Den 18. internationale Amerikanistkongres i London. Der viser sig stadig at være Livskraft i Tanken om at samle alle dem, der interesserer sig for Studiet af Amerikas oprindelige Befolkning. Siden disse Kongresser indlededes i Nancy i 1875, har de regelmæssigt fundet Sted hvert andet Aar, til at begynde med kun i Evropa, i 1883 saaledes i København med J. J. A. Worsaae som Præsident, siden 1890 vekselvis i Evropa og i Amerika. I 1910 holdtes Kongressen i Amerika i to Afdelinger, nemlig i Buenos Aires og i Mexico; i Aar var London Samlingspunktet, i Dagene fra 26. Maj til 1. Juni, med den tidligere Formand for Geographical Society, Sir Clements Markham, som Præsident. Til denne Kongres havde alle Stater i Amerika og næsten alle i Evropa (dog ikke Danmark) sendt Delegerede fra Regeringerne eller fra de betydeligste etnografiske og anthropologiske Institutioner. Ogsaa fra Australien og fra Japan har der i de senere Aar regelmæssigt været Delegerede tilstede. Æmnerne drejer sig om det videnskabelige Studium af Nord- og Sydamerikas »Indianere«, især som de var før Evropæernes Ankomst. Amerikas Opdagelseshistorie og Kolonisering medtages ogsaa, men Hovedparten af Foredragene drejer sig om Indianernes Arkæologi, Ethnologi, Anthropologi, Mytologi og Sprog.

I de fem Dage, Kongressen varede, blev der holdt over 80 Foredrag (paa engelsk, tysk, fransk og spansk). Selvfølgelig er det umuligt at overvære dem alle i den korte Kongrestid; tilmed holdes en Del af dem samtidigt i Afdelinger, idet de efter Æmnerne er inddelt i flere Grupper. Desuden er de ikke alle lige værd at høre paa. Det kan have sine Fordele, at man nødes til at gøre et Udvalg. Her skal jeg kun omtale nogle af de efter mit Skøn betydeligste, der blev holdt i Aar.

Først om Afstamningsproblemet. Man har hidtil — baade blandt Anthropologerne og Ethnograferne — været mest tilbøjelig til at tænke sig de store kulturelle Forskelle mellem Amerikas Urindbyggere som ret dybtliggende. Ethnograferne vil næppe opgive dette Synspunkt, selv om Anthropologerne skulde komme til et andet. En meget livlig Diskussion udspandt sig efter Dr. Alex Hrdlickas energiske skitserede Foredrag om den sandsynlige Oprindelse af Amerikas Urbefolkning. Da Foredragsholderen anses for en af Amerikas betydeligste Anthropologer og er Direktør for den anthropologiske Afdeling ved Nationalmuseet i Washington, vil man tillægge hans Ord nogen Vægt. Han traadte i Skranken for at opfatte alle de tilsyneladende saa forskellige Folkestammer lige fra Udlænderne til Eskimoerne som en Enhed, hvis nærmeste Slægtninge maa være at søge iblandt de gulbrune Racer i Østasien, uvist endnu om særlig i denne Verdensdels nordlige eller sydlige Folkeslag. Men han blev stærkt imødegaaet; ældre Anthropologer vil endnu opretholde Nødvendigheden af f. Eks. at drage et dybt Skel mellem Eskimoerne og de nordamerikanske Indianere.

I den sproglige Sektion talte W. Jochelson (St. Petersborg) om Alenternes Sprog og fremførte nyt og overbevisende Materiale til Støtte for den allerede tidligere (af den afdøde franske Filolog V. Henry) fremsatte Paastand, at dette Sprog er beslægtet med de eskimoiske Dialekter i Alaska. Det fremgaar med stedse større Tydelighed, at den grønlandske Grammatiks indviklede System af Bøjningssuffikser har en gammel Historie, hvis Spor kan forfølges i de fyldigere og oprindeligere Former i de samme Suffikser i Dialekterne ved Beringsstrædet og nu altsaa ogsaa sydpaa i Alenternes Sprog. Ogsaa over flere andre Ejendommeligheder i det grønlandske Sprogs Konstruktion vil dette nye Materiale fra fjærne vestlige Egne kaste nyt Lys. Paa den anden Side kendes der ikke noget Sprog i Østasien, med hvilket det eskimoiske er nærmere beslægtet. — W. Thalbitzer (København) talte om nogle formodede eskimoiske Ord, der forekommer i Erik den Rødes Saga, hvor det berettes, at de stammer fra Skrælingerne i Markland eller Vinland.

Indenfor den ethnologiske Sektion gav W. Jochelson, der har tilbragt mange Aar af sit Liv mellem Nordøstasiens arktiske eller halvarktiske Folk (Korjaker, Jukagiser, Kamtschatdaler osv.) og udgivet vægtige Bidrag til Kendskabet om dem, en livlig Skildring af Riabouschinsks Ekspeditionens Resultater i Egnene syd for Beringsstrædet, ledsaget af Lysbilleder. Hans Landsmand Leo Sternberg paaviste i et vidtomspændende Foredrag den genetiske Sammenhæng mellem visse indiske og mellemasiatiske Folkeslags Slægtsskabssystemer paa den ene Side og de nordamerikanske Indianeres paa den anden Side (jævnfør Lewis Morgans tidligere Undersøgelser, hvem Taleren mindedes som en af de første »Amerikanister«, hvis Hovedværk udkom for 40 Aar siden). Sternberg har selv tilbragt adskillige Aar iblandt de østasiatiske Folkeslag, som han har skildret, nemlig Giljakerne, Tunguserne og Ainoerne. Gennem disse russiske Forskeres og flere amerikanske Ethnologers ihærdige Undersøgelser, som nu for Størstedelen er offentliggjort i Jesup-Ekspeditionens storstilet anlagte Beskrivelse, er den nøje kulturelle Sammenhæng mellem Kystfolkene paa begge Sider af Stillehavets nordlige Hjørne mellem Kamschatka og Vancouversøen for første Gang bleven tydeligt paavist. Selv om disse Folks Sprog ikke viser indbyrdes Slægtskab — hver har sit Sprog, Jukapirer, Korjaker, Tschuktscher, Eskimoer, Thlinkitindianere, Tshimshian- og Haidaindianerne osv. — saa røber dog deres Traditioner, deres kunstneriske og religiøse Kulturformer et indre Slægtskab, der vidner om en gammel Forbindelse over Beringsstrædet.

Blandt de mange andre Foredrag, der hørtes i disse Dage, skal endnu nævnes forskellige arkæologiske Emner, behandlede af Ch. Peabody, Ambrosetti, Adela Breton og Professorerne G. Courty og Capitan fra Paris; Cora-indianernes Religion af K. T. Preuss; Præ-Kolumbisk Kobber i Amerika af R. B. Orr; andre Bidrag til nord- og sj'damerikanske Indianeres Arkæologi af Franz Boas, Mac Curdy, C. L. Hewett og Marshall Saville. Særlig Opmærksomhed vakte Lysbillederne af de vældige Ruiner af gamle Templer og Regeringsbygninger fra Uxmal i Mexico, som den udmærkede Kender af Mexikanernes Fortid, Professor E. Seler (Berlin), fremviste og forklarede. Vi saa de brede opstigende Stentrapper, der engang førte Aztekerues Konger og deres Følge op gennem de

Svære Portaler; vi saa de talrige Stenmasker af Mennesker og Dyr, der pryder Murene, Slangehovederne og de andre symbolske Tegn, hvormed et højtstaaende Fortidsfolk engang har prydet deres Arkitektur. I et andet fængslende Foredrag og en tilhørende Række af Lysbilleder fremstillede Seler et nyt forhistorisk, præ-Aztekisk Materiale fra Højsletterne midt i Mexico (Atzcapotzalco), hvor bl. a. to prægtige Lervaser var fundne med ornamentale Mønstre af samme Type som dem, der tidligere kendtes fra Teotihuacnnfundene ved San Sebastian og San Juan.

En særlig Ære blev Dr. Pietschmanns Foredrag om et nylig fremdraget Manuskript fra Peru tildel, idet Kongressens Præsident, Sir Clements Markham, den velkendte Forsker af de gamle Incaers Kultur saavclsom af Grønlændernes (og en grundig Kender af dansk Forskning i Grønland), har udtalt sig om dette Foredrag i en Kommentar. Dette Manuskript, der er forfattet i eller før l(i13 af en ung lærd Indianer i det nordlige Peru, rigt illustreret, handler om Perus Historie fra mystiske Tider indtil Spaniernes Tid og om Folkets Kultur, Skikke, Religion og Lidelser under de fremmede Erobreres Svøbe. Det blev fundet i det Kgl. Ribliotek i København, hvor det i sin Tid er blevet erhvervet gennem en dansk Minister i Madrid. Dets Titel er Nueava Coronica y buen Gobierno, Forfatterens Navn Don Felipe Huaman Poma de Ayala. Det indeholder henved 1200 Sider i Kvartformat, og det indledes med et Brev fra Forfatterens Fader til Kongen af Spanien, dateret i Maj 1587. Om Forfatteren udtaler Markham: »Vi kender ikke denne mærkelige Mands Skæbne, men vi ser hans Medfølelse for sine ulykkelige Landsmænd, hans Omhu for at samle Oplysninger om dem, han er stolt af sin gamle Slægt, fuld af Sympati, frygtløs i sin Omtale af Uretfærdighed og Grusomhed. Hvis hans Værk var blevet undersøgt i Lima af Præster eller Embedsmænd, vilde det være blevet revet itu og tilintetgjort. Det maa være blevet sendt til Spanien uden at have været aabnet, uden Mistanke om Indholdet, og der blevet lagt tilside og glemt bort.« Naar dette Manuskript, forhaabentlig i en nær Fremtid, bliver offentliggjort, vil det utvivlsomt blive betragtet som et af de allervigtigste Dokumenter angaaende Sydamerikas og særlig Perus Historie og Forhistorie. Et Held har ført dette Manuskript til København, et Held har ført til dets Opdagelse der, og takket være disse Tilfældigheder har Amerikanistkongressen i London et Øjeblik faaet Lejlighed til at mindes, at der er et Land, der hedder Danmark.

Møderne holdtes i Londons Universitet (Imperial Institute), og den selskabelige Sammenrystning fremmedes yderligere under meget vellykkede Fællesture til Cambridge og Oxford. Saavel paa disse Ture som ved de festlige Receptioner paa Universitetet (i det naturhistoriske Musæum), hos Sir Richard Martin og hos den amerikanske Gesandt (Dorchester House) fortsattes Amerikanisternes Møder under den engelske Gæstfriheds stilfulde Tegn. Saavel Deltagernes Antal (ca. 200) som den Interesse, der fra videnskabelige Institutioner og Pressens Side blev lagt for Dagen, tør betragtes som sikre Vidnesbyrd om, at Videnskaben om Amerikas præhistoriske Folkeslag og Amerikanisternes Møder har en berettiget Opgave og en livskraftig Fremtid.

Den næste Amerikanistkongres er indbudt til Washington
i 1914. W. Thalbitzer.