Otto Kpümmel: Handbuch der Ozeanographie. Band II: Die Bewegungsformen des Meeres. Stuttgart 1911. Verlag: J. Engelhorns Nachf.

Med det nu foreliggende andet Bind af »Handbuch der Ozeanographie« har Professor Krummel afsluttet et Storværk, der i lige Grad tjener Forfatteren til Ære og Videnskaben til Fremme. Det er en overordentlig stor Stofmængde, der er samlet i denne Bog og fremstillet paa en klar og overskuelig Maade; man finder let, hvad man ønsker, og det vil sikkert vise sig, at man kun yderst sjældent eller aldrig raadspørger Bogen forgæves. Der er ved Trykningen anvendt to Slags Typer, en større for det almindelige Læsestof og en mindre for de fyldige Detailoplysninger, og Værket egner sig derfor baade til Lærebog for Studerende, der ønsker at sætte sig ind i de højst interessante Spørgsmaal om Havet og dets Fysik, og til Haand

bog for Videnskabsmænd, der dyrker Hydrografien som Speciale. Krummels »Handbuch« har Bud til dem alle og kan paa det bedste anbefales til alle, — hvis da ikke Forfatterens højtansete Navn allerede paa Forhaand gør enhver yderligere Anbefaling overflødig.

Hydrografien hører jo nærmest ind under den fysiske Geografi, og ikke blot den egentlige Geografi, men ogsaa Matematik, Fysik og Kemi kommer her til stadig Afbenyttelse; det er i det hele taget et Fag, der kræver ret alsidige Forudsætninger hos sine Dyrkere. I Forordet til nærværende Bind bemærker Forfatteren nu beskedent, at han væsentligt henvender sig til Geograferne, »für Physiker oder Mathematiker von Fach ist das Buch nicht bestimmt«. Dette turde imidlertid være en Undervurdering af Haandbogens Rækkevidde; jeg føler mig overbevist om, at ogsaa Fagfysikere og -matematikere med stort Udbytte kan anvende Bogen, dels fordi den byder en udmærket Orientering med Hensyn til de forskellige specielle Problemer, dels fordi de talrige Literaturhenvisninger muliggør et indgaaende Førstehaandsstudium af Originalafhandlingerne.

Medens den i 1907 udkomne første Del af Haandbogen¹) nærmest maa betegnes som »statisk«, idet den omhandler Havenes geografiske Udbredelse og Dybdeforhold samt Havvandets fysiske og kemiske Egenskaber, er den nu foreliggende anden Del helt og holdent »dynamisk«, idet den omhandler Vandbevægelserne og deres Aarsager. Der behandles her i Rækkefølge Bølgebevægelsen, Tidevandet og Havstrømningerne; og indenfor hvert af disse Hovedkapitler gives først en omhyggelig Fremstilling af Fænomenernes matematiskfysiske Teori, og derpaa en ligesaa udførlig Fremstilling af de geografiske Forhold: Flod og Ebbe paa de forskellige Steder af Jordkloden, Strømninger i de forskellige Have o. s. v. Og om den mægtige Stofmængde, der fremføres, faar man noget Begreb ved at høre, at anden Del omfatter 728 tættrykte Oktavsider, — heri endda ikke medregnet et begge Bind omfattende udførligt Navneog Sagregister.

Et Detailreferat vilde langt overskride Grænserne foren Anmeldelse i »Geografisk Tidskrift«, og jeg skal derfor indskrænke mig til kort at berøre et Par enkelte særlig aktuelle Punkter.

For det første Spørgsmaalet om de undersøiske Bølger (interne Wellen, submarine waves), et Fænomen, som man først i de senere Aar har faaet Øje for, og som for Tiden diskuteres livligt af Hydrograferne. I Havomraader med »lagdelt Vand« o: hvor Vandlag af forskellig Tæthed hviler med en tydelig Grænse ovenpaa hinanden, kan Grænselaget komme i Svingninger og udføre Bølgebevægelser, der viser sig ved tydeligt udprægede hydrografiske Forandringer i de Dybder, hvorom Grænselaget svinger, men praktisk talt er umærkelige i Overfladen. Som et letoverskueligt Tilfælde skal nævnes Otto Petterssons Maalinger i Gulmarfjorden (Kysten af Bohuslän) i Vinteren 1909. Vandet bestod her af et let og fersk Overlag og et tungt og salt Underlag; 30°/₀₀ Isohalinen, der laa paa Overgangen mellem de to Lag, befandt sig i en Gennemsnitsdybde af 13.5 m. under Overfladen, men svingede op og ned omkring denne Middelstilling, saaledes at den f. Eks. 30. Januar laa 26.5 rn. under Overfladen, 8. Februar kun 2.5 m. under Overfladen, og 15. Februar atter 27 m. under Overfladen. Overgangslaget har altsaa i denne Tid udført en Vertikalsvingning op og ned paa henimod 25 m., medens samtidige Vandstandsmaalinger ved Kysten viste, at Havoverfladens Niveausvingning ikke overskred !/₂ Hl.

Lignende Svingninger er ogsaa iagttaget andre Steder. Fridtjof Nansen fandt saadanne i Polarhavet under »Fram«-Ekspeditionen, og en Række meget interessante danske Maalinger i Foraaret 1910 paaviste Svingninger omkring 400 m.-Dybden af Grænselaget mellem Atlanterhavsvandet og det iskolde Bundvand i Færø-Shetlandkanalen; en Bearbejdelse af disse Maalinger vil Dr. Martin Knudsen offentliggøre i den nærmeste Fremtid.

Angaaende Fænomenets Aarsager er Meningerne delte; nogle Forfattere sætter det i Forbindelse med Tidevandet, andre søger nærmest Oprindelsen i mere tilfældige Forhold, saasom Forandringer i Vindforholdene, Forandringer (»Pulsationer«) i Havstrømningerne, o. 1. Hele Sagen er endnu ikke afklaret, men hvorom alting er: det er et meget interessant Fænomen, der giver et hidtil uanet Indblik i, hvor overordentlig mangfoldige og varierede Havvandets Bevægelser i Virkeligheden er.

Det andet Punkt, hvorpaa jeg her kunde ønske at henlede Opmærksomheden, er den næsten halvandet Hundrede Sider omfattende Fremstilling af Havstrømmenes Teori og de Aarsager, der fremkalder og indvirker paa Strømmene. Det er et

---

1) Anmeldt her i Tidskriftet Bd. 19. S. 124.

Sporgsmaal, hvor man let forfalder til Ensidighed, idet man forser sig paa et enkelt Aarsagskompleks og mere eller mindre vilkaarligt tilskriver dette Hovedindflydelsen paa Bekostning af de øvrige indvirkende Faktorer; og det er derfor en Nydelse at følge Krum mels nøgterne og velovervejede Fremstilling, der bestandig søger at tage ligeligt Hensyn til alle Sider.

Krum mel deler Aarsagskomplekserne (»Strømkonstituenterne«) i de primært aktive, der tilfører Vandmasserne Bevægelsesenergi, og de sekundære, der modificerer de af de aktive Kræfter allerede fremkaldte Strømme. De aktive Konstituenter er dels de, som har deres Sæde i selve Havet og beror paa Tæthedsforskellene mellem de forskellige Vandmasser, dels de, der udgaar fra Atmosfæren og skyldes Vindens Virkninger og Lufttrykkets Svingninger. De sekundære, modificerende Konstituenter er dels Gnidningen mellem Vandmasserne, idel de glider forbi og henover hinanden med forskellige Hastigheder, dels Jordrotationen, ifølge hvilken enhver Vandpartikel under sin horisontale Bevægelse paavirkes af en Kraft vinkelret paa den øjeblikkelige Bevægelsesretning og proportional med Hastigheden, saa at Partiklen paa den nordlige Halvkugle bestandigt afbøjes til højre og paa den sydlige Halvkugle bestandigt afbøjes til venstre, — dels endelig »Virkningen af Havomraadets Konfiguration«.

Denne sidste Virkning beror paa Kontinuitetsprincipet: den Lov, der udsiger, at der i hvert Øjeblik strømmer lige saa meget Vand ud ad som ind ad gennem enhver lukket Flade nede i Havet. Bortset fra saadanne rent specielle Fænomener som Braadsøer og lignende, danner Verdenshavet bestandig en sammenhængende Helhed, og det Vædsketab, der paa et eller andet Sted fremkommer f. Eks. ved at en af Vinden fremkaldt Strøm fører Vanddele bort fra Stedet, maa derfor »kompenseres« ved, at andre Vanddele fra Nabolagene føres hen til Stedet og indtager de bortflydte Vanddeles Plads. Holder vi os til det simpleste Tilfælde: Vindstrømmene, saa vil paa denne Maade en Vind, der blæser i en bestemt Retning, foruden Hovedstrømmen kunne fremtvinge et helt System af Sidestrømme (»Kompensationsstrømme«), hvis Form og Beliggenhed i høj Grad afhænger af vedkommende Havomraades Form og Vindens Retning; og disse Kompensationsstrømme behøver ikke altid at være horisontale, de kan ogsaa ytre sig som vertikale Forskydninger af Vandmasserne, opad eller nedad alt efter Omstændighederne.

Til Opklaring af dette Spørgsmaal har Krummel anstillet en Række overordentlig elegante Eksperimenter, hvorved det er lykkedes ham skuffende at efterligne adskillige af de i Oceanet faktisk forekommende Strømninger; se saaledes navnlig Figurerne paa Side 473^—75. —

Ved Siden heraf gøres naturligvis ogsaa de andre Strømkonstituenter til Genstand for en indgaaende Omtale, og blandt meget andet refereres V. Walfrid Ekmans Undersøgelser særdeles udførligt; ligesaa Mohns og Bjerknes' Metoder, Martin Knudsens hydrografiske Læresætning, Sandströms Eksperimenter over Strømninger i lagdelt Vand o. s. v.

I en kort Omtale af et stort Værk maa det altid blive noget vilkaarligt, hvad man vil medtage, og andre vil maaske føle sig særligt tiltrukne af andre Partier af Bogen. Jeg kan derfor kun slutte med paany at anbefale Læseren selv at gøre sig bekendt med dette Arbejde, der vil blive staaende som et monumentalt Værk i Hydrografiens Historie.