Robert E. Peary: The North Pole. With an introduction by Theodore Roosevelt. 116 illustrations from photographs. London 1910. 315 pp.

Vi har tidligere i dette Tidskrift udtalt et oprigtigt Haab om, at Peary maatte naa Polen, ikke fordi vi i og for sig ansaa selve det blot at naa Nordpolen for en over al Maade vigtig geografisk Opgave, men fordi vi nærede den Overbevisning, at der først vilde komme det fornødne Samarbejde og System i den videnskabelige Polarforskning, naar begge Polerne var naaet. At vi havde Ret heri, viser Roald Amundsens Opgivelse af den paatænkte Drift over Nordpolaroceanets Midte til Fordel for et Kapløb mod Sydpolen. Og dog lover selve Sydpolen efter Shackletons glimrende Færd grumme ringe Udbytte i Sammenligning med de oceanografiske Undersøgelser i Nordpolarbassinet, som Peary under sin stærkt forcerede Slædefart kun i ringe Grad kunde tage sig af.

Ved Omtalen af Pearys forrige Bog fremhævede vi, at det at naa den Del af Polarbassinet, hvor Nordpolen findes, havde en underordnet Interesse, fordi der bare var Ismarker, som drev om som paa det øvrige Ishav. Vi skrev endvidere, at det vilde være Peary umuligt at konstatere Nordpolens Plads blot nogenlunde nøjagtigt. At dette slog til, ved nu alle. Efter hvad der nu er konstateret af den af National Geographical Society nedsatte Kommission, passerede Peary den 6. April 1909 Polen i en Afstand af ca. 8 km., men kom den Dagen efter ved en tværgaaende Bevægelse vinkelret paa sin Marschrute ca. 3 km. nær og naaede altsaa 89° 58' 24" n. Br. At Nordpolen er naaet, saaledes som den under de givne Forhold overhovedet kunde naas, er da klart; men at vi dermed ikke har naaet andet end at kunne farve endnu et lille Stykke af Polarbassinet blaat istedetfor hvidt, er ligesaa tydeligt. At dette Hav var meget dybt, vidste vi iforvejen; hvor dybt det er, ved vi ikke endnu; thi Pearys Lodliner naaede ikke Bunden. Mon man ikke endog udenfor videnskabelige Krese nu, da Polarfeberen er hævet, har en Fornemmelse af, at Pearys Maal var en hidsig efterstræbt Rekord, men videnskabelig set kun en Konstatering af, hvad man med fuld god Grund i Forvejen havde tænkt og sluttet sig til?

Vi paaviste, at Peary paa sin forrige mislykkede Færd havde begaaet flere ret iøjnefaldende Fejl. I sit sidste Værk tilstaar Peary nu aabent, at han efter sin Hjemkomst var blevet klar over at have begaaet disse Fejl, og denne Gang havde naaet sit Maal, fordi han havde rettet dem.

I det hele taget er Pearys Værk grumme aabenhjærtig skrevet, stært personlig farvet, klart og roligt i sit Sprog, ganske forskelligt fra hans forrige forjagede, nervøse og ret indholdsløse Rejseberetninger. »The North Pole« er en lige saa læselig som lærerig Bog.

Efter det mislykkede Stormløb i 1906 tænkte Peary kun paa et nyt Forsøg; men da han var klar over, at hans Alder vilde forbyde ham at gøre flere Forsøg end dette, og han havde lovet sin Hustru, at nu skulde det være sidste Gang, synes det, som om han med en voldsom Selvovervindelse har tvunget sig til at bekæmpe Polarfeberen, til at overlægge og forberede alt koldblodigt og ikke hengive sig til Fantasier, Længsler og Drømme. Under Forberedelserne til Rejsen ramtes han af det Slag, at hans Ven Morris K. Jesup, hans finansielle Rygstød og Formand i »The Peary Arctic Club«, pludselig døde. Det saa ud, som om dette skulde blive den paatænkte Ekspeditions Dødsstød, men saa modtog Peary en Dag fra Papirfabrikant Zenas Crane en Cheque paa 10,000 Dollars med Løfte om mere, hvis det var nødvendigt, og dermed var Foretagendet sikret.

Glanspunktet i Pearys Bog er vel nok de Kapitler (21^—22), som omhandler hans Rejsemetode, Peary-Systemet, som han kalder det. De fleste Punkter i dette System er selvfølgelige og indgaar i

enhver alvorlig Plan til en Slædefærd over det aabne Ishav; men enkelte er særegne for Peary, navnlig Anvendelsen af Eskimoer til Jægere og Slædekuske i saa stort Omfang; men ogsaa Arrangementet med Hovedstyrke og Hjælpehold, hvoraf et Pionerhold til at gaa i Spidsen, bane Vej og bygge Igloos (Snehytter) til Overnatning, er specielt Peary'sk. En af de Maader, hvorpaa Peary sparede paa sine Kræfter og dæmpede in Iver, bestod netop i, at han i alle Henseender gjorde det saa let og bekvemt som muligt for sig selv og sit eget Slædehold og læssede Byrderne over paa de andre Hold. Dette krævede naturligvis Selvovervindelse; men det var klogt.

I 1906 havde Peary spredt sine Slædehold for meget; denne Gang holdt han dem tættere sammen, og anvendte flere Hold end han nogensinde før har gjort. »Uden det«, skriver Peary, »er det en fysisk Umulighed for noget Menneske at naa Nordpolen og komme igen og fortælle derom«. Man ved, hvad han sigter til med disse Ord. At det er umuligt, ligger i, siger Peary, at man paa Hundeslæder ikke kan medføre Proviant nok til en Rejse paa 800^—900 engelske Mil over Havis, og altsaa maa have Depotslæder, dernæst i, at man maa have flere Hold, som kan skiftes til det opslidende Pionerarbejde, og indrette det saaledes, at Hovedpartiet ikke gaar i Spidsen før paa det sidste Stykke Vej, hvor de er alene og skal sætte Farten op. »Det gælder derfor at have mange Folk«, siger Peary, atter med en for alle let forstaaelig Adresse. Belært af sit Uheld i 1906 gjorde Peary denne Gang alt for at komme tilbage samme Vej (i samme Spor), som han drog ud, saa at han havde banet Vej, Snehytter at sove i og straks ved Landgangen et stort Depot. Hvert Slædehold bestod som Regel af 3 Eskimoer og en hvid som Fører.

For at uridgaa Tidevandsrevnen (den store Revne) Nord for Lincoln-Sø valgte Peary sit Udgangspunkt længere mod Vest (Kap Columbia istedetfor Kap Hekla) og sparede derved de ca. 3 Dagsmarscher over Havis, Kap Columbia laa længere mod Nord. En Storm, som kom netop i Rejsens Begyndelse, splittede ogsaa her mod Vest Ismarkerne, saa at Peary maatte ligge og vente i 5 Døgn i ypperligt Rejsevejr ved Renden 45 Kvartmil Nord for Udgangspunktet. Dette blev altsaa til det sidste Akilles-Hælen ved Peary-Systemet, at en Rende aabent Vand, som hverken vilde lukke sig eller fryse til, var en absolut Hindring for videre Fremkomst. Der hjalp hverken den nyopfundne Peary eller do. Peary-Slæde. Men denne Gang kom Peary over Renden med den Proviant og Brændsel, han behøvede, og derved blev Maalet naaet med Glans trods Forsinkelsen ved den store Revne, som efter Pearys Antagelse dannes ved Afslutningen af det undersøiske Plateau Nord for Grant Land. Da Revnen den 11. Marts var passeret, gik det hele Tiden raskt fremad.

Hver 5. Dag blev et Hold sendt hjem med den fornødne Returproviant, og til Hjemsendelse valgtes de mest trætte Eskimoer og de daarligste Slædehunde. Af og til var der Vrøvl med en af Eskimoerne; men det hjalp, naar han kom paa Pearys Hold nogle Dage. Den 26. Marts blev det næstsidste Parti, hvis Fører var Pearys Sekretær, Prof. Ross G. Marvin, sendt hjem fra ca. 86° 38' n. Br.; men han druknede undervejs i den store Revne, og hans Eskimoer kom alene til Kap Columbia.

Paa 87 ° 47 ' n. Br. vendte det sidste, af Kaptajn Bartlett førte Hjælpeparti, medens Peary med Hovedstyrken, 4 Eskimoer og Negeren Henson, 5 Slæder og 40 Hunde, den 2. April drog videre og naaede Polen i 4 lange Dagsmarscher å 26 Kvartmil. Nu slap han endelig sin opdæmmede Energi løs og jog mod Maalet i vildeste Feber, og den 6. April naaede han Egnen direkte ved Polen i en saa forslidt og opkørt Tilstand, at han knap sansede mere, men blot søgte Søvn. Desværre gik hans Kromometer 10 Minutter for hurtigt, og dette bevirkede, at han kom til at dreje bort fra Kap Columbias Meridian, saa at han kom udenom Polens allernærmeste Strøg. Den Række Observationer af Solhøjden, han foretog, og som alle førte til Polhøjder mellem 89° 57' og 90° n. Br., beviser dog, at han praktisk talt har naaet Nordpolen.

Hjemfarten til Kap Columbia gik med en forbavsende Fart ved Hjælp af »haardt Arbejde, ringe Søvn, megen Erfaring, første Klasses Udrustning og Held med Vejr og aabent Vand«. En af Eskimoerne, der som sine Kammerater dansede, skreg og raabte af Glæde ved atter at sætte Foden paa fast Land, udbrød: »Djævelen sover eller slaas med sin Kone, ellers skulde vi aldrig være kommet saa nemt tilbage«. 53 Døgn (men kun 43 Dagsmarscher) tog hele Rejsen, som var paa ca. 825 Kvartmil. Hjemrejsens 413 Kvartmil blev gjort paa 16 Marscher, altsaa et Gennemsnit af 25^—26 Kvartmil. Saa hurtig kan øvede Folk altsaa færdes paa Ishavet, naar Vejen er banet, Vejret stille og Slæderne

lette. Men det er en Hastighed, man paa
Forhaand aldrig havde turdet regne med og vilde
have anset for umulig i det lange Løb.

Da Peary kom tilbage til sit Skib (Roosevelt)
ved Kap Sheridan, hvor det ogsaa laa i 1905—06,
skrev han i sin Dagbog følgende:

Ved Polen havde jeg været for udmattet til helt ud at fatte, hvad jeg havde udført: men naar jeg nu laa i min Køje, tænkte jeg paa Kontrasten mellem denne fremgangsrige Hjemkomst til Skibet med den store geografiske Pris i min Besiddelse, og min Hjemkomst tre Aar tidligere, da jeg var nedslaaet, halv død af Sult og havde en Følelse af at have kastet mit Liv bort for at jage efter en Kimære«.

Ja! en himmelvid Forskel var der paa Pearys Rejse i 1906 og i 1909, baade hvad Resultat og Udførelse angaar; men Maalet, som nu heldigt blev naaet, var og blev den samme — Kimære.