Háifoss i Thjorsaadal paa Island.

Island er i overordentlig Grad et Vandfaldenes

Land. Eddasangens prægtige Ord

Falla fossar

Flygur ørn yfir

tager sig ud som en Beskrivelse af Island, særlig i gamle Dage, da Ørnene ikke i den Grad havde veget Pladsen for Ravnene, som det nu er Tilfældet. Bekendte er Gullfoss og Godafoss, Guldfaldel og Gudernes Fald, hvis Buldren og Drønen man mærker paa lange Afstande, medens den hvide Vandrøg staar højt op i Luften over dem; der er ogsaa Dettifoss, det faldende Fald, Faldenes Fald, Hengifoss og Skögafoss, paa hvem det passer saa godt som Jonas Hallgrimsson siger i de dejlige HulduljöÖ:

Hann breim'r fra m af bergi hvitan skrüöa.

En Særstilling blandt Vandfaldene indtager det smukke Øxarårfald i Al mannag ja, da det blev kunstig lavet af de gamle Islændere, ligesom for at pynte paa deres Tingsted, pingvöll.

Islands højeste Vandfald findes der, hvor Fosselven styrter sig ned fra Højlandet, og er 430 Fod højt. Skønt de færreste har lagt Mærke til det, saa kan man se det i en Afstand af flere Mil, paa Vejen til Hekla, som en hvid Stribe i det blaa Fjældlandskab. Dette Fald har været mærkelig lidet kendt; det havde givet Elven sit Navn, den kaldes Fossa; et Fjæld vestfor blev ogsaa kaldet Fossalda, og Fjældvidden ovenfor FossheiÖi, men selve Faldet var nærmest kun kendt af dem, der rejser op i Højlandet om Efleraaret for at samle Faarene sammen, inden Vinteren kommer og driver dem hjem, og det kaldtes kun Fossen, hvilket var tilstrækkeligt, da det er en Foss over alle Fosser, men überømt og uden Navn blandt andre end nogle faa bekendte, som saa mange Storheder af en anden Art er det til at begynde med. Først for nogle faa Aar siden blev Faldet døbt, idel undertegnede kaldte det Håifoss, det høje Fald, Højfaldet, og man tør maaske spaa den en stor Fremtid *).

Håifoss er ikke en Vandslribe nedad, en høj Klippevæg eller en tynd Straale Vand, der opløses til Sløv. Det er et mægtigt, skumbrusende Fald. Jeg har aldrig modlaget et saadant Indtryk af Vands Vælde som ved at gaa frem paa en Klippepynt vest for Højfaldet, lægge mig ned paa Kanten og se nedad de 430 Fod faldende Vand, lige ned til Afgrundens Bund. Det er aldeles ufarligt, navnlig hvis man har en Mand til at holde paa sine Ben. Men det er bedst ikke at være i Selvmordshumør; den stadige styrtende Falden af Vand, nedefter og nedefter uden at naa Bund, thi Højden syner enorm, naar den saadan maales af en hel Elv, har en sælsom dragende Magt.

Nedenunder Vandfaldet var der før 1896 en dyb Kumme, som de nedstyrtende Vandmasser havde udhulet i Klippen; men de voldsomme Jordskælv i Sydlandet i 1896 bragte saa store Klippemasser til at styrte ned fra Klippens Vægge, at Bassinet fyldtes. Højfaldets Kløft er i geologisk Henseende af meget stor Interesse og hører til de Steder, som man atter og atter maa besøge.

Kan man afse to eller tre Ekstradage paa en Heklatur. saa kan man naa at faa Højfaldet og den i mange Henseender saa mærkelige Thjorsaadal med. Det vilde være den interessanste Del af Turen. Den bedste Fører, man vilde faa til Thjorsaadalen, er den højlintelligenle Bonde Fall Lydsson i Hliö.

Fotografierne er tagne af Forfatteren i 1910.

I Febr. 1912.

---

1) Kløften og Vandfaldet er tidligere blevne beskrevne af G. G. Winkler 1858 (Island S. 47—64, 121—124) og af Th. Thoroddsen 1889 i Geogr. Tidskrift, 10. Bind (1889), S. 15. Hed.