|
Historie/Jyske Samlinger, Bind 4. række, 4 (1924)Folkevolde i Jylland. En OversigtAugust F. Schmidt. Blandt vore Oldtidsminder findes nogle Volde eller For Danmarks Vedkommende findes disse Volde Hvornår de er opførte, og den nærmere Årsag til deres Opførelse, er man på det nuværende Tidspunkt ikke i Stand til at sige noget bestemt om. Måske vidtløftige Gravninger og indgående arkæologiske og geologiske Undersøgelser kan kaste Lys over disse dunkle Spørgsmål. I Tidens Løb har man haft forskellige Meninger om disse Oldtidsbefæstninger, hvilke er Rammedige, Dandiget, Bardediget, (Trældiget), Ollem e s d i g e samt nogle middelalderlige Vejspærringer: Margrethe dige t, Kongsnapdiget, Fandens Dige o. fl. Første Gang, disse Langvolde Nord for Danevirke bliver Genstand for en nærmere Drøftelse, er i 1840, da Worsaae fremsætter sine Meninger1) omdet såkaldte Trældige i Anst Herred. 1) AnO. 1840—il, 162 f.
Side 437
Han får ved Samtale med Egnens Befolkning Oplysning om dette Diges Længde, som angaves at være ca. 3*/2 Mil. Videre slutter Worsaae deraf, at Trældiget kunde stå i Forbindelse med Margrethediget, „der forener Gudenaaes og Skjernaaes Kilder, maaskee ogsaa med „Fandens Dige" i Ikast Sogn og med „Ramme Dige" i Ramme Sogn og mod Sønden med det bekj endte Olgers Dige i det Slesvigske, der har samme Retning som Trældiget, nemlig Nordvest til Sydost". Worsaae slutter endvidere, at hvis det kunde lykkes at finde en sådan udstrakt Befæstning op igennem Jylland, vilde dette måske give Werlauff Ret i hans Fortolkning af den byzantinske Historieskriver Procops Beretning om Øen Brill ia, som Werlauff mener skal være Jylland2). Procop meddeler nemlig, at Øen Brittia er delt i to Dele „af hvilke den østlige er frugtbar, medens derimod den vestlige er ufrugtbar og opfyldt rned Slanger og allehaande giftige Senere gør Fr. K l e e sig til Talsmand for samme Tanke i sin originale, men dristige Bog: Steen-, Bronce- og Jernculturens Minder 1854, 61 f. OlufNielsen fremsætter 1867 den rigtigere Mening, at „Folkevoldene" har været Grænseskel, vistnok fra „Broncefolket"s Tid, mellem Smårigerne3). En Opfattelse, der ikke afviger meget fra Worsaaes og Klees fremsættes af Søren Al kj ær sig i hans ligeledes dristige, men højst interessante Afhandling om Vore Folkevolde med særligt Hensyn til Træl dige t4). Disse Opfattelser om sammenhængende forhistoriske 2) Forsøg til at oplyse og forklare Procops Efterretninger om de nordiske Lande. 5. 15. Smlgn. Trao 2. Ude. VI. 516 f. 3) Sysselinddelingen i Danmark. 7. 4) Fra Ribe Amt 1920, 268 ff.
Side 438
Fæstningsværn, der populært kaldes „Folkevolde", da de må være opførte i Anledning af Folkekampe mellemOldtidens jyske Stammer, deles derimod ikke af moderne Arkæologer som f. Ex. Sophus Muller5) og Hans Kjær6). Det viser sig nemlig, at disse forhistoriskeLangvolde („Folkevolde") og de senere Vejspærringer,som tidligere sattes i Alder med Folkevoldene,er isolerede F æ no m e n er. De er opførte på et os ukendt Tidspunkt, af den Ikke alene i Jylland kendes disse Oldtidsbefæstninger. Her skal blot nævnes Kejser Hadrians, Antoninus Pius og Severus' Langvolde i England. Endvidere den angelsachsiske Kong Offa af Mercias (758—796) Jordvolde fra Mundingen af Wye til Mundingen af Dee, for derved at adskille Wales fra det angelsachsiske England7). Danevirke er en sådan Folkevold, der danner Skel og Værn mellem to Folk. Måske dens Forbilleder har været engelske Volde; dog vel snarest de jyske Volde som Ollemesdige, Rammedige o. fl. I den følgende Oversigt skal jeg søge så kort som muligt at samle, hvad man indtil nu veed om de forannævnteBefæstninger o: „Folkevolde". Enkelte nye Synspunkter, som jeg ikke hidtil har set på Tryk, angåendeVoldenes mere lokale Opgaver samt et Par sproglige Supplementer, vil forefindes. Det bør med det samme bemærkes, at der til de to nordligste Volde, Rammedige og Dandiget, knytter sig Sagn om A m l e d og K o n g D a ri. Måske Minder om disse Sagnkongers 5) Vor Oldtid 1897, 631 f. 6) Daniel Bruun: Danmark I, 283 f. 7) Vilh. la Gour: Danevirke, 60. Smlgn. Vor Oldtids Bibliografi 706. XII.
Side 439
Kampe for at erhverve sig Herskerretten over de indfødteJyder eller over Nabostammer? Om end dette ikke er rigtigt, kan man ikke helt ignorere FolkesagnetsForbindelse mellem nævnte Volde og Sagnkonger. Rammedige (Ramme Sogn, V a n d f u l d Herred) findes Nordøst for Vejen fra Ramme til Dybe ind over Markerne i Ramme Sogn. På hele Strækningen Syd for denne Vej danner Diget Skel mellem Ramme og Dybe Sogne. Strækningen Nord for omtalte Vej ender brat, uden at der er Spor af nogen tidligere Fortsættelse. På den nordlige Halvdel af denne Strækning har Diget en Grav foran mod Øst; den sydlige Halvdel af denne Strækning har kun meget svage Spor af en tidligere Grav. Syd for Vejen er den bedst bevarede Strækning, hvoraf ca. 117 Meter8) er fredlyst. Såvel Volden, som Graven mod Øst, syntes 1893 endnu at have deres oprindelige Dimensioner. Volden begynder derefter at være en Del beskadiget, ligesom Graven også aftager i Dybde. Efterhånden aftager såvel Volden som Graven i Størrelse og på en længere Strækning var i 1893 kun svage Spor af Grav. Efter at Volden har gjort en lille Røjning, forsvinder ethvert Spor af Grav. Volden, der efterhånden er blevet meget lav, går her igennem smalle Engstrækninger. På den sidste Engstrækning er kun en almindelig Jordvold med en Grøft mod Vest, der må hidrøre fra en temmelig ny Tid; ialtfald har en Omdannelse fundet Sted9). Rammedige er ialt ca. 1080 Meter langt, 1,5 Meter højt og ca. 6Va Meter bredt ved Foden. Graven ca. 4Va Meter bred og ca. 11/«l1/« Meter dyb. Det fredlyste Stykke af Diget er det mindst medtagne, og det har vel også altid været det -betydeligste. Det nordligste 8) Målene er omregnet til Metermålet. 9) A. P. Madsens Indb. til Nationalmuseet 1893.
Side 440
Stykke af Diget, der går ind i Ramme Sogn, er 400 Meter langt, og derpå er anlagt en Landevej, men Graven Øst derfor var ganske tydelig ca. 1894. Digets oprindelige Længde bliver omkring en Fjerdingvej10). Sydligst i Sognet findes en anden betydelig Vold, der går fra Nord til Syd, er henved ca. 140 Meter lang og på det betydeligste Stykke 7—8 Meter bred i Bunden. Deri fortsættes mod Syd i et svært Skeldige, der skal kunne spores ind i Bøvling Sogn"). Rammedige kan godt have været Forbilledet for Godfreds Vold ved Danevirke. Den bærer Oldtidens Præg. Det kan vel ikke afgøres, hvornår Rammedige er rejst, men det bliver nok i en temmelig tidlig Tid. Rammedige har været en Vejspærring på den mægtige Oldtidsvej, som førte inde fra Jylland ud til Havet — til F er rin g, Oldtidens Udfartssted fra Midtjylland Sophus Muller har først gjort opmærksom på det — „en ca. 14 Mil lang Vei ind i Landet"13). Langs denne Oldtidsvej fandtes (og findes) Gravhøje. „Vistnokfindes der i disse Egne ikke faa „Diger" med særlige Navne og andre lave Volde, der ere navnløse; men de ere stedse uden Forbindelse med Gravhøiene, for en Del just paa Steder, hvor Høiene ganske mangle. Overhovedet er der intet, som siger, at de gaa tilbage 10) Oluf Nielsen: Skodborg og Vandfuld Herreder 1894, 489 f. Trap 2. Udg. VI, 332. Trap 3. Udg. V, 511. Fra Ribe Amt 1920, 270. Daniel Bruun: Danmark I, 283, 111, 420. Smlgn. Sophus Muller: Vor Oldtid, 631. E. T. Kristensen: Danske Sagn IV, Nr. 214. Vilh. la Cour: Danevirke, 60. Artikler om Rammedige, se Heilskovs Provinstopografi, 375. 11) O. Nielsen 1. c., 490. Trap 3. Udg. V, 511. 12) Vilh. la Cour i Fortid og Nutid IV B. l—3 H., 63 ff. 13) A årbøger 1904, 49.
Side 441
til Oldtiden. — Kun „Rammedige" i Ramme Sogn kunde synes at danne en Undtagelse"14). Tæt bagved og beskyttet af Volden ligger en prægtig Høj gruppe ved Herup, og andre Høje findes umiddelbart mod Øst. „Der er altsaa her en nøie Forbindelse mellem Gravhøie og Jordværn; men efter Forholdene er det ret klart, at Volden senere er trukken mellem Høiene. Der var god Anledning hertil, idet den saaledes overskårog spærrede den Veilinie, der i Oldtiden førte gjennem denne Passage og mellem Høiene. Benyttelsenaf Veien er da fortsat i historisk Tid, ligesom der endnu gaaer Vei paa dette Sted15). Graven Øst for Diget foranledigede Oluf Nielsen til at udtale den Mening, at hvis Rammedige var opkastet til Forsvar, var det snarest anlagt af Folk, der boede Vest derfor, da Grøften jo er Øst for Diget16). Vilh. la Cour mener, at „Graven" næppe er noget Selvom la Cours Mening sikkert er den rigtige, behøverder intet at være til Hinder for, at Rammedige er opkastet af vestboende Folk mod Fjender inde fra Landet, men derom kan selvfølgelig intet bestemt siges. Ihvertfald har Diget været et godt Forsvarsværn for den Stamme, der har boet Vest for det. Diget, der i Oldtiden sikkert har været længere, har ved begge Ender været støttet af Småsumpe. Navnene Ramme og Dybe vidner også om Eng og Dyn d. Da Ram betyder Eng, har Byen Ramme (Navnet overført på Diget) altså Navn efter de Engdrag, som Ramme Å 14) Sophus Muller 1. c., 61 f. 15) Sophus Müller 1. c., 62. 16) O. Nielsen 1. c., 490. 17) Danevirke, 60.
Side 442
fremkalder. Dybe hed 1340 Dybek. Dy [døj'] betyder Disse to Tydninger efter Oluf Nielsen18) må vel ansees Rarnmedige har krydset Vejforbindelsen med „Havboerne" og Folk inde fra Landet. Efter Sophus Mullers foranstående Udtalelse at dømme, er Volden betydelig yngre end Gravhøjene. Den er trukket hen imellem disse. Vilhelm la Cour har i sin Afhandling: Oldtidsveje og Stednavn e2O)e20) udførligt omtalt Ferring som den forannævnte 14 Mil lange Oldtidsvejs End c; punkt ved Kysten, hvorfra der finder Udfart Sted over Havet. Muligvis er det for dristigt at antage, at der har —Ferring har haft et Udløb til Havet fra Limfjorden, Denne sidstnævnte Hypotese bør man vist tage Hensyn lalfald har Havnen (eller Tilflugtsstedet) sikkert givet Anledning til Kampe. Den Stamme, som besad Havnen, var Egnens Hersker. Det er da næppe nogen helt fantastisk Hypotese, når jeg udtaler den Mening, at Rammedige er opkastet som Værn af de vestligst boende Folk imod Øst for boende erobringslystne 18) 1. c.,, 489, 471. 19) Jfr. dog Svend Aakjærs Undersøgelse af „Rand" i Danske Studier 1922, 36. 20) Fortid og Nutid IV, l—S H., 63 ff. 21) Det er en privat Bemærkning af C. Klitgaard, som jeg her tillader mig at fremsætte.
Side 443
Rammedige er måske et direkte Minde om Oldtidskampe Folkesagnet forsøger også at forklare Rammediges Historie. Efter dette skal Rammedige være kastet op på een Nat som Værn mod indtrængende Fjender (Englændere). Der kom nu til et voldsomt Slag mellem Englænderne og Danskerne. Englænderne vandt Slaget, overmåde mange faldt på begge Sider. De faldne blev begravede i de mange Høje på begge Sider af Diget. En engelsk Prins (Ainlet, Angel?) faldt i Slaget og ligger begravet i een af Højene Vest for Volden, der siden kaldes den engelske Prinses Høj. Englænderne angreb imidlertid atter den danske Hær, der nu havde fået Forstærkning. Danskerne sejrede, alle Englænderne blev nedhuggede. Dette Slag stod længere inde i Landet ved et stort Kjær eller en Mose, der endnu hedder Angl ands eller Englands Mose22). De små Jordforhøjninger, Mosen er oversået med, siges at være Englændernes Grave. Denne Mose med Tuerne, som sættes i Forbindelse med Slaget, findes i G u d u m Sogn. Tuerne hedder Holmgårds Knopper og er naturlige Sandflugtsdannelser, omend de har Lighed med Gravhøje33). Sagn om en Kong Ainlet, Angel, A m l i n g, A mlund, der ligger begravet i en Kæmpehøj, faldt i et Slag o. s. v., kendes fra mange forskellige Egne af Jylland2"). Amledsagnet hos Sakse stammer fra Jylland, nærmestNordvestjyllan 22) E. T. Kristensen: Danske Sagn IV, Nr. 214, J. Flkm. IX. x, 5. Danske Atlas 819.3.511. 23) Trap 3. Udg. V, 495. 24) E. T. Kristensen: Danske Sagn IV, Nr. 24—30. Smlgn. E. T. Kr. i Randers Dgbl. Nr. 227 (1893).
Side 444
mestNordvestjylland25). Kanske vi i Amledsagnene hos E. T. Kristensen har de sidste direkte Fortællingerom en Stammekamp for Årtusinder siden ved Rammediget.Det skulde være sært, om der ikke ligger noget virkeligt historisk til Grund for Amleds Tilknytningtil dette Sted. Sagnet om Englændernes Nederlager en folkelig Forklaring af Stednavnet Anglandseller Englands Mose. Navnene Angland og Englander snarest fremkommet ved Analogi med England.Oprindeligt har vi vel her haft et Stednavn afledtaf Amled eller Ign. Dandiget (Asfærg Sogn, N ørh ald Herred) begynder på Bakkeskråningen Øst for Kåtbæk ved Gamle Purhus og går herfra i en Længde af lidt over 1250 Meter indtil Vejen fra Asferg til Ejstrup. Diget gennemskæres 310 Meter fra Sydøst af Vejen fra Gamle Purhus til Ejstrup og ca. 470 Meter længere fremme mod Nordøst af en Vej, der fra Hovedlandevejen fører Nord på til Ejstrup. Diget er medtaget, men var 1894 imod Sydøst knap 2 Meter højt, mod Nordvest 1,15 Meter højt. Tværmålet skulde oprindeligt have været ca. 9 Meter mod Syd-Nord med en jævn, flad Skråning mod Sydvest26). Hvornår Dandiget er opkastet, og af hvilken Grund, kan man vel ikke med Bestemthed sige noget om. Stednavne og Folkeminder kan dog måske lede lidt ind på Sporet. Navnet Dandige må afgjort være et Lån fra Viborg-RandersEgnens 25) Axel Olrik: Kilderne til Sakses Oldhistorie 11, 158 ff. Smlgn. Folkevisen: afK.Nr. 157. 26) A,. P. Madsens Indb. til Nationalmuseet ">/9 1894. Trap 3. Udg. IV, 879. Sophus Muller: Vor Oldtid, 631. Smlgn. Trap 2. Udg. V, 556. Fra Ribe Amt 1920, 270. K. C. Uldall: Turistforeningens Årbog 1924, 38.
Side 445
Denne Egn har nemlig en Forkærlighed for Sagntypen om en Konge, Dan eller Skjold, der skal være lagt i Høj sammen med sin Hest. Axel Olrik har undersøgt Spørgsmålet om Kong Dan og Stedsagnene, som knyttersig til denne Egn27). Olrik har dog ikke omtalt Dandiget, men en Forbindelse mellem Sagnene og dette er åbenbar. Gudmund Schiitte fremsætter den Tanke, at Dandiget har været et Fæstningsværk opkastet mellem de skjoldungdanske Indflyttere og de indfødte Jyder28). Disse „skjoldungdanske Indflyttere" skal være Erobrerne af Jylland, der udgik fra Sjælland. Deres Område er —l e v-B yerne. G. Schiitte støtter H. V. Clausens Hypotese29) ved at finde et etnologisk Skel Nord og Syd for Himmerlands „strategiske Grænse" mod Syd. Nordenfor har vi Levbosættelse, ingen Indbyggernavne på —i ng, efterhængt Artikel fuldt gennemført; Syd eller Øst for den har vi Ingbosættelse og Indbyggernavne på —i n g3O).g30). Lev-Navnene Nord og Øst for Dandiget er T ø r s l e v, I Folkevandringstiden var Skalsådalen et ufremkommeligt Morads, så Dandiget (måske i Forbindelse med en anden Jordvold på Nørbeks Hede Doss et)32) har kunnet danne en vigtig Forsvarsvold på Himmerlands Sydgrænse. 27) Danmarks Heltedigtning 11, 232 ff., med mange Henvisninger. Smlgn. Danske Atlas IV, 403. Fr. Klee: Steen-, Bronce- og Jærnalderkulturens Minder 1854, 62. Danske Sagn IV, Nr. 185, 211, 212. 28) Artikelbrug (kgl. da. Vdsk. Slsk. Hist. filol. Medd. VII, 2 1922), 167. 29) Årbøger 1916, særligt S. 62 ff. Se Kort Nr. VIII. 30) Artikelbrug, 167. 31) Efter H. V. Clausens Kort VIII. 32) E. T. Kristensen: Danske Sagn IV A, Nr. 88.
Side 446
Hvorvidt H. V. Clausens og G. Schiittes Hypoteser i Realiteten er rigtige, tør jeg ikke have nogen bestemt Mening om, men megen Sandsynlighed for deres Rigtighed synes der mig at være i dette Tilfælde. Dandiget må temmelig sikkert have ydet Værn mod en frembrydende Stamme. Det vil da være mest rimeligt at antage, at den Stamme, hvis Invasion har bragt Ufred med sig, er Årsag til Dandigets Rejsning. Muligvis var den indtrængende Stamme Østdaner („skjoldungdanske Indflyttere"; „—lev-Folket"), der har kæmpet med den indfødte Stamme Ambroner? [?]33), muligvis har det været Cimbrerstammen, som her har mødt Modstand for sin Ekspansionslyst. (?). Bardedige (Vorgod Sogn, Hammerum Herred) findes Øst for Barde, 750 Meter Nordvest for hvor Abild Å forener sig med Vorgod Å. 1894, da A. P. Madsen opmålte Diget, var det ialt 636 Meter langt, fra 3,4—4,9 Meter i Tværmål, og havde en Højde af fra 0,8—1,5 Meter og med en fra l—1,5 Meter flad Krone ovenpå. Diget støder mod Sydvest til Abild Å og går herfra i en Længde af 172 Meter mod Nordøst, går derefter mod Nord—Nordøst, indtil det støder til Vorgod Å. Omtrent midt på gennemskæres Diget af een fra Barde kommende Markvej, der fører ud til en fremskydende Odde mellem de nævnte Åer34). l Trap og Daniel Bruuns Danmark 111, 420 meddeles, Det kan nævnes, at der i Stor h øj, ca. 300 Alen 33) Smlgn. Kortet S. 24 i Vilh. la Cours Gesch. d. schlesw. Volkes I. 34) A. P. Madsens Indb. til Nationalmuseet d. »/„ 1894. Smlgn. Trap 3. Udg. V, 617. Fra Ribe Amt 1920, 270. Sophus Muller: Vor Oldtid, 631.
Side 447
værdifuldt Fund fra den ældre Bronzealder: en velbevaretEgekiste, Omegnens Stednavne vidner også om, at denne Egn er blevet bebygget i en ret tidlig Tid. Navne som H erborg, Assing, Timring, Sæding, S. Felding, Nøvling, Sinding, Vil bjerg hører til det ldste Langs Vorgod Å, en Gren af Skjern Å, ligger Byerne: N. Vium og Vorgod, der indeholder et sakralt Navneled. (Længere mod Øst Herning, der muligvis også er et Helligdomsnavn.) Af Marknavnene i Egnen omkring N. Vium og Vorgod er adskillige Sakralnavne36). (G i l d e h ø j i Vorgod Sogn er sikkert en gammel Helligdbmshøj.) Det er givet, at der i Egnen langs Vorgod har været en temmelig udstrakt Bebyggelse i Oldtiden. Man kan vel med nogen Grund antage, at der indenfor denne „Bygd" er opstået Stridigheder om Egnsherredømmet, hvorfor den ene af Parterne har opkastet Bardediget som Forsvarsværn. I Hjørnet mellem Åerne har man haft en god Plads til at anlægge en Fæstning. I Ryggen var man beskyttet af Åerne, og foran har det opkastede Dige været et Værn mod Angriberne. Trekanten mellem Diget og Åerne må sikkert efter Datidens Forhold have været en vanskelig indtagelig Fæstning. Hvis det fremførte er rigtigt, må man hælde til den Anskuelse, at Bardediget er opkastet af sydligboende Folk mod en nordfra kommende Angrebshær. På hvilken Tid Bardediget er opført, vil man vist vanskeligt kunne sige noget nærmere om, men Tiden mellem Oldtid og Middelalder er vel den mest sandsynlige. Navnet Bardes Betydning må her være Brem, 35) V. Boye: Egekistefund, 38. 36) Meddelt mig af cand. mag. Svend Aakjær.
Side 448
Bred,Rand eller Kan t37),t37), altså noget, der „hæver sig frem", „er særdeles synligt"; derfra i overførtBetydning: noget „man skal udenom" eller „kæmpe sig igennem". På Nyislandsk betyder bard en As, Jordvold eller Ujævnhed i Terrænnet. Indirekte indeholder Navnet Barde da en Betydning, Landsbynavnet Barde er sikkert yngre end Digets Olmersdige eller Ollemesvold (Tinglev „2854 Skridt fra Degneboligen i Tinglev ligger ved Flensborgvejen en Smedie, og 156 Skridt videre overskjæres Vejen af Olgerdige. Vejens Retning er N. V.— S. Ø„ Digets N. 71/.71/. ° Ø.—S. 7V» °V. Paa 30 Skridt ved Veiens N. Ø. Side er samme ødelagt, derpaa 80 Skridt langt, indtil en Mosevei, vel vedligeholdt. Her ender den ved Mosen, men spores endnu 60 Skridt videre i Retningen lige mod N., hvorpaa den taber sig aldeles. Ved Veiens S. V. Side begynder den umiddelbart og har i en Længde af 580 Skridt, hvor den gaaer over Hedeland, den angivne Høide og Brede38), kun paa en Længde af 10 Skridt mangler Volden, Graven derimod findes. Derefter spores Graven endnu over Agerland i en Længde af 208 Skridt, lige indtil de bløde Enge ved Bjendrupaaen tæt Ø. for Gaardeby"39). Denne Beskrivelse er den grundigste, der findes om 37) Fritzners Ordbog; jfr. Svend Aakjær, Danske Studier 1922, 35 f. 38) nemlig „15 Fod bred og 4 Fod høi". Graven foran Volden „er 10 Fod bred og 3 Fod dyb". Antiq. Tdskr. 1846—48, 55 (J. N. Schmidt). 39) Antiq. Tdskr. 1849—51, 55.
Side 449
Olmersdige fra ældre Tid — og fra Nutiden kan en Spørgsmålet om Olmerdigets Opgave har adskillige Gange været drøftet. Nicolai Outzen antog, at Diget var opkastet som et Værn mod Friserne40). Denne Antagelse forkastes allerede 1846 af J. N. Schmidt41), med Tilslutning senere af Trap42). 1914 omtaler Sophus Muller „Olgerdiget" ganske kort i sin store Afhandling om Sønderjyllands Bronzealder, hvor Volden nævnes som „en Forsvarsvold vendt imod Syd, som adskillige lignende findes paa den jydske Halvø, et bestemt Vidnesbyrd om, at der her i den ældre Middelalder gik en Hovedvei."43) Det sidste Ord, der hidtil er sagt om Olmersdigets Betydning, er af Vilhelm la Gour, som kommer til det Resultat, at Diget afslutter nøje den jydske Besiddelse mod Syd, og spærrer Vejen mellem Jyder og Angler. Hvad Danevirke i en senere Tid var imellem Danskere og Tyskere, måtte Olmersdiget mange rhundreder Forvejen have været mellem de stridende Småstammer Angler og Jyder44). Denne Forklaring af Vilh. la Cour må ansees for rigtig. Olmersdiget er foreløbig den eneste af de jyske forhistoriske Langvolde, hvis Anlæg man med Sikkerhed kan begrunde. Navnet Olmersdige eller Ollemesvold kan der 40) Die danische Sprache im Schleswigschen, 1819, 18. 41) Antiq. Tdskr. 1846—48, 274 ff. 42) Trap 1. Udg. 1864 (Slesvig, 161) refererer Schmidlts Anskuelse. Smlgn. Worsaae i AnO 1840—41, 163; S. Alkærsig: Fra Ribe Amt 1920, 269. 43) Årbøger 1914, 216. 44) Geschichte des schleswigschen Volkes I 1923, 56.
Side 450
„Olger Danskes Dige", sandsynligvis for at betegne dens Ælde45). J. N. Schmidt meddeler, at Beboerne både Øst og Vest for Volden fortæller, at den er bygget„mod Fjenderne i Ufredstid". Schmidts Meddeler havde dog også hørt Navnet Ollemesvold. N. Outzen forkaster 1819 Olgersdige-Navnet og tolker det af OrdetEalgion: „beskytte" (o: Land og Folk) > Ealgor o: S e h u tz, Værn. Denne Tydning er dog næppe rigtig. Derimod indgår meget hyppigt som Led i sønderjyske Marknavne Ordet Oldemor (= Bedstemor), f. Eks. Oldemorstof t, Oldemorsvej o. s. v. i Betydningen den gamle Toft, Ve j46).j46). Det er sikkert dette Ord, som findes i Olmersdige, der da får Betydningen den gamle Vold, det gamle Dige. Denne Betydning stemmer også overens med sønderjysk Udtale af Oldemor ['olrnoj. Trældiget (Anst Sogn, Anst Herred) er der allerede en hel Literatur om47). 1638 nævner Præsten i Skanderup Sogn en „gammel steenrøgell, som løber offuer Lunderskoff, Skandrup og Hiardrup marck". Denne Stenrøgel er sikkert identisk med en vejagtig Højning tæt Syd for Nagbøl Mose i Vamdrup Sogn, og har næppe noget med „Trældiget" at gøre48). Det 45) Således i Danske Atlas VII, 302, og senere hos Worsaae og J. N. Schmidt ovf. anf. St. 46) Meddelt mig af cand. mag. Svend Aakjær. 47) I Fra Ribe Amt 1923, 82 ff. har jeg gjort Rede for de tidligere Opfattelser af Trældiget, hvorefter jeg vender mig polemisk mod disse samt fremsætter nogle nye Synspunkter. Egnens Bebyggelsesforhold i Oldtiden og den tidligere Middelalder taler afgjort imod, at der i denne Egn har været en forhistorisk Langvold på en Længde af over 3 Mil. Sophus Muller har ved Undersøgelse af de Steder, hvor Trældiget angaves at have været, udfra et arkæologisk Synspunkt påvist det samme 1903. lians Resultater er først: offentliggjorte i min Afhandling. 48) Beskrevet i Fra Ribe Amt 1924, 218.
Side 451
ældste skriftlige Vidnesbyrd om dette findes i en Præsteindberetningfra Præsten i Anst 176649). Det er antageligResterne af det i 1766 omtalte Dige, Sophus Muller har fundet 1903 og nøje beskrevet i sin Indberetningtil Nationalmuseet30). Han kommer til det Resultat, at Diget fra 1766 (beskrevet af Worsaae 1840) må være et almindeligt Skeldige. Imellem JordrupBy og Veerst Skov, et Par Mil mod Nordvest, findesen langagtig Forhøjning i Jordsmonnet, som man også har ment var et Stykke af Trældiget (derfor den fantastiske Længde), men Sophus Muller anser det for givet, at denne Forhøjning er Rester af en Middelaldervej(hvad Forhøjningen ved Nagbøl Mose sikkert er). Mon det ikke blol er en naturlig Hævning i Jordsmonnet?Jeg synes, det er så. Geologerne må vel kunne afgøre Spørgsmålet. Alt tyder på, at „Trældiget" er Resterne af een eller flere Middelaldervej e. Det er meget sandsynligt, at der engang har været direkte Forbindelse mellem Vejen ved Nagbøl Mose og — eventuelle — Vejstrækninger oppe Nordvest for Anst. Navnet T r æ l d i g e er afledt af en naturlig Ujævnhed:en Forhøjning med „Grave" omkring i Veerst Skov, der hedder Trælborg. Stedets Udseende har forårsaget, at Befolkningen har ment det var Resterne af en gammel Borg. Flere Sagn knytter sig hertil51). Jordhøj ningen mellem Jordrup og Veerst Skov hedder „Trælleborgvej en". Bønderne har vel ment, at det var en Vej, der havde ført fra Jordrup til „Trælleborgen".Adskillige Steder i Danmark — og også i Sverig — kendes Navnet Trælleborg på lignende voldagtigeJordformatione 49) Trykt i Fra Ribe Amt 1923. 82. 50) Refereret i Fra Ribe Amt 1923. 90 f. 51) Fra Ribe Amt 1923. 85.
Side 452
agtigeJordformationer52). Det er ganske givet, at det er fra denne „Trælleborg" hele Historien om Trældigeter opstået. Folkefantasien har haft let ved at sætte Trælborg samt nogle Vej stykker og Jordhøj ningeri Forbindelse med hverandre og deraf skabe en forhistorisk Folkevold. For Fremtiden må „Trældiget"udgå af Drøftelsen om Folkevolde. Foruden de forannævnte Diger eller Volde, som med Undtagelse af Trældiget, hidrører fra Oldtiden, findes der endnu en Del Befæstningsværker af lignende Karakter, men de er alligevel langt yngre. Det er Vejspa;rringer fra den tidligere Middelalder. Her skal nævnes sådanne fra Jylland, hvorfra Meddelelser om dem haves. Kongsnaps dige t, [Kong Knaps Dige, Valdemarsdiget] (T orning Sogn, Ly sgård Herred), strækker sig tværs over et Dalstrøg, og er vistnok fra den ældste Middelalder; måske opkastet for at dække Overgangen over den Nord for løbende Haller Å53). Margrethediget (Ø. Nykirke Sogn, Nørvang Herred) har spærret Vejen fra Kolding til Viborg. Diget løber tværs over en Lavning og støtter sig til Højdedragene på Siderne54). Fandens Dige eller Trældiget (Ikast 52) I Namn och Bygd 1918, 91 f. >har Alexander Bugge givet en Oversigt over „Trælborge" i Danmark (efter Trap). Alex. Bugge gør i en indgående Undersøgelse Rede for Navnet Trælleborg, som han påviser, er en folkeetymologisk Oversættelse af et „Slavernes Borg". 1268 nævnes nemlig en By i Sydrusland: Dhrelleborch, en nedertysk Omskrivelse af gi. sv. J> rælaborg, „Trællenes eller Slavernes! Borg". Smlgn. Fra Ribe Amt 1923, 92 f. 53) Trap 3. Udg. IV, 750. Smlgn. Daniel Bruuns Danmark I, 283. 54) Trap 3. Udg. V, 370. Daniel Bruuns Danmark I, 340, IV, 227. 55) Trap 3. Udg, V, 565. D. Br.: Danmark I, 284, III, 220, 420, 465. Fra Ribe Amt 1920, 270. H. P. Hansen: Fandens Dige: Herning Avis 2%, «/e, s°/8 1924.
Side 453
Molles Dige fandtes på Frejlev Hede (H o r nu m Herred) og skal have været over en halv Mil lang. Sagnet siger, at her skal have stået et Slag engang56). Trediget eller Trevolden (Gassum Sogn, N ørhal d Herred) er en tredobbelt Dige- eller Vejstrækning, hvoraf den østlige Del er højest, der findes på Strækningen mellem Haldkjær og Glovdal. Et lille Stykke er fredet. Det er vistnok en Vejspærring fra den tidligere Middelalder57). Kampdiget (Grimstrup Sogn, Skads Herred) Endvidere kan nævnes Kløndtholmsdiget ved Understed (Dronninglund Herred); Mælport i Ø. Han Herred fra Endelev til Birkelse Vejen og derfra halvvejs til Aalborg- Thisted Vej en. Dankirke Syd for Vester Vedsted (Ribe Herred). Alle disse Langvolde fra de forskelligste Tider, hvoraf her blot er nævnt de mest kendte, kunde vel fortjene en grundig Undersøgelse af en Arkæolog. Muligvis kan denne Oversigt dog have Interesse for mere kyndige; dens Fremkomst skyldes i hvert Fald gammel Optagethed af Emnet. 56) E. T. Kristensen i Randers Dgbl. 1893. Nr. 227. 57) Randers Dgbl. 1893. Nr. 195. Tran 3. Udg. IV. 883. 58) Randers Dgbl. 1893, Nr. 195. Danske Sagn III, Nr. 322, 323, 324. |