W. Barbrooke Grubb: An Unknown People in an Unknown Land. Ed. by H. T. Morrey Jones. Wilh 60 illustrations and a map. Seeley & Co. London 1911. 330 Sider. B°.

Ikke uden berettiget Stolthed sætter Forf. under sil Navn den Titel, som Republikken Paraguay har skænket ham: comisario general del Chaco y pacificador de los Indios. I Virkeligheden har han, ved først af alle at trænge ind og slaa sig ned i den paraguayanske Del af »El Gran Chaco«, aabnel dette Land for Videnskaben og Kulturen. I Gran Chaco, de uendelige Sletter ved Rio Paraguays højre Bred, ligger endnu det meste saa ukendl hen som

for Aartusinder siden., uden nogen Sinde at være belraadt af hvid Mands Fod; snart som en udtørret Steppe, snart som Græsland med aabne, spredte Palmelunde, snart som en graa, trøstesløs Sump, strækker den sig Mile efter Mile, indtil den gaar over i Andeskædens Udløbere. Sære Frasagn er altid gaaet om den, Rygler om Væsener, der med Hensyn til æventyrligt Udseende ikke stod tilbage for de Fabelskikkelser, hvormed den middelalderlige Fantasi befolkede Indien. Og Indianerne i denne Egn har altid vist sig fra den mindst behagelige Side, naar nogen har prøvet at løse Chacoens Gaade; man erindre blot Ekspeditioner som Crevaux's, Ibarela's eller Boggiani's, der alle blev slagtet saa at sige til sidste Mand. Og de er endda ikke de eneste! Man forstaar derfor, at det var et ikke ufarligt Hverv, som den unge Grubb i 1889 modtog af The South American Missionary Society: at slaa sig ned blandt en Stamme af denne Vildmarks Indianere, fortsætte det Arbejde, som en tidligere Missionær, Ad. Henricksen, just havde faaet begyndt paa en Ø i Paraguayfloden, og efterhaanden udvide sit Virke til de ganske ukendte Strækninger hinsides denne. Ganske vist havde Forf. før opholdt sig i 4 Aar hos Yagan-Stammen paa Ildlandet — men alligevel!

Imidlertid lykkedes det ham efter mange Übehageligheder (som f. Eks. et Par yderst velmente Mordforsøg) at vinde Befolkningen, og de lagttagelser, som han under 20 Aars Arbejde har gjort, danner Hovedbestanddelen af nærværende Værk. Hvad Erland Nordenskiöld's pragtfulde »Indianlif« er for Rio Pilcomayos Befolkning, er dette for »Lengua«-Indianerne, der som bekendt udgør en Del af den lille Sproggruppe Maskoi. Vi maa dog straks sige, at »Lengua« er en Betegnelse, som jo før jo heller burde udryddes af den etnografiske Terminologi, da det simpelthen er det spanske Ord for »Tunge« J), og lige saa lidt har nogen Berettigelse som »Orejones«, »Coroados«, »Botocudos« o. 1. Det er derfor paafaldende, at Forf. stadig bruger Betegnelsen »Lengua«, mens han ikke et eneste Sted saa meget som nævner det Navn, hvormed de selv kalder sig: Gekoinlahaåk. Dog, dette er jo mindre væsentligt.

Glædeligt er det derimod at se, i hvor høj Grad han respekterer og forstaar disse »vildes« Kultur; det finder bedst sit Udtryk i hans egen Ytring: »The first thing that the white man requires to do in order to become a successful mentor to an alien people is not, as many would suppose, to study the language and begin to teach, but to get rid of his inborn feeling of superiority and self righteousness, for his great difficulty in dealing with such a people is to see anything from their point of view«-. (Side 224). Det er en Sætning, der synes saare simpel — men hvor mange retter sig vel efter den? Ved første Betragtning fristes man uden Tvivl til at dømme disse Indianeres Karakter altfor strengt, især hvis man sammenligner dem f. Eks. med de aabne, gæstfri, til det yderste ærlige Mennesker, som Koch levede mellem i næsten 2 Aar. Ved nærmere Undersøgelse lysner imidlertid Billedet ikke saa lidt, og Forf. selv er næsten rørende utrættelig i at finde deres gode Sider frem; og de er virkelig ikke faa.

Skønt disse Gekoinlahaåk'er ikke ud over Røvertog har haft nogen Forbindelse med de hvide, er dog deres Kultur indirekte, vistnok væsentlig gennem Mbayå-Indianerne, blevet stærkt paavirket af dein. Ikke saaledes at forstaa, at de er blevet evropæiserede — langtfra! — men deres Levevis har ved Optagelsen af evropæiske Husdyr faaet et andet (men derfor stadig fuldtud indiansk) Præg, end den oprindelig havde. Egentlige Nomader kan man dog næppe kalde dem, da deres originale Erhverv, Jagt, Fiskeri og et primitivt Svedjebrug, vel stadig spiller nok saa stor en Rolle som Kvægavlen.

En langt ældre og vistnok meget belydeligere Paa virkning maa tilskrives den gamle peruanske Kultur: Inkariget strakte sig i sin senere Tid ud over Bolivia, og dets Krigere har uden Tvivl ikke været ukendte i Gran Chaco. Tæppemønstre, Pandebaand og et Par religiøse Træk¹) anser Forf. som opstaaet under Inkaernes Indflydelse. Det samme gælder efter hans Mening Øreskiver, en Gisning, hvortil der dog ikke er Spor af Grund; skulde alle Øreskiver i Sydamerika føres tilbage til Inkapaavirkning vilde man sikkert naa højst forbavsende Resultater. Derimod tror Anm. snarere at Keramikken (Dobbeltflasker!) er, om ikke en Aflægger, saa dog meget stærkt paavirket af den gammelperuanske. Denne Antagelse styrkes ved, at der lever Sagn om store Byer mod Nordvest (Bolivia!), hvor de døde drager hen. Lige

---

1) »Tungeindianere« kaldes disse Folk paa Grund af den, for Resten nu uddøende, Skik at bære Læbeskiver.

1) De i Bogen omtalte er dog næppe peruanske.

frem med Forf. at antage, at en Del af Chacoens Indianere slammer ned fra Inkaer, som flygtede for Spanierne, er der vel næppe nogen Grund til; i hvert Fald er vort nuværende baade antropologiske og etnografiske Materiale altfor lille, til at en saa vidtrækkende Slutning kan bygges derpaa.

Andre Træk i den omhandlede Stammes Kultur peger imidlertid Nord paa, mod Brasilien og Guayana. Saaledes beskrives /vj/aå/a-Festen, der holdes ved Indhøslning af Algarobaen o. a., som en udelukkende Mandsfest, idet kun Mændene tager Del i Dansene. Anm. kan ikke se andet, end at den saaledes maa jævnføres med Yurupari hos Befolkningen i Rio Uaupés-Omraadet, og at i det hele laget disse Fester er et Tegn paa, at Mændene hos Naturfolkene har betydelig mere med Planteavlen at gøre, end den gængse Mening er.

Som Missionær interesserer Forf. sig naturligvis særlig for det religiøse Liv hos sin Stamme. Verdens Skaber er en Skarnbasse; men han tager sig ikke af Verdens Gang. Forf. har ikke nødig at undre sig herover, selvfølgelig behøver Skaberen ikke at være noget almægtigt Væsen, identisk med en øverste Gud, ja han er det i Virkeligheden saare sjældent, alene af den Grund at en »almægtig Guddom« saa at sige intet Steds forekommer i Naturfolkenes Religion. Interessant er det her hos dette sydamerikanske Folk at finde ganske den samme Verdensanskuelse, som er saa udbredl i Nordamerika (selve den uorganiske Verden er uskabl; et »første« Folk levede paa Jorden før Menneskenes Tilblivelse), denne mærkelige Synsmaade, som Jeremiah Curtin har gjort opmærksom paa i sin Udgave af de dejlige, kaliforniske Wintun- og Yana-Myter.

I øvrigt giver nærværende Bog en paalidelig og fængslende Skildring af Indianernes Syssel, deres statslige Forhold, deres Bohave, Redskaber o. s. v., den opruller saa at sige et Billede af deres Færd fra Vuggen — sit venia verbo — og til Graven, kaster Strejflys over deres Kampe med andre Stammer, udmaler Landsbyen under skiftende Forhold, og man maa give Forf. Ret i, at disse Naturfolk langt fra lever under de idylliske Kaar, som flygtige rejsende har saa lel ved al skildre. Megel er nu ændret, siden Missionen er begyndt at virke; de uhyggelige Barnemord finder ikke længer Sted, det fremskridthæmmende kommunistiske System forsvinder mere og mere, Befolkningen gaar over til at blive fast bosiddende, og ikke faa er blevet kristne. Nytter det al nægte, at Etnografen græder Taarer af Blod, naar et Folk saaledes opsluges af »Civilisationen«? Grubb's Maal er at lære Indianerne at stole paa sig selv og i videst mulige Grad staa paa egne Ben; han indser ganske rigligt, at den mærkelige, hierarkisk-kommunistiske Jesuiler»slat« ramlede uhjælpelig sammen, fordi det var Jesuiterne, der styrede, mens Indianerne lystrede aldeles mekanisk. Om han vil have Held med sig, vil Fremtiden vise. Missionens Berettigelse er omtvistelig, men slaar man over for en saa velmenende og helsløbl Personlighed — en Mand, der først og fremmest er en Mand — som Barbrooke Grubb, vilde det vidne om et surhjærnet Snæversyn, om man ikke respektfuldl bøjede sig for ham — man dele i øvrigt hans Anskuelser eller ej. Og ved sit aarelange Ophold i Vildmarken har han i al Fald ydet Videnskaben en uvurderlig Tjeneste. -_—

De fleste af Illustrationerne, der for Størsledelen er gode Folografier, viser Situationer fra Indianernes Liv, etnografiske Genstande o. 1.; Kortet forestiller ret umotiveret hele Sydamerika, og kun et, man kunde fristes lil al sige mikroskopisk, Særkorl viser de i Bogen omhandlede Egne. Til Værket er endvidere knyltet nogle kortfatlede Tillæg, samlede af dets Udgiver, Morrey Jones. Saaledes skriver Prof. J. Graham Kerr om Chacoens Naturforhold i det hele taget, W. E. Agar specielt om Dyreverdenen. Et af Missionstationens Medlemmer, R. J. Hunt, fremsætler nogle sproglige Bemærkninger. De er — mildest talt — underlige.