K. Rørdam: Geologi og Jordbundslære. 11. Danmarks Geologi 1909. 227 Sid., 78 Fig. (Gyldendal).

Efter den fortrinlige Oversigt over Danmarks Geologi, Forfatteren for længere Tid tilbage har givet i »Frem«, er det med stor Forventning, man imødeser en større Bog om det samme Emne; ved Gennemlæsningen af Bogen kan man imidlertid ikke undgaa at blive noget skuffet; Sproget er vel nok stadigt klart og let læseligt; men Værket som Helhed lider under den Mangel, at det ikke er tilstrækkelig sammenarbejdet til et Hele, saa at det paa mange Punkter ikke bliver tilstrækkelig let at faa Overblik over de forskellige Fænomener.

Hvad der ved første Gennemlæsning særlig adskiller dette Værk fra andre om samme Emne, er den store Vægt, der er lagt paa den historiske Fremstilling; for enhver der interesserer sig for, hvorledes vort Kendskab til Landets geologiske

Forhold har udviklet sig i Tidernes Løb, og navnlig hvorledes det er gaaet med Udnyttelsen af vore teknisk anvendelige Bjærgarter, kan Bogen i høj Grad anbefales til Læsning. Hvad der ogsaa rnaa fremhæves, er den store Mængde Analyser af danske Bjærgarter, der for største Delen er udførte af Forfatteren selv, med dennes sædvanlige Rutine.

Det vilde naturligvis føre for vidt her at fremdrage ret mange Enkeltheder i dette store Værk; en særlig interessant, og vistnok ganske ny Forklaring er givet af Lagfølgen i de bornholmske kulførende Dannelser, hvor det, som ogsaa i andre Lande, er en almindelig Regel, at der findes fede Lerlag umiddelbart under Kullene og Sand over dem. Forf. henter her Forklaringen fra Forholdene i de tropiske Lande og navnlig i Bagindien, og det maa være tilladt her at gengive noget af Skildringen ordret: »Menam og Mekong løber under almindelige Forhold som gule lerede

Strømme mellem idelig skiftende Grunde,, der i den øvre Del af Strømløbet er Sandbanker, men længere nede lerede Masser, hvori man selv med Tungen ikke kan opdage det mindste Sandkorn. Virkningerne af Tidevandet fra Havet udenfor naar milelangt op i Flodløbet, og det salte Vand bringer Lerslammet til at bundfælde sig som mægtige Lerlag. Naar Regntiden i Flodernes

Oplfind begynder, forandres imidlertid disse Forhold.
Flodens Vandmasse bliver større, og Vandet
skifter Farve. Fra at være lysegult, opaliserende,
bliver det uigennemsigtigt brunt, undertiden helt
brunsort som mudderholdigt Tørvevand. —
Til Tider indtræffer med uregelmæssige Mellemrum
af flere Aar særlig heftige Regnperioder, der bringer
alle disse Fænomener frem i forstærket Grad.
Blade, Kviste, Vindfælder og Træstammer, der ikke
havde godt Fodfæste, bliver skyllet ud i Floderne
og ført ud i Hovedfloden, hvor det bliver sammenpakket
i store Dynger. Til sidst er der

ikke mere organisk Stof at føre bort, og Flodernes Vand faar nu en renere Farve, men medfører betydelige Sandmasser fra Flodernes øvre til deres nedre Løb. Her aflejrer Sandet sig ovenpaa de forudsendte Planterester, der bliver sammenpresset og i Tidens Løb forvandlet til Kullag«.

Den Forandring i Benævnelsen af Bjærgarterne i det nyere Kridt, som Forf. her, som ved flere Lejligheder tidligere, gør sig til Talsmand for, forekom nu ikke Ref. særlig heldig. De gængse Navne er Blegekridt for de Bjærgarter, der i Konsistens viser Lighed med Skrivekridt, og Saltholmskalk for alle haarde og kompakte Bjærgarter, hvad enten de er opstaaede ved Omdannelse af Bryozokalk eller Blegekridt. Forf. vil i Stedet herfor kun anvende Navne som Bryozokalk, Kokkolitkalk o. s. v., altsaa efter de Organismer, der sammensætter Kalken. Hertil kan bemærkes, at det vistnok er meget vanskeligt i de kompakte Bjærgarter at se de oprindelige Bestanddele, navnlig tror Ref., at det vil være umuligt at erkende Kokkoliter i saadanne, da disse Organismer i det hele er meget svære at finde; de hævdvundne Navne udmærker sig ved at være ganske anderledes praktiske og lette at anvende.

Det mest originale Afsnit i hele Bogen, er det, der handler om Isens Afsmeltning i Slutningen af Istiden. Forf. har her optegnet en Del Isrande, navnlig gaaende tværs over Kattegat og Storebælt, mens Isranden gradvis flyttede sig Syd paa i disse Egne. Det forekommer Referenten, at naar man ser hen til, hvor vanskeligt det er at konstatere en Isrand paa tørt Land, hvor man dog kender en overordentlig Mængde Enkeltheder i Terrænet, saa maa det være aldeles haabløst at ville forsøge at lægge Isrande ogsaa paa Havbunden; det er for saa vidt et taknemmeligt Arbejde, som man med største Lelhed der kan tegne alle Former og Retninger af Gletsjere, efter som det passer i de Isteorier, man tilfældigvis har.

Blandt Illustrationerne i Bogen findes en Del
Gengivelser efter originale Fotografier, hvoraf enkelte
er ganske gode.