II

egentlige centrale Punkt i Afrikas Hydrodrafi, idet han mente at have forstaaet de indhentede Oplysninger saaledes, at Søen havde Afløb baade til Zambesifloden (gennem Syd

Lutembwe) og til Kasai (Congofloden) gennem Nord
Lutembwe.2)

Et Kroki, som jeg senere fik i Hænde, men hvis Ophav desværre ikke var nævnt, gav den samme Oplysning. Imidlertid maa man antage, at det stadig er Livingstones Kort, der har været lagt til Grund; thi ingen senere Rejsende i de paagældende Egne sætter Dilolosøen i Forbindelse med Øvre-Kasa'i.

Camerons Kort, der som Arbejde selvfølgelig er værdifuldere end Livingstone, idet denne sidste slet ikke havde tænkt sig Rejsen som en egentlig Opdagelsesrejse, viser saaledes klart, at intet Vandløb kommende fra Dilolosøen staar i Forbindelse med Kasaifloden.

Nogen Forvirring vækker det derimod, at der [en Dagsmarsche (30 km) vest for Søen] findes et Vandløb, som tager sit Udspring i Kalombosøen. En Mose af samme Navn findes nemlig i selve Dilolosøen, umiddelbart ovenfor Dilolosøen.

Ved Fastsættelsen af Congostatens Grænse mod
Syd har man imidlertid lagt Livingstones Formodning
til Grund for Konvention med Portugal, af

Som jeg allerede

har nævnt, troede Livingstone,
at Dilolosøen
dannede det

25. Maj 1891, og har nævnt som Grænselinie Dilolosøens Afløb mod Kasa'ifloden, selve Dilolosøen (Dalbunden) og endelig herfra mod Øst Vandskelslinien mellem Congo og Zambesi.

Dilolosøen ligger helt i Zambesibasinet, og denne
Omstændighed gav Anledning til nogle Grænse
stridigheder i Aarene 1902-1903.

Det var i Slutningen af 1903, at det blev mig overdraget at undersøge Dilolo-Egnen og tilvejebringe et Kort, der kunde tjene som Basis for en endelig Grænseregulering.

Grundlæggeren af Diloloposten, der netop ved den Tid passerede Boma paa Hjemrejsen til Evropa, gav mig en Del Oplysninger, efter hvilke jeg sluttede, at Posten laa i Nærheden af Søen og adskillige Dagsrejser fra Kasai'floden. Det viste sig senere, at disse Oplysninger var aldeles fejlagtige, og den Metode, jeg havde valgt til Kortlægning af Egnen: Bestemmelsen af Postens geografiske Beliggenhed og en hertil støttet Triangulation med Detailindlægning ved Hjælp af Maalebord, maatte jeg straks ved Ankomsten til Posten opgive, da det viste sig, at Landet var skovbevokset indtil langt syd for Grænsen.

I Begyndelsen af 1904 oprettede Portugiserne en Militærpost ved selve Søen, netop paa det Sted, hvor den belgiske Commandant Ch. Lemaire, havde haft sin Lejr under et Ophold i 1902.

I Maj Maaned afrejste Ekspeditionen fra Boma
for over Leopoldville og Lusambo at naa Diloloterritoriet.

Som Medhjælper (adjoint) havde jeg en Landmaaler,
cand. phil. Delport; en hvid Underofficer
skulde støde til os i Lusambo.

Instrumenterne bestod af: en Passagekikkert, en Teodolit, et Tachometer, to Marinekronometre (regulerede efter Stjærnetid) Sekstant med Horisont, Kviksølv- og Aneroidbarometre, Præcisionstermometre, Barograf og Termograf, Hypsometer — og saa den Uendelighed af smaa Instrumenter, som er nødvendige til Krokering i større Stil, som Kompasser,

---

1) Prmlt. Willemoés d'Obry er ansat i Congostatens Tjeneste ved den geodætiske Opmaaling.

2) Jeg har haft Lejlighed til at give en detaileret Forklaring af denne Fejltagelse og dens Aarsager i: »La region de Dilolo«, der findes i Manuskript i Geogr. Selsk. Bibliothek.

1) Prmlt. Willemoés d'Obry er ansat i Congostatens Tjeneste ved den geodætiske Opmaaling.

2) Jeg har haft Lejlighed til at give en detaileret Forklaring af denne Fejltagelse og dens Aarsager i: »La region de Dilolo«, der findes i Manuskript i Geogr. Selsk. Bibliothek.

Sondetermometre, Maalebaand,
Telemetre o. s. v.

Af Lejrmateriale havde vi Sovetelte af lille Model. Vi fik dem senere erstattede med større Telte, da de viste sig for smaa — navnlig for korte, — under de lange Rejser i Regntiden, idet de straks skrumpede ind. Og da Teltstængerne jo blev staaende (i Reglen da) hævede Siderne sig og lod Adgangen fri for Regn, Blæst og Kryb. Hvad Længden angik var den tilstrækkelig for Delport; men jeg maatte passe paa at trække Hoved og Fødder til mig, naar det begyndte at regne.

Dernæst havde vi Magasintelte og to lange
Telte, til Ekspeditionens Negere; Klapstole og -borde,

Lygter, Lamper o. s. v.

Provianten, som vi medførte, bestod af Konserves
og Vin. For at give en Idé om, hvilke Masser
der konsumeres — eller rettere rekvireres —

skal jeg nævne, at vi til Trods for at vi kun blev to Hvide i Stedet for de beregnede tre, stadig fik tilsendt 62 Kasser Konserves og 36 Balloner Vin å 10 Liter pr. Halvaar. Og til Trods for, at vi ikke nægtede os noget, var der ved min Afrejse fra Lusambo, i September 1906 en større Restbeholdning, hvoraf jeg erindrer 432 Pd. Flormel og 190 Liter Vin tilbage.

Endelig havde vi Bomuldstøjer,
Salt, Perler, Krudt og Fænghætter til
Indkøb af frisk Kød til os selv og

til Forplejning og Betaling af Ekspeditionens fast
engagerede Negere.

Disse sidste skulde hverves i Lusambo, ikke

af Ekspeditionen selv, men af Distriktet, der ligeledes var pligtig til at transportere al Proviant fra Lusambo til Ekspeditionens Opholdssted.

Jeg havde beregnet som Bærermandskab, Opsynsmænd. Tjenestepersonale under Ekspeditionens Udflugter, 80 Bærere til 80 Kasser og 20 Mand til de andre Bestillinger. Imidlertid viste det sig senere at være alt for lidt, idet Negerne i Øvre-Congo ikke bærer hver sin Kasse, men altid to og to.

Under mine Rejser i Manyanga saa
vi de Sorte hver med sin Byrde paa
25-35 kg., og uden i Grunden at

overanstrænge sig, gør de 20—30 Kilometer daglig.
De fik 15 Favne Tøj om Maaneden og i Reglen
Naturalforplejning.

Efter de Beretninger, der forelaa om Priserne i Kasaidistriktet, kunde en Neger leve flot — Forlystelserne har han jo gratis — for 4 å 5 centimer om Dagen, og lønnedes med ll^ å2 Favne Tøj om Maaneden. Jeg fik Beløbene sat lidt op i Anledning af de Besværligheder, som jeg ventede at møde paa Rejsen, saaledes at de Sorte skulde have

3 Favne Tøj om Maaneden, hvoral dog en tilbageholdtes som Reserve ved hans Hjemsendelse, og Naturalforplejningen beregnedes til 7 centimer om Dagen.

I Léopoldville fik Ekspeditionen, der medførte en halv Snes Tons Bagage, anvist som Damper den gamle Plimsoller »Roi des Belges«, der laa i Savskæreriet i Kanalen.

Vi kom derop med en af de store Hjulbaade, og havde ved Udskibningen det første lille Uheld, idet Delport, som jeg havde betroet Overopsynet med Udskibningen af Instrumenterne, glemte de to Kronometre. Heldigvis var Kaptajnen en brav Fyr, der vendte om, da han opdagede Fejltagelsen, og sendte Urene ind med en Pirog. Efter den Dag tog jeg mig selv af Kronometerne.

»Roi des Belges« var en Baad paa en Snes Tons, med en kraftig Maskine, men meget rank og skrøbelig i Bunden. I Grunden var det vel nærmest Malingen, der holdt sammen paa de Rustplader, der dannede Bunden, som det var forbudt at træde paa.

Ved Afrejsen fra Leo trøstede Kaptajn Jessen, Havnekommandanten, mig med, at selv om der altid var lidt Vand i Forlasten, saa var der ingen Krokodiller, og jeg kunde jo bruge det til at bade i. Disse Ord gjorde mig noget betænkelig, og min Uro forøgedes, da det viste sig, at Føreren for den Damper der var stillet til min Disposition, havde Øgenavnet Fylde-Ole. Imidlertid viste det sig hurtigt, at han havde faaet dette Navn af drilagtige Kammerater, fordi han var den eneste Afholdsmand i Congos Marine — og vist den eneste der nogen Sinde havde været der!

;I;

»Roi des Belges« havde 3 Kahytter, en til Kaptajnen, en til Maskinmesteren og en til eventuelle Passagerer. Denne sidste befandt sig umiddelbart bag Kedlen og var frygtelig ophedet. Delport fik den — han holdt meget af Varme.

Til Soverum lavede jeg paa den lille Bro tre Vægge af Sejldug, som om Aftenen blev sænket og bundet fast til Gulvet. Det var luftigt — maaske lidt rigeligt under de natlige Tornadoer, men i hvert Fald at foretrække for Kahytten, hvor man om Aftenen saa Lyset gennem et Slør af Moskitoer.

Straks den første Dag efter Frokosten — jeg siger ikke »Maaltidet« —, thi alt var saa svinsk, at jeg ikke kunde faa noget ned — blev Opsynet med Provianten og Køkkenet overdraget til Delport. Hans første Opdagelse var, at Kokken havde stukket en kvart Ged til Side, — selv paastod han, at han havde glemt den i Asken under Ildstedet.

Da jeg sagde det til Kaptajnen, viste denne sig
kun i ringe Grad forundret, og vistnok udelukkende
for at gøre mig en Fornøjelse.

»Ja, — det er nogle Tyveknægte — disse Sorte,
det har Kommandanten saa sandfærdigen Ret i.«

»Jamen, Olsen, vi kan skam ikke lade saadan
noget gaa upaatalt hen«, sagde jeg. »Ikke for Kødets
Skyld, men for Eksemplet.« '•

»Ja da — jeg synes ogsaa nok, at det i Grunden
er for galt. Jeg tror »ovilkårligen«, at jeg vil
sige det til ham.«

Olsen kom aldrig ud af Ligevægt.

Kun en Gang har jeg set ham let fortørnet, da Kokken havde lavet Te med Eddike i Stedet Vand. Olsen drak vist det meste af Koppen, forinden han smagte Indholdet.

»Inte tykkar Kommandanten, att denne Theen
har en forbasket Smak?«

Delport smagte — og fo'r op.

»Men det er jo Eddike! Kok — kom herop!«

Olsen smagte fint.

»Ja, såkkert, dåri har ni ovilkårligen rätt!«
Han rejste sig langsomt, og forinden jeg kunde

ane, hvad der skulde foregaa, havde han givet
Kokken en Lussing.

En ualmindelig Lussing.

Thi Olsens Hænder var ikke alene tykke, men
havde et umaadeligt Areal, egentlig for stort til et
enkelt Hoved.

Han satte sig sindigt, tog en lille Bunke Kardustobak op af Lommen og puttede denne Delikatesse med en vis, ham egen Diskretion, ind i Munden, hvor den viste sig mod Kinden som en Tandbyld.

»Ja—a!« sagde han saa roligt, som om vi
hele Tiden havde talt om Vejret, — »disse svarta
Javier!«

Og han rystede sørgmodigt paa Hovedet.
Jeg søgte at gøre ham begribeligt, at han ikke
maatte slaa Folkene. Hvis der var Tale om en
Straf, skulde den være reglementeret. Men det
vilde han ikke forstaa; han havde selv faaet »store«
Lussinger som Jungmand.

Olsen havde vist et meget religiøst Sind, naar
vi laa stille, eller naar vi var i smult Vande. Men
naar vi var i Nærheden af Sandbarrer eller Klipper,
kunde han bande. Der var Eder paa flere
Etager, hvor han fik de meste med af det, der
kunde bandes ved.

Men han var en støt Karl, og forsigtig og paapasselig, og vel en af de faa, der overhovedet havde kunnet bringe denne Baad frelst til Lusambo og tilbage til Leopoldville.

Vi passerede Kwamut og kom ind i Kasaifioden. Her hvor Vandet allerede sank, og hvor Sandbankerne tittede frem, skød jeg mine første Krokodiller og Flodheste. I Begyndelsen lod vi Krokodillerne ligge, men senere hentede vi dem og gav dem til den sorte Besætning, der spiste Kødet med Velbehag.

Bøfler saa vi mange af nede ved Bredden, dg
en enkelt Antilope fik jeg efter en hidsig Jagt, der
førte mig 6—8 Kilometer bort fra Flodbredden.

Ved Finiflodens Munding kom vi ud af Krystalbjærgene og ind i den mægtige Bredning, der har faaet Navnet Wissmanns Pool, og som strækker sig lige til Kwangomundingen med det store Delta.

Landskabet bliver roligere; Indfødte ser man
sjældent; Bredderne er skovbevoksede, og enkelte
Skovsøer i Floden former med Bredderne lange
Løvgange som i en stor Park.

Sejladsen her er fortryllende. Man tænker aldrig paa, at disse henrivende Smaasøer er fulde af Moskitoer, Tsetsefluer, Slanger og Krokodiller. De er imidlertid smukkest paa Afstand, og Idyllen

forsvinder fuldstændig, naar man vil lægge til, man faar Hovedet ind igennem et ækelt Net af dderkoppespind, Hovedet eller Hænderne op i en lille Hvepserede, og hele Kroppen fuld af flittigt søgende Myrer.

Vi passerede Dinia (af de indfødte kaldet Lombo), KasaT-Kompagniets Hovedplads, der i Løbe.t af 6—86^—8 Maaneder under den energiske Dr. Dreypondts Ledelse var bleven til en hel lille By med Teglværk, Bedding, Maskinværksted og Magasiner.

Gennem Swinburne-Passet,^x) hvor de mange Klipper gør Sejladsen farlig, kommer man ud i den anden af de store Bredninger i Kasai', hvor man i lang Afstand ser den lille Bakke Mt. Pogge, vel et hundrede Meter over Flodniveauet, hæve sig som et isoleret »Bjærg«.

De Indfødte var for Størstedelen fjendtligt stemte for enhver Indtrængen fra de Hvides Side, og holdt sig i Reglen borte fra Bredden, hvor vi kom frem. De enkelte smaa Piroger, vi saa, forsvandt skyndsomt ind i Buskene. Jeg fik her

---

1) Dette Pas er ikke opkaldt, som man kunde formode det, efter den berømte Digter, men efter en Handelsagent, der overfor den nuværende Direktør Delcomme havde paastaaet, at Passagen var umulig paa Grund af Klipper og Katarakter.

1) Dette Pas er ikke opkaldt, som man kunde formode det, efter den berømte Digter, men efter en Handelsagent, der overfor den nuværende Direktør Delcomme havde paastaaet, at Passagen var umulig paa Grund af Klipper og Katarakter.

Lejlighed til at se, hvorledes en Vedpost, hvor Staten havde indstalleret en Sektion Vedhuggere, tog sig ud efter et af de dengang ret almindelige Overfald fra de Indfødtes Side.

Posten var brændt, Veddet kastet i Floden,
Smaahaverne plyndrede; Kvinder og Børn var un

Befolkningen paa Nedre-Kasi'a kender jeg ikke meget til — i hvert Fald ikke tilstrækkeligt til at kunne udtale mig om deres Særstilling blandt Negrene. Først ved Basongo begynder det egentlige Kasai'-Territorium, som jeg har

gennempløjet fra Nord til Syd og fra Øst til Vest
under fire Aars næsten uafbrudte Rejser.

Ved Basongo (af de Indfødte kaldt Bena-Bendi) danner Kasaifloden en skarp Kurve, og her modtager den sit største Tilløb, Sankulu eller, som det kaldes i den øvre Del: Lubilashi; Mundingen af dette Tilløb har en Bredde af 2,600 Meter medens Kasaifloden er over 5 Kilometer bred. Dette Sted, hvor store, udstrakte Sandbanker har dannet sig, er identisk med Camerons »Sankorra-Sø.«

Kasais venstre Flodbred er et mægtigt Bakketerræn, der strækker sig uden Afbrydelse til Diokopunda, i Nærheden af Wissmanns Faldene. Beboerne er de som Kanibaler kendte Bashilelaer, en Race der sikkert er nær beslægtet med Baketerne paa højre Bred.

Omtrent midt imellem Basongo og Diokopunda
modtager Kasai, fra højre Side, Luluafloden, hvis
Kilder findes tæt op til Zambesis.

der den tapre Modstand gaaet med Pirogerne over til den mod satte Flodbred, hvorfra de tilkaldte os; Mændene var, paa en nær, der forklarede os Overfaldet, bleven dræbte; Capitaén (Opsynsmanden) var bleven taget levende, lagt paa Jorden og dræbt ved, at en Lanse blev jaget gennem Ørene. Ligene fandtes selvfølgelig ikke mere — idet Angriberne var Menneskeædere, som alle Negerstammerne langs Kasa'ifloden helt op til Basongo.

Men Lusambo ligger ved Sankulufloden, og
vi gaar ind i denne, hvor efter nogle Dages Sejlads
Bredderne, navnlig den højre, former sig som høje,
utilgængelige Skrænter, ofte med lodrette Vægge,
hvor den jærnholdige Sandsten fures af røde Aarer
og i Sol efter et Regnskyl minder om poleret Porfyr.

Paa højre Bred har man. her de stridbare Basongomenoer ogsaa kaldet Bankutuer, der endnu er Kanibaler, og som af de andre Stammer er frygtede paa Grund af de stærkt forgiftede Pile, der bruges som Vaaben. Paa venstre Bred er Bakubaernes Land, et af de mindst uciviliserede Vest for Lusambo. Beboerne har vist ikke mere kannibalske Tilbøjeligheder — i hvert Fald skjuler de dem —og er fortrinlige Arbejdere. Deres Maatter

og Kurvefletning er kendt over hele Distriktet og højt i Pris, og af Basongomenoerne har de lært at forarbejde en Slags Fløjl af Piantetrævier, som de væver i nydelige Mønstre. Dertil er de vel nok Flodens dygtigste Baadførere.

Ved Bena-Dibele-Posten mærker man paa de
forholdsvis stærkt befolkede Bredder, at man nærmer
sig Distriktets Hovedstad Lusambo.

Trafikken er betydelig, overalt ser man Piroger pile frem og tilbage mellem Bredderne; der findes ikke saa faa Faktorier, og Handelen med Fisk, Høns, Maniokrødder, Jordnødder, søde Kartofler, Majs, Hirse og Ris er almindelig.

Og et Par Dage senere lægger man, naar man
da ikke bliver staaende altfor længe paa de evindelige
Sandbanker, til ved Lusambo.