Centraltunisien. En erhvervsgeografisk Studie.

Naar man fra de rige Olivenhaver omkring Sousse rejser mod Vest, ser man, at Landskabet for hver Kilometer, man kommer frem, forandrer Karakter.

Kystregionens sammenhængende Olivenlunde, Bygmarker og Bønnehaver afbrydes hyppigere og hyppigere af stenede og magre steppeagtige Strækninger og opløses tilsidst i isolerede Olivenplantager, der, ofte omgivne af uigennemtrængelige Hække af Figenkaktus, ligger som Kulturens yderste Forposter i den bølgeformede Sahel de Sousse. Efterhaanden ses færre og færre Oliven, og allerede i en Afstand af 15^—16 km. fra Kysten er denne Kultur næsten ophørt; kun hist og her i Bunden af Lavninger, hvor Jorden er fugtigere end paa de omgivende Bakker, træffes endnu smaa Grupper af her forkrøblede Oliven. Men ogsaa disse forsvinder, og Steppen, som hidtil holdt sig til de højere Parlier, breder sig nu overalt, og man kommer igennem store tottede Bevoksninger af Espartogræs (Lygeum spartum), hvis Ensformighed kun nu og da afbrydes af et lille Krat af Figenkaktus eller endnu sjældnere af en Gourbi, hvis Beboere lever af Indsamling af Esparto og af lidt Faareavl. Efter faa Kilometers Rejse fra den tunisiske Sahels Olivenlunde befinder man sig saaledes i den paa de højere Steder for en stor Del med Lygeum spartum, paa de lavere saagodtsom altid med lave buskagtige Salturter (Salicornia fruticosa o. a.) bevoksede Steppe, der snart flad, snart mere eller mindre kuperet strækker sig over Størstedelen af Øst- og Central mellem Schott Djerid i Syd, det tunisiske Atlas i Vest og Nord og den dyrkede Kystzone i Øst.

Denne Slette, hvis Højde over Havet varierer fra nogle faa indtil ca. 300 Meter, bestaar af en snart mere sandet, snart mere leret Jordbund, ofte rødlig af Jærnforbindelser. Kun hist og her, og da navnlig i Nærheden af Bjærgene, er Overfladen gennemfuret af smaa Oueds, i hvilke der kun strømmer Vand efter sjældne, men voldsomme Regnskyl. I September 1906 faldt der saaledes i El-Djem 141 mm. Regn i Løbet af 3 Dage, d. v. s. omtrent 1/₃ af Aarets samlede Regnmængde.

Den gennemsnitlige aarlige Regnmængde, der er ret forskellig paa de forskellige Steder, tiltagende fra Syd til Nord, ligger mellem 200 og 500 mm., og den aarlige Middeltemperatur ligger for de fleste Steders Vedkommende mellem 18° og 20° C. Regnen

er næsten udelukkende begrænset til Vinterhalvaaret, medens Sommermaanederne, og da navnlig Juli og August, er saa godt som regnløse, hvad der i Forbindelse med den høje Temperatur bevirker, at al Vegetation, med Undtagelse af nogle faa til det tørre Klima særlig godt tilpassede Planter, i disse Maaneder afsvides af Solen.

Regntiden begynder i September og har sit
første og tillige største Maksimum i denne Maaned,
medens et andet og mindre falder i Januar.

Allerede Marts indleder den tørre Tid, som altsaa strækker sig over de 6 af Aarets Maaneder. Og i denne Periodes sidste Maaneder kan af Kulturplanter kun Oliven opretholde Livet i forholdsvis fugtige Lavninger, medens alt andet Agerbrug maa ophøre, undtagen hvor man med kunstig Vanding bøder paa Naturens Ugunst.

Saaledes er Gennemsnitsklimaet i det gamle
Roms fordum saa berømte Kornland!

Gennemsnittet har imidlertid kun saare lidet at sige i denne Sammenhæng; thi fra Aar til Aar er Svingningerne, hvad Nedbøren angaar, ganske overordentlig store, og det hører næsten til Undtagelserne, at der kommer et Aar, hvis Regnforhold nærmer sig »Gennemsnittet«.

Undersøger man nu, hvorledes Landbruget i disse Egne stiller sig i et Gennemsnitsaar, viser det sig, at et saadant Aar egentlig hverken er godt eller ondt; Planterne dør ganske vist ikke af Tørke; men paa den anden Side giver Markerne kun et ringe Udbytte.

Ca. 15 km. S.-O. for den store Saltsø Sidi-el ligger Landsbyen El-Djem, 165 m. over Havet, paa et Plateau med en sandet, rødlig Jordbund. En mager Steppe med spredte Krat af Figenkaktus omgiver Byen, over hvis fladtagede Huse en Minaret og nogle Kouba'ers hvidkalkede Kupler rager op; en fattig og übetydelig afrikansk Steppeby, som ikke vilde have Krav paa nogen særlig Interesse, hvis der ikke saavel i Byens Midte som i dens umiddelbare Nærhed fandtes Ting, som vidner om, at der her i Oldtiden har ligget en af Provinsen Byzaciums betydeligste Stæder.

Ved Siden af de lave, klinede Lerhytter, hvoraf Araberbyen bestaar, hæver sig de særdeles velbevarede Ruiner af det gamle Thysdrus' Amfiteater, der havde samme Størrelse som Colosseum i Rom, og ikke langt derfra findes Resten af en Circus og af et stort Tempel.

Naar man ser, at dette Land nu til Dags næppe nok kan yde sine faa Indbyggere det tilstrækkelige til Livets Ophold, spørger man med Forundring sig selv, hvorledes en By, hvis Indbyggerantal anslaaes til at have været henimod 100,000, har kunnet vokse op midt i denne Halvørken, og hvilke Rigdomkilder der gennem Aarhundreder har betinget dens Eksistens. Det kan næppe have været et Agerbrug af den Form og under de Vilkaar som det, der findes nu; thi i Nutiden giver Kornhøsten gennemsnitlig kun hvert ste Aar et tilfredsstillende Udbytte!

Dette Forhold beror næsten udelukkende paa Svingninger i Regnmængden, Svingninger, som for Dl-Djem's Vedkommende kan beløbe sig til over 300 mm. fra Aar til andet. Foruden Nedbørens Størrelse kan ogsaa dens Fordeling paa de forskellige Maaneder have en Del Indflydelse paa Agerbruget og da især paa Kornavlen. Da Nedbørens Fordeling imidlertid er ret konstant, er dette Forhold i sine Virkninger af en ganske underordnet Betydning i Sammenligning med selve Regnmængden.

De forskellige Aars Middeltemperatur her er temmelig ens, omkring 18,₃ ^° C., og gaar kun undtagelsesvis ned mellem 17° og 18° eller op mellem 19° og 20°. Den gennemsitlige aarlige Regnmængde beløber sig til ca. 400 mm.

Hyppigere end Gennemsnitsaarene er imidlertid de tørre Aar. 1907 er et udmærket Eksempel paa et saadant. Middeltemperaturen var lidt under Gennemsnittet, nemlig 17,₇ ^° C., og Regnmængden var!s7 mm. I saadanne Aar er Kornhøsten ringere end Udsæden, og det eneste, man vinder, er Straaet, som anvendes til Æsels- og Kamelfoder.

I andre Aar svinger Klimaet til den modsatte
Yderlighed, og man er da sikker paa en overvældende
rig Høst.

1906 havde El-Djem saaledes en Middeltemperatur af 18° C. og en Nedbør af 465,₅ mm. Et saadant Aar yder naturligvis i Form af en god Høst en Del Erstatning for, hvad de tørre Aar ikke har givet; men en Del af det støre Udbytte maa gemmes hen for at kunne anvendes i de kommende tørre Aar.

Trods dette Forhold og trods det, at der i det nordlige Tunis findes dels vandede, dets regnrigere Distrikter, som giver Udbytte ogsaa i det tørre Aar, giver alligevel Tunisiens Kornudførsel i de forskellige Aar bedre end noget andet en Forestilling om, hvor fuldstændig Regnmængden bekersker Agerbruget.

Efter det regnrige 1906 kunde Tunis saaledes udføre 100,679 metriske Tons Byg, medens Udføførelsen efter 1907 var nede paa 4556 Tons. Svingningerne i Bygproduktionen er betydelig større end Svingningerne for andre Landbrugsprodukters Vedkommende, hvad der har sin Aarsag i, at det er især Byg, som dyrkes paa ikke vandede Arealer.

I de ovennævnte Aar udførtes endvidere af Hvede henholdsvis 17,896 og 4558 Tons, af Hvedemel 3932 og 320 Tons, af Havre 45,559 og 26,714 Tons og af Bønner 6238 og 1580 Tons.

Der indføres imidlertid, og da navnlig i tørre Aar, betydelige Kvantiteter af Mel og Foderstoffer, og tager man dette i Betragtning i det foreliggende Tilfælde bliver Forholdet det, at Tunisien af Korn, Mel og Foderstoffer i 1907 havde en Overskudsudførsel af 138,491 Tons, medens Indførdslen i 1908 oversteg Udførdslen med 58,364 Tons, altsaa en Difference paa omtrent 200,000 Tons!

Naar man tager disse Forhold i Betragtning og tillige ser, hvorledes Landet er oversaaet med Ruiner og andre Minder om, at der i tidligere Tid her har levet en Befolkning, som hvad Tæthed og Mængde angaar langt har overgaaet den nuværende, og naar man hertil føjer den Kendsgerning, at Provinsen Byzacium foruden at yde sin egen Befolkning tilstrækkelig Korn tillige har kunnet være et af Roms vigtigste Kornlande, synes der her kun at være to Forklaringer at vælge imellem: enten maa Klimaet dengang have været fugtigere end nu, eller ogsaa har Befolkningen dengang søgt og tildels formaaet ad kunstig Vej at udjævne Forskellen mellem den faldende Regnmængde og den Mængde Vand, som Kornavlen kræver.

Hvis Klimaet tidligere har været fugtigere, var det jo at vente, at man kunde spore dette Forhold hos Oldtidens og Middelalderens Historieskrivere og Geografer, og det kan derfor være af Interesse at fremdrage nogle af de Steder i Literaturen, hvor denne Del af Nordafrika omtales og se hvilke Slutninger, det er muligt at drage deraf.

De ældste Oplysninger finder vi hos Herodot [IV,CXCIj »... den Del af det vestlige Libyen, som Nomaderne bebor, er lav og sandet ligetil Floden Triton. ..«

Mod denne, iøvrigt saare lidet sigende, Sætnings Rigtighed kan intet indvendes; men Fortsættelsen, der gaar ud paa, at der paa den anden Side og Vest for Floden Triton ligger et skovklædt Bjærgland med »Slanger af uhyre Størrelse, Løver, Elefanter, Bjørne, Hugorme, Æsler med Horn, hundehovede Aber og Acephaler, som, efter hvad Libyerne siger, har Øjnene i Brystet«, maa nødvendigvis fremkalde Tvivl om, at Herodot har været rigtigt underrettet.

Den første Oldtidsforfatter, som giver en paalidelig Beskrivelse af Nordafrika, er Sallust. Dels deltog han i Cæsar's afrikanske Felttog, dels var han i Aaret 46 f. Chr. Statholder i Numidien, saa ingen paa den Tid har bedre end han haft Lejlighed til at lære Tunisien og tilgrænsende Lande at kende.

I »Bellum Jugurtninun« (Kap XVII) giver han følgende Karakteristik af Landet: ». . ager frugum fertilis, bonus pecori, arbori infecundus; caelo terraque pænuria aquarum...«, en Beskrivelse, som jo ikke kan siges at tyde paa et videre fugtigt Klima. Om Landets Fattigdom, ja fuldstændige Mangel paa Træer, faar man et Begreb ved at læse Omtalen af Slaget ved Thapsus (Bellum africanun Kap XX) Cæsar maatte nemlig rekvirere det til Krigsmaskiner og Vaaben nødvendige Træ fra Sicilien ». . fordi saadant aldeles ikke fandtes i Afrika. .«

Foruden at meddele, hvad der ikke fandtes, fortæller Sallust ogsaa hist og her noget om, hvad der karakteriserede Landet. I »Bellum Jugurthinum« (LXXXIX) skriver han saaledes ved Omtalen af Marius Marsch i det sydlige Tunisien: »Indbyggerne i Capsa (det nuværende Gafsa) var beskyttede mod Fjenden ved deres Fæstningværker, deres Vaaben og Antallet af kampdygtige Mænd, men endnu mere ved frygtelige Ørkener; thi med Undtagelse af Byens Omegn er hele Resten übeboet, udyrket, uden Vand og befængt med Slanger.

Hvad agrikulturelle Forhold angaar, staar der blot (XC), at »Marius maatte frygte for Kornmangel ; thi Numidierne foretrak at lade deres Land ligge hen som Græsgange fremfor at gøre det til Kornmarker.«

Saaledes var Landet, da Sallust levede, og saaledes er Landet i Nutiden; men Historien vidner om, Centraltunisien i Mellemtiden har haft en Glansperiode, efterfulgt af en ligesaa stor Forfaldsperiode. Ikke længe efter at Sallust havde omtalt disse Egne som übeboede, udyrkede og uden Vand, nævnes Tunisien som et af Romerrigets Agerbrugscentre.

Allerede under Augustus fik Rom en Trediedel
af sin Kornforsyning fra denne Del af Afrika, og

i det følgende Par Hundrede Aar stiger Tunisiens agrikultureile Betydning mere og mere, og Byzacium regnes i denne Romerrigets store Fredsperiode for en af de frugtbareste og rigeste Provinser.

Det synes imidlertid, at kun en saadan aarhundredlang, uafbrudt Fred har formaaet at afgive det nødvendige Grundlag for Tunisiens blomstrende Agerbrug; thi da religiøse Stridigheder i Midten af det 3die Aarhundrede vakte Uro i Landet, gik det straks med rivende Hast nedad, uden at nogen Fredsperiode mellem Borgerkrigene formaaede at bortvende Ulykken.

Det tunisiskeAgerbrug maa have været et Kunstprodukt, som krævede stor Paapasselighed for at vedligeholdes; ellers kunde nogle Uroligheder ikke have været i Stand til at tilintetgøre det saa grundigt, at det ikke kunde leve op i de mellemliggende Fredsaar.

Ikke mange Aar efter at Tertullian med Rette havde bebrejdet de afrikanske Kristne, at de »klyngede sig for stærkt til Livet, fordi de var for rige og fordi Tiderne var for gunstige«, var Tunis paa Grund af Religionskampe, Borgerkrig og Vandalernes Indfald et forarmet Land, ihvorvel det endnu i nogle Aarhundreder var delvis dækket med sletdyrkede Kornmarker og forsømte Oliven- og Vinhaver, indtil endelig den arabiske Invasion forforvandlede alt til Steppe og Ørken.

En god Forestilling om Agerbrugets Trængsler og Tilbagegang faar man ved Læsningen af Victor Vitensis (XVII): »non vitis tegebatur æstate pampineis opacata virgultis, non sata respersa vultus caespitum viridabant, non olea semper viridis foliisque repleta iucundis decoris sui consuetum tegmen habebat, non pomorum virgulta moritante tellure gemmas produxerant florum, postea fructus, ut adsolent, edituras, tristia fuere taetraque omnia, et par pestilentia clades Africam confuderat omnem. Non hominibus, non iumentis germinantis herbae ediderat tellus omnino virorem«.

I den hundredaarige vandalske Periode udsugedes Landet i den Grad, at det, selv efter at Justinian 534 havde bragt ordnede Forhold tilveje, ikke formaaede at hæve sig til sin fordums Storhed. Men alligevel kunde islamistiske Geografer og Historikere, efter at Araberne i Midten af det 7de Aarhundrede havde erobret Nordafrika, beskrive Landet som en vidtstrakt frodig Have, der først ved kulturfjendske Nomadehorders gentagne Oversvømmelser forvandledes til Steppe og Ørken.

Naar Talen er om Frodighed, bør man sikkert ved de arabiske Beskrivelser tage i Betragtning, at Opfattelsen af dette Begreb kan være forskelligt for en Agerbrugers og en Nomades Vedkommende; et særlig udpræget Eksempel paa en saadan Forskel i Opfattelse deraf traf jeg hos de Indfødte Syd for Kairouan, idet de kaldte en Samling spredt staaende, næppe meterhøje Tamarix-Buske for »Skov«.

Som Følge af dette Forhold tør man i den paagældende arabiske Literatur kun støtte sig til de Steder, hvor klare og utvetydige Beskrivelser udelukker enhver Misforstaaelse.

Den arabiske Historieskriver El-Kai'rouåni giver (pag. 25 etr.) en kort Beskrivelse af Landet før og efter Erobringskrigene. Han skriver blandt andet, at Landet fra Tanger til Tripolis »var ganske dækket af skyggefulde Træer; Byerne og Landsbyerne laa Side om Side; saa godt var det befolket. — Kahena ødelagde alt dette efter H'acenben-No'mån-el-Krerråni's Nederlag. H'acen havde erobret Karthago og Tunis , og efter at være

vendt tilbage til Kairouan skaffede han sig Underretning om, hvorvidt der var flere Høvdinger af Betydning at overvinde. Man sagde ham, at han endnu maatte bekæmpe en Troldkvinde ved Navn Kahena, som beboede Bjærget Aourés (Aurés) og som havde mange Tropper under sig«. Han gik mod Kahena men blev slaaet og forfulgt lige til Gabés. Da Kahena havde indstillet Forfølgelsen, sagde hun til sine Berbere: »Araberne begærer Afrikas Byer og Rigdomme, hvorimod vi kun forlanger dets Korn. Jeg ser ingen anden Frelse for Eder end den, at I hærger Landet, for at der ikke skal være noget, som de kan begære«. Derpaa udsendte hun sine Tropper til alle Sider. Man omhuggede Olivenen og de andre Træer; man jævnede Fæstningerne med Jorden; kort sagt man ødelagde fuldstændig dette rige Land, hvor Landsby havde ligget ved Landsby«.

»I Aaret 74 (693—94 e. Chr.) vendte H'acen til Ifriki'a« skriver Ibn-Khaldoun (pg. 214). »Da han nærmede sig, lod Kahena alle Byerne og Landgaardene ødelægge; saaledes kom denne uhyre Landstrækning, som fra Tripolis til Tanger havde bibragt en Indtrykket af en vidtstrakt Lund, *i hvis Skygge Landsbyerne laa tæt ved hverandre, til kun at fremvise Ruiner«.

Den Overdrivelse, der ligger i at anvende den
ovenfor citerede Beskrivelse af Frodighed og
Ødelæggelse paa hele det vidtstrakte Landomraade

»fra Tanger til Tripolis« er saa kolossal, at man næppe kan opfatte det som andet end en Frase, der blot har den Opgave at give et drastisk Billede af Ødelæggelsens Vederstyggelighed.

Disse Hærgninger var af langt mere lokal Karakter, og til nærmere at angive Krigsskuepladsens Grænser tjener den Omstændighed, at Hovedmassen af de under Beskrivelsen af den arabiske Invasion og Kahena's Felttog nævnte Stednavne hører hjemme indenfor Feltet Aurés-Karthago-Gabés.

I den hos Ibn-Khaldoun forekommende Sætning: »Da den ny Guvernør, Muza-Ibn-Noceir ankom til Kairouan og saa Ifriik'ia forvandlet til en vidtstrakt Ødemark . . .« ligger ligefrem en Tilkendegivelse af, at Centraltunisien var den Landstrækning, der havde lidt mest under de stedfundne Kampe.

Ibn-Abd-el-Hakem skriver, at det var Abd-Allah som gjorde det første Indfald i Ifrikia. Da man havde dynget en Mængde Pengestykker op foran ham, spurgte han Afrikanerne, hvorfra de havde faaet disse Penge; en af dem gav sig da til at gaa hid og did, som om han søgte efter noget, og da han havde fundet en Oliven, bragte han den til Abd-Allah idet han sagde: »Det er ved Hjælp af disse, at vi skaffer os Penge«. »Hvorledes det?« siger Abd-Allah. »Jo« svarede Manden, »Grækerne har ikke Oliven i deres eget Land, og de kommer til os for at købe Oliven ved Hjælp af disse Pengestykker« (Historie des Berberes pg. 306).

Ingen af de hidtil citerede Forfattere har imidlertid nævnt noget om, hvad der var Aarsagen til, at Landet »fra Tanger til Tripolis« var som en vidtstrakt frodig Have, der ikke blot kunde nære en talrig Befolkning men tillige forsyne Italien og Grækenland med Korn og Oliven.

Man kunde da tænke sig den Mulighed, at Agerbruget var ganske enkelt, uden at noget særligt Kunstgreb gjordes nødvendigt for at holde Jorden i Kultur; men i Betragtning af, at der her er Tale om Opdyrkning af en saltholdig ofte ganske ørkenagtig Steppe, ligger den Tanke ret fjærn, at dette Land skulde have været dyrket og have givet et rigt Udbytte efter ganske de samme Metoder, som anvendes i det regnrige Nord- og Mellemevropa.

Snarere maa man antage, at ligesom en saharistisk Oasebeboer ikke kan tænke sig Agerbrug uden i Forbindelse med Vandingskanaler, saaledes har ogsaa de paagældende historiske Forfattere betragtet det daværende tunisiske Agerbrugs Basis som en Selvfølgelighed, det ikke var Ulejligheden værd at nævne, og saaledes gjort sig skyldige i samme beklagelige Fejl som vi allerede træffer hos Pomponius Mela, der i sin »de Chorographia« ikke vil indlade sig paa nogen udførlig Beskrivelse af Italien »fordi alt er kendt«.

Det er kun El-Edrisi der, antagelig paa Grund af sit enestaaende Kendskab til den dakendte Verdens forskelligste Egne, synes at have indset, at det kunde have sin Betydning at omtale Aarsagerne f. Eks. til Berberiets Frugtbarhed. Desværre giver Edrisi ikke nogen Beskrivelse af selve Landet; han omtaler hovedsagelig Byerne og i Forbindelse dermed deres Omegn, men giver ikke noget Helhedsbillede.

Sammenholder man imidlertid Edrisi's Enkeltheder med El-Kairouani's summariske Karakteristik af Ifrikia, faar man sikkert et i Hovedtrækkene rigtigt Billede af de daværende Forhold.

Ved Læsningen af Edrisi's Geografi kan man ikke undgaa at lægge Mærke til, at hvorsomhelst i Centraltunis han nævner en frodig Egn, er det i Forbindelse med Kilder, Brønde og Overrisling.

Han skriver saaledes om Sabiba (2 Dagsrejser fra Kairouan), at det er »en gammel By, omgiven af vel overrislede Haver« (pg. 139), og senere, at Byens Drikkevand faaes fra en stor Kilde, hvis Vand ogsaa tjener til Vanding af de omliggende Haver og Marker.

Endvidere skriver han om Bjærglandel Zaghawån mellem Kairouan og Tunis, at »Siderne af dette Bjærg er særdeles vel overrislede, frugtbare og dækkede af Græsgange og Kornmarker« (pg. 139), og om Byen Djaloula (l Dagsrejse fra Kairouan) siger han, at den har »en Kilde med rindende Vand, som tjener til Overrislig af et stort Antal Haver (pg. 140).

Hvad selve Kairouan og især dens nærmeste Omegn angaar, faar vi desværre kun saare lidt at vide: Edrisi har antagelig anset det for overflødigt at give en indgaaende Beskrivelse af Afrikas Hovedstad og dens Omgivelser; men da Forholdene i de forskellige Dele af Central-Tunis i vore Dage er saa temmelig ens, har Kairouan formodentlig heller ikke i hine Tider været synderlig forskellig fra Byer i dens Nærhed.

Edrisi beskæftiger sig iøvrigt ret indgaaende
med tunisiske Lokaliteter og kommer ogsaa hist

og her ind paa at nævne Landets Produkter. Saaledes omtaler han Addjar (l Dagsrejse fra Djaloula) som en smuk Landsby med Brønde og store Bygog Hvedemarker (pg. 140). Raccåda, en Forstad, til Kairounan, var under Aghlabiterne omgivet af pragtfulde Haver (pg. 130), og Byer som Cåcira, Nigåous og Djamounis i Landet Gainouda mellem Kairouan og Gafsa skyldte alle Vandingen deres Eksistens (pg. 122—133).

Det var ikke alene Korn og Frugttræer, man dyrkede; man havde ogsaa udstrakte Kulturer af Parfumeplanter og da navnlig Roser. Et Midtpunkt for Rosendyrkningen synes et Sted, kaldet Sardania, mellem Djeloula og Kairouan at have været at dømme ud fra følgende straalende Beskrivelse af El-Kai'rouåni (pg. 40^—41 :

. . »Der findes ikke i Afrika noget herligere Sted . .; der er mange Frugttræer, Sukkerrør, Jasminer og fremfor alt Roser; Ben-Nadj har skrevet, at i Rosentiden sender man daglig 40 (?) Ladninger Roser til Kairouan . .«. Hvor forskelligt er ikke dette fra Aboulfeda's Ord 500 Aar efter den arabiske Invasion om, at Kairouan ligger paa en Slette, der egner sig til Græsgang for Arabernes Kameler (Geographie d'Aboulfeda; Tome II pg. 138)!!

For at forklare dette mærkelige Fænomen, at et Land saaledes fra at være en frodig Have er gaaet over til at blive den magreste Steppe, man kan tænke sig, ja paa store Strækninger ganske Ørken, er der fra Tid til anden blevet opstillet forskellige Teorier.

Der findes i Hovedsagen tre saadanne Teorier, af hvilke de to første er fremsatte i Midten af det nittende Aarhundrede af upartiske Forskere medens den sidste, der i allernyeste Tid, efter at Spørgsmaalet om hvorvidt Tunis i Fremtiden vil kunne betale sig som fransk Koloni er bleven særlig brændende, er fremkommen fra halvofficiel Side og har et noget tendensiøst Præg.

Den første af disse Teorier gaar ud paa, at
Klimaet i Tunis i Oldtiden skulde have være mere
regnrigt, end det er nutildags.

De nyeste klimahistoriske Undersøgelser har
imidlertid vist, at Klimaet nu er det samme, som
det var i Oldtiden.

Den endelige Afgørelse af dette saa omstridte Spørgsmaal skyldes Østerrigeren Dr. H. Leiter, som herom har skrevet en fortrinlig Afhandling, der resulterer i, at der i saavel Temperatur-, Lufttryk og Vindforhold som Fugtigheden, Nedslagets Fordeling paa Aarstiderne og Flodernes Vandmængde ikke er foregaaet nogen Svingning fra Oldtiden til vore Dage.

Den anden Hypotese lyder saaledes: »Da den arabiske Invasion havde berøvet Landet al Trævækst, var der ikke længere noget Net af Rødder, som kunde holde paa Mulden, og de vinterlige Regnskyl bortrev uhindret den frugtbare Jord og udvaskede de øverste Jordlag« [Pellissier, Tissot: II pg. 613; o. a. St.].

En Arkæolog, som, dels fordi det laa udenfor hans Fag, dels fordi der dengang endnu ikke eksisterede noget brugbart Kort over Tunisien, ikke besad nogen klar Forestilling om Landets Overflade og dets Beskaffenhed, er Ophavsmand til denne Teori, der imidlertid ved nærmere Undersøgelse viser sig at være uholdbar. Hvor skulde nemlig al den Muldjord, som formentlig skulde være skyllet bort fra et Areal paa ca. 25,000 qkm, være bleven af?! I Tunis findes den ikke: ej heller kan Mulden være skyllet i Havet; thi paa en enkelt Undtagelse nær naar intet Vandløb fra Landets Indre Havet. Endvidere bærer Landet intet Spor af en saadan Afskyldning, idet selv de største Oued's kun har ganske ringe Dimensioner og ikke optager Tilløb fra Slettelandet men kun fører Vand efter Regnskyl i Bjærgene.

Endelig er saavel Jordbundens Beskaffenhed
som Landets Overfladeformer meget ugunstige for
en saadan Paavirkning af Regnvandet.

De Steder, hvor Jordbunden er porøs og sandet, synker Regnvandet temmelig hurtigt ned, og den Omstændighed, at Terrænet enten er fladt eller med kun ganske svage Hældninger bevirker, at Regnvandet paa de lerede Steder enten dels fordamper, dels synker ned paa Stedet eller ogsaa langsomt søger hen mod den nærmeste Lavning uden i synlig Grad at erodere og udvaske Underlaget.

Den gode Høst, som de kultiverede (ikke vandede) Arealer giver i de Aar, da det regner tilstrækkeligt, peger ogsaa hen paa, at det ikke kan være Jordbundens forandrede Beskaffenhed, der er Skyld i, at saa store Strækninger i Tunis i vore Dage ligger udyrkede hen.

Disse Omstændigheder, at saavel Klimaet som Jordbunden er de samme nu som i Oldtiden, danner Grundlaget for den tredie Teori, der gaar ud paa, at det tunisiske Agerbrug i Oldtiden var baseret paa Olivenkultur paa ikke-vandet Bund;

Centraltunisien egner sig kun for Oliven (og enkelte andre Træer), og ligesom Byzacium i den romerske Fredsperiode var dækket af Olivenplantninger, saaledes vil man ogsaa nu, da der efter 15 Aarhundreders Kampe atter er blevet Fred i Landet, med Held kunne beplante Centraltunisien med Oliven (Paul Bourde).

At Olivendyrkningen i Oldtiden har spillet en særdeles vigtig Rolle, er der ingen Tvivl om; de talrige Ruiner af Oliemøller, som findes spredt om i det ganske Land viser det, og de romerske og arabiske Forfatteres Udtalelser peger i samme Retning.

Den saare vigtige Passus om den »ikkevandede Bund« staar derimod paa svage Fødder. Naar Talen er om et Land, der saa at sige danner Overgangen mellem Middelhavslandene og Sahara er det klart, at Spørgsmaalet Vanding eller Ikke er af afgørende Betydning, og naar det uden fyldestgørende Bevis paaslaas, at Vanding er overflødig, kan en saadan Udtalelse let komme til at virke som et Led i de Bestræbelser, som visse franske Kolonialpolitikere udfolder for at stille det paagældende Land i en flatterende Belysning.

Som Støtte for sin Paastand siger Bourde bl. a., at de romerske Akvædukter, som findes i Tunis, kun har været beregnede paa at forsyne Byerne med Drikkevand, da de aldeles ikke er store nok til, at de ogsaa skulde have kunnet levere Vand til Overrisling af Haver og Marker, og han slutter heraf, at der ikke kan være Tale om kunstig Vanding. Men deri, at enkelte store Byer fik deres Drikkevand fra Bjærgene, kan man næppe lægge andet end det, at de stedlige Brønde enten til visse Aarstider har været ude af Stand til at dække den store By's Forbrug eller har haft ildesmagende (saltholdigt) og usundt Vand, Forhold, som jo er saare almindelige i Middelhavslandene. Saaledes forsynes i vore Dage Napoli med Drikkevand gennem en Ledning fra Serino i Appenninerne; men uafhængigt heraf anvendes i Omegnen kunstig Vanding i stor Udstrækning, idet man ved talrige seværker bringer det stedlige Vand op til Overfladen.

I Tilslutning til sin Teori om Olivendyrkningen paa den ikke-vandede Bund hævder Bourde, at den Omstændighed, at Jorden i den tørre Aarstid ganske udtørres indtil en vis Dybde (ca. 25 Gen.), næsten umuliggør Korndyrkning, hvorimod Olivenens Rødder kan naa ned til dybere og fugtigere Jordlag.

Her maa man imidlertid huske paa, at der er Tale om en Sammenligning af Kaarene for to helt forskellige Livsformer, nemlig en enaarig Urt og et fleraarigt stedsegrønt Træ. Medens Kornplanten begynder og afslutter sin Livsperiode i den relativt fugtige Tid mellem September og Maj, skal Olivenen overleve de saa godt som regnløse og særdeles varme Sommermaaneder.

Hvis man altsaa vil forsøge at drage en Sammenligning mellem Korndyrkningens og Olivenkulturens Stilling til det tunisiske Kilma, maa man for Kornavlens Vedkommende lade Tiden fra Maj til September ude af Betragtning. —

Bourde mener, og med ham mange franske Kolonisationsoptimister, at finde en Støtte for sin Teori deri, at store Olivenkulturer langs Kysten og da især paa de sialinske Jorder ved Sfax synes at lykkes udmærket, uden at Træerne behøver at vandes undtagen i det første Aar. Endvidere hævdes det, at Sfax-Olivenens fortrinlige Kvalitet netop skyldes det tørre Klima.

Det er jo mulig, at Olivenen her ved sin Tørhedsgrænse giver bedre Frugter end i Egne med fugtigere Klima; men om denne Omstændighed kan opveje Høstens Usikkerhed og ringere Kvantitet er naturligvis et stort Spørgsmaal. Men selv om den nuværende Olivenkullur ved Sfax kan betale sig, kan der deraf hverken sluttes noget med Hensyn til det centraltunisiske Agerbrug i Oldtiden eller dannes nogen Forestilling om, hvorledes det i Fremtiden bør forme sig; thi dels er det rent bortset fra Jordbundsforholdene, meget vovet fra en Kyststræknings Dyrkningsmaade at slutte noget angaaende Landets Indre, dels foregaar Olivendyrkningen ved Sfax under Former, som adskiller sig en Del fra Oldtidens Forhold. Hvad det første angaar er f. Eks. Luftfugtigheden ved Kysten ofte større end i det Indre af Landet og Forskel i Skybedækning og mange andre Forhold kan gøre sig gældende.

Vedrørende Dyrkningen er der det at sige, at de sialinske Jorder for Størstedelen tilhører franske Storkapitalister, forhenværende Ministre og Politikere, som med den mindst mulige Bekostning lader deres udstrakte Olivengodser dyrke af indfødte Arbejdere, der træller det størst mulige Udbytte ind og iøvrigt behandles med den fuldstændigste, af Pengehensyn dikterede, Vilkaarlighed [Preusz. Jahrbücher 1904].

I Nutiden har Kystregionen altsaa en ret ringe
Befolkning, hvorimod Oldtidsbefolkningen efter de
talrige over Landet spredte Ruiner at dømme har

været temmelig tæt og den materielle Kultur ret betydelig, siden en By som Thysdrus (El-Djem), hvis Indbyggerantal anslaas til at have været ca. 100,000, har kunnet opstaa.

Vender vi os fra Kystregionen og betragter Centraltunisiens vestlige Egne, Landet omkring Sbeitla, Kasserine og Feriana, Egne, som har omtrent samme Nedbør som Sfax, vil de derværende Vidnesbyrd om Oldtidens Kultur vise os, at Vandingsspørgsmaalet har været af den allerstørste Betydning. Her har Olivenkulturen krævet kunstig Vanding. Her var Floddalene spærrede af Stendæmninger, hvorfra Seguiaer ledte Vandet hen langs Dalsiderne for at frugtbargøre vidtstrakte Olivenplantager. Nu er Laudet en Ørken, og kun de forfaldne Dæmninger og Ruinerne af de talrige Oliemøller vidner om Arten og Intensiteten af den Kultur, som fordum gjorde Landet rigt og gjorde disse Egne til Byzaciums erhvervsgeografiske Tyngdepunkt.

Følgende Tal (se Preusz. Jahrbücher 1898) giver et godt Begreb om Agerbrugs- og Befolkningsforholdene i Romertiden. Paa et Areal af 27,000 ha i Omegnen af Sbeitla fandtes foruden Suffetula (Sbeitla) 3 andre Byer, 15 større og 49 mindre Bopladser og 1007 Oliemøller. Antager man ca. 20,000 Indb. for Suffetulas Vedkommede og gennemsnitlig 3000 for de andre Byer, 600 for de større og 100 for de mindre Bopladsers Vedkommende og regner 400 Oliventræer pr. Oliemølle, har disse 27,000 ha altsaa været beplantet med ca. 400,000 Oliventræer og haft en Befolkning paa 43,000 Mennesker altsaa 160 pr. qkm. Saaledes maa Mellemtunisien i det 3die og 4de Aarhundrede have været ligesaa tæt befolket, som Mellemevropas bedste Agerbrugsegn er det nutidags.

Da Klimaet er det samme som i Oldtiden kunde man maaske af de nuværende Vandingsforhoid slutte noget om, hvorledes de har været tidligere; thi det er jo klart, at i et Land, hvor Nedbørens Størrelse ligger fra 200 til 500 mm. aarlig, har den kunstige Vanding ingenlunde overalt haft lige stor Betydning.

Ved 500 mm. Kurven træffes kunstig Vanding saa godt som ikke, og der gøres heller ikke Forsøg paa at opsamle Regnvand. Til denne Region hører Egnen omkring Hammamet. Her dyrkes Oliven, Johannisbrødtræer og forskellige andre Frugttræer samt Vin og Hvede og selv Hestebønner og Køkkenurter trives ret godt.

Syd for denne Egn forandres baade Jordbundens og Landskabets Karakter, og det bakkede Land, som ellers følger den tunisiske Østkyst, afbrydes paa en Strækning af 20^—25 km. af et ganske fladt, lavt og leret Kystland, som for en stor Del er inddraget under Kultur af den franske Agerbrugskoloni Enfidaville. Den fede, stenfri, lerede Jord egner sig ikke for Oliven, og Landet er da ogsaa ganske træløst, dækket af vidtstrakte Kornmarker. Disse Marker er ikke vandede, hvoraf følger, at Svingningen af den aarlige Nedbør bereder Kolonien store Tab og Vanskeligheder.

Syd for 400 mm. Kurven er Landet en stenet, udyrket og übeboet Busksteppe, hvor nogle romerske Ruiner og Resterne af en Akvædukt vidner om, at her ikke altid har været saa øde og giver Haab om, at her vil kunne blive anderledes i Fremtiden.

Saavel Enfidaville som den regnfattige Steppe Syd derfor danner imidlertid en Afbrydelse af Rækken af Agerbrugsregioner, for det første Steds Vedkommende paa Grund af den alluviale Jordbund, for Steppens paa Grund af den lokalt forekommende ringe Regnmængde, idet 400 mm. Kurven her slaar et skarpt Sving helt ud til Kysten.

Den Kulturfacies, som slutter sig nærmest til Hammametomraadet, maa derfor søges Syd for det Sted, hvor 400 mm. Kurven atter svinger ind i Landet, og hvor det kvartære Bakkeland atter har taget sin Begyndelse, altsaa Egnen omkring Sousse.

Her genfinder vi omtrent den samme Kultur som ved Hammamet, dog er Vinen sjældnere; men Oliven og Johannisbrødtræ, Korn og Bønner trives endnu uden Vanding.

Rejser man imidlertid fra Sousse vestpaa, vil der hurtig vise sig en Forandring. Kulturlandet, som langs Kysten bredte sig overalt, indskrænkes mere og mere til kun at omfatte Dalene, medens Bakketoppene ligger hen som uregelmæssige, magre og stenede Steppepartier.

Samtidig viser der sig i Agerbruget to Foranstaltninger, af hvilke den ene væsentlig er beregnet paa at komme de enaarige Kulturplanter, den anden Trækulturerne tilgode.

Den første af disse Foranstaltninger er det stedse stigende Antal Brønde, ved hvis Hjælp der fremtrylles frodige Korn- og Bønnemarker, den anden bestaar i nogle Jordarbejder, hvorved man søger at tilføre de i Dalene plantede Oliven det mest mulige af den paa de omliggende, udyrkede Bakker faldende Regnmængde.

Da den tunisiske Sabels Jordbund egner sig fortrinlig for Oliven men mindre godt for Korn, vil man se, at Oliven har langt den største Udbredelse, og a.t Brønde til Vanding af Kornmarker indfinder sig længe før Olivenen kræver kunstig Vanding. Da Olivenen er plantet mellem Kornmarkerne, vil Vandingen af Markerne dog komme Olivenen tilgode, og det viser sig da ogsaa, at hvor den kunstig vandede Korndyrkning hører op, forsøger man straks ved de føromtalte Jordarbejder at sikre Olivenen en større Regnmængde, end der falder paa det enkelte Træs Omraade.

Dette opnaaes paa følgende Maade: Paa de Olivenplantagen omgivende Bakkeskraaninger, hvis Areal ofte er mange Gange større end den paagældende Plantage, graves en Mængde Render, som har et svagt Fald henimod en Hovedrende, der fra Bakkens Top fører ned til Plantagen. Denne er indrettet saaledes, at hvert Træ (undertiden dog ogsaa to eller tre) er plantet i Bunden af et Bassin, idet hvert Træs Omraade er begrænset af en lav Jordvold. Renderne fra de omgivende Bakker staar i Forbindelse med disse Bassiner, og naar det regner, fyldes Bassinerne med Regnvand fra Bakkerne, hvorved Olivenen kommer til at nyde godt af en Vandmængde, der er langt større end Stedets Nedbør.

Saaledes kan Olivenen stedvis dyrkes paa
»ikke-vandet Bund« helt hen mod 300 mm. Kurven.

Efter denne kunstige Stagnationsvandingszone
følger omkring 300 mm. Kurven en mediterran
Oasezone, hvortil f. Eks. Sfax danner en Overgang.

Dette Bælte er karakteristisk ved en udelukkende paa Overrisling baseret Kultur af Korn (især Hvede og Byg) og mediterrane Frugttræer. Den interessanteste af disse Oaser er Feriana, der er beliggende paa omtrent samme Sted som Oldtidens Thelepte.

Ved frodige, kunstig vandede Marker med Hvede, Byg og Grøntsager, Figen-, Granatæble-, Mandel- og Oliventræer skaffer i vore Dage Ferianas 600 Indbyggere sig Livets Ophold. Mon Theleptes 60,000 Indbyggere anvendte samme Fremgangsmaade, eller mon deres Eksistens beroede paa Olivenkultur paa ikke-vandet Bund? Det sidste lyder usandsynligt.

Som før nævnt staar Sfax paa Overgangen til denne Oaseregion, er en mediterran Halvoase, der foruden af de kunstigvandede Kulturer bestaar af vidtstrakte ikke-vandede Olivenplantager, og vel at

mærke, disse Oliven kræver ikke engang den kunstige
Stagnationsvanding, vi kender fra Sabel de Sousse.

Her ses altsaa det Særsyn, at medens man ved Sousse, som har lavere Temperatur og betydelig større Regnmængde end Sfax, maa sikre Olivenen en ekstra Vandforsyning, for at den skal kunne trives, kan man i Omegnen af Sfax dyrke den med Udbytte paa en Jordbund, der ikke faar andet Vand end den paa Stedet faldende Nedbør.

Da Hydrotermfigurerne for Sousse og Sfax er omtrent ligedannede, kan Aarsagen ikke søges i forskellig Beliggenhed af Maksima og Minima. Ej heller er der andre klimatiske Forhold, som kan opveje den over 100 mm. store Forskel paa de aarlige Regnmængder i Sahel de Sousse og Sfax.

Aarsagerne maa altsaa være at finde i Jordbunden.

Naar man i et Land, i hvilket man træffer alle Overgange fra et fugtigt til et meget tørt Klima men med übetydelige Temperaturforskelligheder, rejser fra en fugtig til stedse tørrere Egne og samtidig ser, at Agerbruget fra at være uden kunstig Vanding, ganske jævnt gennem forskellige Mellemstadier, gaar over til at blive afhængigt af kunstig Vanding, kan man deraf med en vis Sikkerhed slutte, at Jordbunden, set fra et Agerbrugssynspunkt, maa være af en ret ensartet Beskaffenhed (naturligvis under Forudsætning af, at Kulturplanterne vedbliver at være de samme).

Hvis man saa efter at være kommet til f. Eks. Oasebæltet pludselig træffer paa en Egn med Agerbrug uden Vandingsforanstaltninger af nogen Art, kan man deraf med ligesaa stor Sikkerhed slutte, at Jordbunden her er anderledes i en eller flere af de Henseender, som har størst Betydning for Planterne.

I den fransk-tunisiske Kolonisationspolitik spiller den ikke-vandede Olivenkultur ved Sfax en fremragende Rolle og paa følgende Maade: Ved Sfax trives Olivenen udmærket, skønt den aarlige Nedbør ikke er større end ca. 300 mm. og »efter Sigende« skyldes Frugternes fortrinlige Kvalitet netop den Omstændighed, at de er avlede paa ikke-vandet Bund. Heraf sluttes, at overalt i Centratunis, hvor Nedbøren ikke synker særlig under 300 mm., vil man med Held kunne dyrke Oliven uden Vanding. Men man overser, at Olivenen Syd og Vest for Sousse, hvor der falder 400 min. Regn aarlig, maa plantes i Bassiner med Regnvandstilledning for at kunne trives.

Den ikke-vandede Olivenkultur ved Sfax er en saa paafaldende og enestaaende Undtagelse, at det virker forhastet, naar der ud herfra drages vidtrækkende Slutninger om det tunisiske Agerbrug i Almindelighed.

Hvis Jordbunden ved Sfax var af samme Beskaffenhed som i hele det øvrige Centraltunisien og altsaa ogsaa ved Sousse, noget, som de i Sagen interesserede Franskmænd stiltiende gaar ud fra, vilde man her træffe paa den Mærkværdighed, at Olivenen skulde finde de bedste Livsbetingelser ved 300 mm. Kurven, medens den har sin Tørhedsgrænse ved 400 mm. aarlig Nedbør!

Man maa derfor formode, at Jordbunden er forskellig de to Steder. Da der imidlertid ikke er foretaget nogen tilstrækkelig detailleret Undersøgelse og Kortlægning i agrikulturkemisk Henseende, kan Fænomenet Sfax foreløbig ikke gøres til Genstand for yderligere Betragtning.

Ved en Plantes Tørhedsgrænse maa Jordbundens Sammensætning og deraf betingede Absorbtions og Vandmætningsevne nødvendigvis komme til at spille en langt større Rolle end i Egne, hvor vedkommende Plante faar rigelig Regn.

Da den tunisiske Jordbund imidlertid kun er kendt i grove Træk, og da Jordfugtigheden er saa godt som ukendt, vil Centraltunisiens Geologi kun i Hovedtrækkene kunne tjene til Grundlag for en agrikulturel Inddeling af Landet.

Her bør da navnlig to Ting tages i Betragtning, nemlig 1) Hovedkulturernes (o: Korn og Oliven) Forhold til selve Jordens Beskaffenhed og 2) Landets Overfladeformer.

Hvad det første Punkt angaar, maa maa skelne mellem Egne, hvis Jordbund i udpræget Grad egner sig for Oliven og mindre godt Korn, og Egne, som er afgjort gunstige for Korndyrkning og ugunstige for Oliven.

Det kvartære Bakkeland, som er udbredt over en stor Del af Centraltunisien, er en fortrinlig Olivenbund, og da det er til disse Dannelser, de franske Beplantningsprojekter støtter sig, vil det være af Interesse at undersøge Grænserne for og Udbredelsen heraf.

Sydgrænsen spiller ingen Rolle her, da Klimaet
lægger Hindringer i Vejen for Kulturen, før
Grænsen er naaet.

Nordgrænsen følger Sydskraaningen af Sahara Atlas og danner en uregelmæssig bugtet Linie fra Nabeul til Tunis Vestgrænse omtrent midtvejs mellem Tebessa og Feriana. De Nord for liggende Bjærges Jordbund er ganske uskikket til Olivenkultur, saa her gaar da Grænsen saavel for Oldtidens som for Fremtidens Olivendyrkning.

H vorlangt mod Syd Olivenkulturen i Romertiden har strakt sig, er det vanskeligere at bestemme, idet man ikke har nogen bestemt naturlig Grænse at holde sig til. Klimaet er her afgørende.

Man har fundet den omtrentlige Sydgrænse for den romerske Bebyggelse og hævdet, at det i Nutiden vil kunne lade sig gøre at beplante Landet saa langt mod Syd. Denne Grænse falder omtrent sammen med Kurven for 200 mm. aarlig Nedbør.

Hvor intensiv Kulturen har været saa langt Syd paa, er det vanskeligt at danne sig noget Begreb om. Kun et er sikkert, nemlig, at det maa have været en Oasekultur.

Hvor langt mod Syd man i Oldtiden har dyrket Oliven uden Vanding, ved vi imidlertid intet om, ligesaa lidt som det i Nutiden er muligt at drage nogen skarp Grænse.

Da Olivenen ved 400 mm. Kurven trives nogenlunde uden Vand, medens den maa vandes i Egne med 300 mm. aarlig Nedbør, har man dog her en Overgangszone, i hvilken man som Følge af Nedbørens forskellige Størrelse og Jordens større eller mindre Frugtbarhed træffer Overgange fra ikke-vandede Olivenplantninger til Oasekultur.

Hvis Centraltunisiens Jordbund overalt egnede sig for Oliven, vilde de ikke-vandede Kulturers Sydgrænse antagelig komme til at gaa ved 400 eller for særlig begunstigede Undtagelsers Vedkommende som Sfax ved 350 mm. Isohyeten, og et Blik paa Kortet vil vise, at de projekterede ikkevandede Plantningers Omraade allerede herved er blevet stærkt beskaaret. Tilbage er allsaa et Omraade, som begrænses af de kvartære Dannelsers Nordgrænse 400 (350) mm. Isohyeten i Syd og Havet i Øst, og man kunde nu tænke sig, at Bourdes Plan med de ikke-vandede Oliven kunde lade sig realisere her.

Det bakkede Land i Sahel og langs de kvartære Dannelsers Nordgrænse er for Størstedelen god Olivenbund; men en væsentlig Del af det mellemliggende Land er af en ganske anden Beskaffenhed, som vil bevirke, at den ikke-vandede Olivens Sydgrænse her tvinges meget langt mod Nord.

Mellem de tunisiske Atlasbjærge og Havet
findes en Række afløbsløse Bassiner, hvis flade

eller svagt bølgede Bund bestaar af alluviale Dannelser, ofte stærkt lerede, undertiden løsslignende eller mindende om den sorte Jord i Atlasforlandet i Marokko.

Den Jordbund egner sig ikke til Olivendyrkning, men er et frugtbart Kornland og karakteriseres saaledes træffende ved Sallusts: »ager frugum fertilis .... arbori infecundus .... etc«.

Paa disse Jorder vilde ikke-vandede Oliven visselig gaa en trist Skæbne i Møde. I Sahel de Sousse, hvis Jordbund maa siges at være skikket til Olivendyrkning, havde Olivenen sin Tørhedsgrænse omtrent ved 400 mm. Isohyeten, selv om den sikredes ved den førnævnte kunstige Stagnationsvanding. De alluviale Sletters Fladhed umuliggør denne Form for Vanding, hvad der naturligvis forværrer den Omstændighed, at Jordbunden er uskikket til Oliven. Som Eksempel paa de forsvindende smaa Ujævnheder i Terrænet kan nævnes, at Landets Hældning ved Kairouan, som dog ikke er ret langt fjærnet fra Bjærgene, ikke er mere end ca. 3 Meter pr. Kilometer. Antagelig har dette Land hverken i Oldtiden været eller vil i .Fremtiden kunne dyrkes med Oliven.

Mon det da i Oldtiden har været saaledes, at det blomstrende Agerbrug har været knyttet til Kystlandet og til Egnene om Suffetula, medens det mellemliggende Land var Ørken?

Noget bestemt herom kan næppe siges; men det er usandsynligt, at det frugtbare Byzacium skulde have været gennemskaaret fra Nord til Syd af et øde Bælte, der netop omfatter de Strækninger, som har den frugtbareste Jordbund.

For det første findes mange romerske Ruiner spredte over Landet, og for det andet træffer man ud over Sletterne talrige arabiske Stednavne, som begynder med »Hennchir«, f. Eks. Hennchir Gacére el Må, Hennchir el Berka, Hennchir el Aouani.

Hennchir anvendes oprindelig som Betegnelse for Ruin (betyder egentlig »noget, som er spredt omkring«) men bruges tillige i stor Udstrækning om Steder, hvor Kornavl drives i stor Stil og indgaar som Led i et meget betydeligt Procenttal af samtlige Stednavne i disse Egne. Den sidste Betydning af Ordet kan afledes af den første, idet de romerske Ruiner for det meste findes paa de frugtbareste Steder, hvor altsaa ogsaa de arabiske Agerbrugscentrer vil komme til at ligge. Hvad Art Landbrug der har været drevet her, er det imidlertid vanskeligt at afgøre, da Ruinerne kun giver saare ringe Oplysning herom. Bygningsmaterialet har været let forgængeligt, og desuden hærges et Sletteland langt grundigere end et Bjærgland, især naar det er et Rytterfolk, som hærger. Den arabiske Invasion har raseret Sletterne.

Støttende sig til Jordbundens Beskaffenhed kan man næppe gaa længere end til at udtale en Formodning om, at disse Sletter maaske har udgjort den vigtigste Del af Roms nordvestatrikanske Kornkammer.

Det er imidlertid ikke dette Spørgsmaal, som har den største Interesse, men derimod Spørgsmaalet om, paa hvilken Maade man i Fremtiden med Udbytte vil kunne dyrke disse alluviale Sletter.

Da Arkæologien ikke giver noget godt Holdepunkt, maa man finde de faa spredte Steder, hvor der i Nutiden drives Agerbrug, og undersøge hvilke Metoder Befolkningen anvender for at frembringe et Udbytte, der sikrer dens Eksistens.

Paa Sletten ved Enfidaville dyrkes Kornet som før nævnt uden Vanding, og Kolonien eksisterer derved omend med Vanskelighed. Nærmer man sig imidlertid 400 mm. Isohyeten, stiger Vandingsbrøndenes Antal stærkt, et Forhold, som kunde tyde paa, at Grænsen i de tunisiske Sletter for en nogenlunde sikker Høst af Hvede og Bj^rg uden kunstig Vanding omtrent falder sammen med 400 mm. Isohyeten.

Gaar man Syd for 400 mm. Isohyeten, vil man se, at Agerbruget former sig paa følgende Maade: Store Arealer dyrkes med Byg eller Hvede i ikkevandet Halvkultur. Omkring hver Boplads vandes tillige et saa stort Stykke, som man kan overkomme, og tilsaaes med Korn og Grøntsager. Trækulturer er ukendte. Det vandede Areal er undertiden omgivet med en Hæk af Figenkaktus, som anvendes til Kreaturfoder.

Straks, naar Regnen om Efteraaret har taget sin Begyndelse, tager Landmanden fat paa at bearbejde Jorden ved Hjælp af en Plov af den fra Algier og Marokko kendte primitive Form. Saaningen, som derefter finder Sted, afsluttes i Januar, og noget hen paa Foraaret foretages en, paa Grund af Jordens mangelfulde Behandling, haardt tiltrængt Lugning. Det er imidlertid kun de stikkende og tornede Planter, man søger at fjærne, da disse Planter ved deres Tilstedeværelse volder Übehageligheder ved Høsten og og nedsætter Kornets Handelsværdi. Høsten af Byg begynder i Slutningen

af Maj, Hvedehøsten i første Halvdel af Juni, og
Høstredskabet er Seglen.

Høstudbyttet for de ikke-vandede Arealer undergaar fra Aar til Aar uhyre Svingninger ligefra den største Overflod til en Høst, der er mindre end Udsæden. Jordens Behandling sker med saare

//^*~ Et Landbrug baseret paa Korndyrkning uden kunstig Vanding og Kvægavl vilde imidlertid kun kunne tilfredsstille en nøjsom Befolkning af ganske ringe Tæthed, og Produktionen vilde næppe være synderlig større end Forbruget. Men den Omstændighed, at man jævnsides med

af Gulerødder. I Omegnen af Kairouan er det navnlig Gulerødderne, som spiller en fremragende Rolle, og om Morgenen fyldes den store Torveplads i Byens nordvestlige Del af Kameler og Æsler belæssede hermed.

Hvad selve Vandingen angaar, da adskiller den

sig stærkt fra den Form
for Vanding, som man
træffer i Sahara.

Medens man i de saharitiske Oaser maa sørge for med visse Mellemrum at vande under Kornets hele Vækstperiode og der

for stadig hører Vandet risle og klukke i Vandingskanalerne,
er dette ingenlunde Tilfældet i Centraltunisien.
Om Vinteren falder der i Almindelighed
tilstrækkelig Regn, og det først i den sidste
l—I^2 Maaned inden Høsten, at Vandspørgsmaalet
bliver kritisk. Navnlig naar en for sent indtræffende
Efteraarsregn har sinket Markarbejderne, vil
Misvækst kunne indtræffe, idet Kornet endnu ikke
er modent, naar Sommervarmen og Tørken begynder.
Kornet vil da dø inden Modningen, hvis
man ikke er i Stand til at skaffe Vand.
Den kunstige Vanding i Centraltunis er derfor
at opfatte som en Reservevanding, hvis Hjælp man
kun i en ganske kort Tid behøver at ty til for at
sikre sig en god Høst, ja i regnrige Aar kan man
endog helt undlade at vande.

Hvad den tekniske Side af Vandingen angaar,

anvendes i Tunis et seværk af en Konstruktion, hvis geografiske Udbredelse her har sin Vestgrænse, idet den i Algier afløses af Sakia'en (= den spanske »Noria«).

Vandingsanlæget er indrettet
som vist paa de to Figurer 2 og 3. Spanden
er af Læder, og Bunden løber ud i en aaben
Læderslange. Naar Spanden er i sin nederste Stilling,
holdes den fri Ende af denne Slange ved Hjælp
af et Tov, der, ligesom det Tov, hvori Spanden
hænger, er befæstet til det Trækdyr, som hejser
Vandet op, højere end Spandens Rand.
Da den Valse, hvorover Spandtovet løber, er
anbragt højere end den, hvorover Slangetovet løber,
vil Spanden i sin øverste Stilling udtømme sit
Indhold gennem Slangen.

ringe Omhu, og Kornmarkerne er oversaaede med 1/_{2 —}l Meter høje Buske og Smaakrat, som man har fundet det for besværligt at rydde. De udyrkede Strækninger, som udgør langt den største Del af Centraltunisien, anvendes til Græsning af store Hjorde, især af Geder.

disse to Kulturer tillige træffer en kunstig
Vandings-Kultur, viser, at Landets
Udviklingsmuligheder i Virkeligheden
er større, end man ved en overfladisk
Betragtning faar Indtryk af.
Paa de vandede Arealer dyrkes
foruden Byg, Hvede og nogen Majs
tillige Grøntsager, saasom Hestebønner,
Linser, Tomater og store Mængder

For at lette Trækdyret Arbejdet er Trækstien gravet skraat ned i Jorden og af en saadan Længde, at Dyret tvinges til at standse, naar Spanden har naaet sin øverste Stilling. Hyppigst ses Kameler anvendte til dette Brug. Vandet, som øses op, samles som oftest i et lille rundt Reservoir, hvorfra det saa atter ledes hen, hvor der er Brug for det.

Dette Apparat har den Fordel fremfor den ret komplicerede Sakia, at det er lettere og billigere at vedligeholde, medens den Vandmængde, som i en vis Tid kan øses op, omtrent er ens for begge Konstruktioner.

Den her omtalte Reservevandingszone begynder som før nævnt omkring 400 mm. Isohyeten og strækker sig, idet Kravet til Vanding stedse vokser, til henimod 300 mm. Isohyeten og gaar saa lidt efter lidt over i den saharitiske Oasekultur med dennes store og vedvarende Vandforbrug. Samtidig hermed bliver det dyrkede Areal mindre og Nomadernes Antal vokser.

Fejlslagne Eksperimenter har i Nordafrika bragt Franskmændene store Tab; utilstrækkelige Undersøgelser har givet Anledning til mange Misgreb, og Teorier, fremsatte for at støtte bestemte Interesser, har fremkaldt Usikkerhed i mange Forhold.

Denne lille Afhandling er et Forsøg paa at kaste Lys over det omstridte centraltunisiske Agerbrugsproblem, hvis rigtige Løsning vil kunne blive af stor Betydning for den tunisiske Stat. Jeg har i det foregaaende fremdraget de Momenter, som overhovedet gav Indblik i Forholdene i den historiske Tid.

Vi ved, at Centraltunisien i Romertiden var under intensiv Kultur, og vi har set, at Landet blev Ørken, da Kulturen ophørte. Men vi har tillige set, at Klimaet saavelsom Jordbunden er den samme nu som i Oldtiden, og at det er herpaa, Frankrig støtter sine Kolonisationsprojekter. Det er derefter blevet nævnt, hvilke Livsbetingelser de forskellige Kulturer kræver i de forskellige Egne af Landet, afhængigt af de uensartede Jordbundsog Klimaforhold, og vi førtes derigennem til den Slutning, at Bourde's Teori, som gaar ud paa Olivendyrkning uden Vanding, paa visse Punkter er uholdbar, idet store Strækninger, enten paa Grund af Jordbundsforholdene eller paa Grund af den ringe Regnmængde er uskikkede til denne Kulturform.

For de Egnes Vedkommende, der paa Grund
af Jordbundsforholdene er uskikkede til Olivendyrkning,
ledes jeg paa Grundlag af egne Undersøgelser
til at antage, at den foran kortelig be

skrevne Reservevanding, hvorved man hjælper Kornet over de regnfattige Par Maaneder før Høsten, i al sin Simpelhed er Hemmeligheden ved de alluviale Sletters Dyrkning i Oldtiden, og at denne Reservevanding, omhyggelig gennemført, er det eneste Middel, hvorved man i Fremtiden vil kunne opdyrke disse i Virkeligheden frugtbare Sletter.

For at man kan danne sig et Overblik over, hvilke Kulturzoner Centraltunisien naturlig lader sig inddele i og specielt for at paavise, hvilke Partier der maa tænkes benyttede alene til Korndyrkning med Reservevanding, giver jeg i medfølgende Kortskitse i grove Træk en Illustration af Forholdene.