Som andre Klostre havde Vestervig Kloster i Middelalderen fri Birkeret over sit Gods og Ejendom. Efter Reformationen blev det kongeligt Len, men vedblev at vsere et eget Birk med en Birkefoged, der som Lon nod Frihed for Landgilde og anden Afgift af sin Gaard. I 1661 kobte Jochum Irgens Vestervig Kloster og Gods af Kronen og fik for 1000 Rdr. fri Birkeret til Birket. 1698 overgik Godset og Birkeretten til Moldrup-Slaegten.

Af hele Rsekken af Birkets Tingboger — ved Registreringenaf Klosterets Breve i 1599 var der allerede XI gamble tingbogger Westerwiig birck och Norhaa birck ahnrorindis — er kun bevaret den sidste, for Aarene 1760_—1800. Birkeherrerne i dette Tidsrum var Obrist Lieutenant Jens Moldrup til 1764 (dod 1771), Peder Moldrup, 1770 Etatsraad, senere Kammerherre, 1764^—87 og Major Hans Christian Moldrup, som 1791 afstod Birkerettigheden til Kongen.Peder Moldrup, som vi her har mest med at gore, manglede ikke den moldrupske Selvfolelse, men var mindre myndig og respektindgydende end Faderen. Overfor sine Bonder var han velvillig sindet, men da han havde overtaget Godset med en betydelig Gseld, og Gselden bestandig voksede, maatte han presse det

mest mulige ud af de for storste Delen fattige Bonder og de endnu fattigere Tjenere. Forst efter at hans Bo i 1778 var taget under Behandling af Kommissarier og Gaelden afviklet, kunde han vise storre Mildhed.

Birkedommer var indtil 1766 Hans Woetmann, oster Ulsted, og 1766—1800 Lauritz Hoyer, Vestergaard i Visby, der tillige var Herredsfoged i Hassing-Refs Herreder. Birkeretten betjentes af Dommeren, Skriveren og de otte Stokkemaend eller Tinghorere. Tinget holdtes i Gaarden Norbo, og Retsdagen var Mandag.

I Aaret 1800 blev Birket lagt ind under Hassing-
Refs Herreders Ting.

Handrup Bøndernes Tærskepenge.

Ved kgl. Bevilling fik Oberst Jens Moldrup 1761 Tilladelse til at indlemme orum Gods, som han havde kobt 1738, i Stamhuset Westervig Closter, og han lod derefter Bonderne i Handrup, som horte under Westervig Gods, gore Hoveriarbejde paa orum Gods. orum Bonderne betalte aarlig 2 Rdr. i Taerskepenge, og Herskabet sogte nu at paabyrde Handrup Bonderne den samme Afgift. Forsoget mislykkedes og et nyt Forsog 5 Aar senere ligeledes, Herskabet maatte lade Kravet

1764 Februar. Thoger Pedersen, Christen Nielsen, Christen Thogersen Bach, Thoger Christensen, Jens Sorensen, Jens Christensen, Anders Jensen, Anders Powelsen og Jens Ollesen, alle af Handrup, staevnes til at mode for Westervig Closters Ret, Sigtelse og Saggivelse at imodtage og Dom at lide til Faestes Forbrydelse, alt betraeffende den af eder paadragne Restantze af Tserskerpenge efter den over Westervig Closter og orum Godser gjorte Repartition af Plougen aarlig at svare to Rixdaler, hvilke ikke efter mange gjorte Erindringer af eder har vaeret at erholde.

27. Februar. Retten paaraabte de indstaevnte, om de havde noget til Befrielse imod Sogsmaalet at fremfore. Fremstod da Thoger Pedersen og tilkendegav,at da han faestede hos sin hojgunstige Hosbonde,

blev ham accorderet ligesom hans Gaardmand¹) at vsere fri for Taerskning, undtagen nogle Omgange, naar derom blev tilsagt, hvilket han og har forrettet 1 a 2 Dage om Aaret, og ingen havde tiltalt eller krsevet ham for nogen Taerskerpenge, for han nu er bleven indstaevnet.Jens Ollesen forklarede, at han afvigte Aar blev af Ob. Lt. Moldrup selv tilsagt at betale sine Taerskepenge,da han betalte sin Landgilde og Tiender, men er ikke sket af Mangel paa Penge, hvorved det blev, indtil han nu er indstaevnet, i ovrigt har han gjort sin Taerskning lige ved de andre. Anders Powelsentilkendegav, at han aldrig for var kraevet for Taerskerpenge,men havde gjort Omgangstaerskning lige med hans Bymaend. De ovrige afgav lignende Erklaeringer.

Ridefogden Mads Yde lod Sagvolderne tilsporge: 1. om nogen af dem ved deres Faesteaccord for denne nu sogende Hoveritserskning var frigivne, 2. om de ikke ved, at Herskabet i nogle Aar og for naervaerende Tid holder 2 Taerskere ved orum, som aftaersker aarligenAvlingen, og at de ovrige Bonder til orum derimodbetaler af Plougen aarlig 2 Rdr., 3. paa hvad Grund eller Fundamente de indstaevnte formener sig at skulle vaere fri, da de ovrige Bonder til orum lige saa vel som Sagvolderne forrette deres Omgangstaerskning1 a 2 Dage om Aaret og dog desuden betaler for det ovrige Taerskning som for er meldt? Retten tog da de indstaevntes Svar paa Sporgsmaalene: I. har de forhen forklaret, 2. de ved, at Hosbonden har holdt og holder to Taerskere paa orum, men hvor meget orum ovrige Bonder giver til Taerskepenge, eller om de giver noget, var dem übekendt, 3. de havde ikke anden Grund, end da de ikke var bleven krsevet tilfornog Arbejdet faldt dem staerk, har de ikke forestilletsig saadant skulde betales; de vidste og, at orum Godses ovrige Bonder forretter Omgangstaerskning, men hvor mange Dage var dem übekendt; selv er de gaaet, naar de blev tilsagt. Bad ellers samtlig, at Sagen maatte have Henstand til deres hojgunstige Hosbondes

---

1) Bonden i den til hans egen Halvgaard svarende anden Halvgaard.

Genkomst, da de samtligen vil anholde hos ham om dens mindelige Afhandling, da de formoder, han som en god Hosbonde handler med dem efter Billighed. — S^r Yde fik Anledning til at tilsporge 4. om de indstaevntevil til erklaere sig efterdags at betale for det ovrige Taerskning aarlig af Plougen 2 Rdr., ifald Hosbondenved hans Genkomst vil eftergive dem det til Dato resterende, da det til hans hojgunstige Approbationsaa skal blive indstillet.

19. Marts. Den til i Dag opsatte Sag contra Beboerne
af Handrup blev frafalden af HoyEdle og
Welbr. Hr. Obrist Lieut. Moldrup.

17 6 9 10. J uli. De 9 Maend i Handrup var staevnede,fordi de ikke havde betalt den i deres Faestebreveakkorderede 1 Rdr. Taerskepenge for Hoveritaerskningved orum lig med de andre orum Bonder, men stiltiende, ja paa en lumsk og falsk Maade nu i 5 Aar havde indeholdt samme. De indleverede et skriftligt Indlaeg til Dommeren: Det er usandfaerdige Beskyldninger, vi i Staevnemaalet begegnes med. I Aaret 1763 blev af vores davaerende Hosbonde Oberst Moldrup Handrup By byttet, og hver fik lige Hartkorn at svare af. For den Tid gjorde vi Taerskedage til orum 2 a 3 om Aaret. Foraaret derefter 1764 blev der mellemos gjort Ligning om vores Arbejde og Landgilde og Tiende, hvilken Ligning af vor itsige¹) Hosbonde blev gjort og var saaledes: at hver skulde gore en TrediepartPlovs Arbejde til orum i alt Arbejde, desforudengive i Landgilde aarlig 4 Rdr., og efter 4 Aars Forlob skulde enhver, om de det kunde taale, give til 4 Mark, hvorimod vi herefter skulde nyde vores Tiende som forhen, nemlig 2 Mk. a Td. Hartkorn til hver Tiende. Da vi nu derefter skulde efter den gjorte Ligningmeddeles Faestebreve, befandt vi, at der udi nogle var Condition sc. at enhver skulde svare Taerskepenge til orum aarlig 1 Rdr., og udi nogle, at de skulde svare Taerskepenge til orum efter den Ligning, som derover skulde blive gjort. Og da dette var en af Hosbonden

---

1) nuvserende.

tilsatte Condition, som vi aldrig havde accorderet eller ved den gjorte Ligning om Afgiften blev omtalt, gjorde vi straks Erindring om samme, at det hverken var omtalteller af os nogensinde tilstaaet. Videre Poster var og nogle tilsatte og nogle udeladt af vore Faestebreve, som ved Ligningen ej var omtalt, nemlig at vi skulde give 2 Mk. a Td. Hartkorn til hver Tiende. NB indtil Hosbonden blev tilsinds at forandre Tiendens Ligning over hele Sognet, hvilken sidste Condition som oven meldt ej var i Accorden. Hvad Taerskepengene angaar, som det nu har behaget vores Hosbonde at staevne os for, da er det nu en 5 Aars Tid siden vi bekom vores ny Faestebreve, og siden den Tid har vi aldrig vaeret kraevet for een Skilling til Tserskepenge, det vi heller aldrig havde lovet eller tilstaaet og aldrig nogen Ligningmed os derover gjort, men vi endnu som forhen gor vores saedvanlige Taerskedage, saa mange som af os er forlangt, nemlig 2 a 3 hver om Aaret, saa vi ingen Del tager i den gjorte Beskyldning, at vi paa en lumsk Maade skulde have sogt at indeholde Pengene, dem vi aldrig har vaeret krsevet for eller os i vores Qvittansbogerer skrevet til Rest, naar vi Landgilde haver betalt,men derimod erholdet Qvittering, at vi havde betaltdet vi burde. Og da dette vores Fremforte er saa ren en Sandhed, som vi med en uskadt Samvittighed troster os til at bekraefte, saa haaber vi, den Velvise Dommer forestiller vores gunstige Hosbonde, hvor uskyldig vi med denne Sag paafores og begegnes, og i Forventning, at vores gunstige Hosbonde lader sig dette vores i Enfoldighed fremforte drage til Eftertankeog lader denne mod os anlagte Sag henfalde, har vi den iEre, naest at begsere dette lsest, paaskrevet og protocolleret, med iErb^dighed at henleve (Underskrifter).— De begserede derefter Sagen opsat 14 Dage for imidlertid at tale med deres gunstige Hosbonde, om Sagen ej kunde blive forligt imellem dem.

17. J uli. For Retten fremkom Mads Yde som gav til kende, at Sagen mod de 9 Maend af Handrup for resterende Taerskepenge var udi al Kaerlighed af gjort og forligt.

Modtvillige Tjenere.

Anno 1766 Torsdagen den 15. Februar blev efter Begaering af Birke-Herren Hoy-Edle og Welbr. Hr. Peder Moldrup sat en Extra-Ret paa Westervig Closter af Birkedommer og Skriver Hans Woetmann af oster Ulsted i Overvaerelse af tvende Bisiddere, navnlig GartnerenRasmus Christensen Weje og Ladefogden Peder Junged, begge fra Westervig Closter, for ved Forhor at faa oplyst og vedborlig afstraffet en Hojbemeldte Herres Tjener navnlig Peder Pedersen Ninn, i Tjeneste som Staldkarl paa Westervig, som skal have vist sig ikke alleneste modtvillig at forrette, hvad hannemefter Hosbondens Ordre var befalet, men endog imod Hosbonden selv gentaget sin Benaegtelse og sogt Modvserge, da han for saadan sin Modtvillighed skulde straffes, med mere hans utaalelige og brugte Adfserd, andre til ondt Exenlpel, hvorfor han og ad interim i Westervig Closters civile Arrest blev indsat for at betaemmesit halsstarrige Sind, fra hvilken han uden Baand eller Tvang blev fremstillet for Extra-Retten og forklarede, hvorledes hans Forseelse var tildraget sig, nemlig at i Gaar ved Middagstid sagde Christen Sorensen,som tjener for at baere Ildebrand til Kakelovnene og Fyrstederne, at han efter Hosbondens Ordre skulde spaende for en Vogn og fore nogle Laes Torv op, siden det var saa hart Vejr, hvilket Deponenten sagde nej ikke at ville. Derefter gentog Skriverkarlen S^r Krog samme Hosbondens Ordre, som Deponenten ligeledes besvarede med Nej, hvorpaa Hosbonden selv befalede ham det, dertil han svarede: det troede han ikke, at han skulde vaere Torvedreng, hvorpaa Hosbonden befaledeham, at han straks skulde spaende for og kore Torv op, hvilket han ikke vilde, og derpaa gav Hosbondenham et Par oredask og formanede ham at kore, det han ej vilde. Da tog Hosbonden en Rive og vilde af Skaftet give ham et Par Reek, men Deponenten tog om Skaftet med ham og sagde: han vilde ingen Hug have, derpaa Hosbonden befalede: han skulde saettes i den civile Arrest indtil videre, men Deponentenvilde ikke med gode Villie, forend han tilsidst var

nod til det. Men nu er hans underdanigste og ydmygste Begaering til hans Hojgunstige Hosbonde, at han vil af Naade tilgive og forlade ham denne hans grove Forseelse,som han erkender at have fortjent stor Straf for, da han aldrig, enten i Ord eller Gerning, skal vise sig saaledes imod Hosbonden eller andre, ihvor han maatte komrae i Tjeneste, thi om saa skete, skal han vaere forbunden at lide efter Tugthus-Fundatsens 2. cap. 3 art. og denne Sag og Forseelse at vaere som uafgjort,efter den her foroven af ham selv gjorte Forklaringom hans Forgribelse. Og til en Erkendtlighed for den Forargelse, han viste ved saadant Modtvillighed,betalte han i Retten til de fattige 1 Mark danske og formaadede, hans underdanige og ydmyge Begsering hojgunstigst blev antaget. Hosbonden paa saadan Forestillingog Forbindtlighed vilde da lade ham for denne Gang passere og prove, om han saadan sit Lofte vil efterkomme; hvis ikke, tages reserveret den Straf, som han nu burde undgaelde. Paa den Maade er hans Forseelsefor vaerende Tid tilgivet, og Extra-Retten, siden intet videre var at forrette, ophaevet.

1766 6. Juni. Extra-Ret paa Westervig Closter paa Begaering af Stamherren HoyEdle og Welb. Hr. Peder Moldrup for at holde Forhor over to af hans Bonderkarle og Tjenere, nemlig Brodrene Mikel og Knud Larsen af oster Agger, som da han i Gaar Middag var modt i oster Agger Kaer for at gore en Deling mellem sine Bonder og Tjenere af Taabel og oster Agger paa Engskifter, forgreb sig dels imod Stamherrens Person, dels imod hans Befalinger. — De afbad ydmygelig deres formastelige Overilelse, lovede og forpligtede sig til aldrig mere at vaere opsaetsige, og betale 4 Mark danske til Agger Sogns fattige.

Karen Christensdatter i Oxenbøl.

1768 2 5. April. For Retten modte paa sit HerskabsVegne S^r Mads Yde, som producerede den udtagneStaevning mod Karen Christensdatter, som imod allernaadigst udgangne Forordning i nogen Tid har hensiddet paa egen Haand uden at tage lovlig og aarligTjeneste,

ligTjeneste,og da hun blev tilvaret at tjene hendes Hosbonde Hr. Moldrup, trodsig har naegtet at modtage anviste Tjeneste, da en Tjener dog er pligtig forst at tjene sin Hosbonde fremfor nogen anden, heist naar han behovede hende i sit eget Brod. Men forend Vidnerblev fremkaldt til Vidnesbyrds Aflaeggelse, havde Yde Ordre til at foresporge sig hos Sagvolderinden, om hun ikke endnu vil bekvemme sit stridige Sind til at tage Tjeneste hos hendes Hosbonde, som hende er tilsagt i rette Tid, da han herved som forhen tilbyder hende forsvarlig Kost og Lon, samt om hendes Foraeldreeller nogen af dem skulde blive sengeliggende, da skal nyde en anden Pige i hendes Sted, som de kan vaere tjent med. Karen Christensdatter gav til Gensvar, at hun gerne vilde tage Tjeneste hos hendes Hosbonde, men hendes Foraeldre kunde, fordi hendes Moder var svag, ikke undvaere hende, da de syntest ej at ville have nogen anden.

Derefter fulgte Vidneforselen. Karen Christensdatter, Datter af Husmand Christen Jensen i Oxenbol, havde tidligere haft staendig Tjeneste, men det sidste Aar vaeret hjemme hos Foraeldrene, da hendes Moder, som i flere Aar havde vaeret svag og af og til sengeliggende, var bleven slettere end for, saa hun ikke kunde forrette ret meget indendors, langt rnindre udendors. Ved Juletid var Karen bleven tilvaret at tage Tjeneste hos Herskabet, men hun havde sendt Bud, at hun ikke kunde tjene hendes Hosbonde, da hendes Foraeldre ikke kunde undvaere hende. Videre forklarede Moldrups Staevningsmaend, Chr. Christensen og Jens Hansen af Tygstrup, at de for nu omtrent 3 Uger siden var udsendt fra Herskabet for at tilsige hende, at hun straks eller senest nseste Mandag skulde gaa i Tjeneste i Bubbel, hvortil hun svarede, at siden hendes Fader nu ikke var hjemme, skulde hun nseste Sondag tillige med Faderen komme til Herskabet for at tale med dem derom. Moder og Datter sagde endvidere, at de ikke kunde foje Herskabets Begaering, siden Foraeldrene ej kunde undvaere Datteren. Vidnerne saa og, at Moderen var meget slet, saa hun ej kunde forrette det allermindste.

Retten fremkaldte endnu efter Ydes Begaering et uindstaevnet Vidne Anna Sorensdatter, tjenende paa Westervig, som forklarede, at Karen engang i sidste Vinter var paa Westervig for at tale med Fruen om tilsagte Tjeneste, og da horte Vidnet, at Fruen sagde til Karen den Tid him gik ud af Doren fra Fruen, at hun ikke skulde le saa spotsk, men vogte sig, at hun ej derfor i sin Tid skulde graede, hvortil Karen svarede: »Det bliver vel godt.«

9. Maj. Mads Yde nedlagde Paastand: at Karen Christendatter for sit genstridige Forhold bor ifolge Tugthus-Fundatsen og videre allernaadigst udgangne Forordninger om Kvindekonnet, som soger at hensidde paa deres egen Haand som Indsiddere, at hendommes til Tugthuset paa V2 Aar og betale de paa denne Sag gaaende Omkostninger samt at erstatte de paa hendes Henbringelse anvendende Omkostninger eller i dessen Mangel derfor tillige at bode paa Kroppen. Og dermed indlod han Sagen til Doms.

25. Maj. Dora afsagt saalydende: Hoysedle og Welb. Hr. Peder Moldrup til Westervig Closter haver ved Staevnemaal til den 25de April sidst lovlig ladet indstaevneKaren Christensdatter i Oxenbol som en modtvilligog ulydig Tjener, der ikke haver villet antage efter een og anden Gangs Tilvarsel aarlig Tjeneste entenpaa Hr. Stamherrens Gods eller hos ham selv, da hendes Fader ikkun er en Husmand, som ikke behoverat holde Tjenestefolk, som det og under Tingsacten er oplyst, at hun ikke heller havde fast aarlig Tjenestehos Foraeldrene. Til bemeldte 25. April haver hoybemeldteHr. Moldrup ved Vidnerne Chr. Christensen og Jens Hansen oplyst lovlig at have tilvaret SagvolderindenKaren Christensdatter at indfinde sig i den hende forhen tilsagte Tjeneste, hvortil hun i Medhold af Vidnerne har svaret, at hun ikke kunde foje Hosbondeni saadan Tilsagen og Begaering. Endvidere ved Vidnet Anna Sorensdatter bevist, at Sagvolderinden sidst afvigte Vinter har vaeret tilsagt Tjeneste, og at hun med spodsk Latter og kort Svar har vaegret at antage tilbudne Tjeneste (?). Derimod haver Sagvolderindenintet paa sin Side oplyst eller bevist gyldige

Aarsager til saadan Naegtelse af anviste Tjeneste, uden allene angivet for Retten, at hendes Foraeldre ikkun haver et Hussted, hvortil Tjenestefolk ikke behover at holdes, og med de forte Vidner oplyst, at hun ikke heller haver vseret i aarlig Tjeneste hos Foraeldrene. Thi kendes da udi denne Sag for Ret, at Hoysedle og Welbaarne Hr. Stamherre Peder Moldrup til WestervigCloster og orum lader endnu lovlig ved tvende Msend anvise imod tilborlig Kost og Lon paa WestervigGods aarlig Tjeneste for Karen Christensdatter af Oxenbol, og hvis hun da endnu skulde findes uvillig strax Tjeneste at antage, hendommes hun ifolge Hans Mayestetts allernaadigst udgangne Forordninger, som udtrykkeligen forbyder, at Qvinde Kionnet ikke paa deres egen Haand maa hensidde, samt Tugthus Fundatseni 2. cap. 3. art., at arbejde i Viborg Tugthus i 3 Uger, saint at betale i denne Processes Omkostning 2. Rd. 4 Mk. eller i Mangel af straxen Betaling da saavelderfor som for hendes Indbringelses Omkostninger at arbejde i Viborg Tugthus, indtil samme Omkostningervorder afgjort. Men skulde hun vaere villig til strax at antage endnu anvisende Tjeneste efter denne Doms forste Formelding, bor hun Karen Christensdatter for denne Dom og videre Tiltale desangaaende fri at vaere.

Denne Dom tor vel trods Formildelsen siges at vaere en haardhaendet Anvendelse af en Forordning, som sserlig tog Sigte paa »saadanne Quindespersoner, som i Stedet for at antage stadig Tjeneste hellere ville hensidde paa egen Haand under Foregivende at ernsere sig af Syning, Spinden, Vaeven og saadanne Ting, men som oftest udi Lediggang og paa anden ulovlig Maade soge at skaffe sig Ophold«. Og man maa give Karens Moder Ret, naar »hun syntes, at det var ondt, at de efter at have opfodt en Flok Born ikke maatte beholde en af dem til Hjaelp, naar de det behovede«.

Men Naadigfruen havde faaet Haevn over den trodsige

Westervig Bøndernes Klage 1769.

1768 oprettedes et Generallandvsesenskollegium til
Landvaesenets Fremme og Forbedring af Bondernes

Kaar. Et Resultat af Kollegiets Virksomhed var Forordningenaf 6. Maj 1769, soin afskaffede det übestemteHoveri, hver Hoveribonde skulde inden Aar og Dag af Hosbonden forsynes med et Hoverireglement, hvori alt Arbejde fastsattes til visse Dage ugentlig, som ikke uden Bondens Samtykke maatte overskrides.Denne Forordning fremkaldte en levende Bevsegelseblandt Bonderne, ogsaa paa Westervig Gods, da den vakte Haab om, at Regeringen nu vilde antage sig Bondernes Sag og lette deres Byrder. Men det blev en Skuffelse. Det var Godsejeren selv, som skulde udfserdigeHoverireglementerne, og det Haab, Forordningen udtalte, at han ej vilde foroge Bondens Byrder ved, at der her overlodes ham Frihed til at bestemme Hoveriet,men lette hans Byrde, hvor den var for tung, blev i det hele ikke opfyldt. Da Moldrups Bonder havde faaet Vished for, at de ingen Lettelse kunde vente, enedes de om at henvende sig til Landvsesenskollegiet:

Hoysedle og Hoyvelbaarne Herrer, Prseses og Deputerede
udi det til Landvaesenets Forbedring i Danmark
allernaadigst oprettede General-Landvsesens Collegium!

Vi underskrevne fattige Bonder, alle af Westervig Sogn og Westervigtjenere, var efter Begsering af vores Hosbonde velbyrdige Hr. Peder Moldrup til Westervig Closter og orum Slot den 13. og 14. November sidst afvigte modt hos ham for at gore Accord med ham om vores Hoveri i Anledning af den allernaadigste Forordning af 6te Maj 1769 angaaende Hoveriet i Danmark,ogda vi ventede efter den allernaadigste ForordningsIndholdat faa nogen Lindring eller Forlettelseivores Hoveri, som for os er altfor streng og utaalelig, da svarede han os, at der i ingen Dele kunde blive nogen Forlettelse for os, og der vi ingen Forlettelsekundefaa, saa syntes vi ikke heller at kunne accordere. Detsaarsag ville vi underdanigst bonfalde de Hoye Herrer, at de ville vsere os fattige Bonder behjselpeligeogudvirke det saa hos vores allernaadigste Konge og Herre, at os maatte ske Forlettelse i vores strenge og svare Hoveri, som er os ganske utaalelig.

Alt Arbejdet til Gaarden forretter vi baade paa Ager og Eng, al Ildebrand, som forlanges og behoves til Gaarden, besorger vi, og derforuden mange Dages Koringer og Gangdage, som vi jaevnlig gorer, der er vel Tid efter anden noget af Gaardens Udmark eller saakaldet Havreland bortlejet til nogle af os, som vil kunne have Navn af Lettelse, men derimod maa vi aarlig bryde og dyrke en Del af et Stykke Lyngjord, som ikke i de sidste halvhundrede Aar har vseret dyrket,menvi tilforn¹) maa gode dette med Ler²), den meget store Stykke Jord, som ikke ret har Navn eller kaldes Vang som andre Gaardmarker, hvilke vi ogsaa driver, og blev kort for ovenmeldte Hosbonde tog Gaardenmangegamle Veje og mange Knoller og Knakker opdyrket og tilforn ligeledes godet med Ler, og samme efter Skonsomhed aldrig tilforn dyrket og fureskaar, og tilforn ligeledes godet med Ler, og nu er der for en 20 Aar siden oprettet en Teglovn hos os, hvortil vi aarlig maa bjerge over 200 Lses Skortorv, og foruden Gangarbejde med Leropkastelse maa vi ofte kore DagkoringmedTeglsten, som han bortsaelger, hvilket sker saavel i Bygsaeden og i Host som andre Tider, og forudendettestrenge Hoveri, som vi gor, maa vi alle give Landgilde, som er mestendels 5 eller 6 Mk. af hver Tonde Hartkorn ongefaer, derforuden betale Taerskepenge;Tiendernehar vi tilforn haft for 2 Mk. Tonden i hver Tiende, men nu er det en svar Del dyrere, thi vi giver mestendels 3 Skp. Byg eller 2 Skp. Rug i hver Tiende aarlig, hvilket vi synes at vaere os for hart, og kunde der herudi ske nogen Forlettelse, onskede vi det gerne, og ihvor meget vi nu end giver i Skaeppen, saa giver vi dog hellere det end i Kserven, thi Foeringen³) kan vi nodig miste fra vores Creature, og Tiden om Hosten er mange Gange vanskelig for at indbjerge vores eget, gav vi Tiende paa Kserven, vilde det blive vaerre for os⁴). Vor Hosbonde har uafbedet

---

1) forst.

2) o: Mergel.

3) Foderet.

4) da de saa maatte lade Kornet blive staaende paa Marken, indtil Tienden var taget.

vores Jord i Byerne her i Sognet delt saaledes, at hver Gaard i en By er lige stor i Jord og Hartkorn, men vores Jord blev derved i en storre Blendering og mere indviklet med hinanden og i storre Uorden, og vi maatte gore Accord paa ny baade om Tiende, LandgildeogArbejde.

Dette foranforte og omtalte kan vi underskrevne med Sandfserdighed tilstaa, og har vores Hosbonde anderledes skrevet vores Hoveri, Landgilde, Tiende og andre Afgifter angaaende, da er det os uvedkommende.

Westervig Sogn d. 25. November 1769.

(74 Underskrifter.)

Klagen naaede imidlertid ikke sit Bestemmelsessted. Sogneprsesten i Hvidbjerg vesten Aa Magister Humble, som med varm Interesse omfattede Bondernes Sag, rejste tillige med en af Underskriverne, Soren Larsen af Skaarup, til Viborg med Klagen, men da det kom til Stykket, vovede ingen af dem at afsende den, heller ikke paa Hjemvejen i Skive. Magisteren lovede saa at sende den afsted, naar han kom hjem; dette skete dog ikke, men han synes at have ladet Bonderne blive i den Tro, at den var afsendt.

Bondernes Haab om Stotte fra Regeringens Side tilintetgjordesved det kgl. Reskript til Amtmanden af 22. December 1769: Christian VII etc. Som vi ugerne havererfaret hvorledes endel Bonder eller maaske deresildesindede Raadgivere vrangelig har fortolket voresallernaadigste Forordning af 6. Maj d. A. og deraf taget Anledning til at vise Modvillighed og Opsaetsighed,naar deres Foresatte dem noget Arbejde har anbefaleteller paalagt, Saa paa det deslige utilborlig og skadelig Uorden kunde blive hemmet og for Fremtidenforebygget, ville vi allernaadigst, at du udi de dig anbefalede Amter¹) skal tilkendegive dem, som i ovenanforteForseelse haver gjort eller herefter kunde gore sig skyldige, at det aldeles ikke var vores allernaadigsteojemaerke eller Hensigt at fritage Bonderne fra det saedvanlige og til Hovedgaardenes Drift nodvendigeHoveri,

---

1) orum, Westervig og Dueholm Amter.

digeHoveri,men at samme alene sigter til at bestemmeden Tid, som til saadant Arbejde kunde vsere fornoden,og at det derfor nu lige saa vel som forhen er deres Pligt at efterkomme de Befalinger, som af deres Hosbonde eller ovrighed i saa Fald maatte gives, indtilde anbefalede Hoveri-Reglementer naermere kunde underrette dem om, hvor megen Tid de jgevnligen derpaaskulle anvende. Da det ogsaa er vores alvorlige Villie, at Roligheden iblandt Bonderne skulde paa det nojeste haandhaeves, saa maatte De forkynde dem, at de i al Stilhed og uden mindste Tegn til Modvillighed,Opssettelse eller Mytteri have at efterkomme alle dem imod deres Foresatte paaliggende Pligter under Straf at vorde paa det strengeste derfor anset, i Fald de imod saadan vores allernaadigste Befaling skulde formaste sig at handle. Og ville vi da tillige i Folge heraf, at dersom nogle af Bonderne i de dig anbetroede Amter skulde vise sig vores Anordning og Befaling overhorige, du da paa det allerskarpeste skulde undersogeog lade inqvirere efter dem, som dertil haver forst og fornemmelig givet Anledning, paa det du saadanne Ildesindede efter Lovens og Forordningernes yderste Strenghed kunde lade tiltale og af straf fe.

Imidlertid kom Klagen til Herskabets Kundskab. Skraedder Jorgen Jensen i Vesterby, som havde fort den i Pennen, fik Samvittighedsnag, da Sognepraesten Provst Winding med Guds Ord i Praediken, i Skriftestolen og ved alle Lejligheder formanede dem til i Stilhed og Ro at forrette deres Hoveri uden Klage og vaere deres hoje Herskab horige og lydige. Jorgen Jensen aabenbarede da Sagen for Herskabet og bad ydmygt om Tilgivelse for sin Brode.

Bondernes besindige og maadeholdne Klage blev nu stemplet som »Modtvillighed og Opror, ugrundedeog übefojede Besvaeringer, grove, skammelige og naergaaende Beskyldninger mod Herskabet«. Det ser virkelig ud til, at Moldrup har fundet Situationen saa faretruende, at den krsevede ekstra Forholdsregler til Roens Genoprettelse. I Marts 1770 blev Knud Hee, en afskediget Degn, som havde slaaet sig paa Prokuratorvsesenet,hentet fra Nykobing og installeret paa Westervig,hvor

stervig,hvorhan forblev et Aars Tid. Han blev snart med god Grund frygtet og hadet af Bonderne. EtatsraadMoldrup kunde nu umulig tro, at hans ksere tro Bonder og villige Tjenere, som han stedse havde bevist Mildhed og Godhed, kunde vsere Autores eller Begynderetil Klagen, men disse enfoldige og lettroende Menneskermaatte dertil vaere tilskyndede og ophidsede, og han var overbevist om, at den, der havde ophidset dem og skrevet Klagen for dem, maatte vsere Mag. Humble — hvem han ogsaa havde et godt oje til, fordi han ved Lejlighed sagde baade ham og Birkedommer Hoyer sviende Sandheder om deres Behandling af Bonderne.Og nu havde man i Reskriptet af 22. Decbr. faaet et farligt Vaaben mod den ildesindede Urostifter. Han blev derfor forfulgt baade ved Birkeretten, Provsteretog Herredsretten, indtil det endelig omsider i 1772 lykkedes at faa ham idomt en Bode som den, »under hvis Anforsel og Befordring¹) disse til BondernesOpror og Modtvillighed anbragte Klager var forfattedetil Herskabets Skade og dets Bonders Foruroligelse«.I Virkeligheden havde han ingen anden Del i Klagen, end at han, da Bonderne spurgte ham, om han mente, det kunde nytte at indgive Klage, svarede, at de nok kunde skrive, naar de tog i Agt ikke at skrive mere, end hvad der var Sandhed og de kunde svare til²) — Landvaesenskollegiet havde jo selv offentlig opfordretogsaa Bonderne til at fremkomme med Henvendelserog Oplysninger om deres Forhold.

---

1) sigter til den foran omtalte Viborgrejse.

2) Aktors vidtloftige Deduktionsindlaeg var da ogsaa kun Suppe paa en Polsepind, men ganske vist en kraftig krydret Suppe. Her er en Mundfuld: »Grusomt at laese: her anforer en Prasst Jesu livsalige Ord til Peder, alene for ved en vrang Omdrejning at misbruge dem. Mon saadant for er hort af nogen retsindig Prsest, og mon saadan Guds Ords Misbrug ikke ifolge de guddommelige Love fortjener at afstraffes, men Rsedsel overfalder mig, jeg maa lade min Pen herover standse af Rsedsel og med inderlig Rorelse henvende mine bedrovede Tanker fra dette skaendige Sted i Magisterens Indlseg; gid saadan et Skrift aldrig moder for Dommers ojne, og jeg aldrig maa se dets Lige!«

Halsjern og Tugthus.

»Ach hvad skete ikke med den fattige Aggerbo Joseph Winther af Ron paa lste Pinsedag, mon han ikke blev sat i Gabestokken paa Westervig Kirkegaard, hvad havde han syndet, mon det var andet end at tage nogle Vildfugle-iEg i den vilde Limfjord?« (Mag. Humble i et Indlaeg til Birkeretten 1770.)

1770 23. April. (Retten i Hoyers Forfald betjent af Knud Hee.) Poul Christensen af Sonder Aalum erklaerede, at han efter sit Faestebrev vilde gore Hoveri til' Gaarden og andet Arbejde, Rejser og Lob lige med sine Medtjenere, men han vilde ikke gore Havarbejde¹), og saaledes endog for Hans Maj.s Ret overbeviste sig selv hans forhen beviste Opsaetsighed og vil foreskrive hans hojVelbaarne Herskab hvad han vil lade og gore. — For sin Opsaetsighed og Trodsighed hendomtes han til Rettelse og Forbedring at arbejde i Viborg Tugthus i 8 Uger. (Mag. Humble hentyder i ovennaevnte Indlaeg til denne Sag og tilfojer: »og hvorledes er der handlet med denne arme Aggerbo d. 18. Juli sidstforleden, mon han da ikke blev grebet for at skulle i Tugthuset, men maatte soge til Stiftets hoje ovrighed, og hvorledes er det dets uagtet tilgaaet?«)

Søren Andersen Rodenberg.

1771 8. April. Soren Andersen var staevnet for Retten for den slette Omgang han til Herskabets store Skade og hans Fsestegaard Rodenberg til storste Ruin har forovet saavel ved de fornodne Plovbsesters Ombyttelse, Arbejdsredskabers Forringelse og Forrykkelse, med videre hans ulovlige og uforsvarlige Forhold med Gaardens Inventarium, torsken og utorsken Korns Udforelse af Gaarden, der er saa godt soni udplyndret, hvorfor Etatsraad Moldrup andre ligesindede til Eksempel vilde forhverve Dom over ham.

Prokurator Hee fra Westervig fremlagde en Vurderingsforretning,efter

---

1) Bjergningsarbejde. Moldrup plejede at have Akkord med Skippere, hvis Skibe var strandede paa Kysten, om Bjergning af Lasten.

deringsforretning,efterhvilken Soren Andersen blev Herskabet 69 Rd. 5 Mk. 9 Sk. skyldig. Soren Andersenerklserede sig fornojet med Vurderingen. Hee tilbodpaa Herskabets Vegne, at naar han i Stedet for de 69 Rdr. vilde betale 30 Rdr. og denne Processes Omkostning samt tilstaa sin Forseelse og i Mangel af strax Betaling stille sikker Caution, vilde Sagen blive frafalden. Soren Andersen erklserede, at det var umuligtfor ham at betale de 30 Rdr. og langt mindre at stille Caution derfor, men indskod sig under sit gunstigeHerskabs bevaagne Medfart.

22. April afsagt Dom: Fgesteren af en Gaard i Rodenberg Soren Andersen bor have sit Fseste forbrudt, den fremlagte Seqvestrationsforretning confirmeres, at Herskabet derefter nyder hvis som er seqvestreret og vurderet. Det ovrige resterende samt denne Processes Omkostning 2 Rdr., ialt 71 Rd. 5 Mk. 9 Sk., haver Soren Andersen at betale inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, og i Mangel af Betaling bor han at arbejde i Viborg Tugthus, indtil saavel dette som hans Forsendelses Omkostning didhen vorder aftjent. —

Aaret efter indgav Soren Rodenberg Klage til Kon
gen:

Stormsegtigste Monark, allernaadigste Konge og Herre! Jeg fattige Undersaat af Westervig Gods i Thye Land er bleven staevnet og anfaldet med Proces af min Husbonde Etatz Raad Moldrup paa Westervig, fordi Hosbonden vilde have mig ud af min Gaard og vilde have sin egen Kusk og Pige deri igen, som nu bor deri. Saa har Hosbonde taget Dom over mig 1771 udgiven fra Birkefoged Lauritz Hoyer til Faestes Forbrydelse og domt mig til Tugthuset, som er almindelig, hvor Hr. Herredsfoged Hoyer er Dommer.

Min naadigste Konge! Da jeg i Aaret 1761 faestede Gaarden Rodenberg, da var Husene gammel og forfaldne,saa jeg kan bevidne, at jeg har bygget Husene op og de ved min Aftraedelse nu findes i god Stand, saa det kostede mig iEdekorn, Saedekorn, Tommer- Reparation og alt over 200 Rdr., jeg arme Mand tildelsmaatte

delsmaattesaette mig i Gaeld for, det er mig intet godtgjort. Vel gav jeg ej Indfaestningspenge, men jeg betalte den dog dyre nok, thi der var mig tilfalden 28 Rdr. i Arvepart, som blev fort til Westervig, og jeg fik aldrig Hvid eller Skilling, og nu sidstafvigte Majdag maatte jeg gaa fra Hus og Hjem med Kone og Born, da tog min Hosbond til Besaetning 5 Baester, 2 Koer, 2 treaars Ungnoder, de tog en god beslagen Vogn; efter min Kones Fader var mig og Soskende tilfalden Arvepart, der af Staerboen blev udtagen og opbaaren til Westervig Closter, derforuden blev solgt paa Auctionen for 120 Rdr., men jeg fik ej 1 Skilling.

Allernaadigste Konge! Jeg var Hosbonden ikke mere skyldig end som et Aars Landgilde, som var 5 Rd. 2 Mk., hvorpaa jeg har betalt 15 Mk., og derforuden var jeg skyldig Kongelige Skatter ej mer end 2 Rdr., dette beviser min hosfolgende Qvittansbog, ikke des mindre saa skriver Fuldmsegtigen paa sin Hosbondes Vegne paa Regning 69 Rdr., da jeg skal ved faste Vidner bevise, at min Gaard var i fuldkommen forsvarlig

Min allernaadigste Konge! Min med fleres Armod kommer af, at nuvserende Ejer Hr. Etatz Raad Moldrup har i sin Tid paalagt storre og flere Byrder end forhen har vasret, tilforn havde vi Tienderne lettere, jeg skulde have haft Tienderne for 2 Rd. 2 Mk. 8 Sk. for hver Td. Hartkorn efter hosfolgende Faestebrevs Bevis No. 1, men denne Hosbonde har sat paa, saa jeg i Stedet for maatte give 3 Skp. Rug og 4 Skp. Byg aarlig, der i det allermindste er 8 eller 10 Rdr. aarlig, her er Aarsagen til vor Armod, thi naar saaledes Kornet var aftorsken og fort til Hosbonden, saa haver vi intet til at aede, langt mindre til Saeden, og derved forarmes vi, som bevises ved hosfolgende Accord-Seddel No. 2.

Allernaadigste Konge! er det forsvarlig, at min Hosbonde ej har betrygget mig med anden Faestebrev end som denne vedhaeftede Lon-Seddel, hvorved baade Deres Mayett.s Stempelpapirs Intrader besviges, og en Hosbonde kan gore yed hans Bonde hvad han vil.

Allernaadigste Konge! da jeg er en fattig Mand,

bragt fra Hus og Hjem og saaledes betaget alt hvad jeg ejede, og saaledes i en bitter Armod, bonfalder jeg om, at Deres Mayestett vil befale Amtmanden at udfordre fra Herreds- og Birkefogden Lauritz Hoyer den fornaermelige over mig holdende Dom, og at mig maatte forundes Bennifictiom Poupertatis¹) imod denne mig handlede, da jeg endelig maatte laane 20 Rdr. og give min Hosbonde for at undgaa Execution, som hoshaeftede Optegnelse No. 3 udviser.

Allernaadigste Konge, gor det med Deres Mayett* Beskaermelse, at min Hosbonde ej maa gore mig ondt derfor, at jeg har andraget min Nod for Deres Mayett., om naadig Bonhorelse sukker Deres underdanigste Arve-Undersaat og Forbeder

Soren Andersen

Westervig Sogn d. 9. April 1772.

Klagen var paategnet af Thomas Brogaard af Thisted og 3 andre Maend, som attesterede og tilstod, at dens Indhold var uforanderlig Sandhed. I den Anledning blev der efter Cancelliets Ordre af 4. Juli indledet en Undersogelse mod Thomas Brogaard ved Thisted Byting. Til Afbetjening ved denne Sag lod Etatsraad Moldrup ved Herredstinget optage et Tingsvidne den 20. August: Saasom Soren Rodenberg i sin Forklaring om hans vrangelige og ganske usandene Klages Forfatning²) har vaeret ganske vaklende og snart derom givet en Oplysning og snart en anden, saa finder hoybemeldte Etatsraad sig befojet derorn ved Retten at soge naermere Oplyselse.

I denne Tingsvidnesag indleverede Soren Rodenberg et skriftligt Indlaeg til Retten: I den til i Dag mig indstaevnedeSag har min Tilstaaelse for Kongens Ret i Thisted den 1. Aug. sidstleden vaeret Ord til andet saalydende: »Soren Andersen Rodenberg fremstod for Retten og erklaerede samt i alle Maader tilstod, at han selv havde ombedet de fire Maend, som underskrev Memorialen, at mode ham i Hvidberg Praestegaard, og

---

1) beneficium paupertatis, fri Proces.

2) Forfattelse, Affattelse.

det var aftalt, at de skulde komme eenviis, han selv havde ombedet Th. Brogaard at skrive den forstaevnte Supliqve og Klage for sig og selv dikteret og tilsagt ham hvert Ord, selv leveret de med Klagen fulgte Dokumenter,og efter at Memorialen var skreven blev den af ham saavel som de fire Msend underskreven, og skete alt dette udi et Sengekammer i Praestegaarden.« Denne min sande Forklaring vedbliver jeg nu og fremdeles,hvilket jeg her for Retten erklserer og ellers modsigerog frafalder, hvad som af mig paa Westervig sidstleden enten i Herredsfoged Hoyers, min Hosbondeseller andres Nasrvaerelse kan vaere talt, da sligt af mig er sket af Frygt for bemeldte Personer, da jeg for ikke at kastes i Arrest, hades eller mishandles saa mig tvungen imod min Samvittighed at snakke dem efter Munden, og saaledes frivillig uforanderlig modsigerdet Vidnesbyrd, som Klein og Pretzmann paa Thisted Byting d. 1. Aug. skal have bevundet for at gavne deres Hosbonde Etatsraad Moldrup, og saaledes frifinder jeg Th. Brogaard og enhver for de forstsevnte Sigtelser.

Trankier, Westervig Sogn, d. 20. Aug. 1772.

Soren Andersen Royenberg.

Soren Rodenberg undgik ikke den Medfart, han havde frygtet. For at sikre sig hans Person lod Moldrupham i Marts 1773 gribe og indsaette i Westervig Closters civile Arrest og rejste paa ny Sag imod ham. Etatsraadens kaerlige Hjertelav imod ham ommedes ved at lade ham afstraffe efter Fortjeneste, derfor havde han saa lang Tid ladet den ham overgaaede Tugthusdom henligge uexeqveret i Vente, at han skulde have forbedret sin Opforsel. Men i dets Sted havde han d. 9. April 1772 til Hans Majestset indsendt en hel skammelig Klage med de groveste og usandfserdigste Beskyldninger mod Etatsraaden, og nu har han staaet Forsset med at ville rejse bort fra Hosbondens Gods uden hans Tilladelse under adskillige Foregivender, som ikke kunne have Hensigt til andet end Opror blandt hojbemeldte Citantens ovrige Bonder og Tjenere.For

nere.Forsaadant hans skammelige og dumdristige Forhold vilde Etatsraaden nu soge ham vedborlig afstraffetved Confirmation og Skaerpelse af den d. 22. April 1771 afsagte Dom.

22. Marts. Paa Ridefogden S^r Kleins Sporgsmaal, om han frivillig vilde tilstaa sin foresatte Bortrejse, og hvor han da agtede sig hen, svarede Soren Rodenberg, at han ikke havde agtet sig nogensteds at henrejse. Klein maatte af hans Svar erf are, hvorledes han endnu fremturer i sin Ondskab og Haardnakkethed ved at naegte det, som var enhver bekendt og nu skulde overbevises ham ved Vidner. — De modte Vidner kunde imidlertid kun bevidne, at de havde hort sige af andre, at han agtede at bortrejse til Kobenhavn, og at han havde kongelig Tilladelse til at haeve Penge til Rej sen paa Amtstuen. — Klein fremlagde derefter Kopi af hans Klage, hans Faestebrev paa behorig stemplet Papir samt hans Kvittering af 10. Decbr. 1766 for hans Kones Arv efter sin Fader 6 Rd. 1 Mk. 11 Sk. Soren Andersen blev nu sat paa fri Fod, efter at han havde stillet to skikkelige Maend som Caution og Borgen for hans Tilstedeblivelse til Sagens Endskab og Dom. Han begaerede saa 14 Dages Udsaettelse til Oplysning. Klein onskede ham Lykke dertil, men frygtede, at hans bedste Raadgiver var for langt borte.¹)

5. April. Soren Andersen var ikke modt. Klein paastod den tidligere Dom over ham confirmeret og fornyet, og da han har vist sig saa dumdristig for Hans Majestaet at andrage saadanne grove og übevislige Beskyldninger, som hans Klage udviser, og som nu er bevist i eet og alt at vsere de storste Usandheder, saa paastod Klein ham idomt til at arbejde i Viborg Tugthus 1 Aar samt betale denne Processes Omkostninger med 3 Rdl. Sagen blev derefter optagen til Doms.

Dommen findes ikke, muligvis er Grunden, at der
ikke er bleven afsagt nogen Dom.

---

1) Mag. Humble var i 1772 bleven forflyttet til onslev paa Falster.

Det unge Mandskab.

»Herved efterlyses 3de Sondage efter hinanden ifolge Forordnings allernaadigste Bydende af 9. December 1735 paa Prsedikestolene i Westervig og Agger Kirke efter tvende mig tilhorende¹) Reserve-Mandskab navnlig Niels Christensen og Soren Sorensen, begge af Trankiaer By her i Sognet, som ulovlig Natten mellem den 9de og lOde August sidstleden af min Tjeneste her paa Gaarden er bortromt. Thi advares alle forekommende, at de ikke huser eller haeler disse tvende bortromte Personer, men derimod strax melder mig, hvor de er at finde, om og naar derom Oplysning haves. Og lover jeg for vis Underretning derom at give den, som det tilmelder, Een Rixdaler i Douceur for hver, og kan nogen skaffe mig dem begge eller een af dem tilstede igen, skal den, som viser mig denne Troskab, faa 10 Rdr. for Stykket. Isser formanes de undvigtes Forseldre, Slsegt og Venner at skaffe de bortromte tilstede igen, med mindre de ville undgselde ifolge Loven.

Westervig Closter den lite Aug. 1776.

Peder Moldrup.«

Ved Retten blev de to Romningsmaend efterlyst 3 Tingdage i Oktober og af Retten paaraabt, om nogen kunde give Oplysning om dem, men ingen meldte sig. — Selv naar der som her lokkedes med en Belonning, vilde ingen vaere Angiver. I den Henseende var der et übrodeligt Sammenhold mellem Bondeme.

Under en af de ikke usaedvanlige Processer om, hvis Gods en omstridt Bondekarl skulde tilhore, blev Jens Nielsen af Torp paa Herredstinget d. 15. Juli 1773 spurgt, om Etatsraad Moldrup ikke havde solgt ham og Born med hans i Fseste havende Sted til S^r orsnes paa Helligkildegaard? Svar: For nogle Aar siden blev Vidnet tilligemed Born solgt fra Westervig til Helligkildegaard.Om ikke hans Son Niels Jensen var derunderindbegreben? Svar: Det blev Vidnet bekendtgjort,at hans Son Niels Jensen og var kobt af orsnes.

---

1) Udhaevet her, ligesaa de l'olgende Udhsevelser.

Som Bevis blev i Retten fremlagt Skode fra Etats- Raad Moldrup til S^r orsnes af 25. Juli 1768 paa Jens Nielsens Sted i Torp med mere Jordegods paa Thyholm,hvorudi Jens Nielsens 4 Born alle ere navngivne at skulle tilhore S^r orsnes, lyder:

Peder Moldrup til Westervig Closter og orum kiendes og herved vitterlig gior, at ieg haver solgt, saa og med dette mit Skiode fra mig og mine Arvinger Sselger Skioder og aldeles afhsender fra mig og mine Arvinger til Hr. Christian Nielsen orsnis til Helligkildegaard paa Thyeholm Endeel mig tilhorende Jordegods i Refs Herred Thye Land, som herefter folger, i Refs Bye 1. Peder Hoyriis, Hartkorn 6 Tr 5 skp, svarer Landgilde Aarlig 10 Rdr, medfolger Mandskab 1 hans Stif Son Anders, 1 Son Peder, 1 Dito Jens, 1 Dito Niels. 2. Christen Nielsen, Hartkorn 6 tr 2 skp 2 f, Landgilde 10 Rdr., med Mandskab 1 Son Nicholai, 1 Dito Samuel, 1 Dito Niels. 3. Peder Mortensen, 2 Tr 6 skp 2 f 2 alb og et Huus sted 1 alb, Landgilde 6 Rdr. 4. Jens Thingstrup, 3 Tr 3 skp 3 f 2 alb, Landgilde 5 Rdr. 5. Knudsgaard, Mads Willadsen, 3 tr 5 skp 3 f V2 alb, Landgilde 6 Rdr. 6. Jens Nielsen, 3 Tr 5 skp 3 fk V2V₂ alb, Landgilde 6 Rdr., medfolger Mandskab I Son Niels, 1 Dito Peder, 1 Dito Niels og 1 Dito Christen. 7. Mads Biorendalls Sted i Jestrup, I td I fk, Landgilde 4 Rdr., og 8. Peder Tserchildsen i Kaaberoe, Hartkorn 1 td 2 alb, i alt 28 tonder 6 skp. 2 alb . . . . og haver forbemeldte Hr. Christian orsnis Reedelig og Rigtig mig derfore betalt den accorderede Kiobe Summa 2036 Rixdaler etc.

Tangmarken.

1783 29. September. Samtlige Westervig Closters76 hoverigorende Bonder var indstaevnede til Dom, fordi de i mange Maader havde vist sig genstridigeog ikke havde villet forrette deres pligtige Hoveriarbejde,isaer den saakaldte Tangmarks Plojning og Godning med Ler eller Mergel. Retten fremkaldte de indstsevnede Bonder, som erklaerede, at de ingenlunde vilde sige nej ikke at gore det Leragningsarbejde til

og udi Tangmarken, som var lagt til Grund for denne Sag, men det faldt dem umuligt at gore det, uden at de derved i Bund og Grund skulde odelsegges, thi de fieste af dem havde ikke saa tilstraekkelig staerke Vogne, som til saadan Korsel udfordredes, ej heller kunde de holde Folk dertil, og allermest besvaergede¹) de sig over, at denne nu forstaevnte Leragning paa Tangmarkens Jord bliver fordret at godes, dyrkes og hjemfores til en anden Bondegaard paa Godset²), thi var det til Hovedgaarden selv, saadan Godskning blev fordret, vidste de, at det uimodsigelig skulde forrettes, ihvad de derved skulde lide og udstaa.

Retten paaraabte de indstaevnede Vidner, Jens Ladefoged, Peder Ladefoged samt Christen Spails og Knud Kiergaard, alle paa Westervig, som paa Fuldmsegtig, Forvalter Hiardemaals Sporgsmaal svarede, at de vidste, at Tangmark var Westervig Closters Hovedgaards Ejendom, og at den tilforn er dyrket og drevet til Kornsaed ved Westervig Hoveribonder, — at samtlige Westervig Hoveribonder i Gaar 14 Dage ved Kirkestaevne blev tilvarede at mode i Tangmark for at bytte og skifte imellem sig en 10 a 12 Tonder Havresaede, som udi dette Efteraar skulde godes med Ler, men der modte ingen af Bonderne efter saadan Tilvarsel uden alene Poul Nielsen i Adbol, som ikke kunde ud^ bytte alene, da de andre ikke var tilstede, og da Bonderne siden af Jens Ladefoged blev tiltalt derom, svarede de hverken Ja eller Nej, — og at Hr. Kammerherre Moldrup i denne Sommer for egen Regning har holdt tvende Soldater til at opkaste Leret, hvormed Tangmarken skulde godes, medens tilforn Bonderne selv opkastede Leret af Graven og laessede det. — Sagen blev udsat for at Bonderne kunde forhandle i Mindelighed med Herskabet.

3. November blev fremlagt et Anbud fra KammerherreMoldrup til Lettelse i Godsets Hoveri-Reglement af 21. Juli 1774: 1. Mergel- eller Lerkastning og godningbetraeffende skal samtlige 28 Plove aarlig ved

---

1) besvserede.

2) Bubbel.

St. Hansdagstid eller i det seneste mellem H0- og Korn- Slaet gode i Tangmark syv Skifter med Ler paa 10 a 12 Tonder Havresaed og til Lerets Opkastelse kun een Dags Kastning af Ploven. Af de ovrige Westervig HovedgaardsJorder godes aarlig fjorten Skifter, naar Leret findes i Faldet eller i Naerheden, eller ikkun syv Skifter, naar Leret kan faas ved Oxenbol Aa, men skal det hentes laengere borte, da kun fire Skifter. Til dette Lers Opkastning leverer hver af de 28 Plove tvende Karle aarlig, er i alt 56 Gangdage foruden de naevnte 28 Dage til Tangmark. 2. Til Teglbrsenderiet leverer Bonderne aarlig af alle 28 Plove ikkun 100 Lses Skortorv a 16 Snese til Lsesset, samt bliver fri for Korsel med de raa Kalksten. 3. Gangdagene forbliver uforandret ligesaa Kornets Korsel til Udskibningssted, den ovrige Korselspligt indskrgenkes.

Bonderne underskrev Kammerherrens Forligstilbud med visse Forbehold, navnlig en vaesentlig Lempelse af Post 1. Hiardemaal kunde ikke tilstaa deres Conditioner, men vilde indstille det til Kammerherrens Afgorelse. Bonderne haabede, at Hosbonden vilde gaa ind paa deres Betingelser, da de ingenlunde saa det muligt, ihvor gerne de ellers vilde, at forbinde sig yderligere, og ifald Hr. Kammerherren, som de dog ingenlunde paatvivlede, ej skulde ville indgaa deres billige Tilbud, forbeholdt de sig deres lovlige Ret.

24. November fremlagdes for Retten den imellem Kammerherre Moldrup og hans Bonder under 3. November indgaaede Forening om Hovarbejdets Forretning med Bondernes paategnede Forandringer, som er approberede af Kammerherren. Derefter denne Sag udgaar her fra Retten som afgjort.

Tolbøl Bønderne.

1786 10. August blev holdt en Extra Forhorsretefter Kammerherre Moldrups Begaering i Anledningaf en Klage tilsendt ham fra Amtet, hvis besynderligeIndhold tvaert imod Placatens allernaadigste Bydende af 30. Septbr. 1785 noder ham til dette lovligeForhor at tage. Og efter at Forhorsretten var sat,

meldte Kammerherren, at han ingenlunde kan indse de rette Aarsager, som har foranlediget det hojlovlige Rente-Cammer til at modtage og reflectere paa forbemeldtei alle Dele ulovlige Klage, som han in originaliproducerer til dette Forhors Vedhaeftelse. Ved bemeldte Klage findes at erindre folgende:

1. den er vel underskrevet af 5 Maend i Tolbol By i Lodberg Sogn, nemlig Jens Pedersen, Jens Nielsen, Lars Pedersen, Christen Pedersen og Christian Willadsen, men den befindes at vaere uden Dato og tvaert imod formeldte Placat uden foregaaende Forevisning eller Paategning af Amternes ovrighed.

2. bemeldte Maend klager over deres Nod og Elendighed, som bestaar fornemmelig i det store Hoveri, de saa haardt er besvaerede med, og da Sandflugten fra Vesterhavet har aldeles odelagt deres Grassning og begynder tillige at fordserve deres Agre, saa at Avlingen i nogle Aar er bleven meget ringere end tilforn, hvorfor de ogsaa kober mere Korn end saedvanlig, at de skal holde flere Folk og Baester end til deres Gaardes Arbejde fornodiges formedelst det store Hoveris Skyld, med videre.

3. nu i sidste Vinter skal vaere dod en Del Creature for dem af Mangel paa Foder, og selv lider de nu Nod for Korn til deres Fode, saasom deres Hosbonde Kmhr. Moldrup ikke kan hjaelpe dem, da han har bortforpagtet begge sine Godser.

4. at de siden Forordningen af 20. Febr. 17711) blev
ophaevet, fik strengere Hoveri end tilforn.

5. at hver af deres Gaarde skulde ikke staa uden for 1 Td. til 6a7 Skpr. Hartkorn²), og dog svarer de deraf ongefaer aarlig 7 til 8 Plojedage, til H0 og Korn og alt andet 20^—24 Koredage og 60 til 70 Gangdage, saa de derover er i en meget forarmet Tilstand.

Paa de ovenstaaende 5 Poster udbedes Rettens Undersogelse,og

---

1) Struensees humane Forordning, der indskraenkede Hoveriet og bestemte det i Forhold til Hartkornet.

2) da Sandflugten havde odelagt en stor Del af deres Jord. Ikke desto mindre maatte de gore Hoveriarbejde i samme Omfang som tidligere efter deres Faestebreve af 1746, 1759, 1759, 1710 og 1766.

dersogelse,ogtil den Ende fremlagde Kammerherren folgende Dokumenter: 1. de 5 klagende Maends Revers- Fsestebreve, 2. det approberede Hoveri-Reglement for Westervig og orum Godser af 21. Juli 1774, hvorudi hver af disse Maend er forbundne til at svare 24 Spanddageog 36 Gangdage foruden Markarbejdet iflg. Forordn.12. Aug. 1773. Naar nu behagentlig maa confereresde 5 klagendes egne Ord, at de besvaerger sig over aarligen at maatte forrette 7 a 8 Plojedage og 20 a 24 Spanddage til Korn og H0 og alt samt 60 til 70 Gangdage aarlig, med forbemeldte Hoveri-Reglement,er hver af disse Maend foruden Markarbejdet forbunden af hver Trediepart Plov til orum Hovedgaardat forrette aarlig 24 Spanddage og 36 Gangdage; naar derfra tages de af Bonderne selv angivne 32 Spanddage (Markarbejdet iberegnet) og 70 Gangdage, har hver af dem den store Lettelse af 18 Spanddage og 22 Gangdage aarlig. Det overlades altsaa til enhver skonsom, om disse i mindste Maade ere befojede til at klage, heist da de fremlagte Revers-Faestebreve beviser,at hver af de klagende er forbunden til at svare Landgilde, men derfra har Kammerherren ganske fritagetdem i de nu 22 Aar han har vaeret Ejer af dem. — Med Grund kan de stakkelse Beboere i Lodberg Sogn klage over Sandflugtens Tiltagelse paa alle deres Ejendomme. Som Hosbonde, ja som Christen bor KammerherreMoldrup derfor bonfalde vores allernaadigsteKonge for dem om Lettelse udi Hartkornet, og at deres Tab derfor noje maa af ovrigheden undersoges jo for jo hellere, ej alene for Lodberg, men endog for orum Sogn, herom Kammerherre Moldrup underdanigstbonfalder.

Dernsest bespurgte Retten sig hos de 5 klagende Maend af Lodberg Sogn, som i Dag her ved Retten er tilstede. 1. om der i sidste Foraar af Suit og Fodertranger dod nogen Creature for dem. Dertil svarede de, at der af Baester og Fae var dod for Lars Pedersen et Ungnod, saa var og deres Faare-Creature dode, men de maatte tilstaa, at denne Skaebne var overgaaet mange andre her i Landet, ikke alene i sidste Aar, da der var Fodertrang, men ogsaa nogle Aar tilforn,

da der ingen Fodertrang har vaeret. 2. om ingen af dem i sidste Foraar har nydt Kornforstraekning eller Tag- og Foderforstaerkning fra deres Herskab eller Forpagteren paa orum. Dertil blev svaret, at Herskabetefter Begaering havde forstrakt Lars Pedersen og Jens Pedersen hver med en Tonde Byg, og samme to Msend havde faaet Foderforstraekning af Forpagteren S^r Fogh paa orum uden Betaling, og alle orum Hoveribonderhavde i sidste Foraar, naar de var til Arbejde ved orum, faaet godt H0 til at bede deres Heste med imellem Arbejdstimerne.

Iovrigt erklaerede de 5 Maend nu for Retten, at de fortrod deres udgivne Klage og saavel for Hans Majestaet som hos deres gunstige Herskab vilde afbede denne deres Forseelse og onske alene Klagen tilbagekaldt.

Kammerherren lod endnu tilbyde disse 5 Maend, om de herefterdags vil forrette deres Hoveriarbejde til orum efter det approberede Reglement eller saaledes som de fra Arilds Tid var vant til, hvortil de svarede, at de vilde forrette Hoveriarbejde efter forrige Saedvane.

Forhorsretten blev derefter haevet.

Frasigelser.

1789 9. Marts. Jens Jensen og Lars Madsen, begge af Westervig Gods, Randrup, som formedelst den i de sidste Aaringer tilslagne Armod, paadragne mangfoldige kongl. Skatters Restance og anden Skyld til Hosbonden, manglende Besaetning, og Saedekornmed videre, hvilket alt de ingenlunde ser sig i Stand til enten straks eller nogensinde at afbetale elleranskaffe, saa de umulig laengere kan blive ved deresi Faeste havende Gaarde, saa med Hosbonden Major Moldrups Tilladelse og for at undgaa Sogsmaal og Straf erklaere de herved offentlig, utvungne og med velberaad Hu, at de fra i Dag af ganske og aldeles frasige sig deres i Faeste hafte Gaardes Brug og Benyttelse,og samme med den demdi befundne Besaetningmed videre, som allerede af Herskabets Fuldmaegtiger

maegtigerantegnet, overleveres til Herskabets egen
Raadighed og Bestyrelse, og overleverer i Retten deres
hidtil hafte Fsestebrev.

1794 24. November. For Retten modte afgangne Jens Christensens Enke Anne Larsdatter af Randrup med antagen Laugvaerge Jeppe Pedersen af Kobbero, som anmeldte, at forniedelst de fattige Omstaendigheder, hendes salig Mand var udi for hans Dod, som for hende ved hans uheldige Dodsfald¹) meget mere blev foroget, saaledes at him ikke ser sig i Stand til at bestyre hendes og salig Mands i Faeste havende Gaard, frasagde hun sig herved samme og afleverede sit Faestebrev til Kassation, — alt i Haab om hendes Hosbonde Major de Moldrups gode Lofte om ikke at ville forlade hende eller lade hende staa hjaelpelos i disse fattige Omstaendigheder, alt saaledes som han derom til hende og Laugvaerge havde givet Lofte. — Herskabets Fuldmaegtig modtog Frasigelsen, ligesom han og paa Herskabets Vegne lovede efter hendes ivaerende Omstaendigheder, at hvad der hende er tilstaaet skal blive efterkommet.

---

1) han var i September under et Slagsmaal bleven drsebt af sin Nabo, Husmand Niels Marclal.