Fritz Krause: In den Wildnissen Brasiliens. Mit 517 Textabbildungen, 337 photographischen Abbildungen auf 69 Tafeln und 2 Karten. R. Voigtländer. Leipzig 1911. 512 Sider. B°.

I et smukt og stateligt Udstyr foreligger her Resultaterne af den Ekspedition, som Dr. Krause paa Staden Leipzigs Bekostning foretog i Brasilien 1908. Hensigten var at undersøge de dengang endnu yderst lidt kendte Indianerstammer ved Rio Araguaya, en for den rette Opfattelse af hele Sydamerikas Etnografi yderst betydningsfuld Opgave. Den nævnte Flod, som hører til Verdensdelens største, udspringer paa Matto Grossos Højland og løber derfra mod Nord gennem Camposegnene, indtil den forener sig med Tocantins, der som bekendt har Munding fælles med Amazonfloden. Befolkningen langs Araguayas Bredder dannes dels af Ges-Folket Cayapo !), dels af det mægtige Carajå-Folk, der spaltet i tre Stammer (de egentlige Carajå samt Xavajé og Xambioå) har en Udbredelse over næsten 10 Bredde-grader — et i mange Henseender saare gaadefuldt Folk.

I nærværende Værks 1. Del skildres nu selve Rejsen, der først og fremmest gjaldt disse Indianere. Fra Rio de Janeiro tog Forf. med Jærnbanen til dennes Endepunkt, Araguary, en lille, net By Nord for den i dansk Naturforskning velkendte Rio das Velhas, og derfra med Muldyrkaravane over Gøyaz, Hovedstaden i den brasilianske Stat af samme Navn, indtil Leopoldina, en fattig Flække ved Araguayas Bred. Her tog den egentlige Ekspedition sin Begyndelse.

Paa Floden følger man Forf.'s Færd blandt Indianerne fra den ene Boplads til den anden, ja næsten fra Sandbanke til Sandbanke. Med tysk Grundighed, men ogsaa med tysk Sanddruhed skildres Rejsens forskelligartede Tildragelser. Desværre skulde et af Ekspeditionens Maal vise sig uopnaaeligt — et Besøg hos de hidtil kun »von hören sagen« kendte Tapirapé-Indianere. Denne Stamme, der bor paa Campos mellem Araguaya og Rio Xingü, den østligste af Amazonas's sydlige Bifloder, er saa vidt vides af Tupi-Æt, og en nærmere Undersøgelse af den maa særlig for Sydamerikas Antropogeografi vise sig af allerstørste Betydning. Vejen til den gik op ad en af Araguayas Bifloder, den ligesom Folket ukendte Rio Tapirapé, som nu paa en meget stor Strækning blev kortlagt af Forf.; den viste sig for øvrigt at have et udpræget »gammelt« Løb, var rig paa Sandbanker og udstyret med talrige Blindarme ogSmaasøer langs Siderne; Bredderne dækkedes overalt af Galleriskov. Flere Steder saas Spor af Indianere, der kun kunde være Tapirapé, men da stadig ingen Mennesker viste sig, og Floden tilmed blev mere og mere ufarbar, maatte Forf. til sidst vende om; to Forsøg paa at naa til dem over Land tilintetgjordes ligeledes, da Vejen her førte over ganske vandløse Campos. — Bedre lykkedes derimod et Besøg hos den hidtil ikke gæstede Carajå-Stamme, Xavajé, i det indre af Øen Bananal, der er berømt som den største eksisterende Flodø; de viste sig at have ganske samme Kultur som de egentlige Carajå.

I Værkets 2. Del følger den specielle etnografiske Beskrivelse af de besøgte Stammer: Carajå, Cayapö og Xavajé samt de blandt dem samlede Oplysninger om Tapirapé. Den er og skal kun være en Fremlæggelse af de indvundne Resultater; fra alle Gisninger holder Forf. sig fjærnt, og en Bearbejdelse af Stoffet vil først fremkomme efterhaanden i Specialafhandlinger¹). Foruden den i snævrere Forstand etnografiske Skildring, finder man tillige nogle af Forf. gjorte antropologiske

---

1) Af praktiske Hensyn følger vi her den gængse brasilianske (portugisiske) Stavemaade, Forf. anvender derimod overalt fonetisk.

1) Allerede foreligger: Nachbildungen von Tanzmasken der Karajåindianer (Jahrb. d. Mus. f. Völkerk. zu Leipzig. 1910) og »Die Kunst der Karajåindianer« (Bässler-_Arch. 1911).

lagttagelser. Desvære kunde Maalinger kun foretages med Hensyn til Legemshøjde og Hudfarve, men en ret indgaaende Beskrivelse bøder dog ikke saa lidt herpaa.

I det hele taget er det først og fremmest Nøjagtigheden og den klare, ædruelige Fremstilling, der udmærker delte Værk. De af Forf. gæstede Indianere maa nu regnes til de allerbedst kendte af Sydamerikas utallige Folk, Stammer og Horder, og hans her foreliggende Arbejde vil altid indtage en smuk Stilling indenfor dette Omraades etnografiske Literatur. —

Ordlister pg Tekstprøver danner et for Sprogforskeren kærkomment Tillæg. Af de to Kort er det ene en Oversigtskitse, det andet fremstiller de berejste Dele af Araguaya og Tapirapé. (Vi kan her indskyde, at førstnævnte Flod har ændret sit Løb meget betydeligt, siden Ehrenreich kortlagde den under sin Rejse i 1888). Et rigt Billedstof smykker det interesante Værk; maaske kunde man rejse den Indvending, at man i lidt for høj Grad savner de Situationsbilleder fra Indianerlivet, der ikke alene sætter Farve paa Skildringen, men ogsaa ofte er af største etnologiske Betydning.