l det fjerde Møde 1910—11 holdt Kapt. 77?. Borg

Foredrag om de nye Opmaalinger paa Grønlands Vestkyst, hvorefter Magister Adolf Jensen holdt Foredrag om Emnet: »Med »Tjalfe« fra U man ak til Kap Farvel«. Lysbilleder.

l det femte Møde 1910—11 holdt Professor, Dr.

phil. Alois Musil Foredrag paa Tysk om sine Rejser
i Nord-Arabien. Lysbilleder.

l det sjette Møde 1910—11 holdt Dr. phil. Johs. Schmidt Foredrag om »De danske Havundersøgelser i Atlanterhavet og Middelhavet. Lysbilleder og levende Billeder.

Fra 12. Januar—20. Februar 1911 var der i Sel

skabets Lokaler, Østergade l, Udstilling af de væsentligste Instrumenter, som anvendes i den geografiske Forsknings Tjeneste. Samlingen bestod for en mindre Dels Vedkommende af Selskabets egne Instrumenter, og for den langt overvejende Dels Vedkommende af Instrumenter, der ved elskværdig Imødekommenhed var stillede Selskabet til Raadighed af Det k gi. danske Søkortarkiv, Det danske meteorologiske Institut og Kgl. Hofinstrumentmager Cornelius Knudsen.

Den 21., 23 og 25. Februar holdt Selskabets Sekretær, Professor O. Olufsen, i Selskabets Læsesal Foredrag om henholdsvis terrestriske, astronomiske og meteorologiske Observationer paa Forskningsrejser, med Demonstration af Instrumenterne.

l Raadsmødet den 12. November 1910 vedtoges

det at udnævne Professor, Dr. phil. Alois Musil til
Æresmedlem af Selskabet.

Med Bd. 20 H. VIN udsendtes den første samlede Indholdsfortegnelse over Geografisk Tidskrift Bd. I—XX, udarbejdet af Selskabets Sekretær og dets Bibliotekassistent.

Det festlige Møde for Professor, Dr. phil. Alois Musil den 7. Februar 1911.

I Sommeren 1910 henvendte Bestyrelsen sig til Professor ved Universitetet i Wien, Dr. phil. Alois Musil, med Anmodning til ham om at holde et Foredrag om sine verdensberømte Forskningsningsrejser i Nord-Arabien, der med Afbrydelser havde strakt sig over Aarene 1896^—1910, og efter at have faaet et højst imødekommende Svar fra Professoren, bestemtes det. at Mødet skulde holdes i Vinteren 1911.

Mødet afholdtes den 7. Februar Kl. 8 i Odd
store Sal og overværedes af Deres
Majestæter Kongen og Dronningen, Deres
kongelige Højheder Kronprinsen, Prins Harald
og Prinsesse Helene, Prins Gustav og
Prinsesse Dagmar.

Til Stede var desuden Hs. Excellence Kultusminister Appel, den østerrigsk-ungarske Gesandt, Grev Széchényi, Medlemmer af den østerrigsk-ungarske Legation, Biskop van Euch og en talrig Forsamling af Damer og Herrer.

Selskabets Præsident, Hs. kgl. Højhed Kronprinsen aabnede Mødet med en Oversigt over Professor Musils Forskningsrejser og udtalte sig i særdeles anerkendende Ord om Professorens For

tjenester af den geografiske Videnskab. Som el Bevis paa, at Det kgl. danske geografiske Selskab skattede Professor Musils indgaaende Undersøgelser i Nord-Arabien, overrakte Præsidenten ham under levende Bifald fra den store Forsamling Diplomet som Æresmedlem afDet kgl.danske geografiske Selskab.

Professor Musil besteg herefter Talerstolen og bragte Præsidenten og Selskabet sin varmeste Tak for den Ære, der var vist ham, hvorefter han gik over til at skildre sine Rejser, der illustreredes af en Mængde fortræffelige Lysbilleder, hvoraf en Del var farvelagte efter Naturen.

Det interessante Foredrag lønnedes af Tilhørerne med længe vedholdende Bifaldsklap. Af Foredraget gengives her det væsentligste i Uddrag, der er nedskrevet af Foredragsholderen.

Nord-Arabien.

Som Topograf og Etnolog har jeg foretaget 8 Rejser paa Vestgrænsen af Nord-Arabien i de Egne, der i Bibelen kaldes Moab og Edom, og som vi i Korthed kalder Arabia Petræa. Da jeg havde afsluttet Publikationen af Resultaterne fra disse Rejser, overdrog det kejserlige Videnskabernes Akademi mig at udvide mine Undersøgelser til Nord-Arabien.

For at løse den her stillede Opgave, var jeg nødt til selv at blive Beduin og slutte mig til den mægtigste Stamme i Nord-Arabien, Rwalastammen. Jeg kendte af Navn denne Stammes Fyrste Nüri eben Sa'lån. Jeg ledsagede nemlig i Aaret 1898 mine daværende Venner, Stammen Beni Sahr, som overfaldt en Underafdeling af Rwalastammen og gjorde et Bytte af 314 Kameler. Da jeg traf Nüri personlig, traadte han mig i Møde med stor Mistillid. Det videnskabelige Øjemed med min Rejse kunde han ikke begribe, og jeg har heller aldrig førsøgt at forklare det for ham eller nogen anden Beduin, da ingen vilde have troet mig. Jeg fortalte altid, at jeg havde gjort det Løfte ikke at ville

naturligvis ogsaa udsat for alle de Farer, der uund
gaaelig møder saadanne Foretagender.

Min første videnskabelige Ekspeditiom gjaldt Egnen as-Sumbul. Saadan hedder det nordligste Hjørne af Arabien fra Resåfa i Nord til Palmyra 1 Syd. Sumbuls Sydgrænse dannes af en Bjærgkæde, der strækker sig fra Hennon i nordøstlig Retning til Eufrat og naar en Højde af 1600 m. Den sydlige Halvdel af Sumbul er næsten overalt bjærgrig, den nordlige bakke- og bølgeformet (Middelhøjde 500 m.). De mellemliggende Vandløb tabte sig i Lavninger, hvor der er Rester af gamle Bygningsanlæg. Kildebrøndene er temmelig talrige og for det meste dybe. I den sydvestlige Del er der 2 isolerede Vulkaner, i Abu Rubåh hede Kilder og i Ab-al Fejåz Brunkul.

As-Sumbul er i næsten hele sin Udstrækning dyrkelig og var virkelig engang opdyrket. Vor Forestilling om, at Palmyra laa midt i Ørkenen, svarer ikke til Virkeligheden. Palmyra laa snarere midt i en bebygget Egn, hvad de Hundreder af mindre og større Ruiner vidner om, som man støder paa Syd-, Vest-, Nord- og Nordøst for Palmyra. Egnene Bil'ås og Abu Rigmén nord for Palmyra er endnu den Dag i Dag temmelig tæt bevokset med Skov, fordi Nedbøren er regelmæssig. Følgelig kan as-Sumbul, det gamle Palmyrene, ikke regnes med til Ørkenen, og Beduinerne regner det ogsaa altid for at høre til de Bosiddendes Egne. Det bebos af talrige Stammer af Halvnomader. De hedder under eet Ri'a eller Swåja, Smaakvæghyrder, fordi de for det meste opdrætter Faar og Geder og sine Steder ogsaa dyrker Marker. De kalder sig aldrig Bedw eller Beduiner. Bedw eller Beduiner hedder i Arabien kun de ægte Kamelopdrættere, der drager om i den egentlige Ørken. Faarene og Gederne kan kun holde ud i 2 Dage uden Vand, og tvinger altsaa deres Ejer til at bo i vandrige Egne, hvor han lidt efter lidt ogsaa bliver Agerdyrker.

Del er ret lærerigt at iagttage den Proces, der i Aarhundreder uafbrudt er foregaaet i Arabien. Fra den indre Ørken trænger de ægte Beduiner, Kamelopdrættere, frem til Grænsen, bytter efterhaanden Kamelerne bort for Geder og Faar, lærer Agerbrug og bliver flittige, fast bosiddende Bønder, hvis der sørges for deres Ejendoms Sikkerhed; saaledes udvides Kulturlandet bestandig dybere ind i Steppen. Denne Udvikling kan tydelig paavises ide sidste 15 Aar, Men hvis Regeringen i Kulturlandet er svag, og Bonden henvises til Allah og sig selv, saa ombytter han det faste Hus med det bevægelige Telt, bliver Nomade, og Steppen triumferer over Kulturlandet. Den tidligere Bonde bliver Såwi, Halvnomade, men aldrig mere ægte Beduin, egentlig Kamelopdrætter.

Jeg forlod Nüri's Lejr i Højdedraget Dmejr. drog over den romerske Koloni Ukajribåt til Resåfa, bøjede mod Syd Sydvest og naaede over til Erak (Aracha) den store, romerske Lejr Bahra. Den ligger syd for PalmjTa ved Sydfoden af den ovennævnte Bjærgkæde, der mod Syd falder brat af mod en bred bølgeformet Slette, hvis Højde er omtrent 700 m. mod Vest, men mod Øst kun 300 m., og som naar fra Damaskus til Eufrat. Mod Syd afgrænses den af det indrearabiske Høj plateaus stejle Rand. Denne udstrakte Slette hedder al-Manåzer, den har udmærkede Græsgange og flere Brønde, der regelmæssigt opsøges af alle Krigerog Røvertropper.

Fra Bahra fulgte jeg i vestlig Retning den gamle romerske Hærvej, som førte fra Damaskus til Eufrat; dens hele Forløb med Milepælene med de interessante Indskrifter kunde jeg konstatere.

Da jeg var vendt hjem fra denne Ekspedition, laa vi Lejr i den vulkanske Egn, Tlül al-Tjat Syd for de omtalte Bjærge. Utallige mindre og større udstrakte Kratere rager op over den flade Slette og afgiver udmærkede Smuthuller for forskelligt Røverpak. Dag og Nat blev vi 'forulempet af fjendtlige Skarer, og vi ventede med Længsel paa, at den første rigelige Regn skulde falde, Pigerne gik udenfor i Procession med »Regnens Moder« og bad om rigelig Nedbør, som skulde fylde Lavningerne i den vidtstrakte flade Ørken med Vand og gøre det muligt for os at tage Ophold der. Men det var ikke nok med, at Regnen ikke begyndte, Kulden blev ogsaa bestandig mere ulidelig. Tidlig om Morgenen den 30. November 1908 frembød Bjærgene et pragtfuldt Skue. Alle Højder, som afgrænser Horisonten mod Nordvest og Syd, var hyllet i et hvidt Snedække næsten lige ned til Sletten og gnistrede i den opgaaende Sols Straaler som Milliardærer af Krystaller. Henimod Middag faldt der temmelig store Hagl, som dækkede Jorden i en Højde af flere Centimetre.

Den første December præsenterede sig i rkenen, som den plejer at gøre det hjemme. Teltsnorene, Ørkenkrattet, alt var i den tidlige Morgen dækket af en stærk Rim, og overalt hang tætte

Taager. Sandet var ganske frossent, og de enkelte Straa knitrede, da jeg gik gennem Ørkenen. Termometret viste 65 under O, og den fugtige Kulde trængte gennem alle Klæder, Tæpper og Kapper.

Som ellers naar vi opholdt os i Lejren, blev de astronomiske lagttagelser udregnet, Maalebordsbladene ordnet, et Kort udkastet over den undersøgte Egn, det topografiske Materiale blev redigeret, og der blev indhentet etnologiske Oplysninger.

Den 15. December begyndte jeg en ny Ekspedition med 5 Kameler og 6 Ledsagere; denne Gang ind i det sydlige al-Manåzer og nordlige al Efter forskellige Afbrydelser naaede vi i østlig Retning ind i den vandrige Dal al-Mijåh, som nu allerede udmunder i Eufratsletten. Landskabet Nord for al-Mijåh er bølgeformet, dækket af hvidt Grus og lidt brede, side Dalstrækninger med gode Græsgange. Over det sydlige Affald fra

det ufrugtbare, bakkede Land al-Bisri, naaede vi til Eufrat og undersøgte den middelalderlige Borg ar-Rehaba, som hæver sig paa en kunstig opkastet, isoleret Høj. Derfra kom vi efter et 4 Dages anstrængende Ridt til Sydgrænsen af Egnen al-Manåzer, den store Sænkning af vulkansk Oprindelse, al-Ka'ara. Den Højslette, der omgiver al-Ka'ara, er dækket med sort Kisel og vanskelig fremkommelig. Naar man rider hen over denne mørke Flade, kommer man undertiden til Randen af et 2_—5 Meter højt, lodret Klippelag, under hvilken en Skraaning af blødere Sten sænker sig jævnt ned mod en bred Dal. Kamelen bliver staaende, man maa vende om og gøre en stor Omvej for at komme

videre. Set fra Dalene og Lavsletterne minder Skrænterne og Højdedragene levende om de moderne Forter, som man her genfinder i alle Former. De bestaar af 2—52^—5 ulige høje og ulige faste Klippelag. De blødere falder sammen og udvisker saaledes de lavere liggende, medens de faste, der bliver staaende, falder stejlt af.

Den 24. December betraadte vi for første Gang Højlandet al-Hamåd. Det ligger mellem 38° og 39° 30' østlig Længde og 30° 30' og 34° nordlig Bredde og naar den største Højde, 1010 m. i Bjærgryggen Enåza. Al-Hamåd ligger ellers 800 m. højt, har en næppe kendelig Sænkning mod Vest Nordvest, hæver sig mod Øst til en mægtig Jordbølge med Retning fra Nord til Syd og faldt stejlt af mod Nord og Syd.

Højplateauet al-Hamåd er næsten overalt fuldkommen fladt, dækket af grovt, sortagtigt Sand og for Størstedelen absolut øde. Den flade Slette sænker sig næsten umærkeligt til Fordybninger, der undertiden er Hundrede Kvadratkilometer store, undertiden kun nogle Hundrede Kvadratmetre, og hvor Regnvandet fra hele Omegnen samler sig. Saadanne Sænkninger hedder Habra Habåri. De er dækket af gulligt Ler og vegetationsløse. Kun ved Randen findes forskellige Ørkenplanfer.

Vi led meget af Kulde, da Termometret gik ned til 13° C. under O, af Sult og tilsidst ogsaa af Tørst, og intet Steds kunde vi faa Øje paa en Lejr, som vi længtes saa meget efter. Vi drev vore sultne og tørstige Dyr frem i største Hast, for saa hurtigt som muligt at naa ind i den Egn, hvor Fyrsten i Følge sine egne Angivelser maatte ligge i Lejr, men det viste sig, at han for faa Dage siden var draget syd paa; vi maatte altsaa følge efter.

Paa den videre Rejse fulgte vi uafbrudt Vestgrænsen af Hamåd, Østranden af det vulkanske Landskab al-Harra i sydlig Retning og gennemskår den paa tværs, da den vender sig mod Syd. Al rettere tlul al-Tjat og as-Såma, strækker sig fra 30° 40' til 33° 40' nordlig Bredde. Østgrænsen dannes i den nordlige Halvdel af den 38. Længdegrad (østl. L.), i den sydlige (harrat Arnud) af 39° 32' østlig Længde. Den gennemsnitlige Højde er 800 m.

Fra Højden af Lavaudløbene viste et ejendommeligt Syn sig for os. Det vestlige Lavalandskab lignede en uhyre, skællet Drage. Dragen ligger nu rolig, dens Hoved er den mægtige Vulkan al-Zetab, dens Skæl saa vel som dens Rygsøjlehvirvler er de forskellige Kratere. Dens utallige Fangearme, Lavaarme, griber langt ind i den østlige, graa Slette, og dens Kløer, Vulkaner, som er skudt langt frem mod Syd og Øst og hænger sammen med Lavaudløbene, er udslukt, men har i de sidste Dødstrækninger krampagtig gravet sig ind i Sletten.

Mellem de skinnende sorte Lavaarme er de bleggule Flader, ligesom kæmpemæssige Kobberterriner, indfattede i mørke Rande. Det er nu udtørrede Habåri, Regnvandsbeholdere. Paa deres Rande hører Lavamasserne pludselig op, som om de var ryddet til Side af Menneskehaand. Naar disse Habåri fyldes med Vand og indrammes af

den grønne Kant af friske Planter, maa de se meget smukke ud. Mellem Lavastenene er der i den sydlige Del meget gulligt Sand, hvori vore Kameler paa sine Steder vadede dybt.

Efter seks Dages Ridt naaede vi det næste Vandløb kulbån al-Keråzer og kort derefter Fyrstens Lejr i wadi Sirhån, ogsaa kaldet al-Wådi Og dog er wadi Sirhån (saaledes kaldt efter Sirhånernes Stamme, hvem den tilhørte igennem Aarhundreder) ingen Dal i almindelig Forstand, men en vældig Jordspalte eller Jordsænkning af vulkansk Oprindelse, som danner Vestgrænsen for Lavalandskabet. Efter de Indfødtes Mening naar wadi Sirhån fra ajn al-Béza (31 ° 50' n. B. og 39° 50' o. L.) til kulbån Majkü (29° 50' n. B. og 38° 50' o, L.), i Virkeligheden kan man dog følge Jordsænkningen ogsaa i Lavningen al-Gawf lige til gal Swér (40° 30' ø. L.

Den jævnt bølgende Bundflade af denne Jordspalte er indtil 40 km. bred og afgrænset af tydelige Randbakker, i den nordvestlige Del, Sirhån, 550 m., i den sydøstlige, al-Gawf, 600 m. høj, stærkt saltholdig og vandrig. Overalt er der i ringe Dybde Grundvand, ja ved Nordgrænsen ved al-Azrak endog usædvanlige rige Kilder, der nærer en stor Sø med utallige Fisk. I Nærheden af denne Sø blev for omtrent 90 Aar siden det sidste vilde Æsel skudt.

I wadi Sirhån led vi under Mangel paa Græs til Kamelerne, saa at Stammen var nødt til næsten daglig at flytte Lejren. I Spidsen for den vandrende Stamme red altid Fyrsten med sit Følge. Næsten alle Høvdingerne førte deres Jagtfalke med og slap dem løse, saasnart vi skræmmede en af de smaa, graa Ørkenharer op, eller en Trapgaas. Ved Vandhullerne blev Hestene og Ridekamelerne vandede, og vi ventede, til de sværtlæssede Lastkameler indhentede os. Kvindebærestolene oppe paa Lastkamelerne saa ejendommelige ud. Ofte stødte vi paa isolerede, lave Sandstenskegler, Vidnesbyrd om den uafbrudte fremskridende Erosion. I wadi Sirhån, som jeg undersøgte i alle Retninger, saa jeg intet Sted Rester af en romersk Koloni og lige saa lidt Spor af en romersk Hærvej, som findes afstukket paa mange Kort som førende, i Følge Wetztsteins Angivelser, fra Bosra til den persiske Bugt. I Paranthes bemærket er ogsaa alle øvrige Angivelser af Wetztstein om det Indre af Arabien i de fleste Tilfælde upaalidelige.

Den 23. Januar forlod jeg Fyrstens Lejr, begav mig over kulbån as-Srår ind i den øde, graasorte Sletteørken al-Bsajta og naaede nær hen til Oasen Tejma. Paa denne Ekspedition overskred jeg for første Gang en langt mod Vest fremstrakt Arm af den sandede Ørken an-Nefud. Syd for denne Arm indtil Tejma undersøgte jeg al-Hunfa, et 800 m. højt Landskab med lave Højdedrag og bratte Affald. Højene bestaar af porøs Sandsten har flade Rygge, hvor der hist og her er lave Toppe, der ligner spidse Huer. Højdedragene har mest Retning mod Øst, har ingen Tværdale og egentlig heller ingen Længdedale, thi mellem Højdedragene er der bækkenformede Lavninger, som optager Regnvandet og danner Habåri. Sandstenslagene er ikke altid horisontale, men ogsaa beliggende skævt fra Nord til Syd. Vind og Regn ødelægger de bløde Lag, gnaver paa de fastere, og Vinden driver Sandet henimod det kæmpemæssige Nefüd. I Tidens Løb vil der af Højdedraget al-Helwåt, der ligner en storartet Fæstning, kun være sparsomme Hobe af den fastere Sandsten tilbage, og ogsaa disse vil forsvinde. De Veje, som vi fulgte her, føre Navnet dumb al-mowt, Dødens Veje.

De nærmestfølgende Uger var viet Undersøgelsen af den store Sandørken an-Nefüd. Den ligger Syd for Hamåd og wadi Sirhån og mellem 27° 40' og 30° n. B. og mellem 38° 40' og 44° ø. L. I det indre er den omtrent 900 m. høj; den sænker sig mod den vestlige, nordlige og østlige Rand, rager omtrent 70 m. op over de stenede, faste Omgivelser og bestaar af rent, fint, kornet Sand. Set fra den klippeagtige Slette synes Sandklitterne at strække sig fra Vest til Øst, næsten alle at være lige høje og at adskilles ved 20^—30 m. dybe Indsnit. Mange Klitter er afrundede foroven, andre har spidse Toppe, men alle falder brat af mod Vest; Ryggen er jævn og gavlagtig skarp. Op til en Højde af omtrent 50 m. over Stenørkenen er Klitterne bevokset med Raza, højere oppe er de ganske nøgne og blændende hvide. Naar man naar op paa Randklitterne, faar man Øje paa utallige elipseformede Sandbølger med Retning fra Vest til Øst, som rager omtrent 20 m. op over den sandede Højslette. De afslutter elipseformede Lavninger. Den største af disse Lavninger danner en Slette, der skraaner fra Nord til Syd, og ved hvis sydøstlige Ende der altid er en 10^—50 m. dyb, tragtagtig Sænkning. Mellem hver enkelt Lavning, som Araberne kalder flük, og de den omsluttende Sandbølger, breder sig større eller mindre Højsletter, som altid er bevoksede.

Landskabelig set hører Nefüd til de interessanteste Dele af Nordarabien. De lave, rødlige Sandklitter bevoksede med Raza (Haloxylon articulatum Gav. og Halon Ammodendron Bge), Arta (Caligonum comosum L.) og andre Planter giver den Udseende af en stor Have eller en Kirkegaard beplantet med Sørgebirke og Sørgepile. Sandbølgernes hvide, nøgne Kamme minder om Gletsjerne i Højfjældene, Lavningerne mellem Klitterne ligner Sætere, men med den Forskel, at her mangler Vandet, og Jordbunden i hele dette Landskab, der ser saa henrivende ud, bestaar af det bedrageriske Sand. Intet, ikke engang en dyb Sø, er saa farligt som dette rødligt skinnende Sand. Det danner skønne Sletter, der er glattede som med en Kam. Øjet lader sig skuffe, og Rytteren tror at kunne komme frem. Han rider hurtig paa sin Kamel. Sine Steder er Sandet saa fast, at Kamelen næsten ingen Spor efterlader. Men pludselig synker Dyret ned i Sandet til Brystet, og Rytteren maa vende om, hvis han ikke vil sætte Dyrets og maaske ogsaa sit eget Liv til. Kamelen vandrer ogsaa ofte hen over den sandede Højslette, Rytteren ser en bølgeformet Stigning i

Jordsmonnet, Dyret gaar derop og staar saa ved Randen af en undertiden 50 m. høj, næsten lodret Sandvæg. Et Skridt — og Dyr og Rytter ligger med sønderslaaede Lemmer i den dybe Kløft, der kaldes fars. »I Nefüd er der overalt Veje, og i Nefüd er der ingen Veje«, mente vor Fører. Den, der ikke kender Nefüd, tør ikke drage derind, og den, der i Nefüd taber Vejens Hovedretning, er redningsløst fortabt. Enhver vandrende Stamme, enhver Razwtrop tager en stedkendt Fører med, for det meste en Strudse- eller Antilopejæger, der kender Overgangene mellem de enkelte Lavninger og rider i Forvejen paa sin Kamel. Overgangene er i Reglen i Nærheden af Kløfterne. Disse er sædvanligvis tragtformede, og man kan tydeligt se 3 eller 4 skarpt udprægede Kanter, der forneden nærmer sig hinanden. Kløftens Bund er næsten altid jævn, uden Sand, ja ofte nøgen Klippegrund; 2 eller 3 Sider af Kløften er altid stejle, næsten lodrette,

en af Sidevæggene skraaner ned med 2 Terrasser. Her ved denne Sidevæg er Overgangene fra den ene Sandklit til den anden. I det indre Nefüd skraaner Lavningerne fra Øst til Vest, saa at de østlige Klitter altid ser lavere ud end de vestlige. Kløften ligger altid ved Sandklittens Østside. Vi maatte ofte lave brede Trin i Klitterne og føre Kamelerne ned. Dyrene skælvede, satte Fødderne ud til Siderne, standsede og undersøgte Jordbunden, før de gik videre. Hvis Dyret traadte fejl eller gled, styrtede det ned i Dybet. Oppakningen skubbede sig fremefter, faldt ofte ned, og vi maatte saa selv bære den.

Til de smukkeste Planter i Ørkenen Nefüd hører Raza. Det er ofte indtil 8 m. høje og indtil 20 cm. tykke enkeltstaaende Træer, men oftere Grupper af slanke Skud. Grenene er lange og tynde, Barken blændende hvid, Naalene friske og grønne og sammen med de yngste Skud udmærket Foder for Kamelerne. Men Veddet er sprødt, og naar det er tørt, det bedste Brændsel man kan tænke sig. Det foraarsager ingen Røg, brænder med hvid Flamme og efterlader længe glødende, Kul og fin, hvid Aske. Varmeevnen er større end

de andre Ørkenvæksters, og Kullene gløder ofte mere end 10 Timer til Glæde for den af Kulde skælvende Hyrde eller Rejsende, som ikke tør tænde nogen Ild om Natten og dog gærne vil varme sig. Hvor Raza vokser som Busk (Haloxylon articulatum Gav.), holder den Sandet sammen, og mellem Razastammerne danner der sig en lille Sandhøj. Sørgelige at skue er de smaa Ra/astammer, naar de er revet op med Rode af Stormen. Bøjede, væltede, knækkede rager de blændende hvide, tørre Rødder, Grene og Stammer op af Sandet, og man tror at have Menneske- eller Kamelknogler for sig og at ride over en Slagmark. Det er ogsaa en Slagmark, men det var blot ikke Mennesker, der kæmpede med Mennesker, men line Planter med den uovervindelige, skaanselsløse Vind og dens Forbundsfælle, det falske Sand.

Sandstormen volder ogsaa Mennesket store Besværligheder, som vi ofte led under. I Reglen ved Middagstid hørte vi pludselig en dump Drønen, som om Tusinder af Ryttere kom ridende i Galop bagefter os, kort efter tog et stærkt Vindstød fat i os, og i et Nu blev vi indhyllet i en Sandsky. Vinden hylede og drev Sandmasserne mod Nord i utallige Taager. Paa Sandfladen, hvor vi red, dannedes der gennemsigtige 2—52^—5 m. høje Sandbølger, som alle havde Retning mod Nord og hævede og sænkede sig alt efter Vindens øjeblikkelige Styrke. Hvor de traf paa en Hindring, udfyldte de det tomme Rum og svævede saa videre hen over den glatte Flade. Ridekamelerne knurrede, brølede og klagede, blev staaende ved hvert kraftigt Vindstød, drejede sig mod Nord, satte Bagbenene ud til Siden, Forbenene frem og gjorde saaledes Modstand mod Vinden; men vi drev Dyrene frem til hurtigt Ridt. Sandet paadrog os store psykiske og fysiske Smerter. Ørerne, Mundhulen, Næseborene og især Øjnene fyldtes med de fine Sandkorn, som irriterede de ømfmdtligste Dele af disse Organer og derved fremkaldte stikkende Smerter. Men det fine Sand angreb ogsaa Huden, strøg hen over den som en Fil og irriterede Nerverne.

Fra Enden af Februar arbejdede jeg i rkenerne al-Labba og al-Hagara. Al-Labba er det nordøstlige Randgebet af Nefüd. Det er et bakket Landskab, halvt tilføget med Sand, med brede, lange Indsnit og næsten uden Dale. Mod Nordøst gaar det over i Stenørkenen al Hagara, der ligger mellem 40 ° 31' og 44 ° ø. L. og 29 ° 30' og 32 °n.B. og naar en Middelhøjde af 600 m. I den nordøstlige Del af denne Ørken er der talrige, megel dybe (indtil 120 m.) Kildebrønde og mange Tegn paa menneskelig Virksomhed. I al-Hagara oplevede jeg den 19. Marts den første Regn, der dog blev betydningsløs, da Solen tørrede hver Fugtighed bort paa faa Dage. Dagstemperaturen var i Reglen 40 ° C. i Skyggen.

Al-Hagara bestaar af udstrakte Lav- og Højsletter. Lavsletternes Klippegrund er mest dækket af groft Sand og har talrige større og mindre Flader dækkede af en sparsom Vegetation og omsluttede af 10_—50 m. høje, mest stejle Sandstensskrænter. Stiger man op ad disse ad de snævre Indsnit, saa betræder man udstrakte, mest øde Højsletter. Paa Skrænterne findes overalt Salt i Krystaller. Paa Højsletterne var der isolerede, runde Toppe; paa mange af disse var der høje Stenhobe, hvorfra der var en næsten übegrænset Udsigt. Naar der falder rigelig Foraars- og Efteraarsregn og alle Habåri-Vandbeholdere fyldes, vrimler det i Lavsletterne med Kameler, og bag Stenhobe opstilles Udkigsposter.

Fra al-Hagara begav jeg mig med 4 Kameler og 3 Ledsagere ind i den udstrakte Stenørken al-Wudijån. Denne afgrænser Højdeplateauet al mod Øst, Lavningen al-Manåzer mod Syd, Ørkenen al-Hagara mod Nord og naar fra 39° 30' ø. L. til Eufrat. Mod Vest er den 900 m. høj, i Midten (41 ° ø. L.) kun 500 m. høj og paa denne Strækning afplattet; længere østpaa gaar den over i en bølgende Slette med mange Dale. Dalene er i deres øvre og Middelløb dybt indskaarne, temmelig frugtbare, Skrænterne er stejle, ligesom skaarne, absolut øde; de afplattede Højder er dækket af grove Sten, mellem hvilke der kun vokser enkeltstaaende Ørkenplanter.

I hele den indre Ørken er der ikke en eneste Kilde, ikke en eneste Brønd. Min Fører forsikrede mig, at det havde regnet i enkelte Dele af Wudijån, og at vi vilde unde Regnvand endnu omtrent 80 km. Men kun ved det første Sted, han havde betegnet, fandt vi nogle Huller med Regnvand, som vi maatte vende tilbage til, da Førerens Udsagn om Vandet ikke bekræftede sig paa den videre Marsch. Den sidste, rigelige Regn var ogsaa faldet i Egnen al-Wudijån for 4 Aar siden. Da jeg ikke vilde vende om med uforrettet Sag, maatte vi forsyne os med Vand for en Distance af 480 km. Dette var dog ikke let, thi foruden vore 4 Ridekameler, som vi ikke kunde belaste mere, havde vi

ikke medtaget noget frit Dyr, da 3 forskellige Folkeslag,
der kæmper med hinanden indbyrdes, drager
om i al-Wudijån.

Vor Rejse førte os til Centrum af Nordarabien, til det sagnomspundne Bjærg Enåza (Højde 1010). Mens vi mod Syd i Sandørkenen Nefüd og i al havde indtil 50 ° C. i Solen og havde tiltraadt Rejsen i lette Dragter, led vi i Centralegnen under Kulde og Snefog og var Fortvivlelsen nær Paaskesøndag 1909. Vore Kameler kunde intet Steds finde Græs, var for tungt belæssede, led under Kulden og kunde kun komme langsomt frem. Tilsidst knælede min ned og vilde ikke rejse sig igen. Vi maatte gøre Holdt og give den at drikke af vort Drikkevand. Efter 18 Timers Forløb kom den sig saa vidt, at den kunde gaa uden nogen Byrde, og senere kunde den bære mig. Kort derefter blev min Medhjælpers Kamel halt. Det var paa Hældingen med vort Vand; det nærmestliggende sikre Vand laa over 200 km. borte, og vore Kameler kunde ikke drives frem til hurtigt Ridt. Begge mine indfødte Ledsagere frygtede for at skulle dø af Tørst og Sult og belavede sig paa at flygte med begge mine to Ridekameler og de nødvendige Levnedsmidler. Dag og Nat maatte vi passe paa dem. Min Glæde var stor, da vi forlod den uendelige Højslette og naaede ind i den dybe Sænkning al-Gawf og endelig saa Oasen Skåka for os. I halvandet Døgn havde vi intet Vand haft, men der i den grønne af Palmer overskyggede Oase haabede vi at kunne slukke vor Tørst. Selv vore

Kameler overvandt deres Træthed og gik frem med lange Skridt. Bestandig større blev Palmerne, bestandig tydeligere saa vi de af Ler byggede Ringmure — vi troede allerede at kunne betræde dette jordiske Paradis, men Paradiset var, som Araberen udtrykker sig, besat af Djævle. Vi blev omringet af væbnede Krigere, revet ned fra vore Dyr, mishandlet, berøvet alle vore Ejendele og erklæret for Fanger. Først efter 4 Dages Forløb lykkedes det os at undkomme.

I vor Fraværelse havde Fyrst Nüri erklæret Fyrst Eben Rasid og hans undergive Beduiner, Sammar, Krig, og nu rasede Kampen i hele Sandørkenen Nefud og i Lavningen al-Gawfs Oaser. Indbyggerne i Oaserne al-Kåra og

al-Tjér erklærede sig for Nüri. Det samme gjorde flere Kvarterer i Skåka og Dümat al-Gandalijje (saaledes kalder de Indfødte Byen al-Gawf), og i disse sidste var jeg Vidne til Kampe, som vi kender dem fra Middelalderens Borgerkrige. Husene blev ødelagt af Sejrherrerne, Palmerne omhuggede, Brøndene tilkastede, og i Løbet af kort Tid faldt der paa begge Sider flere Hundrede Mand.

Alle de nævnte Oaser ligger i Lavningen al (ogsaa kaldet al-Guba), hvor der i en Dybde af 4—20 m. er rigeligt Vand. Dette Vand er 22 °— 30 ° C., bliver draget op til Overfladen ved store Øseapparater, der trækkes af Kameler eller Køer og tjener til Vanding af Palmehaver. Folkene boer i fæstningsagtige Bygninger, opførte af Ler, og lever næsten udelukkende af Dadler. Jeg opholdt mig i længere Tid i Oasen al-Kåra, hvor jeg beskæftigede mig med etnologiske Arbejder. Temperaturen var i Skyggen i Reglen 45°^—50° C.

I Midten af Maj kom ogsaa Fyrsten til al-Kåra og gav Ordre til, at Stammen skulde drage til Grænsen af Syrien. Beduinerne havde nemlig ikke flere Levnedsmidler, og der herskede Nød i alle Teltene. I Syrien vilde de sælge Kameler og købe sig Næringsmidler, Klæder og Vaaben. Vaaben bliver indført over Kwejt. Under mit Ophold hos Fyrsten kom der til ham fire store Karavaner af Vaabenhandlere med omtrent 8000 Geværer og Tusinder at Patroner, hvoraf de fleste stammede fra Frankrig og Belgien. Paa Tilbagevejen blev

vi uafbrudt angrebet af Sammar, og hvert Øjeblik
lød Karnpraabet.

Den 30. Maj naaede vi i wadi Sirhån til Grænsen af Ørkenen al-Hazawza, den skrækkeligste rken, jeg nogensinde har set. Over flere Hundrede Kvadratkilometre strækker sig saltholdige Sumpe, som i Solen skinner som en uhyre Isflade og opsluger alt, hvad der vover sig ud paa den. I Midten af denne Sumpørken hæver sig et udslukt Krater. Man fortæller, at det er fyldt med Guld, men ingen Beduin kan naa ud til det, da den Aand, der bor i Sumpen og passer paa Skatten, drager hver Vovehals ned i Dybet.

Nord for denne Ørken blev vor Afdeling, som altid var den sidste paa Marschen, overfaldet af en stor Skare af Sammar. Fjenden blev slaaet tilbage, forfulgt og indesluttet paa 3 Sider. For at redde sig vilde Sammar over en Arm af Sumpørkenen, hvor der fører en Sti, der er omtrent 40 cm. bred. Stien gav efter, Kamelerne kunne hverken komme frem eller tilbage, de gled, styrtede, brølede og sank bestandig dybere ned i den klæbrige Sump, men da denne kun har en Dybde af omtrent l m. her, saa kunde de ikke drukne, men heller ikke komme op. Rytterne klamrede sig til deres Dyr, stod op paa dem og anraabte Allah om Hjælp. Men enhver menneskelig Hjælp var udelukket. Ingen kunde naa ud til dem, ingen kunde redde dem. »Allåh har besluttet, at de skal dø af Tørst, og Allahs Vilje maa ske«. Saaledes talte Beduinerne og overlod Fjenderne til deres sørgelige Skæbne.

l de første Junidage drog vi gennem as-Sawwån (største Højde 1100 m.), der mod Vest grænser op til Wadi Sirhån. Det strækker sig fra 29° 30' til 32 °n. B. og fra 36 ° 20' i sydøstlig Retning til 37 ° østlig Længde. Hele Lanskabet er en bølgeforme! Kalkstensformation med brede temmelig dybe Dale, der alle ender i Lavningen Sirhan. Dalbundene og Skrænterne er bevoksede med lave Planter, de flade Højder er øde og dækkede af Flintesten. I hele Egnen er der kun 2 Kildebrønde, og disse findes ved den gamle Karavanevej, som betegnes ved Slottene»Amra, at-Tuba, Bajer og Klewa.

I Midten af Juni fandt vi store
Vandbeholdere fyldt med Regnvand, og

efter 6 Aars Forløb besøgte jeg igen Kalifslottet kusejr Amra, som jeg havde opdaget i Aaret 1898. Efter nøje at have undersøgt den sydligste romerske Fæstnings al-Azraks Omgivelser, anstillede jeg en Undersøgelse af kasr-al-Hallåbat og hamman as-Sarråh, der var bygget i samme Stil som Amra og ligeledes smykket med Vægmalerier

Den 19. Juni forlod jeg Fyrstens Lejr og vendte tilbage til Evropa for at udarbejde de righoldige Resultater af min Rejse. Men allerede i Midten af Maj 1910 var jeg atter i Nord-Arabien.

Denne Gang skulde jeg undersøge det nordlige Hegåz. Den 26. Maj forlod jeg med 5 Ledsagere og 7 Kameler Maån og undersøgte Vanddistriktet i Lavningen al-Gatar (30° 21' n. Br., 36° 20' ø. L.), hvor Regnvandet samler sig fra Sawwån i Øst til Ryggen af Sera i Vest (35° 25' ø. L.) og fra Ryggen af Gebål (30° 45' u. B.) i Nord til Distriktet at (29° 20' u. B.) i Syd. Øst for 34° 40' ø. L. strækker sig en graa, øde bølgeforme! Slette dækket af grovt Grus og med ringe Daldannelser. Karakteristisk er de talrige Talhtræer, som vokser i de side Dalsenge. Efter den sidste rigelige Vinterregn dækkede den vandopsugende Plante Semh (Mesembryanthemum Forskahlei) i Tusinder af Eksemplarer de ellers øde Sletter. Hos de smaa Beduinstammer erstatter Frøet af Semh Korn.

Syd for as-Sawwån og Vanddistriktet al-Gafar
indtil 26° 30' u. B. ligger et Højland, hvis nordlige
Del hedder at-Tubejz og sydlige Hul og al

der er stærk Sandflugt og stejle, dybtindskaarne Dale, som i den nordlige Del har nordøstlig, i den sydlige sydøstlig Retning og ender i vandrige Lavninger.

Fra at-Tupejz vendte vi os mod Nordvest ind i Distriktet Hesma. Det ligger mellem 28° 30' og 30° n. B. og hører til de smukkeste Formationer, jeg nogen Sinde har set. Fra en uhyre ved Erosion jævnet Sandslensflade hæver sig utallige isolerede Kegler og flade Toppe, hvis østlige Skraaninger er dækket af rødligt Sand. Mod Nord er Distriktet Hesma smal, udvider sig omtrent paa Midten for igen at indsnævres mod Syd. Hesmalandskabet gaar endnu meget længere mod Syd, men er bleven overskyllet af Lava og dan

ner nu en øde, vulkansk Flade, som mod Nord hedder harrat ar-Rha, mod Syd harrat al-Awérez. De afplattede Sandstenshøjder er ofte dækkede af et Lavalag af over 50 Meters Tykkelse, hvor der findes isoleiede Kratere. Mange Dale er blevet delvis opfyldte af Lava. Mod Vest begrænses al-Hesma af al-Geles (al-Efål), der begynder ved 36° ø. L. ender i sydvestlig Retning ved Kysten ved 28° n. B. og gaar parallelt med Havbugten al-Akaba; dette Distrikt har Højfjældskarakter og bestaar af gennemfurede Granitmasser. Denne Granitvold gennembrydes ved det dybe Rids af w. al Abjaz.

Vest for Granitbjærgene al-Geles sænker sig ned mod det røde Hav Bakkelandskabet at-Tehama med brede, udstrakte i Reglen sumpede Dalsletter, som vilde kunne yde Tusinder af flittige Beboere rigelig Næring. De nuværende faa Bopladser bestaar mest af elendige Hytler bygget af Palmeblade, hvor fremmede Købmænd falbyder de Indfødte Hwétåt og Beli, Ris og Klæder.

Beboerne i det nordlige Hegåz er meget fanatiske, den ottomanske Regerings Magt er illusorisk og indskrænket til de faa Stationer paa Hegåzbanen. Den komplicerede Terrænformation besværliggør kartografiske Arbejder, og 2 Tredjedele af det Land, der skulde undersøges, er absolut øde, da der ingen rigelig Regn er faldet der i 4 Aar.

Fuldkommen udmattet vendte jeg med begge
mine evropæiske Ledsagere, Geologen Dr. Leopold
Kober og Korttegneren kejserlig-kongelig Feldwebel
Rudolf Thomasberger, tilbage til Wien i Midten af
August 1910.

Det undersøgte Distrikts største Længde er 1000 km., omtrent Luttlinien fra København til Paris, den største Bredde 980 km. Kortet over Nordarabieu har jeg den 14. Dec. 1910 forelagt for det kejserlige Videnskabernes Akademi. Hvor meget nyt, det bringer, turde allerede fremgaa af den Kendsgerning, at det hidtidige Kort af Stieler ikke engang angav 30 Navne for hele Distriktet, medens det af mig udkastede Kort kan opvise over 3000 nøje stedfæstede Stednavne. Kortet over al-Hegåz med over 1400 Stedbetegnelser vil følge om kort Tid.

Af øvrige Resultater skal jeg omtale Fundet og den nøjagtige Beskrivelse af forskellige gamle Veje, Karavanestationer og Slotte; adskillige Berigtigelser af bibelske Angivelser (saaledes fremfor alt den om Sinaibjærgets Beliggenhed); fremdeles en detailleret, topografisk Skildring af hele det undersøgte Land; en indgaaende Udredning af alle de Stammer, som har deres Lejr der; en udtømmende Fremstilling af de ægte Beduiners Sæder og Skikke, religiøse, sociale og politiske Anskuelser; over 300 Sange og Digte; en udførlig Ordfortegnelse over Dialekterne i det indre Arabien; en Række Indskrifter i forskellige Sprog; en Samling af over 600 Planter, Mos- og Løvarter og meget andet videnskabeligt Udbytte.

Præsidenten rettede efter Foredragets Slutning
en hjærtelig og anerkendende Tak til Foredragsholderen.

Ved den efter Mødet foranstaltede festlige Sammenkomst for Professor Musil i Hotel Phønix, ved hvilken Selskabets Sekretær, Professor O. Olufsen, dirigerede, bragte 1. Vicepræsident, Lehnsgreve F. Raben-Levetzau, Professor Musil paa Tysk en Tak fordi han var kommet hertil og sluttede med at

udbringe en Skaal for Danmarks og sterrig-Ungarns Monarker, hvorefter Professor Fr. Buhl paa Tysk holdt Talen for Professor Musil, hvis store Fortjenester han skildrede. Herefter takkede Professor Musil med en Skaal for Det kgl. danske geografiske Selskab. Endvidere talte Professor Valdemar Schmidt for Østerrig-Ungarns Deltagelse i det geografiske Forskningsarbejde, der igennem Tiderne havde givet saa smukke og vægtige Resultater. Den livlige Sammenkomst sluttede først sent.