Haandvaerkerlavenes Ejendele har haft deres saerligeSkaebne, efter at Sammenslutriingerne var blevet ophaevede i 1861 i deres traditionelleForm og med de af Staten garanterede Privilegier. Lavenes paa een Gang offentlige og private Karakter medforte, at Protokollerneenten blev benyttet af de Mesterforeninger, hvortilde gamle Korporationer forandrede sig, eller de blev liggende hos den Oldermand, der tilfaeldigvis var blevet den sidste Indehaver af Embedet, hvorefter de kom til at dele Skaebne med de ovrige Sager i hans Bo for enten at forsvinde sporlost eller efter en omflakkendeog usikker Tilvaerelse at redde sig i Havn i Landsarkiverne. Bedre gik det ikke med Laderne ellerVelkomster, Faner o. 1. Kun en kort Tid fandt de et Fristed hos de nyoprettede Svendesygekasser, og de kom snart i den Grad til at virke sora veritable Anachronismer,da den levende Tradition om deres Anvendelseforsvandt, at de enten stod som Rariteter fra en maerkelig Fortid og skaffedes af Vejen, uden at nogenbrod sig om dem, eller de gav Anledning til nogle

ejendommelige Forestillinger, der fik ellers besindige Haandvserkere til at haevde en saa fabelagtig Fortid for deres Fag, at det gik langt ud over det aedrueliges Omraade.

Hvad der er gaaet tabt i de foregaaende Menneskealdre, kan man nu kun danne sig en vag Forestilling om. Endnu i 1845, da I. R. Hiibertz udgav sine Aktstykker vedrorende Aarhus By og Stift, var Aarhus Feldberederlavs Arkiv saa velbevaret, at han kunde meddele vaerdifulde Oplysninger fra det, der i Forbindelse med hans Gengivelse af den dengang endnu levende Tradition om Fagets Skikke danner et virkningsfuldt Genrebillede fra dette Haandvaerks afsluttede Verden — nu er hans Kildesamling den eneste Underretning om dette Lav i Aarhus. Som et andet Eksempel kan nsevnes, at Hiibertz gengiver Uddrag af Smedelavets Arkiv fra 1575, men at der nu blot er bevaret Protokoller fra 1689, og at al Korrespondance er forsvundet¹).

Der er derfor Grund til at vsere agtpaagivende over for alle Kilder til vore Provinslavs Historie. I det folgende skal meddeles nogle Bidrag til Haandvaerkerstandens Historie i Aarhus og Grenaa, som jeg er blevet opmserksom paa under en Gennemgang af Kilderne til Haandvaerkets Forhold i aeldre Tid. Ved Droftelsen af de nedenfor gengivne Aktstykker forbigaas flere Punkter, som snarere egner sig til at drages frem i Forbindelse med en mere alsidig Behandling af Stoffet, men selv om det her gengivne Materiale er af underordnet Betydning, kan det dog ikke udelades, da det giver Bidrag til Forstaaelsen af vigtige Sider inden for Provinsens Lavsvsesen.

---

1) Jvfr. I. R. Hiibertz: Aktstykker vedkommende Staden og Stiftet Aarhus, 11, 274—304.

Fselles for de her omtalte Lav er deres Karakter af Begravelseskasser for Haandvserksmestre. Svende kunde ikke blive Medlemmer af dem. I de middelalderligeLav, der var organiserede som religiose Broderskaber,horte Pligten til at sorge for de syge og dode Lavsfaeller naturligt ind under deres Virkeomraade,og efter Reformationen, da Lavene omdannedes til rent okonomiske, faglige Mesterforeninger, forsvandtden gamle Forpligtelse ikke, men levede videre i den nye Tid. For Haandvserkerlavenes Vedkommende vil det dog sikkert blive vanskeligt at fore et Bevis herfor,som efterviser det for hele Landet. IHelsingor ser det dog ud til, at et middelalderligt Set. Annagilde er vedblevet at eksistere efter Konfessionsforandringen og har omdannet sig til et Ligbsererkompagni¹). D. H. Wulff naar for Aalbo rg til det Resultat, at det seldsteLiglav her blev stiftet 1625²), og sandsynligvis vil man heller ikke for de andre Kobstseder i Jylland kunne give en sikker Redegorelse for en fuldstaendig og übrudt Udvikling af Ligselskaberne fra Reformationenog ned til Enevselden. Derimod er det en velkendtSag, at Lavenes Funktion ved Medlemmernes Jordefserd indgik som et almindeligt Led i deres Virksomhedi den sidste Halvdel af det 17. Aarh. Som nogetselvfolgeligt stod det, at Regeringen ikke alene i Bodkernes Lavsartikler af 1678 indskserpede MestrenesPligter paa dette Punkt, men ogsaa efter at man havde indledet en ny Politik over for Lavene, indskaerpededen i alle de Vedtsegter, der udkom i 1680'erne,at Lavenes Medlemmer havde Pligt til at baere deres afdode Kolleger og deres Husstand til Jorden, hvorved Svende og Lseredrenge fik Sikkerhed for en

---

1) Laurits Pedersen i Aarb. for Frederiksborg Amt 1908, 120.

2) Jyske Saml. 1, VI, 317 ft.

sommelig Begravelse efter Datidens fordringsfulde Maalestok. I Lobet af det 17. Aarh. havde Lavene imidlertidmere og mere faaet Prseg af Sammenslutninger, hvis Formaal var en lonnende Produktion, og for hvilketdet mere sociale Program traadte i Skygge, men lid fra Pligten til Ligbaering dannede de enkelte Fag deres egne Liglav eller omordnede de bestaaende med mere eller mindre Tilknytning til den faglige Organisation,og Adgangen til dem stod ofte aaben for andre Haandvaerkere, selv om de ikke tilhorte det samme Fag. Desuden paatog man sig at assistere ved Begravelser,uden at det var nogen Betingelse, at den afdode havde vseret Medlem. Man paasaa dog noje, at man ikke kom under den sociale Rangklasse, man selv tilhorte,men bar gerne Rangspersoner til Graven. Paa denne Maade kunde Medlemsskabet i et Liglav give en lille Ekstrafortjeneste til dem, der var tilsagt for at baere. Forholdet mellem Mesterlavet og det tilsvarendeLiglav er dog ret uklart og varierende i hvert enkelt Tilfaelde.

Et Liglav kunde ogsaa oprettes uden Tilknytning til et eksisterende Haandvserker- eller Kobmandslav. 1727 naevnes i Aarhus Brobjergs Liglav og Studsgades Liglav, hvor Navnene synes at antyde, at Foreningerne havde et rent topografisk Grundlag¹), Mariager fik sit Begravelsesselskab 1737²), og iThisted fik en tilsvarende Korporation sine Artikler stadfaestet 1769^s), men ideto sidste Byer harder aldrig eksisteret noget Haandvasrkerlav. Det 18. Aarh. var i det hele taget en gylden Tid for Ligkompagnierne.

I det store og hele har det vaeret overladt Haand

---

1) Jvfr. Hubertz, anf. V. 137.

2) Hubertz, 249.

3) Jvfr. Aarb. for Thisted Amt 1915, 67.

vserkerne selv, hvorledes de vilde ordne sig med deres Lightering, der har foregaaet i de traditionelt afstukne Baner, og da Begravelsesselskaberne udviklede sig til selvstaendige Institutioner, har det private Initiativ ogsaahaft en vsesentlig Indflydelse paa deres Artikler. Det udelukkede dog ikke, at Kobstsedernes Magistraterfik et vist Indseende med flere af dern, idet adskilligesogte om ovrighedens Stadfa;stelse paa deres Vedtsegter,men andre vedblev dog stadig at vsere private, uden at nogen offentlig Anerkendelse havde autoriseretdem, og deter vel tvivlsomt, om den jsevne Borgernogensinde har klaret sig Forskellen mellem de to Grupper. Man kan sikkert gaa ud fra, at naesten enhverKobstad, hvor übetydelig den end kunde vaere, en kortere eller laengere Tid af sin Til vaerelse har haft et Liglav. De efterfolgende Eksempler viser, hvor forskelligderes Oprindelse var.

I Bogense blev der lidt for 1800 stiftet et Liglav af Byfogeden »for at hemme Uorden ved Ligs Henbaerelse«. iEldre var Liglavet i Ho b r o, der kan fore sin Tilvserelse tilbage til 1724, men hvis Protokol forst begynder 1753. Ogsaa iEbeltoft skal der have eksisteret et Ligselskab. I Holstebro fik en tilsvarende Organisation 1774 et kgl. Privilegium paa at bortbsere Lig. I Va r d e fungerede den storre Sprojtes 12 Brandsvende som Ligbaerere med en Takst fra 1793, fastsat af Stiftet, ogi Ringkobing blev Liglavet stadfsestet af Magistraten 1750, hvor det dannedes af 12 »Bseremsend«, der selv valgte deres Oldermand. Fra Lemvigog Vejle kendes Ligselskaberne ligeledes¹).

I det 19. Aarh. svinder Liglavenes Betydning, og de

---

1) Oplysninger om disse Organisationer fhides dels i Landsarkivet i Viborg, dels i Rigsarkivet (Indberetninger om Lavene 1800 til Cancelliets 5. Dpt.).

omdannes efter de sendrede Forhold. Medens en Mesteri aeldre Tid af den almindelige Skik var forpligtet til at indtrsede i sit Lavs Begravelsesselskab, bliver det nu en frivillig Sag, og Navneforandringen til »Ligkasser«vidner om, at det i denne Tid er den okonomiske Hjaelp, som er den vigtigste. Som Regel bistaar man heller ikke laengere ved Begravelser af Folk uden for sin egen Kreds — ogsaa Svendene kan undtages.

Aarhus Smedes Ligfærdslav.

Hiibertz beretter, at Smede-Liglavet i 1689 blev fornyetfor 16 forskellige Fag, som omfattede de Professioner,der gav sig af med Metallernes Bearbejdning og enkelte Grene af Lsedertilvirkning, og i saa Fald vilde man her have et Eksempel paa, hvorledes den middelalderlige Fagtraengsel inden for Smedelavet er blevet fortsat i nyere Tid. En Parallel vilde Lavet i Ystad vsere, idet det ligeledes optog Remsnidere og Pungemagere i sig efter 1506¹). Saa enkelt har Forholdetdog ikke vaeret. Man maa regne med, at Aarhus Smedelav til 1682 har omfattet flere uensartede Fag, men efter dette Aar har det kun bestaaet af de Haandvaerkere,som de nye Lavsartikler foreskrev. Og ganske vist er de forskellige Slags Smede, Feldberederne og Kandestoberne i Flertal inden for Liglavet, men det optog i den folgende Tid ogsaa Slagtere, Bodkere, Podemestre,Bagere og Sejllseggere (o: Sejlmagere), saa har det engang vseret Meningen, at Lavet kun skulde staa aabent for Udoverne af de Fag, der fra gammel Tid havde haft en indbyrdes Tilknytning, maa denne Betingelse hurtigt vsere blevet opgivet. Naermere er det

---

1) Hiibertz, anf. V., 287, Nyrop: Gilde- og Lavsskraaer 11, 296—97.

nu ikke muligt at afgore Sporgsmaalet, da Skraaen af 17. Juni 1689, som Hubertz maa have kendt, nu synes at vsere forsvundet. Som Kilde til Liglavets Historie har vi nu kun en Folioprotokol, omfattende TidsrummetMarts 1690^—Juni 1738, da det fik nye Vedtsegter (som ligeledes er tabt), og det bliver da denne, som danner Udgangspunktet for vort Kendskab. De tretten forste Blade er indrettet til Register, de 31 folgende er pagineret med Rodkridt, derfra og til fol. 69 har man brugt Black, og de 15 sidste Blade er ikke mserkede; det sidste har paa Versalsiden Smedelavets Segl. Protokollenbehandler udelukkende Liglavets Sager i det naevnte Tidsrum, idet nogle Blade dog er blevet anvendtaf Smedelavet til at optegne, hvor mange Svende de forskellige Mestre kunde tage i Arbejde, efter at Omskueningen var blevet ophaevet ved en Beslutning af 11. Nov. 1850, en Benyttelse, der allerede ophorte i Begyndelsen af 1852.

Fra den gamle Korporation overtog Liglavet i 1689 17 Mestre og 13 Enker. Af Mestrene var de 6 Kleinsmede, 2 Kandestobere og 2 Bossemagere, Guldsmedene og Remmesniderne havde hver 1 Repraesentant, og hos en var Erhvervet ikke opgivet. Om Liglavets Ordning fortaeller nedenstaaende Regler¹), der findes paa de med 1 og 2 paginerede Blade.

Anno 1690 d. 17. Martius haffver wj underskreffne veret forsamlet och effter voriss Ligferdsskraas forste Artichel som och samplig Laugsbroderniss Tilneffnelsse och paa Laugss Vegne giort effterskre[vne] Anstalt, som folger:

---

1) Gengivelsen af denne og de folgende Artikler er bogstavret. Brugen af store Bogstaver og Interpunktionstegn er moderne.

1. Olldermanden skal nyde aarligen for sin Besuerlighed
2 slette Daller.

2. De 2de Oldermandenss Bisidere skal, om Lauget
er saa sterch, verre frj for at berre Liig.

3. Om Lauget til nogen Gotfolch skal bortleyess, skal vj derom verre enss sindede om, huad huer effter sin Velkor derforre kand giffve, och skal det helle Laug, om det berrer, nyde til sin Fortering den halffve Deel, och om deter saa sterch, at der er at skiffte paa, da den thredie Deel at nyde for sin Wmage.

4. Enhuer, som Liigferden effter Skraaet er tilhorrende, eller och andre, som sig deri vel ingiffve, skal nyde det for ders Penge, som de der nest for den[nem] effter Skraaens datto det nytt haffver, som er otte slette Daller och skal [de] betalli«s til Aaress Udgang och giffves til dj fattige 8 Mk. och til Skrifver 4 Mk. Tilfojelse samme Haand:] Ao. 1691 d. 17. Augustj er vedtagen i Laugshuuss, at skal forblifve med 6 slete Daller til Laugspeng.

5. Alle och enhver, som til Ligferden effter Skraaet er obligeret, skall werre Laugsbud, effter som de ere mange eller faae til och den[nem] af Laugsbroderne bliffver paalagt, eller och dj kand afftinge; forsommer Laugsbudet at tilsige nogen Laugsbroder til Forsamling, da at giffve til Straff thou March Danske.

6. Naar Olldermanden foraarsagis at lade sinne 2^de Hosssidere och de forornede 4 Mend forsamle Lauget angaaende, och nogen forsommer att komme, skall [der] vaere loulig Forfald, [ellers skal han] giffve til

Straff tou March, som skal werre til dj andress Fortering,och huiss dj alle moder, haffver dj fritt aff LaadensPenge toe March Danske att forterre, och dersomnogen sig fortrydelig dertil anstiller, skal en andeni hans Steed udneffniss.

7. Til en eller flerre aarligen Samenkomst skall 01dermanden med Bisiderniss och de firre Mends Offverensstemmelsse til bequemmeligst Tid, som kand falde, lade det gandske Laug forsamle om Rigtighed och Regenskab at giorre och hore.

Reglerne er skrevet af Oldermanden, Kandestober Hans Nielsen Gotlaender og underskrevet af ham og fire andre, hvis Virksomhed, som Artikel 6 og 7 omtaler, har vaeret at »have Indseende med, naar noget i Lavet kunde forefalde at i:orrette«, som det hedder i 1706. 1718 na^vnes det, at Oldermanden vselges af 4 Mand, der udpeges af menige Lav, og samtidig vaelges 4 Bisiddere, uden at deter muligt at se, hvornaar man er gaaet over til at fordoble deres Antal.

Den Lon, Oldermanden havde, eftergav han mange Gange Lavet. Af Inventar nsevnes 1706: 2 Boger, 1 Skraa, 1 Lade, 1 Pung, 1 Fattigbosse, 1 Skrin, I Udhsengsskiltmed Stang, Gaffel og Fod, 5 Ligklseder og 2 Lagner. Hertil kom en Ligbaare. 1718 omtales en Skafferstok. Samme Aar specii'iceres Ligtojet paa denne Maade: 1 sort Ligklsede med FI.OJI og Frynser, 1 andet sort ditto til unge Folk, 1 sort Underklsede med hvid Taftes Liste udenom, 1 Barneklsede, 1 gammeltUnderklaede, 1 ny Lagen og 2 gamle ditto. Svarendetil denne Rigdom havde man ogsaa flere Baarer.1711 nsevnes den Kile Baare, og 1734 besluttede man at »renovere og gore nogen Bekostning« paa den

store Ligbaare, der blev udstyret med Billedskaererarbejdeog Maling for i alt 16 Rdlr. 1 Mk. En saadan Rigdom forte til, at man kunde stille Krav, og Lavet vedtog 1718, at det ikke vilde yde Bistand til Folk uden for Sammenslutningen under 3 Rdlr. Det blev imidlertid ikke overholdt.

I Tidens Lob traf man ligeledes forskellige Bestemmelser om Medlemmernes Pligter til at baere Lig. Det faldt vanskeligt at faa dem samlet, naar det var nodvendigt, og allerede 1706 maatte det tillades at saette en Son, en Svend eller en Mand fra et andet Liglav 1 Stedet. Meget ofte blev man dog borte uden at stille nogen Erstatning, saa man maatte gaa over til at fastsaette Boder for Udeblivelse, idet der skulde betales 2 Mk., hvis man forsomte Ligbaeringen eller glemte at mode til Lavssamling. Den samme Straf ifaldt man, hvis man ikke modte op i Kirken til en Lavsbroders Begravelse og fulgte de Paarorende tilbage til Hjemmet efter Jordefaerden. Den sidste Bestemmelse findes ogsaa andre Steder, saaledes i Vedtaegterne for Kompagnilavet i Ribe fra 1659¹), men Skikken gaar hurtigere af Brug end de ovrige Traditioner.

Regnskabsaaret gik fra Set. Hansdag, hvor der aflagdes Beretning af Oldermanden, og hver Lavsbroder betalte 1 Mk. i Kontingent. I disse Sammenkomster, som omtales i Artikel 7, har man festet efter Tidens Skik. I Reglen drejer det sig om % Tonde 01 til 1 Rdlr. foruden Tobak til Piber til 2 Mk. 4 Sk., fserre Gange naevnes Braendevin. En Skiltophaengning fejredes af de 4 Lavsbrodre, der hjalp til, med 3 Kander 01.

De to Beretninger, Hubertz har i sin Samling fra
Aarene 1718 og 1731, stammer ikke fra den Protokol,
som ligger til Grund for nservaerende Oplysninger og

---

1) Jvfr. J. Kinch i Jyske Saml. 1, I, 97 ff.

i ovrigt fortaeller om den ene Begivenhed i al Kortfattethed.Meddelelserne fra 1738 og 1739 er heller ikke omtalt i noget bevaret Aktstykke, og de maa have staaet i en saerlig Protokol for Liglavet, idet SmedelavetsOptegnelser, der er bevaret fra 1. Febr. 1736, ikke berorer dem.

Hvorledes Forholdet har vaeret mellem Ligbseringsselskabetog Smedenes faglige Organisation laengere fremme i Aarhundredet, er det ikke muligt at danne sig nogen klar Forestilling om, og i den allerseneste Del af Lavstiden harder i hvert Fald ikke vaeret nogen Ligkasse knyttet til Smedelavet. Det i det folgende citeredeAfsnit af Lavets Protokol viser imidlertid, at man i lang Tid har holdt sig Vedtaegternes § 18 om Pligten til at baere Kolleger og deres Husstand til Jordenefterrettelig. Episoden omtales fol. 150 v. »Anno 1763 den 30. August var Lavet forsamlet i OldermandenHans Peter [Christensen]s Hus angaaende Soren Jensen, som formedelst sin ulovlige Omgang og grove Opforsel forholte sig iniod Lavet, da Lavet samme Dag var forsamlet for at baere en af vores afdodetil Jorden, men som bemeldte Soren modte ved Ligforsamling i stor Fuldskab og begyndte straks med Banden, Skaelden og Smelden, snart med en og snart med en anden, at Amtet derover snart kunde fole Tort og Forhaanelse, da nu enhver Mand begaerede af hannemFred, men var af omsonst, hvorpaa Oldermanden resolverede, paa Amtets Vegne samme Dag at lade Amtet samle, men Soren Jensen blev borte og ikke modte i Amtet, altsaa har Lavet formedelst Soren Jensensgrove Omgang tildomt hannem at betale til Mulkt til Lavets fattige 3 Mk. og til Lavets Kasse 4 Rdlr, desforudende resterende Penge, som han endnu er til Lavet skyldig angaaendes en af hans Laeredrenge . . .«

Sagen blev dog afgjort med, at Soren Jensen slap for
Boden.

Som Begivenheden er overleveret, maa man tsenke sig den foregaaet inden for Smedelavets egen Kreds, uden at Ligfaerdslavet har haft Beroring hermed. Forholdet mellem de to Korporationer synes bedst at kunne karakteriseres paa den Maade, at det gamle Smedelav, omfattende alle Metalarbejdere og i Tilknytning til dem enkelte Fag, der beskaeftigede sig med Laederarbejde, oplostes 1682 som Folge af, at Regeringen paatvang alle Smedelav nye Vedtsegter. Der dannedes saa et Lav, som rummede alle de Fag, de nye Artikler talte om — ogsaa Urmagerne, der stod i Lavet til 1755, da Faget fik sit eget Lav i Kobenhavn — og det gamle Smedelav fortsatte som Begravelsesselskab med en vis Tilknytning til den faglige Organisation, men optog Folk fra hele Haandvaerkerstanden. Der kan naeppe vaere Grund til at antage, at Smedenes Liglav paa denne Tid ligesom Lavene i Viborg og Fredericia har omfattet flere Fag, fordi Lavenes sociale Opgaver kraevede mange Mestres Medvirken¹). Paa dette Punkt er det afgorende, at Aarhuslavet optog Mestre fra Professioner, der aldrig har hort sammen med Smedene. I Overensstemmelse med denne Uafhaengighed havde Liglavet sine egne Embedsmsend og sine egne Lavssager foruden det fornodne Inventar til Jordefserd, men efter gammel Skik har Smedene vaeret selvskrevne Medlemmer af Sammenslutningen.

---

1) Jvfr. 0. Nyrop i Jyske Saml. 3, 111, 453 ff.

Aarhus Skomageres Ligfærdslav.

Selve Lavets Arkiv i »Den gamle By« begynder med en Protokol, hvis forste Indforsel er fra 31. Juli 1726, men. Lavet har eksisteret lsenge for,, og dets Lavshus paa Graven naevnes allerede 1553, da det omtales i Anledning af en Nabogaard. For dette Fags Vedkommende har vi bevaret ikke mindre end 2 Vedtaegter for dets Liglav, hver med sin Kopi, der maa vsere taget i Slutningen af Aarhundredet. Originalerne er her lagt til Grund for de folgende Aftryk, idet Kopiernes Gengivelse af deres Forlaeg er saa skodeslos, at de ikke giver noget nyt til deres Forstaaelse, men blot et enkelt Sted kan tjene til at udfylde et Hul i den oprindelige Vedtaegt. Inddelingen i Artikler findes ikke i Originalerne, som hver er skrevet paa et Folioark (stemplet Papir).

Anno 1709 d. 8 Juny er vii Underskrefne i den hellige
Trefoldighedz Nairn kommen udi en venlig Forening
med hverandre i efterfolgende Maader:

1. At vi af vor egen fri Ville vil til vores, vores Hustrus og Borens dodelig Afgang aflegge 2 Skilling Danske ugentlig, hvorimod enhver for sig eller Hustru nyde[r] igien 10 Rdlr., for hvilchen det forst andtreffer,vsere sig Mand eller Hustru, og til et 2-Aars Barn, som af en Person kand baeris til Jorden 2 Rdlr., og om det iche kand af en bortbeeres, men behofver Here, da at [de skal] nyde 4 Rdlr. til detz Begrafvelse, dog dette iche at streche sig lengere en til de umondige i det hoyeste 18 Aar, og som vi nu ey hafver i Forrod strax at tage imod et Lig, som nu ved Doden kunde bortkaldes, da hafver vi hver Personer til Bestorchelse

til saadan den dodes Ligfer udlagt Penge 2 Mark
Danske.

2. Hvad sig eller[s] de forskrefne 2 Skilling angaaer, da skal de rigtig hver Lofverdag Aften betemeleg betales og lev[e]res i den Mandz Huus, som samme Casse blifver betroet at annamme, og skal hand, som bemelte Penge annammer, giore derfor hver Fierring Aar rigtig Regenskab, og naar hand lader os tilsige, da ingen at undskylde sig, medmindre hand er udi nodvendig Forfald, og hvo som iche kommer til det Klochslet, som hand blifver tilsagt, da at gifve uden nogen Undskylding til di fattige 4 Skilling; og skal da intet af de Penge, som Cassen tilhorrer, anvendes til nogen anden Udgift, i hvad det og vaere kand, men enhver giore Udleg af sit eget, om nogen Udleg behoves.

3. Og maa ingen, som af flaeste Stemmer bliver udveltCassen at forrestaa, sig derfor undslaa, medmindrehand vil give 1 Rdlr. til den, som i hans Sted bliver udnefnet, og hvilchen Mand, som Cassen forestaar,skal have den i god Forvaring, og som Gud naadelig forbyde, at enten hand eller hans Naabor skulle geraade i Ulyche enten ved Ildebraand eller andreulychelige Hendelser, da over alt frem for noget at rede Cassen og den i god Forvaring at forskaffe, saa at den blifver aldelis uden Skaade, og skulle nogen kunde loulig overbeviises, at hand den kunde have redet og det iche gior, men reder sit eget forst, hand suarer til aid Cassens Verdi efter Contraregning, og skulle nogen forsomme foreskrefne 2 Skilling i rete Tiider at betale til hver Lofverdags Aften, da at give

for samme 2 Skilling 4 Skilling, og forsommer [nogen] det anden Gang, da at give 8 Skilling; skulde det forsommes 3^die Gang, da paa ny sig at indkiobe igien nied 2 Mark. Men skulle nogen af os forsomme sig at indsteletil 4^de Lofverdag og iche betaler, da ganske at vaere udelugt fra vores Casses Retighed og aldrig at nyde for sig eller sine vedkommende Hustru og Born ringeste Skillings Vaerdi af samme vores Casses Penge, men derved forkaster sig self vaere sig Mand eller Qvinde.

4. Og naar nogen enten Mand eller Qvinde ved Doden
afgaar, skal den igienlefvende svare sin 2 Skilling, ligesom

5. Naar nogen sig i vor Skumagerlav engiver og bliver Mester, og hand iche for en Enche i Lauet, betal[er han] en Rdlr. til denne vores Casse, om hand derudi vil vaere intraeserit og nyde noget af dens Regtighed, og om imod Forhaabning nogen skulle ved usommelig Ting ved Forseelse forskydes fra Lavet, da og i lige Made fra denne vor Casses Rettighed at vaere forkast.

6. Inkommer og nogen uden Lauet i denne vores Casses Ret og gior sin Regtighed i forskrevende Maader, da om hand eller Hustru eller Born ved I)oden afgaar, [skal de] engenlunde at forbigaae[s af] vores Ligfer, men nyde den for ringeste Priis., som vi derom kand foraenis.

Til dette vores ringe Foretagende desydermere at
confirmere have vi sarnptlig tienstydmygst ombedet vorisedele
velviise Magistrater hoygunstige Borgemester

og Raad dette med os vilde underskrive, vi findes
Eders edle Velviisheders tienstferdigste

Actura Aarhuus,

Anno et die ut supra

Oldermand Balthasar Tmelsen
Peder Mickelsen Molbo Knud Boresen
*) Bang Gotfred Hendrichsen

Anderss Hansen Peder Ibsen Mathiass Prsest Bastian Hansen Oluf Gerdtson Rasmus Jenson Hendrich Pedersen Soren Anderson Aalborg Lennert Maartensen Peder Sorensen Jens Pallessen Laurds Olleson Anders Jenson Mollerup Johan 2) Nicolaj Jenssen Bengt Pedersen Hans Hansen Jacob Hanssen.

Magistraten konfirmerede Artiklerne 17. Juni, men
der gik ikke mange Aar, for de blev aflost af nedenstaaende.

Anno 1722 dend 19^de October erre wij underskrefne Mestere och Laugssbrodre i det loulige Skomagerlaug her udj Aarhuus saavel som och forrige Mestere och Laugsbrodre her i Lauget derriss efterlevende Huustruer i dend hellige Trefoldigheedss Naven kommen i denne eftermeldende Forening om worriss Ligferdss Sumpts Forhold, som wij her i Skomagerlauget haffuer opredtet och det paa effterskreffne Maade och Wilkor nemblig

1. At naar nogen aff Mesterne eller och nogen [af] derriss Huustruer wed Doden afgaar, da nyder eenhuer til derris Ligferdss Udflyning aff worriss Sumpts LadessPenge 10 Rdlr. och et Barn, naar det wed Doden

---

1) Fornavnet udslidt.

2) Efternavnet udslidt.

er afgangen, 4 Rdlr. och siden ey til flerre Borren at blive noget nydende, een som til det eene Barren, entendeter lidet eller stort, och skal det ey strekke sig lengere hen med Borneniss Alder, een som et Barn til 18 Aar og ej til noget Baren derover.

2. Sckulle saa skee, sorn ikke er at omthuille, det nogen aff Laugsbroderne wed Doden afgaar, da huiss derriss Huustruer ved samme Ligferdss Sumpts Rettigheed will forbliffue, at nyde dette forommeldede, naar dee wed Doden afgaar, skal dee forplichtede werre, derriss Lifstyd derwed at forbliffue, saa og at suare derriss Anpart huert Fierdingaar til Sumpten ligeved een aff Laugssbroderne, och det paa dee Maader og saalediss, som hereffter worder melded.

3. Till samme worriss Ligferdss Sumptes Wedligeholdelsse haffuer vy indgaaet og vedtaget, som aff os og worriss Effterkommere uroggeligen skall effterkommess og holdess, at effterdagss skal eenhuer Laugsbroder huer Fierdingaar richtigen afflegge til Sumpten 16^ten Skilling Danske, och det paa dend Dag, Tyd og Timee, som dee derom bliver tiladvahrede, disligeste och Enkerne, som er i worriss Sumpts Ligfeer, i lige Maader aflegge huert Fierdingaar huer Persohn sinne 16^ten Skilling til Sumpten. Huo som ikke huert Fierdingaar richtigen och i redte Tyde afflegger til Sumpten desse vedtagne og udlovede Penge, skal foruden Pengeness Erleggelsse och giffue till Straff Bte Skilling Danske, som og skall komme vorriss Sumpts Kasse til Bestyrckning, dislige er till dee fattige 2 Skilling, som leggess i worriss Laugss fattigess Bosse.

4. Disligeste er det och worriss Willie och Wedtagende
for oss samptlige, som nu er, hvilket og skal verre for
worriss Effterkommere, som sig i worriss Ligferdss

Sumpts Lau indgiffuer, det samme worriss Sumpts Lade effterdagss alle Tyder skall folge worriss Laugss Lade och det fra Oldermand for Lauget og til Oldermandder at staae i Forwahring og ey at maa worde indsat eller betroed nogen anden Mand endten i Laugeteller uden Lauget een som Oldermendene och det for dessaarsage og til dend Henseende, at om saa skede, som Gud naadelig forbiude, at nogen ulykkelig Hendelsserskulle paakomme, saasom enten Ildebrand ellerandre Tilfelde, da skal Oldermanden tillige med sinne 4^re Bysiddere, som da erre, forplichtede werre og da frem for noget andet enten derriss eget Godss eller andre derriss forst at redde og Merge worriss forreneundte Sumpts Lade, Ligferdsskleder, saawel som och worriss Laugslade med alt huiss andet derudj er och kand tilhorre.

5. Och huiss sig saa skulle skee, som ikke will formodess, at samme worriss ommeldte [Lade] formedelst Oldermandenss och Bjsidderniss Forsommelsse och Efterladenheds[s] Skyld skulle blive forkommed, da skall dee forplichtede werre och for samme obenmelte, som dee erre betrode til Forwahring, at werre ansuarlige, at giorre och giffue til Lauget for det fornoyelig Betalling, och det saaledess, at Lauget skall werre och bliffue uden Skade och skadessloess i alle Maader.

6. Disligeste haffuer wij samptlige underskreffne og wedtagen, som aff oss och worris Efterkommere uroggeligenog uigienkald[eligen] skal holdess og effterkommess,och er, at huilken af Laugsbroderne, som ikke til forreneundte Dag, Tyd og Timme lader sig indfinde med sinne Sumpts Penger och Straffer, da er det samptlige worriss Willie og Wedtagende, det Oldermandenog hanss 4re Bjsiddere neste Dagen effter

og uden nogen forregaaende Lowmaal frijwilligen at maa werre tillat at indgaae i dend skyldigess Huuss der at udpandte noyachtige Wahre for huiss, som dend skyldige kand skyldig werre effter worriss Wedtegt til Sumptzladen.

7. Dee aff worriss Laugss Brodre och Sostre, som ikke dette med oss haffuer indgaaet og underskreffuen, haffuer alddelliss og gandske frasagt sig worriss Ligferdss Laugss och Sumpts Rettigheed, ikke meere deraff at wil wijde, ey heller till dend effter denne Dag at wil giffue eller suare meere en som dee gifuet och suaret

8. Och skall ej nogen effter denne Dag i worriss Skomagerlaug till Mester worde antagen uden med saa Skel, at hand och forplichter sig till at werre och blifue i worriss Ligfersslau, der at giffue, suare og giorre til worriss Sumpts Lade ligewed een anden aff Laugsbroderne, disligeste at hand och skall Indgaae og wedtage denne worriss Wedtegt og Forskrii:ning.

9. Ej skall och ikke heller maa nogen Lauss Broder
eller Soster sig aff samme worriss Ligferdsslau frasige,
men derress Lives Tyd wed det at forbliffue.

Att alt forreskreffne aff oss, som nu i Lauget er, saa og aff worriss Effterkommere, som sig i Lauget indgiveri dend Acht at nyde Sumpts Laugss Rettigheed med oss, i alle Maader uroggeligen och uigienkaldet hol[des] og effterkommess skall sampt alle dee [aff o]ss indgangene Ligferdss Articuler uden Forskiel ellerPersohnss Anseelsse til eller fra i nogen optenkelige Maader. Och til bedre och mere Forsichring om dette worriss welmeente worriss Sumpts og worriss LigferdssLaug erre wij underskreffee allerydmygeligst

bonfalden til dee weledle och wehvisse Hr. Borgmester och Raaed, worriss meget gunstige overighed her i Staden,at de herpaa wille lade oss bliffue nydende derriss hoyaestemerede Confirmation nied derriss Henderss Underskriffelsse och Raadstueseigels Hosstrykkelse. Til Bekrefftelse haffuer wij eenhuer dette med worriss egen Hender worriss Naune her underskreffuen.

Datum Aarhuus, dend 26de October Anno 1722.

Nuwerrende Oldermand
Lauridtz Ollufsen Kolt
Gotfred Hendrichsen
Peder Ibsen Soren Anderson Aalbor
Saa og Hossidderne

NISH

betyder Nicolaj Jensen Hoist
Olluf Gierdtson
Mathis Pedersen

RISB

betyder Rasmus Jensen Broberg

HPS

betyder Hendrich Pedersen
Soren Rasmussen
Peder Christenssen Hog
Sorren Poulssen
Rasmus Jensen Prip
Rasmus Jensen Hiorhoy
Niels Tommeson Losbye
Christen Povelsen Qvist
Bastjan Hansen Bastjan
Jacob Hansen Bastjan
Jens Carelssen
Sidsel salig Soren Christensens Enke
Anne sallig Peder Mollbos Enke.

Magistratens Confirmation er dateret 23. Nov. 1722, og en senere, der stadfsestede, at Understottelsen ved et Barns Dod kun skulde vaere 2 Rdlr., er givet 8. Maj 1724. De forste Artikler mangier Segl, de sidste er forsynet med Byseglet fra 1648 i sortgront Lak (som P. B. Grandjean: Danske KobstEeders Segl indtil 1660, Tavle 2 c, hvor det ikke er naevnt).

Ligfaerdsselskabet eksisterede, saa lsenge Lavet var til, og for hver ny Mester, der indtraadte, finder man en Paategning om, at han samtidigt var blevet Medlem af Begravelsesforeningen. I forrige Aarhundrede kom der nye Love, der atter forand redes 1845, forskellig herfra er atter de trykte Love af 1850¹). 1853 var Ligkassen paa 1400 Rdlr., og der gaves en Hjselp paa 40 Rdlr. ved Dodsfald.

Efter Vedtsegterne af 1709 ser det ud, som om man har tsenkt sig, at ogsaa Folk uden for Faget kunde trsede ind i Liglavet, men har dette vseret Hensigten, er den nseppe blevet realiseret, og alle Underskriverne i 1722 er Skomagere eller Skomagerenker. Et saa talstaerkt Fag har da heller ikke behovet at optage Folk udenfor. I 1850 kunde man nojes med at lade »en anstaendig og velklsedt Svend i Lauget give Mode«. Dette Trsek er almindeligt for Ligkasserne i deres sidste Periode, men gaar langt tilbage, som Smedenes Vedtaegter viser det. Det findes ogsaa i Skrsedernes Vedtaegter af 1843, der i alt vaesentligt stemmer overens med Skomagernes²). Paa denne Tid havde man ogsaa opgivet Forpligtelsen til at vsere Medlem af Liglavet, idet man var tvunget hertil af Stiftamtets Resolution af 12. Juni 1823.

Det passede meget godt, at Forbindelsen mellem

---

1) Udfort hos M. B. Falkenberg i Aarhus.

2) Trykt i Aarhuus Stiftsbogtrykkerie 1842.

Lavet og Begravelsesselskabet var saa snsever, og det kan ikke vaekke nogen Betaenkelighed, at det blev Lavets Oldermand og Bisiddere, der kom til at lede Liglavet, da det var de samme Mennesker, de fik at gore med paa begge Steder. Betegnende er det, at selve Pligten til Ligbaering slet ikke omtales, skont man maa gaa ud fra, at den har vaeret opretholdt i fuldt Omfang. Forklaringen maa soges i, at de almindelige Skomager-Lavsvedtaegter i deres Artikel 18 udtrykkeligomtaler den, saa den ikke kunde undgaas. Derimodhar man vaeret ivrig for at faa Reglerne om en Begravelseshjaelp lovfaestet, og Kontingentet har efter den Plads, Vedtaegterne ofrer herpaa, vaeret vanskeligtnok at inddrive. Denne Forskydning i Liglavets Formaal fra at organisere den gamle Skik at folge Kaldsfaeller til Jorden og at sorge for, at de fik en Begravelse,som Standen kunde vaere tjent med, til at give en okonomisk Hjaelp paa det primitive forsikringsmaessigeGrundlag, Datiden kendte, er isaer karakteristiskfor det 18. Aarh., og selv om det Udslag, det gav sig i de enkelte Afsnit i Vedtaegterne, maaske er for overdrevent i Forhold til Virkeligheden, er der dog ingen Tvivl om, at Udviklingen med raske Skridt gik denne Vej, men inden for de forskellige Fag har man ordnet sig ret uafhaengigt, saa der kunde opstaa store Afvigelser, man behover blot at sammenligne Smedene og Skomagerne i Aarhus.

Ogsaa Skomagernes Liglav har haft sine egne Lavssager. En Fattigbosse af Jernblik og en Lade er endnu bevaret, den sidste dog i lidt forandret Skikkelse, idet den er blevet moderniseret i Empiretiden og nu baerer Aarstallet 1823.

Af de 19 Mestre, der underskrev Vedtaegten af 1722,
er de 13 fodt i Aarhus eller den naermeste Omegn. Talletmaa

letmaanaevnes, da det viser, i hvor hoj Grad det hjemligeElement har haft Overvaegten inden for Lavet og sikkert ogsaa paa Affattelsen af Artiklerne for Ligfaerdslavet.Mindst 8 er fodt i selve Aarhus, og man maa vel derfor gaa ud fra, at deter de stedlige Traditioner,som har virket mest ind ved Affattelsen, ikke de specielt faglige.

Ligkassen ophaevedes 18. Jan. 1899. Den havde da
kun 3 Medlemmer, der delte Foramen, idet hver fik
273 Kr.

Aarhus Snedkeres Ligfærdslav.

Lavets Arkiv gemmes nu i Landsarkivet i Viborg
og gaar tilbage til 1708. I den aeldste Protokol, som begynder
dette Aar, er fol. 135 indfort folgende Vedtaegt:

C. 1. Naar een Mester ved Doden afgaaer, saa nyder
den effterlevende Enke til hindes afdode Mans Begravelse
10 Rdlr.

C. 2. Ligeledes naar en Mesterhustru ved Doden afgaaer,
nyder hand til hendes Begravelse og 10 Rdlr.

C. 3. Naar den siste af obenmelte ved Doden afgaaer, saa nyder Barn eller Arvinger samme 10 Rdlr. til den afdodes Begravelse, dog at samtlige; Amsmester haver Opsyn med den, at de kommer skekelig til Jorden.

C. 4. Sumten bestaaer af 20 Rdlr. og ikke hoyer, men skulde der d0 flere, [end] som der var Penge i Sumten, saa betales af samtelig Amtsmester saa mange Penge, som der behoves til ovenbemelte Suma anden Dag effter Dodsfal, mens een Enke betaler ikke noget, saa lsenge hun sider Enke.

C. 5. Men skulle en Mester ved Doden afgaae og den
effterlevende Enke faae i Sinde at begive sig i Egteskabmed

skabmeden anden Mester, saa betaler han ikke meere
til Kassen, en som allernaadigste kongelig Fororning
tilholder.

C. 6. Og dersom nogen bliver Mester og befrier sig med en anden og tager ingen Enke, saa betaler han effter allernaadigst kongelig Fororning og til Sumten 2 Rdlr. siger 2 Rexdaler.

C. 7. Naar en vil befri sig med en Enke af Amtet, saa er han fri for Mesteraar, og naar han haver anmelt sig, da kand hand strax begynde med sit Msesterstykche, da at vaere forskonet for at giore det heele Mesterstoke, men naar han gior det halve Stoyke, en Tiengning paa et Kontor og et Bretspel i Arbet.

G. 8. En Maesterson kand og vere fri for at giore det helle Mesterstoyke og ligeledes den, som befrier sig med en Msesterdaatter, ligesom ovenmelt er, mens dog at staa sit Mesteraar hos hvilken Mester, han vil, eller Enke, som en fremder.

C. 9. Naar dette bliver som ovenmelt, er af samtelig Amtsmester engaaet, [og] maa ey opheves igien af nogen Amtsmester i Amtet eller pretiseres derimod, om han vil verre anseet for en retskaffen Maester i Amtet.

Aarhuus, Sneker Laushuus, d. 22. Februari Anno 1762

Johan Vilhelm Meyer,
Oldermand.
Christen Ollesen. Terchel Hansen.
L. P. S. Sveistrup. Lars Pedersen Weng.
Jens Pedersen Wserner. Christen Axelson Klitgaard.
Michal Hardes. Berent Just Meyer.
Anders Michelson Kierchoff.

Formedelst adskelige Omstaendigheder af Prossesen med Timmermsendene og andre Fuskere, som stedse haver giort os Ingreb i vores Snedkerprofession, haver vi vaeret nodt og tvungen til af Mangel paa Penge at ophseve de her ovenanforte 6 Poster, som angaar vores den Tiid oprettede Somst, men de 3de sidste Poster, som er 7., 8. og 9de Post bor og skal vaere for os urygelige og uforanderlig fast.

Aarhuus, d. 18. Oktober 1779.

Terchel Hansen. Johan Meyesr. Berent Meyer,
Oldermand.
L. P. S. Svejstrup. Michel Hardes.
Anders Michelsen Kierchoff.
Peder Lydrichsen Svestrup.

De Anordninger, Artikel 5 og 6 omtaler, er Plakaten for Haandvaerkslavene i Kobenhavn af 3. Marts 1756. Heri fastsattes det, at hver Mester, der indtraadte i Snedkerlavet, skulde betale 2 Rdlr. til »Ligklaedet«. Det fulde Mesterstykke skulde ifolge samme vsere en Tegning paa et »skikkeligt Contoir« og stort Skab, en Vindueskarm med Rammer, en Dorkarm med en Tofyldingsdor og et Brsetspil med Indlsegning. 1. Sept. 1762 fastsattes i en ny Plakat bl. a., at Betalingen til Ligklaedet var frivillig. Officielt har man i Aarhus fulgt de samme Regler som ved Lavet i Kobenhavn.

Den Proces, der tales om i Tillseget, drejede sig om, hvilken Graense der var trukket mellem Snedker- og Tomrerarbejde. Den blev fort med al den Uforsonlighed, som var den ssedvanlige i saadanne Sager, og Dommen, der faldt 21. Oktbr. 1777, gav ikke Lavet synderligt Medhold i dets Klager over Tomrermestrene. 18. Dec. s. A. resolverede Cancelliet ovenikobet, at det maatte forblive ved de Anordninger, der var givet.

Selve Ordet Sumpt (ogsaa Sumst, Sumft, der er det almindelige hos Skomagerne) er sikkert afledet af sumptus i Betydningen: Penge til at daekke en Udgift med og kan gengives med Nutidens Fond, hvis Betydning og Anvendelse ret noje svarer til det aeldre Udtryk.

Vedtaegterne er ikke autoriserede af Magistraten, men maa opfattes som en privat Overenskomst mellem Lavets Medlemmer. I Modsaetning til den underdanige Tone, der er eneraadende i begge Skomagernes Artikler, hersker der en stejl Trods hos Snedkerne, og deter ganske usandsynligt, at ovrigheden vilde have anerkendt den sidste Del af Overenskomsten, der gaar fuldstaendigt imod Regeringens Arbejde for at gore det let for Svenden at nedsaette sig som Mester. De sidste Artikler er et Forsog paa at opretholde den gamle Skik, at Mestersonner, eller Folk, der giftede sig med en Enke i Lavet eller en Mesterdatter, slap nemmere inden for Lavets Kreds. Efter hele deres Aand falder de udenfor og skal ikke droftes naermere her, men maa ses i Sammenhaeng med lignende Regler i andre Lav og i andre Byer.

Snedkerlavets Ligkasse fik kun en kortvarig Levetid,
og det vil sikkert vsere forgaeves at lede efter en
Lade fra den.

I Modsaetning til den iErbodighed, man havde for flere andre Lavssager, naerede man ingen Betaenkelighedved at skille sig af med Inventaret til MedlemmernesJordefaerd. 1769 averterer saaledes Jorgen Eilersen,Oldermanden for Smedelavet i Aalborg, at »en smuk Ligbaare med forsolvede Lovefodder, Englehovederog et Fartoj paa Siden i Billedhuggerarbejde« er til Salg sammen med forskelligt andet til samme

Brug¹). Herved vanskeliggores det meget at identificere de Ligbaarer, der er bevaret til Nuticlen, med de skriftligeEfterretninger, vi har om dem, tilmed da de moderniseredesved hvert Ejerskifte.

Naar Baarerne ikke blev brugt, henstod de i Kirkerne. Ifolge Hertels Beskrivelse af Aarhus Domkirke²) fandtes der her ved det forrige Aarhundredes Begyndelse ikke mindre end 12 Ligbaarer, som var anbragt i Koromgangen. Den ene tilhorte Handskemagernes Liglav og stammede fra 1724. Lavet havde som en Demonstration hugget en tidligere Ligbaare i Stykker 1717, fordi Magistraten havde krsevet, at det skulde bsere Liget af en Raadstuetjener til Jorden, og det folgende Aar maatte det gore Afbigt for sin Vsegring ved en Bode og en Undskyldning³).

En anden Ligbaare tilhorte Snedkerlavet og var udfort 1730; en Protokol i Landsarkivet, omfattende Tiden 1708—62, giver Oplysning om, hvorledes Lavet paa denne Tid ordnede sine Begravelser. Skomagerlavets var fra 1741, og Skraiderne i Domsognet havde anskaffet deres 1721. Ogsaa Smedelavets ovenfor omtalte store Baare havde sin Plads paa samme Sted, og desuden fandtes der 2, der ejedes af Studsgades Liglav (fra 1734 og 1738), 1 fra Brobjergs Liglav (fra 1761), 3 fra Skipperlavet (fra 1716) og en fra Kobmandsliglave t⁴). Ogsaa i Frue Kirke harder staaet Ligbaarer.

---

1) Jvfr. „Jydske Efterretninger' 1769, 20. Oktbr. (Nr. 42).

2) 11, 91 ff.

3) Hubertz, 111, 83,86.

4) Om Skipperlavet se M. Moller i Aarbog for Aarhus Stift, 1934, 49 ff. Fra Kobmandsliglavet i Aarhus findes Rester af dets Papirer i Landsarkivet i Viborg. Del; forbigaas her, hvor der blot er Tale om Haandvserkernes Liglav. Bodkerlavet i Aarh u s oplyste 1853, at det havde en Ligkasse med en Begravelseshjselp paa 20 Rdlr.

Det fremgaar af Hertels Omtale, at de ikke blev benyttede paa hans Tid. Som Grund hertil anforer han, at de var for »tunge og übrugbare for de nuvaerende mindre staerke eller fore Mandfolk«. Aarsagen er dog snarere, at de var blevet fortrsengt af Ligvognene, der kom i almindelig Brug i den sidste Del af det 18. Aarh. De mere velhavende Ligselskaber — i Aarhus Kobmandslavet og Liglavet — havde laenge for Hertels Tid anskaffet sig Ligvogne, medens de fattigere Haandvaerkerlav gjorde en Dyd af Nodvendigheden og vedblev at benytte deres Ligbaarer. Til den fattigste Del af Befolkningen havde Domkirken 3 »meget simple« Baarer, sortmalede uden nogen Dekoration. Tidens Standsforskel gjorde sig ogsaa gseldende efter Doden.

De forenede Haandværkeres Lig-Societet i Grenaa.

De ovenfor gengivne Aktstykker viser ved Siden af de ovrige Meddelelser, der findes om Ligfaerdslav i Aarhus, at disse Institutioner har haft en vid Udbredelse i Byen, som det ogsaa kendes fra andre storre Kobstseder. I de mindre Byer var Forholdet noget enklere, men ogsaa i dem voksede Liglavene frem paa denne Tid. Det gselder foruden de tidligere naevnte ogsaa Skanderborg¹), og hertil kan fojes Grenaa, hvor et Begravelsesselskab oprettedes saa sent som 1787, og hvor det eksisterede over 50 Aar. Kobstadmuseet »Den gamle By« gemmer en beskeden, laederindbunden Protokol i Kvartformat, hvor de folgende Artikler er skrevet paa de 6 forste Blade efter et Titelblad med Ordene: De Forenede Handverkers Liig Societaets Protokoll i Grenaae. Begynt 1787.

---

1) Chr. Holtet: Blade af Skanderborg Bys Historie, 88 ff.

Denne Protocol samt tilhorende Latide og Fattigbosse er bekosted af os imdertegnede sora forste Intressentere i at oprette dette vores Haandvaerks Liig-Societet her i Grenaae fra 1. January Ao. 1787, nemlig:

Jorgen Madsen, Glarmester og Oldermand.
Hans Planitz, Guldsmed.
Jacob Hovinghof, Skoemager.
Hans Seier, Rebslaaer.
Christopher Lynge, Glarmester,
Jens Wollum, Bager.
Christian Ramshart, Bogbinder.
Hans Perck, Kobersmed.
Jens Lind, Feldbereder.
Hans Ritto, Bager.
Peder Ross, Hattemager.
Rasmus Stinck., Skoemager.

Udi den hellig Trefoldigheds Navn have vi underskrevne Borgere og Haandvserksmsend opretted imellem os, under Navn af: De forenede Haandverkers Liglaug i Grenaae, et saadant Soecitet, som skal have til Grund og Vedligeholdelse, inholden af folgende Poster:

1. Post. Soeciteted eller Liiglauget tager sin Begyndelse med dette Aar Ao. 1787, da der strax efter flestes Stemmer er bleven valgt til Oldermand Glarmester Jorgen Madsen. Hos ham skal vsere en Casse eller een saakalded Lahde, som af Soeciteted er bekosted, forsyned med toe Loese og toe Nogler, hvoraf toe andre af Lauget giemmer hver sin Nogel, og aabnes daa samme Casse ike uden samtlige Intresenternes Vidende.

2. Post. Da Hensigten ved dette Laug fornemmelig er: at naar nogen Intressent eller hans Hustru doer, den efterlevende da kand nyde baade Hielp og Lettelse i Udgiffternes Bestridelse til den afdodes Begravelse, saa skal der i Laugets Lahde af hver Intressent strax inskydes som en Fond Toe Marck Danske og siden efter quartalits eller 4 Gange om Aaret hver Gang otte Skilling Danske, som indskrives af Oldermanden i nervaerende dertil indretted Bog og udi hvilken alle Laugsartikler tillige indfores, samt hvad andet som vedtages og afhandles Lauged angaaende.

3. Post. Vel er det videre vores Hensigt, at naar Mand eller Hustrue af Lauged ved Doden afgaaer, at den efterlevende da skulle nyde af Laugets Casse 10 Rdlr. til samme Lig[s] Begravelse med Klokkernes Ringning og anstendig Liigkiste, men da dette oyemed ike for [det] forste kand opnaaes, forend Liiglaugets Casse ved forefaldende flere Integter er bleven foroget, da det nermere vedtages og fastsettes, saa skal de, som Dodsfaelde indtreffer hos de forste toe Aar, noyes med femb Rixdaller til Begravelseshielp, og om der ike skulde vaere saa meget pr. Casse, saa skal vi ved Tilskud udgiore det manglende. Naar Integterne derefter formerer sig, vil vi aftalle og bestemme efterhaanden 6 a 8 Rdlr. til en Begravelse, indtil forhoebentlig efter i seenneste 4 Aars Forlob de ovenmeldte 10 Rdlr. kand erholdes.

4. Post. Saa lenge en Interessentes Enke bliver hensidendesugift, nyder hun dette Gode af, at hendes afdode Mand har vaeret en Med-Interesent i dette Liiglaug,at hun ikun betaller halft af de Indskudde, der giores til Liigkassen, og dog nyder hendes efterlevende,

om hun doer Enke, til hendes Begravelses Hielp de tre Fierdedeel Parter af, hvad der gives til andre, som endnu lever og doer som Interessent, uagted Cassen allerede har haft fuld Udgift til hendes forhen afdode Mauds Begravelse. Men gifter hun sig igien med en skikkelig Haandvserksmand, da kand samme hendes anden Mand paa Forlangende blive antaget i Lauget, imod at betalle en Recognition af *) Rigsdaller ved Indtraedelse til Cassen efter nsermere Vedtegt og Bestemmelse,og halft saa meget betaller en Mand, som allerede er Interessent, naar hand motte indtraede i andet og tredie iEgteskab.

5. Post. Naar en skikkelig Haandverksmand her af Byen begierer at indtraede i dette Laug, saa proponeres hand af Oldermanden ved en Laugssamling, som holdes ordinair 4 Gange om Aaret om Eftermiddagen Klokken 3 slet, den 1. January, 1. Apriil, 1. Juny og 1. Octob^r eller oftere, naar noget extraordinair forefalder at afhandle og Oldermanden tilsiger. En saadan nye Interessentz Antagelse staar efter flestes Stemmer, og om der er lige mange med ellr imod, da gielder det Parti, som Oldermanden stemmer med, om Antagelsen sker eller ike.

6. Post. Ingen enkelte Personer af dette Laug maae bere Liig her i Byen uden at betalle 2 Mark til Liigcassenog 4 Skilling i Fattigbossen. Men naar nogen begierer aatte af Intressentere hos Oldermanden til at baere Liig bort, skal vi dertil vaere villig imod Betaling af 1 Rdlr. 2 Mk. til 2 Rdlr. efter Sorgehusets Tilstand og Omstaendigheder, der bliver en Intsegt til vores faellesLiigcasse. Derimod bortbserer vi hverandre, nemligInteressenterne

---

1) En. Plads er efterladt aaben til Tallet.

ligInteressenterneog deres Hustruer, til Graven uden nogen Betaling, alt efter den rigtigste Omgang, som Oldermanden paaseer, at vi kand baere den mueligste lige Byrde med hverandre.

7. Post. Fattigbossen fremsasttes ved alle Laugsamlinger, for hvem der godvillig vil give noget derudi, men udebliver nogen fra de bestemte eller tilsagde Samlinger over fastsat Tiid uden eragtet og tilkiendegivet lovlig Forfald, da skal samme udeblivende betalle fra 2 til 8 Sk. efter de flestes Sigende og samme Muldt skal den vaere ifalden og uvsegerlig betalle, som i Forsamlingerne forssetligvis bander eller beteer sig uskikelig i Ord eller Gierningger. Den der for saadan uanstaendig Opforsel som Banden, Skielden, Klameren og deslige er multtered toe Gange, skal tredie Gang udsettes af Selskabet og uden vidre Omstendigheder have tabt sine Inskude i Cassen og sine Fordeele af Lauget. Hand maae ike paanye antages som Medlem, uden forst at have forsonet sig med Selskabet, derpaa betalt noget i Fattigbossen og desuden som en nye Interessent Indskud fra 1 Rdlr. 2 Mk. til 2 Rdlr. i Cassen, dog skal hans Antagelse paa saadanne Vilkaar endog skee ved fleeste Stemmer.

8. Post. Hvad andet mere vi kand forenes om at beslutte og tilfoye disse Poster til Liiglaugets Beste enten til at forandre eller foroge det forandskrevne, indfores og underskrives af os her udi Laugsprotokollen, da det skal ansees og folges lige saa fuldt som det her i disse foreskrevne Poster var indryket.

Til Stadfaestelse under vore Haenders Underskrift

Jorgen Madsen.

Grenaae d. 1. January 1787.

Artiklerne er skrevet med Oldermandens Haand og ikke stadfaestet af Magistraten, saa Lavet forblev et privat Selskab, saa laenge det var til. Artikel 8 fik man hurtigt Brug for, da man ganske havde glemt at fastssette, hvor meget senere indtnedende Medlemmer skulde betale. Vistnok endnu i 1787 blev det bestemt til 2 Rdlr.

Da det udelukkende var Haandvaerkere, der var Medlemmer, fik »Societetet« megen Lighed med et fagligt Lav, som Grenaa vist aldrig har ejet. De to Maend, der skal have Ladens Nogler i Forvaring, svarer til de to Bisiddere, og de 4 aarlige Sammenkomster traeder i Stedet for Kvartalsstaevnerne i Lavene. Bestemmelserne om Lavets Fattigbosse og dens Boder har ogsaa deres naermeste Forbilleder her, ligesorn Oldermanden valgtes hvert andet Aar, hvad der omtales i meget lavsmaessige Vendinger. Som Artikel 5 viser, har det ikke vaeret saa lige en Sag at indtraede i Liglavet, og naar man har forsogt at begraense Tilgangen, skont man tilsyneladende maatte onske saa mange Medlemmer som muligt af Hensyn til Kassens okonomi, hasnger det sammen med, at man onskede at vaere saa faa, det kunde lade sig gore, til at dele den Fortjeneste, der indkom ved Liglavets Deltagelse i fremmedes Jordefaerd — og herpaa har man, som Artiklerne viser, fra forste Faerd vaeret indstillet. Det fremgaar af Regnskaberne, at Indtaegterne herigennem kom til at betyde nok saa meget som Medlemmernes egne Indskud. Allerede 1792 blev det vedtaget at yde 10 Rdlr. ved Dodsfald. 1795 begyndte Lavet at give Laan mod Pant i Ejendomme, og 1800 var Kassens Stilling saa staerk, at Kontingentet kunde ophore.

I de senere Aar lykkedes det at faa Begravelseshjaelpentil
at holde Trit med Inflationen. 1809 sattes

den til 15 Rdlr., 1812 til 20 Rdlr., men Betalingen for Ligbaering og Udlaan af Ligklaeder var 1813 ogsaa 11 Rdlr. Efter Montforandringen korn Vederlaget for Ligbaeringop paa 4—24_—2 Rdlr., idet det forhojedes med en Trediedel, naar man onskede Lavets Medvirken uden for Kobstaden, og man gik nu tilbage til at give Medlemmerne10 Rdlr. ved Dodsfald (en kort Tid dog 15 Rdlr.). 1827 saa det ud til, at Lavet maatte ophaeves, da flere traadte ud af det, og forst en Revision af Vedtaegternedet folgende Aar, efter hvilke det blev lidt mindre byrdefuldt at vsere Medlem, gav en Fremgang for Lavet, der nu delvis havde skiftet Karakter. Det gav sig nu ogsaa af med at afholde Bailer, skont dette maatte synes at ligge uden for dets egentlige Formaal, og Fortaeringen ved Kvartalssamlingerne stiger til et ret stort Belob. 1844 endte Lavet sin Tilvaerelse, og Ligvognen, der var blevet anskaffet i 1822 for 60 Rdlr., blev sammen med de ovrige Ejendele solgt ved Auktion.De indkomne Penge fordeltes ligeligt mellem Medlemmerne. Senere fik det en Efterfolger, idet Grenaa Haandvaerkerforening, som blev oprettet 1854¹), dannede en Ligbaererforening.

Naar Ligbaeringen kunde overleve Reformationen, maa Grunden soges i, at den spillede saa stor en Rolle i Renaissancens Byliv, at hverken Borgerne eller deres ovrighed kunde taenke sig at opgive den, og det lykkedesat tilpasse den godt til de nye Forhold. Oprindeligthar det vaeret Hensigten, at hele Lavet skulde folge sit afdode Medlem til Graven, som Koge Skinderes Skraa fra 1541 forlanger det²), og som det blev vedtagetaf Smedene i Aarhus 1584³). Bestemmelsen genfindesi

---

1) Carl Svenstrup: Det gamle Grenaa (1928).

2) Danske Saml. VI, 366—67.

3) Hubertz 11, 275.

findeside Vedtsegter for Haandvaerkslavene, der udkomi Chr. IV's senere Aar, da han atter maatte tillade dem, undertiden endda i udvidet Form. Holbaek SkomageresSkraa fra 1623 foreskriver saaledes, at hver Mester ved sin Indtraedelse skal give 8 slette Daler til et Ligklaede og til Understottelse og Jordefserd for fattigeLavsbrodre og deres Familie¹). Man kom imidlertidsnart ind paa, at kun en Reprsesentant for Lavet var nodvendig, og Forordningen af 23. Dec. 1681 forbodudtrykkeligt, at andre end de, der bar Liget, modte frem med en efterfolgende Bestemmelse orn, at de kun maatte samles i Sorgehuset, et enkelt Led i en Politik, som var dikteret af Regeringens Iver efter at kue Lavenes selvstaendige Optraeden. I det 18. Aarh. naaede man dog ligesom i Aarhus til, at heller ikke Mesteren selv behovede at mode. Bagernes Liglav i Randers (oprettet 1735), bestemte oprindelig, at Medlemmerneselv skulde mode ved Begravelser, men allerede1774 blev det fastsat, at »en überygtet og skikkeligaf vore Medborgere« kunde saittes i Stedet. Dette Lav optog ogsaa andre end Bagere, da det ellers ikke havde tilstraekkeligt mange Ligbzerere, og mistede tidligtsin faglige Karakter²).

Enevaeldens ensidige Laeggen Vaegt paa Lavenes erhvervspolitiskeKarakter medforte, at den delvis oversaaden sociale Betydning, Ligba^ringen ejede, og det viste sig, at den stadig var uundvasrlig efter hele den Indstilling, der herskede hos hoj og lav, og ret uskadelig,da Skikken ikke berorte Lavenes okonomiske Interesser,og Magistraterne rundt om i Kobst3sderne var alle imodekommende., naar det drejede sig om at faa

---

1) Otto Smith i Aarbog for Holbsek Amt XIV.

2) R. C. Andersen: Meddelelser om Randers Bager-Liglaug (Randers

et Liglav autoriseret. Som Folge heraf vedblev mange Haandvaerkstraditioner at leve i Liglavene, efter at nyere Artiklers strenge Paabud havde fordrevet dem fra de faglige Sammenslutninger. Gilder og Fester havde deres faste Plads i Begravelsesselskaberne, skont Artiklerne ikke talte om timelige Fornojelser. Ligselskaberne losnede sig imidlertid snart fra Lavene,som de var udgaaet fra, og blev selvstaendige Institutioner, der enten lagde Hovedvaegten paa en Begravelseshjselpeller paa at tjene Penge ved deres Medvirkenved

Oprindelsen af Liglavene med et fagligt Virkeomraadekan direkte udledes af Lavenes Artikler, men de almindelige Begravelsesselskaber i Smaabyerne har en anden Aarsag til deres Oprettelse. Deter udelukket,at de kan gaa tilbage til en faglig Organisation, idet de er sammensat af Haandvaerkere af de mest uensartede Professioner. Ganske vist dannedes der i Hjorring 1703 et Lav af Udovere af alle de Fag, der fandtes ißy en¹), men en Korporation af denne Art er ganske usaedvanlig herhjemme og fik heller ikke nogen lang Levetid. Deter derimod bemaerkelsesvaerdigt,at det i mange Byer var Datidens pestagtige Sygdomme,der gav Anledning til Stiftelsen af Liglav. Det gaelder Ri be, hvor Pesten 1659 forte til Oprettelsen af Kompagnilavet eller Borgerlavet²), Helsingor, hvor en lignende Begivenhed 1654 skabte »Det store Ligkompagni«³), og Slangerup, hvor den berygtedePest 1711 bevirkede, at et Ligbaererlav kom i

---

1) C. Klitgaard: Hjorring Bys Historie 119—121, 140—143.

2) Denne Begivenhed forte ligeledes til Oprettelsen af et Ligkompagni i Haderslev. (T. O. Achelis: Haderslev i gamle Dage, 11, 120 ff.)

3) Laurits Pedersen i Frederiksborg Amts Aarbog 1908, 124.

Stand¹). Det sidste Sted var Aarsagen saaledes den samme Begivenhed, som gav Regensens Studenter deresvelkendte Privilegium. For Grenaa og andre Byers Vedkommende er det dog ikke nodvendigt at bruge saa dramatiske Begivenheder som Grund. For dem er det tilstraekkeligt at pege paa, at ovrigheden maatte hilse ethvert Forsog paa at ordne Ligbseringen efter Datidens Sommelighedsbegreber velkomment, og naar man saa ofte traeffer, at Liglavenes Medlemsantal er bestemt i Artiklerne — og Vedtaegterne i Grenaa tilsigteri Virkeligheden det samme —, saa maa det betragtessom Magistratens stiltiende Indrommelse af, at Ligbaererne som Vederlag for deres Tjeneste, der kom hele Borgerskabet til Gode, havde et rimeligt Krav paa en Fortjeneste, som der for sikredes ved et Monopol— en Tankegang, der ligeledes er bserende for de lukkede Haandvasrkerlavs Vedkommende.

---

1) Arne Sundbo: Frederikssunds og Kpbstaden Slangerups Historie I, 201. Ogsaa i Stubbekobiag blev et Liglav oprettet 1711.