Zahn, Die Stellung- Armeniens im Gebirgsbau von Vorderasien. Veröffentlichungen des Instituts für Meereskunde und des geographischen Instituts an der Universität Berlin. Heft. 10. 1906. B°, 90 Sider med 4 Tekstkort og to farvetrykte Kort.

Efter i Indledningen at have gjort Rede for, i hvilken Begrænsning Begrebet Armenien er opfattet, gaar Forfatteren over til i korte Træk at gøre Rede for Bygningen af de tilgrænsende Lande.

Forasiens Foldningsomraade strækker sig som et

bredt Baand fra Øst til Vest mellem de boreale og de afrikansk-indisk-australske af ikke-foldede Flager dannede Landstrækninger. Det bestå ar af unge Foldekæder og mellem disse liggende gamle Masser, der er forblevne überørte. Der kan adskilles et nordligt og et sydligt Foldesystem. Det nordlige dannes af de retlinjede Kæder: Kaukasus med sine Fortsættelser Balchan og Kopet Dag, det sydlige af bueformede Kæder med den konvekse Side vendt mod Syd. Det omfatter Irans og Lilleasiens Bjærgkæder, der mødes og interferrerer i Armenien.

Øst for Armenien strækker sig Aserbedjans Bjærge. Det er de nordvestlige Udløbere af begge Irans Yderkæder, Zagros og Elburs, der her nærmer sig til hinanden. Kæderne har overvejende Retninger fra Sydøst til Nordvest og er foldede ved Tryk fra Nordøst til Sydvest, Ogsaa Overskydninger spiller en stor Rolle.

Vest for Armenien ligger Lilleasien, et foldet Bjærgland, hvor dog Foldekæderne over store Strækninger er dækkede af tertiære Aflejringer. Disse Kæder har ved Armeniens Vestgrænse Retningen Sydvest til Nordøst.

Fra begge Nabolande strækker sig altsaa to Bjærgsystemer ind i Armenien for der at mødes og træde i Forhold til hinanden. Der er nu Mulighed for, at disse Kæder bøjer sig mod hinanden for at danne en sluttet Bue, der vender sin konvekse Side mod Nord og med sin konkave Side omslutter Mesopotamien; men det er ogsaa muligt, at de to Strygningsretninger holder sig uforandrede. Den endelige Løsning af dette Spørgsmaal vil vel aldrig findes, da netop det Omraade, hvor de to Foldesystemer mødes, har været Genstand for en stor Sænkning, og de sunkne Flager er dækkede af uhyre Masser af ungvulkansk Materiale.

Armenien falder altsaa i tre Dele: en vestlig, opfyldt
af Foldekæder fra Sydvest til Nordøst, der er
Fortsættelse af de lilleasiatiske Kæder, et centralt
Plateau, dannet af vulkanske Udbrudsprodukter, og
endelig en østlig Del, opfyldt af Kæder fra Nordvest
til Sydøst, der fortsætter sig i Irans Kæder.

Herefter gaar Forfatteren over til i Enkelthederne at fremstille, hvad man efter den foreliggende Literatur ved om disse Landsdeles geologiske Bygning. Af særlig Interesse er den centrale, vulkanske Strækning. Medens dens nordlige Del, Nord for Aras er sunken saa dybt og er dækket af saa mægtige Eruptivmasser, at Undergrundens Kæder intetsteds har efterladt sig Spor, er Landet mellem Aras og Wan-Søen rigt paa Smaarester af Foldekæderne, der mod Vest har den lilleasiatiske Retning, mod Øst den iranske. Umiddelbart Syd for Aras-Dalen ligger et større Stykke Foldekæde, Aghri der danner en mod Nord konveks Bue omtrent i Retningen Øst til Vest. Længst mod Nord op imod Kur-Dalen begrænses det vulkanske Omraade af Kæder, der ligeledes har Retninger fra Øst til Vest. Den stvestlige Bjærgryg, syd for Wan-Søen, er derimod en Brudrand. Lagene i denne Egn stryger fra Sydvest til Nordøst altsaa i den lilleasiatiske Retning.

Medens flere ældre Forskere, saaledes Naumann og Lynch i de fra Øst til Vest strygende Kæder ser Forbindelsesled mellem Lilleasiens og Irans Foldesystemer, mener Forfatteren af nærværende Afhandling bestemt at kunne benægte al Sammenhæng mellem de to Systemer. For de nordligste Kæders Vedkommende staar det endnu uafgjort, om det tilhører det ene eller det andet System, eller om de maaske kun er Brudrande. Aghri Dag anses for at tilhøre det iranske System og at ende uden Fortsættelse mod Vest. Mod Syd sænker det armeniske Højland sig i Terrasser, og Bjærgrygge i denne Egn er Randene af mod Syd hældende Flager.

Afhandlingen ledsages af rigelige Literaturhenvisninger
i Noter under Teksten.