Victor Piquet: La colonisation franeaise dans l'Afrique du Nord. Algérie_—Tunisie_— Ma roe (Librairie Armand Colin Paris).

Victor Piquet har allerede vundet sig et godt Navn som Forfatter til flere Skrifter, der behandler nordafrikanske Forhold i Fortid og Nutid, og nærværende Bog vil yderligere bidrage til at fæstne hans Ry som upartisk lagttager at det stor Koloniseringsarbejde, Franskmændene har udført i Nordafrika. Fra det Øjeblik, da den franske Hær erobrede Byen Alger i 1830 gik der, som bekendt, c. 30 Aar forinden Algeriet (Algerien) var erobret, og siden da har det franske Herredømme bredt sig videre Syd paa ud til de fjærneste Oaser i Sahara. I 1881—82 blev Tunisien (Tunisie) inddraget under fransk Protektorat, og nu endelig har Marokko faaet samme Skæbne.

Algérien er blevet en blomstrende Koloni, hvis
Handelsomsætning (Ud- og Indførsel) i 1910 beløb

sig til l Milliard Francs; men den har kostet Moderlandet enorme Summer — man mener 4 Milliarder Francs, og der er begaaet skæbnesvangre Fejltagelser m. H. til Behandlingen af de Indfødte. Til at begynde med, da Landet blev regeret militærisk, fik Muhamedanerne Lov til at beholde deres gamle Institutioner, ligesom de i alle civile Forhold styrede sig selv; men efter at Landet var undertvunget, indførtes der en for Indfødte og Franskmænd fælles Adminisration, idet franske Embedmærd ogsaa styrede de Indfødtes Anliggender, og i Hovedsagen bestaar denne Regeringsform endnu. Den har skaffet Fred og Ro; men den er gaaet ud over de indfødte Muhamedanere paa flere Maader. Længe søgte man at holde dem nede til Fordel for Kolonisterne; man lagde Beslag paa store Landstrækninger, hvorved man forhindrede de Indfødte i at udvikle sig som agerbrugende Kulturfolk; endvidere naturaliserede man alle Jøder, hvilket var et Slag i Ansigtet paa Muhamedanerne, som altid havde foragtet dem, endelig er det først for en Snes Aar siden at man begyndte Oplysningsarbejdet blandt Muhamedanerne, uden hvilket intet Fremskridt er at vente. Alle Bestræbelser for at gøre Algerien til et »nyt Frankrig« med en fransk Overklasse af Kolonister er mislykkede, idet Moderlandets Kontingent til Kolonien af Mennesker kun er forholdsvis ringe.

Belært af Erfaringerne fra Algeriet har man i Tunisien (Tunisie) anvendt en hel anden Kolonisationsmetode. Man har saaledes i alle indre Anliggender ladet B eye n beholde sin Myndighed, ligesom hele den indfødte Administration besørges af Landets Børn (Kai'der, Scheikher o. s. v.), og ingen fransk Embedsmand har direkte Myndighed over Indfødte. Det har da ogsaa allerede vist sig, at et Protektorat, som det, der nu opretholdes i Regentskabet, er langt at foretrække for det Regimente der gælder i Algeriet. Samtidig er der gjort overmaade meget for at udvikle alle Landets naturlige Hjælpekilder — og man har haft Held med sig. Forholdet mellem Fremmede og Indfødte er bedre end i Algeriet, og de sidste formerer sig stærkt. Der er Jord nok, og de har foreløbig übegrænsede Udviklingsmuligheder, idet heller ikke her de fremmede Kolonister optræder i større Antal; derimod har adskillige Franskmænd, som vedbliver at bo i Moderlandet, anbragt store Kapitaler i Landejendomme, Plantager o. s. v.

Der er altsaa heller ikke i Tunisien Tale om
en Kolonisering i stor Stil ved Evropæere.

Og nu Marokko!

Badet af Briser fra Atlanterhavet i Vest og fra Middelhavet i Nord ligger dette overordentlig frugtbare Land paa en gunstig Plads for fremtidig Udnytten af alle Muligheder. I Atlasbjærgene venter man at finde store mineralske Rigdomme, og Kornavl og Agerbrug samt Kvægavl vil blomstre op paa den frugtbare Jordbund paa Lavlandene. Marokko har i det hele taget alle Chancer for at blive Perlen blandt Republikkens nordafrikanske Besiddelser; men heller ikke her mener Forfatteren, at en Kolonisering i stor Stil ved Fremmede vil kunne finde Sted, om end af andre Grunde. Slettelandene er nemlig allerede tæt befolkede, og i Bjærgene hænger Befolkningen med sjælden Kærlighed fast ved deres Jord — den de er rede til at forsvare med Haardnakkethed. Marokkos Befolkning tilhører hovedsagelig den ældgamle Berberrace, og kun én Tredjedel menes al være Arabere. Disse sidste er gennemtrængte af Islamiternes glødende Had til Fremmede, og de haarde Kampe, som Franskmændenes Kolonner har maattet bestaa under Fez er Vidnesbyrd herom.

Piquet hævder med Styrke, at alle Bestræbelser i hele franske Nordafrika bør gaa ud paa en Sammensmeltning af de Indfødte og de fremmede af latinsk Race. En saadan Sammensmeltning har kun én alvorlig Hindring, nemlig Islamismen; men da denne kun rent i Overfladen har berørt Berberne, vil Modsætningen kunne fjærnes hos dem; og hvad de virkelig muhamedanske Folk angaar, da mener han at Religionen blandt dem dog i Virkeligheden ikke virker paa anden Maade end Katholicismen i Middelalderen blandt Evropas Folkeslag —ogdeer dog gaaede fremad i Kultur. Muhamedanismen vil da ogsaa lidt efter lidt kunne antage lempeligere Former, som ellers er til Hinder for en Sammenslutning.

Hvis man anslaar Marokkos Befolkning til 12 Millioner, hvad der maaske er noget for højt, kommer den indfødte Befolkning i hele fransk Nordafrika op paa mellem 15 og 20 Millioner.

Efter at der er skaffet Ro til Veje i Algeriet og Tunisien vokser den saa stærkt, at man uden at regne for højt, kan sige, at den om 40 Aar vil være fordoblet. Det er derfor langfra for dristigt, at mene, at omkring 1950 vil fransk Nordafrika have 30 Millioner Indbygere, hvoraf 10 M'llioner i Algeriet. Det evropæiske Element vil samtidig her næppe overgaa l Million

— og Moderlandet, Frankrig, i hvilket Befolkningen jo langsomt aftager, vil til samme Tid næppe ha ve mere end 30 Millioner Mennesker — altsaa just det samme Folketal som Kolonierne i Nordafrika.

Disse Tal vil vække Eftertanke, og Forfatteren spørger da til Slutning, om de ikke peger i Retning af, at de to Befolkningselementer i Berberiet burde forene sig, saa de to Civilisationer gik op i én. Den mindst moderne gør allerede hver Dag Fremskridt.

Bogen giver en fortrinlig Oversigt over de tre Barbarlandes Historie, Regeringsformer og Kolonisation samt over de Indfødtes økonomiske og politiske Forhold, saa den paa alle disse Omraader er værd at raadspørge. Den er dertil ledsaget af nogle gode Oversigtskort.