Den, der har endog blot et übetydeligt kendskab til Danmarks topografi, vil have lagt maerke til det iojnefaldende forhold, at len og stamhuse er fordelte pa en hojst ulige made over landet, idet der hersker stor fattigdom pa dem laengst mod vest, metis de mod ost — pa oerne — optraeder i rigelig msengde, skont ogsa der ujaevnt. Mens Jylland saledes kun har 2 grevskaber (Frijsenborg og Lindenborg) og kun i baroni (Vilhelmsborg) paa sine halvfemte hundrede kvadratmil, har Fyn pa halvhundrede 5 af hine og lige sa mange af disse, og paa Lolland, der ikke engang er halv sa stort som Fyn, findes ikke mindre end 6 grevskaber og 3 baronier. Gar vi over til vor storste 0, Saelland, traeffer vi vel ikke flere grevskaber og baronier der end pa Lolland — nemlig kun 4 af fprstnsevnte og 5 af sidstnasvnte, altsa iak 9 -— men i forhold til, hvad der findes i det tre gange sa store Jylland er det jo dog ret betydeligt. oerne er altsa i det hele taget sserdeles rigeligt forsynede med len i forhold til Jylland, og hvad stamhuse angar gor noget lignende sig gaeldende om end i noget mindre grad; skont Jylland ialt har 12, foruden nogle faa fideikommisgodser, har det dog knap sa mange som det lille Fyn.

Dette forhold skyldes naturligvis ikke blot tilfaeldigheder, selv om tilfaeldet maske nok har nogen skyld i det; det star ganske utvivlsomt i forbindelse med, at landets tyngepunkt i det hele taget er flyttet ostpa, med at hovedstaden og regeringens saede findes paa Saelland.

Vi ved jo alle, at deter noget forholdsvis nyt, at Danmarks konge nsesten hele aret rundt residerer i eller ved Kobenhavn, at endnu Christian den fjerde og alle kongerne for ham savel i middelalderen som i den nyere tid hyppigt skiftede opholdssted. Idelig sa man dengang kongen med sit pragtfulde folge drage til hest gennem landet og den store skare af tjenende ander samt hoffets bagage transporteres fra sted til sted paa de usle bondervogne, der kun langsomt kunde komme frem ad de jammerlige veje, der snoede sig gennem landet over mark og hede, gennem skov og krat, fra by til by. Hoffet holdtes pa et af de mange slotte, hvor kongen fandt for godt at sla sig ned, snart i ost og snart i vest; der var nok at vaelge imellem. ost for sundet var i'orst Helsingborg, senere Malmohus i hoj kurs. Pa Saelland la Vordingborg, hvor Valdemarerne sa ofte holdt til; fra midten af det 15. arhundrede stilledes det i skygge af Kobenhavns slot; Frederiksborg blev senere et meget yndet sted og Antvorskov brugtes ofte som station pa vejen mod vest. Navnlig i middelalderen var kongerne hyppige gaester pa de fynske slotte Nyborg, Naesbyhoved og Hindsgavl, der var bekvemme herberger pa vejen fra Saelland til Jylland, hvor Koldinghus og Skanderborg ofte var de jagtelskende kongers opholdssted, og hvor der forovrigt var slotte nok at vaslge imellem, sa at sige lige fra Skagen til Kongeaen.

Da kongerne fra midten af det 17. arhundrede blev nassten fast bosiddende i Kobenhavn, bevirkede det ganske naturligt, at landets arristokrati efterhanden koncentrerede sig mere og mere omkring denne by, at det mere end

hidtil blev tilbojeligt til at samle sine godser sa nasr som muligt ved hovedstaden og at forsvinde fra landets afsides kroge. oerne bliver det hoje aristokratis eldorado, Jylland ligger for afsides og forlades derfor lidt efter lidt. Tidligere trivedes hojadelen ]ige godt overalt; hver landsdel pnegedes sa at sige af sine adelsslaegter, der jo ganske vist ikke var stavnsbundne til en bestemt egn men som dog ofte var meget noje knyttet til en bestemt provins, hvor de generationefter generation levede, virkede og d©de paa de samme godser. De skanske provinser havde Ulfstanderne pa Glimmingeog Skaberso, Braherne pa Vidskofle og Knudstrup, »de praegtige Thotter« pa Nses og UIIO, Sselland havde de talrige Biller pa Allindemagle og Svanholm, de gamle Lunger pa Hojstrup. »De stolte Goyer« var lsenge nOJe knyttede til Kelstrup og Krasnkerup pa Lolland, og pa Fyn sad Skinkeler, Ronnovtr og Friiser. Nogle af landets stolteste slasgter husede Jylland; der var den voldsomme familie Brok, som i arhundreder boede pa Gl. Estrup, Banner, som holdt til oppe i Vensyssel, Gyldenstjerne pa Agard og Tim — bl. a. den Per, der sa' pyt til kongen —_y og der var Skeelerne og Rosenkrantzerne, som endnu blomstrer i de samme egne, hvor de havde rod for mange hundrede ar siden.

Overalt, hvor de omrejsende konger drog hen, traf de altsa medlemmer af den stand, som ikke blot stod hoffet naermest, men af hvilken ogsa kongemagtens repraesentanterudgik.Somlensmasnd sad jo disse masgtige masnd rundt omkring pa de kongelige slotte, hvor de modtog »hans nade« som gaest, nar han drog gennem landet; om dagen var de pa jagt med ham eller sad i bans rad, om aftenen pokulerede de, til de faldt under bordet. Men enevaelden forandrede ogsa dette forhold. Lenene til amter, lensm^endene erstattedes af amtmaend og amtsskrivere, af hvilke de sidste naesten altid

var borgerlige personer og de farste vel meget ofte adeligemendogingenlunde altid. De gamle adelsslaegter havde ikke blot i krigen lidt store tab, de trasngtes ogsa fra hoJre og venstre af indvandrede adelige og indfodte borgerlige personer, der dels tog mange af deres godser i besiddelse, dels trcengte dem ud af de indbringende embeder. Og de maend af hojadelen, der for havde vaeret kongens hovmestre, matte nu fornedre sig til at vaere hans ydmyge tjenere; vilde de ikke det, matte de forsvinde; der var altid andre, der var villige til at traede i deres sted; var de ikke fornemme nok, kunde de blive det ved kongens nade; han kunde jo adle dem, der ikke var adelige,bankundegive dem lIOJ rang gennem embeder og titler. Og nu — kort tid efter at Kobenhavn virkelig var blevet landets residensstad — kom dertil, at man for at hore til hojadelen matte vasre greve eller baron. Det var noget nyt. Grever havde man kendt for — f. eks. Korfits Ulfeldt — men ikke danske grever — Ulfeldt var jo tysk rigsgreve. Men den 25. maj 1671 udfaerdigede kongen grevernes og friherrernes privilegier, og dermed var der for fremtiden skabt en dyb kloft mellem den ganske almindeligeadelogden nye ho]'adel. De adelige privilegier led derved vel ikke direkte noget skar, men greverne og friherrerne fik dog storre privilegier, blandt hvilke ikke de mindste var dem, der knyttede sig til de af dem oprettedegrevskaberogbaronier; det tillodes nemlig dem, som det behagede kongen »til grevelig asre og vaerdighed at oplioJe«, da der »til sadan rere og vaerdighed med Sommelighed at baere udfordres stor middel og formue* at oprette grevskaber, og »i henseende til den depense og omkostning, som greverne til deres stand at fore, kongen og det kgl. hof til storre lustre, dagligen ma gore« skulde ikke blot den grevelig residens men ogsa

300 tdr. hartkorn at det tilliggende bondergods vasre fri for al kontribution og pala>g, prinsessestyr undtagen. Grevskaberneskuldevserepa mindst 2500 tdr. hartkorn 1). Havde en greve ikke oprettet noget grevskab, skulde bans aeldste Son have ret til forlods af bans bo at udtage sa meget hartkorn, som der horte til et grevskab, eller 120000 rdlr. til at kobe gods for; det var jo pa de tider, da en tonde hartkorn kun var halvhundrede rdlr. vasrd. Baronierne,derkunskulde vaere pa 1000 tdr. hartkorn, fik kun skattefrihed for 100 tdr. bondergods, og den asldste Son fik der kun ret til eventuelt at udtage 50000 rdlr. forlods af sin faders bo. lovrigt knyttede der sig savel til grevskaber som til baronier eller friherskaber mange saerligerettigheder;dekunde ikke udlsegges for greld og overhovedet kun forbrydes ved crimen laesae majestatis; besidderne fungerede som amtmaend i deres len, havde jus vocandi til pnestekald, udnasvnte birkedommere, hvis domme kun kunde appelleres »immediate til liojesteret«, selv kunde de kun indstevnes direkte for samme hoje ret osv. osv. Det var hverken fa eller sma privilegier, og de pligter, der pahvilede lensherrerne, kunde ikke siges at danne nogen saerlig modvaegt mod dem; men tiderne var besvaerlige og vedblev at vaere det langt frem i tiden. Man ma derfor ingenlunde tro, at det at vsere lensgreve eller lensbaron betod det samme som at sidde pa den gronne gren og lade fem vsere lige. Dertil kom — og det var det vasrste — at disse store godskomplekser, sammensatteafprivateejendomme, ved slasgtens uddoen vilde tilfaldekongen;desudenvar privilegierne ikke altid at stole

---

1) Det ma erindres, at her er tale om gammelt hartkorn efter Frederik den tredjes matrikkel. Efter Christian den femtes matrikkel vil det i Jyllands mindre frodige egne vist omtrent svare til 16_{— 1700} tdr. Baroniernes 1000 tdr. svarer altsa til 650—700 tdr. i senere tid.

pa, da lovgivningen undertiden i enkelte tilfaelde suspenderededeleafdem
(f. eks. frd. 29. septbr. 1710 om kornskat).

Den gamle danske adel var, trods alt, hvad den 1 de senere ar havde forbrudt mod land og rige, trods alle de tab, den havde lidt ved sin letsindighed og de uheldige krige, trods det, at mange af de godser, den tidligere i kraft af sine privilegier havde haft eneret til, nu ved tidernes ugunst var vandret over pa fremmede hasnder, dog stadig stolt af sin store fortid og lidet tilbojelig til at kaste sig i stovet for tronens fod, selv om adskillige af dens medlemmer havde forstaet at beje sig for nodvendigheden og havde indordnet sig under de nye forhold. Den sa derfor skaevt til disse nye grever og friherrer, og det var utvivlsomt ret gzengse adelsanskuelser, der kom tilorde gennem den bidende satire »grevens og friherrens komedie« fra 1675, i hvis 1. akts 3. scene der forekommer folgende samtale:

Mette: En greve, en friherre kan man gore af hvad slags folk, man vil, en bankerotterers son, en krsemmers son, en kromands, en kedelsmeds, en glarmesters, en kuplers, en skinders, en gilders, en bissekraemmers, en ...

Peder: Her op i djaevelens skind, ellers far vi boddelens
og rakkerens med.

Mette: Ja, men deraf kan du ikke gore en herremand; der skal sS. mange forfaedres vaben pa begge sider, og bade p& fsedrene og modrene mS de have vaeret uden berygtelse, at man kan ikke sige dem den ringeste klik P&; hvor kan man da komme s§. let til at vsere herremand som greve eller friherre?

Det ses let, at »herremand« her ikke er taget i betydningaf en mand, der ejer en herregard; nej, en herremand, deter en mand, der ide gode gamle tider, for 1660, var berettiget til at eje herregard, en fodt adelsmand, heist med

16 aner eller flere; brevadel kendtes jo ogsa nok for 1660, men den regner satirens forfatter Mogens Skeel ikke med; hans egen aett var jo arhundreder gammel, sa gammel, at ingen kunde sige, hvorfra den egentlig stammede, og det samme var jo tilfseldet med de fleste betydelige adelsslaegter.

Uden at man just belt kan godkende de ord, den adelige forfatter har lagt Mette i munden, ma man dog indromme, at der er noget sandt i dem. En kendsgerning er det jo ogsa, at en af dem, der forst blev ophaevet i grevestanden, var Griffenfeld, altsa en vintappers Son, og to af de ferst udnaevnte baroner, brodrene Marselis til Marselisborg og Vilhelmsborg, var sonner af en kobaiand, ganske vist en kobmand, der var blevet adlet, men det gjorde ikke Sonnerne stort bedre i en Skeels o]'ne.

Blandt de aeldste grever og friherrer var der dog ogsa en del, der var af gammel dansk adel. Landets asldste og storste grevskab er som bekendt oprettet: af Mogens Friis, og til nogle af de aeldste friherskaber knytter sig navnene Trolle, Friis, Hoick og Juel. Men en af landets rigeste og mest ansete slaegter, nemlig Skeelerne, som senere i Jylland oprettede et grevskab og fire stamhuse, holdt sig forelobig tilbage.

En god halv snes ar efter, at Christian den femte ved oprettelsen af grevskaber og friherskaber havde skaffet sig og hoffet »storre lustre« gav han ved Danske lovs 5-2-65 »enhver privilegeret«, altsa alle adelspersoner og dem, der ved kongelig benadning var blevet ligestillede med adelige, ret til af deres saedegarde og gods at oprette stamhuse, der skulde vaere pa mindst 400 tdr. hartkorn. Der var til disse ikke knyttet sasrlige forrettigheder undtaget den, at der ikke matte ske indforsel i dem, ligesom de ikke matte saslges eller afhsendes. Den, der oprettede et saadantstamhus, kunde tage bestemmelse angaende successionen.Den

sionen.Denvsesentligste fordel ved at oprette et stamhus bestod altsa i, at man derved kunde sikre en enkelt linje af sin slaegt et godt udkomme og derved en anselig social stilling gennem tiderne. Tilladelsen blev benyttet af mange. Stamhuse i snesevis opstod i den folgende tid, men erfaringviste efterhanden, at deres stabilitet ikke var stor; en maengde af dem bestod kun en forholdsvis kort tid; omtrentto tredjedele af de jyske stamhuse er forlaengst forsvundne,bondergodset er spredt for alle vinde, hovedgardeneudparcellerede. Grevskaberne gik det iovrigt ikke stort bedre, baronierne langt vserre. Den gamle historie om, at hvad den ene generation samler, nyder den anden og oder den tredje, synes derved at bekrasftes.

Efter disse almindelige bemaerkninger skal vi ga over til at se, hvorledes Jylland fik sin rigelige andel af len og stamhuse. For at lette oversigten skal forst nedenfor meddelesen fortegnelse over grevskaber, baronier og stamhuse m. m., indenfor hver art opstillet kronologisk efter erektionstiden.Fortegnelsen er i det vaesentlige udarbejdet efter Viborg landstings skode- og panteboger, men hvor disse ikke giver de onskede oplysninger, er trykte kilder¹) taget til hjaslp; af saadanne maa saerlig naevnes de af W. v. Benzon i »Magasin til den danske adels histories I meddelte»Efterretninger om majorater i Danmark af fideikommiskapitaler,stamhuse, friherskaber og grevskaber 1823«, »Prospekter af danske herregarde* ved F. Richardt og T. A. Becker I_—XX (1844^—68), »De danske majorater« af F. Krogh (1868), 3. udgave af Traps Danmark, afsnittet »Majorater, fideikommisser og familielegater«, pa side 125 ff. af Hiort-Lorenzen og Ellen Rosendahl: »Repertoriumover legater og milde stiftelser i Danmark* VI

---

1) De trykte kilder er ofte i modstrid med hinanden, og ingen af dem synes at vaere fuldt palidelige.

(1904), det nysudkomne vasrk »Danske len« af Bobe, Graae og West, der dog kun omhandler de endnu bestaendegrevskaber og baronier, samt endelig Hof- og statskalenderen. Det lille Gustav-Bangske skandskrift »Danske len og stamhuse* (1906) kan der i denne forbindelsehelt ses bort fra; det har i det ovennasvnte arbejdeaf dr. Bobe m. fl. faet den afklapsning, det serlig har fortjent (s. 11l ff.).

I fortegnelsen er medtaget alle de len og stamhuse, der er eller har vaeret i Jylland, men oplysningerne gor iovrigt mindst af alt fordring pa fuldstasndighed i andre henseender, da det kun har vaeret hensigten sa kort og knapt som muligt at meddele det vassentligste. Saledes er forsastlig de avis- og ladegarde, der var inkorporerede i flere af lenene og enkelte af stamhusene, i reglen ikke naevnte, hvorimod sa vidt: muligt alle de garde, der havde saedegardsprivilegier, er medtagne. Hvor hartkornet anfores, forstas dermed den samlede sum — afrundet til hele tonder — af hovedgardstakst, tiender og gods, f. s. v. andet ikke er bemasrket, men iovrigt var dette jo, som det fremgar af fortegnelsen, ofte meget varierende, dels fordi det stod besidderne frit for at foroge deres len og stamhuse med mere gods, dels fordi det i reglen ikke var vanskeligt at fa kongens tilladelse til at foretage mindre forandringer og omlasgninger. — De, hvis navn er sat med sp^erret skrift, bestar endnu.

1. Grevskaber.

Frijsenborg, oprettet % 1672 for rentemester Mogens Friis af Jernit (Frijsenborg), Tulstrup, Lyngballeg^rd, osterg&rd i Vellev sogn og Hagsholm, hvortil senere — vist 1704 — kom Friisendal, 1736 Faurskov (317 tdr. htk.), 1802 Sobygard (vist c. 600 tdr. htk.), 1844 Boiler og Mogelkaer (1767 tdr. htk.). Desuden var Kollerup 1760^—1802 noje knyttet

til grevskabet ifolge grev Christian Friises testamentariske
bestemmelse af 17/t 1760.

Hartkom 1672: 3001 tdr. (gl. matr.),1) 1846: 6677 tdr.,
1914: 2197 tdr.

Lovenholm, opr. 1/₅ 1674 for statholder Ditlev Rantzau af Gesingholm (Lovenholm), Demstrup, Sodringholm, Eskser i Sailing (solgt 1681) og Skovgard i Torrild herred (solgt ifolge bevill. af 19_/9 1732).

Hartkom 1732: 1643 tdr., 1738: 1826 tdr.; Skovgard
var ved salget 139 tdr.

Nedlagt efter bevill. af 2/i2 1741

Schackenborg, opr. 23/6 1676 for stiftamtmand Otto Didrik
Schack af Mogeltender.

Hartkorn 1676: 2202 tdr. (gl. matr.), 1846: 2186 tdr.
foruden tiender.

Ligger efter fredslutningen 1864 naesten helt udenfor
Jyliands graenser.

Scheel, opr. VlO 1725 for major Kristen Jergensen Skeel (Scheel) af Sostrup (Scheel, senere Benzon) — hvori indbefattet Stensmark og Debildhede — Skaervad, orbaekgard og Skern.

Hartkorn 1726: 2523 tdr.

Nedlagt efter bevill. af 5/6 1807

Lindenborg, opr. 18/e 1781 for gehejmerad Heinrich Carl Schimmelmann af Lindenborg, Tulsted, Tustrup, Toruphedegard og Vildmosegard, hvortil 1800 kom Gudumlund (630 tdr. htk.).

Hartkorn 1781: 1692 tdr., 1846: 2012 tdr., 1914:
819 tdr.

---

1) Ved gl. matr. forstaes her Frederik lII.s matrikkel (landgildematriklen), der 1688 aflestes af Christian V.s matrikkel (landmalings-matriklen), der stod i kraft til 1844, da. den »nye matrikkel*

Det grevelige Rantzauske forlods, opr. 10_/9 1756 for vicestatholder Christian Rantzau af Rosenvold, Asdal og halvdelen af Hammelmose. De to sidste solgtes eft. bevill. af l/a 1793, men 1828 henlagdes Skovgarde pa Fyn til forlodset.

Hartkom 1756: 1285 tcu*-; 1846: 394 tdr., 1914:
196 tdr.

2. Friherskaber.

Frisenvold, opr. 6/46/4 1672 for grev Mogens Friis af Torup
(Frisenvold) og formentlig Lojstrup.

Hartkorn 1672: 1012 tdr. (gl. matr.). Nedlagt 1683.
Ryssensten, opr. l/i 1672 for generalmaior Henrik Ruse af
Bovling (Ryssensten) og halvdelen af Store ors.

Hartkorn 1672: 3500 tdr. (gl. matr.), ved kgl. bevill.
af 15/i2 1679 nedsat til 1500 (gl. matr.), 1768 og 1797
1442 tdr.

Nedlagt efter bevill. af hj-o 1797.

Vilhelmsborg, opr. 18/9 1673 for Vilhelm Marselis baron
Gyldenkrone af Skumstrup (Vilhelmsborg).

Hartkorn 1673: 995 tdr. (gl. matr.), 1846: 873 tdr.,
1914: 87 tdr.

Marselisborg, opr. 23/a 1680 for Konstantin Marselis af Havreballegard

Hartkorn 1680: 1000 tdr. (gi. matr.), 1699: 801 tdr.,
1747: 943 tdr.

Nedlagt efter bevill. af 17/i 1805.

Lindenborg, opr. 31/i 1681 for Sofie Amalie Lindenov, enke
efter Klavs Daa, af Dasborg (Lindenborg).

Hartkorn 1681: 693 tdr. (gl. matr.), efter nedlaeggelsen
(1757): 895 tdr.

Nedlagt efter bevill. af 8/io 1751 og; 17/3 1753-1)

---

1) Oprettedes pany 1764 af Schimmelmann; indgik 1781 i grev skabet Lindenborg.

Httgholm, opr. 3% 1681 for Iver Juul Hoeg af Bjornholm
(Hogholm), Lykkesholm og Faevejle.

Hartkorn efter nedlaeggelsen (1760): 937 tdr.
Nedlagt efter bevill. af 16/a 1748.

Villestrup, opr. 7/s 1757 f°r amtmand Verner Rosenkrantz.
Hartkorn 1757: 619 tdr.
Nedlagt efter bevill. af u/ou/o 1811.

3. Stamhuse.

Fussingo, opr. 3/7 1688 (kgl. konfirm. I4A s. a.) af stiftamtmand
Mogens Kristensen Skeel.

Hartkorn 1688: 840 tdr.; 1803: 937 tdr., 1846: 900
tdr., 1914: 686 tdr.

Hevringholm, opr. 1695 af oberst Hans Friis, foraget 1726
med Tustrup i Horning sogn og Essenbaek ladegard.

Hartkorn 1697: 435 tdr., ved salget 1783: 1255 tdr.
Nedlagt efter bevill. af 30/10 1782.

Lerkenfeld, opr. 17/i2 1695 af landsdommer Peder Lerche.
Hartkorn 1695: vist 300 tdr.
Nedlagt efter bevill. af 6/i2 og 29/i2 1743-

Birkelse, opr. 27/xo 1096 (kgl. konf. Vl2 s. a.) af amtmand Otte Ottesen Skeel. Bestod af Birkelse, Rsevsksergard, Hjermeslevgard og halvdelen af Hammelmose, hvortil 1794 lagdes den anden halvdel af samme.

Hartkorn 1794: 1292 tdr. foruden Hammelmose gard
og gods, 1846: 1608 tdr., 1914: 427 tdr.

Gammel Estrup, opr. 28/s 1697 (kgl. konf. 13/3 1700) af
Benedikte Margrethe Brockdorff, enke efter kammerjunker
Jorgen Kristensen Skeel.

Hartkorn 1697: 1629 tdr., 1846: 1484 tdr., 1914:312 tdr.
Holbaekgard, opr. 12/io 1700 (kgl. konf. 6/ii s- &•) af Berte
Kristensdatter Skeel, enke efter generalbjtnant Niels Rosenkrantz.

Hartkorn 1700: 439 tdr., 1727: 479 tdr.
Nedlagt efter bevill. af 29/9 1727.

Konstantinsborg, opr. 9/29/2 1703 (kgl. konf. 20/2 s. a.) af Sofie

Elisabet Charisius, enke efter baron Konstantin Marseiis.

Bestod af Stadsgard, der fik nav.net K.

Hartkorn 1703: 688 tdr., 1759: 821 tdr.

NedJagt efter bevill. af 26/io 1796.

Kaerbygard, opr. Vl2 17°5 (kgl. konf. 9/i9/i 1706) og 22/io 1708
(kgl. konf. 5/i 1709) af Otte Bjelke.

Hartkorn 1708 og ved Salget 1751: 242 tdr.

Nedlagt efter bevill. af 29/5 1750.

Lundenaes, opr. 20/i 1710 (kgl. konf. WU 1711) af landrad
Jokum Verner v. Biilow.

Hartkorn ved salget 1772: 2625 tdr.

Nedlagt efter bevill. af 16/ i 1771.

Skserso, opr. 10/4 1722 af Christian Benzon.

Hartkorn 1722: 496 tdr., 1805: 498 tdr.

Nedlagt efter bevill. af 2% 1806.

Kolbygard, opr. 2% 1726 (kgl. konf. 26/8 s. a.) af justitsrad
En void Nielsen Berregard, foroget 1741 med Veslosgard.

Hartkorn 1726: 500 tdr., forogelsen 1741: 349 tdr.,
samlet hartkorn 1777: 961 tdr.

Nedlagt efter bevill. af Vll 1797-

Vestervigkloster, opr. 88/2 173 I (kgl. konf. 4/;>4/;> s. a.) af kammerassessor
Peder Nielsen Mollerup, foraget 1763 med orum.

Hartkorn 1731: 596 tdr., forogelsen 1763: 296 tdr.

Nedlagt efter bevill. af 9/ii 1798, orum var allerede
frasolgt efter bevill. af 3% 1788.

Frisenvold, opr. 6/8 1731 af Christian Ditlev greve Reventlow.
Bestod af Frisenvold, Liajstrup og Kale, foragedes 1744
med Brusgard.

Hartkorn 1731: 2049 tdr., forogelsen 1744: 362 tdr.

Nedlagt efter bevill. af 16/a 1798.

Rosenholm, opr. 6/76/7 1744 af geheimerad Iver Rosenkrantz.

Hartkorn 1744: 667 tdr., 1832: 685 tdr., 1846: 620
tdr., 1914: 207 tdr.

StensballegSrd, opr. 3/'u 1748 af baronesserne Vibeke Katrine og Charlotte Amalie Krag. Bestod af Stensballegard, Vaerholm og oen Endelave; denne solgt efter bevill. af 13/₄ 1787.

Hartkorn 1748: 601 tdr., 1846: 479 tdr., 1914: 227 tdr.

Rathlousdal, opr. 7/8 1749 af geheimerad Christian Rathlou.
Bestod af Rathlousdal og Gersdorffslund.

Hartkorn 1749: 793 tdr., for 1771 foroget til 1002
tdr., var 1846: 1186 tdr., 1914: 349 tdr.

Store Restrup, opr. 12/₃ 1756 af Christian Frederik greve Levetzau. Bestod af St. Restrup, Torstedlund, Albaek, Astrup og Overklit; de to sidste (453 tdr. htk.) udgik i henh. til kgl. bevill. af 27/i 1779 og erstattedes med Norlund (502 tdr. htk.).

Hartkorn 1756: 2206 tdr., 1811: 2235 tdr.

Nedlagt efter bevill. af 21/s 1811.

Lonborggard, opr. 31/s 1757 af kancellirad Kristen Hansen. Bestod af Lonborggard og Skrumsager, hvilken sidste (366 tdr. htk.) efter bevill. af 2%2 1805 ombyttedes med Lundenaes (396 tdr. htk.).

Hartkorn 1757: 639 tdr.

Nedlagt efter bevill. af 28/» 1813.

(Krogsgard i Skads herred, opr. 1/8 1759 af justitsrad Jorgen
Jakobsen Bruun til stamhus (430 tdr. htk.), men efter hans
arvingers enske ophaevedes det af kongen u/su/s 1760.)

Mattrup, opr. 3/u 1759 (kgl- kont- 11/v 1766) af justitsrad Emanuel Thygesen. Bestod af Mattrup, Mindstrup og fra 1762 Skovgard i Torrild herred. De to sidste (213 tdr. htk.) ombyttedes efter bevill. af 19/i 1798 med Vabensholm og Nedenskov-Vilholt (230 tdr. htk.), 1821 foraget med en del tiender og gods (444 tdr. htk.).

Hartkorn 1759: 828 tdr.

Nedlagt 1828.

Tjele, opr. 15/n 1759 (kgl. konf. u/iu/i 1760) af generalmajor
Christian Ditlev v. Luttichau. Bestod af Tjele og Vingegard.

Hartkorn 1759: 629 tdr., 1846: 622 tdr., 1914:
240 tdr.

Bidstrup, opr. 9/49/4 1763 (kgl. koirf. 22/7 s. a.) af etatsrad
Gert de Lichtenberg.

Hartkorn 1763: 663 tdr., 1846: 704 tdr., 1914:
186 tdr.

(Aggersborg, opr. 23/3 1767 af kancellirad Kristen Madsen
Speitzer til stamhus (610 tdr. htk.), men erektionen blev
omstodt af hojesteret 15/<t 1779.)

Ausumgard, opr. V9 1777 (kgl. konf. 2/i 1778) af konsistorialrad
Thomas Just Jermiin.

Hartkorn 1777: 642 tdr., 1846: 764 tdr., 1914:
292 tdr.

Tirsbaek, opr. 22/4 1782 (kgl. konf. 20/n s. a.) af kammer
herre Christian Benzon.

Hartkorn 1782: 520 tdr.

Nedlagt efter bevill. af 21/i2 1792.

Todbel, opr. 31/io 1782 (kgl. konf. 22/_x 1783) af kommercerad Niels Andersen Sommer, forcget 1793 ifolge kgl. bevill. af 13_/7 1792 med Boddum Bisgard (218 tdr. htk.) og 1796 med en del tiender (96 tdr. htk.) efter bevilling af 12/ia 1794.

Hartkom 1782: 561 tdr.

Nedlagt efter bevill. af 8/e 1799-

Stenalt, opr. 29/i 1787 (kgl. konf. 27A s. a.) af Frederik
Christian greve Schack, foroget ifolge bevill. af n/en/e 1802
med Estruplund (238 tdr.).

Hartkorn 1787: 633 tdr.

Nedlagt efter bevill. af 27/i2 1805.

Narholm, opr. 2/s 1790 (kgl. konf. 8/38/3 s. a.) af etatsrad
Andreas Charles Teilman. Bestod af Norholm, Agerkrog
og Lunderup.

Hartkorn 1790: 878 tdr., 1846: 967 tdr., 1914
171 tdr.

(Ulstmp i Middelsom herred, opr. 12/₂ 179^4 af Karoline Eleonora Agnes Raben, enke efter Kristen greve Scheel, til stamhus (547 tdr. htk.), men 2G/₂ 1798 tilbagekaldte hun denne disposition).

Ssebygard, opr. '% 1797 (kgl. konf. 9/s 1798) af oberst Otte
Arenfeldt. Bestod af Ssebygard og Stenshede (Ottestrup).

Hartkorn 1797: 610 tdr., 1846: 539 tdr., 1914: 68 tdr.

Benzon, opr. 5/ii 1829 (ifelge bevill. af 26/₉ s. a.) af ritmester Jakob Benzon. Bestod af Scheel (Benzon), Stensmark, Debildhede, Skservad og orbaekgard, men i 1839 og 1840 frasolgtes de 4 sidstnaevnte m. m. (1084 tdr. htk. foruden nogle tiender).

Hartkorn 1829: 1833 tdr., 1846: 537 tdr., 1914
361 tdr.

Rugard (565 tdr. htk.) horte 1782—87 under stamhuset
Katrinebjerg (Sselland).

Barritskov (373 tdr. htk.) horer fra 1804 under stamhuset Rosenkrantz
(Rygard pa Sselland).

4. Fideikommisgodser.

Herschendsgave, opr. u/s 1788 til et familie-elier slaegthus
af Peder Herschend ifolge kgl. bevill. af UA s. a.

Hartkorn 1788: 150 tdr., 1846: 156 tdr., 1914:
124 tdr.

Klavsholm, opr. 4/s 1810 af geheimerad Hans Heinrich
Friccius v. Schilden-Huitfeldt til et fideikommis.

Hartkorn 1810: 620 tdr., 1846: 637 tdr., 1914: 247 tdr.

Overgard i Gerlev herred, opr. u/iou/io 183 saf kammerherre
Frederik v. Arenstorff til et fideikommis.

Hartkorn 1835: 176 tdr., 1846 og 1900: 141 tdr.

Nedlagt 1910.

5. Klostre m. m.

Tarupg&rd horte 1698—1806 til den Tarupgardske stiftelse.
Hanstedgard er fra 1705 et hospital.
Stovringgard er fra 1735 et jomfrukloster.
Estvadgard var 1745—1804 et jomfrukloster.

Endnu skal med hensyn til disse fortegnelser bemaerkes, at denned fortsset ikke er taget hensyn til, at enkelte len er »erigerede« flere gange — f. eks. Marselisborg 1680, 1699 og 1772, Lovenholm 1674 og 1732 — da det nasrmest kun har formel betydning, eller gjort rede for fideikommiskapitaler, der er opstaet ved salg af len og stamhuse, lige sa lidt som for saadanne kapitaler, hvoraf stamhuse og fideikommisgodser er anskaffede, da det, der her interesserer os, kun er at skafFe rede pa, hvilke godser, der har vaeret bundne af majoratsband af en eller anden art samt forskaellige forhold, der star i forbindelse hermed.

Et flygtigt blik pa fortegnelsen vii vise os, at der i Jylland i tidernes lob har vaeret 5 eller — om man vil — 6 grevskaber (det grevelige Rantzauske forlods medregnet), 7 baronier, 34 stamhuse og fideikommisgodser, hvoraf 3 (Aggersborg, Krogsgard og Ulstrup) dog dodfodte, samt dele af 2 stamhuse, og endelig 4 klostre o. lgn. C. 100 herregarde (garde med sasdegardsprivilegier) har i kortere eller laengere tid vaeret inkorporerede i disse forskaellige majorater. — Tilbage emu 2 eller — det Rantzauske forlods medregnet — 3 grevskaber (idet Schackenborg jo vel bestir, men ikke lasnger findes i Norrejylland), 1 baroni, 14 stamhuse og fideikommisgodser samt en del af 1 (Barritskovunder

skovunderRosenkrantz), i kloster og i hospital, tilsammenbestaende
af 38 herregarde samt adskillige nyoprettede
hoved- og avlsgarde.

I betragtning af den uvilje, der, som vi ovenfor har set, fandtes hos en del af den gamle danske adel mod det nye greve- og friherrevaesen, vjekker det lidt forundring at se, at af de tre grevskaber og seks friherskaber, der blev oprettede i Jylland inden udgangen af det 17. arhundrede_r skylder henholdsvis to og tre personer af gammel dansk adel deres tilvserelse, idet en Friis oprettede et grevskab og et friherskab, en Rantzau et grevskab og endelig en Lindenov og en Hoeg hver et friherskab. Samtidig oprettedes et grevskab af en indvandret, naturaliseret adelsmand (Schack) og tre friherskaber af nybagt brevadel (Ruse, Marselis, Gyldenkrone), der ikke havde > mange forfsedres vaben pa begge sider«, saledes som Mette ovenfor har formuleret fordringen til »en herremandc

Dette forhold behover dog ikke at vaekke vor forundring,fordels var der jo ikke fa af den gamle adel, der straks kom i nOJe forhold til de enevaddige konger. og det var ingenlunde af de ringeste, en Hannibal Sehested,. en Peder Reedtz, Niels Trolle, Gunde Rosenkrantz, HenrikBjelkeog mange andre (jvfr. de forste sider i >Den civile centraladministrations embedsetat 1660_—1848s), dels kunde man kanske til en vis grad bortforklare faenomenet ved at pege pa, at Mogens Friis, der iovrigt horte til den ganske vist gamle men ikke meget ansete familie Friis fra Vadskasrgard (1 egern), notorisk var en af landets rigeste maend, daglig fasrdedes om kongen og vel vanskeligt kunde holde sig tilbage ved denne lejlighed — selv om han havde onsket det — sa meget mere, som han pa grund af visse misligheder x) kunde have god grund til at holde sig naer

---

1) Jvfr. »Kronens skoder* 11. 531.

til majestaeten, at Ditlev Rantzau var holstener og som son af en tysk rigsgreve antagelig ikke har folt sig frastodtafde nye moder, at Sofie Amalie Lindenov var en forfasngelig ung enke af alt andet end straenge grundsaetninger—rygtet havde meget travlt med hende — og endelig at Iver Juul Hoeg var en ung mand (29 ar) og gift med en soster til to af GrifFenfeldts intime veninder (Birgitte og Mette Trolle), af hvilke den ene 1672 var blevet friherinde. Ingen af de fire kan derfor siges at sta som fuldgyldig reprcesentant for den selvbevidste gamle danske hoJadels anskuelser. Forholdet stillede sig ikke vaesentliganderledespa oerne. Der oprettedes der i samme tidsrum tre grevskaber og ni friherskaber, af hvilke henholdsvisetog fem var knyttede til gode gamle danske adelsnavne (Ahlefeldt, Trolle, Hoick, Juel, 2 Putbus'er); vil man end ikke tage ovennaavnte friherinde Birgitte Trolle til Brahetrolleborg som bevis for dansk adels tilslutningtilde nye moder og vil man end fremhasve, at Frederik Ahlefeldt i forvejen var tysk rigsgreve, at Ejler Hoick var en naer ven af Griffenfeldt og hoffet, at i det mindste den ene Putbus i forvejen var romersk friherre og at Jens Juel var blandt de danske adelsmaend, der straks havde sluttet sig til den enevaeldige konge, kan man dog umuligt se bort fra, at halvdelen af de len, der oprettedes i Danmark inden udgangen af det 17. arhundrede, var oprettede for og af msend af gammeldansk adel. Pa den anden side kunde den omstasndighed, at den anden halvdelvarknyttet til indvandret naturaliseret eller nybagt brevadel, siges at vise tydeligere end meget andet, i hvor hoj grad den danske adei i lobet af forholdsvis kort tid var blevet fortrsengt fra sine godser, da jo de fleste len er oprettede af gamle adelige herregarde med deres tilliggendegods;dog ma det ikke overses, at det ogsa for en stor del var krongods, der til daskning af rigets gaeld

var blevet udlagt til kreditorerne, hvoraf de nye len bestod;dettegaelder f. eks. i hOJ grad Schackenborg, Frisenvold,Ryssenstenog Marselisborg ijylland, Langeland og Samso for oernes vedkommende. Blandt de gamle jyske herresaeder, der ved denne tid blev belagt med majoratsband,kundeman fremhaeve Gesingholm (Lovenholm), hvis anselige hovedbygning endnu star som et minde om slaegten Banner, der laenge ejede denne gard, Hvidernes og Rosenkrantzernes navnkundige ejendom Bjflraholm (Hogholm) og den gamle bispegard Naes (Lindenborg) med en betydelig bygning fra Frederik den andens tid.

Som vi har set, opstod der i Jylland fra 1671 til arhundredets udgang tre grevskaber og seks friherskaber. Hele det naeste arhundrede bragte kun to nye grevskaber — foruden det grevelige Rantzauske forlods — og et friherskab, og i det 19. arhundrede kom der intet nyt len til. Det sidste i Jylland oprettede len (Lindenborg) er altsa fra 1781; deter oprettet 68 ar, for junigrundlovens § 98 satte en stopper for slige udemokratiske handlinger.

Af de ny tilkomne grevskaber skyldte det aeldste (fra 1725) den rige Kristen Skeel sin tilblivelse. »Forladende sin families principper« — som det siges — dannede han grevskabet af en raekke godser, der strakte sig fra Grena til henimod Viborg. Blandt disse var den store gard Sostrup(135 tdr. htk.), der havde — og endnu har — en praegtig hovedbygning, opfort ca. 1600 af Jakob Seefeld. Da den under navnet Scheel blev hovedsaede i det nye grevskab, havde den i mere end hundrede ar vaeret i familien Skeels besiddelse. Det var en bandlasggelse af en klaakkelig portion af denne setstore, godsrige families ejendomme, af hvilke iovrigt allerede en stor del tidligere var benyttede til oprettelse af store stamhuse, hvorom senere. Det andet grevskab, Lindenborg, oprettedes (1781) af den bekendte greve H. C. Schimmelmann ved en udvidelseaf

videlseafdet nedlagte baroni af samme navn, og friherskabetVillestrup af gehejmerad Verner Rosenkrantz, hvis seldgamle slaegt allerede tidligere havde afsat flere friherreligeskud. Rosenkrantz havde tilgiftet sig Villestrup, som tidligere i et par arhundreder havde tilhort den ansete familie Juul. Et medlem af denne havde kort tid efter reformationen ude i en lille s0 bygget garden saledes, som den endnu star.

I Jylland harder altsS ialt fra tid til anden vaeret 5 (6) grevskaber og 7 friherskaber; nu er der, bortset fra, at Schackenborg vel endnu bestir — men udenfor landets graenser — og fra at en lille rest af det Rantzauske forlods (Rosenvold) endnu er i behold, af al denne herlighed kun 2 grevskaber og 1 friherskab tilbage. Alt det ovrige var forsvundet allerede inden 181_1, da Villestrup blev nedlagt. Dette tyder just ikke pa, at de band, der unddrager de under et len samlede godser fra den almindelige omsaetning, har vaeret af nogen saerdeles solid beskaffenhed. De nedlagte grevskaber (Lovenholm, Scheel) og baronier (Frisenvold, Ryssensten, Marselisborg, Lindenborg, Hogholm, Villestrup) har gennemsnitlig kun bestaet i 75 ar. Hvormange almindelige, lose og ledige herregarde har ikke i lige sa lang tid eller lsengere vaeret bevarede i samme slaegt. Boiler og Mogelkaer tilhorte Friiserne et par hundrede ar, for de lagdes ind under grevskabet, Lundbaek gik for nogle fa ar siden ud af familien Juuls eje efter at have tilhort den i 300 ar, Gessinggard har i snart 200 ar vaeret knyttet til familien Folsach, Jensgard fra 1748 til familien Glud, Vadskaergard fra 1807 til familien Agger, Lerkenfeld i 125 §.r til familien Kjeldsen, Vosnassg&rd, Isg&rd og Kvelstrup ejedes i omtrent 100 Sr af familien Gersdorff osv.

Der knyttede sig ogsa til flere af disse len en temmeligkrank
skaebne. Lovenholm blev taget i besiddelse af

kongen 1726, da lensgreven Vilheltn Adolf Rantzau var sigtet for medskyldighed i mordet pa sin bror, den forrige lensgreve; Scheel blev sat overstyr af den for sin odselhed almindelig kendte grev Jorgen Scheel; Frisenvold matte grev Mogens Friises arvinger 1683 overdrage til kongen »til fyldestgorelse for de fordringer, som kronen har pa grev Friises arvinger, pa grund af de misligheder, som har fundet sted ved hans forretninger og pa anden made*; Lindenborg tilfaldt ifolge erektionspatentet allerede 1688 grev Christian Gyldenlove ved friherinde Lindenovs barnlosedod; den forste friherre til Hogholm dode allerede 1683, hans barnlose son Niels Trolle Hoeg 1700, og dermedkom ogsa dette friherskab til grev Christian Gyldenlove,dog saledes, at erektors enke nod indtasgterne af det, sa laenge hun levede. Gyldenloves sonneson grev FrederikChristian Danneskjold-Samsoe fik ikke blot begge disse friherskaber, men blev ogsa af Christian VI forlenet med det inddragne grevskab Lovenholm; han havde saledes to grevskaber og to baronier, men ved midten af det 17. arhundrede erhvervede han kgl. bevilling pa at saslge de tre jyske len, dog saledes, at de alle bevarede deres frihedshartkornsa laenge en Danneskjold-Samsoe var i live; det var en begunstigelse, som i betydelig grad forogede deres salgsvaerdi.

Af de nu nedlagte baronier holdt Ryssensten, Marselisborg og Villestrup sig laengst, henholdsvis til 1797, 1805 og 181_1. Det forstnaevnte havde da bestaet 125 ar, det sidstnaevnte kun godt halvhundrede. De faldt alle som ofre for den vilde godsspekulation, der rasede i arene omkring 1800, og blev alle erstattede med fideikommiskapitaler, der i ojeblikket sa imponerende nok ud, men tiden har dog tilstraekkelig godtgjort, at der gjordes meget darlige forretninger med dem.

Endnu ved den tid, da de aeldste grevskaber og friherskaberoprettedes,

herskaberoprettedes,var de fornemste adelsslaegter rigt representerede i Jyllands vestligste egne. Voldberg ejedes af en Rantzau, Norre Vosborg af en Bjelke, Sonder Vosborgaf en Juel, Tim af en Sehested osv., men at vinden allerede blaeste staerkt mod ost kunde ses af, at kun fa af disse fornemme folk havde fast bopael pa disse afsidesliggendegarde. De ejede dem, men de beboede dem ikke. Derfor vilde ogsa en greve eller en baron i disse egne blive som en trane i spurvedahs; milevidt vilde de ikke kunne finde ligemaend. Deter derfor hojst naturligt, at ■der kun har eksisteret et grevskab (Schackenborg) og et baroni (Ryssensten) i disse afsides egne, eller — rettere sagt — deter naesten maerkeligt, at der overhovedet er opstaet noget len her og endnu mserkeligere, at de, der opstod, holdt sig i en lang arraekke; grevskabet bestar ■endnu, Ryssensten nedlagdes — som nylig anfort — ar 1797 uden nogensinde at have vasret fast residens for baronerne; de holdt i reglen til pa Lundbask ved Nibe. Alle de andre jyske len opstod i de mere smilende og frodige egne mod ost, men selv der fandt det hoje aristokratiikke de rette vilkar; afstanden fra hovedstaden var for stor, det var for langt fra nadens sol, for langt fra •det sted, hvor sa mange af dets medlemmer havde deres g^erning, fordi de indtog vigtige embedsstillinger i centraladministrationeneller ved hoffet. Sa blev ogsa det ostlige Jylland forladt og oerne taget i besiddelse. Disses endnu bestaende 15 grevskaber og 13 baronier vidner om, at disse egne bod de rette betingelser.

Jylland beklager sig sikkert ikke over tabet af disse herligheder, der naturligvis mere var herligheder for indehaverneend for den store befolkning; den lever sit liv videre under andre former og tror i det mindste selv, at <ien under disse er lykkeligere. Hvis deter rigtigt, at lykken bestar i at tro, man er lykkelig, har den altsa

vundet ved forandringen. Glemmes bor det dog ikke, at adskillige af lenenes indehavere var msend med hjaertet pa rette sted og at flere af dem virkede med nidkasrhed og omhu for deres godsers og undergivnes trivsel; man behover i denne forbindelse blot at minde om grev H. E. Schimmelmann.

Grevskaber og friherskaber var for Christian den femtes tid noget ganske ukendt her i landet, og det samme ma. siges at gaslde stamhusene, selv om der var gjort forsog pa oprettelsen af et sadant allerede midt i det foregaende arhundrede.*) Forsoget var glippet og sikkert ogsa forlaengstglemt, da det 1683 blev tilladt »enhver privilegeret*at gore det om igen. Og det blev gjort, og denne gang lykkedes det godt. Der hvilede ikke det odiose skasr over stamhusene som over lenene, i hvert fald ikke i den gamle danske adels ojne. Ganske vist satte de jo skael mellem privilegerede og ikke privilegerede, men det skasl var her i landet omtrent sa gam melt som Methusalem og matte nodvendigvis af adelen anses som fuldt ud berettiget. At der blandt de privilegerede var opkomlinger af den tarveligste art var naturligvis efter den rettroende gamle fodselsadels mening en vederstyggelighed, men derved var jo intet at gore. Den livsglade og hovmodige unge enevaeldesmange fejltrin kunde man asrgre sig over, gore en vis passiv modstand imod og sa vidt muligt holde sig pa afstand fra, men nar den endelig bod noget, man kunde bruge, hvorfor sa ikke bruge det? Der kunde for de gamle adelsslaegter vsere al mulig grund til at gribe den lejlighed,der her tilbod sig, til at sikre sig besiddelsen af en del af de herregarde og det gods, de endnu sad inde med>

---

1) Se Engelstofts afhandiing i »Samlinger til Fyens historie og topografii 111 side 117 ff.

for kastede de et blik tilbage pa den snes ar, der var forlobetsiden enevaeldens indforelse, matte de fa et levende indtryk af, hvordan de nye tider havde taeret pa deres velstand; overalt havde borgerlige og maend af den nye brevadel revet til sig af det gods, der fordum var reserveretden gode gamle adel. Uden at komme ind paa sporgsmalet om, hvad der skal forstas ved gammel dansk adel — et sporgsmal, der tidligere er blevet staerkt debatteret,om ikke uddebatteret — og uden at fordybe os i minutiose undersogelser om, hvilke garde der var gamle adelige saedegarde, kan man som et resultat, der i hvert fald pa det nsermeste tneffer sandheden, sla fast, at af Jyllands naer op imod 400 herregarde var c. en tredjedel vandret over pa fremmedes haender, pa privilegeredes og uprivilegeredes. Tallet kan ikke bestemt opgores, dels fordi enkelte gardes historie er dunkel omkring aret 1683, dels fordi nogle var delte mellem flere ejere, saledes at en god gammel adelsmand havde en part af en gard, mens en borgerlig kreditor havde overtaget en del af den. I Tisted amt var over halvdelen af herregardene vandrede over til den ny tids msend, i Alborg amt nassten halvdelen, i Viborgog Vejle amter en tredjedel osv. Maerkelig nok var Hjorring amt et af dern, hvor bevasgelsen var mindst kendelig; der sad maend af den gamle adel endnu inde med de fem sjettedele af gardene.

De nye slaegter, der nu befolkede omtrent en tredjedel af Jyllands herregarde, var for en ret anselig dels vedkommendeborgerlige, sa borgerlige, at de endnu inter slaegtsnavn havde, men adskillige var, som anfort, ny adel (Benzon, Lerche, Miiller, Linde osv.), adel, som endnu ingen naevnevaerdig beroring havde med de gamle setter, og som tildels aldrig fik det, men dog altsa familier, der dels i kraft af deres dygtighed, dels formedelst deres rigdommeog kongelig gunst havde haevet sig op over deres

tidligere standsfaeller og efterhanden yderligere fortnengte
■den gamle adels maend fra deres fsedrene jord.

At den i danske lov givne tilladelse til at oprette stamhuse i ret rigelig grad benyttedes af de gamle slaegter kan ikke undre, nar henses til en snes ars bitre erfaringer, men mange var iovrigt sa forgaeldede, at de ikke kunde gribe denne lejlighed til at fa fast hold for sig og efterkommere i de herligheder, der endnu var tilbage. Men adskillige af dem, der var rige pa übehseftet gods, greb lejligheden. Deter betegnende, at just Mogens Skeel, han, ■der i »grevens og friherrens komedie* havde gennemheglet de i hans ojne sa tarvelige lensgrever og do. baroner, var den forste, der oprettede et stamhus i Jylland, nemlig af sin sla?gts gamle gard Fussinge (1688), og at just medlemmer af samme familie i de naermest folgende ar (1696 og 1697) oprettede de to store stamhuse Birkelse og Gammel Estrup, af hvilke det forste dannedes af tre herregarde, Skeelerne i ny tid havde erhvervet — blandt hvilke den meget store Hjermeslevgard — i forbindelse med halvdelen af Hammelmose, der fra reformationstiden havde vasret knyttet til sla?gten, det andet af den praogtige store gard Gammel Estrup med en lige sa smuk som storladen bygning fra adelsvaeldens bedste tid. Dette sidste stamhus havde sa mange tonder hartkorn, at der var mere end nok til halvandet baroni, og hint havde i hvert fald mere, end der behovedes til et. Foruden disse tre dannedes i aret 1700 — ligeledes af gammelt skeelsk gods — det mindre stamhus Holbaekgard af den aeldgamle herregard af samme navn, der ligger pa den halvo, der sydfra skyder sig ud mellem Kattegat og Randers fjord og ifolge traditionen skal have tilhort kammersvend Rane Jonsen.

En mere uforbeholden tilslutning til stamhusideen
kunde naeppe ta;nkes; i lobet af godt en halv snes ar
bandlagdes pa den made vist mindst 4000 tdr. hartkorn

af det gamle og nye skeelske gods i Jylland, og 1725 kotn hertil grevskabet Scheel med sine fulde 2500 tdr. hartkorn. Dette er for mere end hundrede ar siden gaet ud af skegtens eje, men endnu er den knyttet til Birkelse og Gammel Estrup.

Det af Skeelerne givne eksempel fulgtes snart af en del af deres standsfaeller om end i mere beskeden malestok, fordi godset ikke var i sa rigt mal for handen, eller fordi det var behaeftet og derfor ikke kunde bruges til dette ojemed. Saledes blev Rosenkrantzernes gamle stamsaede Hevringholm 1695 oprettet til et stamhus af oberst Hans Friis (med skaktavl), og Otte Bjelke oprettede 1705 det lille stamhus Kaerbygard ved Arhus af knap halvtredjehundrede tonder hartkorn, hvilket jo var en hel del mindre end, hvad loven foreskrev, men slige sma brud pa lovens bestemmelser sa enevaelden let gennem fingre med. Langt senere (1744) blev Rosenkrantzernes gamle gard Rosenholm, bekendt af den laerde Holger Rosenkrantzes virksomhed og af sin praegtige bygning, oprettet til stamhus af hans Sonneson, geheimerad Iver Rosenkrantz. Senere endnu kom enkelte andre til, f. eks. Stensballegard og Saebygard. Hvert af disse stamhuse bestod af to herreg&rde og var godt 600 tdr. htk. De blev oprettede henhpldsvis 1748 og 1797 af to ugifte dotre af baron Frederik Krag og af Oberst Otto Arenfeldt.

Ogsa den nye brevadel kom efterhanden med. Begyndelsengjordes af landsdommer Peder Lerche, som horte til den velkendte slaagt af dette navn og 1679 havde faet et vabenbrev, da han 1695 oprettede stamhuset Lerkenfeld.Herregarden af dette navn, som den fik ved kgl. bevilling af 1681, havde tidligere heddet Bonderup, og saledes hed den aitsa endnu, da Peder Lerche to ar forhenerhvervede den ved indforsel hos sin debitor, den forgaeldedeguldmager Valdemar Daa, en mand, der havde

vseret pa den gronne gren, men »han blev en fattig mand, ikke alene ved sit skibsbyggeri men ved sit alkymistiske vaesen, da han sa lasnge gjorde guld, til gard og gods [d: Borreby pa Saslland] i en forgyldt rog gik op igennem hans skorsten og selv med en kasp i handen gik fra Borreby til Smidstrup, hvor han lejede sig en liden hytte«, som P. Friis Edvarsen siger i sin »Underretning om Skaslskor kobstad* (s. 198).

Atten ar senere oprettede baronesse Marselis, af den 1659 adlede slaegt Charisius, den gimle herregard Stadsgard ved Brabrand so til et stamhus, som hun efter sin afdode mand kaldte Konstantinsborg, og 1722 blev herregarden Skaers© nord for iEbeltoft, hvortil Goyernes beromte navn gennem en lang arraskke havde vasret knyttet, oprettet til et stamhus af Christian Benzon, hvis far 1679 havde faet et vabenbrev. Endvidere blev stamhuset Bidstrup 1763 oprettet af den hovedrige Horsenskobmand Gert de Lichtenberg, adlet 1739, der fra tid til anden ejede en halv snes jyske herregarde, gjorde meget for de disse underlagte kirkers prydelse og i sin fodeby opforte det smukke palae, som star den dag idag (>den Lichtenbergske gard« i Horsens); iovrigt en mand, der havde adskillige gode egenskaber, som ikke altid fandtes hos det hoje aristokrati. Endelig var det to nybagte adelsmaend, der i sidste fjaerdedel af det 18. arhundrede oprettede de to vestjyske stamhuse Ausumgard (1777) og Norholm (1790) der basgge ligesom Bidstrup bestar endnu.

Alle de ovennaevnte havde en del ars adelsskab pa bagen, da de oprettede deres stamhus, eller var endogsa born af deres adelsskabs forste indehaver. En enkelt var der, som var meget hurtigere i vendingen; han havde kun en dag vaeret adelsmand, da han oprettede sit stamhus.Det var en prcesteson fra GOI, Envold Nielsen Berregard,en fremadstraebende og utvivlsomt ogsa en dygtig

mand. Han var lige blevet myndig, da han 1679 blev radmand i Tisted og aegtede enken Anne Soe, der ifolge folketroen stod i ledtog med den onde, skont him ikke vides at have foretaget sig noget uskikkeligt;*) to ar efter blev han borgmester sammesteds og det folgende ar ligeledesbyfoged. En del penge satte ham i stand til at forstraekkeomegnens forgaeldede smaadelsmaend med lan, og det forte ham ind pa godserhvervelse; fra tid til anden ejede han flere herregarde eller herregardsparter, og 1688 skaffede han sig en kgl. bevilling pa at nyde disse med adeligeprivilegier og pa at have rang med adelen; endelig blev han 1721 justitsrad, blev adlet 19. august 1726 og oprettede som naevnt dagen efter et stamhus af den gamle herregard Kolbygard, senere foroget med Globernes og Krabbernes endnu aeldre herresasde Veslosgard til et stort godskompleks pa ca. 1000 tdr. hartkorn, men nedlagt efter kgl. bevilling af 1797. Hans slaegt uddode for en halv snes ar siden.

Som bekendt havde den danske adel indtil enevaeldens tid eneret til besiddelsen af alt adeligt gods; kom en borgerligi besiddelse af noget af det ved udlaeg for gasld eller ved giftermal, var han forpligtet til snarest at afhaendedet til en adelsmand. Men allerede 1661 fik Kobenhavnsindbyggere ret til at eje og beholde adeligt jordegods med samme frihed som adelen, i de nasrmest folgende fik adskillige borgerlige personer ved saerlig kongelig benadning lignende ret, og ved en forordning af 1682 fik alle og enhver ret til at besidde sadant gods. I Christian den femtes danske lov gentages denne bestemmelse,men, som ovenfor naevnt, fik kun de privilegerede lov til af deres gods at oprette stamhuse. Denne indskrasnkningbeted dog ikke meget, da det var let for en

---

1) M. Aaberg i »Hist. arbog for Tisted amt« 1910 s. 109.

bemidlet mand at fa sig en smuk titel. Penge kunde dengangligesom nu gore undervaerker, og lidt protektion var heller ikke vanskelig at opna, nar man kunde krumme sin ryg. Det var og blev dog et rent sasrsyn at en borgerligslaegt ejede et stamhus, for de, der ikke havde adelsbrevet i lommen allerede pa den tid, da stamhuset oprettedes, sorgede i reglen for snarest at fa det bragt i orden, sasnart stamhuset var en kendsgerning. Saledes gjorde f. eks. familierne Mollerup og Thygesen.

Maske var det Berregards eksempel, der stod Peder Nielsen Mollerup i hovedet, da han 173¹ oprettede Vestervigkloster til et stamhus, det forste, der er oprettet af en mand, som hverken var eller blev ophojet i adelsstanden;han bragte det kun til at blive kommerceassessor,. en titel, der ikke kunde bringe ham hojt pa rangstigen> men da han var bondeson, var det jo endda ikke sa gait. Han var iovrigt en mand, der havde fort en temmelig omtumlet tilvasrelse, indtil han blev forpagter pa Vestervigkloster, som han senere (1698) blev ejer af. Han var en stor pengepuger og sikkerlig ikke nogen tiltalende person, men dog turde det bidrag til hans karakteristik,. der findes i disse samlingers 3. raekke 111, hvori han kaldes. »den gamle tyran* og hvor der tales om hans »talrige misgaerninger«, vaere noget for skarpt skaret af forfatteren, der ikke kan frikendes for at have trakteret den gamle kommerceassessor med omtrent lige sa stor hardhed, som denne skal have anvendt overfor sine undergivne. Mollerupblev som sagt ikke selv adlet — maske har hans. »talrige misgaerninger« gjort ham uskikket til denne aere — men fa maneder efter stamhusets oprettelse udfaerdigedesadelspatent for hans to sonner med navnet Molderup (Moldrup). Senere ogedes dette stamhus betydeligt, da det aeldgamle kongelige slot orum 1763 lagdes ind under det, men tynget af en svaer gaeld blev det nedlagt 1798,

efter at orum allerede en halv snes ar for var blevet
bortsolgt til dsekning af en del af gjelden.

Deter ikke hensigten her nsermere at omtale alle de stamhuse, der er oprettede i Jylland af ikke-adelige personer; kun skal det endnu naevnes, at ingen af dem opfyldte deres hensigt, der jo var langt frem i tiden at give en gren af slasgten et sa forsvarligt rygstod, at den kunde indtage en fremskudt social stilling i samfundet. Det af te- og porcellasnshandler i Kobenhavn, senere kancellirad Kristen Hansen 1757 oprettede stamhus Lonborggard gik senere ved giftermal over til familierne Jermiin og Benzon, men nedlagdes efter bevilling af1813; stamhuset Mattrup, som blev oprettet 1759 af bondevennen aratsforvalter justitsrad Emanuel Thygesen, hvis slasgt senere adledes, matte 1828 sselges for at skaffe daskning for svasre skatterestancer, og stamhuset Todbol bestod kun fra 1782 til 1799. Dette sidste var oprettet af den 83-arige kommercerad Niels Andersen Sommer, forhenvaerende kobmand i Tisted og »en kivagtig mand imod sin praest«. Han havde arvet garden efter sin Son lojtnant Anders Sommer, der >ikke var en vanartet Son af« sin naevnte far. Ved giftermal kom stamhuset meget snart til amtmand Peter Severin Fonss til Lovenholm, der 1793 fon^gede det rned den komplette hovedgard Boddum Bisgard — samtidig med at noget fjaerntliggende gods bortsolgtes — og tre ar efter med omtrent 100 tdr. htk. tiender, men derefter — som den meget ivrige godsslagter han var — allerede 1799 erhvervede kgl. bevilling pa at sadge hele herligheden, pa at skille hovedgardene af med deres gods og pa at udparcellere Todbol i ikke mindre end 78 parceller. Saledes spredtes alle disse avner for vinden, hvilket nseppe vilde have gl^edet den gamle kommercerad, hvis han havde haft lejlighed til at se det.

En endnu kortere eksistens end stamhuset Todbol

havde de to af justitsrad Jorgen Bruun og kancellirad Kristen Speitzer hen holds vis 1759 og 1767 oprettede stamhuseKrogsgard og Aggersborg; den ovenfor meddelte fortegnelse viser, at ingen af dem naede ud over den spaedeste alder.

Der er i visse henseender mere liv over stamhusene end over lenene; de frembyder mere variation, indehaves af mere forskaelligartede vsesner, er mere forskaellige i storrelse og undergar flere forandringer. De befolkes sa at sige af bade adel — oven i kobet hojadel — gejstlighed, borger og bonde. Pa Store Restrup sad lensgreve Christian Frederik Levetzau, pa Ausumgard sognepraest konsistorialrad Thomas Just Jermiin, pa Lonborggard tehandler kancellirad Kristen Hansen og pa Vestervig kloster den forhenvaerende bondedreng kommerceassessor Peder Mollerup. Det storste stamhus var Lundenass; det var storre end et grevskab (2625 tdr. htk.) og strakte sig lige fra Limfjorden til egnen omkring Varde; omtrent lige sa stort var Frisenvold, hvoraf der kunde have vaeret dannet to baronier, og Store Restrup var ikke meget mindre. Hevringholm, Birkelse og Rathlousdal var hvert isser storre end et baroni, og Kolbygard, Stenalt og flere var naer derop imod. lovrigt var nassten alle stamhusene noget sterre end lovgivningen fordrede, hvorimod bade grevskaber og baronier ofte var mindre, hvilket — som sagt — for en vassentlig del skyldtes den omstasndighed, at deres hartkorn blev nedsat ved Christian den femtes matrikulering.

Stamhusene havde ligesom lenene en naturlig tilbojelighedtil at samle sig i det ostlige Jylland, men dog ikke i sa udpraeget en grad. 2 la i Vensyssel (Saebygard og Birkelse) eller, om man vil, 3 (det kasserede Aggersborg medregnet), 3 la i Ty (Kolbygard, Todbol og Vestervig kloster), 4 i Vestjylland (Avsumgard, Lundenass, Lonborggardog

gardogNorholm), hvor ogsa Krogsgard, som det aldrig blev til alvor med, fandtes. Alle de ovrige, hvilket vil sige 20 af 31, var samlede i det ostlige Jylland mellem Vejle fjord og den smalle del af Limfjorden; nogle af disse sk©d sig ret langt frem mod vest (Tjele, Lerkenfeld, Mattrup), men de fleste la. ret kompakt i egnen Arhus- Randers-Grena, hvor de havde lejret sig mellem skove og soer, ved brede engdrag og fede agre.

Af Jyllands 31 stamhuse emu kun de 12 tilbage: tallet var hele tiden temmelig varierende, fordi der idelig fandt nedbeggelser og nyoprettelser sted. Fra 6 i aret 1700 steg det til 9 i 1720 og 12 i 1740; 1760 og 1780 stod det pa 18, var 1800 gaet ned pa 16, og tyve ar senere pa 12. Antallet af underlagte garde svingede endnu stserkere. Under de 6 stamhuse, der bestod i aret 1700, la 8 saedegarde, under de 12, der bestod 1740, la 18; da stamhusenes antal 1780 var 18, omfattede de 37 garde, og 1820 la 23 garde under 12 stamhuse.

Antallet savel af bestaende stamhuse som af de dem underlagte herregarde kulminerede omkring aret 1780. I de nasrmest folgende ar fandt mange nedlaeggelser sted, navnlig dog i tiden 1796 til 1806 (ialt 8), men det kommer ikke stserkt frem ved betragtningen af de ovenfor an forte tal, fordi hele 6 stamhuse oprettedes i tiden fra 1780 til 1800. Efter 1797 er der i Jylland kun oprettet et statnhus (Benzon 1829), men nedlagt 9, blandt hvilke nogle af de storste (Frisenvold 1798, Store Restrup 181_1, Mattrup 1828 J.

Meget naer ved stamhusene star de sakaldte fideikommisgodser. Af dem har Jylland ialt kun haft tre, det storre Klavsholm, i hartkorn som et jaevnt godt stamhus, de to mindre Herschendsgave og Overgard, der hvert var pa omtrent halvandet hundrede tonder htk. Af disse nedlagdes sidstnasvnte 1910.

Efter grundlovens givelse er intet len eller starahus blevet nedlagt i Jylland, hvilket utvivlsomt star i forbindelse med, at sadannes oprettelse blev hindret ved dens § 98. Salaenge oprettelse var tilladt, behovede man ikke at v?ere aengstelig ved at nedlaegge, men var oprettelse forst forbudt, gav man ved nedlseggelse slip pa et uerstatteligt gode lovrigt havde sora bekendt grundloven ogsa bestemt, at det ved lov skulde ordnes, hvorledes de bestaende len, stamhuse og fideikommisgodser kunde overga til fri ejendom, men endnu er dette »lofte« ikke blevet indfriet; 1909 nedsattes der dog en kommission til at forberede sagen, og den afgav 1912 betasnkning; deter derfor muligt, at det nu snart bliver til alvor. Imidlertid har lovgivningen allerede msegtigt bidraget til at lose det bundne gods, navnlig loven af 21. juni 1854 ora afhaendelse af bondergods, loven af 19. februar 1861 om nogle forandringer i faestelovgivningen og loven af 15. maj 1903, hvorefter enhver tiende skal afloses. Disse tre love er karakteristiske for de tider, der har undfanget dem, idet de to forste brugte lokkeraidler og den sidste tvang. Virkningerne af dem ses af, at ifolge hof- og statskalenderne havde samtlige len, stamhuse og fideikommisgodser i Jylland 1914 tilsammen kun 7196 tdr. htk., mens de i 1846 havde 21300 tdr. Omkring 1770 skonnes de at have haft c. 32000 tdr. Nedgangen ma altsa naermest karakteriseres som rivende.

At den unge enevaslde onskede at omgive sig med glans og pragt var naturligt og stemmende med tidens tankegang, og at den Sogte gennem lovgivningen at skaffe visse dcrtil egnede slaegter midler til at sikre sig en i det ydre glimrende position var derfor rimeligt. Vor tid ma nodvendigvis have en anden opfattelse, og der vilde vist vanskeligt nu findes nogen, der fandt det tidssvarende at oprette nye len med store privilegier, selv om der ogsa

pahvilede dem visse pligter. Snarere turde der vaere delte meninger med hensyn til stamhusene. Men basgge dele star nu engang pa grand af de demokratiske doktriners rige vaekst og de nationalokonomiske principper, der for tiden er fremherskende, for fald og iler mod deres undergang.Manma blot habe, at de, der engang skal faelde den endelige dom over dem for at opfylde grundlovens lofteparagraf, ma have en varsom hand, sa at de ikke slar altfor meget i stykker ved samme lejlighed. De bor ikke glasmme, at alt gamrnelt — nar det da ikke aldeles übestrideligt er af det onde — bor behandles med en vis veneration og med visse hensyn, de bor ikke kun tsenke pa at udstykke ejendommene for at skaffe plads til flere mennesker og foroge produktionen. Der er andet end husmaend og korn og flae«;k og snior, der har vaerdi her i livet, og dertil horer bade herregardenes minderige bygninger,skonnehaver og praegtige skove. Den, der har gjort sig den ulejlighed at se lidt mere af sit fsedreland end just den plet, hvor han bor, vil kende det af egen erfaring, og han vil vide, at nogle af landets mest sevaerdigestederjust er hovedsaederne i de nu sa efterstraebte grevskaber, baronier og stamhuse. Man taenke blot pa, hvad Fyn og Laland rummer i den henseende, men ogsa Jylland har adskilligt, som det vel er vaerd at vaerne om: Rosenholm, Klavsholm, Gammel Estrup, Benzon osv. Af hensyn dertil kan man ikke opgive tanken om disses nedlaeggelse, hvis den ellers findes i ho] grad formalstjenlig,menman kan drage omsorg for, at det ikke altsammengari skuddermudder efter nedlaeggelsen Det tilstrasbtefremskridtvilde v^ere et tilbageskridt, hvis alle de smukke haver og parker blev til kalgarde, og alle de herligegamleslotte forsvandt for at give plads for stinkende svineslagterier og stojende andelsmejerier. Den ulykke vilde v^ere storre end den smule skade det muligvis kan

gore, at staten reserverer nogle tusind tender hartkorn til slaegter, der efter nutids forhold intet saerligt krav har pa dens bevagenhed, fordi de har svigtet fedrenes traditionerellerer blevet overflodige pa grund af forandrede tidsomstaendigheder. Lovgivningsmagten har hidtil i hoj grad forsemt vore fortidsrainder og derved padraget sig et meget alvorligt ansvar overfor nutid og fremtid; den skulde nodigt ssette kronen pa vaerket ved at medvirke til, at en hel rsekke af landets seldste og smukkeste bygningsvaerkerudsaettesfor at ga til grunde.

Forudsat, at det overhovedet er rigtigt, nar man nutildagssi staerkt fremhaever betydningen af, at alle jorder er fri ejendom, der er genstand for omsaetning, vil det dog for Jyllands vedkommende betyde sare lidt, at de til de dervaerende len og stamhuse bundne fri og ufri jorder, hvis samlede hartkorn — tiendehartkornet altsa undtaget, og det forsvinder jo iovrigt nil ifolge loven af 1903 — kun udgor omkring 4000 tdr. — d: 2—32^—3 % af samtlige jyske ejendomme — overgar til fri ejendom; tilbage bliver endda adskillig bunden jord, statsejendomme, embeds- og tjensteboliger (c. 1500 tdr. htk.) og muligvis kloster- og hospitalsgods m. m. Den dag turde komme, da den nationalokonomiskevind blaeser fra en anden kant, sa at man onsker at samle, hvad man har splittet. Som bekendt aflostes tiden omkring ar 1800, da udstykningsraseriet gik over alle bredder, da storre og mindre garde sa at sige pulveriseredes, *) af en tid, da man igen sammenlagde og

---

1) For blot at naevne et par eksempler: 1800 blev det tilladt at udstykke Sondervang (6o¹/j td. htk.) i 219 parceller, hvoraf hovedparcellen blev i2^l/» td. htk.; 1804 at udstykke Todbol (26) i7B parceller, hvoraf to hovedparceller (henholdsvis SV» og 5); 1805 Kaergardsholm (67¹/«) i 324 parceller, hvoraf hovedparcellen blev I2^l/i. Tages de tre garde samlede, blev der til rest til 617 parceller Ii87» td. htk. — At de gamle hovedbygninger til disse herregarde er forsvundne, siger sig selv; derved skete der nu ikke sa stor en ulykke, men det ma. jo vel huskes, at det skyldes et rent tilfelde, at det ikke er gaet pa samme made med Spottrup, Vorgard, Katholm og mange andre.

oprettede en raekke storre landbrug. Mange af vor tids »hovedgarde« — garde pa over 12 tdr. htk. — stammer fra den tid. — Og nu foregar der igen en intensiv udstykningsprocesunder lovgivningens virksomme understottelseog opmuntring, omend under iagttagelse af en vis forsigtighed. Kanske kommer igen den dag, da staten anvender store summer pa at fa oprettet store moderne landbrug og — stamhuse.

---

1) For blot at naevne et par eksempler: 1800 blev det tilladt at udstykke Sondervang (6o¹/j td. htk.) i 219 parceller, hvoraf hovedparcellen blev i2^l/» td. htk.; 1804 at udstykke Todbol (26) i7B parceller, hvoraf to hovedparceller (henholdsvis SV» og 5); 1805 Kaergardsholm (67¹/«) i 324 parceller, hvoraf hovedparcellen blev I2^l/i. Tages de tre garde samlede, blev der til rest til 617 parceller Ii87» td. htk. — At de gamle hovedbygninger til disse herregarde er forsvundne, siger sig selv; derved skete der nu ikke sa stor en ulykke, men det ma. jo vel huskes, at det skyldes et rent tilfelde, at det ikke er gaet pa samme made med Spottrup, Vorgard, Katholm og mange andre.