„Clavering Øen" paa Grønlands Østkyst.

Da Føreren af Dampskibet »Minerva« af Tromsø, Kaptajn Ingv. Svendsen, i Sommeren 1910 besøgte Grønlands Østkyst, førte han Observationsjournal over den arktiske Is for det danske meteorologiske Institut, og da han i afvigte Efteraar indsendte sin Journal, stod der i denne en lille Notits om, at den saakaldte Clavering Ø, — der ligger paa Grønlands Østkyst paa ca. 74 ° n. B. i Gael Hamkes Bugten omtrent midt mellem Kejser Franz Josephs Fjorden og Shannon Øen —, ikke er en Ø, men sammenhængende med Fastlandet østfor Tyroler Fjorden ved en ganske smal, lav Landtange. Hver

ken Kaptajn Svendsen eller hans Folk var i Land paa Tangen, men fra Svendsens Skib kunde man fra Tønden tydelig se bar Mark og enkelte Sten paa Landtangen.

Baade fra et geografisk Synspunkt og tillige fordi der nu og da kommer Skibe ind i Farvandet Nord for Clavering Øen, kunde det have Interesse at faa Sagen nærmere undersøgt. Meteorologisk Institut skrev derfor gennem Konsul Aagaard i Tromsø til Kaptajn Svendsen og fik Underretning om, at nærmere Oplysning kunde faas hos Kaptajn Landmark paa Kutteren »7de Juni«, der i Vinteren 1909^—10 overvintrede paa Clavering Øen.

Ved velvillig Assistance af den danske Vicekonsul i Aalesund, Hr. Julius Sandvig, oplyste Kaptajn Landmark, at han i Midten af August 1909 paa en Fangsttur med en af Baadene blev standset af den omtalte Landtange, hvis Beliggenhed er vist punkteret paa vedføjede Skilze. Landtangen gik helt over fra Øen til Fastlandet i en Højde over Havet af ca. 3 Fod ved almindelig Lavvande, og den bestod af fint Sand. Han opholdt sig paa Stedet i flere Timer og spadserede- naesten over hele Tangen.

Vicekonsul Sandvig havde imidlertid faaet Underretning om, at Kaplajn L. Brandal, Fører af Kutteren »Havfruen«, i Aaret 1900 havde besøgt Stedet, og Vicekonsulen fik af Kaptajn Brandal oplyst, at han i Juli 1910 sammen med 3 Mand roede rundt om Clavering Øen paa Jagt efter Moskusokser, og at han passerede gennem en Rende med meget grundt Vand omtrent midt paa Tangen mellem Øen og Fastlandet. Der var ved Lavvande tørt paa begge Sider, og der var en Del Strøm i Renden. Ved Højvande var Tangen netop overflydt og kun passabel for Baade men ikke for større Fartøjer.

De to Kaptajner mente, at den i de mellemliggende 9 Aar stedfundne Forandring maatte hidrøre fra Aflejring fra en større Elv paa Clavering Øen.

Sundet mellem Clavering Øen og Fastlandet blev første Gang berejst af Payer paa den tyske Germania-Ekspedition. Det var paa en Slædetur i Slutningen af Oktober 1869; Sundet var dengang islagt, og paa sine Steder laa der megen Sne og nogen Kaivis. Payer har derfor ikke observeret noget i Retning af udskydende Landtanger, men det er derfor ikke umuligt, at en saadan har eksisteret dengang.

Paa det Grønlandskort, som er udgivet af Kommissionen for Grønlands Undersøgelse, er Clavering Øen ikke sammenhængende med Fastlandet. Efter ovennævnte Oplysninger kan man imidlertid sikkert gaa ud Ira, at der fra Clavering Øens Nordside gaar en Landtange over til Fastlandet; denne Tange er netop overflydt ved Højvande, men helt tør ved Lavvande; medens der i 1900 endnu ved Lavvande var en smal Rende passabel for Baade, har Aflejringen fra de nærliggende større Elve i de sidste 9 Aar ogsaa lukket denne Passage, saa at »Clavering Landet« nu, i al Fald ved Lavvande, er landfast med Fastlandet.