|
Historie/Jyske Samlinger, Bind 4. række, 5 (1925 - 1927) –Fra den jyske Vækkelse.Ved K. F. Hafstrøm Indledning.Omkring Begyndelsen af forrige Aarhundrede opstod baade her i Landet og andetsteds religiese Vsekkelser, der skont indbyrdes uafhsengige havde megen Lighed. Fselles var Reaktionen mod Rationalismen, iovrigt var det folkelige Bevsegelser uden noget teologisk Sserprseg; deter den rettroende Lutherdom, paavirket af Pietismen (og Herrnhutismen), som rejser sig mod Vantroen. (En udmserket Karakteristik findes i: L. C. Petersen: Erindringer fra en Prsestegerning blandt de stserke Jyder, Kbhvn. 1923, Side 54 ff). Paa disse Lsegmandsbevsegelser har de senere Bevsegelser bygget videre: Grundtvigianismen har haft nogen Tilknytning til dem, og Indre-Mission er direkte fremgaaet af de vakte Kredse (»Sennopstraeets Rod«, Blauenfeldt). De er det nedvendige Gennemgangsled fra den gamle Lutherdom til de moderne religiose Bevsegelser (i hvilke de hovedsagelig er gaaet op). Den jyske Opvcekkelse havde sit Hjemsted mellem Horsens og Vejle — mod ost omkring Raarup i Bjerre Herred, mod Vest omkring Korning-Gammelsole,og begge Steder har »de stserke Jyder« (det Navn, som Peter Larsen, Skrseppenborg, selv erklaerer at have givet dem, og som de1) gerne vedkender sig) 1) Ludvig Schroder: Peter Larsens Liv og Germing, Kbhvn. 1902.
Side 2
holdt sig som et isoleret Parti, hvoraf Hovedparten findes vestpaa; men ogsaa i Glattrup By, Raarup Sogn, er der stadig en Kreds, som holder Traditionerne i Hsevd. De staar i Forbindelse med de andre, bl. a. ved Slsegtskab, og denne Forbindelse viser sig tydeligt i, at de taler samme Dialekt som deres Frsender, forskelligfra det ovrige Sogns. (Den Modssetning, som Schroder finder mellem Korning-Gammelsole og Raarup-Uldumfindes ikke mere. Schroder: P. Laurssen Fredensbjerg, i Nordisk Manedsskrift for folkelig og kirkelig Oplysning, 1879 11, Side 113). De havde stadig egen Skole, hvorfra verdslig Laerdom var udelukket, og de havde, indtil min Fader, Pastor S. M. Hafstrem, blev forhindret ved Sygdom, en Gang om Maaneden deres egen »Gudstjeneste med Benyttelse af Kingos Salmebog« — hvilket til Tider bragte Kirkesangeren i Forlegenhed —; og de unge forberedtes efter »Pontoppidan«.Det var alvorlige, i hoj Grad pligttro og lovlydige Mennesker, selv Bornene saas altid alvorlige, ikke legende som andre. Deres Forer, Hans Mikkelsen (Sonneson af Srneden Hans Nielsen i Korning), var en sagtmodig Mand, hvis blode Stemme enhver maatte lsegge Mserke til. Hans Bibliotek bestod af en anselig (flere Hylder!) Samling gamle Andagtsboger, smukt bevaredei gammeldags Bind med Lsederspsender (desvserrefindes der intetsteds Navn paa tidligere Ejere). Efterhaanden er Modstanden mod Kirken svsekket; hertil har Respekten for det lovlige vaeret en af Aarsagerne,idet Prsesten betragtedes som den lovlige kirkeligeEmbedsmand. Da saaledes en ung Mand vilde gifte sig med en Pige, der ikke horte til Samfundet, var det en Anbefaling for hende, at hun havde tjent hos Prsesten (de staerke hasvder forovrigt, at det ikke har vaeret Tilfaeldet, at de gamle bestemte, hvem der
Side 3
maatte indgaa yEgteskab — de har kun raadet de unge). Og da Praesten blev syg, blev det formodentlig betragtet som lovlig Forhindring i Afholdelse af den specielle Gudstjeneste; i alt Fald kom der stadig flere af dem til den almindelige Gudstjeneste. En anden Aarsag til at trsede ud af de snevre Rammer var den stigende Oplysning, som Skolens Sneverhed ikke kunde hsemme hos de voksne. Det vakte ganske vist stor Modstand, da en af de unge vilde holde en Avis; hans gamle Svigerfader begyndte alligevel at kigge i Avertissementerne— og blev efterhaanden selv en ivrig Avislseser. Men paa Landbrugets Omraade var de allerede dengangvidt fremme; mange havde ved deres nojsomme, arbejdsomme Liv drevet det til Velstand, saa de havde Raad til at kobe de nye Maskiner, bygge o. s. v. Nu er flere af dem liojt oplyste — for nogle Aar siden blev en af dem Sogneraadsformand. Om noget » Sam fund« er der egentlig ikke lsengere Tale, nogen »Forer« er der ikke; den nuvaerende Slsegt viser skyldig Pietet mod det, deres Forfsedre har ksempet for, uden at dele disses Sneversyn — ja, jeg har hort en af de ledende fremhseve, at ogsaa Rationalismen havde sin Betydning for vor Kirke. — Skolen bestaar endnu, som statsanerkendt Friskole med de lovbefalede Fag (dog uden Gymnastik, et Fag, som de vakte altid har set paa med .Mistro, jvf. Indledn. til fortsat Kamp mod Rationalismen); m. H. t. private Forsamlinger »soger de nsermest med Misjonen« (meddeler min Hjemmelsrnand Hr. Gaardejer Christen Knudsen, som ogsaa er den, der har meddelt mig mest af den mundtlige Tradition). Fra denne Kreds stammer folgende Dokumenter,
Side 4
har vist sig aldeles nojagtige (jeg anforer saa ordret som miiligt, hvad der er mig fortalt). De giver paa flere Punkter gode Bidrag til Belysning af BevsegelsensHistorie, og navnlig giver de Indblik i det aandeligeLiv, der rorte sig indenfor denne Kreds. Skent det altsammen er fra det Parti indenfor Vsekkelsen, som er stemplet: det fanatiske,og som stod skarpt overfor det moderate1), saa finder man i disse Breve og Bekendelser meget andet end Fanatisme; Hovedindtrykketforekommer mig snarere at vsere en for et Laegmandsparti ualmindelig Besindighed; iErlighed og Alvor vil man i hvert Fald ikke kunne frakende disse Folk. De skriftlige Kilder bestaar af 2 mindre Samlinger (hovedsagelig Afskrifter) og 8 enkelte Dokumenter, hvoraf de 3 er af juridisk Art, og endelig: 2 Dokumenter, som velvilligt er overladt mig af fhv. Gaardejer Therkel Jensen, Gammelsole.
» De skriftlige Efterladenskaber fra de gamle Forere har vseret af storste Betydning for Efterkommerne, de lsestes i Afskrift i Hjemmene, og de blev benyttet ved de gudelige Forsamlinger — gav altsaa (sammen med Bibelen og Andagtsbogerne: Luthers Postil, Arndt, Christian Scriver o. lign.) den aandelige Naering til de vakte. En Beskrivelse af en saadan Samlings Indhold kan formentlig have en vis Interesse (selv om de enkelte Skrifter ikke er af lige stor Vserdi, ofte ret ensformige og trsettende Udviklinger, og nogle er Afskrifter af velkendte Forfattere). I. Eki Bog, solicit indbunden, 9x20 cm, ca. 60 Blade, inde 1).Schroder i N. M. Side 89 ff.
Side 5
a) Johanne Marie Jensdatters Beretning om sin Omvendelse, übehjselpsomt skrevet med daarlig Ortografi og meget mangelfuld Interpunktion (ikke uden Interesse for Studiet af den Dialekt, som taltes). Deter sikkert Originalen, derpaa tyder bl. a. Regelmsessigheden af visse Ejendommeligheder i Stavemaaden. — Skriftet er senere corrigeret og forsynet med Interpunktionstegn, men af Blsekkets Farve er det naesten overalt let at se, hvad der er det oprindelige. — 17 Sider. b) Et Skrift af 13. Juni 1824, hvorved Underskriverne indgaar et Forbund for at vserne om den rene Laere, velskrevet (af Matt. Nielsen?), mangelfuld Ortografi, tildels med egenhaendige Underskrifter. Da dette er fojet til det foregaaende Skrift, har det vel vasret Meningen, at Bogen skulde benyttes til Oplsesning ved de private Forsamlinger, som en Slags Kanon. (At de »gamles« Skrifter virkelig er benyttet paa den Maade, er i hvert Fald sikkert. — Se Mads Andersens Afskedsbrev.) — 6 Sider. c) En delvis Afskrift af Joh. M. Jensdatters Beretning, corrigeret, 11. En almindelig »Glosebog« paa 74 Sider (hvoraf S. 5—22 mangier), skreven med to forskellige, begge saerdeles gode Haandskrifter. Paa Bagsiden stemplet: Th. Michelsen. Gm. Sole. — Indeholdende: a) Karen Hansdatters Sendebrev af 29. Sept. 1812, det samme som det, hvoraf Schroder anforer et Brudstykke — corrigeret — efter Kochs Afskrift (Schrader i N. M. Side 85—86, benyttet af Koch i K. S. 3 11, Side 529 og i d. Danske Kirkes Historie 1801-17, Side 272. Et Brudstykke flndes ligeledes i Sigurd Elkaer: Hans Nielsen Smed, Nyt nordisk Forlag, Kbhvn. 1918). " . b) Formaningsbrev fra Matt. Nielsen af 31. Marts 1815. S. c) Joh. M. J.s Beretning, corrigeret, iovrigt naesten ordret d) Forbundsskriftet, omtrent ordret = I b. — Med Underskrifterne, e) Gravskrift over Ane Michelsdatter. f 13. Novbr. 1841. — f) Om Bernetugt af Johan Arndt. S. 51-57.
Side 6
g) Et Brev fra D. M. Luther til hans syge Moder Margarelhe h) Udtog af Dr. M. Luthers Brev til hans syge Fader Hans 111. Therkel Pedersens Beretning om sin Omvendelse, übehjaelpsomt IV. Obligation af «/t 1824, hvorved Therkel Pedersen, Gaardmand i Ikier, laaner 775 Rsb. Sedler af Gmd. Christen Petersen, Glud Mark, underskreven af Laaneren (med paaholden Pen) og til Vitterlighed: Stauning — Mattias Nielsen; tilligemed Regnskab over Renterne og Ghr. Petersens Kvittering for Tilbagebetalingen samt ovrighedens Paategninger. Paa 3. Side af Arket: b) Genpart af en Ansogning, 1831 8. Juli, til Rentekammeret V. Gravskrift over Therkel Pedersen & Marie Katrine Christensdatter, VI. Brev fra en Mand til hans Katreste, af 16. Dec. 1858, VII. Kancelliets Skrivelse afls. Jan. 1839 (hvoraf noget mangier), hvori Tilladelse gives til, at Bornene maa undervises og konfirmeres efter de gamle Boger. Paa Bagsiden: Navnet Anders Therkesen og Brudstykker af et Regnskab. (Se Nordisk Kirketidende 1841, S. 21—27. Helveg: Den d. VIII. Ansegning til Kongen, 23. Sept. 1839 om Tilbagebetaling (Randen er benyttet til Pennepraver, f. Eks.: deter Skrevet IX. Udskrift af en Ansegning til Kongen af 30. Januar 1846,
Side 7
X. Mads Andersens Afskedsbrev, if. Indholdet skrevet 1847; velskrevet. (Store og smaa Bogstaver er dog saa ens skrevne, at det flere Steder er nsesten umuligt at afgore, om et Ord er skrevet med stort eller lille Begyndelsesbogstav, i hvilken Henseende Forf. tilmed er meget inkonsekvent). De to Dokumenter fra Gammelsole er begge Afskrifter, XI. Copie af en Ansegning, skrevet af Mads Andersen, 3/3 XII. Adresse mod den ny Alterbogs Indferelse, 18/i2 1839. NB. Jeg gengiver overalt Afskrifterne med rnoderne Stavemaade 1. Vækkelsen.Hvor og naar den jyske Vsekkelse er opstaaet, kan ikke opklares; som Reaktion mod Rationalismen opstod samtidig baade i Danmark og andetsteds religioseVsekkelser af folkelig Art, med det fselles Prseg, som maatte folge af Kampen mod den fselles Fjende. — »Hvorfor besoges vore Kirker saa lidet?« sporges der i Fallesens Theolog. Maanedsskrift, 5,1804, Side 325 ff., og Forfatteren finder blandt andet som Grund: Bibelen benyttes for lidt i Prsedikenen, og Gudstjenesten er for monoton og mekanisk. Det var vel hovedsagelig Pietismen, eller rettere: den gamle lutherske Fromhed, pietistisk farvet —, som rejste sig mod den k©lige Forstands-Kristendom; men Herrnhutismenhar sikkert ogsaa ovet sin Indflydelse (P. Laurssen Fredensbjerg er et Eksempel herpaa), men de herrnh. Udsendinge arbejdede saa skjult og lidet udseskende, at deres Virksomhed ikke i det enkeltekan
Side 8
keltekanpaavises (»ces fins et raffines Jesuites Lutheriens«,skriver A. Raarup Sogn.En af de forste Forere var Peder Laurssen Fredensbjerg, som er velkendt fra L. Schraders Biografi2). Han blev omvendt o. 1789, men Vsekkelsens Opstaaen daterer han »fra dette Aarhundredes Begyndelse« (= o. 1800)3). Indenfor Vsekkelsen repraesenterer han en selvstsendig, moderat Retning, som stod skarpt overfor den yderliggaaende. Men selv indenfor denne Kreds forbavses man ved at finde store Forskelligheder; ved Siden af ensidigt Svsermeri findes sund og besindig Kristendom. — Som Bevsegelsens Hovedmsend nsevner Biskop Birch (i sin Indberetning til Kancelliet)4): Mattias Nielsen i Raarup og Smeden Hans Nielsen i Korning. Mattias Nielsen var Son af Gaardejer Niels Bundgaard af 01holm. Her havde Peder Frandsen hvem vi senere trseffer i Korning) virket allerede inden 1800. Vaßkkelsen her stod Herrnhutterne nser (den herrnh. Kammerherreinde Luttichau betalte stadig Beierne for de vakte5). (Senere kom denne Kreds i Forbindelse med Hauge, men »foretrak Lammets Blod og Vunder for Hauges Lovvßesen«, og gik omsider helt over til Herrnhutterne.— Fra Kirkens Side var man straks tilbojelig til at betragte hele den jyske Opvsekkelse som »Den Haugeske Fanatisme«6); den virkelige Forbindelse mellemdisse 1) K. S. 4, 11, Side 395. 2) Nord. M&nedsskrift for folkelig og kirkelig Oplysning, 1879 11. 3) Side 6. 4) K. S. 3, 11, Side 611. 5) Elbaek: Jens Jergensen Bjerregaard, Horsens 1906, Side 22. 6) Fallesen 4, Side 611.
Side 9
lemdisseberorer ikke det foreliggende Emne; alle Her i 01holm er Mattias Nielsen naturligvis kommen med i Vsekkelsen; 1802 kobte han og hans Hustru Ane Thorn as datter Ikjsergaard, og han var en af de forste vakte, som her i Raarup Sogn gjorde sig bemserket ved sin Mistanke til Balles Lserebog. Ikjsergaard blev et Midtpunkt for den religiose Bevsegelse; det var en Samtale med Mattias Nielsen, der forte til Johanne Marie Jensdatters Omvendelse (se hendes Beretning I a). Fra 1815 liar vi et Brev (II b), hvori han alvorligt og besindigt formaner to Venner til at fortssette ad den gode Vej og ikke glemme den Undervisning, han har givet dem, saavidt den er efter Guds Ord (se »Forfolgelsen«, Slutningen). Og efter Kamptiden er han Hovedmand for den Sammenslutning, der blev dannet med det Formaal at vserne den rene Lsere (se »Efter den forste Kamp«). — Han skal have vseret en Mand med en yderst omtaalelig Samvittighed, hvilken Omstsendighed Folk benyttede sig af til at snyde ham: naar de havde handlet med ham, paastod de bagefter, at han havde bedraget dem; saa vidste de, at han maatte punge ud for at have sin Samvittighed fri. Dette har maaske vseret medvirkende til, at han maatte opgive Gaarden. I 1824 solgte han den til Terkel Pedersen og Hustru Marie Katrine (se »Efter den forste Kamp«). Johanne Marie Jensdatter, gift med Soren Olesen, skildres af Herredsfogeden, Justitsraad Brorson (i hans Indberetning til Vejle Amtshus2) som en Fanatiker, der talte i Ekstase, saa nun rystede, troede, at alle 1) A. Fibiger: Hans Nielsen Hauge i Danmark. Lohse. Kbhvn. 1924. 2) K. S. 3, 11, Side 526, cit Koch S. 271 og Helweg S. 420.
Side 10
anderledes tsenkende vilde blive fordomte, og stadig talte om sin Omvendelse, hvorledes hun var i Anger og Ruelse, indtil Gud en Nat bonhorte hende (Herredsfogedentilfojer dog: »hun skal ellers vsere en flittig Kone«). Et lignende Indtryk gjorde hun paa P. Laurssen,Fredensbjerg, som beskyldte hende for at bygge paa »Indskud, Aabenbaringer og heftige Sindsbevsegelser,som vel bestaar mere af Natur end af Naade«, — for Herskesyge o. s. v.l). Senere kom der dog et mere forsonligt Forhold mellem disse toa). Den Beretning, hun har skrevet om sin Omvendelse, har jeg i tre Opskrifter (se: De skriftlige Kilder), hvoraf den f&rste vistnok er hendes egen (den senere Afskriver har formodentlig ikke kunnet lsese den forste). Selv om hendes Beretning lider af de Mangier, Selvbekendelser i Reglen har: at Omvendelsen ses med den omvendtes ojne, og at den maaske er skrevet med et bestemt Monster for oje, er der dog en saa personlig Tilssetning i denne Beskrivelse af Sjselekampen og Omvendelsen, nye Anfsegtelser under hendes Svangerskab og Krisen, der falder sammen med Barnets Fodsel, og navnlig en saadan aandelig Energi under Omvendelsens hele Forlob, at den forekommer mig vserd at lsese i sin Helhed (jeg gengiver den ret uforandret; kun Tegnssetningen og Stavemaaden er sendret). Man forstaar, at den religiose Oplevelse har gjort et saadant Indtryk paa denne Kvinde, at hendes Tanker siden hen stadig har drejet sig derom. Beretningen har tillige Interesse ved den Indflydelse, den har ovet; den anden Omvendelsesberetning (III) har hendes til Monster, og af Mads Andersens Afskedsbrev(X) fremgaar, at den er brugt til Oplaesning ved 1) Schroder i N. M. S. 93. 2) Smsts. S. 115.
Side 11
de private Forsamlinger, og hvilket Indtryk den gjorde Johanne Marie Jensdatters Beretning om sin Aar 1807, Nytaarsdag var vi en Christi Korses Fjende. Hav ingen Lyst i andet end det, at Guds Rige kan udbredes, og at du kunde gore Guds Villie. Ja! Ksere Herre, det vil jeg love at gore1) i Navn Gud Faders og Sons og den Helligaands Navn! Jeg, Johanne Marie Jensdatter, Glattrup, var i Ikjser den Gang2) Matis havde Bryllup med Anne Tamestedatter. Da var jeg et vredens Barn og Guds og hans Menigheds3) Forfolger og var meget grum 4). Da sagde Matis til mig, jeg var ikke igenfodt; da sagde [jeg], om han var igenfodt, da sagde han Ja. Da sagde jeg, hvad det var at vsere igenfodt; da sagde han, det var at antage Troen paa Christo. Da sagde jeg, [jeg] havde den, da sagde han Nej, jeg havde den ej, hvorfor jeg blev saare vred og forfulgte dem med min Mund. Men da jeg kom hjem, tog jeg Bibelen i min Haand og slog den op i den Mening at gendrive dem; men da modte mig det, jeg ikke ventede, og det var, ligesomen Pil gik igennem mig. Og jeg lseste i den; og ved den Betragtning fik jeg den saa kser, at jeg arbejdedeover min Formue i min betroede Pund, da jeg er en Husmoder, for at faa mig en Tid til Lsesningog Betragtning. Og jeg fik den kaerere og kserere; og ved den Kajrlighed til hans Ord blev jeg saare bedrovetover mine Synder, og Gud rarte min Samvittighedmed en Heftighed af hans Aand, og der var ikke saa stor en Synder sorn jeg. Ja, jeg blev en stor Skyldnerog havde intet at betale med, hvorpaa jeg grsed, sukkede og bad til Gud om Naade og ikke om Ret. O, jeg var i en stor Sjaelevaade! Der havde Helvedes 1) Begyndelsen er skreven med en anden, og langt bedre, Haandskrift end hele Resten af Skriftet; Forf. har maaske ferst villet diktere, men da Nedskrivningen gik for langsomt, selv overtaget den. 2) Mattias Nielsen, a. m. Ane Thomasdatter. 3) jfr. Paulus! 4) Ic og lie: gram; Forf. skriver: grom.
Side 12
Angest betagen min Sjsel; intet kunde fornoje mig uden Guds Naade, og den havde jeg ikke. Jeg var i en saare stor Nod for min Sjsel, min Samvittighed var indstaevnet for Guds Domstol. Da flk jeg at vide, hvo jeg havde forfulgt, det var Christus i hans Lemmer. O, jeg blev en Daare i mig selv1)! For havde jeg Lyst til Verden og den[s] Mask, men nu var det om Naade at gore. Jeg var kommen i med at bande; jeg bandt rode Traade om mine Fingre i den Tanke, de var for mine ojne, disse skulde minde mig om Christi Blod og hans Korsfsestelse, at jeg ikke skulde mere synde imod Gud. Og jeg havde ikke Kraft til at modstaa med, og jeg bad inderlig til Gud om Naade og Forbarmelse. Og det varede en Del af Sommeren, ja, det gik til Jul, og det blev haardere og haardere, og jeg bad og sukkede til Gud i Himlen om Naade; og det gik i Faste, ja, saa nser midt i Faste kom det mig i Hu: jeg vil lade mig tegne til Alters; naar Prsesten havde lagt sin Haand paa mit Hoved, saa haabede jeg at faa Fred. Jeg gik til Skrifte, men befandt min Samvittighedligesaadan, og det var, ligesom der var et lidet Minde: men i Morgen, ja i Morgen, naar du har faaet Christi sande Legeme og sande Blod I Og den Tid var mig meget lang, og det blev Morgen, og jeg ilede til Kirken, og jeg bad Gud, om ban vilde forbarme sig over mig arme Synder og skaenke mig sin RetfaerdighedsKjortel, ellers blev det til Dom. Og jeg gik hen at anname det, og jeg kom ned igen; og det var lige saadan. Og det var i Faste; efter Middagen2) sled jeg med Suk og Bon; og det blev Aften, alle gik i Seng; men jeg gik i en stor Nod langt ud paa Natten, og jeg syntes, det kunde vaere mig det samme, hvor jeg var, der var vel ikke Naade for mig at faa, hvorpaa jeg lagde mig paa mine bare Knae og Ansigt og bad, om der var Naade for mig at faa, om han vilde meddelemig den mindste Krumme3), han havde meddelt 1) lie: min Sjsel. 2) Deter ikke til at se, hvorledes Ordene skal forbindes; II c har: Eftermiddaeen sled o. s. v.. Ic: i Faste Eftermiddasr. 3) Jfr. den kananseiske Kvinde!
Side 13
nogen Hund, saa skulde jeg ikke forlange mere; naar jeg maatte bare vide, jeg ikke skulde here Djsevlen til, men Gud. Hvorpaa jeg gik i min Seng til min Mand, som sov og horte meget af min Ned1); og jeg faldt i Slummer, og jeg vaagnede op i stor Glsede og Fryd og talte til min Mand og sagde til ham, nu var jeg det lykkeligste Menneske paa Verdens Jord, for nu havde jeg Guds Naade; jeg var saa fuld af Guds Naade, jeg kan hverken det sige eller skrive; det var stort. Nu vidste jeg, hvad det var at vsere fedt paany: ny Sind, en ny Vilje, en ny Aand, ja, at vaere oversat fra Morkettil Lyset, fra Satans Magt til Guds, fra Syndestand i Naadestand. Nu felte og smagte jeg [nans] Dods og Pines Fynd. Paa Dor nu er Satan jaget med sin RegeringsSynd, jeg lever Synden ej, men tragter kun at trine ved Jesu Dad og Pine paa Livsens rette Vej. Amen i Jesu Navn. Amen. Deter skreven og erfaren af mig Johanne Marie Nu havde Gud tsendt et Lys i min Sjsel, og jeg var lejet i Guds Vingaard og annamet af min aandelige Brudgom et Centner at aagre med; nu skulde jeg bevise imod min Nseste det, Gud havde bevist imod mig, og ikke grave mit Pund ned. Jeg snakkede med nogle, men var frygtagtig imod de store; da tugtede han min Samvittighed med Forskydelse; jeg bad Gud om Kraft til at bryde igennem, men jeg frygtede mig paa begge Sider. Da lod Gud vor Kreatur ded, og han overbeviste mig i min Samvittighed, det var for mit Hykleri, og han overbeviste mig [om] det, som staar i Bibelen: og dersom du vil holde mine Bud og mine Befalinger, da skal du vaere velsignet, baade du og alt det, du har; og jeg gjorde et Lefte med min Gud at vandre med den tro Abraham. Men der indfandt sig undertiden Blyfserdighed. Nu behagede det Gud at velsigne mig i vort JEgteskabmed 1) Her ender Ic.
Side 14
var ingen Kraft til at fode; og Satan fristede min omme Samvittighed, at jeg havde hyklet, og jeg var i en stor Barnenod, og Doden stod for mine ojne. Da indfandt sig det Vers: Naar Djaevlen med os kiver i Dodsens Elende. Og jeg skselvede for Gud; jeg bad, om han vilde slaa en Blodstreg over min Synd og forbarme sig over mig lisle Daare for hans Dods og Pines Skyld, og dersom der var mere Liv for mig, og han vilde forlese mig af min haarde Nod, da vilde jeg vaere tro. Dengang jeg havde gjort det Lofte med Gud, da fodte jeg straks mit Foster til Verden. Saadan er det mig gaaen, Gud hjaelpe mig for Jesu B. Korning.Peder Frandsen (Rytter) var fodt 1734 og var i sin Ungdom Rytter i Randers indtil 17762). Om hans Omvendelse vides intet; der havde vseret et livligt herrnhutisk Rore i Randersegnens), og det kan muligvis have ovet sin Indflydelse (senere havde Peder Frandsen i hvert Fald gode Venner blandt Herrnhuterne 4). Peder Frandsen »gik i hvert Fald sine egne Veje«5), og havde — som tidligere meddelt — virket i 01holm, inden han kom til Korning. Om bans Optrseden her fortseller Traditionen (der kan fores tilbage til Folk, som var gamle for et halvt Aarhundrede siden) felgende karakteristiske Trsek: Det vakte snart Opsigt, at den unge Karl Peder 1) Jfr. Luther i Worms ! 2) J. Elbsek: Jens Jergensen Bjerregaard, Horsens 1906. Stde 15. 3) H. Fr. Rardam: Herrnh. i Randersegnen, K. S. 5,1, Side 493 ff. 4) Elbiek, Side 16. 5) Sammesteds.
Side 15
som stadig plagede ham for at gaa med hende til Dans. Endelig sagde Peder Frandsen Ja, men paa den Betingelse, at him vilde danse med ham, saalaengehan vilde, hvilket hun »fandt ikke mer end rimeligt,« — og at han maatte vselge Dansemusikken. For Dansen nynnede han en Melodi for Musikanterne, som saa spillede den, og det gik meget godt med at danse efter den; Peder Frandsen dansede med Pigen og sang dertil en meget lang Bodssalrne, som gjorde det Indtryk paa de andre, at de efterhaanden alle tabte Lysten til at danse. Til Slut var der kun tilbage paa Gulvet Peder Frandsen og Pigen, som jo maatte holde sit Lofte. Ved den Lejlighed var der mange, der tabte Lysten til Dans og den Slags Lystighed. En Dag skulde Peder Frandsens Husbonde have en Del Arbejde udfort hos Smeden — det maa have vseret hos Hans Nielsens Fader, Niels Hansen — og sendte — som det var almindeligt — sin Karl til Hjselp; Husbonden underrettede forinden Smeden om, at han ikke skulde bande, for det syntes Peder Frandsenikke om, »ellers er han en flink og god Arbejder«. Smeden mente nok, han kunde lade vaere med at bande for en Dag eller to; det gik ogsaa godt den forste Dag, men den anden kunde han ikke dy sig. Peder Frandsen undlod nu ikke at paaminde ham, og Smeden, der ikke kunde klare sig, sendte Bud efter Sognefogeden og Degnen; de maatte da kende Bibelen og let kunne lukke Munden paa Peder Frandsen. Det kunde de nu ikke, men maatte lade sig overbeviseom, at Peder Frandsen havde Ret. Det blev Midlet til Smedens Omvendelse, for han sluttede saaledes,at kunde Lsereren og Sognefogeden — og maaske Praesten med — ikke sige Peder Frandsen imod, saa maatte han have Ret, og saa vilde han, Smeden, ikke
Side 16
lsenger leve paa det uvisse; han vilde have Vished for, hvor han befandt sig efter Deden; thi Livet her er for kort og mojsommeligt mod en Evighed til, at man maa vaere ligegyldig for det. Han fandt da ogsaa efter megen Kamp og Sogen Fred og Forvisningom det tilkommende. — I Traditionen er Faderenog Sonnen imidlertid gaaet op i een Skikkelse, saa det ikke nu er muligt at afgore, hvilke Tanker, der er den gamles, og hvilke den unges. Hans Nielsen Smed er i hvert Fald tidlig traadt i Faderens Fodspor; han var villig til at lide for sin Tro; naar han blev mulkteret og udpantet, sagde han altid, at det nok skulde komme igen med Renter til hans Born, saafremt de vilde leve efter Guds Bud. Han blev snart Midtpunktet for de vakte der i Egnen; men der var i hans Kreds dem, der var langt mere yderliggaaende, og som synes for en Tid at have drevet ham helt ud i Svsermeri. Karen Hansdatter, gift med Jens Iversen, var SmedensElev, men blev efterhaanden hans Lseremesterx); paa Grundlag af sine Aabenbaringer fik hun ham til at opgive hans Haandvserk. At hun opnaaede sin Hensigt,ses af Herredsfoged Brorsons Indberetning »han arbejder nu intet«a) (efter Smedens Forklaring ved Forhoretser det ud, som det blot var hans Hensigt at skifte Smedje). Da Pastor Kiaer i en Prsediken havde tordnet mod de vakte, kom det paa Kirkegaarden til et forargeligtOptrin, hvor Smeden spyttede ad (eller: efter) Prsesten, hvilket skaffede Hans Nielsen Smed et Aars Tugthus (Hejesteretsdom 28. Juli 1817). I Fsengslet havde han iflg. Traditionen ret stor Frihed (som Josef) 1) Sigurd Elkjaer: Hans Nielsen Smed, en Fortaelling om de stserke Jyder i Korning, Nyt nord. Forl., Kobenhavn 1918, skildrer fortraeffeligt baade de enkelte Personer og det Liv, der levedes blandt de vakte. 2) K. S. 311, Side 527.
Side 17
og vandt i Arrestforvarerens San en lille Discipel. — Under Fsengselsopholdet tog Mattias Nielsen, Ikjsergaard,sig af Smedens Familie (iflg. Sigurd Elkjser, som stotter sig til en paalidelig Tradition). I hvert Fald efter sin Hjemkomst tog Hans Nielsen sit Haandvserkop igen* det fremgaar bl. a. af folgende Traek fra Traditionen: Da Hans Nielsen var kommen hjem fra Tugthuset og en Dag stod og arbejdede i Smedjen, kom Pastor Kiser, som havde faaet sin Afsked, forbi og hilste; da sagde Smeden: »Nu er jeg i mit Kald igen, men hvor emu Deres?« hvorpaa Prsesten svarede: »Ja, de har nok taget mit Embede fra mig, men dog ikke taget Kjole og KraveU Sig. Elkjser har vistnok Ret i, at idet Kvinderne gik videre i Fanatisme, blev Smeden »ligesom draget nsermere til Jorden*.1) Han trseder nu noget i Baggrunden, »passede sin Smedje og sin Jord. Han blev hvidhaaret og duknakket, hans Ansigt blev indfaldent, og Munden smallere. Men ojnene blev milde; de havde vseret stserke og brsfcndende, nu lyste der Fred og Godhed af dem.«2) (Elkjser bygger ogsaa her paa den vistnok paalidelige Tradition). Karen Hansdatters Sendebrev — hvoraf Schroder meddeler et Brudstykke (efter Kochs Afskrift)3), findes fuldstsendigt afskrevet(ll a). Begyndelsen er mange Steder citeret som Eksempel paa uklar Fanatisme: »Her haver jeg en Befaling fra den himmelske Konge, at han fordrer en Stridsmand ud fra Eder uden Ophold.Jeg haver sendt 3 Gange Bud efter ham med Secreteuren, den Helligaand, men han4) undskylder 1) Side 88. 2) Side 158. 3) K. S. 3, 111, Side 529. 4) Min Afskrift bekrsefter Schroders Tekstrettelse (se Noten!)
Side 18
sig, at ban ej kan komme ud fra Eder, formedelst Eders verdslige Forhindring« — o. s. v. Fortssettelsen (som ikke findes hos Schroder) er ligesaa uklar; Forfatterindenfortseller om sin Sjselenod (hvis Forbindelse med det foreliggende Emne ikke er forstaaelig). »Jeg grsed og bad 2 Nsetter og Dage, og jeg ikke fandt nogen Trost. Gud havde som forladt mig. Verdena Spetakel1) blev jeg, som jeg for Gud havde fortjent. Da jeg nu saaledes i denne Helvedes Angest gik og tumlede om, skete Herrens Ord til mig, som lyder saaledes: haver en jordisk Konge Magt at indfordre uden Ophold sine Mandskaber, hvor meget mere jeg, som er den himmelske Konge ?« — o. s. v. Slutningen lyder som ren Mystik: »Alle de, som nu vil vsere Venner med mig i Christo og vandre med mig paa Salighedens Vej og med mig adlyde den himmelske Faders Villie, de have Del i Gud saa og i mig, men de, som ikke have Del i Gud,, have ej heller Del i mig. — Gud er min Forsvar. Den 29. September 1812. Forfølgelsen.Saa lsenge de opvakte holdt sig i Ro, var der ingen Anledning til aabenlys Kamp mellem dem og Autoriteterne,selv om Prsesterne maatte se lidt sksevt til den Fromhed, som dyrkedes udenfor Kirken. Der var jo nok Forbud mod private gudelige Forsamlinger (af 1741); men det lod sig ikke gennemfore — og det kunde let omgaas (Peder Frandsen skal have erklaeret> at han ikke prsedikede for nogen, han »sad blot og laeste for sig selv og kunde ikke gore ved, om nogen 1) Jfr. I Kor. IV, 9.
Side 19
horte paa det«). Og for de vakte var der ingen Grund til at bryde med Prsesten; Guds Ord Lad dog i Kirken,og naar Praedikenen har manglet noget i Kraft, saa kunde de soge deres Opbyggelse hjemme — i Luthers Postil og de pietistiske Opbyggelsesskrifter; desuden har de naturligvis ofte holdt af deres Praest og respekteret ham for hans Embedes Skyld, og fordi de kendte ham som en alvorlig og velmenende Mand. Men da »Balles Lserebog« og »evang. krist. Salmebog« skulde indfores, kom det til alvorlig Strid; de gamle Boger betragtedes som Menighedens ukrsenkelige Ejendom (i hele Kampens Forlob har det i hoj Grad drejet sig om Boger), og de vakte kaempede for dem, gom Joderne og de forste Kristne kaempede for de hellige Skrifter. Et almindeligt Faenomen i Vaekkelsestiden var Sangkrige.Enhver Fornyelse i Kirken har kraevet Reform af Salmebogen, og Rationalismen indforte den berygtede»evangelisk christelige Salmebog«. Men dette vakte Menighedens Opmaerksomhed, »den übevidste Kristendom lostes og reagerede«1); da Salmesangen er Menighedens Deltagelse i Gudstjenesten, er Salmebogendens Ejendom. Det skete flere Steder, at Folk tog deres gamle Salmebog med og slog op paa det Nummer, der »stod« — men gjaldt den nye Salmebog.Om den nye Salmebogs Hsendelser beretter Blicheri »Hebe«2). Allerede i 1802 var der Sangkrig i Nebsager (Nabosogn til Raarup)3), i Nordby paa Sams04) og efterhaanden flere Steder i Jylland, saaledes1817 1) Koch: Oplysnigstiden i den danske Kirke 1770—1800. Udg. af Selskabet for Danmarks Kirkehistorie. 1914. 2) Hebe, Ap. Mj. Jn. 1802. 3) Koch, Side 264. 4) Elbaek: Jens Jergensen Bjerregaard, Side 37, Helweg, Side 305.
Side 20
ledes1817i ostersnede, hvor Prsesten maatte give Lignende Optrin skete forevrigt i Raarup, da evang. krist. Salmebog skulde afloses af Konventssalmebogen — og heri havde de »sta?rke« naturligvis ikke direkte Del (meddelt mig af fhv. Hojskoleforstander Maltesen, Vrigsted, der overvserede denne Sangkrig). Derimod blev en Salmebogsstrid bragt til en heldig Afslutning i Hedensted i 1904, idet det vedtoges at beholde den gamle (Kingos) Salmebog og samtidig indfore den ny; den sidste skulde betragtes som Tillseg til den gamle2). I 1812 tog de vakte i Korning Sogn deres Born ud af Skolen for at fri dem fra Djsevelens Lserdom. Efterdet tidligere omtalte Sammenstod mellem Hans Nielsen Smed og Pastor Kiser kom det til en langvarigRetssag, under hvilken Forseldrene selv sergede for deres Berns Undervisning, og den endte med, at Forerne blev straffede med Tugthusstraf eller »Vand og Bred« (1817). I Henhold til den ny Skolelov af 1814 blev de, der holdt deres Bern hjemme fra Skolen,straffede med Mulktering, og det saa kraftigt, at de blev udpantet for alt, hvad de ejede, (se Udpantnings-Forretningen,K. S. 3, 11, Side 542 fig.), og da det ikke hjalp — og der ikke var mere at tage som Pant — skulde Bornene fratages dem (kgl. Resolution af Vn 1818). Imidlertid var man i Forlegenhed med, hvor de mange Born skulde anbringes — og hvem der skulde betale Omkostningerne; de vakte var lige übojelige, og omsider maatte Autoriteterne boje sig: de vakte fik Lov at indrette sig, som de vilde, Pastor 1) Db. 1, Sp. 7. 2) L. C. Petersen: Erindringer, Side 37.
Side 21
Kiaer blev fjernet, og Pastor Bechmann i Raarup Therkel Pedersen blev en af Forerne i denne Kamp, hvortil der navnlig krsevedes Udholdenhed og Offervilje; iovrigt synes han mere at bseres frem af Bevsegelsen end at prsege den ved sin Personlighed — og trseder i Skygge for sin virkelystne Hustru Marie Katrine Kristensdatter, »Pavinden«, som hun kaldtes. Hans Omvendelsesberetning (III) er lidet original, skrevet med Joh. Marie Jensdatters som Monster. I Lighed med denne begynder han: »Anno 1812 da var jeg et Vredens Kar og Guds og hans Menigheds Forfialger; jeg kom i Strid med nogle Guds Born . . .« En enkelte Tanke hidrorer fra hans aandelige Laeremester, Smeden: »saa taenkte jeg ved mig selv, skal jeg nu her i den korte Levetid vaere iblandt de ugudeliges Tal og synde med Forsset imod min Frelser, som haver kobt mig saa dyre . . .« (Denne noje Overensstemmelse med det Raisonnement, som Traditionen tillsegger Smeden, er et lille Bevis paa, hvor paalidelig den er overleveret i disse hundrede Aar). — Derefter folger en Beskrivelse af Sjselekampen, stadig med Udtryk, hentet fra Joh. Marie Jensdatter, og ligeledes Oplevelsen af Frelsen; »jeg arbejdede derpaa efter min Formue i mit betroede Pund baade Nat og Dag; for havde jeg Lyst til Verden og dens Mask, men nu er det mig om Naaden at gore i Christi Blod«. Derefter slutter Forf. med et Amen; men for at faa en Slutning i Lighed med Forbilledet overstreger han det og tilfojer: »deter i Sandhed erfaren af mig, Gud hjselpe mig for sin Sons Skyld. Amen«. Therkel Pedersen stod trofast ved Hans Nielsens 1) Koch, Side 278.
Side 22
de var under Kirkens Forbandelse, fremgaar af en Bemaerkning, som Sig. Elkjser har fundet i Kirkebogen:det blev forment Therkel Pedersens Hustru at staa Fadder ved en Barnedaab; ved Dommen af 1817 ramtes ogsaa han. Efter Udsoningen af Straffen rejste de begge til Kongen for at tale de vaktes Sag, navnlig for at faa Ende paa Mulkteringerne. I Kobenhavnvandt de Hofprsest Liebenberg for deres Sag, men maatte foravrigt vende hjem uden at have opnaaetnoge t1), og man maatte da forsoge at naa frem til Kongen ved Hjselp af Skrivelser. Paa Baggrund af al denne Kamp og som Modssetning til Korning-Kvindernes Fanatisme virker Matt. Nielsens Formaningsbrev af 31. Marts 1815 velgorende; deter en rolig og besindig Lsegmandsprsediken — men noget langtrukken, hvorfor det maa vsere tilstrsekkeligt at anfere folgende: »Kjaere Venner Ole Knudsen og Laurs Mortensen! Jeg kan ej undgaa, at jeg jo maa give Eder en kaerlig Paamindelse og Opmuntring, efter den Naadegave, Gud har givet mig, og eftersom enhver har faaet en Naadegave, saa tjener hverandre dermed som gode Husholdere over Guds adskillige Naadegaver. — I kan ikke naegte, at I jo har felt Guds Kald paa eders Hjerter, og Gud har tsendt et Lys i eders Sjsel, vandrer den Stund, I have Lyset, at Morket ikke skal overfalde eder . . .« Forf. formaner sine Venner til i Taknemmelighed 1) O. P. H. Larsen: En kort Af handling om de gudelige Forsamlinger. Odense 1837.
Side 23
vittighedfraat blive undervist af en Bog, -som er blandet med falsk Lserdom; lader aldrig hans kserlige Formaning gaa eder af Glemme, saavidt den er efter Guds Ord . . .« » Lader eder ikke forvilde af den nu i Verden falskelig kaldede Kundskab«. — »I blive nu udrustede til Strid mod tre msegtige Fjender: Djaevelen,Verden, Kjod og Blod« — »tager nu Stridsvaaben, nemlig Bon og Guds Ord, og strider mandelig,« — »vandrer saaledes, at enhver kan fornemme, hvem I tilhorer, og hvor I har hjemme.« — »Verden er fuld af Prsedikanteres Rost, men Christi saftige og kraftige Tunge, hvor er den at finde? Lader [eder] ikke bedrageaf dem, som gJore Himlens Vej bred, de vil forfereeder. — Det, som jeg i min Hjertens gode Meningskriver til eder, maa ikke agtes ligegyldig for eder . . .« »Gud hjaelpe mig, at jeg, som advarer eder, ej selv skulde omkomme! tit er jeg i Striden nsesten forsagt. O! sode Helligaand, led os vel igennem denne Verdens ork til vort rette Hjem! Efter den første Kamp.I 1819 blev de vakte i Korning befriede for deres Fjende, Pastor Kiaer, og Aaret for var Vsekkelsens bitreste Modstander, Pastor Brochner i Raarup, dod (hvor ringe Forstaaelse han havde af Vsekkelsens Betydning,ses af hans Indlseg i Fallesens Theologiske Maanedsskrift 6 (1805), og i Stedet kom Pastor Bechinan n. Denne var ganske vist selv Rationalist, hvad man kan se af hans Artikkel i Fallesens Theolog. Maanedsskr. 6 (1805), men som Sogneprsest for Hornborgog Hvirring havde han faaet Bevsegelsen paa nsert Hold. Under Vacancen i Raarup tog han imod
Side 24
de vaktes Born til Konfirmations-Forberedelse og segte at vise dem, at Balles Laere i Virkeligheden var den samrne som Pontoppidans. Som Sogneprsest for Raarupoptraadte han mseglende og fik 21. April 1821 Kancelliets Tilladelse til at konfirmere de vaktes Born — og det forlanges ikke, at de skal vaere forberedi efter Balle —, og fremdeles anmodedes Bechmann om at tage sig af de unge, som i andre Sogne ikke vai bleven konfirmerede, fordi deres Foraeldre holdt paa den gammeldags Kristendom. I 1824 solgte Mattias Nielsen sin Gaard — Ikjaergaard — til Therkel Pedersen; Mattias Nielsens Samvittighedsfuldhed blev — som tidligere fortalt — ofte misbrugt, og som Kautionist for en Nabo, der erklseredes fallit, havde han paadraget sig stor Gseld; muligvis har »Mari Katrin«s Aabenbaringer vaeret medvirkende Aarsag til, at hendes Mand fik Gaarden l), sit Tilnavn »Pavinden« fik hun vel ikke uden Grund, Elkjser anser hende og Smeden for Stifterne af Samfunde t2). Fra sararae Aar er det mserkelige Dokument (som jeg har i to Afskrifter I bog II d), hvori Underskriverne forpligter sig til at vcerne om den rene Lcere. Da Striden var endt, gjaldt det vel om at finde noget at samles om, og ligesom Ortodoksien fulgte efter Reformationen, maatte man ogsaa her sikre den rette Tro, saa den kunde nedarves til Efterkommerne. — Da Skriftet (I b) er skrevet med samme Haand som den forste Underskrift: Mattias Nielsen og en Del andre Navne (bl. a. Matt. Nielsens Dotres), tor man vel formode, at deter ham, der er Skriftets Forfatter— det folger jo ogsaa umiddelbart efter hans 1) Schroder, N. M., Side 105. 2) Hans Nielsen Smed, Side 88.
Side 25
Discipel Joh. Marie Jensdatters Beretning; men den Klart — omend lidt vidtLaftigt — fremstilles den vsesentlige Forskel mellem den gamle Tro og Rationalismen, og Hensigten med det indgaaede Forbund: en Kamp mod de nye Laerdomme, som stadig breder sig: I den hellig Trefoldigheds Navn har vi underskrevne med Gud og med hverandre indgaaet folgende Pagt, da der desvserre falsk Lserdom opkommer mer og mer i denne sidste Verdens onde Tid, og Guds rene Lserdom forfalskes, ligesom en Vandstrom overskyller hele Landet, da forene vi os herved i en Hjertens Guds Kaerlighed . . . saa lover og forbinder vi os herved for Guds allerhelligste Ansigt at forblive ved Guds rene Ord og Luthers Lserdom og derved skille os fra denne ny opkomne Lseressetning, hvor der lseres, at vi ved vor Dyd og gode Gerninger skal strsebe at forhverve os Guds Naade og Venskab . . hvilket er en ganske fordemmelig Lserdom, da vi baade af Guds Ord og Erfaring har befunden, at vi slet intet kan gore til at blive salige, men Gud har gjort os salige af blot Naade for hans Sons Skyld. Og efterdi Gud har bevist os en Naade frem for saa mange Mennesker, der vandrer i Morket, da finde vi os forpligtet til at blive ved den Lserdoms Grund og ikke lade os rokke derfra, men vidne og bekende det for alle og enhver, at deter falsk Lserdom, som Iserer, at vi selv skal danne os til Guds Rige. Ligeledes forbindes de af os, som leve, at holde dette . . . at helligholde Trefoldigheds Sondag med Bon og Faste for hans rene Lserdoms Opholdelse iblandt os, at det kunde give vore Born og Efterkommere en Erindring og Eftertanke, at vi har fseldet mange vemodigeTaarer
Side 26
modigeTaarerfor at beholde det rene Guds Ord, at Skulde nogen af os, som Gud forbyde, falde fra den erkendte Sandhed, da udslettes deres Navne af dette Skrift; og den, som med sand Overbevisning fra Gud kender denne vor Samfunds Forbindelse for ret og godt at vsere og har Lyst at tage Del med os, deres Navne indskrives. Den 13. Juni 1824. Der indfortes virkelig en scerlig Sendags Helligholdelse som den i Slutningen af Skriftet bebudede; den emu gaaet af Brug, men gamle Folk husker den fra deres Barndom. — Skriftet findes (i corrigeret Form) ogsaa i II d, men delvis med andre Underskrifter; disse har en vis Interesse, navnlig naar man ser, hvilke der ikke findes. P. Laursens — og hans Kreds's — Navne mangier; mere maerkeligt er det, at ikke alle Personerne, der kendes fra Lindbergs Dannebroge som Underskrivere paa Ansogningerne, findes — disse maa dog have vseret blandt de ledende. Forholdet er folgende (med Udeladelse af Hustruerne): Failles: Matt. Nielsen, Hans Nielsen, Therkel Pedersen, Jens Nielsen, Peder Hansen, Soren Olesenx), Jens Pedersen, Mikkel Hansen2), Johannes Hansen3), Jens Jensen4), Mads Andersen5), Christen Andersen, Anders Therkelsen6), Peder Therkelsen. 1) Gift med Joh. M. Jensdatter, anden Gang med Maren Hansdatter, Sester til Karen Hansdatter. 2) Sen af Hans Nielsen. 3) Ligesaa (?). 4) Se X. 5) Broder til 4. 6) Son af Th. Pedersen.
Side 27
Ib: Knud Knudsen1), Mads Christensen, Christen Deter hovedsagelig Navne paa de Personer, som II d: Stephen Jorgensen, Gregers Rasmussen, Niels Johansen, Christoff. Nicolaisen, Christian Mortensen, Herman Chrests, Chr, Jorgensen. — Disse tilhorer en lidt senere Tid, Stph. Jorgensen er en af Underskriverne paa Ansogningen (IX), Niels Johansen og Chr. Jergensen trseffer vi i »Dannebroge« 1 og 2. Fortsat Kamp mod Rationalismen.I de rolige Aar havde »de st9erke« sluttet sig sammen (Marius Sorensen); mange flyttede til deres Trosfseller i ostersnede Sogn og blev omsider i Flertal, saa de kunde. optraede med Kraft. I 1830 bemserkede Mads Andersen, Gammel-Sole (en af »Forbundet«s Underskrivere), ukristelige Lserdomme i Thonboes Bibelhistorie og Balles Lserebog1); de vakte gav da Bornene Pontoppidans Forklaring og Luthers Katekismus med i Skolen i Stedet for de autoriserede Beger; Forseldrene blev mulkterede — og det blev til en Strid ganske som den foregaaende, under hvilken de vakte stadig sendte Andragender til Kongen, hvem de tilbyder at holde en Lserer privat og samtidig betale til Sognets — skont de som Talsmand havde ingen ringere end A. S. orsted (Mar. Serensen). Mads Andersen, som var Foreren, fik Audiens hos Kongen, og efter 9 Aars Forlob — 15. Januar 1839 — gav Kancelliet virkelig Tilladelse til Privatundervisning.2) 1) Dannebroge, 1841, 1, Sp. 7—B. 2) Helweg, Side 644.
Side 28
Dermed var det vsesentlige opnaaet; men der var dog stadig meget, der kunde stode de vaktes Samvittighed — saa meget mere, som »de viste Tilb&jelighed til at gore alt til Samvittighedssager* (Lindberg), — Saaledes ansogte de 1. August 1840 otn Fritagelse for Gymnastik, da »det forer megen Letsindighed med sig, og den Grund, som ved Ordets Undervisning skal plantes i Bornenes Hjerter fra Ungdommen af, bliver ved saadanne ovelser svaekket og nedbrudt«.x) Hertil kom et nyt Indgreb i den overleverede Kristendom, idet Mynster i 1839 havde fuldendt sin »Alterbog og Ritual«, og saa snart det rygtedes, at der skulde forandres ved Daaben og Nadveren, »vakte det en Storm blandt de opvakte Bonder, isser i Fyn«.2) At de vakte i ostersnede heller ikke vilde lade sligt passere, viser deres Adresse (XII), underskrevet af »hele ostersnede Sogns Beboere med et betydeligt Antal af andre Sogne, nemlig af: Raarup, Hedensted, Grejs, Sindbjerg, Hvejsel og Korning Sogne.« (—(— Deter vel under Indtryk af den almindelige Modstand, at Mynster bemserker i sin Betsenkning om de gudelige Forsamlinger 11. Januar 1840 s): »Konventiklerne her i Landet staar i megen indbyrdes Forbindelse«. Nogle Uddrag vil vise den karakteristiske Tone og Tankegang: »Vi fordrister os til, i allerunderdanigste Ydmyghed, at tilkendegive vores store Hjertesorg for Deres naadigsteMajestaet, da vi befrygter: at vores kaere Faedrenelandnu vil blive oversvommet af adskillige Fejlgreb,angaaende vores tvende hojvserdige Sakramenter: Daabens og Alterens, hvilket . . . trykker mange modigeTaarer 1) Db., Nr. 2, Sp. 29. 2) Helweg, Side 624. 3) K. S. 3, IV, Side 101.
Side 29
digeTaareraf vores ojne . . .« Forholdei; til Kongen er det gammeldags, som Bornenes til deres Fader. »Vi . . . henvende vort Hjertes onske og Begaering til Deres Majestsets naadige Faderhjerte, at De naadeligen vilde se til Deres arme Born og Undersaatter . . .« — »Ak! kaere Jesu Krist, Guds Son, vor himmelske Fader,se i Naade til din dyrebare Salvede, vor allernaadigsteKonge, at han maa se med aabne ojne . . . og at vor danske Bibel, den augsborgske Konfession og den danske Lov maa blive staaende i Kraft her i Danmark indtil Verdens Ende.« Hvad angaar selve Sagen — den nye Alterbogs Indferelse —, da anser Ansogerne det gamle Ritual som den eneste Frelsesvej. »Ak! allernaadigste Konge, Kong Kristian den Ottende. Akl at Gud vilde give Deres Majestaet Naade til at betaenke, hvilken en jammerlig Nod og Elendighed at blive bested udi . . . (nemlig at komme for at faa sit Barn dobt efter det gamle Ritual og i Stedet derfor faa det dobt efter det ny).« — »Lettere ser vi at nedlaegge for Deres Majestaet og Kongetrone Liv og Gods og alt, hvad vi ejer (og derimod beholde en uskadt Samvittighed), end at lade os lede til saa fordommelig en Forandring« . . . »Lettere ser vi, som Kristne at do, eller falde i et kristeligt Land, end at rejse bort som vore Lutherske Troesbrodre af Preussen; thi naar vi betsenke, at et Menneskes Testamente er urokkelig efter hans Dod, hvor tneget mere er da Guds Testamente urokkelig . . .« »Skulde den blinde Fornuft og Vankundighed finde noget stodende eller forargeligt i den gamle Alterbog . . . saa beder vi dem, om de kan fatte, hvorledes et Barn bekommer Liv og Aand under sin Moders Bryst . . . mon Gud da ikke ligesaavel kan skabe Troen i et Barns Hjerte . . .?«
Side 30
Mens Opvsekkelsen ikke bringer nye kristelige Sandheder frem — og derfor er vanskelig at karakterisere teologisk — saa berorer Ansogningen et enkelt Punkt i Troslseren, som har faaet saerlig Betydning indenfor Vsekkelsen: »Vi mserker og af den foreslagne Alterbog, at Bernene ingen Pagt skal indgaa, nemlig: at forsage Djsevelen, og alle hans Gerninger, og alt hans Vaesen; maatte vi da sporge: om nogen Konge vilde antage en Militser eller Officer under sit Regiment, som havde vseret desserteret fra ham, men kom tilbage igen, at ville tage Tjeneste hos bemeldte Konge, uden at indgaa Pagt med ham, at forsage den anden Konge (med al hans Gerning), som han havde vseret desserteret til, forend hans forste Konge vilde indgaa Pagten med ham . . . Vi arme Mennesker er jo alle desserteret fra Gud, vores Skaber, formedelst Syndefaldet, og han kalder os tilbage igen formedelst . . . den hellige Daab.« Med andre Ord: Mennesket er ved sin Fodsel i en fremmed Magts Void, hvorfra det skal udfries ved Forsagelsen, inden det ved Daaben kan tage Tjeneste hos Gud. I Vsekkelsestider lsegges der altid Vsegt paa den medfodte syndige Natur; men her er den i og for sig fuldtud kristelige Betragtning fort ud i yderste Konsekvens. Allerede Peder Frandsen beskyldes for at have kaldt udobte Born for »Djaevleunger«x). Dette forte i sin Konsekvens til — hvad Peder Frandsen naturligvis aldrig havde tsenkt sig — det morke Punkt i Vaekkelsen: Barnemordet. Et saadant var allerede sket i Norge blandt Hauges Tilhsengere, men det var en sindssyg Mands Offer2); her var det derimod en Kone, som slog sit Barn ihjel for at frelse dets Sjael.3) 1) Aktors Indlseg, K. S. 3, 111, Side 626. 2) Fallesen 1 (1803) Side 84 ff. 3) Fallesen 9 (1807) Side 247.
Side 31
— Forovrigt er Betragtningen af Daaben en interessant Parallel til Grundtvigs Opdagelse af Daabsordet som Kristendommens sikre Grundlag. Peder Laurssen Fredensbjerg (og en enkelt anden af Kredsen) henvendte sig da ogsaa direkte til Grundtvig1), som ganske vist ikke gjorde fselles Sag med de viakte, men forlangte »sand Religionsfrihed for de Kristne af den gammel-lutherske Bekendelse« 2) og talte Privatforsamlingernes Sag. Et Bindeled imellem dem var Peter Larsen Skraeppenborg, som havde besogt de vakte i Bjerre-Herred.3) I 1845, da »de staerke« kom i Flertal i Sogneforstanderskabeti oster-Snede Sogn, skulde der leveres et Hovedslag.4) Seks Medlemmer af Sogneforstanderskabetrensede Skolen i Gammelsole og derefter i Kragelund for de ugudelige Boger, som de senere braendte, og satte andre Boger i Stedet. De fordemte al verdslig Lserdom; »vi kan ikke bolde Skole og lonne Lserere for, at vore Born kan lsese om at spille Polskpas og Trekort, eller hvad Kulor Rotter og Mus har, eller hvorledes en Bondes Plovjern skal vsere; det kan Born laere af Naturen og den daglige Erfaring.« Enden paa det blev naturligvis Boder -j- Erstatning for de tilintetgjorte Boger — et Martyrlum, som efterhaandenvar blevet en Livsbetingelse for de vakte. Der kom stadig nyt, der kunde stode deres omfindtligeSamvittighed, og de vedblev med i Ansegninger at klage over Verdens Uretfa3rdighed. Ansogningen (IX) af det felgende Aar (30. Januar 1846), er i saa Henseendekarakteristisk, 1) K. S. 3, 11, Side 557—61. 2) Dbg., Nr. 1, Sp. 127; se endvidere: Grundtvig: Om gudel. og ugudel Forsamlinger, Nordisk Kirketidende, 1837. 3) Ludvig Schroder: Peter Larsens Liv og Levnet, Side 20. 4) Elbsek Side 43 if, L. C. Petersen Side 15 ff.
Side 32
seendekarakteristisk,skont Sagen — at de vakte maa slippe for at betale til de offentlige Skoler — fremstillessom vserende af Betydning for hele Kristenheden,drukner den ganske i Klager over al den Ned, som de — der staar paa Guds Side — er stedt i. Af Underskriverne skal den ene — Stephen Jer gen sen — have vseret en slagfserdig Mand; der fortselles, at da Prsesten engang aflagde den private Skole et Beseg, sagde han til Stph. J.: »Ved De, hvad jeg raener om Deres Lserer? Jeg siger, han er et Djsevelens Barn, hvad synes De om det?« Hvortil Stph. J. svarede: »Det synes jeg kun godt om; de skriftkloge sagde, at vor Herre Jesus var besat af Djsevelen, og jeg ser, de skriftkloge er ligesaadanne endnu.« En anden var Peder Therkelsen, som i 1842 havde faaet Ikjsergaard efter sin Fader, Therkel Pedersen. Et Par af Underskriverne havde forsogt at faa Audiens hos Kongen (ifelge Traditionen havde man haft Held med saadan Audiens hos Frederik 6.1); en Rejse >som var os meget kostbar«; men »vi maatte forlade Staden med Sorrig og Bedrevelse, da det blev os nsegtet at komme vores Konge og Landets Fader i Tale.« . . . »Vel talte vi med nogle af Deres Kammerherrer; men den sande senlige Tillid manglede hos os, og mulig den rette Fader-Kaerlighed hos dem.« Skuffelsenmales med stgerke Farver: »Ach, Gud i Himlen selv forbarme sig over os og give af sin store Kaerlighedvor Allernaadigste Konge og Landets Fader tilkende,hvor sorgeligt det var og er endnu for os som Senner i Landet at rejse saa lang en Vej efter at tale med vores Fader og blive det nsegtet, da det ikke var vores egen Sag, som vi rejste efter, men Guds . . .« 1) L. C. Petersen, Side 19.
Side 33
Der er i Bevisforelsen et Stsenk af den jyske Snedighed.>. . . Deter dog Sorgeligt for os saa mange Beboere,som er her i Sognet, der skal svare de fulde Gebyre baade til Skoler og Skolelaerere for at lsese med Born i saadanne Fabler; den Betaling kan jo ikke ske af ren Kserlighed, og hvad, som ikke sker af Kaerlighed, er Synd, og den, som synder med Forsaetimod bedre Vidende, er jo under Fordommelse . . .« »Vi kunde ikke anderledes, end som vi havde gjort, baade efter Guds og Deres Msts. Befaling efter den farste Bon i vores Kathechismus: at Guds Navn helliggeresved at laere Guds Ord purt og rent, og hvor det ikke lseres, der vanhelliges Guds Navn, hvilket deter os umuligt at tage Del i under Saligheds Forlis . . .« Slutning.Skont de mange Ansogninger vidner om, at de vakte ikke var tilfredse, saa havde de dog i Virkeligheden opnaaet, hvad de vilde: Tilladelse til at indrette sig efter deres Samvittighed, o: til at benytte de gamle Boger. Striden maatte stilne af, naar Forfolgelsen horte op, og en ny Folelse kommer til Orde: Taknemmelighed. Mads Andersen kender vi allerede som Medlem af »Forbundet«; han var Hovedmanden i Kampen fra 1830 (se: Fortsat Kamp mod Rationalismen), hans Navn findes jsevnlig under Ansogningerne fra Trediverne (iflg. den Afskrift, jeg har faaet overladt fra Gammel-Sole, er han Forfatteren til Ansogningen af 3. Marts 1835 *), og han fik som de vaktes Talsmand Audiens hos Kongen2) (deter maaske denne, som 1) = Db., Nr. 2, Sp. 17—19. 2) Sammesteds.
Side 34
Traditionen har bevaret i Folks Minde)l). Da Tilladelsentil privat Undervisning blev givet, blev det ham, som fik overladt at oplsere Bornene i den rette Tro (i Raarup fik de vakte snart en fuldstsendig, selvstaendigSkole )2). I sit Afskedsbrev til Hans Mikkelsen,som fulgte efter ham som »Forer« (hvad han forevrigtikke vilde kaldes), gennemgaar han sin religiose Udvikling (fra han var 7 Aar!) og Stridens Forlob; beskedent omtaler han ikke sin egen Deltagelse heri, hans fremtrsedende Egenskaber er: Ydmyghed, Taknemmelighed— »fuldtakke Gud« er et Udtryk, der forekommer flere Gange hos ham — og Kserlighed til de unge, hvem de fleste af hans Formaninger gaelder. »Min Afskeds Tid er forhaanden, og jeg venter snart at afklsedes af denne forfsengelige Lerhytte og at ifores et uforfaengeligt og uforgaengeligt Legeme og Klaedebon. Jeg kan aldrig nok fuldtakke Gud for sin Naades og Kaerligheds Bevisning imod mig her paa min Rejse gennem denne syndefulde Verden. Han kaldte min Samvittighed til Opvsekkelse, da jeg var 7 Aar gammel . . .; saaledes er jeg i min Barndom kaldet til en Arbejder i Herrens Vingaard . . . Men jeg maa beklage og begraede, at jeg blev ikke de Guds Kald lydige, men gik paa mine egne Veje efter Kodets Lyster og Begseringer, dog ofte imod Guds Aands Overbevisning og bedre Vidende; jeg gjorde mange Gange Lofte med Gud at ville omvende mig, men jeg maatte befinder at Omvendelsen er ikke et Menneskes Gerning, men Guds.« Forst, da Forf. var 35 Aar gammel, blev han »fangen 1) L. G. Petersen, Side 19. 2) Db. Nr. 2, Sp. 28.
Side 35
Hus skal vorde salig.« I disse Ord fandt han »Fred med Gud, og Fred i min Samvittighed« . . . »men [jeg] gik over til en aandelig Stolthed og Kundskabs Hjerne- Tro og mente, at jeg nu var noget mere end tilforn . . . [jeg] trodsede paa Guds Ord og brugte det som et Svserd til at forhindre Aandens Trang, at den ikke kunde rore eller overbevise Hjertet om dets fordserveligeTilstand.« Ved et Bryllup blev »imidlertid laest en Omvendelses-Beskrivels ex), som en Kone ... havde erfaret og opskrevet. . .; efterat hun havde modtaget Guds Naade og hendes Synders Forladelse, beklager hun sig saa vemodig og udbryder med disse Ord: Gud hjaelpe mig! her staar jeg, Gud hjselpe mig!« . . . Der »opkom en stor Angst og Bedrovelse i mit Hjerte . . . jeg gik alene i en Have for mig selv og bad ... da bonhorte han mig og Hgesom gav mig en Naade-Straale i min Samvittighed . . . det forekom mig, at jeg saa den Straale at strsekke sig hjem til min Hustru, og jeg kom hjem og fandt hende i en stor Bedravelse over hendes Sjaels Tilstand . . . og i samme Bedrovelse fandt hun Trost og Vederkvsegelse for sin Sjsel; nu kunde vi ikke nok fuldtakke Gud for hans Naade og Godhed . . . nu skulde vi til at forkaste det Svinemask, som vi for havde lsert . . .« Efter denne — forekommer mig: aerlige — Bekendelsekommer Forf. uden Overgang ind paa en Beskrivelseaf Kampen mod Autoriteterne. »Vi maatte taale baade Udpantning og Arrest . . . i 7 Aar; i den Tid blev der faeldet og udgydet mange vemodige Suk og Taarer, ikke saa meget for Legemets og Godsets Skyld, men alene for Frihed, at faa vore Born oplsertei 1) Joh. Marie Jensdatters.
Side 36
lserteiGuds Ord efter del Lofte, som er gjort ved Daaben. Men da Gud og Kongen gav os Frihed til Bornelaerdommen, da blev det os forbuden at faa vore Born konflrmeret med den gamle Borne-Lserdom i 2 Aar; nu blev denne Sorg og Bedrovelse storre end den forste, men det kom altsammen fra en kser Fader. Det faldt os i Ydmyghed, Ben og Begaering til Gud om Forbarmelse og Hjselp. Men da Gud af faderlig Naade og Kaerlighed bonhorte os og gav os Frihed baade for Lserdommen og {Confirmation, og tillige Frihed,selv at holde Skoler og Skolelserere, da bekom vi en stor Guds Naade og Hjertens Glsede, som vi aldrig nok kan fuldtakke Gud og Kongen for. — Striden begyndte 1830. Friheden kom 1839 den 15. Februar1), og Bornene blev konfirmeret den samme Vinter. Jeg blev derefter kaldet til Skolelserer (nemlig Mads Andersen) og havde den forste Dag 9 Born at undervise, nu har det i7 Aar formeret sig til 90*yve, som jeg har daglig til Undervisning, saa forunderlig har Guds Veje og Fenrelse vseret med mig. Jeg var en fattig Bonde, og desuden en lseg og ulaerd Mand2); men jeg kan aldrig nok fuldtakke Gud, han har arbejdet med mig og hjulpet mig indtil denne Dag, han har staaet mig bi baade for Konger og Herrer, baade for gejstlige og verdslige Raad.« »Men nu kan alt dette, som her er meldt, tilligemed meget mere, som jeg har erfaret, aldeles ikke hjaelpe mig imod den sidste Fjende, som er Doden, men jeg traenger endnu ligesaa haardt til Guds Naade og Forbarmelse. 1) Kancelliets Skrivelse er af 15. Januar, men Afskriften (IV), som aabenbart er den, Forf. har haft, attesteres den 18. Februar; Udtrykket »denne Maaned« har foraarsaget Fejltagelsen. 2) Hans Navn under «Forbundet« er unaegtelig meget übehjaelpsomt skrevet!
Side 37
barmelse.. . som den allerforste Gang, da Gud kaldte »Men da jeg nu maerker, at min Afskedsstund neermer sig, Svaghed og Alderdom tager daglig til, og jeg kan ikke lsengere vente at forestaa dette Embede, saa beder jeg Eder, I ksere umyndige Born, at 1 beder med mig, og for mig, at Guds Sons Jesu Christi udoste Blod maa komme mig til Gode i Dodens Stund, og at jeg maa nedlsegge mit Embede med Taksigelse, naar Herren kalder . . . Det samme vil jeg ogsaa bede af Eder, I voksne Ungdom, som bar nydt Undervisning hos mig, dersom I bar mig kser, da beder I med mig og for mig . . . Naar mine ojne for sidste Gang er tillukt, da ... kan I komme til mig i det andet Liv, hvor vi uden Afladelse skal leve og prise Gud . . .« »I, Forseldre! I Husbonder og Madmodre! I har vel ikke mindre Aarsag at takke Gud . . . idet han har brugt mig som et Redskab til at arbejde med og for Eder, til Eders Barns Opdragelse i Guds Ord.« Det lange Brev slutter med en inderlig Formaning til alle om at vise Troens Frugter i Bestandighed, »thi Fjenden sover ikke, men saar sit Ukrudt, mens Folket sover, og det vaerste Ukrudt, han saar, er falsk Lserdomog forforeriske Lserere«; deter hans inderlige Bon til Gud, at han vil give dem >Laerere efter min Bortgang, som kan l<ere og lede Eder formedelst den sande Lserdom og Visdom, men ikke efter Fornuftens Kundskaber og Forstand, thi Fornuftens Lserdom og Lserere opblseser, men Aanden alene levende- og retfaerdiggor.«Forf. advarer sine Disciple mod »den blotte historiske Kundskab, som bliver alene i Hovedet, men lader Hjertet blive uforandret. — Glem derfor ikke daglig at ransage og prove Eders Sjaels Tilstand,« . . . »thi ligesom en Bonde ikke dyrker sin Ager og besaarden
Side 38
saardenmed ren Ssed, for at den skal blive i Jorden,men for at den formedelst Guds Velsignelse skal bsere rene Frugter, saaledes . . . har Gud heller ikke . . . dyrket Eders Hjerters Agre . . . og udsaaet sit Ords sande og rene Saed paa (5: af) anden Grund, end at det skulde bsere rene Frugter formedelst Troen paa Jesum Christum.« Som Tiden gik, blev de, der havde fort Kampen og lidt for deres Overbevisning, gamle; i 1842 overdrog Therkel Pedersen Ikjsergaard til sin Son Anders Therkelsen, som var gift med en Datter af Mattias Nielsen. Om den hvormed de gamle betragtedes, vidner Gravskriften (IV) over »2de iEgtefolk, navnlig: Therkel Pedersen, fodt i Korning Aar 1784, dode i Ikjser 22. September 1851 . . . og hans Hustru Marie Katrine Christensdatter, fodt i Engum 2d. Feb. 1784, dode i Ikjser 23de Novb. 1850 . . . [Han] fandt ind til den himmelske Port, hvilken straks blev oplukt for ham, da han bankede, og hans Frelser . . . kom ham imode med disse Ord: Du fromme og tro Tjener (o. s. v.). [Og hun] staar aldeles brudepyntet for hendes evige Brudgom . . . Og nu sande Triumpherende fremtrsede med hverandre imod deres Modstandere og byde dem Trods, sigende: Her ser I nu os, som I har foragtet i vores Liv; nu frydes vi, og I pines . . .« (Saadanne Gravskrifter var vistnok efter Herrnhutternes De »staerke Jyder« gor sig ikke mere bemaerkede udadtil, men lever tilbagetrukket fra Verden. Anders Therkelsen mistede sin Hustru 23. Februar 1857, og Brevet (VI) er fra det folgende Aar; deter fra en Mand,
Side 39
der forstaar at skrive for sig. — Haandskriften er fin og sirlig (netop paa Grund af dens Flothed er baade Udskrift og Underskrift umulige for udenforstaaende at tyde). Brevet er til Ane Kathrine Madsdatter, der var Sosterdatter af hans afdede Hustru; deter vel det nsere Slaegtskab, som for deres Slaegtninge stod som en Hindring for det paatsenkte (som da ogsaa blev opgivet), og dette Forhold danner Baggrundenfor Anledningen til Brevet er, at Forf. maatte rejse fra Gammelsole uden at sige Farvel til sin Veninde »efterdi Mads, da jeg spurgte ham ad, ikke ret gav mig Frihed, han forbed det ikke, men han gav heller ikke Forlov.« ». . . Med Tvivl tsenker jeg paa dig . . . deter, ligesom min Aand, naar jeg sover, leder efter den, som den elsker . . .; jeg benges mange Gange efter min lige (som Adam, da han var skabt) . . . men intet er dog umuligt for Gud . . .« Tonen i Brevet er iovrigt ikke blot religios, men »Ksere Veninde! Jeg mindes om, at Verdens Ende er naer, vi er allerede langt over Halvdelen i det sidste 1000 Aar, der er omtrent ikkun 164 Aar tilbage, det er fornodent for en Kristen at taenke sig om og vsere beredt . . . lader os, min ksere Veninde, som i et SamfundsBaand bede med og for hverandre den korte Tid, vi skal vsere paa denne syndige Kreds . . . Gid ingen af os selv skulde vselge, men henstille Sagen til ham, som raader alle Ting . . . Vil Gud, at jeg eller du skal gaa Evigheden imode i vore unge Aar eller blomstrende Dage, da ske hans Vilje. O, hyor skal vi
Side 40
da i al Evighed love og prise Gud uden Ende og Litteratur, særlig omhandlende den jyske Vækkelse og dens Forbindelse med andre religiøse Retninger.
A. Chr.Bang: Hans Nielsen Hauge og hans Samtid, 2. OpL
Louis Btauenfeldt: Sennopstrseets Rod (kirkel. Forening f.
Dannebroge (Jac. Chr. Lindberg), 1841.
J. Elbcek: Jens Jorgensen Bjerregaard, Horsens 1906.
Sigurd Elkjcer: Hans Nielsen Smed, Nyt nordisk Forlag,
Fallesen: Theologisk Maanedsskrivt (og Magazin f. Religionslaerere)
Johs. Gotzsche: Dammerne, Aarhus Stiftstidende 23/9 1923.
A. Fibiger: Hans Nielsen Hauge i Danmark. Kbhvn. 1924.
Kn. Heiberg: Zinzendorf og Bradremenigheden i Theolog.
Ludvig Helweg: Den Danske Kirkes Hist, efter Reformationen,
Frands Holm: De »stserke« Jyder (efter Schroder, Koch
Iris og Hebe (N. Blicher), 1802.
L. Koch: Den danske Kirkes Historie i Aarene 1801—17,
L. Koch: Den piet. Vaekkelse i Jylland, Kirkehist. Saml.
L. Koch: Laegmaends Deltagelse i Kirkens Arbejde i det
L. Koch: Praester og Menigheder i Oplysningstiden, Kirkehist.
L. Koch: Oplysningstiden i den danske Kirke, 1770—1800
Jergen Lundbye: Bradremenighedens Mission i Jylland,
Jorgen Lundbye: Herrnhutismen i Danmark, det 18. Aarhundredes
H. Melbye: Enkelte Track af de relig. Bevsegelser i Danmark
Thomas Nielsen: En Skildring af de stserke Jyder. Vejle
Den nordiske Kirke-Tidende (J. Chr. Lindberg), 1834.
F. Nygdrd: Kristenliv i Danmark gennem 100 Aar, Kbhvn.
L. C. Petersen: Erindringer fra en Prsestegerning blandt
L.Schroder: Peder Laurssen Fredensbjerg, Nordisk Manedskrift
L. Schroder: Om Bradremenighedens Betydn. for Folkelivet
L. Schroder: Peter Larsens Liv og Gerning (udg. af Kirkel.
0. P. H. Larsen Skrceppenborg: En kort Afhandling om gudelige
Marias Sorensen: Bidrag til den jyske Opvsekkelses Historie.
Rasmus Sorensen: Et Ord om gudelige Forsamlinger. |