En Vogns forargelige Smørelse paa Aagaard.

Efter at den store Besasttelsessag i Tisted sidst i det i7de Aarhundrede i Samtidens ojne var blevet afsloret som en stor Bedrageriaffaere, og den nidkaere Mag. Oluf Bjorn, som med Kirkens garnle Vaaben havde kaempet mod Trolddommen, var blevet: domt til livsvarigt Faengsel og senere benaadet mod at romme Kongens Riger og Lande, kunde der her i Danmark ikke vaere Tale 0111 Hekseprocesser mere, og det var saaledes snarest blevet mindre farligt i en snasver Vending at bruge de fra Faedrene nedarvede Husraad, hvortil Djaevelens og andre onde Magters Bistand maatte paakaldes. Men selv om den verdslige ovrighed nu nodigt tog sig af slige Sager, var Gejstligheden dog ikke til Sinds at finde sig i, at noget saadant foregik; der var jo endnu Kirkens Straffe: Bandlysningen, hvorved Synderen udelukkedes fra Alterens Sakramente, og det offendige Skriftemaal, hvor han offentlig for Menigheden maatte bekende sine Synder, inden han fik Adgang til Nadverbordet.

Et af de Omraader, hvor de onde Magter hyppigst drev deres Spil med Menneskenes Born, var, naar Fladen skulde ksernes til Smor, thi hvis det trods alt Slid ikke vilde lykkes, maatte det skyldes Hekseri.

I E. T. Krisnensen: Danske Sagn VI 2, S. H9 findes en Beretning om, hvad der i et saadant Tilfalde blev gjort for at raade Bod paa Vanskelighederne. Den lyder: »Paa Bratskov, en Herregaard i Han Herred, var deres Smor forhekset, de kunde ikke faa kaernet. Saa siger Husholdersken til Karlen, at han skulde smore Vognen i det, som hun kom med i et Skaar, og saa spaende Baesterne for og kore, begge Dele i Fandens Navn. Det var det, de kalder Troldsmor, en Slags Svamp for Resten_T der kommer meget hurtig frem og svinder lige saa hurtig. Han gjorde det ogsaa, og den forste, han saa m^dte, var den, der havde forhekset Maelken. Prcesten, der horte_y hvad de havde gjort, domte dem begge til at staa aabenbar Skrifte. Karlen gjorde det ogsaa, men Hushcldersken vilde ikke, og d;i Herremanden holdt med hendc, sendte han hende over til en Gaard i Sailing, og der var hun da uden for Pra:stens Omraade. Siden faldt der Dom i den Sag, saaledevS at hun skulde staa aabenbar Skrifte og betale en B0de«.

Denne folkelige Overlevering indeholder ms.nge rigtige Traek, men paa Grundlag af ni Aars Procesakter kan der berettes baade udforligere og rigtigere om denne Begivenhed og dens Felger.

Det var saaledes ikke paa Bratskov, men paa Aagaard i Kettrup Sogn i Vester Han Herred, at de i lange Tider havde hafi svaert ved at faa Smor af Floden, som forandredes i K;ernen, saa at den ikke vilde blive til Smor, og alle Forsog paa at komme Ondet til Livs havde vaeret uden Fo*lger.

Torsdag efter Paaske Helligdage i Aaret 1735 foregik der imidlertid noget paa Aagaard, som i hvert Fald file Folger. Naar man sammenfatter Vidneudsagnene, som de lod for Retten, kan der gives folgende Beretning om,

hvad der hin Dag foregik paa denne Gaard, som da ejedes
af Ritmester Frantz Rantzau Benzon.

1735 den I4de April gik Husholdersken paa Aagaard, Anne Marie Nielsdatter, sammen med Bryggerpigen, Maren Christensdatter, fra det Sted i det sondre Hus, hvor der stod en Rulle, over til den Stue paa den Nor Side i Gaarden, hvor de plejede at have Maslken om Sommeren. Idet de gik ind ad Doren, opdagede Husholdersken,at der sad noget paa Foden af Huset Vesten ved Daren, hun sagde, at det var Troldkonesmor,og bad Maren Christensdatter kalde paa Ritmester Benzon. Bryggerpigen gik ind i Stuen og sagde til ham, at han skulde komme ud og se det Troldkonesmor,og han gik saa straks over til Anne Marie Nielsdatter.Denne fik af Kokkepigen et sort Skaar, hvorpaa hun anbragte Smoret, bar det ind i Kokkenet og viste Ritmesteren det med de Ord: »Nu kan han vel lade os gore et Spil, om han vil.« »Hvad er det da?« spurgte Ritmesteren. Hun fortsatte: »Nu kunde Hr. Ritmesteren nok lade Vognen kore op i Gaarden og lade os smore den med samme Smor.« Og Ritmesteren samtykkede nu. »Ja maen, kan Baesterne ingen Skade have deraf.« Stadig med Skaaret i Haanden gik Anne Nielsdatter ned i det sondre Hus, der hvor Rullen havde staaet, hvor hun traf Christen Smeds Kone, der var kommen op paa Gaarden for at kobe for 1 Sk. Moelk, samt Bryggerpigen Maren Christensdatter, som hun bad sige til lille Oluf, Drengen i Gaarden, at han skulde gaa ned til Thomas Siegaard og befale ham at komme op med Vognen forspasndt. Da Thomas Siegaard kom i Gaarden med Vognen, gik Anne Nielsdatter, fulgt af Maren Christensdatter, ud til ham og sagde: »Her er noget Smor; dette skal I tage og smore Vognen i Diasyelens Navn og kore med samme Vogn smort i Diaevelens Navn.« »josus Moerlille, skal a de'!«

sagde Thomas Siegaard, og han tog Hjulene af »Raaden« paa hojre Side af Vognen i Djaevelens Navn, og da Thomas Siegaard ikke kunde vaere saa hastig, 30m han skulde, befalede Anne Nielsdatter Bryggerpigen at hjaelpe ham. Hun tog saa Skaaret med Smoret ud af Anne Nielsdatters Haand, og efter hendes Befaling maatte him smore Vognen i Djaevelens Navn. Da Vognen v;ir smurt, sagde Anne Nielsdatter til Thomas Siegaard, at nu skulde han kore i Diaevelens Navn og ikke se sig tilbs.ge, men inden han korte af Gaarde, raabte hun paa Skytten Conrad Pedersen, at han straks skulde saette sig paa sin Hest og folge med Thomas Siegaard og scorn nogen kom efter Vognen, og hvis det skete, skulde han skyde deres Rumpe fuld af Hagl. Da Vognen sattes i Bevsegelse,spurgte Maren Christensdatter Thomas Siegaard: »Hvis Navn korer du i?« »A korer i Disevelens Navn,« sagde Thomas og korte osten ud af Gaarden i Retning ad Kollerup, fulgt af Skytten.

Husholdersken befalede derpaa Bryggerpigen og en anden Pige at gaa uden for Gaarden og se, om der kom nogen lobende efter Vognen, men de saa intet, og da Thomas og Skytten kom tilbage Nor fra, fra Brondum, meldte de ogsaa, at ingen var kommen til Sync.

Troldkonesmorret havde altsaa ikke virket som haabet, Heksen, som hindrede Floden i at blive til Smor, var ikke bleven tvungen til at aabenbare sig og folge Vognen af Gaarde, og der berettes intet om, at der i de folgende Tider var mere Held med Kaerningen paa Aagaard.

Havde Anne Nielsdatter saaledes ikke opnaaet, hvad hun onskede, saa havde hun dog befattet sig tned forbudneTing. Adskillige havde jo vasret Vidne :il, hvad der var foregaaet paa Aagaard hin Torsdag efter Paaske, og snart kom Sognepraesten i Kettrup Mag. Daniel JohansenFriedenrdcb, Provst i V. Han Herred, under Vejr

med, at der var foregaaet noget slernt paa Aagaard: »med
at smore en Vogn med noget Smor, hvorved Guds Navn[l]
til Ugudelighed skal v;ere brugt«.

Den I4de April havde Anne Nielsdatter drevet sine onde Kunster paa Aagaard, og Lordagen den i4de Maj holdt Mag. Friedenreich i sine 2 Medhjaslperes Naervagrelse Forhor i Kettrup Kirke over dem, der den Gang havde vaeret til Stede, og han fandt Sagen saa betasnkelig, at han udvirkede den Aalborg Stiftsovrigheds Ordre til Ritmester Benzon om at rejse Tiltale mod sine Folk, men denne sveg dog ikke sine undergivne, deres Sag var jo i Virkeligheden ogsaa hans, og desuden stod han og Friedenreich paa en spasndt Fod med hinanden. Han Sogte personlig Stiftamtmanden, Kammerherre Reventlow, og vilde undskylde sin Husholderske, og han havde forsaavidt Held med sig, som Bispen efter denne Visit tilraadede Mag. Friedenreich at afslutte Sagen med en offentlig Absolution af Thomas Siegaard og med at faa de andre implicerede til at give nogen Mulkt til de fattige og ikke gore for vidtloftig en Handel deraf.

Daniel Friedenreich var imidlertid ikke saa fredsommeliganlagt. For sin Samvittigheds Skyld maatte han se Sagen noJere undersogt, og han begaerede Anne Marie Nielsdatter, Ritmester Benzon og Folkene paa Aagaard indstasvnedefor Han Herreders Ting til Afhoring den 2 sde Juni 1735, men den Dag gav ingen af de indstaevnede Mode. Sagen opsattes derpaa til 9de Juli, paa hvilken Dag de indstaevnede undtagen Thomas Siegaard indfandt sig eller lod hore fra sig. For Anne Marie Nielsdatter modte den saare durkdrevne Prokurator Jens Lyngbye af Tisted, og naturligvis havde han straks en Kontrastaevningpaa rede Haand, men dertil tog Retten intet Hensyn,og Sagen blev fremmet efter Friedenreichs Staevning. Fra Ritmester Benzon fremlagdes et Indlaeg, hvor han

meddelte, at han forbengst havde tilstillet Stiftsovrigheden »et Forhor om denne Materie, som gior storste Modsigelsemod Hr. Provstens«, og da han endnu ingen Resolutionhavde faaet tilbage, protesterede han mod, at Provsten optraadie som Aktor i denne Sag, saalamge han selv ikke som Husbonde havde vaegret sig ved at paataleden.

Han kunde dog ikke hindre, at der optoges et Tingsvidne i Sagen den 9de, 23de og 3Ote Juli, og lorgasves exciperede¹) Jens Lyngbye mod en Del af de fremforte Vidner som Anne Nielsdatters Avindsmaend.

Om tidligere Vanskeligheder ved at faa Smor berettedeVidnet Maren Christensdatter: »at een Gang kiaernede Anne Nielsdaatter og Vidnet en lang Tid fra Morgenen til over Middag og icke noget Smor kunde bekomme, bad Anne Nielsdatter Vidnet, at hun skulde tage Floden af Kisernen, som Vidnet og giorde, da dette var skeet, bad hun Vidnet, at hun skulde giore en L.. . i Kiaernen i Di;evelens Navn, hvortil Vidnet svarede: Ney, det vilde hun icke, befalede derpaa Vidnet gaa ud, saa vilde hun selv giore en L ... i Kiasrnen i Di;evelens Navn, saa gik Vidnet ud, og strax derpaa indkom igien, sagde Anne Nielsdatter til Vidnet: »See der staar dend, tag dend nu og basr dend ud.« Derpaa Vidnet tog dend i Kiiernen og bar dend, nemlig L , ud og kastede dend af Kiasrnen og bar saa Kiaernen ind igien, efter at dend var udtoet. Ellers viidste Vidnet icke noget herom meere at vidne, undtagen at hun bekiendte, at hun for nogle Dage siden, efterat hun var staevnet hid til Tinget, maatte qvittere Aagaard ;if den Aarsag, at Hr. Ritmester Bentzon havde truet og undsagt hende, at hand skulde lade hende kagstryge og hendis 3 Fingre lade afhugge for den Bekiendelse,hun

---

1) excipere: gore Indsigelse.

kiendelse,hunhavde giort for Magister Friedenreich denne
Sag angaaende*.

De andre Vidner berettede kun om, hvad der var foregaaet Torsdag efter Paaske og afgav i den Henseende meget vel samstemmende Forklaringer, medens Jens Lyngbye til ingen Nytte exciperede, protesterede og Kontrastaevning producerede og til Belysning af Forholdet mellem Husholdersken og Pigerne paa Aagaard paastod, at de havde indgivet hende Rotteskael¹) samt vilde have kobt Rottekrudt i Viborg.

3Ote Juli afsluttedes derpaa Tingsvidnets Forelse, og Thomas Siegaard, der stadig ikke var modt, blev for sin Udeblivelse idomt Faldsmaalsboden paa 20 Lod Solv samt 1 Rdlr. 3 Mk. i Omkostninger, skont Jens Lyngbye meldte, at han allerede mellem 7de og Bde Juli var undloben fra Aagaard. Med denne Undvigelse havde det imidlertid sin egen Sammenha;ng. Senere hen beskyldtes i hvert Fald Benzon for at have hjulpet ham af Sted til Norge for at undgaa at faa ham i Retten som Vidne mod Husholdersken.

Anne Nielsdatter eller, som hun hed med sit fulde Navn, Anne Marie Nielsdatter, var imidlertid ikke tilfreds med, at de i Tingsvidnet rejste Beskyldninger stod uigendrevne,og navnlig var det hende pinligt, at Provst Friedenreich benyttede sig heraf til at naegte hende Adgangtil Alterens Sakramente, naar hun ikke forinden -vilde underkaste sig ofFentlig Aflosning i Kirken, men det havde hun een Gang tilforn pr©vet i Lemvig efter at have sat et uaegte Barn i Verden, og det maa have vaeret saa slemt, at hun, stottet af Ritmesteren, der var en Ynder af Processer, forte en aarelang Kamp for at naa

---

1) I Folge en Attest af den tyske Apoteker ved Vajsenhuset i Kobenhavn er Rusgeel »en Art af Rottekrud, hvilket er Mennisken skadelig og efter Proportion i qvantite gandske dodelig*.

det Mad at komme til Alterens Sakramente uden publik
Absolution.

Hun gik derfor straks angrebsvis til Vjerks og st;evnede Friedenreich, fordi han nsegtede hende Adgang til Sakramentet, hvilket Provsten besvarede med hos Stiftanitmand Reventlow at faa udvirket en Resolution med Ermdring til Herredsfogden »i geistlige Sager sig icke videre at melere, end hannem efter hans kgl. Majts. allernaadigste Lov og Forordninger, som en verdslig Dommer l:an tilkommes, og i Henhold hertil haevdede han, at den verdslige Ret ikke var hans rette Forum. Med Procedure og; Opsaettelser gik derpaa Tiden fra i2te December 1735 til 4de Februar 1736.

Jens Lyngbye sogte navnlig at bevise, at Vidnerne mod Anne Marie Nielsdatter var hendes Avindsmasnd, og til den Ende fremlagde han bl. a. et Tingsvidne af i6de August 1735 fra Hillerslev-Hundborg Herreders Ting, der i hvert Fald vidnede om meget lidt hyggelige Tilstande paa Aagaard.

Nogle af Folkene derfra kunde berette, at Bryggerpigen Maren Christensdatter og Kokkepigen Anne Jensdatter havde givet Husholdersken Rotskser og forsogt at faa fat i Rottekrudt, da Skytten med Ritmesteren skulde til Viborg Snapsting. Vidnet Karen Holm af Kettrupblev spurgt: »om ikke Maren Christensdatter bad Vidnet at sige til Johan Busk, at han en Aftenstid, naar Pigerne kom fra Ladegaarden med Maelken, vilde passe paa ved Aagaard at skyde Husholdersken, saa som en Hund da ikke skulde g0 deraf?« og dertil svarede Vidnet: Jo.

Om Grunden til Fjendskabet oplystes det, at Bryggerpigen,naar Anne Marie var ryddet af Vejen »vilde vaere Husholderske igen i hendes Sted.« Det ser saaledes ud til, at Anne Marie Nielsdatter havde fortrsengt hende fra

Stillingen som Husholderske for Ritmesteren, der havde
vasret Enkemand siden 1725.

Om Provstens Forhor i Kettrup Kirke var der i Retten fremlagt en Attest fra hans ene Medhjaelper, Peder Laursen i Husby, og dens Indhold bekrseftedes af den anden, Knud Nielsen af Drostrup. Provsten havde da spurgt: »Om det var sandt de, nemlig Anne Jensdatter og Maren Christensdatter samt Maren Laursdatter, som ved Forhoret vare, at de vilde ved Forgift have forgivet Husholdersken paa Aagaard. Dertil Kokkerpigen, Anne Jensdatter, svarede: Var kuns Sladder opdigtet af en Dreng, navnlig Oluf. Provsten sagde mere: Der maa dog vasre noget om? Bemeldte Anne Jensdatter svarede atter, at hun engang havde taget noget, laa over Skorstenen, og kom i 01 til Husholdersken, men deraf blev 011et rodt, saa slog hun det i Asken, og Husholdersken fik intet deraf. Provsten spurgte atter. hvad det var, hun da kom i 011et. Hun sagde, det var Rotskiaer, dertil sagde Provsten: Der er vel Forgift derudi, dog ikke, at det kan forgive nogen; derhos Provsten sagde: Saadanne Ting maa I ikke gore, I kunde komme i Straf derfor.«

Efter dette Tingsvidne kunde der ikke vasre Tvivl om Pigernes Fjendskab mod Husholdersken, men Benzon fo'r haardere frem mod sin fordums Bryggerpige Maren Christensdatter, der i Slutningen af Juni var undvegen fra Aagaard, og som Grund angav, at han havde truet hende med Kagstrygning og trende Fingres Afhugning. Hun var derefter kommen i Tjeneste hos Friedenreichs Kollega, Prassten i Klim, Johan Chr. Harmens. Hende fik Ritmesteren domt ved Han Herreders Ret den 24de December 1735 til svaere Mulkter og Omkostninger og hvad der var det vigtigste: »De üblu, skammelig, übevisligeog lognagtige Beskyldninger, Hr. Ritmesteren af Maren Christensdatter tillagte, skal ej komme hannem til

Prejudice *) paa velbekendte gode Navn og Rygte eller
jEres Forklejnelse i nogen Slags Maade«.

Ogsaa Friedenreich havde Benzon samtidig en liden Proces lobende rued, dog kun ora Ret til at vande Kreaturer i Hans Christensens Dam i Kettrup, et Stridspunkt, hvis reelle Betydning tilstraekkeligt belyser dere.s indbyrdes

Medens Ritmesteren og hans Husholderske saaledes bekamipede deres. Fjender ved de verdslige Underretter, havde Friedenreich^ haft sin Gang hos den hoje gejstlige ovrighed. Aalborg Stift havde faaet en ny Biskop, riemlig Christopher Mumme, der i sin Ungdom som Horer i Tisted havde lagt en meget haardhaendet Naevenyttighed for Dagen, da det gjaldt de besatte. Han var ogsaa parat til at tage alvorligt fat her, og straks efter hans Ankomst til Aalborg fik Provst Friedenreich udvirket, at Henrik Jespersen Kjaerulf, Sogneprsest i Temmerby, beskikkedes til Sasttedomtner, da han ikke selv kunde administrere Provsteretten i denne Sag, og den 2ide Januar kunde han fremlaegge en Stsevning til Anne Marie Nielsdatter fra V. Han Herreds Provsteret. Herredsfoged Severin Brun lod sig dog ikke skraemme heraf, og Jens Lyngbye hsevdede frejdigt, at hans Klient »hverken var Raadgivere ■eller Autrix²) til dend saa vidt udspargerede³) Smoren og Kioren. Dette alleniste er det, som hun ikke nasgter, at hun paahorte Maren Smeds og de andres Foranstaltning og icke per force satte sig derimod, men blev saa perplaex, at hun lod dem raade sig self.* At Provsten kunde vaere blevet betaenkelig ved Sagen havde Jens Lyngbye ikke noget imod, men: »dend gode Hr. Proust blev for hitzig og

---

1) Prejudice: Skade.

2) Autrix: Ophav.

3) udspargere: ved Rygtet udbrede.

paa saa slett ja meget lumpen Fundament fulmineredex)
med sine Angivelser hos h©je ovrighed«.

Herredsfogden lod sig overbevise af Jens Lyngbyes Argumenter, og idet han stottede sig paa de mod Vidnerne rejste Anklager for at vsere Anne Marie Nielsdatters Avindsmaend, kendte han den 2den Februar 1736 saaledes for Ret: »at Citantinden Anne Marie Nielsdatter b©r for alle de udi bemelte Tings-Vidne af Han Herreders Ting de dato 3Ote Juni 1735 N? 1 hende tillagte Beskyldninger, saa vel ved Vidnesbyrd som andet tilforte, fri og angerlos i alle Maader at vaere og samme som übevislige og usandferdige icke i nogen Maade at komme Anne Marie Nielsdatter til Prejudice. Imidlertid reserveris aid formodentlig regrese for og til alle vedkommende paa lovlig Maade«.

Anne Marie Nielsdatter stod nu som Sejrherre med sin Frifindelsesdom, men kun en verdslig Frifindelse, som lidet nyttede hende for den Provsteret, til hvilken hun allerede var indstaevnet, og hvor hendes Sag forste Gang havde vaeret for 27de Januar 1736. Den Dag Kl. 10 havde Ssettedommeren, Henrik Kjasrulf, med sine tvende Assessores sat Retten i Kettrup Kirke, men Jens Lyngbye havde der spillet den hoje Ret en aegte Prokuratorstreg, som gjorde hastig Ende paa Handlingen og bevirkede, at V. Han Herreds gejstlige Justitsprotokol i Kvart standser med 27de Januar 1736, og en ny i Folio fortsaetter den. Herom beretter Protokollen i Kvart, at Prokurator Seig? Jens Lyngbye af Thisted »forend Mand viidere kunde introire²) i Hovedtsagen, maatte give denne respectiveRastt tilkiende, det hannem ved formeentlig tilforladeligRelation er beraettet, at denne her nu brugende

---

1) fulminere: rase.

2) introire: indtrasde

Justitz-Protocoll icke skal paa sit rastte Sort stemplet Papir i Anledning hans Majestastz Forordning af :i^de Januarii1 7₁₉ vaere indraettet, ligesom dend og nu virkelig befindes in 4to, men burde vaeret in folio . . . Hvorefter da Protocollen ved Eftersiun befandtes indrettet med Papir baade foran og sidst af Nr. 8, en half Rixdaler

Derpaa og i samme Anledning Lyngbye maatte excipere imod Rattens Holdelse og Fremgang i saadan een ulovlig indrasttet Justitz-Protocoll«, og han gjorde opmaerksom paa, at Overtrasdelse af den nasvnte Forordning medforte Boder fra 10 til 50 Rigsdaler, og begaerede Provstt rettens Decision.

Dette uventede Angreb paa selve Protokollen kom helt bag paa Mag. Friedenreich, og han kunde kun forsvare sig med, at Protokollen i sin nuvasrende Form var ham overleveret af Provst Mikkel Vogelii Arvinger i oslos, hvortil Jens Lyngbye hvast replicerede, at Mag. Friedenreich ikke kunde undskylde sig med den forrige Provsts Arvinger, »men hand self ved sit Provste-Embedes Tiltrcedelse, da hand efter Lovens 2den Bogs i6de Cap. i3deArt. bor have Forstand paa Landsloven, burde at have seet sig bedre for ... og en gammel forhen brugt ulovlig Praxis icke praejudicerer¹) Lov og Forordninger«, og han maatte »derefter formode Hr. Provsten mulcteret«.

Saettedommeren og hans Assessores var nu ilde stedte, og den fuldkomne Opgivelse og Hjadpeloshed praeger deres Ord: »Raei:ten, som var uviidende om Protocollens Beskaffenhed . . . kunde da ey anderledes kiende, end at jo kongl. allernaadigste Forordning af dat. 23. Januar 1719 maatte efterleves, og en nye Protocoll paa rette Sort stemplet Papir anskaffes, forend Raetten noget udi denne

---

1) prsejudicerer: foregriber.

anhsendiggiort Sag imellem Mag. Daniel Friedenreich og Anne Nielsdaatter viidere kunde foretage, thi opssettes denne Sag i 3de Ugger, som er til den iyde Februarii forstkommende, at imidlertid en nye Protocoll kand anskaffes«,men Retten megtede dog at paakende Jens LyngbyesPaastand at mulktere Provsten.

Denne Opsaettelse passede Jens Lyngbye overmaade godt, de gejstlige Dommere var for en Tid sat ud af Spillet, og allerede 4de Februar erhvervede han den tidligere omtalte verdslige Frifindelsesdom.

Friedenreich henvendte sig imidlertid med sin kasserede Protokol til Rentekammeret og blev ogsaa for saa vidt trostet, som dette under 3^die Marts resolverede, at naar Protokollen forsynedes med vedborligt stemplet Papir, havde det intet mod dens videre Benyttelse at erindre. Det var dog en ringe Trost, da han nu allerede havde anskaffet den nye in folio for at have den rede til nseste Provsteret den iyde Februar i Kettrup.

Denne Gang vogtede Friedenreich sig for selv at mode, han havde nu anskaffet sig en Procurator, S^r Niels Emmichsen fra Nor Bierre i Gottrup Sogn, som fremlagde de for Anne Marie Nielsdatter saa staerkt kompromitterende Tingsvidner af 30te Juli 1735, men Jens Lyngbye angreb nu ogsaa deres Udstyrelse med stemplet Papir. Her var storre Problemer end Provsteretten i en Hast kunde komme om ved, og »formedelst Natten var ved Haanden og Vejrliget derhos koldt«, opsattes Kendelsen til naeste Formiddag Kl. 9.

Naeste Dag vandt Jens Lyngbye atter en Sejr over Modparten paa det stemplede Papirs Omraade, og den verdslige Frifindelsesdom brugte han saa godt, at Provsterettensom Underret erklaerede sig ude af Stand til at give nogen endelig Kendelse i Sagen, men henviste den til Landemodet. Saetteprovsten og hans Assessores var

lede og kede af »denne fortraedelige og hoyst forargelige Sag, ey at mael.de om, at enhver af Raettens Bisiddere haver et Embede, som i disse Fastetider udkrsever deres staendige Naervaerelse og ey tillader mange Reyser«. Men Provsteretten skulde dog ikke slippe saa let fra den Sag.

Aalborg Foraarslandemode iode April 1736 udsatte ganske vist Sagen, hvilket stod i Forbindelse mcd, at Friedenreich havde appelleret Frifindelsesdommen til Viborg Landsting, hvor hans Sagforer, Niels Hofman Sevel, fandt Sagens Indhold »saa skidenfaerdig og skammelig, at jeg undseer mig ved at recitere noget af alle de derudi forte Vidners Udsigende*. Landstinget vilde ej heller have med den at gore, men henviste 2ode September 1736 Sagen til den gejstlige Rets Paakendelse og kendte den indstaevnte Dom for uefterrettelig at vaere.

Det var et slemt Nederlag for Anne Nielsdatter, Henvisningen
til gejstlig Ret var ond, og Frifindelscsdommens
Omstodelse var vaerre.

Ved Aalborg Stifts Efteraarslandemode iode Oktober 1736 kom hendes Sag da atter for, men dog kun med det magre Resultat, at da Saetteprovsten med Assessorer >har henvist Sagen uafhandlet hid til Landemodet efter Dommens Formaelding af iBde Febr. 1836, saa hen vises samme Sag igen til bemeldte Saetteprovste-Raett lovlig at behandles og endelig paadommes*.

Henrik Kjasrulf og hans Assessorer maatte altsau igen til at saette Provsteret i Kettrup Kirke, det blev dot> forst et godt: Stykke ind i det nye Aar. Den 4de April 1737 Kl. 10 Formiddag modtes de atter, det var netop to Aar siden den forargelige Begivenhed havde fundet Sted paa Aagaard.

Anne Marie var nu ikke mere der, hun opholdt sig
paa Ritmester Benzons Gaard, Hegnet i Sailing (han havde
nemlig i 1737 solgt Aagaard), en Bopaelssendring, som

viste sig at medfore adskillige Fordele. Hun kom vaek fra Forfolgeren Friedenreich til en anden Sognepraest af et mindre haardt Metal og muligt til andre Dommere, og skulde hendes Sag endelig for i Aalborg Stift, gav Afstanden Lejlighed til prokuratoriske Raevestreger.

I V. Han Herreds Provsteret, Torsdagen den 4de April Kl. 10, modte Ladefogden fra Hegnet, Niels Jensen_t for Anne Marie og meddelte, at hun agtede at appellere Landstingets Dom af 1736 2ode September og haevdede_r at hun ikke kunde inddrages under gejstlig Ret, da verdslig Ret var hendes rette Vaerneting. I hvert Fald maatte han protestere mod V. Han Herreds Provsteret, da hun jo nu boede i Sailing. Retten tog dog ikke Hensyn til disse Protester, den havde jo Landemodets Ordre om at felde en endelig Dom. Ikke desto mindre gik der endnu et Par Maaneder med forskellige Opsasttelser. Det var lykkedes Anne Marie at undgaa at faa en Forelasggelse *) forkyndt i rette Tid, og Benzon attesterede, at hendes Dokumenter var oversendte til Kobenhavn, medens Friedenreicherklasrede: »at det siunes nok, som Anne Nielsdatterfinder Behag udi at drille en Herrens Tjennere_t som paa sit Embeds Vegne soger hendes Siaels Frelse«_r og han fremlagde desuden den verdslige Frifindelsesdom med den ondskabsfulde Bemairkning: »at der af hendes formeente Befrielses-Documenter kunde sees og paaskiennes,hvor vidt samme er at regardere²)«, og han paastod,at hun burde at lide efter Lovens pag. 237, 240,. 864, d. v. s. staa aabenbar Skrifte for sin Forseelse og give 2000 Lod Solv til nasste Hospital. Pag. 864 drejer sig om Medvidere i Trolddomskunster, men det Ord Trolddom nsevnes dog ikke af Provsten, og Anne Maries

---

1) Forelaeggelse: gentagen Staevning.

2) regardere: agte paa.

Anklagere synes helt at have undset sig ved at anklage
hende for Trolddom, der tales stadig kun om foiargelig
og gudsbespottelig Overtro.

1737 i3de Juni Kl. 2 slet fseldede da Provsteretten i Kettrup Kirke en endelig Dom, der gik ud paa, at Anne Marie »har vaeret Hofvedtmand, Anstiftere, Begyndere og Fuldfeirere af denne hoyest ugudelige og gudsforna;gtende Passage, thi tilkiendes hun: Anne Nielsdaatter, nu Huusholderske paa Heignet i Sailing, hermed, at hun bor offentlig afbede den allerhoyeste Gud og hans Meenighed saadan sin grove Synd og givne Forargelse og til den Ende staae aabenbare Skrifte udi Kiettrup Kirke ifolge af Lovens pagina 237 art. 18 item pag. 240 art. 25 og pag. 243 art. 29 og endelig pag. 864 art. 13. (Dend verslige Rsett sin Tiltale mod hende forbeholden) og det inden qxe Ugger efter denne Dombs Forkyndelse, imidlertid hun bor indfinde sig hos sin Sognepraest Mag. Daniel Friedenreich og Degnen udi Kiettrup til Underviisning og Overhor, da noksom skionnis, at hun maa vasre saerdeles vankundig og liidet eller intet forstaae af sin Daabes Pagt og Christendomb«. Hun skulde desuden "betale Friedenreich 16 Rdlr. i Procesomkostninger og 8 Rdlr. til Kettrup Sogns fattige samt en Bode til Justitskassen, eftersom »hun kand agtes som temere litigan s¹), da hun alleene af en forblindet Modtvillighed imod aid Beviislighed og aid Advarsel uagtet er bleven ved sine Udfiugter og Procedurer nu paa 3die Aar«.

Nu havde den gode Provsteret faaet afsagt en endelig Dom, men forsl: godt 3 Maaneder efter, den 24de September, lykkedes det at faa den forkyndt for Anne Marie paa Hegnet, og hun var ikke til Sinds at lade det bero ved den. Hun appellerede til Aalborg Landemode.

---

1) temere litigans: den som ferer unodig Tra;tte.

Dette Landemode holdtes den 4de Juni 1738 og sluttede »hymnis et precibus«, raed Salmer og Bonner, men hvad, sotn ikke sluttedes, var Anne Maries Sag. Landemodet maatte nemlig bekvemme sig til at kende Provsterettens Dom for »uefterrettelig at vasre« og indtil videre stille Sagen i Bero, thi i Mellemtiden var det lykkedes for hende at faa den Landstingsdom af 1736 2ode September, hvorved hendes Sag var bleven henvist til den gejstlige Ret, orastodt ved en Hojesterets Dom af 2ide Marts 1738, der paalagde Landsdommerne igen paa egen Bekostning endelig og forsvarlig at kende og domme i Sagen, og »pro meliore informatione«^x), skulde hver af ■de voterende Landsdommere betale 10 Rdlr. til Justitskassen.

Det var en Sejr, Anne Marie her havde vundet, hendes .'Sag var nu atter fravristet de gejstlige Domstole og henvist til Landsdommerne, som dog blot ikke kunde antages at vaere blevet synderlig blidere stemte mod hende ■efter den Hojesterets Dom.

Proceduren for Landstinget blev overordentlig vidtloftigog med Opsasttelser paa Grund af Sne, haardt Vejrlig og andre Aarsager, som Kontrastaevninger, stod Sagen paa fra December 1739 til 2ide Septbr. 1740. Anne Maries Prokurator var en af Datidens dygtigste, nemlig Matthias Bruun, og for Modparten rnodte S^r Fodder, der naturligvis fremlagde alle de tidligere Domme, der er gaaet hende imod, og drillede Bruun ved at benaevne Anne Marie »hans Smor-Principallesse« og tale overlegent om, at han »saa vitloftig har udbreed til hans principallessespraetenderende Uskyldigheds Legitimation og paastaaede Erstatning for de hende under Sagen tillagde

---

1) pro meliore informations for bedre Underretning, ifolge Baden: Dansk juridisk Ordbog: en »for Ugidenhed bestemt Mulct«.

Beskyldninger og tilfoyede Fornermelser«. Bruun havde nemlig fremlagt en Raekke Skudsmaal og Udtalelser om Anne Marie fra Praester og andre om, hvor flittigt og upaaklageligt, sommeligt og skikkeligt hun i alle Maader havde forholdt sig.

Det hjalp dog ikke overfor de straenge Landsdommere_r som den 2ide September 1740 afsagde den Dom: »Sorai da Anne Marie Nielsdaatter er oyensiunlig overbeviist at vaere skyldig ja Aarsag til dend superstitieuse og forargelig Gierning, da hun burde at have afvendt sligt, om hun icke self havde foranstaltet det elier overvserendes, saa b©r hun til velfortiendte Straf og andre til Afskye ifolge Lovens pag. 864 art. 13 at staae aabenbare Skrifte udi Kiettrup Kiercke, i hvilken Sogn Gierningen er forovet, og afbede sin begangne Forargelse for Menigheden og bode til Wiborg Hospital, som det nasrmeste Hospital, 15 Rdlr. og til Justitz-Cassen 15 Rdlr., alt inden 15 Dage efter denne Doms lovlig Forkyndelse, under Lovens videre Tvang,. saa og strax at betale efter kgl. allernaadigste Rescript til Wiborg Domhuses Reparation til Omkostning og Mulct 10 Rdlr«.

Denne Landstingsdom var ikke mildere end V. Han Herreds Provsterets. Den aabenbare Aflosning var atter det uomgaengelige Vilkaar for Adgangen til Alterens. Sakramente, altsaa kunde Anne Marie Nielsdatter ikke erklaere sig tilfreds med denne Dom. HoJesteret maatte nu for anden Gang ulejliges med denne Sag.

For Hojesteret paastod hun sig frifunden for Straf og Mulkter og kraevede »at nyde tilstrsekkelig Satisfaction og Processens Omkostning«. Hun havde ogsaa ladet Friedenreich staevne, men da Domsakten paa dette Sted er defekt, kan det ikke ses, hvad Staevningen gik ud paa, men rimeligvis har det vasret for Satisfaktion og Procesomkosminger.

For at virke for sin Sag drog hun selv fra Hegnet til Kobenhavn, udstyret med Benzons allervarmeste Anbefalinger, og til Sagfeirer havde hun ingen ringere end Generalfiskal Fr. Smit. — Benzon, som vistnok interesserede sig mere for sin Husholderske, end hansom Husbond behovede, havde skrevet et stort Indlseg, dateret Hegnetgaard den 9de Marts 1741, hvor han beklagede sig over, at Provst Friedenreich naesten overalt havde efterstrsebt hans Folk, mens han boede paa Aagaard: »Jeg selv hafde ikke bedre Skiebne, men jeg maatte see saa stor Fattelse paa Kiaerlighed og Venskab og saa stor Overflodighed paa Traette og Ueenighed hos bemeldte Magister Friedenreich mod mig, at jeg nodtvungen for at evitere Guds Fortornelse ved Uforligelighed maatte giore allerunderdanigst Ansogning hos Deres Mayts. hoysalige Herre Fader hoylovlige Ihukommelse Kong Friederich den Fierde om Frihed at communicere hos en anden Praest, som og allernaadigst blev mig meddelt«, og han paastod, at Friedenreich, for at chikanere ham og svale sin Vrede imod ham, havde kastet sig over den ulykkelige Anne Marie Nielsdatter, der nu havde fortaeret sine faa Midler og var kommen i Gaeld.

1741 i6de Maj blev der faridet den Dom, at Magister Daniel Friedenreich ganske frifandtes for Anna Marie Nielsdatters übefoJede Tiltale »og bor Stedets ovrighed ved Landfiscalen efter lovlig Omgang lade haende Dom over hendes forovede Ugudelighed og Daarskab«, og til Jnstitskassen skulde han betale 5 Rdlr.

Efter at Sagen nu to Gange havde vaeret for Herredsting,Landsting og Hojesteret og to Gange for Provsteret og Landemode, og efter at seks Aar var forlobne, siden den forargelige Smoren og Koren fandt Sted, var Anne Marie altsaa lige vidt, men hun stod nu atter overfor en verdslig Underret og tilmed en, som ikke tidligere havde

haft med hendes Sag at gore, saa der kunde maaske dog
alligevel vasre Haab for hende.

Det var en artig Samling Akter, Herredsfoged Peder
Dorschasus over Sailing Herred fik at gennemploje, og
forst i 1743 kora Sagen for.

I Mellemtiden havde Benzon, nu Major i Kavalleriet, indgivet Ansogning om, at Processen maatte ophaeves og Anne Marie faa Tilladelse til Altergang efter hemmeligt Skriftemaal, men efter at Aalborg Stiftsovrighed (nu Stiftamtraand Iver Hoick og Biskop Broder Broerson) havde erklseret sig derimod, fik Stiftamtmanden i Viborg, Giildencrone, ved en kongelig Befaling af 1742 29de Juni Ordre til at lade hende tiltale.

Da Mathias Bruun var suspenderet fra Landfiskalembedet fra 6te Oktober 1741 til ute Oktober 1743, blev Prokurator Hans Rafn i Viborg beordret til at optrasde som Aktor, medens Ridefogden fra Junget, Lauritz Moller, var Anne Maries Defensor.

Synderligt nyt kunde der naturligvis ikke fremfores i Sagen, baade Aktor og Defensor havde jo hver et helt Arsenal af henholdsvis ugunstige og gunstige Domme at beraabe sig paa, men Benzons Interesse for hans anklagede Veninde var usvaekket.

Da hun i 1741 skulde til Kobenhavn for at tale sin Sag, havde han udstedt et Pas for hende, hvor han priste hendes ufortrodne Vindskibelighed og i hoje Toner, og dette blev nu fremlagt i Retten, desuden klagede hansom saedvanlig over Friedenreichs onde Sindelag mod ham og hans, at han vilde »blamere mit Huus og beskiemme en troe Tjennerinde«. Imod den igen her opdukkende Beskyldning, at han selv skulde have givet Kudsken Thomas Siegaard Rejsepas, forsvarer han sig mere energisk end overbevisende: »Jeg gidder snart ikke rort noget om dend Beskyldning, mig er paakast

om, at jeg skulde have givet Thomas Siegaard Pas, paa
det han ikke skulde vidne, thi jeg holder mig det uanstasndigtimod
saa usandferdig en Ting vidtloftig at skrive«.

Ved denne Lejlighed blev ogsaa asldre Skudsmaal for Anne Marie fremlagte. Hun havde fra 1717 til Paaske 17¹8 tjent Amtmand Jorgen Lund paa Lintrup, 1718 til 1720 havde hun vaeret Kokkepige hos C. Moinichen i Viborg, 1720 til 1721 havde hun opholdt sig hos sin gamle Moder i Ramme, 1721 til 1722 havde hun vasret Fadeburspige paa Aagaard, og da afgik hun fra Sognet med folgende Skudsmaal, udstedt af Friedenreich: »Ovenmeldte Pige. Anne Nielsdaatter, kand paa andre Staeder annammes til de forordnede Sallighedsmidler, som hun her sig christelig har forholdeu. Lidet anede han den Gang, i hvilke Fortraedeligheder hans egen Nidkaerhed og samme Kvindes Higen efter de forordnede Salighedsmidler senere skulde ssette ham. Efter sit forste Ophold paa Aagaard havde Anne Marie va^ret Fadeburspige 1722-^—23 paa Estvadgaard og 1723^—25 paa Trudsholm. I Forhold til Tidens Lejlighed havde denne Fadeburspige set sig godt om, inden hun blev Benzons Husholderske.

Overfor sin Dommer ved Sailing Herreders Ret paastod hun, at hun var »ganske fri for den hele Handel, hvilket jeg herved . . . med min Saligheds Ed inden Retten med en god Samvittighed kand og vil bekraefte, om det mig maa tillades, hvilket jeg dog haaber, paa det, at Verden kand se mm Uskyldighed; . . . og overlader saa Resten til Gud, som best kiender alle Ting, hvem jeg ved, der ser og har set min Bedrovelse og store Forfolgelse«.

Aktor bestred naturligvis hendes Ret til en saadan Bensegtelsesed, og Dommeren gav ham Medhold, men iovrigt Var han, ligesom den forste Herredsfoged, der havde denne Sag til Behandling, ikke opsat paa at lade

Retfserdighedens Svaerd med al dets Tynge falde paa den anklagede, og efter 5 Maaneders Procedure afsagde Peder Dorschasus den 23de September 1743 en Dom, hvis Motivering mere ligner en Defensors Indheg end en upartisk Dommers Betragtninger: »Men naar det som derimod herunder Anne Marie Nielsdaatter til Forsvar er fremfort og fremlagt med nojeste Agtsomhed betragtes, bliver Actors fornemmeste Vidner under forberort TingsvidneafmindreKraft, end han sig selv ventelig har forestillet,thiisteVidne Maren Christensdaatter haver saavel ved hendes Bekendelse for Praesten og hans Medhjselpere i Kjettrup Kirke som og ved hendes aflagte edelige Vidne til Tinget tilstaaet, at hun selv var i Gerningen med og baade forst og sidst var ved og med ikke alene at hjaslpe med Haandgaerning, men med uddelt Ordre til Koresvenden,saahunmest graverer sig selv og desaarsage ej i saa betydelig en Sag kan anses for et lovfast og trofast Vidne imod Anne Marie Nielsdaatter, vide Loven Pag. no Art. iyde, men alene som en Beskyldere. — 2det Vidne, Anne Jensdatter, bekender og vidner alene om en Samtale,AnneMarieNielsdaatter skal have haft med hendes Husbonde i Kokkenet, hvilket ikke af andre og flere bekraeftes,derforsomeenlig ej kan anses som Vidne, vide Loven Pag. 103 Art. iste. 3die Vidne Cathrine Marie, Christen Smeds Kone, fra Holmen er Moder til iste Vidne Maren Christensdatter og derfor mistaenkelig som vildig Vidne, vide Loven Pag. no Art. 16. 4de Vidne, Maren Laursdatter; naar Tingsvidnet, som her under er fremlagt fra Hillerslev Hundborg Herreders Ting udstedt d. 16 Augusti 1735 og de 2de producerede Attester fra Christen Christensen Stag og Niels Jensen Ladefoged udgivet,tagesunderojesyn, findes deraf klarlig med ensstemmendeVidnerlovligbevist, at sidst bemeldte 4de Vidne, Maren Laursdatter saavel som iste og 2det Vidne

Maren Christensdaatter og Anne jensdaatter haver vaeret ilde intentioneret imod Husholderske Anne Marie Nielsdaatter og til Dels haver haft det ugudelig Forsaet at ombringe hende og til Dels bestjade hende, hvilket deres egen BekendelsetilProvstenved Forhoret i Kjettrup Kirke efter Medhjaelpernes aflagte Vidne . stadfaester, og at Skytten Conrad Pedersen og Kudsken Niels Froe som 6te og jde Vidne imod Anne Marie Nielsdatter har haft Kundskab om disse sammenrottede Kvinders onde Forsset imod Anne Maries Nielsdatter, foruden det i Tide at aabenbare,deromgorde selv Bekendelse ved deres aflagte Vidne for Retten paa Hillerslev Hundborg Herreders Ting, saa det billig maa agtes noget betaenkelig at antage noget for trovaerdigt af, hvis nogen af forbemeldte Vidner haver udsagt om Anne Marie Nielsdaatter hende til Praejudice,heistdetsaa kendelig kan erfares, at de alle har vaeret hendes Efterstra?bere dels med Raad og Gerning og dels med Videnskab om Efterstraebelse, foruden det at aabenbare, endskont det straekkede sig til hendes Liv, desaarsage alle med Rette maa baere Navn af Avindsmaend.HvorvidtderesVidne i saa Fald kan anses, viser Loven Pag. 109 Art. Isde. Thomas Siegaard som Korsvendveddenugudelig Korsel haver vel ved Forhoret i Kjettrup Kirke giort Bekendelse paa sig selv og saavel som de andre beskyldt Husholdersken at have vaeret Stiftere til den foretagne Korsel og Smoren, men derefterblevusynligog bortmmt, da han til Tinge var indkaldetsinBekendelseved Ed at bekraefte, saa der paa hans Udsagn ikke noget kan reflecteres. Vel foregiver Actor i sit Indlaeg, dog denne Sag uvedkommende, at Hr. Majoren skal have meddelt ham Pas, men da ingen lovskikket Bevis derom er fremkommen, henfalder den Beskyldning af sig selv. De ovrige Vidner saasom GertrudChristensdaatter,ChristenStad, Niels Jensen, Fogden

Mons^:f Hvid og Niels Skraedder, de 3de forste heraf stadfestervedEdaldeles intet at vide til Sagens Oplysning, men de 2de sidste gor Forklaring, at de til Dels saa og tit Dels horte det passerede med Vognens Smoren og Koren, dog ej at Husholdersken entea med Haandgerning eller BefalingtognogenDel derudi, men at Maren Christensdaatter var den, som fremforte Ordene og Ordren til Anstalten, saa og selv hjalp til Vasrkets Fuldbyrdelse med Haandgerning^ og saaledes kan det ikke udfindes, at Husholderske Anne Marie Nielsdaatter med saa lovskikket Vidner og Beviser, som i saa betydelig en Sag udfordres, er overtydet, at hun i denne skammelige og ugudelige Gernings Foretagelsehartagetnogen Part enten med Gerning eller Befaling,hvilkethimendog med Eds Tilbud saavel for under Sagen som og nu her for Retten har benaegtet. Ikke desmindre saa er det saa kendelig som klart baade af Omsuendighederne, de eragtede upartiske Vidners ForklaringogAnneMarie Nielsdaatters egen Tilstaaelse, at hun var overva::rende og ved, medens de andre smurte og udkorte Vognen paa ommeldte utilborlig Maade, og; da hun som et anseligere Menneske paa Gaarden end de andre gemene Tjenestefolk ej bevislig satte sig imod saadanugudeligogskammelig Gerning ved at give HusbondendettilKende, som det kunde forekommet, kan hun ikke vaere uden Mistanke jo at have haft Villie til Gerningens Fuldbyrdigelse, desaarsage hun og ikke aldeles kan kendes uskyldig for Forseelse at have begaaet ved denne Handel, dog ingenlunde at agtes som Gerningens Forovere eller Befalere, men alene som den, der ventelig af Enfoldighed og Daarskab eller af Frygt for rette Gerningsmaendikkesomovervaerende ved saadan utilboi*lig Gernings Fuldbyrdelse har sat sig derimod og hindret dets Fremgang.

For saadan Forseelse Anne Marie Nielsdaatter kendes

pligtig at betale til Viborg Hospital, som herved nasrmeste,. 8 Rdlr. og ligesaa meget til Justitskassen saa og til Actor Prokurator Raun for bans her under hafte Moje og anvendteBekostning 16 Rdl. inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse eller derfor at lide Tvang efter Loven. For det ovrige bor Anne Marie Nielsdaatter for hendes Beskylderes Paasagn aldeles fri at vasre«.

Efter 8■ Aars Kamp havde Anne Marie opnaaet at faa en Dom, der, selv om den ikke var smigrende for hende, dog kunde taales, da den offentlige Aflosning nu ikke var sat som Betingelse for Adgang til Alterens Sakramente, og det var for hende Hovedpunktet.

Rafn har derimod naeppe vasret helt tilfreds med denne Dom, han henvendte sig til Stiftamtmand Guldencrone og spurgte, om Sageri skulde appelleres, men der synes at have vasret mest Stemning for at faa den Sag endelig ud af Verden, og 1744 3<die Januar udgik der et kongeligt Reskript til Stiftamtmanden om, at det skulde forblive ved den afsagte Dom, -saafrernt Anne Marie Nielsdatter ikke selv forlangte den appelleret, men det vogtede hun sig vel for. Derimod sendte hun sin Sognepraest Hr.: Jacob Morsing i Durup en Udskrift af Dommen bekrasftet af »F. R. de Benzon« med egen Haand, Majoren har sikkert med storste Glsede underskrevet dette Vidnesbyrd om hans gamle Fjende Friedenreichs Nederlag, som ikke fik at skue Anne Marie Nielsdatter som bodfaerdig Synderinde paa Kirkegulvet i Kettrup,

Domsudskriften var dog heller ikke tilstnekkeligt fyldestgorende for Jakob Morsing, og skont hun »rned Graad og B©n« overhaengte ham om at tage hende tit Alters, vovede han dog ikke at indlade sig derpaa, men skrev et langt Brev til Biskop Andreas \Voldike om Sagen og udbad sig »hans vetedle HoJiErvaerdigheds gode Betnenkningog behagelige Resolution«. Hr. Jakob var betaenkelig:»Jeg

taenkelig:»Jegkand icke nasgte, jeg jo ved en og anden Samtale med hende om hendes Saligheds Sag har (for saa vidt jeg som et Menniske kand see) fundet Bodfaerdighedhos hende, men om dend tillige med hendes Lasngsel efter det hojsalige Alterens Sacramente har det reene og rette ojemaerke, er Gud alleene bekient, dog haaber jeg det, heist siden nun i min Tid her ved Meenighedeme har vasret en meget flittig Ordets Tilhorere- og derved {som jeg ved Undersogning har fundet) samlet sig nogenleedisKundskab i de guddommelige Sandheder. Herren i Naade redde hendes dyrekiobte Siael«.

Bispen i Viboirg turde heller ikke sige det sidste On i denne Sag, men indstillede den til Kongens Resolution og 22de Maj 1744 kom Svaret med den Ordre, at Bispei »den Anstalt gior, at bemeldte Anne Marie Nielsdatte til lonlig Skriftemaal vorder antagen. Dermed sker vo Villiec Christian R.

Efter at Danmarks Riges enevaeldige Monark saaledes havde yttret sin Villie, maa det antages. at Anne Marie Nielsdatter har naaet Maalet for sin Straeben, i hvert Fald gav Bispen i Viborg den 3die Juli s. A. Jacob Morsing den Orclre, at hun »efter foregaaende gudelig og alvorlig Bereedelse« kunde antages til lonligt Skriftemaal samt Altergang med andre Menighedens Lemmer. Derefter tier Historien om hende, men trods de mange Aars Processerog Sailing Herredsfogeds Dom er det endnu en Gaade, om hun var skyldig eller uskyldig. For hendes Uskyldighed taler hendes haardnakkede Kamp gennem de mange Aar, men for hendes Brode taler Vidnernes Udsagn.Ganske vist var de utvivlsomt hendes Avindsmaend, men det: udelukker ikke, at de har talt Sandhed. De Replikker, de referere, er af den Art, at de vanskeligt kan vaere opdigteds, og de maler hele Tildragelsen med et saadant Liv, at man maa tro, at de giver det bedste

Billede af, hvad der foregik paa Aagaard hin Torsdag
efter Paaske Helligdage i Aaret 1735. —

Anne Marie Nielsdatters trofaste Ven Frantz Rantzau Benzon solgte Hegnet i 1754, og han endte sine Dage som Oberstlieutenant den 3die Januar Aaret efter. Han dode i sin Gaard paa Mogensgade i Viborg og hos ham var kun en Tjener og en Pige, men om den Pige hed Anne Marie fortseller Skifteprotokollen ikke.

Kilderne til denne Beretning findes alle i Landsarkivet i Viborg. Vigtigst er en tyk Samling Domsakter i Sagen, som fandtes i Lysgaard Hids Herreders Arkiv, hvor den dog ikke oprindelig kan have hort hjemme.

Som de fleste af Arkivalierne fra dette Herredsarkiv, er ogsaa denne Samling Akter ilde medhandlet af Fugt og derfor paa sine Steder vanskelig at laese, forste Blad er kun delvis i Behold og Slutningen mangier. Derfor er overalt, hvor det var muligt, de originale Retsprotokoller brugte i Stedet for Akterne. Dette kunde dog ikke lade sig gore ved Sailing Herreders Ret, da de aeldre Justitsprotokoller her mangier, og der var saaledes Fare for, at Historien maatte undvaere den afslutiende Underretsdom, men heldigvis fandt Forfatteren Jeppe Aakjasr tilfaeldigt den af Benzon bekragftede Genpart af Dommen som Bilag til en Skrivelse til Bispen i Viborg fra Praesten i Durup.

I ovrigt er kun benyttet Amts- og Bispearkivernes Kopibager og
Samlinger af Reskripter, hvor det gjordes Behov.