Indledning S. 1. Vestjyllands Jordbundsforhold S. 7. Vindens Virkning S. 9. Udvadskningen af Kalk gennem Tiderne og dens Indflydelse paa Plantevseksten S. 19. Skoven og Heden S. 22. Bebyggelsen S. 34. Den arkaeologiske Opfattelse af Oldtidsbebyggelsen S. 54. Gravhojenes Fordeling i Forhold til Bebyggelserne S. 62. Historisk Tilbageforing S. 76. Bebyggelsesformerne S. 88. Herredsinddeling og Herredsskel S. 94.

INDLEDNING

Ved Undersogelser over Danmarks seldste, faste Bebyggelse og om hvor den har ligget, har de forskellige Forskere, som bekendt, anvendt forskellige Metoder, hver sin, efter som den enkeltes Forudsaetninger har vaeret. Derved er fremkommet Bidrag til Sagens Losning af f. Eks. sproglig, arkseologisk og topografisk Art, samt Kombinationer af disse og flere andre Synspunkter.

Hver af de antydede Videnskaber kan vel nok give

1) Til Udforelsen af de Undersogelser, hvorpaa dette Arbejde er bygget, er der ydet U:nderstottelse fra Den grevelige Hjelinstjerne-Rosencroneske Stiftelse. Jeg bringer herved den nsevnte Stiftelse min bedste Tak derfor.

Bidrag til Klaring af Sporgsmaalet, men det gaelder for dem alle, at de ikke kan vaere Udgangspunkt. For der bliver Anvendelse for dem, maa der vaere foretageten Undersogelse paa Stedet af de naturlige Betingelser for, at Mennesker og Husdyr har kunnet finde Foden der, uden Anvendelse af en Landbrugsteknik,som Datidens Mennesker ikke kendte.

Deter dog übestrideligt, at der, for at der kunde leve Mennesker med deres Husdyr paa en bestemt Egn, maatte vaere saadanne Naturforhold, at de kunde finde F'oden der. Jorden maatte vaere af en saadan Art, at den uden nogen saerlig indgaaende landbrugsteknisk Behandling kunde yde Korn til Fode til Menneskene, og ved Siden af eller i Naerheden maatte der vaere naturlige Graesgange til Husdyrene. Navnlig dette sidste er det meget vigtigt at huske paa, da Datidens Mennesker sikkert fuldstaendigt manglede Indsigt i at forbedre en Graesmark, end sige at frembringe en saadan. Ligeledes maa det erindres, at for at faa en ordentlig Graesmark maatte man have temmelig lave Jorder; de hoje var gerne for torre, saa de gav mindre Graes. Dette maatte medfore, at Bebyggelsen maatte blive tyndere paa en saadan Egn.

Var der en Egn, f. Eks. Hederne, der hverken kunde give Korn eller Grses, saa var den absolut übeboelig, og kan ikke have huset Mennesker, selv om der findes Minder om deres Faerden og f. Eks. Gravhoje.

Findes der Gravhoje paa Steder, hvor al sund Sans, eventuelt stottet ved Jordbundsundersogelser, siger os, at der ikke i Naerheden har vaeret Livsbetingelser for Mennesker og Husdyr, kan man ikke — af doktrinaere Grunde — paastaa, at Bopladserne har ligget taet op ad eller i Naerheden af Gravhojene.

Blandt de forskellige Synspunkter, som kan anlaeg-

ges, for at give en Mening om, hvorledes den seldste, faste Bebyggelse har udformet sig, gaar det vist ikke an ganske at glemme at tage Hensynet til de naturlige Livsbetingelser og de dalevende Menneskers tekniske Stade med i Overvejelserne, samt navnlig at kombinere disse to Ting: Hvad bod Naturen af Fodemidler til Mennesker og Husdyr paa en bestemt Egn? og hvad kunde en Befolkning ved Overgangen fra Naturfolk til Kulturfolk foretage sig for at gore sig Jorden underdanig?

Det ses ikke, at nogen her hjemme har forsogt at undersoge disse Forhold og navnlig at anstille Sammenligninger mellem dem. Deter saa meget mere maerkeligt, at dette ikke er forsogt, da det jo i Virkeligheden er den eneste Vej, der forer til Sporgsmaalets Losning. Man rnaa erkende Menneskets absolutte Afhsengighed af Natur- og Jordbundsforholdene, for man prover at 10se et Beboelsessporgsmaal.

Med Hensyn til Sporgsmaalet om, hvorledes Naturforholdene var i Oldtiden, da er det jo saaledes, at mange af disse Forhold ikke har aendret sig gennem Tiderne. Den Bakke, der i Dag er for hoj og for tor til at frembringe Korn og Graes, var det i de fleste Tilfaelde ogsaa i Oldtiden. Andre Forhold har aendret sig siden hin Tid, men iEndringerne er foregaaet i en bestemt Retning og efter bestemte Love, saa Folgerne af disse ogsaa i nogen Grad kan overses.

Med Hensyn til Menneskets Evne til at udnytte vanskeligt tilgaengelige Jorder er der jo foregaaet en meget stor Udvikling, som ligeledes kan overses; man skal ikke saa grumme langt tilbage i Tiden, for Mennesketsaa

nesketsaaat sige maatte nojes med, hvad Jorden gav godvilligt, den lod sig ikke tvinge. Man kan ganskebestemt sige, at Stenaldermennesket f. Eks. ikke havde meget Begreb om Jordbehandling og ingen Merglings-, Kalknings- eller Godskningsteknik, saa det i al Fald for Forfatteren af naervserende Redegorelse ikke synes saerlig vanskeligt at faa et temmelig bestemtIndtryk af, hvorledes en Befolkning af den Tids Mennesker med dens Landbrugsteknik, eller rettere Mangel derpaa, naturnodvendigt rnaa have stillet sig over for Jorden, hvilke Jorder Befolkningen ifolge sit »tekniske« Stade har maattet lade ligge, og hvilke Jorderden har kunnet udnytte.

Ved en saadan landbrugsvidenskabelig Undersogelse vil man ofte vaere i Stand til ikke alene at sige, om en bestemt Egn har kunnet yde Fode til Mennesker og Husdyr, men ogsaa i hvor hoj Grad, og derved give Bidrag til Belysning af det Sporgsmaal, hvor tset Befolkning en bestemt Egn har kunnet ernaere. Som de vilde Dyrs Antal paa et givet Areal staar i ligefremt Forhold til Livsmulighederne, saaledes vil det samme i grove Traek vaere Tilfaeldet med Menneskenes. Naar Livsbetingelserne for Mennesket forbedres, saa tiltager Befolkningen i Forhold dertil.

Da Jordens naturlige Beskaffenhed veksler meget fra Egn til Egn, ja selv inden for et meget snaevert Distrikt, er det klart, at man for at naa et Resultat maa foretage en meget noje Undersogelse af Jorden, en Art »Bonitering«, ikke just saa meget med Hensyn til, hvad man n u kalder en god Jord eller en daarlig Jord, Loven derfor skifter stadigt, den er afhaengig af forskellige Forhold, Dyrkningsteknik, Produktionsretningm. m. Her maa saerlig tages Hensyn til Bakker og Dale, Sumpe og Torbund, Kornjord eller Graesningsjord,men

jord,menogsaa andre Forhold, saaledes vil man, som det senere skal vises, kunne drage gode Slutninger af, hvorledes Jordens Kalkindhold er eller har vaeret gennemTiderne, samt af Graden af den Udvadskning af Jorden, der er foregaaet.

Undersogelser af disse og flere andre Forhold kan hver for sig ofte give betydelige Bidrag til Sagens Losning. Men Forholdene veksler fra Egn til Egn; derfor maa de undersoges paa hver Egn for sig.

Vil man danne sig et Begreb om Beboelsesforholdene paa en bestemt Egn, maa man forst stille det Sporgsmaal: Hvorledes var Jorden beskaffen paa det Tidspunkt, som Beboelsesforholdene onskes undersogt for? Var den let, tung eller maaske endog utilgaengelig for Datidens Teknik?

Kan det lykkes at faa et bestemt Svar paa disse
Sporgsmaal, da har man fast Bund for en sikker Undersogelse.

Har man en Egn for sig, som i Dag hverken kan give Fode til Mennesker eller Dyr paa Grund af et eller andet Naturforhold: Mangel paa Nedbor, for lav Temperatur, eller et eller andet Forhold ved Jordens kemiske Sammensaetning, og man saa kan bevise, at disse Forhold maa have vaeret de samme for f. Eks. 2000 Aar siden, ja, saa har den jo lige saa lidt kunnet give Afgrode den Gang som nu.

I det folgende skal forsoges at give en Udredning af den seldste Bebyggelse i Vestjylland, hvor denne har ligget, og enkelte Traek af, hvorledes den maa have udviklet sig i den folgende Tid, set ud fra det anforte Synspunkt. Synspunktet er noje provet ved Undersogelser ude i Marken paa de forskellige Lokaliteter.

Naar Vestjylland er valgt til Undersogelserne, saa er
det af forskellige Grunde, forst fordi Forfatteren er

opvokset der i Egnen, og desuden fordi han gennem et mangeaarigt Arbejde her har vundet et indgaaende Kendskab til den vestjydske Natur, forbundet med et betydeligt Lokalkendskab, og dernsest fordi deter, som om der i Vestjylland er faerre »Lag« mellem Oldtiden og Nutiden end paa andre Egne, saa Egnen er udmserketegnet som Udgangspunkt for slige Undersogelser, der, naar visse Hensyn tages, er gseldende for hele Landet.

Kulturen, den store Vadskesvamp, har gaaet mere skaansomt hen over Vestjylland end over ostjylland og oerne, saa de oprindelige Forhold her er klarere og lettere at faa oje paa.

Vel er der foregaaet en msegtig Udvikling i Vestjylland, som ogsaa i hojeste Grad har sat sit Praeg paa de overste Jordlag, Opdyrkning m. m., men denne Udvikling er saa ung, at man let ved Hjaelp af de foreliggende historiske Kilder kan komme bag ved den.

I det folgende skal der forsoges givet en Oversigt over de vestjydske Jordbundsforhold, der har spillet en Rolle for Bebyggelsen. Derefter skal der gives en Udredning af, hvorledes Befolkningen maa have fordelt sig over Landsdelen, samt en Imodegaaelse af den herskende Anskuelse.

Det skal bemaerkes, at naar Undersogelserne er begrsensede til Vestjylland, saa skal ikke dermed vaere sagt, at Befolkningen der har bredt sig paa en Maade, der er afvigende fra den ovrige Del af Landet, tvaertimod: Som der i Vestjylland har vseret et Forhold mellem Jorden og Mennesket, saaledes overalt. De virkende Kraefter kan have vaeret forskellige de forskellige Steder; men overalt vil man finde, at Mennesket var afhaengigt af bestemte Jordbundsforhold.

For at begrsense Arbejdet i Omfang og dog, trods

Begraensningen, at drage Lokaliteter af meget forskelligNaturbeskaffenhed ind under Undersogelserne er der valgt Egnen omtrerit fra Storaa til de yderste Forgreningeraf Skernaa mod Syd. I Vest_—ost fra Vesterhavetomtrent til Hojderyggen.

I. Vestjyllands Jordbundsforhold.

Da Isen havde trukket sig tilbage efter Istidens forste Afsnit, daekkedes Vestjylland, som bekendt, ikke tiere af Isen, saaledes som Tilfseldet vanned den ostlige og nordlige Del af Landet, kun blev noget af Landsdelen overlejret af Smeltevandsdannelserne fra det senere Afsnit af Istiden. Vestjylland er altsaa »skabt« laenge for den ovrige Del af Landet blev endelig udformet. Dette har medfort, at »Tidens Tand« i flere Henseender har gnavet haardere i Vestjylland end andetsteds, Udvadskningen af de oploselige Stoffer i Jorden har her vaeret storre end i ostjylland og paa oerne. Og dette har igen medfort forskellige Forandringer i Jordens Sammenssetning og dens Plantevaekst, som ikke har naaet de ostlige Dele af Landet.

Isen efterlod et Materiale af Ler, Sand, Grus og Sten fra vore Nabolande, staerkt blandet med Eridt fra Kalklagene, som Isen havde skuret hen over, hvilket medforte, at Kalkindholdet i det oprindelige Materiale var temmelig stort. Dette Kalkindhold har medfort, at Jorden oprindelig har haft basisk Reaktion. Betydningen af dette Forhold skal senere behandles.

Smeltevandet fra den forste Istid og fra den senere skar sig dybe Dale gennem det hoje Bakkeland paa sin Vej mod Vesterhavet. Saaledes opstod de to store Hovedvandlob: Storaa og Skernaa med deres Grene paa den Egn, som her skal betragtes.. Disse Aaer turnlederundt

lederundtmed det Materiale, som de havde nedbrudt af Skraenterne ved Aadalenes Sider, udslemmede de finere Dele og oploste de oploselige Stoffer. Tilbage blev kun det grove, udvadskede Kvartssand, som Aaerne ikke havde Fald nok til at fore med sig. Dette findes aflejret paa de nuvaerende Aadales Bund og i de hoje Skraenter ovenfor. Da dette grove Sand, Flodsandet,som nu findes saa udbredt paa de hoje Jorder langs Skraenterne ned til Aadalene, har vseret af en vsesentlig Betydning for Bebyggelsen gennem Tiderne, skal det her omtales naermere.

Naermer man sig paa et eller andet Sted en af de store Aaer, navnlig paa Midten af dens Lob, hvor den er skaaret dybt ned, vil man forst traeffe den oprindelige Moraene, der danner Overfladen paa saa godt som hele Straekningen mellem to Aaer eller to Biaaer til en storre Aa. Denne Moraene kan vaere bygget af forskellige Jordarter, saasom Sand, Ler, Grus, og er egentlig Vestjyllands bedste Jord, men den har til den seneste Tid ligget som Heder. Kommer man naermere til Aadalen, vil man som Regel finde et Baelte af det ovenfor omtalte Flodsand, som med vekslende Bredde fra faa til nogle Hundrede Meter straskker sig langs Aadalen, og som afbrydes af en ofte meget hoj Skraent, fra hvis Fod Enge af ligeledes vekslende Bredde straskker sig ud til Aaen.

Dette Flodsand, som er dannet ved Aaens Udslemning af Moraenen, er et temmelig grovt, hvidgraat, lost Sand uden fine Partikler, en Jord, som er meget naeringsfattig, i og for sig Vestjyllands daarligste Jord, men med visse Egenskaber, som gor, at den i seldre Tid har vaeret det Terraen, hvortil Vestjyllands Landbrug for en stor Del har vaeret knyttet.

Vindens Virkning.

Foruden den foran omtalte Virkning af Vandet, har ogsaa andre Krsefter virket ind paa Udformningen af Vestjyllands Overflade og samtidig ovet Indflydelse paa Plantelivet og derigennem paa Menneskets og Husdyrenes Kaar gennem Tiderne. Blandt disse Kraefter indtager Vinden en fremragende Plads.

Sandflugten har spillet en meget fremskudt Rolle i Vestjylland gennem Tiderne, og den har i vaesentlig Grad bidraget til at give Landsdelen sin nuvaerende Overflade.

Naar Sandflugten orntales her noget udforligt, er det ikke, fordi den skonnes at have virket saa meget ind paa Oldtidsbebyggelsen, men mere for at imodegaa en Opfattelse af Aarsagerne til Sandflugten, som ofte traeffes i historiske og andre Arbejder, og som synes at have vundet Haevd, trods det, at der ikke foreligger noget Bevis for dens Rigtighed.

Den Skade, som Sandflugten har voldet gennem Tiderne, er ofte behandlet i historiske Arbejder, og i hvor hoj Grad den har vaeret med til at paavirke Livsbetingelserne i daarlig Retning er ofte anfort.

Historikerne synes ret tilbojelige til at henlsegge Sandflugten til det 16de Aarhundrede, f. Eks. Troels Lund¹) og Joh.C.H.R.Stenstru p²), der ssetter den i Forbindelse med Skovenes odelaeggelse.

Den Opfattelse, at Skovenes Forsvinden ved Brand eller Omhugning skuide vaere Aarsag til Sandflugtens Opstaaen, lader sig ikke opretholde. Naar Skoven odelaegges,vil Jorden straks daekke sig med en ny Plantevaekst,Skov, Graes eller Lyng, efter Naturforholdene

---

t) Dagligt Liv i Norden, I B. S. 22—24, 37.

2) Danmarks Riges Historie, I B. S. 9f.

der vil ove en uangribelig Modstand mod Vindens Angreb,ligesom
Skoven selv. Sandflugten skyldes helt
andre Aarsager.

I Modsaetning til Historikerne synes Geologerne tilbojelige til at tillasgge Sandene en meget hoj Alder. Saaledes anforer Knud Jesse n1):n¹): »Ogsaa paa anden Vis aendredes Landskabets Udseende i den senglaciale Tid, navnlig i Midt- og Vestjylland; her spillede nemlig Sandflugten allerede den Gang en betydelig Rolle, og mange af disse Egnes store Klitlandskaber, Indsandene, stammer utvivlsomt fra denne Periode, inden Plantedaekket havde naaet helt at beherske det lette Sand paa Hedefladerne eller i Bakkerne. Sandflugtens Intensitet giver sig til Kende ikke mindst ved de sandslebne Sten«. Ligeledes anforer Knud Jessen, at Sandflugten er fortsat til vor Tid.

V. Milthers anforer ligeledes⁸), at Flyvesandsdannelserne for den storste Parts Vedkommende maa henfores til Tiden forud for Postglacialtidens Fyrreperiode. Sidstnaevnte Forfatter meddeler flere Eksempler paa, at Flyvesandsdannelser danner Underlaget for flere Torvemoser og mange Gravhoje i vidt adskilte Dele af Kortomraadet.

Ussin g3) mener ogsaa, at mange af disse Indsandes
forste Oprindelse vistnok skyldes de üblide Klimaforhold
i Tiden umiddelbart efter Isens Bortsmelten.

Det ovenfor anforte viser, at der er noget forskellige Anskuelser om Tiden for Sandfygningen, og at en nairmere Undersogelse vil have sin Berettigelse, da Sandene og de fra dem stammende Sandfygninger har gjort betydelig Skade gennem Tiderne.

Ved en Undersogelse af Forholdene i Vestjylland

---

1) Det danske Folks Historie, I B.

2) Beskrivelse til Kortbladet Bsekke, D. G. U. I It. Nr. 15.

3) Danmarks Geologi, S. 299.

viser det sig, at man ikke kan betragte Sandfygningernesom en Enhed, det bliver nodvendigt at dele dem i tre Dele efter deres forskellige Opstaaen: Klitterneved Havet, seldre Sandflugtsdannelser og senere Fygninger, der er opstaaede ved tilfseldige Aarsager og til meget forskellig Tid.

Klitdannelserne ved Havet. Da disse Dannelser er kendte, skal de ikke her omtales nsermere. De skyldes, som bekendt, Havet, og den Skade, som de har foraarsaget gennem Tiderne, strsekker sig paa det her betragtede Omraade kun til et smalt Bselte langs Havet, naar der ses bort fra enkelte mindre lokale Strog med Vandreklitter, men her var Skaden som bekendt ogsaa meget stor.¹)

JEldr e Sandflugtsdannelser. Overalt i Vestjylland, saa vidt mine Undersogelser straekker sig, finder man, hvis der er Sten i Jorden, et tset Lag Sten af forskellig Storrelse, liggende under Muldlaget. Ofte ligger Laget saa taet og jaevnt som en Brolsegning oven paa Undergrunden.

Dette Stenlag findes ikke alene paa udyrket Jord, men ogsaa paa gamle dyrkede Jorder, der ikke er bearbejdedesaerlig dybt, Det har ofte bestemt Plojedybden,idet man vanskeligt har kunnet faa det brudt op med aeldre Tiders daarlige Redskaber. Hvor Stenlaget bestaar af storre Sten, har det endog ofte givet Anledningtil Overtro hos aeldre Folk, der har ment, at de stod over for en Brolsegning, der horte til en eller anden forsvunden Borg. Et saadant Stenlag lader sig sikkert paavise mange andre Steder i Landet paa stenholdigJord, hvor Kulturarbejder ikke har forstyrret

---

1) »Stigts Register* for Ribe Stift, ca. 1599 (i Landsarkivet) anforer saaledes for Ny Sogn paa Holmsland, at Sognet har 55 Gaarde og 801, og af disse er 20 »forderffuede af Sande«.

det. Deter ligeledes iagttaget af V. Mill her s1).s¹). De, der har faerdedes ude i Marken ved Kulturarbejder, Opdyrkning af raa Jorder m. m., har haft rig Lejlighedtil at iagttage Dannelsen baade paa bedre og daarligereJorder.

Dette Stenlag lader sig vanskeligt forklare paa anden Maade end ved Sandfygning. Stenene maa oprindelig have vseret fordelte i et hojere liggende Jordlag. Vinden har saa fort de finere Dele bort, hvorved Stenene er blevne tilbage. Som Fygningen fortsattes, kom der flere og flere Sten frem, indtil der blev et saa tact Lag paa Overfladen, at Vinden ikke mere kunde faa fat i det Iose Materiale, et Forhold, der ganske svarer til, hvad man ser i Indsande; ogsaa der er Sandflugten oftest standset af et Stenlag, der dog i Modsaetning til det forst omtalte endnu ikke er dsekket af en Lyngskjold eller et Muldlag, eller har et dertil svarende Plantetaeppe. Dette, at Stenlaget er daekket af en svser Lyngskjold eller et Muldlag, viser, at Dannelsen er meget seldre end Indsandene og seldre end Hededannelsen. Som Indvendinger mod, at Stenlaget skulde vaere Udtryk for Sandfygning, kunde taenkes anfort, at Vandet kunde have den samme Virkning, eller at det kunde skyldes det lavere Dyreliv i Jorden. Saaledes anforer Darwin, at Regnorme ret hurtigt forer Sten, der var henlagte paa Overfladen, ned i Jorden ved deres rodende Virksomhed.

At Stenlagets Dannelse ikke skyldes Vandets Virksomhedses let af forskellige Forhold. Vandet arbejder mere uregelmaessigt; det vilde f. Eks. paa lose Sandskraenterudsksere Slugter, hvor Stenene saa vilde findespaa Bunden som Hobe, men man ser ofte Stenlagetligge

---

1) Beskrivelse til Kortbladet Bsekke, S. 91.

lagetliggefladt ud paa de yderste Skrsenter af meget
lost Sand.

At Stenlaget ikke kan vsere foraarsaget af det lavere Dyreliv ses deraf, at Stenlaget, som anfort, findes i Hederne umiddelbart under Hededannelsen, og da Lyngskjolden jo er en yngre, organisk Dannelse, kan den, lige saa lidt som en Mose, have haft Sten liggende hojere oppe end den oprindelige Mineraljords Overflade.

Ved Overgange fra Hede til dyrket Jord ser man, at Stenlaget fortsaetter sig fra Heden og ind under den dyrkede Jord. Det bliver derved et Udtryk for, at Muldlaget ogsaa, lige som Lyngskjolden paa He den, er en yingre Dannelse, der maa vsere opstaaet af forraadnende Planterester, tilsat Sand, som er tilfort nedenfra eller paafoget.

Stenlagets Udbredelse og Ensartethed vidner om, at den tilsvarende Sandfygning maa vsere foregaaet paa en Tid, da store Strsekninger ikke var dsekkede eller kun svagt daekkede af Plantevaekst.

Et saadant Tidsrum kan kun taenkes at forekomme ved Istidens Slutning eller den nsermeste Tid derefter, vel nsermest paa et plantefattigt Bselte mellem den tilbagerykkende Is og den indvandrende Plantevsekst.

Senere Fygninger. Medens den ovenfor anforte Sandflugtsperiode, der navnlig kan paavises ved Stenlaget og de hist og her paaviste Flyvesandslag under Gravhoje og Moser (se nsermere V. Milthers foran anforte Undersogelser), har strakt sig over meget store Arealer, er de senere Sandflugtsdannelser mere begrasnsede, men ikke desto mindre de mest iojnefaldende. De viser sig som storre eller miindre affogne Partier (Indsande), der i Almindelighed er uden al

Plantevaekst. Syd og ost for disse Sande findes ofte mindre Klitpartier, der som Regel er tilvoksede. De er oftest aflejrede paa gammel Hede med en veludviklet Lyngskjold, Blegsands- og Aldannelse. Undertiden ses det ogsaa, at saadanne Klitter daekker gammel Agermuld.

Disse Flyvesandsdannelser er sikkert af en forholdsvis ung Alder sammenlignet med de foran anforte. Medens de forrige f. Eks. fandtes under veludviklede Moser, saa findes disse sidste ofte over gamle Moser.

Dannelsen af disse Indsande og Klitter lader sig ikke henfore til en bestemt Tid, nogle er forholdsvis gamle, og nogle er opstaaet ned mod vor Tid. Karakteristisk for dem er, at de er opstaaet laenge efter, at der var et taet Plantetaeppe og enten et Muldlag eller en Lyngskjold, som man har den i vor Tid. Deraf folger, at en saadan Sande ikke kan opstaa af sig selv. Dens Dannelse skyldes en eller anden tilfaeldig Aarsag: Afbraending af Lyngskjolden, Skade af Husdyr paa Agermark, eller f. Eks. Veje, hvor Plantetseppet eller Lyngskjolden er kort op, saa Vinden har faaet fat i det underliggende Sand.

Den storste Part af de Indsande, der findes paa Heder, er sikkert opstaaede ved, at Hedebrande ikke alene har brsendt Lyngen, men naar en saadan Brand er opstaaet i en tor Periode, saa har den ofte braendt Mor'en med. Harder saa vaeret 10st Sand som Underlag, saa var Indsanden uundgaaelig. Vestjydske Tingboger har mange Eksempler derpaa, ja, saa mange findes der, at en lokalkendt Mand ved Hjaelp af dem vil vsere i Stand til at datere de fleste nu eksisterende Indsande.

Om den store Hjorsballe Sande i Rind Sogn,
Hammerum Herred, fortaeller Markbogen for Rind, at

den da var opstaaet for 10_—12 Aar siden, ved at Lynet slog ned i Heden.¹) I Markbogen for Snejbjerg Sogn er vedlagt Papirer fra en Kommissionsforretning, som foretoges for at syne Skaden paa nogle Gaardes Faedrift og Lyngslet.²) Hammerum Herreds Justitsprotokol omtaler ogsaa Sagen udforligt i Anledning af en Sag om Faedrift paa Arealet.

En anden Sande i Rind Sogn, ved Vovlund, skonnes at vaere opstaaet i 1733, ved at Fsesteren i St. Norlund i Ejstrup Sogn braendte Asketorv. Ilden »tog selv« og braendte Lyngen paa over 1 Kv. Mil Hede i Ejstrup og Rind Sogne. Den braendte ogsaa Mor'en paa store Partier af Vovlunds Hede i Rind Sogn.

Det ses af Tingbogerne, at det i aeldre Tid har vaeret meget almindeligt i Vestjylland at afgrave Lyngskjoldentil Torv og braende dem til Aske, som anvendtes til Jordforbedring paa den dyrkede Jord. Denne Askebr ae n d e n har foraarsaget mange Indsande, idet den

---

1) Markbogen fortseller om Gaarden Bserslund i Rind Sogn 1683, at den er ode og übeboet. Bygningerne er endnu vel ved Magt; men Fsesteren er i dette Aar fraflyttet Gaarden med Herskabets Tilladelse, og han har faaet sig en anden Gaard paa samme Stavn, dog paa den Betingelse, at han i to Aar skal svare alle Skatter og bruge Ejendommen. Aarsagen til at han ikke laengere kunde besidde Ejendommen var, at for 10 eller 12 Aar siden antaendte Lynilden Heden og afbrsendte den, »hvor over der siden ved Guds stnenge Vejrlig har trsengt sig ned i Jorden, og den bare Sand har faaet Magt, saa den omliggende Hede og Agermark ganske med Sanden er overdylt og erhylt, at dette tjener ej mere at kunde anvendes.« Flyvesandet gik over en Dal og op til Ejendommen, fyldte Bronden og aflejrede store Sandklitter rundt om paa Agrene. Foraarsaget af denne Sandflugt laa Gaarden ode i ea. 150 Aar. Deter sikkert denne Gaard, der i Danske Atlas og andre Steder er nsevnt som odelagt af Sandflugt. Gaarden kaldes der Josballe og Hjorsballe; men det maa vsere en Forveksling med Navnet paa den Sande, som opstod ved den nsevnte Lejlighed. Hjorsballe Sande emu en af vore storste Indsande.

2) Meddelt af Hr. Lserer Sulkjser, Studsgaard.

foretoges i den torre Sommertid, hvorved Ilden ofte
fik fat i Mor'en og braendte den paa storre og mindre
Partier.

En saadan Hedebrand kunde tit faa en enorm Storrelse, som da Lynet slog ned i Vorgod Hede i 1652, hvorved der opstod en Brand, der varede i 10 Uger og forst standsede oppe i Vinding og Vind Sogne ved at Iobe mod en Bsek.

En Praesteindberetning fra 1650¹) melder, at ved Klelund i Grinsted Sogn blev, da for faa Aar siden, afbraendt et Stykke Hede, hvorved al Mor'en braendte lige til Sandet, og at Sandet ved Blsestens Hjaelp odelagde mange Bondergaarde deromkring.

Praesten Niels Blicher fortaeller,²) at en Mand i Sangildgaard i Torning Sogn »vist i 1781 ved Uforsigtighed afbraendte over 1 Kv. Mil Hede, hvorved der opkom en farlig Sandflugt, som vel noget er daempet ved Strandhavre; men ses dog endnu i staerk Blaest her i Wium, skont \y₂ Mil borte som en staerk Rog.«

Den store, nu tilplantede, Sande ved B a r d e i Vorgod
Sogn er opstaaet i vor Tid, ligeledes ved Hedebrand.

Den 21. Juli 1921 stak Mergeltoget lid i Heden ost
for Staldhoj Plantage i Novling Sogn. Morlaget
braendte lige til Sandet.3)

1868 opstod der ved Uforsigtighed lid i Haunstrup Hede i Snejbjerg. Der opstod en Sande paa 180 Td. Ld. Sandflugten var i mange Aar ikke til at daempe, skont der blev kostet meget paa det. Undertiden arbejdede naesten alle Omegnens Beboere dermed .⁴)

---

1) Fra Ribe Amt, 1911—14, S. 697.

2) Wium og Lysgaard Sogne, 1795.

3) Konrad Understrup: Novling Sogn.

4) Joh. C. Sulkjser: Snejbjerg Sogn.

Vejfarende Folk og Hyrder foraarsagede ogsaa ofte
Hedebrande og Afbrsending af Mor'en yed Uforsigtighed.

Det ses, at Indsande kan vaere opstaaede sent. Allerede
tidligt har man haft oje for den Skade, der kunde
opstaa ved Hedebrande (se Jydske Lov, 3, 68).

Naar Sandflugten er opstaaet paa Agermark, hvad ofte er Tilfaeldet, skyldes den sikkert oftest Husdyrenes Virksomhed. Naar Husdyr faerdes eller soger sammen i Klynger paa torre, magre Agermiarker, faar de ofte trampet eller skrabet Hul i Jorden, saa Plantevseksten odelsegges. Der dannes maaske kun et lille Hul, men Vinden fortssetter Arbejdet. Den udtorrer Jorden omkring Hullet, hvorved de najrmeststaaende Planter visner, saa Vinden kan pille Sandet fra dem, hvorved Hullet udvides. Paa den Maade kan Vinden saa arbejde sig videre frem, hvorved Sanden vokser. I vore Dage faar Sagen ikke Lov til at udvikle sig vidt; thi der hengaar jo nu kun kort Tid mellem, at Ploven vender Jorden, men da der for kunde hengaa 10^—15 Aar mellem, at den magre Sandjord toges ind til Kornavl, og da der da kun fandtes magre Graestotter, der knapt kunde daekke Jorden, hvor der nu er frodig Grsesmark, saa var der dengang gode Betingelser for, at en saadan Dvaergsande kunde udvikle sig videre.

Den, der har fserdedes en Del i Vestjylland, har ofte
haft Lejlighed til at iagttage Dannelsen af en saadan
lille Indsande.

I Danske Atlas og i en Praesteindberetning fra Rind og Herning Sogne fra 1765 anfores som Aarsag til Dannelsen af en stor Sande paa Prsestegaardens Agermark i Rind, at to Tyre kom op at stanges og derved skrabede Hul, hvorefter en steerk Storm saa gjorde Resten.

Historien om Tyrene er knyttet til flere Indsande, saa den er et Vandresagn, for hvis Rigtighed der ikke kan garanteres; men den er en god Forklaring paa, hvorledes en Indsande kunde opstaa paa dyrket Jord.

Flere Steder ses Klitdannelser langs en gammel Vej eller Faedrift. I Rind Sogns ostlige Del findes en saadan Klitdannelse, der er ca. 6 km lang. Den grupperer sig langs en gammel Vej, og man ser tydeligt, at den er dannet ved, at Vinden har faaet fat i det Iose Sand i Hjulsporene og hvirvlet en Del af det op i Klitter langs Vejens Sider. Sandflugten har strakt sig over lange Tidsrum med Afbrydelser; thi der findes ofte 2—32^—3 Lag Hedemor over hinanden afbrudt af Flyvesand, ja endog hist og her saa udviklede, at der har dannet sig Blegsand og Al.

At en saadan Beklsedning af en Klit tager Tid, ses af, at der hverken i den omtalte Hjorsballe Sande eller Sanden ved Rind Praestegaard findes en fuldt udviklet Lyngskjold paa Klitterne, skont den sidstnaevnte Sande bevislig er over 300 Aar gammel, og den forste snart 300 Aar.¹)

Af saadanne tilfaeldige Aarsager og til meget forskelligTid er sikkert alle Vestjyllands Indsande og de dertil svarende Klitter opstaaede. Deraf fremgaar, at der ikke er Anledning til at tale om en saerlig Sandflugtstid. At laegge nogen Vsegt paa Forordningerne,der er udstedte nu og da, som et Udtryk for, at Sandflugten paa den Tid, da Forordningerne er udstedte, har vaeret saerlig slem, lader sig ikke gore, i alt Fald for Vestjyllands Indsandes Vedkommende. De er vel kun et Udtryk for en hojere Udvikling i Samfundet,en

---

1) Det skal dog bemserkes,, at en Udvikling af en Lyngskjold tager forskellig Tid under forskellige Jordbundsforhold.

fundet,enTagen sig sammen til at bekaempe Skaden,
i Modsaetning til Fortiden, der lukkede ojnene derfor.

De er en Indledning til den Kamp mod Sandets Haergen, der stadig fortsattes. Herredsfoged Caspar Moller kan saaledes i 1816 indberette til Rentekammeret, at nu er alle Sandflugtsarealer i Hammerum og Vrads Herreder daempede. lalt 5446 Tdr. Ld.

At forklare Sandenes Opstaaen af Skovenes odelasggelse ved Menneskene er umuligt.¹) Deter allerede anfort, at hugges Skoven ned, saa kommer den igen, eller en anden Plantevaekst efter Forholdene. Braender Skoven, braender det overste Jordlag naeppe med, i alt Fald ikke, hvis deter Muld. Rodder og Stubbe vil ogsaa hindre Vinden i at faa fat. Findes der et Morlag, kunde det bedre lade sig gore, men et saadant vil dog oftest vaere temmelig fugtigt til at braende.

Udvadskningen af Kalk gennem Tiderne og dens Indflydelse paa Plantevæksten.

At den danske Jord oprindelig var meget rig paa kulsur Kalk, fremgaar af flere Forhold. Dette Kalkindhold er gennem de lange Tidsrum, der er hengaaet siden Istiden, formindsket i meget betydelig Grad, idet det nedsivende Vand ved Hjaelp af Kulsyren, det har optaget fra Luften, og ved at passere Muldlaget, stadig oploser og bortforer af deime Beholdning, hvorved Kalkindholdet bliver mindre og mindre for tilsidst helt at forsvinde.

Denne Udvadskning af kulsur Kalk har gjort sig
gaeldende over hele Landet, men den har navnlig virketstaerkt

---

1) C. Klitgaard har i sin »Hvetbo Herred« I, 1906, S. 44 ff., taget Afstand fra flere Historikeres Udtalelser om Skovenes Rydning som Aarsag til Sandflugt.

ketstaerktpaa de vestjydske Jorder, da de jo paa Grund af deres geologiske Oprindelse er meget seldre, og derfor ogsaa i meget laengere Tid har vaeret Genstandfor denne Udvadskning. Endvidere er disse Jordergennemgaaende mere gennemtraengelige for Vand; dette har fremmet Udvadskningen. Resultatet af denne Udvadskning af de vestjydske Jorder er blevet, at de nu har mistet det meste af Kalkindholdet.

K. Rorda m1)m¹) har undersogt Indholdet af Kalk for flere Lokaliteter i Vestjylland. Ved at foretage Stenanalyser i Jordprover fra Stendalgaard, Ulvedal, Feldborg og Hogildgaard Plantager fandtes af Sten over 6,0 mm fra 40_—75 % Flint. K. Rordam siger om disse Forhold (anf. Skr., S. 148) : »Paa de to Vaekstboniteter, Stendalgaard og Ulvedal, udgor, som man ser, Flinten omtrent 60 % af hele Stenmassen, og man tor sikkert gaa ud fra, at da Gruset blev aflejret, harder vaeret mindst lige saa megen Kalksten som Flint i Gruset, saa at Kridtformationens Stenarter dengang maa have vaeret tilstede i et Maengdeforhold, der svingede omkring 78 % af hele Massen.«

I den vestjydske Moraene findes jo endnu mange Steder Rester af denne kalkholdige Jord: Moraeneler og Moraenesand med 10^—20 % kulsur Kalk, saa denne Jord ikke alene selv er basisk, men er det endog i den Grad, at den kan bruges til Paaforsel paa sure Jorder for derved at haeve deres Reaktion (Mergling).

En Undersogelse af de vestjydske Grusgrave viser ligeledes, at Flinten er tilstede som en vaesentlig Del af samtlige Sten; men den dertil svarende Kridt er udvadsket.

Denne staerke Udvadskning af kulsur Kalk har fuldstaendigaendret

---

1) Det forstlige ForsogsvBesen, 3. B.

staendigaendretJordens Reaktion¹) og derved haft en staerk, ja afgorende Indflydelse paa Plantevaeksten gennem Tiderne og derigennem selvfolgelig ogsaa vaeretafgorende for Menneske- og Dyrelivet.

De forskellige Planter stiller forskellige Kray til Naturen. Man kan saaledes tale om Vandplanter, Sumpplanter, Hojbundsplanter og orkenplanter. Som man paa den Maade kan inddele Planterne efter deres forskellige Krav til Vand, saaledes kan man ogsaa inddele dem efter deres forskellige Krav til en bestemt Reaktion i Jorden.

Dette Planternes forskellige Krav til Reaktionen er efter nyere Undersogelser den vassentligste plantefordelende Faktor for Planter paa Land jorden, idet nogle Planter kun vokser ved basisk Reaktion i Jorden, andre kun ved en bestemt Surhedsgrad. Altsaa, at man i grove Trsek i Naturen altid har en bestemt Plantevaekst, naar man har en bestemt Reaktion i Jorden. Kender man Plantevaeksten, kan man slutte sig til Reaktionen og omvendt.

Denne lagttagelse, der i de senere Aar har haft den storste Betydning for Landbrugets Udvikling og for landbrugsvidenskabelig Forstaaelse, kan ogsaa bidrage til at kaste Lys over Sporgsmaalet om Plantevaekstens Udvikling og Historie gennem Tiderne, og derigennem

---

1) En Jord, som har et Overskud af basisk Stof, hvad der vil sige et Overskud af Kalk, har basisk Reaktion. Efter som Udvadskningen af den kulsure Kalk i en saadan Jord skrider frem, bliver Jorden mindre og mindre basisk. Sluttelig opstaar der et Overskud af Syre, saa faar Jorden sur Reaktion. Dette Syreindhold tiltager, efter som Udvadskningen skrider frem. Dette Forhold udtrykkes ved folgende Reaktionstal med dertil horende Broker: PhB = Overskud af kulsur Kalk, basisk Reaktion, PH 7 = nevtral Reaktion, PHP^H 6, 5, 4, o. s. v. forskellige Grader af Surhed, PHP^H 6 mindst, PHP_H 4 mere sur. Et Reaktionstal noget under 4 angiver, at Jorden er saa sur, at kun Lyng kan trives der.

ogsaa give vaesentlige Bidrag til Forstaaelsen af Mennesketsog
Husdyrenes forskellige Udbredelse i de forskelligeEgne.

Skoven og Heden.

Den almindelige Opfattelse er vel nok den, at Vestjylland i aeldre Tid har vseret meget rig paa Skov. Historikere og Topografer samt andre peger paa de store Skovstraekninger, men Udtrykkene, som de forskellige Forskere har anvendt, er meget vage, holdt i al Almindelighed, uden at der fremdrages eventuelle Skovegne eller saerlig skovfattige Egne.

Det samme gaelder Sporgsmaalet om, hvornaar Skovene er forsvundne og Aarsagerne dertil. Af disse Grunde skal der derfor her soges ydet et Bidrag til Sagens Losning.

At Betingelserne for Skov har vasret gode, fremgaar af det foran anforte om Jordens oprindelige hoje Kalkindhold og den deraf betingede Reaktion i Jorden. Vel tor man maaske naeppe udtale sig med saa stor Bestemthed om, hvilken Reaktion Traeerne kraever, som om Landbrugsplanternes Krav i denne Henseende, da Sporgsmaalet for Skovtraeernes Vedkommende er mindre undersogt. Selvfolgelig stiller de forskellige Arter ogsaa forskellige Krav. Men saa meget kan man dog let iagttage, naar man faerdes i Naturen, og navnlig ved at betragte Hedeplantagerne, at ogsaa Naaletraeerne, der vel horer til de mindst folsomme, har deres Krav til Jorden, at den ikke maa indeholde for megen fri Syre.

At Skoven har vaeret meget udbredt i Vestjylland,
fremgaar af flere Forhold. Dog er der forskellige Anskuelserom,
hvor vidt den har bredt sig, om den har

holdt sig til Morsenen, eller om den ogsaa har vokset paa Fladerne. J. G. Forchhammer haevdede, at Skoven aldrig havde bredt sig ud over Fladerne. P. E. Miill er hsevder det samme som gseldende for storre Straekninger af Fladerne, E. D a 1 g a s gor sig til Talsmandfor, at de jydske Heder har vaeret fuldstaendig skovklaedte.

Da de fleste Skovtrajer sikkert ynder en noget kalkholdig Jord, kan man fra de anforte Reaktionsforhold slutte, at der oprindelig har vaeret gode Betingelser, for Kalken blev udvadsket, selv paa de egentlige Hedeflader, for de, paa et meget tidligt Tidspunkt, blev udvaskede for Kalkindholdet, grundet paa disse Jorders store Gennemtraengelighed.

Vel har Kalkindholdet sikkert oprindelig vaeret mindre paa Fladerne end paa Morsenen, men Fladerne kraever paa Grundlag af deres saeregne naturlige Forhold meget mindre Kalk end Moraenen for at give en bestemt Reaktion.

Endvidere har Traeerne jo en saerlig Evne til at erobreen Plads og til at beholde den gennem Aarene. E. Warming skriver¹): »Trseet er den msegtigste Livsform, fordi den formaar at haeve sig over de andre Livsformer og mere eller mindre undertrykke dem eller dog praege deres Liv, og fordi det paa Grund af Individernes lange Levetid og ofte gennem mange Aar gentagne Frosaetning, i Reglen formaar at haevcle den een Gang erobrede Plads. Skov vil der for overalt, hvor Klima og Jordbund passer, vaere en Slutvegetation (en Klimaxformation), d. e. en Plantevaekst, der under Selvforyngelse holder sig uforandret gennem Aarhundreder.«S. 2 (anf. Afh.) hedder det, at Danmark er et Skovland; thi det vil, overladt til sig selv, daekke sig

---

1) Eug. Warming: Dansk Plantevsekst 111 8., S. 1.

med Skov med Undtagelse af enkelte Steder, hvor Naturforholdenetaler
der imod.

Naturforholdene og derunder Jordens oprindelige Reaktion peger saaledes paa, at Skoven har vaeret meget udbredt i Vestjylland, ja maaske har daekket saa godt som alt. Hensigten med det folgende er ikke just at soge bevist, at der har vaeret Skov overalt, dertil skal der mere indgaaende Undersogelser, der skal kun peges paa nogle Forhold, der viser, hvor udbredt den har vaeret. Deter ligeledes umuligt her at fremfore Forholdene for hele Vestjyllands Vedkommende, derfor skal der hovedsagelig naevnes Eksempler fra en bestemt Egn, der sikkert horer til dem, der havde de daarlige Betingelser for Trsevaekst, nemlig Herningegnen.

Foruden det, at Jorden oprindelig har haft en temmelig hoj Reaktion, er der ogsaa andre Forhold, der viser, at Skoven har haft stor Udbredelse. Overalt i Vestjylland findes der jo storre og mindre Egekrat saint andre Skovplanter. Paa Skraenter ned til Engene og lignende Steder findes ofte en Raekke Plantearter, naermest henhorende til Underskov: Torstetrae, Korsved, Brombser m. fl., samt et rigeligt Antal Urter, henhorende til Skovbundens Flora: Konval, Liliekonval m. fl.

De vestjydske Moser viser ogsaa Skovens store Udbredelse. Saa vidt mine Undersogelser straekker sig, finder man saa godt som overalt i Moserne kraftige Rodder og Stammer af Fyr, Birk og Eg samt flere andre Trasarter. Ofte kan findes tykke Lag af sammenskyllede Hasselnodder, der fortaeller om Underskoven.

Der staar Strid om, hvorvidt Skoven har bredt sig
ud over de egentlige Hedeflader eller ikke. Uden at

komme naermere ind paa Sagen skal deir dog peges paa, at man ofte i meget snaevre Dalgslugter i udprsegede gamle Hedeflader kan finde saa store Msengder af Skovrester: Rodder, Stammer samt tykke Lag af Hasselnodder, at Skoven rnaa forudsaettes at have bredt sig langt ud paa de egentlige Flader. Den kan ikke have vaeret indskraenket alene til de smaa Slugter. De store, kraftige Stammer, som der, efter Roddernes Storrelse at domme, maa have vokset, kunde ikke staa i en lille Lund paa en flad Hede, hvor Stormen havde fri Tumleplads, uden at vaelte. De tykke Lag af sammenskyllede Hasselnodder, der ofte kan findes i et lille Mosehul, kan ikke vaere vokset paa Stedet, de maa vaere skyllet ned i Lavningen fra storre omgivende Arealer.

I KOl kjaer, i Rind Sogn, der regnes at hore til Brande-Paarupfladen, og som er gennemstrommet af Aaer og Baekke, findes mange smaa Moser og smalle Engdrag langs Vandlobene. I disse Moser findes rigeligt af store, svaere Egerodder. At taenke sig dette store, flade Areal, som udgor det nuvaerende Kolkjaer, oversaaet med smaa Lunde, ofte mindre end 1 ha, og omgivet af Heder, lader sig ikke gore; Lundene vilde, hvis der ikke havde vaeret Skov paa den ovrige Del af Fladen, hurtigt vaeltes af Stormen eller forkrobles til lav Purr. At det sidste ikke har vaeret Tilfseldet, viser Roddernes Omfang. Selv i de mest udprasgede Hedeegne, f. Eks. Herningegnen, tyder en stor Part af Stednavnene ligeledes paa Skov.

Ogsaa de gamle Tingboger og andre Papirer fortseller om Skove, hvor der nu ikke er Spor af dem tilbage. En Mand taler om sin »E nemserkesko v«, en anden om »B yens Faell essko v«, »d en gamle Skovjord«, »A gr ene i Skove n«, »d en gamle Skovvej« o. s. v. Saadanne Ud-

talelser kan man trseffe mange af, selv inden for et snsevert Distrikt; de viser, hvor udbredt Skoven maa have vseret. Det maa dog straks siges, at en naermere Undersogelse viser, at disse omtalte Skoves Udstraekning har vaeret ringe, det har kun drejet sig om smaa Skovrester, nsermest om Krat, hvor man hojest har kunnet hente nogle Staver til Vaegge. Ofte er det nemlig muligt ved Hjaelp af gamle Papirer og ved Undersogelser af deres Beliggenhed i Forhold til Ejendomme o. 1. at vise, at de var meget smaa.

Disse smaa Lunde eller Krat har sikkert ikke, selv meget langt tilbage i Tiden, haft nogen sserlig okonomisk Betydning eller vaeret af storre Udstraekning; men de viser, at der fandtes flere Skovrester og Minder om Skov i det 16de og 17de Aarhundrede end i vore Dage. Gamle Jordeboger viser ogsaa, at der i Vestjylland ofte svaredes Skovprodukter som Landgilde.

Angaaende Aarsagerne til disse Skoves Forsvinden, da synes mange at vaere enige om, at de er forsvundne ved Menneskeneslndgriben: hensynslos Skovhugst, Skovbrande, Krigene i det 17de Aarhundrede o. 1., saaledes Historikere og Topografer, nogle Forstmaend, E. Dalgas m. fl.

Knud Jessen skriver¹): »Var Danmark übeboet af Mennesker, vilde maegtige Lovskove daekke Landet, hvor ikke magre Sandflader gav Lyngen Herredommet. Danmarks Skovfattigdom skyldes Mennesket.« Denne Udtalelse er rigtig for den storste Del af ostjylland og oerne; der maatte Skoven selvfolgelig forsvinde i samme Grad, som Befolkningen voksede, der kan ikke samtidig vokse Skov og Korn paa samme Plads. Deter det samme, som man ser i vor Tid i mange Egne af f. Eks. Amerika: Mennesket maa rydde

---

1) Det danske Folks Historie, I 8., S. 5 ff.

sig Plads. For Vestjyllands Vedkommende har ovenstaaende
ingen Gyldighed; der skyldes Skovenes odelseggelse
helt andre Aarsager.

Andre har stillet sig i Modsaetning til den Anskuelse, at Skovens odelseggelse skyldes Mennesket, saaledes P. E. Miill er, der haevder over for E. Dalgas: »Naar Dalgas anforer, at Jordbunden kun for saa vidt har Skyld i Hededannelsen, som den ved sin Magerhed ikke har vaeret i Stand til at give Skoven Kraft nok til at modstaa Menneskenes Forfolgelse, saa maa jeg fastholde, at han ved at overse de med Bunden foregaaende Forandringer forbigaar Hededannelsens vaesentligste Moment. Hensynslos Skovhugst kan kun forandre Skovland til Steppe. Mordannelse maa til, for af Steppen at frembringe den typiske Hede.«

C. E m e i s mente ligeledes, at Skovens Forsvinden
skyldtes Naturen.

At Mennesker og Husdyr har gjort nogen Skade paa Skoven, kan jo vsere rigtigt nok. Efter som Befolkningen har bredt sig i ostjylland og paa oerne, hai den ryddet Skov for at skaffe Plads til Agerbruget; men i Vestjylland har disse Forhold aldrig vaeret tilstede; der skyldes Skovens Tilbagegang den staerke Udvadskning af Kalk, der fremkom som en Folge al bl. a., at Vestjyllands Jord er en meget aeldre Dannelse end den ovrige Del af Landet og derfor har vseret udsat for en lsengere Udvadskningsperiode. Denne Udvadskning har, som det senere skal soges paavist, medfort en Kamp mellem forskellige Plantearter, en Kamp, hvori Skoven maatte bukke under for den uanseelige Lyng.

Den Opfattelse, at hensynslos Skovhugst, Skovbrande,
Krig m. m. kan udrydde store Skove, er uholdbar;
der maa et anderledes Kaempearbejde i Gang for

at udfore dette. Meget tyder f. Eks. paa, at Rind Sogn i Hammerum Herred i sin Tid har baaret Skov saa at sige overalt. Sognet er paa 11291 ha og havde i 1688 ca. 50 Ejendomme. Hvad skulde disse faa Hjem gore ved disse maegtige Skovstraekninger? Den Smule Braendsel, vel naermest visne Pinde, de havde Brug for, og de faa Pinde, de skulde benytte til Husbygning, vilde jo ikke naer svare til Opvaeksten. Har Naturen staaet med Skoven, maa den jo have haft meget mere Tilvsekst, end Forbruget kunde tage, og mere end nok af visne Grene til Braendsel; saaledes har Forholdene sikkert vaeret de fleste Steder i Vestjylland.

En Skovbrand kunde fortaere et Stykke Skov, men Skoven voksede snart frem igen, hvis Naturforholdene stod dertil, og gjorde de ikke det, saa vilde Skoven alligevel snart vaere forsvundet uden Menneskets Indgreb. At fortaelle, som det ses gjort, at da Skoven braendtes eller borthuggedes, da kom Heden, er fejlagtigt; naar Skoven fjernes, saa kommer Skoven eller Steppen. Heden kom, da Reaktionen i Jorden blev saa lav, at Traeerne vanskeligt kunde klare sig derved, hvorimod Lyngen, som den udpraegede Surbundsplante, den er, netop da, under disse Forhold, begyndte at fole sig rigtig hjemme.

Deter Naturen selv, der har udryddet
de vestjydske Skove ved den tiltagende
Surhed i Jorden.

Om Aarsagerne til Hedens Dannelse er der ligeledes forskellige Anskuelser. Alle er dog enige om, at de fleste Heder er meget gamle. P. E. Mull e r1)r¹) antager, at Hedesletterne er af senglacial Alder, idet han betragter Hedeslettens Jordbundsbeskaffenhed som et

---

1) Det kgl. Danske Vidensk. Selskab, Biologiske Medd., IV. 2.

Resultat af Tundratidens klimatiske Forhold. Er denne Betragtning rigtig, saa maa den ogsaa gselde for mange af Moraenens Heder. Hartz har ved Undersogelser af Torvemoser fundet, at Lyngen er meget gammel som dansk Plante.

Her skal ligeledes henvises til Sarauws Afhandling
»Lyngheden i Oldtiden*.1)

Sarauw giver Oplysninger om 48 Hoje og Hojgrupper med ca. 100 undersogte Hoje, der alle var opfort paa gammel Hede med Al, Blegsand og Lyngskjold, eller opforte af Hedetorv.

Ogsaa andre Forskere har paavist Hedens Udbredelse i Oldtiden ved Undersogelser af Gravhoje, saaledes C. Emeis²) for S1 esvi g-H olstens Vedkommende, V. Mill her s³) m. fl. Selv har jeg set det samme Forhold, at de var opforte af Hedetorv eller paa Heder, for mange Gravhojes Vedkommende i Herningegnen, samt paa andre Egne.

Betragter man Forekomsten af Gravhoje, opforte af Hedetorv, forbavses man over disse Hojes store geografiske Udbredelse. Sarauws Undersogelser viser, at de ikke alene var udbredte over de Heder, som man ogsaa ad andre Veje kan skonne sig til maa vsere meget gamle, men de findes ogsaa i mange Heder, som efter deres nuvaerende Udseende at domme maa vsere betydelig yngre end de seldste Heder. Ja, selv paa den adskillige Tusinde Aar yngre »yngre Mor3ene« findes de. Dette viser, hvor udbredt Hederne har vseret allerede i Yngre Stenalder, saavel paa Morsenen som paa Smeltevandsfladerne.

Ved Undersogelser over Hedens Udbredelse i Oldtidenkan

---

1) Aarboger for Nordisk Oldkyndighed og Historic

2) Waldbauliche Forsehungen und Betrachtungen. Berlin 1875.

3) Beskrivelse til Kortbladet Baekke.

tidenkander vindes betydelige Holdepunkter ud Fra Sarauws lagttagelser. For det forste, naar Sarauw findersaa udpraegede Heder under Gravhojene, at man ikke alene har et veludviklet Morlag, men ogsaa et Blegsands- og et All ag, da kan man med Sikkerhedgaa ud fra, at disse Heder allerede paa dette Tidspunkt har vaeret meget gamle. Det tager nemlig meget lange Tidsrum fra den forste begyndende svage Overvoksning af et Muldlag med Lyng og til, at man har en fuldt udviklet Hede med de tre kendte Lag: Lyngskjold, Blegsands- og Allag. Som det senere skal soges paavist, er Lyngheden opstaaet ved, at Jorden er blevet udvadsket for Kalk; en saadan Udvadskning tog meget lang Tid og maa ikke sammenlignes med den Hurtighed, hvormed Lyngen i vor Tid kan vandre ind paa en allerede udvadsket, kalkfattig Jord.

Endvidere anforer Sarauw, at egentlig gselder Beviset for Hedens Udstrsekning kun for det Sted, som Hojene staar paa, men anforer, at Sandsynligheden for, at Heden har vseret mere udbredt, stottes ved, at Lyngtorven findes i Grupper af Hoje. Denne Slutning er meget forsigtig, den kan uden Betaenkelighed udvides paa folgende Maade: Lyngens Indvandring og dens Fortrsengen af den forud tilstedevaerende Plantevaekst er ingen Tilfaeldighed, den skyldes det ved Kalkens Udvadskning opstaaede Syreindhold i Jorden, og da denne Udvadskning er foregaaet nogenlunde ensartet paa ensartede Arealer, tor man ogsaa med Sikkerhed paastaa, at finder man en Gravhoj opfort paa Hede, da maa Heden naturnodvendigt have strakt sig saa vidt ud fra Hojen, som man finder Jorder af samme Sammenssetning, samme Hojde og samme Gennemtraengelighed som der, hvor

Hojen findes. Derved koramer en enkelt Gravhoj ofte til at karakterisere et stort Terrsen. Disse Forhold kan undersoges paa Stedet. Konsekvensen af dette, saavel som af en Undersogelse i Marken, vil blive, at en stor Part af, ja vel saa godt som alle vestjydske Heder, var tilstede i Oldtiden.

Angaaende Aarsagerne til Hedernes Dannelse ses det anfort, at da Skovene odelagdes ved hensynslos Skovhugst m. m., da vandrede Lyngen ind. Denne Anskuelse trseffes bl. a. hos E. D a1 gas, og efter ham er det vel, at Historikere og Topografer omfatter Tanken med saa stor Kaerlighed.

P. E. Miill er anforer, at Heden ikke er oprindelig, men Resultat af en Udvikling, og at den i hvert Fald tildels har vaeret dsekket af Skov, og at Aarsagerne til Skovens Forsvinden og Hedens Indtagelse af dens Plads er, at det lavere Dyreliv er forsvundet fra Skovbunden, hvorved der er opstaaet en sur Formuldning, Mordannelse. Us s i n g saetter ligeledes Skovens Forsvinden og Hedens Indvandring i Forbindelse med Dannelsen af et surt Morlag samt Mangel paa Regnormenes Roden, Blanden og Skornen af de overste Lag.

P. V. Lytken (1808) siger, at Vesterhavets Storme, hjulpet af Mennesket, har faaet fri Tumleplads i den storste Del af Jylland og bearbejder allerede »Fyns, Lollands og Sjsellands vestlige Egne, for inden faa Menneskealdere at forvandle deres Marker til Lyngheder«. (Her citeret efter Vaupell: »Danmarks Skove«.)

C. E m e i s er den forste, der har sat Dannelsen af Heden paa Skovens Bekostning i Forbindelse med langsomt foregaaende Forandringer i de overste Jordlag, ved hvilke Dannelsen af en rigelig Msengde Humussyre spillede Hovedrollen.

Efter Nutidens Kendskab til Forholdene kan det

siges med Sikkerhed, at Menneskenes Indflydelse paa Plantevaeksten har vaeret ringe i aeldre Tid. Skovenes Forsvinden og Lyngens Indvandring paa dens Plads skyldes naturlige Aarsager, nemlig den Udvadskning af Kalk, der er foregaaet gennem de lange Tidsrum siden Istiden.

Efter det allerede anforte om Planternes Forhold til Jordens Reaktion, dens Kalkindhold, forstaas det, at til en bestemt Reaktion svarer i grove Traek en bestemt Plantevaekst. Daler Reaktionen, vil den Plantevaekst, der findes, og som er tilpasset til de gamle Forhold, komme under vanskelige Kaar, Kampen mod indvandrende Planter, der er tilpassede til de nye Forhold, vil blive for ulige, og den gamle Plantevaekst maa bukke under.

Paa den Maade har sikkert den ene Plantevaekst af- Iost den anden gennem Tiderne, efter som Udvadskningen er skredet frem, og Resultatet er blevet, at vore mest udpraegede Surbundsplanter, Lyngen, og de Planter, der vokser sammen med den, nu har erobret Pladsen, fordi de er de eneste Planter, der befinder sig rigtig hjemme paa disse sure Jorder. Lyngen er en Slutvegetation; der gives intet tilbage til andre Plantearter, uden at Mennesket griber ind med en Tilforsel af Kalk; sker det, saa maa Lyngen igen vige. Hedens petrografiske Sammensaetning adskiller den ikke fra Landets ovrige Jorder; man har Sand-, Grus- og Lerheder, som man har Sand-, Grus- og Lerjorder. Det, der adskiller, er den forskellige Reaktion, det forskellige Kalkindhold. En JEndring af en Hedejord, saa den kunde baere andre Afgroder, kunde altsaa ikke foregaa uden en Tilforsel af Kalk.

Da Skoven kraever et betydelig hojere Kalkindhold

i Jorden end Lyngen, maatte den, selvfolgeligt, da Kalkindholdet blev for lille for den, bukke under for Lyngen. Uden om disse Forhold kommer man ikke, naar man vil finde Aarsagerne til Skovens Forsvinden.

Denne Kamp mellem Lyngen og Skoven er sikkert begyndt meget tidligt efter Istidens Afslutning, og, som rimeligt er, forst paa de mindst kalkholdige Jorder og paa dem, der lettest lod sig udvadske. Kampen er saa fortsat til vor Tid og vil fortsaette, til den fores mod den sidste Egepurre.

C. Emeis skriver¹): »Es wiirde aber unrichtig sein, dem Glaube sich hinzugeben, dass an der Statte jetziger Haiden vor einigen Jahrhunderten noch wiichsige Walder standen, denn der Riickgang des Waldes ist ein langsamer, die geschichtliche Zeit hat hier nur diirftige Waldreste gesehen, und der Riickfall wird vor Jahrtausenden begonnen haben.« Som for Slesvig-Holstens Vedkommende, saaledes ogsaa for store Dele af Jylland. Kampen er ikke alene begyndt, men vel ogsaa for en stor Del endt, allerede i Oldtiden.

Betragter man Jyllands nuvaerende Skovgrsenser, saa har man et storartet Bevis for Rigtigheden af de Slutninger, man kan drage af vort nuva^rende Kendskab til Indflydelsen af Jordens Kalkindhold paa Skovvaeksten, idet Skovgrsensen i store Trsek folger den midtjydske Isrands-1 n i e. ost og Nord for naevnte Linie findes Skoven, eller Betingelser for den, hvorimod Egnen Vest derfor, der, som anfort, er meget aeldre, ikke egner sig til Skov.

Det kunde taenkes, at der vil blive indvendt mod
denne Betragtning, at nu vokser der jo igen Skov paa
Heden. En saadan Indvending er uden Vserdi, Hedeplantagerneviser

---

1) Waldbauliche Forschungen und Betrachtungen, S. 98.

plantagerneviserdet tydeligt; de holdes oppe mod Naturen ved Forstmandens Pasning og Pleje. Overladtetil sig selv gaar de den visse Undergang i Mode rned Undtagelse af smaa Arealer paa bedre Jord. Falderet Trae af Storm, Sygdom eller Alder, tager Lyngenstraks dets Plads. Skoven mangier under disse Forhold ganske Evnen til at forny sig ved Selvsaaning. Deter en lagttagelse, enhver kan gore i de vestjydske Hedeplantager.

Jordens stadige fremskridende Udvadskning for Kalk har odelagt de vestjydske Skove, de maatte bukke under i Kamp mod Lyngen, der horte hjemme under de nye Forhold. Mennesket er temmelig uskyldigt der.

II. Bebyggelsen.

De forskellige Jorder har forholdt sig meget forskelligt over for en aeldre Dyrkningsteknik. Nogle Jorder gav let og villigt Fodemidler til Husdyr, men var uegnede eller daarligt egnede til Korndyrkning. Andre Jorder forholdt sig omvendt.

For visse Straekninger kan man sige med Sikkerhed, at de var ganske uegnede til i aeldre Tid at yde Bidrag til saavel Menneskers som deres Husdyrs Ernaering, naar der tages Hensyn til Dyrkningsteknikens davaerende Stade.

Der skal i det folgende forsoges givet en Oversigt over, hvorledes de forskellige vestjydske Jorder har forholdt sig over for en Udnyttelse af dem, og den Indflydelse disse Forhold naturnodvendigt maa have haft paa Bebyggelsen.

I grove Traek lader Vestjylland sig dele i folgende
i dyrkningsmaessig Henseende nogenlunde ensartede
Partier.

Egnen mellem Vesterhavet og Fjordene. Denne Egn anses vel af alle for at have vaeret tyndt befolket eller übeboet i aeldre Tid, og meget taler for Rigtigheden deraf.

Klitarealerne har jo ikke ydet noget til Mennesker eller Husdyr. De smaa Hededrag, der ligger indenfor dem, ligner i meget Flodsandsdannelserne langs Aaerne. De bestaar af udvadsket Sand, som i dyrkningsmaessig Henseende ikke skiller sig meget fra det meste af Flodsandet. Deter surt som dette, og som Folge deraf lyngklaedt; men det absolutte Indhold af Syre er meget mindre end Moraenens, saa man med Sikkerhed kan gaa iid fra, at det udmaerket lod sig dyrke i aeldre Tider. Enge var ogsaa tilstede, saa der kunde faas tilstraekkelig Graesning til et Husdyrhold.

Betragter man saaledes Jorden i Forhold til Datidens Menneskers Evne til at gore sig den nyttig, ses det, at Egnen bod ret gode Betingelser for Bebyggelse; men deter dog tvivlsomt, om den har haft nogen. Jorderne er gennemgaaende for lavtliggende, saavel til at yde en tor Plads til at laegge Boligerne paa, som til Dyrkning af Kornsorter uden Afvanding.

Dertil kommer, at Udlobene fra Fjordene har skiftet Plads gennem Tiderne, og Beliggenheden af disse Ud-10b i hoj Grad ind paa Bebyggelsen, f. Eks. vil et Udlob fra Ringkobing Fjord laengere mod Nord end Udlobet ved Nyminde virke meget ind paa Vandstanden i Fjorden, den vil svinge meget efter Vindretningen, Ebbe og Flod, og ofte give staerke Oversvommelser. Dette er jo godt kendt i vor Tid fra Gennemskaeringen ved Hvide Sande.

Da man fra den historiske Tid har god Rede paa,
at Udlobet stadig vandrer mod Syd, og har en Forklaring
derpaa, tor man sikkert gaa ud fra, at disse

Egne, grundet paa Vandet, har egnet sig mindre godt
til Bebyggelse.

Der maa dog peges paa, at da Indsamlingen af Rav til Smykker har spillet en Rolle, maa der have boet Folk naer ved Kysten. Indsamlingen af Ray kraever et noje Kendskab til Havet. Deter jo kun under sserlige Forhold, at der kastes Rav ind paa Kysten.

Egnen ost for Fjordene. Inden for Fjordene straekker sig fra Nord til Syd et ca. 10 km bredt Baelte af forholdsvis lavtliggende, naturlig frugtbare Jorder, hvoraf de laveste endnu er frugtbare Enge og Graesningsjorder, og de noget hojere liggende er milde, gode og letdyrkelige Kornjorder. Overladte til sig selv vil disse Jorder daekke sig med et mere eller mindre frodigt Graestaeppe; dette viser, at de gennemgaaende oprindeligt har vaeret graesklaedte, de har aldrig vaeret Hede, om end der vel nok hist og her har vaeret nogle mindre Hedepartier deri, som forst er opdyrkede i en senere Tid.

Den Jord, der, overladt til sig selv, uden forudgaaende Mergling eller Kalkning, giver Grass, kan aldrig, efter det anforte om Forholdet mellem Jordens Reaktion og Plantevaeksten, have baaret Lyng, dertil har den bevaret en for stor Part af sit oprindelige Kalkindhold.

Denne Egn har altsaa i Oldtiden ligget hen med sine naturlige Graesgange, sine hojere, milde Muldjorder, samt maaske med en Del Skov. Endvidere har den haft rigeligt med nogenlunde hoje Partier, der har vaeret tilstraekkelig torre til at laegge Boligerne paa.

Som Folge af disse i ernaeringsmaessig Henseende
saerdeles gunstige Forhold har denne Egn i den historiske
Tid vaeret taet befolket. Da Egnen er naesten hoj-

torn, anser Arkseologerne den for at have vaeret übeboet
i Oldtiden.

Egnen er et, blandt mange andre, godt Eksempel paa, hvilke misvisende Resultater man kan komme til, naar man med Arkaeologerne gaar ud fra, at et fuldstaendigt Hojkort ogsaa er et fuldstaendigt og nojagtigt Bebyggelseskort; thi faa eller ingen Steder her i Landet har budt bedre Betingelser for Bebyggelse, ikke i een men i mange Henseender.

Gaar man ud fra, at Befolkningen i yngre Sten- samt i Bronzealder har vaeret saavel Kvsegavlere som Agerdyrkere, saa er det selvfolgelig nodvendigt at anbringe den paa Pladser, hvor der fandtes storre eller mindre naturlige Graesningsarealer, hvor Kreaturerne kunde graesse. Der kraeves ikke saa smaa Grsesningsarealer for at give Foden til selv en mindre Husdyrflok. Disse Graesningsarealer maatte have naturlige Anlaeg for at give Graes, have passende Fugtighed, ikke ligge for hojt, da Graesvaeksten saa blev for ringe. Endvidere maatte Jorden have en saa hoj Reaktion, at Graesserne vilde vokse »af sig selv«. Paa en meget kalkfattig Jord, f. Eks. en Hede, var det umuligt for disse Mennesker at frembringe Graes. Det Antal Husdyr, som en bestemt Egn kunde give Foden til, stod i ligefremt Forhold til det naturlige — ikke ved Kunst frembragte — Graesningsareal, der fandtes paa Egnen. Dell e Forhold var for enhver Egn l'astlagt af N a tv re n, og Mennesket kunde ikke aendre det.

Anderledes stiller Forholdene sig med Hensyn til K ornavlen, den foregik bedst paa en noget hojere Jord, dels fordi Kornet ikke taaler for megen Fugtighed,og dels fordi disse Jorder lettere lod sig behandle med Datidens primitive Redskaber. De lavere, staerkt graesgroede Jorder lod sig daarligt anvende til Kornavl,Grsesset

avl,Grsessetvilde sikkert tage Overhaand, og Kornet kvaeles. Selv ned mod vor Tid ses det, at man har undgaaet disse udpraegede Graesningsarealer til Korndyrkning.

Man ser altsaa, at det bliver nodvendigt at tale orn Kornjorder og Graesningsjorder som Jorder, der i nogen Grader forskellige; begge Typer skulde vaere tilstede, hvis der paa en bestemt Egn skulde kunne trives saavel Kvaegavl som Agerdyrkning. I begge Henseender har den betragtede Egn vaeret saerdeles velforsynet. Faa eller ingen andre Egne i Landet har haft saa store og saa gode Graesgange, og naeppe nogen Egn har haft saa let bearbejdelige og frugtbare Kornjorder. Egnen fra Ulborg til Skern er jo naermest at betragte som en eneste stor Eng med mange, noget hojere liggende Bakkepartier, der kun haever sig forholdsvis lidt over Engene, men dog nok til at give en tilstraekkelig tor Jord til at laegge Boligerne paa.

Et andet Forhold viser ogsaa, at Egnen har egnet sig godt for Beboelse. Faa Steder i Landet harder vaeret saa gode Betingelser for Jagt og Fiskeri som her. De store Graesarealer har ydet rigelig Fode til Vildtet i anderledes Udstraekning end de hoje Heder. Fjordene har ydet Betingelser for et stort Fiskeri samt Fangst af Skaldyr. Fjordenes Fiskerigdom fremgaar af det store Fiskeri, der drives endnu. Dertil kommer, at Fjordene gennemgaaende er meget lavvandede, saa Fiskeriet kunde drives med stort Udbytte, selv med meget primitive Redskaber.

Man ser undertiden anfort, at vore Aaer og Indsoer har spillet en Rolle for Ernaeringen af aeldre Tiders Befolkning. Rigtigheden af denne Paastand synes at vaere noget problematisk. Fiskebestanden i vore Soer og Aaer er i Almindelighed ringe, sammenlignet med

de omtalte Fjorde. Selv vore storste Sogrupper kan jo i Almindelighed hojst ernaere een Fiskerfamilie kummerligt, medens f. Eks. Ringkobing Fjord giver Foden helt eller delvis til et meget stort Antal Familier.Der er intet, der taler for, at disse Forhold har vaeret anderledes i aeldre Tid, tvaertimod. Naar der af Befolkningen paa Holmsland Klit i vor Tid aarlig fangesFisk for ca. 120,000 Kr. i Ringkobing Fjord, saa vidner det om en saa stor Fiskerigdom, at den maa have spillet en betydelig Rolle for Ernaeringen. Deter noget andet end de faa Skaller, der kunde fanges i vore Aalob.

Vel er der forskellige Forhold vedrorende Fjorden, som ikke helt kan klares, Fjordens Saltholdighed m. m.; men saa meget lader sig dog vist sige med Sikkerhed, at en aaben Havbugt har Fjorden aldrig vaeret. En saadan vilde sikkert straks lukkes af den sandforende Kyststrom. For Rigtigheden af den Formodning, at den altid har vaeret adskilt fra Havet, taler ogsaa, at hvis den havde vaeret en aaben Havbugt, saa vilde der have vaeret aeldre Klitter ved ostsiden af Fjorden, men saadanne findes som bekendt ikke.

Havet har sikkert ikke spillet nogen storre Rolle for Ernaeringen i den aeldste Tid. Mennesket skulde naa en noget storre Udvikling, for det kunde give sig i Kast med det ugaestmilde Hav med det voldsomme Bolgeslag, som man har ved Vesterhavet, og der lod Fiskene sig ikke tage som i Fjordene saa at sige med de bare Naever, Fiskeriet i Havet har sikkert kraevet Anvendelse af en ret udviklet Teknik. Maaske harder en enkelt Gang i Ny og Nse, naar Vejret var godt, vaeret lidt Fiskeri.

Egnen omkring Fjordene har sikkert ligeledes frembudtde
bedste Betingelser for Jagt paa Fugle, samt

Indsamling af JE g. Faa Steder er der et saa rigt
Fugleliv som der.

I alle Henseender ses denne Egn at udmserke sig ernaeringsmaessigt set: Agerdyrkning, Kvaegavl, Jagt og Fiskeri har haft storre Muligheder her end i de fleste andre Egne af Landet.

Uden Hensyn til disse Forhold er Egnen dog, som anfort, af Arkaeologerne domt til at have veeret ganske übeboet eller naesten übeboet i Oldtiden, en Opfattelse, som paa Grundlag af det anforte traenger til en grundig Revision. Har denne Egn, fordi der findes faa Gravhoje i den, vaeret übeboet, saa maa man med Rette sporge: Hvor harder saa overhovedet levet Folk i Vestjylland?

Det hoje Bakkeland. ost for det foran omtalte lave Strog traeffer man det hoje Bakkeland, Moraenen, der straekker sig mod ost ind til Hojderyggen. Hist og her gaar det over i store Kaerstraekninger, der hovedsagelig ligger ved Aaernes og Biaaernes Udspring, f. Eks. i Herningegnen. Dette Hojdedrag, der straekker sig i Retningen Nord^—Syd, ligeledes lid over det her undersogte Areal, bestaar endnu for en stor Del af übenyttede Heder, der forhen var endnu meget mere udbredte, ja, de strakte sig saa at sige over det hele, kun afbrudt af de En g d r a g, der laa langs Aaerne. Disse udpraegede Hedeegne udmaerker sig endvidere ved deres relativt set store Torhed og tit store Afstande til Vandlob og Kilder. Endvidere er der som Regel meget dybt til Grundvandet.

Dette store Areal, der omfatter langt den storste Del af Vestjylland, lader sig dyrkningsmaessigt set dele i flere forskellige Partier, som har forholdt sig meget forskelligt i ernaeringsmaessig Henseende: Hederne, der udgjorde langt den storste Part, de omtalte F1 odsandsdannelserlangs

sandsdannelserlangsEngene og Aaerne, E nge
ne og de store K ae r d r a g, navnlig ved Aaernes
Udspring.

Den egentlige Hede, hvorved her forstaas ikke alene Moraenen, Bakkelandet, men ogsaa Smeltevandsdannelserne, Fladerne, idet de dyrkningsmsessigt forholder sig nogenlunde ens, omfatter altsaa, som anfort, langt den storste Part af Vestjylland. Til Rest er kun Flodsandsdannelserne, Engene og Kaerene.

Som anfort under Omtalen af Skov og Hede maa man, efter alt hvad der foreligger, gaa ud fra, at de fleste Heder er saa gamle, at de var tilstede, for der var fastboende Mennesker i Vestjylland.

Ikke alene paa Grund af, at den storste Part af disse Heder sikkert var Heder allerede i Oldtiden, men ogsaa paa Grund af adskillige andre, for en aeldre Dyrkning uheldige Egenskaber, har de vaeret uegnede til at give Bidrag til Foden for Mennesker og Husdyr, saa der kunde vaere Anledning til at forbigaa Arealet her. Naar dette ikke lader sig gore, er del af den Grund, at det netop er paa disse Straekninger, at man finder Vestjyllands mange Gravhoje, medens de andre Partier af Landsdelen er naesten hojtomme, og folgelig skal man derfor efter den herskende Opfattelse netop her soge Vestjyllands Oldtidsbebyggelse, medens den ovrige Part af Landsdelen angives som übebygget.

En Afhandling: »Vort Folks Oprindelse og seldste Historic*¹) af Vilh. la Cour ledsagesaf en Kortskitse over denne aeldste Bebyggelse i Vestjylland med Udgangspunkt fra den af Soph. Miiller formede Saetning: »Et fuldstaendigt Hojkort er tillige et fuldstaendigt Bebyggelseskort«. Det paa Kortetanforte be bo ede Areal falder sammen med en

---

1) Det danske Folks Historie. I B. 1927.

stor Del af Vestjyllands gamle udyrkede og da udyrkeligeJorder. Paa naevnte Kortskitse er tillige alle de Arealer, der rummede Livsbetingelser for Mennesker og Husdyr, saasom det foran omtalte Distrikt langs Fjordene,de naturlige Enge og Graesningsjorder langs Aaerneog de Flodsandsdannelser, der ofte folger dem, samt de store, naturlige, graesgroede Kserdrag i Herningegnenog flere Steder, afsatte som übeboede.

Det maa her fremhaeves, at den Slutning, man, set fra et landbrugsvidenskabeligt Standpunkt, maa naa til angaaende Bebyggelsen paa disse Arealer, staar i den skarpeste Modstrid med denne arkaeologiske Anskuelse, ja, Modsaetningen er saa skarp, at man kan sige, at hvor Arkseologerne haevder, at der har vseret Bebyggelse, der maa Landbrugsteknikeren lige saa bestemt haevde, at der harder aldrig vaeret Bebyggelse, og omvendt.

Da det, som anfort, jo netop er disse Hedearealer, der rummer Gravhojene og folgelig ogsaa skal have huset Oldtidsbefolkningen, bliver det nodvendigt at underkaste disse Heder en naermere Vurdering i dyrkningsmaessig

Som deter anfort under Omtalen af Hededannelsen, er alle Heder sikkert ikke lige gamle, og der skal ikke her paastaas, at de alle var tilstede i Oldtiden, men dette rokker ikke de Betragtninger, der her skal fremfores.

Dette, at mange at" Gravhojene er opforte af Hedetorv,viser jo, at Hederne var meget udbredte. Der findes Hoje opforte paa Jord, der, efter hvad Undersogelserviser, allerede i Stenalderen havde ikke alene en veludviklet Lyngskjold, men endog et meget, ja fuldt udviklet Blegsands- og Allag. Disse Heder har endog vseret meget gamle allerede i Stenalderen.

Alle disse Jorder var utilgaengelige for Kultur; men selv om der ved Siden af fandtes Jorder, hvor Udvadskningenikke var skredet saa vidt frem, at de var klaedte med Lyngens ensformige Taeppe, saa maa disse Jorder dog have vaeret saa staerkt paa Gled der henimod,at Reaktionen har vaeret for lav til at frembringe en ordentlig Kornmark, endsige en naturlig Graesmark. Den var meget vanskeligere at have med at gore til Kornavl end Flodsandsdannelserne langs Aaerne, og til Grass egnede den sig slet ikke.

Disse Arealers Übrugbarhed til Kultur fremgaar af forskellige Forhold. Pladsen her tillader kun at pege paa nogle af de vaesentligste. En egentlig Benyttelse af disse Jorder til Kornavl eller Graes til Kreaturerne lod sig ikke foretage uden en fleraarig Udluftning af den ophakkede Jord og en samtidig Tilforsel af basisk Stof, Mergel eller Kalk. Dette sidste var udelukket, da det ikke stod i Datidens Menneskers Magt at skaffe den frem. Det var derfor umuligt at skafFe selv et lille Areal til Dyrkning af den Kornmaengde., der var nodvendig til Fode for Mennesket, og endnu mere umuligt at »opdyrke« til Graes det mange Gange storre Areal, der var nodvendigt til Ernaering af selv ganske faa Husdyr. I det hele maa man gaa ud fra, at Mennesket, der paa et saa forholdsvis lavt Stade drev Husdyrbrug, ved Valg af Boplads maatte vaelge en saadan forst og fremmest efter, om der fandtes god og naturlig Graesgang; thi for disse Mennesker, udrustede med Gravestok eller Hakke, vilde det vaere umuligt at kultivere et saa stort Areal til Graes, som der fordredes til nogle faa Husdyr. Det gjaldt jo ikke alene om at fremskaffe det, men ogsaa om at holde det ved lige., og begge Dele vilde under disse Forhold vaere lige umulige.

Naar man ikke kunde tilfore disse Jorder Kalk eller

Mergel, og de t var udelukket, saa kunde man saa,
hvad man vilde, Resultatet blev uvaegerligt, at man
avlede Lyng.

Der kan indvendes, at man finder gamle Agerfurer og Stendynger paa Hederne, der tyder paa tidligere Dyrkning. For Jyllands Vedkommende peger Arendt Berentsen paa tidligere Bebyggelse, idet han skriver, at det formenes, at Jylland har vaeret taettere bebygget, skont det var »folkerigt og velbygget« paa hans Tid, da man paa mange Heder finder Agre og Agerrener og »sommesteds i Jorden findis Grundwolle oc Teigl, som nochsom oc klarligen udviser der Botoffter at haffve standet.« Arendt Berentsen tilskriver Tilbagegangen »den store Pest eller sorte Dod, som Anno Christi 1348 nesten skal hafve giestet den gandske Verden.«

At henfore disse Agre paa Hederne til seldre Landbrug lader sig naeppe gore, de stammer fra Fur ebraending i aeldre og yngre Tid. Forladte Agerbrug, der paa Grundlag af Pest, Krig eller lignende bliver til Heder, er lidet trolige. Som anfort: En Hede opstaar, naar Jorden mangier Kalk; mangier den ikke Kalk, saa vokser en saadan Jord til med Grses eller Skov.

Det kunde taenkes, at nogle var af den Mening, at en Furebraending kunde have dannet Grundlaget for aeldre Tiders Landbrug, da Agerfurer og Sammenplojningsrygge er meget almindelige paa mange Heder; derfor skal Furebraendingens landokonomiske Anvendelse her undersoges naermere.

I en Afhandling i »Naturens Verde_n« (Oktoberheftet1930) skriver Gudmund Hatt: »Der har op mod vor Tid eksisteret et ekstensivt Hedeagerbrug,ved hvilket Jorden fik Lov til at hvile en meget

lang Aarraekke mellem hver kortvarig Qpdyrkning.« Denne Opfattelse er rigtig. Denne Dyrkningsform har eksisteret til vor Tid, ja findes vel hist og her endnu; men Dyrkningsmaaden maa ikke sammenlignes med et Saedskifte; deter den vel ejheller i ovenstaaendeCitat, dog er der Anledning til at pege paa, at en Furebraending i een Henseende skiller sig vaesentlig fra et Saedskifte. Medens man ved et seldre S;;edskifte forstaaren saadan Driftsmaade, hvor Afgroderne veksler med hverandre, forst forskellige Kornsoirter, og derefterHvile i flere men forholdsvis faa Aar, f. Eks. 2—2_— 10 Aar, i hvilke Jorden vokser til med Gnes, hvorefter der begyndes forfra igen, saa er Furebnending noget andet. Efter en Furebraending kan der kun tages I—21_—2 Afgroder, saa er Jordens Indhold af Naeringsstoffer udtomt, og Jorden daekkes igen af Lyngen, og saa kan der i Almindelighed ikke tages Afgrode af den igen de forste 100—200 Aar.

En Korndyrkning grundet paa en Afbrsending af den opplojede eller oprodede Lyngskjold kan udmaerket taenkes at vaere meget gammel, den har sikkert vaeret brugt langt tilbage i Tiden, dens Teknik er jo meget enkel og let tilgaengelig. 11 den har vaeret Menneskets forste Hjaelper, saavel over for Skoven som over for Mor'en.

En Furebraending lader sig dog ikke udfore paa enhverHede. Der kraeves, for at den kan anvendes, at Heden har en Lyngskjold af en ret antagelig Tykkelse, men deter langt fra Tilfaeldet paa alle Heder. Paa de hojtliggende, skarptsandede Heder vokser Lyngskjoldenmeget langsomt, og en saadan tynd., staerkt sandblandetMor vil ikke braende, og paa mange Heder, der havde en ordentlig Lyngskjold, lod Metoden sig ikke anvende, fordi der laa et Allag temmelig naer Overfladen,som

fladen,somman ikke formaaede at bryde. Paa en saadanJord
vilde Afgroden mislykkes, grundet paa Vandmangeli

Hvor Metoden lod sig anvende, gav den gode Resultater. Det kan siges med Sikkerhed, at man paa saadanne Jorder vilde naerme sig en Maksimumsafgrode; men, som anfort: den gav kun I—21^—2 Afgroder, saa var dens Kraft udtomt, og der kunde ikke ventes Graes. Lyngen indtog straks sin gamle Plads.

En Braendkultur kan altsaa have vaeret en vaesentlig Hjaelp til et bestaaende Landbrug, men den kan aldrig have dannet Grundlaget for et saadant, fordi det vilde volde alt for stort Besvaer at bryde store, nye Hedestraekninger op hvert Aar, og Landbruget vilde blive vandrende, idet man hvert Aar skulde flytte fra en Lokalitet til en anden, og Grsesning til Kreaturerne kunde den ikke give.

Der er af forskellige Forfattere peget paa de saakaldte Porshaver eller Digevoldinger. Tydningen af disse Indhegninger er forskellige, lige fraHegn (Folde) til Kreaturer, til Indhegninger, i hvilke man dyrkede Pors, og endelig forklares de som Rester af et Oldtidsagerbrug. Denne sidste Forklaring synes at vinde mere og mere Plads. Da disse Indhegninger er mig ukendte, skal der ikke her gaaes naermere ind paa Forklaringen af dem. Der skal dog anfores, at en sagkyndig Undersogelse af Jorden i de paagaeldende Indhegninger sikkert kunde give god Hjaelp til Tydningen.

Indtil naermere Jordbundsundersogelser foreligger,
vil der dog vaere stor Anledning til at stille sig tvivlende
over for disse »Landbrug«.

Enkelte af disse Indhegninger, som jeg har truffet
omtalt i Litteraturen, ligger paa saadanne Jorder, at
man godt kan tasnke sig, at de har kunnet udnyttes.

Enkelte smaa Partier af Moraenen har vaeret udnyttet, men disse enkelte faa Undtagelser er altid grundet paa et Stykke Jord, der er afvigende fra det almindelige. En Sandknude af hvidt eller graat Sand., der stikker op i et andet Sandparti, som bestaar af gult, fedtet Sand, vilde forholde sig meget forskelligt fra det omgivendegule Sand, den kunde maaske dyrkes, det rode eller gule, fede Sand ikke.

I den foran omtalte Afhandling af Godmund Hatt omtales et meget stort Antal Digevoldinger. Desvaerre er det ikke muligt af Afhandlingen at se, hvorledes Jorden er beskaffen j de forskellige der omtalte Digevoldinger. Kun i et enkelt Tilfaelde er det muligt, nemlig ved en Digevolding paa Randbol Hede. I denne angives Voldene at vaere opforte af Hedetorv¹), der er afgravede paa det dyrkede Areal, saa man har dyrket et 10^—17 cm tykt Blegsandslag¹), der angives at vaere aflejret paa et 6—96^—9 cm tykt Lag af morkebrun, haard A I1),I¹), hvorunder rodgult Sand.

Under saadanne Forhold kan der ikke dyrkes Korn. Dannelsen vidner om, at der har vaeret meget gammel Hede, da Digevoldingen blev anlagt; men der er ogsaa andre Forhold, der taler mod, at den har vaeret anvendttil Dyrkning. En saadan Mark, omgivet af Diger, vil, grundet paa Allagets Uigennemtrsengelighed, vaere SO, saa snart der faldt en storre Regnmaengde. Da Vandet ikke, eller kun ganske langsomt, kan traenge gennem Allaget, vil Jorden vaere alt for vaad til Dyrkning.Ved nogle Dages Torke vil det normalt fugtige, kun 10^—17 cm tykke Blegsandslag tabe al sin Fugtighed,og da Allaget kun besidder en meget lille Kapillaritet,vil der blive all; for ringe Tilforsel af Vand fra Undergrunden, Rodderne gaar jo ikke gennem Allaget,

---

1) Fremhaevet af N. O.

saa Afgroden vilde visne af Vandmangel. Et Dyrkningslagpaa 10^—17 cm oven paa et haardt Allag er for tyndt til Dyrkning. Blegsandet er endvidere en saa naeringsfattig Dannelse, at den ikke kan have baaret Afgrode, uden at Dyrkeren besad en temmelig udviklet Godskningsteknik, og hvor gammel er en Godskningsteknik?

Digerne taler efter min Mening ogsaa imod. Hvilken Nytte var de til? De maa vel dog vaere et Udtryk for, at Jorden skulde benyttes st a d i g t, og er dette Tilfaeldet, saa kan de paa saadanne naeringsfattige Jorder kun tilhore et Tidsrum, hvor en Godskningsteknik var velkendt, ellers vilde man faa de samme Forhold som ved Furebraending, at Arealet kun kunde dyrkes i et Aar, og det var for lidt at opfore Diger for. At forklare Indhegningen som Vsern mod Kreaturer er umuligt, da der aldrig har graesset Kreaturer der, hvor Digevoldingerne forekommer. De har, saavidt jeg kan skonne, gennemgaaende ligget übekvemt for de naturlige Graesgange. Selv om man kendte Anvendelse af Godning, hvor meget havde man saa at godske med? Kreaturerne har jo sikkert opholdt sig ude hele Aaret eller langt den storste Del deraf, saa Godningsproduktionen har vaeret ringe. Deraf vil det naturnodvendigt folge, at Korndyrkningen til en vis Grad har vseret vandrende; der kunde i Almindelighed kun dyrkes faa Aar paa samme Plads, saa maatte Jorden gennem flere Aar samle Kraefter til en ny Afgrode.

Det ses af det foregaaende, at disse hoje, for de flestes Vedkommende saerdeles gamle, Heder har vaeretutilgaengelige for Dyrkning; de har kunnet yde H j ae 1p til en bestaaende Agerdyrkning, nemlig ved Furebraending, men de har aldrig kunnet danne

Grundlag for en selvstaendig Kornavl eller et Husdyrbrug.

Der er adskillige andre Forhold, der peger i samme Retning, deraf skal naevnes et Par enkelte: Allerede Emeis anforer¹), at en mager sandet Jord er lettere at faa til at give Afgrode igen, naar den er udpint, end en mere bindende, leret Jord. Dette er let at iagttage paa forsomte vestjydske Gaarde, selv i vor Tid. Naar en sandet og udpint Mark paa Flodsandel: faar selv en Übetydelighed af Godning, giver den straks en nogenlunde ordentlig Afgrode. En udpint, men bedre, maaske endog temmelig leret Jord inde paa Moraenen kraever mere Godning for at komme i Gang igen. Mineraljorden i den for Kalk udvadskede Moraene har saa godt som altid en staerk gul Farve, stammende fra visse Jernforbindelser. Tilfores en saadan Jord ikke Kalk i en saa stor Maengde, at disse Jernforbindelser derved bringes ud af Virksomhed, vil disse Forbindelser bemaegtige sig den i en Godning tilforte, oploselige Fosforsyremaengde, saa der ingen Godningsvirkning faas. Dette Forhold iagttages let ved Nutidens Hedeopdyrkninger. Paa Jorder, der enten ikke indeholder disse Jernforbindelser, eller hvor de er udvadskede, faar man straks en normal Afgrode, medens man paa de staerkt jernholdige Jorder ofte ser en Afgrode fuldstaendig mislykket af Fosforsyremangel, selv om den er godet med mere end normal Maengde deraf, hvis den paaforte Mergel ikke har haft tilstrsekkelig lang Tid til at bringe de naevnte Forbindelser ud af Virksomhed. Ogsaa disse Forhold taler mod en Bebyggelse paa Moraenen og henviser til Flodsandet langs Aaerne som en i dyrkningsmaessig Henseende heldigere Jord for Datidens Agerdyrkere.

---

1) Weber das naturgemasse Zuriickweichen des Waldes. S. 2.

Deter anfort, at Morsenen er relativt hojtliggende, borte fra Vandlob og Kilder. Disse Forhold gjorde ogsaa Jorden uegnet til Bebyggelse. Adgang til Vand er en Nodvendighed for Mennesket og ganske uundvaerligt for Husdyrene. At skaffe Vand ved Gravning lod sig ikke gore; der var alt for dybt til Grundvandet for disse Mennesker, og Afstanden til naermeste Kilde eller Vandlob var vel ofte 5—155^—15 km.

Sidst men ikke mindst maa der peges paa, at en saadan Bebyggelse paa disse afsides liggende Arealer vilde vaere et fuldstaendigt Brud med en senere, men meget gammel, Bebyggelse langs Aaerne, en Bebyggelse, der har fortsat sig übrudt op til vor Tid. H v a d skulde have foraarsaget, at en saa primitiv Befolkning vragede Bopladserne langs de naturlige Grsesgange, med de forholdsvis let dyrkelige Arealer (Flodsandet), der laa lige ved Graesningen, vragede Jagt og Fiskeri og Lettilgasngelighed til Drikkevand m. m. for at b osaette sig ude, hvor Kampen for Tilva> relsen var dem for haard? Hvorfor saa senere, men meget langt tilbage i Tiden, da Dyrkningsteknikken dog maa have udviklet sig noget, ful dstaendigt opgive de gamle Beboelser, uden at e n eneste blev tilbage, og saa grunde en ny Bebyggelse, der saa fortssettes paa samme Plads lige til vor Tid?

Nej, den egentlige Moraene, hvor Gravhojene findes, har bestemt aldrig huset Mennesker. Rigtigheden af denne Betragtningsmaade kan i Virkeligheden kun omstodes ved, at der fores Bevis for, at Stenaldermenneskethar vaeret i Besiddelse af en Landbrugsteknik,

der senere var ganske ukendt, og det vil vel ingen
prove paa.

Flodsandsdannelserne og En gene. Ind gennem Bakkelandet har Aaerne skaaret sig dybt ned. Langs Aaerne findes naturlige Graesgange af vekslende Bredde. Mod Bakkelandet begrsenses Engene som Regel af hoje Skraenter. Oppe fra Bakkelandet kommer en Del storre og mindre Bsekke, der ligeledes oftest er ledsagede af Graesningsarealer. Ovenfor Skraenterne finder man i Almindelighed Flodsandsdannelserne, der er dannede ved Aaens Nedskaering.

Skont disse Flodsandsdannelser sikkert er Landsdelens daarligste Jorder, saa har de dog i aeldre Tid frembudt de bedste Betingelser for Dyrkning, de har udelukkende sammen med Engene dannet Grundlaget for den nuvserende Bebyggelse paa det her omtalte Distrikt.

Aarsagerne til, at man paa et meget tidligt Tidspunkthar grundet Agerdyrkningen paa disse Dannelser,er forskellige. For det forste er de lige ved Graesgangene.Der findes Vand i rigelig Maengde til saavel Mennesket som Husdyrene. Endvidere er Flodsandet den Jord, der lettest lod sig behandle med Datidens Redskaber. Da Flodsandet for Aflejrinjgen er tumlet rundt af Vandet, er de opslemmelige og oploselige Dele skyllet bort, saa der nsermest kun er blevet rent Kvartssandtilbage. Dette har medfort, at den ikke af Naturen er saerlig frugtbar Jord, dog til Gengseld har den haft den Fordel, at den af Vandet er blevet befriet for den storste Part af sine sure Forbindelser, saa den ikke alene har kunnet dyrkes uden Tilforsel af Kalk, men endog har kunnet give en efter Forholdene ordentlig Afgrode. Skulde Lyngen paa et Parti blive for nsergaaende,kunde det nok afhjaelpes ved at udstro en

Smule Aske, en Artikel, man jo sikkert tidlig havde
naer ved Haanden.

Medens Morsenen ikke kan dyrkes uden Kalk, er det modsatte Tilfaeldet med Flodsandet, det kan endog give efter Forholdene saerdeles ordentlige Afgroder uden Kalktilforsel. Dette ses der mange Eksempler paa i Vestjylland.

Et smukt Eksempel derpaa kan for Tiden iagttages ved Karup. Paa Flodsandsdannelserne ved begge Sider af Aaen, saavel ved Kirken som ved Kolvraa, ses gamle, graesgroede Agre, som maaske aldrig er merglede, men trods det, og skont de ikke er dyrkede i meget lange Tidsrum, kan Lyngen ikke vinde Indpas der. Man ser hist og her en meget kraftig Lyngbusk, der tilsyneladende ganske mangier Evne til at brede sig. Jorden er sikkert ikke sur nok dertil.

Syd for dette Distrikt, paa den gamle Hede, er opdyrket et Stykke Jord. Jorden er tilfort Mergel, men tilsyneladende ikke nok; thi trods Mergeltilforselen vandrer Lyngen her ind paa en ca. 3—43_—4 Aar gammel Graesmark, og det i en saadan Grad, at Marken i Lobet af ganske faa Aar igen vil vaere Hede.

Dette viser, hvor forskellige disse Jorder er over for
en Dyrkning.

Her langs Aaerne har man altsaa haft lignende Forholdsom paa det for omtalte Bselte inden for Fjordene;her har vaeret Betingelser for en Bebyggelse. Men medens Bebyggelsen mod Vest har ligget nogenlundejaevnt spredt over det i 0st^—Vest ca. 10 km brede Bselte, saa har den her, grundet paa de stedlige Naturforhold, vaeret ganske smal, idet den sikkert megetsjaelden har ligget mere end hojst faa Hundrede Meter borte fra Aa eller Baek, medens det store, brede

Parti ind over Vandskellet til naeste Baek har vseret
ganske übeboet.

Tilbage bliver saa af Vestjyllands Jorder kun de
lave, kaeragtige Jorder, der hovedsagelig findes ved de
mindre Bivandlobs Udspring.

Navnlig findes disse meget udbredte i Herningegnen, i Ikast, Sunds, Gjellerup, Herning og Tjorring Sogne, samt i den nordlige og ostlige Del af Rind Sogn. I Skarrild og Sdr. Felding Sogne findes ligeledes store Kaerstraekninger, der straekker sig mod Syd ned mod Sdr. Om me.

Disse Kaerstraekninger har ligeledes vaeret af stor Betydning for Bebyggelsen. I Herningegnen har de gennemgaaende bevaret det fornodne Kalkindhold op til vor Tid, saa de selv i vore Dage er fortrinlige Graesgange og Enge. Langs dem kan man selvfolgelig regne med, at der i Oldtiden var en betydelig Bebyggelse, hvad ogsaa alt tyder paa. Kaerdragene i den ostlige Del af Rind Sogn og i Skarrild samt Sdr. Felding er af en noget mindre Vaerdi. Jorden er der blevet betydelig mere udvadsket for Kalk, saa der findes store Lyngpartier spredt ud over Kaerene, men del: er dog uomtvisteligt, at de gennem Tiderne har vaeret af stor Betydning for en Bebyggelse.

Disse anforte Betragtninger over Dyrkningsforholdene paa de vestjydske Egne giver et andet Billede af Bebyggelsesforholdene i Vestjylland end det, der er haevdet af Arkaeologerne. Laegger man den Kortskitse, som ledsager den omtalte Afhandling af Vi Ih. la Cour, som Grundlag for den arkseologiske Opfattels e¹), eller man gaar ud fra Soph us Miillers Arbejder, da vil man finde, at disse Arbejder forer

---

1) Det samme gaelder selvf olgelig ogsaa hans ovrige Arbejder, hvorden samme Betragtning kommer frem.

til stik modsatte Resultater af mine. Hvor disse Forfattere har bebygget, har jeg übebygget, og omvendt. Vilh. la Cours Kortskitse er efter min Mening et Kort over en stor Part af Jyllands gamle Heder, men ikke over Vestjyllands Bebyggelse.

Medens der i det foregaaende er gaaet ud fra Naturforholdene, saa skal der senere forsoges, hvorvidt en Udredning af den kendte historiske Udvikling af Bebyggelsen kan kaste Lys over Sagen, og hvorledes den stiller sig til det anforte om Naturforholdene. For der gaas over til denne Undersogelse, skal der dog fremfores nogle Indvendinger mod den arkseologiske Opfattelse.

Den arkæologiske Opfattelse af Oldtidsbebyggelsen.

Den nu gaeldende arkaeologiske Opfattelse af Landets aeldste Bebyggelse skonnes at vsere bygget paa forskellige Afhandlinger af Sophus Muller, navnlig: »Vei og Bygd i Sten- og Bronzealder«, »Ye nd sy sselstudi er« og »Sonderjydske Studier«. (Alle offentliggjorte i »Aarboger for nordisk Oldkyndighed og Historie«.) Senere er de Anskuelser, som der er gjort gaeldende, fremhaevede helt eller delvis af adskillige andre og fort videre i det af Sophus Muller anviste Spor. Navnlig har Vilh. la Cour fort dem frem og udvidet dem i en meget konsekvent Form i »Sjaellands aeldste Bygder«, samt i den for omtalte Afhandling.

I »Vei og Bygd i Sten- og Bronzealder« kommer Sophus Muller til folgende Resultat: Gravhojene lagdes gennemgaaende langs Vejene, og markerer derved de gamle Veje. Aarsagerne til, at de lagdes der, var,

at man gennemgaaende boede der. S. 45 siges, at Hojene ligger umiddelbart ved Vejene ikke i Naerlieden. S. 55: »Altsaa var det ikke ufravigelig Skik at laegge Gravhoiene ved Vei. Naar det skete, var det ikke for at haedre den dode, idet Mindehoien saaledes blev seet af de Veifarende, ikke fordi Skik og Brug kraevede, at Liget skulde fores til det faelles Gravsted, ikke fordi denne Plads betragtedes som hellig, eller hvilken anden lignende Grund, der nu kunde udtsenkes. Veirsekken maatte i saa Fald kunne erkjendes overalt, i alle Egne eller dog oftere, end deter Tilfseldet. Men en Grund maa der dog have vaeret; thi Gravhoienes Talrighed ved Veilinierne er iojnefaldende. Ja! Lad det Sporgsmaal forst blive besvaret, hvad der gav alle de ovrige, enkeltvis spredte eller gruppevis ordnede Hoie deres Plads. Om man gennemvandrede nok saa mange Straekninger i det indre Jylland, og nok saa ofte saa denne Vekslen af Strog, hvor Hoiene findes i Maengde, med andre, hvor de mangle, af Steder, hvor de kun ligger enkeltvis, med andre, hvor de sees overalt, hist og her tset samlede i Grupper, man vilde dog ikke finde andet Svar end, at Hoiene havde saaledes faaet deres Plads, fordi Menneskene boede saaledes,, dette forklarer ganske Gravhoienes Fordeling over Landet.« . . . »Saa kan det vel heller ikke vaere andet end, at Veihoiene have faaet deres Plads, fordi man boede ved Veiene. Den, som havde sit Hus ved Veikant, reiste Gravhoi der; boede man paa Bakken i Nserheden, ble\ Hoien hvaelvet der, og havde man sit Bo langt borte fra Faerdselsvei, saa gravlagdes ogsaa den dode ved Hjemmet.« — »H eraf fOl ger, at Giravhoiene oplyse om Bebyggelsen; et fuldstsendigt Hoikort er tillige et fuldstaendigi og nojagtigt Bebyggelseskoirt. Det viser, hvilke Egne, der dengang vare befolkede, og om der var mange Mennesker eller fa a.¹) Det angiver den forskellige Bebyggelsesform. Der var den velbefolkede Bygd, som straekker sig vidt, de Steder, hvor en lille Kreds ai

---

1) Udhsevet af mig. N. O.

Mennesker bor i ellers übeboede Straskninger, de Pletter, som endnu kun vare opsogte af ganske faa. Det ses, at der hist og her, Irvor store Hoigrupper findes, var en fastere Bosaettelse for flere Mennesker, og endelig ses det, at man, hvor der fandtes Veie, slog Bo ved dem. Som i vore Dage skabtes Bebyggelsen af Veiene.*¹) Det ses, at Sophus Miiller og med ham senere Vilh. la Gour fastslaar, at Gravhojene gennemgaaende lagdes langs Vejene og derved markerer Vejlinierne.

Desvaerre tillader mit Materiale mig ikke paa det nuvaerende Tidspunkt at komme naermere ind paa Sporgsmaalet, dog skal der anfores nogle faa Betragtninger over Sagen.

Paa det Areal, som jeg navnlig har henvendt Opmaerksomheden paa, ses ofte, at Gravhojene paa en vis Maade optraeder i Raekker, dog ikke saaledes, at de efter min Opfattelse med Sikkerhed markerer en Vej, og i alt Fald ikke nojagtigt viser, hvor Vejen har gaaet.

I Egnen mellem Storaa og Skernaa synes det, at Hojenes Fordeling naermest kan karakteriseres ved, at de hovedsagelig ligger i storre og mindre Grupper og er grupperede under Hensyn til visse Natur- og Beboelsesforhold.Laa der en langstrakt Bebyggelse nogenlundeparallel med en langstrakt Bakke, saa fremkomder paa Bakken en langstrakt Hojgruppe, vel navnlig paa Foranledning af, at Ligene fra den langstrakteBebyggelse tilsyneladende ikke samledes paa en for Bebyggelsen faelles Begravelsesplads, men hver Beboer forte sine Lig den naermeste Vej fra Beboelsen ud paa odemarken. Derved kommer Hojene, stammendefra een eller flere langstrakte Bebyggelser, til at optraede i Raekker. Dette er saaledes blandt mange

---

1) Udhsevet af mig. N. O.

andre Steder Tilfaeldet med det lange Bakkedrag, der gaar omtrent fra Mourier Pedersens Plantage mod Nord til Skern mod Syd. Er Hojdedragetbredt, bliver Bredden af Hojr£ekken i Almindelighedogsaa storre, saa det synes vanskeligt at indlaegge Vejen paa et bestemt Sted, hvis der da overhovedet bar gaaet en.

Ved at betragte de Hojkort med indlagte Veje, der er udstillede i Nationalmuseet over visse Egne af Vestog Sonderjylland, stanser man overfor det Sporgsmaal: Hvorfor er Vejen netop indlagt paa det paagaeldende Sted? Man synes ofte, at den lige saa godt kunde vaere indlagt paa et andet Sted, noget til en af Siderne, og ligge denned samme Ret.

Gaar man ud fra som givet, at Gravhojene gennemgaaende ligger langs Vejene (deter dog meget tvivlsomt, om dette er Tilfseldet), saa kommer det nseste Sporgsmaal, hvad der er det oprindelige, Gravhojene eller Vejene. Det kan jo vaere lige saa naturligt at antage, at Vejene er lagte efter Hojene, som at Hojene skulde vaere lagte efter Vejene.

Det ses, at Sophus Miiller og Vilh. la Cour gaar ud fra, at Vejene er det oprindelige, og at Hojene ikke er lagt der af Hensyn til dem, men fordi man byggede Hojene, hvor man boede, og da man hovedsageligboede langs Vejene, saa kom Hojene som en Folge deraf ogsaa til at ligge der. Da der er taget Afstandfra den Anskuelse, at man boede, hvor Gravhojeneligger, og da deter paavist, at man aldrig har kunnet nacre sig der, saa folger deraf, at Menneskenes Bopladser og de formodede Veje ikke i'alder sammen. Har Vejene gaaet, hvor Gravhojene findes,saa har de gaaet udei odemarkerneborte fra Bebyggelse n. Ligger Gravhojenevirkelig

hojenevirkeligofte langs Vejene, hvad dog langtfraer bevist, saa maa det naermest vsere begrundetved, at naar man forte de dode bort fra Bebyggelsen,Landsbyen eller den enlige Bebyggelse, saa var det naturligt, at man fulgte Landsbyens Veje, til man kom bort fra de beboede Steder, og saa, naar man var naaet ud til et ode Strog, har bojet lidt bort fra Vejene og opfort Hojen der paa »Ingen-Mands-Land«.

Den Opfattelse, at man tog Bolig langs Vejene, er uholdbar. Vejene maa rette sig efter Beboelsen, Beboelsen kunde i de Tider ikke rette sig efter Vejene. Sophus Miiller skriver: »Som i vore Dage skabtes Bebyggelsen af Veiene«. At knytte Beboelsen til Vejene er at gore den fuldstsendig uafhaengig af Naturforholdene. Var Naturen lige let tilgaengelig overalt, saa kunde der vaere Mening i Sagen; men som det ses, dette var langtfra Tilfaeldet.

I vor Tid kan en Beboelse knyttes til en Vej, nemlig hovedsagelig af Folk som Kromaend, Kobmsend, Haandvserkere m. fl., der ikke skal leve af Jorden. Den Mand, som skulde dyrke Jorden maatte bo der, hvor han kunde finde Foden til sig og sine Husdyr. Der maatte vaere dyrkbar Jord og naturlige Graesgange, og paa saadanne Steder ligger Gravhojene absolut ikke.

Naar der i vore Dage anlsegges en Vej eller en Bane over hidindtil udyrket Jord, ser man ofte, at der kommeren Beboelse langs Fserdselsvejen; men nu er Landbrugsteknikken en anden, end den var i Stenalderen.Nu har man laert, at det, der adskiller en Hede fra en dyrket Jord, er, at den forste mangier Kalk, og dette kan man afhjaelpe ved at tilfore Mergel, som kan faas med Banen eller med Vejen. I Oldtiden derimod havde Vejen ingen Indflydelse paa den Jord,

der laa langs den. Vejen kunde ikke hjselpe til at omdanneen Hede til Ager, og Mennesket, som da levede, kunde ikke heller. Dertil manglede han den nodvendigeLandbrugsteknik.

Vilh. la Cour hsevder Gang paa Gang, at Bebyggelsen har spredt sig langs Vejene: »Vejene har sat Befolkningen i indbyrdes Forbindelse, og langs disse Veje er Bossettelsen atter spredt, indtil den omsider har faaet den fulde Udvikling*.¹) Her gores Oldtidsmennesket ganske uafhsengig af Naturen: Vejene betinger en Bebyggelse, og fra dette Vejcentrum breder Bebyggelsen sig saa videre ud til Siderne, som Bolgeringe i Vandet, uanset den tilstedevserende Jords Naturtilstand. Det var tilsyneladende ganske ligegyldigt for disse Naturmennesker, om de blev stillet over for en orken eller over for en Eng.

Sophus Muller og med ham Vilh. la Cour fremhaever, at Beboelsen har ligget umiddelbart ved Hojene: Den Mand, der boede ved Vejen, lagde Gravhojen der, og den, der boede borte fra Vejen, lagde Gravhojen der, hvor han boede, og der fra sluttes, at et fuldstaendigt Hojkort er ogsaa et fuldstaendigt Bebyggelseskort. Hvor Hojene ligger taet, laa Beboelsen ogsaa taet, og hvor de ligger meget spredt, der laa Beboelsen ogsaa spredt i Forhold dertil, og hvor der paa en Egn ingen Hoje findes, der var der ingen Bebyggelse.

Paa Grundlag af disse Betragtninger har Vilh. la Cour udarbejdet sin Afhandling »Sjaellands aeldste Bygder« og den foran omtalte Afhandling om Vestjylland.Disse Afhandlinger viser, i hvilken Grad man kan komme bort fra det naturlige og rigtige, naar Grundlaget, man bygger paa, ikke er tilstraekkeligt afstivet,idet

---

1) V. la Cour: Sjsellands seldste Bygder. S. 226.

stivet,idetden vestjydske Beboelse, som det fremgaar af det forrige, er havnet ude paa de Jorder, der af alle Vestjylland Jorder af mange Grunde har vaeret de mindst tilgaengelige. For at haevde et saadant Standpunkt,hvor Bebyggelsen gores fuldstaendiguafhaengig af Naturforholdene, maa man have meget staerke Beviser, men man har kun et eneste, formodet Be vis, nemlig Gravhojenes Beliggenhedder. At Gravhojene er Bevis for en Bebyggelse, er jo selvsagt rigtigt; men Beviset for, at Beboelsen har ligget umiddelbart ved eller i Naerheden af Gravhojene* er ikke fort.

Det Bevis, som Arkaeologien mener at have fort, er ikke noget Bevis, kun en Antagelse. Sophus Miil-1 mener, at Aarsagen til Gravhojenes Beliggenhed, i Grupper og enkeltvis, maa soges i, at man boede saaledes, som Gravhojene ligger; hvor der er en enkelt Gravhoj, var der kun en enkelt Bebyggelse; hvor der er en Hojgruppe, der havde man en samlet Bebyggelse paa samme Sted, og hvor man har en lang Raekke af Gravhoje, der havde Bebyggelsen samme Form og laa mellem Hojene. Den langstrakte Form forklares ved, at Bebyggelsen laa langs Vejene, og derfor kom Hojene ogsaa til at ligge der.

Om Hojraekker er Udtryk for Veje er tvivlsomt, og at man har boet, hvor Gravhojene ligger, er umuligt. Naturforholdene viser, at de dode maa vaere forte bort fra de beboede Steder. Det vil da ogsaa forekomme naturligere, at disse Folk har haft en vis Sky for Doden, og derfor fjernet deres afdode fra de beboede Strog og gravlagt dem ude i orkenen, paa Hederne, og er der endelig noget om Vejenes Forhold til Gravhojene, ja, hvad er saa naturligere, end at man har fulgt Landsbyens Vej, da man forte de dode bort til

deres sidste Hvilested? Antages denne Betragtning, saa faas der Overensstemmelse mellem de Bopladser, Landbrugsvidenskaben anviser, nemlig Beboelsen langs de naturlige Graesgange ved Vandet, og paa Steder, hvor der fandtes Jord, man formaaede at dyrke til Korn, og at man saa har benyttet de Arealer, som man ikke kunde dyrke, og hvor man sjselden havde iErinde, naar man var ude at bjerge noget til Foden, som Begravelsesplads. Altsaa, Ligene er hojlagte ude i de mange storre eller mindre orkener, som Vestjylland

Det siger jo sig selv, at naar den Regel kan fastslaas for Vestjyllands Vedkoramende, at Ligene er flyttede bort fra de beboede Steder til de übeboede, saa maa man gaa ud fra, at det samme har fundet Sted i de andre Egne af Landet, og deraf folger for hele Landet, at et Hojkort er netop det modsatte af et Bebyggelseskort. Nogle spredte Undersogelser, jeg har foretaget i andre Egne af Landet, tyder paa Rigtigheden deraf, men de virkende Naturforhold har i Almindelighed vaeret andre end de for Vestjylland anforte. Ogsaa paa oerne maa Bopladserne soges borte fra Gravhojene.

De anforte og adskillige andre Forfattere overser i en forbavsende Grad Naturforholdenes Indflydelse paa Bebyggelsen. Det kunde vaere fristende at komme nsermere ind derpaa, dog skal der her kun peges paa enkelte

Sophus Miiller skriver (Vendsysselstudier): »Langvejs fra synlige have Hojderne ovet deres Tiltrsekning og er blevne bebyggede for de lavere liggende Steder«. Vilh. la Cour skriver¹): »Mellem dem (Stor-

---

1) Sjsellands seldste Bygder. S. 226.

bygder ved Moser og Soer) har Vejene sat Befolkningen i indbyrdes Forbindelse, og langs disse Veje er Bosaettelsen atter spredt, indtil de (Bygderne) har naaet deres fulde Udvikling«. . . . »Faerdselsaarerne er af saa afgorende Betydning for Bygdens hele Udforinning og Vsekst, at man ved Klarlaeggelsen af dem maa soge at vinde al den Klarhed, Materialet tillader«. Den forstnaevnteForfatter taber sig i ovenstaaende i etSkonhedsforhold, Hojderne, den sidste i Vejene. Ingen af disse Forhold kan bidrage til Ernaeringen. Selv om der lagdes aldrig saa mange Veje gennem en orken, saa kunde der ikke leve et eneste Menneske mere derfor.

Vel er der tilsyneladende ikke saa store Jordbundsforskelle i Danmark som i andre Lande; men de er dog saa store, at man, ikke alene i den Tid, men ogsaa i vor Tid, stadig maa tage Hensyn dertil. Nogle Jorder var ikke egnede til Korndyrkning, andre var ikke egnede til Graes, nogle var for torre, andre var for vaade o. s. v. Selv i vor Tid med dens stserke tekniske Udvikling maa man endnu boje sig efter Naturforholdene; af den Grund er Befolkningstaetheden netop meget forskellig i de forskellige Egne af Landet.

Gravhøjenes Fordeling i Forhold til Bebyggelserne.

Betragter man Gravhojenes Fordeling i de forskellige Dele af Vestjylland, vil man se, at den er hojst uregelmaessig. Inden for de forskellige Herreder er der et ret forskelligt Antal Hoje: Bolling Herred staar hojest med ca. 1625 Gravhoje¹), derefter folger Hammerum Herred med ca. 1400, U1 dborg Herred ca. 1000, Ginding, Hjerm og Skodborg Herreder hver med ca. 700_—1000, Norre

---

1) Antallet af Gravhoje er taget hovedsagelig fra »Trap«.

Home 600, Vandfuld og Hing hver med ca.
300 Gravhoje.

Aflaeser man Tallene, som de her er anforte, faar man det Indtryk, at Bolling og Hammerum Herreder har vaeret de taettest befolkede i Oldtiden, naar man f. Eks. sammenligner med Hjerm og Hing. Beregner man derimod Gravhojenes Antal paa Herredernes Arealer, da faar man helt andre Tal, nemlig:

Lasgges ovenstaaende Tal til Grund for en Beregning af Befolkningstaetheden i de forskellige Herreder i Vestjylland, faar man, at Hjerm Eferred har haft omtrent tre Gange saa taet en Befolkning som Hammerum Herred og ca. fire Gange saa taet som Hing Herred, et Forhold, der ikke ses at vseire taget Hensyn til ved lignende Undersogelser.

Betragter man disse Tal og sammenholder dem med Befolkningstaetheden ned mod vor Tid og med Jordens saakaldte Godhed, saa ses det, at de Egne, der har haft det storste Antal Hoje pr. km², ogsaa i den historiskeTid har haft den tsetteste Befolkning og samtidig de bedste Jorder. Saaledes viser Folketaellingen fra 1769, at Hammerum Herred da var det tyndest befolkedeHerred i Vestjylland med kun 4,7 Mennesker pr. km², derefter kommer Bolling med 6,0, Ginding og Uldborg 6,2, Hing 9,2, Skodborg 10,1, Hjerm 12,8,

Vandfuld 20,7 Mennesker pr. km². At Vandfuld Herred har saa stor Forskel paa Hojantallet og Indbyggerantalletskyldes sikkert, at paa de gode, fra gammel Tid stserkt dyrkede Jorder er sandsynligvis de fleste Gravhoje forsvundne. Der er sikkert ogsaa i denne Egn foregaaet en staerk Udvikling af Fiskeriet. Naar der ses bort fra Vandfuld og Hing Herreder,saa ses det, at der er en vis Overensstemmelse mellem Folketaellingslisten og Hojantallet. Saaledes staar Hj erm med den storste Befolkningstaethed og Hammerum Herred med den laveste. 8011 ii_{n g} Herred er gaaet ned paa en mere naturlig Plads, der bedre svarer til Herredets Jordbundsforhold end dets Hojantal.

Naar Hojantallet er saa stort for Bolling, sammenlignet med Hing, skyldes det sikkert, at mange flere Gravhoje er odelagte i det taettere befolkede Hing Herred, der sikkert altid har haft meget lidt Hede eller anden unyttet Jord, naar der ses bort fra Klitterne. Hojene i Bolling Herred ligger endnu for en stor Del beskyttede ved, at Kulturen ikke er naaet ud til dem, de ligger endnu paa Heden, som de gjorde det i Oldtiden. Endvidere er det upaatvivleligt, at en Del af Oldtidsbeboerne i Hing Herred er gravlagte i B 01ling Herred; Herredsgraensen mellem Hing og Bolling gaar syd for Ringkobing taet forbi de frugtbare Egne i Hing. Da disse Egne er flade og for en stor Del Enge, har man selvfolgelig her som overalt fort de dode ud paa de naermeste, hoje Hedebakker, og derved komde senere, da Herredsskellene paa Hederne afsattes, til at ligge i Bolling Herred.

Naar der ses bort fra de Herreder, der berorer Kyster
og Fjorde, hvor Fiskeriet, navnlig i Ha vet, har spillet
en vekslende og noget überegnelig Rolle, da er der

ingen Tvivl om, at Folketsellingslisten fra 1769 og Hojantallet fortaeller det samme om Beboelsesforholdene,nemlig det, at i begge Tidsrum var Lovene for Bebyggelsen ens. De store og gode Graesningsjorder og de let tilgsengelige, hojere Kornjorder mod Vest og Nord gav gunstige Betingelser for Bebyggelse, medens de Herreder, der laa laengere mod ost og Syd, som Helhed, grundet paa deres saavel i kvalitativ som i kvantitativ Henseende daarligere Grsesnings- og Dyrknings j_order, ikke kunde fode nser saa stor en Befolkning.Dernsest satte de vidtudstrakte Hedestrsekninger i disse Herreder en bestemt Grsense for en Udvidelse af det dyrkede Areal.

Man kan iid fra en landbrugsteknisk Undersogelse fastslaa, at store Dele af Vestjylland ikke kan have nasret en Befolkning hverken i Oldtiden eller i en nyere Tid. At man kan finde en, om end grov, Overensstemmelse mellem den bevarede Rest af Gravhoje og Folketaellingen i 1769, er egentlig ikke overraskende for en lagttager, der har nogen Kendskab til Naturen og til Landbrugsteknikkens historiske Udvikling. Det er jo forst efter Aaret 1800, at man kan regne med, at en Mergling er blevet anvendt i noget Omfang i Vestjylland.

Den for Kulturen tilgaengelige Jord i Vestjylland synes at vsere taget tidlig i Brug, og da en Udvidelse af det dyrkede Areal ikke lod sig udfore, maatte Folkeantallet staa stille. Forst da Landbrugsteknikken blev saa udviklet, at den kunde tillade en Udvikling paa tvaers af Naturen, gik det atter frem i Vestjylland.

Ovenstaaende Betragtninger er endda sikkert til Gunst for de udprsegede Hedeherreder. I de Herreder mod Nord og Vest, der ned til vor Tid er benaevnte som Herreder med gode Jorder — Hj erm, Skodfoorg,Hing

foorg,Hingo. s. v. — harder i seldre Tid, grundet paa den storre Befolkning, vaeret lagt anderledes Beslagpaa Jorden, derved er mange Hoje slojfede eller udplojede, der var jo meget lidt Jord i disse Herreder, som man ikke kunde magte selv med en lidet udviklet Landbrugsteknik. Anderledes stiller Forholdene sig i Hammerum og Bolling Herreder, hvor Hojene er beskyttede af store Heder, hvor ingen endnu har haft iErinde; de er forst udsatte for Slojfning i vor Tid.

Hojenes Fordeling, rigtig beregnet paa Herrederne, viser altsaa, at de Herreder, de nordlige og de vestlige, der har gode Jorder og Graesningsarealer, har haft en betydelig storre Befolkning end de midtjydske. Denne Udredning maa dog kun tages i grove Traek, tidligere Tiders odelaeggelser af Gravhoje spiller ind, og mange Beboere i et bestemt Herred er gravlagte i et andet Herred. En Fordeling paa de enkelte Sogne skonnes at blive mere usikker, da en Hojgruppe, der antagelig svarer til en bestemt Bebyggelse, ofte ligger i et andet Sogn end det, Beboelsen ligger i.

En bedre Oversigt over Gravhojenes Beliggenhed i Forhold til Bebyggelsen faas ved at betragte de enkelte Hojgrupper og enligt liggende Hoje i Forhold til det beboelige Areal.

En Undersogelse af alle vestjydske Gravhojes Beliggenhed i Forhold til det beboelige Areal vil her fore for vidt, det maa vente til en senere Lejlighed. Her skal derfor kun gives nogle Eksempler, der dog ikke er grundet paa det samlede Antal Gravhoje, da en Gennemgang af Nationalmuseets Kortmateriale er blevet mig for bekostelig. Udgangen er naermest taget fra Generalstabens topografiske Kort i 1:40000, hvortil her skal henvises.

De mange Gravhoje, der findes paa det store Hojdedrag, der straekker sig ned gennem Lem og Dejbjerg Sogne, er for omtalte. De ligger her gennemgaaende paa de hoje Hedebakker omgivne mod Vest, Syd og ost af fortrinlige Jorder i Veiling, Lem og Dejbjerg Sogne mod Vest, Skern mod Syd, Bolling, Seed ding, Hanning med flere Sogne mod ost.

Disse Sogne med deres store Enge har, efter det foran udviklede, huset en stor Befolkning i Oldtiden; derfor de mange Gravhoje paa de store Heder, der skiller de ostlige og vestlige Beboelser.

Da Beboelsesomraaderne saavel mod Vest i Veiling, Stavning o. s. v., som mod ost i Saedding og Hanning, er langstrakte i Nord^—Syd, saa har man en naturlig Forklaring paa den langstrakte Gruppering af de mange Gravhoje paa Hederne mellem disse to Bebyggelser i, at de dode er fort den naermeste Vej lige lid paa Hederne. Hanning har f. Eks. fort sine Lig lige mod Vest, Dejbjerg sine mod ost, til den faelles Begravelsesplads. Naar de nordligst boende forer Ligene lige mod Vest og de sydligst boende ligesaa, saa bliver Hojraekken selvfolgelig langstrakt og kommer derved til at afspejle Beboelsens Lsengde.

Tilsvarende Forhold vil man finde mange Steder; Gravhojenes Beliggenhed afspejler til en vis Grad den dertil svarende Beboelses

Laengere mod ost, i Borris Sogn, har man haft en temmelig tset Bebyggelse langs Skernaa. Da Engene er forholdsvis smalle syd for Aaen, og den dertil liggende hoje Jord gennemgaaende horte til de gamle, sure Heder, saa var der kun Plads til en lille Bebyggelse der, hvorfor der ogsaa kun findes faa Gravhoje.

Nord for Aaen var Forholdene bedre; der laa en Rsekke Kger langs Engen, ind mellem dem forholdsvis sunde og gode Dyrkningsjorder, hvorfor der ogsaa der opstod en forholdsvis stor Bebyggelse. Derom vidner ogsaa de mange Gravhoje lsengere mod Nord, inde paa Heden.

Medens de to for omtalte Bebyggelser strakte sig i Nord^—Syd, hver paa sin Side af den lange Hedebakke, og derved foraarsagede, at Hojgruppen ogsaa blev langstrakt i Nord^—Syd, saa finder man her i Borris ogsaa en til Bebyggelsen svarende Hojraekke. Da Bebyggelsen her er knyttet til Aaens Omgivelser og straekker sig i Vest^—ost parallelt med Aaen, saa ligger Hojrsekken ogsaa i Vest^—ost. Overensstemmende med de saedvanlige Forhold traeffer man ogsaa her Hojbaeltet et godt Stykke inde paa Heden.

ostligst i Borris Sogn kommer Vorgod Aa fra Nord og Iober ud i Skernaa. Langs denne Aa er Engdragene smalle, saa der er lidt Graesningsjord, derfor var Livsmulighederne ogsaa mindre her end langs Skernaa. Bopladserne blev faerre. Der var kun Plads til en enkelt Raekke Ejendomme langs Aaen, og de laa endda med stor Afstand mellem de enkelte. Af den Grund findes der kun forholdsvis faa Gravhoje. De, der forekommer, ligger ligeledes et godt Stykke inde paa Heden parallelt med Bebyggelsen.

Betragter man saaledes Bebyggelsen i Borris Sogn nord for Skernaa, ser man, at Naturen henviste den til et noget bredt Parti langs Skernaa og et smalt Parti langs Vorgod Aa. Paa samme Maade ligger Hojene, men hovedsagelig borte fra Bebyggelsen, inde paa Heden.

Deter interessant, at Gravhojene gennemgaaende
ligger i et Bselte noget inde paa Borris Hede. Heden

er meget stor og strsekker sig langt bort fra Bebyggelsen; men ind mod Hedens Midte findes ingen eller faa Hoje. Det kan sikkert forklares ved, at man nok har fort de dode ud paa de übeboede Strog, men ikke fundet det nodvendigt at fore dem saa langt ud, som det var muligt. Dette forklarer, at paa store Heder findes Hojene ikke ind mod Midten, men noget ud mod Udkanten.

Ogsaa her er der Anledning til at pege paa det haab- Iose i den hidindtil gseldende Forklaring paa Gravhojenes Beliggenhed. Hvad skulde dog have foraarsaget, at Oldtidsmennesket skulde have bosat sig i en saadan vinkelformet Bebyggelse, som disse Gravhoje viser, med en bredere og en smallere Gren? Hvorfor har Bebyggelsen ikke bredt sig jsevnt ud til Siderne, lsengere ud paa Heden eller nsermere ned mod Aaen? Hvorfor netop paa denne Plads? Jordens Kvalitet adskiller sig ikke fra den ved Siden af. Vej kan det jo ikke vaere, en Vej kunde aldrig, i disse Tider, give Anledning til en Bebyggelse. Der er kun den her givne Forklaring: Der laa en Bebyggelse langs de to Aaer. Da Aaerne og de dem ledsageude Grsesningsj order dannede en Vinkel med hinanden, saa opstod der selvfolgelig en vinkelformet Bebyggelse, da den Jord, som da kunde udnyttes, netop, betinget af Aaerne, havde en saadan Form. Efter Datidens Skik fortes de dode ud paa odemarkerne for at gravlaegges der, derfor opstod her en vinkelformet Hojgruppe.

Paa Sydgraensen af Borris Sogn, langs O m m e A a,
findes mindre og daarlige Graesningsjorder og sure
Hedekser; derfor var Beboelsen der meget spredt, der

fandtes kun faa Ejendomme. I Nserheden af hver af de gamle Ejendomme findes een eller faa Gravhoje inde paa Heden. Man kunde fristes til den Anskuelse, at til hver Gaard horer een eller to Gravhoje, som er vedkommende Gaards Begravelsesplads. Mange andre Steder finder man lignende Forhold, nemlig hvor der kun var Mulighed for en meget tynd og spredt Bebyggelse.I 0.-Hogild i Rind Sogn findes tre gamle Gaarde, og ude paa Heden findes ca. tre Gravhoje. Paa samme Maade grupperer sig et lidt storre Antal Gravhojeom den noget storre Landsby Fjederholt, ogsaai Rind Sogn.

Lignende Forhold kan der paavises mange af i Vestjylland, saaledes langs Skernaa fra Arnborg Kirke over Brande og videre ost paa, samt langs alle andre vestjydske Aaer, hvor Engdragene er smalle uden storre, graesgroede Kaer i Naerheden.

Langs Skive Aa fra Earup og noget nord paa findes en Del spredte Gravhoje paa hver sin Side af Aaen. Disse Hoje findes ligeledes noget inde paa Hederne i nogenlunde ens Afstand fra Bebyggelsen. Lsengere inde paa Hederne findes ingen eller faa, deter igen et Eksempel paa det saedvanlige, at naar de dode blot blev fort bort fra det beboede Terrsen, saa var det tilstrsekkeligt, man fandt ingen Anledning til at fore dem helt ind mod Hedens Midte. Lsengere mod Nord ved nsevnte Aa bliver Grsesningsjorderne storre og bedre, ligesaa det dyrkede Areal; dette medforte en tsettere Bebyggelse; derfor bliver der flere Gravhoje, og de rykker laengere bort fra Aaen.

Langs de to Baekke, der lober vest for Karup Aa,
BarslundogGindeskov, fandtes kun faa, smalle
Enge, og derfor ogsaa faa Ejendomme. Hojantallet er

derfor ogsaa mindre der end ved Karup Aa, hvor der
dog med nogen Afstand fandtes en Del Ejendomme.

Gaarde som Grovegaard, og den noget sydligere liggende Ilskov, havde jo ned til vor Tid hver for sig et Jordtilliggende, der er storre end et stort Sogn paa oerne. Dette store Jordtilliggende er et Udtryk for, af hvor lille Nyttevaerdi Jorden var.

I det hele har det Hedeparti, der begynder ca. ved Storaa nord for Aulum og straekker sig mod ost mellem den nordlige Del af Sunds Sogn og Egnen ved Skelhoj e, vaeret meget tyndt bebygget. Laengere mod ost bojede dette tyndt bebyggede Parti mod Syd og fortsattes ned over Dele af Bording og Ej strup Sogne. For en stor Del horer Torning Sogn ogsaa til dette Distrikt. Disse Egne er samtidig de, der havde det mindste Grsesningsareal.

En interessant Fordeling af Gravhojene har man i den nordlige Udkant af Klosterheden paa Straekningen fra Rom syd for Lemvig over Fab j erg til Res en ved Struer. Her ligger Gravhojene, udprseget i een eller, paa sine Steder, flere Raekker. Paa store Straekninger ligger disse Hoje grupperede omkring Veje, der nu forbinder forskellige Landsbyer og Sogne.

Denne store Hojraekke ses ogsaa at vsere omtalt som gr upper et omkring en af de typiske Oldtidsveje fra Vesterhavet (Ramme) over de ovenfor naevnte Landsbyer til Struer og videre ind i Landet.

Der er dog meget, der taler mod, at man her staar
over for en Vej, denned Sikkerhed kan fores tilbage
til Oldtiden.

Undersoger man Egnen fra Limfjorden mod Nord og ned til Klosterheden, ses det, at den gennemgaaende bestaar af frugtbare Jorder. Dette frugtbare Terraen gaar mod Syd over i store Heder ved Rom og Fabjerg.

Naar denne Egn gennem den historiske Tid har vaeret taet bebygget, skyldes det, at Egnens Jorder var frugtbareog lette at dyrke, medens Hederne syd derfor endnu ligger übenyttede.

Syd for denne Egn, der har vaeret opdyrket fra gammel Tid, har man saa den omtalte Hojr9ekke, der omtrent folger Graensen mellem de gode og daarlige Jorder, men ligger, eller laa sikkert forhen, noget inde paa Hederne, som Reglen e r andre Steder. En naturligere Forklaring paa, at Hojene ligger i Rsekke, er sikkert den foran nsevnte: at Befolkningen, som boede nord derfor, har flyttet de dode den lige Vej ud paa de übenyttede Heder, og da Beboelsen var lang i 0st^— Vest, saa blev Hojrsekken ganske naturligt det samme.

Hojraekken er altsaa i grove Traek et gammelt Skel, der viser Graensen mellem beboet mod Nord og übeboet mod Syd. Den er Begravelsesplads for den store Bebyggelse, der strakte sig fra den og mod Nord til Limfjorden.

Der har antagelig i dette dyrkede Distrikt ligget en Del storre og mindre Hojgrupper paa smaa, for Dyrkningen vanskeligere tilgaengelige Hojdedrag; men disse smaa übenyttede Arealer har den taetboende Befolkning paa et meget tidligt Tidspunkt faaet Bugt med og har slojfet Hojene.

Naar man i vor Tid ser Vejen folge Hojraekken, skyldes det sikkert, at man ved Vejenes Dannelse har benyttet Hojene som Retningslinie for Faerdselen. Deraf folger, at Hojene ikke kan give Oplysninger om Vejenes Alder; de kan vsere faa Hundrede Aar gamle eller flere Tusinde.

Da man netop her staar over for en af de formentligeOldtidsveje,
kan jeg ikke nsegte mig at gentage
folgende: Hvad skulde foraarsage, at man bosatte sig

her? Vejene, hvis de i det hele taget fandtes, da Gravhojeneanlagdes, kan ikke gore Udslaget, dem kunde man ikke leve af. Hvorfor skulde man vrage de gode, lettilgaengelige Jorder mod Nord og bosaette sig her i en smal Stribe, hvor Naturforholdene var daarligere? Havde Gravhojene saa endda ordnet sig noget i Grupperefter Jordens forskellige Godhed og efter de forskelligeVandlob; men det ses ikke at vsere Tilfaeldet.

Det vil fore for vidt her at give en f uldstaendig Oversigt
over Gravhojenes Fordeling i For hold til Bebvggelsen
for hele Vestjylland.

Saa vidt mine Undersogelser straekker sig, ser det ud til, at enhver Hojgruppes Beliggenhed lader sig forklare ud fra Jordbundsforholdene paa de forskellige

Som en Hovedregel kan angives, at Gravhojene folger Vandlobene og Graesningsjorderne, dog i nogen Afstand. Har man to parallelt 10bende Aaer i lille Afstand fra hinanden, saa findes Hojene gennemgaaende midt mellem dem, deres Antal staar i Forhold til de Graesningsarealers Storrelse og Godhed, der findes langs Aaerne. Er Afstanden bred mellem de to Aaer, med forhen store, skillende Hededrag, da fremkommer der ofte to Rsekker Hoje, een Raekke knyttet til hver sin Aa eller Bask, og saa helt eller delvis hojtomt Rum ind midt mellem Aaerne. Jordens Overfladeform, Bakker og Dale, kan dog aendre disse Forhold.

Er Aaen eller Aaerne skaaret dybt ned, saa der kun findes smalle, sure Enge, saa er der faa Gravhoje; men findes der saa naturlige, graesgroede Partier spredt ind i Moraenen, saa kan disse Forhold aendre sig staerkt: Arnborg Sogn i Hammerum Herred skulde egentlig, efter det udviklede, have faa Gravhoje, da Aaen er skaaret dybt ned, og Engene er smalle; men Nabo-

sognet, A s s i n g, har megen naturlig god Graesningsjord, der ikke ligger ved Aaen. Dette har medfort, at Sognet bod paa mange Livsbetingelser. Dette giver sig igen Udslag i, at Sognet fik forholdsvis mange Gravhoje, hvoraf en Del kom til at ligge i Arnborg og Skarrild Sogne, da Sogneskellene senere afsattes. Paa samme Maade fik Assing ogsaa en Del Hoje fra andre Grsesningsdrag, der nu horer til andre Sogne.

Deter ikke sserlig ved Aaernes Hovedlob, at Befolkningen har slaaet sig ned; der er Graesningsarealet forholdsvis ringe; men hvor en storre Aa, hen mod sit Udspring, grener sig ud i mindre Baekke, der traeffer man den taettere Bebyggelse, f. Eks., som lige nasvnt, ved Assing, dernsest Egnen ved Brejning Kirke, Grydeaaens Forgrening oven- og nedenfor V i n d i n g Kirke, Lovenaas og Tvisaas Forgreninger i Aulum, Forgreningerne af Skernaa og Storaa ved Herning, o. s. v.

Man maa vsere forsigtig ved Bedommelsen af disse Forhold; thi forskellige Forhold kan spille ind og tilsyneladende helt forandre Billedet. Der maa forst og fremmest tages Hensyn til Jordens Kvalitet, navnlig Udvadskningsgraden, der kan veksle meget selv paa Steder, der ligger meget nser sammen. Aaernes Forgreninger nord for Herning paa den forholdsvis kalkholdige Jord giver store Enge. Kommer man ca. 4 km syd for Byen, bliver der straks andre Forhold. Skernaas to Forgreninger mod ost: Fjederholt og Soby Aaer, har deres Kilder ude paa mindre kalkholdige Jorder. Der findes rigeligt af lave, fugtige Kaerjorder; men Plantevaeksten bliver, paa Grund af Kalkmangelen, en anden, nemlig sure Mosegrsesser, Halvgraesser og Lyng paa de hojeste Partier, derfor er der faa Hoje der.

I Skarrild Sogn, syd for Skernaa, findes store, lave Kserpartier; men de er kalkfattige og giver derfor kun daarlige Graesser. Dette har medfort, at der kun har vaeret forholdsvis daarlig Bebyggelse i den historiske Tid. Der findes kun faa Gravhoje, der kan antages at stamme fra denne Egn, saa der har sikkert vseret svagt bebygget i Oldtiden. Anderledes i det for omtalte A s sing, der ligger i Nserheden. Jordbundsforholdene er der omtrent som i Herningegnen, og derfor mange Gravhoje. Ligeledes kunde der stilles Sammenligning mellem Egnen syd for og Egnen nord for Skernaa i Borris Sogn, kalkfattige Jorder syd for Aaen og daarlig Bebyggelse, kalkrigere Grsesningsjorder nord for Aaen, god Bebyggelse og mange Gravhoje.

Det kunde synes, at her bliver der Overensstemmelse med den arkseologiske Opfattelse; dette er dog ikke Tilfseldet. Fordi Grav.hojene findes ude paa Borris Hede, derfor behover naevnte Hede ikke at have vaeret bebygget.

Som Forholdene er ved Skernaa, saaledes ogsaa ved de nordlige Aaer. Egnen omkring den ostlige Del af Madum Aa har ogsaa sure Jorder, og derfor lille Bebyggelse i den historiske Tid, ligesom der findes faa Minder (Gravhoje) om Oldtidsbebyggelse. Ser man paa Forholdene langs de Aaer, der Iober mod Nord til Storaa: Grydeaa, Vegen Aa og Tvis Aa, saa ses det, at Bebyggelsen der var betydelig bedre; men selvfolgelig ikke ens overalt.

Dette kun som Eksempler nsermest til Vejledning
for mere indgaaende Undersogelser paa de forskellige
Egne.

Et maa der huskes paa: Aaernes Nedsksering gor
det ikke alene, og der er ikke altid taet Bebyggelse,

hvor Aaerne forgrener sig til Bsekke, saa man faar store Kaerdrag. Jordbundsforholdene og den deraf betingedePlantevsekst m. m. spiller Hovedrollen. Der var f. Eks. en nogenlunde ordentlig Bebyggelse og ikke saa faa Gravhoje ved den vestlige eller nordlige Side af Skernaa i Arnborg Sogn, men kun ringe eller ingen Bebyggelse paa den ostlige Side af Aaen. Paa samme Maade ved Vorgod Aa paa Grsensen af Borris og N. Vium m. fl. Sogne. Vest for Aaen i Borris Sogn er en nogenlunde ordentlig Bebyggelse, paa den modsatte Bred ingen eller ringe. Aarsagen dertil er sikkert i begge Tilfaelde Mangel paa passende Jord til Dyrkning og Boligplads paa ostsiden.

Skal Bebyggelsesforholdene Ioses paa en tilfredsstillende Maade, saa maa der afgjort krseves, at der tages det nodvendige Hensyn til en Rsekke for Sagens Losning meget nodvendige Naturfag: Botanik, Geologi, Kemi og landokonomisk Jordbundslaere m. m. Mangier dette Hensyn, saa vil Opgaven mislykkes.

Da mange af de naturlige Forhold er sendrede i vor Tid ved Landbrugets Udvikling: Mergling, Draening m. m_M saa folger deraf, at man maa ogsaa have et betydeligt Kendskab til Egnens Historic God Hjselp kan f. Eks. hentes fra gamle Udskiftningskort, naar de bruges paa rigtig Maade.

I det folgende skal der soges Bidrag til Sagens Losning
fra de vestjydske Landbrugs Historie.

Historisk Tilbageføring.

Som overalt i Landet kan man i Vestjylland dele
samtlige Landejendomme i de gamle, oprindelige, og
de, der er udstykkede fra dem.

Ved at folge denne Udstyknings-Historie tilbage gennemTiderne

nemTidernekan hentes flere lagttagelser, som kan
bidrage til at kaste Lys over seldre, selv meget gamle
Tiders Beboelsesforhold.

Udstykningen i Vestjylland falder i to Dele, nemlig:

1. Oprettelsen af de Ejendomme, der er opstaaede som Hedeparceller fra de gamle Gaarde. De er alle opstaaede efter ca. Aar 1800, ja, langt den storste Part efter 1850. De udgor nu i den stoirste Del af Vestjylland den overvejende Part af samtlige Ejendomme. Selv for disse saa sent udstykkede Ejendomme gaelder det, at Grundlaget for hver af dem har vseret et lille He d e k se r, eller et Stykke G r 0 n n e, hvor der kunde graesses en Ko og nogle Faar, samt Traskkraften, Stude eller Heste.

Uden dette lille Stykke Kaer eller Gronne savnedes Betingelserne for, at en Opdyrkning kunde foretages, selv saa nser ned mod vor Tid. For Brugeren af den gamle Ejendom har det solgte sikkert ofte forhen vseret af nogen Vaerdi. Der kunde fodes noget Opdraet derude om Sommeren; men nu havde den nye Teknik begyndt at ssette ind; der blev foretaget lidt Afvanding eller Vanding efter Forholdene paa den hjemlige Jord, eller der blev merglet et Stykke. Dette medforte storre Husdyrhold, der gav mere og bedre Godning. Jorden, der laa hjemme ved Ejendommen, ydede mere, og det lille Hedekser, der laa langt borte, amsedes ikke mere, og Folgen var, at der blev Plads til nye Hjem.

Denne Udstykning og den deraf folgende Opdyrkning er altsaa et Udtryk for, at man nu ved Teknikkens Hjaelp drager sig Jord til Nytte, som for har vaeret uanvendelig og praktisk taget vjaerdilos.

2. Den Udstykning, der er foregaaet for den omtalte,
var af en anden Art, den bestod i en Deling
af det gamle, dyrkede eller udnyttede

Areal, Agermarken og Grassningsjorderne, og den forte for Vestjyllands Vedkominende, forsaavidt den var foregaaet for ca. 1800, ikke til nogen Udvidelse af Dyrkningsarealet.

Denne Udstykning til nye Hjem var altsaa i Virkeligheden en Deling af det Udbytte, Ejendommen kunde give, til to eller flere Familier. Der frembragtes ikke mere Korn eller Graes derved, og der blev i det store og hele ikke inddraget ny, forhen unyttet, Jord under Bedriften, skont Vestjylland paa dette Tidspunkt havde uhyre store, übenyttede Jordreserver. En saadan Udstykning kunde derfor kun foretages paa de storre Ejendomme.

Ved at undersoge de sidst omtalte Udstykninger, navnlig de, som er foretagne i det 18de Aarhundrede, ses det med Sikkerhed, at Grundlaget for, om en Bruger kunde dele sin Ejendom, var, om dens Tilliggende af Eng og naturlig Grsesningsjord var saa stort, at det tillod en Deling. Ved Hjaelp af gamle Kort og Besog paa de gamle Gaarde, der ligger langs Aaerne, ses det, at man aldrig benyttede Jord, der laa udenfor Flodsandsdannelserne, til Kornjorder, man undgik den egentlige Moraene af de anforte Aarsager, hvis det var muligt. Man ser endog i Almindelighed, at langtfra alt Flodsandet har vaeret dyrket. Ofte ser man, at en Landsby eller en enlig Gaard havde flere Gange saa meget dyrkbart Flodsand, som der var dyrket. Dette er i Virkeligheden et Udtryk for, at Kornavlen var underordnet, det vaerdifuldeste var Graesningsjorden. Dette viser, at Husdyrbruget var det egentlige, Korndyrkningen var underordnet i Vestjylland.

Undersoger man Ernaeringsforholdene i den historiske
Tid for Landsdelens Vedkommende, da finder man

— og det samme gaelder sikkert ogsaa for den ovrige Del af Landet — at Msengden af den tilstedevaerende Graesningsjord og Eng var en Maalestok for, hvor mange Mennesker der kunde leve paa Stedet. Var der megen Grsesningsjord, kunde der opstaa en Landsby eller Hovedgaard; men der kunde ogsaa vsere saa lidt, at der kun blex Plads til en enlig lille Bondegaard, maaske kun paa 1 Td. Hartkorn og med maaske 5—5^— 10 km til, hvor Naturen igen bod Betingelser for, at der ogsaa der kunde oprettes et lille Brug.

Her skal dog ikke forelobig gaas najrmere ind paa Ejendommenes Storrelse og Fordeling i Landsbyer og Enkeltgaarde, men kun peges paa, at en Undersogelse af disse gamle Gaarde, altsaa de oprindelige Stamejendomme, hvorfra de andre senere er udstykkede, viser, at de alle var afhsengige forst og fremmest af Graesnings j_order og dernsest af Flodsandsdannelserne, og ikke een af disse Gaarde ligger inde paa den for Kalk udvadskede Moraene; selvfolgelig maa der tages Hensyn til, at mange Gaarde i den senere Tid er flyttede bort fra Aaerne.¹)

Efter hvad der er anfort om Vestjyllands Naturforhold, ses det, at Beboelsen maatte henvises til det brede Baelte langs Fjordene, Flodsandsdannelserne langs Aaerne og de store graesgroede Kaer. Udfinder man de gamle Stamejendommes Beliggenhed, hvorfra Nutidens Ejendomme er udstykkede (der er her taget samtlige Ejendomme, som findes i Matriklen fra 1688, og de er indlagte paa Kort), da ses det., at alle disse Ejendomme ligger netop der, hvor det anforte om Naturforholdene henviser dem til at ligge. Taet Bebyggelse (Landsbybebyggelse) langs Fjordene; en enkelt

---

1) Til Undersogelsen horer et betydeligt ikke helt afsluttet Kortmateriale, som desvaarre ikke lader sig offentliggore her.

Rsekke Gaarde paa hver Side af Aaerne, der strsekker
sig ind i Landet; tsettere til tset Bebyggelse, hvor der
findes mindre eller storre grsesgroede Kaer.

Der er altsaa den mest fuldkomne Overensstemmelse mellem Naturforholdene og Beliggenheden af samtlige de Ejendomme i Vestjylland, som er anfort i Matriklen fra 1688. Kortet og en Undersogelse i Marken viser, at ingen af de gamle Ejendomme laa paa Moraenen, og alle var knyttede til Eng og Graesningsjord. Vel har jeg fundet enkelte gamle Ejendomme liggende borte fra Vandlobene, men ved en naermere Undersogelse paa Stedet har det altid vist sig, at de var flyttede bort fra Vandlobene i vor Tid. Den eneste aeldre Afvigelse, der er truffet, er Lystlund i Ulborg Sogn. Om denne Landsby hedder det i »Stigtsz Register* (ca. 1599): »Noch en liden By opbygt i Heden kaldis Lystlund, som haffuer ring Auling oc intet Eng«.

Vel er der et stort Spring fra 1688 til den yngre Stenalder, men de historiske Kilder giver dog Oplysninger om mange af disse gamle Gaarde laengere tilbage i Tiden, ligesaa for Landsbyerne. Naar de skriftlige Optegnelser slipper, er der andre Holdepunkter, der kan benyttes.

Da en Undersogelse af de gamle Ejendommes Beliggenhedviser, at den var bestemt af Naturen, og da det let lader sig paavise, hvilke Naturforhold der er sogte, og hvilke der er skyede, og da Landbrugsvidenskabenkan give et bestemt Svar paa, hvorfor Beboelseni 1688 laa, som den gjorde, og ogsaa vise, at den ikke kunde ligge andre Steder, saa kan man ogsaamed Tryghed fastslaa, at disse Ejendommehar ligget der, saa lsenge Naturforholdenehar vaeret de samme, og det vil

i Virkeligheden sige, saa laenge der har vseret en Befolkning,der
forst og fremmest har erriaeret sig ved
Kvaegavl, men ogsaa ved Agerbrug.

Man kan for Vestjyllands Vedkommende tale om en Oasebebyggelse med et ganske smalt Bebyggelsesterrsen om Vandlobene og Kaerene og derfra store übebyggede Strog, til man naar det naeste Vandlob eller Kaer. Adam af Bremen har sikkert fuldstsendig Ret, naar han i det lite Aarhundrede anforer om Jylland, at Jorderne er der ufrugtbare; naar man undtager Stederne ved Aalobene, ser Landet ud som en orken »med sur Jordsmon og frygtelig Tomhed*.¹) I Vestjylland staengede Hederne for en Udvikling vinkelret paa Vandlobene. I den ovrige Del af Landet var det vel Skovene, men disse kunde bedre overvindes, der kunde Ilden hjselpe, af den Grund har Bebyggelsen sikkert der tidligere bredt sig bort fra Vandlobene. Ogsaa der har Bebyggelsen langs Vandlobene vaeret den oprindelige.

Et godt Bidrag til Bebyggelsens Udvikling i hele Landet vil sikkert kunne hentes ved at foretage en Undersogelse af, hvorledes den yngre Bebyggelse ligger i Forhold til den aeldste. I Vestjylland (o: den undersogte Del deraf) ligger Torperne ind mellem de seldre Landsbyer, altid parallelt med Vandlobene, aldrig vinkelret paa dem. Deres Beliggenhed viser, at de i deres Oprindelse maa vaere af samme Art som Udstykningernes i det 18de Aarhundrede. En Torp maa i Vestjylland vsere opstaaet ved,, at de to aeldre Landsbyer eller Gaarde, den ligger mellem, hver for sig maa have afstaaet af sit Nytteareal til den nye

---

1) Historikerne synes her uden Grund — foranlediget af Adams i^vrigt ringe Paalidelighed — at tage Afstand fra det anforte. Se Danmarks Riges Historie I Bd., S. 165.

Bebyggelse. Der er derfor sikkert ikke skabt nye Livsmuligheder ved Torpdannelsen her; der er kun sket en Deling af de gamle. En eneste Afvigelse fra dette synes Egnens eneste -lev at vaere, nemlig Bjors-1 i N. Vium Sogn, hvor der synes at vsere skabt nye Livsmuligheder. Efter Jordbundsforholdene at domme horer denne Bebyggelse ikke til de aeldste, den synes at vaere afvigende fra det normale.

I Torpdannelsens Tid var der altsaa ejheller Mulighed for en Bebyggelse andre Steder end ved Eng og Kaer. Hederne staengede for al Udvikling, dem kunde man ikke gore sig nyttige, man kunde kun benytte dem som Begravelsespladser, saa var de dode af Vejen, saa var man maaske mere befriet for den almindelige Sky for Doden og beskyttet mod Spogeri og Puslen af Aander.

De aeldste Stednavne er ligeledes knyttede til Beboelser ved Graesningsjorder, f. Eks. alle -ing- og -u m-Beboelser findes under disse Forhold. Da de i sin Tid anlagdes, var Loven for Bebyggelse altsaa den samme. Ingen Bebyggelse paa den egentlige Moraene.¹) Der findes overhovedet ingen gamle Stednavne, vedrorende Bebyggelse, knyttet til Hedearealerne.

Hartkornsansaettelserne i Matriklerne viser ogsaa, at deter Engene, Graesningsjorderne og de magre Sand j order, der ligger ved dem, der ssettes til nogen Vasrdi, medens de nu langt bedre Jorder paa Morsenen ikke ansattes til nogen saerlig Vaerdi. Deter det, der har givet sig Udslag i, at selv saa sent som i Matriklen af 1844 blev Hartkornet lagt paa disse Jorder, saa de

---

1) Der er vist ingen Tvivl om, at f. Eks. alle -i n g-Beboelser i Landet, hvis det blev rigtig undersogt, vil vise sig at vsere knyttede til Grsesningsjorder. Det, at enkelte -ing ligger hojt, behover ikke at modbevise dette. Der kan ogsaa under sserlige Forhold findes hojtliggende, gode Grsesningsjorder.

Ejendomme, der opstod efter den Tid., og som ligger paa de da unyttede Jorder, nu er blevet store, gode Gaarde, men ofte med meget mindre Hartkorn end et lille Husmandsbrug i andre Egne af Landet.

Vel er Hartkornsanssettelsen ung; men Grundlaget for den er meget gammelt. Den er en Vurdering af Livsmulighederne paa den betragtede Plads, og disse Muligheder skifter lidet gennem tusinde Aar, naar Mennesket mangier Evne til at paavirke dem.

Der er ogsaa adskilligt andet, der peger langt tilbage i Tiden og vidner om, at Forholdene for Bebyggelsen har vaeret som her skildret, saaledes Landsbyernes, Kirkernes og Hovedgaardenes Beliggenhed og Storrelse.

De storste og mest anseelige Hovedgaarde findes eller fandtes i den vestlige Del af den her omhandlede Egn, nsermere bestemt, de fandtes, hvor der var rigeligt med Eng og Graesningsjord, og deres Storrelse og Anseelse stod i Forhold til deres Areal af disse Jorder, samt det Udbytte de gav saavel kvalitativt som kvantitativt. Det samme er sikkert Tilfaeldet med alle Hovedgaarde ogsaa i andre Egne af Landet, de laa gennemgaaende ved Grsesningsjorder, og deres Eksistens var sikkert paa det Tidspunkt, da de blev anlagte, knyttet til Kvaegbruget i meget hojere Grad end til Kornavl.

Et saadant Storlandbrug, som en Hovedgaard er, maatte jo for at opstaa have Raadighed over store Arealer til Grassningsbrug og til Korndyrkning. Folgelig kunde en saadan Gaard kun opstaa, hvor disse Arealer var tilstede, den kunde ikke frembringes ved Opdyrkning. Opstod der f. Eks. en Hovedgaard paa 50 Tdr. Hartkorn, saa maatte disse Ermeringsbetingelser, som dette Hartkorn reprgesenterede, have vseret

tilstede i Forvejen i Form af Bondebyer, der saa forsvandt. Deraf fremgaar, at en Hovedgaard kan ikke opstaa, hvor der i Forvejen er en meget spredt Bebyggelse af smaa Bondergaarde.

Ned over det ca. 10 km brede Bselte langs Fjordene fandtes en hel Raekke anseelige Hovedgaarde, fra Bovling og N. Vosborg mod Nord til Lundenses og Lonborggaard mod Syd. Dette er Udtryk for, at Egnen forud for deres Opstaaen har rummet store Ernaeringsmuligheder.

I Herningegnen, hvor Skernaa og Storaa har Udspring for nogle af disse Aaers Bivandlob, findes ligeledes store, naturlige Grsesgange; som en Folge heraf havde Egnen ogsaa, som ved Fjordene, en Del Hovedgaarde og store Landsbyer; Hovedgaardene laa her temmelig taet: Herningsholm, Sindinggaard, Moltrup, Lergrav m. fl.

Paa det Terrsen, der ligger mellem disse to Egne, fandtes faa eller ingen Hovedgaarde, da Aaerne der havde skaaret sig dybt ned; Graesningsjorderne indskraenkedesderved til de smaa Strimler Eng, der fandteslangs Aaer og Bsekke. Gra^sningsarealet var der saa lille, at der kun blev Plads til smaa enlige Bondergaarde.Ofte ser man anfort, at Hovedgaardenes Beliggenhed skyldes Forsvarshensyn; dette er nseppe rigtigt, saa kunde de laegges mange Steder, hvor de laa bedre; de laa, hvor der var store Graesningsarealer, og ikke andre Steder. — Herningsholm lagdes paa en Holm, omgivet af store Soer og Moradser — af Forsvarshensyn;det lyder godt, men er lidt romantisk. — Ved Siden af disse store og gode Engdrag laa en betydelig Landsby. Paa et senere Tidspunkt fandt en Velhaver, at her var Betingelser for, at han kunde grunde sig en god Hovedgaard, der kunde give Foden

til mange Husdyr og tilstrsekkelig Dyrkningsjord til Korn. Der skod sig en Holm ud i dette Engdrag; der lagdes Gaarden, fordi det var den mest egnede Plads for Dyrkningen, altsaa af Dyrkningshensyn, ikke af Forsvarshensyn. Lignende Forhold kan sikkert iagttagesved alle Hovedgaarde. At Hovedgaardene har beskyttetsig ved Volde og Grave, er noget andet. Moradserog Soer er det saa let at tsenke sig til, naar man har Moser; men Moserne ved Herningsholm er opvoksedepaa en fugtig Sandflade, og saaledes er vel nok Forholdene de fleste Steder, hvor der fantaseres om tilgroede Soer.

De vestjydske Kvaderstenskirker, der jo kan fores ca. 800 Aar tilbage i Tiden, viser det samme Forhold som Hovedgaardene. I de vestlige Sogne ligger de ud mod Fjordene og Engene. I Sogne, der har en storre Udstraekning i Vest^—ost, ligger Kirkerne mod Vest, ofte lige ved Fjorden. Dette viser, at Beboelsen, da Kirkerne blev byggede, laa mod Vest. Den ostre Del af et saadan langstrakt Sogn strakte sig ind i Hederne. Inde i Landet ligger Kirkerne langs Aaerne og Kaerene.

Indtil op mod vor Tid har disse Kirker ligget i Centrum for den Bebyggelse, der horte til hver af dem. Da Kirkerne selvfolgelig blev byggede, hvor Bebyggelsen var, har man ogsaa her Forhold, der peger meget laengere tilbage. En i Beboelsesforholdene foregik jo langsomt i disse Tider. Naar undtages den sidste Tid, Opdyrkningens Tid, ses det, at Forholdene med Hensyn til Kirkens Beliggenhed for Sognet har ikke aendret sig, Kirken ligger, hvor Bebyggelsen ligger nu, og hvor den laa, for Kirkerne byggedes.

De Naturforhold, der har holdt sig siden den Tid,
i ca. 800 Aar, og til vor Tid uden mindste iEndring,

har selvfolgelig ogsaa fortsat sig tilbage for Aar 1100, ja sikkert flere Gange 800 Aar. En pludselig Revolution af Jordbundsforholdene kan ikke taenkes. Hvad skulde egentlig have bevaeget Beboerne til forst at bosaette sig paa de hoje, torre Jorder, hvor Gravhojene ligger, hvor der hverken kunde skaffes Graes eller Vand til Kreaturerne, for derefter senere at flytte ned til Graesgangene og de derved liggende lette Sand jorder. En iEndring i Dyrkningsteknik kan ikke vsere Aarsagen, f. Eks. kan en Indforelse af bedre Redskaber ikke begrunde, at man opgiver de svaerere Jorder og gaar over til de lettere bearbejdelige.

Det ses ogsaa, at Kirkerne langs Vestkysten og de, der ligger omkring Herning, med faa Undtagelser er meget store og anselige samt dyrere byggede end de ovrige, der ligger mere inde i Hedeegnen: Arnborg, S k a r r i 1 d, Hover o. s. v., der alle er smaa og uanselige. Dette tyder paa en Forskel i Befolkningstaethed og Velstand, og denne Forskel har netop vseret tilstede i hele den historiske Tid. Der er, og navnlig var, Forskel paa Gj eller up og Arnborg Sognes Befolkningstaethed og okonomiske Magt, som der er Forskel paa deres Kirker.

De gamle Stednavne og deres okonomiske Vserdi bekraefter ogsaa den her anforte Betragtningsmaade. Alle gamle Stednavne findes i den vestlige Del og langs Aaerne og Kaerene. Uden at komme naermere ind paa Stednavnenes Alder skal der peges paa, at der findes forholdsvis faa yngre Navne i Vestjylland; -lev, -torp m. fl. skonnes at vsere sjseldne her, sammenlignet med den ovrige Del af Landet.

De gamle Stednavne synes at ligge noget tsettere ned
over Hedepartiet end langs Fjordene. Undersoger man
derimod deres okonomiske Vaerdi, kommer man, som

for Gravhojenes Vedkommende, til et andet Resultat. Ned langs Fjordene laa der maaske nok et mindre Antalgamle »Navne«; men til Gengseld var det saa store Landsbyer, der strakte sig vidt og beslaglagde store Dyrkningsomraader, der senere gav sig Udslag i et stort Hartkornstilliggende, medens Stednavnene lsengereinde i Landet, i Hedearealet, som Regel kun omfattedeen enkelt Gaard, og tit endda en meget lille. Der er Forskel paa Landsbyen Tarm, der i Matriklenfra 1688 omfatter 30 Ejendomme med ca. 99 Tdr. Hartkorn, og Ronnum, der samtidig omfatter 1 Gaard med 8 Tdr. Hartkorn o. s. v.

Saa godt som alle de Hjaelpemidler, vi har til at bestemme, hvor den oprindelige Bebyggelse i Vestjylland har ligget, stemmer i Virkeligheden overens i Besvarelsen af dette Sporgsmaal, saavel Landbrugsvidenskaben (der vel nok er den fornemste i dette Sporgsmaal) som forskellige naturvidenskabelige Fag, samt et almindeligt, jeg kunde fristes til at kalde det praktisk Raesonnement; ja, selv Arkaeologien, som ses at gaa ud fra andre Forudsaetninger, har jo givet sine Bidrag dertil: de mange Gravhoje opforte paa gammel Hede og af Hedetorv. —Og hvor findes de mange Flintflsekker og Iost henkastede Oldsager, der ikke har vseret nedgravede? Er de fundne paa Heder eller opdyrkede Hedejorder? Jeg for min Part har aldrig fundet dem der. Derimod kan man ofte finde dem paa de gamle dyrkede Jorder langs Aaer og Kaer.

Det maa fastslaas, at saavel Naturforholdene som de historiske Oplysninger — saa langt de kan fores tilbage — viser, at Beboelserne laa ved Graesningsarealerne, hvor Livsbetingelserne fandtes. Bebyggelserne anlagdes derimod ikke efter Menneskenes Luner eller Smag, af Trang til

Samliv eller Eneboertendenser. Heller ikke kulturelle Smagshensyn, Tradition, Plovfaellesskab eller lignende blev afgorende. Man slog sig simpelthen ned, hvor man kunde faa Foden!

I seldre Tider var man nodt til at betragte meget mere Jord som orken end i vor Tid; derfor maa man ikke glemme, at visse Jordbundsforskelle, der i Dag ikke spiller nogen storre Rolle, i asldre Tid derimod har dannet uoverstigelige Grsenser, der maatte staa, til den nye Teknik ned mod vor Tid satte ind og 10b dem over Ende. Der driver endnu mange Vragstumper af denne gamle Daemning i Tidens Strom.

De gamle Gaarde, der findes i Matriklen fra 1688,
er sikkert i det store og hele Oldtidsbrugene; i hvert
Fald ligger de paa det samme Areal.

Bebyggelsesformerne.

I Landbrugshistorien ser man ofte to Anskuelser fremsatte som Modsaetninger, nemlig om Landbrugene er oprettede af Enkeltmand eller i Faellesskab, altsaa, om det oprindelige er den enligt liggende Gaard eller Landsbyen. Ja, P. Lauridsen siger endog, at deter Grundmodsaetningen i Nutidens agrarhistoriske Opfattelse, den, hvorom al Granskning og al Diskussion tilsidst drejer sig.

I andre Lande har man ogsaa droftet disse Forhold: Justus Moser¹), der gik ud fra Forholdene i Westphalen, hvor han ansaa Bebyggelsen for at vsere som i de aeldste Tider, kom ud fra sine Undersogelser til

---

1) Her efter: Alfons Dopsch: Wirtschaftliche und soziale Grundlagen der europaischen Kulturentwicklung. 1. B. 2. Aufl. Wien 1923.

det Resultat, at man oprindelig havde foosat sig paa Enkeltgaarde. G. L. v. Maurer¹) derimod hyldede den Teori, at den forste Opdyrkning af Landet ikke skyldtes Enkeltmand, men Slsegten og Stammen. Han mente altsaa, at Landsbyen var det oprindelige. August Meitzen¹) fastslog gennem sine Undersogelser, at Landsbyen var en saerlig germansk, Enkeltgaarden en keltisk Bosaettelsesform, og at den sidstnaevnte Bebyggelsesmaade var laant fra Kelterne ved Nomadelivets Ophor. Navnlig dette, at Landsbybebyggelsen er af germansk Oprindelse, ses at have flere Tilhaengere her hjemme, hvorfor det senere skal omtales

Det vil fore for vidt her at komme naermere ind paa Sporgsmaalet Enkeltgaards- eller Landsbybebyggelse, og hvad Aarsagerne kan vaere til disse forskellige Bosaettelsesforhold, ej heller skal der her gaas naermere ind paa en Undersogelse af Aarsagerne til de forskellige Landsbytyper: Rundby, Langby og Terraenby, som de er udformede af P. Lauridsen, dels fordi mit Materiale for visse Forhold vedrorende Landsbyerne ikke er saa stort som onskeligt, og dels fordi Sporgsmaalet agtes taget op ved en senere Lejlighed, set fra et erhvervsmasssigt Synspunkt. Nogle Synspunkter med Hensyn til Sporgsmaalets Losning skal dog fremsaettes her: Ser man paa Forholdene i Vestjylland og forresten ogsaa i mange andre Egne af Landet, saavel i ostjylland som paa oerne, saa fremgaar det med stor Sikkerhed, som det allerede er anfort, at saavel Landsbybebyggelsen som Enkeltgaardsbebyggelsen ganske simpelt skyldes Naturforholdene. Hvor der er Livs-

---

1) Her efter: Alfons Dopsch: Wirtschaftliche und soziale Grundlagen der europaischen Kulturentwieklung. 1. B. 2. Aufl. Wien 1923.

betingelser for mange Mennesker, opstaar der en tset Bebyggelse, hvis Storrelse er afhaengig af Livsbetingelserne, forst og fremmest Graes, og dernaest tilstraekkelig dyrkbar Jord til Korn. Hvad der gselder for Landsbyerne, gselder ogsaa for Hovedgaardene, saavel i Henseende til deres Storrelse som Beliggenhed. Hvor der er Livsbetingelser for en stor Landsby, er der ogsaa Betingelser for en stor Hovedgaard; hvor der kun er Betingelser for en lille Landsby, der kan der kun blive en lille Hovedgaard, som saa opstaar paa Landsbyens Bekostning; og hvor der, som i mange Sogne i Vestjylland, kun var faa og smaa Livsbetingelser, der kunde der maaske kun blive en lille Bondegaard paa I—21^—2 Tdr. Hartkorn paa samme Sted, og derfor udelukkedes Dannelsen af en storre Landsby eller Hovedgaard.

Forholdene viser: Enkeltgaard eller Landsby er et Naturens Bud, i hvert Tilfaelde for Vestjyllands Vedkommende, men sikkert ogsaa for alle andre Egne af Landet. Det skyldes ikke en Kulturpaavirkning, hverken keltisk eller germansk.

Ser man paa en af de enligt liggende smaa vestjydskeGaarde, med kun et meget lille Hartkornstilliggende,og ofte med 3—43^—4 km til nsermeste Nabo ved samme Side af Vandlobet, da er det klart, at Aarsagen til, at der ikke findes flere Ejendomme, er, at der ikke er Graesningsjord til dem, og det skyldes ikke, at Grundlaeggeren var enten germansk eller keltisk paavirket.At dele en saadan Ejendom i to eller flere lod sig ikke gore; at dele en saadan Ejendom vilde, da man ikke kunde bringe den til at yde mere, vaere at dele Ernseringsbetingelserne paa to eller flere Familier, og var der oprindelig for lidt til een, saa blev der mindretil

dretilflere. Allerede saa sent som ca. 1800 ses det, at en Gaard paa 1 Td. Hartkorn da vanskeligt kunde fode een Familie, og som anfort: en F'orbedring af Livsbetingelserne lod sig ikke udfore. En Halvering af Ejendommen var i de Tider ogsaa en Halvering af Foden.

Langs Vestkysten findes Landsby ved Landsby, alle med stort Hartkornstilliggende, samt store Hovedgaarde som i ostjylland og paa oerne. Det samrne er delvis Tilf aeldet i Herningegnen og i andre Egne med udstrakte Kaerj order. Langs Aaernes Hovedlob bliver Landsbyerne og Hovedgaardene mindre og mindre, og de enlige Gaarde bliver flere og flere, efter som Aaen skaerer sig dybere og dybere ned.

Betragter man f. Eks. Forholdene ved Skernaa, saa ses det, at ved Aaens Udlob havde man to store Gaarde: Lundenaes og Lonborggaard. I Borri s Sogn findes flere Landsbyer, der dog ikke er saa store som mod Vest. I Sdr. Fe 1 ding og Skarrild Sogne er der faa og smaa Landsbyer; i Arnborg findes der kim faa og smaa, enligt liggende Gaarde, og der findes aldrig to Gaarde liggende sammen, Gaardene ligger der to og to, en ved hver sin Side af Aaen og med omtrent 5 km til de naermest liggende to Gaarde. Paa samme Maade i Rind Sogns sydlige Del, hvorimod der i den nordlige Del af nsevnte Sogn igen findes store Landsbyer. Her traeder Aaen nemlig ud af Bakkelandet og forgrener sig ud over de store, graesgroede Kaer, som findes der. Disse Kaer breder sig ind over Nabosognene: Hern ing, Gjellerup, Sne jbjer gogTjorring,og betinger den taette Bebyggelse der.

Dette viser, at Bebyggelsesformen:

Landsby eller Enkeltgaard afhaenger af
Naturen.

Folketaellingslisten for 1769 giver ogsaa Oplysninger
om disse Jordbundsforhold, saaledes havde:

Saaledes overalt. Man ser tydeligt, at Befolkningen aftager mere og mere, efter som Aaen skaerer sig dybere og dybere ned, for saa igen at tiltage, naar Aaen traeder ud af Bakkelandet og forgrener sig i Kaerene.

Befolkningen stod i Forhold til Jordens Vaerdi for Dyrkningen. En Forogelse af Befolkningen i Vestjylland var umulig, der var ikke Plads til flere, en Gaard kunde ikke blive til en Landsby. Satte man to Familier paa en lille Gaard, saa maatte de halvsulte. En Forogelse af Befolkningen var der ikke Plads til, var der en saadan, maatte den enten d0 eller udvandre til andre Egne eller andre Lande.¹)

P. Lauridsen delte Landsbyerne i tre Bytyper: Rundbyen, Langbyen og Terraenbyen. Denne Inddelingsmaade er som bekendt imodegaaet af Henrik Larsen, der som aeldste Byform anforer Raekkebyen, der naermest svarer til de omtalte Terraenbyer. Meget tyder

---

1) Antagelig har man i saadanne Forhold en Forklaring paa Folkevandringer, Vikingetogter m. m. Deter som hos Dyrene, naar Foden bliver for knap, saa vandrer de til andre Egne.

paa, at disse forskellige Typer af Landsbyer ogsaa
skyldes naturlige Aarsager.

Som de enligt liggende Gaarde ligger enlige, fordi der ikke kunde blive Livsmuligheder til flere paa samme Plads, da der ikke var mere Jord, der kunde udnyttes, saaledes opstod Landsbyerne paa Steder, hvor Livsbetingelserne var bedre, hvor der var rigeligt med Graesningsjord.

Ved at undersoge aeldre Bykort over Vestjylland og forresten ogsaa over andre Egne af Landet ses det, at man har jaevne Overgange fra spredt Bebyggelse til Landsbybebyggelse, ikke alene med Hensyn til Antallet af Ejendomme, men endnu mere, naar man ser paa Ejendommenes Beliggenhed i Landsbyen. Mange vestjydske Landsbyer laa temmelig spredte, ofte saa meget, at man kan oplose dem i mindre Enheder, skont det hele anfores som een Landsby med et faelles Navn. Ligger der saaledes to noget smalle, langstrakte, naturlige Graesgange Side om Side, saa faar man fire Raekker Ejendomme, to langs hver af de to Graesgange. Det hele er saa sammenfattet i een Landsby; men i Virkeligheden udgores Landsbyen af fire Raekker Gaarde, to og to knyttede til samme Kaer. Altsaa det samme Forhold, som kan findes langs ethvert Vand-10b smalt Kaerdrag. Her er bare to Kasrdrag rykkede meget naer sammen, saa det hele ved et hurtigt Overblik let kommer til at tage sig ud som en jaevnt spredt Bebyggelse. (Enkeltgaarde, der ligger taet sammen, eller en aaben Landsbybebyggelse.)

Efter Kaerenes Form og Storrelse kan Landsbyen ogsaaantage forskellig Form og Storrelse. Et langstrakt, smalt Kaerdrag giver en langstrakt.Bebyggelse af Enkeltgaardeved hver Side af Kaeret. Er Kaeret bredt, saa bliver der Mulighed for flere Ejendomme, saa opstaarder

staarderen langstrakt Landsbybebyggelse ved hver Side af Kaeret. Er Kaeret rundt, saa opstaar der en efter Kaerets Storrelse taettere eller tyndere Bebyggelse i en Kreds omkring Kaeret.

Findes der et rundt Hojdedrag ude i Kaeret, saa opstaar der ogsaa der en Bebyggelse, der, hvis det omtalte Hojdedrag er stort, ligger i en Kreds langs Kaeret, medens Bebyggelsen, hvis Hojdedraget er lille, viser Tilbojelighed til at samle sig taet paa Hojdedragets Midte.

Disse omtalte Forhold mellem Bebyggelsesformen og det nyttige Areal kan varieres paa forskellige Maader, efter Naturens Bud. Disse maa undersoges naermere i ethvert betragtet Tilfselde; men Naturens Lov modes sikkert overalt, naar der undersoges paa den rigtige Maade.

Herredsinddeling og Herredsskel.

Herredsinddelingen og Herredsskellene falder ogsaa naturligt ind i den aeldre vestjydske Bebyggelse, naar man tager det rette Udgangspunkt for Undersogelsen af dem.

Den storste Part af de Herreder, der ligger ved Kysten og Fjordene, har en langstrakt Form indad mod Landsdelens Indre, dette medforer, at Herrederne gennemgaaende hver for sig kommer til at rumme noget af det lave, graesgroede mod Fjordene og noget af den hoje, torre Jord, Hederne, der findes ost for det lave Parti. Det ostlige var uden Vand og uden Graesningsjord. Disse Herreder bestod altsaa af et Parti gode Jorder ud mod Fjordene og et Stykke übrugelig Jord uden Dyrkningsvaerdi ind mod Landsdelens Midte.

Efter Arkaeologernes Opfattelse laa Bebyggelsen, som ofte anfort, paa de vaerdilose Jorder ind mod Landsdelens Indre, fordi Gravhojene findes der, inedens den gode Jord med de fortrinlige Graesgange ud mod Fjordene var ode og übeboet, fordi Egnen er hojtom.

Som ved Fjordene, saaledes ogsaa hide i Landet, hvor der angives at vsere Tomrum langs Aaerne og Kaerene, men derimod befolket oppe paa de store, hojtliggende Heder, hvor der var, som Jeppe Aakjaer skriver: »Langt til Gud og langt til Vand«, og, der kan tilfojes, endnu laengere til Graes til Husdyrene.

Undersoger man Beliggenheden af de Sogne eller Landsbyer, der har givet Navne til de respektive Herreder, da faar man folgende Forhold: De Sogne eller Byer, der har givet Herrederne Navne, finder man ud mod Havet og Fjordene paa det graesgroede Terraen, og i Herrederne i Landsdelens Indre ligger de i eller ved de store, naturlige Engdrag. Saaledes ligger Ulborg Tingsogn¹) ved Nissum Fjord, medens Herredet straekker sig langt mod ost, He i Hing Herred ligger ogsaa ved Fjord og i Engdrag, Bolling ved store Engdrag, Hammerum er omgivet af Enge og Graesningsj order paa tre Sider, og paa lignende Maade i den ovrige Del af Ringkobing Amt.

Efter mine Betragtninger over Beboelsesforholdene ses det, at de netop alle ligger centralt for den gamle Bebyggelse. Efter Vilh. la Cours Anskuelse ligger de alle enten i Tomrum eller svag Bebyggelse, medens den egentlige Bebyggelse maatte soges langt derfra. Hammerum f. Eks. ligger efter Vilh. la Cour i Tomrummed

---

1) Der gaas ud fra, at da Sognet i sin Tid dannedes, fik det Navn efter en da tilstedevserende Bebyggelse, vel den anseeligste, saa Sognets Navn er aeldre end Sognet.

rummedca. 6 km til nsermeste storre Bebyggelse. Til Midten af denne Bebyggelse er der ca. 15^—20 km. Bolling ligger i Udkanten af den af ham angivne Bebyggelsei Bolling Herred. He og Hjerm ligger ligeledes langt uden for den af ham angivne Bebyggelse. Saerlig grelt er Forholdet i Ulborg Herred, hvor Tingsognet ligger langt ude i den formentlige odemark.

Det ses, at der aldrig er Overensstemmelse mellem Tingsognene og den af Vilh. la Cour anforte Bebyggelse. Tingsognene ligger i alle Tilfaelde borte fra Bebyggelsen. Efter mine Betragtninger ligger de netop i Centret for de respektive Bebyggelser.

Hvad skulde have faaet Beboerne til at give Herrederne Navne efter et eller andet, som laa langt ude i det ode og übeboede? Ude i det store, flade Terrain ved Ulborg var der jo sikkert intet, som ojet kunde standse ved, og folgelig heller intet, der kunde danne Grundlaget for et Navn, der kunde overfores til den langt borte mod ost liggende Bebyggelse. Eller hvad skulde have bevaeget Beboerne til at lsßgge Tingstedet langt ude i odemarken og til en Gang om Ugen at trave ud til Tinget? Nej, da Herredstingene i sin Tid begyndte, da blev Tingene sikkert holdt, hvor det var belejligt, omtrent midt i Bebyggelsen, og er dette Tilfaeldet, saa har Bebyggelsen jo netop gr upper et sig omkring Fjordene og inde i Landet om Enge og Kaer.

Undersoger man Herredsskellenes Forlob, vil man finde, at de er anlagte i Overensstemmelse med de naturlige Skel. Hvor deter muligt, folger de Vandlobene,der altid i nogen Grad har skilt de Beboere, der boede paa hver sin Side af dem. De hindrede for en Del Samkvemmet, de satte Skel mellem Markerne, det voldte Vanskeligheder at drive Jord, der laa paa

hver sin Side af Aaen, som eet Brug, Vandlobet var et fast Skel, der ikke kunde flyttes. I vor Tid soger man, saavidt muligt, at have sin Jord paa samme Side af Aaen, og det samme var Tilfseldet for, hvor Vanskelighederneved at drive saadanne adskilte Jorder var storre end nu. Af de anforte Aarsager gaar saa at sige alle Skel, storre som mindre, langs Vandlob: Herredsskel,Sogneskel, Byskel og Skel mellem enkelte Gaarde, hvor det kan lade sig gore.

I seldre Tid gik Skellene i endnu hojere Grad end i vor Tid langs Vandlobene, derpaa kunde fremfores mange Eksempler. Naar de senere er flyttede, skyldes det, at den nyere Tids Udvikling har sprsengt de gamle Rammer, hvor de virkede hsemmende. Der er ikke Spor af Grund til at give anstrengte og sogte Forklaringer, fra Caesar eller andre, paa Ting, der er saa selvfolgelige og lige til.

Selvfolgelig kunde Herredsgraenserne ikke overalt folge Vandlobene, de fulgte gennemgaaende Vandlobene fra Kysterne og ind i Landet. Paa et eller andet Punkt maatte man jo have et Tvaerskel, der gik fra det ene Vandlob til det andet. Disse Skel kom, efter som de vestjydske Naturforhold nu engang er, til at gaa ind over de hoje, torre Arealer, over Hederne, hvor Gravhojene findes. Disse Skel er ogsaa naturlige, fordi det var orken, de gik igennem, som ingen havde Nytte af, derfor er disse Skel ogsaa temmelig unge, de er som Regel forst afsatte ved Hedernes Udskiftning omkring ved og efter 1800.

Hvor disse Skel kom til at gaa, skyldes ofte rene Tilfaeldigheder, da Jorderne som anfort var af ringe eller ingen Vaerdi for Ernaeringen af Befolkningen eller Husdyrene, kun paa Egne, hvor der var lidt Hede,

kunde de faa en temmelig betydelig Vaerdi, da de var
vigtige for Braendselsforsyningen.

Ved Afssettelse af disse Skel ud over de ensformige Partier uden Beboelse savnede man i hoj Grad Terraenpunkter, som kunde markere Skellene, og som man kunde rette dem efter. Ved at gennemgaa Landvaesenskommissionsforretninger fra den Tid ser man ofte, at man netop ofte har rettet Skellene efter Hojene. De var jo det eneste, der ragede frem paa disse ensformige Partier. Ofte ses det, at naar to smaa Hedegaarde udskiftede deres ofte 2—30002_—3000 Tdr. Land store Hedearealer, saa opstaar derved foruden Skellet mellem de to Gaarde ofte tillige Skel mellem to eller flere Sogne eller Herreder, et Bevis for, af hvor ringe Alder vore Sogne- og Herredsskel ofte kan vsere.

Naar man i vor Tid ser saa mange Hoje ligge i Skellinier og navnlig i Skelknaek, saa er det ganske naturligt. Der er derfor ikke Spor af masrkeligt ved, at »-hoj« danner Skel mellem to Herreder, tre Sogne og fem Gaarde. Ja, disse Betragtninger staar jo selvfolgelig som alt det foregaaende i skarp Modstrid med den arkaeologiske Opfattelse.

Adskillige Forfattere har peget paa de ejendommeligeBebyggelsesforhold i Vestjylland med Partierne langs Aaerne, der var übebyggede, og saa Grupper af bebyggede Partier, spredt ud over de hojtliggende, übrugelige Jorder, hvor Gravhojene findes (altsaa igen ud fra den anforte Saetning: »Et fuldstaendigt Hojkort er tillige et fuldstsendigt BebyggelseskorU). De har derved fundet Overensstemmelse med Caesar, der fortaeller,at Germanerne sogte at have saa store odemarkerom deres Landsbyer som muligt, altsaa, at Graenseomraadernemod andre Samfund gjordes ode af Beskyttelseshensyn.Det kan se meget bestikkende ud,

man faar derved Overensstemmelse mellem en saa gammel Forfatter som Caesar, og hvad man aflaeser af Gravhojenes Beliggenhed. Derved faar man saa f. Eks. de tset bebyggede saakaldte Tjodlande paa de hoje, torre Hedebakker, der findes saa mange af rundt omkring i Vestjylland.

Vilh. la Cour skriver: »Men udenfor Bosaettelsesomraadet moder man ode Straekninger, som kun lokkede faa, dristige Udflyttere til sig. Pet er Graensebaelterne, som skilte Tjodland fra Tjodland, og som ikke mindst af politiske Grunde laengst muligt holdtes utilgaengelige for omboende Folk.«

Disse Tomrum falder langs Fjorde, Aaer og Kaer, altsaa i de eneste for Ernaeringen tilgaengelige Egne i Vestjylland. Tjodlandene er Vestjyllands gamle Heder og andre unyttige Jorder, Vestjyllands orkener. »Tomrummene« er den bebyggede Del.

Det ses, at Tingsognenes og -byernes Beliggenhed ogsaa vidner om min Opfattelses Rigtighed, de findes altid, hvor der efter den herskende Opfattelse ingen Bebyggelse skulde findes. Herredsskellenes Beliggenhed viser, at de er anlagte af naturlige Hensyn, og ikke af politiske. Tjodlandene med det dem omgivende Tomrum maa ligeledes opgives. De horer hjemme i Fantasiens Verden.