I.

I Jyske Sam linger 5. Rsekke, 111 Bd. p. 99_— 106 har jeg gjort den saakaldte Essenbaekaarbog til genstand for en kritisk analyse, livis hovedresultat var, at aarbogen var skrevet efter ca. 1323 af en mand paa Djursland, der i en kortfattet, nsermest noget mut, stil havde skildret Erik 6's tid — paa baggrund af en andenhaands skildring af den forudgaaende tid — ud fra de politiske synspunkter som var gjort ggeldende af den jyske bonde- og herremandsopposition 1313_—14 og 1320. En bondes skildring i morke farver af den konges regering der til naturulykker, kvsegpest og uaar fojede indre splid og tunge skatter foraarsaget af en kostbar og skadelig udenrigspolitik.

Heroverfor har sekretser i akademiet for de tekniskevidenskaber, ingenior Vilh. Marstrand i samme tidsskrift p. 250^—72 opstillet en modteori, der gaar ud paa, at Essenbaekaarbogen er een redaktion blandt flere af en aarbog udarbejdet i kancelliet i anledning af erkebispestriden paa bisp Niels's tilskyndelse, for at den kunde forelsegges kardinal Guido i 1266; i 1304

skrevet af af den senere bisp Oluf af Roskilde, og af ham udfyldt, dels ved benyttelse af dominikaneraarbogen980—1286 for tiden mellem 1268 og 1286, og dels af hans egen viden for tiden 1288_—1303 navnlig angaaende naturbegivenheder. Det derved fremkomne vaerk er umiddelbart efter Olufs dod i 1320 blevet skrevet af, fort op til 1323 og bagud suppleret med oplysninger om erkebisper og Aarhusbisper paa foranledningaf erkebisp Esger Juul.

Jeg skal nu i det folgende forsoge at vise de fejlslutninger,
hvorved Marstrand naar dette resultat,
samt yderligere begrunde min fornaevnte thesis.

II.

Iflg. Marstrand (p. 253) er Slesvig-, Lund- og Rydaarbogerne forskellige redaktioner af en aarbog som bisp Niels af Viborg, rigets kansler, lod udarbejde ca. 1266 i anledning af erkebispestriden, for at den kunde forelaegges kardinal Guido.

Noget bevis herfor giver Marstrand ikke, han skriver: »At paavise dette i alle enkeltheder vil her fore for vidt.« Der var dog netop her, om ellers noget sted, brug for et bevis. Med et übevist udgangspunkt vinder ogsaa det folgende vanskeligt tiltro. At Rydaarbogen skulde vaere slutresultatet, fordi den er den mest vellykkede i kunstnerisk henseende, er ikke absolut overbevisende, en omredigering betod lige saa ofte en forvanskning som en forbedring. At aarbogen skulde vaere udarbejdet i anledning af erkebispestriden er ganske usandsynligt, da netop strid mellem konge og erkebisp faar en meget kortfattet omtale. Hvad skulde iovrigt kardinal Guido med en aarbog? I en strid af saa alvorlig karakter behovedes ganske anderledes udforlige dokumentationer end en aarbog kunde yde.

En oversigt over, hvorledes stridspunkterne historisk havde udviklet sig, kunde vaere nyttig, men et vserk af den naevnte aarbogskarakter, tilmed med en omfattende sagnhistorisk indledning, har vseret ganske uden interesse i en saadan sag.

III.

Haandskrifterne. Som de fleste andre aarboger
kendes Essenbaekaarbogen kun i afskrifter.

Af haandskrifterne1) giver Marstrand folgende forklaring:

D skrevet 1498 af erkebisp Birger Gunnersen.

B & L gaar tilbage til Henrik Smith 1549.

H skrevet af Mogens Madsen 1556.

Egentlige beviser herfor mangier. Fordi Birger Gunnersen har skrevet to fortsaettelser af erkebispekroniken, behover han ikke nodvendigvis at have skrevet hdskr. D; ligesaa lidt som Mogens Madsen har skrevet H, fordi han i aaret 1556 intet enibede havde.

Efter, udfra Ellen Jorgensens paavisning²) af at texten har vaeret forsynet med randtilfojelser, at have givet en fra den ssedvanlige afvigende forklaring om forholdet mellem afskrifterne, koramer den overraskende slutning, at »der kan ikke vaere tvivl om, at saavel hovedtext som tilfojelser er udfort af eller til erkebiskopen i Lund«; denne erkebisp skulde da vaere Esger Juul. Der kan nu i hoj grad vaere tvivl, der kan kun sluttes (jvfr. p. 106) at aarbogen har vaeret kendt og benyttet i Lund af erkebisp Niels Jonsen;

---

1) Det vil af praktiske grunde vsere formaalstjenligt at beholde de betesmelser. Ellen Jdrsrensen har givet hdskr.

2) Ellen Jorgensen i Annales Danici, p. 25.

men derfor kan den godt vaere blevet til et andet sted.
erkesaedet ejede et betydeligt bibliotek.

IV.

I omtalen af naturbegivenheder, som findes udforligere i Essenbsekaarbogen end i andre aarboger, kan der ikke paavises lighedspunkter med aarbogen 980 —1286. Naar dennes forfatter anforer at have set tegn paa himlen, er det altid som varsler for ulykker; i 1282 varsler drager om Roskilde domkirkes brand, og 1286 varsler tre sole om Erik s's drab. Denne tro paa varsler findes ogsaa i Essenbsekaarbogen, deter der ikke noget maerkeligt i, det interessante er derimod de ganske nogterne naturiagttagelser af haergende, stadige regnskyl, og lange strenge vintre, der ikke varsler om, men be t y d e r daarlig host, uaar, hungersnod og dyrtid.

Af ligheden:

1286: Rex Ericus interfectus est a suis (Essenbsek)

1286: Parum post rex Dacie Ericus ocisus est a
suis . . . (980—1286)

kan der intet som heist sluttes om faellesskab, da denne vending: Rex Ericus interfectus/occisus est a suis, findes i et stort antal aarboger, f. ex. Lund, Ryd, Naestved, Ribe og Sjaellandske kronike, Noten om Dominicus er heller ikke fselles.

1217: Ordo praedicatorum est confirmatus (980—
1286).

1219: Dominicus confessor obiit. (Essenbaek.)

I stedet for den sidste saetning vil Marstrand laese:
Dominici confessoris ordo confirmatus.

Ligheden bliver ikke meget mere slaaende af den grund, i alt fald ikke saa overbevisende, at man kan sige, at den sidste er skrevet af efter den forste. Dertil kommer, at Marstrands lsesemaade er ganske uforsvarlig. I hdskr. Upsala D. G. 50¹) laeses der fol 26 under aar 1219:

Doici conf o.

Det sidste bogstav er egentlig ikke et o, men et forkortelsestegn, et gennemstreget o, som i aarbogen her er brugt flere gange saaledes 1186, 1188, 1201, 1202 og 1218, hvor det stadig betyder obiit, det kan ikke betyde or d o. Det ovenstaaende kan lseses paa to maader:

Dominici confessoris obitus
eller: Dominicus confessor obiit.

hvoraf dr. Ellen Jorgensen har foretrukket den sidste i overensstemmelse med Essenbaek og andre aarbogers almindelige form. Der er i hdskr. ingen basis for tilfojelsen:

Der er saaledes intet der taler for, at aarbogen 980^— 1286 er benyttet ved udarbejdelsen af Essenbsekaarbogen, og dermed falder ogsaa bisp Olufs formodede medarbejderskab bort.

Marstrand lader saa aarbogen blive afsluttet i Lund 1321^—23 af Esger Juul, der sorger for at faa sine forgsengere paa erkessedet og Aarhus bispestol fort ind i aarbogen, en virkelig rorende pietet overfor de hedengangne Aarhusbisper, hvis saede Esger Juul selv kun havde beklsedt i fire aar. Derefter mangier Marstrandblot at forklare de to oplysninger om Randers og de to om Essenbaek. De kombineres ganske fikst:

---

1) For oplysninger om hdskr. skylder jeg dr. phil. Ellen Jorgensen tak.

Den to gange brandhaergede by, Randers, begaerer rigetshjaelp, som ydes gennem det naerliggende Essenbaskkloster, der baade var interesseret deri og i stand dertil. Det hele er fri konstruktion, vi ved intet om at klostret ydede hjselp, eller overhovedet om det havde evne og lyst dertil.

V.

Jeg skal derefter gaa over til Marstrands behandling af mine tre hovedtheser: aarbogens jyske, naermere betegnet Djurslandske, proveniens; dens agrariske prseg og dens politiske tendens.

Proveniensen. Jeg har ikke, som Marstrand paastaar, sluttet mig til den aeldre opfattelse, at aarbogen skulde vsere blevet til i Essenbsek kloster, jeg har tvsertimod taget et forbehold heroverfor, »noget afgorende bevis herfor kan ikke fores« (p. 100), og jeg har derefter anfort, baade hvad der taler for, og hvad der taler imod, men har, i erkendelse af at argumenterne for og imod faktisk staar lige, ladet sporgsmaalet staa aabent ind til videre. Angaaende dette problem kan yderligere anfores: Im od klostret taler, at der ingen abbeder naevnes, for klostret taler

1250 Kong Erik led martyrdoden,

idet benediktinerne stottede kongehusets onske om en
helgenkaaring af Erik 4, ligeledes anfores hans translatio
i 1258.

1279 Erkebisp Trugot var paa visitats.

Der er intet maerkeligt i, at erkebispen var paa visitats,det
var han stadigvaek, naar det derfor anfores
her, maa det have en saerlig grund. I hdskr. Her der

fojet et N. til denne notits; dette N. kan, som Ellen Jorgensen formoder¹), betyde Norrejylland. Selv orn man ikke tor bygge for meget paa dette N., har selve notitsen en sikker relation til skriverens opholdssted.

I aarbogen forekommer folgende efterretninger om
jyske forhold:

1115. Hellig Knud [Lavard] blev hertug i Jylland

1131. Der stod et slag i Jellinge mellem Niels og Erii
Emune.

1136. Erik Emune drsebte sin broder Harald Kesie
1139. Erik Emune blev drsebt i Jylland af Sorteplov

1151. Der stod et slag ved Viborg. Stig Hvide, Essenbaek
klosters grundlsegser blev draebt.

1157. Kong Svend blev drsebt i Grathe mose
1165. 0m kloster blev grundlagt
1173. Logum kloster blev grundlagt
1179. Essenbsek kloster blev flyttet
1192. Guldholm kloster blev grundlagt
1215. Bisp Skjalm af Aarhus dode

1243. Kong Erik forte hseren til Kolding mod sin broder

1244. Randers hsergedes af ildsvaade
1262. Randers hrjp.ndte

1263. Magister Tyge blev af paven viet til biskop ai
Aarhus.

1266. Paa denne tid blev biskop Oluf af Borglun
drafibt i sin kirke af ridderen Jens Glob.

1267. Niels, biskop af Viborg og kansler, dode
1272. Hertug Erik af Sonderiylland dode
1279. Erkebisp Trugot var paa visitats

1283. Hertug Valdemar tildeltes sit len af kongen
1284. Skagen hsergedes af nordmsendene

---

1) Annales Danici, p. 147, note g. g.

1285. Hertug Valdemar blev taget til fange af kong
Erik. Horsens plyndredes af nordmaendene.

1287. Stig Andersen flygtede fra Danmark.

1288. Bisp Tyge af Aarhus dode. Jens efterfulgte ham.
1290. Borgen paa Hjaelm opfortes.
1293. Stig Andersen dode paa Hjselm.

1310. Eager af Aarhus blev valgt til erkebisp
1313. Kongen drog til Jylland mod bonderne

1314. Mange fra Norrejylland faengsledes. Kalo op
fortes.

1320. Kalo nedreves.

Deter en ganske anselig raekke oplysninger om jyske forhold, langt udforligere end hvad der kan sainles om forhold paa Sjaelland eller i Skaane. De to noter om Kalo peger tydeligt mod Djursland, Kalo var som bekendt kun een blandt flere tvangsborge, som opfortes 1314, og domtes til nedrivning i 1320 - haandfaestningen, da oppositionen kom til magten. Det synes ogsaa, som nedrivningen virkelig har fundet sted, men under holstenervaelden byggedes borgen op igen.

Er end aarbogens tilknytning til Essenbsek kloster omtvistelig, er det übestrideligt, at den har hjemme i Jylland, hvad der yderligere kan begrsenses til Djursland.

Agrarisk indstilling. Deter tidligere naevnt, at i modsaetning til andre aarbogers vejr- og himmeliagttagelser,har Essenbaekaarbogens et ganske naturalistiskpraeg, ligesom hostudbyttet og kornpriser omfattes med storre interesse end udenrigspolitik og glorvserdige krigsbedrifter. Naar heraf sluttes, at forfatterener bonde i sine betragtninger, er det naturligvisikke ved sammenligning med nutiden; men ved sammenligning med de andre foreliggende aarboger,

der har meget lidt om disse emner. Deter rigtigt, at disse indforsler lige saa godt kunde vjere taenkt og skrevet i det kgl. kancelli, forudsat da, at landbrugskrisenikke var lokal, hvad den vistnok ikke var; vi ved bare ikke noget om, at man i kancelliet bogforte den slags. Den eneste kancelliaarbog vi kender, Valdemaraarbogen,gor det i alt fald ikke.

Politisk tendens. Ogsaa politisk er forfatteren bonde, storbonde — de smaa bonder havde ingen interesse i kornpriser — han er dertil en bitter modstander af Erik 6's regime, modstander af hans agressive udenrigspolitik og den deraf folgende skattepolitik, folgelig paa linie med den opposition der i 1313_— 14 gik over til aaben modstand, og som i 1320 satte sine krav igennem. Dette synspunkt har ogsaa paavirket, hvad der er taget med af stof bagud, der er i denne forbindelse intet overset om de fortidige noters paavirkning, da det tydeligt nok er sagt, at aarbogen er opfattet som en historisk forfatters arbejde, ikke som en annal fort fra aar til aar.

Jeg har ikke i min analyse forsogt at finde aarbogensforfatter, men blot sogt at karakterisere ham. Det synes, som Marstrand er mere interesseret i personen end i vaerkets tendens. Der er maaske ikke i selve aarbogenstekst noget der taler imod, at Esger Juul har givet den dens endelige form, som Marstrand hsevder, der er blot intet bindende i hans bevisforelse. En saadanmaa vaesentlig gaa ud paa, at vise overensstemmelsemellem Esger Juuls politiske opfattelse og aarbogenstendens. Det maa billigvis indrommes, at der er lighedspunkter. Esger Juul stammede fra de sammejyske kredse som rejste oppositionen mod Erik 6, og selv har han maaske haft andel i rejsningen 1313 —14, han traeffes i alt fald siden aabent paa denne

side. Saa selv om det lykkes Marstrand at fore fuldgyldigtbevis
for Esger Juuls forfatterskab, vil derved
intet vaere rokket ved min karakteristik af aarbogen.

Helt tilfseldigt kan det naeppe vsere, at den ellers ret ukendte Stig Hvide naevnes i aarbogen. Han var en Sonneson af den bekendte sjaellandske herremand Skjalm Hvide og faldt paa Svend Grathes side ved Viborg 1151. Blandt hans broder, Skjalms efterkommere var Roskildebispen Peder Skjalmson Bang og erkebispen Jens Grand. Hvorledes familieforholdet var mellem den i aarbogen nasvnte Stig Tokesen Hvides slaegt og den anden djurslandske Hvideslsegt, marsk Stig Andersens linie, er ikke helt klart,¹) derimod vides det, at marskens hustru var en sonnedatters datterdatter af Skjalm Hvides Sonneson Toke.

Den politiske forbindelse mellem Hviderne paa Djursland og f"orerne for oppositionen 1313^—14 er tydelig nok. Mod slutningen af Erik 6's regeringstid, i 1318, holdtes i Kalmar et mode,²) hvori ogsaa Esger Juul deltog, hvor hovedmaendene for det jyske opror, Niels Brok, Johan Pape og Tyge Vind traf aftaler med marskens son, Anders Stigson. Hans son, Stig Andersen var blandt dem, der kom til at spille en rolle i politikken efter 1320. Om ham ved vi, at han i 1330 skaenkede gods til Essenbaek kloster, hvor han ogsaa blev begravet, men ikke fik lov at hvile uforstyrret, han flyttedes siden til orsted kirke i Rougso herred. Deter ikke meningen hermed at udpege nogen af de naevnte til forfatter af Essenbaekaarbogen, blot pege paa den utvivlsomme forbindelse der er mellem Essenbaek kloster, Hvideslaegten paa Djursland og rejsningen

---

1) Jvfr. Adelsaarbogen XV (1898), p. 227 f.

2) Se herom Arup: Danmarks Historie 11, p. 58.

Det, der i det foregaaende er sagt om aarbogens proveniens, okonomiske og politiske tendens, kan nu koncentreres i folgende karakteristik af aarbogen: den er spejlbilledet i den historiske 1 itteratur af den politiske oppositionsbevaegelse, der i 1313^—2 0 udgik fra storbonderne paa Djursland.

VI.

Forskellen i Marstrands og mine resultater skyldes dog ikke alene de her paapegede enkeltheder, men har sin rod i en forskellig opfattelse af aarboger i almindelighed.

Naar Marstrand i sin indledning siger, at i udlandet har aarbogerne deres oprindelse i paasketavlerne, men at ingen af de danske aarboger er af denne art, er det ikke helt rigtigt, da Golbazaarbogen reprsesenterer denne type. Lad vaere at den gamle opfattelse overdrev, naar den vilde henfore alle aarboger til et kloster, jvfr. saaledes den af Ellen Jorgensen aflivede Esromaarbog, og som det forovrigt forlaengst er paavist af Arup,¹) deter dog for letkobt, naar Marstrand haanende sammenligner med alderdomshjem og hospitaler. Han overser derved ganske, at selv om klostrene virkede i disse funktioner, var det kun een side af deres mangeartede virksomhed. De var faktisk centrer for boglig kultur og videnskabelig — ogsaa historisk — interesse, det lader sig ikke benaegte. At 0m klosters kronike er skrevet i 0m kloster er übestrideligt, og selv om der for aarbogernes vedkommende er tvivl om Essenbaek, vil det visi; ikke vsere muligt at forkaste Soro-, Nsestved- og Rydaarbogernes tilknyt-

---

1) B. Arup i Hist. Tidsskr. 9. Raekke 11, p. 372 f.

ning til disse klostre. For de fleste af de ovrige aarboger gaelder det, som Amp har paavist, at de er enkeltmaends historiske arbejder, en meget rimelig form for en begyndende historieskrivning, saasora kronologien altid vil vaere historiens rygrad. Der er intet til hinder for, at folk, der ellers »havde andet at bestille«, kunde skrive aarboger eller i det hele taget historiske vaerker; det gjorde Bo Falk til ValW) da han i Sjaellandske kronike gav den livfulde skildring af genrejsningen under Valdemar 4; det gjorde Arild Huitfeld, da han skrev sin store Danmarkshistorie, ikke ud fra kancelliets praktiske krav, men ud fra et rent tendenshensyn; og hvad med Vilh. Marstrand selv, der uden at vsere egentlig faghistoriker, dog ogsaa sysler med historiske problemer?

Deter klart, at denne forskel i opfattelsen af aarbogerne ogsaa influerer paa deres vaerdsaettelse som historiske kildeskrifter. Dersom de var fort fra aar til aar, tilmed i kancelliet, maatte de vaere ypperlige, forsterangs kilder. Nu er de notorisk, rrvor vi kan kontrollere dem, belemrede med et overmaade stort antal sjuskefejl. Disse bliver ikke naer saa uforstaaelige, naar aarbogerne opfattes som historiske arbejder af privat karakter. Den kritiske forskning maa da overalt, hvor det gaelder de nogne facta, foretraekke dokumenter; aarbogerne deler derved blot skaebne med alle andre beretninger. Deres tendens derimod vil stadig vaere af storste kildevaerdi for vort kendskab til de forskellige stemninger og opfattelser, der har gjort sig gaeldende i samtiden om aktuelle problemer.

Essenbaekaarbogen giver oppositionens syn paa
Erik 6. og hans regering, andre synspunkter traeffes

---

1) Arup: Danmarks Historie 11, p. 106 f.

i andre kilder. I Sjsellandske kronike betegnes 1314rejsningensom »jydernes indgroede stivsind«, og i Jyske kronike gives en ganske anden skildring af Erik 6., typisk i saa henseende er notitsen om kongensdod,

Jyske kronike: Han dode i stor herlighed i sit 34.
regeringsaar.

Essenbaek: Kong Erik dode, hungersnod i Danmark.

I sin bog om historieforskningen slutter Ellen Jorgensen sin omtale af aarbogerne med folgende suk: »Hvem vil tro, at deter muligt at rede de middelalderlige Annalers Forhold?*¹) Maaske er det ikke muligt, alle de hidtidige forsog er strandede. laltfald maa en kritisk analyse af de enkelte aarboger gaa forud, for man kan »bringe orden i den samlede danske middelalderlige overlevering«, og »faa dens indre sammenhseng fastslaaet«. De kritiske detailundersogelser maa gaa forud for en forklaring af helheden.

---

1) Ellen Jorgensen: Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil Aar 1800, p. 18.