I.

Af erfaringen, empirien, er al hegekunst fremgaet; de msend og kvinder, som fra forst af udovede den, var alle laegfolk uden teoretiske kundskaber, empirikere, en betegnelse, der senere, da laegekunsten tillige blev en lsegevidenskab, er vedblevet at bruges om disse lsege laeger og derfor efterhanden blevet omtrent ensbetydende med kvaksalvere, de, der skryder med deres salver, med hvilke de privilegerede kirurger og laeger stadigt la i strid.

Det var dog ikke af videnskabelige grunde, at kampenmod kvaksalverne oprindeligt opstod; indtil langt ind i det ißde arhundrede var det en forholdsvis ringe del af laegegerningen, der udovedes af universitetsuddannede laeger; den langt overvejende del udfiprtes af barberkirurgerne,hvis antal. var mange gange storre end lsegernes, og som betragtedes som horende til handvaerkerstanden og derfor, i alt fald i de storre byer, var samlede i lav med et bestemt antal amtsmestre, der straengt holdt over deres rettigheder og lige sa lidt som skomagere og skraeddere tillod andre at gore indgreb, indpas som det da hed, i disse; derfor blev kvaksalverne ogsa jaevnligt

kaldt med de fra andre h&ndteringer kendte betegnelser:
fuskere eller bonhaser, det nedertyske Bohnhase, lofthare,
en ikke faglaert arbejder, der fusker i faget.

Med den ringe forsyning af kirurger, end sige laeger, som i seldre tider fandtes herhjemme, var der en vid arbejdsmark for empirikerne, og mange at dem har, nar det galdt ydre skader, navnlig benbrud og lignende, sikkert i tidens lob ydet god hjaelp, og hvad der ikke havde mindst betydning, haft befolkningens tillid, medens den ofte med mer eller mindre ret sa skasvt til de privilegerede eller af staten ansatte laeger og kirurger, som i landbefolkningens ojne havde to store fejl: at de i reglen boede langt borte i byerne og var meget dyrere end den lokale 3'kloge mandc eller »kloge kone«, som efterhanden blev den danske almues betegnelse for dem, som den ikke vilde anerkende var kvaksalvere, der ulovligt greb ind i andres rettigheder; den betragtede det langt mere, og gor det endnu den dag i dag, som et indgreb i dens rettighed ikke at matte bruge dem.

Der var dog sikkert ogsa en anden arsag til, at befolkningenforetrak sine hjemlige benbrudsl»ger for de statsansatte distriktskirurger, den folte sig fremmed over for dem og kunde ogsa nok have nogen grund dertil. Den overvejende del af de i slutningen af det ißde og begyndelsen af det i9de arhundrede uddannede kirurger stod socialt ikke hojt; de var begyndt med at laere handvierketsom drenge og svende hos amtskirurger eller militaerkirurger, kom derfra uden nogen forudgaende almendannendeundervisning til kirurgisk akademi for om muligt at tage eksamen der, hvad der ikke lykkedes for en maengde af dem; for dem, det lykkedes, var da vejen den, enten, hvis de havde midler dertil, at kobe sig et amt, eller at Soge ind i haeren, *og fra kompagnikirurger tjene sig opad, indtil der abnede sig udsigt til at opna

et distriktskirurgikat og ga over i civiletaten, i reglen med den i militaertjenesten naede rang, hvorfor det at blive distriktskirurg nassten var det samme som at blive krigsrad, hvoraf det ligefrem vrimlede i asldre tiders laegestand.Den tids militaere uddannelse var naeppe en god skole for den embedsmand, der ude pa landet skulde vinde befolkningens tillid; og at det i adskillige tilfaslde var distriktskirurgernes egen skyld, nar forholdet til befolkningenvar darligt, fremgar ofte nok af amtmaendenes udtalelser, og sundhedskollegiet var ikke sparsomt med direkte at udtale sin misbilligelse over for dem eller at lade kancelliet tildele dem irettesaettelser, enkelte gange endog at lade dem saette under anklage og fradomme embedet.

Og endnu en grund var der, til at mange af dem foltes yderligere som fremmede, det var deres sprog, idet en maengde af dem var af tysk oprindelse og aldrig lasrte at tale eller skrive dansk korrekt; helt op imod 1830 indsendte saledes distriktskirurgen pa Lasso sin arlige medicinalberetning pa lysk, et ganske vist da sjaeldent, men navnlig tidligere ofte forekommende tilfaelde. Hvor vanskeligt det matte falde disse tyske kirurger at gore sig forstaelige for danske bonder, har en af dem, kirurg Rips, der i over 20 ar havde praktiseret i Thisted, i 1797 selv abent tilstaet i en ansogning, i hvilken han siger, at hans modersmal er i Jylland ganske fordaervet, og det danske sprog kan han ikke ret tale, sa at han mangier gaver til at forklare sig. Man kan endnu gore sig en ret tydelig forestilling om, hvorledes dette sprog har lydt og tog sig ud pa skrift, ved i »Dania< VII, s. 57 at laese en skrivelse fra Baurmeister, der 1790^{— 1820} var distriktskirurg pa Amager; og dette sprog takes af mange; fra 1776 til 1820 fik henved 130 fremmede kirurger, nassten alle tyske, indfodsret.

Om den iver, hvormed i seldre tider barberkirurgerne, og ved lejlighed ogsa laegerne, forfulgte kvaksalverne, klagede over dem eller bragte dem for retten, indeholder navnlig ting- og radstuebogerne talrige vidnesbyrd, der vel nok bringer mange morsomme men i regelen lidet tiltalende tnek og begivenheder for dagen. Langt sjaddnere lader det sig pavise, at der fra laegernes side er ydet empirikerne anerkendelse, men sket er det afog til; herom vidner saledes Thomas Bartholin's udtalelser om Terkel Eskildsen (c. 1534^—1624) »rusticus Cimber*, den jydske bonde i Jested ved Ribe, hvis salver gennem Barthol:in's omtale naede at blive optagne i den europaeiske medicinske litteratur¹), hvilket ogsa gaslder for Bartholin's omtale af Villum Trellund's rad mod blodsot, der fra 1652 til 1677 udkom i Here udgaver. Meget taler ogsa for, at der fra fysikus Eichel's side er set igennem fingre med den store og ejendommelige laegevirksomhed, som den fremragende fynske bonde Jorgen Christense n^!l) i Korsebjaerg ved Odense gennem en lang arraekke udovede, muligvis i erkendelse af dens nytte og i hvert fald dens udovers uegennyttighed. Og endnu sa sent som i 1792^'gav collegium medicum degnen i Sollerod Nikolai Gottschalck Miiller (c. 1733^—1800) tilladelse til at yde hjaelp bade i medicinske og kirurgiske tilfaelde, hvortil han var anbefalet af en raekke af Kobenhavns mest ansete laeger, og meddelte distriktskirurgen, der havde forlangt ham tiltalt for kvaksalveri, at han ikke var berettiget til at patale Miiller's virksomhed, over hvilken der ellers ikke var fort klage.

Jo mere landet forsynedes med lasger eller rettere
kirurger, idet der fra 1770 til 1790 oprettedes henved

---

1) K. Caroe: Terkel Eskildsen og hans salver. Fra RibeAmt. 1914.

2) » > Jorgen Christensen, en lasgekyndig fynsk bonde fra det :cBde arhundrede. Fra Arkiv og Museum. 1913.

50 distriktskirurgikater, desto mere kom for dagen, hvor megen skade kvaksalverne tilfojede befolkningen og tilligeembedskegerne, hvem de berovede en stor del af de indtaegter, som det var beregnet, at de skulde supplere deres sparsomme lonning (150 rdl.) med. Samtidig bredte sig over hele landet, men navnlig over Jylland, veneriske lidelser — det jyske syfiloid — der blev en for befolkningentruende farsot, som regeringen ved laegernes hjaelp med kraft sogte at dsemme op mod; men for denne bestnebelseviste kvaksalverne sig at vaere en betydelig hemsko, thi til deres ukyndige hjaslp sogte store dele af befolkningen, og derved blev det umuligt at komme ondet til livs. Det blev da ogsa denne s}i^{r gdoms} voksende udbredelse, der gav stodet til en forordning mod kvaksalveri.

For den forordning om medicinalvaesenet, som Christian IV gav i 1619, kendes intet almindeligt forbud mod kvaksalveri. Forst da blev det udtrykkeligt forbudt »apotekere, bartskaerer, kymister, okulister, brokskaerer, kvaksalvere og adskillige empirici« at indgive de syge noget eller foreskrive indvertes medicin; og dette indskaerpedes atter i forordningen af 1672. Overholdt blev dog disse bestemmelser langtfra, herom vidner saledes radstueplakat 9. Nov. 1735, at de überettigede personer, som i Kobenhavn antager nogen i kur, skal forste gang betale i bode 8 rdl., anden gang dobbelt sa meget og tredje gang 50 rdl. eller arbejde et halvt ar i skubkarren, og de, som betjener sig af slige folk, bode hver gang 4 rdl.; men hjulpet videre synes det ikke at have gjort, thi 24. Okt. 1778 blev denne radstueplakat pa ny indskaerpet, vistnok ogsa uden storre virkning.

Der gik sa 24 ar, inden sporgsmalet atter kom op,
og det skyldtes da en sessionskirurg i Fyn, der i foraret

1792 indberettede til kirurgisk akademi, at han havde bemaerket, at en stor msengde af de modte vaernepligtige som born var blevet skarne for brok med det resultat, at de snart pa den ene snart pa begge sider var kastrerede; hos nogle af dem var der endnu virkeligt brok, men hos de fleste intet; han formodede, at det navnlig var svinesnidere,der gav sig af hermed, og tilfojede, at kirurgernei Nyborg og Ringe havde forsikret ham, at i sidste vinter var der i denne egn af omfarende broksnidere skaret over 20 for brok, mest born fra 2 til 8 ar.

Kirurgisk akademi indberettede da til kancelliet, at adskillige hojst ukyndige folk rejste omkring i provinserne og lemlaestede mange mennesker, navnlig born, under foregivende af at sk^ere dem for brok, endskont det i de fleste tilfaelde kan vasre uvist, om noget broker til stede, da der gives adskillige andre svagheder pa den del af legemet,, hvilke kan forlede slige, i kirurgien aldeles uvidende folk til at se brok, hvor intet findes, og disse svagheder derimod ofte med en ringe hjaelp af en erfaren kirurg og ssedvanlig uden nogen smertelig operation kan hseves, ligesom og i det ovrige den her omtalte legemsskade selv, savidt den findes hos born, altid kan uden operation helbredes. Da disse omflakkende folks foretagende bade strider mod menneskeligheden og hindrer folkeformerelsen, henstillede akademiet, at almuen blev advaret om de farlige folger, som deres born og andre, der betror sig til kvaksalvere og uerfarne personer, i slige tilfaelde udssettes for; og i overensstemmelse hermed udgik der 25. Juni 1772 skrivelse til amtmasndene samt med palseg om at lade dem, der gjorde sig skyldige heri, straffe, og kort efter til biskopperne om at lade det bekendtgore fra praekestolene.

Omtrent samtidigt indkom der fra landkirurgen pa

Bornholm klage over, at befolkningen der aldrig hentede lsege, for alt hab var ude, men brugte kvaksalvere af begge kon, der make, signede, stobte bly m. m., hvortil amtraanden fojede, at kvaksalverne udspredte onde rygter om lsegerne for at afskraekke folk fra at soge dem, og at de anrettede storre skade, end man kunde forestille sig, og lod sig betale dyrere end laegerne, der, skont de begge var duelige, intet fortjente ud over deres lon (170 rdl), som de ikke kunde leve af.

Regeringen greb da til det ikke übekendte gamle mid: del at ekstendere forordningen af 9. Nov. 1735 til Bornholm, hvad den iovrigt allerede 1773 havde gjort for Bergens vedkommende.

Det blev dog. ikke svinesnidernes yirksomhed, der kom til at gore udslaget, men som alt nsevnt kvaksalvernes behandling af veneriske sygdomme, der gav stodet til en almindelig forordning mod kvaksalveri.

Det synes forst at vaere i Fyn, at man c. 1757 lagde maerke til, at venerisk syge greb mere og mere om sig.; i alt fald siges der i det jfarste reskript, som blev udstedt om denne sygdom 20. Okt. 1773 og kun galdt for Fyn., at den for nogle ar siden havde ytret sig der pa adskillige steder, og at den nu befrygtes at ville tage overhand, et reskript, <ler har sin store betydning derved, at i det den vederlagsfri behandling fastsloges langt tidligere end i noget andet land. Dette reskript fulgtes i de folgende ar og til langt ind-i det I9de arhundrqde af en raekke lignende for de fleste af de andre amter, og allerede fra midt i firserne blev der rundt omkring, men navnlig i Jylland, hvor sygdommen synes at -have vaeret mest udbredt, oprettet sygehuse udelukkende til veneriskes behandling.

Hovedforordningen mod sygdommen blev det reskript

til samtlige stiftamtmaend og biskopper af 2. Juli 1790,^x) hvorved der blev givet enslydende regel for de veneriskes helbredelse pa offentlig bekostning, og det blev da ogsa en biskops indberetning der kom til at give stodet til forordningen mod kvaksalverne.

Fra biskop Janson i Arhus indkom i 1793 kancelliet den protokol, han havde fort p& sin visitationsrejse i 1792, i hvilken han havde anfort, at der isaer i Bjerge sogn (1 mil syd for Horsens) var mange angrebne af »radesyge«. Dette foranledigede kancelliet til i foraret 1793 at tilstille collegium medicum Janson's indberetning, og kollegiet anmodede da om, at der matte blive indhentet nsermere oplysninger fra stiftamtmanden, landfysikus og distriktskirurgen; pa grund af en truende koppeepidemi blev der imidlertid pa den tid foretaget omfattende inokulationer i amtet, der lagde beslag pa de fa laegers tid, og forst i Dec. 1793 kunde derfor fysikus Hahn i Arhus og distriktskirurg Flock i Horsens afgive deres beretning, af hvilken det fremgik, at der fra sygehuset i Horsens 1788^— ₁₇₉₃ var udskrevet som helbredede 142 veneriske patienter fra Bjerge herred, hvor der nu kun var fa tilbage med denne sygdom, som naermere omtaltes, navnlig de udbredte odelaeggelser af ansigtets naeseparti med abne, flydende sar, som biskop Janson i sin protokol ogsa saerligt havde omtalt som modbydelige ved kommunionen.

De to laeger endte erklaeringen med folgende udtalelse: >Hvad laegen angar, sa bruges samme made i denne liden krog som blandt den storste del af menneskekonnet, nemligat agte mindst pa sit eget fysiske vel. Forst bruger

---

1) Reskriptet slutter med: »Og haver biskoppen alvorligen at formane praesterne at anmelde de sj'ge eller mistaenkte, som kunde vaere eller blive dem bekendte*.

de, hvad de selv troede at vide, venner og naboers rad, dernaest sakaldte kloge maend (kvaksalvere) — hvis maengdeher i landet er et odekeggende onde for landmanden; de bruger disse heist, fordi de er deres lige, snakker dem efter munden, anvender kuns et medikament (nemlig mercurius),omgas frit dermed som andre med brod og giver dem, nar medicinen haendelsesvis trsßffer sygdommen, en sa betryggende attest, at de nuog til alle tider uden fare kan omgas al smitte uden deraf at blive befaengte; folgen deraf viser sig des vaerre for ofte — og til sidst den rette laege; hans kundskab er da som oftest ude i stand til at hseve den forarsagede skade, i det mindste ikke at erstatte tabet.

Pa denne made er naeseodelasggelsen sket der, og saledes vil det vedblive, dels at vanskabe übesmittede, dels ogsa at vedligeholde, ja udbrede den veneriske sygdom, nar slige kvaksalvere frit ma ove deres spil*.

Hahn giver derefter en skildring af de uheldige hygiejniske forhold, hvorunder den jyske almue lever, bade hvad fodemidler, boliger og renlighed angar, hvilket har stor indflydelse pa den veneriske sygdoms udvikling og denne ma derfor behandles pa en fra den saedvanlige kur afvigende made; men dertil udfordres kundskaber, dommekraft og menneskekaerlighed, hvilke egenskaber disse kvaksalvere aldeles mangier, hvis eneste attra er gevinst.

Stiftamtmand Hoegh-Guldberg udtalte, da han 24. Dec. indsendte laeg'eberetningen, at han var blevet meget forbavsetved af Hahn's erklaering at se, hvor udbredt sygdommenvar i Bjerge herred; i Stjernholms amt har han forfulgt den siden sin ansaettelse. »Hvad de fordaervelige kvaksalvere angar, som har gyseligen fordasrvet de ellers elendige, sa har jeg straks gjort alle mulige anstalter for at udfinde og opdage dem. Men jeg, der i Havreballegardsamt har masrket dem og forjaget dem og deres

kur herfra, kan dog, fordi de andetsteds tales og allevegne ulykkeligen afholdes og hemmeligen bruges af almuen, aldrig sta inde for deres indsnigelse, nar der ikke bliver sat korporlig straf for disse landeplagere og en passende mulkt for dem, som bruger derru.

Af kancelliet blev amtmandens udtalelse tilstillet collegium medicum, der 15. Febr. 1794 afgav folgende ret masrkelige erkliering, nemlig at sygdommen ikke var andet end »skorbug alene foranlediget af megen salt spise, indeklemte og lidet luftede vserelser, stor urenlighed etc. eller og venerisk sygdom ene eller kompliceret med skorbugen eller og med skorbug sammensat kronisk scabies (fnat) der kunde bekaempes med de saedv.anlige til radighed staende midler og foranstaltninger

Men at sa mange bliver ilde kurerede, nassetese og beholder for livstid anden vansynlighed, er blot at tilskriveurigtig og forvoven misbrug af mercurialibus uden det vedborlige forhold, som foretoges af de i stor maengde i provinserne adspredte kvaksalvere. Disse dumdristige kvaksalvere kan for hele landet anses for en stor og farliglandeplage, som man ma indstille for det kgl. kancelli at kan fortjene den storste opmserksomhed og virksom afskatfelse, og det ved en almindelig forordning, som straekker sig til det hele; thi ellers vindes ikke ©jemedet, da disse kvaksalvere, om de end fordrives af et distrikt, nedsajtter de sig i nasrheden pa et andet og bliver ved at bedrage og mishandle den enfoldige almue rundten om. Vi ma derfor bifalde hr. stiftamtmandens forslag, at disse kvaksalvere, nar og hvor de betrasffes, ma henssettesi nasrmeste tugthus pa 1 a 2 ar; at alle syge, som har brugt dem, mulkteres for hver gang med 2 a 4 rdl. Og pa det at sadan uorden des bedre kan overses, indladestillige, om ikke pnesterne hver i sit sogn bor anmeldefor ovrigheden savel kvaksalverne som de syge,

der bruger dem, samt at prassterne i forsommelses fald
derfor bor blive ansete«.

Kancelliet overdrog generalprokuror ColbJornsen pa grundlag af disse udtalelser at udarbejde et forslag til en forordning mod kvaksalvere; han tog bestemt afstand fra de aeldre besteramelser; at straffe >de ulykkelige personer, der af godtroenhed har overladt sig til de ukyndiges kur og derved tabt deres helbred, det synes mig umenneskeligt. Iovrigt er det vel ikke nok at afskaffe kvaksalverne; almuen ma oplyses og de ovrige vedkommende embedsmaendene] de dem paliggende pligter.«

Hvor forsigtigt i det hele kancelliet tog pa denne sag,
fremgar af de to andre voterendes udtalelser:

i) »Dersom en ny forordning skal udga mod kvaksalverne, sa matte den vel. skrives med megen varsomhed, at derved ikke snarere skal virkes skade end gavn. Den matte vel heist indeholde en advarsel for almuen mod at bruge ukyndige folk i sygdomstilfklde, og straffen for de überettigede larger matte vel de forste gange vaere moderat, sa korporlig straf forst fandt sted efter gentagne forseelser; men for al ting vil det vel vaere nodvendigt at Sorge for, at de beskikkede kirurger ikke ved forordningen skulde blive autoriserede til at chikanere enhver, som gav et rad i et medicinsk eller kirurgisk tilfaelde, hvor ingen ordineret lasge i hast kunde fas.«

2) »Sandt er det, disse kvaksalvere aoretter megen ulykke. Übetaenkeligt synes det mig forhanden her som i hertugdommerne at foranstalte, at nar denunciationen af vedkommende autoriserede l^ege indkommer, ovrigheden ex officio foranstalter sagen undersogt og patalt.«

En yderligere stotte fik sagen ved et forslag fra amtmandFerslew i Thisted i anledning af, at adskillige bonderi amtet meddelte syge rad og medikainenter og var komne saledes i orde herfor, at den storste del af bondestanden,som

standen,sombehovede rad eller kirurgisk hjaelp, henvendtesig til disse fuskere og kvaksalvere. Da der ingen lov findes, hvorefter de kan straffes, indstillede Ferslew, om ikke kgl. befaling af 9. Nov. 1735 (se side 429) matte ekstenderes til amtet, sa at alle fuskere og kvaksalvere skulde arises efter denne befaling med mulkt af 8 rdl. for forste gang begaet kvaksalveri, fordoblet anden gang og tredje gang til 50 rdl., og de, som lod sig betjene af dem, hver gang med 4 rdl.

Colbjornsen's forslag blev 22. August refereret i statsradet og her approberet med enkelte uvaesentlige aendringer, men tillige med en meget vassentlig, idet der til Colbjornsen's 6 paragraffer blev fojet en 7de, eller efter den plads, som den fik i forordningen, en 6te, som i sin forste affattelse lod noget anderledes, end den kom til i sin endelige form: »Skulde ellers nogen med rutine og ellers have erholdt og tilvejebragt sig fortrinlig duelighed i at helbrede et eller andet enkelt tilfadde, da tillades det ham at melde sig hos fysikus, som efter noje undersogelse meddeler ham en attest om hans kundskab og ferdighed i det fag, og kan han da efter befindende vente af vedkommende amtmand og fysikus at blive autoriseret til at praktisere, dog blot i et visr fag og i det distrikt, han bor i.«

Det horer til sjaeldenhederne, at der pa et sa sent stadium pludseligt i et lovforslag indsaettes en paragraf, som forud slet ikke har vaeret pa tale og i vaesentlig grad forandrer forslaget; det vilde derfor have vaeret af interesse at pavise, hvad der gav anledning hertil, og hvem det saerligt skyldes; men dette er umuligt, da statsradsprotokollerne fra den tid ikke mere findes, rimeligvis gaede til grunde ved Kristiansborgs brand 1884.

At paragraflen er kommet noget hovedkulds ind, derpatyder
ogsa dens ret übehjaelpsomme form, der ved forordningensendelige

ordningensendeligeaftattelse blev asndret vassentlig derved,at det blev kancelliet, som kom til at afgore, om tilladelsekunde gives: >Skulde no gen, som ikke er cgentlig laege, have erhvervet sig udmaerket kundskab og fortrinlig duelighed i en eller anden del aflsegekunsten eller i at helbrede en eller anden sygdom, da kan han, nar han med am t man dens og fysici vidnesbyrd godtgorat besidde nasvnte egenskab, vente igennemkancelliet at erholde tilladelse at praktisere,dog blot i det: distrikt, han bor, ogat hans ret til at foreskrive laegemidler indskraenkestil de dele, han har bevist sig at vasre kyndigudi«.

Med denne vassentlige og enkelte uvaesentlige
ger udgik sa Colbjornsen's forslag som forordning 5. Sept.
*794-

Siden den tid har forordningen, der endnu har sin fulde gyldighed, vasret anvendt indtil 1887, a sidste bevilling blev givet, men aret efter pa grund afmisbrug taget tilbage; men der har efter den tid vaeret indgivet og indgives stadigt endnu ansogninger i henhold til § 6, der ret ofte blev et stridens aeble mellem. kancelliet og dets medicinske konsulenter, collegium medicum indtil 1803 og derefter sundhedskollegiet indtil 1907 og nu sundhedsstyrelsen; dog ma det straks betones, at i det hele og store er paragraffen ikke blevet meget anvendt, idet der fra 1795 til 1887 i alt kun er givet c. 30 tiliadelsermod henved ioo afslag; muligt: er det dog, at

enkelte bevillinger her kan vaere oversete, men mange
er det naeppe.

Til en begyndelse stillede forst collegium medicum og senere sundhedskollegiet sig jaevnligt ret velvilligt over for en del af ansogerne, eller sogte at slippe uden om den egentlige bevilling ved en udtalelse om, at vedkom* mende var berettiget til i ncdsfald at yde den hjaelp, som enhver var forpligtet til, indtil en autoriseret laege kunde komme til stede — hvad han dog kun sjaeldent gjorde, da han ikke blev hentet; at praesterne lige pa trods af forordningens ord i reglen anbefalede kvaksalverne, lader sig bedre uridskylde end forsvare; men at de juridiske embedsmsend ogsa ofte gjorde det, synes nu mere uforstaeligt; det kan derfor vaere rigtigt at anfore, hvad en af Jyllands dygtigste og mest ansete amtmaend, Faye i Thisted, udtaler herom i en erklaering fra 1834.

»Jeg har stedse vseret og af en lang erfaring er blevet bestyrket i den formening, at deter nyttigt, ja endog nodvendigt, at der omkring pa landet i provinserne opholder sig visse individer, der besidder ovelse i at behandle luksationer og benbrud samt at kurere sar og anden udvendig skade. Nar anordningen bestemmer straf for kvaksalvere, har lovgiveren formentlig taget hensyn til indvortes sygdomme, som ved urigtig behandling lettelig kunde blive dodelige; hvad derimod udvortes beskadigelse betraeffer, da behoves dertil kun fa videnskabelige kundskaber; en ovet hand og bekendtskab til nogle piastre og salver er alt, hvad der udfordres til dette slags kure.

Da kirurgikaterne i almindelighed har en temlig vid udstraekning af 2 eller 3 herreder, og da der i en sadan kommune naesten daglig indtrasffer et eller andet uheld, sa vilde det ikke vaere muligt for laegerne i rette tid at assistere dem, som kunde behove deres hjaelp; thi ofte haender det, at nar en vogn ankommer efter at have kort

flere mil for at hente lsegen, er denne fravserende pa landet,enten hos barselkoner eller hos epidemiske syge eller i vaccinationsforretninger, sa at den ankomne kusk ma kore egnen rundt, inden han kan traeffeisegen. Imidlertider patienten udsat for de storste lidelser, og den med luksationerne eller benbrud fremkomne haevelse gor det ikke sjaeldent vanskeligt, ja umuligt at bringe benene og ledemodene i orden.

Dette har krigsrad (distriktskirurg) Wittendorff erkendt
og derfor givet sit samtykke til, at Niels Kudsk ma uden
tiltale af ham befatte sig med omhandlede tilfaelde.«

Erklaaringen er et fuldtro vidnesbyrd om den humanitet og den omhu for almuens vel, som praegede al Faye's virksomhed i amtet, hvor hans minde stadig holdes i asre; men den viser ogsa i bvor hoj grad den seld* gamle opfattelse af kirurgien som et handvaerk, hvortil der ikke behovedes kundskaber, endnu var rodfaestet selv hos en sa hojtdannet mand som Faye, for hvem kun indvendig men ikke udvendig kur er kvaksalveri; og hvor indgroet denne opfattelse har vseret hos juristerne, fremgar deraf, at der endnu i 1853 faldt en dom, hvorved en kvaksalver med denne begrundelse blev frikendt.

Faye's erklaering viser ogsa, at der fra laegernes side kunde ses med forstaelse pa de vanskeligheder, som de store afstande kunde volde befolkningen, nar det galdt lasgehjaelp; og navnlig stillede fysici, der ligesom amtmasndenehavde ansvaret for befolkningen pa et stort omrade, sig ofte velvilligt over for andragender om bevilling,dog mere ud fra det synspunkt, at det var bedre at give de nogenlunde duelige og haederlige en sadan tilladelse, da det dog var umuligt at hindre dem i deres kirurgiske virksomhed, og at forbud gjorde mere skade end gavn. Og at der imellem disse selvlaerte kirurger

har vaeret folk med en vis dygtighed, viser bade Kudskeslaegteni
Thy1) og Mads Weis.2)

I forste tredjedel af det I9de arhundrede indeholder medicinalberetningerne da ogsa kun sjaeldent klager over kvaksalvere; men efterhanden som laegernes antal tiltog ved oprettelse af ny distriktskirurgater og privat nedsaettelse, kom resultaterne af kvaksalvernes uheldige behandling mere og mere for dagen, og laegerne maerkede konkurrencen staerkt i deres i forvejen sma indtsegter; fra .midten af trediverne begynder der da i medicinalberetningerne jaevnligt at indlobe klager over dette uvaesen, mest fra Jylland, hvor kvaksalverne, som folge af de store afstande i de mere ode egne til byer og larger trivedes bedst. Men ogsa i selve hovedstaden greb ondet om sig, skont der her jo ikke var mangel pa larger, og navnlig skyldtes det autoriteternes eftergivenhed over for en enkelte kvaksalverske, Ane Larsen, som i arene 1810 — 1830 udfoldede en stor virksomhed i Kobenhavn,³) og det var hende, som i 18₁₇ gav sundhedskollegiet anledning til at tage sporgsmalet om kvaksalvere op til indgaende behandling.

Selv havde kollegiet ikke vaeret uden skyld i, at Ane Larsen's virksomhed havde faet et vist privilegeret praeg, idet det, til dels presset af kancelliet, hvor Ane Larsen synes at have haft interesserede beskyttere, var gaet ind pa at give hende tilladelse til i enkelte tilfelde at tage patienter under behandling under tilsyn af stadsfysikus. Men da tilfaeldenes antal stadigt voksede, bestemte kollegietsig

---

1) K. Caroe. Folkekirurgi i Thy. Saml. til jydsk Hist, og Topografi 4 R. 11.

2) K. Caroe. Mads Weis, priv. benbrudslaege og operator. Aarb udg. af hist. Samf. for Aarhus Amt 1914.

3) E. Ingerslev: En kobenhavnsk Kvaksalverske i Tiden 1810^—1830. Hist. Medd. ora Kobenhavn V, s. 27, 238.

legietsigtil over for kancelliet at udvilde sine anskuelserom og standpunkt til kvaksalveme, og overdrog til overmedikus O. H. Mynster at affatte en betaenkning, som 21. Dec. 1817 blev tilstillet kancelliet.

Nar man naermere vil bestemme, hvilke personer, der kan kaldes kvaksalvere, sa kan disse vel defineres: personer, som, uden at have Isegekyndighed i det hele, befatter sig imod betaling med at helbrede sygdomme enten i almindelighedeller, om de end indskraenker sig til visse enkelte arteraf disse, sa dog befatter sig med slige arter deraf, som man ikke med sikkerhed kan behandle uden at besidde i det mindste nogen videnskabelig dannelse og en almindelig udsigt over laegevidenskaben i det hele. Der er sa mange arsager, hvorfor det ofte ma forekomme den i lsegekunsten uindviede, som om disse mennesker matte ikke aldeles afholdesfra at udove deres praksis: 1) snant har kvaksalveme helbredt folk, som laegerne forgseves har forsogt deres kunst pa; 2) snart hedder det, at hvor ingen Isege i nserheden kan haves, er dog en ufuldkommen hjaelp bedre end ingen; 3) snart skal et eller andet laegemiddel, som senere hen af leegerne selv er anvendt med storste nytte, vaere blevet opfundetaf en kvaksalver; 4) snart synes det en übillig indskraenkningi menneskets frihed, at det, nar det har mere tillid til kvaksalveren end til lsegen, ikke matte henholde sig til hin hellere end til denne pa egen fare; 5) snart mener man, at kvaksalveriet uden fare kan udoves, nar det indskraenkestil visse enkelte sygdomme, som. man formener, at kvaksalveren ved egen opfindelse eller undervist, som de undertiden foregiver, af en eller anden Isege skal have saerdelesforfarenhed

delesforfarenhedog lykke i; 6) eller n&r de indskraenkes saiedes, at kvaksalveren ikkuns an vender sin kunst under en laeges tilsyn; 7) eller ikkuns p§. s&danne personer, som af virkelige laeger i forvejen er forgseves behandlede.

Det vil ikke vsere muligt at opregne alle de smuthuller, kvaksalverne og deres forsvarere har sogt at finde udveje i for at erholde undtagelser fra den almindelige, vise lovgivning, der forbyder disses farlige foretagender; men til ovenst&ende punkter tilfojes her nogle anmaerkninger.

ad nr. 1. Mange sygdomme er af den natur, at de, n&r de har udraset, sagtnes af sig selv; andre er ma'ske kun inkurable, s& laenge en vis sygdomskonstitution, undertiden flere §.r igennem, er herskende, men bliver kurable, n§.r hin opherer; andre sygdomme forsvinder, nSr den stigende alder, forandrede lykkesomstaendigheder, andre tilkommende svagheder, forandring af opholdssted o. s. v. har forandret den syges almindelige legemlige beskaffenhed, eller vel endog, n&r de af laegerne, som det synes forgseves anvendte laegemidler, omsider har frembragt en s§.dan ahnindelig forandring, hvilken forst senere ytrer sin virkning i langsomt at haeve de symptomer, som den syge fornemlig lagde maerke til.

Dersom nu kvaksalveren i et sidant favorabelt ojeblik bliver kaldet, sa" f§.r han af den uunderrettede ord og attester for at have helbredt den sygdom, som ogs& uden ham vilde have blevet haevet. Ogsa¹ er det vel endog tilfaeldet, at en sygdom ikke kan haeves uden frygt for en anden endnu vaerre, eller at laegemidlet, som kan haeve sygdommen undertiden,er derimod i de fleste tilfaelde Sci farligt, at kuren er vasrre end sygdommen. Slige betragtninger hindrer den omseendevidenskabeligen dannede og samvittighedsfulde laege; kvaksalveren ved intet herom eller agter det ikke; en enkelt kur lykkes hist og her; denne gor opsigt; men n&r kvaksalverenhar forvandlet en slem sygdom til en vserre eller til doden, s& regnes s&dant ikke af maengden, som siger:

laegerne havde dog ikke kunnet helbrede den syge, og betaenkerikke,
at ikke-helbredelse er et mindre onde end forvserrelse.

ad nr, 2. Skal en ufuldkommen hjselp soges, sa vil den vist langt lettere og bedre flndes blandt forstandige og kultiverede mennesker, prsester, husbonder, madmodre og deslige, 'som af medynk gar deres nseste til hande, ofte ved hjaelp af populaere medicinske skrifter, som de har dannelse nok til at forsta, end blandt uforstandige, oftest slettsenkende almuespersoner, der for vindings skyld gor profession af, hvad de aldrig har laert, oplserte som oftest af andre uvidende personer og kvaksalvere, eller Sogende deres visdom i slette og forseldede lsegeboger, som de i deres uvidenhed om alle andre ting og ved deres mangel pa opdragelse dertilmed stedse m§. misforsta. Endydermere mangier kyndig mands hjaelp nseppe uden for en kort tid eller dog ej aldeles; men sa laenge kvaksalveren rader for en syg, er det hans lumpne politik at holde sadan hjaelp aldeles borte. .

ad nr. 3. De kvaksalveropfindelser, der skal have udvidet leegevidenskabens grsenser i de senere arhundreder og ikke, om det Stelfenske stenmiddel og andre deslige, er faldnes bort igen, nar ojeblikkets ros er falmet, er vist overmade fa; og selv ved disse har det ikke vseret kvaksalveren men selv de oplyste laeger, der siden har benyttet sig deraf, der har givet midlet sit vaerd ved at bestemme grsenserne for dets rigtige og ikke blindthen empiriske anvendelse. Selv iblandt disse har vel de fleste andre midler ved siden af sig, som skyldes Igegerne og som ikke giver hine noget efter.

Hvad laegekunsten i sin forste barndom var, eller hvorledesde vilde folkestammers ra erfaringe:r har indbragt ny laegemidler i medicinen, horer sa meget mindre hertil, som kvaksalvernes midler naesten aldrig, eller aldrig, er ny simplicia,men nsesten altid sammenssetninger af hojst bekendte lsegemidler i blandinger, der ikke behover synderlig opfindelsesevne,men

evne,menuden kunst er sammensatte efter utydelige begreber,ofte i stridig forening eller af meget aekle og dertil unodvendige ingredienser. Man vil sige, deres medikamenters indhold bor opgives, kemisk kunst ma prove, om opgivelsen er sand. Kvaksalverens opgiven er aldrig sikker; han er som oftest traesk nok til at fortie den virksomste men ogsa farligsteingrediens; og er denne af animalsk eller vegetabilsk natur, kan kemisk kunst sjaeldent opdage det.

ad nr. 4. At overlade maengdens uforstand til selvvalgt fare eller dod er ikke oplyste regeringers princip. Troldkunster, hemmelige, i flere henseender mistaenkelige magnetiseringer og kvaksalverier er forbudte; faderen betror sin sen ikke svsermere eller andre fyrvserkerkunster, i hvor gerne denne end vilde tage derimod.

ad nr. 5. Ligtorneskaereri og tandtraekkeri er vel naesten de eneste smagrene af den udovende laegekunst, som en personkan besidde kundskab nok om til at udove uden at besiddealmen omfattende kundskab i laegevidenskaben; disse tillades jo ogsa, nar personerne i-_deres indskraehkede fag er provede; og dog kommer disse person er ofte til kort med deres indskraenkede kundskaber; ikke at tale om, at disse samme ikke sjaeldent bruger deres kunst som et skalkeskjul, bag bvilket de udover virkeligt kvaksalveri. At forbinde en simpel nys anbragt vunde, at laege et aldeles ukompliceret ikke alt for gammelt radsar pa huden, og deslige, dertil behovesikke sa lige en laege men heller ikke en kvaksalver; og dette matte dog vel undertiden vaere forekommet, at traekkendesalver eller piastre har forvandlet et sadant übetydeligttilfaelde til et betydeligt; heller ikke er det muligt at bestemme graensen imellem lette og vanskelige tilfaelde, mindst sa populaert, at kvaksalverne kunde iirages til ansvar for at have overskredet den og gaet for vidt pa en vej, man übetaenksomthavde abnet ham. Undervisningen, kvaksalverne har nydt, er som oftest ingen, undertiden vasrre end ingen,

i det hojeste ufuldkommen, som hati kan have; tilstjalet sig den som handlanger for en laege, dyrlaege eller apoteker. Hvad hans forfarenhed og lykke angar, da haves kun sjseldent andrebeviser derfor end ukyndige folks attester, ikke sjaeldent lige sa grundede som hine, der for en del ar siden for hojesteret skulde forsvare en til drukkenskab hengiven laege, nemlig at han endog drukken kurerede folk sare vel, ja endogda

ad nr. 6. Skal laegen, der har tilsyn med en kvaksalver, anordne eller forbyde noget, ja endog kuns an vise, hvilke patienter hin ma behandle med sit middel, sa er jo allerede herved hovedsagen, nemlig indikation og kontraindikation laegens, og kvaksalveren er i det mindste overflodig; men han er endog skadelig, thi kan han forst vise den ukyndige del af publikum eller den finere og blodagtige, som drives i blinde af hab og frygt, at han vel er, omendskont ikke fuldkommen, betroer, saved man dels ikke hans graenser, dels undlader han vist ikke underhanden at forklare, hvorledes hans hemmelighed er for vigtig til at betros laegen, at laegen misundelig hindrer ham, og at, nar man overlader sig til ham alene, i stilhed o. s. v. F«lgen er let at indse: mundus vult decipi.

ad. nr. 7. Den saetning star nok uden al undtagelse fast, at den syge, som kan kureres af en kvaksalver, kan ogsa kureres af en laege, nar han er kyndig og omhyggelig; nar derfor en eller flere lasger forgaeves har behandlet en syg, s§. er det vel meget sikrere, nar denne soger sig en erfarnere, lasrdere, papasseligere, virkelig laege, end nar han soger hjaelp hos kvaksalveren.

Den nytte, en kvaksalver gor, kan da vistnok i de fleste tilfaelde anses for meget ringe og kunde, meppe med undtagelse,ogsa uden ham opnas ved laegerne. Men skaden, han gor, er ikke blot et meget hyppigere tilfaelde, men sare almindeligt og vigtigt; thi det gaelder om menneskers Hv og

helbred. Hvor mange syge har ikke enhver praktikus set skammeligen fordservede af uvidende og vindesyge kvt.ksalvere, og har da end deres kur ingen anden skade gjort, hvor mange mennesker har de dog ikke henholdt med lofter og hab sa laenge, indtil sygdomraen blev inkurabel, som kunde vaeret helbredet, om ikke den belejlige tid var bortodslet.

Mange syges klager har vi hort, ofte har vi onsket at kunne fa forbryderen lovligen anset, ham selv til velfortjent straf og andre Jigesindede til eksempel, men vi har ikke set os i stand dertil, fordi de syge har haft den svaghed ikke at ville vidne mod ophavsmanden til deres ulykke af utidig medynk, af lyst til ro eller af undseelse over at have troet pa ham. Kan vi da ikke altid fa lovene udforte, sa matte de i det mindste ikke svsekkes ved unyttige eller lidet nyttige men meget skadelige undtagelser. Ogsa den skade gor kvaksalveren, at hans kur, som dertil gerne er lang, ogsa er som oftest kostbarere end laegens; hans salarium fordrer han kun ringe, men hans usle arkanum sselger han i dyre domme, og den syge, som ej kan bedomme, hvad det har kostet kvaksalveren selv, betaler jo altid hellere for laegemidlet, som han har i sin hand, som han kan veje og male, end for videnskab, kunst, geni og velvilje, som han ingen malestok har for.

Endvidere er det en vigtig sag for den offentli2;e sundhedspleje,at publikum stedse vinder mere tiltro til aegte laeger; men denne tiltro svaekkes hos den tankelose hob ved enhver eftergivenhed mod kvaksalveriet; den ma gerne tale om misundelse fra laegernes side, denne barnagtige og ave mistankeskader enten intet eller kun til en kort tid; men virkeliger det dog sandt, at rigtignok ikke de beremtere laeger men vel de unge fremstraebende lider skade ved kvaksalverens rivalisering; ikke at tale om, at dette er uret i mer end en henseende imod dem, sa er det fornemmeligen disse, som en stor del af de syge, som just soger kvaksalvernc, skulde

ty til. Disse syge er nemlig enten de fattigere, som star i den falske indbildning, at den beromteste lseige er den dyreste,(var han det, sa vilde den hurtigere kur allerede likvideresagen), eller slige langvarige syge, som de aeldre og mere beskseftigede laeger, endskont'med storre erfaring, dog med mindre held behandler, fordi deres tid ikke tillader dem den uafbrudte og idelige omsorg, som den mindre beskaeftigedelsege er i stand til at yde den syge, og som ofte, f. eks. ved gamle benskader, er vel fornemmeligen arsagen til den lykke, som kvaksalveren undertiden har.

Endelig er det en vansere for sundhedspolitiet i den oplyste verdens ojne og en svaekkelse for lovens agtelse, nar anordningerne mod kvaksalveri ikke overholdes sa straengt i det mindste, som de kunde.

Uddrages nu et resultat, af hvad ovenfor er sagt, sa bliver det vel en almengseldende regel, som kun i sare besynderlige tflfaelde undtagelser matte gores fra, at aldeles ingen bor til— stedes til nogen som heist lsegepraksis, der ikke pa den lovbefalede made har aflagt prove pa sine indsigter i laegevidenskaben, uden for sa vidt, at habefulde studeiende i de sidste par ar af deres studeretid kan tillades som amanuensef under erfarne laegers tilsyn at ga disse til hande, eller for sa vidt som godsejere, husbonder, praester og deslige af menneskekaerlighed hjaelper pa en syg i smatilfselde eller sa laenge, indtil en fravasrende lasge kan hentes i de vigtigere.

Om denne betasnknings skaebne har inter kunnet oplyses, men nogen indflydelse pa kancelliets stilling til sporgsmalet i almindelighed og Ane Larsen i saerdeleshed synes den ikke at have haft.

Efterhanden som sundhedskollegiet mere og mere stillede sig bestemt afvisende over for de indgivne ansogningerefter § 6, henholdende sig til, at der nu var laeger nok, og at privilegerede benbrudslaeger ikke mere var nodvendige,fik

vendige,fikdet oftere og oftere at fole, at disse i adskilligetilfaelde havde varme beskyttere inden for embedsstanden;over for de juridiske embedsmaends anbefalinger stod kollegiet ret afmasgtigt, men gang pa gang pataler det i sine erklaeringer til kancelliet praesternes anbefalingersom vaerende fuldstasndig i strid med frd. § i, og deter ret forbloffende at se det utal af praester, der gladeligttroende pa enhver historie, som blev fortalt dem om disse kloge maends og koners vidunderkure, i de varmeste og mest ukritiske ord anbefaler dem, og ikke helt sjasldentkommer med udfald mod laegerne. Fra kancelliets side synes der aldrig at vaere skredet ind mod dette uvaesen, derimod skete det i 1839 fra det fynske guvernementsside, der da udtalte: »Om det upassende eller meget mere urigtige i, at pnesterne tilsidesaetter pabuddet i frd. § 1 om at advare almuen mod kvaksalvere, endog i den grad, at de selv meddeler attester om de af disse foretagnekur.es udfald, har jeg gjort stiftets biskopper opmaarksompa«, ved en skrivelse, hvori biskoppen anmodedesom at bringe dette lovbud i gejstlighedens erindring.

For sundhedskollegiet var der ikke andet at gore end at boje sig for den kgl. resolution om bevilling af storre eller mindre udstraekning. En gang synes dog kollegiets talmodighed at vaere bristet, det var, da Mads Weis, vel nok en af de dygtigste, men ogsa en af de dristigste og mest hensynslose, trods sine ganske skandalose, livsfarlige tangforlosninger, i 1821 fik en endda ret udstrakt bevilling som operator. Af kollegiets deliberationsprotol ses det, at det da vedtoges at indsende en forestilling om ophaevelse af § 6, som dekanus lovede at forfatte; og til brug herfor samlede sekretasren akterne om Mads Weis og Ane Larsen; men mere herom findes ikke i kollegiets arkiv, og sagen er da vel blevet opgivet som unyttig.

porst 30 ar senere, da med ny tider ny anskuelser

havde udsigt til at traenge igennem, blev sagen taget op, og atter fra lasgernes side, idet det kgl. rnedicinske selskabi slutningen af 1850 nedsatte et udvalg til at tage sagen under overvejelse, da lejligheden nu var der, idet der var blevet nedsat en kommission til en revision af kriminallovgivningen.

Det blev overdraget fasngselslasge Nutzhorn at fr.emkomme med forslag, til dels stottende sig til beretninger indhentede fra fysici, der naesten alle havde veeret enige om, at man sa meget som muligt burde se igennem fingre med og ignorere kvaksalverne. Pa et mode forst i 185₁ forelagde Nutzhorn tre forslag: 1) En mere udstrakt anvendelse af licenser. 2) Forandrede straffebestemmelser. 3) Frigivelse af kegepraksis. Han paviste, at de nuvserende straffebestemmelser mindre end and re straffelove egnede sig til at forebygge kvaksalveri, idet i gentagelsestilfaslde kvaksalverne netop syntes at fa fri hasnder, nar forbedringshuset svasvede over deres hoveder. Forbudet mod kvaksalveri havde i det hele opinionen imod sig, selv hos mere dannede, men navnlig galdt det straffebestemmelserne, og de var for sa vidt skadelige, som almuen ansa den domte for martyr, han vandt cerved end mere tillid, og lasgerne blev mistasnkte for misundelse og brodnid. Übillighed i disse straffebestemmelser gjorde desuden embedsmaendene utilbojelige til at forfolge lovovertraedelserne, idet de voldte de lavere embedsmsend en del bryderier, siden de af dem idomte straffe gjorde de hojere autoriteter tilboJelige til benadning, hvorpa adskillige eksempler fremfort.es, saledes en af fyllands mest berygtede kvaksalvere, der i 1842 var blevet idon.lt 8 ars forbedringshus men i 1843 allerede var pa fri fod og praktiserede videre.

Det forste og det tredje forslag blev man i selskabet
hurtigt enige om ikke at drofte naermere, medens det

andet gav anledning til en indgaende forhandling, der endte med, at det besluttedes at indga til justitsministeriet med andragende om en forandring i de hidtil gaeldende lovbestemmelser om kvaksalveri og überettiget laegepraksis.

Skulde disse forandringer have ventet, indtil en ny straffelov blev vedtaget, vilde tiden vaere gaet til 1866; men forholdene gjorde, at de kom ret hurtigt. Den landskendte homoopatiske kvaksalver pastor Hass i Hals, der tidligere havde faet flere domme for kvaksalveri, blev i 1852 folketingsmand og stillede som sadan i 1853 et forslag om forandringer i straffebestemmelserne for kvaksalveri, der med forskellige aendringer blev til lov 3. Marts 1854, hvorved de i frd. 1794 fastsatre straffe formildedes betydeligt.*)

Efter den tid er der ingen forandring sket i kvaksalverlovgivningen, og § 6 eksisterer den dag i dag, som den blevet givet for 125 ar siden; i over 30 ar er der ganske vist ingen bevilling med kgl. resolution givet i henhold til den; men det kan ske, nar det skal vaere, og en bevilling uden kgl. resolution er da ogsa for ikke mange ar siden givet pa en ret lyssky made.

Det kan vel som sagt vaere tvivlsomt, om deter lykkedesi
det folgende at fa fremdraget alle de jyske benbrudslaeger,der
efter 1794 har Sogt om bevilling; efter-

---

1) Tidligere: for fiarste gang begaet kvaksalveri 20 rdl. bade ell fasngsel pa vand og bred i 8 dage, anden gang 6 miinede forbedringshus, hvilken straf fordobledes for hver ny gang. N forandredes disse straffe: iste gang boder indtil 100 rdl. ell simpelt fengsel indtil 4 maneder, og i gentagelsestilfaeldt; ente disse straffe eller under meget graverende omstasndigheder fsen, sei na vanA ncr hroiA

Sogningen er sket pa grundlag af collegii medici og sundhedskollegietsarkivalier og trykte beretninger, og det er jo muligt, at der kan vasre givet bade bevilling og navnlig afslag, uden at sagen har passeret disse radgivende instanser; men sandsynligheden taler for, at det dog vist sjaeldent har vaeret tilfasldet.

Selv om nu enkelte skulde mangle, er der naeppe derved tabt noget af betydning for helhedsbilledet; thi det kan ikke fragas, at naesten alle disse ansogninger er praegede af en traettende ensformighed, som derfor ogsa praeger Fremstillingen og₇maske endda trader mere frem i den, fordi deter sogt at gore den sa kortfattet som muligt.

II. Privilegerede benbrudslæger.

I de forste ar, efter at forordningen af 1:794 var givet, blev § 6, som jo abnede dem, der havde erhvervet sig »udmasrket kundskab og fortrinlig duelighed i at helbrede en eller anden sygdotru, lejlighed til at opna tilladelse hertil, var det kun fa, som ansogte herom; af beskedenhed har det naeppe vaeret, det har aldrig plaget de i reglen meget selvbevidste kvaksalvere, snarere har det vel vaeret dels uvidenhed om denne paragrafs tilvaerelse eller i alt fald dens raekkevidde, dels frygt for afslag.

Der meldte sig dog straks i 1795 tre ansogere. Af disse kunde Peder Kudsk i Nors vise tilbage til en mindst 100 arig lokal tradition, knyttet til landsbyerne Vang og Nors i Thy, og fremfor alt til en mand, hvis ry i disse egne havde vaeret stort, og hvis navn endnu

pa den tid var i frisk minde der, den »meget fornemme og for erfarenhed i kirurgien vidt beromte mand Mads Lauridsen Vang«, som han kaldes pa epitafiet i Vang kirke, samt til dennes efterfolger Niels Jepsen i Nors.

Ora Peder Kudsk, hans forgaengere og hans efterfolgere, sonnen Niels Kudsk og dennes hustru Stine Kudsk, der fortsatte hans virksomhed indtil slutningen af det igde arhundrede, er tidligere fortalt i disse »Samlinger* 1_{9 14} i »Folkekirurgi i Thy«.

Af de to andre masnd, der samtidig med ham Sogte
ora tilladelse, begge fra Ringkobingegnen, opnlede den
ene forst at fa bevilling langt senere, den anden slet ikke.

I intelligens, i dygtighed og navnlig i dristighed stod Mads Weis sikkert langt over Peder Kudsk, men fra karakterens side sikkert lige sa langt under ham, og han gik ikke af vejen for at benytte sig af almuens overtro, hvad Kudskeskegten aldrig gjorde; forst efier megen modstand og mange ansogninger, lige fra 1795 til 1821, lykkedes det ham i dette ar at fa en endog ret vidtrsekkende tilladelse. Om ham og hans virksomhed er tidligere fortalt i »Aarboger udgivne af historisk Samfund for Aarhus Stift« 1914.

Den tredje var Peder Nielsen Orloff, om hvem
der senere vil blive berettet; han opnaede ikke tilladelse.

Der gik sa 21 ar, inden nogen ny jysk bevilling blev
givet; det var atter fra de tyndtbefolkede og mere ode
egne i Vestjylland, at ansogningen kom.

I osterskovhuse i Ryde sogn, henved 2 mil nordost for Holstebro, havde Christen Christensen Skjotte i mange ar i hjemmet helbredet sine egne og derved faet ry for at kunne det, og uden at Soge fordel derved ogsa andre, men altid afslaet at hjaelpe dem, der var formuendenok til at Soge laege; i midten af 1816 var han imidlertid af distriktskirurg Gerber i Holstebro blevet

anmeldt for kvaksalveri, fordi han havde ladet sig overtaletil at lose en af denne anlagt forbinding for benbrud, som voldte patienten ulidelige smerter; herfor var han blevet idomt 20 rdl. i bode, som patienten havde tilbudt at betale.

Han sogte da om at matte praktisere som benbrudslaege i sin egn og vedlagde flere attester, hvoraf to meget rosende fra prsesterne i Sahl og Sevel, der erklasrede, at han ikke sogte egen fordel og ikke tog eller forlangte betaling selv for sine heldigste kure; distriktskirurg Stengel i Skive havde efter anmodning undersogt to af hans patienter, der havde haft arm- og benbrud, og som nu »var vel og uden skaevhed og lamsel pa anforte lemmer«; og amtrnanden henstillede, da der var langt til laegen, om ikke SkJotte kunde fa lejlighed til at behandle nogle patienter og udfaldet blive undersogt af distriktskirurgen eller stiftfysikus.

Sundhedskollegiet fandt det utilradeligt at give en sadan almindelig tilladelse, der let kunde give anledning til virkeligt kvaksalveri, men udtalte tillige, at enhver har lov til at yde tilskadekomne hjaelp; kancelliet gik en tredje vej, idet der 13. Juni 1817 blev givet Skjotte tilladelse til at kurere benbrud i det distrikt, hvor han bor, dog under den betingelse, at de af ham foretagne kure skete under en laeges tilsyn.

Aret efter blev for forste gang i Jylland bevilling givet
til en kvinde.

Maren Andersdatter Dahl var gift med Poul Dahl og jordemoder i orso i Dronninglund sogn. Sine medicinske kundskaber havde hun laert af moderen BirgitteThomasdatter (gift med gardmand Anders Christensenaf Vrensted), som ien nekke afar havde helbredet mange hundrede mennesker for indvendige og udvendige sygdomme, isaer dog benbrud og abne sar, mest ved laegemidleraf

midlerafplanteriget. Selv havde hun helbredet nogle hundrede mennesker, hvoraf flere var kommet korende 20^—30 mil for at Soge hendes hjaslp, og deriblandt naturligvis,thi det siges uden undtagelse i alle kvaksalveres ansogninger, mange, som laeger ikke havde kunnet helbrede.

I 1817 var hun imidlertid blevet idomt 6 g. 5 dages vand og brod for anden gang begaet kvaksalveri, og det gav hende nu anledning til at Soge om tilladelse til at behandle benbrud, lemlaestelse, kontusion og abne sar samt enhver anden udvortes beskadigelse, og hun tilbod tillige at lade sig eksaminere.

Sognepnesten anbefalede andragendet men i langt mere forsigtige udtryk end pnesterne i reglen gjorde ved slige lejligheder, og naermest fordi der var 6 mil til naermeste distriktskirurg (Fladstrand o: Frederikshavn), og udtalte, at det var onskeligt, om lasgernes distrikter kunde inddeles saledes, at ingen havde mer end et par mil til deres opholdssted, hviket endda var vel meget pa visse arets tider formedelst de jyske vejes, isaer sidevejes, ufremkommelighed. Desuden var vedlagt 17 andre attester.

Efter sundhedskollegiets henstilling blev Maren Dahl 20. Maj 1818 eksamineret i Alborg af stiftsfysikus Koefoedog distriktskirurg i Lemvig With, der erklaerede, at hun befandtes at have sa megen duelighed i at behandle gamle sar og bulninger, at disses behandling uden fare kunde betros hende; hvad friske sar og benbrud angik, befandtes hun vel og i disses behandling at besidde nogen kundskab og faerdighed, sa at hun vel i nodstilfaelde og i de simplere arter af disse beskadigelser kan patage sig kure, men var dog deri ej sa bevandret, at disses behandlingganske og uden fare ene kunde anbetros hende. Tilligebemaerkede fysikus, at hun som jordemoder har en for hende passeligere og haederligere virkekreds, der let

kan give anledning og paskud til at udvide den tilladelse, som mulig kunde forundes hende, hvorfor han ansa det for nodvendigt, for at forekomme misbrug, at hvis hurt fik tilladelse — sa vidt det matte arises tilradeligt at give en sadan til en tvende gange straffet kvaksalverske — den da matte gives hende sa begraenset som muligt.

Bade amtmanden og sundhedskollegiet lagde i deres udtalelser vasgt pa de to straffedomme, og som saedvanligt advarede kollegiet mod at give den skgs tilladelser, men skulde den gives, da for den almindelig sikkerheds skyld ikke at give hende tilladelse til at behandle nogen syg, uden at denne havde vaeret besigtiget af en laege og af denne bedomt, at den syge kunde overlades til hendes behandling,¹) og i overensstemmelse hermed og pa disse betingelser fik Maren Dahl bevilling 17. Okt. 1818 og samtidigt straffen formildnet til 20 rdl. i bode.

Som saedvanligt overskred ogsa hun sin tilladelse; i medicinalberetningen for 1823 skriver stiftsfysikus Hoff Hansen, at hun atter havde vaeret tiltalt og af underretten domt til tugthus, men af overretten kun til 20 rdl. bode, da den kun betragtede det skete som en overtraedelse af bevillingen, »Underligt er det, at begrebet om kvaksalveri kan vasre sa forskelligt for et jurisdisk og et medicinsk tribunal. <

Det var atter en kvi.nde, der fik den naeste beviiling,
som hun dog blev frataget 10 ar efter pa grund af misbrug;den
vaklende made, pa hvilken autoriteterne stilledesig

---

1) Tillige henstillede kollegiet efter praestens forsLig oprettelsen af en laegepost i naerhedcn af Dronninglunds sogn, da de 6 miles afstand meget undskylder savel kvaksalversken som dem, der har betjent sig af hende, og amtmanden file derefter pakeg om at fremkomme med indstilling herom; men sagen forte ikke til noget; fizsrst i 1832 fik distriktskirurgen pabud om at tage bolig i Saeby, og endelig 1838 blev embedet delt.

ledesigtil hendes ansogning, viser tydeligt, livor vanskeligti
virkeligheden hele sporgsmalet var, nar man
vilde gore ret og skel til alle sider.

Mette Jensdatter af Serup pa Thyholm siger, at hun havde laert af faderen Jens Larsen, der havde haft tilladelse til at helbrede pa udvortes legemsskade, (hvorom dog intet har kunnet oplyses), og at laeger der har vasret tilfredse med hendes arbejde. Da hun i Nov. 1825 sogte om bevilling, blev hun anbefalet af prassterne i Sondbjaerg, Vestervig og Hvidbjaerg — den sidste havde hun behandlet for et benbrud — og delvis af amtmanden.

Stiftsfysikus Lind var hende heller ikke uvenlig stemt, thi Thyholm ligger sa fjaernt, at det var heldigt, om der var nogen der, som kunde hjaelpe hurtigt i sadanne tilfselde; efter apotekerens anmodning havde han ved sidste visitation foreholdt hende, at hun ikke matte anvende selvlavede midler eller tage nogen under behandling, med mindre hun erholdt tilladelse, men til at lade sig prove dristede hun sig ikke, og matte hun ikke selv lave sine midler, vilde hun hellere opgive det hele. Efter amtmandens henstilling er han mest tilbojelig til at vise indulgens i dette tilfcelde, men mener dog, om det ikke var rigtigt privatim at betyde hende, at hun ikke ma beskaeftige sig med andre sygdomme og ikke uden for Thyholm eller maske Refsherred, og at hun skal tage sine midler fra apoteket.

Sundhedskollegiet sluttede sig til fysikus om stiltiende at lade hendes behandling passere, sa laenge hun ikke begik fejlgreb eller udvidede sin praksis, men kancelliet harmed rette fundet, at dette ikke var en passende udvej,hvorfor det 16. Maj 1826 gav hende bevilling til, pa grund af omstaendighederne, i Refsherred at kurere armogbenbrud, forvridninger og sar, sa lsenge hun ikke ved mulige fejlgreb, hvorom man da forventer at modtage

betaenkning, skulde laegge for dagen, at det ikke laengere kan betros hende at behandle disse sygdomstilfaslde; det ma dernaest indskaerpes hende, at hun, safremt hun udvidersin praksis uden for nysnasvnte tilfaalde, atter vil have den tilstaede rettighed forbrudt foruden at tiltales som kvaksalverske efter forordningen.

Bevillingens lasngde viser, hvor mange forskellige anskuelser
den skulde omfatte, men lige meget hjalp det.

I 1834 klagede laege Nicolaysen i Tvolm i Ydby sogn over, at Mette Jensdatter tog andre sygdomme under behandling navnlig vattersot; men klagen forte ikke til noget, da Nicolaysen, skont opfordret til at give nojagtigere oplysninger, ikke svarede. I 1836 synes det at vaere lykkedes Nicolaysen at fa hende mulkteret, og atter 1837 klagede han over, at hun anvendte indvortes kure, ja endog operation, idet hun med en rusten pennekniv skulde have amputeret en ta. Nicolaysen har abenbart ikke haft videre tillid til amtmand Faye's gode vilje, thi han endte sin klage med, at hvis han denne gang ikke fik »revanche* over hende, gik han med sin klage lige til kancelliet, og med den efterskrift: »embedsmaend er gerne pa en rejse, nar en justitssag er dem übehagelig;« men hertil ma bernaerkes, at Faye var en overordentlig dygtig og human embedsmand og Nicolaysen ikke nogen videre dygtig eller anset laege.

Forhoret over Mette Jensdatter viste dog, at hun virkelig havde overskredet sin bevilling dels ved at abne abscesser med en stoppenal eller en kniv, dels ved at skaere i den omtalte ta for at fjaerne noget »d©dt kod«, hvorved neglen gik af.

Heller ikke denne gang synes Nicolaysen at have svaret pa foresporgsler; i den skrivelse, hvormed amtmand Fay indsendte forhorene, sogte han pa alle punkter at undskylde Mette Jensdatter, idet han hasvdede, at den

voldsomhed i behandlingen, hvorover Nicolaysen havde klaget, ikke havde fundet sted, at de anvendte midler havde vaeret uskyldige, at hun havde frasagt sig patienters videre kur, nar hun ikke selv forstod at kurere dem, og at hun vel havde taget fejl af et tilfaelde, idet hun var uvidende orn, hvor vidt armen var braekket, eller der blot var en svrekkelse i denne, men det var undskyldeligt,da armen var staerkt ophovnet.

Dette forsvar fra amtmandens side har nasppe stemt sundhedskollegiet blidere; det udtalte sig da ogsa bestemt for, at bevillingen blev tilbagetaget, idet det i denne sag fandt et nyt eksempel pa, hvor store misbrug de indskrsenkede licenser til enkelte sygdommes behandling fremkaldte; og kancelliet fulgte kollegiet ved 16. Okt. 1837 at tilbagetage bevillingen, men fojede som et plaster til, at retssagen mod hende kunde bortfalde, indtil hun ved sit forhold matte give ny anledning dertil.

Stottet af befolkningen og dens embedsmasnd gjorde Mette Jensdatter aret efter et forsog pa atter at fa bevilling; men skont bade herredsfogden, amtmanden, to praester og en apoteker, ja endog distriktskirurg Wittendorff i Thisted anbefalede hende, blev ansogningen afslaet 1. Dec. 1838.

Der gik sa nsesten 20 ar, inden der atter blev givet
en jysk bevilling.

Pederjensen Piilgaardaf Sonder Nissum i Ringkebingamt horte til en slaegt, der i flere led havde givet sig af med det kirurgiske handvaerk. Faderen Jens SorensenPiilgaard siges at have vseret en bekendt benbrudslaegeog at have haft bevilling, men herom har intet kunnet oplyses; selv siger Peder Piilgaard, at han havde laert af faderen og hjulpet ham, men det benaegtes af fysikus Speyer, der siger, at han forst kom hjem ved faderens dod og indtil da havde vseret gardskarl hos en

spaekhoker i Kobenhavn. Fra 1830 eller tidligere gav han sig af med at; kurere udvortes; muligvis har en truselfra distriktskirurg Kiaer i Holstebro om at anmelde hans kvaksalveri vaeret arsag til, at beboere i Sonder Nissum, Husby, Ulfborg, Staby, Vederso og Stadil i foraret 1838 indgav andragende om, at han matte fa bevilling; mange har Sogt hans kur, og den har, dem bekendt, ikke pa nogen efterladt vanskab eller andet hinderligt; og der er langt til distriktslasgen, 4—54^—5 mil fra Sonder Nissum og 3V2 mil fra Staby.

Andragendet var underskrevet af flere skolelasrere, sognefogder og proprietaerer og varmt anbefalet af fire praester, den bekendte staenderdeputerede Ole Kirk m. fl., og vedlagt 13 attester om heldige kure i arene 1830^—1837.

Distriktslaege Kiaer gor i sin erklaering opmaerksom pa, at der ganske vist er langt til laege fra flere af disse sogne, men ogsa at der fra flere af dem er naermere til laegen end til Piilgaard, og at der er adskillige andre sogne i distriktet, hvorfra der er meget lasngere til lsege, uden at der er klaget derover. I de 6 ar, han havde vasret der, var han aldrig bleven hentet til noget benbrud i disse sogne; alle attesterne er da ogsa fra beboere i Sonder Nissum sogn, og ved kritisk at gennemga hver enkelt viser han, at adskillige af dem lyder ret usandsynlige; selv kender han ikke Piilgaard; han havde haft en af dennes patienter under behandling for et ikke heldigt behandlet armbrud og af denne erfaret, at Piilgaard ogsa modtog patienter til behandling i sit hjem. Han kan ikke anbefale ham til bevilling, sa meget mere som egnen vrimler af kvaksalvere, og en slig tilladelse der i egnen, hvor almuen er bange for laeger, vilde give anledning til misbrug, nar vedkommende bor sa afsides, at han ikke kan vaere under opsigt.

Herredsfogden anbefalede andragendet, men amtmandenfraradede

denfraradededet og sundhedskollegiet ligeledes, da tilladelsema anses ikke alene at vsere ufornoden men endoget nyt middel til det allerede vidt drevne kvaksalveris stasrkere udbredelse.

I ovrigt bemserker kollegiet, at der mangier udtalelse fra fysikus, og finder anledning til atter at beklage den mod forordningen stridende fremgangsma.de af gejstlige ved attester og anbefalinger at opmuntre kvaksalvere i stedet for at advare mod disses brug.

Hvorefter andragende afsloges 21. April 1838.

Kiaer gjorde ikke alvor af sin trusel om at anmelde Piilgaar, der maske i nogen tid derefter har vaeret forsigtigere; men i 1844 indgav distriktskirurg Gunst i Ringkobing klage over hans kvaksalveri, hvilket gav ham anledning til i September at indga med en meget selvbevidst ansogning, i hvilken han udtaler, at den teoretiske indsigt, som i denne enkelte gren af laegevidenskaben udfordres, ikke er af betydenhed imod den praktiske duelighed, som erfaring og ovelse giver, og derfor sogte beboerne fra meget vid omegn til ham i stedet for til de ordentlig oplaerte og autoriserede larger, hvis videnskabelige indsigter ikke kan vaere ledsagede af en sadan ovelse og praktisk faerdighed som den, han havde erhvervet sig. I ovrigt henviste han til et stort antal attester, ikke alene fra almuen men ogsa fra den dannede klasse og embedsmasnd, hvorhos han paberabte sig stiftsfysikus Speyer i Alborg som den laege, der laengst har haft praksis i hans egn. Da lsegerne har erkendt sandheden af det anforte, har hans virken hidtil vaeret tolereret, men for ikke at udsaette sig for straf som kvaksalver Sogte han nu om at fa bevilling til at lasge benbrud, stod samt ben- og seneforvridninger.

Piilgaard ma sikkert have vseret en mand med gode
evner og godt handelag, og han holdt sig til, hvad han
kunde magte; herom vidner ikke alene det ualmindeligt

store antal anbefalende attester, ikke alene fra bonder og sogneforstanderskaber — denne gang bar slet ingen prsester attesteret — men ogsa fra flere af embedsmasndene og ikke mindst de radspurgte laegers udtalelser.

At herredsfogden og amtmanden anbefalede ham, kan jo naesten siges at hore til reglen, den sidste endda »pa det allerbedste«, da han havde haft bade politimesteren og laege Speyer under behandling;¹) han var en haederlig, dygtig og uegennyttig mand, og det vilde derfor vsere übilligt, otn han skulde ssettes under tiltale, hvad amtmanden vilde blive nodt til, da distriktslsegen²) havde klaget over ham.

Lyder det forbavsende, at politimesteren havde Sogt
kvaksalverens hjaelp, bliver det endnu masrkeligere, at
stedets lasge ogsa havde gjort det, men det var rigtigt.

Stiftsfysikus Speyer havde fra 1825 til 1842 praktiseret i Ringkobing og der lasrt Piilgaard noje at kende, sa at han var i stand til at give en fuldtud grundig og sikkert upartisk dom ora hans virksomhed.

Da Speyer for 20 ar siden begyndte at praktisere i Ringkobing, sa han, i hvilken grad kvaksalveriet florerede og var til skade for almuen, men han indsa, at forfolgelse ad lovens vej ikke vilde fore til malet; han sogte derfor at rette sig efter almuens anskuelser og navnlig ved prisbillighedat

---

1) Endnu i rigsdagssamlingen 1853 —1854 blev under forhandlingerne om foranclringer i kvaksalverlovgivningen dette forhold fremdraget af folketingsmand pastor Scholer, der udtalte, at i hans egn stod en bonde i lang tid i fare for at komme i hoj straf, indtil han havde kureret herredsfogden for benbrud, en af amtmandens familie for armbrud og den praktiserende laege for neglebensbrud.

2) Gunst var pa dette tidspunkt ikke mere distriktslaege og havde egentlig laenge ikke vseret det, thi pa grurid af forskellige mis- Hge embedsforhold var han 1842 blevet suspenderet og havde 27. Aug. 1844 faet afsked.

billighedatbetage den frygt for lasgerne, og han mener derved at have opnaet en del. Da almuen sa, at han ikke forfulgte kvaksalverne, fik han efterhanden mere indbliki disses virken og kom ved at vaere laege for flere af de mest renommerede i nasrmere forhold til dem; og dette naermere forhold til dem har givet ham den overbevisning,at kvaksalverne er medicinalvassenets krseftskade og kvaksalverne uden undtagelse til skade for landalmuen.

Til Piilgaard var han kommet i saerligt forhold, og han havde oftere foreholdt ham hans dristighed til at behandle syge, men han havde da med en hemmelighedsfuld tilbageholdenhed, som ellers var ham fremmed, givet til kende, at det var noget, som la i familien; ved megen ovelse har han bragt det dertil, at han ma antages duelig til at behandle simple benbrud og lettere udvortes beskadigelser, og han anser ham for en honnet mand, der for sin hjaslp fordrer liden eller ingen erstatning, og han kan bevidne, at han ikke befatter sig med andet end behandlingen af udvortes beskadigelser.

At give Piilgaard bevilling ma han dog anse for hojst betaenkeligt og for unodvendigt, da der er rigeligt med lasger i den egn, og nar han til sin fordel anforer, at han er blevet tolereret af lasgerne, er grunden kun den, at der ingen klager indkom, og at man antog, at forfolgning af ham vilde fremme hans lovlose virken.

I denne erklaering havde Speyer ikke naevnt, at han selv havde sogt Piilgaard's hjaelp; herom onskede kancellictnaermere oplysning, og Speyer meddelte da, at han pa en rejse i 1838 ved vaeltning havde padraget sig en la?sion af hojre skulder, men dog kunnet fortsaette rejsen og tangforlose en kone. Da han ved sin hjemkomst fandt, at han ikke selv kunde undersoge lassionen og ikke var tilfreds med den bistand, hans kollega Gunst ydede ham, lod han Piilgaard hente, som han indtil da ikke kendte,

men havde hort meget omtale. Senere havde Piilgaard set til ham et par gange; bandagering havde ikke vasret nodvendig, men efter Piilgaard's rad forandrede han det omslag med eddike og vand, han havde brugt, til et med brasndevin; uagtet hans bistand i dette tilfelde saledesvar af mindre betydning, havde han dog folt sig meget tilfreds og beroliget ved den made, pa hvilken Piilgard undersogte beskadigelsen.

Den ny distriktslaege Blicher, der i ovrigt havde vseret konstitueret siden Gunst's suspension, udtalte, at Piilgaard havde en meget udbredt praksis, og at han kun kendte et af ham uheldigt helbredt tilfadde, men mange med fuldkommen godt resultat, og at han ikke gav sig af med andre sygdomme, skont han vistnok ofte blev opfordret dertil. Han bor i en befolket egn, 3—43^—4 mil fra naermeste laege, hvor det ofte er vigtigt, at den forste hjaelp kan ydes hurtigt; forsog pa at hindre ham deri, anser han for umulig, vil vaskke foroget hengivenhed for ham og vsere til gavn for kvaksalvere af langt farligere art. Heller ikke tror han, at det vilde vasre til lasgernes materielle fordel at fa ham straffet, men mener, at det vilde v^ere i de i omegnen boendes interesse, at tilladelse gaves.

Endelig blev stiftets fysikus, Kiser i Ribe, afassket erklaering og udtalte, at han ansa Piilgaard for heldig og dygtig til at kurere benbrud; han mindes ikke i de 8 ar, han var i Holstebro (1832^—1839), at have h©rt om nogen mislykket kur, men ham derimod altid omtalt som en blid, omhyggelig og billig mand, hvad attesterne ogsa udviser; men han vidste ogsa, hvor let det var at fa bonderne til at skrive sadanne attester; han henstillede dog, at Piilgaard for garantis skyld underkastedes en prove; i ovrigt sluttede han sig ganske til Blicher's grunde for at give tilladelse.

Over for sa. megen velvilje var det vanskeligt for

sundhedskollegiet at stille sig afvisende; det fastholdt dog stadigt, at det som regel ansa det for farligt og unodvendigti almindelighed at tillade andre end laeger at behandlesygdomme, men i dette tilfaslde kunde det efter Riser's og Blicher's erklaeringer indstilles, at det tillodes Piilgaard, efter prove af disse to, at helbrede benbrud og forvridninger i sin omegn pa det vilkar, at fysikus og distriktslaegen skal have deres opmasrksomhfd henvendt pa hans forhold, og at han i tilfselde, at han overskrider bevillingen, mister denne.

I overensstemmelse hermed fik Piilgaard bevilling
3. Maj 1845, idet kancelliet dog udelod fordring om prove.

Det blev en mand ai samme slaegt, der 24 ar senere
fik den nseste bevilling, men ganske vist en ret langt ude
beslaegtet, selv horende til en gammel kvaksalverslaegt.

Peder Christian Jensen Grummesgaard af Resen ved Struer var Son af Jens Pedersen Grummesgaardog Maren Nielsdatter, et Soskendebarn af Peder Piilgaard¹); han var fodt 15. April 181₃ i Grummestrup i Norre Nissum sogn; i mindst 150 ar havde altid en eller flere af slasgten helbredt for benbrud og ydre beskadigelser;selv havde han laert af moderen, denne af sin moder, hun atter af faderen og denne atter af sin fader og endnu kengere op; nu var han den eneste af slaegten, der havde denne kundskab. Da han var 13 ar, blev moderen enke, og fra den tid havde han hjulpet hende bade med garden og behandlingen og helbredt

---

1) I det nasrliggende Hygum sogn fandtes en anden slzegt Grummesgaard, der ogsa beskasftigede sig med kirurgi; E. T. Kristensen fortaeller i »Danske Sagn« 6. afd. I, s. 321, at der boede i en tid, >som de alleraeldste folk kun kan huske«, Gamle-Maren Grummesgaard og virkede om klog kone; om deter samme slaegt, kan vel vsere tvivlsomt, da der i begge sognene findes en Grummesgard.

flere, som larger erklaerede matte opereres. Da han var 37 ar, giftede han sig og boede forst 5 ar i Hodsager sogn; derfra flyttede han 1855 til Resen sogn, hvor han ejer en lille gard pa et par skaspper hartkorn.

Benbrud behandler han med skinner, bollenskab med grodomslag og hvad der kan fas pa et apotek; hemmelige midler brnger han ikke; betaling har han aldrig fordret; i reglen far han fri kost: og erstatning for sine rejser i havre og foder. Da han aldrig har befattet sig rned egentlig laegevirksomhed ud over almindelige husrad, har han hidtil undgaet konflikt, indtil han for nylig blev tilkaldt ved et ulykkestilfaelde og reponerede en lukseret skulder pa en doende mand, som bad ham derom; herover havde prakt. l^ege With i Lemvig klaget og kaldt det for en brutalitet at have foretaget det og sagt til familien, at han ikke vilde gore det, men alligevel forgives forsogt det.

Efter oprordring af beboerne omkring Lemvig og Holstebro sogte han nu om tilladelse til at praktisere, sa meget mere som hans slasgtning Peder Piilgaard i Sonder Nissum, der havde en udstrakt praksis, nu var dod. An- Sogningen var ledsaget af 60 attester, hvoraf 7 fra sognerad,men ingen fra praester, og blev anbefalet bade af herredsfogden og amtmanden, men fraradet af stiftsfysikus Hoist, der efter sundhedskollegiets anmodning senere Sogte nasrmere oplysning om Grummesgaard og havde en samtale med ham, ved hvilken det viste sig, at han var fuldstaendig uvidende om skelettets bygning, han vidste ikke engang, hvor mange ben, der findes i forarmen eller skinnebenet; alle brud behandlede han med papskinner, sjselden med trasskinner; luksationer reponerede han med haenderne og vil altid have opnaet at gore det. Han synes at have held med sig, har i ho] grad befolkningens tillidog anses for en retskaffen og uegennyttig mand;

de ham naermest boende heger har ikke kunnet anfore
noget tilfaelde, som han har forkvaklet; en af dem omtalerhans
fingernemhed og faerdighed i at anlaegge bind.

Fysikus Hoist, der havde en sjaelden evne til altid at stille sig forstaende overfor den store befolkning og dens onsker, og ved flere lignende lejligheder har udtalt, at det var det allerfarligste at gore den slags folk til martyrer, endte sin erklaering med, at Grummesgaard vel havde godtgjort, at han aldeles ingen indsigt besidder i den laegevirksomhed, som han giver sig af med, men han tor dog ikke efter de i en raekke afar vundne erfaringer om ham pasta, at der er nogen saerlig fare ved at give ham licens i almindelige tilfaelde; og vist er det, at intet hensyn til manglende licens vil afholde befolkningen fra at soge ham.

Sundhedskollegiets motivering til at anbefale tilladelse viser, hvor nodigt det gjorde det: »I hvorvel de foreliggende vidnesbyrd ikke er tilstraekkelige til at bevise nogen sserlig indsigt og faerdighed hos ansogeren, kan kollegiet dog anbefale, at der gives Grummesgaard tilladelse til at behandle benbrud og forvridninger pa grund af samtlige foreliggende omstaendigheder og navnlig af de ham givne vidnesbyrd om hans haederlige karakter«. Hvorefter han 27. Febr. 1869 fik tilladelse til at behandle benbrud og forvridninger i Skodborg-Vandfuld herreder.

Grummesgaard dode 6. Juni 1874 som husmand i Kasrhale, men sonnen Christen Sogaard Pedersen, som senere skal omtales naermere, fortsatte virksomheden, dog ikke pa faderens forsigtige made, og blev derfor en af de fa, som matte afgive bevillingen.

Til samme skegt har maske hort Jens Pedersen Grummesgaard, han kan dog ogsa have hort til Grummesgaardernefra Hygum sogn; han var moller i Flovlev pa Thy holm. I 1865 blev han tiltalt for kvaksalveri og

idomt 10 rdl. i bode, hvorefter han sogte om lilladelse til at helbrede for benskade og udvortes sar. Fra sin ungdomhavde han haft lyst og lejlighed til sarlaegekunsten; han var nu invalid efter kampen ved Bustrup 1864; han havde da laenge ligget pa garnisonssygehuset og deraf draget megen nytte for sin kunst, og senere havde han med held behandlet mange. Distriktskirurg Beck i Vestervigpaviste, hvor uheldige hans kure i flere tilfaelde havde vasret; bade herredsfogden, amtmanden og sundhedskollegietfraradede tilladelse, der blev afslaet 2i.Juli 1866, hvorefter han skal have forladt egnen.

Aret efter at P. C. J. Grummesgaard havde faet bevilling faldt en ny; men medens naesten alle de tidligere var komne de afsides og tyndt befolkede egne i Vestjylland til gode, kom denne til at gadde for en folkerig og med laeger velforsynet egn i det sydostlige Jylland. Det havde sin forhistorie.

Den kirurgiske uddannelse ved Kiels universitet havde altid vasret mangelfuld; sa lasnge kirurgisk akademi i Kobenhavneksisterede, Sogte mange af de medicinske studenterfra Kiel dertil og vendte tilbage derfra, med eller uden eksamen, for at studere videre i Kiel og tage doktorgradender. Derfor havde de privilegerede benbrudslaegeraltid spillet en langt storre rolle i hertugdommerne, hvor der var indrettet en sserlig eksamen for »leds2ettere«, ja, de blev endog anforte i den tyske udgave af statskalenderenunder medicinalvassenet; efterhaanden var man dog blevet betasnkelig herved, og den sidste, der havde faet bevilling var i 1853 Jorgen Poulsen i Kolsnap, navnligfordi amtmand Tillisch havde lovet ham det; han var son af Johannes Poulsen, der allerede 1835 havde faet bevilling af sundhedskollegiet i Kiel og haft en megetudbredt praksis, som Sonnen yderligere ogede ved i Kolsnap at indrette et stort hospital for alle slags sygdomme,hvorved

domme,hvorvedhan i hoj grad overskred graenserne for sin koncession. I denne store virksomhed blev han assisteretaf sonnen Johannes Poulsen, der var fodt 1842; under krigen 1864 flygtede han til Danmark og tog bolig i R.onninge ved Odense, hvor han praktiserede, men forst i November Sogte han om tilladelse til under en laeges tilsyn at behandle benbrud, luksationer, leddevand, abne sar samt at udtnekke taender og arelade, varmt anbefalet af sogneprassten;men sagen bortfaldt, da han kort efter vendte tilbage til hj_emmet.

Aret efter blev Poulsen immatrikuleret ved universiteteti Kiel som medicinsk studerende, men forlod atter hertugdommerne for at undga militagrtjeneste og tog til K.obenhavn, hvor han 2. April 1867 flk tandla2getentamen med karakteren »madelig«, hvorefter han sogte om tilladelsetil for det medicinske fakultet at aflaggge prove i lasren om benbrud og luksationer for at praktisere som kirurg pa landet. Poulsen har her abenbart antaget, at forholdene i sa. henseende var de samme ved Kobenhavns som ved Kiels universitet. Sundhedskollegiet erklasrede herom, at de anforte dele af kegevidenskaben ikke er af den beskaffenhed, at deri kan tages en saerskilt eksamen. I 1869 Sogte han endelig om bevilling til at behandle benbrudog luksationer og at nedsaette sig i Vamdrup, hvor han altsa var i nserheden af faderen, der stadigt praktiseredei Kolsnap. Ligesom ved faderens bevilling i 1853 synes patriotiske hensyn her at have spillet nogen rolle; thi den mand, der underkastede ham en prove, var den liojt ansete, tidligere fysikus i Haderslev, Madvig, som stadig praktiserede der. Madvig udtalte om Poulsen, at han var i besiddelse at en ikke ringe kundskab til hele det menneskelige legemes bygning, og at han med hensyntil benbrud og luksationer besad ganske sunde og klare begreber om disse patologiske tilstandes natur og

behandling. Sundhedskollegiet kunde saledes nok med lidt mere beroligelse end ellers indstille ham til bevilling pa visse betingelser, og efter disse fik Johannes Poulsen 18. Nov. 1869 tilladelse til at behandle benbrud og forvridningeri Andst, Slavs, Jerlev og en del af Brusk herred,sa lsenge hari ikke ved mulige fejlgreb skulde laegge for dagen, at det ikke lsengere kan betros ham at behandledisse sygdomme, samt indsende arlig beretning til fysikus, og tillige blev det ham indskaerpet, at han, safremthan udvider sin praksis udenfor de nasvnte tilfaelde,vil have den tilstaede rettighed forbrudt, foruden at han vil blive tiltalt soin kvaksalver.

Det gik naturligvis, som det plejede, bevillingen blev overskredet, og et sserligt ondartet tilfaelde, der kostede et menneske livet, blev af fysikus Kiaer i Ribe indberettet til sundhedskollegiet; det drejede sig om et splintret brud af skinnebenet, som Poulsen behandlede i lasngere tid, indtil det blev nodvendigt at indlaegge patienten pa et sygehus, hvor han dode straks efter indlasggelsen. Om sagens videre forlob, der tilstrcekkeligt tydeligt blotter Poulsen's uvidenhed og slette behandling, ma henvises til sundhedskollegiets forhandlinger (1875); Poulsen Sogte tilmed pa meget utiltalende made at daekke sig ved at drage bade fysikus Madvig og laege Jensen i Kolding ind i sagen, men blev skarpt vist til rette af begge disse; men hele resultatet blev, at fysikus blev beordret til med skaerpet opmaerksomhed at iagttage Poulsen's faerd og navnlig forvisse sig om tilstanden i hans private sygehus, hvor det siges, at han behandler sygdomstilfaalde, som ikke altid falder ind under hans bevilling.

I 1892 blev det tilfasldigt oplyst, at Poulsen uden bevilling ogsa praktiserede som tandlasge i Vamdrup, hvor der tidligere var givet en tandlasge tilladelse til besogsvisat praktisere, og det blev derfor palagt Poulsen enten

at ophore dermed eller soge bevilling; han gjorde da det
sidste og fik den 19. April 1893.

I 1908 blev der atter indberettet om et af Poulsen i lsengere tid behandlet kompliceret benbrud, som til sidst havde fort til patientens indlaeggelse pa et sygehus, hvor det lykkedes at redde ham. Slutningen af Poulsen's beretning er karakteristisk: »Jeg ma sige, at det til slut her er gaet sa uforstaeligt hurtigt gait med dette benbrud — noget, som jeg endnu aldrig havde taenkt mig kunde ske.« Resultatet blev som forrige gang, en indskserpelse af det tidligere pabud og en trusel om fratagelse af bevillingen.

Resten af sine dage levede Poulsen i ro, stadigt passende sin store virksomhed, indtil han dode 18. Juli 1913, prist i et begejstret eftermaele i »Hovedstaden« af en dansk kvindelig laege, Laura K. Lauridsen, med passende udfald mod hendes egen stand, de »rigtige« keger.

I flere henseender indtog Poulsen en saerstilling inden for benbrudslsegernes kreds; han havde som medicinsk studerende i Kiel og senere som tandlaege erhvervet sig nogle anatomiske kundskaber, og han fik bevilling i en egn, hvor der absolut ingen trang var til en benbrudslaege. Med en 18 ar senere given bevilling vendes atter tilbage til den kendte hjemlige type, der nu er naet op til skolelaerer, til de hjemlige vestkystegne og til kendte slaegter.

Christen Sogaard Pedersen, laerer i Norre Nissumved Lemvig, var Son af den foran omtalte Peder Christian Grummesgaard; han siger, at han fra sin ungdomhavde laert af faderen, hvorfor mange efter dennes dod sogte hans hjaelp; han gjorde det nodigt for ikke at stode an mod loven, men kunde ikke afsla indtnengende anmodninger; han har aldrig forlangt noget herfor og ofte intet faet. I 1878 blev han tiltalt for kvaksalveri og idomt en bode pa 40 kr.; han sogte da om tilladelse til

at helbrede benbrud og forvridninger samt ssette i led; en del attester medfulgte, deriblandt fra 7 sognerad, sognepraestenog folketingsmand C Aaberg. Lasge Detlefsen i Lemvig afgav erklaering og paviste, at en af attesterne gav en urigtig fremstilling af, hvad der var passeret. Bade herredsfoged, amtmand, fysikus Hoist og sundhedskollegietfraradede tilladelse, der blev afslaet 16. Okt. 1878.

Men Sogaard Pedersen gav ikke op; bagved sig synes han at have haft indflydelsesrige msend, som i disse politiske kampar gang pa gang lagde sig i selen for ham, og som ogsa til sidst gik af med sejren, der dog hurtigt vendte sig til et nederlag.

I Marts 1882 indkom han med et nyt andragende; antallet af anbefalende sognerad var nu steget til 10; med selvfolelse skriver han: »der er ikke et eneste sognerad i min nasrhed, der ikke har anbefalet denne min ansogning, ligesom der ogsa medfolger en anbefaling fra et amtsradsmedlem« (P. Aaberg); men alle autoriteter fraradede stadigt tilladelse, der blev afslaet 23. Juni 1882.

To ar efter blev Sogard Pedersen atter tiltalt for kvaksalveriog i Februar 1885 idomt en bode pa 100 kr., hvilket naturligvis gav ham anledning til en ny aligningom at praktisere og om at fa boden eftergivet; andragendet var konciperet og staerkt anbefalet af prokurator,byradsmedlem Harpoth, hvis barn han havde behandlet,en behandling, hvorom sundhedskollegiet efter fysikus Hoist's udtalelse havde erklaeret, at den var uhensigtsmsessigog skadelig; fysikus erklaerede sig villig til at foretage en lempelig overhoring, men rnente, at udbyttetnaeppe vilde blive stort, da Pedersen til ham havde udtalt, at han betragtede sin fasrdighed mere som et nedarvetinstinkt end som resultat af erhvervede kundskaber; iovrigt ansa han ham som en i alle henseender haederlig mand, der som benbrudslasge nyder seerdeles anseelse;

men 21. Juli 1885 blev bade tilladelse og eftergivelse af
boden afslaet.

Sa slog Sogaard Pedersen ind pa en anden vej, ad
hvilken andre kvaksalvere undertiden heldigt var naet
til vejs ende.

I Sept. 1885 Sogte beboere i Skodborg-Vandfuld herreder om bevilling for Pedersen til at praktisere; det hele var sat omhyggeligt i scene; pa 19 folioark, der pa forsiden har en og samme ordlydende og med samme hand skrevet ansogning, er derefter underskrivernes navne anforte; for en dels vedkommende kan det ses, at deter en og samme person, denned samme blaek har skrevet navnene; blandt disse findes som ved de tidligere sogneradsformanden i Hygum sogn J. Aaberg.

Fysikus Hoist anbefalede ikke andragendet, men han udtalte, at Pedersen ikke stod tilbage for de to tidligere privilegerede benbrudslasger, han havde kendt i amtet; og i intelligens og personlig hasderlighed langt over dem; der er ingen trang til en benbrudslsege i amtet, men det kan ikke nasgtes, at en sadan trang foles subjektivt af befolkningen i en ualmindelig grad.

Amtmanden havde forespurgt skoledirektionen, om Pedersen i tilfelde af tilladelse kunde vedblive at vaere skolelaerer, hvilket enstemmigt var blevet besvaret med, at han i sa tilfaslde vilde blive afskediget uden pension; i ovrigt fraradede han tilladelse, da Pedersen havde indladt sig pa at behandle andre sygdomme end dem, han havde Sogt om; og 19. Marts 1886 blev andragendet afslaet.

Den femte anssgning, som Sogaard Pedersen indgav i Aug. 1886, bragte et nyt moment i disses ellers sa traettende ensformige begrundelser, og dette moment viste tillige, hvor godt fysikus Hoist var samlevet med sit amts befolkning og kendte dets stemning. En stor del af egnensbefolkning

nensbefolkninghavde nemlig tegnet sig for c. 8000 kr., nar han (Pedersen) vilde »tage imod den mig engang tilstaede licentia practicandi pa betingelsen af, at jeg nedlagdemit embede; og hvis en sadan tilladelse matte blive mig forundt, Soger jeg afsked fra mit embede«. Det var jo en noget maerkelig opfattelse, af hvad der var gaet forud for det sidste afslag; men den bekraeftes pa en sadanmade af en attest fra folketingsmand C. Aaberg, at man far en formodning om, at der maske kan ligge en misforstaet mundtlig udtalelse bag ved den: »Da skolelasrerenSogaard Pedersen allerede for knap et ar siden af justitsministeriet har erholdt bevilling til at praktisere som benbrudslaege pa den betingelse, at han Sogte afsked fra sit embede som laerer, hvilket han dengang ikke kunde, da han var bange for at give afkald ikke alene pa indtasgtensom lasrer men fornemlig retten til pension«, har han efter den indsamling, der har fundet sted til ham, besluttet at Soge afsked uden pension, hvorfor Aaberg nu pa det bedste anbefalede ham til, at »den sogte tilladelse, som engang og for sa kort siden er givet ham, ma blive fornyet«.

Fysikus Hoist matte sa igen til at undersoge Pedersens kvalifikationer, og efter en samtale med denne udtalte han, at han savner omtrent fuldstsendig teoretisk indsigt i den sag, han giver sig af med; han har aldrig set et skelet og har kun et meget overfladisk kendskab til de enkelte knogler eller disses indbyrdes forbindelser; han kan kun meget ufuldkomment beskrive symptomerne pa et benbrud og endnu mere ufuldkomment skelnetegnene mellem et benbrud og en forvridning. Den af ham anvendtebehandling af de nsevnte beskadigelser er meget simpel, men ikke absolut forkastelig; han past&r, at den aldrig har svigtet ham, ja, han vil i mange tilfaelde have reponeret luksationer, som egnens laeger forgasves havde

sogt at magte, men denne angivelses rigtighed er ikke bestyrket ved noget og er efter sagens natur vanskelig at bevise. Som personlighed udtalte Hoist sig atter rosende om ham og siger ligesom i sin tid om faderen, at han ikke tor pasta, at det vil vaere farligt at give ham licens; han tor derimod pasta, at der i egnen ikke er trang til hans virksomhed; men afgjort er det, at befolkningen i lIOJ grad saetter pris pa ham og ikke vil undvasre hans virksomhed, hvilket de 8000 kr. bedst viser.

Denne erklaering er afgivet efter en direkte skrivelse til fysikus fra justitsministeriet, i hvilken det hedder, »at man allerede nu skal bemaerke, at en sa vidtstrakt og übestemt bevillingsom den at helbrede ydre sar under ingen omstamdighedervil kunne tilstas«. Sagen havde saledes imod al tidligere saedvane hverken passeret sundhedskollegiet eller amtmanden; og derefter synes den at vasre henlagt, hvad der gor slutningen lige sa maerkelig som begyndelsenog fortsaettelsen ikke mindre. Thi da Sogaard Pedersen atter i Maj 1887 indkom med et andragende om bevilling, skriver han: »Ifolge hs. eksc. justitsministerensanmodning tillader jeg mig at ansoge om tilladelse til at matte praktisere som benbrudskege (laege for frakturerog luksationer) samt om tilladelse til at matte tage ydre friske sar under behandiing, da sar meget ofte star i forbindelse med fragmina«, (altsa behandle komplicerede frakturer, hvilket ellers altid var nasgtet benbrudslsegerne). Ifolge en attest fra cand. med. N. Godskesen havde denne i to maneder undervist Pedersen en time dagligt i grundtraekkeneaf menneskets anatomi med sasrligt hensyn til benbygningen, led og muskier og dernasst i nogle timer ide almindelige regler for behandlingen, og deter hans mening, at Pedersen har haft sa meget udbytte deraf, som man overhovedet vil kune vente i den tid hos en mand, der

ikke tidligere har beskadtiget sig synderligt med naturvidenskabeligestudier.

Fysikus Hoist udtalte sig atter mod tilladelse, men henstillede, hvis den alligevel blev givet, at det da kun skete for Skodborg-Vandfuld herreder, samt at det betydes ansogeren, at den vilde blive taget tilbage, hvis den blev misbrugt f. eks. til behandling af indre sygdomme.

I koncept er vedlagt sagen en i justitsministeriet udarbejdet redegorelse for sagens gang, de fire afslag (men ikke den femte ansogning), de to boder for kvaksalveri og et uddrag af fysikus Hoist's forskellige udtalelser.

Heller ikke denne gang blev sundhedskollegiet spurgt, men 18. Juli 1887 fik Sogaard Pedersen bevilling pa de af fysikus foreslaede betingelser og mod at frasige sig embedet.

Havde Sogaard Pedersen nu vasret lige sa klog som faderen og holdt sig til sin bevilling, havde han efter fysikus Hoist's kloge stilling, vistnok kunnet praktisere i ro til sine dages ende saledes som faderen; men ligesom de fleste andre af de privilegerede kvaksalvere kunde han ikke dy sig for at give sig af med andre sygdomme, hvad han jo efter amtmandens udtalelse allerede gjorde i 1885, og folgen var, at han allerede i Marts 1888 blev sat under anklage for at have behandlet et tilfaelde af gigtfeber efter anmeldelse fra en liege i Lemvig, der sluttede saledes: »Ifolge udsagn, som indtil videre ma anses for fuldt palidelige,gennemstrejfer hr. Sogaard Pedersen egnen med sin elektrisermaskine og sin smorelse, holdende abenlyse konsultationer — blandt andet i Humlum, Krog og Lemvig— hvor han uden nolen tager i behandling i flasng svulster, leddevand, alle mulige slags smerter o. s. v., skrivende recepter endog pa kininmikstur og andet lignende,sa at han naeppe sa meget kan antages at leve af

den ham givne praksistilladelse som snarere af sammes
overtrasdelse med al mulig frejdighed«.

Sagen var sa klar, at han for at undga dom tilbod at betale en bode af 50 kr. for at have overtradt sin bevilling og samtidigt tilbagelevere den ham meddelte licens; af autoriteterne, som denne gang alle blev horte, blev denne ordning tiltradtogfik23.Juni iBBBjustitsministerietsbilligelse, endda med den af fysikus Hoist foreslaede tilfojelse, at der tillaegges denne afgorelse af sagen sarnme virkning, som om der var overgaet ham en dom for kvaksalveri.

Efter den tid er der hverken i Jylland eller det ovrige Danmark givet nogen bevilling til en benbrudslaege, men der er under ret m^erkelige omstaendigheder i 1904 givet en bevilling, der vel ikke egentlig horer med her; men den er den eneste, der er givet siden 1887, og den viser_r hvor korrumperede forholdene en tid var, idet sundhedsautoriteterne blev holdt helt uvidende herom.

I 1917 oplyste en jysk laege i »Ugeskrift for Laeger«, at han i en avis havde laest folgende avertissement: »Lider de af gigt, bedes de henvende dem enten skriftlig eller personlig til undertegnede, som har ministeriel tilladelse til at helbrede for gigt. N. Jensen, Vestergade 31, Silkeborg*.

Dette havde givet laegen anledning til at foresporge om, hvorledes det forholdt sig, og han havde da faet oplyst, at det virkeligt var rigtigt, at en sadan tilladelse var givet.

Ekviperingshandler Niels Jensen i Silkeborg havde i en lang arraekke tilradet mennesker, der led af nervegigtog forgaeves havde Sogt rad hos laeger, at benytte varme urtefodbade i forbindelse med en svedekur, hvad der hos mange havde virket overordentlig heldigt, hvorforhan

forhani efteraret 1904 havde Sogt om tilladelse til sadanbehandling
og vedbeggende en del attester.

I overensstemmelse med politimesteren udtalte distriktslaege F. Lund, at Jensen uden tvivl er en fuldt ud hasderlig og palidelig mand, men at deter tvivlsomt, om en sadan tilladelse ikke vil blive misbrugt; selv om kuren har virket heldigt pa en del, er der sikkert mange, hos hvem den ikke har nyttet, og ansogeren kan ikke forudsaettes at have sadanne medicinske kundskaber, at han er i stand til at stille en rigtig diagnose, og vil derfor tage patienter under behandling, der slet ikke lider af »nervegigt«, og pa hvem kuren kan virke skadeligt eller i alt fald forhindre, at de i rette tid kommer under rigtig behandling. Da der i byen er to kuranstalter, hvor den slags lidelser behandles af dygtige laeger, er der ikke anledning til en ny kurbehandling under ikke-sagkyndig behandling.

Alle de stedlige autoriteter fraradede tilladelse — men sundhedskollegiet blev ikke spurgt, og 17. Dec. 1904 blev det meddelt amtet, »at justitsministeriet herved tillader andrageren under fornsevnte behandling at tage sadanne personer. om hvilke det forud af en autoriseret laege er konstateret, at de lider af nervegigt« — men nogen kgl. resolution, der ellers altid er udgaet for alle lignende tilladelsers vedkommende, findes ikke i dette tilfaelde.

Om denne betingelse er blevet overholdt, kan man vel have lov til at tvivle; nervegigt, som distriktslsegen har sat i citationstegn, er ikke nogen videnskabelig diagnosemen en populasr betegnelse for mange forskellige symptom er; med hvad der bade videnskabeligt og populasrtkan kaldes »gigt«, hvorunder nu bade den kroniske leddegigt og gigtfeber sammenfattes, skont de intet har med hinanden at gore, har »nervegigt« heller intet at gore;

men som avertissementet viser, stryges senere helt »nerve« af ordet og al slags >gigt« behandles med urtefodbade og svedekure, netop hvad distriktslaegen havde forudsagt vilde ske.

Deter ganske karakteristisk og vidnende om, hvor indbringende forretningen har vaeret, at Jensen i 1913 sogte om, at sonnen Carl Jensen, der tidligere havde vasret kelner, matte indmede i den som medhjaslper, og at bevillingen efter faderens dod matte blive overfort til Sonnen, Byfogden havde intet derimod at indvende, men bade distriktslasgen, stiftamtmanden og sundhedsstyrelsen fraradede det, den sidste med den bemaerkning, at det ikke sas, at sagen i sin tid havde vaeret forelagt sundhedskollegiet, eller at dette havde erholdt meddelelse om, at tilladelse var givet; hvorefter andragendet blev afslaet 14. Maj 1913.

Et nyt forsog, som Sonnen gjorde i 1917, gik det ikke
bedre; det blev afslaet 10. Maj 1917, men det har sin
interesse ved at give naermere oplysning om behandlingen.

Til fodbadet anvendes en del urter, som er Jensen's hemmelighed; patienten sidder en vis tid med fodderne i badet, hvorefter han bliver bragt i seng og omhyggeligt indpakket, sa at han kommer i sved. Hemmeligheden er gaet i arv i tre slaegtled. Betalingen retter sig efter, hvor langt der skal rejses, og hvor mange patienter der kan behandles i samme by. Grunden til, at Sonnen Soger om tilladelse, er, at faderen nu er hen ved 78 ar og derfor ikke kan patage sig de besvaerlige rejser til oerne, hvorfra der ligger en maengde begaeringer om behandling; og han eller Sonnen ma selv vaere til stede ved det forste fodbad for at hemmeligholde sammensaetningen af urterne.

III. Bevillinger til nedhjælp.

Fra det ikke ret store antal af privilegerede jyske benbrudslaeger — i alt n — star, som overgang til det ret store antal af afsliede ansogninger, en lille gruppe, der vel ogsa nok fik deres ansogninger afslaede, men under en form, der tillod et ret vidt spillerum, sa at de i virkeligheden blev betragtede som havende tilladelse til at praktisere og selvfolgeligt ogsa gjorde det.

Formen er, at bevilling til at praktisere som benbrudslsege afslas, men at det tillades i nodstilfaelde at yde tilskadekomne ojeblikkelig hjaelp, indtil en laege kan komme til stede, saledes som deter enhvers pligt.¹)

Det skyldtes fra forst af vistnok nsermest en noget famlende usikkerhed fra sundhedskollegiets side, at afslaget fik denne form, maske et udslag af meningsforskelligheder inden for det mellem aeldre og yngre medlemmer, idet nogle, ligesom adskillige fysici og ikke mindst amtmaend, har ment, at befolkningens tarv i mere ode egne nok kunde pakraeve en tilladelse for enkelte benbrudslaeger, medens andre har modsat sig dette, stadigt flere laengere op i tiden, da forsyningen med larger landet over var blevet ret stor; og det sidste af disse afslag med ret til at yde hjaelp i nodsfald blev da ogsa for Jyllands vedkommende givet 1835.

Den forste af disse nodshj£elpsbevillinger blev givet 1803
til en mand i Vindblaes taet ved Logstor, og deter vist
ikke usandsynligt, at deter fra ham, at den slaegt nedstammer,eller

---

1) Refererer sig vistnok til bestemmelserne i »Plan for fattigvaesenet i Kbhvn.« i. Juli 1799 § 142, senere udvidet til forordn. 4. Aug. 18₁₉ angaende forpligtelsen til at serge for at frelse skindode og andre, som er i livsfare.

stammer,elleri alt fald bygger pa tradition fra ham, som nu i fire led under navnet »Maren Haaning« har drevet en vidtstrakt kvaksalvervirksomhed i dette sogn, af hvilkender i arbogen »Fra Himmerland og Kjaer Herred* 1916 findes en udforlig fremstilling.

Poul Jensen af Engelstrup by i Vindblaes sogn Sogte i 1803 om at matte kurere arm- og benbrud; sagens akter findes ikke mere, men det kan ses, at ansogningen har vseret vedlagt attester fra 5 prasster, hvorimod distriktskirurg Wensch i Logstor har gjort »remonstration, da prsesterne ma antages at mangle de kundskaber, der udfordres til at domme herom«. Stiftsfysikus Koefoed havde ikke givet Jensen nogen attest for duelighed, men kun ved samtale erfaret hans klogskab og forfarenhed i at behandle benbrud uden nojere at undersoge hans behandlingsmade; pa denne udtalelse stottede amtmanden sin anbefaling.

Sundhedskollegiet kunde ikke anbefale sagen, da an- Sogeren, der er en gammel bonde, ikke opfylder betingelserne i § 6; men da han er vant til at omgas slige patienter, kan han vel i distriktskirurgens fravasrelse for det forste komme slige ulykkelige mennesker til hjaelp, saledes som deter enhvers pligt, men siden overlade det til distriktskirurgen og alene under dennes bestyrelse, anforsel og vejledning behandle den syge; og i denne form blev afslaget meddelt amtmanden 10. Sept. 1803.

Endnu mindre vides om den naeste af denne slags bevillinger,
en af de fa, der kom det ostlige Jylland til gode.

Thomas Jacobsen, husmand i Hornsyld ved Horsens,Sogte i 1807 om at matte kurere for benbrud og andre udvortes svagheder. Landfysikus Hahn i Arhus havde fundet ham dygtig i at behandle simple benbrud, komplicerede befatter han sig ikke med; og i henhold hertil, vedlagte attester, og at naermeste lasge bor 2 mil derfra, anbefalede amtmanden tilladelse, som sundhedskollegietdog

kollegietdogfraradede, da hansom husmand ikke kunde henfores under § 6, »thi espriten af dens ord synes at vise, at der tales om kultiverede mennesker og ikke om bonder«; efter enhvers pligt kan han dog yde hjaelp i ntfdsfald, men ikke laengere end til en laege kan komme til stede, og hertil behoves ingen bevilling; og i overensstemmelsehermed blev amtmanden tilskrevet 18. Jan. 1807.

Ogsa den naeste af disse nodsbevillinger tilfaldt ostkysten og blev endda givet en mand, der var bosat i en by, hvor der allerede fra 1763 havde vasret fast ansat laege. Sjseldent er det mellem ansogerne at traefFe en i en provinsby ansat kgl. bestillingsmand; han stilede da ogsa hojere end saedvanligt, idet han sogte om at praktisere som »bege«.

Johan Christian Schultz, f. c. 1767, var undertoldbetjent i Grena, da han i 18₁₀ blev idomt bode for kvaksalveri og i den anledning sogte om fritagelse herfor og samtidigt om tilladelse til at praktisere som laege.

Allerede i 1807 omtales han i medicinalberetningen som kvaksalver, og i 1810 skrev distriktskirurg Wulff, at han stadigt driver kvaksalveri, og at han af sine overordnede, skont portbetjent, far tilladelse til at vasre borte i flere dage for at rejse til patienter.

Sundhedskollegiet fraradede bestemt at give en sa vidt udstrakt tilladelse som ansogt, der- ikke holdt sig til en enkelt del af medicinen, men anbefalede at holde sig til den ssedvanlige udtalelse om hjaelp i nodsfald. Amtmanden synes, og deter ikke noget enestaende tilfaelde, at vaere kommet med et udfald mod distriktskirurgen for angiveri af misundelse, thi kollegiet bemasrker, at deter de autoriserede laagers pligt at angive kvaksalvere, sa at de ej medbillighed kan beskyldes for misundelse, nar de opfylder deres pligt.

Det blev 28. April 1810 meddelt amtmanden, at da

Schultz ikke har bevist sin kyndighed, kan det ikke tilladesham at praktisere uden i nodstilfaelde, indtil en laege kan komme til stede, satnt at den mod ham anlagte sag skal nyde fremme. Schultz dode 15. Maj 1816, tog sig af dage »i vildelsec.

En af de forholdsvis fa kendte midt i Jylland boende benbrudslseger var den under navnet Prasst-Jens vidt kendte Jens Laursen, son af husmand Laurs Jensen og Gjernet Andersdatter, dobt 24. Juli 1791 i Ebstrup ved Silkeborg. Sit tilnavn Praest-Jens havde han vistnok faet, fordi han i 12 ar havde tjent hos pastor Meldal i GJodvad, som havde konfirmeret ham og givet ham etgodt skudsmal.

I 1824 sogte han, der da boede i Svostrup ved Silkeborg, om at matte kurere for udvortes sygdomme, da han ved flittig laesning og forsog, nar lejlighed gaves, havde erhvervet sig duelighed i at kurere udvortes braek og men, og anmodede om, at fysikus i Viborg matte eksaminere ham; tillige henviste han til en del attester for kure, der strakte sig tilbage til 181_7. Arsagen til ansogningen var som ssedvanlig, at han var blevet tiltalt for kvaksalveri.

Stiftsfysikus Lind eksaminerede ham si og havde vel fundet nogle for en bonde ualmindelige kundskaber i adskillige udvortes sa og indvortes sygdommes behandling, der efter Prasst-Jens' angivelse skyldtes hesning af Henrik Smid's og Niels Mikkelsen Aalborg's laegeboger, Mangor's landapotek¹) m. fl., men sa overfladiske og til dels urigtige,at han bestemt fraradede tilladelse, hvortil sundhedskollegietsluttede sig med den saedvanlige tilfoJelse om nodhjaelp, hvilket afslag blev meddelt amtmanden 8. Jan. 1825. Retssagen mod ham ma vaere bortfaldet, thi i 183^

---

1) Henrik Smid's laegeboger udkom i en raekke forskellige udgavet fra 1546 til 1650, N. M. Aalborg's fra 1633 til 1664 og Mangor's Land-Apothek fra 1767 til 1826.

blev han for forste gang begaet kvaksalveri idomt 20 rdl.
i bode.

Med den naeste- bevilling vendes atter tilbage til de kendte egne omkring Ringkobing, der altid synes at have v*eret og endnu den dag i dag er et Eldorado for kvaksalvere, tilmed af den farlige art, hvorom allerede Mads Weis i sin tid afgav bevis.

Mette Cathrine Orloff, gift med gardmand Andreas Orloff af Rindom ved Ringkobing, horte til en slaegt, der i laengere tid havde givet sig af med kvaksalveri. Hun var eneste barn af den tidligere naevnte Peder Nielsen Orloff, f. c. 1735, som horte til en gammel slaegt, der siden 1670 havde vaeret beskikkede hesteskaerere og svinesnidere i Ribe stift; datteren gor det lidt finere og kalder ham en sasrdeles duelig dyrlaege, der tillige havde erhvervet sig kundskaber i kirurgien og en sjaelden fasrdighed og held til kirurgiske operationer. Kort efter at forordningen af 1794 var udkommet, Sogte han om at matte kurere sygdomme, hvad han med held havde gjort i lang tid; collegium medicum oplyste, at han for mange ar siden havde vasret tjener hos provinsialmedikus Anchersen i Ribe og der maske erhvervet sig nogle kundskaber; han onskede at kurere feber, staerk forkolelse og veneriske sygdomme, men da deter indvendige sygdomme, fraradede det tilladelse; om de udvendige sygdomme: benbrud, udvortes skade, areladning henviste det til kirurgisk akademi, som ogsa fraradede tilladelse; hvorefter han fik afslag 14. Juli 1795; men selvfolgeligt holdt han sig det ikke efterretteligt, sa at han 181₃ af distriktskirurgen blev anmeldt for kvaksalveri. Han dode 30. Juni 1816 pa en rejse, han foretog som hesteskaerer.

Som sa mange andre kvaksalvere behandlede han
patienter i sit hjem, og her havde datteren gaet ham til

hande og under hans lange bortrejser som dyrlaege passetde syge. I 1830 sogte hun om at matte kurere armogbenskader; stiftsfysikus Randrup fraradede bestemt tilladelse,medens amtmanden anbefalede den, naermest dog fordi det vilde vaere vanskeligt ganske at forebygge sadan praksis. Sundhedskollegiet fraradede ogsa tilladelse med den saedvanlige udtalelse om, at det matte vaere hende uforment at yde hjselp i nodsfald, og i overensstemmelse hermed blev andragendet afslaet 26. Juni 1830; men at hun ligesom faderen trostigt praktiserede videre, fremgar deraf, at hun 1837 blev domt for kvaksalveri.¹)

At de afslag, der for nemheds skyld her er kaldte bevillinger til nodhjaelp, i reglen er blevet opfattede eller i alt fald benyttede som almindelige bevillinger, giver den folgende bevilling et tydeligt bevis for.

Jens Knudsen var aftaegtsmand i Hejbol i 01god sogn ved Varde, da han i 1833 Sogte om at kurere for benbrud og forvredne lemmer i oster- og Norreherreder i Ribe og Ringkobing amter, hvad han i lsengere tid havde gjort uden at vide det lovstridige heri. Han blev anbefalet af prassterne i 01god, Sonderomme og Adum. tre sognefogder og herredsfogden, men distriktskirurg Murtfeldt i Varde fraradede bestemt tilladelse og stiftsfysikusRandrup i Ribe erklaerede, at han ikke kunde

---

1) Til samme slasgt synes den JensThomsen at have hort, der 1820 blev immatrikuleret som studerende ved kirurgisk akademi, 26 ar gammel og fodt i Ringkobing, da det sandsynligvis er den Jens Thomsen, der 11. April 1792 blev dobt i Ringkobing som Son af Thomas Jensen og Mette Cathrire Orloff; men om hans senere skaebne vides intet. Muligvis nedstammende herfra, i hvert fald horende til Orloffernes sljegt, er den for sin behandling af Basedows sygdom bekendte nulevende kvaksalver Thomas Jensen i Ringkobing, hvis virksomhed endnu ikke horer historien til.

afgive det pabudte vidnesbyrd, hvorefter tilladelse blev nsegtet 10. Dec. 1833, men det formenes ham ikke at yde ojeblikkeiig assistance ved benbrud og luksationer, hvor det matte udfordres, forinden lsegehjaelp kan haves.

I 18 ar drev han derefter uanfaegtet en vidtstrakt kirurgisk virksomhed; hvad der da bevaegede ham til at Soge om at fa den legaliseret, vides ikke; nogen tiltale for kvaksalveri synes ikke at have ramt ham; men i iS^i indgav han en af en proknrator affattet ansogning, som robede ikke alene hans ulovlige virksomhed men ogsa hans selvbevidsthed pa en yderst karakteristisk made.

Fra sin ungdom havde han f©lt lyst til at helbrede benbrud, forvridelser, senefomekninger, stod, kvasstninger, leddetilfaelde etc., og da hans naturlige forstand ved lejlighed og efterforskning savel teoretisk som praktisk ledte ham pa rette vej at kende omgangsmaden hermed savelsora de passende midler hertil, fik han tillige under kyndigeres vejledning efterhanden lejlighed til at prove, om hans store attra vilde forfejle ham; men han sa sin flid og opmaerksomhed stedse belonnet med held og emu overbevist ved den forlobne tid, at han kender en sikker og god fremgangsmade til at kurere slige tilfaelde.

Med medicinske tilfaelde derimod beskaeftiger han sig aldrig, de er aldeles uden for hans begreb, og han fe>ler fuldkomment det skammelige i at kvaksalve og sastte folks liv og velferd under risiko, hvorfor han tor forsikre, at der ingen fare er for, at han skulde misbruge en tilladelse, da han nok i tide skulde passe at henvise de syge til laege, safremt symptomer pa andre medforbundne sygdomme skulde indfinde sig under kuren.

I mange tilfaelde kraever de naevnte beskadigelser dagligttilsyn,
hvad lsegen ikke har tid til, og det vilde ogsa
blive for bekosteligt at hente ham; selv har han ofte

mattet vaere til stede dag og nat for at iagttage en sarkriseetc.,
for muligt at lade en laege hente eller aendre
forbindingen.

Ansogningen var anbefalet af 01god sogneforstanderskab
og herredsfogden.

Distriktslaege Bloch udtalte, at han intet naermere kendte til Knudsen's virksomhed, hans kollega prakt. laege Gyntelberg heller ikke, da Knudsen altid sdv behandlede sine patienter, hvorved han overskred den givne bevilling. Bloch har hort, at Knudsen mener, at der i laret er to ben, et stort og et lille, og at larbenet kan »skivres« d: stykker afstodes, uden at benet er bnekket, at sener kan stodes ud af deres leje og igen med haenderne bringes tilbage i dette. Han fraradede bestemt tilladelse, tilmed da der ingen tvivl er om, at han vilde overskride den, hvilket fremgar af attesterne, der viser, at han i en raekke afar har drevet ulovlig praksi.s, saa at de ikke anbefaler ham til praksis, men langt snarere til at tiltales for kvaksalveri.

Ogsaa stiftsfysikus Kiaer i Ribe fraraadede tilladelse og henstillede, at der gaves ham paabud om at afholde sig fra al praksis, hvis han vilde undgaa tiltale, hvortil stiftamtmanden ganske sluttede sig. Uden a: sagen ses at have vaeret forelagt sundhedskollegiet, hvad kancelliet vel i dette tilfelde har anset for overftedigt, blev tilladelse afslaaet 22. Sept. 1851.

Nu da Jens Knudsen selv havde v;eret saa uforsigtig at henlede opmaerksomheden paa sig og sin store, lovstridigevirksomhed, har autoriteterne vistnok holdt bedre OJe med den, eller maske har han i begyndelsen vasret noget forsigtigere; der gik i alt fald to ar, inden han blev tiltaltfor kvaksalveri; i det forste tilfelde havde han i distriktslaegensfravaerelse taget en skulderluksation under behandling og erklaeret armen for at v;ere i led, hvad det

senere viste sig, at den ikke var, og det samme var sket i det andet tilfaelde; i det tredje tilfaelde havde han aftaget en bandage, der var anlagt af en lasge, som flere gange havde tilset den tilskadekomne, anlagt en ny og derefter vedblevet at behandle patienten. Distriktslaegen og fysikus udtalte, at de mente, at Knudsen i de to forste tilfaelde ikke havde overskredet sin bevilling, men derimod i det tredje; bade ved under- og overretten blev han imidlertid frifunden ogsaa for dette tilfaelde med den ejendommelige motivering: »Nar der ses hen til, at den citerede § [6] forudsaetter, at der kan befrygtes fare ved, at en kvaksalver tager syge under kur, hvorved formentlig isaer sigtes til indvortes sygdomme og den omstsendighed tages i betragtning,at liegen havde to gange forbundet patienten, sa findes der i dette tilfaelde sa meget mindre grund til at drage tiltaketil ansvar, blot fordi han har fornyet forbindingen, som han ved den ham givne koncession ellers intet vilde have forud for en person, som ingen slig koncession havde, og som dog matte ligefrem vasre berettiget eller endog moralsk forpligtet til at yde forelobig hjaelp«; men sa synes retten pludselig at: have faaet betaenkeligheder og at have villet daskke over dem: »dog pa'grund af, at lovmaessighedenaf hans forhold ved at forny forbindingen kan vaere tvivlsom, saledes at han udreder processens omkostninger.«

Denne dom viser bedst, hvilket virvar man var komtnet ind i ved disse »koncessioner«, der fra kancellietsside var udstedte som et bestemt afslag om at tage en tilskadekommen under virkelig behandling, og som i dette tilfadde endog forte til den aldeles vilkarlige opfattelse af »at tage under kur« som sserligt sigtende til indvortes sygdomme, hvorom der aldeles intet star i forordningen, sa meget mere som sa godt som alle de bevillinger, der var blevet givne i henhold til § 6, drejede

sig om behandling af udvortes skade. Sundhedskollegiet tog da ogsa bestemt afstand fra denne ganske ensidige opfattelseog fastholdt, at Knudsen i tredje tilfelde havde overskredet sin kompetence, og at han i de to andre tilfaeldeikke alene ikke har kunnet bedomme, hvorvidt luksationerne var reponerede eller ikke, og han har derforlagt en saadan ukyndighed og uduelighed for dagen netop i den retning, hvorpaa hans koncession gaar ud, at kollegiet matte andrage pa, at sagen indsendtes til justitsministeriet,for at det kunde blive afgjort, hvorvidt den ham meddelte koncession burde annuileres, hvortil kollegiet fandt, at der var fuld anledning. Om sagens videre forlob har intet kunnet oplyses; men at ministeriet skulde have annulleret en koncession, som egentlig slet ikke eksisterede, da kollegiet jo selv altid havde fremhasvet, at det var enhvers pligt at yde hjaelp i nodsfald, og hvad der skete derudover, var kvaksalveri, er lidet rimeligt, og viser bedst, hvilken forvirring i begreberne sundhedskollegietselv havde skabt ved denne tilfojelse, der gav savel kvaksalverne som autoriteterne übegraenset spillerum.

Den sidste, som i Jylland fik en af disse famlende bevillinger eller rettere afslag, var en af de kvaksalvere, hvem de store afstande til lseger med en vis ret, som da ogsa til dels anerkendtes, havde gjort til sarlaege.

Soren Jacobsen af Baekken i Hjorring amt var son af Jakob Christensen og Maren Sorensdat:er og dobt 18. Okt. 1769 i Tranum; han var smed indtil c. 1830, da han gik pa aftaegt.

Baskken ligger i oster Hanherred omtrent midt imellem Limfjorden og Jammerbugten; indtil 1829 boede distriktskirurgeni Nibe, derefter i Kettrup; der var da forst et godt stykke vej til Limfjorden og derfra rlere mils sejlads til Nibe. Faderen havde derfor allerede virket som sarlaege, og af ham havde Soren Jacobsen laert sin kundskab om,

hvorledes naturen med en liden og simpel understottelse som oftest laeger sig selv; i henved 40 ar havde han vasret mange lidendes tilflugt, aldrig ladet sig lede af egennytte, og flere udmaerkede lasger har vidnet, at han ikke har handlet i blinde; men nu havde i 1835 distriktskirurg Ramlose ladet ham tiltale, fbrdi han havde taget en mand under behandling, der kun boede en halv mil fra distriktskirurgen,og han var blevet idomt den saedvanlige bode pa 20 rdl., som han bad om mattte blive ham eftergivet, ikke sa meget for pengenes skyld, som fordi han i sin hOJe alder folte det som en ufortjent kraenkelse at blive straffet for noget, som han i mange ar upaatalt havde udovet for at hjaelpe andre, og samtidigt sogte han om tilladelse til at lasge sar.

Fra alle sider file Soren Jacobsen et godt skudsmal; prassten, hvis son han havde behandlet for en braekket arm, anbefalede ham selvfolgeligt; herredsfogden udtalte, at han ikke fortjente at saettes i klasse med almindelige kvaksalvere, han var i alle henseender en brav og haederlig mand, og skont han ikke havde kunnet undga at domme ham, anbefalede han ham varmt til skansel, og amtmanden indstillede ham ogsaa til kongens nade; ogsa sundhedskollegiet tog mildt pa sagen og anforte som undskyldning den saerledes vanskelighed, det i tidligere tider i den egn havde vaeret at faa laegehjaslp, og anbefalede eftergivelse af boden, men fraraadede bestemt tilladelse, dog med den saedvanlige tilfoJelse om oJeblikkelig hjselp i nodsfald, og i denne form blev andragendet afslaet 15. Juli 183$.

Fortsat sin kirurgiske virksomhed, og endda laert Sonnen den, har Soren Jacobsen sikkert lige til sin dod 30. Juli 1845; en maned efter Sogte sonnen Jens Sorensen, der ogsaa var smed, om tilladelse til at helbrede benbrudog lemmer, der er af led, knuste eller beskadigede;

efter faderen havde han arvet gaven og kundskaben hertil og kunde ikke blive fri for anmodning om hjaelp, skont han ikke traengte dertil En del sogneforstanderskaber med dercs prasster i spidsen anbefalede ham, sognepraesten kaldte faderen for en sand velgorer for egnen. DistriktskirurgRamlose erklaerede om Jens Sorensen, at han ikke havde ide om at behandle benbrud eller led og er sa uvidende, at han antager, at der er to ben i overarmen; stiftsfysikus Speyer udtalte, at han ikke tvivlede om attesternes subjektive sandhed, men desto mere om deres objektive, og fraradede tilladelse; hertil sluttede sundhedskollegietsig, og 26. Febr. 1846 blev andragendet afslaet.

Rimeligvis er Jens Sorensen dod c. 1869, thi i Februar 1869 Sogte datteren, Christiane Jensen, om tilladelse til i oster Hanherred at kurere for benskade, henvisende til, at i omtrent 100 ar havde hendes oldefader, bedstefader og fader helbredet herfor; him paastod endda, at faderen havde haft tilladelse dertil og de andre vistnok ogsa; fire sognerad anbefalede hende, men hun blev domt for kvaksalveri og fik afslag 24. Maj 1869.

IV. Afslåede ansøgninger.

Selv om man regner de 7 afslag, der her for 'kortheds skyld er kaldet nodhjaslpsbevillinger, til de 11 virkelige bevillinger, bliver det dog kun et lille tal over for de mange afslag, der i tidens lob er givne pa ansogninger om at praktisere, men en del af dem drejede sig ganske vist ogsa om sygdomme, der ikke eller kun delvis kan henfores under begrebet udvortes skade, og de vil derfor kun undtagelsesvis blive omtalte.

Deter ikke hensigten her at komme nasrmere ind paa disse ansogeres ofte vidtloftige, altid ensformige grunde til at anse sig berettigede til at fa tilladelse til at udove deres efter egne Og omgivelsers mening sserligt velsignelsesrige virksomhed; allerede de tidligere meddelte uddrag af sadanne ansagninger har tydeligt vist, hvor ensartede og hvor ensformige de nsesten altid er. Her skal kun i kronologisk orden de nsevnes, der har Sogt om at matte kurere udvortes skade, og sa kort som muligt hvad der kan vaere af interesse at meddele om dem.

Det forste afslag ramte 1795 PederJensen Orloff,
som allerede tidligere er omtalt sammen med datteren,
Mette Cathrine Orloff side 483.

Else Cathrine Nielsdatter, gift, boede i Hou i Thisted amt; i 1796 ma hun forste gang have Sogt om tilladelse og da faet afslag, og atter 1797 med samme resultat, men mere herom har ikke kunnet findes. I slutningen af 1799 Sogte en del beboere i sognet om tilladelse for hende til at praktisere i laegekunsten; amtmanden udtalte, at almuen for en stor del var blevet forledet til at soge denne enfoldige bondekone, og at det vilde vasre vanskeligt: at forhindre hendes kvaksalverier, sa lasnge der ikke havdes gode laeger pa stedet, som ved deres kure og ovrige forhold kunde overtyde almuen om, hvor farligt deter at betro sig til slige ukyndige mennesker; i et forhor havde hun selv forklaret sig om sine kundskaber, hvilket beviste hendes enfoldighed og lagde for dagen, hvad hab almuen kunde gore sig om hendes hjselp, hvilket bekraeftedes ved en skrivelse fra stiftsfysikus Koefoed. Andragendet blev derefter afslaet med trusel om straf, hvis hun vedblev at praktisere.

Jakob Wismar var vistnok Son af degn Jakob Jensen
i Lovns og Alstrup ved Hvalpsund; i 1776 blev han gift
i Lovns og boede der i 1787, da han havde en strid med

nogle fiskere, der voldeligt havde overfaldet ham; i 1790 blev han degn i Ullits og Fovlum, og rimeligvis har han praktiseret der indtil 1801, da en son blev hans efterfolger, hvorefter han i 1802 segte det medicinske fakultet om licentia practicandi i medicin og kirurgi; det lod sagen gaa til collegium medicum, som meddelte birkedommeren, at det var afslaaet, uden at sagen ses at have passeret kancelliet.Det maa vistnok vaere den samme Jakob Wismar, der i 1809 som borger i Haderslev Sogte sundhedskollegietom licentia practicandi, men af dette blev henvist til sundhedskollegiet i Kiel.

Mad sine Marie Hesse, datter af Peder Hollander, blev fodt 16. Jan. 1765 i Vivild i Sonderhald herred og 1785 gift med skytte Johan Nikolai Hesse pa Lovenholm. Faderen, af hvem hun har laert, skal i 60 ar have kureret for folgende sygdomme: 1) venerisk sygdom, 2) krseft at aftage med sine rodder uden at skaere det, 3) gigtsvaghedersom dog i almindelighed anses for inkurabel, 4) alle slags flod, 5) vattersot; hun pastar endog, at faderen i sin tid har vaeret kaldt af kammerherre Adler til Fyn for at kurere for venerisk syge. I medicinalberetningerne omtaleshun jaevnlig og havde tidligere vaeret domt for kvaksalveri,i 1818 til 5 g. 6 dages vand og brod og sogte da om fritagelse herfor og tilladelse til at behandle de naevnte sygdomme og lade sig eksaminere. Forskellige jyske laeger udtalte om hende, at hendes voldsomme og drastiske kure havde anrettet mere skade end den gavn, hun nu og da havde gjort. Stiftsfysikus Willemoes i Arhus brevvekslede med sundhedskollegiet om sagen, men direkte spurgt synes det ikke at vaere blevet. Fra amtet blev sagen sendt til kancelliet med anbefaling om, at aktionen maatte indstilles mod, at hun afholdt sig fra at kurere for nogen slags sygdom, indtil hun dertil matte blive autoriseret; men

kancelliet meddelte 12. Jan., ißißamtet, at aktionen skulde
ga sin gang; denne fik dog et truerkeligt forlob.

Fra begyndelsen af 18₁₉ havde Randers amt vasret under konstitution, og heri kan vel grunden soges til, at birkedommer Stadfeldt forst 30. Juli fik ordre til at fuldbyrde dommen. Han synes at have holdt sin hand over hende. om hvem han tidligere havde erklasret, at hun var et sasdeligt og ordentligt menneske; i August meddelte han, at hun havde betalt omkostningerne, og at hun havde indgivet ansogning om formildelse af straffen, og at han derfor mente at burde udssette fuldbyrdelsen; men forvisse sig om, at den var indgivet, har Stadfeldt abenbart slet ikke gjort forsog pa, det synes nassten med fuldt overlasg; at der intet var foretaget i sagen, kom forst for dagen i April 1821; da meddelte fysikus Willemoes sundhedskollegiet, at M. M. Hesse, skont to gange domt, vedblev at udove sine draebende kure, og herfra gik sagen til kancelliet og videre til amtet, der lod optage forhor, hvorved det oplystes, at dommen ikke var fuldbyrdet. Stadfeldt indberettede, at han havde ventet pa afgorelse af ansogningen, som hendes defensor havde meddelt ham, at han havde set hos den prokurator, der havde skrevet hendes tidligere ansogning, men hvad der var blevet af den, vidste han ikke; men han matte indromme, at det var en fejl af ham ikke at have opfort den pa den befalede liste over kriminelle sager. Stiftamtmand Stemann oplyste, at han 12. Aug. 1820 havde meddelt Stadfeldt, at der ikke var indkommet nogen ansogning, og at fuldbyrdelsen derfor ikke kunde udsaettes, og forst nu havde han erfaret, at det ikke var sket, og at Stadfeldt desuden havde udeladt sagen pa indberetningen om de kriminelle sager og uden skellig grund ladet dommen ueksekveret; amtmanden fik derefter ordre til at give Stadfeldt en irettessettelse herfor.

Om hun nogensinde kom til at afsone sin straf, kan

vel efter alle disse forviklinger vaere tvivlsomt. Hun dode
3. Febr. 1830.

PederDavidsen, gardmand i Grumstrup ved Odder, Sogte i 1819 om eftergivelse af mulkt for kvaksalveri og om tilladelse til at kurere arm- og benbrud, men selv fysikus Willemoes, der ellers stiilede sig velvilligt over for disse andragender, fraradede begge dele, der da ogsa afsloges.

Christen Thordalen, f. c. 1790, vaever i Solbjaerg pa Mors, var en af Jyllands mest ihasrdige og oftest straffede kvaksalvere. I 1820 sogte han om at matte kurere for benskade, krasft, ojensvagheder, koldbrand, gevsekster og andre udvortes svagheder, men fik afslag; efter 5 gange at have vseret straffet for kvaksalveri, Sogte han atter 1837 om tilladelse til at kurere pukkelryggede, medfodte legemsbraek og andre kroblinge.

Thordalen er et typisk eksempel pa, at de for hver gang stigende straenge straffe, der kunde na op til mange ars tugthus, ikke lod sig gennemfore og derfor forte til lige saa urimeligt store benaadninger. I 1842 hedder i medicinalberetningen: »Thordalen emu for fjerde gang i Viborg tugthus (han var da idomt 8 ars tugthusstraf), ved ansogninger og formaende anbefalinger skal han gore sig haab om snart at komme pa fri fod; saert nok har man intet set fra hans velyndere i bladene, men man erindrer det ravneskrig, som de, da han forrige gang sad i tugthuset, oploftede forst i Aarhus Avis og siden i Kobenhavnsposten, og som vel og bidrog til, at han slap ud for tiden«. I 1843: »Den bekendte Thordalen, som for fjerde gang var inddomt i tugthuset, loslodes atter efter et kort ophold der og har igen taget saede i Skive aiistrikt, hvorfra han ligesom forhen gor udflugter til Mors og Thy; dog er hansom folge af drikfaeldighed m. m. meget svag og skal have tabt betydeligt af sin anseelse«.

I 184$ omtales han sidste gang i sundhedskollegiets
forhandlinger; han sogte da atter om at praktisere; der
siges da om ham, at han er mere forsigtig end forhen.

Christen Brondum, debt 5 Nov. 1775 i Aulum ved Holstebro, havde vasret skolelasrer i Almind ved Kolding fra 1802 og vistnok stadigt kureret for arm- og benbrud, da ban i 1821 sogte om tilladelse hertil efter at vaere blevet tiltalt for kvaksalveri. Major Ingwersen paa Viufgard bevidnede, at den tidligere distriktskirurg Voigt i Kolding havde anbefalet ham at benytte Brondum i tilfaslde af arm- og benbrud, og denne havde selv anmodet ham om at matte hjaelpe fattige i sadanne tilfselde. Tilladelse blev afsl&et, men endnu i 1840 omtales han i medicinalberetningen som en af egnens beromteste kloge ma?nd; a ret efter dode han 23. Nov. 1841.

Hans son Jakob Brondum, f. 28. Nov. 181_3, husmand i Viuf, fortsatte i faderens spor; i 1863 blev han tiltalt for kvaksalveri og idomt mulkt; pastor Fritz i Almind anbefalede ham varmt, som en kyndigog sjaelden samvittighedsfuld mand, ikke alene til fritagelse men til at erholde tilladelse »ligesom faderen«, hvad han selv ikke havde Sogt; fysikus Black kritiserede skarpt praestens anbefaling af Brandum som en mand, der hverken var kyndig eller sjrelden samvittighedsfuld, og bad sig fritaget for yderligere at skulle modsige de andre vrange anskuelser, der var udtalte i praestens erklaaring. Hvorefter fritagelse for mulkt blev afslaet.

Uden for benbrudslasgernes sasdvanlige kreds, de bondefodte empirikeres, staar en prasst, der ikke som sa mange af sine standsfoeller noJedes med varmt at anbefale kvaksalvere, men selv var det.

Poul Brynjulfsson Petersen var son af guldsmed
Pjetur Brynjulfsson og Haldora Paulsdatter og f©dt i Island12.
Dec. 1796. Fra sit 8. ar blev han opdraget forst

hos farfaderen Brynjulf Pjetursson og senere hos farbroderenOlafur Brynjulfsson, begge fjerdingskirurger i Islandsostamt; hos dem fik han interesse for medicin og og kirurgi, men omstaendighederne medforte, at han ikke kunde fplge sin lyst, men maatte studere teologi; 1821 blev han teologisk kandidat og 1824 pnest i Dejbja?rg ved Ringkobing, hvor han allerede 1825 af distriktskirurg Gunst blev anklaget for kvaksalveri. Han sogte da 6m at matte praktisere, da han stadigt havde fortsat sine medicinskestudier og med sit husapotek hjulpet sine sognefolk,der havde 2—3 mil til laege. Amtmanden fraradede det, men fremhaevede paa den anden side den miskredit, hvori Gunst havde vidst at sa?tte sig, og at der efter hans skon ikke var tilstrcekkelig grund til at saette praesten under tiltale; og han slap da med et afslag og en advarsel.

Snart efter Sogte han saa om tilladelse til inden Jan. 1828 at indstille sig til medicinsk eksamen uden at hore forelaesninger, hvad fakultetet gik ind pa; men samtidig vedblev han med sine kure og blev 1827 atter af distriktskirurgen anklaget for kvaksalveri; sagen blev dog stillet i bero, indtil han havde taget eksamen; han tog da ogsa til Kobenbavn i tre maneder, men efter fakultetets venskabelige rad og for at opna storre ferdighed opgav han eksamen for at vente med den indtil foraret 1828 og vendte hjem; da foraret kom, Sogte han imidlertid udsasttelse til efteraret, men da han 28. Nov. 1828 indstillede sig, fik han kun i tre fag haud illaud, i de ti andre fag non cont. eller nul og blev derfor erklasret immaturus (umoden).

Efter dette resultat har han muligvis anset det for bedst at flytte sin virksotnhed til et mere afsides sted; i 1829 blev han i alt fald forflyttet til Rom©, og pa denne ret afsides 0, hvor der dengang ingen laege fandtes, har han rimeligvis udfoldet en stor medicinsk virksomhed i de seks

ar, han var der. I 1835 blev han forflyttet til Hillerslev ved Thisted, hvor han, foruden at vsere en virksom kvaksalver,drev en udstrakt landhandel, sa at han til sidst fik palneg om at ssge sin afsked, som han fik 1841, hvorefterhan en tid levede som realskolelasrer i Thisted; han dode 6. Juli 1862 i Logstor.

Ogsa den falgende horer ikke til de bondefodte em' pirikere, han ma naermest betragtes som et offer for de ©konomiske vanskeligheder, som de smaa apoteker i de tider havde at kasmpe med.

Jorgen Carl Ustvaldt var Son ai harskasrer ChristianUstvaldt og Susanne Nielsdatter og fodt i Viborg 28. Juli 1790. Han tog fannaceutisk eksamen ißi2ogfik 181₃ bevilling til at oprette et apotek i Lemvig, som han drev til 1822, da han kobte en bondegaard i Karby pa Mors, men kunde ikke leve af den og fik da i Septbr. 1822 bevilling til at oprette et apotek pa Thyholm. Alleredesom apoteker i Lemvig omtales han i medicinalberetningernesom kvaksalver og blev i 1821 tiltalt for kvaksalveri; i 1824 Sogte han om, at der paa Thyholm matte blive ansat en kege, da apoteket ellers ikke kunde besta, hvilket ogsaa anbefaledes af stiftsfysikus Lind, men sagen forte ikke til noget. Da sogte Ustvaldt selv i 1826 om tillndelse til at kurere gigt, bnendt skade, stodt sar og udvendige sygdomme, da han ikke kunde leve af apoteket.Fysikus anbefalede vel ikke direkte ansogningen, men udtalte atter, at uden lasge kunde apoteket ikke besta,og at det var forstaaeligt, at apotekeren var udsat for fristelser fra beboernes side. Bade sundhedskollegiet og amtmand Faye fraradede bevilling; den sidste, der ellers i reglen holdt sin hand over kvaksalverne, nar han mente, at det var i beboernes interesse at beholde dem, stemplede ham endda som en dristig kvaksalver, der nu var tiltalt bade i Thisted og Ringkobing amter. Sagen synes ikke

at vasre naet til kancelliet, og er vist endt uden afslag fra dette. I 1828 opgav Ustvaldt apoteket og kobte Holmeg&rdsmollei Ydby sogn; helt synes han ikke at have opgivetkvaksalveriet; men det siges dog i medicinalberetningerne,at han nu, da han matte passe mollen, ikke mere havde sa god tid til at praktisere; og hans virksomhedsom moller blev ikke lang, thi han dode allerede 17. Juli 1830.

Med disse to undtagelser vendes tilbage til de lokale
bondefodte benbrudslaeger.

Anne Kjeldsdatter Schiot af Lystrup i Randers amt var gift med gardmand Jens Nielsen Schiot, som i 1833 Sogte om tilladelse for hende til at kurerere benbrud, abne sar, bylder og udvortes skade; hun havde gjort det i de 18 ar, de havde vaeret gifte; pastor Buhl i Gjesing anbefalede hende, skont han selv ikke kendte hende eller hendes duelighed, men hun var kendt af de fleste i hans sogne, og han havde ingen grund til at betvivle de vidnesbyrd, der var givet hende; der var desuden 3—43^— ₄ mil til nasrmeste laoge; kapellanen anbefiilede hende af samme grunde, men kendte hende heller ikke, da han kun havde vaaret der i tre maneder; ogsa herredsfogden og amtmanden anbefalede hende, dog med bem.-erkning om, at hun nylig var idomt 20 rdl. i b©de for kvaksalveri.

Kancelliet fandt ikke engang anledning til at sende
sundhedskollegiet ansogningen, men afslog den 10. September

Jens Sorensen er tidligere omtalt side 489 under
$oren Jacobsen af Bsekken.

Else Andersdatter Kudsk, husmand Christen Christensen's hustru i Ydby i Thisted amt, var la?rling af den tidligere omtalte apoteker Ustvaldt; hun siger i alt fald i sin ansogning 1846 om at matte kurere benbrud,

sar, leddemods og seners forvridelse, at da hendes mand for 22 ar siden havde faet en darlig hand, havde hun under apotekerens vejledning lasrt at forbinde den og lagt sig efter at laege sar og kurere benbrud, hvorfor hun snart blev bekendt og foretrukket for laegerne; herved har hun tjent bradet til sig, sin nu 82arige mand og 6 born; selv er hun nu 6o ar, har engang tidligere vseret straffet for kvaksalveri og emu idomt vand og brod herfor, hvilket hun beder om eftergivelse af samt om tilladelse til at kurere. Tre sogneforstanderskaber raed deres p_rasster i spidsen anbefalede hende varmt; stiftsfysikus Willemoes der oftere havde stillet sig velvilligt forstaende over for den slags ansegninger, fraradede bestemt tilladelse, da hun omtales som en til drik overmade hengiven person, hvis behandlinguden skinner ma fore til uheldige resultater; herredsfogdenog amtmand Rosenorn, der ogsa jasvnligt stillede sig velvilligt i disse sager, fraradede lige sa. bestemtbade eftergivelse af boden og tilladelse, og begge dele blev afslaede n. Marts 1847.

Muligvis er hun identisk med den tidligere omtalte(side 456) Mettejensdatter af Serup pa Thy holm; deter dog vist tvivlsomt, da der i akterne ikke tales herom; men.i sundhedskollegiets forhandlinger 1845 omtales i medicinalberetningerne fra Viborg fj^sikat den bekendte Else Kudsk, nu boende i Ydby, der som bekendt i flere ar, medens hun boede i Serup, havde bevilling til at kurere for udvortes skade, hvilken senere blev hende frataget; maske er det en forveksling. Serup ligger paa den sydligste del af Thy holm, Ydb}' lidt nord for Thy holm.

Jens Pedersen Grummesgaard er tidligere omtalt
side 466 under P. C. J. Grummesgaard.

Christiane Jensen er tidligere omtalt side 490
under Soren Jacobsen af Ba?kken.

Mette Kirs tine Kudsk, gift med husmand Anders

Sorensen Kudsk i Vivild i Randers arm, var fodt c. 1821. Hun siger, at hun har laert kunsten af sin meget kyndigemoder og efterhaanden erhvervet sig en del faerdighedi at behandle udvortes skade. I 1871 blev hun domt for kvaksalveri og sogte da om tilladelse til at behandle benbrud, luksationer og udvortes skade i Rougs©, Sonderhaldog Norre herreder. Af fysikus Weis' erklasring ses det, at hun ifolge attester 4 gange skal have reponeret skulderbladet, som var af led (!), kureret en mand, pa hvem skulderbladet var slaet fra og itu og halsbenet bnekket (I), 8 personer, pa hvem foden var af led, og pa 14 dage en brudt og naesten knust arm. Om pastor Gottlob's »heftige anbefaling« udtaler Weis, at ban ma have vjeret meget uheldig med de laeger, som har vaeret genstand for bans iagttagelser, eller ogsa ma han have anstillet disse med forudfattet uvilje. Prassten havde nemlig i sin anbefaling skrevet, at der ikke sa sja^ldent skrives om den skade, som kvaksalverne anretter, men der ties om al den nytte, som dygtige kvaksalvere stifter, ligesom der ties offentlig om al den skade, der voldes ved mangen en autpriseret keges ukyndighed og fejlgreb,

Da imidlertid alle autoriteter fraradede tilladelse, blev
denne afslaet 17. Jan. 1872.

Jonas Christensen, husmand i Gjesager i Vejle amt, sogte 1885 om at matte behandle benbrud, udvendige sar og beskadigelser, seneforstnekninger og ledsaetninger, anbefalet dertil af Vejle byrad samt flere sognerad og sogneprasster; herredsfogden fandt intet derimod at erindre, og amtet heller ikke, hvis det skete under samme vilkar som, for Johannes Poulsen's vedkommende (side 469), men fysikus Black og sundhedskollegiet fraradede, og 3. Okt.. blev tilladelse afslaet.

I 1888 Sogte Jonas Christensen pa ny, atter anbefalet
af: Vejle byrad, 5 prsester og 6 sognerad og en mamgde

underskrivere, deriblandt 12 slagtere i Vejle pa rad. FysikusBlack bemaerker, at hvis enhver af dem, der har underskrevet, sandfserdigt skulde gore rede for, hvorpa de har stoitet deres berettigelse til at anbefale det, vilde formentlig kun ganske enkelte kunne give en besked, der ku.nde tilfredsstille blot dem selv; de allerfleste vilde vaere nodte til at erklaere, at de havde underskrevet, fordi sa mange and re havde gjort det. Det vilde vaere interessant at forbore hos Vejle byrad, der dog maa antages ikke at gaa efter folkesnak alene, pa hvilken basis det havde grundetsin udtalelse, at Jonas Christensen »upatvivlelig er i besiddelse af en ejendommelig dygtighed i den angivne reining*, sa raeget mere som det vilde vaere forunderligt, om samme byrad skulde vaere uvidende om, at han er under retslig tiltale for at have taget tre personer under kur lidende af haftesygdom, som hos dem alle var blevet forvaerret ved den af ham instituerede behandling.

Qenne gang fraradede amtet tilladelse, da Jonas Christensen fire gange var domt for kvaksalveri og overbevist oni ved sine kure at have indvirket skadeligt pa patientern.es helbred, hvorefter tilladelse blev afslaet 15. Juni 1888.

: Mar en Christensen Siig af Brejning i Ringkobing amt havde i mange ar drevet kvaksalveri og var vel kendt af distriktslaegen, men efter fysikus Hoist's rad havde han aldrig grebet ind mod hende, da det bedste for hende vilde vaere at blive martyr; hun var tilmed ret forsigtig og henviste i alvorligere tilfselde til laegerne. I 1907 blev hun tiltalt og idomt 50 kr. i bode for at have kureret en feriedrengs braekkede arm saledes, at han var blevet invalid for livstid. Et stort antal af egnens beboere sogte da om, at hun matte fi tilladelse til at behandle benbrud o. lign.; de havde aldrig tidligere hort, at hun havde taget fejl. Bevaegelsen var mest udgaaet fra den religiose sekt »Bornholmerne«,;hvort:il hun horte. Under sagen blev det oplyst,at

lyst,atskont hun i domsakterne kaldtes ugift, havde hurl vaeret gift og var blevet skilt fra man den; og nar defensor havde omtalt hendes uplettede vandel og den uhyre anseelsehun nod pa egnen, matte det dog bemasrkes, at hun efter skilsmissen havde faet to uaegte born.

Af alle autoriteter blev andragendet bestemt fraradet
og derefter afslaet 2. April 1908.

Christen Jensen er fodt 16. April 1876 og var ungkarl i Bratbjaerg i Tranum sogn, da han i 1902 blev idomt en b©de pa 50 kr. for kvaksalveri, hvorefter 359 af egnens beboere sogte om tilladelse for ham til at hj«elpe ved benbrud og anden legemsskade med abne sir; sagen passerede ikke sundhedskollegiet, men afslag blev givet 22 Aug. 1902. I 191¹ blev han atter domt for kvaksalveri og herredernes sogneraadsforeninger sogte da om tilladelse for ham til at praktisere som benbruds- og sarlaege, men fik afslag 10. Okt. 1911; i 1912 forsogte han selv sin lykke; den konst. stiftsfysikus udtalte da om ham, der har tilnavnet »Mand«, at han ifolge de ham overgaede domme i nogle tilfaelde har gjdrt stor skade; hvor der har vaeret lejlighed til at kontrollere anbefalingernes udsagn om fortrinlig nytte, har det vist sig, at snart er der overdrevet, snart forvansket, snart ligefrem anfort usandhed. Selv mener Christen Jensen, hvis forfa?dre i tre led har vaeret kvaksalvere (han er vistnok son af den side 489 omtalte Jens Sorensen), at han er dygtigere end nogen lsege; fysikus oplyser, at hans behandling i et tilfsclde har fart til, at et ben matte amputeres, og at i et an det en pige mistede to fingre og en del af haanden. Andragendet blev afslaet 30. Dec. 1912 med den tilfojelse, at fremtidige ikke vilde blive besvarede.

Foruden de her omtalte 37 benbrudslaeger med og
uden privilegium har ca. 20 andre i Jylland bosiddende

masnd og kvinder helt op til nutiden i henhold til § 6 sogt om bevilling til at kurere, dels sygdomme i almindelighedog da i regelen som homoopater, dels enkelte bestemtesygdomme som gigt, krampe, slag, bid af gale hunde, sarede brystvorter m. fl., men naesten altid faet afslag, undertiden med den bemnerkning af sundhedskollegiet,at de anvendte midler var sa almindelige, at der ingen grund var til en sasrlig tilladelse; en sadan er dog i flere tilfaelde givet, ikke alene i men ogsaa uden for Jylland,for en enkelt, tidligere meget udbredt sygdoms vedkommende,hovedskurv, da den kr^evede et dagligt tilsyn og pleje, som en fjerntboende lasge ikke kunde patage sig; en sadan tilladelse er givet sa sent som i 1867.