Sven Lönborg: Swedish Maps. 1. Series. Stockholm 1907. 8 pp. -f 15 planch. Folio.

Geografiens og særlig Kartografiens Historie er i Sverige blevet dyrket i langt videre Omfang end her i Danmark. Overfor Navne som A. E. Nordenskiöld, E. W. Dahlgren, Karl Ahlenius og Sven Lönborg kan vi herhjemme kun nævne Edv. Erslev og P. Lauridsen; thi skønt Thoroddsen har været stærkt knyttet til vort Land, og ikke mindst til »Geografisk Selskab«, tilhører han baade som Geograf og Geografhistoriker Island, medens Mænd som Rafn og N. M. Petersen allerede tilhører en ældre Periode.

Lönborg gjorde sig først bekendt ved et Værk (en Doktorafhandling) om Adam af Bremen, som udkom 1897. Skønt dette Arbejde, ligesom flere af Nordenskiölds og Ahlenius', metodisk set var forholdsvis svagt og kun sjældent naaede saa dybt, som Emnet gav Anledning til, var det som Begynderarbejde betragtet lovende, bragte mange nye og rigtige lagttagelser og overgik utvivlsomt alle tidligere Arbejder over Adam af Bremen.

Efler denne Debut kastede Lönborg sig over Sveriges Kartografihistorie eller retlere sagl den svenske Karlografis Historie, som laa uopdyrkel hen, og paa delle Omraade har han i de forløbne Aar præslerel el omfallende og nylligl Arbejde, som vi desværre ganske mangler Sidestykke lil herhjemme. Del foreliggende Alias er el Led i delle Arbejde og danner den førsle Række Korlbilag til en Bog med Titelen »Sveriges Karla, Tiden lill omkring 1850«, som Lönborg offenlliggjorde i 1903. Samlidig omlrenl meddelle han Resullalerne af sine mere specielle Undersøgelser over den svenske Kartografi i »Ymer« og i »Upplands Fornminnesforenings Tidskrift«.

Baade Lönborgs Bog »Sveriges Karta«, og det

---

1) Se Nachrichten der kgl. Gesellsch. d. Wiss. z. Göttingen. 1904. S. 13. — Fotografiske Kopier af dette Kort er anskaffet af de kgl. Biblioteker i Stockholm og København.

primitiv svensk Kartografi før den Tid, hvor Lönborgs
Fremstilling begynder.

Da Lönborg ikke kunde vide noget herom, kommer hans Arbejde til at begynde med den største Mand i Sveriges Kartografihistorie, nemlig Andreas Bureus, og fire af Tavlerne (Nr. 2 & 5_—7) i Atlas'et viser, hvorledes denne ihærdige Korttegners Gengivelser af Sverige blev bedre og bedre, alt eftersom hans egne og hans Hjælperes Opmaalinger og Undersøgelser skred frem. Nogle Aar efter at Bureus første store Kort var fremkommet, salte Gustaf Adolf ham i Spidsen foren hel Stab af Landmaalere, som han skulde oplære, for paa denne Maade at tilvejebringe en rationel Opmaaling og Kortlægning af hele Landet. Hermed var Grundlaget skabt for den systematiske Udvikling af den geografiske Opmaaling af Sverige, som i den paafølgende Tid udmærker dette Land fremfor de fleste andre. At publicere alle Resultaterne af de svenske Korttegneres Arbejder kan der derfor ikke være Tale om.

Lönborg nøjes selvfølgelig med at give Prøver paa de enkelte mere fremragende Landmaaleres Arbejder, som Kjellanders ca. 1640^—50 (Tavle 9), Anders Andersons 1679 (Tavle 10), Gabriel Thorings ca. 1684—96 (Tavle 11) og fremfor alle Kjettil Classons ca. 1655—89 (Tavle 13). De sidste to Tavler (14^—15) viser endelig, hvorledes alle disse i Perioden 1628^—88 udførte Specialkort af Generaldirektøren for Landmaalingen, Carl Gripenhjelm, samledes til et Generalkort over Sverige, der i væsentlig Grad overtraf Bureus' fra 1626 og 1635. Navnlig var det nu lykkedes at faa givet den skandinaviske Halvø dens rette, langstrakte Form i Retningen Nord-Syd.

Som man ser, er det i overvejende Grad Landkort, Lönborg gengiver. Som Tavle 8 finder man dog el svensk Søkort af Johan Månsson, der samtidig udgav en Søbog for Østersøen. Men Lönborg viser, at dette svenske Søkort, trods talrige Forbedringer, indeholder de samme Grundfejl som de mange hollandske Søkort fra det samme Tidsrum, paa Grundlag af hvilke det er bygget.

I et særligt Afsnit behandler Lönborg de skaanske Provinsers Kartografi. Han omtaler her Danskeren Johannes Mejers Kort, som han næppe ser paa med tilstrækkelig kritisk Blik, og han slutter sig til P. Lauridsen i den Antagelse, at det er Laurembergs utrykte Opmaalinger af Danmark, der ligger til Grund for den berømte Erik Dahlbergs Danmarkskort hos Pufendorf fra 1660. løvrigt har den svenske Kartografi efter Lönborgs Undersøgelser ikke faaet synderligt Materiale hverken fra Danmark eller Norge. Naar Lönborg imidlertid paastaar, at et egentligt Kortlægningsarbejde ikke er paabegyndt i sidstnævnte Land før langt op i det 16de Aarhundrede, begaar han sig selv uafvidende en endnu større Uretfærdighed mod Nordmændene end mod sine egne Landsmænd før Aar 1600. De Specialkort over Vestnorge og Nordfjord fra 1594, som er fundet i Tycho Brahes Samlinger i Wien (se Anecdota cartographica Facs. 8—98^—9 og norsk (geografisk Selskabs Aarbog XIX, Kria. 1908, S. 155^—156), viser just, at man i Norge tog fat paa en rationel Kortlægning et å to Aartier før Sverige; men det blev ganske vist kun til et enkelt Tilløb, medens det lykkedes den store Organisator Gustaf Adolf i sit Land at skabe noget blivende ogsaa paa Kartografiens Omraade. Dette kunde Lönborg dog intet vide om, og at han har Ret i sin Paastand om, at de svenske Kartografer ikke fik Materiale fra Norge, ser man bedst deraf, at Nordfjord, som kortlagdes saa smukt af en Nordmand i 1594, helt mangler paa Bureus' store for Sveriges vedkommende saa ypperlige Kort. At man forøvrigt i Sverige, da Gennembruddet var sket, straks tog fat paa Specialkort i samme Genre som de nævnte norske Kort, viser Lönborgs Tavle 4, Crail von Bemeberghs Kort over Södermanland fra Aar 1625.

Reproduktionerne i Lönborgs Atlas, som er udført af den svenske Generalstabs litografiske Anstalt, er vistnok sas gode, som Nutidens Reproduktionsteknik formaar at gøre dem, og altsaa er de ikke nær gode nok. Vi har tidligere (se S. 302) ved et Eksempel hentet fra Sveriges geografihistoriske Literatur paavist, hvor nødvendigt det som oftest er at føje komplette Navnelister til Gengivelser af ældre Kort. Af Lönborgs Tavler er l—5l^—5 saa tydelige, at Navnelister for saa vidt kan undværes, og Tavlerne 9—139^—13 er enkelte Stykker af store Samlinger, udtaget som typiske Prøver paa den vedkommende Kortlægning, saa det her er Tekniken og Nøjagtigheden og ikke de enkelte Navne, det kommer an paa.

Bureus' store Kort fra 1635 (Tavle 6—7),6^—7), Gripenhjelms Generalkort fra 1688 (Tavle 14^—15) og Johan Månssons Søkort (Tavle 8) er derimod stedvis saa utydelige og i det hele saa formindskede, at de ikke en Gang kan læses sikkert med Forstørrelsesglas.

Her, hvor det drejer sig om de vigtigste ældre Generalkort over Sverige, maa Udgiveren, inden hans Værk afsluttes, forsyne os med en fuldstændig. Navneliste, saafremt han vil have Prædikatet »mønsterværdig« knyttet til sil Værk.