Note om Jordklodens Struktur og dens Betydning for vulkanske Fænomener.

I en tidligere Artikel her i Tidskriftet (»Om Aarsagerne til Jordskælv og andre vulkanske Fænomener«) har jeg refereret en Afhandling af Professor T. J. J. See om en ny Teori, han har udviklet. Ifølge denne beror Jordskælv og i det hele taget alle vulkanske Fænomener paa, at de store Tryk paa Verdenshavenes Bund i Aarhundredernes Løb presser Vand ned gennem den faste Jordskorpe til de nedenunder liggende glødende Lag; og ved den derved foraarsagede Dampudvikling skydes saa Lavamasser fra Lagene under Oceanernes Bund ind under Kontinenterne og løfter enten den faste Jordskorpe i Vejret (Jordskælv) eller frembringer Udbrud af Vulkaner.

I »Proceedings of the American Philosophical Society« har Pi of. See nu skrevet en ny Afhandling, hvori han videre udvikler sin Teori og anvender den paa en Mængde Eksempler.

Efter See's Opfattelse bestaar Jordkloden af tre Lag: først den faste Jordskorpe, dernæst et tyndt Lag, som er forholdsvis plastisk, og endelig selve det egentlige Indre, der atter maa betragtes som et meget fast og stivt Legeme. Medens Jordskorpens Fasthed fremkommer ved, at Temperaturen her er saa lav, at Hovedparten af de forekommende Stoffer er stivnede, betinges den store Fasthed af det Indre ved det kolossale Tryk, der her hersker paa Grund af de overliggende Deles Gravitation. Naar man trænger fra Overfladen nedefter, saa stiger som bekendt baade Temperatur og Tryk. Den stigende Temperatur søger at gøre Stofferne flydende, medens det stigende Tryk omvendt søger at gøre dem faste. Allerede i en Dybde af y_io Radius under Overfladen har Trykket saa vidt Overtaget over Temperaturen, at Lagenes Stivhed er en Del større end ved Overfladen, og ved Jordens Centrum er Stivheden mangfoldige Gange større. Men i Overgangen mellem de to Omraader findes et Lag, hvor Temperaturen har Overtaget, saa at dette Lag bliver om ikke flydende saa dog plastisk, saaledes at det kan give efter for Tryk; og det er i d§tte Lag, Lava massernes Forskydning finder Sted.

See anfører følgende instruktive Oversigt over den varierende Stivhed: I Overfladen er Stivheden omtrent halvt saa stor som Glassets; i en Dybde af 20 engelske Mil er Stivheden sunket til Halvdelen af Overfladens, og i 40 miles Dybde er den den samme som i 20 miles. Men derefter stiger

---

1) Se herom A. A. Bjørnbo, Adam af Bremens Nordensopfattelse i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1909, S. 120 ff.

2) Se L. Bobé, Aktstykker til Oplysning om Grønlands Besejling 1521—1607 i Danske Magazin, 5. Række VI, S. 303 ff. — SI. Bjørnbo & Carl S. Petersen, Der Däne Claudius Claussøn Swart, Innsbruck 1909, S. 247 ff. og Berlingske Tidende 17_/7 1909.

den stadigt: i 160 miles naas atter Overfiadestivheden, i 400 miles er Stivheden omtrent ll^ Gange Glassets, og i Jordcentret er den over 3 Gange saa stor som Stivheden af Nikkelstaal i Panserplader.

Man forstaar derfor, at Jordens egentlige Indre kan betragtes som et næsten absolut fast Legeme; og den Kendsgerning, at der til Tider strømmer flydende Lava op fra Vulkaner, støtter saaledes Teorien om et plastisk Overgangslag tæt neden under den faste Jordskorpe. De Kræfter, der sætter dette Lag i Bevægelse, søger nu See — som ovenfor nævnt — i Dampudviklingen under Oceanernes Bund.

Det kan ved første Øjekast synes noget forbløffende at antage, at selv de store Tryk i Verdenshavenes Dybderegioner skulde være i Stand til at presse Vand gennem et Granitlag af en Tykkelse paa 15^—20 miles. Men hertil er jo at bemærke, at Granit og de andre Klippemasser lige saa lidt som andre Stoffer er absolut massive; tværtimod har (ifølge See) mikroskopiske Undersøgelser paavist, at Granitten ofte er opfyldt af en Masse smaa Porer og Hulheder, hvor igennem Vandet efterhaanden siver dybere og dybere ned paa Grund af Haarrørskræfter; og ved nærmere Eftertanke synes Hypotesen saaledes ikke uantagelig af fysiske Grunde.

Hvorvidt den er rigtig eller ej, maa dernæst afgøres ved direkte lagttagelser i Naturen, og her synes Forholdene efter alt at dømme at give See's Anskuelse Ret. For det første forekommer Vulkaner og Jordskælv hyppigst langs Kysterne af de dybe Have (om Forholdene langs Himalayakæden se min tidligere Artikel), medens store Indlandssletter som Sahara synes ganske fri for saadanne Fænomener; endvidere er det velkendt, at der hyppigt langs vulkanske Kyster findes ejendommelige »Grøfter« i Havbunden, hvor Dybderne er betydelig større end længere til Søs. Man kan saaledes pege paa Tuscarora-Dybet ved Japan, Sunda langs Java, og de ejendommelige Havbundsforhold langs Aleuterne. Lægges et Profilsnit tværs paa Kystlinien, faar man herved et bølgeformet Tværsnit, der leder Tanken hen paa Bølgebevægelser i Lagene under Jordskorpen. Og da nu netop Fordybningerne findes i Havbunden, og Ophøjningerne er det faste Land, maa Lavabevægelsen foregaa fra Oceanet ind mod Kontinentet o: være frembragt af en Kraft hidrørende fra Havet. At denne Kraft maa betinges af Bundens Gennemtrængelighed for Vand, ligger nu lige for Haanden, og Teoriens Rigtighed synes bevist.

See anvender dernæst sin Idé paa mange forskellige Eksempler, hentede fra alle Jordens Egne. Saaledes gøres f. Eks. Alpernes Bygning til Genstand for et indgaaende Studium. — I nærværende korte Artikel har det imidlertid blot været Hensigten at henlede Læsernes Opmærksomhed paa nogle Hovedtræk i Sees Værk; angaaende Enkelthederne maa vi derfor henvise til Originalen.