Et kulturgeografisk Træk i det danske Landskab.

Professor, Dr. phi l

De fleste danske Landskaber er Kulturlandskaber. Det vil sige, Menneskets Virksomhed har efterhaanden omformet de oprindelige Træk saaledes, at hvor vi vender Blikket hen, øjner vi Kulturens Spor. Det dyrkede Land har faaet sin Overflade udglaltet gennem Agerbruget, og vore Skove har saa godt som alle været under forstlig Røgt og Pleje. Kun visse Hede- og Kystegne samt nogle Smaaøer har endnu bevaret det oprindelige Naturlandskabs Karakter.

I det danske Kulturlandskab er der i de sidste 3—4 Menneskealdre med den voksende Kul-tur og de store sociale Omvæltninger sket større Forandringer end maaske i lige saa mange Aarhundreder i tidligere Tider. Tænk blot paa Modsætningen mellem det Landskab, vi nu tarer igennem med Toget og kaster Blikket paa fra Kupévinduet, og saa det Landskab, der eksisterede før Udskiftningen, da Bebyggelsen var samlet i tætte Landsbyer, og Jorderne var underkastet Markfællesskabet.

Den enkelte Mands Agre var da spredt over Bymarkerne, Agrene var skilt fra hinanden ved en Slags smal Grøft, der ikke maatte pløjes. Det at stjæle en Fure til sin Ager blev traditionsmæssig betragtet som en stor Forbrydelse, og man mente ikke, at vedkommende fandt Ro i sin Grav. I Lovgivningen var der stærke Straffebestemmelser mod at pløje fra sin Nabo.

Pløjningen begyndte man den Gang altid i Agerens Midtelinie, og Plovfurerne gik saaledes, at Jorden fra begge Sider kastedes ind mod Midten. Paa den Maade blev Ageren stadig højere og højere langs Midtelinien og skraanende til begge Sider ned mod Agerrenene, der fulgte Skellet eller Grøften mellem Agrene. Bymarkerne fik paa den Maade efterhaanden en bølgeformet Overflade.

I vore Dage er disse Bølger som Regel udjævnede, idet man nu til Dags pløjer lige saa vel udad som indad, og idet Bestræbelserne gaar ud paa at gøre Marken saa plan som mulig.

Helt udslettede er de gamle Agerbølger dog ikke allevegne. Hist og her kan man endnu omend utydeligt skimte dem i Jordsmonnet. Og undertiden kan man følge dem ved at iagttage Hegnene mellem Markerne, forudsat at disse Hegn beslaar af Jordvolde. Da man ved Udskiftningen ophævede Markfællesskabet og delte Jorden i Marker, hændte det naturligvis hyppigt, at Hegnene mellem disse kom,til at gaa tværs over de gamle Agre. Og hvor Overfladen af Agrene havde et bølgeforme! Forløb, maatte den opkastede lave Jordvold ligeledes faa en bølgeformet Ryglinie.

Intet Steds i Danmark har jeg set dette tydeligere end i Nordfyn, hvor de regelmæssigt bølgeformede Diger eller Hegnsvolde stedvis endogsaa er et karakteristisk Træk i Kulturlandskabets Fysiognomi. De hosstaaende Figurer l—3er Gengivelser efter Fotografier, der af Forf. er taget paa Skarnby Bymarker mellem denne Landsby og de østligere liggende Landsbyer Torn p og Glavendrup. Begge de Digevolde, hvorfra Fotografierne stammer, forløber i hovedsagelig vest-østlig Retning og ledsages paa deres Nordsider af Sognevejene fra Skamby til de to nævnte mindre Landsbyer. Fotografierne er taget sydfra, saa Vejene ikke ses. Det er dog først efter Udskiftningen, at Vejene har faaet deres nuværende Forløb. Oprindelig og langt ind i 19. Aarh. gik de noget nordligere og slyngede sig tværs igennem de udskiftede Markarealer. Først da Fæstegodset efter Midten af Aarhundredet var overgaaet til Selvejendom, flyttedes Vejene hen til Markens Udkant langs de forholdsvis lige forløbende Hegnsvolde.

Fig. l viser tydeligt den regelmæssigt forløbende Bølgelinie langs Ryggen af Hegnsvolden,der ledsager Torupvejen mellem Skamby og Torhøj i omtrent dens hele Længde. Fig. 2 viser et Afsnit af 3 Hegnsbølger. Fig. 3 er et Afsnit af Hegnsvolden langs Glavendrupvejen mellem Skamby og Dammen (»Dejtruget«), der ligger Vest for den berømte Glavendrupsten; i Baggrunden til højre ses Bølgelinien langs et Stykke af Torupvejen.

I begge Tilfælde gaar Hegnene vistnok nogenlunde vinkelret paa de fordums Agres Retning. Ude paa Markerne er Agerbølgerne vistnok helt udslettede af den moderne Pløjning og Planering. Henimod selve Hegnsvolden paa den saakaldte Aavende (o: den Strimmel, man vender Ploven paa — cf. oldn. d = paa) kan man derimod endnu sine Steder skimte Agrenes Veksel af Rygbølger og Lavninger og se, at disse ligger nøje udfor Bølger og Sænkninger i Hegnsvolden.

Bølgernes Længde er ca. 15^—16 m, hvilket da maa have svaret ttl de gamle Agerbredder fra Ageren til Ageren. Andre Steder i Egnen kan man se Hegnsbølger, der er endnu længere. I saadanne Tilfælde maa Hegnslinien være t'ukket saa

ledes, at den danner en spids Vinkel med Agrenes Retning. løvrigt er Bølgerne i samme Hegn ikke alle nøjagtig af samme Længde, hvad der viser, al de gamle Agre heller ikke har hafl nøjagtig samme Bredde.

Del er ogsaa værd al lægge Mærke til, at Hegnenes Bølgekarakler sledse forsvinder paa de Jorder, der ligger nærmest ved Landsbyen. Og heller ikke ser man den nogensinde paa de Hegn, der foruden at være Markskel tillige danner Grænse mellem de oprindelige Bymarker, det vil sige skiller den ene Landsbvs Jorder fra den andens.

Hegnsvoldenes eller Digernes Dimension er i denne Sammenhæng af ganske underordnet Betydning. Man maa dog forundres over de betydelige Jordværker, som man efler Udskiftningen har giort sig den Ulejlighed al opkaste omkring Markerne. De er Udtryk dels for en massiv Opfattelse af de ny Jordfordelingsforhold dels for, at man ikke havde nogetsomhelst Opfattelse af, at der var trangt med Plads og Jord. Den moderne Bonde har forlængst indset, at de brede Hegnsvolde optager altfor megen Plads af den kostbare Agerjord, og mange bølgede Hegnsvolde er allerede sløjfede, og d3n frugtbare Jordmasse spredt ud over Agrene. Efterhaanden vil de helt forsvinde.

Digevolden fra Fig. 3 er paa Bølgens højeste Sled ca. l m høj og paa den laveste ca. 80 cm. Jordvoldens Bredde er forneden ca. 1,9 m og foroven langs Ryggen ca. 1/₂ m. Det mærkeligste ved disse Maal er, at selve Hegnsvolden er ca. 20 cm højere paa Bølgeryggen end i Lavningen. En saadan Højdeforskel kan iagllages flere Steder, men er dog ikke gennemgaaende i alle Tilfælde af Bølgehegn eller Bølgediger. Forholdet er da sikkert af sekundær Nalur og skyldes vistnok følgende Aarsag. I de første 2^—2¹/₂ Menneskealdre efler Udskiftningen blev de svære Jordhegn omhyggeligl holdt vedlige ved at man hvert Aar »grøftede«, det vil sige, man gravede Jord op umiddelbart ved Foden af Diget og kastede den op paa Volden, hvor den bankedes fast med Spaden. Denne Grøftning foregik imidlertid altid om Foraaret, og da der paa denne Aarslid sædvanligvis stod Vand i Lavningerne, blev der ikke kastet saa megen Jord op her som paa de høje Parlier af Volden. Disse blev allsaa bedre vedligeholdte end Lavningerne, der mere fik Lov til al synke sammen og lil at blive nedtrampede af Kreaturerne.

Muligvis vil en eller anden nære en Smule Tvivl om, at den Forklaring, der her er givet paa Hegnsbølgernes Oprindelse, virkelig er rigtig. Jeg kan imidlertid paastaa, al der er ikke fjærneste

Tvivl derom. Digebølgerne skylder de gamle sammenpløjede Agre deres Oprindelse. Blandt den ældre Generation af Nordfyns Beboere var det en almindelig kendt Sag. Jeg har endogsaa kendt en gammel Mand, der paastod, at hans Bedstefader og efter ham hans Fader havde kunnet udpege for ham med Udgangspunkt fra Digebølgerne, hvem af Bymændene de enkelte Agre havde tilhørt før Udskiftningen.

Saa udpræget som i Egnen ved Skamby erindrer jeg ikke noget Sted at have set del her omtalte kullurgeografiske F^ænomen. Det forekommer ogsaa i de andre Egne af det nordlige Fyn, og jfg har iagttaget det paa Sjælland, uden at jeg dog i Øjeblikket er i Stand til nærmere at dokumentere paa hvilke Steder. I Udlandet har jeg aldrig set noget tilsvarende. De gamle ved Pløjningen forhøjede Agre leder Tanken hen paa de saakaldte »Højagre«, der navnlig kendes fra udyrkede Egne i det sydlige og vestlige Tyskland, og som ndmærker sig ved deres hvælvede Overflade mellem to parallele Grænsefurer. Saadanne Højagre kan være overordentlig langstrakte. Man har iagttaget indtil en Længde af 1220 m ved en Bredde 23,8 m. De f rem by der imidlertid ikke nogen virkelig Parallel til vove »Højagre« fra 18. Aarh., blandt andet af den urund at deres Oprindelse ligger helt tilbage i Oldtiden.

Rimeligvis er de regelmæssigt bølgede Jordhegn et specielt dansk Resultat af Jordoverfladens Omprægning gennem Kulturen. Specielt fynsk eller specielt ødansk kan det vel næppe være, selv om ganske vist den Omstændighed, al Digebølgerne har været ganske upaaagtel af Arkæologer og Historiker og — saa vidt vides — hidtil ikke har været omtalt i Literaturen, vidner om, at en meget almindelig og meget udpræget Karakter har Fænomenet dog ikke mange Steder i det Danske Landskab.