Herredstinget og dets funktion indtil enevælden.

I de almindelige historiske og retshistoriske fremstillinger af herredstinget og dets funktion gar man ud fra, at institutionen — engang fastlagt — har fortsat sit virke uaendret fra de aeldste tider og i det mindste til enevaelden. Nar man uden storre anfaegtelser har kunnet fastholde dette syn, beror det pa, at historikere og retshistorikere hovedsagelig har bygget deres fremstilling pa et lidt ensidigt materiale: man er for aeldre tiders vedkommende i det vaesentlige gaet ud fra retsreglerne, som vi finder dem kodificerede i lovene. Man har anbragt sig i centrum og ud fra lovparagrafiferne og sa at sige ud fra centralstyrelsens kontorer betragtet retsformerne. Men selve retspraksis har kun fa. beskseftiget sig med. I sa fald vilde man snart have opdaget, at selv ora formen tilsyneladende stadig overholdes, stadig er den samme, kan indholdet, udovelsen inden for denne form, totalt have skiftet karakter. Der mangier altsa — i det centrale helhedssyn, som selvfolgelig ikke kan undvaeres — det korrektiv, som kun livet og foreteelserne selv kan give.

Det folgende er da et forsog pa i store traek ud
fra retspraksis, navnlig som jeg kender den fra det

jyske retsomrade, at vise den udvikling, som institutionengennemgik
i tiden for enevaelden trods de
nogenlunde faste ydre former.

Herredstinget var herredsmsendenes retlige forsamling. Og herredsmaendene skulde vel vaere maendene fra herredet. Men allerede pa dette punkt gar »livet« egne veje.

Herredets oprindelse — endnu ikke klarlagt — skal ikke droftes her. Den herredsinddeling, som vi kenderfra den senere, historiske tid, var en- inddeling med hensyn til jurisdiktion. Og denne inddeling er sikkert seldgammel. Men herredet har ogsa relation til en administrativ-fiskal inddeling, der vel gar tilbagetil en militasr inddeling, og ved siden heraf antageligogsa. til en Auftus-inddeling eller gruppering, der m&ske er den alleraeldste. Disse grupperinger udgareller opst&r fra forskellig side, indefrct¹) eller nedefrct nar det drejer sig om ret og kultus, ude- eller ovenfro. nar det drejer sig om forsvar og afgifter. Og selv om disse inddelinger i det store og hele falder sammen i det net, vi kalder for Danmarks herreder, sa vil det vaere forstaeligt, om maskerne — nar inddelingennedfaeldes pa territoriet — ikke altid helt dsekker hinanden. Med andre ord: herredet i jurisdiktionelhenseende er ikke altid territorial sammenfaldendemed herredet i administrate henseende.

---

1) At retssammenslutningen opst&r indefra, viser fx. Jyske Lov tydeligt ved anvendelsen af ordet bygd. Deter mange steder umuligt praecist at afgore, hvad det betyder. Det kan vsere = herred og = syssel, men er maske ingen af delene og oprindelig selvfolgelig ingen af delene, men begrebet tvinges eller presses i tidens 10b ind i en af maskerne; se fx. Jyske Lov 11. 7 og flere steder.

(Talen er om tiden for 1660.) Det kan man ikke vide, hvis man kun benytter centraladministrationens arkivalier. Det kan man kun se, nar man gar ud i marken og undersoger, hvilket ting der er vserneting for de enkelte bebyggelser og deres beboere. Denne indefra bestemte gruppering i retlig henseende antagesi al almindelighed for fastlagt en gang for alle, for den egentlige historiske tid begynder (o: for den hjemlige historiske overlevering begynder). Men dette er forkert. Nar man ikke har set dette, beror det pa, at man sammenblander, eller rettere: ikke adskiller, skelner mellem den administrative og judicielle inddeling.Gar man i enkeltheder, vil man se, hvorledes der foregar forskydninger og delinger i den retlige inddeling langt op i tiden. Herhen horer fx.. magtingene.Et var Skovbo hrd. i Vendsyssel, naevnt 6h 1393; det forsvandt i det 16. arh. (endnu i 19. arh. kaldtes beboerne i de ostlige sogne for skovboere)¹). Et andet var Hann&s ting¹); osv.

Fra Hardsyssel kan naevnes folgende. Muligvis har Skodborg-Vandfuld herreder oprindelig udgjort en enhed. Sa er Wasndte/oZ/c-herred udskilt, dog med undtagelse af Hardboore, der indtil nutiden har vaeret regnet til Skodborg hrd., selv om det i middelalderen var et selvstaendigt birk (under Ribe-bispen). — Beboernei Gransgard, Torring sogn, der ellers horer til Skodborg hrd., har haft Vandfuld hrd. som vaerneting.— Fra 1489 til 1685 horte den ostlige Del af Borbjaerg sogn (Trabjserg m. m.), Hjerm hrd., under Ginding hrd. Vi ved, at 1231 horer Trabjaerg under Hjerm hrd., og at 1464 og 1486 er Chr. Jepsen i Trabjaergsandemand i Hjerm hrd., men 1489 er sonnen

---

1) Jf. Jy.Saml. 5. R. 11. 234.

2) Henrik Larsen i Jy. Saml. 5. R. 11. 84.

Jep Christensen i Trabjaerg foged i Ginding hrd., og
fra nu af optraeder msend fra disse byer altid pa Gindingherredsting.

Det viser sig altsa, at den retlige sammenslutning og inddeling op igennem den aeldre tid stadig har knnnet undergo, sendringer indefra, aendringer bestemt af folket selv. Men 1660 var og blev det et territorial t fastlagt og afgramset omraade.

I Eriks sjsellandske Lov 11. 48 fastsaettes tingordningen saledes: Thet seal man oc witae at thing seal thr» hause: Stathin. oc timaen. oc folkit. Det vil sige, at for at et ting skai vaere lovligt, skal tre forhold vaere iagttaget: det lovlige tingsted, den lovlige tingdag, og det nodvendige tingfolk vsere til stede.

Tingsted og tingdag skal ikke behandles her. Disse
forhold har vaesentlig kun lokal interesse. Derimod
skal tingfolket omtales.

Tingfolket — var folket selv, som ledede tinget i den aeldste tid. Der behovedes ingen kongelig embedsmand.Folket kunde handle paa tinge og uden for tinge uden ombudsmanden (jf. Jyske Lov 11. 96). Men alle retshistorikere er enige om, at efterhanden som den offentlig-retlige virksomhed oges, bliver hans eller hans stedfortraeders naervaerelse det saedvanlige. Allerede paa Jyske Lovs tid var ombudsmanden vel snarere lensmand, med flere herreder under sig, hvorforsikkert hans fuldmaegtig, hans undersflkser (eller undersoknser) optradte pa tinge. Han var altsa oprindeligikke medlem af tinget og havde ingen dommendemyndighed, men han fik det efterhanden — som herredsfoged, selv om vi dog forst i Kr. Fs forordning*/»

ordning*/»1466 § 12 finder hans huerv som dommer og tingleder nxvnt. Et sporgsmal, der har en vis interessei denne forbindelse, men som hidtil ikke er blevet naermere undersogt, er fogdernes herkomst og sociale stilling. Selv om dette sporgsmal ikke i hvert enkelt tilfaelde lader sig besvare, har vi dog materiale nok til mere end et skon herom.

I Christoffer ll's handfasstning ™k 1320 § 33 bestemmes,at enhver ombudsmand (advocatus) i hvert herred skulde indsaette en bonde (bondo), og herved ma forstas en selvejer, som sin official (d. v. s. befuldmsegtigedestedfortraeder). Denne bestemmelse gentages senere hen, og i Olufs handfsestning 3/s 1376 § 34 udvides bestemmelsen derhen, at ogsa en trovaerdig(autenticus) forvalter eller bryde (villicus) kan vaere official. Pa den tid skulde det — om der da ellers har vaeret udnaevnt faste fogder — dog ikke have vseret vanskeligt at finde emner inden for selvejeraeskreds. Men senere blev det anderledes. Fra Hardsyssel kan naevnes, at der i 1682 kun var 1,6 % selvejere i Bovling amt (34 garde af 2104) og 6 % selvejere i Lundenaes amt (123 garde af 2049). Selv om nu disse lave selvejertal forst nas. i en forholdsvissen tid, er det indlysende, at der inden for det enkelte herred ikke kan have vaeret nogen storre kreds at vaelge iblandt. Thi det var ikke nok, at fogden i henhold til de naevnte bestemmelser skulde vaere selvejer(eller i den senere tid eventuelt faester under kronen), han skulde tillige vaere »vederhaeftig«, d. v. s. kunne stille en vis okonomisk garanti¹). Kravene skaerpedes, og faerre blev de fa. Hermed samstemmer

---

1) Om den nsermere redegorelse herfor m& jeg henvise til Hardiske M&l 11. (under trykning).

de fogedlister, som kan opstilles¹). Vi ser, at fogedstillingeni mange tilfaelde bevares gennem flere generationeri samme slaegt, og vi kan dels ud fra disse almindelige forudsaetninger slutte, men ogsa i adskilligekonkrete tilfaelde ligefrem pavise, at disse fami- Her tilhflrte bondearistokratiet, ja at de i enkelte tilfaeldehorte til eller nedstammede fra lavadelige slaegter. Son folger efter fader, og hvor en ny mand af anden slaegt trader ind, kan vi folge ham mange ar forud som deltager i retsplejen pa tinge, som medudstederaf vidner, som delefoged osv. Det var simpelthenen nodvendighed gennem deltagelse og selvoplevelseat laere processen at kende, og herved beuaredes kontinuiteten. Men nar det her og der er blevet antydet, at det var sa som sa med fogdernes sociale stilling og kvalifikationer i det hele taget, bor dette bestemt afvises. Der kunde selvfolgelig vaere undtagelser —og deter disse, der atter og atter citeres— men reglen er den, at fogden er en gennem retspraksis uddannet mand, der oftest tilhorer de storre selvejere blandt de gamle bondeslsegter eller lavadelige familier. — Efter 1660 aendredes forholdet, idet det nu blev kongen, der udnaevnte herredsfogderneog — i det mindste formelt — kunde udnaevnehvem han vilde dertil. Vi ser nu borgere blive udnaevnt og fremmede, udenherreds folk rykke ind, samtidig med den begyndende herredssammenlsegning (endelig fastsat ved forordningen ls/s 1688).

Hvad nu tingfolkets fremmode angar, sa sker der
i tidens 10b en afgorende aendring heri. Man antager,
at det oprindelig var savel en ret som en pligt for

---

1) Jeg hen vi ser til forannsevnte arbejde samt til lignende iagttagclser hos Klitgaard i Kicerulfske Studier p. 4, og i Herredsfogeder og Tingskrivere i Vendsyssel (1937) p. 6.

hver enkelt fri mand at give mode pa tinge. Men et almindeligt fremmode af alle herredsmaend har afgiortikke fundet sted i den tid, som vi ved hjaslp af de overleverede kilder kan domme om. Det siger ogsa sig selv, at et saadant almindeligt fremmode mange steder — i det mindste i de storre jyske herreder— vilde vaere umuligt. For at naevne et exempel:i herreder som Hammerum og Ginding var der fra yderomraderne en dagsrejse og mere til tingstedet. I landsdommerbetaenkningen fra 1686¹) far vi da ogsa direkte udtalelse om, at der er byer, hvis beboere aldrigkom til tinge. Og gar man de overleverede tingsvidnerfra et herred igennem, vil man finde, at kim forholdsvis sjaeldent optraeder folk fra de fjaernere liggende egne. Pa den anden side var det ikke smaforsamlinger,som modte frem. Forsamlinger pa 100 og derover har ikke hort til sjaeldenhederne²). Vi kan ikke i det enkelte naevne tal, men derimod kan vi fastsla, at fremmodet op igennem tiden har vseret i j&vn aftagen, og at det ned mod periodens slutning ligefrem blev nodvendigt her og der at »skrive til stokke* de nodvendige otte msend for en vis periode, sa tinget altid kunde vaere handledygtigt⁸).

Ogsa sammensseiningen indenfor tingfolket undergaren aendring, idet adel og gejstlighed efterhanden skiller sig ud, ikke giver mode. I den katolske tid kunde man maske have ventet, at gejstligheden —

---

1) Jyske Saml. 5. R. 11. 216.

2) 37I₉ 1652 indvarsles til Skodborg herredsting 109 personer. — Nfir hyldingsfuldmagter skulde udstedes, blev samtlige herredsmsend

3) Endelig pabudt i D. L. I—7—2.

med dens saerlige retsforhold for gejstlige sager ikke vilde vaere stserkt repraesenteret, men forholdet er dog tvaertimod dette, at gejstlige meget ofte er til stede, hvad der sikkert tildels ma forklares derved, at det var den eneste skrivekyndige stand. Efter reformationentrseffes derimod — i det mindste i de omrader,jeg har undersogt — meget sjaeldent praester. De kan forekomme som vidner blandt de otte maend, men nsesten aldrig blandt udstederne.

For adelens vedkommende vedblev herredstinget ganske vist at vaere det personlige vaerneting (dog med visse undtagelser), men det personlige fremmode hfirte op omkring 1500. Standsforskellen blev i Iobet af det 16. arh. sa stor, at adelsmanden efterdags lod sig repraesentere ved sit »visse bud«.

Bortset fra den aeldste form for tingsvidnet findes i det sasdvanlige tingsvidne som regel naevnt otte msend (oprindelig 7)¹) som de egentlige ting-vidner. Med disse otte maends vidne-virksomhed sker der i Iobet af det 15. arh. en vsesentlig aendring. Man kan maske lettest ved at inddele tingsvidnerne efter deres art i tre grupper fa denne forskydning frem.

1. Der er tingsvidner, hvor de otte maend vidner om, hvad der er dem vitterligt og bekendt, hvad de mindes eller — modsat — aldrig har »hort eller spurgt«. I sadanne tilfaelde optraader de otte maend som primazre, officielle herredsvidner i en for herredet vitterlig eller kendt sag.

2. Der er tingsvidner, hvor de otte maend vidner
om, hvad der tidligere fandt sted eller gik for sig pa

---

1) Jf. ntermere Hardiske M&l 11.

tinget. Her optraeder de otte masnd som primsere, officielleting-vidner
i en for tinget vitterlig eller kendt
sag.

3. Der er endelig tingsvidner, hvor de otte msend vidner om, hvad der foregik for deres ojne samme tingdag, hvad de »horte og sa«, som det hedder. Her optrseder de otte msend altsa som sekimdxre handlings - eller sag-vidner, mens det primaere vidnesbyrd er aflagt af andre, enten i forvejen samme dag pa tinget eller tidligere uden for tinget og her igen bekraftet.

Men nu kan det vises, at efter ca. 1500 optraeder de otte msend ikke som primaere, officielle herredsvidner(1) og kun meget sjaeldent som primaere, officielleting-vidner (2). De otte maend rykker med andreord ned til kun at blive et formelt sekundsert bevidnelsesledi tingets forretningsudovelse. Og nerved, vil man forsta, fik tingsvidnet i virkeligheden et grundskud. Dets trovaerdighed og vidnekraft svaekkedesi samme grad, som adgangen til at erhverve det blev lettere. Det blev kun et vidne om et vidne, og der var nsesten ingen graense for, hvad man kunde fa vidne pa, nar blot det formale var i orden. Udtalelser fra det 17. og 18. arhundrede viser det direkte. FlensborgadvokatenJohannes v. d. Hoy siger 1617: »man konne Dingswinden iiber alles erhalten, selbst daruber,dass kein Wasser im Meer sei«¹). Et citat fra 18. arh.: »gamle Folk vidste at fortaelle mig, at mange Bonder i forrige Tider, da de skulde give 1 Rdl. i Skat af en Gaard, gik til Tings og tog Vidne, at de var ode, og dermed blev ganske fri for den Rdl.«²) — Blot et

---

1) Schiitt: Die Geschichte der Schriftsprache im ehemalige

2) Jv. Saml. 11. 71

enkelt exempel pa dette begyndende formalistiske aeskesystem: tingsvidnet 25/a 1486 (V.-Horne hrd.) udstedesaf en foged + 2 andre + 5 sandemsend, der kundgtfr, at de otte maend vidnede, at forskrevne foged og 5 sandemaend vidnede, at N. N. pa et tidligere ting haude tilstdet, at osv.

Hvad endelig dommene angar, var forholdet fra forst af dette, at tingfolket som helhed havde domsmagten.At dette lod sig gore, beroede p& at bevisforelsenvar rent formel og lovbestemt. De foreskrevne bevismidler var afgjzfrelsesmidler, og nar disse beviser — eden (i det vaesentlige befrielsesed) — forela, stod tilbage kun at fastsld denne bevisforelses udfald, og dermed var sa sagen afgjort. Men da ombudsmanden eller hans stedfortraeder, d. v. s. senere fogden, blev fast knyttet til tinget, blev vedkommende ogsa dommer.Deter endnu ikke klarlagt, hvornar en sadan aendring fandt sted. Forste gang vi finder det omtalt og forordnet er i den naevnte Kr. I's forordning for Norrejylland 1466. I selve bevisforelsen skete der egentlig ingen aendringer for Danske Lov, og i de regulaeresager, der kraevede dom, var der selvfolgelig ikke nogen saerlig vanskelighed for dommeren. De blev afgjort ved partsed eller nsevninger eller — indenfor jysk ret — ved sandemaend. Men uden for disse omr&der dukkede der — som livsforholdene blev mere kompliceret — en maengde tilfaelde op, som ikke kunde finde deres afgorelse p& den made. Og i sadanne tilfaelde vandt den materielle bevisforelse frem. Sagen matte droftes, pro et contra, og sa meldte vanskelighederne sig. Hvor set og grandelag var sat

ud af spillet og institutionernes fra gammel tid fungerendeled ikke kunde bringes i anvendelse, der modte dommeren det timge ansvar. Vi ser nu ofte dommeren berade sig med et storre eller mindre antal domsmaend, forinden han afsiger dommen. Og vi ser, hvorledes han ofte kvier sig ved at skulle tage standpunkt,faelde en endelig dom. Han udskyder jaevnlig sagen, traekker den i langdrag eller afsiger en uendeligdom, skont sadanne blev forbudt (—(^— parterne kunde kraeve en afgorelse). Men man forstar, at det ofte matte vaere en vanskelig stilling: her stod den jaevne bondemand og skulde i slige sager domme mellemligemaend. Han matte jo vide, at hvordan han end domte, skaffede han sig uvenner. Rent menneskeligt er det forstaeligt, at han i mange tilfaelde laengst muligtviger tilbage. Men dertil kommer sa, at han ogsa, ofte — retlig, juridisk set — ikke kunde have den fornodne viden eller faglige faerdighed.

Dette forte med sig, at herredstingsdommen i sadanne sager blev fort videre frem, idet kendelsen enten affattedes som en henfindelsesdom til behandling andetsteds eller ogsa blev appelleret til landsting eller kongens retterting. Herredstinget blev med andre ord i en raekke tilfselde underinstans, hvad det ikke oprindelig var. Der var en deling af sagerne¹), men ingen instansfolge. Efter reformationen blev denne underordning styrket derved, at sandemsends og herredsnaevninges kendelse, der forhen kunde appelleres til et kollegium bestaende af biskop og (8) gode bygdemaend, nu i stedet for — ogsa — skulde appelleres til landstingets provelse.

---

1) Se fx. Jyske Lov 11. 3.

Sammenfatter vi nu lil slut disse spredte traek, ser
vi klart den store forandring, der i tidens 10b foregik
med herredstinget.

Det var de fri herredsmaends fri sammenslutning i en retsforsamling, hvor alle staender modte, hvor i vidner de otte maend var enten primaere, officielle herreds - eller ting-vidner, og hvor der af kendelser udfaerdiges endelige domme, ja endog retslige responsa.

Det blev et territorialt faslagt og afgraenset omrades retssted, hvor nogle forholdsvis fa — endnu selvejende — bondeslaegter forte an, og hvor fogden efter 1660 (1680'erne) ofte var en fremmed, mer eller mindre uddannet person. Hvor adelen nu ikke mere personlig gav mode, og hvor man stedvis ligefrem matte udskrive j>til stokke* det nodvendige tingfolk, sa retten kunde plejes. Hvor i vidner de otte maend kun var et sekundaert bevidnelsesled, hvor derfor tingvidnerne florerer, samtidig med at deres trovaerdighed i virkeligheden staerkt svaekkes, og hvor endelig dommeren faktisk ikke magter sit hverv, sa tinget derved bliver en underinstans.