Sion, Jules: Les Paysans de la Normandie Orientale. Etude géographique. Paris 1909. 544 Sider, 14 Tekstbilleder og Kort, 8 Plancher.

I Forordet angiver Forfatteren Bogens Hovedsynspunkt, at skildre, hvorledes Landbefolkningen er knyttet til den Jord, som føder den, hvorledes den har indvundet sin Jord fra Skove og Sumpe, og hvilket Kultursystem, der er karakteristisk for Egnen. For at fremstille denne Vekselvirkning mellem Jord og Befolkning er det imidlertid nødvendigt at se tilbage til Fortiden, thi Menneskets Tilpasning til den omgivende Natur varierer med Kulturhøjden. I Bogens enkelte Afsnit gives nu en Fremstilling af Landets Natur og af Befolkningens Erhverv, saaledes som dette har formet sig til forskellige Tider.

Efter i første Kapitel at have gjort Rede for Øst Normandiets Begrænsning og Underafdelinger, giver Forfatteren i Kap. 2 en Fremstilling af Klimaet. Skønt det kun er et lille Landomraade, mærkes dog Forskel paa Kystegnen og det indre af Landet. Ligeledes mærkes de smaa Højdeforforskelligheder. Høsten falder altid tidligere i Floddalene end paa de omgivende højere liggende Sletter. Den hyppigste Vindretning er Vest. Regnmængden er betydelig med Maksimum i Oktober.

Herefter gives i Kap. 3 en Skildring af Jordbunden. Normandiet danner en Slette, som ligger 100^—200 M. over Havet. Underlaget dannes næsten overalt af senonisk Kridt, under hvilket de ældre Etager af Kridttidens Aflejringer og det øverste Jura kan iagttages i en Del af de dybere nedskaarne Dale. Plateauet ender ved Kysten i en Klint, som ved Senneville har en Højde af 126 M. Kridtet er kun synligt i Kystens Klinter og i Floddalenes Vægge. Ellers er det overalt dækket af marine

tertiære Sedimenter eller af en tyk Forvitringsskorpe, der i Reglen yderligere dækkes af vekslende Lag af Sand og Løss. De løse Jordarter er meget kalkfattige men forbedres ved Tilførsel af Kalk fra Undergrunden.

De Lag af Løss og Sand, som danner Overfladen, er meget let gennemtrængelige for Vand. Det samme gælder til Dels Kridtunderlaget, som er stærkt gennemsat med Sprækker. Grundvandet ligger derfor meget dybt. Brøndene har i Almindelighed en Dybde af 30_—60 M., ja i visse Distrikter endog over 100 M. Brøndene er j Reglen kommunal Ejendom, og kun paa store Gaarde findes private Brønde.

I denne Slette er Seinedalen og talrige andre Dale nedskaarne. De større Floder løber i dybe Dale med jævn Bund. Opad Dalsiderne ligger ofte ældre Terrasser. De flade Dalbunde er i Reglen sumpede og anvendes som Eng. Terrassernes Jord bestaar oftest af goldt Sand. De er ufrugtbare, og ligesom Dalsiderne selv henligger de ofte som Skov eller Hede.

Kap. 4 giver en Fremstilling af Befolkningens Oprindelse. Palæolitiske Fund viser, at Egnen har været beboet i Istiden. Ved den historiske Tids Begyndelse var Befolkningen keltisk. Den levede af Agerbrug og Kvægavl, men foruden Landsbyer fandtes ogsaa flere Handelsstæder. Sammen med det øvrige Frankrig blev Normandiet erobret af Romerne og blev Genstand for romersk Indvandring. Ved Folkevandringen trængte germanske Stammer ind i Landet, og endelig kom det under de nordiske Vikingers Herredømme. Et Kort (Side 128) viser Udbredelsen af germanske Stednavne.

I Løbet af Middelalderen (Kap. 5) ryddedes störe Strækninger af Skov. De gamle Landsbyer udvidede deres Marker, og nye Landsbyer grundlagdes. Især var Klostrene virksomme i denne Retning. Omkring Landsbyerne laa Skove, Heder, der var opstaaede ved Skovenes Rydning, Græsgange og Sumpe, hvor Bønderne havde Ret til at lade deres Kvæg græsse. Paa Markerne dyrkedes Korn, i Haverne Æbler og Vin. Vinavlen fik dog aldrig Fodfæste og er senere opgiven. I Byerne dreves Væveri af Hør og Uld.

Skovenes Areal var i det 18de Aarhundrede (Kap. 6—11)6^—11) bragt ned til det samme som i Nutiden. Befolkningens Ret til Træhugst og Græsning i Skovene havde imidlertid ødelagt disse, og til Trods for at flere Forordninger søgte at indskrænke og regulere disse Rettigheder, var Skovenes Tilstand elendig. Heder, Moser og Fælleder, som i Middelalderen havde været Landsbyernes Fælleseje, var efterhaanden gaaet over i Godsejernes Besiddelse. Bønderne blev herved berøvet deres Græsgange til Kvæget, men dette gav Stødet til, at de søgte Erstatning ved en mere intensiv Drift af Agerjorden. Forhen havde Agerlandet altid været udlagt i tre Skifter, til Hvede, til Havre og til Brak. Nu erstattedes Brakmarken med Kløvermark. Desuden dyrkedes Ærter, Vikker og Hør. Forbedringerne i Landbruget var dog ikke tilstrækkelige til, at dette kunde føde den stedse voksende Befolkning. Fra Byerne havde imidlertid Væveriet bredt sig ud paa Landet, hvor det blev et vigtigt Bierhverv. I Slutningen af det 18de Aorhundrede fandtes næppe nogen Familie paa Landet, hvor ikke Kvinderne og Børnene spandt og vævede. Foruden Hørspinderi og Væveri blev nu ogsaa Bomuldspinderi almindeligt.

I Slutningen af det 18de Aarhundrede begyndte en Krise, som næsten ruinerede den normanniske Industri. En Handelstraktat med England brød med det Prohibitivsystem, i Ly af hvilket Frankrigs Industri var vokset op, og pludselig aabnedes Markedes for engelske Produkter, som indførtes i Masse og ved deres Billighed næsten ganske fortrængte de franske. Spinderiet forsvandt straks fra Landsbyerne og flyttede til Fabrikkerne i Byerne. Haandvæveriet holdt sig til over Midten af det 19de Aarhundrede. De følgende Kapitler (12^—15) fremstiller Landbrugets nuværende Tilstand. Revolutionen genindsatte med et Slag Kommunerne som Ejere af alt udyrket Land, hvorved Mulighed skabtes for, at en Del af dette kunde indtages til Dyrkning. En stadig Hindring tor Landbrugets Fremskridt er dog den Omstændighed, at næsten ingen af Bønderne er Selvejere. Gaardene er forpagtede paa faa Aar. Derved forhindres et mere moderne Sædskifte med en længere Rotation. Endnu er det gamle Trevangsbrug herskende. Der dyrkes Hvede, Hør, Raps. Sukkerroer og Foderstoffer. Frugtavlen er meget stor, især dyrkes Æbler til Fremstilling af Cider og Champagne. Medens Faareavlen er gaaet tilbage, har Avlen af Hornkvæg været i stadig Fremgang. De daarlige Priser paa Korn og Industriplanter har tvungen Landmanden til at lægge mere Vægt paa Produktion af Kød og Mejeriprodukter. Forfatteren klager dog over. at Befolkningens ringe Oplysning og

Mangelen paa Sammenslutning gør det umuligt for
den at konkurrere med Danmark paa det engelske
Marked og med Poitou og Bretagne paa det franske.

I det 19de Aarhundrede er Landbefolkningen stadig taget af i Antal. Dette skyldes ikke en særlig ringe Fødselshyppighed men den stærke Udvandring af Haandværkere og Arbejdere til Byerne. Den er en Følge af Landsbyindustriens Undergang.

I det 15de Kapitel gives endelig en Oversigt over Bebyggelsen paa Landet, Fordelingen af Landsbyer og enkelte Gaarde, Bygningsmaaden i de forskellige Distrikter. En meget fyldig Literaturforlegnelse afslutter Værket.