Historiske Oplysninger om Slaugs Herred ved John M. Møller.

I en lille af handling i fbrste haefte af »Fortid og nutid« (19¹4) om jysk historisk-topografisk litteratur omtalte jeg, at en udforlig beskrivelse af Slavs herred kunde ventes i en naer fremtid. Det var nernlig ingen hemmelighed, at pastor emer. John M. Moller i mange ar havde samlet stof til en sadan beskrivelse, at arbejdet i det vsesentlige var afsluttet og at dets udgivelse var neer forestaende. Det foreligger nu trykt, et stateligt vaerk pa henved 400 sider med en del ret gode illustrationer (pris 4 kr.).

Deter knap halvtredsindstyve ar siden dr. Oluf Nielsen i »Danske samlinger«, 3. bind side 289^— _350, offentliggjorde sine »historiske efterretninger« oirt dette lille fattige herred, bestaende af fire sma sogne, hvis samlede indbyggerantal ikke naede op til 3000. I den siden da forlobne tid er antallet steget til 5000, hvilket forudssetter en meget rask udvikling i disse hedeegne, hvor Hedeselskabet har udfoldet en travl virksomhed, men over denne udvikling kaster pastor Mollers bog kun nu og da et flygtigt strejilys; deter ©jensynligt kun fortiden, der interesserer ham. Omtrent ved ar 1800 standser

naesten overalt de fyldigere oplysninger; om plantning, opdyrkningaf hedejorder, engvanding, mergling, faellesmejerier og andre andelsforetagender far man naesten intet at vide. Dette er utvivlsomt en rimelig anke mod bogen, men iovrigt er der meget godt at sige om den; man forbavses naesten over, at der om dette »hele ]andets ufrugtbareste herred« — som Trap kalder det — med en jord, der er s& karrig, at der gar 140 tdr. land pa hver tonde hartkorn, kan skafFes sa mange oplysninger tilveje, som det nu foreliggende vaerk indeholder.

Efter en kort indledning — altfor kort forresten — om herredet i almindelighed, g&r forfatteren over til den specielle beskrivelse, som falder i to hoveddele, der kan karakteriseres som den verdslige og den gejstlige. Den verdslige omfatter den egentlige sognebeskrivelse, de enkelte sognes, byers og gardes historie; den gejstlige kirkernes historie og beskrivelse samt oplysninger om prsesternes, degnenes og skolelserernes liv og levned og om skolevsesenet. Endelig findes sidst forsksellige lister over provster og herredsfogeder m. m. Betegnende for forfatteren er det, at de to hoveddele er omtrent lige omfangsrige, hvad man pa forhand ikke vilde vaere tilbojelig til at antage; vidste man ikke, at bogen var skrevet af en praest, vilde man utvivlsomt gaette pa det. Hvad man derimod naeppe vilde opdage er, at praesten er fodt i det beskrevne herred og har tilknytning til det mer end halvtredje hundrede ar tilbage i tiden (side 149 anm.), da man kun maerker meget lidt til et intimere forhold mellem forfatteren og de skildrede egne.

I indledningen gives der bl. a. en del cplysninger om ulves forekomst i og omkring herredet, et aemne, der altid ved sin fremmedartethed vaekker laeserens interesse og som stadig dukker frem i amternes historiske arboger; nylig har det saledes vaeret behandlet for tildels samme egn af P. Eliassen i Vejle amts arbog 1914. Langt vaerdifuldeire er dog

de oplysninger, der er samlede i vaerkets specielle del om de to sma herregarde Urup og Donslund, som forfatteren rigtig har syslet med con amore. Man far et levende billede af den fattigdom, der herskede pa disse steder, hvor smaadelsmsendsad og huggede sig igennem indtil endelig en skonne dag en ridefoged, forpagter eller anden habil mand fik ham puffet ud. Man forstar sa godt, at den forarmede Christian Krabbe kun kunde give meget lidt til de fattige, »ja fast ikke mere end en boelsmand«, for han var virkelig i en »madeligtilstand«, og det samme kunde da med rette siges om Peder Nordby til Donslund, der tilsidst havnede i et fiskerhus pa gardens grund, da kreditorerne havde beslaglagt al hans fordums herlighed.

Ret udforligt er kolonibyerne pa Randbol hede behandlede i et sserligt afsnit, hvori der gores rede for amtmand Hans de Hofmans ufortredne bestraebelser for at bringe dem pa fode og for de bryderier han havde med de indkaldte tyskere, der i reglen ikke svarede til de forventninger, man stillede til dem, og som det naesten ikke var muligt at skaffe den fomodne sjselesorg, da de fleste var katolske eller reformerte, og som endelig trods al deres fattigdom godt kunde vsere ret fordringsfulde. De darligt lonnecle, mer eller mindre duelige koloniinspektorer havde ofte besvser med at holde skik pa de urolige hoveder og det var ingen skade til, at de fleste efterhanden vendte tilbage til Tyskland og aflostes af jyske bonderkarle. En del af de indkaldte artede sig dog godt, gjorde god fyldest pa deres plads og gik snart fuldstaendig op i den jyske befolkning.

Efter at have givet en ret udforlig beskrivelse af herredetsfire kirker, ledsaget af billeder af deres ydre og indre, gar forfatteren over til prsestehistorien, der syrtes at have vaeret det, der har interesseret ham selv mest, og det ma lades ham, at han har faet samlet en endog pafaldende stor msengde oplysningerom mange af praesterne, oplysninger, der rigtignok

ofte stilller de pagaeldende i et meget lidt flatterende lys. Naturligvis findes der blandt sjaelesorgerne i herredets to pastoraterbade sympatetiske og dygtige skikkelser, men det almindeligeindtryk er dog, at man star overfor en ussedvanlig raekke af traettekaere, griske og ondsindede slagsbrodre og horkarle.Navnlig har Vorbasse vseret belemret med pafaldende mange uheldige individer. Wiberg har allerede antydet det, men her foreligger der udforlige oplysninger om alle disse skraekkelige praesteskikkelser. Der var hr. Iver Madsen (side 240), som var en drukkenbold, slagsbroder og manddraber; der var hr. Niels Pedersen Refsinghoved (s. 242), som af sine sognefolk blev anklaget for hor, som bedrev simoni, som la i langvarigt klammeri med sin kapellan Soren Grummesen, der ikke var et har bedre end praesten og som tillige med denne blev afskediget 1594; der var hr. Hans Henriksen Koch (s. 248), soin sloges med sine sognefolk sa at »nogle blev bla og blodige«, truede dem med sin bosse, skaeldte dem ud, forsomte sin kirketjeneste og la i proces med sin halve menighed og sin kapellan; der var endelig hr. Hans Vilhelm Kaalund (s. 273), om hvem Christian VI skrev, at han ikke matte understa sig at soge om noget praestekald »ehe und bevor er sein boses, gottloses und argerliches Leben und Wandel geandert hatte«; da manden endelig fik praestekald, gad han ikke overtage det, og da han efter gentagne gange at have syndet mod det sjette bud blev afskediget, vilde han ikke forlade det.

Der oprulles gennem alle disse oplysninger et kulturhistorisk billede fra det 16., 17. og 18. arhundrede, der er meget lidt tiltalende og som ifolge sagens natur navnlig dvaeler ved livets skyggesider, om hvilke kilderne altid har opbevaret mest, men som er sandfaerdigt i al sin lavhed og som virker dobbelt grelt, fordi praester er hovedmaendene i alle disse skildringer. At der iovrigt herskede omtrent samme grad af rahed og smuds i de andre staender er velkent og deraf findes der ogsa mange antydninger.

Om prsesterne i det 19. arhundrede har forfatteren nojedes med at give ganske korte biografiske data, navnlig hentede fra de trykte prsestehistorier, men hist og her supplerede med en vielses- eller dodsdato. Deter lidt pafaldende, at der til suppleringen ikke engang er brugt en sa let tilgiengelig kilde som Richters 100 Srs dodsfald. Efter denne kunde dog med ringe moje have vseret meddelt, at Marie Cathrine Hellesen (side 237) dode 28. febr. 1870, at Mette Christine Jensen (smst.) dode 1. marts 1851, at Peter Frederik Mohr (s. 302) dode 19. januar 1831, Anna Magdelene Lauenberg (s. 303) 7. februar1870 og Inger Margrete Hansen (s. 306) 25. april 1884 og utvivlsomt mere end det. Det vilde ligeledes blot ved at sla op i en kirkebog have kunnet oplyses, at Anna Cathrine Magdalene Juhl (s. 234) blev dobt i Kolding 21. oktbr. 1740, at Anna Knudsdatter Storm blev bade dobt og viet i Egtved, henholdsvis 2J. oktbr. 1746 og 13. juni 1765, og saledes havde der i det hele taget vseret let adgang til ogsa for det sidste arhundredes praesters vedkommende at bringe noget mere nyt. Dette er dog smating, der kun betyder sare lidt; alt ialt ma stofsamlingen siges at vaere foretaget med omhu og man glaeder sig ved alt det nye, der er komrnet frem. De noget for almindelige O. Nielsenske sjuskefejl, hvorpa forfatterenhar givet en prave pa side 162, synes ikke at plette bogen; derimod spores hist og her i enkelte tilfselde lidt brist pa almindeligt kendskab til fortiden og dens skikke, som f. eks. nar en prsest i Vorbasse midt i det 17. arhundrede benaevnes»hr. Marebaek« (side 248) istedenfor hr. Hans eller nar forfatteren side 215 ikke synes at vide, at. Christensz skal Iseses Christen sen, eller nar han ikke s)oies at kende forskael pa gammelt og nyt hartkorn. Det star vel ogsa lidt i forbindelsehermed, nar der side 223 aftrykkes en erklaering, afgivet til biskop Chr. Minis i Ribe og som ikke synes at stille denne i det bedste lys, hvilket forfatteren nseppe har faet oje pa. At den star i forbindelse med biskoppens noksom bekendte

pengegriskhed, der tidligere havde bragt ham i forlegenhed,
kan der naeppe vaere t\£vl om.

Medens stoffet er hentet fra mange forskaellige kilder, bade utrykte og trykte, uden at der er sparet pa tid og kraefter, kan det ikke naegtes, at bearbejdelsen af det lader en del tilbage at onske. At ssetningerne ikke sjaeldent formes telegramagtigtmed udeladelse af verber, man selv kan gsette sig til, er uheldigt, men har dog i mange tilfaelde mindre at sige; vaerre er den udprsegede tilboj'elighed til at fortaelle sa rneget som muligt med kildernes egne ord, ja med deres egen ortografi;det virker ofte meget traettende at se det ene lange citat efter det andet og det gor fremstillingen langt mere ordrig end onskeligt, og pa den laeser, der ikke er vant til at tumle med fortidens mange overfiodige bogstaver virker de forvirrende.Typisk er et stykke som det pa side 43 anforte brev, hvor de store bogstaver opfarer en ren heksedans og hvor der er ruttet saledes med de sma, at en fjaerdedel af dem uden skade kunde undvaeres. Som regel har det slet ingen interesse at fa sligt optrykt med pinlig ortografisk nojag;tighed, allermindst hvad de store bogstaver angar. Og vil man endeligholde sin hand over det slyngede s (C) bor man ikke tillade trykkeren at erstatte det med graesk beta eller skillingstegn,da det sksemmer bogen og let kunde have vaeret undgaet.Rent ud forvirrende virker det, nar en mand, der hedder Bauer og flere steder ogsa naevnes sadan, af hensyn til tidens mangel pa sans for konsekvens, eller fordi en skriver er uvidende,ma finde sig i til afveksling at kaldes Buer, Buhr, Buehr (side 31, 56, 92) og der vindes absolut intet ved at beholde Ifrszen for Iversen (s. 63) eller ved at lade familienavnetNorby optraede under fire forskellige forklaedninger pa side 144 f. — For de ikke kyndige laesere vilde det vistnok have vaeret heldigt, om ord som »spargeris« (s. 177), »renuere« (s. 202), »obtruderet« (s. 224) og flere lignende var forklarede,og for os alle vilde det have vaeret en fordel, om der

til bogen ikke blot havde vaeret et personregister, men ogsa
et stedregister.

Alt ialt vil det ikke vsere vanskeligt pa fiere punkter at kritisere denne nye Slavs herreds historic, der navnlig i henseendetil fremstilling star betydeligt under, hvad flere andre historisk-topografiske forfattere i senere ar har praesteret, i flere tilfselde dog p>a bekostning af grundigheden. Men i det store og hele er pastor Mollers arbejde bade grundigt og godt, og i forhold til O. Nielsens betegner det et stort fremskridt.Det fortjener derfor ikke blot at Iseses af Slavs herreds historisk interesserede beboere — de er naeppe mange i antal— men ogsa af andre, der ansker at kende noget til fortiden,da de mange kulturhistoriske trgek, det fremdrager, jo selvfolgelig ikke specielt er typiske for det herred, hvorom talen er, men for tiden i almindelighed. Den menneskelige elendighed, menneskenes brutalitet, stridbarhed, umadelighed og andelige malproperhed, hvorpa der anfores sa mange eksempler,var naeppe mere udbredt dengang end nu, nar man ser sagen i dens rette belysning, men den kom langt mere utilsloret frem for dagens lys og satte sig langt synligere spor. Ligesom man i sin glsede var stojende, i nydelser manglede madehold, og i sorgen ikke kunde beherske sig, saledes hengavman sig ogsa helt til sin vrede, sit had, sine ovrige lidenskaber;rensessancetidens blodrige mennesker var nu engang sadan og generationer efter dem; de manglede ikke kultur — hvem tor vel pasta det? — men de manglede nutidens slimede hoflighed og velopdragenhed og de var ikke avede af lovens lange arm. Derfor tager fortidens mennesker sig ofte sa fremmedartede ud, nar vi lseser om deres goren og laden. Men de var kod af vort kod og blod af vort blod; derfor bor vi laere at kende og forsta dem, derfor ma vi glaede os over det, nilr nogen vil gore sig den ulejlighed med moje og besvaer at fremdrage minderne om dem og saette os i stand til at se dis.se mennesker, vore forfaedre,

pa naert hold. Den egentlige historieskrivning laerer os i reglenkun svundne tiders mere fremragende personer at kende; i boger som pastor Mollers stilles vi ansigt til ansigt med maend fra det daglige liv, og fra dem stammer dog de fleste af os.