Historie/Jyske Samlinger, Bind 5. række, 4 (1939) –

Husslangen.

Af J. S. Møller.

Dansk Folketradition om Slangerne er baade stor og saare afvekslende. Indenfor denne Ramme udgor Beretningerne om Husslangen en mindre, ret afgraenset Gruppe. De horer i alt overvejende Grad Jylland til, og deter dette Stof, trykt og utrykt, som her i alt vaesentligt skal fremlsegges med nogle Oplysninger om den til Husslangen i andre Lande og i f jern Tid knyttede

Dansk Folketradition skelner sjaeldent mellem vore forskellige Slangearter med Hensyn til deres Farlighed. Snogen og Hugormen anses for lige giftige, og den lille, uskyldige Staalorm, der tilmed slet ikke horer til Slangerne, anses nsesten for at vsere den farligste. Deter dog sikkert oftest Snogen der optrseder i Beretningerne om Husslangen, selvom dette ikke altid siges.

Forst skal fremdrages en Del Beretninger om Snoges (eller Hugormes) Ophold i og ved Menneskeboliger og om Beboernes Samliv med dem, hvori intet eller kun lidet mytisk Indhold findes, selvom alt ikke maa betragtes som Kendsgerninger, nogen Overdrivelse finder ofte Sted i den folkelige Tradition.

Fra Djursland har Laerer Nissen, Ramten, fortalt, at

Side 216

Sengestederne som oftest var Alkover med Forhaeng eller Trselaager. Paa Bunden af Sengene satte man fastbundne Lyngknipper saa Iset ved hverandre som muligt, og ovenpaa dem brodtes Sengehalmen. Deter ret rimeligt, at en saadan Sengebund kunde vcere et yndet Opholdssted for Snoge1).

Sengestederne var i aeldre Tid ogsaa i det ovrige Land fasle Alkover, og allevegne var der et tykt Lag Halm i Sengene som Underlag; men kun i Hedeegnene kunde der ogsaa vaere Lyngknipper i Sengene. Som de koldblodede Dyr, Snogene er, elsker de Varme. Der kan nseppe vsere Tvivl om, at de godmodige Snoge, der let bliver tamme ved Omgang med Mennesker, som ikke gor dem Fortraed, ikke sjaeldent har taget Ophold i Menneskeboliger eller i Stalde2).

I Hesselholt, Mammen S., Middelsom H., var der saa mange Snoge, at de gik paa Stuegulvet, naar der var Stilhed. Og i Bromolle gik de i Sengene mellem Sengeklsedern e8). Ogsaa i Ommevraa iS. Omme S., Norvang H., havde de Snoge inde i Sengen4). Om Kragelundegnen, Hids H., fortaeller H. P. Hansen folgende: s>Af Snoge var der i aeldre Tid en urimelig Msengde dels i Moddingens Hedelorv og dels i Sengenes Lyngknipper. Man fortalte, at Snogene malkede Koerne, naar disse laa ude i Nodset«5).

Fra Taaning i Vor H. haves en Optegnelse ved R. P. Randlev 1933, hvori det hedder, at en gammel Kone har fortalt, at paa Vissingkloster (Top. 2192) var der engang saa mange Snoge, at de gik inde i Husene og tog Ophold i Alkovesengene. Naar Pigerne redte Sengene, tog de derforen


Til Henvisningerne her og i det folgende anfores i Parentes det topografiske Nummer for det Sogn eller den Landsdel, hvorfra Optegnelsen stammer (jfr. Festskrift til H. F. Feilberg, S. 477—488).

1) JAT, 111, S. 19, Nr. 61 (1995).

2) Jfr. Brehms Tierleben, 1913, V. Bd., S. 331, 337.

3) JA 111, 40/115 (Top. 1775).

4) JA 111, 40/114 (2317).

5) H. P. Hansen: Skovlovringer (DFm. Nr. 42), S. 211 (1818).

Side 217

forenGreb til at rede op i Halmen med. Hun troede fuldt
og fast, at de malkede Koerne, og »denne Tro er levende
endniw1).

Fra Bornholm er det ogsaa fortalt, at der der var mange Snoge, som gik ind i Husene, drak af Maelkefadene, pattede Koerne og lagde JEg baade inde i Stuerne og sserlig i- Moddingern e2).

Det fortaelles ogsaa ofte, at Snogen ikke blot gerne vil drikke Mselk og patte Koerne, men at den bl. a. ofte har spist sammen med et Barn i god Forstaaelse, ligesom adskillige Beretninger gaar ud paa, at Snogen kunde vaere det tillidsfulde Barns gode Legekammerat. Som Eksempel paa dette Samliv mellem Mennesker og Slanger skal anfores folgende.

Laerer Nielsen i Grindsted, Slavs H., har 1937 optegnet folgende: Deter almindelig udbredt Tro i Vest- og Midtjylland, at Hugorme og Snoge holder meget af Mselk. Da Optegneren samlede Hugorme til Bmg for Undervisningen i Skolen, kom en Dreng en Dag med en Blikdaase, hvori en Hugorm laa i lidt Maelk. Hans Moder har villet give Ormen en Laekkerbid med paa Vejen. En Gaardmand i Grindsted Sogn, der er dod for adskillige Aar siden, fortalte om sin Fader, der var fodt i Skaerhoved, Give Sogn, at hansom Barn af sin Moder blev sat paa Trappen med noget Maelkebrod, hvoraf han skulde spise, medens hun gik i Marken. Da hun kom tilbage saa hun, at Drengen slog ud med Skeen, medens han sagde: »Dv skal taa ae Braakker maej.« Hun opdagede da en Snog, der laa og drak af Drengens Mselk. »Lignende Historie kan man hore stedfaestet andre Steder*3).

Ja, den sidste Del af foranstaaende Optegnelse er et almindeligt Vandresagn, der ogsaa kendes bl. a. fra Sonderjylland*) og fra Sjaelland. Fra Bjerre i V. Flakkebjaerg H. har Laerer Hansen saaledes fortalt folgende:


1) DFS 1906/23 (Top. 2224, 2192).

2) DFS 1906/23 (640).

3) DFS 1906/23 (2651 og 2313).

4) JA 111, 40/118 (3204).

Side 218

Udenfor Stegersdoren i min Mosters Have laa en stor, flad Sten. Her sad Bornene i min Mosters Barndora tit om Sommeren og spiste Middagsmad og Nadver. En gammel Snog havde faaet Vane paa at komme herhen til den Tid, Bornene spiste, og den var tilsidst blevet saa dristig, at den krob hen til Fadet og labede af det vaade. En Dag, da Bornene sad og fik Mselkegrod, gav et af de rnindre Born den et Slag paa Panden med Skeen og sagde: »Sov, ta Grod, ta Maelk te.« Men Snogen gjorde ikke Bornene noget, de var heller ikke bange for den1).

Samme Sagn kendes ogsaa fra Odsherred, hvor en lille Dreng slog Snogen paa Hovedet og sagde: »Vil Du sobe Maelk, skal Du sobe Grod med«3). Lignende er ogsaa optegnet fra Holbaekegnen8). Om Snoges Forkserlighed for Maelk skal endnu af en Optegnelse ved Billedhuggerinde Anne Marie Carl Nielsen 1918 efter hendes Moder anfores, at en Kone i Stenderup ved Holding en Dag kom hjem og da saa, at en stor Snog helt havde rejst sig op og spiste af en Tallerken med Maelk og Brod, som stod paa et Barnebord4).

Ogsaa om Hugormen fortaelles undertiden, at den ikke gor Mennesker Fortraed, naar disse ikke gor den Fortraed5). Men det var dog at anbefale, at man til den forste Hugorrn, som man saa om Foraaret, skulde sige f. Eks.: »Spar Du mig og mine, saa skal jeg spare Dig og dine*6).


1) JA 111, 40/116 (456).

2) Lars Andersen: Folkeliv i Odsherred, S. 61 (336).

3) JA 111, 40/117 (274).

4) DFS 1906/23 (2391). Jfr. ogsaa Danske Sagn 11, S. 212, Nr. 146 (269 el. 273).

5) D. S. 11, 207/113 (1655). Jfr. ogsaa Brehms Tierleben, V, S. 489.

6) DFS 1906/23 efter Jeppe Aakjser (2413). Jfr. Jy. Fm. VI, 257/44. DFS. 1904/42 Kamp, 81. 101 (226, 109). E. T. Kristensens £resbog (DFm. 28), S. 95 (2422). D. S. 11, S. 210, Nr. 128 (1563), 129 (2422), 130 (1771), 131 (876) = Ohrt, Trylleformler I. S. 330 f.

Side 219

I en Optegnelse fra Torrild, Hads H., fortaelles om en gammel Mand, Per Holm, der havde en »Hugormebo« i sin Seng, Naar han sad og spiste i Sengen, kunde de godt krybe op til ham og drikke af hans Kop. »Da a engang var derude at sy, saa a dem saadan aede med ham. De var ved Fodderne af Sengen og kunde godt mserke, naar han skulde have noget. Han var nsesten blind, men vidste godt af, at de kom. A sagde det til ham, men han svarede: Lad dem kuns v«re, de gor ikke mig nogeU1).

Fra Skorping har en Arbejdsmand 1908 fortalt, at der i Rebild Bakker, for Gravlund S0 udtorredes, var saa mange >Hugorme«, at de laa og krob i Sengene, En gammel Mand sagde, at de ikke gjorde noget, naar man ikke gjorde dem noget. »Der kom en, som min Soster og jeg legede mcd, saadan en kon, rodbroget en. Vi gav den Maelk.« Deres Far bar den bort to Gange, men den kom hver Gang igen; da den tredie Gang blev baaret endnu laengere bort, kom den ikke oftere. »Der var andre Born, som ogsaa legede med en saadan, men den bed dem aldrig, lige til en Dag den lille Pige sad med den i Forklsedet, saa var der en, der sagde: >Pas paa, deter en Hugorm, den er slem til at bidek For saa bed den«2).

I den Folketradition, som her er gengivet om det naere Samliv, der i seldre Tid utvivlsomt mange Steder har vseret fort mellem Mennesker og Snoge (om de sidste har det drejet sig, ikke om Hugormen, der er langt mere sky og hidsig) siges intet om, hvorfor Menneskenetilsyneladende uden Modstand har fundet sig deri. Dette fremgaar imidlertid tydeligt af en mindre Gruppe Optegnelser, hvori det siges, at Husslangen bragte Lykke til Hu.se, og at det voldte Ulykke, naar den drxbtes. Fra Ringive Sogn, Norvang H., har ForfatterensFar saaledes fortalt Evald Tang Kristensen, at »hvor der er mange Snoge, der er god Lykke i Huse«a). Fra Stenderup, N. Tyrstrup H., har Axel Olrik


1) JA 111, 39/113 (3137). Jfr. DFS. 1906/23 (2615).

2) DFS 1906/30 (1534). Danske Sagn 11, 207/ 112 (2615).

3) Danske Sagn 11, S. 210, Nr. 133 (2312).

Side 220

optegnet folgende: »Deter godt med Snoge, det gir Held,« horte jeg i min Barndom paa Tygesminde. Man paaslaar ogsaa, at deter et stort Held for Barnet, om det har spist sammen med en. Slange. Min Far holdt paa Snoge, fordi de tar Mus«*).

Fra Buderup S. i Hornum H. er optegnet folgende: Paa to Gaarde var der mange Snoge; de var saa nsergaaende, at de gik inde i Staldene og malkede Koerne. Men begge Familier var meget velstaaende, og derfor maatte ingen gore Snogene noget ondt eller jage efter dem, ellers vilde Velstanden forlade Gaardeii*).

Om Vissingkloster, hvor der var mange Snoge, har R. P. Randlov yderligere fortalt folgende: Der var saa mange Snoge, at Koerne i lang Tid midt paa Sommeren ikke kunde komme ind i Nodset for Snoge, Koerne brolede og gjorde sig helt balstyrige, naar de kom til Doren. De maatte derfor anbringes paa en Eng ved Gaarden. Ved en saadan Lejlighed saa Folkene engang, at Snogene rejste sig paa Halen for at malke Koerne, som var tojrede der. Om Sommeren var der ogsaa »en slemme Lugt«3) af de mange Snoge. Men Ejeren i Gaarden vilde aldrig have en Snog slaaet ihjel. Da en Pige og et Par Drenge en Middag havde slaaet en hel Bunke ihjel, vankede der en ved oret til Drabsmaendene. Mulig har Manden ment, at der var en vis Beskyttehe mod lid eller anden Ulykke, naar man lod Snogene i Fred*).

Fra Fjellerup i Djursland Norreherred fortaelles bl. a. folgende: »A var ude at harve for den gamle Erik Vaever i Fjellerup tilligemed et Par andre Karle, og mens a saa var inde at spise, kom Husholdersken og sagde, om en af os ikke vilde komme og tage den Snog ned, der var oppe paa Loftet. Det horte den gamle Mand, der laa i Sengen, og saa sagde han: »Nej, det maa ikke ske, for den har haft sin Gang her al den Tid, a har vaeret her«.« Fortselleren gik dog med og saa da, at der ovenfor Trappen stod en


1) DFS 1906/23 (2391).

2) DFS 1906/23 (1508).

3) Snogens Skarn er meget ildelugtende. Deraf benytter dec sig til Forsvar.

4) DFS 1906/23 (2224, 2192).

Side 221

Kop Vand og et Stykke Brod ved Siden af. Han kastede saa Snogen ud af Gavlvinduet, hvorved der ogsaa stod to Melmader, som den gamle havde sat derop. Da han kom ned igen, sagde gamle Erik: »Nu har Du jo vseret oppe og taget den Snog af Vejen alligevel. Det vilde a ikke have gjort for aldrig det.« Derefter vendte han sig om mod Vaeggenog sagde ikke et Ord mere1).

Ogsaa fra Holbsek Amt og fra Kjoge By har Jens Karap optegnet, at i mangfoldige sjaellandske Gaarde, ja, ogsaa i Huse i Kobstaden, f. Eks. i Kjoge, var der Snoge, og man gjorde dem ikke noget, da man troede, at der var Lykke ved dem2). Af et Par Optegnelser fremgaar det ogsaa tydeligt, at man har troet, at det voider Ulykke paa Mennesker, naar Husslangen drsebes eller paa anden Maade generes:

I Randlev, Hads H., var der et Par Folk, hvis lille Datter var sygelig og sen til at tale rent. Hun sad ofte paa en Sten i Husets Naerhed. En Dag blev man Vidne til folgende: Hun sad paa Stenen, og i hendes Skod laa en stor Snog, en Staalorm eller Hugorm, som hun madede, medens hun strog den henad Ryggen og sagde: »Dv raekker dig, du krymper dig, jeg stryger dig.* Foraeldrene fik da af Praesten det Raad, at de skulde holde Barnet inde, men da graed hun og viste sig meget ulykkelig, indtil de lod hende komme ud igen. Hun gik da straks med sin Mad til Stenen, og Ormen kom igen og lod sig made. Efter Praestens fornyede Raad holdt man hende saa for Alvor inde, men saa dode hun, og da man kom ud til Stenen, laa Snogen der og var dod*).

Paa Langeland laa en lille Dreng ved Hjemmets Dortaerskel; en Snog kom hen til ham, og han »krattede« saa Snogen paa Ryggen med en Hasselkaep, hvilket denne holdt meget af. Dette gentog sig daglig nogen TidL Saa vilde Barnet ogsaa, at Snogen skulde spise med sig, men det vilde Faderen ikke og slog Snogen ihjel; *men da blev Drengen tovle**).


1) JA 111, 41/119 (1993). Jfr. ogsaa D. S. 11, 211/142 (2361).

2) DFS 1904/42 Kamp, 81. 101 (226, 109).

3) Danske Sagn 11, S. 206, Nr. 11l (2133).

4) Danske Sagn 11, S. 211, Nr. 141 (1138).

Side 222

At en Slange kan lide at blive stroget henad Ryggen kendes ogsaa andet Steds fra. I en af C. Klitgaard foretaget Afskrift af »Sybrianus 1771« hedder det, at naar man griber en Hugorm over Nakken og »stryger den med sin Stjert (Hale) af med noget uldent, saa kan Du lade ham 10be paa Din bare Krop, og han gor Dig ingen Skade*1)- Det samrae Raad giver ogsaa Store Restrup Cyprianus8). Og uden Grundlag i Virkeligheden er dette naeppe. I *Jagtvennen« har L. Sveibsek Mortensen nemlig 1936 givet folgende Beretning:

Paa sin Vej til en lille Skovso i Jylland for at fiske traf han en Dag en rodbroget Hugorm paa en Grsestue, hvor den laa og varmede sig i Solen. Han gav sig til at flojte en indsmigrende Melodi, hvilket syntes at behage den. »Naeste Dag flojtede jeg for den igen. Tilfaeldigvis kom jeg til at stikke min Haand i Lommen, hvor jeg havde et lille Stykke Flojl. Det gav rnig en Ide. Jeg bandt Flojlet paa Spidsen af en Pind og strog forsigtigt Hugormen henad Ryggen. Det gav et lille Sat i den, da jeg rorte den, men da den mserkede det blode Toj, syntes den aabenbart om at blive klappet. Hver Dag omtrent i hele August Maaned hilste jeg paa min Yen, den lille rodbrogede, og tilsidst blev den saa kaelen, at den strakte Hovedet frem og lod Kroppen og Hal en haenge slapt ned for rigtig at nyde sin Kaeletur. Bedst syntes den om at blive kloet i Nakken. Den huggede aldrig efter Stokken.* Han passede paa, naar han gik og kom, aldrig at forskrsekke den. »Tilsidst gjorde jeg Pinden kortere og kom den nsermere, og ofte strog jeg den med en Finger. To Somre varede vort Venskab, saa kom den ikke mere til sin gamle Tue«3).

Denne Beretning er sikkert trovaerdig nok, og med den vinder adskillige Traek i foranstaaende Optegnelser i Trovaerdighed. — Slangespecialisten Otto Cijrdn skriver ogsaa, at Hugormen slet ikke er den ondskabs-


1) DFS 1909/3-b. H.

2) DFS 1929/75, 2. Del, Nr. 26.

3) Jagtvennen, 1936, S. 161.

Side 223

fulde Skabning, den har Ord for. Den hugger kun, naar den bliver skraemt eller hidset op og ikke kan flygte, af Natur er den traeg og dorsk. Skraemmer man den ikke, »kan man kildre den med en tynd Kaep, »lege« med den og endog berore den, uden at den bryder sig videre derom.« Den bliver ogsaa tam i Fangenskab, og er den en Gang tam, bider den ikke mere1).

Der er imidlertid to andre Sporgsmaal, som rnaa besvares:Vil en Snog drikke Maelk? Formaar den at patte en Ko? Det sidste Sporgsmaal kan straks besvaresbenaegtende; Snogens Mundbygning gor den ganske uegnet til at patte. Dette er da en Fabel. Derimoder der ingen Tvivl om, at Slanger, ikke mindst Snogen, gerne drikker Vand, selvom de endog meget laenge kan undvsere baade Fode og Vand uden at dO. I den lille »Brehm«, som udgaves paa Dansk 1907, hedder det, at det »ved Forsog er paavist, at den kun i Nodstilfaelde overvinder sig til at drikke Maelk*2). I store Brehm, Udgaven 1913, hedder det: »Foruden Vand tager idet mindste enkelte ogsaa Maelk til sig«, raest naar de intet andet kan faa; og naar de en Gang har vaennet sig til saadan Vaedske, kan det ske, at saadanneendog gerne vil drikke Maelk3). Herimod haevderOlbrich, at det saavel ved hans egne som ved andres Forsog er godtgjort, at Snoge ikke vil drikke Maelk*). Men Cyren skriver derimod: »Slangerne brydersig


1) Otto Cyr6n: Ormar i fantasi och verklighet. Stockholm, 1934, S. 106.

2) A. Brehm: Dyrenes Liv. Ved J. O. Boving-Petersen. 1907. 111, S. 460.

3) Brehms Tierleben, V, S. 335 f.

4) Olbrich: Das Milchtrinken der Schlangen. Mitteilungen der schlesischen Gesellschaft fur Volkskunde. Hefte XI, 1904, S. 69 ff.

Side 224

dersigikke om Maelk, det vaere sig her elleriTroperne;
de drikker den kun, naar de ikke kan faa Vand1).

Hussnogen har da efter dansk Folketro vaeret betragtetsom Hj emmets Vaerner og gode Aand, dens Drab bragte Ulykke. Baade i Praest-Jens' Cyprianus9) og i Cyprianus PPP8) findes da ogsaa angivet, hvorledesde gamle Oldinge bar sig ad, naar de vilde fange Slanger for at have dem »i deres Huse og for deres Dore til Forvagter*. Der haves da ogsaa talrige Optegnelserfra hele Landet, navnlig dog fra Jylland, hvorefter man ved Sygdomme hos Koer, Kalve, Faar eller Svin har anbragt en levende Hugorm i en Potte eller en Flaske og derpaa har nedgravet denne indenforeller uden Doren til Stalden. Dette Middel brugtes bl. a. mod Kalvekastning og anden Sygdom hos Husdyrenesamt mod Uheld overhovedet i Besaetningen, selvfolgelig da ogsaa mod Forheksning. Dette Raad gives ogsaa i andre Cyprianus'er, saaledes i Maren Haanings Cyprianus og i Store Restrup Cyprianus*). Man har dog i Jylland ogsaa gravet en levende Hugormned under en Bistade med en ny indfanget Svaerm for at faa denne til at blive6). Ogsaa for god Afgrode skal en Hugorm eller Snog vaere gravet ned endnu saa


1) O. Cyrin, a. St., S. 75.

2) D. S. VI, S. 77, Nr. 99.

3) DFS 1909/3-b. H.

4) Thiele: Overtroiske Meninger, Nr. 262 (1). DFS 1906/23 (661). Skivebogen, 17. Bd., S. 69 (1173, 1450 og Ommersyssel). D. S. VII, S. 482, Nr. 1808 (1474) og Nr. 1806 (1606). Jfr. D. S. Ny Raekke, 11, S. 143, Nr. 89. DFS 1906/23 (1687). DFS 24 : 1, Louise Rasmussen i Heimdal «/» 1924 (1606 el. 1871). Katnp: Danske Folkeminder, Nr. 570 og 571 (Vestjylland). E. T. Kr. Jy. Fm. IV, S. 216, Nr. 303. Samme VI, 358/ 47. DFS 1906/30 (2476). DFS 1930/5 E. Langkjasr (2486). DFS 1906/23 (2495). Do. (2611). JA I, S. 82, Nr. 307. DFS 1909/9 T., Nr. 6. DFS 1929/75, Nr. 242.

5) W. Dreyer: Ovre fra Heden. Tilskucren, 1886. S. 302.

Side 225

sent som i 19091). Og som Vare for det nybyggede Hus har man i Jylland ogsaa gravet en levende Hugorm ned; i Ty anbragtes den i en Gryde og ovenpaa anbragtes3 Haandfulde forskellige Levnedsmidler og tilsidsten stor Sten. Den gravedes ned nser Husdoren — for at forebygge Uheld2). Man har ogsaa fundet saadannenedgravede Slanger3).

Det var jo en naerliggende Tanke, at der maatte vaere samme Nytte ved en nedgravet Slange som af den levende Husslange, som man tilmed dog ikke altid var i Stand til at skaffe sig. Den nedgravede Slange vilde man jo altid have, en Slange kunde ogsaa let skaffes til Veje og graves ned, naar Sygdom eller andet Uheld indtraf.

Som Amulet eller som Trgllemiddel ved Behandling af Sygdomme er Slangehvirvler iovrigt kendt fra Broncealderens 3. Periode dels fra Hvidegaardsfundet*), dels fra Maglehojfundet5). Paa Gottland er gjort et lignende Fund fra Vikingetiden8). Saa gammel har Troen paa og Anvendelsen af Slanger altsaa vseret her i Norden.

Ogsaa fra andre Lande kendes tilsvarende Tro om
Husslangers lykkebringende og ondtafvsergende Magt.
I Suerige fortaelles om »Tomtormen« som i Danmark.


1) DFS 1906/23 (294).

2) DFS 1906/30 Louise Rasmussen i Morso Folkeblad 28/8 1924 = JA 111, S. 17, Nr. 39 (1308 og 1606).

3) D. S. VII, S. 482, Nr. 1807 (1495). Skgr. VI, S. 224, Nr. 92 (1818).

4) Annaler for nord. Oldk. o. Hist., 1848, S. 342, 348 (Ved C. F. Herbst).

5) Aarb. f. nord. Oldk. o. Hist., 1889 (Ved Boye), S. 317 ff.

6) Fataburen 1912, S. 98.

Side 226

Den bragte Lykke i Gaarden, maatte derfor ikke draebes eller forstyrres, og den skulde have nymalket Maelk at drikke. Det gavnede ogsaa Husdyrene, naar Pigen strog den nedad Ryggen. Og i Skaane troede en Mand, at ligesaa blanke Hussnogene var, ligesaa blankt og vakkertvilde hans Kvseg blive1). Olaus Magnus har i sin 1555 udkommende Bog om de nordiske Folks Historie en interesssant Udtalelse: >Der findes ogsaa Husslanger,som laengst oppe mod Nord betragtes som Husguder.De faar Ko- og Faaremaelk at drikke og ses of te sovende i Vuggen som tro Vogtere. At skade dem anses for Helligbrode. Disse Saedvaner er imidlertid Rest af gammel Overtro, som den katolske Kirke straengt har forbudt«2).

I Nyland i Finland er »Tomtormen«, Snogen, ogsaa hellig, et Skytsvsesen som bringer Lykke. Man troede, at afdode Slsegtninge i denne Skikkelse gxstede Gaarden. Ogsaa der gav man den Maelk at drikke, da den befordrede Kvaegets Trivsel og Maelkeydelse. Draebtes den, forsvinder Lykken. Herfra kendes ogsaa Vandresagnet om Barnet, som slog Snogen paa Hovedet og sagde: »Tv ska it grotoos).« s).

I Norge haves lignende Tro om »Buormen« som i
Danmark*).

De gamle Preussere, Letter og Litauer havde udtalt
Slangekultus, idet de ikke blot havde Husslanger, men


1) G. O. Hylten-Cavallius: Warend och Wirdarne, 2. Opl. I, S. 247 og 11, Tillaeg, S. XXX. Folktro ock sagner fran skilda landskap. Av Eva Wigstrom. Stockh. 1898—1914 (Svenska landsm&len VIII, 3), S. 28, Nr. 112. Eva Wigstrom: Folkdiktning, I Bd. (Skaane), Kbhvn. 1880, S. 204.

2) Olaus Magnus: Historia om de nordiska folk, 111 Del, S. 46. (Svensk Oversffittelse.)

3) G. Landtman: Finlands svenska folkdiktning VII, 1, 1919, S. 843, jfr. do. VII, 5, 1927, S. 45.

4) Joh. Th. Storaker: Naturrigerne i den norske Folketro. Ved Nils Lid, Oslo. S. 256 f.

Side 227

de holdt ogsaa Tempelslanger, som Praesterne gav Maelk1). I Tyskland er Troen paa den lykkebringende Husslange jaevnlig at traeffe. Den maa ikke forstyrres eller draebes, men skal have Maelk, hvorfor den til Gengseldbringer Velstand og afvaerger Ulykker, Sygdom, Lynnedslag m. m. Draebes den, dor en af Familien, eller anden Ulykke bliver Folgen. Lignende Tro findes ogsaa hos mange andre Folk. I Schlesien troede man, at der var et Slangepar som Husslanger, den hanlige var knyttet til Husfaderen, den hunlige til Husmoderen;dode den ene af disse, dode ogsaa sammes Slange2).

For at faa en Forstaaelse af Troen paa vor Husslangeog af denne Tros Oprindelse og Forudsaetninger,maa vi soge tilbage til de store Kulturlande i Oldtiden,Grsekenland og Rom. I den romerske Religion spillede Huskulten en stor Rolle, og paa Husaltret var malet to Slanger, var der kun en, var Husets Herre ugift; de reprsesenterede aabenbart det levende iEgteparsSjael e8). Og Familiens Trivsel var aabenbart knyttettil dette Daemonpar*). Men Romerne nojedes ikke med Slangens Billede, de yndede ogsaa at holde tamme Slanger som Husdyr, som de kobte i stort Antal5). Cicero mente, at der ikke var noget maerkeligt i, om der havde vaeret en Slange hos Roscius i Vuggen, da Snogene isaer i Solonium »plejer at holde Torvedag ved


1) Jacob Grimm: Deutsche Mythologie. 4. Udg. 11, S. 570ff.

2) Handworterbuch des deutschen Aberglaubens VII, S. 1140 ff. Encyclopaedia of Religion and Ethics, by J. Hastings. 11. Bd., S. 419 b.

3) Martin Pn. Nilsson: Olympen, 1923, S. 200. 111. Religionshistorie ved Edv. Lehmann, 1924, S. 456.

4) Otto Keller: Die antike Tierwelt, 1913, 11, S. 284.

5) Encyclopaedia of Religion and Ethics, by Hastings, 11. Bd.. S. 404 b.

Side 228

Amen*1). Cicero nsevner ogsaa, at C. Gracchus skrev til M. Pomponius, at da der var fanget et Snogepar i hans Hjem, raadforte han sig med Haruspekserne, der aabenbart udtalte, at hvis han draebte Hunsnogen, vilde det koste ham selv Livet, medens det vilde koste hans Kone Livet, hvis han draebte Hansnogen8).

Dette er aabenbart samme Forestilling, som kommer til Orde i det schlesiske Sagn, blot er Konnet omvendt. Derimod var Billedet af Hansnogen paa det romerske Alter knyttet til Husfaderen, af Hunsnogen til Husmoderen. Ogsaa i det danske Sagn fra Randlev (S. 221) var Barnets og Snogens Liv knyttet til hinanden. Husslangerne fik i det gamle Rom ogsaa deres Fode af Beboerne, og Plinius skriver, at Slangerne skal elske Vin, naar de har Lejlighed der til, men Boaslangen ernaerer sig i Begyndelsen af Komaelk8). Andre sene Oldtidsforfattere fortaeller, at i Pella fandtes et Salgssted for tamme de sov sammen med Bornene, lod sig trykke og trsede paa, og de pattede endog Kvinder, der lagde dem til Brystet. Martial lader i et Digt en romersk Dame laegge en kolende Slange om sin Hals4).

Fra Oldtidens Hellas vides mindre om Husslanger end fra senere romersk Tid, hvor man i Slangen vsesentligst saa en varslende og beskyttende Daemon. I den aeldste hellenistiske Tid saa man derimod i SlangenLaegeguden selv, senere blev den mere Lsegeguden Asklepios' Stedfortraeder og Hjaelper og holdtes derforsom


1) M. Tullius Cicero: Om Varsler og Spaadomme, overs, af V. Thoresen, 1892, S. 131.

2) Samme, S. 129.

3) C. Plinius secundus: Naturalis historia. Overs, af Wittstein, X, 93 og VIII, 37.

4) Oscar Bloch: Om Slangen, 1920, S. 346 og Tillaeg, S. 65. Paulys Real-Encyclopfidie d. class. Alterthumswissenschaft. Udg. v. G. Wissowa, 2. R. 11, S. 517 ff.

Side 229

forsomHusdyr i Asklepieerne, hvor Ofret til Slangen oftest var en Honningkage. I Athenes Tempel paa Parthenonboede den tempelvogtende Slange. Men enkelteSteder i Hellas levede den lykkebringende Husslangedog i Spisekamre og Fadebure, for den skaenkedeman ved Maaltiderne en Slurk üblandet Vin. En saadan Husslange opfattedes der som en »agathos daiinon«,d. v. s. en god Daemon1). I Alexandria of rede man til sin agathos daimon hver 25. Tybi2). Og endnu i Nutiden har ethvert Kvarter i Kairo en Slange som Skytsaand8).

Ogsaa vore danske Beretninger fra sen Tid om Husslangen gaar da sikkert tilbage til Oldtidsdage, og de har deres Rod i de store davaerende Kulturlande ved Middelhavet, hvilket ogsaa gselder Troen paa Snogens Forkasrlighed for Maelk. Da Slanger fra Urtids Dage ogsaa er opfattet som de dodes Sjaele (Mennesker, der dode, troedes at leve videre i Gravene), hvorom endnu den svenske Optegnelse fra Finland (S. 226) er et maerkeligt Minde, og da bl. a. Maelk, Honning og Vin horte til de Dodeofre, som man i Oldtiden bragte de dode paa og i Gravene, synes det sandsynligt, at Troen paa Snogens Forkaerlighed for Maelk har sin Oprindelse fra dette Dodeoffer*).

Med disse Antydninger om Forudsaetningerne for vore Beretninger om Husslangen maa det her vaere nok. Tidsskriftets Plads tillader ikke at uddybe dette i Religionshistorien betydningsfulde Sporgsmaal naermere.


1) Nilsson: Olympen, S. 200.

2) Erwin Rohde: Psyche. 7.-8. Oplag, 1921, I, S. 2541, Noten.

3) B. Stern: Medizin, Aberglaube und Geschlechtsleben in der Tiirkei, 1903, I, S. 434.

4) Jfr. bl. a. en Afhandling i Mai og Minne, 1925, af S. Eitrem, S. 94.