I.

Følg en Gang paa Kortet Congofloden fra Stanley Pool til Kwamut. Det er »Kanalen«, en snæver, kilometerbred Rende mellem høje, stejle Bakker, der hæver sig flere hundrede Meter over Floden.

Ved Kwamut bruser Kasai'floden ud med en rivende Strøm, hvor de smaa Floddampere maa stride sig frem Tomme for Tomme. Mundingen, der er omtrent 800 Meter bred, er det smalleste Sted paa Floden Vest for Basongo.

Og medens Congofloden paa sit Løb helt oppe fra Lomami har næsten paralleltløbende Bifloder, former Vandvejene i Kasaibækkenet sig- som en mægtig Redekam, hvis Tænder alle kommer syd fra.

---

1) Prmlt. Willemoés d'Obry er ansat i Congostaten.s Tjeneste ved den geodætiske Opmaaling.

1) Prmlt. Willemoés d'Obry er ansat i Congostaten.s Tjeneste ved den geodætiske Opmaaling.

for at søge Handel med de Indfødte om Slaver og
Elfenben.

Disse Handelsrejsende havde selvfølgelig ingen
Interesse af at give Oplysninger til andre om Lån

dets Geografi, og denne Omstændighed er da sikkert
ogsaa Grunden til, at de Oplysninger, man
forinden Livingstones første Rejse i 1854, havde
om de Indfødte i disse Egne, var ikke alene meget
faa, men ogsaa stærkt forvanskede.

Hos de virkelig vilde Folkeslag er der en Ting, der straks paatrænger sig Opmærksomheden, og det er den Omstændighed, at de, tilfælles med Dyrene, har en meget udviklet Stedsans, men fuldstændig mangler Tid sans.

Historien i dens simpleste, den oprindeligste
Form o: Kendskabet til Forfædrene og deres Tid,
er dem ganske ukendt.

En »Vild« kender og erindrer altid sin Moder, men ikke altid Faderen, hvilket iøvrigt ogsaa efter de gældende Samfundsregler er ret ligegyldigt, og ofte tillige vanskeligt. Det er sjældent, at Slægtskendskabet gaar længere tilbage end til Bedstemoderen, selv for Høvdingens Vedkommende. Blandt Folk fra samme Landsby er der en udpræget Slægtsfølelse.

Alt hvad der findes af Trang til Idé-Udfoldelse
vedrører Fetishismen og — men sjældent — enkelte
Krigslegender.

Civilisationens første Indflydelse bliver da naturlig Interessen for Geografi og Historie i deres simpleste Form, og den begynder med Interessen for de tilrejsendes Forhold og for Landet udenfor eget Omraade. De »hvide« eller »lyse« Mænd sætter Fantasien i Bevægelse, og de Indfødtes fortrinlige Hukommelse tilbageholder let de Beretninger om fremmede Lande og Skikke, som fortælles. Herfra og til Interessen for de egne Stammers Historie er der ikke langt.

Imidlertid kan en mundtlig Overlevering — derunder Slægts- og Folkesagn — næppe holde sig oprindelig under den Udvikling, der altid hastig følger den første Civilisations Indtrængen. Alle Genfortællinger farves uvilkaarlig af de forskellige Generationer og Stammer, der hver især giver Beskrivelsen en egen Tids- og Lokalkolorit.

Naar Fr. Müller, af Wissmanns Ekspeditionen, gengiver en lang Mavato-Yamvo-Kongerække efter Oplysninger indhentede paa selve Stedet, maa man ikke tage det som historisk Sandhed. Man kan desværre gaa ud fra, at de Sorte har opfundet alle de Led, som de ikke har vidst noget om, fordi den rare hvide Mand belønnede dem med Gaver, naar de blot vilde fortælle. Eller ogsaa at den givne Række ikke er identisk med en Generationsrække, men kun et Antal af de Høvdinger, der i den paagældende Egn under de meget urolige, splidagtige Forhold efter Midten af forrige

Aarhundrede kæmpede om Herredømmet i Lunda
riget.

Og naar Dr. Frobenius gengiver Legender og
Sagn, som han personlig (o: ved Tolk) har hørt

af de Indfødte, maa man være umaadelig naiv for
at tro, at den største Part af disse Fortællinger er
andet end rent Opspind, lavet »för tillfället« og afleveret
imod kontant Betaling.

Der skal et meget indgaaende Kendskab til de Indfødte og til deres Sprog og Skikke for at udøve den nødvendige Kritik med Hensyn til saadanne Beretninger. En saadan Kritik er uheldigvis sjældent bragt til Anvendelse. Men den tager jo ogsaa den morsomste og mest underholdende Del bort af Sagnene.

Det er sikkert ikke muligt af de hel- eller halvvilde Stammers mundtlige Overleveringer at danne et bestemt, videnskabeligt Grundlag for de Indfødtes Forhistorie. Vi maa her nøjes med de Oplysninger, der kan faas gennem den mindre uciviliserede Kystbefolknings Beretninger, af hvilke der eksisterer adskillige skrevne, i Form af Noter, Breve og Regnskaber.

En Sammenligning mellem et Par af Kortene
over Kasai'bækkeriet oplyser os straks om, hvad
man kendte til disse Egne i forrige Aarhundrede.

Livingstone passerede for første Gang i 1854 den sydlige Del af Kasai'flodens Kildeegne Vest for Dilolosøen, og han har her faaet en Del Oplysninger om de hydrografiske Forhold i Landet

mod Nord og Øst. Den Gang strakte det nu stærkt indskrumpede Lunda-Rige sig imod Syd helt ind i Zambesibassinet, og det var altsaa ikke vanskeligt at faa Oplysninger om Vandløb og Afstande i det Territorium, de Indfødte skulde passere for at naa til Negerfyrstens Hovedstad, der laa omtrent paa samme Sted, hvor den nu findes.

Da Slavehandelen var stærkt udviklet, kendte

man ligeledes tildels de hydrografiske Forhold imod Øst helt over til de store Søer, medens Landet mellem disse og Østkysten i de sidste Aarhundrede er bleven eksploiteret af Zansibariterne og andre arabiserede Stammer.

Særlig Interesse har Livingstones Kort faaet
derved, at Dilolosöen antoges at have Afløb baade
til Congo(Kasai')-Floden og til Zambesi.

Af andre Rejsende i disse Egne har Cameron givet et Kort, der imidlertid sikkert for en Del støtter sig paa andre Opgivelser, end dem han selv har indhøstet. Stor Interesse fik Camerons Rejse derved, at han som den første konstaterede, at Lualabafloden ikke som antaget kunde være den øvre Del af Nilen, da dens Vandmængde var meget betydeligere end den allerede kendte Strækning af Øvre-Nilen.

Wissmanns-Ekspeditionen, der jo som Ekspedition var langt bedre udrustet og heldigere stillet end de tidligere Opdagelsesrejsende i Centralafrika, har leveret et efter Forholdene fortrinligt Materiale til Belysning af Landets Geografi, og endelig har Max Buchner givet værdifulde Oplysninger, specielt dog i etnografisk Retning.

Skønt Stanleys Rejse ikke berører den Del af
Central-Afrika, som jeg særlig agter at behandle i
de følgende Artikler, nemlig den østlige Del af
Kasai'bækkenet, skal jeg dog tillade mig et Par
Bemærkninger om det rent geografiske Resultat.

Stanleys Rejse er vel den største, og sikkert

den interessanteste, Rejse der er foretaget i Afrika i det nittende Aarhundrede. Men i geografisk Henseende har den tabt meget, navnlig af to Grunde. De Rivninger, der herskede i selve Karavanen, dennes Splittelse og det fjendtlige Forhold, der i Almindelighed herskede med de indfødte Stammer, gjorde et virkelig frugtbart Forskerarbejde umuligt. Dernæst mister Stanleys Beskrivelse af den første Rejse geografisk set sin Betydning, fordi den først og sidst er Reportage, Journalistik, i hvilken alt, hvad der ikke er enten umaadelig stort eller urimelig lidet, ikke regnes med. Og det er jo ret ejendommeligt, atmedens man af Livingstones jævne Fortælling saa at sige genkender Landet, ja, endog Stierne, ad hvilke hans tunge Karavane møjsommeligt slæbte sig af Sted, saa genkender man næppe et eneste Sted af Landet efter Stanleys Beskrivelse. l)

Hans Betydning som den, der aabnede Congobassinet for Evropæerne, bliver naturligvis ikke mindre, fordi hans Rejsebeskrivelser er overdrevne og ufuldstændige. Men det maa ikke glemmes, at hans Fortællinger om de utallige Farer, der uafladelig truer ham fra de Indfødtes Side, har haft en meget usund Indflydelse paa mange af de Evropæere, der senere rejste i Congo navnlig derved, at man havde begyndt med at betragte de Indfødte som Fjender.

Congobækkenet er ikke længere noget terra incognita. Der er meget faa Partier — og af forholdsvis ringe Udstrækning — som ikke har været gennemkrysset af Statens Ekspeditioner eller Kautshukselskabernes Agenter.

Den tidligere Congostat har ofret fantastiske Summer paa de geografiske Forarbejder, og naar Resultaterne hidtil har staaet i et slet Forhold til de bragte Ofre, saa er det navnlig af de Grunde, at Arbejderne var spredte, at der ikke har eksisteret en virkelig Centralisation af de geografiske Arbejder eller noget frugtbringende Samarbejde mellem de mange udsendte Ekspeditioner.

Uden at komme ind paa de politiske Forhold og de mange, til Tider ret hidsige Angreb, som den tidligere Congostat har været Genstand for, skal jeg dog paapege det uheldige i, at alle de Overdrivelser og Opspind, der hyppigst er taget for gode Varer, naar Talen har været om Congostaten, dens Administration, dens indre politiske Forhold, de Indfødtes og de Hvides Grusomheder, de altid overhængende Farer for hvide Mænds Liv, Klimaforhold, Revolter, Massakrer o. s. v. — Beskrivelser hvortil Motiverne ikke altid har været fuldtud tilbørlige — har givet Anledning til, al man i Stedet for at udvide Kendskabet til Landets geografiske og etnografiske Forhold, har tilsløret eller rent forvansket disse.