II. P. D. Bruun og A. S. Ørsted.

Ved Slutningen af Staenderforsamlingen 1840 var der tilstillet Qrsted og Schouw folgende Adresser, hvoraf der i Familiearkivet findes Afskrifter med P. D. Bruuns Haand og som formodentlig er forfattede af ham:

Deter en Trang for Norre Jyllands Staenderdeputerede, nu da vi adskilles efter at Sexenniet for vor Funktionstid er udlobet, at udtale os for den Mand, der i Staendersalen stod imellem Kongen og Folkets Repraesentanter.

Deter ikke for at skildre denne Mands uvurdeerlige Fortjenester af sit Fodeland, hvilke ikke mindre ville erkjendes af en fjem Efterslaegt, end de nu erkjendes af hans Samtidige; derom vil Historien baere Vidnesbyrd.

Deter ikke saa meget for at udtrykke vor Erkjendelse af den ogsaa for Fremtiden gavnlige og betydningsfulde Indflydelsepaa Staendernes Virksomhed, som var en Folge af, just denne Mand ved Staendernes forste Sammentraedelse mdtogden Plads, hvorpaa Kongens Tillid i Samklang med Folkets

onske satte ham — derom vidner den Bog, som gjemmer Stsendernes Forhandlinger, og som ved hans sedle Humanitet og hans Kjaerlighed til det Me Ord blev et tro Billede af deres Virksomhed.

Men det vi ret levende onsker at udtale, deter de taknemmelige Folelser, hvoraf vi alle ere gjennemtraengte for den Elskelighed — store Characterer egen — den Velvillie udsprungen af den kjaerligste Sjael, hvormed De kom os alle imode.

Deter den taknemmelige Erkjendelse af det Udbytte,
der ved Deres altomfattende Aand, Deres dybe Indsigt og
Kundskabs Rigdom blev os til Deel.

Erindringen herom og om vores elskede orsted, lige
stor i Aand som i Hjerte, medbringe vi som en Skat, hvorom
Hengivenhed og Taknemmelighed skulle vidne.

Vi bede Dem at modtage denne yores Forsikkring om de Folelser, hvoraf vi ere gjennemtraengte for Dem, ved den for os tunge Adskillelse; og dermed tillade vi os at forene det Haab, at ogsaa De stundom vil skjaenfce os en venlig Tanke og fremdeles bevare Deres velvillige Sindelag for os, der ofte i vore Bonner vil indeslutte: »Gud bevare Anders Sandoe orsted for Konge og for Faedrelandet. :<

Deter naturligt, at Norre Jyllands Stcenderdeputerede ikke kunne skilles fra den Mand, som de i tre Sessioner eenstemmigen udkaarede som deres Prsesident, uden med de mest levende Erkendtligheds og Hengivenheds Folelser.

Deter Bevidnelsen af disse vi herved bede Dem hojtserede
Hr. Professor at modtage.

Jo vigtigere og vanskeligere det hsederlige Hverv var at lede Forhandlingerne den forste Gang Stsenderne efter deres Indstiftelse sammentraadte, af desto storre Betydning blev det at dette faldt i en Mands Lod, hvis fortjenstfulde Virksomhedi

somhedidenne Henseende er af den Beskaffenhed, at den
ikke kan indskrsenke sig til det nu sluttede Sexennium.

Vi erkjende hvorledes Sandhed og Retfgerdighed, der falde sammen med Deres ophoiede Characteer, altid laae i Deres Tale og Gierning; vi erkjende den sjseldne Dygtighed, den dybe Indsigt og den varme Interesse for Institutionen, hvormed De vaagede over denne og bidrog til en friere Udvikling af alle de gode Knefter, hvorpaa Institutionens Fremme saa meget beror.

Derfor har De et af alle erkjendt Krav paa Regcringens, paa Foikets og Forsamlingens Taknemmelighed; men hvad der personligen berorer os, deter den aedle Humanitet og den Elskelighed, hvormed De modte enhver af de Deputerede i bans Forhold til sin President.

Erindringen herom i al sin Skjonhed medbringer Enhver
af os tilbage til sit Hjem og bevarer den som en kjser
Ejendom.

Idet vi derfor tillade os at bede Dem h.oJagtede Hr. Professor at modtage denne Forsikkring, skeer det tillige med det inderlige onske, at De ogsaa ville bevare os i venlig Erindring, og at De ville tillade os at knytte Mindet om os til et Erkjendtlighedsbeviis, der staaer i Forbindelse med Deres Videnskab, og som af den Grund tillige — som vi haabe — Dem kjaert og Faedrelandet til Gavn, vil bringe Videnskabmanden i Erindring hvad han virkede som Kongerigets 2de Provinsialstaenders Prsesident. Men vi skulle endnu tilfoie, at Folkets Taknemmelighed herfor er forenet med et Haab og en Tillid, der gaar ud over det nu sluttede Sexennium.

Ved Slutningsbemserkningen hentydes til den Gave
af et kostbart Mikroskop, som de jyske Stasnderdeputerede
forasrede Schouw, en Sag, som tildels gik gennem Bruun.

Ligeledes havde han stor Del i Forhandlingerne om Gaven 1842 af Stedei: i Skt. Mogensgade i Viborg, hvorom en Maengde Dokumenter i Families.rkivet handler, og som halvt imod Schouws onske blev givet ham.

I det: hele taget fortsattes Venskabet med orsted og Schouw. I et Brev af 18. Maj 1841 skriver P. D. Bruun til sin Broder Mads Pagh Bruun, at nan har vaeret sengeliggende i 6 Uger, og tilfoJer: »Jeg har i min Sygdom forovrigt havt den Opmuntring, at mine Venner og Bekjendte have viist mig saa megen Deeltagelse, og navnligen have Orsted og Schouw hyppigen besogt mig.«

At man tidlig naevnte P. D. Bruun som Presidentemne,
fremgaar af folgende Brev af 14. December 1841
fra Justitiarius Schionning til P. D. Bruun:

. . . Her i Byen ere vi blevne enige om, at Praesidentvalget enten maa falde paa Dem, Otterstrem eller Luttichau, og det vil vel snarest blive En af de 2 forste, da nogen juridisk Dannelse dog nok behoves til den Post, der krsever en hoi Grad af Oversigt med Hensyn til Opfatningen af alle de forskiellige Sporgsmaal, hvori en Sag undertiden deeler sig. Er det sandt, hvad der siges, at orsted til Nytaar skal vsere Direkteur for en Afdeling af Ka.ncelliet, saa vil han formodentlig ikke blive udnsevnt til Commissarius. Det vil blive et stort Tab for Forsamlingen at miste baade ham og Schouw. Denne sidste synes mig maa veere glad ved, at man har forbigaaet ham. Han kan nu igien I:ye til sin Videnskab, hvorfor han har saa stor Interesse, og fra sin Stilling i Stsenderforsamlingen bringer han en Anseelse, der vanskeligen vil kunne fordunkles af nogen Anden . . .

Vil De bringe orsted min hiertelige Lykonskning saavel
til hans Fodselsdag, d. 21. d. M., som til det nye Aar,
hvori vi snart indtraede . . .

Hvorledes Bruun selv opfattede sin Stilling som President, fremgaar af det ovenfor S. 41 meddelte Brev af 27. Oktober 1842. — Da kom Modet d. 21. November 1842. I dette blev Ordet givet til Justitsraad With, der meddelte, at ban samme Dag havde faaet en Skrivelse fra den slesvigske Staenderdeputerede P. Hjort Lorenzen, at der er naegtet ham Adgang til Forsamlingen, fordi han bar villet tale sit Modersmaal, det danske Sprog. Tillige havde P. Hjort Lorenzen sendt With en Genpart af en Klage til Kongen og opfordret til at medvirke til, at der fra Stasnderforsamlingens Side gores et energisk Skridt i denne Anledning. With har derfor forfattet et Andragende om, at Forsamlingen straks vil indgaa til Kongen med en Petition, at han vil antage sig den danske Nationalitet i Slesvig og forskaffe Nationen den behorige Satisfaktion for den samme tilfojede Fornaermelse, og hvis Indgivelse han bebudede.

0-rsted nedlagde straks paa det alvorligste Protest mod, »at man her befatter sig med en Sag, der ligger udenfor Gmenserne af Forsamlingens Virkekreds«, og meddelte desuden, at han tilfaeldigvis samme Dag havde modtaget et Brev fra den slesvigske Forsamlings President, Professor Falck, hvori denne gav sin Fremstilling af det passerede, og hvis Behandling af Sagen orsted billigede.

Saalaenge Withs Andragende opfattedes som en Klage over det i den slesvigske Forsamling passerede — navnlig udtalte Vicepraesidenten, Ltittichau, sig skarpt mod Andragendetunder denne Form — antog heller ikke Bruun det for at hore hjemme i den norrejyske Forsamling; men da With naarmere forklarede, at Andragendet kom til at gaa ud paa, at Forsamlingen indgaar med en Petition alene om Opretholdelse af den danske Nationalitet i Slesvig, erklasrede Bruun, at et saadant Andragende anserhan sig ikke for berettiget til at afvise. orsted gentog

sin Protest: det ligger overhovedet uden for ForsamlingensVirkekreds,
jeg maa paa det bestemteste gentage
min Protest.

I Modet d. 25. November meddelte Prassidenten derpaa, at ban fra With havde modtaget Forslag til at indgaa med en Adresse til Kongen, der skulde gaa ud paa at tilkendegive Forsamlingens Tillid og Hengivenhed for Kongen og en B<zsn om, »at Kongen vil gribe til kraftige Midler for at hasvde den danske Nationalitet i Slesvig og Statens Enhed«. Tillige androg ban paa, at Sagen, for at den kunde fores til Ende, inaatte behandles for de ovrige private Andragender. Da flere Medlemmer imidlertid ytrede, at de ikke kunde udtale sig herom, for de personlig kendte Andragendets Ordlyd, blev Sagen udsat til den 2. December¹).

Imidlertid havde Sagen vakt en umaadelig Opsigt og ogsaa kaldt de kobenhavnske Liberale frem. Herom underrettede Schouw Bruun ved et Brev af .?g. November 1842, hvori der ogsaa findes en Anerkendelse af Bruuns Optrasden og udtales en Sorg over orsteds Optragden:

Gode Ven.

Den Bevaegelse, sora her er opstaaet hos alle FsedrenelandetsVenner i Anledning af, hvad der er passeret i Slesvigs Staenderforsamling, leder mig til at ssette rnig i Forbindelse med Dem for at bidrage til at hvad i den Sag bor og maae skee, foretages paa den for det danske Folk vserdigste og bedste Maade. — Nogle Msend, nemlig Clausen, P. Bang, Hvidt, Gross. Hansen, Prof. Madvig, Ussing og jeg samledes i Gaar Aftes for at overlaegge, hvorledes man her i Byen

---

1) Efter den norrejyske sitaendertidende 1842. — For ovrigt henvises om den Hjort-Lorenzenske Sag til H. R. Hjort-Lorenzens Meddelelser i Sianderjyske Aarb. 1891. — L, Koch: A. S. orsted, S. 155 ff. — Joh£.n Ottosen: P. Hjort Lorenzen, S. 127 ff.

skulde gaae frem for at styrke Regjeringen i at modarbeide den seperatistiske Retning, som gior sig gieldende i hiin Forsamling.Vi kom da til det Resultat, at de Staenderdeputerede,der opholde sig her i Staden, samt Stadens 36 Maend skulde sammenkaldes til et Mode i Aften hos Prof. Clausen, og vi aftalte hvad der omtrent skulde forelaegges denne Forsamlingtil Afgjorelse. Det har Bang samlet og opsat i et Udkast, hvoraf indsluttet folger en Copie, der vil give Dem en Hovedidee om Foretagendet, der udentvivl vil finde Bifald,da der her i Byen hos alle, uden Hensyn til Stand eller politiske Anskuelser, hersker en hoist forbittret Stemning.— Deter saa meget vigtigere, at sindige Maend traede op, som der allerede cirkulerer Adresser og gjores Indbydelsertil Moder fra de Ultra Liberales Side, hvis Petitionersikkert ville gaae langt videre. Hvad der isaer er vigtigter at man ikke bliver staaende ved det enkelte Factum, der angaaer Lorenzen; dette er kun et mindre betydende Led i den hele Raekke af Tendentser til at sondre sig fra Danmark og derfor at tilsidesaette og forhaane den danske Nationalitet; dernaest kommer det an paa ved sit Andragende at sorge for, at man ikke giver Slesvig-Holstenerne Anledningtil at paastaae, at vi straebe efter at incorporere Slesvig. Dettes Selvstsendighed ligeoverfor Danmark maae erkiendes ligesaagodt som i Forhold til Holsteen.

Det har bedrovet mig til mit Inderste, at orsted ikke blot, hvad han vel som Commissarius ikke kunde undlade, at protestere mod Sagens Foretagelse i Viborg Forsamling, men at han er traadt op som tagende Partie for Falk mod Lorenzen og det paa saa naergaaende en Maade. Falk har i mine Tanker handlet aldeles uforsvarligt og givet et endnu vaerre Exempel paa Praesident-Tyrannie eller maaskee snarere Praesident-Feighed end Prsesidenten i Itzehoe. Lorenzen har vistnok feilet ved. at lade sig henrive af Lidenskaben; men man bor dog betaenke, at han var tirret uophorlig ved de

systematisk fortsatte Forhaanelser mod den Nationalitet, han repraesenterede. — Har da orsted ikke kest de nsestforegaaendeNr. af den slesvigske Tidende, og blot holdt sig til den ene Parts eensidige Fremstilling ? — Sot a sagt, Intet har i lang Tid saa inderlig smertet mig som at laese orsteds Yttringer i denne Sag. — Den Maade, De liar taget den paa, finder jeg fuldkommen rigtig; som Klage kunde Sagen ikke komme for, men som Nationalt-Anliggende maae den nodvendigviis komme for.

Hilsen til mine Venner. — Stedse Deres

Schouw.

Bang har intet imod at De gior hvad Erug De vil af
hans Udkast.

Udskrift: S. T. Hr. Etatsraad Bruun, Prsesident for
Stsenderforsamlingen i Viborg.

P. G. Bangs vedlagte Udkast indeholder forskellige Forslag til Overvejelse. Det fremgaar ogsaa heraf, hvor meget det har ligget de ledende Masnd i Kobenhavn paa Sinde, at: hele Forholdet til Slesvig optoges i Adressen, ikke blot den Hiort-Lorenzenske Affasre. Da Bruun havde faaet fri Raadighed over Benyttelsen, har han uden Tvivl meddelt det til With, ligesom til orstecl, hvilket sidste formentlig vil fremgaa af et senere Brev. With havde forovrigt: i sit Andragende ogsaa taget noget Hensyn til den hele Stilling. Det fremgaar af Ordlyden af hans Andragende.der blev opkest i Modet d. 2. December. Her udtalte orsted sig atter indtraengende mod Andragendet, medens Prassidenten kraftig hasvdede Forsamlingens Kompetence: »Jeg formener, at alt, hvad der kan forebyggeen Adskillelse af de forskellige Statsdele, er i Kongerigets Interesse, altsaa ogsaa alt, hvad der kan fjerne ethvert Middel, som kan lede til en Adskillelse; derhen horer en Underkuelse af det danske Sprog og af den

danske Nationalitet. At dette Tilfelde er forhaanden, afgjorjeg ikke her, men jeg naevner det kun for at argumenterefor Forsamlingens Kompetence«. Desuden gjorde han opmaerksom paa, at da man i Begyndelsen af Sessionenindgik med en Adresse til Kongen, havde man deri ytret, at det vist vilde lykkes Kongens Visdom at afvasrge en Adsplittelse af Statens forskellige Dele; hvad der tilsigtes med Andragendet, er kun en Fortssettelse heraf, som er fremkaldt ved et mellemkommende Faktum,og Bevidnelsen af den i Adressen udtalte Overbevisningsamt af de Sympatier, der i denne Retning har vist sig hos Folket, kan vistnok ikke siges at vaere NationensRepraesentanter uvedkommende¹).

Der nedsattes derpaa — med 39 Stemmer mod 10 — en Komite til nasrmere Udarbejdelse af Adressen; den kom til at bestaa af Universitetets nye Reprassensant, Retshistorikeren Prof. J. E. Larsen, Godsejer Nyliolm og Overretsprokurator Jespersen.

Samme Aften (2. Decbr.) besvarede Bruun Schouws Brev af 29. November og indlagde heri et Brev til sin Hustru, hvori han nasrmere udtaler sig om Forholdet til orsted:

Asmildkloster, den 2. Dcbr. 1842.

. . . Jeg benytter et Brev til Schouw til at vedlaegge en liden Billet til Dig for at sige Dig, at jeg i Dag igjen har vseret i Ilden, men reddet mig i det mindste til ForsamlingensTilfredshed; Schouw har tilskrevet mig, at den Maade, jeg har taget Sagen paa, finder han fuldkommen rigtig, hvorpaajeg naturligviis ssetter megen Priis. — Tak for Dit velsignedeBrev og glem ikke mig fordi Du sjeldnere vil faae noget at see fra min Haand. — orsted er i en meget übehageligStilling, da han er uden Svar fra Kbhvn; da jeg

---

1) Stasndertidenden 1842, Sp. 225 f.

frem for alt mener at der mellem en Comraissarius som orsted og Prsesidenten maa finde Oprigtighed Sted, har jeg viist ham, hvad der i disse Dage er bleven mig meddeelt fra Kjebenhavn.

Du maa ikke vaere sengstelig for mig min elskede Reinholdine; naar kun Din gode Aand folger mig, vil jeg vel blive ledet over alle Skjser og med naae Havn — Amen •— ...

Samme Dag (2. Dcbr.) underrettede Schouw Bruun
om det uventede Udfald af det kobenhavnske Mode:

Gode Ven. — Forsamlingen af de Kjobenhavnske Staenderdeputerede og Borgerrepraesentanter lik det for mig uventede Udfald, at man [har] opsat Sagen, indtil de folgende slesvigske Tidender havde viist, hvorledes den slesvigske Forsamling vil tage Forslaget om at indtraede i det tydske Forbund. — Da vi andre ikke dermed kunde vajre tilfreds og vi fandt det urigtigt, at kun de Ultraliberale skulde yttre sig ved denne Leilighed (deres Petition har i nogle Dage faaet 500 Underskrifter), saa besluttede Clausen, Madvig, A. Hansen, H. P. Hansen, Meinert og jeg os til at udstede indesluttede Erklgering, hvortil vi have indbudt Publikum. Den blev udlagt i Morges og havde i Middags henved 100 Underskrifter, hvoriblandt ikke faa gode Navne. Erklaeringen bliver bekiendtgiort med Navne, saasnart Underskrifterne ere sluttede. —■ Jeg sender Dem dernaest det idag udkomne Nr. af Dansk Ugeskrift, som indeholder en Artikel om det samme Dagens Anliggende. — Hilsen til mine gode Venner i Viborg.

Stedse. Deres

Schouw.

Den vedlagte Erklaering gaar, eiter at have fremhaevet den Sorg og Bekymring, Forholdenes Udvikling i Slesvig maa indgyde, iid paa at udtale, »at det danske Folk vil. med al den Kraft, som Kjaerlighed til Faedrelandet giver, understotte Kongen i hans Idrastter at haandhaeve Statens Enhed, i sin Landshojhed over Slesvig og den danske Nationalitet i de Dele af dette Hertugdomme, hvor den fmdes«.

Imidlertid arbejdede den nedsatte Komite paa Udkastet til Staenderforsamlingens Adresse. Ogsaa dette endte med en Forsikring om, »at det danske Folk med den inderligste Taknemmelighed vil modtage Efterretningen om enhver Forholdsregel, som Deres Majestast maatte anordne til Opretholdelsen af dets Nationalitet og Statens Enhed, og at det endraegtigen vil slutte sig til Deres Majestast og understotte Deres Idraetter, for at hasvde disse magtpaaliggende Goder«. Men forovrigt er Udkastet et meget selvstsendigt Arbejde, rimeligvis forfattet af Referenten (Ordforeren) Prof. J. E. Larsen. Dets Form er langt kraftigere end den kobenhavnske Erklaering; det taler om Fejlgreb«, om Frygt for »fjendtligsindede, pligtforglemmende Embedsmaends Modstands mod Kongens Bestraebelser o. s. v., o. s. v.

Den »forelobige Behandling« fandt Sted d. 15. December, den »endelige« d. 17., og efter at nogle af de mest yderliggaaende Udtryk vare modificerede, vedtoges Adressen med 46 Stemmer mod tre (Amtmand Roserorn, Vicepraesident Liittichau og Provst SchJodt¹).

I det nseste Mode (19. Dcbr.) meddelte orsted, at han havde taget under nOJe Overvejelse, hvorvidt Diskussionerneom Sagen skulde offentliggores, om han end under Sagens Behandling var kommen »i nogen

---

1) Ottosen, a. Skr, S. 128 f.

skarp Bearing med adskillige Medlemmer«; men Hensynettil det offentlige Tarv og til Hertugdommernes Stemning hindrede det; han var derfor efter moden Overvejelsekomraen til det Resultat, at Forhandlingerne ikke kunde optages, i det mindste ikke i deres fulde Omfang (in extenso); desuden havde Adressediskussioner ikke ved tidligere Lejligheder vaaret meddelte.

Prcesidenten haevdede, at Adresseforhandlingers Optagen i Tidenden ikke decideret var udelukket, eftersom Protokollen under Forhandlingerne var aaben, den kongelige Kommissarins tilstede og Sagen i det hele blev behandlet paa saedvanlig Maade; han foreslog at indhente »allerhoJeste Bestemmelse«.

Orsted var dog betaenkelig ved at indhente Kongens Bestemmelse, da dette vilde udsaette Tidenden for Standsning og scette Kong en i Forlegenhed, hvorefter Prcesidenten frafaldt dette Forslag, men forovrigt haevdede Forsamlingens onske om Offentliggorelsen. orsted fastholdt imidlertid sit Standpunkt, det hele maatte tilsidst afgores ved en Forhandling mellem Kommissarius, President og Redaktionskomiteen.

orsteds Nasgten af Optagelse af Diskussionerne medforte heftige Scener i Forsamlingen. Dennes forste Sekretaer, Legationsraad Hvass til Randrup, forlod endog Forsamlingen af Forbitrelse over den Haan, der herved var vist Forsamlingen, der herved var kommen til at staa under stnengere Kontrol end de slesvigske og holsienske Forsamlinger, hvorom det var oplyst, at lignende Diskussioner vare optagne i Tidenderne.

Praesidenten (og orsted) udtalte Frygt for, at Forsamlingenved dette Eksempel skulde blive spraengt, og det fulgtes ogsaa af Godsejer Nyholm, der var Medlern af Komiteen, og som erklasrede at ville forlade Forsamlingen,hvis hverken den forelobige eller den endelige

Forhandling offentliggjordes; der var lidt et Skaar i StaendernesVirksomhed.

Det blev alligevel Kongen, der paa egen Haand greh ind og forbod OfFentliggorelsen af Adressediskussionerne. Kongen havde nemlig allerede d. 19. Nov. tilskrevet orsted om den Hjort-Lorenzenske Sag for at sikre sig, »at Sagen ogsaa i den norrejyske Forsamling fremstilles paa den lempeligste Maade som en Ordens-Sag mod Lorenzen, der har trodset Pra2sidenten«. Dette Brev fra Kongen kan dog orsted ikke have modtaget Slagdagen d. 21. Nov. Medens ban straks indberettede i et Brev samme Dag, hvad der var foregaaet d. 21., besvarede ban fiarst Kongens Brev d. 22. I Reskriptet af 2. Dec- 1842, der f©rst blev offentliggjort i »Berlingske Tidende« d. 17., altsaa samme Dag, som den endelige Adresseforhandling fandt Sted i Viborg, afvistes Lorenzens Klage, da ban ikke, overensstemmende med Forretningsordenen, havde fulgt Prresidentens Anordning, men hasvdedes de danske Deputeredes Ret til i hvert enkelt Tilfaelde at tale Dansk, og bebudedes naermere Lovforslag til Sagens Ordning. — Nu afgjorde Kongen, der skal have vseret meget forbitret over den norrejyske Forsamlings Optrseden, Sagcn om Offentliggorelse af Forhandlingerne ved direkte Ordre til orsted 1).

Dagen efter, at orsted havde afgivet sin Erklasring, holdtes Slutningsmodet (20. Dcbr.). orsted tog bevasget Afsked, baade fra dette Sted, hvor han rimeligvis aldrig mere kommer, da allerede hans fremrykkede Alder tydede paa, at denne Stienderforsamling vilde blive den sidste, hvori han deltog, og fra sin Virksomhed som Kommissarius, der har vaeret ham kaer; han har altid

---

1) Ottosen, anf. Skr. S. 129. — Hjort-Lorenzen i »Sonderjyske Aarboger* 1891, S. 178 ff.

staaet i et godt Foirhold til Medleramerne. »Dette Sindelag (fra Forsamlingens Side) har aidrig staaet paa en betasnkeligereProve end i den Forsamling. vi nu er ved at slutte«. Han har imidlertid folt, at hans »kaere MedborgeresSindelag imod ham er bygget paa et fast Grundlag,der ikke rystes ved Sammenstod af Meninger«.

Til Bruun ytrede ban bl. a.: »Blandt mange andre glaedelige Resultater af min Stilling her i Viborg er slet ikke det ringeste, at den har bragt mig i. naermere personligt Bekendtskab med denne Mand, der har udviklet sig til et trofast Venskab. Det var mig derfor en sand Glaede, da Forsamlingens Tillid kaarede ham til at styre dens Foretagender; dog blandede der sig heri en hemmelig Frygt, idet jeg tvivlede om, at han, nylig oprejst af Sygelejet, vilde kunne udholde (de dermed forbundne) Anstnengelser . . . Men hans levende Iver for dette Kald har styrket hans legemlige Kraefter«. — Efter at have fremhaevet Bruuns Indsigt, Nidkasrhed, Upartiskhed slutter orsted saaledes: »Jeg haaber, at det Ven.skab, der alt forhen var knyttet mellem os, fra begge Sider kun vil vagre befestet ved det Forhold, hvori vi i denne sidste Forsamling har staaet til hinanden«.

Bruun udtalte i sit Svar, at man kun nasvner den Mand, der atter denne Gang i denne Sal stod mellem Kongen og Folket, med Beundring, yErefrygt og HoJagtelse,den Mand, der i sin ansvarsfulde og vanskelige Stilling nu gennem en Raekke af Staendersessioner hos Folkets Udvalgte har bevaret det skonr.e Forhold, den Hengivenhed og Tillid, der ikke mind::e skyldes hans elskelige og hjertelige Personlighed end hans overordentligeEvner og ualmindelige Egenskaber . „ . »Tor jeg beroremin egen Person, da horer det til et blandt mit Livs lykkeligste ojeblikke, der bragte mig i Forhold til denne Mand, der — hvad jeg med inderlig Paaskonnelse bevarer—

varer—har beaeret mig med saa megen Velvilje og
Godhed«.

Efter at Aldersprassidenten, Kammerraad Wulff, havde beklaget, at »den asdle, sjaeldne, elskede og hojtstaaende som hojagtede Mand muligt forlader Forsamlingen for stedse«, og udtalt onsket om, »at intet übehageligt Minde ved Tanken om hans sidste Hervaerelse maatte knytte sig til den Hsederkronedes Erindring«, sluttede Staendermodet. — Dagen efter (21. Dcbr.) holdtes der i Anledning af orsteds Fodselsdag et Festmaaltid for ham i Viborg Klub, hvori de tilbagevaerende Staenderdeputerede deltog. Biskop Tage Muller holdt Festtalen, Rektor Ingerslev mindedes H. C. orsted; With var ogsaa tilstede og udbragte — Damernes Skaal, orsted selv Viborg Indbyggeres; Bruun derimod ruevnes ikke i Referatet¹).

Forholdet til orsted personlig var saaledes tilsyneladende uforandret. Bruun havde under en lempelig Form vist en fast og rolig Holdning, uden at sense de Übehageligheder, ban som Embedsmand maaske kunde vaere udsat for, — hvis Kongen skulde fatte Uvilje mod ham. Dette var dog ingenlunde Tilfasldet, som det fremgaar af et Brev, som Bruun efter sin Hjemkomst til Kobenhavn, d. 3. Januar 1843 skrev til sin Broder paa Bruunshaab, Mads Pagh Bruun, hvori han omtaler Kongens Ytringer til ham og i det hele udtaler sig om Folks Stemning for ham, om sit personlige Indtryk af P. H. Lorenzen m. m.:

... I Aarhuus maatte vi blive i 2de Dage, og skjondt disse tilbragtes i Gjestebud (?) o. s. v., saa gjorde det mig ondt at skulle give disse 2de Dage bort af min Ferie i min Familie. Denne traf jeg Gud skee Lov vel; den kjaere

---

1) Viborg Stiftst. 22. Dcbr. 1842.

Reinholdine havde i 3de Morgener vgeret oppe Kl. 3V2 for at tage imod mig, og jeg blev ikke lidet forundret ved at see Lys i mine Vinduer, da jeg Torsdag Morgen Kl. 3Y2 kjorte forbi¹). — Reisen havde forevrigt gavnlig Indflydelse paa mit Befindende.

Jeg modtager her mange Forsikringer om Tilfredshed med mit Praesidentskab eg det af Folk, som ellers ere store Kritikere. — Besynderligt er det — Kong en tilkjendegavmig sin Tilfredshed for den B ered villighed og Assistance, jeg havde ydet orsted, der derom havde tilskrevet ham²), medens Bladene tale om min faste og vserdige Holdning mod orsted; Khre. Benzon udbasunermin Roes i Odense, medens de forste Ultraer i den jydske Forsamling tilkjendegive mig deres Tilfredshed og Hoiagtelse. Jeg kan ikke svare andet herpaa end, er dette virkeligen alt fortjent, da er det kun en Frugt af min Strseben efter at vaere retfserdig, og at dette dog tilsidsi: seirer. Nathansen— Berlingeren — traf jeg forleden i et Selskab; han tiltalte mig strax: Nu, De er sku en fodt Praesident; jeg svarede ham, at det var min Debut, hvortil han svarede: Nu, havde der veeret noget at sige paa Dem, jeg skulde ikke have glemt Dem. — Lorentzen fra Hadersleben besogte mig Dagen efter at jeg var kommen hertil. Han viser sig gandske som en Partimand; han har havt Audients hos Kongen, og blandt det der passerede fortalte han mig, at K.fongen] havde sagt, at han var dansk Konge og at han ikke vilde give Slip paa Slesvig; jeg har senere ofte truffet sanimen med ham; man har meget trsengt paa, at jeg skulde deeltage i Gildet for ham, men jeg har afslaaet det, jeg maa ikke forglemme

---

1) Bruun boede i Frederiksborggade i Grosserer Tvermoes' Gaard. Da kun Norreport stod aaben om Natten, maatte Postvognen ad denne Vej for at naa Postgaarden paa K<3bmagergade.

2) Udhsevet af A. H.

den neutrale Charakter, hvorfor man har tillagt mit Praesidentskabsaa
megen og for megen Roes . . .

Ogsaa fra anden Side modtog Bruun Tak for sin Optrasden som President, saaledes fra den Stasnderdeputerede, Amtsforvalter i Tisted, Kammerraad Aagaard, der d. 10. Janucu 1843 tilskrev ham et langt Brev, hvori han udtaler sin Tak til ham og ogsaa udtaler sig om orsteds Humanitet, om Stemningen i Anledning af Adressedebatten i Viborg m. m.:

Hojvelbaarne Hr. Etatsraad Bruun!

Jeg beder Dem herved at modtage min ligesaa velmeente
og hjertelige som ligefrem udtalte Tak for Samvoeret
i Wiborg i sidste Staenderforsamling.

Deter ikke alene med Hensyn til Deres Fortjenester i Prsesidiets saa saerdeles humane, vel og for det Heele meget heldige Udforelse, at jeg yder denne Tak; men deter ogsaa med saerligt Hensyn til den sande Velvillie og Godhed, som De ved enhver Leilighed viste mig, og som ret tjente til at opmuntre, naar det stundum gik trangt og betsenkeligt nok. Gid De nu i Deres lykkelige Hjem maa befinde Dem frisk og vel, og Gud give Dem Helbred og Lyst til atter og atter at mode i Wiborg, og den jydske Forsamling vil da atter paa nye trsede saa meget freidigere sammen. — Deter vel at betvivle, at orsted atter moder der som Commissarius, og hvem vil ikke beklage dette for de fremtidige Forsamlingeruhyre Tab; thi Hoiagtelse og for denne sedle ophoiede Mand, bar visselig holdt mangt et haardt Ord til— bage, om ei mere, foruden alt det ovrige, som med ham vil savnes. — Det vanned overvalues rorte Folelser, at jeg sidst forlod Staendersalen, og saaledes besteg jeg Reisevognen, som stod fserdig ved mit Logis, og jeg kunde ikke den ganske Nat efter, i hvilken jeg vedblev at fortssette Reisen, overvinde

den Veemod og de flere forskieliige Folelser, som ved ForsamlingensOplosning
gandske havde bemaegtiget sig mit Sind.

. . . Paa min Reise prevede og veiede jeg ret alvorligt alt fra sidste Forsamling, og med Gleede kan jeg sige, at jeg ikke havde fundet min Samvittighed besvaeret i Anledning ai mine Handlinger der, og jeg er tilfreds mec de Stemmer, som jeg under Afstemningerne har givet i alle vigtige Sager. Men jeg erkjender derhos villig, at jeg dog vel kunde have virket meget mere ved Ordet i Stsendersalen, end jeg gjorde. og det Isegger (!) mig paa Sinde og gJOr mig ondt. — Ved Afskeden med Commissarius paa hans Bopasl om Formiddagen for Forsarnlingen hsevedes, forekom blandt denne aedle Mands Yttringer nogle faa simple Ord, min personlige Virken vedkommende, der udtaltes med den Velvillie og Hjertelighed som er ham egen, og derfor ret gik mig til Hjerte. Gid de vare blevne udtalte laenge for! Men vil G-ud, at jeg oftere kommer til noget Stsendermode, da skulle de staae lige saa levende for mig, som samme Dag de udtaltes og som de staae i dette oieblik, og de ville da styrke og give mig Mod. om dette skulde savne nodvendig Styrke. — Men tilgiv! — jeg seer, at jeg er blevet alt for vidtloftig og maae treette Dem.

Jeg kan endnu ikke undlade at fortse'lle, at af alle, som jeg efter Afreisen fra Wiborg har talt med om Forhandlingerne der, have Ingen vaeret af anden. Mening, end at Hvas og Nyholm handlede urigtig i at gaa bort; men Adressen har fundet Bifald. Det oprindelige Adresse-Udkast er temmelig bekjendt her i Provindsen, men deter, saavidt jeg har kunnet erfare, blevet betragtet som altfor slem[t], og Modificationerne har vundet Bifald . . .

Ogsaa fra den danske Befolkning i Nordslesvig fik
Bruun Tak for sin Optrasden, idet den bekendte Patriot,

Moller Staal fra Taarning Molle pr. Kristiansfeld, en Son af P. D. Bruans Soskendebarn, Ane Marie Bruun (Soster til Justitsraad Bertel Bruun til Asmild Kloster) og Konsumtionskasserer i Fredericia, Justitsnad Niels Staal, — den y. Maj 1843 tilskrev ham folgende Brev, der ogsaa i anden Henseende har Interesse:

Kiaere Faetter! Jeg er overbevist om, [at] Du nu som i Stsendersalen i Wiborg interesserer Dig for den nordslesvigske Sprogsag og dennes überegnelige Folger; foranlediget deraf er jeg saa fri at sende Dig disse Linier.

Den dansktalende Deel i Hertugdommet paaskionner hvad Jydernes udvalgte Maend har virket for dein; paa Festen i Sommersted [Kro d. 21. Februar] blev De, som Du vist har erfaret, erindrede ved en Toast, der gav Anledningtil megen Underholdning, hvorved det meget glaedede mig at hore Prsesidenten omtale som den der saa dierv var gaaet ind paa Vits Anskuelser, skiondt Commissarius var af en anden Mening, og derved saa meget bidrog til at fremme den gode Sag. — Tiden har vist, at dette de jydske DeputeredesSkridt ei allene her har haft gavnlig Indflydelse, men og meget bidraget til at haeve Nationalfolelsen i selve Kongeriget.— Vi her i Hertugdommet fra Kongeriget udvandrede ere kuns meget faae, men deter jo en Selvfolge, at vi fole det trykkende i det tydske Aag langt haardere end Indfodte, der ved Vane og nedarvet Slovhed ere blevne fortrolige dermed; nu da vi ere blevne opfordrede, virke vi, men dog saa übemserket som det efter vor Stilling er mulig. — Til Festen i Sommersted blev ieg, den eneste i Thyrstrop Sogn, indbudt af Bestyrelsen; for at bidrage mit til at vsekke den danske Nationalfolelse i Hertugdommet, kiobte ieg Dagen for Festen Bierget HOl Skamling, et Kobbel beliggende paa de saakaldte Gronninghoved Bakker i Veistrop Sogn, for 440 Rth. Cort [Kurant]. Kiobecontrakt blev strax udfgerdiget;

paa Festdagen overleverede ieg Hr. P. H. Lorenzen, den Sonderborger Deputerede, Contrakten med det Tilfoiende, at ieg agtede at proponere Selskabet aarlig ved en Fest paa Bierget at hoitideligholde Aarsdagen, paa hvilken Sprogreskriptetblev udstedt; denne Beslutning glsedede ham saa meget mere, som den kom uventet. Efter den vakkre Lars Skous udbragte Lofteskaal tog ieg deraf Anledning og ved en Tale opfordrede Selskabet til at give et yderligere Lofte, nemlig om trende Maaneder, d. 14. Mai, at samles paa HOl Skamling; dette Lofte blev eenstemmig givet med megen Intusiasme (!), Aktier blev tagne og en Comittee valgt; saaledesblev min Idee forelcbig realiseret; siden har den fundet megen Deeltagelse og Samklang i Folket.

Tydskerne rase af Harme, og da de fledste Embedsmaend hore til dette Parti, er man os meget imod. — Paa Grund af, at der mulig kunde blevet lagt os saa mange uoverkommelige Hindringer i Veien for Festens Afholdelse, at vi ikke hafte seet os i Stan[d] til at udfore den, har ieg ei villet tilskrive Dig for; men nu da Programmet er udgaaet og Amtmand Johansen lader som Sprogfesten glaeder ham meget, ja en[d]og [har] tilbudt os al mulig Asistangse, kan ieg ei undlade at meddele Dig disse Linier for at melde Dig, der har taget saa megen Deel i vor gode Sag, hvorledes Tingene nu staar her. — Bestyrelsen, hvoraf ieg er Medlem, taler og skriver lidet, men virker desmere. Idag have vi tilskrevet Kronprindsen og inviteret ham til Festen; vi have for tilskrevet ham og udvirket, at Srigade-Musikken og Telte kom fra Fredericia.

Gaardmand L. Skou fra Sommersted vil indvie Bierget med en passende Tale; han var hos mig igaar og bad mig, om ieg ikke kunde give ham Underretning om Oprindelsen til Bakkens Navn Skamling og hvad det gamle danske Navn Skamling betydede, samt om ieg ikke vidste noget gammelt Sagn eller noget historisk merkvserdigt derom; ieg har intet

kundet erfare om det, end at Bakken maae have vaeret en gammel hedensk Begravelsesplads, hvoraf der endnu ved Gravning findes Spor. Skiondt Tiden nu er meget knap, vilde Du muligen uleilige Dig med ved Historieskrivcre eller Oldgranskere, Du kiender, at skaffe os de Oplysninger, der er mulig, saavel om Navnet som Biergets historiske Merkverdighed;om noget kunde udfindes, vilde for Skou skee en stor Tieneste, da han saa vilde benytte det i sin Tale.

Du og kisere Familie modtage en venlig Hilsen fra os.

Din med Agtelsen hengivne Ven

H. I. Staal.

Bruun besvarede Brevet, men uden Resultat, som det synes, med Hensyn til de forlangte Oplysninger. Den 2j. Maj skrev Staal nemlig atter til ham efter den store Skamlingsbankefest, hvor Laurids Skou holdt sin beromte Tale — der er paa Brevet faestet et Adgangstegn til Festen, en DannebrogsloJfe med Bogstaverne: Sk. B. Han ytrer heri: »Megen Tak for Din serede Skrivelse, jeg forst modtog Dagen efter Festen. For Din Beredvillighed var vi Dig meget forbunden. Jeg lod Professor Flor laese Dit Brev; han har efter vort Opdrag uleiliget sig i samme Retning, men intet udfunden«. — Der onskes i Anledning af Kobet af Skamlingsbanken nogen Omlasgning af nogle Grunde, hvorimod Rentekammeret gor Indvendinger. Han beder derfor Bruun tale om Sagen med sin Svigerfader, Rentekammerdirektoren, »der, som Prof. Flor ytrede, er alle bekjendt som en retskaffen dansk Mand, ham stole vi paa; sig ham, vi har i Sinde at opreise Kongen en Mindestotte paa Bjergets hojeste Top«.

Ogsaa fra Godsejer Tang paa Norre Vosborg modtogBruun
en Opfordring til at overva?re Model paa

Himmelbjerget d. 24. August, men undskyldte sig med
uopsaettelige Forretninger.

Inden den folgende jyske Staenderforsamling traadte sammen, vare Forholdene blevet endnu mere spgendte. Ved Reskriptet af 29. Marts 1844 (i Virkeligheden efter lang Vaklen af Kongen forst underskrevet 9 Maj) havde Kongen, paavirket af sine holstenske Raadgivere, indskrasnket Retten til at tale Dansk i den slesvigske Forsamling til de Medlemmer, der ikke kunde tale Tysk, hvilket faktisk udelukkede P. Hjort Lorenzen, der for Begivenhederne i 1842 havde talt Tysk i Forsaralingen, i at deltage i Diskussionerne og ogsaa medforte hans Nedlasggelse af sit Mandat. — »Syvstjernen« (Schouw, Clausen osv.) havde fremlagt en Adress^: om de slesvigske Forhold til Underskrift, hvilken kort efter opnaaede 20,000 Underskrifter, og et lignende Forslag til en Adresse kunde ventes indgivet til den jyske Staenderforsamling af de samme Maend, forstaerkede med flere jyske Stasnderdeputerede og andre ansete Mtend, gennem Ordforeren for Adressen fra den jyske Stasnderforsamling 1842, Professor I. E. Larsen. Den Juli var holdt det nye store Skamlingsbanke-Mode, hvor Maend fra Kongeriget modtes med Nordslesvigerne og Taler holdtes af Grundtvig, Goldschmidt osv.

Der var saaledes Stof nok til Goring, da den jyske Stasnderforsamling aabnedes d. 9. Juli 1844, i de samme Dage som den slesvigske. Bruun genvalgtes lil President med 48 af 50 Stemmer; men betegnende var det, at Kammerherre Luttichau til Store Grundet blev vraget som Viceprassident og erstattet af — Professor Larsen.

Den kgl. Besked til de jyske Staender indeholdt, dog
i moderate Udtryk, en Indsigelse mod Adressen fra 1842;

men hvor usikker Orsted folte sig, viser folgende Brev, som han samme Dag sendte Bruun, og hvori der viser sig et svagt Haab om, at den kgl. Besked til de slesvigskeStamder kunde virke beroligende:

Jeg tillader mig herved confidentialiter at meddele Deres Hoivelbh. Aftryk af Beskeden til de Slesvigske Staender, der viser, at Kongen betragter de Slesvigske Anliggender paa en ganske anden Maade end der almindelig troes. Det vilde vist vsere til Nytte, om De underhaanden derom vilde meddele Enkelte en Notits(?), dog naturligviis kun ganske almindeligt, da jeg ingenlunde kunde ville, at der i Staendersalen rores ved hin Beskeed, forend den paa officiel Maade er blevet kundgjort. Om og hvorledes De heraf vil gJore Brug, overlades iovrigt ganske til Deres Indsigt og Retsindighed, som sikkert vil yde mig megen Hjselp til at formindske de Übehadeligheder, som kunne forestaae.

9A [1844?]-

Deres hengivnc

orsted.

Hoivelbaarne Hr. Hoiesterets-Assessor Bruun.

Dette Forsog paa at virke beroligende mislykkedes dog fuldstsendigt. Straks i et Forslag til en Adresse til Kongen udtaltes skarpe Ytringer mod Kongens Raadgivere.orsted tog sig dette meget naer. »I Viborg stormede«, skriver han senere, »Klagerne los straks ved Begyndelsen og fretnbares i en Adresse til Kongen, hvori man ogsaa stilede Klagerne mod Kongens Raadgivere«; hans Indvendinger mod Angrebene mod Regeringen og Overdrivelserne vare som en Rost i Orkenen¹). — Prof.

---

1) orsted: For den danske Stats Opretholdelse i dens Helhed, S. 50 ff. — Jvf. Ytringerne i Brcret af 10. December 1844, der vil blive meddelt nedenfor (S. 173).

Larsen indgav personlig et Forslag til et Andragende til Kongen om at udtale sig klarere om den danske Statsenhed,og heri blev netop Beskeden til de slesvigske Stsender gjort til Genstand for en skarp Kritik. Qrsted nedlagde Indsigelse mod saavel denne S;;igs Behandling som mod Stasnderforsamlingens Kompetence til at behandledet af Larsen m. fl. indgivne store Forslag om Ordningen ai de slesvigske Nationalitetsforhold, men Bruun haevdede lige saa kraftigt som tidligere Stsendernes Kompetence. Klarest udtrykte han maaske Standpunktet ved Forslagets forelobige Behandling d. 2. Septbr.: »Det er netop det, man ikke kan erkende, at det, hvoroni der her er Sporgsmaal, ikke er noget, der influerer paa den hele Stat, og derfor har lige saa meget vedkommet de danske Stasnderforsamlinger«^x).

Nasste Dag (3. Septbr.) foretoges den endelige Behandling
af det af Regeringen forelagte Vaernepligtforslag,
hvorfor Kammerherre Luttichau var Ordfcirer. Det vakte
stasrk Modstand i Forsamlingen, hvor man vedtog et
af Nyholm, hvori Forsamlingen fraraadede
Lovudkastet, men petitionerede om Forelaeggelse
af et nyt til nasste Stasnderforsamling. Modet fortsattes
i et Aftenmode, og heri maa det vaere kommet til et
alvorligt Sammenstod mellem Bruun og orsted. Familiearkivet
indeholder nemlig folgende Breve:

Deres Exellence

vil vist finde det ganske naturligt, om jeg i Dag ikke befinder mig i en Stemning, der gJOr mig skikket til at deeltage i selskabelig Glsede, hvor(?) jeg bliver til Byrde for Andre. Jeg maa derfor beklage, at jeg ikke kan have den .^Ere at benytte Deres Exellences Indbydelse til Dags Middag.

Med Hoiagtelse^ forbindtligst

---

1) Staendertidenden 1844, Sp. 2393.

Udkast med Rettelser, indlagt i orsteds Svar:

Det gjor mig meget ondt, om den uventede Begivenhed, der passerede igaar Aftes¹), skulde have forandret det gjensidige Forhold mellem os saaledes, at De derfor ikke vilde korame til Middag. Hvad mig angaaer, saa i'andt jeg mig vel i hoi Grad krsenket ved den efter min Overbeviisning aldeles uforanledigede Bemaerkning som De fremforte; men da jeg dog, efter de mange Prover paa Venskab og Velvillie, som De tidligere har givet mig, umuelig kunde troe andet end at det blot var fremkaldt ved en Opfatning af Deres Pligter, som jeg vel ikke kunde erkjende for rigtig, men som jeg dog maatte respektere, saa vilde det gamle Forhold fra min Side uforstyrret kunne vedblive, og det skulde smerte mig meget, om De, efter naermere Overveielse, skulde betragte Sagen fra anden Side.

4/s 2).

Forbindtligst

orsted.

Udskrift: Hoivelbaarne Hr. Etatsraad Bruun, Prsesident
i den jydske Staenderforsamling.

Paa Brevet har Bruun skrevet folgende Svar:

Da jeg efter Deres Exellences Brev maa frygte, min Udeblivelse i Dag Middag maatte af Dem blive anseet som en Forandring i det Forhold, hvormed D. E. har beaeret mig og som naeppe nogen har inderligere paaskjonnet end jeg, saa kan jeg intet ojeblik vaere i Tvivl om at tage mod Indbydelsen, om end min Stemning ikke maatte egne sig for det selskabelige Liv. — Om Sagen i Aftes troer(?) jeg, at det ikke skal mangle mig paa Retferdiggjorelse for at jeg

---

1) Udhavet af A. H.

2) Udtyceligt. Hvis hermed forstaas en Dagsangivelse, maa 0. dog have forvekslet Maanedstallet.

kun har handlet efter Opfatning af hvad jog maatte ansee
for min Pligt.

I samme Brev er vedlagt folgende Kladde (med mange Rettelser) til en naermere Redegorelse af Bruun, hvoraf det formentlig fremgaar med Sikkerhed, at Sagen vedkommer Aftenmodet i Vasrnepligtssagen d. 3. Septbr. 1844:

Jeg troer ikke, at jeg bor lade D. E. vaere uvidende orn, hvorledes Sagen staaer i Anledning af den i Forgaarsafte s¹) indtrufne Begivenhed. Efter at Afstemningen i Vaernepligts-Sagen¹) var endt, erklaerede flere Deputerede og deriblandt Maend, paa hvis Vidnesbyrd jeg saetter saerdeles Priis, at de havde forstaaet D. E.s Yttnnger paa den Maade, som jeg troede, at de let kunde forstaaes, og ville vide mig Tak, fordi jeg havde foranlediget; en Berigtigelse, da de ikke anden Gang troede at kunne ta,2;e Ordet i Sagen.

I Graar¹) blev jeg gjentagen opfordret til at give Ordet, for at, som man angav, en stor Deel kunde erklsere sig og give mig den fornodne Satisfaction. — At jeg har forhindret det, troer jeg at I). E. i Forvejen har vaeret overbeviist om, og man har holdt sig tilbage til Protokolens Oplaesning.

Khr. Luttichaus 8.. .2).²) — han var saa godt som den eneste, der [som Referent] 3) gjentagen havde Ordet — gjor det imidlertid nodvendigt for mig, saaledes som Sagen staaer, at tage Ordet ved Protokollens Oplaesning. Deter mig desudenforebragt, at; Forsamlingen⁴) i dette Tilfselde betragter det som dens Ret, som jeg ikke kan bortgive Jeg behover ikke at sige D. E., at jeg hoist ugjerne modtager en Hyldest,

---

1) Udhaævet af A. H.

2) Utydeligt.

3) Atter udslettet.

4) Rettet til et ulseseligt Ord.

navnligen naar den skal ydes paa andres Bekostning, og at deter mig i heti Grad magtpaaliggende at kunne fjerne Nodvendigheden af en saadan Optrseden og den deraf folgendeScene, men saa lsenge jeg ansees som den [der] skal have fejlet, kan og bor jeg ikke forlange det Passerede udslette t¹) af Protokolen.

D. E. vil undskylde, at jeg bringer i Erindring:

i. at en stor Deel af Forsamlingen har forstaaet Deres Foredrag
paa den Maade, som jeg troede at det let kunde
give Anledning til at forstaaes,

2. at saa godt som alle havde talt og ikke havde Ret til
anden Gang at tage Ordet —

3. at det maa under saadanne Omstsendigheder Vtere min Pligt at faae Yttringen berigtiget, som formentlig(?) kunde forstaaes — ab esse ad posse — som fornsermelig for Forsamlingen —

4. at jeg endog maa betragte det som fortjenstlig relation(?) til D. E., at der gaves Anledning til en Berigtigelse, da D. E. dog umuligen kunde onske, at nogen af Fors. skulde vedblivende nasre den Mening,, hvori de havde opfattet de brugte Yttringer —

5. at jeg strax og gjentagen yttrede, at jeg rnaaskee havde
misforstaaet Dem,

6. at Svaret herpaa naturligen forekom mig at vise, at jeg
havde Ret i, at jeg havde misforstaaet Dem.

Deter mig af Vigtighed, at D. E. ikke skal troe, at jeg den omhandlede Leilighed har taget Ordet uden fordi jeg vilde have tilsidesat min Pligt ved at undlade det. Jeg haaber, at det Fremstillede i saa Henseende tilstrsekkelig retferdiggor mig.

Efter saaledes at have tilladt mig at meddele D. E.,
hvorledes Sagens Stilling er, 2), maa jeg tillade mig at

---

1) udeladt(?). (Utydeligt).

2) Utydeligt.

yttre(?), at efter de forhaanden vaerende Omstaendigheder kan et Forlangende om det Passerede udeladt(?) af Protokolenikke udgaae fra mig, men fra andre og muligen fra Liittichau, men efter det Sindelag, som jeg bar Anledning til at troe netop denne Deputerede naerer imod mis: — maaskeegJOr jeg ham Uret — kan jeg ikke i saa Henseende gjore noget Skridt.

Jeg har den glade Overbeviisning at have strsebt efter at fjserne — saa vidt mig tiiladt — og at have fjsernet mange Übehageligheder, som D. E. i den vanskelige Stilling fandt(?) for sig. Dette er kun en Indflydelse(?) af denne Straeben. -_— Jeg har intet let Sind; derfor har jeg undgaaet mundtligen at afhandle denne Gjenstand.

Sagen maa vel vjere kommet i Orden paa den af Bruun antydede Maade, siden Stasndertidenden ikke indeholder noget om Sammenstodet. Ogsaa denne Gang var det kommet til en i al Fald tilsyneladende Forsoning, der ikke medforte nogen i det personlige Forhold. »Deter let fatteligt«, skriver orsted senere¹), »at jeg ikke denne Gang kunde tr^ede ud af Stasndersalen i den gode Stemning, hvori jeg forhen havde forladt min Plads sammesteds. Dog var det ingenlunde personlig Uvilje, som besvaerede mit Sind; jeg var endog overbevist om, at, paa ganske faa Undtagelser nasr, hele Forsamlingen havde bevaret sin gamle Godhed for mig«.

Paa lignende Maade havde orsted udtalt sig i Slutningsmodetd. u. Septbr. 1844. Til Bruun ytrede han: »I Sserdeleshed maa jeg frembtere min inderlige Tak til Forsamlingens hojtagtede Formand. Har han Krav paa Forsamlingens Erkendelse af den Indsigt og Nidkaerhed, hvormed han har varetaget det Kald, den havde nedlagti

---

1) For den danske Stats Opretholdelse i sin Helhed, S. 54.

lagtihans Haender, saa har han ikke mindre Krav paa min Erkendelse af det venskabelige Sindelag imod mig, som han stedse har bevaret^.. — Bruun ytrede i sin Svartale: »at den Mand, der ved sin ualmindelige Indsigt,store aandelige Evner og sjeldne Grundighed har udbredt saa meget Lys, saa meget Lasrerigt i denne Sal, nu atter har indtaget den hoJst besvaerlige og ansvarsfuldePlads som Tolk mellem Konge og Folk — deter et fornyet Bevis paa, hvormeget enhver Anstrengelse er underordnet hans Fasdrelands-Sind og hans ved saa mange Fortjenester af den staenderske Institution stadfaestede Hengivenhed for denne. At fremhasve Forsamlingens Taksigelse herfor og for den personlige Velvilje, hvormedhan er kommen Enhver af os imode, er kun en Tilfredsstillelse af min egen Folelse^.

Der er maaske en mere afdsempet Tone i disse Udtalelser end i 1842, men hvor hOJt Bruun stadig satte orsted, men paa den anden Side ogsaa hans Empfindtlighed i Anledning af det i Viborg passerede, derom vidner folgende Brev fra Bruun til orsted af 9. December 1844:

Deres Exellence! Af en maaske utidig Frygt for at misforstaaes, som jeg nu har troet at burde overvinde, har jeg hidtil undladt at berare for D. E. en Gjenstand, som let kunde give Anledning til en — som mig synes — beklagelig Misforstaaelse. — Den Gjenstand angaar en Yttring, som D. E. i Deres Foredrag under den indledende Behandling af det Tuteinske Forslag [i den Roskildske Stsenderforsamling] har brugt, nemlig:

»Det forekommer mig, at den serede Forsamling (den
jydske)x) efter det Standpunkt o. s. v. — snarerc burde

---

1) Denne Parentes er indsat af Bruun selv.

arbeide paa at fremme denne Idee (Steendercomiteer) end Soge at nedvaerdige de Bestraebelser, som Regjeringen har viist for Staenderinstitutionens Udvikling«. Cfr. 0. Stsendert. Sp. 679.

Jeg er aldeles overbeviist om, at denne Yttring ikke har vaeret forbunden med nogensomhelst Hensigt at fornserme; men deter dog forekommet mig — maaskee feilagtig —, at den naermeste og naturligste Betydning af denne Yttring frembyder sig som den, at der tillsegges den jydske Forsamling en Virksomhed, der har sat sig til Formaal at nedvterdige de Bestnebelser, Regjeringen har viist for Stsenderinstitutionens Udvikling — cfr. Soge at nedv;erdige osv. — og den betegner(?) i saa Fald ond Villie .

Under denne Forudssetnings Rigtighed have de Sporgsmaal beskjaeftiget mig: Kan den jydske Forsamiing sammentrsede uden at fralsegge sig en Virksomhed, der har saadant Formaal, og vil D. E. kunne ngegte enhver fremstaaende Deputeret at fritage sig for en saadan Tendents, en Retfaerdiggjorelse, han kan troe at skylde sine Vselgere.

D. E. vil visseligen ikke miskjende min gode Villie og Hengivenhed for Dem, naar jeg herved har fundet mig opfordret til at tillade mig ar gjore opmaerksom paa de Folger, denne Yttring mueligen kunde have, og naar jeg, for at forebygge disse, ligeledes tillader mig at henstille, om der ikke i den Roeskildske Forsamiing maatte kunne gives Dem Anledning til at udtale, at De var bleven gjort opmaerksom paa, at den omhandlede Yttring kunde misforstaaes som et Angreb paa den jydske Forsamlings Sindelag og gode Villie o. s. v.

Dersom D. E. maatte finde, at der er Anledning til en saadan Berigtigelse, har jeg taenkt mig, at dertil vilde kunne gives Leilighed, naar det Tuteinske Forslag kom under Behandling (osv.).

Han ender med den Bemaerkning

Deter muligt, at D. E. finder, at der til en Misforstaaelse af Beskaffenhed som den anforte slet ikke gives Anledning i de brugte Yttringer, og da bortfalder jo Grunden for det Henstillede, men jeg er i saa Fald dog overbeviist om, at D. E. ikke vil ansee min Hensigt med dette mindre god. — Jeg har ikke tilladt mig dette Skridt uden i Forveien at have confereret derom med en Mand, der ikke nserer mindre Beundring og Hengivenhed for D. E. end jeg¹), og paa hvis Mening, jeg veed De ssetter Priis, og han har vseret enig med mig i det onskelige i, at D. E.s Opmserksomhed henlededes paa de Übehageligheder, den omhandlede Yttring mueligen vilde have tilfolge, og det onskelige i at denne Eventualitet aldeles fjernes. Deter dette, jeg i den bedste Hensigt har troet at kunne [opnaae] med disse Linier osv. osv.

Udkast med Bruuns Haand.

Qrsted svarede straks d. 10. Dec. i et Brev fra Roskilde; han paaviste her med Lethed Misforstaaelsen af Ordene som sigtende til den jyske Forsamling, men viste tillige. at han ingenlunde havde glemt det i den sidste Viborgske Forsamling passerede:

Det har vseret. mig meget overraskende, at Nogen kan finde et fornsermeligt Angreb paa den jydske Forsamling i den Passus i den Roeskildske S. T. S. 679, som Deres Holvelbearenhedi Deres serede Skrivelse af 9de ds. citerer. Ved den nsevnte »aerede Forsamling* kan paa ingen Maade iorstaaesden Viborgske Forsamling, men allene den Roeskildske. Foruden at allerede hiint Udtryk forer det med sig, kunde de umiddelbart derpaa folgende Udtryk: »efter det Standpunkt

---

1) Udhaevet af A. H.

og de Grundsaetninger, som den har vedkjendt sig«, aldeles ikke passe paa den Viborgske Forsamling; hvad der strax efter tales om at nedvaerdige de Bestraebelser, som Regjeringen har viist for Steenderinstitutionens Udvikling, er saaledes sagt til de enkelte Medlemmer i den Roeskildske Forsamling, som meente, at Regjeringen ikke havde ret alvorlig villet de staenderske Comitteer (S. 662_—663). Men, saafremt og den jydske Forsamling var meent, saa kunde der dog ikke med noget ikkuns(?) Skin deri findes en Injurie; thi at denne Forsamling eller i det mindste en stor Faction i samme har Sogt at nedvaerdige det naervaerende Regjerings Personale¹), er jo en ganske bekjendt Sag, som den jo paa ingen Maade uden at vansere sig selv kan fragaae; men derfor er det ingenlunde sagt, at den har gjort det af ond Villie; den maa derimod antages at have handlet efter sin Overbeviisning om dette Regjerings Personales Uvserdighed •_— og anseet det for en Tjeneste mod Fsedrelandet at faae denne Mening gjort gjseldende. Deter heller aldrig faldet Tutein, som Yttringen nsermest angaaer, ind deri at finde en Injurie.

De vil deraf see, at jeg paa ingen Maade kan indlade raig i at give nogen Erklsering i Anledning af hiin Yttring, med mindre den affordres mig; skulde det derimod skee, skal jeg ikke undlade at afgive den fornodne Erklaering. lovrigt har jeg saa mange Prover paa Deres Hoivelbaarenheds Venskab for mig, at jeg ikke kan have mindste Tvivl om, at Deres Forslag, hvor synderlige de end forekomme mig, ere velmeente, og jeg aflaegger derfor min oprigtige Tak, bedende mig anbefalet i Deres Frues og ovrige serede Families Erindring.

Deres hengivne

orsted.

---

1) Udhaevet af A. H.

Hvor liojt Bruun, trods Sammenstodene, satte orsteds Virksomhed som Kommissarius, vidnede Afskedsordene 1844 om, og det bekrasftes ved efterstaaende Sag, om end ogsaa her den Hjort-Lorenzenske Sag kom til at trasde hindrende i Vejen for Planens Udforelse.

Da orsted i 1846, tildels paa Grund af Sygdom, ikke atter blev kgl. Kommissarius, indeholdt »Faedrelandet« et meget hvast Angreb paa hans Virksomhed som saadan. Bruun taenkte da paa at offentliggore falgende Modstykke (Maj 1846):

»Efterretningen om, at Geheimestatsminister orsted i Patentet for de nu sammenkaldte Staender ikke atter er udnaevnt til Kgl. Commissarius, blev i »Faedrelandet« Nr. 97 ledsaget af nogle Bemaerkninger angaaende hans Virksomhed i de hidtil afholdte Staenderforsamlinger. — Uden i den Anledning at indlade sig i en Strid, hvori, som i meget andet, det vel vsesentlig nraa vsere en senere Tid forbeholdt, fuldstaendigen at afsige Dommen, paatrsenger sig vistnok den Tanke, at Forholdet ogsaa har en anden Side at betragtes fra, og det visseligen ikke er paa denne Maade, at i det mindste de mange, som i den naevnte Henseede have staaet i Beroring med den Kgl. Commissarius, kunde onske at sende den i 10 Staendersessioner fungerende Commissarius deres Afskeds-Hilsen.

Deter og tor vist nok vaere i Alles Erindring, hvilke Folelser og hvilken Stemning, der modte denne Mand, da han forste Gang aabnede Kongerigets Staenderforsamlinger,. hvorledes hans Gang til og fra disse blev haedret — og herpaa havde han en gyldig Adkomst. Den var begrundet ikke mindre i den Navnkundighed, som hans overordentlige Aands-Evner og store Masse af Kundskaber, anvendte i Skrift og Virken, havde erhvervet ham, i Tanken om de Frugter, disse vilde baere for den staenderske Virksomhed, end i den

naturlige Trang hos Folket og dets Repraesentanter til at yttre deres Taknemmelighed og at give Fortjenesten sin LOll. — Hine Frugter ere ikke udeblevne og denne Taknemmelighederikke glemt. — Derom vidner de Ord, hvormed Stainderforsamlingernes Prsesidenter have hilset den Kgl. Commissarius ved Slutningen af de forskjellige Staenderforsamlinger—Ord, der visseligen vare et Udtryk af den i vedkommende Forsamling herskende Folelse og Aand, og hvoraf den den Kgl. Commissarius fra den jydske StsenderforsamlingvedStaenderforsamlingernes fbrste Series tilstillede Adresse baerer et utvivlsomt Praeg — og alt dette hvilede paa en god Grand. .Det var Erkjendelsen af det hoist laererigeUdbytte,hans Ord i Staendersalen afgav, Erkjendelsen af det meget, han ikke blot ved det kundskabrige Ord har bidraget til den Udvikling, de staenderske Forhandlinger have modtaget, samt Erkjendelsen af —• hvad ikke noksom kan paaskjonnes — den Frihed i Ordet, som under hans Auspicierforkyndtesi Meddelelsen af de staenderske Forhandlinger—en Fortjeneste, der ikke taber sit Va^rd ved den stedfundne¹) Und drag else fradenstaederskeTidende af 2de Dages Forhandlinger i den jydske Staenderforsamlin g²); hans i Gjerning viste Kjaerlighed til det frie Order et Beviis paa, at ikkun for ham aldeles overvejende Hensyn kunde bevirke dette Skridt. — Men som en Virkningafalt dette i Forening med Mandens elskelige Personlighed,hvoraf— som Staendernes tidligere hoiagtede Pnesident, Professor Schouw, saa smukt i den jydske Staenderforsamlingharsagt — ikkun hans kjaempeston; Aand overgaaes—maatte Taknemmelighed naturligen vaere den herskendeFolelse.Og, om end den Maade, hvorpaa den Kgl. Commissarius har lost sin vist nok vanskelige Opgave,

---

1) Der har forst staaet: »vistnok beklagelige«. men deter sat i Parenthes o? ovenover skrevet: stedfundne.

2) Udhsevet af A. H.

stundom ikke har fundet den folkelige Sympathi, som ellers saa gjerne ydedes ham — muligen en Folge af den ForholdenesMagt,hvorunder han kan have virket — saa vil dog, hvad jeg — som ikke fremmed for Forholdene — ikke tager i Betsenkning at udtale som min Overbeviisning, den fremtraedende og blivende Folelse hos den Staenderforsamling, hvis Organ jeg har havt den at vsere, ved Afskeden med den Kgl. Commissarius — vsere Taknemmelighed, forenetmedErkjendelse af hans Fortjenester af den staenderske Virksomhed«.

Bruun havde dog en Tvivl om, hvorvidt en Erkhering af saadant Indhold kunde vaere orsted fyldestgorende eller bevirke det, som var hans Hensigt med samme; paa den ene Side vilde han, for ikke at fremkalde en Strid, der altid maatte vaere orsted übehagelig, og hvori Bruun »i Detaillen manglede den nodvendige Frihed«, undgaa at give sin Erklaering Udseende af et Genmasle mod den tidligere fremkomne Artikkel, hvor meget han end fandt den var at dadle. »Derfra hidrorer«, skriver han senere, »den som jeg ikke kan naegte giver sig tilkjende for ikke at bevirke Anstod«; men paa den anden Side var det hans Agt at give Erklseringen Vasgt ved at stotte den paa de Folelser, der maatte gore sig gaeldende hos de jydske Deputerede ved Afskeden, og at fremstille, hvorledes disse Folelser vare fuldt begrundede; »men her«, tilfojer han, »paalagdes mig ogsaa storste Varsomhed for ikke at komme i Strid med antecedentia. Alt dette maatte naturligen indvirke paa den hele Dannelse af Erklaeringen og give den noget tvungent«.

Deter tydeligt nok, at den Hjort-Lorenzenske Sag
har spillet en ikke ringe Rolle ved denne Lejlighed og
bidraget til at fremkalde Bruuns Forsigtighed. Men han

henvendte sig saa til et Sted, hvor det synes ikke at have vaeret belt usaedvanligt, at man i saadanne Tilfaslde henvendte sig — til Broderen Hans Christian, og forelagdeham forst Erklairingen til Betaenkning. H. C. orstedskrev d. 4. Maj fedgende, for begge Brodres Forhold og ogsaa for Bruuns Forhold til H. C. orsted, betegnendeSvar:

Hoistserede Ven! De bar ved at fbrlange min Mening over det hermed Tilbagefolgende givet mig en vanskeligere Opgave end jeg 1 forste ojeblik troede Dette hidrarer maaskee derfra, at De selv har havt en vanskelig Opgave, som just ved Deres saeregne Stilling blev ganske usaedvanligt vanskelig. De maa iagttage en stor Forsigtighed og mange Hensyn i hvert Udtryk, og maa derved unddrage Dem selv den store Fordeel, at give Deres Erklaering, som et Hele betragtet, den kraftige Holdning, som De vilde have givet den, hvis Deres Stilling havde vaeret friere, og hvorved De vilde have naaet en langt storre Virkning. Dette Deres trykkede Forhold har maaskee endog foranlediget tilsyneladende Indremmelser, som De hverken vilde gJore eller behovede at gJore; f. Ex. i Begyndelsen, hvor De siger at Forholdet ogsaa har en anden Side, synes De at indremme, at den Artikkel, som har fremkaidt Deres Erklsering, kun er eensidig, og ikke fuld af urigtig Fremstilling. Vendingen, som folger strax efter, synes at antyde, at den omhandlede Artikkel gav sig ud for at vaere en Afskedsyttring fra Staenderne, hvilket De dog sikkert ikke vilde sige. — Fremhaevelsen af, at de to bekjendte Dages Forhandlinger ikke tryktes, indtager i en saa kort Erklaering en Plads, hvorved den kommer til at gjore et langt storre Indtryk paa Lseseren, end deter Deres Hensigt at den skulde. Stiildelenes Proportion har ved saadanne Leiligheder sin mechaniske Virkning.

Alt dette opvaekker Tvivl hos mig, imedens jeg dog saa

gjerne vilde tilraade Bekjendtgjorelsen baade for det Vaesentligei Erklaaringens Indhold, og for det heitagtede Navn, som kom til at staae derunder og som vilde bidrage meget til at give den Vsegt.

Jeg henstiller nu Sagen til Deres egen Beslutning. Hvilken De tager, foler jeg mig dog forpligtet til at takke Dem for Deres Venskab mod min Broder, og den Fortrolighed De i denne Sag har viist mig.

Med udmaerket Hoiagtelse

Deres hengivneste

H. C. orsted.

Kbh., den 4. Mai 1846

Da Bruun havde modtaget dette Brev, skrev han straks samme Dag (4. Maj) et Svar til H. C. orsted (indfort i Koncept paa dennes Brev), hvoraf Forklaringen af hans vanskelige Stilling allerede er anfort ovenfor S. 176, og som ender saaledes:

»SkJondt om de af Hr. Conf. gjorte Bemaerkninger uden Vanskelighed kunne fyldestgjores |: ved Betragtningen af Forholdet fra den anden Side har jeg ikke havt Hensyn til Sagen, men til de Betragtninger, som maatte udgaae fra andre Personer, o: de Deputerede, navnlig de jydske :| saa er det mig allerede nok for at undlade det paatsenkte Skridt, at den Tvivl, jeg selv havde, deles af Hr. Conf., til hvem jeg henvendte mig uden Frygt for Miskjendelse af mm gode Villie og min oprigtige Hengivenhed for Deres Hr. Broder, blandt hvis Beundrere jeg altid har regnet mig₁).

I det jeg saaledes — dog ikke uden Mismod over her
at maatte holde mig tilbage, opgiver Forehavendet, beder jeg

---

1) Udhjevet af A. H.

Hr. Conferentsraaden modtage min oprigtige Taksigelse for
den Venlighed og Velvillie, hvormed De har vaeret saa god
at komme min Henvenden til Dem imode«.

Bruun fik dog paa en vis Maade Anvendelse for sin ErkliEring. Den 21. Oktober s. A. (1846) aabnedes den naeste Stiendersamling. I Aabningsrruadet udtalte Bruun en Tak til A. S. orsted, hvori »Erkkeringc:n« kommer igen, tildels ordret. Men efter Ordene: ■». . . samt Erkendelsen ?f — hvad der ikke noksom kan paaskonnes — den Ordets Frihed som under hans Auspicier forkyndtes i Meddelelsen af de stsenderske Forhandlinger . . .«, er hele Stykket om Nasgtelsen af at optage de 2 Dages Forhandlinger i Tidenden, og de derpaa grundede Betragtninger, udeladte, og Talen ender umiddelbart herefter med folgende Ord:

Deter med en taknemmelig Erkjendelse af alt dette og med et for os Alle kjsert Minde om hans £edle og elskelige Personlighed, at denne serede Forsamling — deter jeg forvisset om — sender Anders Sandoe orsted sin Afskedshilsen, ledsaget med den Fortrastning, at hans Virksomhed for den stsenderske Institution ikke med hans Tilbagetraeden er afsluttet¹).

I et Brev til sin Hustru af 30. Oktober 1846 udtaler Brnun sig selv om sine Afskedsord til orsted; tiliige udtalerhan sig om sin Holdning i Anledning af et Forslag, som Overretsprokurator Jespersen havde indgivet om et Andragende om Indforelse af en fri Forfatning. Dette Forslag havde den ny Kommissarius, P. G. Bang, modsatsig som stridende mod Kongeloven, medens Bruun

---

1) Stsendertidcnden 1846, Sp. 12^—13.

haevdede Forsamlingens Ret til at behandle Sagen, hvorpaaJespersen
tilsidst tog sit Forslag tilbage1). Brevet
lyder:

. . . De 8 a 10 Dage, der ere forlobne, forekommer mig som en heel Maaned, ikke blot fordi jeg har savnet Eder, men ogsaa fordi de have vaeret opfyldte med saamange Begivenheder, der ikke blot have gandske optaget mig, men ogsaa angrebet mig temmelig alvorligen, idet jeg hovedsageligen maatte vsere alting for den hele Forsamling — jeg har dermed naermest Hensyn til Forfatningssagen. — Min Holdning deri, veed jeg, har i Almindelighed Forsamlingens Bifald; men det kan vel vsere at jeg ikke vil gaae fri for streng Omtale i visse Blade eller andensteds. Dersom Du horer mit Forhold af fornuftige Folk bedomt, saa lad mig det vide. — Min vanskelige Stilling vil vist enhver skjaenke fornodent Hensyn. Imidlertid takkede Bang mig dog for den Assistance, jeg havde ydet det Udfald, Sagen fik, og vist er det, at jeg ikke havde liden Deel deri, men fornemligen havde jeg Sogt at virke for, at det Hele havde vaeret undgaaet, men dette lykkedes mig ikke. Frit har jeg ikke aandet siden vor Adskillelse, og Tjenesten er straeng, dog bliver der nu for det ferste noget mere Ro. —

Det glseder mig at Du synes om min Tak til orsted;
Du veed, at jeg ikke har sagt andet end hvad der er min
virkelige Mening og Stemning for orsted . . .

At ogsaa det personlige Forhold til den orstedske Kreds fortsattes, viser et varmt Lykonskningsbrev, som Fru Reinholdine Bruim den 18. December [1846] skrev til sin Mand, der endnu var i Viborg ved Strcnderforsamlingen,i Anledning af hans 50 Aars Fodselsdag, og

---

1) Staendertidenden 1846, Sp. 33; 75^—94; 95^—96.

som ogsaa orataler et rorende Traek om orsteds personligeElskva?rdighed og Finfolelse. Bruun havde bedt hende udfbre et /Erinde for sig til orsted. Hun ytrer i den Anledning:

. . . Jeg var da hos orsted i Gaar, da det var ferste Gang jeg gik ud for min sidste svsere nerveine Hovedpine. Jeg traf ham ikke, men skrev med et Par Ord mit Erinde fra Dig. Det var temlig meget forlangt af Dig, elskede Daniel; men nu er det jo overstaaet — bare det nu hjaelper. Jfr. Bohr sagde, at orsted var rask, men saa usigelig bedrevet over den elskelige, kjaerlige Fru Rosenvinges Dod¹). Han kunde slet ikke taenke paa at gaa til Middagsselskab hos Levezau (Overhofmarskalken) og sendte Afbud — den velsignede Mand . . .

Bruun svarede herpaa i et Brev fra Asmild Kloster
af 24. December 1846, hvori han ogsaa giver en Skildring
af Festen for ham d. 18. December:

Min sode, elskede Reinholdine! Inderlig- Tak, Du trofaste Sjael, for Dit Brev af iBde. Jeg emu paa anden Dag i Ro med Undtagelse af Sagernes Ordning, der vil give Arbeide, men ingen Uro i Sindet. —• Jeg har jo fra alle Sider megen Satisfaction for min Anstrengelse; men den har ogsaa vaeret af den. Beskaffenhed, at jeg aldrig skal gjentage den, hvis jeg oftere skal komme i den samme Stilling, hvilket kan veere rimeligt, da jeg fra 3die Valgdistrikt paa anden Haand har modtaget Forespovgsel, om jeg vil modtage Valg paa ny. Endskjondt i Begyndelsen tvivlsom har jeg dog sagt vedkommende, at jeg ioretrak det Distrikt, der forst havde

---

1) Retshistorikeren Kolderup Rosenvinges Hustrn var dod samme Dag (17. December).

viist mig Tillid, for mit eget Valgdistrikt. — Mit Fodsels Jubilaeum blev rigtig nok med al Inderlighed og Hjertelighe( feiret, dog uden nogen Antydning af Dagen — jeg havd< sogt, som Du kan begribe, at undgaae hele Festen, navnlij som Fodselsdagsfest, men kunde ikke undgaae den, uden fo saa vidt man forbigik Dagen og holdt sig til Prsesidenten — jeg havde aldrig dramt om at see mit sode Aar feiret af Msenc fra alle Kanter af Provindsen. Gottlieb *) og Rector Olsen 2 som Dagens Digter, var de eneste, der vanned uden fo Staenderne, hvilket for ovrigt flere i Byen tog ilde op, da d< havde saa meget tilovers for mig, at de gjerne vilde deel tage, men som sagt, det var ingen Fodselsdagsfest. — 2d< Sange til Dagen bleve afsungne, den ene til mig — sser deles smuk af Rector Olsen — den anden til »Praesidenten: Viv« med Melodi »Mack, Mack, Mack«. Skeel%) udbragt* min Skaal, With Din . . . De Deputeredes gode Stemninj for mig var saa udeelt, saa vel denne Aften som ved Slut nings-Dineren. Med Slutningstalen og Bordtalen gik det godt Schiening sagde om de sidste: Udmaerket godt, og fand mine Ord til Bang indholdsrige og smukke. Deter jo altic en Fornoielse at here denne Dom af Schioning, da saadan foregaaer for 80 Vid.ner. —- Begge Festerne var forovrig meget muntre — — — — — — — — — ■ —

Jeg erkjender, min sode Reinholdine, at det var for meget forlangt af mig at bede Dig om at gaae til orsted; men V.. .4).⁴) bad mig saa meget, og jeg var saa ophsengt, at jeg ikke selv kunde skrive til 0., og deels vi[d]ste jeg jo, at det egentlig er Dig, der binder ham til os, ikke mig — Du

---

1) P. D. Bnmns asldste S«n. senere Rtatsraad Rrnnn til Asmilr

2) Rektor F. C. Olsen, kekendt Politiker og Forfatter (Povl Mollei Bioffraf).

3) Den Stccnderdeputerede, Kammerherre Skeel til Birkelse.

4) Utydeligt Navn.

tilgiver mig jo nok. — Jeg haaber da, at Din nerveuse
Hovedpine nu ganske har forladt Dig; min kaere Reinholdinemaa
endelig vsere rask . . .

Det har ret gjort mig ondt at erfare Frue Rosenvinges
Dod. Du holdt jo ogsaa meget af hende og glsedede Dig
ved hende, hvor I modtes . . .

Jeg troer at Bang har vaeret meget glad ved mig, og han har ogsaa havt Grund dertil. Han vil strax besoge Dig, naar han kommer tilbage; men han bliver nogle Dage i Randers. Derimod vil Du forst hore en personlig Hilsen fra mig gjennem Dalstrom L) . . .

I Festsangen for Bruun mindes hansom den, der

. . . selv var os et Billed paa,
at Kraft med Blidhed kan bestaae.
Med Sandheds Magt og Sandheds Glasde
Fra Laeberne hans Tale gik.
Vi vendte ojet til hans Saede
Og modte Freden i hans Blik.
Og Kjrerlighedens milde Magt
Umaerket holdt i Salen Vagt.

Derpaa kom »Konernes Skaal, forfattet i en ganske sirnpel, men ganske ny Vise, som synges mod Slutningen af Maaltidet den iBde December 1846, naar Kagen serveres«. Den begynder:

I dette glade Lag
I dette glade Mack, Mack, Mack
I dette glade Lag;
Ved Vinen og ved Kagerne
Mollack, Mollack, Trallerallera
Vi glemme Staendersagerne
Indtil en anden Dag. :,:

---

1) Sekretasr hos den kgl. Kommissarius, H. C. orstcds Svigerson senere Stiftamtmand i Aalborg.

Om »Pra2sidentens Viv« hedder det:

Held Prsesidentens Viv;
Istemmer alle Mack —
Held Prassidentens Viv;
Hun trofast ved hans Side staaer.
Mollack, Mollack, Trallerallera
Gid hun maa leve mange Aar
Forskjonnende hans Liv. :,:

Der endes med en Skaal

For den, for hvem vort Hjerte slaaer,
Og som vi gjensee snart.

Skondt Bruun maaske havde en Folelse af, at orsteds personlige Forhold til ham ved Begivenhedernes Udvikling var bleven noget kolnet, holdtes Forbindelsen dog vedlige. Stadig, lige til orsteds D©d, lykonskede ogsaa Bruun og hans Familie ham paa hans Fodselsdag d. 21. December, skondt det politiske Forhold stadig blev mere spasndt, og det efter Famihetraditionen — vel snarest i de senere Aar —■ generede Bruun ved denne Lejlighed at trasffe sammen med saa mange »Helstatsmaend«, ligesom ogsaa Fru Reinholdine skal have bestraebt sig for at hindre. at Venskabsforholdet oplostes.

Bruun havde jo siden 1842 sluttet sig til det nationalliberaleParti, og da navnlig til den FIOJ, der repraesenteredesaf H. N. Clausen og Schouw. Imidlertid kom de store Begivenheder 1848, den grundlovgivendc Rigsdag, hvor Vedtagelsen af det Bruun-Jespersenske Forslagom Landstingets Sammensastning endelig medforte Vedtagelsen af selve Grundloven, medens orsted stemte mod Grundloven. — Beundringen for den store Jurist opgav Bruun aldrig. Hans Navn findes derfor ogsaa under den Opfordring, som af Jurister og and re, deriblandtF.

iblandtF.C. Sibbern og Boghandler Jakob Deichmann, men ikke Clausen og Schouw, udstedtes om at lade forfnerdigeen Erindringsmedaille i Anledning af orsteds soaarige EmbedsjubiLxum d. 21. Maj 185 il).i^l). — Endelig kom Helstatsforfatningen, det orstedske Ministerium, under hvilket Bruun var Medlem af Landstinget og dettes Formand (1853 — 62) og endelig den store Rigsretssag mod det orstedske Ministerium, hvororn ogsaa Familiearkivetindeholder nogle Oplysninger.

Allerede 1850 var Bruun af Landstivget valgt til Medlem af Rigsretten; efter Rigsdagsoplosningen 1853 var han bleven valgt at Hejester et; men da der eftcr Oplosningen 1855, paa en Tid, da Rigsretten forestod, skulde vaclges nye Medlemmer til Rigsretten, forbigik Hojesteret ham, sk©ndt han nu var et af Rettens asldste Medlemmer, hvorpaa han valgtes af Landstinget. — Sagen indlededes med folgende Brev fra den ene af det anklagede Ministeriums Defen'sorer, Hojesteretsadvokat Salicath:

Kjobenhavn, d. 24. Aug. 1855.

Hoj'stserede Hr. Etatsraad!

Med det Forord, at Hr. Etatsraaden ey betragter disse Liniers Indhold som en officiel Meddelelse fra. mig, som en af de beskikkede Forsvarere ved Rigsretten for de anklagede afgaaede Ministre, men som en underhaanden og forud given Avis, til af Dem at benytres eller ikke, dog i forste Fald med Ret til at ansee den som paalidelig, — tillader jeg mig conndentielt at underrette Dem om, at der i nogle mig fra enkelte Anklagede tilstillede Opsatser til Erug ved deres Forsvar findes bl. fl. det udtrykkelige Paala:g til mig, at

---

1) Kock, orsted, S. 206.

aeske Rigsrettens Paakjendelse forud af Sporgsmaalet om Deres Habilitet, naar De bliver valgt af Hojesteret blandt de af denne Ret vcelgende 8 Hojesterets-Assessorer. Man har for det Tilfaelde paaberaabt sig af deres dobbelte Egenskab som Landsthingsmand og Hojesterets-Assessor, at Rigs Retten da koramer til at bestaae af 9 Landsthingsmaend og 7 Assessorer i Hojesteret, og omendskjondt den samme dobbelte Egenskab ogsaa kunde fore til, dersom De var valgt af Landsthinget til Rigsretten, at denne da kom til at bestaae af 9 Hojesterets Assessorer og 7 Landstingsmsend, vilde der dog i sidstnaevnte Fald ingen Anledning fra de Anklagedes Side vasre til nogen Exception, fordi der da dog vilde vaere 8 Assessorer fra Hojesterets-Elementet, der vare uden Forbindelse med Landsthinget.

Ligesom jeg nu aldeles vil henstille til Hr. Etatsraaden, om De »paa Grund af en modtagen paalidelig Meddelelse herom« vil finde Dem foranlediget til forud at frabede Dem, eller onske Dem fritaget for, — Valg af Deres Hojesterets Colleger, og saaledes gjore en saa kedsommelig Exception overflodig, saaledes taenker jeg, saafremt De hertil beslutter Dem, at have gjort Dem en sand Tjeneste ved at have suppediteret Dem med et fuldkommen antageligt Middel til at blive befriet fwr Deel i en saa übehagelig Sag. —

Med Hojagtelse, Hr. Etatsiaad, Deres serbodigste

Salicath.

Hojvelb. Hr. Etatsraad, Hojesterets Assessor P. D. Bruun,
R. af. Db., Dmd.

HvaJ Bruun svarede, er ikke oplyst; men Resultatet blev, at han blev forbigaaet af Hojesteret. Da Landstingetsallerede valgte Medlemmer erfarede dette, tilbod alle de valgte, at en af dem vilde trasde tilbage for ham, hvilket Bruun dog i Begyndelsen ikke vilde tage imod. Det fremgaar af et Brev af //. Septbr. 1855 fra Bruun

til bans asldste Datter, Fru Magdalene Swane, der var
bleven afficeret af en hadefuld Artikkel i Anledning at
Valget i »KJobenhavnsposten«:

. . . Moder meldte mig i sit sidste Erev, at Du, min gode Datt;er; var saa afficeret af »KJobenhavnsposten«s Udgydelser mig vedkommende; dette bragte mig til i Forgaars — forst i Forgaars ■—■ at Isese disse Stykker — jeg havde ladet mig Indholdet referere tidligere, og da der intet Fornaermeligt skulde indeholdes, men blot personligt Ondskab, saa vilde jeg ikke gJore Vedkommende den Fornojelse at laese det, eller lade mig afficere deraf; imidlertid Dine Ord til Moder opfordrede mig til at gJore de slette [Udgydelsers] Bekjendtskab i Forgaars.

Hvad den lille Begivenhed angaaer, maa jeg sige Dig, min kjsere Magdalene, at jeg er meget glad og lykkelig over at vsere blevet befriet for at vaere Medlem af Rigsretten. Da alle Medlemmerne, der var valgte af Landsthinget, strax efter Ucfaldet i Hojesteret samlede sig med Tilbud af enhver af dem at trsede ud for at gJore Plads for mig, modsatte jeg mig saadant saa eftertrykkeligt, at de maatte opgive deres Forehavende, ikke uden at nogle af dem bleve vrede paa mig derfor —• saa fra den Side har jeg intet at beklage mig over, nemlig at jeg ikke er Medlem af Rigsretten.

Begivenheden i Hojesteret var en Demonstration for det afgaaede Ministermm og mod det nye Ministerium, og den Fornojelse kan man jo gjerne unde Hojesteret; de eneste, der ikke deltoge i den, var Bretton, Thorns en og Lund, der stemte paa mig. — Det i »Fsedrelandet« i Anledning af Valgresultatet i HoJesteret indrykkede Stykke var mig imod, navnlig fordi jeg vel kunde forudsee og vente, at en Person som Nielsen ikke vilde kunne holdes tilbage fra at udgyde sin Galde og Ondskab mod mig, der dog ikke kunde for, at en Omtale som den i »Fsedrelandet« fandt

Sted; jeg maa derfor antage, at det, efter alle Julerrmerker at domme, er en saadan Tilfredsstillelse, der ved Udg)^rdelserne i »Kbhvnsposten«, navnlig det andet Stykke, er sogt — men den Udgydelse er . . . saa ondskabsfuld, og det af clen Art, der ikke kan imcsdegaaes, at det personlige Had og Raahed, som har fort Pennen, maa falde enhver i ojnene; — noglc faktiske Urigtigheder kan der derfor ikke fra min Side laegges nogen Vaegt paa i en Artikkel under en saa hadefuld og raa Form. —- Endskjondt Laesningen har afficeret mig, saa maa jeg dog erkjende, at jeg ikke har Ret til at fordre mere end nogen anden at vsere fri for Udgydelser af denne IMatur.— Alle mine Venner har maattet undgjselde, og deter ferste Gang i mit offentlige Liv det hsender mig; der er saa mange Folk, der skal have Nsering for deres Ondskab; at man nu dennegang har udseet mig som Fede derfor, i et derfor, med Hensyn til mig, passende Blad som »Kjobenhavnsposten«,maa jeg frnde mig i, og deter derfor ikke vserdt mere at omtale denne Sag, eller at Du, min egen kjaere Datter, lader Dig videre afficere deraf . . .

Din kjaerlige Fader P. D. Bruun

Nogle Dage senere kom en Deputation (deriblandt
Orla Lehmann) op til Bruun for at bede ham alligevel
at indtrasde i Rigsretten, hvilket han derpaa gjorde.

Hensigten med HoJesterets Undladelse af at vaelge ham, var, som Bruun ogsaa selv ytrer i Brevet, tydeligt nok politisk for at hindre, at man fik en Mand ind blandt HoJesterets Medlemmer, hvis politiske Meninger man ikke kunde stole paa. »Denne Hojesterets Forsigtighed (eller hvad var det vel?)«, hedder det i Nekrologen over P. D. Bruun i »Illustreret Tidende« V, Nr. 248 (26. Juni 1864), >fremkaldte hele det orstedske Ministeriurns Frifindelse . . . thi Hojesteret valgte 8 Medlemmer af Rigsretten, som alle frifandt Ministeriet for den rejste Anklage,

medens Landstingets 8 Medlemmer (ogsaa Bruun) naturligvisvar lige saa enige i at domme det. Havde derimodHojesteret valgt Bruun iblandt de 8, var Ministeriet upaatvivlelig domt med 9 Stemmer imod 7, eftersom det nasppe havde vaeret muligt i hele Landstinget at finde en konstitutionel politisk Storrelse, der havde kunnet gaa ind paa dets Frifindelse«.

Ja, det var den tidligere Tids Opfattelse af Forholdet, at alle 8 Landstingsmasnd havde stemt mod samtlige Ministres Frifindelse. Det siges f. Eks. endnu i C. St. A. Billes Biografi af Bruun i »Biogr. Leks.« (Maj 1889). Da fremdrog L. Kock nogle Ytringer af orsted selv i bans Lejlighedsskrift: »Belysning af Angrebene paa Hojesteret« (i Anledning af Rigsretssagen), S. 85, hvoraf det fremgik, at Enigheden blandt Landstingsdommerne kun gjaldt de to Forsvarsministre, Hansen og Bille, og Finansminister Sponneck, hvorimod ogsaa flere Landstingsmasnd havde voteret for Frifindelse af de ovrige Ministre, Scheel, Bluhme, Tillisch og orsted selv¹).

Til disse Landstingsmaend horte ogsaa P. D. Bruun. I Familiearkivet findes et Referat af bans Votum, »nedskreven efter Erindringen og i Henhold til optegnede Momenter saavel for som under Voteringen og under Af benyttelse af en Udskrift af Rigsrettens Stemmegivnings ProtokoU.

Han begynder med at ytre, at i Henhold til den faktlskeFremstilling
af Sagen kan han i alt Vaesentligt henholde
sig til den under Voteringen givne; han konimer til samme

---

1) L. Kock, orsted, 254^—55. — At dette vilde blive Udfaldet af Rigsretssagen var vistnok ogsaa en almindel:'g Mening blandt orsleds Venncr. I al Fald erindrer jeg endnu tydelig en Samtale mellem min Fader og F. C. Sibbern, hvor denne hasvdede dette som det formodentlige Udfald af Rigsretssagen.

Resultat med Hensyn til de Anklagede orsted, Tillisch,
Bliihme og Scheel, men stotter den dem tillagte Frifindelsepaa
andre Grunde.

At ingen af disse 4 Anklagede har kontrasigneret nogen af de tagne Beslutninger, er ikke tilstrsekkeligt til at fri dem for Ansvar. Grundlovens § 19 betegner vel den Minister for saerlig ansvarlig, der har underskrevet Beslutningen, men ligesom denne Bestemmelse ikke udelukker Ansvar for, hvad der af and re Ministre maatte vsere foretaget eller undladt, som staar i Forbindelse med saadanne Bestemmelser. saaledes Hgger der klarligen i Bestemmelsen i Grl. § 20, ai Ministrene kunne tiltales for deres Embedsforelser, hvorundei ogsaa deres Forhold til slige af andre Ministre kontrasignerede, for disse saerlig ansvarlige Beslutninger maa henregnes, — cfr. Grl. § 18: »Ministrene ere ansvarlige for Regeringens Forelse* . . .

Naar der nu er Sporgsmaal om, hvorvidt de Anklagede kunne drages til Ansvar for deres Embedsforelse under denne Sag, saa er det ikke enhver Ministers korrekte Opfatteise af Embedspligt, der medforer Ansvar, men at det i Almindelighed afhaenger af, i hvilken Grad Tilsidesaettelsen — navnlig naar en Bestemmelse skal tages — har fundet Sted.

»Jeg kan ikke skonne«, fortsaettes der, »at nogen af de 3 Anklagede orsted, Bluhme og Scheel kunne vtere at drage til Ansvar for ikke at have modsat sig eller gjort det med fornoden Kraft eller for at have vaeret enige i de Foranstaltninger,der besluttedes angaaende de omtalte Rustninger,da denne Sag var Genstand for Behandlinger i Gehejmestatsraadet — cfr. Grl. § 21 —, saalsenge der endnu ikke var Sporgsmaal om at udelukke den tilstedevaerendeRigsdag fra den samme tilkommende Indilydelse paa Udforelsen af slige Foranstaltninger ved Bevillingen af de dertil fornodne Penge. Deter derimod det sidste, hvorom Sporgsmaalet om Ansvar drejer sig, for saa vidt nemlig de

3 Anklagede kunne siges at have i storre eller mindre Grad deltaget enten ved foregaaende eller efterladende Handlinger i Beslutningen om at forbigaa den tilstedevserende Rigsdag med Hensyn til de fornodne Pengemidler«. Tillisch kunde der i den Henseende intet laegges til Last; men efter Gehejmestatsraadsforhandlingerneog under hvad der under Sagen er fremkommet, maa det imidlertid anses for tvivlsomt, om de tre vedkommende Anklagede (orsted, Bluhme og Scheel) dog kunne siges at have undladt til forskellig Tid mere eller mindre at gore opmserksom paa det konstitutionelt urigtige og mislige i den omventilerede Forbigaaelse af Rigsdagen.

Dette Soges nu nsermere paavist under Paaberaabelse af Gehejmestatsraads-Protokollen, men er atter overstreget: Bluhme havde saaledes i Ivfodet d. 13. Februar tilkendegivet, at hansom Udenrigsminister ikke kunde modsaette sig, hvad der var konstitutionelt nodvendigt, skont han ikke kunde naegte, at det var umuligt at komme til Rigsdagen med Begsering om Bevilling. — Orsted havde, skont paa et senere Stadium end Beslutningen var taget, nemlig d. 23. Marts, tilkendegivet, at de Foranstaltninger, hvorom de:: da var Tale, kunde betragtes som en Omgaaen af de konstitutionelle Former —, og hvad Scheel angik, da havde Defensor (Liebe) fremdraget en Ytring af ham i Modet d. 15. Februar, at et Lovforslag derom straks maatte forelaegges Rigsdagen.

Efter de atter overstregede Stykker fortsjettes med
Hovedmomentet for Frifindelsen af de 3 Anklagede,
Manglen af en Lov om Ministeransvarlighed:

Naar nu hermed saettes i Forbindelse, at en Lov om, hvorledesMinistrene have at forholde sig i Statsraadet, saaledes som bebudet i Grl. §21, mangier, og at det saaledes ikke er givet, hvorvidt Ordet under Forhandlingerne der af nogen kan tages uden Paalaeg af Kongen eller efter dennes onske om,

at flere skal ytre sig, saa formener jeg i Henhold til Foranforte,at der ikke er tilstraekkelig Grund til at drage de her omhandlede tre Anklagede til Ansvar for det dem injurierende(?)Forhold . . .

Idet jeg saaledes med Hensyn til de her nsevnte Ministre kommer til samme Resultat som under Voteringen antaget, er dette derimod ikke Tilfaeldet med Hensyn til de anklagede Hansen, Sponneck og Bille . . .

Idet dette derpaa vidtloftigt udvikles, kommer Kollklusionen til at lyde paa, at orsted, Tillisch, Bluhme og Scheel »bor for den offentlige Anklagers Tiltale fri at vasre«; Hansen, Sponneck og Bille bor til Kobenhavns Fattigvresens Hovedkasse bode, de to Forstnaevnte hver 2000 Rdlr. og den sidstnasvnte 1000 Rdlr., samt til Statskassen for Kongerigets Vedkommende betale store, nsermere specificerede Summer i Skadeserstatning, og de tre sidstnaevnte udrede alle at Sagen flydende Omkostninger, samt Salaer til Advokaterne.

Bruuns Votum vanned Hensyn til de 4 Anklagede et Slags Kompromisforslag, hvor ban vel hasvdede det samtlige Ministeriums Medansvar for de fattede Beslutningeri Modsaetning til Hojesteretsmedlemmernes Holden paa Kontrasigneringens Nodvendighed for Strafskyld; men ban blev da nodt til at lasgge Hovevasgten paa Manglen af en Ministeransvarligbedslov. Og naegtes kan det heller ikke, at det af den Udskrift af Gehejmestatsraadsprotokollen,som findes i Familiearkivet, fremgaar, at navnlig orsted under Forhandlingerne, hvilket ogsaa bebrejdedes ham stx-rkt af den offentlige Anklager, havde holdt sig, eiter vor Opfattelse af en Premierministers eller KonseilspraesidentsStilling, hojst paafaldende tilbage under Diskussionerneom saa vigtige Sporgsmaal. Men man var jo endnu i Palamentarismens Barndom, og det maa ikke

glemraes, at Kongen endnu var Suvenen i Hertugdommerne,og
at Statsraadet ogsaa omfattede dem.

Bruun selv var misfornojet med Rigsretssagens Udfald. Under de langvarige Moder havde han tegnet et Fantasilandskab, som endnu findes i Familiens Besiddelse, og herunder skrevet: Mit Udbytte af 4 Ugers Sidden i Rigsretten.

Bruun overlevede orsted i 4 Aar; bans svagelige Helbred omtales ofte; 1855 havde Landstinget valgt ham til Medlem af det ved Faellesforfatningens Vedtagelse oprettede Rigsraad, i hvilket han vedblev at have Sasde, indtil S\_rgdom tvang ham til 12. Septbr. 1863 at nedla;gge sit Mandat; 1862 havde hans Funktionstid i Landstinget ophoit; fra 1862 aflostes hansom Formand af sin yngre Broder Mads Pagh Bruun. — Han dode 7. Juni 1864 i Kobenhavn og blev begravet paa Asmild Kirkegaard paa en Tid, da der laa stor tysk Indkvartering. •— Fru Reinholdine overlevede ham i 19 Aar og dode paa Asmild Kloster d. 28. Oktober 1883.