Grater Søen i Oregon. I Cascade Bjærgene i den sydvestlige Del af Staten Oregon ligger paa den 43. nordlige Breddegrad og .omtrent 30 danske Mil fra Stillehavet en af Jordens mærkeligste Søer, i flere Henseender uden Spørgsmaal den mærkeligste.

I Sommeren 1853 gennemsøgte et Selskab Bjærgene i denne Egn for at finde Guld. Fødemidlerne slap op, og man delte sig i Grupper, som hver for sig søgte at finde noget til al stille den gnavende Hunger med. Tolv Mænd kom saaledes d. 12. Juni op paa nogle Klipper, der ligger mere end 7000 Fod over Havet. Her aabnede sig pludselig en Udsigt for deres undrende Øjne, som for en Stund fik dem til at glemme Hunger, Træthed og alt. Dybt under dem laa en dejlig Bjærgsø, hvis rolige, spejlblanke Flade havde den skønneste dybe blaa Farve. Den var rund af Form og ca. 5 engelske Mil i Diameter og omkranset af Klipper, hvis Højde er fra 1000 til over 2000 Fod, og mange Steder rejser sig saa stejle som Vægge. Skovvæksten (Naaletræer) paa dem er kun sparsom. En mærkeiig Ø og et Par ligesaa mærkelige Klipper rager op over Vandet. Hele dette Naturbillede gjorde et overvældende Indtryk paa Beskuerne. Det var, som noget ikke alene vindunderligt, men hemmelighedsfuldt mystisk, aandede dem i Møde fra den mellem Bjærgenes skjulte Sø. Det majestætiske, gribende Syn gjorde dem tavse, og de stod fortabte i Underet. Omsider rev de sig løs og talte da bl. a. om, hvad Navn de skulde give Søen. De valgte at kalde den »Myster ious« eller »Deep Blue Lake« (den mysteriske eller dybblaa Sø). Senere nævntes den »Lake Mystery«, Men da dens Sted er et gammelt, udbrændt vulkansk Krater, blev den ofte omtalt som en Krater Sø. og det endte med, at dens Navn blev »Grater Lake«» hvilket jo ogsaa er meget betegnende.

Senere er Søen ofte bleven gæstet, og mange Maalinger og Undersøgelser har fundet Sted. Klippevæggenes Højder er som foran nævnt, og Vandets Dybde er omtrent den samme. Af de mangfoldige Dybdemaalinger har ca. 80 vist over 1500 Fod, ca. 40 over 1700 Fod, og ca. 20 over 1900. Et enkelt Sted har man fundet over 2000 Fods Dybde. Vandels Overflade er 6251 Fod (engelske) over Havet. I Nordøst er

Søens Bund ganske jævn i en Udstrækning af et Par Tusinde Tønder Land. Syd for Søens Centrum rager en Klippe 900 Fod op over Bunden, og længere mod Vest staar en Lavakegle, der er 1200 Fod høj, men dog har 600 Kod Vand over sig. I dens Top findes et Krater, hvis Dybde er 250 Fod. Sydvest i Søen rager den eneste Ø 845 Fod op over Vandet. Den er cirkelrund og t3^Tndt bevokset med Skov. Man har givet den Navnet Troldeøen, og i dens Top er der et Krater, 475 Fod i Diameter og 100 Fod dybt, som hedder Heksegryden. Dette har været den sidste rygende S_korsten af den en Gang omfattende Vulkan. Nord for Troldeøen, ud til Søens Vestside hæver Llao Klippen sig lodret over 2000 Fod i Luften. Den staar som en vældig Sten-Kæmpe paa Vagt, og fra dens Top kan man med Øjet følge en faldende Sten, medens den hurtigt synes at blive til en Prik og saa forsvinder for snart at ramme den blanke Vandflade dybt nede. Man kan blive svimmel af at stirre derned. Mod Øst findes en lille Klippe 150 Fod fra Breddens høje Fjælde. Den er kun 100 Fod høj og et Par Hundrede Fod lang samt knap saa bred. Staar man paa Klipperne Vest for Søen og ser over mod den enlige Sten, viser den sig paa den ret store Afstand med sine mange Knuder og Spidser som et fuldrigget Skib. Glider en Sky nu for Solen, saa dens Skygge falder paa Klippen, forsvinder denne for Synet som om den ikke længer var til. Der findes ikke paa dens Overflade en jævn Plads saa stor som et Bord.

Fra ældgammel Tid har Indianerne af Klamath Stammen beboet det sydlige Oregon, og Levningerne af dem gør saa endnu. De har gennem Tiderne vidst af Grater Søen at sige; men indtil for nylig har ingen af dem set den, fordi en Tradition, der er gaaet fra Slægt til Slægt, siger at Myriader af Sø-Djævle eller Llaos, som de kaldes, huserer dér, og de vil dræbe enhver, som vover endog kun at kaste et Blik paa Søen. Der findes næppe et eneste Sted, for hvilket Indianerne nærer en saadan Frygt som for Grater Søen. Og gennem umindelige Tider har ingen Magt været til at formaa nogen Indianer til at komme saa nær, at han kan se den. For en fattig Skilling vil han vise Vej til den. Men før Klippetoppen naas, vil han vende om og gaa tilbage, saa den, han har ført saa langt, maa være ene, naar Søen viser sig. For de Vilde hviler der et hemmelighedsfuldt Slør over den, og de tror, at den er Bolig for aJle Slags Dæmoner og Uhyrer. Klamath Stammens Høvding gamle Allin Davy fortæller følgende om, hvorledes Indianerne i sin Tid opdagede Søen, og hvorfor de aldrig siden kom der:

For lange Tider siden — længe før den hvide Mand kom for at plage og fordrive den stolte Indfødte — skete det en Gang, at nogle Jægere af Klamath Stammen paa deres Jagttog pludselig saa Søen dybl under sig, og blev betaget af det storslaaede, majestætiske Syn. Noget inde i dem sagde dem, at den store Aand boede dér, og fulde af Ærefrygt nærmede de sig og stirrede tavse frem og ned, hvorpaa de, stadig i Tavshed, vendte om og gik bort, ned ad Klipperne til deres Teltlejr langt borte. Men en af Indianerne følte en uimodstaaelig Drift til at vende tilbage til Søen, og han gjorde det Et Sted paa Klippen tændte han sin Ild og sov der om Natten. Næste Dag gik han igen til sine Kammerater. Men mange Nætter i Træk sov han paa Klippen over Søen. Underlige, hemmelighedsfulde Lyde fyldte Luften, og mærkelige Røster tonede fra Vandet i Dybet. Efter Maaneders Forløb vovede han sig ned ad de stejle Klipper, helt ned til Søen. Her saa han jævnlig mærkværdige Skikkelser i Vandet. Jo tiere han gæstede Vandet, des kraftigere og mere haardfør blev han. Og efterhaanden kom flere af hans Fæller for at nyde de samme Goder, som han fik Del i. Gamle Krigere sendte deres Sønner, at de kunde hente Kraft og Mod til at kæmpe og sejre. Først sov de paa Klipperne, klatrede senere til Vandet og kastede sig tilsidst deri. Dermed havde de vundet, hvad de søgte. Men en Gang dræbte han, der havde vist de andre Vej, en uhyre Fisk, og da blev han øjeblikkelig overfalden af utallige Llaos, som slæbte ham op til Toppen af Klipperne, hvor de skar hans Strube over med en Stenkniv og sønderrev hans Legeme i Smaastumper, som de kastede ned i Vandet, dybt, dybt nede. Her blev de grebet og slugt af de vrede Llaos. Samme Skæbne venter enhver Klamath Kriger, som efter den Dag vover at se Søen.

Saa vidt den gamle Høvding. Enkelte Indianere har dog
i de senere Aar dristet sig til at trodse Traditionen — men
kun med Frygt og Bæven.