Kinesisk Fremtrængen ad denne Kant vil formentlig blive standset, og et halvt uafhængigt Territorium under britisk Protektorat blive skabt 5 dette indo-kinesiske Baggrundsland, der hidtil har været herreløs Ejendom. Grænsen mod Syd dannes af den nordøstlige Del af Assam, mod Øst støder Landet op til det nordvestlige Hjørne af Øvre Birma, mod Nord til Szechuan og Østtibet og mod Vest til Bhutan.

Ekspeditionens vigtigste geografiske Opgave bliver utvivlsomt den at faa den endelige Klarhed over Brahmaputras øvre Løb gennem disse ukendte Højlande. Floden aflægger nemlig her sit tibetanske Navn Tsangpo og slaar under Navn af Dihang en Bugt mod Sydøst, inden den gennem et mægtigt Fald forlader Bjærglandskabet og naar til Assams og Østbengalens Sletteland.

Af de tre Stammer har Mirifolket hjemme i Egnene henimod Bhutan, og Mishmistammen ligesom Mirifolket holder til paa højre Bred af Lohitfloden, den Biflod, Dihang modtager Øst fra, lige inden Floden foretager sin sidste Navneforandring og til henimod den kinesiske Grænsestation Rima.

Aborfolket holder til paa begge Bredder af Dihangfloden, midtvejs mellem de tre andre Folk, og er delt i tre Klasser, Pasi Abor paa Flodens højre Bred, Pangi Abor mellem denne og dens Tilløb Nord fra, Jamme og Bor Abor, der beboer Højdedraget paa den anden Side af nævnte Biflod.

Disse krigerske Klaner har arrangeret sig som et meget demokratisk Samfund, hvor hver af de mange smaa Landsbyer er som en Stat i Staten og hvor Flertalsafstemningen bestemmer dens Love.

Landsbyerne bestaar af fra 30 til 250 Hytter, bygget af Tømmerplanker ovenpaa de saakaldte »chang«. Tagskægget paa det tækkede Hus naar ned til dette Fundament, under hvilket Landsbyens Svin holder til.

Midt i Landsbyen findes en stor Hytte, ofte over 50 Alen lang og forsynet med flere Ildsteder, der tjener til Gæstehjem, Raadslokale og til Rum for de ugifte Mænd, hvis Opgave er at vaage over Byen og faa Beboerne til at tage fat paa deres Dagværk den næste Morgen.

Her mødes de ældste af Indbyggerne hver Dag for at
drøfte Statssager og for at udstede næste Dags Arbejdsparole
for det lille Samfund.

Hvad Aborfolkets Udseende angaar, da tilhører de en afgjort
mongolsk Type, og dens Legemsbygning er god, mulig
bedst hos Kvinderne.

Disse tatoverer Benene under Knæet, og bærer et mørkt farvet Skørt samt et blaat Klæde om Skuldrene. Om Vinteren bærer begge Køn en lang ærmeløs Frakke af Bomuldsaffald, hvorhos alle Kvinderne før den første Barnefødsel bærer den saakaldte »boyop% et Bælte af en tolv Kobberskiver fra IV₂ til 4 Tommer i Diameter baaret rundt om Hofterne. Dette Beklædningsstykke er ganske egent for Aborkvinderne mellem alle de andre Højfolk i og omkring Assam. Krigerdragten bestaar bl. a. i en solid Bambushjælm, ofte betrukket med Bjørneskind, eller Huden af Muskhjorten, og jævnlig prydet med Vildsvinetænder. Et Sværdhug har vanskeligt ved at kløve Hjælmen. Til Udrustningen hører et aflangt Bambusskjold og et Stykke tørret Bøffelhud til Skulderbedækning for at beskytte dem mod Junglekrattet, naar Krigeren stormer gennem dette. Vaabnene er

Spyd og lange Sværd, hvorhos alle bærer Bue og forgiftede Pile. Staalspidsen, der løseligt er bundet fast til Skaftet, er oversmurt med en Blanding af Aconitum og hengemt Svineblod. Aborfolket kæmper fortrinsvis bag mægtige Palisadeforskansninger, anbragt midt inde i Junglen, saa Angriberne først faar Øje paa dem, naar han er helt inde ved Skansen. Alle de Veje, hvorved Stillingen kan omgaas, er barrikaderede med fældede Træstammer, og Forskansningen er ofte flankeret af Afgrunde. Foruden en Pileregn udsætter Angriberen sig for kunstigt arrangerede Stenskred. W. K. Prior.