem her, var et varsko om, at denne plante var parat til at overtage herredommet overalt, hvor mennesket odelagde underskoven og traekvinden forvandlede den naeringsrige muld til udtorretmorbund. Og lyngen sorgede for at tildaekke og

skjule selv de svageste mindelser om fordums herlighed.

Vi saa, at i 1777 onskede nogle af Gjenner bonderne den buskadslignende lavskov bevaret, da det var deres erfaring, at lyngen erobrede terraen, hvor skoven faldt. I 1820 taler pastor Kier i sin topografi om »de hedeagtige dele af Hovslund skov«, d. v. s. her er skovresterne omgivet af lyngheden. Givet er det i hvert fald, at store dele af hederne i sognet — maaske hele den ostlige del og desuden store dele af hederne i vestersognet — er gammel skovgrund.

Men en del af disse heder maa dog sikkert ogsaa regnes til naturlandskabet, d. v. s. en vegetationsform, som skyldes naturens kraefter og ikke mennesket. Er det tilfaeldet, har denne hede en overordentlig hoj alder, den har saa allerede vseret i stenalderen.

Hertil kommer endnu Hejselbjerg og Tyrholm —
som var kgl. gaarde, og derfor er ladet ude af betragtning
af Meyer.

Vand, sump, mose, kær, eng.

Faa faktorer bestemmer i den grad som skovene
landskabsbilledet og gor os fortiden fremmed eller
hjemlig, alt eftersom de har sendret deres udstraekningeller

ningellerej. Var egnen tidligere langt skovrigere, var den tidligere ogsaa langt vandrigere end nu. I nutidengor man sig heller naeppe begreb om, hvor meget vandstandsforholdene har sendret sig. Endnu for ca. 300 aar siden laa store dele af sognet hen som ode, uvejsomme egne, bestaaende af sump og morads. Paa visse tider af aaret var disse arealer oversvommede, og et bredt baelte af smaasoer, »damme« og sumpe spaerrede den ene by fra den anden. Det var saerlig Gjenner, som paa den maade blev afspaerret fra det vestre sogn.

1649 klager beboerne i Gjenner over, at deres born ikke kan komme til 0. Logum sogneskole, da der imellem denne by og Gjenner »om Vinteren paa atskillige Steder findis vand, huorsomheldst saa deris Born skulle gaa offuer Broer, oc saadant icke er uden Fare« (pastor Bruun). Ja, 100 aar senere staar det ikke stort bedre til. Provst Schmidt i Aabenraa omtaler da den samme vej og nsevner, at Gjenner er skilt fra kirkebyen ved »Mohre und Moraste« (derfor er Gjenner nodt til at have sin egen skole).

Storst af alle disse »damme« er Dybvad dam, som dannede sogneskellet mod syd. Efter Meyers maalinger var den i 1641 550 roder lang og 200 roder bred, den omfattede 336 tdr. (a 120 roder). Meyer tilfojer: Ein grosser Theil ist jetzt Wischlandt. ost for den kom saa Jarup dam, som naaede helt til Bodum.

En del af disse damme angiver Meyer som »Wichlandt«, det vil vel sige vaade kaerjorder. Til tider bjergedes lidt h0 der, undertiden »wurden sie gestaut«, og saa var de rige paa fisk. (Mskr. 1654, kgl. Bibl.). Mellem 0. Logum og Leerskov laa Svejnholt dam og Klarvand, og endnu i 1815 var her 4% tdr. (320 roder) land oversvommet.

1615 laa der i det nordostlige hjorne af Leerskov mark en vandraolle, hvis ejer i det aar fik anvist et stolestade i kirken. Den maa have ligget i den saakaldte Kallesdal, og man kan nu daarligt nok tsenke sig, at her har vaeret vand nok til at drive et mollehjul, selvom mollen ikke har hort til de store. I 1641 er mollen forsvunden, den er vel nok odelagt i krigstiden. Meyer angiver paa sit kort dens beliggenhed og tilfojer: Vestigia mamuhlen, den maa altsaa nu have ligget i miner. Maaske er vandstanden sunket noget.

Af andre smaasoer paa Logum kan naevnes »Mads Lavsens Dam« nord for byen og Strygsdam og Frue Pyt i ost, de udgjorde endnu i 1820 tilsammen ca. tre tdr. land. Nu er alle disse damme forlaengst engjord med undtagelse af nogle mosepytter.

Ogsaa paa de andre bymarker fandtes der sump og
morads, damme og siig, men derimod kun faa egentlige

Nord for Hovslund var der f. eks. en storre sumpstraekning, som beboerne i krigstiden 1657_—59 havde som smuthul, midt i sumpen var der nemlig en lille skovklsedt holm — Bygholm (se Kiers atlas 15. blad), hvortil der forl:e en sti, som kun egnens folk kendte og kunne benytte, holmene Tang, Pandborg og Bygholm haevede sig over den sumpede og ode egn, endnu i Svenskekrigens tid var de skovklaedt, nu er der ikke en pind tilbage.

Man kan regne med, at overalt, hvor der nu er eng, var der i addre tid morads og ode kaerstraekninger, thi stort set er engene det 19. aarhundredes indvinding. Tidligere havde man forbavsende lidt eng, og slsegt efter slaegt istemmer derfor klagen over, at engmanglen er skyld i landbrugets ringe kaar.

De nuvaerende store engarealer i sognet var dengangsump

gangsumpog skrop. Og inden de kunde kultiveres, maatte der forst sorges for ordentlig afvanding, og krat og buskads maatte bortryddes. Men endnu langt ind i det 19. aarh. fandtes kun »moseagtige enge« (Kiers top., p. 23). »Her vokser mest Staergrass — skriverKier — og paa begge steder (i moser og enge) findesde saakaldte Trandbaer (Vaccia uligmosa). Jo mindremoseagtige engene eller kasrene ere, des bedre graesarter vokser deri, saasom Vermer, Treblade (Trifoliapalustr.) og Smorblomster«.

Ingen sorgede for tilstraekkelig aflob, thi ikke blot
drasning, men ogsaa systematisk udgroftning er fra
nyere tid.

I den vaade og sumpede egn (Logum har vel faaet sit navn af sumpene og vandene), hvor flere aaer har deres udspring, f. eks. Rudeaa fra Mads Lausens dam paa Logum mark, den danner skellet mellem Vedsted og Logum sogne, Strygsbaek, som gaar mod ost ned mod Rundemolle; Rodeaa, som gaar mod syd og forbi Rodekro, en anden arm af Rodeaaen har sit udspring sydvestlig for Rovbjerg og gaar gennem Hostrup til Hellevad, — har man vistnok ret tidligt begyndt at grave saakaldte Vandlosninger for at faa dannet aflob for en del af vandet. Enkelte steder fik man derved nogle smaa engstykker, hvor man kunde avle lidt hO. Allerede i 17. aarh. har bonderne ved afvanding — ganske vist i de mest primitive former — sogt at indvindelidt af den saa eftertragtede engjord. Hvor noje man regnede med disse smaastykker ses f. eks. fra Rovbjerg, hvor det anfores, at en gaard paa 3/s plov faar »ein Sackvoll« h0 i Dameng (Jb. 1704). Eller en gaard i Hovslund faar af et engstykke »ein lerringvoll Heu« — eller »ein leddervoll Heu«, d. v. s. saa meget

som kan ligge i vognens Laedding (Fjselene i hostvognenkaldtes

Jb. 1704 omtaler folgende enge i sognet:

Rovbjerg.. »Die Wiesen sind zwar gemeinschafftlich doch unter gewisse personen vertheilet«. Engene Dameng, Engkaer og Staveng har 6 bonder i fsellesskab, de ovrige har: Norrekaer, Krogdam, Jengift og Vaeeleng«, in diesen wiesen hat ein Jeder seine Schifften nach seinen Ottingen«.

I Jar up eir der to faelles-enge, oster- og Vesterkaer. 2—32^—3 gaarde har i faellesskab engene Vegerkaer, Holt, Slumpstykker og Kokkehave. osterkrog, Holthuer, Aarnaj og Baekkrog er derimod tillagt enkelte gaarde. Nogle af disse enge maa have vaeret übetydelige, i osterkrog avledes der f. eks. kun x_A lacs hO.

Hovslund havde sine faellesenge tre steder, desuden var en del smaastykker tillagt enkelte gaarde, nemlig: Slumpstykker, Hyrdeeng, Vrangvaj, Majgaard, Sieg og Perlileng.

I 0. L 0 gu m havde bonderne »ingen faelles enge, men hver har sin engjord a part«. Og da enhver af dem kun faar ganske faa laes hO, er de nodt til at leje h0 »aus den Vorwerckslandereien«, men herved svaekkes de meget«. Der naevnes ogsaa nogle smaaenge, som tilhorer enkelte gaarde: Biholmkaer, Skovhojkaer, Sleeteng og Kokkehave. Prsestegaarden har ingen enge »die was taugen«.

Om Leerskov hedder det, at dens Enge »ligger i
Morads«.

Gjenner. Om Gjenner hedder det, at »Bonderne har ingen faelles enge, men enhver har sine enge apart, den storste del er i deres skovskifter«. Af saadanne smaaenge naevnes: Graevlingkaer, Engkaer, Skjelkaer, Maderne, Lillekjaer (in der Holtzung), Norrekjaer (in

der Holtzung), Blaasgaard, Damsted, Hindbserhave, Kaerlykke, Svendsdam, Uglekaer, Bogsbjergdam, Fik, Pilsdam, Aaskjaer, Hokkerholm, Toftkaer, Strygsdam, Vselkjaer, Kokkehave, Aassig, Langkjserhave, Ammertved,Volleskjser, Bertramskjaer, Bertramsdam. I disse enge faas kun ganske lidt hO, fra »et Lerringfuld« til enkelte laes.

Jordebogens oversigt viser, at engarealerne har kun vaeret faa og smaa, og hobjergningen ganske übetydelig. Om efteraaret og i de vaade somre oversvommede dammene hele egnen, saerlig ved Aandholm, Leerskov, Rovbjerg og Kopsholt var det gait, naar Dybvad dam oversvommede hele egnen, og sieler ikke holdtes vedlige eller tilstoppedes. (1737, Aabenraa amtsarkiv, G. 11, 1. 110. Kiel).

Amtshuset paalagde gang paa gang bonderne at »renovere og opkaste de gamle tilgroede vandlosninger og grofter«; men bonderne synes at have opgivet karnpen mod vandet og ladet det hele saa sin gang.

Endnu ved udskiftningen synes forholdet ikke stort bedre, og man har naeppe tillagt engene nogen betydning. De blev heller ikke alle udskiftet, men en del enge laa endnu efter 1800 som allemandsejendom ligesom

Egentlige enge er en nyere tids vserk. Forst ved det sidste hundrede aars fremadskridende landbrugsteknik er de ode kaer efterhaanden blevet afvandet, ryddet for underskov af hejsel, birk og el og blevet kultiveret. (Endnu i 1860erne var der f. eks. en maengde buskads i Leerskov kaerene. N. H. Callesen).

Ved hjselp af et omfattende arkivmateriale kunde
det altsaa konstateres, at resterne af hojskoven er ryddetendnu
i historisk tid, at de er ryddet indefra, og

at de tidligere skovjorder i 16., 17. og 18. aarh. er
blevet udskiftet og inddiget som »Lykker«, »Tofter«,
»Gaarde« og »Haver«.

Rydnings- og opdyrkningsarbejdet led et knsek i 17. aarh., da den krigshaergede egns befolkning reduceredes til nsesten halvdelen, og lyngen stod parat til at overtage herredommet. Fra nu af bredte heden sig med forbavsende hast over store dele af sognet, som for havde vaeret dyrket eller bevokset med skov (og siden med krat). Forst efter udskiftningen, da gaardenes udrnarker blev frasolgt til parcelsteder, blev hedens herredomme brudt, og et nyt landskabsbillede skabtes i 19. aarh.

Ved intensiv landbrugsteknik har egnen i det 20.
aarh. helt aendret udseende, og der er skabt resultater,
som de gamle slaegter ikke har dromt om.