Under Hojsommerens Sol soger Tusinder af Mennesker Sundhed i saavel Marehalmens Rige som i det blaanende Hav, der paa alle Sider braemmer Vendsyssel.

I den Sommer, der nu svandt, har i alt Fald Vestkysten af Jyllands nordligste Landsdel kunnet opvise en lang Raekke Aftener med Solnedgange over spejlblankt Hav, med et flere Mile langt, gyldent Baand ud i Solretningen, et glitrende og sitrende takket Bselte, som har strakt sig fra de svagt krusede Revler ud mod Kimingens hvaelvede Rand, ud, hvor Luftens og Havets blaalige Flader modtes.

Slige Aflener har Mennesker, enkeltvis og i Klynger, beundrende staaet paa saa godt som hver Klittop ud mod Havet eller langs Klinternes Rande, betagne af den Naturens Fred og Skonhed, der da aabenbarede sig, naar »Guds Sol gik i sit Guldslot ind«. Da blev det ellers for sin Utsemmelighed saa berygtede Vesterhav til en skon og herlig Idyl.

Men Vendsyssels Kyster, sserlig den nordlige og vestlige,kan jo vise et helt andet Fysiognomi. Udsigten eller Billedet fra den kuplede Klithoj kan saa fuldstaendigskifte Karakter. En saadan Forandring indtraeder,naar

traeder,naarBolgeraekkerne i de morke Efterars- og Vinternaetter med übaendig Kraft vaelter ind mod Revle og Havstok, faldende i tunge Styrt og draperende Kystliniensom med lange, lange Kseder af hvide Frynser. Hvor Stenkolosser har hobet sig sammen og ligesom sogt at ove Modstand mod den msegtige, buldrende Gigant,saaledes f. Eks. ved Toraby Strand, knuses Neptunsvaade, duvende Rader og forvandles som til Maelk og Flode.

Naar Skummet under disse Forhold hvirvles ind over Gaarde og Huse, og de svaere Stormes Hvin i Klittagets stive, strittende Straa og Havtjornens piggede Grene lyder, naar de underhulede Klintskraenters Stenog Lermasser i begende sorte Naetter med Dron styrter ned i det kogende Draad, saa Sprojtet har staaet hojt op ad de naesten lodrette Vsegge, ja, da er al Idyl forsvundet. Da er Modsaetningen til Sommerens blanke Havflade for Haanden. Da er det som et Hav i afsindigt Raseri. Da er det som et Element i glubende Jag efter Menneskers Liv og menneskelig Velfaerd.

Hvis en saadan Orkan, efter flere Dages Rasen, pludselig laegger sig, hores Donningerne fra dens Bulder og Brusen over fire Mil ind i Landet, f. Eks. fra Blokhus til Hallund.

Under slige voldsomme Uvejr havde Stormene i deres odelaeggende Faerd, saa godt som Vendsyssel rundt, i aeldre Tider en Forbundsfaelle i det fine, lette Flyvesand, der efter Vindens Tilskyndelse hyllede hele Landskaber ind i dets hvirvlende Taager, og som lagde sig i ofte mange Meter tykke, golde Rimmer, overfog og odelagde frugtbare Egne. Sanddriverne daekkede Landsdelens laengste Kirkerum, saa kun Taarnet holde sig »oven Vande* i dette urolige og i Dybde staerkt skiftende Sandhav.

Det truede en anden (Raabjserg) i den Grad, at den maatte have sit Vaabenhus flyttet, for at der overoverhovedet kunde vsere Adgang til Kirken. Men denne Sandflugtens Haergen er et langt Kapitel for sig, der ikke naermere skal berores her.

En lidt anden Form, men dog et Udslag af Stormens Magt, saas for en Menneskealder siden, da de tunge Sten i Lyngby Kirkedige begyndte at styrte i Dybet, en efter en, efter som deres Leje paa Lerbrinken slikkedes bort af Bolgeslaget. Til sidst blev Situationen for Alvor kritisk for hele Kirkebygningen. Og 1914 maatte den flyttes, af Hensyn til det fremrykkende Hav.

Hvad der gennem Aarhundreder har tildraget sig, naar Havet rejste sig i sin larmende Vaelde, og Havets Gud krsevede sine Tributter, derom giver Kystsognenes Kirkegaarde og Mindesten, Kirkeboger og andre Arkivalier, samt tidligere Tiders Aviser, talrige Vidnesbyrd.

Af mere kollektive Minder kan naevnes osterbystenen i Skagen over 8 Fiskere, som 27. Decbr. 1862 satte Livet til under Forsoget paa at redde Briggen *Daphnezs Besaetning, Mindestenen ved Maarup gamle Kirke over den engelske Fregat *The Crescentts ca. 240 Marinere¹), og endelig den store Natursten paa Rubjserg Kirkegaard, som minder om 7 omkomne fra den svenske Damper *Bellgrove*, der 2. Novbr. 1921 forliste ud for Rubjserg Knude.

Mangfoldige Tilforsler i Kirkebogerne vidner om
Havets Dramaer. Her er nogle enkelte Eksempler:

Den 7. Marts 1810 begravedes paa Albsek Kirkegaard
tvende paa Lyngsaa Strand inddrevne Mandslig, det
ene en Styrmand, Tonnes Jorgensenf det andet en Matros,hvis

---

1) Se herom Vendsysselske Aarboger XI, Side 211—19 (1935).

tros,hvisNavn ikke vides, da ingen hos ham fundne
Papirer oplyste.

(Albask Kbg.).

Johan Duncan, Matros paa et engelsk Skib, der strandede ved denne 0 22. November 1780. Han blev begravet den 8. Februar 1781 her i Kirkegaarden; 24 Aar.

(Hirsholmenes Kbg.).

Den 15. Maj 1808 begravedes Niels Chr. Christensen af Hirtsholmene. Han blev fort syg i Land, da Holmboerne, formedelst Frygt for Overfald, flygtede fra oen til Strandby.

(Elling Kbg.).

24. Sdg. e. Tr. 1653 begravedes en fremmed Kvinde;
kom ind ved Hojen, og var af det Skib, der blev ved
Skodelund den 31. Oktober.

Begravedes 4 Personer fra Lokken den 27. Januar 1733, nemlig Simon Nielsen Vrensted, 38 Aar, Chr. Tvis, 64 Aar, Erik Pedersen Hojdal, 40 Aar, og Clemen Pedersen Schyt, 31 Aar.

(Skagen Kbg.).

En Styrmand, Addik Schnitzer, fra Oldenburg, som var omkommen nogle Dage tilforn ved Strandingen under Tolstrup, begravedes 8. Decbr. 1793; ungefser 40 Aar.

Den 16. Marts 1811 begravedes 2 norske Lig, Andreas Larsen og Johan Lunde, som var inddrevne ved Ugerby Strand fra den norske Skonnert, der forliste ved Hojen.

1818, 15. Januar, begravedes Niels Flindt, Skibsdrengpaa

drengpaaden her strandede Brig »Proven«. Han var
fodt i Kobenhavn, 16 Aar.

Briggen var paa Vej mod Guinea.

(Ugerby Kbg.).

En svensk Mand fra det svenske Skib »Chronprinsen*
begravet paa Kirkegaarden 6. Novbr. 1794.

(Asdal Kbg.).

Marie Bebudelsesdag, 2. April 1775, begravedes uden
Jordpaakastelse 4 dode Personer, som den 21. Marts
paa et Vrag kom drivende til Land.

Den 11. Februar 1797 begravedes 3 Dodninger, indstrandede fra det svenske Skib *Gustav den Trediet. Deres Gravsted er paa det nordvestre Hjorne af Kirkegaarden.

1808 begravedes 4 Fiskere, der druknede ved deres
Fiskebaads Kaentring.

(Home Kbg.).

Begr. 23. Maj 1700: Peder Michehen, 35 Aar, Niels Pedersen, 46 Aar, Laurs Pedersen, 30 Aar, og 26. Maj s. A.: Christen Michehen, 42 Aar, som alle omkom og druknede 15. Maj.

Og 1702: 22. Novbr. begravedes Soren Pors, som
druknede den 18. Novbr., da han var udreden med
Hestevaad for sin Husbond, 32 Aar.

(Tornby Kbg.).

Christen Nielsen Wrensted, fodt i Blokhus 1765, druknede ved Lokken 22. Februar 1807, kom i Land paa Lonstrup Strand 29. Januar 1808, begravedes Maarup Kirkegaard 31. Januar.

(Maarup Kbg.).

1736, 22. Juli, begravedes 3 forulykkede paa Havet,

laurids Hovmand, 70 Aar, Niels Christensen, 67 Aar,
og Laurs Laursen, 48 Aar, drev i Land 3 Uger efter.

Den 15. Oktbr. 1806 druknede Ungkarl Christen
Ottesen af Furreby, da han faldt over Bord ved at ro
med Korn; fundet 20. Oktbr.

1808, 13. Novbr., begravedes Christen Christensen Briickmann, som blev opgravet under en Skude, hvormed han strandede Natten til den 22. Febr. -1807 (se ovenfor). Han var Husfaester i Furreby; 40 Aar.

(Furreby Kbg.).

Den 14. Decbr. 1808 begravedes 2 Mandfolk, 1 Pigebarn og Underkroppen af et Mandfolk, som alle var opkastede paa Stranden og formentes at henhore til et engelsk Krigsskib, der strandede norden Lokken, uden Jordspaakastelse.

(Ingstrup Kbg.).

Der sigtes her til »The Crescent*, se foran Side 238
og Henvisningen der.

I det folgende skal meddeles nogle Tildragelser foregaaet
ved Kysten eller paa Havene omkring Vendsyssel.

I. Brand, Stranding og Drukneulykke.

Natten til den 21. April 1786 opstod der lid i Enestegaarden Troldborg i Raabjserg Sogn. Ildsvaaden var meget heftig, alle Bygningerne blev lagt i Aske, ja, endog nogle af Husdyrene maatte lide Doden i Luerne.

I denne Aprilsnat, da Flammerne lyste op i Luften
over de nsere Naboer, Raabjserg Kirke og Prsestegaard,

stod en Kaptajn med et forholdsvis stort Skib nordover.Han kom fra Frankrig og havde en betydelig Ladning Vin m. m. inde. Rejsen gjaldt Lubeck. Da han havde rundet Hirshals, rettede han Kursen efter Grenen. Ud for Skiveren, paa Hojde med Raabjaerg Kirke, blev Kaptajnen det Troldborg'ske Baal var. Og da han vidste, at Skagens Fyr, der jo dengang naermesthavde Karakter af et almindeligt Sankt Hans Blus, ikke kunde vaere langt borte, forvekslede han det luende Skaer fra Troldborg med Baalet fra Skagen gamle Fyr, tog Bestik derefter med det Resultat, at han haengte Fartojet op paa Revlerne ud for Raabjaerg Mile.

Det blev nu senere oplyst, at Skibet var en Hukkert- Galease >Die VerwandschafU, fort af Kaptajn Jacob Heinrich Wulff og kommende fra Bordeaux, ladet med rode og hvide Vine, samt Vineddike og Kork.

Vejret var stille med smult Hav, da Grundstodningen fandt Sted, saa baade Bessetning og Ladning reddedes i Land. Derefter blev Galeasen med noget Besvaer taget af Grunden. Den var dog laek og maatte til Aalborg for at repareres for en Lsekage.

For at kunne flyde dertil maatte Skibet stadig pumpes. Til dette Arbejde lejedes en Mand i Skagen. Denne Pumpning var imidlertid en meget ensformig Beskseftigelse, og Folgen blev, at Manden under sit kedelige Arbejde stod og faldt i Sovn, faldt over Bord og druknede.

Et kont Traek knytter sig alligevel til denne tredobbelteTragedie. Kaptajn Wulff sendte nemlig straks en forelobig Hjaelp til den afdodes Enke. Og hos sin Kommissser i Aalborg, Kobmand Laurids Winde, deponeredehan 12 Rigsdaler, hvoraf Enken aarlig i 6 Aar skulde have 2 Rdlr., og desuden fulgte Lofte, at

hvis hun levede laengere, skulde der komine yderligere
Pengehjaelp, saa hun kunde have en lille Pension indtilsin

Ejeren af Troldborg, Christen Pedersen, blev ruineret ved Branden. Han sad smaat i det i Forvejen og havde ikke forsikret, saa han formaaede at genrejse sin Gaard. Han laante derfor 200 Rigsdaler hos Mads Madsen i Starholm mod Pant i den nyopbyggede Gaard. Men Chr. Pedersen kunde ikke svare sine Renter og Afdrag, og Enden blev, at han overlod Gaarden til M. Madsen, hvis Efterslaegt endnu sidder som Ejere af Troldborg¹).

II. Da der forgæves bankedes paa Kirkens Dør.

Om Natten til den 16. November 1790 stod en haard
Nordenstorm med oprort Hav ind mod Kysten.

I dette strenge Vejr strandede lidt osten for Hojen (Gl. Skagen) Fregatskibet >Cornelia<, fort af Kaptajn Peder Richard af Kobenhavn, ligesom Galeasen kommende fra Bordeaux. Det havde 10 Mands Besaetning. Blandt Ladningen var en Del Olie. Ved at gyde nogle Tonder deraf ud over de fraadende Bolger lykkedes det hele Mandskabet at naa til Land i Fregattens egen Baad, men baade Skib og Ladning odelagdes.

Saa stod de 10 gennemvaade Mennesker, fortumlede og naesten raadvilde, paa den morke, vildsomme Strand. De fandt dog et Vejspor, der forte ind i Landet. Ad dette kom de til den gamle Kirke. De forsogte at komme ind under Kirkens Tag for at soge Ly i Novembernatten, men forgaeves. Doren lod sig ikke aabne.

---

1) I Hovedsagen efter Jydske Efterretninger, Nr. 22, 1786.

Atter sogtes efter Spor. Et saadant fandtes ogsaa. Det pegede i modsat Retning og forte Besaetningen til osterstrand, Yz Mil syd for Skageii, netop ved Vraget af et fransk Skib. Men heller ikke dette kunde yde Las.

Endelig fandt de udasede Sofolk ad et tredie Spor til Byfogdens Gaard¹). Det var dog ikke alle, der naaede saa langt. Nogle var segnede af Traethed. Der blev derfor sendt Vogne og Mandskab ud for at soge efter disse. En laa da og var dod paa Vejen, og en anden dode i Vognen, inden den naaede tilbage til Byen.

Ind i denne natlige Elendighed lyste dog en Solstraale. Fregattens Styrmand havde nemlig fra Strandingsstedet og den lange Vej forbi Kirken til Kattegat og derfra tilbage mod den kraftige Storm til Byen, paa denne trselse Straekning baaret to udmattede Drenge paa sin Ryg og derved reddet dem fra Doden.

Dette var altsaa en Daad, en Somandsbedrift paa
Land j or den.

Fregatskibet havde vaeret udklareret fra Ktfbenhavn til Pillau og Middelhavet 30. Sept. 1785 og atter Aaret efter 15. Maj til Archangel, Bergen, Middelhavet og videre efter nsermere Ordre. Fartojet blev borte i halvfemte Aar og har antagelig vaeret chartret i udenrigsk Sejlads. Paa Hjemrejsen var det saa, at det fandt sin Skaebne over Gammel Skagens Revler.

Ved Udklareringen 1786 var Besaetningen:

---

1) Byfogden var Hans Christoffer Ferslev, der var indfodt Skagbo, en god og human Mand, som sad i Embedet der 1754_—94. Han har sikkert ydet de skibbrudne al mulig Omhu og Hjaelp. Jfr. C. Klitgaard: Skagen Bys Historie, Side 468.

Deter altsaa den sonderjydske Styrmand, Boye Jiirgens, der udmaerkede sig ved sin Udholdenhed efter Strandingen. De to unge Skibsfolk, han reddede ved at bsere, velsagtens skiftevis, har sikkert vaeret de to sidstnaevnte fra Skibslisten, Koksmath'en og Skibsdrengen, der jo var fra samme 0 som Styrmanden.

Skagen Kirkebog har intet om de to Somsend, der i
Strandingsnatten fandt Doden i Sandhavet.

III. Stranding ved Læsø med Vraggods ved Hirshals.

I Efteraaret 1831, den 13. November, indstrandede paa ostsiden af Laeso, formentlig paa Kobbergrunden, Fregatskibet »Heroine« af London, fort af Kaptajn Dalrymple og kommende fra St. Petersborg. Det var et nsesten nyt og kobberforhudet Skib.

Ladningen bestod af 700 Fade Talg, 900 Trodser,
Potaske og Horfro m. m. bestemt til Hjemstedet.

Skibet havde vaeret 28 Dage undervejs fra den russiske Havn. Besaetningen, der bestod af 16 Mand, kom om Morgenen efter Grundstodningen i Land og blev om Aftenen lagte i Karantsene. De viste sig dog alle at vasre sunde.

---

1) Waterschoutens Protocol, Kobenhavn, 1783_—87.

Ben folgende Nat naesten forsvandt det stolte Skib, saa der Dagen efter, da man sogte efter det, ikkun fandtes et Stykke af Bagbords Side, Masterne, Kaettingerne o. m. deslige.

Med et Suk meddeltes det fra Laeso, at Ladningen og det ovrige saaledes upaatvivlelig var gaaet tabt, hvilket beklagedes saavel for Assurancen (Lloyds i London) som for Bjaergerne der paa oen.

Eftersogningen efter Vraggods fortsattes dog selvfolgelig. Men da Vinden var nordost paa det Tidspunkt, Skibet skiltes, formentes det, at Talgen vilde drive ind paa den jyske Kyst.

Dermed mentes naturligvis Jyllands ostkyst. Men Strommen maa have gaaet nordlig, eller der har fundet en Vinddrejning Sted, for den 24. Novbr., en halv Snes Dage efter Strandingen, inddrev til Skagen eller indfortes med Baad 40 Fustager Talg, hvilke man formodede stammede fra > Heroine«. Men da der den folgende Dag ved ligefrem Eftersogning ingen Tonder blev fundne, ansaa man det for sandsynligst, at den store Maengde, der kunde forventes at vaere i Soen, af Strommen var sat forbi Grenen og ud i Nordsoen. Som et Slags Efterslet solgtes dog i Skagen 22. Febr. 1832 11 Fade Talg samt noget 10st do. Men alt, hvad der har kunnet flyde af »Heroine«s Last, regnedes helt at vaere gaaet uden om Lseso.

Skagboerne havde godt nok sluttet rigtigt, da der gisnedes om, at Talgen var gaaet i Nordsoen, for den 26. Novbr. inddrev ved oster Kjul (Asdal Sogn) 17 Fade Talg, ved Norre Kjul 7, Lilleheden (Hirshals) 43, samt den 29. Novbr. ved Tornby og Lilleheden nogle og tyve Fade, og senere kom her yderligere 30 Fade.

Den 26. Novbr. var der drevet en hel Flaade af disse

Fade forbi Lilleheden og sydefter. Antagelig har Kystboernestaaet og iagttaget Flotillen paa den nuvaerendeFyrbakke. Men Vind og Strom skiftede Retning, og Flaaden vendte tilbage og gik paa Land.

Bonder og Fiskere antog i Forstningen den svommende Msengde for en stor Flok Havfaar, hvorraed sandsynligvis mentes Klitfaar, der paa en eller anden Maade var forulykkede og drevet til Havs.

Man stod paa Klitbakkerne og ynkedes over ikke at kunne drive hele Hjorden i Sikkerhed. Men da Havet saa alligevel gav en Del af sit Bytte tilbage, og Fsenomenet blev opklaret, saa var Strandboerne paa den stormpiskede Kyst dog glade for, hvad der paa denne Maade sksenkedes dem.

Senere kom ogsaa Forklaringen til Hirshals, at de mystiske Faar hidrorte fra »Heroine «s Vrag, som gav endnu flere Gaver til denne Kyststraekning, idet der den 29. Febr. 1832 atter var Auktion ved Lilleheden og Kjul over 33 Fade Saebe-Talg, hvert vejende 2—32_—3 Skippund, d. v. s. fra 650_—950 danske Pund, altsaa store vaegtige Fustager. Desuden solgtes noget Iost Talg, vel nok hidrorende fra knuste eller sprsengte Fade.

Selv om Strandingen for Lsesoboerne blev noget af en Skuffelse, var der saamaend travl Virksomhed ved Strandingsstedet praktisk talt et helt Aar igennem, og der holdtes jaevnlig Auktion over, hvad der efterhaandenblev ilandbjaerget. En af Auktionerne blev standset, da der var solgt omtrent 100 Trodser. Det var der Misfornojelse over, og Grunden til Standsningenkendtes ikke. Det oplystes ved denne Lejlighed, at der kun var lidt bjaerget af Skibsinventaret. Og Ankere og Kaettinger vilde nseppe kunne bjaerges paa

denne Aarstid, d. v. s. hen imod Jul 1831, med de
urolige Vejrforhold.

Hele Vinteren og Foraaret og hen paa Sommeren bjaergedes eller inddrev Gods, og der bortauktioneredes stadig af det store Skibs Ladning, Inventar og Redskaber. Foruden Talgen var det isaer Trodser. En enkelt Kasse havarerede spanske Fluer var dog iblandt.

Den sidste Auktion holdtes den 1. Septbr. 1832 over 18 Ruller nyt Towaerk, som var bjaerget, og hvad der yderligere inden Auktionsdagen vilde kunne. bjerges. Da averteredes tillige, at man bortsolgte, hvis antageligt Bud skete, det Towaerk, der endnu ikke var bjaerget ind fra Skroget, og som efter Beregning skulde udgore omtrent 350 Bundter eller Ruller¹).

Saa forst var der gjort Deling paa det kostbare Skib
og dets vaerdifulde Ladning.

IV. Fire Sæt Fiskere driver til Havs i Uvejr.

1.

Lige efter Nytaar 1799, den 7. Januar, roede 5 Personer fra Skagen, nemlig Skipper Hans Christian Nielsen, Baadbygger Jens Christensen Bag, Matros i kgl. Maj. Tjeneste Hans Mikkelsen, Smed Christen Thornsen og Andreas Kared, ud i en liden Baad paa Norrehav (o: Skagerrak) og blev ulykkeligvis i en paakommende Taage ganske borte. Man mente ikke, at de havde haft noget Kompas med sig. Dog ansaas det ikke for umuligt, at de jo et eller andet Steds kunde vaere stodt paa Land eller truffet et forbisejlende Fartoj.

---

1) Aalborg Stiftstidende Nr. 185, 191, 193, 194 og 198 1831 og 25, 111 og 134 1832.

Efter 14 Dages Venten og Uvished bragte Avisen
folgende Nyhed:

Efter Forlydende skulde 5 Skagens Fiskere, der blev borte i Taage, nu med Posten have skrevet hjem fra Goteborg, at de velbeholdne var ankomne dertil den 15. Jan., efter at de heldigen var landede paa en liden 0, Kjellingen, I—21_—2 Mil nord for Marstrand. De kunde nu tiltrsede deres Hjenirejse.

Da de endelig naaede den hjeinlige Kyst igen, efter mange Mojsommeligheder, hjalp en Ven dem med at udarbejde en Beretning om den farefulde Fserd over Havet og den besvaerlige Rejse ad Landjorden hjem.

Af Beretningen fremgik, at de var tagne ud i Dagbraekningen, forbi Grenen for at ssette de saakaldte Borgebakker, og mens de saa laa og ventede paa Fangst, faldt en saa staerk Taage, at Landet ganske gik af Sigte.

Saa laa de der. Ingen Landkending, intet Kompas.
Endogsaa Vinden, den eneste Vejviser, blev dem »utro
og drejede sig om hist og her«.

Laenge roede de, men forgaeves. De kom stedse lsengere
ud paa Dybet. Det blev morkt. De ankrede og
>laa for en Krabe«.

Over Midnat (8. Jan.) rejste Vinden sig haardt. Der gisnedes, at den var sydvest. I Morgenstunden sprang Ankerlinen. Saa maatte Aarerne atter ud, og til deres Glsede kunde de nu en Stund ojne Fyret, men trods alle Anstrengelser var det ikke muligt at hale ind mod den attraaede Kyst.

Der var da ikke andet at gore, end at falde af med Vind og Strom i Haab om at faa Svenskekysten i Sigte, inden Natten brod frem, en Beregning, der slog fejl. Januarnattens Morke kom, og de forste Sk«r var endnu ikke naaede.

Ved Midnatstid maerkedes Branding til flere Sider. Altsaa var de inde i Skaergaarden. »Ved en forunderlig Forelse slap vi dog igennem og landede paa en Klippeo«. De ikke alene betegnede sig selv som gennemvaade, men tillige som afmaegtige. De havde nemlig hverken faaet Mad eller Drikke i 40 Timer. De tumlede om paa oen, thi de kunde naeppe gaa, for at soge efter Hus, men fandt snart, at den var übeboet. Dog var de saa heldige at finde fersk Vand paa Klippeskseret. Dette var som »himmelsendt Vederkvaegelse«.

Da de i nogen Afstand kunde sect Lys, fattedes nyt Mod. De ilede til Baaden og roede efter Lyset, naaede en anden 0, hvortil de kom Kl. 2 om Natten. De bankede paa det forste Hus, de traf. Konen her, hvis Mand var ude paa Sildefiskeri, havde naeppe hort deres Skaebne, og hvorfra de var, for hun viste al mulig Gaestfrihed, bragte torre Klaeder og Linned, ja sparede end ikke engang sin Mands bedste Klsedning. Lidet Brod og Ost, hun havde til overs fra sig selv og 4—54_—5 smaa Born, delte hun mellem dem, gav dem den 01, hun havde, kogte nogle af de Fisk, de selv havde med i Baaden. Derefter overlod hun dem sin egen Seng, den eneste i Huset, for de to af Fiskerne og redte Leje paa Gulvet til de tre andre.

Om Morgenen anviste hun et Hus, hvor de kunde
faa 01 til Kobs for 2 Skilling Potten, der var saa stserk,
naesten som Pryssing.

Hele deres Kapital, de havde paa Lommen, bestod
kun af 10 Skilling dansk, saa den Sum kom de jo ikke
langt for.

Praesten paa oen, »Kjellingen«, en veltalende ung Mand kom hen til dem. Efter at have hort deres Haendelserog paalagt Krokonen at give dem de 10 Skilling tilbage, de havde kobt 01 for, gik han bort, men kom

straks igen, bserende selv en stor Krukke med 01 og
hans Karl en anden med Maelk i til dem.

Siden bragte de andre Beboere dem Levnedsmidler til Overflodighed. Enhver vilde have dem med sig hjem for at gore dem »tilgode, og den, de ikke fulgte med, blev halvt fortrydelig*.

Paa »Kjellingen« blev de i 5 Dage. Den sedelmodige Prsest skrev saa Pas for dem til Goteborg, gav dem Rejsepenge og opfordrede de ovrige oboere, ca. 14 i Tallet, til at gore det samme. Desuden forsynedes de fern med Levnedsmidler, sattes derpaa over til en anden 0, hvor der fojedes samme gode Anstalt til Rejsens videre Fortsaettelse.

Rorte forlod Skagensfiskerne »disse adle Folk* og
tilbagelagde de 14 Mil til Marstrand uden at have betalt
det mindste derfor.

Fra Marstrand dels sejlede, dels vandredes til Fods
til Goteborg, hvor den danske Konsul udstedte nyt Pas
og forstrakte med Rejsepenge.

Saa gik de Landevejs til Helsingborg, kom frit over til Helsingor og vandrede videre til Kalundborg, hvor de opholdt sig i 14 Dage paa Grund af Isvanskeligheder. Den ene af Baadelavet, Andreas Kared, maatte efterlades der, »da hans af Frost ophovnede Ben ej tillod ham at rejse laengere«. De fire andre lagde saa Vejen over Korsor.

En Del af Turen over Sjselland skildredes i folgende
Ord:

»Hele Sjaelland igennem maatte vi betale fuldt op
for, hvad vi behovede.

Ja, i en lille By, Ejby kaldet, blev os — burde vi tie stille dermed? — alle Vegne nsegtet Hus, uagtet vi skulde have taget til Takke med det bare Gulv eller en Bsenk til Natteleje, en Übarmhjertighed, som udsatteos

satteosfor ny Elendighed og Livsfare, idet vi saa os tvungne til at fortsaette vor Vandring ved Nattetide i haardt Vintervejrlig, gennem vildsomme Skove, fulde 2 Mil, for vi lykkeligvis naaede Hus, hvis Indvaanere viste sig mindre ufolsomme.«

Fra Korsor til Nyborg havde de godt Rejseselskab paa Isbaaden, sserlig med en Kaptajn Langballe¹), som forsynede dem med Mad og andet og foranstaltede dem frit befordret til Vejle, hvor han havde en Broder, der ligeledes hjalp dem og gav en Rejseskilling.

Ogsaa i Horsens raktes en hjaelpende Haand.

Endelig naaede de Skagen den 2. Marts, efter at
have rejst »i 55 sure og kummerfulde Dage i Hjertet
af den strengeste Vinter«.

Beretningen, der er dateret 1. April, slutter med en Tak til det aedelmodige svenske Kystfolk, som de vilde erindre, saa laenge de levede, til de Landsmaend, der ydede dem Stotte, men der udtales Foragt for dem, som nsegtede Natteherberge²).

Nu de atter stod herhjemme, var Livet reddet og
Tabet kunde vel opgores til: Baad og Redskaber.

Paa dette Tidspunkt var den i Kalundborg sygemeldte
Kammerat endnu ikke naaet sit Hjem.

2.

I en sydvestlig Storm, der rasede 18. Novbr. i det orkansvangre Aar 1825, bortdrev atter en lille Fiskerbaad fra Skagen med 4 Fiskere. Da de ikke vendte tilbage, formodedes det, at de var omkomne eller i heldigste Tilfaelde forte ostover til Svenskekysten.

Et Par Uger efter kom der Beretning, dateret Goteborg26.

---

1) Antagelig den Kaptajn Jens Langballe, der dode 4. Januar 1821, 49 Aar gammel. (Richter.)

2) Jydske Efterretninger Nr. 5, 10 og 29 1799.

borg26.Novbr., med Meddelelse om, at Baaden med de 4 Fiskere havde maattet holde Soen i 2 Dage og Naetter, hvorefter de omsider var landede paa en Holm ved Navn Pino, hvor deres Baad ved Landingen sloges i Stykker¹).

Fra Goteborg vilde de saa blive sendt hjem.

3.

Den 9. Febr. 1836 om Morgenen begav syv Fiskere fra Frederikshavn, nemlig Ole Mikkelsen, Jens Mikkelsen, Jacob Bone, Niels Christensen, Ole Bjornsen, Jtfrgen Christensen og J. E. Suhr, sig i en lille Baad ud paa Fiskeri, hvorunder de overraskedes af en Storm og dreves til Sos, hvor de ksempede mod Bolgerne, maatte kaste deres Fangst fra sig og holde Baaden mod Vinden for ikke i den stormende Nat at gaa i Saenk.

Det lykkedes. I Dagningen naeste Dag »holdt de ud af« mod den svenske Kyst og kom ind til Brsenno, hvorfra Lodserne der bragte dem ind til Kanso, hvortil de ankom om Eftermiddagen, nsesten halvdode af Kulde og Hunger — ja, en Mand, J. E. Suhr, havde da sat Livet til af Anstrengelse.

Herfra sendte en svensk Leutnant, J. A. Jungmarker, en Beretning til den svensk-norske Vicekonsul Aalbeck i Frederikshavn, vel nok paa de reddedes Vegne, med Meddelelse om »den vakre Handlemaade«, der var blevet dem til Del ved denne Lejlighed, i deres hojst beklagelige Tilstand.

Af den svenske Konsul, Hr. Willerding i Goteborg, foranstaltedes en Indsamling, ved hvilken der i velvilligeBidrag indkom 173 Rigsdaler Rigsgaeld. Heraf anvendtes 67 Rigsdaler under deres Ophold i Sverige,

---

1) Jydske Efterrctninger Nr. 146 1825.

bl. a. til Begravelsesomkostninger for den paa Overfartendode

De ovrige 106 Rigsdaler blev ved Fiskernes Tilbagekomst, tilligemed Leutnantens Skrivelse, afleverede til Vicekonsulen til Fordeling mellem de seks Fiskere og den afdodes efterladte, alt efter Givernes onske.

Da den lille Baads reddede Mandskab var i god Behold i deres Hjem, kunde de ikke nok som rose den Hjaelpsomhed og Velvilje, hvormed man i Sverige lindrede deres Nod*).

4.

En Korrespondance fra Frederikshavn, dateret 11. Juli 1832, berettede folgende om en Fiskerbessetning, som i en Sommerstorm havde vaeret i alvorlig Fare paa Nordsoen:

I Dag er hertil ankommen med Skibslejlighed fra
Amsterdam 7 Fiskere, hjemmehorende i Landsbyen
Hanstholm.

De var den 13. Juni gaaede ud under jyske Rev for
at drive Fiskeri i en lille Jolle, da en Storm opstod,
som truede dem med Undergang.

Til deres Lykke blev de opdagede af Kaptajn J. G. Seifert, forende Kuffen »Johanne« af Rotterdam, der med Velvillighed optog dem alle og forte dem til Rotterdam, hvorfra de over Amsterdam, efter den vedkommende danske Konsuls Foranstaltning, er ankomne hertil, hvor ovrigheden straks ydede dem fornoden Hjaelp til at fortsaette Rejsen til deres Hjemstav n^s).

---

1) Aalborg Stiftstidende, Nr. 36 1836, tildels efter det koben havnske Rlad »Daffent.

2) Aalborg Stiftstidende Nr. 11l 1832.

V. Forlis i rum Sø.

1.

Skonnerten »Moritz« fra Korsor og fort af Skipper A. C. Kj&rulf sank den 16. November 1827 midt i Nordsoen. Skipperen, Styrmanden og 3 Matroser sogte deres Redning i Baaden, hvori de i 2 Naetter og Dage drev om.

I denne farefulde Stilling passerede dem 6 Sejlere, af hvilke to var dem naer. Men forst den anden Dag henimod Aften lykkedes det de skibbrudne at komme n*r en ny Sejler, som straks brasede bak for dem og gjorde alt for at faa dem og siden deres Baad om Bord.

Det var Skipper Johan Henrich Westerberg fra Helsingfors med Briggen »Caroline« af Reval, bestemt til Rotterdam. Denne unge Mand modtog dem med al mulig Godhed og Velvilje og gjorde alt for at lette dem deres ulykkelige Stilling, ligesom ban ogsaa siden, ved Tilbud af Erstatning, erklaerede intet at ville modtage, men at han ansaa deres Redningsdag som den lykkeligste i hans Liv.

Efter at dette Redningsforetagende var forebragt Fr. VI, besluttede Kongen at forunde Skipper Westerberg, for hans ved Redningen udviste aedle og menneskekserlige Forhold, Medaillen for sedel Daad i Guld, indrettet til at baere af ham¹).

— Kaptajn Andreas Christian Kjserulf var fodt i
Christianssand 10. Marts 1792 og dode i Kobenhavn
13. April 1865.

Han maa fra ung af have faret til Sos. Efter det
skaebnesvangre Havari i Vesterhavet, da han altsaa

---

1) Aalborg Stiftstidende Nr. 151 1828.

var boende i Korsor, tog han Borgerskab i Kobenhavn som Skibskaptajn og for paa Vestindien, led vist flere Forlis paa disse Rejser og blev som Folge deraf lam i begge Fodder.

Derefter blev han 1831 Fyrinspeklor og okonom paa Karantseneanstalten Kyholm paa Samso, der oprettedes paa Grund af den fra 1826 truende Koleraepidemi. 1846 blev han Forstander for Somandsstiftelsen »Bombebossen« paa Christianshavn, hvor hau ogsaa havde Bolig sammen med sin Hustru Anne So fie Adolfine Mongerod¹).

2.

Efter de beromte Storme i Vinteren 1825 indkom den 28. April d. A. til Helsingor sammen med flere andre Skibe en Brig, hvorom det hed, at dens »Hsendelser vilde bryde mange Hoveder, bevsege mange Penne og beskaeftige en Del Arme«.

Skibet hed tCatharina*, var hjemmehorende i Wolgast og fortes af Kaptajn Wessels. Det havde i London indtaget en Ladning, bestemt til Stettin. I Nordsoen blev det overfaldet af en af de heftige Stormbyger ledsagende Styrtso, hvilken med et voldsomt Slag bortrev fra Dsekket og begravede i Dybet Ruffet, hvori Kaptajnen med 6 Mand befandt sig.

Endnu var tilbage Styrmanden og en Matros, som opholdt sig paa Fordsekket i Ulykkesojeblikket. Disse ansaa sig for svage til at »regere< Skibet, forlod samme i Skibets Baad og blev optagne af et engelsk Slupskib, hvis ringe Bemanding dog formedelst Stormen ikke kunde afgive nogen Hjaelp til at besaette den forladte Brig, hvilken Englaenderne og de to Danske, da Vejret bedagede, igen sogte efter, men ikke fandt.

---

1) C. Klitgaard: Kjserulfske Studier, S. 229 f.

Dagen efter traf Kaptajn H. Reimer, forende Briggen »Edvard«, hjemmehorende i Pillau og kommende fra London, det folkelose, til Vindens Styrelse overladte Skib, omtrent 8 Mil fra Bovbjaerg, for smaa Sejl, bide Vind, rettet mod den jyske Kyst, besatte det med sin Styrmand og 4 Mand, der saa bragte Skibet til Helsingor som den forste Havn.

Finderen overgav dernaest det fundne Skib og Ladning til lovmsessig Behandling, i hvis Folger Udlosningen foregaar, og Skibet vilde derefter blive bragt i Havnen.

Saa vidt man kunde se, bestod Ladningen af stodt
Lumpen i Fade, Brasilie Sukker i Kasser samt Farvetrse.

Om Skibets Papirer var intet bekendt, men man
vilde vide, at Ladningen var forsikret i England1).

3.

Ved Proklama under 31. Decbr. 1833 bekendtgjorde Amtmand Graah, Hjorring, at Natten mellem 17._—18. Decbr. 1833 var inddrevet til Tvsersted Strand, 10st af Havet, en Egeslup uden levende Mandskab og uden et Navn eller Mserke, som kunde lede til Oplysning om Skibets Ejer og Hjemsted, alene med Undtagelse af en saakaldt Stander, blaa og gulstribet med gule Flipper, et sonderrevet fransk Sokort, et Par franske Boger og et Stykke af et gammelt Canossement, der havde Datum: »Brest, den 29. April 1833« og Underskrift, saa vidt samme var laeselig: »Leveque«.

Skibet var aldeles Vrag og ansaas at have vseret af
ca. 20 Lsesters Draegtighed. Skibsbaaden saavel som
Mandskabets Kister og Kufferter var borte.

Af Ladningen var bjerget 4—50004—5000 Stykker mer eller

---

1) Borchs Avis, Nr. 73 1825.

mindre beskadigede hollandske Ost, som ved Auktion
blev bortsolgte.

Ejeren indkaldtes1).

4.

Paa Starholm Forstrand (Raabjaerg) indkom Natten til den 28. Januar 1835 blandt nogle Vragstumper tillige en Aare, hvorpaa fandtes fastbundet en Skibsjournal, der, i Forening med en derved vaerende Folkeliste, maa antages at have tilhort Skibet »Swea« af Hudikswald, Kaptajn A. Bachmann, paa 12 Mands Besaetning.

Til denne Meddelelse fojedes:

I det forovrigt haarde Vejr, som i den senere Tid
har fundet Sted, er lykkeligvis ingen Soskade sket paa
denne Kant af Landet.2)

VI. En gammel Flaskepost.

Den 8. Febr. 1836 fandtes ved Kysten i Raabjmrg en fra Havet inddrevet Flaske. I samme var en Seddel med nogle Linier paa det engelske Sprog. Oversat til Dansk 10d de:

Dette indlober i Haab om, at en eller anden christelig Ven vil hjaelpe min hjaelpelose Kone og Bom, da jeg er strandet paa Kysten af Flamborough Nxs den 3. Decbr. 1835. John. Dockereu.³)

John Dockerey.3)

Disse Eksempler er kun et lidet Greb i det Fond af Beretninger, der haves om Dramaer og Tragedier, om Daad og Bedrifter, som har tildraget sig eller er udfort langs det vendsysselske Kystomraade.

---

1) Aalborg Stiftstidende, Nr. 7 1834.

2) Aalborg Stiftstidende Nr. 18, 1835.

3) Aalborg Stiftstidende Nr. 30. 1836.