Saledes formede i 1792 en af Ribe bys topografer, M. Galthen, sin klagesang over den fordum sa stolte handelsbys nu sa elendige stilling. Storhedstiden la dog fjernt! I arhundreder var det gaet stot ned ad bakke for Ribe som kobstad, og den eneste trost var at Soge i den lidet opmuntrende kendsgaerning, at det stod lige sa slet til med landets ovrige sokebstseder, takket vsere deres havnes forfald.

Underligt er det at taenke pa, at disse citerede mistrostigeorder skrevet, netop som landet tradte ind i den sidste af sine tre »glimrende handelsperioder«; men disse kom for storsteparten kun hovedstaden og dens handelsfyrster til gode. I de mindre kobstseder mserkedes der intet til guldstrommen, og arsagen hertilma forst og fremmest Soges i, at disse byer ikke

var forberedt til at modtage den. Deres havne var
sandet til, skibsbroerne elendige, og de slette tilstandehavde
lammet borgernes energi.

At undersoge Ribes vserdi som sokobstad gennem 1700'ernes sidste halvdel er derfor som at folge en stadig dalende stjerne. Det vil have sine vanskeligheder med noJagtighed at papege by ens kulmination som handelsby i middelalderen; med des sterre sikkerhed kan dens laveste punkt konstateres. Deter ganske vist en utaknemlig opgave, at behandle en bys historie i en periode, hvor den snart ikke kan synke dybere; men dette yderpunkt har ogsa sin interesse, sa vist som der altid kan hentes styrke i bevidstheden om, at fra den tid er der arbejdet godt fremad. Og laerer en bys borgerskab ikke — lige sa fuldt som det enkelte individ — mere af sine fejl og mangier end af en dadlos drommen om en stor fortid?

Ribe var i sit anlaeg et segte barn af den nye tid, der brod ind over landet med de frisiske kebmaends handel pa norden. Selv dens navn er af frisisk oprindelse, og dens plads et stykke oppe ad aen er sa karakteristisk for et kobstadsanlaeg i de for sofarende og handlende sa usikre tider hen mod vor oldtids slutning, at billedet af dens opkomst star klart for vort blik, selv om de reelle historiske kilder mangier.

Den tilbagetrukne plads var gennem middelalderen dens styrke, men blev i den nyere tid dens ruin. Selve beliggenheden pa. den ellers sa utilgsengelige jyske vestkyst som den yderste danske forpost til modtagelsen af den vesteuropseiske handel, hvis betydningsteg sa umadeligt, efter at sovejen til Indien og den nye verdensdel, Amerika, havde forlagt verdenshandlenstyngdepunkt til England og Holland,

gav den betingelsen for at blive en storby, en naturligmodvsegt
mod oresundsbyen Kobenhavn.

Men her lagde naturen sig hindrende imellem. Skibene blev stadig stone og aen stadig mere grundet. Da nseringslivet desuden vedblivende hsemmedes af den rsekke af krige, som i 16- og 1700'erne udmarvede riget, svsekkedes interessen for at fremme handelen ved en forbedring af landets havne, og da regeringen tilsidst tog sig sammen for at udbedre, hvad der var blevet odelagt, var Ribe kommet sa langt ned, at den ikke havde kraft til at rejse sig pany. Handelsskibene gik nord om Skagen ned til Kobenhavn, der voksede til et unaturligt stort hoved til det stadig formindskede land, og i 1800'ernes slutning, da en havneby mod vest blev en absolut nodvendighed, blev det af mange forskdlige grunde ikke den gamle kobstad Ribe, der blev udset hertil, men det helt nye Esbjerg.

Om arsagerne til Ribe Sohandels forfald har man aldrig vseret i tvivl, men har altid tilskrevet aens tilsanding skylden derfor. Herved har man dog i for hoj grad set bort fra den omstsendighed, at handelsvejene i 1600'erne var blevet sendret i betydelig grad. Medens tidligere savel ind- som udforsel var gaet Sovserts over Ribe vestpa, var udforslen vokset landvserts, idet Nordtyskland var blevet en stadig storre aftager af vort kvssg, og denne handel trak stadig lsengere mod ost, selv om Ribe vedblev at holde sig som et af de pabudte toldsteder.

Desuden har man i ikke ringe grad overvurderet Ribes tidligere vaerdi som sohandelsstad, eller rettere sagt, man har overvurderet Ribe as sejlbarhed og ment, at dens stadig fortsatte tilgroen har hindret de talrige skibe, der tidligere sogte op til Ribe skibsbro,

i at na frem dertil. Derfor har man ogsa lagt vsegt pa, at den besvaerlige omladning af varer i pramme udelukkende var arsagen til, at de udenfor liggende oer Fano, Mano og ROlllO efterhanden bemsegtigede sig hele byens handel.

P. Adler¹) er den eneste, der har set nogternt pa. dette forhold, og ham skyldes det ogsa, at man ma revidere andre forfatteres billede²) af den tidligere sa blomstrende sakobstad med dens skov af master ved skibsbroen og larmende liv pa bryggen. For det forste udtaler hansom sin mening, at tidligere dages skuder neppe var stort storre »end de botter, som dog endnu, skont ikke uden besvser, kunne flyde ind til byen,« dernsest paviser han, at lidl storre skibe i hvert fald sa tidligt som i 1500'erne har prammet sine varer ind til broen, og at aen saledes ikke har vaeret stort bedre den gang.

Af betydning for forstaelsen heraf er hans udredning af, at byens naturlige rhed var ved Skjogum, medens »Nakken« var det ssedvanlige indskibningssted for kvseget, idet dette her lige ved amundingen kunde indskibes omtrent som pa tort land, sa snart det var ebbetid. Men ikke blot kvseget fortes hertil, ogsa varer enten prammedes eller kortes herud, savel som de personer, der lod sig sejle fra Ribe til Holland. Af disse arsager spillede »prampengene« en ikke ringe rolle som indta3gtskilde i 1600'erne, hvor havnen ejede et betydeligt antal til udlejning og med forskellige takster fastsat efter turens lsengde.

Er denne sendring i billedet foretaget, stemmer det
ovrige imidlertid udmserket. I 1600'ernes begyndelse
blev der arbejdet godt med aens oprensning, man anskaffedeen

---

1) Ribe skoles program 1842.

2) Terpager, Galthen m. fl.

skaffedeendyr muddermaskine, og man tamkte staerkt pa at gennemsksere holmen for at forbedre indsejlingen. Invasionen af fremmede haere med de deiraf folgende odelseggelser og hele det stagnerende nseringsliv, slovedeimidlertid sindene. Aen blev forsomt, og byen gled ind i en dvaletilstand, der ganske vist gjorde sit til at bevare det gamle og sserprjsegede ved staden, men som ikke netop fremmede dens bymsessige tarv.

Om en enkelt side af Ribes historie under denne Tornerosesovn vil det folgende handle, nemlig hvad der angar dens havn og dens sohandel. Det vil navnlig have vserdi for byens egen historic, men vil dog ogsa yde sit bidrag til den almindelige forstaelse af den gsering, der handelspolitisk karakteriserer tiden.

Havneforvaltningen havde hidtil. udelukkende pahvilet byerne. Hvor meget eller hvor lidt der udfortes til forbedringer pa bro og brygge, afhang udelukkende af byerne selv, og regeringen blandede sig kun deri, nar der fra lensmsendene indlob direkte klager over tilstanden, eller nar byerne ansogte om okonomisk hjselp dertil — og den blev i 1600'erne nsesten altid afslaet.

I 1747 blev det danske havnevsesen lagt ind under rentekammeret, men dette skulde dog kun udove en kontrollerende myndighed, og der var absolut intet onske fremme om at samle alle de ledende trade pa dette sted.

Den slovhed, der hidtil havde hersket i de fleste byer i sporgsmalet angaende deres havnes vserdi, begyndte dog snart efter at hseves, uden at der endnu er fundet spor, der tyder pa, at det skyldtes regeringens initiativ.Var der tilstrsekkeligt liv i en by, skabte den selv bedre grundlag for havnens og handelens udvikling. Med ens den almindelige udarbejdelse af de nyttige

havnereglementer forst beordredes af regeringen i 1700'ernes slutning, fik Randers saledes allerede i 1759 et reglement approberet gennem rentekammeret, og det endda et saerdeles veludviklet reglement, der ikke sksemmes af vaklende og provende paragraffer. Dette reglement kunde derfor sa sent som i 1811 tilsendes Ribe i kopi som rettesnor for denne bys forste havnereglement.

Et andet bevis for den voksende forstaelse af, at der burde gores noget for de danske havne ved forst og fremmest at skabe et overblik over arsagerne til deres slette tilstand og den deraf folgende nedgang i handlen, stammer tildels fra Ribe selv og bestar af et anonymt dokument, der soger at udrede de arsager, »som kan vsere en vanskelig soe-havn til fordeel.«

Dette forsog, der ma antages at stamme fra c. 1768 er desvserre endnu kun fundet i en udateret og usigneret kopi^x), stilet til generaltoldkammeret. Det vides saledes ikke, hvem forfatteren er, eller pa hvis initiativ han er gaet i gang med disse undersogelser, der ikke alene omhandler Ribe havn, men som ogsa tidligere havde taget Alborgs og Randers op til behandling. Af disse sidste er dog kun Alborgs bevaret i afskrift.

Alt tyder pa, at deter en mand, der af eget initiativ er gaet i gang med at behandle disse vigtige sporgsmal;thi havde han vseret udsendt af regeringen til sadanne undersogelser, havde der nok eksisteret adskilligflere indlaeg fra ham, og man vilde oftere i arkivernehave truffet spor af ham. Pa den anden side rober han et forbloffende lokalkendskab til disse to sa vidt forskellige byer (Ribe og Alborg), noget der vel neppe har vseret ringere for Randers' vedkommende,hvilket peger hen pa, at han har opholdt sig

---

1) Generaltoldkammerets arkiv. Stiftamtmaendenes indberetninger 1774.

et stykke tid i hver by. Man kan darligt taenke sig, at en mand vilde gore noget sadant for sin fornojelsesskyld (eller for sin interesses, hvis deter den, der har drevet ham). Tanken om en udsendt kommissaer med denne specielle undersogelsesopgave lader sig ogsa darligt forene med tiden.

Maske ligger der et fingerpeg i den omstsendighed, at begge indberetningerne (og — som det indirekte kan ses — ogsa den randrusianske) erect heftigt angreb pa toldvsesnets mangier; men i hvert fald ligger losningen ikke lige for.

Hvorom alting er, er det ripensiske aktstykke et vaerdiraldt bidrag til oplysning om adskillige af de vanskeligheder, som byen handelsmajssigt set ksempede med. Da det tillige — indflettet i de omstsendelige og rned en for en vidt drevet systematik vidnende sans opsatte bevisforelser — indeholder en msengde bidrag af topografisk interesse, gengives det her, dog med en let sendret retskrivning og enkelte udeladelser.

Denne gang giver ieg mig den underdanigste frihed
at tale over Riibe bye, som ligger pa grsendsen imellem
sender- og nerre Jylland.

Denne byes kiebmaends handlemade pa dette sted er meget forskiellig. De star i iioje forbindelse med eeboerne pa Fane, Mano og Rome, ja endog savel med de omkring Riibe liggende smaestasder, i landsbyerne boende, som ligeledes og med de omkring Kierting vserende bonder, begge deele ved strandsiden. — Altsa, nar grunden i sit rette lys til toldsviigs fremvisning skal viises,, bliver dette mit ringe arbeide lidet vidtloftig og udstrakt. — Men ved at udvikle tingene og tilsidst at samle alle forhindringer sammen, troer ieg, at det ei skal falde vanskeligt at see skaden for hans kgl. maj.s casse tydeligt og den nytte, en bedre indretning kunde tilveyebringe samnie.

Var denne bye og omkring liggende kiobstseder Colding, Hadersleb, Varde og Veile ei sa naere ved Vesterhavet som naermest liggende sa vel for vore egne pa udenrigske stseder og fremmede nationer soefahrende, vilde hans mayt.s casse vinde mere end ellers, thi sarame cc Fanoe som evrige oeboere pa Manoe og Remoe ere oplagsstseder for riipenserne, og disse igien for de forbemeldte og de i nord lsengere fremliggende kiebstseder.

Riibe bye.

Riibe bye ligger pa graendserne imellem nerre og Sonder Jylland imellem Hviding og Kalslund herreder, Riiberhuus amt. Byen ligger ved en stoer ae, kaldet Nebs ae. Denne ae har adskillige greene, som gaer op udi skovene, men fornemmelig tvende, hvoraf den eene lober ind udi Vanfuld [Fole?] sogn, Hadersleb amt, og den anden ind udi Rangstrup herred, Abenrae amt.

De arsager som virke toldsvig udi Riibe bye ere:

1. Skibs farten. Den Riibe bye har den vanskelighed med dens havn, at deres skibe ikke kan gae op i havnen til byen, men mae ved pramme tiid efter anden tage deres skibes lahdninger ind. Sa skal det vsere bleven Riibe byes handlende tilladt at klargiore deres skiibe ved Synderhoe havn pa Fanee og der indlegge med deres skibe, hvor de troe sig at ligge sikkrere end ved Riibe. Men da Riibe bye selv og oerne Romoe og Manoe ligge seilerne nsermere end Synderhoe, sae at de kommer forbi de forste staeder, forend de legger dem ind til det sidste, sa folger deraf, at de deels selv og deels ved modende bade, som ere sa stoere som gode koge eller hengmastede skiibe, udlosser de fleeste vahre, forend de gaer til Synderhoe; hvilke bade gaer:

a) Enten ind udi grsendseskiellet imellem Sonder og norre Jylland, nemlig Kongeaen, hvor de udi Kiaer og Hiortelund oplegger deres indehavende vahre, hvorfra de fores over land til Riibe

b) eller og til Giested, som er et af oplags stsederne
for Riibe byes ulovlige handel,

c) enten directe ind i Riibe byes midt-molle ae, der gaer igiennem byen, og ved hvilken de handlende har deres lossestseder, nsesten hver for sig Det ender da med, [at] disse vahre kommer ei fra Synderhoe, hvor de til told ere angivne.

Riibe ae eller Nebs ae deeler sig i 3de grene Vs fierding vey uden for byen, hvoraf den midterste kaldes midt-malle-ae, som gaer lige igiennem byen, og de tvende andre lober forbie byen og skiller forstsederne fra byen selv. Disse tvende ere de, som lobe op udi Vanfuld [Fole?] sogn, Hadersleb amt, og Rangstrup Herred, Abenrae amt,

d) leber disse bade op igiennem sidstbemelte tvende
aer og op i forbemelte sogner, hvor de fbrsyne vedkommende
med deres afsettende vahrer.

De vahre, som seiJerne saledes med disse bade ikke
kan blive af med, oplegger de pa oerne Rome og
Mange.

Vel befahler nu toldrullen en tolder, hvorledes han skal behandle et fremmed tilseilende skib, men nar disse ocr saledes \&t og vil tage slige vahre pa oplag, og vedkommende visiteurs ei vil opsnappe disse smae kryssere, hvorledes skal han da kunde folge det, som toldrullen i dette tilfselde befahler ham.

Her foruden skal det hoj kongelige toldkammer have tilladt, at tolderens fuldmaegtig mae boe og opholde sig pa Synderhoe, hvor tolden mae erlegges; herimod kan og tor ieg ikke siige noget, men dette veed ieg, at denne fuldmaegtig kan om fae ar blive — sa vel som tolderen, der i disse tilfselde seer med den forstes oyne efter tilladelse, og som vil v;3ere frii for ansvar — riige og formuende mtend, der her efter bliver viiste.

Tolderens fuldmaegtig, som ikke er nogen kongelig embedsmand, siiger: ieg bor nu sarnie sa meget sammen,at ieg deraf i fremtiden kan leve, ifald ieg enteni dag eller morgen skulle vorde demitteret. — Han mener, at tolderen staer til ansvar, og tolderen kan siige: Jeg kan ikke see, hvad de foretager dem; kongen!har tilladt de handlende der at gae op med deres

skibes lahdninger, og [som] en folge deraf mae min fuldmsegtig vsere der, og er dette tilladt, kan ieg ikke svare til hans eller deres handlinger, som ere sa langt borte fra mig.

Som et middel imod de under a, b, c og d anforte mader at indpracticere vahre pa, siiger vel toldrullen i dens 8. cap. 1. art., at ingen skib mae sette, o: kaste anker ved nogen indviige eller krog, soeboed eller pakhus Men da hans kgl. maytt. skal have tilladt de handlende skiibe at ligge ved Synderhoe, sa siige de som en falge heraf: Vi skal jo have vores vahrer her til byen, og nar skiibene ei enten heel lastet eller halv lastet kan gae her op, sa mae vi bierge os, som vi kan med vore bade. Herimod siiger tolderen ei noget, da deter strandridderen, som i dette tilfselde skal viise sig.

Dog var det vel mulig for en tolder at bringe det der hen, at en sadan ae som Riibe her blev seilbar, nar ban beviiste, at hans kongl. mayts. toldintrader dermed blev fornaermede, ja med havnens selvgiorte vanskelighed og som med en liden bekostning kunde endres.

Havnens vanskelighed bestar derudi, at kiebmaendene fra Arilds tiid og indtil nu have tiid effter anden med stoere nedveltende steene og gruus fyldt og stoppet indlobet, sa at der der og fleere staeder i Nebs ae og greene nu deraf ere blevne sammengroede skiser og sandbanker, hvilke de handlende bruge som en undskyldning for, at deres skiibe ei kan gae ind i havnen.

At de soefahrende tilligemed deres rehdere og befragtere
giere dem umage for at omtvivles, de
ere egennyttige nok til at Soge deres ulovlige fordeel,
hvorved de ikke allene fornsermer deres egen
men endog betager deres konge det, hvormed de i
ulykkelige tilfselde skulde beskyttes, forsvares og underholdes.
Denne deres egennytte og denne deres forstands
übekvemhed og selvgiorte frygt giere, at hine
handle, som de vil, og disse ere bange for at rore
ved rettskaffenhed af frygt for de forstes overfald.

Imidlertiid siiger disse fae poster ei noget til synderlig
tab for Riiber toldstsed imod del: effterfolgende.

2. Handelen eller de med handelen forbundne
vahres afssetning som tingen, hvoraf hans maytts. told
intrader skal gives og tages.

Herved er at agte, at Riibe kiobmsends handel for endeel dag fra dag taber sig, formedelst fanoeernes, manoernes og ramoemes stoere tiltagelse i handelen — at de finder deres regning ved at fae deres vahrer oplagt pa oerne eller andre nserliggende stseder, og at bondehandelen der omkring er sa vel til stoer skade for dera selv som for hans maytts. casse.

Til at beviise dette, vil ieg her tale om:

a) Fanoe og derved viise skaden for hans maytts.
casse

1. med Norbye, som ligger pa den ene ende af
Fanoe

2. ved Synderhoe havn, der ligger pa den anden
ende og

3. ved disse oeboers handel.

b) Hierting og vedliggende seestseder i Vaesterhavet,
hvis seglas er eens med Fanoe, hvorved bliver affhandlet:

1. Skaden for hans maytts. casse ved de vedliggende
seestaeder, endskiont Hierting, som sa mer, liar toldstaed.

2. Deres seglas og

3. dette stseds havns vanskelighed.
c) Manoe, dens seglas og handel,

d) Romoe, dens seglas og handel, og

e) Bondehandelen i det haderslevhuusiske rantzaucastellske
og det schackenborgske, der grander sig pa
meddeelte privilegier.

Hvilke stseder ere oplagsstseder for contrabandevahrerog
forraads-kamre for heele norre og synder
Jylland, og da Riibe ligger dem na^rmere end Aalborg,

sa felger deraf og, at den farstes handlende kan bedre
betiene sig heraf end den sidstes.

a) Fanoe er en stoer oe, toe miile i lsengde og 8/48_/4 miil i breede, indeelt i tvende sogne, nemlig Norbye eller den vestre Fanoe og Synderhoe. Norbye ligger omtrent 17a miil fra Hierting og 37a miil fra Riibe.

— Synderhoe ligger derimod ongefaer 27a miil fra Hierting og 1⁸A miil, men regnes for over 2 miil fra Riibe. Dermed viiser ieg altsa, at Norbye ligger Hierting naermest, og Synderhoe ligger Riibe nsermest.

1. Norby bestaer igien af 4re smae sammenliggende byer, som kaldes: Renderen, Byen, Norbye og Odden, som samlede kaldes Norbye eller den egentlige Fanoe. Ved Odden er indlobet i Fanoe havn, som ligger sa got som tet ved huusene, og boeder i den deel ei andre end skippere. Hos disse skippere er oplags stsed for dem, som handle med contrebande savel i Ribe stift som de lsengere i Nord liggende kiebstser, og som ei have leylighed at holde skibe, som direkte kan gae pa Holland, Flanderen, Engeland, Frankerige og ud i den midlandske see m. m. Til denne bye kan seilerne gae hastigere ind og ligge i en sikrere havn, end enten ved Synderhoe, Hierting eller Riibe, hertil kommer, at de ved strandsiden i magelighed kan lahde vores lands vare og losse deres til vore landes brug, uden at nogen mserker det.

2. Synderhoe ligger kun 18/*I⁸/* miil fra Ribe og er Riibe byes rette havn, det man med billighed kan kalde den; thi da Synderhoe har en privilegeret havn, sa skal det vsere Riibe byes seilere tilladt at ligge der op under, hvor de ligge sikrere sa vel med deres skibe som med contrebande vahrers udlosning og kan der bedre handle under opsigt af en tolders fuldmaegtig end under opsigt af en tolder selv, som har giort sin eed pa sin troskab! Efter at Riibes skibe efter lste post a, b, c og d har udlosset sa meget som mulig sa vel i de dem modende bade som pa oerne Remoe og Manoe, gaer de op enten i Synderhoe havn eller til Hierting, men mest til Synderhoe, og nar de da

der have klargiort sig og faet ved landsiden ind, hvad de der vil have, gae de ind igiennem Grae Dyb op til Dode Mands Bierge, hvor de fra Riibe med modendestoere bade faer og indtager vores lands produkter,hvormed de strax gaer til Hamborg, Bremen og Holland.

3. Fanoernes handel, hvorunder savel forstaes dem,
som boe udi Norbye,, som dem, der boe udi Synderhoe.

oeboernes handel er lserred- og fiskehandel, brendeog torve handel, med hvilke de reise til og afsetter i Hamborg, Holland og Bremen, og tage igien klsede, fine lserreder, salt, viin, tobak, caffebonner, her, blar, kort alt tusinde gange meere end denne oe consumerer.

Deter meget begribeligt, at nar disse eeboere, som daglig segle pa disse udenrigske stseder og der ikke alene afsetter oe-producter, men endog maengder af synder og norre Jyllands, kommer de ikke tomskiibede

Heraf troer ieg tydelig nok kan sees, at det ei er nogen sag for skippere og eeboere at bringe der sa mange vahre op, som heele oen kan rumme, nar vedkommen[de] sidder hiemme, hvorfore de bliver skikkeligen

Jeg har for intenderet, at denne 0e er et oplagsstsed for de betydelige handelskiobstseder sa vel i sender som nord. Dette viiser sig selv, nar man betragter det foregaende, oens beliggenhed og den frie villie, disse ere overgivet til.

Saledes sees, siger ieg: at deter ingen sag at fae pa denne oe indbragt sa meget som muelig; men nu sporges: hvorledes disse provinciale kiebmsend faer vahrene til sig, uden at nogen enten tolder eller controleuren pa disse stseder mserker det? Hertil svares: for de nordre kiobstaeder, at fanoerne selv seller need under Jylland med disse deres contrebandevahre under navn af tor fisk og laerreder, hvor de selge dem og igien indtager smor, ost og andre feedevahre,

og nar de handlende har udsolgt sadanne der og
desarsage ere forlegne, slaer fleere kiobmsend sig sammenog

menogbefragter et skib, som skal gae op til oerne for at hente flsk, saltede flyndere, saltede torsk, nedlagtei tonder og halv fierdinger; men vare vedkommendetoldbetientere lige sa behsendige som disse, og de virkelig noyagtigen eftersae sadan lahdning, vilde de finde fleer foustager af klsede og beste silketoyer m. m. end af saltede fiske.

Med transporten for de liige for Fanee eller i synder Jylland liggende kiobstaeder er for endeel viiste ved i post a, bog e, pa hvilke staeder sadanne afsettes for viidere at blive over land bragte, og vil viidere herefter sees, nar ieg taler om Hierting, som og ved 3de post.

6. Hierting, som er en losse- og ladeplads for Varde, ligger lVt miil skrae over for Fanoe ved den ydderligere kant af strandbreden ved Vsesterhavet. Dens indlob er igiennem Gradyb, dens handel og seglas er mest pa Hamborg, Holland, Engeland, Frankerige, den middellandske soe og Riiga, hvorfra de forskriver sig rug, byg, her, blar, salt, iern, steenkull, klsede og andre ved disse staeder producerende vahre.

Der ved er at maerke:

1. At skiont der er sat toldbetientere ved Hierting, som skulle oppasse de soefahrende, som kommer ind af Gradyb og have vahre i deres skiibe til Varde byes handlende, gaer dog seilerne deels

a) til Dode Mands Bierge, hvor hengmastede skiibe moder og imodtager, hvad som pa sine staeder er ordineret til Riibe, hvilke som viiste ved i post a, b, c og d, transporteres deels igiennem Kongeaen og deels til de naermeste landsbyer, hvorfra de igien over land bliver forte til deres agtende stsed. N&r nu et sadan skib ved bemelte Dode Mands Bierge gandske har afgivet sin lahdning, og de bemelte byers smae skibe modtaget den, gar det op til odden pa Fanee med torn skib; og sporger da betienten pa Fano, hvorfrahan saledes kommer, sa heder det: fra Synderhoe, og undertiiden heder det og fra Hierting, hvor han ei

kunde ligge sikker, og hvortil han agter s:ig igien om et par dage, nar der bliver mindre skibe pa sine stseder; men nar disse dage ere forbie, og han veed, at han kan vente en nye lahdning af vores landes producter, gaer han ligesom forhen viist til forste stsed Dode Mands Bierge, hvor han igien indtager lahdning

b) igiennem Hobroedyb med bade op til Hoe, hvor
og vahre udlosses og derfra over land transporteres
nord op.

c) Gar de op i Hoe bugt og Murtue bugt, hvor bade fra Varde moder dem og bringer de udenrigske vahre op til Tarp, Jandrop og Kierup, i hvilke byer handelsmanden i Varde og Riibe har deres oplags stseder, som for dem forvarer vahrene, til der deels fra de syndre og deels fra de nordre kiobstseder kommer bud efter dem,

d) Seilerne gaer og directe til Marebech og Selborg, som ligger, den forste SA mill og den sidste V* miil norden for Hierting — ligesom og til Ssedding og Faurfeld, der ligger, den forste noget over 7a og den sidste nsesten en miil synden for Hierting.

Disse skibe forsyne Riibe stifts bondehandlere med
de producter, som der daglig consumeres., endelig og

e) directe til Strandbye op under .^Esbierg og til Gammelbye, som ligger tet ved dybet eller hukken pa Fanee, der ligeleedes modtager vahre til landbeboerne.

Pa disse saerskilte staeder leber de pa Fanoe og i Hierting boende skippere an, forend de gae op til de befahlede toldstseder, hvor de skal klargieres. Pa disse sta3der oplegges vahre fra fremmede stneder, hvoraff betydelig told og consumption burde erlegges. De tager lsereder, smor, ost, andre feedevahre og fleere af landets producter for meeste parten pa bemelte stseder, ja ikke det alene, men

2. fra disse bensevnte staeder fores alle brugende og
afsettende sorter over til Fanoe. Af disse vahre betalesda
ei synderlig noget hverken i told eller consumption,da

sumption,dadet heeder, det forbliver i landet og til
Fanee beboeres fortgering og brug — og da

3. Hierting ei er sikker for skibenes conservation, sa ligge de der ei lsengere, indtil de ere udlossede, men gaer og med disse forbensevnte vahre op i Fanee havn ved Odden, hvor de siige sig at ligge under land. Efter bebag lahder de der vores indlandske vahre ved ud sidderne, hvormed de gaer til Hamborg, Holland, Riga, Engeland, Frankerige og ud i den midlandske

Nu har ieg (troer ieg) sa tydelig som mulig vist, at disse gode folk pa. Fanoe og omkring Hierting liggende sma see staeder samt riipenserne og hiertingerne forsyner og fylder landet med fremmede vahre fra bensevnte stseder ved hiaelp af fanoerne, og igien indtager vores egne uden told og consumptions erleggelse.

c) Manoe er ligeledes en liden oe, som af alle der omkring Riibe liggende ocr er denne bye nsermest. Denne har en sikker, goed havn. Dens handel er den samme i alle mader som deres pa Fanoe, den udbringer feedevahre for sig selv, men mest for riipenserne, og hiembringer fra de udenrigske stseder til sig og dem alle sorter af contrebande; thi som den ingen toldbetiente har, sa er den et sikkert losse- og oplagsstsed for de soefahrende pa Riibe, saledes som omtalt i forbemelte hovedpost. Hvorfra disse tiid efter anden afhenter dem under navn af vahre, som ere oplagte pa Synderhoe. For resten er den ligesom Fanoe i sin handel bekiendt pa de nordre kiebstseder.

d) Romoe, som er 11/al^l/a miil lang og 3A miil breed, ligger V4 miil fra det faste land. Dens handlemade er liig de forbemelte pa dette nser, at i staeden for de ferste handle med grove vahrer, sa som salt, stal, her, blar etc., handler disse med silketeyer, silkestoffer, floyler, manschsetter, kniplinger etc., som de igien affsetterpa det haderslevhusiske hos bondehandlerne, men for meste parten til Hadersleb byes indbyggere selv, som dermed reise til markederne i Jylland. Den

har ingen havn, men dog skal have en slags toldbetient,som nyder sin procento aff alle confiscationer og skal harve toldintraderne, imod at han erlegger en arlig afgift af 15ten til 20 rdlr., det kan han sandelig og giore, om det var sa 2000 rdlr.; thi denne oe er sa bekiendt af forbemelte handel, foruden tobakker og viine, sa at de, som dermed handle, reise derop med aid glsede.

Nar nu forestaende kommer i betragtning, sa sees let arsagen, hvorefter snart ingen afgifter af told og consumption fas fra Riibe toldstsed Men nu kommer ieg til at tale om skaden for Riibe og dens handelsnaboers

e) Bonde handelen. Hvor bekiendt er det ikke, at der ikke er en bye udi det haderslebeske-rantzaucastellske eller det schackenborgske, hvor bonderne joe drive efter meddeelte privilegier en stoer handel, der skal vel ansees som en slags smae krsemmere, som tager dere vahre fra Riibe, Warde, Weile eller Colding, men nej tvertimod, de far dem ved de udi foranstaende poster anmserkede stasder, hvorfra de ferer dem over land liver til sit hiem, og da de saledes have dem uden tolds svarelse, sa kan de og sselge dem lettere end deres naboer kiobstasdmanden. Nu, folgen deraf bliver, at den aldmindelige bonde i disse distrikter, af hvem kiobstsedsmanden skal leve, reiser for til disse landsbyehandlere end til kiobstseden. En potte beste rhinsk viin koster der ei meere end 24 sk., 1 pund tobak 1 mk., 14 sk., 12 sk., alt effter bonite, en potte viritable engelsk all 2 sk., en alen klsede til 14 a 16 rtik. her, koster der ei meere end 6 a 7 sk. o. s. v.

Disse og fanoerne tilligemed de forbemelte pa Manee og Romee forsyner landet med viin., salt, klsede incl. churlagen, engelsk og gentisk, tobaker, lybsk og engelsk ell, hor, blar, caffe, steenkull med videre. De handler nser liig en gross og tager pa oplag

Saledes sees grunden til det rygte at Riibe bye dag
for dag i sin handel skal aftage, det den og virkelig
gior, som siden skal viises. Nu sporges formodentlig,

hvorledes faer da Riibe bye savel fra oerne ved soesiidensom fra landsiden ved de ved Kongeaen ommeltelandsbyer, da Riibe byes betienlere skulle bevarebyen ved begge siider og vogte over, at ingen contrabande vahre bliver indforte: dertil svares ved betientenes utroskab og

3. portenes slette bevogtning: Ved mit forige har ieg vist, at en portbetient uden omstaendighed og imod douceur gior sig ingen omstsendighed over at lukke en port op om natten, hvorigiennem sadanne vahre fores. Vare alle byers porte og bomme fra landsiden og strandbredden fra soesiden forsynede med gode og palidelige msend, som passede forsvarligen pa, at ingen ting uden noje eftersogning savel ved tingen i sig selv som dens lovlige beviiser, matte vedkommende inden- og udenfor giore sa mange cabaler, som dem lystede, kunde vedkommende dog komme efter misbrugen af en tilladt frihed.

Nu har ieg da talet over Riibe byes soefahrt og handel, om dens handlemade med contrabande vahres indforsel, og hvorledes samme savel til lands som vands indfores. Nu bliver der at afhandle omgangsmaden med de vahre, som indkommer, og som til told bliver angivne.

Fik dog hans kongl. majtt. de toldafgifter af de vahre, der bliver indforte — ikke iberegnet de, som de losser uden for byen, men alleene de, som de for skam skyld mae angive til tolds erleggelse — var det dog got. Skal man regne fra det mindre til det storre, sa er vel disse folk pa dette steed ei heller bange for at giore

4. urigtige angivelser, der over alt gaer udi svang,
og hvorefter de udenrigske handlere ved at rette sig.

Den lste made er ved at imballere vahrene og give dem et andet navn. De vahre, som de uomgisengeligmae have indfort, og som de handlende ei tor hazardere at indprochicere [indpraktisere?] pa sine stseder, bliver, ligesom ieg forhen i mit sidste underdanigstindgivne har sagt, emballerede i commen, annis, horfroe og hampefro eller andre sadanne lette

articler, sa at en foustagie af tree tenders rum haver ei meere end een tondes rom af dette lette article, en halv tonde i hVer ende, men af udenrigske producter 2de tenders rom af klsede, fine og grove silketeyer, caffee og alle slags lajrreder etc. Bliver derfore efter angivelse f. ex. en foustagie abnet, seer visiteuren, at der ei er andet, end hvad som angivet er, hvorfore den bliver igien tilslagen og til kiobmanden hiembragt uden viidere eftersogning af vedkommende visiteur. Regningen er god nok for dem, thi en foustagie af commen koster ei sa meget som en to tender caffe.

Den 2den made er at forminske told-afgifterne,
nar told af vahre betales skal.

Da denne bye savelsom fleere byer har stoer besvaerlighed med at fae deres vahre hentet fra langtfra liggende indenlandske stseder, sa felger deraf, at de handlende har sterre udgifter pa dem end de naermere liggende. Af disse vahre gaer ei megen told, men vahrene ere derimod bleven kostbareire ved skibsfragt, skibsprovisioo, folkelenninger o. s. v. Da nu enhver naturligviis seger sin fordeel, som vel ikke kan fortsenkes nogen udi, nar den ei gar til ydderligheder, sa felger deraf og, at da ripenserne boer de udenrigske stseder naermere end vore egne betydelige handelsstseder, hvorfra de skulde have de behevende vahrer til deres handel, forskrive de dem for fra disse fremmede end fra vore egne. Men da der af disse udenlandske gaer langt steirre og betydeligere told end af vore, hvilken de synes er for hard for dem, sa gier de dem og umage for pa alle muelige mader, saledes som forhen viist, at inpracticere sa mange vahrer som mulige, og i sikkerhed indbringe dem uden tolds svarelse.

Da det nu er tilladt bade at give og tage douceur
af skippere og seefahrende, sa er og disse vahre belagt
med denne byrde.

For nu at ikke forbindelse imellem de soefarende og de, som disse ere undergivne, til told og consumptionssvarelse, giver de ferste de sidste store douceure,som tildeels ere umadelige. Hvoraf skal disse

tages? Af de vahre, som indpracticeres ? Nei! Disse mae ingen viide af, og disse vil de have qvit og Me. De mae altsa tages af de angivende vahre, og hvorledes kan det skee uden ved falske angivelser? De vahre, som kiobmanden faer hiem fra udenrigske stseder, og hvoraf stoer told svares, deeler han saledes og siger derhos: Tolder og controleuren skal ikke kunde sige, hvor mange vahre ieg har i mine casser. Nar ieg da giver 1/s parten af de vahre, som indkommerog som skal angives til toldsvarelse, er det nok. Af V* part gives tolder og controleur douceur, sa har ieg io 1U Me uden afgifter.

I enkelte tilfaelde vilde sadanne douceuren kun vsere liden, men tages alle articler af vahre tilsammen, sa sees, at tabet er stoer og gevinsten for embedsmanden og den handlende er ligesa stoer, der alt kan ses af denne herved haeftede beregning [udeladt her].

Den viiser, at af de betydeligste tagne articler kunde
hans kgl. maytt. nyde

Saledes viiser beregningen og denne ballance, skiont
beregningen ei er affattet sa generel, som den burde

vsere, og indeholder kun de ting, som ere nodvendige, og som de uomgaengelig behover, bruger og virkelig afsetter pa dette sta>d, at der af disse anforte articler, som der arlig consumeres, og som i det ringeste som mulig er anslagen, kunde told og consumption af dette stsed belobe tii 37,627 rdlr. 76 sk., men at hans maytt. kun faer det halve ined 18,813 rdlr. 86 sk., ei beregnet stemplet papier og skriver penge. Vil man nu sette, at der herforuden, i mindste parten ved lsengst foranforteleyligheder, saledes som lste og 2den post viiser, bliver indpracticeret lige sa mange vahrer uden ringeste tolds erleggelse, thi ieg forudsetter, at Riibe af contrabandevahreer ligesom Fanee, Manoe og Romoe forradskammerfor synder og norre Jylland, og altsa er dette partie efter beregningen ikke formeget dobbelt beregnet, sa sees, at hans kongl. maytt. kunde rettelig nyde i toldafgifter af dette stsed 75,255 rdlr. 56 sk.

Ved det nu, at sadanne douceurer af hiembragte udenrigske vahre gives og tages, som efter beregning er en summa af 9406 rdlr. 97 sk. for Riibe bye, hvoraf tolder, controleur og visiteurer i Riibe faer sin part, de pa Fanee ansatte betientere noget, men fornemmeligstfuldmsegtigen pa Synderhoe, ligesom og noget til toldbetienterne i Hierting, og for resten skal de hengmastedesmae skibe eller bade med deres mandskab holdes. Skiont nu enibedsmanden i Riibe ei faer det heele til douceurs ansatte belob, sa er den dog sa tilstrsekkeligtil at fornGye ham, at nan derover bliver seendes blind og ei seer det, han burde see, sidder hiemme og tager ioiod, hvad som frivillig gives til hans maytts. casse. Men hvorfor kunde ikke embedsmandentage imod en anstsendig douceur, og derfor dog passe sit embede, vage over maytts. rettigheder og afvende vedkommende fra deres ulovlige foretagender?Nei! Thi disse douceurs, siiger ieg, forarsager, at embedsmanden bliver den soefahrende forbunden og tor end i de allergroveste foretagender ei viise, at han vager over kongens casse. Vil altsa embedsmandentage imod disse som sa riigelige, tor han ikke knye, om han endog stoed ved den contrabandeting

og kunde see den for oyen, Da det heeder imellem den almindelige mand: vi give dem gode douceurer for at have fred og ro, vil de da ikke vsere roelige, mae vi passe dem pa en anden made, hvilket er det samme som at siige: vi give dem douceurs for at sidde hiemme og lade os i et og alt have vores frie villie. Og tager de imod den, som arlig er anseelig, og endda ei vil lade os vaere i freed og roe, skal vi knsekke deres hals.

Hvad emu arsag til aid toldsvig pa alle kanter
betragtet? Douceurer.

Skade er det, at folk er saledes sindet, og hvor magtpaliggende er det ikke pa sadanne stseder at have gode msend til at holde disse egennyttige til deres pligter og i god orden.

Msend, som ere skarpseende, lovkyndige, retskafne, der kiender landene og veed maden, hvorved han bedst kan see pa sin konges baedste. Thi nar disse er stajrkere i forstand end embedsmanden, nar disse kiender landene, enhver ting og ethvert stsed, som kan bringe dem til malet for deres ulovlige foretagender, han derimod er fremmed derfor og tor ingen indsiigelser giore af frygt for disses overfald, og nar disse vager og betiener sig af andre arsagers hielp til at bringe dem til deres mal, nar embedsmanden seende sover og ikke har sat disse grsendser og forhindret i deres forestaende handlingers foretagender, samt nar disse for at bringe ham dertil beriiger ham, og hand tager derimod, hvor umuligt er det da ikke for ham at handle efter sin eed og pligt.

Deter vel sandt, at disse forestaende handlinger af den soefahrende og de handlende som dennes medhielper, ere hoyst fornsermelig strafskyldige og utalelige, men nar disse er overgivet til deres egen villie, hvorfor skulle de da ikke betiene sig af leyligheden, de seer deres fordeel, og ikke een pa sadan made kan holde dem til deres pligter, med mindre han har de foranforte egenskaber og dertil i tilfselde tvangsmidler, som han veed at kan bruge i sin rette hensigt. [Et Resume udeladt.]

Min underdanigste formeening er derfor denne: at sa lsenge oeboerne pa Fanoe, Manoe og Romoe ei vorder indskrenket, soestsederne ved de ved Riibe og Hierting liggende beboere ei af vedkommende strandcontroleurer vorder papassede, og bondehandelen i det rantzau-castellske, schachenborgske og det haderslevhuusiske ei vorder ved anordninger indknebede, faer hans maytt. kongen liden eller ingen told, hverken af Riibe, Colding, Varde eller Veile, som ere disse ocr sa nser beliggende og forst og fornemlig ingen af Riibe, som er dem nsermest, at dersom sadan indskrsenkelse ei vorder foretaget og disse 4re byers handlende skal straengeligen til toldudgifters svarelse blive og vsere papassende, gaer de gandske tilbage, thi som en folge af, at de skal betale den befalede afgift, bliver deres vahre dyrere, og kan de altsa ikke holde priis enten med oeboerne eller med de forbemelte bonderhandlere.

At dersom det skal vaere toldbetienterne tilladt pa slige stseder at tage imod betydelige douceurs eller sadanne, som ere übestemte, kan de ikke forekomme nogen i deres ulovlige forehavender, thi sadanne virker forbindelse og gor, at de soefahrende er betaget med frygt, og disse, som ere satte til at papasse dem, lader alle ting jevne sig selv, hvorved hans maytts. casse betydelig fornsermes.

Pa grund heraf troes underdanigst:

1. at nar der blcv sat gode og kyndige maend, der vilde giore sig en sere af at befordre det hoy kongl. toldkammers hensigt_> som burde vsere en tolder og visiteur pa Sonderhoe og en controleur ved Norbye eller Odden, der som et andet ordentlig toldkammer uden at vsere Riibe eller Hierting toldstaeder undergiven, men kunde efter eed og pligt handle overensstemmende med hans kongl. maytts. love, dette vsesen betreffende, hvilke skulle hseve toldintraderne og have opsigt med visitationerne, vilde det virke,

a) at hans kongl. maytt.s toldintrader ved Fanoe
overordentligen forogedes, da de kongl. betientere
bedre kunde have dem under opsigt og disse afskaren

leiligheden til bade at udfore vore egne og indbringe
fremmede vahre uden tolderleggelse>

b) at disse beboere altsa ikke heller kunde saelge
deres hiembragte vahre lettere end kiobstaed-manden^

c) bondehandleren havde da heller ingen nytte af
at reise til Fanoe for at have got kiob, men bleve
nodte til at tage deres vahre hos kiebstsed-manden,

d) vilde Riiber skippere ligesa giserne gae ind i deres egen havn som op til Synderhoe eller Odden^ thi nar de seer, at de ingen meere fordeel kan have af at gae op i de sidste, bliver de nok ved det ferste stsed,

e) og endelig vilde denne foranstaltning vsere en
sand arsag til ripensernes opkomst.

2. Skulle Geboerne pa Manoe og Romoe vsere forpligtede til at segle op under Synderhoe og ved dette toldstsed klargiore (savel for indkommende som udgaende) deres indehavende ladninger og lade sig af dette stseds visiteur visitere og saledes der erlegge de allernadigste pabudne toldafgifter. For at forekomme enten at ripenserne, fanoerne eller nogen anden skulle pa Manoe og Romoe oplsege vahre for udenrigske, hvoraf ingen told forud var bleven erlagt og igien ligeledes udbringe landets producter, burde der settes tvende ordinaire betientere pa hver &e ved indseglingerne, som kunde i tilfaelde af ulovlige foretagender raportere det ved en imellem tolderen og dem seilende bud, hvilke burde lennes af Synderhoe toldcasse, og nar da ulovlige handlinger indtraf, skulle denne oes toldere vsere forpligtet at giore anstalt til en ordentlig judicial visitation og confiscationsforretning og vedkommende til den ende dertil af visiteuren opbringes. Hvorved vandtes,

a) at disse tvende ocr hverken kunde tage pa oplag for riipenserne eller fanoerne, ikke heller selv sselge vahre til de forbemelte bonderhandlere, til Hadersleb bye selv eller til de nordre kiobstseder uden tolds svarelse,

b) at riipenserne ikke heller kunde vsere der sikker
med deres skibe, og

c) at hans kongl. maytt. fik og toldafgifter af de
mange vahre, som pa disse 2de eer arlig consumeres.

3. Burde det forebygges, at den givende og tagende douceur blev savel tilbageholdt som annammet, pa det at vedkommende kunde patale og pasee deres konges bsedste, og ei derudi pa sadan made forhindres.

Sa var det og nyttigt,

4. at visse poster i toldrullen for dem, som fra og pa disse staeder farer, matte til tolds svarelse vorde formildede, thi hvor er det muligt enten for riipenserne eller oeboerne at fae de vahre, som vore lande producerer hid fra Kiebenhavn uden mange tings tilsetning, og da de saledes ere nodt til at forskrive udenlands fra, og ei kan have den samme nytte af vore bondes producerende vahre som deres naboer eller de andre kiebstaeders handlere, sa kunde og efter nadigst behag en billig eftergivelse finde stsed.

Nar dette alt allernadigst matte vorde approberet, troer ieg underdanigst det vilde bringe hans kongl. maytt. en 100,000 rdlr. arlig indkomst i hans casse. Om ikke alt vantes enten ved Riibe eller oeboerne, sa vilde dog indta:gtens forogelse viise sig ved Colding, Hierting, Varde og Veile.

Man kan vist rolig svaerge pa, at den mand, der skrev dette, ikke var en i Ribe bosiddende borger. Hvis der kom del mindste af dette ud blandt folk, vilde han for alle tider have vaeret umulig der pa stedet.

Men hvem han end var, havde han abenbart et godt kendskab til forholdene. Selv om helheden er ensidig opfattet og absolut ikke viser alle arsagerne til manglerne og skaderne ved Ribe havn, giver dette indlseg i sagen et fortrinligt kendskab til en af de sider, der altid havde vasret af en hejst uheldig virkningfor

ningforRibe. Den alt for nsere toldgraense til et landomrade,der dog kun var en anden del af riget, men som fra de aeldste tider havde haft ganske andre rettighederog friheder end det »egentlige kongerige«, havde medfort mange übehagelige virkninger for Ribes landhande l¹). Nar nu forholdene til sgs var af den beskrevneart — og herom er der ingen grund til at tvivle — kan man forsta, at byen havde mange vanskelighederat ksempe med.

Det knusende angreb, som i denne indberetning fortes mod toldva?senets ordning pa disse kanter, gjorde dog tilsyneladende intet indtryk i generaltoldkammeret. I hvert fald skete der forelobig ingen sendring i forholdene.

Helt ukendt havde toldsvigssager aldrig vseret for Ribe. I 1701 havde tolderen opnaet, at forordningen om toldsvig blev lsest fra prsedikestolene i hele amtet, da benderne altid undskyldte sig mcd, at de ikke kendte den, eftersom de sa sjaeldent kom til tinge. Amtmanden lod da forordningen rundsende til praesterne, der skulde lade den ga videre med pategning efter oplsesningen. En halv snes ar senere blev der af regeringen nedsat en kommission til undersogelse af forholdene ved Ribe toldsted, hvor det nu abenbart var embedsmaendene, der havde gjort sig skyldig i svig og underslaeb, idet savel told- som bromsendene matte forelaegge deres bager for kommissionen.

Gennem hele arhundredet gik det meste af den for ret rigelige indtsegt for havnen med til vedligeholdelsenaf sotonder og kaber⁸). Byen la da ogsa pa lur for at. foroge indkomsterne, og den vagede nidksert

---

1) Se »Fra Ribe amt« 1905 p. 90 ff.

2) Somserker, opstillet pa land. Kalkar 11., S. 463.

over, at ingen greb ind i rettighederne pa de stramme, som fra Arild havde hort ind under dens omrader. I 1771 kom magistraten derfor i konfiikt med Hans Satterup i Hjerting. Det drejede sig ora tonde- og kabepengenefor de aksne, som udskibedes fra Strandby, og som Satterup mente matte tilkomme ham, da de skibe, der forte disse, passerede gennem Gradyb. Mod dette hsevdede Ribe magistrat, at denne afgift altid forhen var blevet betalt pa det sted, hvorfra skipperne udgik som ekspederede af toldvsesnet. Hvis Satterups opfattelse skulde gaelde, matte han betale en klsekkeligafgift til Ribe, for der var adskillig fllere fartojer, der passerede Riber dyb efter at vsere ekspederet fra Hjerting toldsted, end omvendt. Stiftamtmand Lewetzaulagde sig mseglende imellem og fik bilagt striden.

Imidlertid var der i regeringskredse blevet sa meget rare om havnespergsmalet, at man besluttede at tage alvorligt fat pa det. I 1774 reguleredes grsenserne mellem kollegierne, og ved denne lejlighed blev havnevaesnet lagt ind under det vestindiske og guineiske rente- og generaltoldkammer, og kort tid efter sin oprettelse tog dette kammer med det drabelige navn fat pa at skaffe sig klarhed over havnenes tilstand, idet amtmsendene blev beordret til gennem en indberetning at besvare flere bestemt formulerede sporgsmal.

Hovedsummen af stiftamtmand Lewet/aus indberetning,
der for forste gang kaster lys ud over forholdene
ved Ribe havn, var felgende:

Havnen var meget ringe, da indsejliogen gennem mange ar havde vseret sa tilstoppet med sand, at kun fartojer pa 20^—24 l£ester kunde ga ind til det ssedvanligelosse - og ladested, Skiegum kalclet, der la %U mil fra byen. Herfra befordredes varerne videre med pramme og bade ad aen, eller, som den fra gammel

tid kaldtes, revieren; men denne var pa sine steder sa tilstoppet, at badene kun, nar vandet var tiojt, kunde drive over bankerne, hvilket naturligvis forarsagedemange dages ophold. Der var ingen steder, hvor skibene kunde ligge i vinterhavn. En sadan matte de da soges pa »eilandet Fano« 3 mil fra byen.

Hvad havnens ekonomi angik, havde den ingen kapital. Dens indkomst var c. 30 rdlr. arlig i tondeog kabepenge, som efter gammel takst oppebares af hvert fartej, som sejlede gennem Riber dyb eller ekspederedes pa toldboden. Desuden indbragte de bade, som ved markedstid la ved skibsbroen og solgte fisk, c. 4—54^—5 rdlr., og dertil kom, at der fra gammel tid tilkom broen en part af byens accise, nemlig c. 30 rdlr. arlig. Disse indtsegter indgik i byens offentlige kasse, der derefter afholdt alle udgifter; men det var knap nok, at de indkomne midler kunde dsekke vedligeholdelsen af to Sotonder ud for Sonderho samt to kaber eller vartegn pa b.OJe bakker pa Sonderho, foruden en rsekke kaber langs revieren.

Det eneste, der kunde hjselpe pa situationen, var en oprensning af aen; men hvorfra skulde midlerne hertil komme? Stiftamtmanden havde konfereret med magistraten og flere andre, og man var koinmet til det resultat, at det var bedst at opkrseve bropenge: 4 sk. af sma bade, 8 sk. af storre bade og 16 sk. af fartojer med varer over en lsest, ligesom pramme med specielle kebmandsvarer skulde give 16 sk. Med sadanne afgifter mente man ikke at vsere gaet nogen for nser.

Men vilde disse indtsegter forsla til en virkelig og
vedvarende udbedring?

Det som generaltoldkammeret abenbart havde onsketsig
af disse indberetninger, ma sikkert have vseret

nogle detaillerede og vel underbyggede forslag, som nojagtig skitserede, hvad der skulde foretages ved havnene, samt den omtrentlige sum, der vilde medga dertil. I stedet for fik man fra sa godt som alle sider mere eller mindre svaevende udtalelser, som i virkelighedenintet

Derimod fik man i kammeret et tydeligt indtryk af, i hvilken forfserdelig tilstand det danske havnevsesen befandt sig 1). Arene, der fulgte, og det ksempearbejde, der i virkeligheden — om end kun efterhanden — blev gjort for at bringe havnene pa fode igen, viser, at her havde indberetningerne ikke overdrevet. Det svar, der naesten fra alle sider lod pa spergsmalet om, hvordan eventuelle mangier bedst kunde afhjaelpes, var nsesten overalt blevet: hjaelp fra statskassen!

Der var derfor al god grund for kammeret til at holde igen. Forelobig gik der en raekke armed at behandle det indkomne materiale og udarbejde en betsenkning til kongen derover. Denne afgaves i 1781, men af virkelig praktiske forslag til en afhjselpning af miseren indeholdt den ikke eet, hvorimod den fortabte sig i en raekke filosofiske og merkantilistiske betragtninger, hvoraJ' Here — om de var blevet realiseret — vilde have vseret absolut ladelseggende for de fleste af landets havne.

Betsenkningen shittede med at klassificere havnene. Heller ikke denne klassificering vidnede om saerlig forstaelse af byernes vajrdi som handelspladser. Det skal her kun bemserkes, at man for Jyllands vedkommende mente, at der kunde vaere anledning til at gore noget for Alborg, Randers og Arhus pa eistsiden og Ribe pa vestsiden.

---

1) Otto Smith: En dansk kabstads havn, Holbselc 1924, pag. 47 ff.

De sidste artier af arhundredet sled sig hen, uden at der skete noget nsevnevserdigt for Ribes vedkommende. I halvfjerdsernes slutning havde en vis Peder Poulsen til regeringen indsendt et forslag til udvidelse og forbedring af en lille havn pa Listo, og efter nogen betsenkning blev kommandorkaptajn Lou beordret til at afgive betaenkning over dette forslag.

Denne soofflcer var blevet ansat som tilsynsforende med de danske havne, og allerede i oprettelsen af denne stilling la der en tilkendegivelse af, at man var besluttet pa at rade bod pa de darlige tilstande. Men om Lou nu enten ikke var den rette mand pa denne plads, eller man ikke stottede hans bestrsebelser pa rette made, nok er det, at hans virksomhed har sat sig yderst ringe spor. Hans navn forekommer vel af og til, men det star ikke i forbindelse med en kraftig indgriben til en forbedring af situationen. Hvad det Listo'ske projekt angar, gled det stille ud af sagaen, og rummede vel heller intet af vaerdi, sa denne fare for Ribe gled snart over.

Man havde pa denne tid — som man vel altid havde haft det, og som man ogsa senere blev ved med at have det — et syndigt vrovl med sotonderne i Riber dyb. Disse var i seldre tider blevet vedligeholdt af byens skippere to og to pa skift, men senere havde skipperne faet ansvaret og bekostningen lsesset over pa magistrates Da byen haevdede at have suversenitet over alle farvandene mellem oerne og fastlandet, matte den naturligvis ogsa sorge for disse sotander, der afmaerkede dem; men det faldt radet vanskeligere og vanskeligere at fa de indkomne tonde- og kabepenge til at sla til til formalet, idet tonderne hvert ojeblik rev sig los, hvorefter som regel de vaerdifulde kseder blev bjerget og stjalet af forbisejlende.

Man havde i 80'ernes slutning grebet til den saedvanlige udvej at bortforpagte vedligeholdelsen, mod at forpagteren matte indkassere de penge, som afgaves af de passerende skibe til dette formal. Forpagteren var netop den fuldmsegtig ved toldvjesnet pa Sonderho, Jens Sonnichsen, som efter den anonyme indberetning skulde have sa kolosale, men ulovlige indtsegter. I alle tilfselde var han en bjergsom mand, thi neppe havde han overtaget forpagtningen, far han sogte og ogsa fik medhold hos radet i, at der ikke alene skulde betales tondepenge af de skibe, der 10b ind og toldklarerede, men ogsa af alle dem, der blot passerede Riber-dyb, og som jo faktisk ogsa havde mere gavn af sotonderne end de stedkendte folk. Det var jo sikkert pa sadanne omrader, at det havde skortet for magistraten med at fa tilstrsekkelige indkomster, idet man kun opkrsevede hos de havnsogende fartojer, medens Jens Sennichsen nu abenbart la pa lur i dybet efter de ikke fa passerende skibe.

Ved en senere licitation af denne omsorg for Sotonder og kaber, kom den i hsenderne pa Peter Thomsen i Sonderho; men i 1794 overtog Jens Sonnichsen den atter for en sum af 31 rdlr., og han var sikkert energisk nok til at fa disse penge ind igen med gode renter.

Det evindelige rab om, at det var aens tilgroning, der odelagde Ribes handel, ma forekomine en at have vseret tilstrsekkeligt til at skabe en stemning for at skaffe midler til en oprensning; men denne udeblev stadig. I den retning gjordes kun det aller nodtorftigste.

Dette ser sa meget mserkeligere ud, sorn man i 1791
blev klar over, at byens brolsegning var i en darlig
forfatning. Af den grund skred roan til en generalreparation,der

reparation,derkostede ganske betydeligt. Gennem generalvejmester, major v. Rosen, blev der skaffet en kyndig mand tilveje, som skulde lede arbejderne i tre maneder og undervise en eller flere af byens arbejderederi.

Ved samme lejlighed gaves der broen en sikkert hardt tiltraengt reparation, saledes at der ialt anvendtes 2622 rdlr. pa dens bolvaerk og brolsegning. Om man blot havde anvendt denne sum pa aens oprensning! Men medens broen nu stod pudset til at modtage de indlobende bade, groede aen stadig mere til og hindrede disse bade i at komme ind til den.

Tre ar senere var man dog kommet til en erkendelse af, at noget matte der geres. Borgmester Balle gjorde sammen med prammand Jergen Andersen som sserlig sagkyndig en rejse til Fane for at radfore sig med skipperne der om, hvilke foranstaltninger der vilde vsere de bedste.

Nu var skipperne pa Fano jo ikke helt de rette at sege rad hos, da deres interesser for en forbedring af toldstedet Ribes havnevsesen kun kan synes at have vseret yderst ringe, saledes som forholdene nu en gang var i disse farvande. Men ekspeditionen vendte dog tilbage med sadanne resultater, at den kunde foresla magistraten, at der anbragtes rishoveder pa de steder, som var mest tilbojelige til tilsanding, for pa denne made at indsnaevre lebet og bringe strammen til at sksere i bunden, sa at sejllobet derved kunde uddybes. Som et farste forseg burde der ssettes et sadant risgserde ved »provstens ridested«.

Denne hja3lp til selvhjaelp var vel nok god latin mange steder landet over og var ogsa blevet forsogt ved flere ahavne, men uden at resultatet svarede til forventningerne.En god muddermaskine, sat hyppigt i gang,

havde sikkert hjulpet bedre, som den havde gjort det pa Christian IV's tid, Pa et af de kort, der skaffedes tilveje, da areguleringen nogle ar senere kom under debat, ses anbragt en rsekke risgserder i de storste krumninger; men de er neppe opsat ved denne lejlighed,da byens regnskaber ikke viser udgifter til sadanne.Man har langt snarere denne gang som sa ofte senere ladet det blive ved den smukke tanke.

Samme ar foretoges en regulering af skibsbroen, idet man onskede at fa nejagtig angivet, hvor meget der var gade, og hvor meget bro. Man fastsatte gadebredden til 10 alen og nedrammede her en raekke psele, der skulde anvendes ved skibenes fortojning.

Aret efter, den 17. april 1795, blev skibsbroen vidne
til et formeligt opr&r.

Byens borgere havde ansogt otn, at der matte blive udstedt forbud mod kornudforsel, da det — i hvert fald inden for amtets grsenser — begyndte at knibe svsert med denne uundvaerlige vare. Den pagaeldende dag fik man underretning om, at en stor pram, ladet med rug, var pa vej ind til byen, til hvis kobmaend den var bestemt, og da man havde sikker forvisning om, at hele denne ladning var bestemt til eksport, modte en stor skare af borgerne op pa skibsbroen.

Da prammen viste sig ved bommen og forlangte at komme til bolvaerk, modte konsumptionsbetjentene naturligvis og vilde abne bommen; men nu kom der liv i oprersskaren, betjentene blev jaget bort, og for at de ikke senere skulde finde pa at abne bommen, blev der sat en ■ ekstra hsengelas for denne. Efter borgeradjutantens ordre tilsagde en borgerkorporal nu de menige i borgerkorpset til at holde vagt pa broen, indtil der var kommet svar pa ansogningen om forbud mod kornuclfarsel.

Kobmsendene blev efter disse begivenheder aengstelige for, hvorledes det skulde spsende af, og sogte at opna et kompromis, idet de lovede at udsselge et lige sa stort kvantum som prammen indeholdt, nemlig 500 tdr., til en pris af 4 rdlr. tonden, men de ophidsede borgere nsegtede dette pure.

Naturligvis endte det med et sagsanlaeg mod oprorernes hovedmaend, Lauritz Lund og Jacob Friderich Bohme, og endnu to ar senere verserede denne sag, hvori de anklagede ved vidner beviste, at arsagen til ophidselsen ikke var grebet ganske ud af luften, idet der virkelig hint forar var rejst en del opkebere rundt i amtet for at erhverve kornet direkte fra bonderne til udforsel, samt at den omhandlede ladning var fremskaffet pa denne made.

Overhovedet var der i disse ar en del uro i byens naeringsliv. Saledes klagede de eligerede borgere i 1795 over, at fern kniplingskrsemmere havde faet borgerskabsbevis uden at have taget ophold i byen. Det samme var tilfseldet med tre skippere, der benyttede dette pseudoborgerskab til at drive borgerlig naering pa landet, hvor de boede, og til skade for byen.

Rentekammeret gav dog kun medhold i det sidste tilfselde, og magistraten autoriseredes til at tage forbehold ved borgerskabs udstedelse til skippere mod at drive borgerlig naering uden for byen.

Dette var ikke uden sidestykke i byens seldre historicog viser, at der var et misforhold mellem byens vterdi som sokebstad og den pligt, der palagdes skipperneat vsere borgere. Circa hundrede ar tidligere, i 1701, forespurgte rentekammeret byen, om ni navngivneskippere var virkelige borgere, men fik til svar, at disse vel nok havde lest borgerskabsbrev og havde boet til leje i byen i nogen tid om aret samt svaret

deres skatter; men nu havde man intet set til dem
siden 1697, og man regnede dem derfor som havende
deres borgerskab forbrudt.

»At bo og bygge her pa stedet have de savelsom alle andre med al ret eragtet at vsere til deres ruin, sa lsenge de pa nserliggende steder kunne nyde de friheder, som udi nogle ar haver vseret betagne denne fattige bys indvanere, og dersom denne ikke bliver anset med stor kongelig nade, da ikke aleneste skipperne, som sket er, ska! undvige byen, men endog de borgere, som forhen haver vseret fbrmuende. Hvorledes negotien er her pa stedet, kan bedst ses af, at hverken skippere eller skibe mere ere her hjemmehorende.«

Saledes Lad klagen hundrede ar tidligere, og endnu la Ribe med et msegtigt opland, som ikke var dens eget pa grund af de sserlige forhold til Sonderjylland, og ksempede en fortvivlet kamp mod bade regeringsforanstaltninger og mod naturmagter.

Men nu var dens krsefter ogsa ebbet ud og borgerskabet beravet enhver rest af energi. Som det skal ses i det folgende, havde man opgivet al tro pa, at forholdene kunde sendres, og de forsog, som fra forskellig side blev gjort for at vsekke by og borgerskab op til dad, modte en resigneret passiv modstand, som ikke var til at overvinde.

I maj maned var der en hr. Kiiinmel, som klagede direkte til rentekarnmeret over aen ved skibsbroen, idet nan haevdede, at der faldt jord ud 1 den fra hr. Thuns forvaerk (bolvserk?), samt at slusen mellem toldbodgarden og hr. Omeises plads var i en meget darlig tilstand. Hovedpunktet i hans klage var dog det, at alt muligt skarn og affald kastedes i aen. Mserkeligt nok var dette forhold aid rig tidligere gjort

til genstand for klage, skont aen dog havde vseret hele byens losseplads gennem arhundreder, idet man jo her pa en sare nem made kunde komme af med alt, hvad man ikke mere gad se.

Rentekammeret beordrede nedsat en kommission til undersogelse af forholdene, men denne gled ind i den raekke af kommissioner, hvis resultater man kan lede forgarves efter lige til dommedag.

Sa taenkte de eligerede en overgang pa at forheje tonde- og kabafgiften for at skaffe storre indtsegter; men magistraten fraradede dette pa det bestemteste, da det rimeligvis kun vilde bevirke, at de fleste af de fartojer, som kun passerede Riber dyb, men dog gav afgift, i stedet for vilde ga gennem Gradyb, hvor de var afgiftsfri.

Pa dette tidspunkt begyndte regeringens indflydelse pa havnene at gore sig gseldende, eller rettere sagt, pa denne tid kom den rette mand til at tage sig af dem: soofficeren Poul Lovenorn, en sonnesan af den bekendte Poul Vendelbo Lovenorn.

Denne energiske og dygtige mand blev i 1796 udnaevnt til overlods, hvilket vilde sige, at hele det danske lodsvaesen blev lagt ind under hans styrelse, og for Ribes vedkommende sporedes det snart efter deri, at der til enrolleringschefen, kommandorkaptajn Pohlman i Hjerting, indlob ordre til, at han skulde indberette om alle de lods- og somserker, der fandtes i hans distrikt, sasom kirketarne, trseer, vejrmoller o. s. v. Desuden skulde han sorge for at fa alle lodser optaget i enrolleringsrullerne, og fandtes der i distriktet nogle, der maske var antaget privat af magistraterne, skulde han samle disses antagelsesbreve og instrukser og indsende dem til admiralitets- og kommissariatskollegiet.

Ogsa det danske havnevsesen lagdes samtidig ind under ham, og ogsa her segtes der straks skabt et grundlag for den nyordning, som kort efter ivserksattes.

Der udkom en ny told- og konsumptionsforordning, og i anledning af dennes § 25, indberettede Ribe magistrat den 6. april 1797, at de afgifter, som skibene havde i Ribe havn., var: 1) bropenge (1 sk. af hvert »frihedshoved« og 2 sk. af andre), 2) ringpenge (4 sk. af hver pram eller bad og 16 sk. af sterre fartojer), 3) kranpenge (1 sk. af hvert 100 pd. vejet, 10 sk. af uvejet fremmed gods), 4) pakhuspenge (af hvert 100 pd. 1 sk. ugentlig, hvert lacs fremmed gods 10 sk. ugentlig), 5) liggepenge (2 sk. af hvert laes tommer ugentlig), 6) tonde- og kabpenge (fra 1 sk. — 1 rdlr. efter skibenes storrelse og antal rejser). Dette led jo meget drabeligt, men var i virkeligheden en altfor lille indtsegt, og det var desuden kun ring- og liggepengene, der koin selve havnen til gode.

I 1798 kom den kongelige forordning om havnevsesnet,der fastslog Levenerns stilling som generaltoldkammeretskonsulent i bro- og havnesager. Et af dens vigtigste pabud var nedssettelsen af en havnekommissioni hver havneby, saledes at kammeret nu havde en bestentt myndighed at holde sig til, idet man vel gik ud fra, at byernes rad havde for meget at tage vare pa pa andre felter, til fuldt ud at kunne patage sig dette specielle. Under havnekommissionen lagdes ogsa hele havnens okonomi, der f. eks. i Ribe hidtil havde vseret blandet sanimen med byens almindeligepengevaesen. Regnskaberne skulde revideres, decideres og kvitteres af kammeret, og kommissionernematte kun anvise ind til en vis sum til udbetaling.Skulde

taling.Skuldedette beleb overskrides, fordredes amtmandensbetsenkning
og kammerets beslutning.

Ribes havnekommission kom til at besta af byskriver Simonsen og borgerne Koch og Thun; men de stillede sig alle fra forste fserd meget afvisende over for denne institutions vserdi, og resultatet af deres holdning udeblev heller ikke.

Havnekommissionernes forste opgave var at fa skabt en fast organisation gennem et havnereglement, og i denne anledning fik Ribe tilstillet Korsors reglement som grundlag for, hvad den selv skulde udarbejde. Den blev imidlertid ganske roligt lagt til side!

I november maned indsendte kommissionen den af generaltoldkammeret forlangte indberetning om havnens ojeblikkelige tilstand. Den var ikke rosenrad, og der er adskilligt, der tyder pa, at den er formet endnu vserre, end hvad der egentlig var overensstemmende med de faktiske forhold:

1. Der fandtes ingen havn for skibe i vinterleje, 2. der boede ingen skippere eller borgere, der havde skib i fart til og fra byen, 3. fremmede varer hjemfortes fra Hamborg ved en (!) pa Sonderho boende skipper, 4. desuden kom der arlig fra Norge nogle ladninger kalk og tommer, men ellers var der ingen handel.

Aens elendige tilstand omtaltes naturligvis udforligt. En oprensning og udgravning matte derfor til, men var maske unyttig (!). Da indtaegterne var sa ringe, matte bekostningen altsa afholdes af byens offentlige midler; men der var i forvejen lagt stserkt beslag pa disse, og mere end 150_—200 rdlr. arlig kunde der neppe opnas derfra.

levrigt fraradedes de store bekostninger, da byens
skibsfart nu en gang havde taget ssede pa Fano og

Sonderho. Selv om der blev gravet en kanal tvers gennem engene, »som ikke med en tonde guld lader sig udfore«, vilde forholdene sikkert darligt bedres, thi handelen vilde pa grund af de nserliggende vendiskesteder neppe drage fordel deraf.

Af disse grunde mentes derfor ogsa, at en havnekommission
var ganske unodvendig!

Da den dog nu en gang var nedsat, niente den vel, at den burde komme med forslag til nogle forbedringer; men den vigtigste af disse synes dog for kommissionen at bave vseret den, at magistraten ligesom hidtil burde patage sig administrationen, hvorfor kommissionen heller ikke havde gjort sig den ulejlighed at indsende det oiiskede havnereglement.

Denne indberetning, der ikke vidner sjsrligt om godt
borgersind, gik videre med stiftamtmandens tilslutning
til det anfarte — men Lovenorn var af en anden mening!

Han var ingen ynder af dem, der lagde hsenderne i skedet og ikke sa ud over deres egen na3setip. Han lod straks generaltoldkammeret vide, at kommissionen selvfolgelig burde vedblive at fungere, i hvert fald i alt, hvad der angik aens opmudring og bolvserkernes vedligeholdelse, og nar det var befalet, skulde kommissionen naturligvis udarbejde liavnereglementet. Imidlertid kunde han bedst overse situationen, nar han selv kom pa stedet, og af den grund skulde selve forbedringerne ved havn og bro stilles i bero, til han kunde komme derover. Ingen skulde indbilde ham, at der ingen handel var, thi hvorfoir vedligeholdt byen da sotenderne og kaberne!

Det ser af denne skrivelse ogsa ud til, at Levenorn kunde tsenke sig Fano havn i udbedret skikkelse tjene som egentlig havn for Ribe, hvorfor aens udbedring var det vigtigste for byen. Den besvserlige omladning

af varerne ophaevedes jo af byens fortrinlige beliggenhed.

Men Lovenorn var en travlt optaget mand, og der var i snesevis af havne, som trsengte i hoj grad til hans personlige nservserelse. I juli maned det folgende ar matte generaltoldkammeret underrette magistraten orn, at Lovenorns forretninger andet steds udsatte hans besog i Ribe endnu nogen tid.

Men der gik maneder, der gik ar, inden Lovenorn kom til Ribe. Ved ar 1800 opgjorde Generaltoldkammeret, hvilke forbedringer der var foretaget ved de danske havne, og der var gode resultater at spore nsesten overalt. Men ved Ribe la det helt stille.

Havnekommissionen var stadig tvser og modvillig. Da et af medlemmerne, kebmand Thun, i 1799 rejste fra byen for at sla sig ned i Nyborg, foretoges der vel et valg til nybessettelse af hans post i kommissionen; men man stillede dog bessettelsen i bero under henvisning til, at man ikke var klar over, om den gamle ordning (med magistratens administration) skulde felges, eller om en ny havneordning skulde trsede i kraft.

Magistraten blev dog hurtigt fra generaltoldkammeret underrettet om, at den ny ordning forlsengst var tradt i kraft med havnekommissionens valg, man anerkendte forstander Ussings valg i den bortrejste Thuns sted, og man mindede skarpt om, at kammeret onskede sig tilsendt fra kommissionen et udkast til et havnereglement.

Et ar senere lykkedes det kommissionen at fa et sadant reglement skrevet sammen, men det indeholdt kun det aller nodtorftigste, og det ser yderligere ud, som om det forst indsendtes flere ar senere pa. udtrykkeligtforlangende. I en samtidig skrivelse repeteredeman

teredemanover for kammeret de ulykkelige forhold ved aen og fornyede forslaget om en opmudring og en borttagning af de banker, der ved lavvande standsedefartojerne, som nu altid matte losse og lade ved den sakaldte Quernsten. Navnlig burde der ryddes kraftigt op ved Teglholmen, ved ride- og korestederne over holmen og mellem kronens og byens bro. Og trods regeringens gentagne ordrer, ansogte man atter om, at bestyrelsen af havneforholdene igen matte blive lagt i magistratens hand, samt om at underskuddet ved opmudring og reparationer matte blive afholdt af byens kasse, alt under magistratens overopsyn.

Et af punkterne i havnereglementet fastsatte en afgift pa Va pCt. af a lie ind- og udskibede varer; men kobmsendene, der havde faet nys herom, protesterede ojeblikkelig over for magistraten. De kunde hojst ga med til at give XU pCt. og forelobig ken pa 3 ar. Samtidig protesterede de eligerede borgere mod, at byens kasse skulde tage sig af aens oprensning. Hvad byen kunde patage sig, var hojst en vedligeholdelse af stenbolvaerket fra kranen forbi Brede slippe samt derfra til aen ud for slottets bleghave. Hertil kom, at magistraten udtalte som sin mening, at byens handel ingen ford el vilde have af alle anstrsengelser, sa lsenge oboerne og bonderne tra3ngte ind pa disse omrader. Den onskede, at en grsensereguleringskomoiission forst skulde bringe orden i dette forhold.

Det skal ikke nsegtes, at forholdene ma have syntes de stedlige autoriteter uhyre besva£:rlige, sa laenge de mange haßmmende band ikke blev slappet ved kraftige foranstaltninger fra regeringen. Men herfra og til en passiv nsegtelse af selv at foretage det ringeste, var der dog et spring.

I kammeret folte man vel nok denne modstand, men fandt ingen midler til at imodega den. Da Lovenorn absolut ikke kunde tage sig personlig af sagen, blev digeinspektor Sieverts dirigeret til Ribe for at konferere med havnekommissionen; men hans bestrsebelser for at sksere gennem uviljen lob ganske ud i sandet, og havnesagen la derefter fuldstsendig i dvale i circa tre ar.

I marts maned 1803 mandede byens kobmsend sig imidlertid op til en protest. Det var ikke nok med, at aens tilstand nsesten umuliggjorde enhver sejlads, men nar dertil kom, at byens pramforere blev udskrevet til soenrollering, blev det helt gait! De eneste, der i sa tilfaelde kendte farvandet tilstrsekkeligt til at kunne fore badene helskindet igennem, var nemlig Fane- og Sonderhoskipperne, og man var pa den made ganske i deres void og matte betale de üblu priser, som de forlangte for transporten.

Lovenern var ikke til at fa fat i pa dette tidspunkt, og kammeret henvendte sig derfor i sin nod til stiftamtmanden og spurgte, om han dog ikke kendte en mand, som havde tilstrsekkelig indsigt til at foretage den fornodne undersogelse af forholdene, og som derefter kunde beregne omkostningerne derved. Men dette var abenbart ganske bablost at tsenke pa.

I marts indsendte magistraten et andragende til kammeret om, at byens tonde- og kabevsesen pa grund af, at byens kasse havde underskud, matte afholdes »for hans majestsets regning«; men dette blev pure afvist.

Fra de forste syv ar af arhundredet findes en opgorelseaf,
hvor mange skibe der fandtes hjemmehorendeide
forskellige kobstseder1). For Ribes vedkommendevarierer

---

1) Axel Linvald i historisk tidsskrift. 8. rsekke. VI.

kommendevariererantallet mellem 24 og 28 skibe pa ialt mellem 396 og 467 kommercelsester. Forholdet var dog det, at byen ikke ejede et eneste skib, men der er regnet med dem, der horte hjemme inden for Ribe tolddistrikt.

Sammenlignes dette med forholdene ved en rsekke andre jyske byer, ses det, at Rilfe slet ikke horte til de ringeste; men ulykken var, som det tidligere er papeget, at det var oboerne, der havde handelen i sin magt. Havde Ribe a vseret sejlbar i hvert fald for pramme og smabade, vilde forholdene ikke have vseret sa elendige; thi som central for oplandshandelen var byens beliggenhed trods alt god. Men som sagerne nu stod, gled den forholdsvis store tilfersel inden for tolddistriktet uden om Ribe i mange smapartier.

Da ankom endelig i maj 1804 Lovenorn, og den
15. havde han sit forste mode med havnekommissionen.

Grundlaget, som Lovenern havde at arbejde pa, var yderst ringe. Kommissionen havde ikke rart en finger for at lette ham arbejdet. Men han tabte ikke modet af den grand. Til en personlig og indgaende undersogelse, saledes som han ofte havde foretaget den andre steder, havde han ikke stunder, og navnlig vilde en rekognosering af alobet tage ham for lang tid. Men han skaffede sig fra en landinspekter et palideligt og for forrnalet meget oplysende kort, og pa grundlag af dette satte han komrnissionen ind i sine tanker om, hvad der burde gores.

Han var pa det rene med, at vanskelighederne var store, og at forbedringerne kun kunde klare sagen for mindre skibe; men han underkendte heller ikke den vserdi, som dette vilde. have for byen og dens handel. Kunde man pa en eller anden made komme den omfattendelandprang

fattendelandprangog bondernes ind- og udforsel af
varer til livs, tvivlede han ikke om, at man kunde
hjselpe byen pa fode igen!

Kommissionen var dog ikke enig med Lovenorn. Det ser ud til, at det navnlig var formanden, radmand Knud Simonsen, der nserede uvilje mod, at der overhovedet blev rort ved havn^sporgsmalet, og hans mening fik udtryk i en indberetning, som indsendtes til generaltoldkammeret.

Levenern havde foreslaet en kanalgravning gennem holmen, altsa den gamle plan, som man allerede pa Christian IV's tid havde sogt at realisere, men som krigene havde odelagt. Man fandt i kommissionen, at denne kanalgravning bade var for bekostelig og uhensigtsmsessig, og Simonsen henviste til, at da planen i 1600'erne havde vseret fremme, var den ikke blevet realiseret, efter hans mening, fordi man allerede da havde indset de overordentlige vanskeligheder, den frembod.

I 1805 kom L,ovenorn igen til Ribe og havde den 15. august et nyt mode med kommissionen. Til trods for, at man allerede den 4. juni aret forud havde modtaget Lovenorns udforlige plan, havde kommissionen intet som heist foretaget og skod sig ind under, at den hverken havde haft nogen direkte instruks at arbejde ud fra eller havde midler til at gennemfore det, som Lovenorn onskede.

Den kanal, som efter L,ovenorns plan skulde fores gennem holmen, var beregnet til en laengde af 12^—1300 alen og sa dyb, at 7 fod dybgaende fartojer kunde passere den. Desuden skulde der laegges en kommunikationskanalpa 60 alen mellem aen og slotsgrunden i den hensigt, at der her skulde skabes den sa lsenge tiltrsengte vinterhavn. Disse arbejder havde Lovenorn

anslaet til eu udgift af 10,000 rdlr., og dertil kom anskaffelsenaf
en muddermaskine, som antagelig vilde
komme til at koste 500 rdlr.

Om medets forleb vides intet, men deter sikkert gaet varmt til. Lovenorn henviste til, at selv om det skulde sla fejl med en forbedring af handlen, var de reelle udgifter sa sma, at der ikke vilde vsere noget tabt derved. Storste parten af udgiften vilde nemlig blive indvundet ved 71 td. land, som vilde. fremkomme pa grund af udforte indda?mninger. Hele kabevsesnet vilde ogsa blive betydeligt indskrsenket, og den indtaegt, som nu gik til Sonderho, vilde i stedet for tilfalde

Det endte dog med, at kommissionen bifaldt Levenorns forslag, om end med en del betsenkelighed — men radmand Simonsen havde ikke vseret til stede i dette mode, og hans protest lod ikke vente teenge pa sig.

Sa snart han kom tilbage fra den rejse, han havde vseret pa, og erfarede, hvad der var sket, opsatte han pa kommissionens vegne en protest, som indsendtes til generaltoldkammeret. Den gik i hovedsagen ud pa, at nar aens store, krumme bugt omkring holmen skulde lukkes med dsemninger, og aen derefter fores gennem holmen, matte man ikke glemme, at denne holm bestod af marskeng, som var delt mellem beboerne i 116 eng skifter, noget der selvfolgelig vilde bringe en rsekke juridiske vanskeligheder. Yderligere: vilde transporten af jord fra kanalen til dsemningerne odelaegge engene, og man vilde fa en rsekke protester fra ejerne. Desudenmatte man bygge en vindebro for at undga, at kvseget om vinteren blev udsat for havllod, nar holmenvar blevet skiiret igennem. Hvem vilde desuden garantere for, at daemningen kunde sta for havets pres?

Gik det gait pa denne made, vilde kanalen blive opfyldtog
hele bekostningen vilde vsere spildt!

Var Lovenorn begyndt at tvivle om sin plans gennemforlighed, tvivlede han om, at den vilde vsere byen til nytte, var han for optaget andetsteds, eller var han blevet ked af at ksempe mod den slove og modvillige havnekommission. Nok er det, Lovenorns og dermed regeringens indgriben i de ripensiske havneforhold dode ganske stille ud.

Der gik en raekke ar, hvor der absolut intet foretoges af hverken havnekommission eller magistrat, indtil der pa ny blev rore om aens tilstand — en sidste opblussen af energi, der som ssedvanlig lob ud i sandet.

Det ser ud, som om initiativet til at fa skaffet nogenlunde talelige tilstande tilveje udgik fra magistraten, men der la dog andre krsefter bagved. Da man imidlertid havde den institution, der hed en havnekommission, matte den i hvert fald nominelt tage sig af sagen. At kommissionens virksomhed i arevis havde vaeret lig nul, og at den endnu i mange ar vedblev dermed, kan ses af, at dens korrespondanceprotokol vel nok beskseftiger sig lidt med de felgende begivenheder omkring 1811_—12, men derefter bliver ganske tavs og forst pany tager fat i 1826.

I September 1810 skete der det opsigtsvsekkende, at det maturinske legat modtog et brev fra havnekommissionen, hvori denne krsevede, at legatets bestyrelse skulde sorge for en oprensning af dets del af aen, nemlig fra bommen til Bjerum bsek, hvorimellem legatets bleggard og slotsengen la.

Legatbestyreren svarede tilbage, at sa laenge han
havde. udfyldt denne stilling, nemlig fra 1795, var der
arlig blevet serget for aens oprensning, og endnu i ar

var den blevet foretaget, hvilket kunde bevises gennemdaglejer Niels Badsted, der havde udfort arbejdet,og hvis kvittering pa 2 mark 8 skilling derfor fandtes i legatets besiddelse. Samrae legatbestyrer var sa ondskabsfuld at tilfoje, at hvis oprensningen ikke var blevet effektiv nok, skyldtes det sikkert den manglendeoprensning langs aens anden bred, hvis lodsejerevar magistraten selv, for Justitsradsengen pa Vestermaen, og St. Cathrinekirken for Vadstedsengene.

En fornyet henvendelse gav kun et svar, der gik ud pa, at legatet ikke havde pligt til at holde aen sejlklar, men kun til at rydde den for grade og lignende. Legatets midler havde en ganske anden adresse, nemlig at understette traengende!

Omtrent pa samme tid, som disse skrivelser udveksledes, var der til en del lodsejere i Vestermaen udsendt opfordring til, at de, hvis grunde stedte op til aen nord for byen pa strsekningen fra stampemolleaens udleb i skibsbroaen eller den sakaldte Bjerum bsek i vester til Kobro, havde ejeblikkelig at rydde aen forsvarligen, isaer ved det sakaldte ridested.

Det var saledes ikke mindre end et forsog pa at fa en del af arbejdet skubbet over pa andre; men det mislykkedes som vist. Aktionen synes at vsere fremkaldt ved et hofligt, men ironisk brev, som kebmand C. Knudsen i manedens begyndelse havde tilsendt magistraten, men i virkeligheden var det byens handlende, der nu satte sig i bevsegelse for at komme ud af uforet. Byen havde nemlig faet en tilvsekst af fire driftige handelsmaend, der vel ikke nsevnes, men hvis talsmand Knudsen var.

Han begyndte med at understrege den gamle sandhed,at
en betingelse for byens handel var en oprensningaf
aen. At man ogsa tidligere havde indset dette

i byen, kunde ses af, at en patriot — efter hvad han havde ladet sig fortselle — havde legeret en kapital til dette formal, og Knudsen gennemgik derefter, hvad der burde udrettes i denne sag.

Dette med patrioten var nu Knudsens eget pahit, men det tjente hans sag, at fa sat fart i begivenhederne, og at han mente det alvorligt, kan ses deraf, at han aret efter sin forste skrivelse, som endnu ikke havde baret frugt, sendte en ny til magistraten, hvori han tilbod sin egen person, safremt man savnede en mand lil at have opsyn med de arbejder, der vel nu skulde foretages ved aen, et tilbud, som de eligerede borgere ses at have modtaget med kyshand.

Havnekommissionen la stadig dod, og da der nu virkelig blev foretaget noget, var det den konstituerede borgmester Bluhme, der i magistratens navn skrev til danske kancelli og anmodede om, at kommander Levenorn matte blive beordret til at udarbejde en plan til en forbedret havns indretning..

Generaltoldkammeret, der fik denne skrivelse tilstillet, svarede tilbage, at hvis forholdene i Ribe virkelig, som haevdet, var forandret, og hvis stemningen i byen var for havnens udbedring, sa havde Lovenorn jo allerede tidligere udarbejdet en plan hertil. Man anbefalede derfor magistraten at ssette sig ind i denne og derefter forny andragendet.

Ogsa udefra blev der i denne tid evet pres pa magistraten angaende havnen og aen. Kaptajnlojtnant Winkler pa Fano klagede i maj 1811 til amtmanden over, at det i hoj grad kneb med kornudskibningen fra Ribe. De bade, der bragte kornet til skibene, som skulde fore det til det betrsengte Norge, matte ofte ligge stille i over 14 Dage, for de kunde komme over

grundene i aen, og hele transporten forsinkedes ganske
urimeligt.

Amtmanden tog derefter sagen i sin hand og beordrede borgmesteren til at sammenkalde de eligerede maend og fa orden i sagen ved at fa havnekommissionen til at virke igen. Dette viste sig dog at rumrae den vanskelighed, at havnekommissionens papirer ikke var til at finde, og forst en maned efter fandtes de fleste af dem — nemlig hos et af den tidligere kommissions medlemmer, hospitalsforstander Ussing, som man abenbart forst nu fandt pa at sperge derora — men en del af de tidligere udarbejdede kort og planer mangled e.

Der blev holdt et faellesmede pa radhuset under amtmandens forssede, hvortil alle interesserede var indbudt, og her dannedes atter en havnekommission med borgmesteren som formand og med kaptajn Ramsing og kobmand Knudsen som medlemmer.

Derefter sov det hele hen igen!

I november maned aret efter (1812) indlob der atter klage til amtmanden over, at kornet til Norge ikke kunde udskibes hurtigt nok, medens regeringen stadig pressede pa. Amtmanden beordrede derefter havnekommissionen, »fra hvem jeg siden dens udnsevnelse 1811 og min skrivelse af pafolgende dag til davserende konstituerede borgmester som formand i samme, aldeles ingen indberetninger har modtagetc, til at meddele sig, hvad der var blevet foretaget, navnlig sidste sommer. Hvis der trods den fremrykkede arstid kunde foretages noget nu til aens oprensning, matte det snarest udfores.. Men forst og fremmest vilde han have at vide, hvorfor intet var blevet gjort, da tiden var bekvem.

Kommissionen, hvoraf kobmand Knudsen var udtradt og erstattet med hospitalsforstander Ussing, undskyldte sig med, at det ikke var lykkedes at fa to tyske graftegravere til at foretage opmudringen ifjor_r og i ar havde forholdene vseret endnu vaerre. Men — til nseste ar skulde man nok bestrsebe sig for at fa det udfort!

Belsert af erfaringen, mindede amtmanden i maj 1813 kommissionen om, at nu matte tiden vist vaere inde — men alligevel skete der intet! Atter gled den gunstige tid over, og amtmanden matte atter til at true. »Jeg havde formodet, at aens oprensning i denne sommer alvorlig skulle vaere bleven ivserksat, men da den bequemme arstid dertil nu naesten er forbi, og ikkun nogle fae steen, som pa et sted var nedfalden_r er optagne, og aen ikke alene er sa opfyldt med grus, at nsesten ingen bad kan komme til skibsbroen, men den er endog sa sammengroet med grses, at en torn bad neppe kan slsebes der igennem, endog inden for bommen,« ma han alvorlig tilholde kommissionen at foranledige oprensningen, da udskibningen af magasinkornet ellers ganske standser.

Ved dette sorgelige billede af den tilsandede og til— groede havn, hvor neppe en torn bad kunde flyde, skal denne skildring standse. Lavpunktet var naet, det var faktisk ikke muligt at komme lsengere ned!

Der eksisterer er meddelelse *) om, at i 1814 fjernedesden bom, der fra gammel tid for opkrsevningernesskyld havde spserret indlebet til skibsbroen. Det er, som om denne fjernelse betegner indledningen til en ny tid. Selv om det de ferste ar kun gik yderst

---

1) Fra Ribe amt V, p. 177.

langsomt med forbedringerne og arbejdet overhovedet, synes dog den gode vilje, der hidtil havde manglet, nu at vaere tilstede, og fra 1826 arbejdede havnekommissionenregelmsessigt. Kanalens gravning i 1855_—56 og holmens gennemsksering i 1918^—19 bliverda et nyt kapitel i Ribes handelshistorie.

[Kilderne til ovenstaende skildring er vaesentligst hentet
fra generaltoldkammerets arkiv, Rigsarkivet, og fra havnevsesenets
arkiv, Ribe byarkiv.]