L. Pervinquiére: Rapport sur une Mission Seientifique dans l'Extréme-Sud Tunisien. (Frontiére Tuniso-Tripolitaine).

Nærværende Bog, som er udgivet af Direktionen for Landbrug, Handel og Kolonisation i Regentskabet Tunisien, indeholder Beretningen om de Resultater, som Hr. Pervinquiére har hjembragt fra en paa det offentliges Bekostning foretagen Rejse i de Egne af Nordafrika, som ligger Syd for Tunisien.

Den franske Generalresident i dette Land udsendte nemlig Forfatteren sammen med en Kommission, som i Begyndelsen af 1911 blev beordret til at berejse Grænseegnene mellem Tunisien og Tripolitanien. Forfatteren havde det særlige Hværv at foretage geografiske og mineralogiske Undersøgelser. Det ses. at Undersøgelsesomraadet blev udstrakt mod Syd til den bekendte store Oase, Ghadamés, som hører til Tripolitanien, men som ligger paa Grænsen af fransk Omraade. Landet Syd for det egentlige Tunisien, hvilket der altsaa her er Tale om, karakteriseres naturligt ved to Omraader: :

Dahar er et Højplateau i Nærheden af Kysten, hvilket har en svag Hældning i Retning af Sahara. Det afsluttes mod Syd af en høj Skrænt (2,300 M. o. H), som i en Bue løber parallelt med Kysten fra M atm atå til Tripolitanien, hvor det bærer det ældgamle Navn »Djebel«. Dette Højland skriver sig udelukkende fra Kridttiden.

Djefara er en vidtstrakt Slette S. for den høje Skrænt, fra hvilken man kommer ned paa samme ad to Trappetrin, som tilhører Jura og Trias hvorfor Gips, Kridt, rød Sandsten osv. optræder her. I disse Lag findes forskellige Fossiler — dog ikke mange — hvilke bestemt angiver Lagenes Alder.

Tertiærtiden mangler saa at sige ganske i Syd-Tunisien, og Qvartærtiden er repræsenteret ved store Alluvialdannelser, hvis Mægtighed naar op til 40 Meler. De skriver sig aabenbart fra Begyndelsen af denne Periode, da Nordafrika havde et meget fugtigt Klima, hvilket jo senere er gaaet over til et mere tørt.

Mineralske Rigdomme synes ikke at skulle
findes i Omraaderne S. f. Tunisien, hvilket man
havde haabet. Ikke en Gang Fosfatlejer, som der

findes saa mange af i selve Tunisien, fremkommer
i nævneværdigt Omfang.

I hydrografisk Henseende er Landet ogsaa slet stillet. S. f. Nefzaua-Oaserne (ved Chotterne) findes intet overfladisk Vand til Stadighed; men kun Brønde med tildels saltholdigt Vand, og paa hele Vejen gennem Ørkenen til Ghadamés er kun meget faa saadanne, tilmed som oftest med lange, indbyrdes Afstande. I selve denne fra Oldtiden kendte Oase findes en Kilde; men den taaler ikke Sammenligning med tilsvarende i Syd-Tunisien. Overalt i fransk Nordafrika har man jo boret en Mængde artesiske Brønde, og de har som oftest vist sig overmaade frugtbringende, idet der jo er opstaaet Palmelunde omkring dem. Ved Kebili i Nefzaua er der f. Eks. opnaaet et fortrinligt Resultat gennem Boringer efter Vand.

Med tilbørlig Hensyntagen til de geologiske Forhold, vil der kunne tilvejebringes endnu flere artetiske Brønde i Syd-Tunisien; men ikke übegrænset mange. Det er nemlig en Kendsgerning, at adskillige af disse Kilder svækkes i Ydeevne, naar der bores andre i Nærheden.

I Egnen ved Gabés borede man f. Eks. en artesisk Brønd, som straks gav 8,000 Liter Vand i Minuttet; men da der blev anlagt en lignende 2 km derfra, gik den førstes Vandmængde ned med én Fjerdedel — og lignende Forhold kendes andetsteds fra i disse Egne. Forfatteren mener nemlig, at Brøndene og Kilderne i Nefzaua ikke faar Vand langvejs fra, og han siger, at Lovgivningsmagten engang maa tage det Spørgsmaal op til Afgørelse, hvem det underjordiske Vand tilhører.

Man maa ogsaa komme dertil, at Vandet og
Jorden sælges samtidig. Den Skik, at sælge Retten
til Vandet for sig, har ruineret mangen Oase.

Brøndene ved Kebili ligger allerede for tæt sammen, siger Forf., og man kan ikke forøge deres Antal uden at skade de eksisterende. løvrigt omtaler han alle Brøndene paa Karavanevejen til Ghadamés og gør Rede for deres Værdi, og Mulighederne for at forøge Anlallet — i Hovedsagen dog med et negativt Resultat i saa Henseende.

Oasen Ghadamés hører, som berørt, til Tripolitanien, og Franskmændene ved godt, at de, som P'orholdene er, ikke kan gøre sig Haab om al komme i Besiddelse af den.

Forfatteren udvikler nu, at der i Nærheden af
Ghadamés ved Ghadamés-Pistor, paa fransk
Omraade, rimeligvis kan anlægges en hel ny Oase;
men det vil koste meget store Summer, og Spørgsmaalet
er, om de bør ofres.

Betydningen af Oasen Ghadamés ligger hovedsagelig deri, at man her kan oprette, om man saa maa sige, en Politistation, hvorfra der ved Hjælp af Senegalsoldater kan holdes Orden paa Karav ane vej ne gennem denne Del af Sahara. Foreløbig tænker man ikke paa at føre Saharabanen denne Vej.

Vandet i Ghadamés-Kilderne har ikke nogen
meget stor Varmegrad (29 °—30 ° C.) og kan ikke
antages at komme fra dybtliggende Vandlag.

Lagene i Da ha r falder svagt i Retning af Ghadamés (nogle Minutter), hvilket dog er nok til at Vandet kan tage denne Retning. (Seinen mellem Paris og Rouen falder kun 20 Sekunder, dog vel at mærke under aaben Himmel). Terrænet Syd for Ghadamés falder ogsaa mod sidstnævnte Sted, saaledes at Oasen befinder sig i en Lavning. Her findes sandsynligvis en Revne i Jordskorpen, som har tilladt Vandet fra Undergrunden at stige op til Overfladen. Hvor saadanne Revner mangler, kan man bore og frembringe artesiske Brønde, selvfølgelig under Forudsætning af, at der virkelig findes Vand i Grunden; men det lader til, at saadant er en sjælden Vare i Saharaomraadet, der foruden af Dahar endnu bestaar af den stenede Hamada og Erg'en, hvilken sidste jo er opfyldt af mægtige Flyvesandsklitter,

Vegetationen i disse af Solen afsvedne Egne er kun ringe. Her findes vel nogle af de Planter, som lever oppe i Djefara, ja endog længere mod Nord; men det yderste Sydens mest karakteristiske Planter og Vækster udgør kun mellem et og to Dusin Arter.

Det karakteristiske ved de faa Planter, som findes i Ørkenen, er dette, at Rødderne har udviklet sig voldsomt under Bestræbelserne for at søge Fugtighed i Jorden, samt at Bladene paa Buske og Træer samtidig er bleven meget smaa eller helt mangler. Forekommer der saadanne, er disse meget tykke, og jo tykkere de bliver, desto mindre bliver Forholdet mellem Bladets Overflade og Volumen — hvilket formindsker Fordampningen.

I Ghadamés-Oasen er Forholdet, hvad Vegetationen angaar selvfølgelig langt bedre. Her findes c. 25,000 Palmetræer, af hvilke nogle endog naar en Højde af over 18 Meter; men da er det gamle Træer. De vigtigste Daddelpalmetræer hører til 4 Arter, men iøvrigt er der 23 forskellige saadanne.

I gode Aar kan et Palmetræ give en Kamelladning Dadler (ca. 150 Kilogram) og i daarlige Aar maaske kun en Fjerdedel deraf. I Høstens Tid har en Kamelladning en Værdi af 20 til 25 Francs; men i Marts Maaned — det Tidspunkt da Ekspeditionen besøgte Oasen — kan Værdien være to til tre Gange højere.

Forfatteren mener iøvrigt, at der ikke kan være Tale om at opelske virkeligt Agerbrug i de Egne, der ligger nærmest Syd for Tunisien. Nomaderne kradser vel i Jorden hist og her for at saa lidt Korn, uden dog at have stort Haab om at faa Udbytte. Græsgangene er faa og smaa; thi »Syden« er en Ørken, i hvilken kun Kameler kan finde Føde, hvorimod Faar og Geder ikke vil kunne trives der. Jordens Goldhed har dog ikke sin Aarsag i de geologiske Forhold eller Jordbundsforholdene i det hele taget; men udelukkende i Mangel paa Vand — og denne Mangel kan i det hele og store ikke afhjælpes. Som Følge heraf mener Forfatteren, at ethvert Forsøg paa Kolonisation i hele Da har absolut vil mislykkes. I Djefara er Forholdene noget bedre; men ingenlunde opmuntrende for Kolonisation. Derfor raader han sine Landsmænd til hellere at anbringe deres Penge og bruge deres Energi og Arbejdskraft andet Steds: »Lad de Indfødte beholde dette Land, efter hvis Naturforhold de har tilvænnet sig; men lad os paa den anden Side yde dem Hjælp til deres Arbejde.« Med Glæde konstaterer han, at Officererne, som tager sig af de Indfødtes Affærer (»les officiers des affaires Indigenes«) allerede har ydet Befolkningen virksom Støtte, især i Egnen ved Tå tauin og Kebili. Navnlig paa sidstnævnte Sted er Forandringen fra tidligere gennemgribende. Desuden er der i Syd anlagt Dalspærringer, bygget Cisterner, banet Veje og gravet Brønde til Gavn for Befolkningen. I Medenin og Tatauin trives Plantagerne særlig godt, og iøvrigt bestræber man sig for at faa Olivenskovene til at trives i disse sydlige Egne af Regentskabet Tunisien, som dog alle ligger forholdsvis nær ved Middelhavet. Men i det egentlige »Syden« er det — mener Forfatteren — ikke muligt at forbedre Forholdene. Det frembringer intet og vil i Fremtiden næppe blive istand til at frembringe noget, af hvad Art nævnes kan

altsammen paa Grund af Vandmangel. Paa enkelte Steder, som f. Eks. ved Ghadamés-Pistor kan man vel faa Vand op til Jordoverfladen; men Spørgsmaalet er blot, om det er Pengene værd, og det synes ikke saa.

Egnene Syd for Tunisien synes derfor vedblivende at være viede til Goldhed. De vil ikke kunne indvindes for Kolonisering. Selv om Resultatet af Undersøgelserne saaledes kun har bragt et negativt Resultal i denne Henseende, har de i høj Grad beriget os med Kundskab om de paagældende Egne, som hidtil var meget lidt undersøgte.