Historie/Jyske Samlinger, Bind 5. række, 1 (1932 - 1934) –
Viborgrektoren Peter Jessen.
Af Ejlif Bøgebjerg
Naar man omtaler Latinskolerne i seldre Dage, er det ofte som den »sorte Skole«, og man mener vel derved en Laereanstalt, hvor Eksamensterperiet og Udenadslaeren var den bestaaende Undervisningsform, ligesom man opfatter Laererne her som livsfjerne, noget forhutlede Eksistenser, der var ude af Kontakt med det praktiske Liv. At det dog ikke altid var Tilfaeldet, men at Latinskolelaerere kunde vaere i allerhojeste Grad optaget af at vinde en sikker okonomisk Stilling, skal folgende lille Skitse prove at vise.1)
Peter Jessen2) var fodt 1713 som Son af Sogneprsest Jes Pedersen Jessen, Vadum i Vendsyssel; Moderen hed Margrethe Ostenfeld og var Datter af Praesten Peter Jessen i Norholm. Sin forste Ungdom havde han tilbragt som Skriver, men gav sig derefter til at studereunder den da kendte Professor Peder Rosenstand Goiske indtil 1739, da Biskop Woldike i Viborg kaldte ham til at vaere fjerde Lektiehorer ved Latinskolen. Her syntes han ret hurtigt at have slaaet an. I hvert Fald gjorde han forholdsvis hurtigt Karriere; i 1747 bliver han Konrektor, idet man dog forst synes at
1) Mange Oplysninger, sserlig vedrorende personelle Forhold i Viborg, er mig velvilligst givet af Hr. Landsarkivar Aakjser.
2) Uddrag af J. P. Thjorrings Skildringer af viborgske Personligheder i forrige Aarhundrede ved A. Heise i Samlinger til Jysk Historie og Topografi, IV B. 1872—73.
have tsenkt paa at faa den kendte Filosof og Filolog Fr. Kr. Eilschou til at overtage dette Embede. Jessen, hvis Uddannelse langtfra kunde maale sig med dennes, laa imidlertid ikke paa den lade Side. Han skyndte sig at tage Magistergraden, hvorefter ham fik det eftertragtedeEmbede. Ailerede paa dette Tidspunkt vil man maaske kunne skimte Omridsene af Jessens Person,en ung, aergerrig Mand opsat paa at bane sig Vej opad Samfundsstigen og snart benyttende sig af alle de Midler, der stod til hans Raadighed. Han forsagede derfor heller ikke den Stotte, som et fordelagtigt Giftermaalkunde yde ham. I 1748 giftede han sig med Dorothea Cathrine Ostenfeld, Datter af den i 1744 afdode Rektor Jens Ostenfeld, som han maaske vai beslsegtet med paa modrene Side. I hvert Tilfaelde kom han herved i Familie med Viborgs fornemste og laerde Patricierslsegter, som det ses af nedenstaaende Slaegtstavle:
1) Fra Landsbyen O. i Holsten.
2) Datter af Magister og Biskop Peder Villadsen.
Herved voksede den unge Konrektor naturligvis i ydre Anseelse, men tillige var dette iEgteskab yderst fordelagtigt i okonomisk Henseende. Hans Svigerfaders Svigerfader, Jens Reenberg, havde ejet vidtstrakte Grundejendomme, saerlig i Fjends og Norlyng Herreder; selv boede han i en lsengere Aarrsekke paa Lynderupgaard. Jessen fik naturligvis sin Del af de Reenberg'ske Rigdorame. I Stedet for at bo i sin beskedne Embedsbolig paa Latinskolen fik han nu en anselig Gaard i Viborgs fornemste Kvarter1). Desuden oprettede hans Kones to ugifte Mostre, Anne Marie og Eleonore, et Testamente til hans Fordel, idet de antog Jessen eller i Tilfaelde af hans Dod »vores salig Sosters Dorothea Helene Reenbergs Datter, Dorothea Cathrine Ostenfeld, som Executores Testamenti . . . vores efterladte Stervboe, Midler og Formue . . . tilligemed de faae Tonder Hartkorn Jordegods, som vi eje . . . [at] tage til sig .. .«2). Og da den sidste af dem dode 1754, kom Jessen altsaa ogsaa i Besiddelse heraf. Derved biev han Ejer af flere betydelige Bondegaarde, nemlig folgende i Halds Amt, beliggende i Norlyng Herred:
Ravnstrup Sogn:
4 Gaarde i Jegstrup.
Finderup Sogn:
3 Gaarde: Flojgaardene og Skovhus.
Dollerup Sogn:
3 Gaarde i Stanghede og 3 i Fallesgaarde3).
I Silkeborg Amt, Lysgaard Herred ejede han:
Almind Sogn:
Tostrupgaard.
1) Det nuvserende Mogensgade Nr. 29.
2) Norlyng Herreds gejstlige Skifteprotokol for 1752.
3) Viborg Aratstues Hartkornspecifikationer over Strogods i Haldi Amt, Norlyne Herred. Specifikation indsendt 7lm 1783.
Lysgaard Sogn:
Halvdelen af Neder Bisballe1).
lalt belob dette sig til over 24 Tdr. Hartkorn. Hertil kom desuden det Jordegods, som tilhorte Latinskolen, og hvoraf bl. a. Rektoren 10nnedes. Dette fik J. ogsaa at bestyre, da han i 1764 udnsevntes til Rektor. Med stor Iver varetog han da ogsaa sine Interesser her.
Saa sent som 1770 ser man ham ansoge om Tilladelse til at saelge en Del af Rektoratets Gods i Sailing (I Balling og Harre Sogne), saaledes som ogsaa hans Forgsengere havde gjorf, for at de kunde nyde Renterne af Salgssummen, hvad Danske Koncelli da ogsaa giver Tilladelse til, mod at Faesterne saa vidt muligt overtog deres Gaarde til Selveje2).
Men mest Interesse nserede han selvfolgelig for sit private Gods, som han saa let og heldigt var kommet i Besiddelse af. Med udpraeget Sans for alt, hvad der kunde tjene til at lette de Byrder, der paahvilede ham som Ejer, ser man ham over alt arbejde paa at fremme sin egen Fordel. I den ovenfor naevnte Specifikation til Amtsforvalter Niels Spliid, Randers, hedder det: »Bevaagne Velynder! Beviis mig den Grace og Godhed,at siden jeg ej har Hartkorn til et fuld Lsegds Completering, men folgelig maa komme udi Strolsegd med en anden, at jeg endelig maa undgaa at komme i Faellesskab med Landsdommer Schinkel paa Hald, som Hr. Kammerraad selv kender, men med en god Mand, allerhelst Hr. Friedenreich paa Palstrup, og tillige,at det kunde passe sig, at de faa Tonder Skove, jeg ejer, kunde vaere det ringeste Qvantum i Lsegdet, hvilket vilde blive mig til Soulagement udi de Besvaerligheder,som
1) Randers Amtstues Hartkornspecifikationer over Strogods i Silkeborg Amt, Lysgaard Herred. Specifikatioiien indsendt af Jessen 25/6 1764.
2) Latinskolens Arkiv. Indkomne Breve 1737—1805. Viborg LA.
ligheder,somStrolaegder forer rned sig.« Meget interessanter Bemaerkningen om Schinkel, selv hans egne Standsfaeller synes ikke at vsere ivrige for Samkvem med den kendte Landsdommer, der jo langtfra havde et godt Lov paa sig.1)
Selv om disse Ejendomme faldt som en Appelsin i hans Turban, skulde dog Besiddelsen af dem medfore store Besvaerligheder for ham. Anledningen hertil var han ganske vist uden Skyld i, men at de fik saa stort et Omfang, maa dog for en Del tilregnes ham selv.
Fra Begyndelsen af det 18. Aarhundrede var Tanken om Opdyrkning af Alheden dukket op med visse Mellemrum, og i 1750erne synes den at have taget fast Form hos Regeringen naeret af visse fantastiske Forestillinger om Vaerdien af Hedejorden. I 17572) nedsattes en Kommission bestaaende af Stiftamtmand v. Heinen og Raadmand Lauritzen i Viborg, der skulde lade Heden opmaale og skaffe Klarhed over, hvad der tilhorte Kongen, og hvad de omboende Lodsejere havde Ret til iflg. deres Skoder. Det viste sig da, at der i Reglen intet fandtes skrevet om deres eventuelle Rettigheder, men at de uden videre havde tiltaget sig det, de vilde have til Kvsegdrift. Efter Forhandling mellem Rentekamret og Opmaalingskommissionen bestemtes det da at tilbyde de omboende Ejendomsbesiddere saa megen Hedejord, som svarede til deres Hartkorn, idet man fastsatte nojere Regler herfor. Denne Bestemmelse vakte selvfolgelig ikke Begej string blandt Lodsejerne, som betragtede deres i sin Tid uretmsessige Indtagen af Hedejord som en Ret; men efter nogen Knurren fandt de sig dog heri.
1) Se herom Hans Knudsen: Landsdommer Fr. Schinkel som Godsejer paa Hald. Jy. Saml., 4. R. VI, 351 ff.
2) Jfr. Kommission af 3. Maj 1751 (Jy. Saml., 3. R. IV, 365 ff.).
Som Ejer af de til Heden grsensende Ejendomme Stanghede, Fallesgaarde og Flojgaard havde Jessen deltaget i alle disse Forhandlinger og indtaget samme Standpunkt som de andre, men Sagen log for ham en anden Vending, da de forste Kolonister fuldkommen uventet for Kommisssererne indtraf i Slutningen af 1759 og Begyndelsen af 1760. Opmaalingen, der sinkedes af de slette Forbindelsesforhold og maatte standse flere Maaneder om Efteraaret og Vinteren, var langtfra tilendebragt. Intel som heist var gjort for at modtage de Fremmede, og i Huj og Hast matte nogle fore- Iobige Hytter opfores til Beboelse og Jord indtages til Dyrkning, hvor Kolonisterne selv mente, de kunde bearbejde den.1)
Ved dette utidige Hastvaerk, som skyldtes manglende Samarbejde mellem Regeringen og Kommissionen, maatte der nodvendigvis ske adskillige Fejlgreb. Dette forklarer, at Jessen d. 1. August 1760 sender et Brev til den ledende Mand indenfor Koloniseringen, Hans de Hofman, hvori han klager over, at Kolonisterne i den nserliggende Koloniby, Gronhoj, er blevet anbragt paa nogle af Fallesgaarde og Flojgaards Marker, ligesom Kolonisterne tramgte ind i hans Skove »ei for at fornoie sig, men for at fore med sig, livad de der forefinder.« Han anmodede derfor om, at det maatte forbydes dem »at bruge den Part af min Eiendom de allerede har afbrsendt og sat sig paa, saint at de afholder sig herefter fra Skoven.«
I en Skrivelse til Rentekamret afviser Hofman dette Krav. De Skoder, Jessen paaberaabte sig, indeholdt kun almindelige Udtryk. Ganske vist stod der i Landmaalingenangivet visse Hoje som Grsenseskel, men
1) Om dette og den folgende Sag se Protokol for Kommissionen ti Alhedens Opmaaling 1757. V. A. 11. 142—45!. Rigsarkivet
hertil kan man ikke tage Hensyn, da Claus Christense n1) som Landmaalingsskriver selv kunde have indfortde Graenser, han vilde, i Protokollen. Han fastholdtderfor, at Jessen ligesom andre Lodsejere maatte finde sig i, at der blev taget Jord fra ham, og at der tilmaaltes ham Hede i Overensstemmelse med hans Ejendoms Hartkorn.
Rentekamret viste sig dog meget forhandlingsvenlig overfor Konrektoren. Kunde Sagen ikke ordnes paa anden Maade, kunde man jo kobe Ejendommene. Dette var netop efter Jessens Hovede. I et Brev fra Efteraaret bestormer han Rentekamrets Chef, Hans Ahlefeldt herom. Hans Ejendomme var for en »billig Vserdi og Betaling« til Salg, i det Haab »at Deres Kongel. Majest. har hoj kongelig Naade for mig, og soulagerer mig med et honorablere og formaalsagtigere Brod og Embede.«
Dette fromme onske skulde dog ikke opfyldes. Jessentog Munden for fuld. Et Par af de tilsynsforende ved Kolonivsesenet forhandlede med ham herom og giveri en Indberetning en ejendommelig Skildring hera f2). Jessen onskede, at han, som en Slags Belonning for i det hele taget at ville saelge, maatte faa HelligaandsKirkens Prsestekald i Kobenhavn, eller ogsaa at Praesten ved Budolfi Kirke i Aalborg forflyttes hertil,saa Jessen kunde komme til sin Fodeegn. Men hvad han i saa Fald vilde have for sin Ejendom, kunde Forhandlerneikke faa ud af ham. Han »sagde allene, jo bedre Kongen vilde vaere mod ham, jo storre Aarsag havde han til at beromme Kongens Naade, og jo bedre de Herrer Commissarier forestillede hans Sag, jo storre
1) Se Stamtavlen Side 1.
2) Indkomne Breve vedr. Kolonierne paa de jyske Heder. Rigs arkivet.
var det for dem selv. Endelig udlod han sig med, at der var budet ham for dette Gods, Stanghede, Flojgaard og Fallesgaarde tilligemed Skoven 8000 Rdl. og hans Kiaereste desuden en anselig Douceur. Men derfor vilde han da ikke saelge det.« Forhandlerne sluttede heraf,at Ejendommene ikke var til Salg under 10,000 Rdl.
Denne Fordring, der var ganske üblu i Forhold til Jordens virkelige Vaerdi, fremkaldte da ogsaa et absolut Afslag fra Rentekamret. Der skulde nu gaas frem imod Jessen som mod de andre Lodsejere.
Sagen trak imidlertid ud, vel paa Grund af de foromtalte Vanskeligheder ved Opmaalingen, og forst i 1764 kom der atter nogen Fart i den, Stiftamtmand Huitfeld og Lauritsen mente da at kunne skonne, at der var sket Jessen Uret. I det hele taget stillede de sig velvillige overfor hans Krav; de mente, at man ikke uden videre kunde tilsidessette hans Skoder og ovrige Adkomster. Det bedste var da maaske at tilbyde ham lige Vederlag i Form af Jord, hvis man da ikke vilde gaa ind paa Jessens Kobesum, som denne ganske vist nu havde nedsat betydeligt til 4000 Rdl.
Dette sidste var han ogsaa selv meget ivrig for »naar ei mere kan vaere at erholde.« I et langt Brev til Rentekamretudvikler han dette m< d stor dialektisk Fserdighed.Stridens Aarsag var efier hans Mening KommissserernesUkendskab til hais Ejendoms Omfang; en Tilbagegivelse af det tagne <r dog ugorligt, hvilket Jessen heller ikke mere onskede, da han saa maatte »anses for en alt for paastaaende, ja for en uskonsomUndersaat af en saa retfardig og naadig Konge, om jeg nogensinde vilde ytre mig mod sligt et Anlaeg og Paastand.* Som Erstatning kunde han da tsenke sig et »ligesaa vidtloftigt, godt og belejligt Stykke Ejendom.«Penge
endom.«Pengesom Erstatning kunde han ikke modtage,da han »formedelst et saa betydeligt Stykke EjendomsMistelse nodvendigen maatte blive ruineret.« Uden den fratagne Jord var Ejendommene vserdilose, hsevder han.
Det springende Punkt var dog at faa fastsat Graenseskellene for Jessens Ejendomme. Ved en Sammenligning mellem Landmaalingen og det Kort, som Opmaalingskommissionen havde udarbejdet, viste der sig imidlertid en tydelig Uoverensstemmelse herimellem. Ogsaa her vidste Jessen dog en Forklaring. Han mente, at naar man noje gennemlaeste Landmaalingen, vilde man se, at Meningen var, at f. Eks. »den Hoj eller Skelsted Horsrogel ikke determinerer den sonderste Del for Flojgaard, men viser allene, hvor langt FloJgaards Ejendom gaar mod Sonden.«
Den spidsfindige Udtydning tilfredsstillede dog ikke hans Modpart. Rentekamret, der var utaalmodigt over Sagens Langvarighed, synes paa Forhaand at vaere mest stemt for en retslig Afgorelse, men da Generalprokuroren, Stampe, advarede imod at bruge »Processens Provocatorius« (?), da den ikke var afhjemlet i Loven, og da han, med nogen tvivlsom Ret, mente, at Jessen af okonomiske Grunde og af Undseelse for Rentekamret havde undladt et Sagsanlaeg, stillede man Jessen Valget at modtage »for hans giorte Prsetentioner tohimdrede Rigsdaler eller ... at tvende retsindige Msend som Voldgiftsmsend bliver udnaevnte, som tilligemed en Opmand endelig kunde kende og domme paa Sagen.« Gik han ikke ind herpaa, agtede man ikke at foretage sig noget i Sagen »hvorofte Rektor Jessen end skulde derom indkomme.«
I Sommeren 1765 indvilligede denne da i med »underdanigTaksigelse«
at modtage de 200 Rdl. »for at
undgaa Vidners Dispute, som for at vise al Horsomhed«(a:
Herefter gav Kamret da Ordre til at opmaale Jorden »samt derefter paa lige Maade som udi Silkeborg og andre Amter er sket af Alheden saa meget Jord som den i Proportion af dens ansatte Hartkorn med Rette kan og bor tilkomme og samme behorig skelsaette.«
Men nu, da man skulde tro den hellige Grav velforvaret, tog Jessen ganske umotiveret Sagen op paa ny. I en Skrivelse til Kommissionen hsevdede han, at fornaevnte Ordre maatte forstaas saaledes, at Kollegiet nu var gaaet ind paa hans Krav om Erstatning i Form af Jord. Visse Ord tydede herpaa »saerdeles det Ord Alheden, der ei kan forstaas uden om den Hede Hans Majst. allene tilhorer og ei ligger under nogen privat Eiendom.« Ganske vist kunde Rentekamrets Udtalelse ogsaa forstaas saaledes, at han kun skulde tilmaales i Forhold til sit Hartkorn. Dette mente Jessen ikke at kunne taale »at det mindste af min Eiendom, som jeg med lovlige Adkomster har legitimeret og fremdeles kan legitimere, mig uden foregaaende Lov og Dom vorder frataget. I slig Henseende protesferer jeg herved solemniter imod al den Opmaaling, Skelssetning eller anden Forretning.« Derfor henstillede han, at en Voldgiftsdomstol afgjorde Sagen.
Rentekamrets Svar var et absolut Afslag, og Jessen maatte da gaa et Skridt videre. 14. Oktober meddeler Kommissionen, at den er blevet stsevnet for Fjends- Norlyng Herreds Domstol. Hvorledes Udfaldet af Processenblev, kan desvaerre ikke ses, ligesom det for Eftertiden er vanskeligt at skonne, hvera der har Ret, da Jessens Ret til Jorden som de andre Lodsejeres kun hvilede paa gammel Haevd, medens hans Adkomstbreve
savnede praecise Udtryk for hans formentlige Rettigheder.
Et godt Indblik faar vi imidlertid i hans Karakter. Han er et godt Hoved, der smidigt soger at udnytte alle opdukkende Chancer. Pennen falder ham godt i Haanden, og han bruger den med stor Faerdighed, der viser ham som Elev af Tidens skolastisk-spidsfindige Laerdom. Han er lidt af en Erasmus Montanus; med stor Lethed bygger han sine Argumenter op for at forsvare sit Standpunkt, naar dette er ham formaalstjenligt. Det, der ligger til Grund herfor, synes at vaere en stserk Pengebegaerlighed. Deter sikkert ikke uden Grund, at de fleste af de Breve, der findes fra hans Rektorats Tid, handler om hans okonomiske Forhold. Disse har optaget ham staerkt. For at varetage dem anvender han hele sin medfodte Veltalenhed og Lethed i at tumle med Pennen, men han odelaegger selv Styrken af sin Bevisforelse. Han er en Kvaerulant, der befinder sig bedst i Stridighederne og Kaevlet, hvilket yderligere bidrog til at traette og irritere hans Modpart.
Havde Peter Jessen i sin Egenskab af Jordejer mange Besvaerligheder at kaempe imod, som han dog for en stor Del selv var Aarsag til, skulde hans Stillingsom Laerer heller ikke blive nogen Dans paa Roser.Allerede Samtiden vidste, at J. og hans Svoger, Rektor Arff, var Fjender. Da forstnaevnte i 1747 blev Konrektor, var Arffs Kandidat til dette Embede en anden af Horerne, Jens Hiersing. Udslag af denne Strid har ogsaa nedfaeldet sig i de officielle Dokumenter1). I 1748 indsender Jessen en Klage til Kancelliet over, at Arff vil indsastte ham som Konrektor; efter Skikkeni Jylland burde det vaere Biskoppen, haevder han.
1) Biskoppens Kopibog og Latinskolens Arkiv: Indkomne Breve 1737—1805. Viborg LA.
Kancelliet resolverede imidlertid, at man skulde folge den Skik, der anvendtes ved Metropolitanskolen i Kobenhavn,»hvor Con Rectores stedse af Rectoribus i Biskoppens Overvaerelse ere bleven indsatte.«
I 1758 findes der en tydelig Uoverensstemmelse i de Vidnesbyrd, som Rektor og Konrektor har afgivet om Eleverne. Jessen giver her en meget daarlig Omtale af en af dem, Barthold Diderik Koch. Arff haevder imidlertid, at hans Svoger aldrig har straffet Eleven eller talt til Rektor herom. Ganske vist forsogte Koch en Gang »at absentere sig i mine Laesedage, men jeg gjorde mig den Umage personlig at vise ham Vejen til Skolen, og siden kan han finde den. I saadan Folge ses lettelig, hvor megen Skyld Konrektor selv haver, og hvor naergaaende mit Embede jeg haver Aarsag til at anse Konrektors anforte Kritik om Kochs Uduelighed til Skolen.«
I 1764 forsogte Arff, der var meget svagelig, at faa Hiersing som Vikar, men dode samme Aar. Herefter steg nu Jessen til rector scholse. Denne Plads yiste det sig, at han ikke kunde udfylde. Viborg Latinskole indtraeder herved i et moralsk Forfald, som sikkert er uden Lige for og siden. Under den staerkt alderdomssvsekkede Biskop Woldike fik alt dog Lov til at gaa sin Gang, men da denne 1770 aflostes af Rottboll, der som en dygtig og nidkaer Embedsmand sogte at rydde op i Boet efter sin Formand, blev det efterhaanden vanskeligere for Jessen at begaa sig1).
Allerede 1771 klager Biskoppen over den af Rektorforte Eksamensprotokol, »da intet om Eksamen . . . derudi meldes.« Ogsaa Fordelingen af Stipendier var det gait med, nogle fik, som slet inlet skulde have,
1) Om Biskop Rottbolls Forhold til Jessen findes et ret stort Antal Breve i Biskoppens Kopibog.
andre fik for meget, atter andre for lidt. Men saerlig var det dog Forholdene i Domkirken, hvor Disciplene skulde hjajlpe ved Gudstjenesten, der forst faldt Rottbolli ojnene. let Brev til Stiftsprovsten af taU 72 formanerhan denne, at det forbydes Disciplene at liste af ud af Kirken under Gudstjenesten, »hvilket ikke lettelig gaar af uden Hvisken med Kirkefejerens Pige eller andre deres Kammerater, saa kunde Rektor anmodesat forbyde dem det herefter uden i hojeste Nodsfald, da de dog hellere maa have Udgang paa en anden Side eller en Lejlighed i en Afkrog at blive skilt ved Vandet, naar det traengte dem, siden jeg slet ingenlundevil have den Strippen frem og tilbage der laengere.«Ogsaa Paaklaedningen var det gait med, idet Eleverne fandt for godt »at tilsidesaette Velanstsendighedenherudi, endog ved Hojtideligheder, hvor ovrighedensog fornemme Folks Naervserelse vist kunde formodes.«
Snart kom det ogsaa Jessens Foresatte for ore, at alt paa Skolen heller ikke var, som det skulde vaere. Nogle Lserere laeste paa »Kammeret«, andre paa Skolen efter Forgodtbefindende. Disciplene ovede »Modvilligheder, endog til at fore Pibe ind med sig paa Skolen og ryge Tobak . . .« Jessen faar derefter en droj Advarsel om at forbedre Tingenes Gang, da han ellers bliver mulkteret, »men jeg krymper mig derved, da De efterhaanden bliver gammel, og Deres Anseelse, som De saaledes daglig svaekker, ikke kan taale deslige Stod. Imidlertid vil jeg ikke meget lsengere vaere en orkeslos Tilskuer af saadan Uorden, men for [at] tilfredsstille min Samvittighed andrage Sagen paa hojere Steder, dersom dette Forsog med det gode bliver frugteslost.«
Denne sidste Udvej skulde der blive god Brug for.
Jessen formaaede nemlig ikke at genoprette den odelagteOrdenog Disciplin. Eleverne blev tvsertimod ganske demoraliserede; deres Drengestreger udartede tilsidst paa en meget ondartet Maade. I 1.777 udtaler Rottboll saaledes til Hiersing, at »saa mange vsemmeligeTingog Svinerier snarere end Grovheder, jeg end med Undseelse maatte naevne under Lasternes sorte Erindring . . ved jeg dog ingen, som jo en eller andenSkolediscipelhar begaaet i min Betjenings Tid.« Eleverne synes at have vaeret en ren Plage for Byen, f. Eks. ved de »ogenavne, som de i Overflod skal forsyneikkealene sig selv med indbyrdes, men og samtligeByensIndvaanere uden Forskel af Alder, Kon ellerStand.«Som de mere graverende Laster, Disciplene gjorde sig skyldige i, nsevnes »Mumninger, Forklsedninger,Grassat-Gangog Gadelob, Stimen og Svsermen, at raabe efter Folket, raekke Tungen ud og vrsenge efter dem, overslaa deni med Sne eller gore Pudser og forstyrre deres Fred paa Torv eller Gade, at aabne Vinduer eller Boder og Gadedore, at hvisle ad de Forbigaaendeogslaa en Skoggerlatter op, naar de ser sig om eller tilbage, pobelagtige Grovheder, saavel i Ord, f. E. rusticus in via, did alle ogenavne og Skjeldsord bor regnes, som i Gebserder, f. E. at vende Rumpen mod nogen eller paaberaabe dem, og i det samme vende sig at pege til den, klappe paa den, kort sagt alle optaenkelige, men uopregnelige Nederdraegtigheder i Ord, Gebserder og Gerning, som rober et slet Hjerte og en gemen Taenkemaade.« Alt dette vanaerer SkolensLserereog bringer Skolen i Foragt. Dog maa Laererneikkei Vrede over Eleverne »udove Banden eller Skaeldsord, paa det de unge ikke deraf skal tage AnledningtilGemenskab i deres Omgang indbyrdes.« Tvaertimod skal Laererne opelske »en vis Folelse af og
Behag i det sande og smukke, renlige og rosvaerdige, en Finhed og Slebenhed i Omgang, som det gemene Folk, Haandvserks- og Bonderfolk, Almue og Tjenende sjseldenvedaf at sige.«
Selv om Bispen i sin gejstlige Nidkaerhed er tilbojelig til at overdrive Tingen noget, havde han dog i Hovedsagen Ret. Ved nogle Forhor, som Hiersing holdt i December 1777 over nogle Elever, fremkom det saaledes, at de en Gang havde faaet fat i noget Braendevin; efter at have drukket denne, havde de turet rundt i Gaderne og lavet en Del Optojer, slaaet Skilte i Stykker etc., indtil de tilsidst havde afleveret deres Visitkort hos en af Horerne i Form af en Braendevinsflaske, som de havde smidt igennem hans Vinduesruder.
Man forstaar derfor Bispens Udbrud af Harme herover. »Kan saadanne kaldes Yndlinger af de milde Muser, eller Viborg deres Bolig, forend dette Ukrudt bliver udrenset og Saedeligheden, som den vigtigste Egenskab for Disciplene af rette Art, anderledes.«
Til at gennemfore den Reform, som antydes her, krsevedes dog en kraftig Mand som Latinskolens Leder.I 1777 udnaevnes derfor Hiersing til rector legens eller designatus, og han tog derfor straks fat paa at udpege de vserste Spektakelmagere blandt Eleverne. Disse slap dog med en forholdsvis ringe Straf. Angaaendeen af dem, Niels Stoholm, skulde man paase, at han ikke mere fik Lejlighed til at »forfore flere af de unge og mere barnagtige af Eleverne,* og naar to andre, Peter Lerche og Jens Abildschou,skulde bortvises, »efterdi deres Forseelser ere af den grove Slags,« var Grunden dog vist ligesaa vel den, at de ikke var meget begavede. 8011 e Morch1) tog Bispen personlig i Skole, saa at han
1) Antagelig t 1807 som Tolder i Sseby. C. K.
lovede Bod og Bedring og fik Lov at komme tilbage til Skolen »som et forvildet Faar til Hjorden igen.« Dog skulde han straffes paa Kroppen, »deter med Ris paa det bare Legeme.« Paa Hiersings Forbon slap han dog med »en halv Snes Haanddask.«
Grunden til denne lempelige Fremgangsmaade var vel for en stor Del den, at Elevernes Adfserd aldrig havde udartet saa meget, hvis de havde liaft en fast Leder over sig. Hovedparten af Skylden for Forholdenes Udvikling, som Tidens Dokumenter kaster et saa grelt Lys over, ligger hos Jessen, uden Tvivl. De gode Muligheder, han havde haft for at skabe sig en anset Position, havde han ikke formaaet at udnytte. Hans Karriere, der en Tid havde tegnet saa straalende, skulde meget hurtig gaa mod Nedgangen. De sidste Leveaar har sikkert ikke vseret lykkelige for ham. Han maatte finde sig i at have sin gamle Rival, Hiersing, ved sin Side, og det som Skolens egentlige Styrer. Jessen beholdt vel sin Titel, men alle vigtige Sager gik til den designerede Rektor. Han synes da ogsaa at have indtaget en ret tilbagetrukken Stilling, til han dode 22/3 1780.
Mistede han altsaa i Realiteten sin Rektor stilling, til syvende og sidst paa Grund af visse Brist i sin Karakter, havde han dog sine Ejendomme at varetage. Men ogsaa Besiddelsen heraf skulde fratages den, hvem han ved sin Dod havde bestemt skulde have Raadighed over dem.
Efter Rektor Jessens Dod sad hans Enke, DorotheaCathrine, i uskiftet 80. De havde sandsynligvisingen Born, og hun var derfor alene om at nyde sin ikke übetydelige Formue. Derfor er det hellerikke underligt, at hun blev et Bytte for forskellige gridske Arvingers Efterstraebelser, ligesom ogsaa andresogte
dresogteat benytte sig af hendes enlige Stand og tiltagendeAlder. I Tidsrummet fra 1781 til 1797 har hun saaledes udlaant forskellige Pengesummer til et Belob af over 19,000 Rdl.
Det sidstnaevnte Aar mente hendes Arvinger det imidlertid passende at fratage hende Retten til hendesEjendom under Foregivelse af hendes Alder, ca. 80 Aar. Den 27. November kom Skifteforvalteren, JustitsraadHauch (som sikkert ikke var helt pletfri i denne Sag; han var i hvert Fald en af Mad. lessens Debitorer) og Stiftsprovst Astrup til Stede sammen med Arvingerne, Mad. Jessens Nabo, Kancelliraad Gjerulff, der optraadte paa sin Sons, lie. jur. Mads G.s Vegne, og Broderen, Christen Ostenfeld, og hendes Sosterson, Jens Arff, en Son af den gamle Rektor. Paa Grund af hendes Skrobelighed og Sindslidelser begaerededisse en Vaerge indsat, hvad Mad. Jessen frivilligt skulde have indvilliget i. Hertil beskikkedes Pastor Zahrtmann, en Mand, der ogsaa sogte at fiske i rort Vande. Mad. Jessens frivillige Indvilligelse i at blive umyndiggjort viste sig imidlertid at vaere af en egen Art. Da man atter kom til Stede naeste Dag, indfandt ogsaa Raadmand Klein til Rosborggaard sig med Fuldmagt fra Mad. J., hvori hun anmoder ham om at varetage hendes Interesser. Hun meddeler videre heri, at hun i sin hoje Alderdom havde lidt af en haard Sygdom, »der formodentlig gav mine Arvinger Haab om, at jeg skulde have endt Livet,« hvorfor de havde taget hendes Ejendomme. Da hun havde bedt om at faa dem tilbage, havde de naegtet hende dette og under»megen Svaerm og Stojen saa godt som confunderetmine Sanser« og uden videre brudt hendes Chatolop og taget hendes Vaerdipapirer, ligesom hendes
Broder havde erklaeret, at him var umyndiggjort1). Da Klein imidlertid horte, at Zahrtmann allerede var hendes Lavvaerge, trak han sig tilbage, medens Arvingernepaaberaabte sig dette Traek som et yderligere Bevis paa hendes Utilregnelighed og satte igennem, at hendes Mobler med Undtagelse af de allernodtorftigste Sager blev forseglet. Hermed var altsaa den gamle Kvinde umyndiggjort under Foregivende af, at mange vilde benytte sig af hendes Svaghed »og forfore hende til at give sig Beviser paa ej übetydelige Pengesummer til Skade for hende selv, samt hendes og sal. Mands Arvinger.« Det sidste Argument har sikkert vejet tungestfor disse ikke ganske uselviske Personer.
Den 16. August 1798 solgtes hendes Gaard ved offentlig Auktion. Kancelliraad Gierulff blev den hojestbydende med et Bud paa 880 Rdl. (Brandtaksationssummen var 1490 Rdl.). Allerede d. 6. August var Indboet blevet solgt. Dette var overordentlig righoldigt og sserdeles kostbart og indbragte den efter Omstsendighederne hoje Sum af 16075 Rdl. Alt synes at vaere blevet stroet ud for alle Vinde, kun noget Sengetoj overlodes til Mad. Jessen2).
1) Denne var en meget ringe Person. Thjorring fortseller, at han der en Tid var Horer, kun var en maadelig Laerer, som havdt storre Lyst til at Iobe omkring i Byen og agere Nar og Pikkelheiring for Folk, der kunde lide ham, og at opasde og talt ilde paa dem, sora han vidste, der ikke kunde lide ham, end hai havde til at studere". Kan man tro Thjorring, skal Faderen, der gamle Rektor Ostenfeld have udtalt om ham: A har en Son de' er jo min Sael en Rover!" og kaldt ham Christen lidt Latin" Den impulsive Stiftamtmand With udtrykte sig i endnu men drastiske Vendinger om ham. Han dode i yderste Armod 1798 Hans Stervboe belob sig til 5 Rdl. og 6 Sk. (Thjorrings Orig M. S. Landsarkivet, Pag. 442 ff.). Jens Arff synes ogsaa at have vseret ;sin Families sorte Faai og giort sine Foraeldre megen Sorg.
2) Norlyng Herreds gejstl. Skifteprotokol 1781—1808, Pag. 148 ff. Netop dette Sengetoj synes at have nydt stor Berommelse. I hvert Fald kobte Geheimeraad Ove Hoegh Guldberg, Hald, en stor Portion heraf.
Den ulykkelige Kvinde, som dermed var berovet sin retmaessige Ejendom, skulde ikke leve laenge under disse triste Omstaendigheder. Omkring Aarhundredskiftet 1799 dode hun, og dermed var der frit Slag for hendes Arvinger til at dele den sidste Del af Rovet.
Nogle af Landejendommene, fx. Jegstrup, var allerede overgaaet til Selveje. Derimod var der flere Liebhavere til de af dem, som Jessen havde fort en saa haard Kamp for at bevare. Ved den Auktion, som holdtes 26. Januar 1799, havde Faesterne i Stanghede budt ialt 710 Rdl. for deres Gaarde1); heroverfor havde Pastor Zahrtmann budt 930 Rdl. For Ejendommene i Fallesgaarde, Flojgaard med Skovhus havde deres Beboere budt 2980 Rdl., men her havde Kancelliraad Gierulff budt 3070 Rdl. Paa Auktionsdagen var tre Ejendomskommissionaerer, Generalkrigskommissaer Fons, Raadmand Klein og Forstander Dinesen tilligemed Arvingerne, Kaptajn Arff, Kancelliraad Gierulff paa sin Sons Vegne og en Hr. Boelund til Stede. Paa Kommissionaerernes Opfordring kraevede i hvert Fald Arff og Boelund Ejendommene paa ny opraabte; herved blev de tilslaaet »Hr. Vejermester Niels Giorup ved Hr. Forstander Dinesen for den Summa 4400 Rdl.«
Den nye Ejer tilhorte en stasrkt udbredt Kobmandsslaegti Viborg (Faderen var tillige Raadmand) og optraadteogsaa som Ejendomsspekulant og Godshandler i stor Stil i den staerke Opgangsperiode, alene i Viborg ejede han saaledes Grundejendom til en Taksationsvaerdiaf over 25000 Rdl. Herved splittedes det Gods, som Rektor Jessen saa ivrigt havde haevdet Besiddelsenaf.
2) Norlyng Herreds gejstl. Skifteprotokol 1781—1808, Pag. 148 ff. Netop dette Sengetoj synes at have nydt stor Berommelse. I hvert Fald kobte Geheimeraad Ove Hoegh Guldberg, Hald, en stor Portion heraf.
1) Auktionsprotokol for Fjends-Norlyng Herred 1792—1809, Pag. 193 ff.
senaf.Baade som Lajrer og som Ejendomsbesidder led han altsaa Skibbrud, vel fordi han savnede den KarakterensGrundmurethed, der kunde have sikret ham et bedre Eftermsele.