O. Olufsen: The Emir of Bokhara and his country. København 1911, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. London 1911, William Heinemann.

Den ovenfor nævnte Bog er et Værk, der er fremkommet som Følge af de Rejser, Forfatteren har gjort i Asien, og det tjener til at fuldstændiggøre flere andre af ham udgivne Skrifter og Afhandlinger.

Det er omtrent det største og det mest fuldstændige af alle de Værker om fremmede Lande, som er udkomne herhjemme i de senere Aar, og det fortjener al mulig Anerkendelse som et saadant.

Det omhandler Ruslands hidtil kun lidet undersøgte Vasalstat Bokhara, og Forfatteren udtaler vel, at det ikke har været hans Hensigt at give et udtømmende Værk om denne Stat, blot at give et Bidrag til Kundskaben om den; men enhver, der har læst den hele Bog, vil utvivlsomt forgæves søge at finde, at der mangler noget i den særdeles omfattende Beskrivelse af Landet og dets Befolkning.

Det første Afsnit af Værket er en omtrent ganske gennemført topografisk Beskrivelse af Landet. Det omhandler Grænserne, Bjærgegnene og Slettelandet, der dels er Stepper og dels Ørkener. Derhos er der ogsaa skænket Beskrivelsen af Vandløbene og Bassinerne omkring dem megen Opmærksomhed. Man bliver saa godt sat ind i de ejendommelige Naturforhold, der hersker i Landet, og som er saa uendelig forskellige fra dem, vi herhjemme kender af Selvsyn, at man næsten synes, at man selv har levet en Tid i dem. Flere Steder har Forfatteren haft Anledning til at fremsætte Rettelser af de russiske Kort, og det letter Forslaaelsen af Person- og

Stednavne, at han meget ofte giver en Forklaring
af disse, der for de fleste Læsere i og for sig er
saa lidet forstaaelige.

Dette Afsnit fuldstændiggøres af andre, der særlig omhandler Klimaet, Plante- og Dyreverdenen, Befolkningen, Bygningerne, Samfærdselsmidlerne, Boligerne, Religionen, Moskeerne og Skolerne, Gravene, Befolkningens Forlystelser, dens Sygdomme og Lægevæsenet, Næringsmidlerne, Klædedragten, Agerdyrkningen, Byernes Udseende og endelig Emiren og Regeringsformen.

Man faar overalt et Indtryk af, hvor meget det har bidraget til Rejsernes gode Udfald, at Forfatteren har kunnet tale baade tyrkisk og russisk, og hvor stort et Held, det har været, særlig for de lavere Klasser af Befolkningen, at i det mindste deres Behandling er bleven forbedret ved den Indflydelse, Rusland har tiltaget sig siden 1868.

Til det her nævnte, rige Indhold slutter sig en Beskrivelse af Forfatterens Rejse i de vestlige Pamiregne, i Provinserne Sjugnan, Rosjan, Darvas og Karategin, der til Dels som et østligt Tilhæng slutter sig til den langagtige, næsten halvmaanedannede Skikkelse, som de hovedsageligste Dele af Staten Bokhara ellers har.

Tillige findes en fortræffelig Beskrivelse af Forfatterens Rejse paa Amu Darja, hvorved tillige Forholdene i Khiva er bragt paa Omtale. Derimod har Forfatteren ikke omhandlet Landskaberne Garan og Vakhan, da han alt har beskrevet dem i sit tidligere udgivne Værk »Through the unknown Pamirs«, London 1904.

Hvor vanskelige og ofte farefulde Rejserne i de nævnte Bjærgegne har været, faar man et levende Indtryk af. De foretoges i Aug. og Sept. 1896 og udfordrede blandt andet ofte Overgange over Gletsjere.

Som et Eksempel kan fremdrages Forfatterens Rejse i Rosjan fra Kalai Varnar til Kalai Vandj paa hvilken Strækning Rosjanbjærgene og Odudygletsjeren maatte overskrides. Nær ved det førstnævnte Sted maatte der stiges op gennem en Slugt, i hvilken Odudyfloden kommer ned fra den evige Sne. Slugten var meget snæver og fuld af Klippestykker, der var rullede ned fra Bjærgenes Sider. Her faldt en Hest ned og slog sig straks ihjel, medens dog den Bagage, som den bar, blev reddet. Om Aftenen blev der slaaet Lejr paa en lille Terrasse i 3741 Meters Højde, og kort efter blev de rejsende overfaldne af en forrygende Snestorm. Efter en meget kold Nat, i hvilken alle Vandsamlinger var blevne dækkede af tyk Is, gik Marchen videre Kl. 3 om Morgenen. Havde Opstigningen været vanskelig den foregaaende Dag. blev den endnu værre paa denne. Snart kunde Forfatteren og hans Følge ikke længer gaa, men maatte kravle paa alle fire paa de store Stene, som ofte gav sig til at glide, naar Foden berørte dem, medens Lastdyrene maatte hales op med Tove fra det ene til det andet, lidt fladere Sted. Paa mange Steder gik det fra Stien saa stejlt og dybt ned, at Forfatteren maatte gøre sig megen Anstrengelse for ikke at blive svimmel, medens Dragerne, der var vant til saadanne Passager, ikke lod sig anfægte, men troligt kravlede videre med, hvad de bar. Selve Gletsjeren, over hvilken der var 6—76^—7 Kilometer at tilbagelægge, var plan; men Overfladen var bedækket med en Fod høje Riller af haardlrossen Is, der gav den et Udseende, som om den var bleven harvet paa kryds og tværs. Revnerne var ikke bredere, end at de kunde bygge Bro over dem med de Grene, de havde taget med til dette Brug. En af Følget forsvandt her, men, om han var forulykket eller havde vendt om for egen Regning, kunde ikke erfares. Nedstigningen var atter snarest en Nedstyrtning. Lastdyrene og Godset maatte i Reglen føres ned med Tove fra et Sted til andet. Tilsidst gik det dog lettere, da der fandtes Stier, som Hyrder havde nogenlunde banet, og der blev slaaet Lejr tæt ved Floden Maderaun. Dermed var Vanskelighederne dog ikke forbi; thi da de endelig naaede Byen Maderaun (i Darvas) vilde Sognefogden (Aksakal'en) hverken skaffe dem Fødemidler eller, hvad de ellers behøvede, og kort efter traadte omtrent 50 Mand af Byens Befolkning truende op. De rejsende maatte gribe til deres Vaaben og danne en Barrikade af deres Gods og Sadeltøj. Ved Trusel om, at hvis Forfatteren klagede, vilde Sognefogeden blive hængt, og ved at give dem en Prøve paa sin Skydefærdighed mod et Stykke Papir, der var sat fast paa et Træ, lykkedes det dog tilsidst at berolige Hoben, hvoraf nogle dog fandt for godt at tilraabe ham, at der i Byen fandtes flere end 300 Geværer, saa at de rejsende i Fredelighed kunde drage videre.

Det var dog ikke blot i Bjærgene men ogsaa i de store Byer, at uheldsvangre Optrin kunde fremkomme. Der indtraf et saadant endog i selve Byen Bokhara, hvor Emiren havde givet Forfatteren Tilladelse til at bese alle Moskeer, Gravmæler og andre

Helligdomme. Da han, ledsaget af en af Emirens Folk, vilde besøge det historisk berømte Gravkamnier i Højskolen (Medressen) Mir Arab, maatte han skyndsomst forlade det, da der havde samlet sig eri stor Hob af Fanatikere, som traadte meget truende op og ikke som ellers vilde lade sig berolige med nogle Almisser. Det lykkedes ham og hans Ledsagere netop at slippe bort, inden det kom til Haandgribeligheder. Muligvis blev dog Stedet af Befolkningen betragtet som et af de helligste af alle Byens hellige Steder.

Besøgene paa Kirkegaarden var heller ikke fri for Ulemper, dels paa Grund af Hundene, som holdt til dér og altid var rede til Angreb, og dels paa Grund af, at baade Gravstenene og Træerne paa Helgeners Grave, samt de Jakoksehaler, som prydede disse, ofte var besmurte med Materie fra Saarene paa de syge, som søgte Helbredelse ved dem, saa at man maatte tage sig nøje i Agt for at berøre dem.

Værket er smukt illustreret med særdeles vel
udførte Afbildninger og er ledsaget af et stort Kort
over Bokhara.