|
Geografisk Tidsskrift, Bind 20 (1909 - 1910)De vigtigste af danske foretagne Rejser og Forskninger i Asien.Oberst Emil Madsen. (Fortsættes).
Det første, der berettes om Rejser fra Danmark til Asien, gælder Pilegrimsfærd; thi det synes ikke at være hændet, at Vikinger paa deres Farter i Middelhavet nogensinde er komne saa langt imod Øst, at de har naaet til Asiens Kyster. Efter at Kejser Konstantins Moder Helene havde gjort en Rejse til Jerusalem i Pilegrimmenes Dragt, fundet Kristi Kors og været med til at bygge en Kirke paa Oliebjærget og flere andre, blev det almindelig Skik i Kristenheden at drage til det hellige Land, og hos mange vaagnede den Følelse, som endnu, ganske vist nærmest med et himmelsk Jerusalem for Øje, har et Udtryk i vor Salme: O Helligaand, mit
Hjerte Det søde Hjem,
Hvor al min Nød
og Smerte Selvfølgelig
maatte der dog hengaa adskillige Side 112
Hundrede Aar efter Helenes Pilegrimsfærd, til Danmark var blevet kristnet, inden ogsaa danske tog Del i Valfarterne. Dog er det vistnok sandsynligt, at adskillige Personer forholdsvis tidligt har følt sig dragne til at foretage Valfarter, der kunde gælde forskellige Steder, blandt hvilket det hellige Land dog altid udøvede den største Tiltrækning. Om de Personer, som foretog Valfart did, haves der for den ældste Tids Vedkommende ingen Beretninger, naar man ikke vil medregne enkelte fabelagtige Sagn, og at Væringer vist ikke ganske sjældent ogsaa har besøgt det hellige Land. Kun middelbart findes der Antydninger til slige Valfarter. Det siges jo saaledes, at de Adelsmænd, som foretog saadanne med Stav og Muslingkappe, stundom optog den karakteristiske Muslingskal i deres Vaabenskjold til Tegn paa, at saadan Valfart var udført. En Del Adelsfamilier eller Personer fører dette Mærke, uden at det vides, ved hvem det fra først er indført. Saaledes fører Familien Jærnskæg en Ibskal, Familien Båden en Ibskal under en Halvmaane, Familien Rotfeld tre Ibskaller paa en Skraabjælke eller stillede paa Skraa. Den sidste Families Vaaben er alt kendt fra 12641). Ogsaa paa andre Maader kan der træffes Minder. Et saadant er vistnok den sort-brune Sten, der er indmuret i Set. Hans' Kirke i Odense, i Gavlen ud mod Nørregade. Den antages at være hjemført fra det hellige Land, men intet nærmere vides. Kirken er bygget senest i det 14. Aarhundrede, maaske alt noget tidligere2). I Almindelighed foregik Valfarterne ad tre Veje og begyndtes i Marts eller Juni, senere i det 15. Aarhundrede hyppigt i Aug. og Sept., den Aarstid, paa hvilken Tilstrømningen af Pilegrimme var stærkest, fordi Vejene da var tørre, Bjærgstrømmene mindre vilde, Sneen i Passerne smeltet, og Dagene mindre varme og dog lange nok til betydelige Vandringer. De danske drog som oftest først til Visby paa Gotland, dertra til Estland eller Kurland og videre gennem Smolensk og Kiev ad Dniepr og det sorte Hav til Konstantinopel og derfra til Søs, som oftest anløbende Cypern, til Set. Jean d'Acre (Akka). Efter den første Halvdel af det 12. Aarhundrede benyttedes denne Vej dog kun sjældent paa Grund af, at Mongolernes Indfald i Rusland gjorde den usikker. Nogle, men næppe mange, benyttede til de forskellige Tider Søvejen umiddelbart hjemme fra gennem Kanalen mellem England og Frankrig og Gibraltarstræet. De fleste fra de Lande rejste, især i de sildigere Tider, gennem Tyskland ad forskellige Veje og over Alperne, hvor de vigtigste Overgangssteder da, naar man kom fra Tyskland, var Store Set. Bernhard og Septimer, medens Bernhardin og Brenner spillede en mindre Rolle, og Set. Godthard ikke benyttedes førend i den 2. Halvdel af Middelalderen og endda kun sparsomt. Omtrent 1482 anlagde Hertug Sigmund af Tirol en ny og i Forhold til den ældre, god Vej over Brenner, og dette Overgangssted benyttedes derpaa mere end før, om det end i Foraarsliden kunde være noget besværligt paa Grund af optøende Snemasser. Naar Pilegrimmene havde foretaget Overgangen over Alperne, drog mange til Rom, derpaa til Brindisi og videre til Søs. Ikke faa drejede, naar de var komne over Brenner, af mod Øst, gennem Pusterthai eller Brentas Dal og begav sig til Venedig og begyndte Sørejsen. Nogle begav sig ogsaa til Venedig gennem Kärnthen, medens enkelte ogsaa drog gennem Ungarn og Bulgarien til Konstantinopel og herfra videre til Søs1. Ikke sjældent var Røveruvæsenet i Italien, især i de sildigere Tider, meget besværende ogsaa for Pilegrimme, medens disse ellers nød godt af en Del Beskyttelse, saaledes i Reglen var fritagne for Told. Det er i Middelalderen nærmest Personer af det kongelige Hus og selve Kongerne, om hvis Valfarter der haves Beretninger. En af de første, som en saadan gælder, er Svend Estridsens Fætter, Svend Godvinssøn, der barfodet foretog en Vandring til det hellige Land, men omkom paa Tilbagevejen 1052. Omtrent samtidig nævnes Alfvin Haraldsøn, Sønnesøn af Knud den Store2). Den første, danske Konge, som valfartede til Jerusalem, var som bekendt Erik Ejegod. Hans Rejse fjernede sig dog fra det sædvanlige ved, at han drog ud med et Følge, der angives at have udgjort omtrent 1) Se nærmere om Rejseruterne Petersen, Haandbog i den gammel-nordiske Geografi, Kbh. 1834, 99=104; om Alpeovergangene. Oehlmann Die Alpenpässe im Mittelalter, Afh. i Jahrbuch für schweizerische Geschichte 111 og IV, 1878. 1879. 1) Henry Petersen, Danske adelige Sigiller fra det XIII. og XIV. Aarhundrede; Thiset, Danske adelige Sigiller fra det XV., XVI. og XVII. Aarhundrede. 2) Engelstoft, Odense Ryes Historie, 2. Udg. 50 f.; Vedel Simonsen, Ridrag til Odense Ryes ældre Histore I, 1. S. 178 Anm. 2. 2) Riant, Skandinavernes Korstog og Andagtrejser til Palæstina, Kbh. 1868. 171. Side 113
3000 Mand, Han ledsagedes desuden af sin Dronning Bodil og ifølge nogle Beretninger af sin Søn, den senere Kong Erik Emun; Rejsens uheldige Udfald er bekendt. Kongen, der var rejst ud gennem Rusland og Konstantinopel, døde i Bafa paa Cypern den 16. Juli 1105. Her findes der nu intet Spor af hans Gravsted. Hans Dronning, der fortsatte Rejsen, naaede ej heller Jerusalem, men døde uden at være kommen ind i den og blev begravet i Marieklrken paa Oliebjærget, vistnok i det til Set. Josef indviede Kapel. De øvrige Ledsagere synes atter at være komne tilbage til Danmark 1106. Om Erik Emun berettes kun kortelig, at han foretog en Rejse til det hellige Land, men om dermed menes den Rejse, han muligt foretog sammen med Erik Ejegod, eller en senere, kan ikke afgøres. Den mest bekendte af danske Kongers Valfarter er den, som foretoges af Valdemar Atterdag. Denne er dog saa omhyggelig udarbejdet af Historikeren C. E. H. Reinhardt1), at der ganske kan henvises til hans Beretning. Kun er der ikke gjort nøjere Rede for, hvilken Vej han drog gennem Tyskland. Dog maa den Hurtighed, hvormed den foretoges, i alle Tilfælde beundres. Han var nemlig i Marienburg i Preussen d. 13. Febr. 1347 og tilbage i København efter at have besøgt Palæstina d. 24. Juni s. A. Det bør dog næppe forbigaas, at Huitfeld bemærker, at Kongen paa denne Rejse brugte en stor Del af de Penge, han havde faaet ved at afstaa Estland til den lyske Orden, og at det havde været bedre, om de var blevne anvendte til Afbetaling paa Rigets Gæld2). Ogsaa Erik af Pommern foretog en Rejse til Jerusalem 1423—1425, idet han nærmest af politiske Grunde rejste gennem Polen, Ungarn og Venedi 3). Desuden var der flere kongelige Personer, om hvilke det berettes, at de aflagte Løfte om at foretage lignende Pilegrimsfærd eller Hærtog, uden at disse Løfter indfriedes, saaledes Kong Niels' Søn Magnus, Erik Lam, Valdemar Sejr og tilsidst Christian I og hans Dronning4). Foruden Kongerne var der mange, baade gejstlige og verdslige, som især i det 12. Aarhundrede, men ogsaa før og siden, foretog Valfarter til Palæstina, uagtet Rejserne var blevne farligere, efter at Seldsjukerne havde bemægtiget sig Palæstina og en stor Del af de omliggende Lande c. 1080, medens dog samtidig Ønsket om at samle Relikvier hos mange var vokset til Lidenskabelighed og fremkaldte Rejser. Enkelte Aarbøger og Nekrologer har bevaret Mindet om saadanne Pilegrimme, hvoraf nogle døde under opholdet i Palæstina eller paa Rejsen1). Blandt de mange bør maaske særlig erindres Hellig Anders fra Slagelse, om hvis vidunderlige Hjemfart Korset paa en Høj i Landsgrav Mark endnu erindrer den Dag i Dag, og Ridder Esbern, paa hvis Tilbagekomst hans Hustru Sidsel ventede i 16 Aar2) Baade danske Konger og andre oprettede rundt om Hospicier til Underhold for Pilegrimmene paa deres Rejser i Lighed med, hvad der almindeligt havde fundet Sted i Udlandet, hvor der ved de vigtigste Byer, derhos ogsaa ved enkelte Ridderborge sjældent savnedes saadanne Hospicier. Som Følge af Besøgene i det hellige Land fremkom der baade paa dansk og paa islandsk Beskrivelser af Landet og af Jerusalem, stundom indflettede i Sagaer, og Vejledninger angaaende Rejseruter. Nogle saadanne findes trykte3), andre i de arnamagnæanske Samlinger4). Ogsaa tre Kort om Jerusalem formentlig fra Slutningen af det 13. eller Begyndelsen af det 14. Aarhundrede findes i disse og har lignende Oprindelse5). Efterhaanden nedstemtes de religiøse Følelser, som opildnede til Valfarter til det fjærne Land. Pavernes Jubelaar hjalp til at faa Aflad paa en billigere Maade. Pilegrimsfarterne blev som foran nævnt vanskeligere og farligere, og man nøjedes derfor ofte med at besøge Rom eller Compostella eller endog blot Helligdomme i Norden i Stedet for det hellige Land, og tilsidst fremtraadte ogsaa 1) Riant, 1. c. 416 ff. 2) Et Hundrede udvalgte danske Viser, Kbh 1695, 650. 3) Lorenzen, Vejleder for Pilegrimme, trj'kt sammen med Mandevilles Rejse, Kbh. 1888; en Rejserute ad Søvejen fra mindst det 12. Aarhundrede findes i Annaler for nordisk Oldkyndighed, 1836, 48 Anni. 2. 4) Nr. 194 Okt.. trykt i Alfreoi Islenzk l, Kbh. 1908, Nr. 489 og 589 Kv., Indskud i Kirjalax Saga (jvf. Werlauff, Summa geographiæ mediiævi ete. i Anniversaria in memoriam reipublicae sacrae et litterariae ete. Kbh. 1822 og Antiquités russes, II Kbh. 1852, 394 f., 415, 420, 423). 1) Reinhardt, Valdemar Atterdag, Kbh. 1880. 154 ff., jvf. Hist. Tidsskrift 4, 111, 201—205. 2) Huitfeld. Danmarks Krønike, Folieudg. 496. 5) Nr. 544 Kv., Blad 19 r (gengivet i Hauksbok, 1892—96, 186), Nr. 732 b. Kv., Blad 8 v., Nr. 736 I Kv., Blad 2 r., gengivet bl. a. Steder i Antiquités russes, 11, Blad V. 3) Se om denne, Mollerup. Afh. Hist. Tidsskrift 5 111 713—743. 4) Riant, 1. c. 301, 304, 465, 571. Side 114
den Skik, at
man i Stedet for at udføre Rejsen Endnu fra Begyndelsen af det 16. Aarhundrede haves dog en for Danmark temmelig enestaaende udførlig Beretning om to Adelsmænds Rejse til del hellige Land, som viser de Vanskeligheder, Pilegrimsfarter paa den Tid var undergivne, og som derfor her meddeles udtogsvis, skønt den tidligere er trykt2). Beretningen gælder den Rejse, som Holger Gregersen Ulfstand og Johan Oxe foretog 1518. Det var da en meget urolig Tid i Palæstina. Der var Krig mellem den tyrkiske Sultan og den ægyptiske Sultan, som længe havde haft Herredømmet i Palæstina. Den 24. Aug. 1516 slog den tyrkiske Sultan Seliin den ægyptiske ved Aleppo, holdt den 4. Okt. sit Indtog i Damaskus, marcherede efter et Ophold her til Ægypten, bemægtigede sig under Vejs Jerusalem o. fl. Stæder og leverede atter den 20. Januar 1517 et sejrrigt Slag ved Kairo, hvornæst den sidste ægyptiske Sultan blev dræbt d. 13. April s. A. Efter saaledes at have underkastet sig Ægypten, vendte Selim tilbage i Septbr. 1517, var i Okt. i Damaskus, marcherede derfra i Marts 1518 til Aleppo og videre til Konstantinopel. Det angives i Beretningens Overskrift, at Rejsen foretoges 1518; men, da det tillige ses, at den strakte sig fra det ene Aar ind i det andet, kan der være Spørgsmaal, om den begyngte 1517 og endte 1518, eller om den begyndte 1518 og endte 1519. Flere Omstændigheder taler imod det sidste, særlig at Holger Gregersen fik Laholm til Len den 9. Jan. 1519, altsaa paa en Tid, hvor han vilde have været udenfor Landet, hvis Rejsen var foretagen 1519, hvad der synes mindre rimeligt. De to Adelsmænd rejste fra Danmark, formodentlig i Marts, gennem Lübeck, Braunschweig, Koburg og Nürnberg til Venedig, hvor de indtraf 2. Pintsedag. De blev dér i 12 Dage og forhandlede med en Skibsfører, der plejede at sejle med Pilegrimme. De red derpaa til Rom for at faa den nødvendige Tilladelse til at besøge den hellige Grav1). Da de kom tilbage til Venedig, var der indtruffet mange Pilegrimme, og de kom da overens med Skibsføreren, at han for 50 venetianske Dukater skulde sejle med dem til Palæstina og give dem Kost om Bord. Derimod skulde de selv betale, hvad deres Ophold kostede, naar de befandt sig i en Havn og gik i Land, derhos hvad Sultanen i det hellige Land vilde forlange af dem. I Venedig besaa de Staden og deltog Guds Legemsdag (2. Torsdag efter Pintse) og nogle følgende Dage i gejstlige Optog, der findes nærmere beskrevne. De besøgte tillige Set. Loretto. Dermed standser Beretningerne og begynder først igen under Opholdet i Jerusalem med Opregning af en Del Helligdomme, der besøgtes. Den fortsætter derpaa med, nt der, da de skulde tiltræde Tilbagerejsen og ride bort fra Staden, kom Efterretning om, at »Hedninger« spærrede Vejen. De kom derfor ikke bort, og paa »Vor Frues Bebudelsesdag«, som der siges2), kom de fjerde Gang ind til den hellige Grav, hvad der i Reglen ikke hændte nogen Pilegrim. Efter at Pilegrim mene senere tre Timer før Dag havde samlet sig i det Kloster, hvor Munkene havde taget sig af dem, begav de sig paa Vej til Jaffa, ledsagede af 300 Mand til Hest og 100 til Fods, som »de Jerusalemmer Herrer« havde givet dem med til Beskyttelse. Paa Grund af Efterretning om, at fjendtlige Styrker spærrede Vejen, maatte de dog ride (12— 13 Mile) til »Gessa« (Gaza). Den næste Dag, da de vilde ride derfra, blev de atter tvungne tilbage af fjendtligsinde Styrker, og de besaa da i Gaza de Mærkværdigheder, der knyttede sig til Historien om Samson. Endelig naaede de frem til Havet paa et Sted, der kaldes »Nar«, og her lykkedes det dem at blive indskibede under en stærk Storm med Fralandsvind. De synes derfra at have sat Kursen til Famagusta paa Cypern og besøgte paa Vejen et ikke navngivet Sted, hvor Set. Georg var født og Set. Katarina var fængslet3). Søndag før 1) Paverne havde efterhaanden tiltaget sig Ret til at give saadan Tilladelse, efter at det tidligere havde været nok, at en Riskop, en Abbed eller en Fyrste havde bevidnet, at Rejsen alene foretages af Fromhed og Gudsfrygt og ikke af andre Aarsager. 1) Som er særdeles mærkeligt Eksempel paa denne Skik fremtræder den Udsending af mange Personer, som Dronning Margarethe bestemte at skulde foregaa efter hendes Død (Molbech og Petersen, Udvalg af hidtil utrykte Diplomer og Breve, Kbh. 1858, 306). 2) Marie Rebudelsesdag (25. Marts) maa være en Fejlskrift, da denne Dato ikke passer, hverken med det foregaaende eller efterfølgende. Der er snarest ment Marie Fødselsdag (8. Septbr.). 2) I Orion I, l efter Gie,, kgl. Samling Fol. Nr. 844, 235 — 245, omhandlet i Kirkehistoriske Samlinger 5, I, 484, 698. 3) Formentlig Iskenderun (Alexandrette). Side 115
Mikkelsdag vilde de sejle til Rhodos, men blev da Natten før Set. Dionysi Dag (9. Okt.) overfaldne af en svær Storm, der drev dem tilbage til »Befar« (Bafa) paa Cypern. De sejlede derpaa til et Sted, der er kaldt »Besarra«, forblev dér i 8 Dage, sejlede derpaa til Zara, hvor de ligeledes opholdt sig en Uge, og tilsidst i Retning af »Parens« (Parenso) i Istrien. Inden de naaede hertil, opstod der atter en hæftig Storm, som trang dem tilbage til Zara. Her forlod de saa Skibet Onsdag før Kyndelmisse og fortsatte Rejsen i et Fartøj, der blev roet, og med dette indtraf de saa i Venedig Fredagen før Fastelavn. Der findes i samme Haandskrift som den ovenstaaende Beretning, umiddelbart efter samme, en anden, der er kaldt »Fortegnelse paa en anden Rejse til den hellige Grav«. Saafremt det burde antages, at Aarstallet 1518 i den første Beretning var en Fejlskrift for 1516, kunde det synes, at det i den sidstnævnte fortalte var det i den førstnævnte manglende Stykke; thi Beretningen begynder med Afrejse fra Venedig og ender med et Ophold i Jerusalem. Den gælder dog sikkert 1516j thi der siges, at Afrejsen fra Venedig skete Søndag, Set. Viti el. Modesti Dag, hvilken Helgendag paa den Tid ikke indtraf paa en Søndag uden i 1516. Der siges tillige, at efter at flere af Pilegrimmene var blevne slagne til Riddere Tirsdagen næst for Vor Fru »Seuermeere« (Sidermere, Vor Frue Fødselsdag, 8. Sept.), og de tor 3. Gang havde været i den hellige Gravs Kirke og kom ud derfra, fik de Tidende, at Sultanen var slagen, hvilket synes at sigte til det foran nævnte Slag den 24. Aug. 1516. Paa denne Rejse varede Overfarten fra Venedig til Jaffa fra den 15. Juni til den 7. Aug. 1516, og, da der først maatte sendes Folk i Land for at begære Lejde, skete Landsætningen først den 14. Aug. Omtrent samtidig nemlig 1516 og 1517 besøgte den berømte Feltherre, Johan Rantzau. det hellige Land og blev dér slagen til Ridder af den hellige Grav, og samme Værdighed opnaaedes af Henrik Nielsen Rosenkrantz til Vallø (f 1537). Ved Siden af Valfarterne fremkaldte Deltagelse i Korstogene ogsaa mange Rejser og Foretagender angaaende det hellige Land. Om denne Deltagelse haves dog kun faa paalidelige, historiske Efterretninger. Det synes dog at kunne godtgøres, at danske, dels enkeltvis, dels i større eller mindre Flokke har deltaget i omtrent alle Korstog, hyppigst under fremmede tyske, franske og engelske Fyrsters Anførsel, i 1189 og 1196 under Grev Adolf 111 af Holsten. Særlig fortjener at nævnes en dansk Prins, Svend, snarest en Sønnesøn af Svend Estridsen1), der ca. 1097 i Spidsen for et ikke übetydeligt Antal Krigsmænd fulgte efter Korsfarernes store Hær gennem Lilleasien, for at samles med den foran Anbiochia, men paa Vejen blev overfalden af de Vantro i Nærheden af det nuværende Ak-Sjehir i Ejaletet Karaman og nedsablet tilligemed hele sin Styrke paa nogle faa nær2). Ogsaa bør nævnes den danske Prins Karl, en Søn af Hellig Knud. Han drog til det hellige Land 1107, var sammen med Sigurd Jorsalafar 1109 eller 1110 og blev tilsidst Hertug af Flandern3). Af ikke ringe Betygning blev de Ægteskaber, der tilsigtedes indgaaede eller virkelig fandt Sted i Kongehuset som Følge af Korstog eller mulige Pilegrimsvandringer, paa hvilke den pyrenæiske Halvø i Reglen besøgtes, naar Rejsen foretoges ad Søvejen. Et Ægteskab foresloges saaledes 1203 mellem en Søn af Kong Alfons VIII af Kastilien og en dansk Prinsesse, rimeligvis en af Valdemar I.s Døtre; men det kom ikke i Stand. Derimod blev som bekendt Valdemar II gift 1214 med Berengaria, Datter af Portugals Konge Sancho I, og Berengarias Broderdatter, Datter af den portugisiske Konge Alfons 11, blev gift 1229 med Valdemar ll's ældste Søn af samme Navn, men døde alt 12314). Stundom findes den Formodning fremsat, at de Lilier, som findes i forskellige danske Adelsslægters Vaaben5), skal have deres Oprindelse fra Korstogene, særlig fra det, der foretoges 1146, og paa hvilket danske Riddere skal have fulgt den franske Konge Ludvig VIL Ogsaa andre Vaabenmærker, som Vildmænd, Tyrkehoveder, Halvrnaaner m. fl. kan muligt formodes at have en lignende Oprindelse, ligesom ogsaa enkelte Adelsnavne som Rosenkrantz' og Tornekrans'6). Endelig
henføres af nogle Elefantordenens Oprindelse 1) Suhm, Hist. af Danmark V, 39. 2) Hans Bedrifter er blevne poetisk forherligede af Torquato Tasso i dennes berømte Digt: Det befriede Jerusalem. (Oversættelse af Baggesen i det skandinaviske Literaturselskabs Skrifter, I. 1806, 438). 3) Suhm I. c. V, 158, 231. 4) Annaler for nordisk Oldkyndighed, 1836, 60. 5) Se disse, i Thiset og Henry Petersen 1. c. 6) Vedel Simonsen, Udsigt over Nationalhistoriens ældste og mærkeligste Perioder, 11, 200. Side 116
Gotfred af
Bouillon i Anledning af det første Korstog Med Reformationen ophørte Pilegrimsvandringerne her fra Landet; men det var dog ikke faa danske, som vedblivende af Videbegærlighed besøgte det hellige Land i det 16. og 17. Aarhundred 2). Nogle af disse har efterladt endnu tilværende Rejsebeskrivelser, saaledes Otte Skram, der rejste ud 1587 og efter at have deltaget i et Krigstog i Polen kom til Konstantinopel, hvorfra han videre 1591 foretog en temmelig farefuld Rejse i det hellige Land og andre Dele af Syrien og derpaa rejste tilbage til Marseille 3), den senere Rigskansler, Jakob Ulfeld, der blandt mange andre Rejser, som ham forelog, ogsaa i Følge med flere Adelsmænd rejste ud 1588 over Venedig og Konstantinopel til det hellige Land og Ægypten4), og Heinrich Rantzau, der 1623 drog ud fra Venedig søværts til Acre og derpaa videre til Jerusalem og Ægypten og hjem gennem Konstantinopel, Bulgarien og Venedig 5). I det 18.
Aarhundrede synes Interessen for Derimod er igen i vor Tid Interessen vaagnet, og ved den større Lethed, hvormed Rejser til Palæstina nu kan udføres, er det ikke faa, der har besøgt dette Land paa Rejser, for hvilke ikke blot Videbegærlighed, men ogsaa til Dels videnskabelige Interesser har ligget til Grund. Som Rejsende i vor Tid kan nævnes daværende Auditør, senere Overformynder, Konferensraad Th. E. Petersenl), der i 1856 efter al have været i Italien og Ægypten besøgte det hellige Land, hvor han fornemmelig undersøgte Oltidslevninger -). Tillige med ham kan nævnes nuværende Professor, Dr. theol. C. H. Scharling, der rejste 1861, og i hvis Beretning3) man har en udmærket grundig Beskrivelse af Jerusalem og alle mærkelige Steder i samme, samt af flere andre i det hellige Land, nuværende Professor Valdemar Schmidt, der ligeledes i 1860 og 1861 berejste Palæstina foruden Grækenland og Ægypten, og som har givet en ypperlig og livlig Rejseskildring4), Digteren Chr. Richardt, der rejste 1862, hvis Beretning5) navnlig har poetisk Værd, den forhenværende Slotspræst ved det græske Hof T. V. L. Hansen, der 1866 berejste Palæstina, Professor F. P. W. Buhl, der i 1889 tiltraadte en Studierejse til Grækenland, gypten, Palæstina og Tyrkiet og har givet en smuk og med Hensyn til Mindesmærkerne fra Fortiden meget lærerig Skildring af Egnen om Genezaret Sø6), nuværende Præst ved Helligaands Kirken i København Blaumüller, der rejste 1897, og hvis Beretning7) ligesom Digteren Chr. Richardts mest er af poetisk Indhold. Den kun
sjældent besøgte Ruinby, Cæsareæ Palestinæ
1) Riant I. c. 176; Munter, Undersøgelser om de danske Ridderordeners Oprindelse, Kbh. 1822, 43. 2) Adskillige af disse findes nævnte i Vedel Simonsen, Udsigt etc. 168—171. 3) Gie. kgl. Samling Kv. Nr. 3084. Nye kgl. Saml. Kv. Nr. 2121 I, og 2122. Otte Skram, (født 1569, død 1606) Søn af Offe Skram til Hammer Gr. (Arctander. Ligprædiken over Otto Skram). 1) Død 1907. 2) Th. E. Petersen. Et Besøg i Jerusalem og Omegn i Februar 1856, Kbh. 1857. Ikke lang Tid derefter udgav en bornholmsk Sømand, Thidemand, en meget kortfattet Beskrivelse af Jerusalem og Egnen mellem denne Stad og Jaffa (Thidemand, Optegnelser paa en Rejse fra Jaffa til Jerasalem i Sept. 1857, Rønne 1861). 4) Thotts Samling Kv. Nr. 1294, jfr. Nye kgl. Saml. Kv. Nr. 2149, der handler om hans Herkomst og Levned, født 1567, død 1630. Han var ogsaa 1590 i Batavia. — I Gie. kgl. Samling Kv. Nr. 2078 findes ogsaa en paa tysk affattet Beskrivelse af en Rejse til det hellige Land 1593. Der findes dog ikke angivet af hvem, den er udført, og det er tvivlsomt, om den gælder en dansk. 3) Scharling, En Pilgrimsfærd i det hellige Land, Kbh. 1876. 5) Heinrich Ranzowen . . . Reise Buch auff Jerusalem, Cairo in Ægypten und Constantinopel, Kbh. 1669. Forfattet af Heinrich Rantzau til Schönweide i Holsten, Rosenvold, Mogelkær m. m., født 1599, død 1674 som Gehejmeraad, efter kort efter Frederik Ill's Tronbestigelse at være bleven Rigsraad og Ridder. 4) Valdemar Schmidt, Rejse i Grækenland, Ægypten og det hellige Land, Kbh. 1863. 5) Chr. Richard, Det hellige Land, Kbh. 1870. — Dagbogsblade fra det hellige Land i Paasken 1862, Kbh. 1863, indeholder omtrent det samme, som den første Del af den foregaaende. I Nyere Digte, Kbh. 1864 findes ogsaa Erindringer om hans Rejse. Richardt døde som Præst i Vemmetofte 1893. 6) Den eneste Rejse, der synes at have efterladt sig et literært Mindesmærke, er den, som 1787 foretoges af en forhenværende Boghandler i Altona, Jonas Kortens (Kortens, Reise nach dem weiland gelobten Lande, wie auch nach Egypten, dem Berg Libanon, Syrien und Mesopotamien, Halle 175). 6) Buhl, Genesaret Sø og dens Omgivelser, i Nielsens Smaaskrifter til Oplysning for Kristne, 1889. 7) Blaumüller, Hellig Jord, Kbh. 1898. Side 117
paa en Rejse, som han, efter at have været i Ægypten, foretog i det hellige Land, hvor han bl. a. studerede flere af de i Biblen omhandlede Steder og besøgte Østerlandsmissionen, hvornæst han begav sig til Lilleasien og dér bl. a. besaa Udgravningerne ved Ephesus 1). I 1908 har cand. theol. C. E. Dreyer og Højskoleforstander i Haslev, Davidsen, besøgt det hellige Land, og dér bl. a. beset det ældste Jeriko, hvor Grundvolden til de Mure, som Josva bragte til at falde, nu er komne for Dagen. Blandt de Rejser, som særlig fremkaldtes af ren videnskabelig Interesse, maa først nævnes den, som med Understøttelse af Frederik 111 foretaget af Sønderjyden Theodor Petræus i Aarene mellem 1655 og 1660. Under mange Farer og Besværligheder besøgte han Grækenland, Syrien, Palæstina, særlig Jerusalem og Ægypten, dog egentlig ikke med noget geografisk Formaal, men for at studere Sprog, saaledes arabisk, ætiopisk, koptisk, persisk og armenisk. Han hjembragte en Samling værdifulde Haandskrifter, som det var hans Hensigt at udgive i Trykken, hvad han dog ikke naaede. Efter Ophold i Holland og England, bosatte han sig i København og døde her 1672 2). 1725 begyndte Vitus Jonassen Bering sine storartede Undersøgelser i det nordøstlige Asien, ved hvilke flere danske var ham behjælpelige. De er dog alt tidligere omhandlede i Geografisk Tidsskrift 3), og de forbigaas derfor her. Som den næste i Rækken af Rejser af ren videnskabelig Art maa anføres den i sin Tid overordentlig berømte, der foretoges af Niebuhr, af hvis Beretning 1) der udkom Oversættelser i flere Sprog2), foruden et kortfattet Sammendrag paa svensk3). Niebuhr var vel af Fødsel en Tysker4); men Rejsen udførtes paa Foranledning af den danske Konge, og det var mere Omstændighederne end Rejsens Plan, der bevirkede, at det blev Niebuhr, der kom til at afgive Beretningen om den. Rejsen fremkaldles nemlig af Frederik V, som ved Statsminister J. H. E. Bernstorff overdrog Orientalisten, Hofraad Michaelis i Göttingen at skaffe nogle i Filologi, Naturvidenskab og Matematik kyndige Mænd til at foretage en Rejse i Sydarabien for at samle nyt Stof til gammel-testamentlig Filologi og Eksegese, hvorhos Bernstorff udvidede Formaalet til at omfatte almen arkæologiske, historiske, geografiske og fysiske Undersøgelser, Michaelis foreslog Danskeren Fr. Chr. v. Haven, der af Kongen udnævntes til Professor, som særlig sprogkyndig, den svenske Filolog og Naturforsker Peter Forskål, der ligeledes før Rejsen udnævntes til dansk Professor, og Carsten Niebuhr, der særlig skulde virke som Astronom og Naturforsker. De fik Befaling at samles i København i Slutningen af 1760 og forøgedes her med Lægen, Dr. Chr. Karl Cramer og den tyske, til Danmark indkaldte Kobberstikker eller Maler Georg Vilhelm Bauernfeind, der skulde være Selskabets Tegner. Alle disse, undtagen Niebuhr, døde dog paa Rejsen, saa at den alene fuldførtes af denne, hvis Navn saaledes fortrinsvis har givet den Præg. 1) En samlet Beretning om Rejsen vil snart fremkomme i Indre Missions Børneblad. Spredte Bidrag findes i Julestjernen 1906 o. fl. Blade og Tidskrifter. 2) Se nærmere om ham og hans Skrifter Biogr. Lex. — Kort Tid, førend Petræus foretog sin Rejse, var der af Hertug Frederik af Slesvig-Holsten (født 1597, død 1659), sendt Gesandtskaber til Storfyrsten af Moskov og Kongen af Persien. Om disse Rejser, hvoraf den første til Moskov foretoges 1633 —34 og den anden til Persien gennem Moskov 1635 og nærmest paafølgende Aar, har en af Deltagerne, Meklenburgeren Mandelsloh, givet en Beretning, der er bleven udgiven paa tysk, derhos oversat paa forskellige Sprog (se om disse Udgaver Bibliotheca danica 11, 411 f.). 1) Niebuhr, Reisebeschreibung nach Arabien und ändern umliegenden Ländern, I, Kbb. 1774, 11, Kbb. 1778, 111, Hamburg 1837. 2) Se om disse Bibliotheca danica 11, 413. 3) Ødmann, Sammandrag af Justitie-Rådet Herr. Carsten Niebuhrs Resa i Levanten, Stockholm 1787. 4) Se om ham B. G. Niebuhr, Carsten Niebuhrs Leben, Kiel 1817. 8) Geografisk Tidskrift XIX, 38 f. |