Johannes Steenstrup, Kundskaben om Jorden gennem Tiderne, en Oversigt over Geografiens Historie til Vejledning ved historisk Studium, København 1910. — Etnografien en Oversigt, til Vejledning ved historisk Læsning og Studium, København 1902. — Tillges Boghandel.

Om end nærmest af Betydning for Historikerne,
har de to ovenfor nævnte Skrifter tillige ikke ringe
Interesse for Geografer.

Med den Klarhed og Letfattelighed, som er egen for Forfatterens Fremstilling, er der i det første af disse gjort rede for den Kundskab, der i de henfarne Tider har været til Stede angaaende Jorden og dens Plads i Himmelrummet, samt fremdraget de Mænd, der særlig har bidraget til efterhaanden at udvide hin Kundskab.

I dens første Kapitel, Menneskenes og Statenes Forhold til Jorden og Landene, er der fremsat Anskuelser, der, om de end i større eller mindre Udstrækning tidligere er blevne omhandlede, dog næppe andetsteds er blevne fremstillede mere indlysende og overbevisende. Her, som ogsaa i de øvrige Kapitler, maa man beundre den udstrakte Viden, Forfatteren lægger for Dagen. Han paaviser her, efter at have lagt paa Sinde, at Historikerne ikke blot bør have Kendskab til de geografiske Forhold i Nutiden, men lige saa meget til de tidligere Tiders, hvorledes Menneskenes Virksomhed har haft stor Indflydelse paa Landenes Naturforhold, hvorledes Betingelsen for, at et Folk skal

kunne naa nogen Udvikling, er, at det danner en Stat, og at denne for at kunne bestaa og udvikle sig, maa have et bestemt Omraade, der helst maa fremtræde som en rumlig Enhed, saa at dets Beboere ogsaa ved Naturforholdenes Karakter føler sig sammenknyttede. Forfatteren kommer herved tillige ind paa at omhandle, hvad der bør forstaas ved naturlige Grænser, og godtgør, at Sunde, Fjordarme og andet fredeligt Vand i ældre Tid mere havde Evne til at forbinde end til at adskille, idet Sejladsen paa dem var lettere end Færdsel paa Hesteryg eller med Vogn. Han omhandler endvidere, hvorledes et Lands Naturforhold vil være stærkt bestemmende for det dér boende Folks Levevis, om han end ikke vil samstemme med, at Jordbund og Naturomgivelser lige ud bestemmer og former Folkets Karakter og Historie, idet han udtaler, at hvor dyb end Naturens Paavirkning er, bliver den dog kun et enkelt Moment blandt alt det, som fører Menneskene frem paa den historiske Sti. Sjælen er ikke det blotte Spejlbillede af Omgivelserne, og den ejer lige saa megen Trods som Føjelighed.

Forfatteren gaar derefter over til i Bogens følgende Kapitler at omhandle den Betydning, som Menneskenes Kundskab om Jorden har haft for deres Historie og Udvikling, og han fremstiller, hvorvidt denne Kundskab strakte sig i Oldtiden, i Middelalderen i Tiden før de store Opdagelser, i Opdagelsernes Tidsalder i det 15. og 16. Aarhundrede, i det 17. og 18. Aarhundrede og endelig i den nyeste Tid, og hvilke Fremskridt, der er gjorte i hvert af disse Tidsrum.

Selv den, der har beskæftiget sig meget med geografiske Sager, vil utvivlsomt i hine Kapitler kunne finde et og andet, der har været ham übekendt eller ikke har staaet for ham saa klart, som Forfatterens Fremstilling bevirker det. Der kan vel være et og andet Æmne, som han kunde ønske med optaget, fordi det ogsaa har været medvirkende til i en ikke übetydelig Grad at fremme Udviklingen, saaledes især for den nyeste Tid, der kun er meget summarisk affattet; men i det Hele maa dog den Begrænsning, som Forfatteren har valgt, anerkendes.

Fra alle der interesserer sig for Geografien, fortjener Forfatteren megen Tak, derhos ogsaa for Listerne over de udførligere Værker, som han henviser til.

Den anden af de ovennævnte Bøger, Etnogra-

fieii, har navnlig Interesse for dem, der beskæftiger
sig med den gamle Geografi.

Forfatteren har i den først afhandlet de vigtigste af de almindelige Forhold, som er at tage i Betragtning ved Studiet af Etnografi. Efter en Indledning, hvori der paavises Etnografiens store Vigtighed for Historien, idet den giver Kundskab om Folkenes indbyrdes Slægtskab og Afstamning og paa mange Maader belyser Folkeslagenes Individualilel og Psykologi, omhandles Begreberne Anlropologi og Etnografi og derunder Sporgsmaalet om, hvorvidt de menneskelige Sanser i Tidernes Løb har undergaaet en Udvikling, samt "Menneskeslægtens Ælde. Endvidere omhnndles Menneskeslægtens Enhed og derunder de fysiske og aandelige Egenskaber, der kan vejlede ved Menneskenes Inddeling i Racer og Folkeslag, og endelig det etnografiske Studiums Betydning for Kulturhistorien og derunder nogle Undersøgelser om Ægteskabels og Ejendomsretlens Historie.

Den anden, noget større Del af Skriftet omhandler de enkelte Folk og deres Slægtskab, og Forfatteren deler Fremstillingen efter, hvad der angaar de forskellige Æltes med deres Underafdelinger af Klasser og videre under disse Stammerne. Der fremsættes saaledes de attraaværdigste Oplysninger om den indo-evropæiske (naiske) Æt med Underafdelingerne den indiske Folkeklasse, de eraniske Folk, den græske Klasse, den illyriske (albanesiske) Klasse, den italisk-romanske Klasse, den keltiske Klasse, den germanske Klasse og den baltisk-slaviske Klasse.

Endvidere omhandles den semitiske Æt med dens to Klasser, den nordlige (Assyrer, Babyloner, Hebræer, Aramæer) og den sydlige, Araber (IsmaeliterT og Sy d araber (Så bæer, Himjariler), den ka mitiske Æl med Klasserne Ægyplere, Libyer eller Berber og Ælhioper, den mongolske Æt med sine Underafdelinger Tunguser og Mandsjurer, den mongolske Klasse, den tyrkiske Klasse, den finsk-ugriske Klasse og Samojeder, endelig de øvrige Ætter, Kinesere, Dravider, Japanesere, Avstralnegre, Papuaer, Melanesier, Malajer, arktiske Folk i Asien og Amerika, Amerikas oprindelige Befolkning (Indianere), Negre, Hottentotter og Buskmænd.

Medens Etnografien som oftest kun i ringe Grad beskæftiger sig med de Folk, som har grebet ind i Verdenshistorien eller baaret Menneskehedens Udvikling, har Forfatteren fortrinsvis beskæftiget sig med disse og derfor ogsaa forholdsvis

udførligt om handlet de Stammer og videre Underafdelinger af disse, hvori de kan deles, saaledes f. Eks. for den baltisk-slaviske Klasse den baltiske (litauisk-lettiske) Stamme (Litauer, Letler, Fortidens Preussere) og den slaviske Stamme, der videre maa deles i en østlig-sydlig Afdeling (Russer, Bulgarer, Serber og Kroater, Slovener (Vinder)) og i en vestlig Afdeling (Polakker, Czecher, Slovaker, Sorber og Vender).

Der er derhos tilføjet de nødvendigste Oplysninger om nogle Folkeslag i Evropa, som ikke kan henføres til den ariske Æt (Basker, Oldtidens Skyther) og om de uddøde Folk af den mongolske Æt (Hunner, Avarer, Fortidens Balgarer og Kazarer).

Derimod er al nærmere Omtale af de vilde
Folk eller Nalurfolkene forbigaaet.

Ved Udvikling af de enkelte Folks historiske Afstamning, for saa vidt Kundskab derom haves, og ved Sammenstillinger af de af dem lalle Sprog er der saaledes korlfallet gjort Rede for det vigligsle især angaaende de i Evropa boende Folk og Folkene af den semitiske Æt, og forholdsvis let faas derved et Overblik over Tilstandene paa de forskellige Tidspunkter.

Ligesom i Kundskaben om Jorden findes i Etnografien Fortegnelser over de vigtigste Skrifter, som udførligere belyser de enkelte, i Bogen omhandlede Forhold.