I. Fruen.

Kirsten Munk var som hustru og mor lidet til— talende. Ganske vist kender vi hende i den forste egenskab bedst fra Christian IV's frernstilling e f t e r bruddet mellem dem, men selvom han aldrig beviste eller gjorde noget alvorligt forsog paa at bevise, at hans kraftige beskyldninger mod hende for utroskab og forsog paa at myrde ham var rigtige, saa synes de i alt vsesentligt velbegrundede. Muligvis har han for at skaane deres faelles born og undgaa en alt for aabenlys skandale ikke villet fore nogen virkelig proces mod hende. Kongen beskyldte hende ogsaa for at have ladet deres born gaa for lud og koldt vand, og det billede av hende som mor, som Birket Smith giver i sin bog om Leonora Christina¹), eller det, der fremgaar af Svend Aakjaers redegorelse for korrespondancen mellem hende og hendes born, er i sandhed ikke opbyggeligt²).

---

1) S. Birket Smith: Leonora Christina Grevinde Ulfeldts Historic I. Om den her beskrevne periode isaer s. 41 ff.

2) En rsekke kroniker i »Dagens Nyheder« 1928^—30. — Om Kirsten Munk se iovrigt Chr. IV. s egenhaendige Breve bd. 2 og 3 og henvisninger i Biografisk Lexikon.

Christian IV siger et sted om hende, at him for med »uell stafferede Ioiin«³), og han maatte jo kende hende, men i denne sag har han naeppet vseret ganske upartisk. Da Kirsten Munk gennem sine svigersonner fik nogen politisk indflydelse, maa yderligere bidrag til bedommelse av hendes karakter vaere av ikke helt ringe interesse, og en strid, som hun gennem en aarrsekke havde med en bonde paa et av sine jyske godser, kaster lys over hendes karakter fra en helt anden kant end den, hvorfra de hidtil benyttede kilder stammer. Det maa imidlertid hellere siges strax, at noget absolut bevis for, hvem der havde ret i striden, kan de i det folgende benyttede akter ikke give. Bonden har aabenbart ikke hort til de allerbedste born, men i hvilket omfang han end har haft ret, saa findes der i hele den lange rsekke av rettertings- og landstingsdomboger ingen sag, der blot minder om denne. I det hele er der nseppe mere end en halv snes sager om herremaend, der har begaaet grove overgreb mod deres bonder, og kun i et par tilfselde er der tale om beskyldninger, der kan maale sig med dem, der her blev rettet mod Kirsten Munk. Denne sag maa nu tale for sig selv.

Det endelige brud mellem kongen og fru Kirsten skete forst i 1630, og 16. januar drog hun fra Frederiksborgtil sin mor fru Ellen Marsvin paa Fyn²). Hun blev koligt modtaget og rejste derfor rundt til sine venner og beklagede sig over kongen. Det blev nu Christian IV lidt for morsomt, og han gav fru Ellenordre til at overlade datteren Rosenvold og Boiler³). Hun gjorde det meget uvilligt og ryddede

---

1) Egenhaendigt brev til Jorgen Urne 19. juni 1632.

2) Danske Magazin V. I. 127.

3) Chr. IV's egenhaendige breve. 13. marts 1630.

gaardene for baade losore og lettere bygninger, saa da Kirsten Munk 13. april kom til Boiler, blev hun saa kraenket over gaardens tilstand, at hun strax skrev til Aarhusbispen Morten Madsen, som hun synes at have haft venskabelig forbindelse med, og bad ham komme og se paa gaarden, men hvad der kom ud av det, er os übekendt¹).

I de folgende aar fik fru Kirsten kun undtagelsesvis
lov at forlade Boiler for at besoge sine venner paa
egnen.

Det vil fore for vidt her at komme ind paa, hvorledes forholdet mellem kongen og fru Kirsten efterhaanden udviklede sig, men man har et interessant vidnesbyrd om, at kongen ikke nserede alt for stor tillid til sin hustrus evne og gode vilje som godsejer, for 30. juli 1630 skrev han fra Frederiksborg til hendes morbroder Otte Marsvin, paa den tid lensmand paa Dronningborg, at da fru Kirsten nu skulde besidde Boiler og Rosenvold med underliggende gods, skulde han noje paase, at godsernes bonder ikke blev besvaerede med nye paalaeg eller forurettedes paa andre maader. Som det skal ses, var kongens mistanke kun alt for vel begrundet²).

Allerede inden dette brev var udstedt, var imidlertid den begivenhedsraekke, der her skal skildres, begyndt. Under sit ophold paa Fyn havde Kirsten Munk blandt andre i Odense besogt den for sin triste skaebne saa bekendte Rigborg Brockenhuus i hendes gaard i Odense³), og ud paa sommeren gjorde hun nu genvisitpaaBoiler og kom her til at overvsere et ganskeejendommeligtfrier

---

1) O. Bang: Saml. af adskillige nyttige Materier. 111.

2) Kane. Brevb.

3) Hist. Tidsskr. 4. R. IV. s. 511.

skeejendommeligtfrieri¹). En av fru Kirstens piger Mette Olufsdatter modte d. 11. juni paa den bro, som gik i urtehaven paa Boiler, en bonde fra Ullerslev,FrantzMortensen. Han havde en gaard i faeste under Boiler og mente selv, at han havde nok til at forsorge en familie, skont han havde lidt stort avbraek under det nylig avsluttede fjendtlige indfald — Kejserkrigen. Hans gaard, der efter landgildens form at domme tidligere har vaeret en selvejergaard, var meget stor, nemlig paa en 14^—15 td. hartkorn. Det kan ikke ses, hvornaar Boiler gods har tilforhandletsigejendomsretten til gaarden, men da Ellen Marsvin 10. april 1624 fik laasebrev paa sine jyske godser, horte denne gaard med, og Frantz Mortensen var da faester. Han spurgte pigen, ora hun vilde gifte sig med ham, idet han lovede, at han skulde »vel forsorgeogfortro hender, som en dannemand burde at gore, havde og vel det, han kunde fode hende med«. Pigen svarede, at hun vidste ikke Hendes Naades vilje, men hendes bifald til forbindelsen fik de strax, og samme dag fejredes trolovelsen i flere godtfolks naervaerelse.Praesten,hr. Oluf Knudsen til Tyrsted og Ut, der foretog trolovelsen, vidnede senere, at han, som skik og brug krsevede det, inden trolovelsen havde spurgt dem, om de havde beraadet sig med gud, deresegethjaerte, slaegt og venner, og da de svarede ja og gav hinanden haanden derpaa, fik de faestensgaver.

---

1) Selve retssagen findes i Viborg landstings dombog 1633 Bf. 208 ff. Praesternes forhold er behandlet i Kirkehist. Saml. 3. R. 111. s. 327 av H. F. Rordam, der dog hverken har kendt denne landstingssag eller all e kongebrevene. Disse sidste findes i Kane. Brevb. — se registret under praesternes og bispens navne. Bispens originate breve findes i Danske Kancelli. Indk. Breve 12. og 17. Januar 1634. — Laasebrevet findes under naevnte dag i Rigens Forfolgningsbog 1618_—23 f. 151.

Da trolovelsen fandt sted samme dag som frieriet, maa de, hvis de da virkelig har heraadet sig med slaegt og venner, i forvejen have vseret indstillet paa, at det skulde finde sted!

Hr. Oluf Knudsen, der foretog trolovelsen, synes at have vaeret en noget ejendommelig person. I hvert fald rettedes der i 1637 nogle kraftige beskyldninger mod ham for ikke at have passet sit embede ordentligt.De gik ud paa, at han ikke havde katekiseret hver sondag, og at han ikke havde talt over den text, der horte til de paagseldende sondage, men over andre texter,ligesom han havde forrettet gudstjeneste uden degnensmedvirkning, og det er da heller ikke til at undresig over, at provsten ved en visitats havde fundet ungdommen groft uvidende. Endnu vaerre var det, at han havde undladt at besoge en doende og ikke havde holdt en forsommelig kone til at nyde sakramentet, og endelig bevistes det med flere vidner, at han havde taget betaling for begravelser. Alle disse forseelser tilstodhan overfor bispen, og Aarhus domkapitel avsagdederfor i juli 1637 en uendelig dom over ham, hvis form er übekendt, men som maa have medfort hans avsaettelse. Imidlertid kom sagen for landstinget i Viborg, og her fremlagde han et godt skudsmaal fra sine sogneborn, der dels i al almindelighed bensegtede de beskyldninger, som han selv havde tilstaaet, dels roste ham for nidkaerhed baade med katekisationen og med gudstjenesten, selv naar der kun var 10_—14, ja slet ingen kirkegaengere. Hvordan sognemsendene i det sidste tilfaelde kunde vide, hvad der var foregaaet i kirken er en gaade, men i hvert fald fik han glasde av deres skudsmaal, for landstinget godkendte det i et og alt, og erklaerede, at de tidligere vidner mod ham var enlige og derfor maatte forkastes. Hele denne sag

kommer i og for sig ikke det her omhandlede ved, men den kaster et ejendommeligt lys over Kirsten Munks gejstlige omgivelser. Sagen kom iovrigt ikke hr. Oluf Knudsen til skade, idet han fik lov at faa kald igen¹).

Hvad nu den her omhandlede trolovelse angaar, saa erklaerede hr. Oluf Knudsen, at han ikke havde maerkettil nogen tvang, og efter trolovelsen takkede Frantz Mortensen fru Kirsten, fordi hun havde efterkommet hans begaering. Dette sidste udtryk kan nu, som det skal ses, forstaas paa flere maader, men iovrigt er der ingen vaesentlig forskel i parternes og vidnernes fremstillingog opfattelse av selve frieriet og trolovelsen. Det skildres nogenlunde ens av Mette Olufsdatter i hendes forskellige vidnesbyrd og av Rigborg Brockenhuus,der efter fru Kirstens begaering i et brev av 24. juni 1633 beskrev det frieri, som hun havde overvaeret. Selve trolovelsen skildres iet brev av 29/i 1632 fra provsteni Hatting herred hr. Mads Andersen i Hedensted,der gjorde rede for, hvorledes hr. Oluf Knudsen overfor ham havde vidnet om trolovelsen og vielsen. Nej, det striden kom til at dreje sig om, var de begivenheder,der var gaaet forud for frieriet. Frantz Mortensen haevdede, at fru Kirsten havde »haardt nodt og tvungen ham fattige mand til en af hendes kvindfolkved navn Mette Olufsdatter, som han maatte endelig aegte«. Han havde aldrig for set pigen, da han friede til hende, og han havde kun gjort det, fordi fru Kirsten havde lovet ham lempelser, idet pigen intet ejede, hverken gods eller pending, »som han kunde have bekommet paa andre steder«. Det fremgaar klart av sagen, at n o g e t har fru Kirsten lovet bonden, men der kan nok vaere tvivl om, hvori loftet bestod. I hvert

---

1) D. K. indk. br. 1637 */₅, Viborg landstings dombog 1638 B. f. 109 og Jy. R. 1640 "/v

fald har fru Kirsten set med velvilje paa aegteskabet, for i det vidne, som Mette Olufsdatter senere pressedes til at frernkomme med til gunst for fru Kirsten, og som altsaa naeppe indeholder noget, som fru Kirsten ikke onskede, der hedder det, at fru Kirsten sagde til hende om Frantz: »Mette, vaer vis, jeg ser ham an for en dannemand!«. Pudsigt nok vidnede hun ved samme lejlighed, at dagen efter frieriet gik Frantz Mortensen til fru Kirsten og bad om, at der maatte blive lyst for dem den folgende sondag, men hertil svarede fruen: »Nej, ingenlunde kan det ske for sondag otte dage!«. Frantz synes efter dette at domme at have vaeret ivrig nok efter at blive gift!

Forholdsvis kort efter at aegteskabet var indgaaet d. 15. august 1630, braendte imidlertid Frantz Mortensens gaard, medens han var fravaerende, og han paastod senere, at det var paa grund av hans kones forsommelse, saa hun var skyld i al hans ulykke. Ifolge det vidnesbyrd, som Mette Olufsdatter iovrigt senere tog tilbage, braendte bryggeredskaberne, kornet paa loftet og i laden og alle deres linklseder, mjod, most, 01, smor, flaesk og andre varer, medens det ovrige 10sore, kvaeget paa en stud naer og et skrin med penge blev reddet, og skrinet blev af Frantz Mortensen fort til Horsens ved St. Mortendags tid, da hun laa i barselseng, og forst den folgende paaskeaften fort hjem igen.

Da Frantz Mortensen uimodsagt haevder, at han ikke kendte pigen for frieriet og trolovelsen d. 11. Juni, og da hun allerede fem maaneder efter laa i barselseng,har man vel her en forklaring paa, hvorfor det hastede med at faa hende gift. Da Frantz jo ikke kan vaere barnets far, maa man vist gaa ud fra, at det har vaeret en person, som fru Kirsten har staaet naer, med mindre hun da blot har villet hjaelpe den lokkede pige.

Dette sporgsmaal om den lidt hastige barnefodsel blev nu overhovedet ikke berort fra nogen av siderne i de folgende retssager, skont fru Kirsten, som det skal ses, ellers var ivrig nok for at optraede som moralens vogter.

Hvor omfattende branden nu end har vaeret, saa har den i al fald vanskeliggjort det for bonden at svare sine avgifter. Han undlod at levere landgilde og ydede ikke aegt og arbejde, idet han nu haevdede, at fru Kirsten, for han gik ind paa at segte hendes pige, havde lovet ham eftergivelse av nogle aars landgilde, fordi han havde efterkommet hendes vilje og begsering at asgte Mette Olufsdatter. Det kan ikke fastslaas, hvor omfattende fru Kirstens Iofte til ham har vseret, men at hun har lovet ham lempelser er givet, da der i det folgende stadig er tale om et frihedsbrev, som fru Kirsten har udstedt til ham, og hvis existens heller ikke hun benaegtede, selv om det ikke blev fremlagt i retten.

Da Frantz ikke ydede sin landgilde eller ovrige forpligtelser,rejste fru Kirstens foged Hans Pederse n i Dallerup paa hendes vegne tiltale imod ham til faestets fortabelse, og skont han ingen bygfaeld havde paa gaarden, ej heller havde lejet ager eller eng ud,¹) saa blev han for den restance, som han mente sig fri for at yde, 4. juni 1631 paa Bjerre herreds ting domt fra sin gaard av herredsfogeden Morten Sorense n i Nottrup. Under retssagen fremkom Frantz saa med de udtalelser om, at fru Kirsten havde nodt og tvunget ham til aegteskabet og havde lovet ham lempelsermed landgilden, der gav anledning til de folgendesager mod ham. Fru Kirsten fandt nemlig disse

---

1) Disse forseelser, restancer og avforsel var de i lovgivningen fastsatte almindelige grunde til faestefortabelse.

bemaerkninger aerekrsenkende, anlagde sag mod ham
for dem og fik ham domt »at lide som ved burde« ved
Bjerre herred d. 8. december 1632.

Nu sogte Frantz at komme til forlig med fru Kirsten for i det mindste at kunne beholde gaarden, og det lykkedes osse, for 28. januar 1633 udstedte fru Kirsten paa Boiler folgende senere paa landstinget fremlagte brev:

»Att Frantz Mortensen i Ullerup straxten med det boed schal schicke os det friehiedtzbreff, og der som vi det icke bekomer schal det vere ugiort, huis der bleff forhandlet i gaar och naar I leffuerer os di 30 rdl., saa schal breffuene leueris eder igien, som offuer eder forhuerffuet, huor effter eder at rette.«

Trods nogen uklarhed i udtrykkene maa brevet forstaas saaledes: Frantz har 27. januar henvendt sig til fru Kirsten og har opnaaet, at sagerne mod ham bortfaldt, mod at han tilbageleverede sit frihedsbrev og ydede hende 30 rdl. Da der i ovenstaaende skrivelse staar »breffuene«, maa der jo vsere tale om begge de mod ham rejste sager, men det bensegtede fru Kirsten.

Yderligere besked om dette forlig faar man imidlertid gennem et brev fra Axel Arenfeld til Basnaes (1590^—1647). Frantz Mortensen har formodentlig henvendt sig til ham, fordi han var fru Kirstens fsetter; men i hvert fald skrev Axel Arenfeld 28. januar, at da Frantz Mortensen har vaeret hos ham og bedt ham forhjaelpe sig til rette med fru Kirsten, saa har han i dag vseret hos hende paa bondens vegne, og for Axel Arenfelds forbons skyld har hun lovet, at hun vil efterlade ham sagerne, hvis han til paaske vil yde hende 30 rdl.

Forliget og dets indhold kan nu fastslaas paa aldeles uomtvistelig maade, idet fru Kirstens brev om sagen til hendes foged senere blev forelagt landstinget, der da osse i alt vaesentligt byggede sin dom derpaa. Det gaar ud paa, at him for godtfolks forbons skyld har efterladt Frantz Mortensen saaledes, at han skal give fogeden det frihedsbrev, han har faaet af Kirsten Munk paa frihed for arbejde av sin gaard og dernaest til paaske betale 30 rdl. og for arbejdet en fuld fserdig oxe. Naar de 30 rdl. er betalt, »saa vil ieg hanom de breffue, wi offuer hanom i di thuende sager haffuer forhuerffuet, baade for den 10gner sagh och for dom paa hans feste, igien thil stille, naar I forst haffuer det forskrevne frihiedtzbreff, wi hanom giffvet haffuer.*

Brevet er udstedt 28. januar paa Boiler, og med »logner sagen« kan der i denne sammenhseng naeppe forstaas andet end Frantz Mortensens udtalelser om fru Kirstens tvang overfor ham med hensyn til hans eegteskab. Forliget synes iovrigt ganske klart, og bondenhsevdede, at han havde betalt i hvert fald en del av pengene til fru Kirsten, hvori der jo osse vilde ligge en vedkendelse av overenskomsten fra hendes side, men det skulde hurtigt vise sig, at fru Kirsten aldeles ikke havde i sinde at vedstaa forliget. Muligvis har hun efter at have faaet forste rate av pengene haabet paa yderligere at kunne presse penge ud av bonden, muligvis er hun efterhaanden blevet endnu mere fornaermetpaa Frantz Mortensen, der aabenbart ikke har ligget paa den lade side. Fru Kirstens holdning overforforliget er nu ikke ganske klar, snart vilde hun blot indskraenke dets omfang, snart naegtede hun overhovedetdets existens, men da det sidste standpunkt jo ikke var ganske holdbart, gik hun over til at bruge

void. Striden om forligets indhold begyndte naeppe fjorten dage efter dets indgaaelse, og fru Kirstens davasrendestandpunkt fremgaar av folgende brev, der ikke har nogen adressat, men aabenbart er en henvendelsetil alle rette vedkommende. Det lyder saaledes:

»Effter som voris bunde Frantz Mortensen i Ullerup berober sig paa, hand schulle haffue afftinget hoss oss for huis übevisligt ordt, hand paa oss sagt haffuer, huilckit hand aldrig schal bevise, at vi haffuer thaget pending aff hanom for den sagh, men hand haffuer afftinget hoss oss och giffuet oss 20 rdl. for hand vor hans feste fra dombt, formedelst hand ey haffde yt os sin landgield i reter tide for det aar 1630, saa vi schulle lade den dom falde med hanomb och paa gaarden hanom ingen forfang giore, uden hand det vider sielff forbrod. Thil vidnisbiurd woris egen haandt her underschreffuet.

Actum Boluer den 12. februari anno 1633.

Kierstina G. t. S. H.«

Grevinden til Slesvig og Holsten havde saaledes en meget kort hukommelse! Maaske havde hun virkelig glemt, hvad hun havde skrevet i brevene til bonden og sin foged, snarere har hun vel haabet paa, at disse breve ikke skulde komme frem i dagens lys igen. Helt sikker i sadlen har hun nu ikke folt sig, og formodentlig har hun da osse hort noget om, hvad Frantz Mortensen havde foretaget sig.

Han var utvivlsomt en meget skuffet mand. Han havde giftet sig med en fattig, forfort pige, for hvem han, da han jo ikke kendte hende, ikke kunde have nogen folelsesbetonet tilbojelighed, og de okonomiske

fordele, som han havde ventet, at dette segteskab skulde bringe ham, var ganske udeblevet, ja havde vendt sig til udgifter til retssager og boder. Dertil kom, at han og konen aabenbart aldeles ikke harmonerede. Han mente, at him var skyld i gaardens brand, og han folte, at det var gennem hende, at han var kommet i et slet forhold til sit herskab. Ikke desto mindre maa han have ment, at han kunde stole paa hendes loyalitet, for han paaberaabte sig hende som vidne til, at han ved Stovby kirke havde betalt fru Kirsten 20 rdl. av den bode, som han efter forliget skulde yde herskabet. Mette Olufsdatter stod ved siden av fruens vogn, da pengene blev betalt, men forovrigt kom hun slet ikke til at udtale sig om dette sporgsmaal, maaske fordi hun ikke godt kunde betragtes som et uvildigt vidne i sin mands sag, maaske fordi sagen efterhaandengled over i et helt andet spor.

Der har existeret et dokument, der yderligere bekrsefter Mette Olufsdatters enighed med manden, hvad aegteskabets grundlag angaar. Dette citeres ikke i retssagen, men fremgaar av baade hendes og fogeden Peder Hansens udtalelser. Hun har paa Bjerre herred klaget over, at hun var blevet truet og tvunget av Kirsten Munk til at segte Frantz Mortensen. Hvornaar hun har fremsat denne klage, kan ikke ses, men den maa have foreligget for juni 1633.

Hendes mand har osse stolet paa hendes trofasthed, for han fik hende til at love at rejse over til Sjaelland med nogle breve fra ham til kongen, hvori Frantz klagede til Christian IV over fru Kirstens fremfserd overfor ham. Hun skulde, hvis hun blev spurgt om formaalet med sin rejse, blot sige, at hun vilde over til Sjaelland for at tale med sine slaegtninge. Brevene har existeret, men det kan ikke ses, om de nogensinde

er naaet frem til kongen. Derimod forstaar man let, at Kirsten Munk vilde gore alt for at undgaa, at kongen skulde forbitres yderligere paa hende. Det er aabenbart troen paa Mette Olufsdatters trofasthed overfor manden og angsten for kongens vrede, der har faaet Kirsten Munk til at bruge de voldsomste midler for at faa ram paa Frantz Mortensen. Det maerkeligste ved hendes fremgangsmaade er vel de medhjselpere, him har formaaet at skaffe sig, og det vil da vaere rimeligt at forudskikke et par ord om dem.

Sogneprsesten til Stovby og Hornum hr. Niels Findsen Vedel folte sig i 1631 gammel og avlaegs og vilde derfor gerne have sin svigerson hr. H o I g e r Gabrielsen i Hylke til sin eftermand. Nu var det dengang noget meget vanskeligt og ussedvanligt, efter nogles opfattelse ligefrem ulovligt, at en sogneprsest skiftede embede. Ikke desto mindre fik hr. Niels tilladelse til denne ordning, og hr. Holger opnaaede 21. december 1631 lensmandens tilladelse til at tiltraede sin svigerfaders embede. Da der Aaret efter ved dodsfald indtraadte provsteledighed i herredet, blev hr. Niels, skont han jo nu ikke laengere beklaedte noget praesteembede, valgt til provst. Da den i det folgende omtalte sag dukkede op, greb regeringen imidlertid energisk ind overfor disse smaauregelmaessigheder. Hr. Holger mistede sit kald, men fik lov at vende tilbage til Hylke, og hr. Niels, der i mellemtiden var blevet rask, genindsattes i sit gamle embede. Behandlingen av de to prsester var saaledes yderst lemfseldig, selv om de begge, ligesom bispen, der havde godkendt ordningen, fik en reprimande. Hele denne sag ligger imidlertid udenfor det her foreliggende, og dens vigtigste dokumenter er allerede fremdraget av H. F. R ordam.

Engang midt i juni 1633 var Mette Olufsdatter i Gammelby praestegaard, hvor hr. Holger Gabrielsen boede, og her blev hun i en raekke vidners naervaerelse udspurgt av fogeden paa Boiler Peder Hansen. Hun forklarede da ved sin gud og sjaels salighed, at Hendes Naade ingenlunde havde tvunget hende, til aegteskab, men Frantz Mortensen havde spurgt hende, om hun vilde have *ham til en aegte stalbroder, saa vilde han vaere mod hende som en aegte dannemand, og hun havde da sagt, at hun var tilfreds hermed, hvis Hendes Naade vilde samtykke heri. Dernsest blev hun spurgt ud om det klageskrift, som hun havde fremlagt paa Bjerre herred, og hvori hun havde paastaaet at vaere tvunget til aegteskabet, og herom sagde hun, at Frantz Mortensen havde truet hende til at sige, som han sagde, og fremlaegge det paa tinge, idet han sagde, »at hun ret aldrig skulde ligge ved hans side eller faa godt af ham«, hvis hun ikke vidnede saadan, at deres vidner kom til at stemme overens. Ved den lejlighed klagede hun over, at hun ingen klseder havde, men Frantz svarede, at hun kunde laane klaeder hos hans soster. Det er noget dunkelt, hvad dette toilettesporgsmaal egentlig kom sagen ved, men maaske har Mette onsket at vaere ordentligt paaklaedt, naar hun skulde traede frem for alle herredsmaendenes ojne paa tinget. Endelig udtalte hun sig om gaardens brand paa en saadan maade, at det saa ud til, at der var reddet mere, end Frantz havde givet det udseende av.

Disse udtalelser forelagdes 22. juni for herredstingetav de vidner, der havde vaeret til stede i praestegaarden,og Mette bekraeftede inden retten sine udtalelser.Samme dag gav hun paa tinget last og klage over sin husbond. Hun var draget fra ham, fordi han havde tvunget hende til at vidne falsk mod Kirsten

Munk, og »dernsest en ganske haard og ond omgsengelse,som
hun ikke da laengere lide eller udstaa
kunde, som var alt for moget og slemt at opregne«.

Til sidst blev hun paa tinget spurgt om, hvordan det forholdt sig med hendes rejse til kongen med klagebrevene, og hun forklarede da som ovenfor beskrevet, uden at man dog kan se, hvorvidt hun fik avleveret klagerne til kongen.

Det vidnesbyrd, som Mette Olufsdatter havde avgivet i Gammelby prasstegaard, blev yderligere bekrseftet ved en erklaering fra hr. Holger Gabrielsen og hr. Niels Findsen. Den gik ud paa, at da de av deres biskop, mag. Morten Madsen i Aarhus, havde faaet besked paa at udtale sig om, hvad der var foregaaet i Gammelby prsestegaard, saa godkendte de i et og alt Peder Hansens fremstilling av forhoret, ved hvilket de begge havde vseret til stede, og denne erklsering vedstod de nu paa herredstinget. Bispens brev til de to praester findes ikke bevaret, men ad en eller anden vej maa han jo have faaet nys om det ejendommelige

Hele denne raekke vidner, der skulde bevise, at det meget omspurgte segteskab var indgaaet frivilligt og uden tvang fra fru Kirstens side, og at Frantz Mortensen havde mishandlet sin hustru og tvunget hende til falsk vidnesbyrd, de var jo i hoj grad i fru Kirstens favor. Yderligere faar man et klart indtryk av, at Frantz Mortensen var ilde berort ved sin hustrus vidnesbyrd og udeblivelse, idet han fjorten dage senere — 6. juli — paa tinge lod lyse efter hende. Hun var draget fra ham mod hans vilje og minde, og han forbod alle og enhver at huse eller hsele hende mod hans onske.

Naar fru Kirsten udfoldede en saadan energi for

at bevise, at him ikke i aegteskabssagen havde udovet nogen tvang, saa hang det sammen med, at Frantz Mortensen havde appelleret den dom, der 8. december1632 ved Bjerre herred var overgaaet ham for hans udtalelser om fru Kirstens tryk og tvang. Sagen kom efter flere udsaettelser for Viborg landsting d. 28. September1633, og her fremlagdes alle de i det foregaaendeomtalte dokumenter. Hertil kom dog yderligereet indlaeg fra hver av parterne og et nyt vidnesbyrdfra Mette Olufsdatter, og dette sidste kastede et ganske nyt lys over sagen og blev grundlaeggende for dens videre forlob.

Fru Kirstens indlaeg er ganske vist mere ordrigt og gnavent end klart og overbevisende, men da det har en personlig tone og viser, i hvor hoj grad hun brod sine tidligere 10fter, skal det gengives in extenso:

»Effter vors thiener Frantz Mortensen i Ullerup übluligen och 10genagtigen for ting och dom oss schal haffue paadigt och sagt, at wi hanom til en wors quindfolch schal haffue nod och thungen at egte, och hand slig sin usandferdig digt ich haffuer beuist eller kand bevisse, huor offuer hand er dombt at lide tiltale som en 10gner, huilcken dom hand haffuer steffnet och wil haffue neder sagt effter hans steffning och forsetis indhold, huor imod voris korte giensvar er, at medt adels persohn, sogen prestens [och] ander gaat folckes, saa wel som och for skreffne Frantz Mortensens hostru Mette Olufsdatters egen sandferdige kundschab, winder och bekiendelse noch som bevisis, same throloffuelse, brudevielse och egteschab med bege parternes wilie, sambtocke

och begier och effter ordinantzen fuldkomeligen at vaere schiedt och tilganget, saa ingen giensigelse enten udi throloffuelsen, moget mindre udi liusningen heller brudevielsen, som offentlig schiede, erfindes at vaere giort eller nogen at kunde tencke sligt for christeligen och ordentligen at vere for sigh gangen, for end langh tid effter forskreffne Frantz Mortensen sligt aff sin egen 10gen och arige optenkelse, andre gaat folck til efftertalle, haffuer usandferdeligen appererit¹) och til kiendgiffvitt. Och effter som hand sig paa beraaber Axel Arenfelds kundschab eller och saa voris egen zedel [i] den sagh och schiulden aff os at vere efftergiffuet, saa kand same beviser icke hentydis hanom for hoffuet sagen och schilden at vere fri, meden aldeniste hanom nogen breffue i gien at tilstillis, om hand sin loffte haffde effterkommett, som dog icke scheed ehr, saa sagen fordi henger huos hanom sielff, och effterdi same hans digt och utilborligen befindis oss saa vel som andere gaat folch gandsche for ner, huilchet, om saa vor, nogen til egteschab at node, moget minder nogen dertil opholde, som hans ord liuder, och hand sligt aldrig schal bevise, da formiener vi hanom os sligt som hans egen husbonde falscheligen och 10genagtigen at at haffue paa digt, och at hand der for bor som en ere schiender och logner effter recessen och bircheretten at stande til rette och lide tiltalle, och heredtzfougdens dom, som i samme mening hanom offuer ganget ehr, ved sin fuld magt at stande, huor paa vi en retferdig dom begierin-

---

1) latin: apperio = aabenbare.

dis, och dette voris korte suar paa schriffuis och
indforis.

Datum Boluer den 26 septembris anno 1633.

Kierstina G. t. S. H.«

Dette indlaeg, der er mere procedure end bevis, haevder saaledes, at forliget mellem hende og Frantz Mortensen kun drejede sig om fsestefortabelsen paa grund av landgilderestance, ikke om den dom, der var overgaaet bonden for hans udtalelser om fru Kirstens tvang. Som tidligere nsevnt kan man ved hjaelp av fru Kirstens egne breve til bonden og fogeden og ved det netop av hende her omtalte brev fra Axel Arenfeld se, at forliget omfattede begge sagerne. Da desuden ingen paastod, at trolovelse eller vielse var foregaaet under tvang, er fru Kirstens argumentation herimod kun spilfaegteri for at plumre vandene, og hendes paaberaabelse av Mette Olufsdatters »sandfaerdige« vidnesbyrd virker paa baggrund av det folgende ganske grotesk.

Frantz Mortensens skriftlige modindlseg er temmelig kort. Det indeholder dels hans tidligere naevnte haevdelse av, at Kirsten Munk har nodt ham til at indgaa trolovelsen, dels hsevder han, at forliget omfattede begge de mod ham rejste sager, og at fru Kirsten havde modtaget et avdrag paa boden paa 20 rdl., ligesom han havde tilbageleveret hende sit frihedsbrev. Idet han henviste til, at ifolge den kongelige forordning kunde ingen aeresdom avsiges for ord, nedlagde han paastand om, at herredsfogedens dom burde kendes magteslos og ikke komme ham til hinder eller skade paa hans serlige navn og rygte.

Langt mere oplysende end disse procesindlseg er
imidlertid det skriftlige vidne, som Mette Olufsdatter

personlig fremlagde i retten. Det maa anses for usandsynligt,at hun selv har skrevet det, men det lyder i hendes navn i alt vsesentligt saaledes: Bekender jeg Mette Olufsdatter, saa sandt gud skal vsere min sjael naadig, at hr. Niels og hr. Holger i Gammelby forfortemin mand for mig fattige kvinde og sagde til mig, at han vilde have mig paa kagen og vilde skille mig ved mine fingre og vilde have hovedet av mig, som var logn alt sammen. De befalede mig, at jeg skulde drage fra min mand og til fru Kirsten. De to prsester var al aarsag til, at jeg drog fra min mand, og jeg var i praestens hus i ti dage og naetter. Hr. Holger agede mig til Bjerre herredsting med sine egne heste og vogn, og han sad selv bag ved mig i sin egen vogn baade til og fra tinget, og to karle red ved hans vogn med langbosser, for at min mand ikke skulde komme og tage mig fra dem. De satte laas for mig om natten og holdt vagt over mig, som om jeg var en tyv, for at jeg ikke skulde komme til min mand. De sagde til mig, at jeg skulde bringe min mand i al ulykke og drak mig tre solvkovskener¹) fulde av brsendevin til, hvad jeg maatte gore, for at jeg skulde sige ja til, hvad de havde sagt, og jeg ved ikke synderligav, hvad hr. Holger skrev paa mig i Gammelby, som han siden lod laese paa herredstinget. De snakkedefor mig, som ingen gode prsestemaend burde at gore for at skille segtefolk ad, skont deres embede er at samle segtefolk og ikke skille dem ad.

Til dette fuldstsendig tilintetgorende indlseg svarede fru Kirstens fuldmaegtig intet, og sagen blev optaget til doms 28. September 1633. Denne gik i Korthed ud paa, at d a forliget klart fremgik av fru Kirstens breve

---

1) kovsken: en lille skaal.

til bonden og fogeden og bestyrkedes av Axel Arenfeldsbrev, da forliget omfattede begge sager, og da fru Kirstens kvittering for de 20 rdl. forelaa, og d a endelig alle disse breve var dateret, efter at der var erhvervet dom over Frantz Mortensen i den sidste sag, saa omstodtes herredstingsdommen.

Dermed havde Frantz Mortensen vundet en fuldstsendig sejr; tilbage staar at undersoge, om Mette Olufsdatters fremstilling av hendes bortforelse og ilde medfart virkelig kan vaere rigtig. Detailler i den lader sig ikke kontrollere, men for dens rigtighed taler to ting: fru Kirstens sagforer protesterede ikke paa landstinget, da indlaegget fremkom, og him sogte, saa vidt man kan se, heller ikke senere at modbevise dette vidnesbyrd, skont hun, som det skal vises, fortsatte med sine forfolgelser mod bonden. Men der synes yderligere at kunne fores et absolut bevis for, at sagen i alt vaesentligt forholdt sig som av Mette Olufsdatter

Medens vi som naevnt ikke kan se, om Frantz Mortensenstidligere klager er naaet frem til kongen, saa lykkedes det ham nu at opnaa, at kongen greb ind i en sag, som han rejste mod de to praester for deres overgreb mod hans hustru. Han agtede at staevne dem for landemodet, der bestod av Aarhusbispen Morten M a d s e n og lensmanden paa Stjernholm len, hvortil Bjerre herred horte, Tonne Friis, og til disse to maend udgik der 5. december 1633 et kongebrev. Heri meddeltes indholdet av en fra Frantz Mortensen indlobetklage, der i alt vaesentligt stemmer overens med det vidnesbyrd, som Mette Olufsdatter havde fremlagt og vedstaaet paa Viborg landsting, dog syntes Frantz at have lagt saerlig vaegt paa, at de gode praestemasnd havde drukket hans kone fuld i braendevin for at faa

hende til at falde til foje. Da Frantz Mortensen nu vilde rejse sag imod praesterne, paalagde kongen bispenog lensmanden at give ham staevning i sagen, og naar den kom for dem i retten, skulde de noje undersogesagen, domme hvad ret og kristeligt var og indsendedommen til kancelliet, saa kongen kunde saette sig ordentligt ind i sagen.

Sagen kom nu ikke strax for retten, og da dette kom kongen for ore, udbad han sig 10. januar besked av Morten Madsen og Tonne Friis, hvorfor de tovede, da kongen syntes »sagen dog i sig selv klar at vaere«. Allerede to dage senere svarede bispen i et brev til oversekretaeren Iver Vind. Naar sagen, efter at der var blevet holdt forhor paa Stjernholm, var trukket i langdrag, skyldtes det stadige anmodninger om udsaettelse fra Frantz Mortensens side, idet han dels begaerede respit for at kunne staevne nogle vidner, dels var optaget av en anden sag for landstinget. Forelobig havde bispen imidlertid suspenderet hr. Holger, men iovrigt synes han ikke at have alt for megen tillid til Frantz Mortensen, »thi hand haffuer it ont rychte, saa tencker ieg, at hand tor och vel offue sine stycker offuer oss.«

Nu kan det ses, at der overhovedet ikke er faldet nogen dom i sagen, og det er for saa vidt osse underordnet,som det med sikkerhed fremgaar, at der virkeligvar foregaaet et overgreb. Der udstedtes nemlig21. januar 1634 et kongebrev gaaende ud paa, at da hr. Holger Gabrielsen, der »nogen forseelse haver beganget, idet han en aegtekvinde haver paa nogle dagestid hos sig opholdet imod hendes husbondes vilje, og hende til tings fort, som en praestemand ikke vel anstaar«, har begaeret, at kongen naadigst vil eftergiveham hans forseelse, saa benaades han, dog skal

han opgive sit nuvasrende kald, men han maa godt tiltraede et andet kald, hvis han lovligt kan blive kaldettil det. Dagen efter fik bispen brev om, at kongen havde benaadet hr. Holger, saa der skulde ingen dom avsiges.

Hr. Holger har altsaa folt jorden braende under sine fodder og har ydmyget sig. Herved reddede han kjole og krave og kom, som tidligere omtalt, kort efter tilbage til sit gamle kald i Hylke. Hermed var denne sag ude av verden, men det er ejendommeligt at se, at de rent formelle forseelser med hr. Holgers forflyttelse fra Hylke og hr. Niels's provstevalg forte til yderligere undersogelse og til, at bispen fik en alvorlig naese. For en nutidig betragtning ser det hojst mserkeligt ud, at prsesterne slap saa billigt fra den grimme affsere, og her er jo en vid tumleplads for gsetninger. Mest sandsynligt er det vist, at Morten Madsen har vaeret for lemfaeldig, for da kongen i brev av 22. januar osse tilgav ham hans forseelser, hedder det udtrykkelig, at det baade er for hans formelle fejl med hensyn til provstevalget og »med at tie til bemeldte provsts svogers forseelse med en mands hustru«. Da bispen et par dage senere — 25. januar — sendte oversekretaeren et ydmygt brev og en forklaring paa sin holdning, sogte han da osse kun at forsvare sit standpunkt i provstesagen. Ikke ett ord om Mette Olufsdatters behandling. Den lod sig ikke forsvare, og man tor maaske formode, at bispens holdning skyldes paavirkning fra Kirsten Munk.

Naar Frantz Mortensen havde begseret udsaettelse i
sin sag mod praesterne, fordi han havde travlt med

en landstingssag, saa havde det sin rigtighed¹). Det forlig, som han i januar 1633 havde indgaaet med fru Kirsten, havde ikke omfattet alle hans restancer. Han havde 1. februar samme aar udstedt et brev til hende, hvorved han til erstatning for ikke-ydet segt og arbejdei tiden 29. September 1631^—29. September 1633 skulde give fru Kirsten et par oxne, skont der oprindeligi forliget kun var tale om een oxe. I 1633 maa han have forladt sin gaard og slaaet sig ned i den naermeste kobstad, for ved Vejle byting domtes han 21. november 1633 til at betale, hvad han havde lovet. Han appellerede sagen til landstinget, og her paastod han sig frifundet for fru Kirstens krav, idet han indtilgaardens brand havde haft et fribrev fra hende, og efter branden havde han intet haft med gaarden at gore. Landstinget tog imidlertid i sin dom av 1. februar 1634 intet hensyn til hans indvendinger: han havde indgaaet en forpligtelse, og den maatte han holde.

Hvor frivilligt Frantz Mortensen havde forladt sin gaard, kan vel vaere tvivlsomt, i hvert fald lod han sig ikke kue. Han havde tidligere henvendt sig til kongen og aabenbart vaeret tilfreds med resultatet, for nu bad han igen majestaeten om hjaelp, og 24. februar fik Otte Marsvin atter brev om at se sin kaere niece lidt paa fingrene²). Kongen beordrede ham nemlig til at forhjselpe Frantz Mortensen, der tidligere havde boet paa Boiler gods og var nu kommet fra sin gaard, til at bekomme sit faeste igen, saa vidt »retten er gemess«.Den sidste bemaerkning er et udmserket udtrykfor, at kongen vilde have, der skulde vaere orden

---

1) Viborg landstings dombog 1634 B f. 27 b.

2) Jyske Tegnelser 1634_—38 f. 48. —Om provstesagen se Chr. IV's Breve. VII. »/_x 1634.

i sagerne. Ingen skulde lide uret, men det skulde gaa efter recessen. Muligvis har det ikke vaeret retten gemess,muligvis har fru Kirsten vaeret den staerkeste, men i hvert fald fik Frantz ikke sin faestegaard igen i lobet av 1634, for endnu i januar 1635 boede han og hans hustru i Vejle. Selv om det saaledes var lykkedesfor Kirsten Munk at fordrive bonden fra gaarden og faa ham domt til erstatning for aegt og arbejde, saa har hun aabenbart folt nederlaget i praestesagen saa stserkt, at hun fortsatte med at forfolge Frantz Mortensen. Det er vel tvivlsomt, om den arme brandlidteog forjagede Frantz har formaaet at betale sin gaeld, selv om han maa have haft nogle pengemidler, siden han kunde vedblive at fore de dog temmelig bekosteligeprocesser, men kunde Kirsten Munk ikke ramme ham paa pungen, og havde hun ikke formaaet at faa ham domt aerelos for injurier, saa gav hun dog ikke op, men rettede beskyldninger imod ham for usaedelighed.

Denne sag er det vanskeligt at udrede¹). Dels drejede den sig om begivenheder, der laa tilbage i 1629_—1630, dels er hverken vidnesbyrdene eller referaterne av dem meget klare. Over en halv snes personer havde vidneti forste omgang og blev indstaevnet for landstinget for at vedstaa deres vidnesbyrd, og desuden modte parterne eller deres fuldmaegtige, saa sagen svulmede godt op, inden dommen faldt. En del av vidnerne brugte omsvob, men andre udtalte sig med en saft og kraft, der ikke godt lader sig gengive, her er dog meningen aldeles tydelig, selv om det viste sig, at der var god grund til at tvivle om deres sanddruhed. For oversigtens skyld vil hver av vidnerne blive refereret

---

1) Viborg landstings dombog 1634 B f. 174 b.

for sig uden hensyn til tidsfolgen. Sagen drejede sig ganske vist om Frantz Mortensen, men det blev ikke ham, der kom til at forfolge den til landstinget. Formodentlighar han paa dette tidspunkt vseret aldeles forarmet, og der var da osse en anden mand, der med god grund kunde fole sig kraenket, og han tog sagen op.

Fru Kirsten Munk havde paa dette tidspunkt faaet en ny foged paa Boiler, Thomas Christensen, og han lod i lobet av sommeren paa Boiler birketing og paa de tilstodende herreders ting tage en rsekke tingsvidner. Her modte da en hel maengde msend og kvinder av bondestanden og avgav vidnesbyrd om, at de dels havde set Frantz Mortensen bedrive utugt med sin sosterdatter Karen Nielsdatter Bruns, dels havde de hort, at andre paastod at vide besked herom. Karen Nielsdatter var i vinteren 1629_—30 i huset hos sin morbroder, men efter at han var blevet gift med Mette Olufsdatter, havde hun selv indgaaet aegteskab med Niels Hansen i Loptrup. Han folte sig nu med rette kraenket over beskyldningerne mod sin hustru og stsevnede baade vidnerne og den, der havde ladet dem avhore, fogeden Thomas Christensen.Desuden staevnede han dennes herskab fru KirstenMunk, sin egen husbond Frederik Reedtz og, uden at dette dog synes at have faaet nogen betydningfor sagen, Otte Marsvin som fru Kirstens rette vserge. En anden grund til at staevne Otte Marsvinkan det vaere, at han, som vi har set i det foregaaende,efter kongens ordre havde taget sig av Frantz Mortensens sag. Beskyldningerne mod Frantz Mortensengik dels ud paa, at han havde jaget sin hustru bort fra sig, dels paa, at han havde bedrevet utugt med Karen Bruns. Denne sidste beskyldning var paa grund av deres naere slaegtskab meget alvorlig. Recessenav

senav31. marts 1615 bestemte, at hvis nogen, der var beslsegtet i andet eller tredje led, fandtes at ligge udi et ondt levned, saa skulde lensmanden eller deres herskab avtinge sagen med dem efter deres yderste formue, og siden skulde de forvises landet, ja romte de ikke, skulde de straffes paa deres hals. En saadan dom var fuldstaendig ruinerende for den straffede, og i sagens alvorlige karakter har man maaske grunden til, at landstinget, som vi skal se, kraevede ganske klare og avgorende beviser for forseelsen, for det vilde dommeden tiltalte skyldig. lovrigt skaerpedes disse straffebestemmelsersenere simpelthen til henrettelse, saa der kan ikke vsere tvivl om, at dette var et forhold, som tiden saa meget strengt paa, og fru Kirsten vidstenok, hvad hun gjorde, da hun rejste denne sag mod Frantz Mortensen.

Niels Hansen pastod om naesten alle vidnerne, at de ikke havde vidnet om nojagtig tid og sted og ikke paa fersk fod, at han ikke havde faaet varsel paa sin hustrus vegne om vidneforslen, at vidnerne havde vidnet vildigt og av had og avind, ja nogle av dem var letfaerdige og lokkede kvinder. Alt dette sidste var jo temmelig subjektivt og blev da heller ikke bevist, men om den forste av de indstsevnede kunde man dog med nogen ret sige, at han var ikke noget helt fint vidne, for da sagen kom for i Viborg, sad han faengslet paa Boiler for en anden forseelse.

Det var Soren Olufsen kaldet Folgesvend. Selv havde han intet set, men han vidnede, at Mette Jorgensdatter Friis havde fortalt ham, at Frantz Mortensen havde jaget sin hustru fra sig, medens han havde Karen Bruns hos sig i sengen, og Mette havde bestyrket sine udtalelser ved, at hun »til jaertegn gav ham at drikke af hender kande ved Jep-

pes toftegaerde«. Nogen storre bestyrkelse kan vi vel ikke finde i denne skaalen ved gaerdet, men endnu vaerre var det for Soren Olufsen, at mens han vedstod sit vidne, saa fremlagde Niels Hansen et tingsvidne av Boiler birketing d. 14. juni om, at Mette Friis naegtede at have udtalt sig som anfort til Soren Olufsen. Desuden oplystes det, at han var en misdaeder, som et kirkenaevn havde oversvoret trolddom. Denned var ikke blot han ganske gledet ud, saa vist som recessen forbod at stole paa en overbevist misdaeders ord¹), men der var osse kastet et odiost skasr over fogeden, der havde betjent sig av et saa anlobet vidne. Selv om han iovrigt havde vaeret vederhaeftig, var hans vidnesbyrd i sig selv vaerdilost, da retten aldrig accepterede vidnesbyrd, der kun var et referat av andres udtalelser.

De naeste vidner var Anne Rasmusdatter i Drigsted og Anne Iversdatter i orum, der 21. juni paa birketinget havde vidnet, at ved Mikkelsdagstid 1629, forend fjenden drog ud av landet, da laa de i en slagbaenk hos Frantz og saa, at Karen Bruns »var ganget tre gange til Frantz Mortensen udi eenlig saerk og ligget hos ham; hvad de bestilte, vidste de ikke«. Paa Bjerre herredsting stod Anne Rasmusdatter senere frem og fortalte yderligere, at engang medens fjenden var i landet, havde hun maattet baere en dyne ud i mogageren, hen til et tykt tornegaerde mellem Roden og Ullerup, hvor Frantz og Karen laa sammen, og hun maatte gaa om natten og vogte dem for rytterne, og om deres forhold ved den lejlighed udtalte hun sig meget bramfrit. Hun var dengang pige paa gaarden, og tre gange, naar hun skulde ud at malke, saa hun, at Karen var i sengen hos Frantz,

---

1) Holding reces 1558 prgf. 18.

<ler stod op og lukkede doren efter malkepigen, saa han maatte lukke hende ind igen, naar hun var fserdig med malkningen. Endvidere berettede hun, at en tid, da der gik rygt og tidende, at Karen var tyk, saa kom Frantz hen til hende, mens hun sad og malkede ved nodsdoren, og sagde: »Nu var Karen naer dod, jeg gav hende noget braendevin. Jeg taenkte, hun skulde ikke leve en time, hun bryder sig haardt.« Ved den lejlighed laa Karen syg i tre dage.

Den anden tjenestepige tog derimod sit vidne i sig igen og erklaerede paa landstinget, at birkefogeden Jens Sorensen ved nattetide havde hentet hende med heste og vogn hos hendes fader og havde fort hende op til Boiler, hvor fru Kirsten og fogeden tilskyndede hende til at vidne mod Frantz og Karen. Hun blev i tre uger paa Boiler, og fru Kirsten lovede hende en gaard paa sin stavn. Nu vidnede hun, at hun hverken havde set nogen utugt eller userlig handling i nogen maade med Frantz og Karen.

Mere modstridende kunde de to oprindelig saa enige vidner ikke godt vaere. Nu maatte det jo blive landstingetssag at finde ud av, hvem av dem der var det egentlige sandhedsvidne, men det blev der ikke noget av. Anne Rasmusdatter blev paaraabt for retten at skulle indkomme at vidne, men skont hun skulde vsere set paa landstinget, kom hun ikke frem! Vidnernemodtes saaledes ikke, og man kan vel have lov at sige, at Anne Rasmusdatters udeblivelse tyder paa, at hun ikke har haft helt rent mel i posen. Mon man ikke kan antage, at osse hun har vseret underkobt av fru Kirsten? Der skulde en ikke helt ringe fraekhed til at traede frem med saa alvorlige beskyldninger mod sit herskab, som dem Anne Iversdatter her fremsatte om bestikkelse, hvis der ikke var noget grundlag for

dem, og naar man ser paa, hvordan det gik med de foregaaende vidner, kan man vist slaa fast, at fru Kirstenssag har staaet slet, saa him har grebet til alle midler for at faa ram paa den bonde, der saa haardnakketstod hende imod. Som det senere skal ses, vakte da osse disse beskyldninger et kraftigt rore.

Men lad os se paa de folgende vidner.

Anne Andersdatter i Breil havde d. 28. juni 1634 vidnet, at hun tre gange havde set Frantz og Karen i seng sammen, og det var oven i kobet i den uge, da han var blevet gift. Hun fortalte ret detailleret om, hvordan Frantz en dag havde hentet Karen ind i korsstuen, da pigerne stod og vaskede udenfor huset, og da hun senere kom ind, hyggede parret sig i Frantz' seng. Da nu Anne Andersdatter skulde vedstaa sit vidne i Viborg, var osse hun forsvundet, skont hun ligesom sin navne var blevet set paa tinge.

Det lykkedes saaledes ikke Thomas Christensen at fore noget effektivt bevis for, at Frantz havde bedrevet utugt paa sin gaard, selv om han paa landstinget krsevede de oprindelige vidner fra birke- og herredstinget godkendt, men han havde da osse en anden angrebslinje at rykke frem efter.

I 1630 var Frantz blevet staevnet til landstinget av en mand i Holmans herred, og i november maaned korte han av sted til Viborg med Karen Nielsdatter i en vogn, som kortes av Rasmus Jensen i Balle. Nu fire aar efter vidnede Rasmus paa Nim herredsting d. 13. august, at da han korte til Viborg med Frantz og Karen, bedede de en nat i Hollindskov, og da sov de alle tre i een stue, hvor de havde hver sin seng, men Karen gik »ucli hendes eenlig sserk« over til Frantz. Senere forbedrede han sit vidnesbyrd med en raekke detailler, idet han blandt andet havde holdt

et lys hen over Frantz' seng, og da han havde forvisset sig om, hvor intimt parret havde det, truede han med at fortaelle Mette Olufsdatter om det, og dertil skulde Frantz have svaret: »Est du ikke endnu i seng? Ti stille, du vil faa en god kande vin, naar vi kommer til Viborg!« Da han nu blev gaaet paa klingen paa landstinget, vaklede han og sagde forst, at han ikke havde set, hvad de foretog sig, men derefter genoptog han sin forste forklaring og fastholdt den, selv om han ikke gentog den med samme detailrigdom. Vistnok ved det forste forhor i sagen udtalte han sig om, at parret osse havde bedrevet utugt under et andet natteophold paa Viborgrejsen, nemlig i Borrelund, men det kom han ikke ind paa senere.

Herom vidnede derimod Jorgen Stallesen og hans hustru Anne Jorgensdatter paa Nirn herredsting samme dag. De fortalte, at det nsevnte rejseselskab havde bedt om husly for natten en sondag i oktober 1630, og Frantz og Karen fik da hver en seng i to forskellige stuer, men da de var ved at gaa til kojs, horte han, at Frantz raabte paa Karen, og at hun gik ind til ham og blev der til naeste morgen. Vi skal senere se, hvor meget landstinget mente, man havde lov at bygge paa dette vidne.

KnudLasseni Bred vidnede 4. oktober 1634 paa Bjerre herredsting, at 8. december 1630 kom Anne Rasmusdatter Hattemagers i Barritskov ind i hans hus og fortalte, at medens Karen Bruns var hos Frantz, havde hun to gange vaeret der, da Karen fik born, som hun dog havde skaffet hende av med, og de born var Frantz far til. Men nu vidste Anne Hattemagers ikke, hvorvidt hun skulde fortaelle det videre eller ej! Hvis den gode Anne Hattemagers virkelig havde sagt saadan, var hendes diskretion maaske

ikke saa meget vserd, men hun stod frem paa tinge og naegtede at have sagt noget saadant. Saa hjalp det ikke, at en hel rad av piger og karle kunde vidne, at de havde hort Knud Lassen og hans kone referere deres samtale med Anne Hattemagers. Det var for mange led fjsernet fra begivenhederne. Dertil kom, at Hattemagerens kone ganske vist i forblommede vendinger insinuerede, at fru Kirsten ved en barselfserd hos Thomas Jaeeg i Husrum havde tilbudt hende penge og gave for at vidne om, at hun havde vaeret brugt — aabenbart som jordemoder — da Karen Brims fik sine born.

Thomas Christensen havde imidlertid ikke villet nojes med de her anforte vidnesbyrd, men han havde 23. august paa Bjerre herredsting opfordret Niels Hansen til, at fru Kirsten skulde udpege fire kvinder og Niels Hansen paa sin hustrus vegne fire andre, og disse otte koner skulde saa besigtige Karen Nielsdatter for at erfare, om hun havde faaet nogen born. Niels Hansen avviste forslaget, idet han ikke vilde indlade sig paa noget saadant, forend han havde beraadet sig med sin gode husbond Frederik Reedtz derom! Dette kan jo synes at svsekke Karen Bruns' sag, og Thomas Christensen lod da osse tingsvidne om dette forslag fremlsegge i landstinget.

Efter at alle disse vidner var blevet avhort eller deres tinglaeste vidnesbyrd fremlagt, gik man over til proceduren,og under denne fremlagde Niels Hansen yderligereto dokumenter. Forst fremkom han med et sognevidne udstedt i Barrit kirke sondag d. 22. juni 1634 av kapellanen til Barrit og Drigsted sogne hr. Lauritz Rasmussen med de fleste sognemsend, hvorved disse tilstod og bekendte, at de ikke havde set eller fornummet noget userligt eller usommeligt hos

Karen Nielsdatter fra hendes barndom, og saa laenge hun havde vseret hjemme hos sine forseldre. I den tid havde hun skikket sig som en serlig pige anstod i alle maader. Dette vidne fik, hvad Niels Hansen da osse udtrykkelig gjorde opmserksom paa i sit indlaeg, en saerlig slagkraft derved, at det var tiltraadt blandt andet av den Knud Lassen, der havde vidnet imod hans hustru paa grundlag av Anne Hattemagers formodedeudtalelser, og det endda efter at han havde avgivet sit forste vidne imod Karen Bruns. Med nogen ret kan man sige, at havde Knud Lassen virkelig troet paa sladderen, saa kunde han ikke med nogen god samvittighed kort efter vsere med til at udstede et godt skudsmaal for den angrebne kvinde.

Da Karen Nielsdatter jo osse havde opholdt sig i Bjerre herred, var det naturligt, at hendes mand kraevede og fik et vidne av et 24 mands stokkenaevn av Bjerre herred. Deres udtalelser var av omtrent samme indhold, idet de ikke kunde sige andet end godt om hende »forend nu nogle uhoviske ord hender er paasagt«. Herredsmaendene har altsaa osse anset hende for en hsederlig og überygtet kvinde. Iovrigt indeholdt Niels Hansens procedure kun almindeligheder, som ovenfor omtalt, og han kaldte vidnerne sammensankede og paastod, at vidnerne »var paanodt saadant at vidne«.

Nu udvexledes der et par repliker mellem parterne, idet Thomas Christensen fremforte et tingsvidne av Boiler birketing, hvorefter de tidligere nsevnte vidner Anne Rasmusdatter og Anne Iversdatter paa foresporgsel havde bensegtet at vsere bevaeget ved trusler eller Iofter og haevdede kun at have sagt sandheden om Karen Nielsdatter.

Hertil svarede Niels Hansen, der aabenbart ikke var

tabt bag av en vogn, at av samme vidne kunde eragtes,, at fogeden selv havde tvivlet paa, hvordan det var gaaet til med de erhvervede vidnesbyrd, da det ellers vel ikke havde vaeret fornodent at erhverve dette sidste vidne!

Endelig modte Frantz Mortensen og Karen Nielsdatter frem og svor efter formaning med oprakte fingre, at de var aldeles uskyldige i den dem tillagte gerning, de havde aldrig begaaet lejermaal eller nogen uaerlig gerning med hinanden.

Niels Hansen nedlagde saa paastand om, at vidnerne
blev underkendt, og sagen blev optaget til doms.

Dommen, der faldt 22. november 1634, er ganske vist temmelig lang, men gaar ikke ind paa alle de fremforte vidner og punkter. I hovedsagen gor den det dog av med de enkelte vidner, og den skal da her refereres i hovedtraek:

Soren Olufsen Folgesvend er en misdaeder, hvis ord ikke kan troes, og forovrigt har Mette F riis inden retten bensegtet de hende tillagte ord. Hertil kom den formelle fejl, at Karen Nielsdatter ikke havde faaet varsel om dette vidne. Anne Rasmusdatter og Anne Iversdatter har vidnet »ikke om nogen gerning, men udi tvivl«, og sidstnsevnte har endda fragaaet sit vidne og haevdet at have vaeret under tvang, saa de forkastes. Rasmus Jensens forste vidnesbyrd er aerligt, men deri vidner han saa lidt som Jorgen Stallesen og Anne Jorgensdatter om nogen gerning. Knud Lassen og hans hustru har kun vidnet om en andens ord, som denne har benaegtet, altsaa er dette osse vaerdilost. Rasmus Jensens sidste vidne og Anne Rasmusdatter og Anne Andersdatters vidner forklarer om slig skammelig gerning, »som ikke trolig er dem at

kunne se«, og desuden har disse to kvinder holdt sig
borte fra retten, skont de er set paa landstinget, saa
de maa ligeledes forkastes.

Da nu endelig ingen af disse vidnesbyrd er fremfort paa fersk fod, men en rum tid efter, at saadan gerning skal vaere sket, og ingen tidligere har tilkendegivet noget derom, og da Karen aldrig for har vseret berygtet, og de fleste vidner ikke har vidnet om noget bestemt tidspunkt, ligesom Thomas Christensen har ladet vidnerne erhverve, forend han sigtede Niels Hansens hustru, saa bor vidnerne ingen magt at have, men magteslose at vaere.

Hermed gik Karen Nielsdatter frank og fri ud av .sagen. Den rummede desuden en fuldstaendig oprejsning for Frantz Mortensen, skont han ikke var part i sagen, og det var saaledes ikke lykkedes fru Kirsten Munk at faa ram paa sin gamle modstander. Det er umuligt paa det bevarede grundlag nu at se, om vi vilde vaere blevet lige saa sikkert overbevist om Karen Bruns uskyld, som landstinget i sin dom viste sig at vaere, men gennemgaar man en rsekke landstingssager, faar man et aldeles overbevisende indtryk av, ,at landsdommerne var redelige maend. Fru Kirsten var vel ikke egentlig elsket indenfor sine standsfaellers kreds, men gennem disse sager faar man alligevel et billede av, at kunde en ondskabsfuld godsejer chikanere og plage sine bonder, saa stod loven alligevel hojere end herremanden. Rettens vej var lang og trang, men den var dog fremkommelig. Fuld oprejsning og erstatning for lidt uret fik man vel aldrig dengang saa lidt som nu, men der var lov og ret i landet.

Allerede inden Karen Nielsdatters sag blev fort, havde Frantz Mortensen og hans hustru vaeret udsat for en ny proces med et for dem lidet heldigt resultat.¹) Mette Olufsdatter var d. 28. juli paa birketinget, hvadenten det nu har vaeret som vidne eller som part i en os iovrigt ukendt sag, og her sagde hun, at alt, hvad ridefogeden paa Boiler sagde om hende for retten, var Iogn. Desuden fremsatte hun nogle forblommede udtalelser om, at en vis Soren Olufsen — formodentlig den tidligere naevnte troldkarl Soren Olufsen Folgesvend — blot sagde, hvad fru Kirsten vilde have sagt om Frantz, og Hendes Naade var vred paa dem. For disse udtalelser lod Thomas Christensen hende tiltale ved Vejle byting d. 7. august og fik hende her domt til enten at bevise sine udtalelser eller osse staa til ansvar derfor. Noget bevis for en saa almindelig udtalelse lod sig jo ikke fore, og hun blev da domt for injurier d. 4. September. Frantz forsogte saa appel til landstinget, idet han benaegtede, at hun havde udtalt sig som av fogeden anfort, men da dette bevistes ved tingbogen og stokkemaendenes vidne, stadfaestede landstinget dommen d. 17. januar 1635. Hermed standser vor viden om Frantz Mortensen. Han staevnedes ganske vist som vidne i den nedenfor omtalte sag, men synes ikke at vaere modt.

Helt tiltalende er han ikke, noget rethaverisk og maaske ikke helt saa uskyldig i anklagerne for haardhedmod konen og for usaedelighed, som han gerne vilde give det udseende av, og som retten accepterede, men han var en mand med energi og rygrad. Han lod sig ikke gaa paa av sin msegtige og fornemme frue, og han udnyttede klogt de muligheder, der laa i hendesslette

---

1) Viborg landstings dombog 1635 B f. 30.

dessletteforhold til kongen. De her udnyttede retssagerhar dels interesse for eftertiden derigennem, at de kaster et grelt lys over en av vor histories indflydelsesrige,omend utiltalende skikkelser, Kirsten Munk, men de er osse av vaerdi derigennem, at de viser os, hvor selvstaendig en bonde kunde vaere overfor sit herskab.Den av en senere tid saa ofte beskrevne forkuedebonde horer i overvejende grad Sjselland til og det endda fortrinsvis i en langt senere periode.

Landstingssagen mod de vidner, der havde udtalt sig saa nedsaettende om Karen Nielsdatter, fik imidlertid et efterspil¹). De beskyldninger, som et par av de indstsevnedevidner under sagens forelse havde rettet imod fru Kirsten Munk og hendes foged for at have sogt at paavirke vidnerne, var saa kraftige, at de ikke kunde gaa upaatalt hen, hvis rygterne om dem naaede frem til regeringens ore, og det gjorde de²). Otte Marsvinfik 5. februar 1635 kongebrev om³), at han skulde sende de i det tidligere naevnte vidner Knud Lassen, Anne Rasmusdatter, Anne Andersdatter og Rasmus Jensen, der havde vidnet i den sag mod Frantz Mortensenfor lejermaal med hans Sosterdatter, tilligemed fogeden paa Boiler Thomas Christensen, der havde fort dem som vidner, til Kolding, hvor de »vores videre udi vort cancelli har at forvente«. Desvaerre foreligger der intet om, hvad der haendte dem, men nogle maanedersenere,

---

1) ibd. f. 78.

2) Straffen for at vidne falsk var tabet av fingrene og aeren, og den, der kobte andre til at vidne falsk, skulde straffes paa sit boslod og ikke agtes bedre end det falske vidne. Kgl. forordn. 14. august 1590.

3) Jyske Tegnelser 1634^—38. Dette og de folgende kongebreve findes her under de anforte datoer.

dersenere,14. april, udgik der igen brev til Otte Marsvin om fru Kirstens bonder. Han var hendes lovligevserge, og da hun paa denne tid sad faengslet paa Stjernholm, kunde hun jo ikke selv administrere sine godser. Det hedder i kongebrevet, at da kongen har erfaret, at Kirsten Munks bonder forarmes, skont de sidder paa gode gaarde og for har vseret formuende og vel ved magt, saa skal Otte Marsvin have flittigt indseende med, at der omgaas saaledes ined dem, at de bliver ved magt, saafremt han ikke senere skal staa til rette for deres daarlige tilstand. Gaar man ud fra, saadan som det av det her meddelte synes at fremgaa, at fru Kirsten selv har deltaget i godsernes drift, saa har man her et nyt vidnesbyrd om, at nogen dygtig godsejer har hun ikke vaeret, og de stadige klager fra bonderne har ikke gjort Christian IV blidere stemt overfor hende.

Medens man ikke kan se noget om, hvorvidt Otte Marsvin fik gjort noget for fru Kirstens bonder, saa havde han, kort for han fik kongebrevet herom, grebet ind overfor de to vidner, der under sagen mod Karen Bruns havde rettet saa kraftige beskyldninger mod fru Kirsten for at have forsogt at underkobe dem. Otte Marsvin indstaevnede for Viborg landsting den tidligerenaevnte Anne Iversdatter for det vidnesbyrd, som hun d. 22. november 1634 havde avgivet paa landstinget,og som jo blandt andet gik ud paa, at fru Kirstenog hendes foged Thomas Christensen paa Boiler havde lovet hende en fsestegaard, hvis hun vilde vidne i fru Kirstens favor, og at de havde besvaeret hende med faengsel for at faa hende til at makke ret. Dernsestindstaevnedes som en i hoj grad interesseret part i sagen fogeden og endelig det andet kvindelige vidne fra den forrige sag, Anne Rasmusdatter, Rasmus Hattemagerskone,

magerskone,for hendes vidne om, at Kirsten Munk havde budt hende penge for at vidne, at Karen Nielsdatterhavde faaet born med Frantz Mortensen. ThomasChristensen bensegtede disse vidnesbyrds rigtighedog paastod, at vidnerne var underkobt av andre, hvem nsevnede han dog ikke. Endelig indstaevnedes en rsekke av de i de tidligere sager optrsedende personersom vidner. De indstsevnte modte ikke, og landstingeterklaerede da i overensstemmelse med Thomas Christensens paastand disse vidnesbyrd for lognagtige. To uendelige Domme av dette indhold udstedtes 31. januar og 14. februar 1635, og ved den endelige dom av 28. februar stadfaestedes disse domme, og de indstsevnededomtes at straffes paa deres fingre.

Hvorfor modte de ikke? Evnede de ikke at komme, eller havde de 10jet og mente et forsvar haablost? Eller havde Kirsten Munk endnu engang grebet ind med voldsomme midler? Vi ved det ikke, det kan ikke ses av akterne. Paa dette punkt er gaetningerne ude paa de vildeste vover og vil blandt andet vaere baseret paa, hvor meget man efter ovenstaaende vil tiltro fru Kirsten. Paa denne tid havde hun iovrigt faaet andet at tsenke paa.

II. Fangen.

I foraaret 1635 genoptog Christian IV sin aktion mod fru Kirsten, idet han nu vilde have bund i sporgsmaalet om hendes forhold til hendes formodede elsker, rhingreve Otto Ludvig. Det vil fore for langt at komme ind paa hele denne pinlige sag, saa her skal

kun omtales det, der berorer Kirsten Munks ophold paa Boiler og Stjernholm. Christian IV lod 2. april 1635 oversekretaeren Iver Vind og biskopperne Hans Vandal fra Viborg og Morten Madsen fra Aarhus holde et forhor paa Boiler over fru Kirsten. Uanset resultatet av dette var det i forvejen bestemt, at hun skulde holdes i faengsel paa Stjernholm, og samme dag som forhoret blev holdt, maatte hun drage dertil. Inden avrejsen bad hun forhorskommissionen gaa i forbon for hende hos kongen. Medens hun var borte, fik Otte Marsvin og tre andre adelsmasnd 7. maj ordre til at begive sig til Boiler og registrere Iosoret og til hos fru Kirsten at erf are, hvad hun eventuelt havde flyttet andetsteds hen. Formodentlig har kongen villet sikre hendes og sine born mod, at hun forodte sit gods, og forst laenge efter at hun var kommet hjem igen til Boiler, fik Otte Marsvin 18. december besked paa at udlevere hende det Iosore, hun daglig kunde faa brug for. Derimod fik hun forst udleveret sine klenodier det folgende aar, og saa skulde Otte Marsvin og Jorgen Urne endda ifolge brev av 18. april 1636 sorge for, at intet derav formindskedes.

Om fru Kirstens arrest paa Stjernholm, det tidligere St. Hans Kloster ved Horsens, giver lensregnskaberne nogle oplysninger¹). Den i det tidligere naevnte Tonne Friis til Hesselager sad her som lensmand fra 1627 til sin dod i 1642, og han kom nu en tid til at optraede som en slags fangevogter. Det lensregnskab, der gaar fra 1. maj 1634 til samme dag 1635 indeholder intet direkte om fru Kirstens ophold paa Stjernholm,

---

1) Stjernholm lensregnskab 1634_—36. Udgiftsposterne findes i selve regnskabet, og som bilag til regnskabet for 1635/36 ligger den liste over Kirsten Munks gaester, der her er Jbenyttet.

men av det folgende aars regnskab kan man se, at nun kom til gaarden d. 2. april 1635. Lensmanden havde da sorget for, at der blev »forfserdiget et andet kammer her paa slottet, hvor fru Kirsten har sit vaerelse udi«. Snedkeren, glarmesteren og mureren fik travlt med at lave stuen i stand, »mens der var bud efter fru Kirsten«, og Peder Klejnsmed fra Horsens satte jaerntraller for de tre vinduer i gemakket og anbragte en laas med »noglehjul paa begge sider« udenpaa kammerets dor. Kammeret laa i det hus, der var over den gamle port paa Stjernholm. Tonne Friis havde saaledes sorget for, at fru Kirsten hverken kunde stikke av gennem dor eller vinduer, og da gaarden iovrigt var temmelig forfalden, var det absolut nodvendigt at gore noget for at bringe stuen i brugbar stand; ganske vist ofredes der kun 1 rdl. 6 sk. paa at gore kammeret beboeligt og 6 rdl. paa jsernstaenger og laasetoj, saa Tonne Friis har nok lagt storre vaegt paa sikkerheden end paa hyggen.

Medens fru Kirsten sad fanget, fik Tonne Friis brev fra kongen av 13. maj, om at han hemmeligt skulde henvende sig til kromanden i B r e d a 1, der ligger paa vejen fra Boiler til Vejle, og der forfare, hvornaar og hvor tit fru Kirsten havde vaeret hos ham og der talt med en mand, som havde smukke og gode klseder indenfor nogle gemene klseder. Desvserre ved vi intet om, hvad Tonne Friis der fik at vide, eller hvem Christian IV hentyder til, men maaske staar dette i forbindelse med den indskrasnkning i antallet av gaester hos Kirsten Munk> som vil fremgaa av det folgende.

Kirsten Munks ophold paa Stjernholm kom til at straekke sig over naesten fire maaneder. Kongen meddeltei et brev av 15. juli Tonne Friis, at han havde givet fru Kirsten lov til at begive sig til Boiler og forbliveder,

bliveder,men forst d. 21. juli forlod hun Stjernholm,
formentlig fordi brevet ikke var naaet frem for.

Kirsten Munks fsengsling hsenger som sagt nok sammen med den ved forhoret betegnede skarpere kurs i Christian IV's holdning overfor hende, men vi ved intet om folgerne av fsengselsopholdet eller om grunden til dets ophor. Derimod kan man ud av lensregnskabet laese noget om hendes daglige liv paa Stjernholm. Der er ikke opfort noget privat tyende for hende, men da hun ellers nod mange fordele i retning av god forplejning og hyppige besog, har man sikkert ikke ladet en saa fornem dame vaere uden personlig opvartning. Desuden viser de store msengder av madvarer, som hun og hendes gsester anfores at have spist, at hun maa have haft sin egen husholdning, som har talt flere personer. I hvert fald led hun ingen nod. Hendes skytte paa Boiler leverede 5 harer, 4 duer, 4 sender, 2 gedder, 113 karusser og 5 brasen, ligesom han medforte 3 tonder 01 fra hendes egen gaard, men desuden leverede Stjernholm til hendes husholdning 3 td. sigtemel, 3 td. malt til olbrygning, l td. havre til gryn, 5 fj. smor, 32 lam og 50 hons, og endvidere indkobtes der madvarer til et samlet belob paa 121 rdl. 3 mark og 1 skilling! Der var mange laekre ting imellem, som svesker, mandler, oliven, korender, figen, risengryn og limoner og krydderier som annis, ingefaer og saffran. Foruden ollet fik hun osse godt med vin, idet borgmesteren i Horsens leverede en halv ame rhinskvin, to amer fransk vin og 11 kander vineddike.

Fru Kirsten fik nu en del besog, saa hun har ikke levet isoleret. Navnlig i de forste par maaneder var folk flinke til at se til hende, idet hun til og med d. 29. maj havde mindst een gsest hver dag. Nogle kom

til middag, andre til aften, og et par gange hedder det om en gaest, at him blev »al dagen«. Men pludselig tynder det ud. I tiden indtil 29. maj havde hun haft over hundrede besog, men under resten av sit ophold paa Stjernholm fik hun kun gsester 18 gange. Fern personer besogte hende og derav var den ene sogneprsesten,dervarder hele ti gange. Grunden hertil kan ikke ses, men det kan jo vaere, at lensmanden gjorde hendes faengselsophold straengere. Det er nu synd at sige, at hun blev overrendt av sin naermeste familie, idet kun hendes lovlige vasrge Otte Marsvin var hos hende — 19. maj og 28. juni — og han var endda den eneste adelsmand, hun modtog. Derimod fik hun besog av en raekke adelige darner: fru Anne Vind¹), fru Olive Lykke²), fru Mar en Biilow³) —3 gange —, fru Birgitte Ulfeld⁴), en jomfru Karen og to unavngivne jomfruer, men hyppigst besogtes hun av sine to kusiner, sostrene Helvig og Ellen Arenfeld⁸), der kom henholdsvis sogll gange. Helvig Arenfeld havde aaret for kobt det naerliggende Rugballegaard, og her har hun og sosteren formodentligboet,meni

---

1) Fru Anne Jacobsdatter Vind (1587^—1683) g. m. Thomas Kaas til orndrup.

2) Fru Olive Christoffersdatter Lykke, dod 1653. Var enke efter Iver Juel til Gessingholm.

3) Hun har hverken kunnet findes i stamtavlerne over slaegten eller i During Rosenkrantz's samlinger i rigsarkivet, heller ikke i Kane. Brevb.,Kronens Skoder, Chr. IV's breve, Gjellerup og Bricka: Den danske Adel, Trap, Bibliotheca Danica eller Birket Smiths ovf. naevnte bog.

4) Fru Birgitte Jacobsdatter Ulfeld (1614—64), g. m. Otte Krafse til Egholm, soster til Corfitz Ulfeld, med hvem Kirsten Munks datter Leonora Christine da var trolovet. Deres bryllup holdtes 9. oktober 1636.

5) De var sostre til den tidligere naevnte Axel Arenfeld og born av Hans Arenfeld og Anne Jorgensdatter Marsvin, Kirsten Munks moster. Helvig Arenfeld, fodt 1596, blev senere g. m. Mandrup Abildgaard til Skodborg, Ellen var fodt 1601 og blev g. m. Jorgen Juul til Aggerbol.

modentligboet,menihvert fald Ellen Arenfelds besogstraktesigflere gange over nogle dage, saa hun har rimeligvis boet paa Stjernholm under besogene. Andre standspersoner var »bispens kvinde af Aarhus *¹) og sognepraesten i Horsens hr. Gjord Pederse n²). Praesten var langt den hyppigste gaest med ikke mindre end 35 besog. I den forste tid kom han til middaghverenestedag, og da praktisk talt alle andre mennesker havde standset deres besog, maaske av egen fri vilje, maaske efter lensmandens bestemmelse, saa blev hr. Gjord ved med at komme ud paa Stjernholmengangeller to om ugen. Maaske kan hans hyppigebesogskyldes,at fru Kirsten i sit fangenskab har folt trang til at soge kirkens trost, men vort kendskab til hendes karakter gor det lidet sandsynligt. Meget ofte fik fru Kirsten besog av nogle borgerlige kvinder, formodentlig alle fra Horsens, hvortil jo Stjernholm stodte op. Om Maren Anderses og Maren Andersdatterereeneller to personer, kan ikke ses; det forste navn optraeder 10, det sidste 3 gange i gaestelisten,meniovrigtkan intet andet end navnet oplyses, og det forsvinder helt i den sidste periode av fangenskabet.Derimodkanman identificere to andre borgerkonerAnneSvanesog Anne Ernsts¹). Anne

---

1) Kirsten Johansdatter, dod 1672, senere tiltalt for trolddom og ussedelighed, men frifundet. Hendes mand synes som nsevnt at have staaet Kirsten Munk nser. Om hende se Christian IV's egenhsendige breve bd. 5 s. 405.

2) Var vistnok kapellan i Horsens, t'or han, senest 1623, blev sogneprsest der. Han optraadte engang som voldgiftsmand sammen med borgmestre og raad, men laa i 1641 i en langvarig strid med sin kapellan Peder Madsen, hvem han beskyldte for at have brugt injurier om sin foresatte. Om ham se Viborg landstings dombog 1624 B f. 114, 1638 B f. 15, og 1641 B f. 449 b og 470. Herredagsdombog nr. 50 f. 254.

3) Hauch-Fausboll og Hiort Lorentzen: Patriciske Slsegter 111 s. 246 f. O. Fabricius: Horsens Kjobstads Beskrivelse og Historie s. 193, 196.

Svane (dod 1637) var datter av historikeren Hans Svaning og havde vaeret gift med den 1615 avdode raadmand i Horsens Hans Olufson Riber. Deres born, hvorimellem var den senere biskop Hans Svane, tog alle navn efter deres moders slaegt. Anne Svane besogte 13 gange Kirsten Munk, men en langt hyppigeregaest—22 besog — var hendes datter Anne (1596—1660). Hun var senest 1614 blevet gift med borgmester og tolder i Horsens, kongelig renteskriver Ernst Ernstsen von Baden, dod 1656. Maaske har de to borgerkoner folt sig beseret ved den fine omgang, men da de begge kommer der osse i den kritisketidefter1. juni, og da Anne Ernsts ikke blot kommer meget tit paa Stjernholm, men d. 18. juni er den sidste gaest inden 10sladelsen, fristes man til at tro paa et mere personligt forhold mellem dem og fru Kirsten.

Da listen over gaesterne ikke blot indeholder disses navne, men osse oplysninger om, hvilke maaltider de har faaet paa Stjernholm, er den sikkert kun at betragte som et regnskabsbilag, selv om man ellers godt kunde taenke sig, at Christian IV var interesseret i at faa at vide, hvem der gaestede fru Kirsten. Iovrigt oplyser lensregnskaberne intet om Kirsten Munks ophold, og i bilagene findes ingen breve fra hende eller kongen, der kunde kaste lys over hendes fsengselstid, end ikke en losladelsesordre ses at vaere udstedt.

Efter losladelsen vendte fru Kirsten tilbage til Boiler,hvor hun opholdt sig naesten hele resten av sit liv, men fra denne periode indeholder de her benyttede kilder intet nyt om hende. Baade 1637 og 1646 fik hun paany husarrest paa Boiler, men efter Christian IV's dod skaffede hendes maegtige svigersonner hende en

kortvarig oprej siring, der efter deres fald 1651 fulgtes av en ny raekke übehageligheder fra Frederik Ill's side. I sine sidste leveaar laa hun i stadig strid med sine born og svigerborn, der sogte at presse penge ud av hende. Det synes dog at vsere lykkedes hende at anvende nogen kapital paa anden maade, idet hun oprettedeet hospital for sex lemmer ved Ut. Derimod synes efterretningerne om, at hun skal have skaenket penge til latinskolerne i Horsens og Odense at vsere mere tvivlsomme eller osse kun at have drejet sig om mindre belob, idet listerne over disse skolers legater ikke indeholder hendes navn¹).

Kirsten Munk dode paa Boiler d. 19. april 1658, men vistnok paa grund av krigsforholdene blev hun forst begravet d. 23. juli. Det skete fra domkirken i Odense, og da Fyns biskop Lauritz Jacobsen Hindsholm havde naegtet at holde ligtalen, blev dette besorget av fru Kirstens sogneprsest hr. Christen Pedersen Sommer. Den er i tidens sasdvanlige svulmende og blomstrende stil, men et par steder i den vil dog nok falde laeseren av ovenstaaende en smule for brystet. Det hedder blandt andet: ». . . Hendes tjenestefolk var hun en meget god husbond, forfremmede dem gerne og Ionnede intet ilde, de som hende vel havde tjent, saa deres modige taarer noksom udviser, hvad de udi denne salige grevinde har mistet... Hendes bonder var hun en god forsvar, brugte ingen haardhed mod dem, uden hun hojt var nodt dertil,

---

1) Marius Hansen: Fangen paa Boiler. Vejle Amts Aarboger 1932. Her findes henvisninger til de trykte akter og seldre fremstillinger, men intet om den her behandlede periode. — Horsens Skoleprogram 1848. — Odense Skoleprogram 1850. — Der findes heller ikke noget legat med Kirsten Munks navn i A. Damgaards avhandling: Forsvundne Legater i Odense. Fyenske Samlinger IV s. 185.

saa at man hos dem alle ser en stor bedrovelse for
hendes afgang*1).

Hvis Frantz Mortensen, Mette Olufsdatter og Karen Bruns har levet paa dette tidspunkt, har de naeppe vist alt for stor bedrovelse, ligesaa lidt som de bonder, der efter Christian IV's udtalelse var blevet forarmet paa fru Kirstens Godser.

---

1) O. Bang: Samling af adskillige nyttige Materier 111. s. 330. — N. danske Magazin V. s. 78. Chr. Sommer blev senest 1641 praest i Tyrsted og Ut. Viborg landstings dombog 1642 B. f. 146.