I.

Mag. art. Sigvard Preben Skov har i Jyske Samlinger V. 11l (1938), 308—317 forsogt at fastholde det af ham tidligere udviklede standpunkt angaaende ovennaevnte aarbog. Forsoget er gennemfort rned en frejdighed, der menneskeligt virker tiltalende, men frejdighed alene kan ikke opveje grunde, ej_heller at man har modbevist ting, som ikke et fornuftigt menneske vil hsevde, samtidigt med at man er gaaet af vejen for de ting, der voider vanskeligheder.

Min nsevnelse af, at man af Ellen Jorgensens udgave umiddelbart kunde se, at ligheden mellem ovennsevnte aarbog og de saedvanligt til Slesvig, Lund og Ryde henforte aarboger var saa stor, at man i tiden indtil 1266 maatte regne med et faelles forlaeg, gaar nan helt udenom. Hans bemaerkning (side 315), at jeg

haanende sammenligner (klostrene) med alderdomshjem
og hospitaler

er maaske ment som et modbevis, men rent bortset
fra, at jeg aldrig vil kunne anse historisk forskning,
eller nogen anden forskning, for et saadant udslag af

menneskelig aand, at det kunde berettige, at man haanede nogen for at udfore et saa samfundsnyttigt og i de fleste tilfaelde opofrende arbejde som at oprette og passe alderdomshjem og hospitaler, saa er det jeg skrev (side 251_—53) lige det modsatte:

Texterne .... har i det hele og store kun faa oplysninger af lokal interesse. Det meste af stoffet er af betydning for rigets almindelige historie, og da oplysningerne i de forskellige aarboger i vid udstraekning er sammenfaldende, jaevnligt endog ordret overensstemmende, saa er det paa forhaand lige saa usandsynligt, at de skulde vaere skrevet i forskellige klostre, som det i vore dage vilde vaere at finde lignende aarboger fort i vore alderdomshjem og hospitaler.

Det usandsynlige heri ophaeves ikke ved det eneste
sikre exempel S. P. Skov (side 315) anforer paa en
kronike skrevet i et kloster:

»at 0m klosters kronike er skrevet i 0m kloster
er übestrideligt«.

Denne kendsgerning vil de fleste nemlig lige saa übestrideligt anse som stotte for min paastand, idet denne kronike alene handler om klostret i 0m og dets abbeder. Bedre gaar det ikke med den folgende mere forsigtigt formulerede paastand:

at det vist ikke vil vaere muligt at forkaste Soro-,
Naestved- og Rydeaarbogernes tilknytning til disse
klostre.

Forsigtigheden her skyldes sikkert min bemaerkning
om Rydeaarbogen (side 253), at den

let kan vises ikke at have andet med klostret i
Ryde at gore, end at oplysningerne om dette
kloster c 1289 samlet er indfort i aarbogen.

Den har han nemlig intet indvendt imod. For Soroog
Naestvedaarbogerne gaelder ikke helt det samme:

Naestved 113 0 er et c21230c₂1230 til klostret i Naestved udfort udtog af asldre aarboger. Den er meget kortfattet og indeholder ikke en eneste oplysning, der direkte angaar Naestved, og oplysningerne for 1224—1228 gselder aarene 1223—1227.

N«stved 821—1300 har til 1260 benyttet de ovrige aeldre aarboger, dog for tiden for 1130 en seldre redaktion end den nukendte fra »Lund og Ryde« fra c 1265. Derefter er den selvstaendig fort i Naestved til 1297. Det aar brsendte klostret i Naestved, og aarbogen har saa vaeret i Soro til c. 1301, hvorefter den i Naestved kun har modtaget en indforsel for 1300 og en for 1505. Den kender ligesaalidt som den foregaaende til

Valdemarsaarbogen. Hermed er betegnet en i Soro c 1299 udfort afskrift, hvis forste del 1130^—1201 har benyttet de samme aeldre aarboger, som er benyttet til de ovrige aarboger, og hvis anden del 1202_—1219 har benyttet en samtidigt fort aarbog, som ikke kan vaere fort af nogen anden end aerkebisp Andreas Suneson (cslls5^—1228). For de sidste aars vedkommende er aarsskifterne forkert anbragt i afskriften.

Soro 12 02—134 7 er tilfojelser i et Sorohaandskrift, hvor 1202—1300 skrevet af haand I og 11. Haand 111 har skrevet 2 Sorododsfald 1308— 1315, hvorefter samme haand eller snarere en

anden under et har skrevet indforslerne 1319—
1347.

Soro 1130—130 0 er en c. 1300 udfort afskrift til Soro, der har benyttet, hvad der i Soro 1202^—1347 er skrevet med haand I og 11, Valdemarsaarbogerne samt Naestved 821_—1297. Dette sidste kan med sikkerhed ses af, at der overensstemmende med denne aarbog under 1293 er skrevet tertia expeditio regis Noruegia in Daciam, skont den forste (under 1289) og anden (under 1290) ikke er medtaget.

Man kan altsaa kun tale om en i Naestved fort aarbog 1261_—1297. I dette stykke er der rigeligt med oplysninger om brande i Naestved og om klostrets abbeder, ligesom valg af ord og begivenheder er forskelligt fra de ovrige aarboger, undtagen hvor disse er benyttet som kilde.

At S. P. Skov horer til dem, der ikke forstaar at tillaegge en kunstnerisk vaerdifrembringelse den beviskraft den har, fremgaar klart af folgende udtalelse (side 306):

At Rydeaarbogen skulde vaere slutresultatet, fordi den er den mest vellykkede i kunstnerisk henseende, er ikke absolut overbevisende, en oraredigering betod lige saa ofte en forvanskning som en forbedring.

Det sidste kan vi umuligt blive uenige om, aarbogernegiver beviser nok derpaa, og »Slesvig«aarbogen,som desvserre kun kendes i Vedels ganske utilfredsstillendeudtog, er i flere henseender vidnesbyrd om det samme. En kunstnerisk forfinelse er imidlertid det samme som en omredigering til det bedre. Dette

er i og for sig tilstrsekkeligt bevisende, men da der faktisk findes mennesker, som ikke kan se, naar en text forbedres, naar ikke — eliers vilde texter kun kunne forvanskes ved rent sjuskeri, — saa tilfojede jeg argumentet med den forhistoriske kongeraekke.

I den er der stadig indfojet ny kongenavne. »Rydeaarbogen har flere konger end »Lunde«aarbogen, og de er blevet forsynet med numre som vidnesbyrd om, at det for den paagseldende aarbogsforfatter var magtpaaliggende at faa kongeraekken gjort saa lang som mulig, for derigennem at naa saa nser til syndfloden som muligt¹).

Kan S. P. Skov vise, at den lsengere kongeraekke i »Ryde«aarbogen er den oprindelige, og »Lunde«aarbogens faerre navne opstaaet gennem erkendelse af, at de slettede navne blot er fordoblinger eller flerdoblinger af allerede naevnte, bor han gore det. Det vil betyde, at »Lunde«aarbogens forfatter har vaeret i besiddelse af en hojere udviklet kritisk sans, end man hidtil har kunnet faa oje paa.

III.

I min redegorelse for den her droftede aarbogs haandskriftforhold har jeg tilvejebragt en raekke oplysninger, som kaster nyt lys over textens udvikling. De forbigaas ganske, og hele min bevisforelse affaerdiges (side 307) med folgende begrundelse:

Fordi Birger Gunnersen har skrevet to fortsaettelser
af aerkebispekroniken, behover han ikke
nodvendigvis at have skrevet hdskr. D (a), lige-

---

1) I »Slesvig«aarbogen er denne udvikling fortsat, her er Gorm blevet nr. 99.

saa lidt som Mogens Madsen har skrevet H (c),
fordi han i aaret 1556 intet embede havde.

Logiken heri er der ikke noget at indvende imod, men til hvad nytte er det at fastslaa dette? Jeg har da ikke paastaaet det modsatte. Vedrorende det forste punkt skrev jeg (side 255) saaledes:

a er ifolge skriften fra tiden nsermest omkring
1500, og kan, da Birger Gunnersen har udfort
2 fortssettelser af serkebispekroniken
med stor sandsynlighed henfores til tiden mellem
disse 2 fortsaettelser. Dette skal der dog ikke her
gaas nsermere ind paa, da det er uden betydning
for det folgende.

Og hvor findes berettigelsen til folgende udtalelse:

Jeg har ikke som paastaaet af Marstrand sluttet mig til den seldre opfattelse, at aarbogen skulde vaere blevet til i Essenbsek kloster, jeg har tvaertimod taget et forbehold heroverfor: »noget afgorende bevis kan ikke fores.«

Det jeg skrev (side 250) var:

at han er saa vel oplsert i moderne historisk kritik, at han aerligt skriver: »Noget afgorende bevis for, at aarbogen er blevet til i Essenbsek kloster kan ikke fores.«

IV.

Det allerede anforte er i og for sig tilstraekkeligt som karakteristik af den for S. P. Skov saerlige maade at argumentere paa. Jeg skal af hensyn til sporgsmaalets betydning dog anfore endnu et par steder, fordi

det derfra er muligt at komme videre. Lige efter det
ovenfor anforte stykke skrev jeg:

Men lige efter tilfojer han: »paa den anden side er der ngeppe heller noget, der strider mod antagelsen, ialtfald horer aarbogen hjemme paa Djursland,« og gor derved nojagtigt den samme fejlslutning, som han lige forud tog afstand fra.

Fejlslutningen ligger i, at han paa grundlag af de jyske oplysninger, herunder ganske sserligt oplysningerne om Aarhusbisperne og de 2 Essenbaekoplysninger, henforer aarbogen til Djursland. Her er det punkt, der skulde ssettes ind, men det er da ikke tilstrsekkeligt at anfore (side 308), at

erkessedet ejede et betydeligt bibliotek

Dette kan ikke bruges som stotte for, at haandskriften
godt kan

vaere blevet til et andet sted.

Og naar Skov tiltraeder Ellen Jorgensens og min paavisning af, at haandskriftet har haft randtilfojelser og c 1267 vaeret tilstede i Lund, saa kraever det i virkeligheden en sserlig forklaring, at originalen, hvis den horte hjemme i Essenbsek, for reformationen er kommet til Lund, hvorimod der intet besynderligt er i, at en aarbogsafskrift hvor som heist fra med tilfojelser af aerkebisp Esger Juel har existeret ved aerkesaedet.

At det skulde skyldes en sserlig »rorende pietet«, at Esger Juel naevnte »de hedengangne Aarhusbisper«, er en opfattelse, som maa volde S. P. Skov betydelige vanskeligheder, naar han kommer i tanke om, at saaveldisse navne som aerkebispernes saa godt som ikke findes i ft og c (se side 260_—261) — altsaa hvordan

han end vender og drejer det samlet er blevet tilfojeti aarbogen. Udeladelsen af Isarnus navn som aerkebisp kan vist heller ikke forklares som et af de trsek, der kendetegner »den politiske oppositionsbevaegelseder i 1313^—20 udgik fra storbonderne paa Djursland«.

Det er heller ikke tilstraekkeligt, efter forst (side 310) mod aarbogens henforing til Essenbsek at have anfort, »at der ingen abbeder naevnes« af folgende »2 grunde fo r« at slutte til Essenbsek eller ihvertfald Djursland. Den forste, indforslen om kong Eriks martyrdod, kan med samme ret henfores til samtlige landets Benediktinerklostre og til de kredse der stod kongen naer. Den anden, indforslen under 1279, at »serkebisp Trugot var paa visitats« kan heller ikke bruges. Skovs omtale af denne indforsel er mildest talt letsindig (s. 310):

Der er intet maerkeligt i, at aerkebispen var paa visitats, det var han stadigvaek, naar det derfor anfores her, maa det have en saerlig grund. I hdsk. H er der fojet et N til denne notits, dette N kan som Ellen Jorgensen formoder betyde Norrejylland. Selv om man ikke tor bygge meget paa dette N, har selve notitsen en sikker relation til skriverens opholdssted.

Rent bortset fra, at haandskrift H (c) forst er skrevet1556, og at det er naturligere at tolke dette N som et Not a, saa er det ikke til at forstaa, hvordan selv den naevnte tolkning kan vise noget som heist med hensyn til Djursland. Videre er paastanden om, at aerkebispen stadig var paa visitats i direkte modstrid med aerkebispekroniken, der udtrykkeligt siger, at han forst i sit ste aar, d. v. s. 1279, visiterede sit aerkestift.

N£estvedß2 I—l 3 0 0 siger, at dette skete i det 3dje aar efter hans ordination, og tilfojer at han 19/2 samme aar holdt kirkemode i Hsemblsevsethle, der vel maa vsere fejlskrift for Gamblas V set hie, siden aerkebispekroniken siger, at det f andt sted Vedlse in Jucia »Vejle i Jylland«, altsaa hverken i Djurslandeller med anvendelsen af udtrykket Norjucia.

Noget bevis for Djursland naas heller ikke ved at aftrykke alle aarbogens jyske indforsler — der er i aarbogen flere oplysninger fra Sjselland og Skaane, hvad enhver kan se, uden at disse behover her at aftrykkes. Og naar der saa til paastanden om bondebevsegelsen i Djursland 1313^—20 (side 313) fojes:

»Det maa billigvis indrommes, at der er lighted
spunkter«. Esger Juel stammede fra de samme
jyske kredse, som rejste oppositionen mod Erik 6.«

Ja, saa er hele udredningen saa langt fra et bevis mod min henforing af aarbogen til Esger Juel, at den, naar man overhovedet mener at kunne raesonnere, som han gor det, lige omvendt maa betragtes som en yderligere stotte derfor.

At denne stotte dog kun kan benyttes for en begraenset
del af aarbogen, fremgaar af det folgende.

V.

Under disse forhold er det naturligvis underordnet,
at han (side 309) om min oplosning af folgende tilfojelse
under 1219, der kun findes i a:

Do'ci conf O.

nemlig

Dommici confessoris ordo confirmatus

udtaler de stserke ord, at den er »ganske uforsvarlig«. At der i haandskriftet ingen basis er for tilfojelsen confirmatus kan vi nemt blive enige om, men naar han samtidig skriver, at texten

»kan laeses paa to maader:

Dominici confessoris obitus

eller

Dominicus confessor obiit«,

hvordan saa med det »uforsvarlige«. Der er i selve haandskriftet lige saa lidt basis for den sidste lsesning som for min. Naar dr. Ellen Jorgensen i overensstemmelse med den saedvanlige anvendelse af gennemstreget o i Essenbaek og andre aarbjzfger for obiit har foretrukket den sidste laesning, saa er dette en konjekturalkritisk sendring af den foreliggende text. Den viser, at texten af udgiveren er set at vaere fordaervet, og saa foreligger virkelig det sporgsmaal, om ikke fordaervelsen har en dybere liggende grund end en fejlskrift Do^lci for Do^lc^us.

At dette maa vsere tilfaeldet, ses tydeligt af, at Domingo ikke dode c 1216 eller 1217 men forst 1221. Nu har aarbog 980_—1286, hvis stof som af mig naevnt (side 266) er naer beslsegtet med naervaerende aarbog, folgende indforsler:

1217 ordo predicatorum est confirmatus

1219 missi sunt fratres predicatorum Bononiam

1221 transitus beati Dominici

1233 translatio beati Dominici.

Disse oplysninger maa stamme fra en kilde, der ogsaa har vseret benyttet af Dominikanerfrateren Humbert, da han c 1254 udforte sit aarbogsudtog, hvortil han fojede en lang raekke Dominikaneroplysninger,og c 1264 yderligere en raekke svenske oplysninger.I

ninger.Idenne dansk-svenske aarbog 966—1263, som
er bevaret i original, hedder det nemlig:

1216 confirmatus ordo predicatorum ab
Honorio papa

1221 obiit sanctus Dominicus

(tilf.) 1233 beatus Dominicus est translatus

Sammenholdes disse to aarboger med den her droftede aarbog, bliver man hurtig klar over, at alle 3 har udnyttet en aeldre aarbog, og i den ovenfor gengivne indforsel kan conf. folgelig ikke, som man paa forhaand maatte vente det, vaere forkortelse af confessor, men maa have sin oprindelse i det nsevnte confirmatus fra 1216 (og 1217). Har forfatteren af den her droftede aarbog onsket at ombytte udtrykket ordo predicatorum med ordo Dominici, saa maatte indforslen forkortet lyde o. Dotci conf., hvilket ved renskrivning, og muligvis paavirket af indforslen under 1219, hvor den da endnu levende Domingo kaldes beatus, overfortes til 1219 med o opfattet som betegnelse for dod. Dette blev saa som saedvanlig stillet sidst, men den nojagtigt afskrevne form Do^lci og henforingen af Domingos dod til 1219 rober, hvordan omformningen er gaaet for sig.

Den af Skov som uforsvarligt karakteriserede laesning er saaledes den eneste, som svarer til kildesammenhaengen, naturligvis saaledes at forstaa, at ordet confessoris blot svarer til den senere fejle opfattelse.

VI.

S. P. Skov er tiltalende begejstret for det han har laert. Det er i mine ojne en antagelig undskyldning for, at han ikke har gennemtsenkt hverken stykket om Trugots visitats eller det sidst anforte tilfselde,

og for at hans fremstilling i det hele taget mere baerer vidne om det han har laert end om selvstaendig tankevirksomhed.Den tillid han derigennem viser sine laerereer menneskeligt af vserdi, men berettiger ikke en saadan forhaands mistillid til resultater afvigende fra det lserte, at han mod mig havde behovet at anfore Ellen Jorgensens hjaertesuk:

Hvem vil tro, at det er muligt at udrede de middelalderlige
annalers forhold?

Og ligefrem übetaenksomt er det at anfore dette,
naar man ender med at antyde muligheden af at udrede
dem gennem

kritiske detailundersogelser .... forud for en
forklaring af helheden.

At kritiske detailundersogelser er nodvendige for at naa til en forklaring af helheden siger sig selv. Det kan der ikke opstaa uenighed om. Den opstaar forst, naar man vil begrsense disse undersogelser til at ornfatte hver enkelt aarbog for sig. En saadan begrsensning kan ikke vaere rigtig. Af det foregaaende er flere gange synligt, at aarbogernes korte udtryk forst rigtigt forstaas, naar de ses paa baggrund af helheden.

Og ikke mindre übetaenksomt er det (side 314) at
skrive:

Saa selv om det lykkes Marstrand at fore fuldgyldigt bevis for Esger Juels forfatterskab, vil derved intet vsere rokket ved min karakteristik af aarbogen.

Var det sidste tilfaeldet, vilde der kun vsere et at
gore, at slutte sig til min opfattelse. Men naturligvis
kraever den nsevnte karakteristik visse aendringer.

Skovs udtalelse paa dette punkt er ikke nojagtig, og det gselder det meste af det ovrige han har fremfort, og som jeg her ikke skal gaa nsermere ind paa, da det er saa lost, at det er uden virkelig betydning for det sporgsmaal, som her droftes.

Sporgsmaalet om de danske aarsbogers tilblivelseshistorie og indre sammenhaeng er imidlertid af saa stor betydning for deres rette vurdering, at det er noget utilfredsstillende at slutte her. For at ende med noget positivt, havde jeg derfor, trods vanskelighederne ved at gore dette paa kort plads, tilfojet en oversigt over sporgsmaalet i dets fulde omfang. Den har man ment laa udenfor Jyske Samlingers naturlige oraraade, hvad jeg kan tiltrsede, dog ikke uden at slutte med onsket om, at der maa komme nyudgave, hvori der gores rede for disse forhold. Opgaven er nemlig ikke vanskeligere, end at den kan loses, blot man tager den op fra bunden uden forudfattede meninger.