Beazley: The dawn of modern geography, III, Oxford 1906.

Af Beazlys omfangsrige Værk angaaende Geografiens Historie er de to første Bind, der omhandler Fremskridtene i Kundskaben om Jorden fra det romerske Kejserdømmes Ophør og til Slutningen af Korstogene eller fra omtrent Aar 300 til 1260, alt blevne anmeldte i Geografisk Tidskrift XVI, 1901 — 1902. Det udkomne 3. Bind, som vi her skal anmelde, omhandler de videre Fremskridt i den senere Del af Middelalderen eller fra omtrent Aar 1260 til 1420. Dette Bind angaar saaledes særlig de store Rejser til Asien, som foretoges i dette Tidsrum, navnlig af Poloerne og derefter af andre, som fulgte i deres Fodspor. Værkets Indhold strækker sig saaledes i det Hele taget indtil den Tid, da de store Opdagelser til Søs begyndte.

Forfatteren mener at kunne paavise, hvorledes den senere Middelalder med Hensyn til videnskabelige Fremskridt paa Geografiens Omraade staar i mærkelig Modsætning til den Nedgang og det Forfald, som i Almindelighed angives at have fundet Sted i hin Tid,

hvorledes man blandt Ruinerne af en hensmuldrende Verden finder Spirerne til en ny, og hvorledes Menneskehedens kommende Sejre, der aabenbarer den fulde Udstrækning og Beskaffenhed af Jordens Overflade, og som i de følgende hundrede Aar overgaar, hvad der tidligere var blevet opdaget i tusinde, indledes ved Opfindelsen af nye, nautiske Instrumenter, deriblandt de første,, gode Kort.

Omtrent som følger giver Beazley en Karakteristik
af den Tid, han i sit Værk har behandlet.

Betydningen af Forbindelserne til Lands og den Færdsel og Handel, der benyttede dem, har aldrig tilnærmelsesvis været saa stor, som i den tidlige Middelalder, da Evropas kristne Folk var næsten ganske berøvede Brugen af Havet, dels ved deres egen Overtro og Uvidenhed og deres eget Barbari, og dels ved Islams Vækst og Nordens Vikinger. I den centrale Middelalder er de Kristne, om end besjælede af en energisk Trang til Udvidelse, ligeledes hovedsagelig henviste til Vejene til Lands. Dog begynder en Ændring at kunne spores, om end i Tiden efter Korstogene Kendetegnene paa den evropæiske Udvidelseslyst endnu er langt fra at have naaet det Punkt, som betegnes ved Bartholomeo Diaz', Kristoffer Columbus', Vasco da Gamas og Ferdinand Magellans Opdagelser, der med Hensyn til Kendskab til Jorden og international Samfærdsel skulde frembringe den moderne Verden, ligesom Erasmus', Luthers og Loyolas Arbejder skulde frembringe de følgende Tiders Kultur og Religion.

l Slutningen af det 13. Aarhundrede, i det 14. og Begyndelsen af det 15. er det endnu stedse Civilisationens kontinentale Udvikling, der er den betydende. Man havde endnu ikke givet slip paa Karavanerejserne, Flod- og Kystsejladsen og var endnu langt fra den Frihed og Hurtighed i Bevægelser, som allerede i det 16. Aarhundrede træder stærkt frem. Man levede endnu stedse i en Tid, paa hvilken en Rejse fra Krim til Peking kunde udføres med større Sikkerhed og i kortere Tid over Land, end en Sørejse fra den persiske Bugt til Mundingen af Jangtsekiang. Dog vovede genuesiske Sømænd allerede i Marco Polos Tid at drage ud paa Atlanterhavet og at sejle langs den vestafrikanske Kyst for at finde Indien, og flere Opdagelser paafulgte.

I Petrarcas og Boccaccios Levetid fremtraadte den første Brug af Magneten hos italienske Sømænd, og den første Fremkomst af nøjagtige Kystkort, fremskaffede ved Hjælp af italienske Lodser og Sømænd, hidrører i det mindste fra de sidste Decennier af det 13. eller fra de første i det 14. Aarhundrede.

Korstogene, det største kollektive Foretagende af den latinske Kristenhed, ender i militær Henseende med Skuffelser; men endnu førend de frankiske Stater i Levanten var gaaede under, viser Korstogenes ikkemilitære Følger sig betydelig større end de oprindelig planlagte, politiske Erobringer, og blandt disse Følger er ingen af større Betydning end den Udvikling af Handel og geografisk Indsigt, som fremstod. Fra den Tid, da Latinerne oprettede Kolonier i Syrien, stod denne Udvidelse af Evropas Interesser og de kristnes Opdagelser i hidtil omtrent übekendte Lande i langt nøjere Forbindelse med Fremskridtene i Handel end nogensinde før. Paa samme Maade indvirker Bestræbelserne for at opretholde Korstogsstaterne ved det østlige Middelhav paa de søfarende og handlende Magter.

Ogsaa Opkomsten af det mongolske Dynasti i Asien bevirker et stort Opsving for Handelens, Troens og i det Hele taget det aandelige Livs Udvikling, Forbindelsen mellem den mongolske Verden og den vestlige Kristendom strækker sig over et Tidsrum af 130 Aar, fra 1245 til 1368, og i den Tid blev hele det tartariske Asien fra Sortehavet og den polske Grænse til Stillehavet og Sibiriens Skove gennemstrejfet i forskellige Retninger af evropæiske Gejstlige, Handlende, Diplomater og Æventyrere, Italienere, Franskmænd, Spaniere, Ungarere og Tyskere. Og ikke blot gennemstrejfede de hine Lande, men et ret paalideligt og nøjagtigt Kendskab til det indre Asien og det fjærne Østen opnaaedes og fastlagdes i Skrifter, mundtlige Overleveringer og Kort, Marco Polos og Odorics Bøger (1298 og 1330), Pegolottis Haandbog for rejsende (1340) og det katalonske Atlas (1375) er Hovedværkerne blandt de mange, i hvilke det fjortende Aarhundredes romanske Kristne kunde finde ret paalidelig Underretning og temmelig nøjagtig Kundskab om en stor Del af Kina, Bagindien, Forindien, de indiske Øer og det tilgrænsende Asien.

Efter en videre Udvikling, som vi dog maa forbigaa her, udtaler Forfatteren, at i den første Periode med Hensyn til Ekspeditionerne i Atlanterhavet (fra ca. 1270 til 1340) havde Italienerne Forrangen. Den anden Periode (fra Midten af det 14. Aarhundrede) er betegnet ved den efterhaanden fremtrædende Medvirken af andre, som især udgik fra Spanien og Frankrigs Kyster. Med Begyndelsen af den 3. Periode, der betegnes ved vedvarende, statsunderstøttede Forskninger, der lededes af en kongelig Prins og betragtedes som værende af en levende, national Interesse for et kristent Rige (Portugal), er man traadt ud af Middelalderen og ind i den moderne Tid. Den moderne Geografis Daggry ender med Henrik Navigators første Rejse. Fra dette Tidspunkt

og indtil vor (Jærnbanernes) Tid er Vejene til
Lands ganske underlegne Vejene til Søs.

Om Kortene siger Forfatteren, at de maatte være ligesaa værdifulde for det virkelige Fremskridt som Magneten. Paa en Tid, hvor de fleste evropæiske, kartografiske Arbejder endnu var halvt mytiske og snarere Billedbøger med zoologiske og teologiske Legender end Fremstillinger af Landene, begyndte en virkelig videnskabelig Gengivelse af Kyster med Kort af den saa kaldte Portolani-Type. Det ældste, nu tilværende Eksemplar er fra omtrent 1300; men saaledes, som det er, maa der have været Forgængere, som efterhaanden havde udviklet Arbejdet paa det, og det er sandsynligt, at man endnu vil kunne opdage endnu ældre Eksemplarer af lignende Arbejder, som fremstiller Dele af Kystlinier, i det mindste indenfor Gibraltarstrædet, og som hidrører fra de sidste Korstogs Tider. Kortene af denne Type var egnede til praktisk Brug og danner ved deres næsten moderne Nøjagtighed en Modsætning til de Kort, som var udgaaede fra andre Skoler, saaledes baade til de fordringsfulde, klassiske Kompositioner (i Ptolomæus' Geografi) og til de vilde Produkter af middelalderlig Fabeldigtning. Omhyggelige Opmaalinger var sandsynligt übekendte i den græskromerske Verden, lige saa vel som i den islamitiske. De gamle „Peripli" var ikke tegnede, men skrevne Vejledninger for Søfarende, og den eneste, arabiske Portolani, som endnu er kommen frem for Dagens Lys, er en Kopi af en italiensk. Det var sandsynligt fra Nordvest-Italien, at den nævnte Art Kort udgik, skønt meget tidlige Spor af Portolanierens Tegnekunst maaske kan findes i Katalonien, og endnu længe efter, at Italienernes førende Stilling med Hensyn til Opdagelser og Handel var endt, beherskede dog endnu den italienske Videnskab Kartografien. Saaledes er det store Flertal af tidlige Udgaver af Portolani-Kort (413 af 498) udførte af Marco Polos Landsmænd. Men samtidig maa det dog erkendes, at et vigtigt Mindretal af de for det 14. Aarhundrede mest betydende Portolani-Kort, saaledes Dulcerts af 1339 og det udmærkede Atlas af 1375, hidrører fra Kataloniere.

De mange Enkeltheder, som Beazley omhandler, og hvoraf den kritisk behandlede Beretning om Poloernes Rejser maaske er den mest interessante, tillader Pladsen her ikke nærmere at gaa ind paa. Dog vil det utvivlsomt være hensigtsmæssig til Vejledning for dem, som i Beazleys Værk kunde ønske at søge Oplysning om et eller andet, at nævne de vigtigste Foretagender, der foruden Poloerne findes omhandlede.

De første, der nævnes, var nærmest Missionsrejser. Endnu medens Poloerne var i Kina, sendte Pave Nicolaus u! 1278 en Del Franciskanere til Kublai Khan og flere Herskere i Asien. 1291 udsendtes derpaa den egentlige Grundlægger af den latinske Kirke i Kina, Franciskaneren Johan de Monte Corvino over Indien til Kina, hvor han blev godt modtagen og under idelig Modstand af nestorianske Kristne havde Held med sig og fik flere Kirker byggede. Han synes at være død 1328. Nogle, der havde ledsaget ham eller fulgte efter ham, bestræbte sig for at fortsætte hans Værk; men de Forhaabninger, som var blevne vakte, gik ikke i Opfyldelse. Særlig mærkelig med Hensyn til Handelens Historie er, at der allerede paa hans Tid, ca. 1326, fandtes i Zaiton (formentlig det nuværende Amoy) et Faktori, knyttet til Missionen og vistnok oprettet af genuesiske Købmænd.

Omtrent samtidig, vistnok alt fra 1240, udførte Dominikanerne Missionsgerning i Tiflis, og noget senere udøvede Kicold af Monte Groce, Johan de Gora og flere andre en lignende Virksomhed rundt om i hele det sydvestlige Asien, hvor der dog kun var liden Fremgang blandt de fanatiske Muhamedanere. Paven sendte tillige jævnlig Skrivelser til Herskeren i Persien, og flere Bispedømmer oprettedes rundt, om i hine Lande.

Omtrent 1321 sendtes den franske Dominikaner Jordanus af Séverac med Ledsagere, som til Dels blev myrdede af Muhamedanerne, til Indien, hvor han opholdt sig i forskellige Stæder, og af hvis Dyre- og Planteliv han har givet en ret paalidelig Skildring. Han var vistnok den første, som gav nærmere Underretning om Kejseren af Ætiopien, Præsten Johan og hans kætterske Undersaatter. Ogsaa om en Del Lande i det vestlige Asien har han givet en i flere Henseender god Underretning.

Samtidig var der andre Missionærer, som kæmpede for Udbredelsen af den kristne Tro i Turkestan, ved Volga og paa Krim. Om disse vides dog kun lidet. Derimod kan Pascal af Vittoria nævnes som den bedste Historieskriver angaaende de romerske Missionsforetagender i det 14. Aarhundrede. Han rejste fra Venedig til Søs til Konstantinopel og derfra til Egnene ved Don og ved Volga og videre til Kiva og de N.Ø. herfor liggende Lande, stadig virkende som Missionær.

Efter ham maa nævnes Odoric af Pordenone, der har givet en god Skildring af sine Rejser, som begyndte 1316 og endte 1329 eller 1330. Paa disse drog han gennem Trapezund, Persien (Tabriz) og Ormuz til Indien og videre til Sumatra, Java og muligt Borneo og tilsidst til Kina. Fra Peking vendte han tilbage

gennem Centralasien. Han synes tillige at have været
den første Evropæer, der er trængt frem til Hlussa.

Johan af Florens eller Johan Marignola (Marignolli) var Franciskaner. Han rejste fra 1338 til 1353 som Missionær i Forening med flere andre til Konstantinopel, Kaffa og videre gennem Tartariet og Mongoliet til Peking og blev her modtagen saa vel, at den mongolske Kejser ønskede at se en af hans Ledsagere som Biskop paa Stedet. Der fandtes da i Peking en Domkirke, en Ærkebiskops Bolig og flere andre Kirker, og de romerskkatolske Gejstlige fik Proviant fra de kejserlige Forraad. Efter tre Aars Ophold vendte han tilbage ad samme Vej, som Polo, nemlig til Søs til Ormuz, hvorfra han rejste gennem Persien, Syrien og Palæstina. Beskrivelsen af hans Oplevelser frembyder ikke ringe Interesse, om der end er en Del Forvirring i hans Beretninger.

Foruden Missionærerne var der et ikke ringe Antal af Købmænd, Gesandter og Æventyrere, der besøgte Asien og hvis Beretninger bidrog til at give Evropa Underretning om dette Land. Som de bekendteste Beretninger fra hin Tid nævner Beazley Marino Sanuto den ældres. Han skrev 1306 —07 og atter senere 1313 og 1321. Hans Rejser strakte sig foruden til Orienten bl. a. ogsaa til de tyske Kyster ved Nordsøen og Østersøen. Endvidere nævnes Sir John de Mandevilles, der udkom mellem 1357 og 1371 og stilledes saa højt, at den findes oversat paa næsten alle evropæiske Tungemaal. Dog var den kun et Sammendrag af andre Beretninger, og Forfatteren, hvis egentlige Navn synes at have været Jean de Bourgogne, Jean å la Barbe, og som døde i Lüttich 1372, havde selv aldrig rejst. Beazley nævner derhos Pegolotti, hvis Bog, skreven 1335 til 1343, var en værdifuld Vejledning for Købmænd i det 14. Aarhundrede, om han end selv næppe havde berejst alle de Lande, han omtaler, endvidere Spanieren Glavijo og Tyskeren Schiltberger, der rejste og skrev i det 15. Aarhundrede, altsaa efter at Mongolernes Herredømme i Kina var forbi, og Evropæernes Foretagender dér afsluttede med Revolutionen 1368— 70, Osmannerne havde nærmet sig Konstantinopel, og de vestlige Tartarer var blevne Muhamedanere. Den første sendtes som Gesandt fra Kastilien til Ti mur i Samarkand 1404. Schiltbergers Levnedsløb var derimod helt modsat, idet han i 32 Aar var Fange og Slave først hos de osmanniske Tyrker og derpaa hos forskellige Herrer i det vestlige Tartari. Han blev derved den første Vestevropæer, som efter Selvsyn kunde give Meddelelser om Egnene i Sibirien ved Ob og Irtysj, ligesom han ogsaa var den første, der besøgte Muhamedanernes hellige Stæder i Arabien.

I et Kapitel for sig omhandler Beazley Pilgrimsrejserne, om hvilke Beretningerne stundom danner ret værdifulde Tilføjelser til de foran omtalte, men som der dog her ikke er Anledning til at gaa nærmere ind paa.

Et andet Kapitel, der frembyder større Interesse, har til Genstand de Ekspeditioner til Søs, som foretoges i den af Beazley behandlede Periode. Der meddeles i samme, hvorledes allerede ca. 1270 en genuesisk Flaade skal være sejlet ud i Atlanterhavet og have genopdaget de saakaldte lykkelige eller kanariske Øer, hvis Tilværelse dunkelt anedes af Fønicierne, Grækerne og Romerne, men efter deres Tid var forglemte. En Ekspedition foretoges atter 1291, da den udsendte Flaade, som nok egentlig skulde opsøge Indien rundt om Afrika, blev borte og forgæves eftersøgtes i den følgende Tid. 1351 kendtes Madeira og de østlige af Azorerne, vistnok opdagede af Italienere, efter at dog alt fra 1317 Portugals Sømagt havde begyndt at udvikle sig, og efter at i 1341 en portugisisk Flaade var ble ven udsendt for at genfinde de kanariske Øer. 1346 synes et spansk Skib at have været hinsides Kap Bojador. Langt paa den anden Side af delte synes, om end efter Beazleys Mening maaske noget tvivlsomt, normanniske Sømænd at have sejlet fra Aar 1364, at være naaede frem til forskellige Punkter mellem Kap Verde og Guinea-Bugten og at have drevet Handel dér. Forskellige Søfarende synes derefter at have besøgt de samme Egne, indtil de franske indtil videre satte sig fast i dem. Beazley omtaler ogsaa kort de nordiske Folks Farter til Grønland og Zenos Rejser, derhos Venedigs og Genuas Handelsforetagender ved det sorte Hav.

Han gaar derefter over til at fremstille Handelsrejserne og overhovedet den Virksomhed, der i Handelsanliggender udøvedes af de vigtigste evropæiske Folkefærd overfor Folkene i de andre Verdensdele.

Et næstsidste Kapitel omhandler de geografiske Teorier, derunder hvad der angaar Jordens Figur, Indførelsen af Kompasset og Kortarbejderne. Der udtales, at det Søkort, som findes omtalt i Forbindelse med det 7. Korstog, og som St. Louis synes at have brugt ved sit Angreb paa Tunis (ca. 1270), vistnok var et tidligt Kort af Portolani-Typen over Nordafrikas Kyst; men det er nu ikke kendt, og det maa derfor siges, at det er med Pisanis Kort (fra ca. 1300) og Giovanno da Carignanos Kort (ca. 1300 til 1305), der begge er af Portolani-Typen, at de bedre Kortarbejder begynder. Det ældste, daterede Portoiani-Kort, er Vescontes fra 1311. Disse Kort havde endnu kun Kystlinier. Først senere gjordes der Forsøg paa at fremstille ogsaa det

indenfor dem værende Land. Forfatteren beskriver en Del af de forskellige kendte ældre Udgaver af Portolam og flere Afbildninger af gamle Kort findes i hans Bog. Det bør bemærkes, at Carignanos Kort er det ældste, paa hvilket Skandinavien er afbildet som en Halvø, og paa hvilket Danmark, om end lagt altfor nær ved England, er gengivet med temmelig rigtige Former. Beazley omtaler derpaa Dulcerts Kort af 1339 og Laurentio Portolanos Kort eller det saakaldte medicæiske Atlas af 1351, ligeledes begge af Portolani Det sidste er det ældste, der fremstiller Kysterne saa langt mod Øst, at det indbefatter den vestlige Kyst af Indien indtil Midten.

Endvidere omtaler han nogle yngre Kort, hvoraf de fleste er af Portolani-Typen, saaledes Piziganis af 1367 og 1373 og det katalonske Atlas af 1375, med hvilket Toppunktet af den senere Middelalders Kortarbejder naaedes.

Et sidste Kapitel omhandler kortelig den geografiske
Viden, som gav sig til Kende blandt de ikke-kristne
Folkeslag.

I et Tillæg er givet en for alle, der studerer den
ældre Tids Geografi, meget nyttig Oversigt over de
vigtigste, den vedrørende Værker.