Lidt om Grønlands Befolkningsspørgsmaal

(Uddrag af et større Arbejde om Eskimoernes Herkomst).

— Ogsaa med Spørgsmaalet om hvorledes det „Egentlige Grønlands" — eller man kan sige „Dansk Grønlands* Befolkning ved Eskimoer kan være gaaet for sig, har selvfølgelig forskellige Rejsende og mange af de bosiddende Evropæere i Landet gjort sig Gisninger; men hvori der, naar alt kommer til alt, kun gør sig liden Variation og egentlig Bevisførelse gældende. Herfra maa jeg dog undtage, hvad der, mig selv übekendt, kan være fremkommen i Løbet af senere Aar, hvor min Adgang til at følge nøjagtigt med de grønlandske Spørgsmaal, paa Grund af mit Fravær fra Danmark — har været mig mere eller mindre afskaaret.

Selv skal jeg nu her forsøge at fremsætte den Opfattelse af Befolkningsspørgsmaalet, som jeg i Aarenes Løb, for Øjeblikket er kommen til, — dels ved at gennemgaa egne Erindringer fra mit Samliv med Grøn' lands Eskimoer, dels Ved disse Erindringers senere Sam

menholdelse med mine nu mangeaarige Studier over
den udengrønlandske Eskimo eller Eskimoen i Almindelighed.

Der er ingen Grund til at betvivle, at Eskimo-Indvandringerne i Grønland i sin Tid udgjordes af en Mængde forskellige Raceblandinger og Stammer, som tvertimod at være blevne mindre blandede siden deres sibiriske Forfædre i sin Tid naaede Alaska¹) — meget mere maatte være blevne mere under deres amerikanske Opholds-Stadier og „Viderevandringer" mod Øst. Jeg har længe beskæftiget mig, saa nær som jeg har kunnet faa Materiale dertil, med det „indiansk-eskimoiske Blandingsforhold", og er, mener jeg, kommen til lidt mere Forstaaelse af det, end maaske de fleste Eskimologer, ihvorvel dog desværre ikke nær nok til nogen absolut utvetydig Klargørelse derover. — Nu — er der jo heller ikke, i Henseende til Indvandringerne i Grønland, Grund til at betvivle, at de forskellige Raceblandinger ikke skulde være indkomne der til helt forskellige Tider og ad forskellige Veje til forskellige Dele af Landet; ikke at tale om, at man for flere af Hovedracernes Vedkommende har usvigelige Beviser herfor.

Saavidt jeg selv ser — forekommer det mig, at man endog ved et blot flygtigere Overblik over Befolkningsspørgsinaalet vil kunne paavise 2-3-4, eller vel endog 5-6-7 distinkte Stammer eller til dels Racer i Grønland; og disse bestaaende som følger: a) Kalatlit, b) Avangnåmiut, c) Tåt eller d) Tait (to adskilte Grupper af samme Originalrace) e) Torngit, f) Kavat og maaske g) Arksungmiut.

a) Saaledes mener jeg, medens der dog i selve Grønland hidtil endnu aldrig har været regnet med noget andet, fra det almen-eskimoiske „^Inuit" forskelligt Navn for alle Grønlands Indfødte, end det ene — ogsaa endnu overalt populære Karå — eller KaZdlek (plur: Kalätlit); og dette endog uden nogen egentlig Bevidsthed om, at man i dette udtalte andet end en tilfældig Bibetegnelse for det fuldt saa populære „Inuit¹¹. Men Kalålek-Kalåtlit er mere værd end en blot Bibetegnelse — idet det jo udgør et meget betydningsfuldt Sær-Element i den nuværende indengrønlandske Eskimo, hvad der forresten ogsaa delvis gælder den udengrønlandske.

I hver sin Særbetydning, viser Inuit nærmest hen til Mongolen i Eskimoen, og Karåtlit nærmest hen til Koræken. Forresten viser det sig, at der oprindelig, og allerede endnu i Asien, maa have bestaaet et delvis etnografisk Forhold mellem de østlige Kyst-Mongoler og de søndre Koræker, og dette Spørgsmaal, der imidlertid er for vidtløftigt til at optage en detaille her — bliver blandt andet jo ogsaa en højst interessant naturlig Forklaring paa den ovenberørte Navnesammensmeltning af Inuit og Kalåtlit i selve Grønland. (Angaaende „Inuit", som forøvrigt nu har Hævd som Racenavn vel for Alverdens Eskimoer, hvad saa disse end ellers benævner sig som underordnede Stammer; se (eventuelt) min Afhandling: „De to JRacenavne Juit og Inuit"; og angaaende Kalåt, har jeg tidligere i et Uddrag af mit endnu ufærdige Hovedarbejde udtalt som en Overbevisning at den grønlandske Kalå — eller Karålek udgør et fra den sibiriske Karak (vi har fejlagtigt vænnet os til et sige KorækJ — i lige Linje nedstammende Folk, (se Geogr. Tidskrift 18de Bind 1905-6, Hefte IV).

Som Eksempel paa at Kalåtlifaa.vnet fra første Begyndelse af ikke har skullet — saaledes som Tidernes Omskiftelse og vel ogsaa nogen Slendrian nu har faaet det til i Grønland, — gælde en hvilkensomhelst Gruppe af Indfødte der — gør der sig blandt andet straks det slaaende Bevis gældende, at Avangnåmiut eller „Nordgrønlænderne", fra Begyndelsen af længe skulde have vist Utilbøjelighed til at lade sig kalde „Kalåtlit", hvortil de dog nutildags, og efter lang Tids Blanding med dem, ikke længere gør Indvending. Og hvad andet vil dette vel kunne sige, end at de (Avangnåmint) oprindeligt ikke selv var Kalåtlit. — XaZatøHndvandringen maatte man maaske kunne tænke sig som foregaaet via Davisstrcedet ud fra det østamerikanske Kesp-Walsingham, altsaa med mulig Landing omkring de nuværende men dengang selvfølgelig endnu ikke eksisterende danske Kolonier Holsteinsborg og Sukkertoppen i Mellemgrønland — det Overfartsted som vore Landkort viser som det smalleste og unægtelig tilsyneladende eneste medgørlige i Sydgrønland; medens dog selve de grønlandske Sagn endog paastaar Overfarter mellem Amerikasiden og Grønland paa endnu langt sydligere Breddegrader, hvor Havet dog langt yderligere breder sig! For Ruten „Walsingham" taler blandt andet dog den Omstændighed, at Mellemgrønland utvetydigt synes at have været de oprindelige Kalåtlits Sær-Domæne, idet Nordgrønland af os menes udelukkende at have tilhørt nordlige, højarktiske Nedvandringer, og at det „Egentlige Syden" — sønden for Mellemgrønland ligeledes synes at have haft sin Særbefolkning. —

Som Forholdene, ifølge Sammendrag af en Mængde
Omstændigheder, som jeg ikke før har set bragte i Samklang,
former sig, ser det for mig ud, som om Kalåtlit

---

1) Alaska har oprindeligt heddet „Alaksa".

til alle Tider har udgjort de talrigeste, stærkeste og mest indflydelsesrige af Grønlands Eskimoer. Alene Navnets Bevarelse i ren asiatisk Form (Karak = Kalåk) samt dets nuværende Udbredelse over hele Grønland, hvor det (Karak = Kalak) som sagt ikke er langt fra at tage Luven fra det store Innit — synes mig at borge for, at de, fremfor nogen anden Ind vandrer stamme i Landet, for Ekspl. maa have spillet Hovedrollen under Vikingefordrivelsen der, idet det nemlig ogsaa var i Mellemgrønland, at Udryddelseskrigen paa Skandinaverne tog sin første Begyndelse. Desuden er Kalåtlitna.ynet det eneste eskimoiske Folkenavn, som findes benyttet i Grønlændernes egne Sagnfortællinger eller Beretninger fra Overfalds-Episodernes Tid. -

b) Avangnåmint, hvori jeg ogsaa mener at turde se et oprindeligt Særstammenavn, er at oversætte som „Folkene i Nord" — hvis da ikke som „Folkene fra Nord". Det bruges ellers i vore Dages Grønland ganske ligefrem i Forstand af vort „Nordgrønlands¹¹ o: Inspektoratet „Nordgrønlands Indfødte i Modsætning til Sydgrønlands" eller det søndre af de to Hoveddistrikter, hvori Dansk-Grønland i administrativ Henseende har været inddelt, siden Landet kom under dansk Formynderskab. Det er imidlertid derfor som sagt muligt, at Avangnåmiut fra først af kan have indeholdt den sidste, og for nærværende Opgave eller „Befolkningsspørgsmaalet" — dybere Betydning af: Et Folk fra de endnu højere arktiske Egne end selve „Dansk ¹¹ — et Folk deroppe fra de uciviliserede højartiske Lande, hvor enkelte — dog kun ganske enkelte Polarforskere har ment, at den sibiriske saakaldte „Onkilon"-Udvandring (eller lad os for Tydeliglieds Skyld sige dennes Efterkommere i mange Led) i sin Tid maatte kunne være fremkomne fra de vestlige Lande omkring Lancaster-Barrow- og Melville-Hay ene.

Som Bekræftelse paa Tankens Rigtighed om denne, af Sir Clements Markham og Admiralitetsraad Gerard supponerede Udvandrings Stedfindelse, som i sin Tid mødte nogen Modstand, mener jeg derimod selv at have fundet særlig gyldige Beviser gennem en meget-sigende Sagnkomparation, som jeg har foretaget mellem det noksom bekendte grønlandske og højarktiske Kagssuk — (maaske oprindeligt Kagssak) Sagn, og det sibirisk-onkilonske „Krachaij", hvilke Navnevarianter — der i begge Tilfælde er Grunde for at anse som Korruptiver af det Eskimoiske Fuglenavn Karsåk. Den sibirisk-onkilonske Folkeleder Kachaij havde nu netop ligesom ogsaa den grønlandske Kagssuk (Kagssak?) Fuglen karssåk" til Amulet, l Sagn-Oversættelserne angives den skiftevis som Ømmert og Lom. (Nærmere herom findes i min Afhandling om selve Onkilon-Udvandringen). Allerede denne Navneoverensstemmelse taler for Person-Enheden af den Højarktiske Kagssuk med den Sibiriske Krachaij, og støtter Troen paa en direkte Udvandring mod Nord over de nordlige Ishave — og paa en, der altsaa ganske sandsynligt har medført andre Folkestammer end Kalåtlit, der som sagt tydeligvis hovedsagelig har været sydlige Breddegraders Indvandrere i Grønland. Det synes mig særligt at være „Tshuktshen", der kan have medfulgt denne specielt asiatiske Eskimo eller den saakaldte Onkilon. Jeg foretrækker ellers at tænke mig Navnet som „Ankilon" eller endnu bedre Ankilün; og jeg har om disse udarbejdet et temmelig vidtløftigt Manuskript'), men hvorved der dog ikke skal standses her „hvor det for det mere direkte grønlandske Befolkningsspørgsmaal maa være nok at tænke sig vore nu „Nordgrønlændere" eller Avangnåmiut, som blot nedvandrede Smithsunds-Eskimoer eller „Kap-Yorkere", som vi nu plejer at benævne dem i denne deres sidste Instans af højarktiske Folk.

Som Race har de efter al Sandsynlighed altid selv kaldt sig Tåt eller Tait, hvad ialfald deres overblevne Descendenter, saavel i selve „Smithsund" som ved det østgrønlandske Angmagssalik endnu den Dag idag gør. (For Navneform I se Kmd. G. Holms „Eihnologiske Skitse" i Meddelelser, Bind X, og for do. 11. den Literære Grønlands Exp.: Mylius Erichsen, H. Moltke, K. Rasmussen).

c—d. Folkenavnet Tåt eller Tait betyder „Mennesker", og svarer forsaavidt til alle hedenske Eskimoers og tilsyneladende jo til alle primitive Folks altid foretrukne Selvnavn.

Det synes imidlertid her, som om Tåt-Tait ogsaa kan optræde i en anden Betydning — nemlig i en, der tilsyneladende nærmest forekommer mig at inde holde Begrebet „dunkelt" eller „fremmedladent", men hvorpaa der heller ikke nærmere skal indgaaes her, da jeg ligeledes allerede oftere før har haft Lejlighed til Forklaring af det andetsteds i mit større Arbejde. Af stor Interesse, er det derimod at nævne, at dette grønl.arktiske Folkenavn kan forfølges helt tilbage til Nord

---

1) Det er blandt andet her at Hr. Ejnar Mikkelsen, saafremt som han naaer frem til at finde Land i N. eller N.O. af Beringstrædet, som han nu gæster, — vil komme til ved Siden af sine geografiske Formaal, ogsaa at yde et overordenlig vigtigt etnografisk Indlæg i Sagen angaaende Grønlands Befolkningsmaade.

og Mellem-Sibirien, og blandt andet just tilbage til visse Tshuktshesiammer der; Klaproth har ligefrem Formen „Tait", og naar Wrangel giver Tennygh, saa vil Eskimokendere kunne forstaa, at dette skal sige Tainik.

e) Torngit. Jeg gaaer nu over til Nævnelsen af en Blandingstamme i Grønland, med hvis tidligere Eksistens der, man hidtil har været helt übekendt — de Indfødte selvfølgelig ikke mindre end de Danske i Landet. Dette dog ikke i Henseende til den blotte Navnelyd; thi som saa er „Torngit" ikke übekendt, men derimod som Navnet for et engang i deres eget Land — i selve Grønland — levende naturligt Folk. Hvad der giver dette Stammenavn særlig Værd her er, at Bærerne af det übestrideligt udgjorde en Blandingstamme af amerikanske Eskimoer med Indianere; vestlige eller alaskiske Blandinger, hvori endog Indianer undertiden kan virke som det mest fremtrædende gennem de ellers forøvrigt ret tarvelige Sagn. Altid beskrives Torngit som store langbenede Folk i Modsætning til de smaa Inuit eller mere üblandede ægte Eskimoer, — og de beskrives gærne som iførte lange frakkelignende Pelse og flad Frisure, og dette ligeledes i Modsætning til de ægte Inuit, der paa den Tid, eller i vedkommende Egne, særlig synes at maatte have ekscelleret i den kortere jakkelignende Overkropsbedækuing med de vældige Snipper, der næsten fejede Jorden. —

Det var først Kendskabet til visse stamerikanskeskimoiske Sagnfragmenter fra Eskimologen Boas's Værker, der aabnede mig det rette Blik paa Torngitforholdet, hvilket er et, der unægteligt danner et overordentlig vigtigt Led, ikke blot i Opgørelsen af Grønlands, men ogsaa af Verdens Eskimoens Folkevandringshistorie.

Selve Værkerne skal jeg nævne som 1) „The Central
Eskimo" — og 2) „Bulletin of The American Museum
af Natural History".

Grønlændernes nutidige Opfattelse af Torngit er den af et fabuløst eller Mythen tilhørende Begreb om den Rolle, som særlig visse Indianerstammer tænkes fordum at have spillet under deres fjærne Fædres Omgang med disse under deres som sagt lange Ophold og Vandringer mod Øst gennem Amerika, og fra denne Forestilling er Udtrykket (Torngit) saa efterhaanden blegnet af til en teoretisk, banal Betegnelse for Indianere i Almindelighed; — banal, fordi den viser sig ikke at kunne holde Stik i Praksis, idet Torngit ved siden af at gælde „Indianer i Almindelighed" tillige ogsaa gælder Grønlænderne som Udtryk for visse blandt dem meget frygtede Væsner, Aander, Spøgelser eller Genfærd, som de tænker sig levende i deres eget Lands isede Indre, og hvorigennem der tydeligt nok — synes mig — røbes en dunkel Bevidsthed om tidligere men nu forglemte Slægters Forsvinden i Landet, og som, forsaavidt som denne dunkle Bevidsthed indbefatter Navnet „Torngit", saa just vil gælde den Slægt, for hvis tidligere Eksistens der, vi netop nu tør garantere historisk Vished, ligesom man vistnok ogsaa nu tør tro paa gradvis Nærmelse af det samme gode Resultat ligeoverfor de mystiske Erkigdlit, Inorutsit, Atlet og endnu adskillige Andre af de saakaldte „Indlandsboere", hvilke Grønlænderne da i deres Sagn selvfølgelig altid lader optræde som onde eller i alf aid mod deres Forfædre fjendtligsindede Væsner; — hvad der jo nærmest tyder paa, at Stammerne i levende Live har levet i Fjendskab fremfor i Venskab med hverandre. Saavidt nu, om Nutidsgrønlændernes Opfattelse af Torngit — som en Aandeverden!

Gaar vi derimod nu fra de grønlandske Sagnberetninger tilbage til de østamerikanske Sagn hos Dr. Boas — saa danner disse — især som det synes de Labradorske og Cumberlandske, en stik Modsætning til hine grønlandske, idet disse Egnes Eskimoer nemlig tværtimod kun anerkendte Torngit som et levende naturligt Folk, hvem deres Forfædre i fjærne Tider engang under visse kritiske Forhold eller Fejder skulde have tvunget til at forlade Kysten og flygte tilsøs, hvorfra de saa dog tilsidst skulde have naaet Land i Øst. Nu — at dette Land da har været Grønland siger sig selv, ligesom hele Torngit-Forholdet overhovedet findes særlig præget af Logik, og jeg skal endnu nævne et af de mærkelig authentiske Beviser for Sandheden af en virkelig Torngit • Udvandring fra Øst-Amerika til Grønland, hvilket nemlig bestaar deri, at de ovennævnte østamerikanske Eskimoer f. Eks. ikke kalder Grønlænderne hverken Inuit eller Kalåtlit, men simpelthen „Torngit".

Paa Grund af Sagnenes Indtryk af Ælde i Forbindelse med de forskellige andre logiske Overensstemmelser har jeg ikke fundet det urimeligt at have i Torngit anet det Eskimofolk, efter hvem Erik-Røde ved sin Landing i Grønlands søndre Fjorde traf Spor saavel gennem eskimoiske Husruiner, gamle Grave, Kajaker og større Baadskeletter, samt af forskellige Fangstredskaber og andet mere. Disse Fund var ialtfald da ufejlbarlige Vidnesbyrd om, at der — selv om der ikke i selve Landingsøjeblikket fandtes levende Eskimoer, dog engang maatte have levet saadanne i Landet, og altsaa som selve de ældste Vikingers Forgængere der! Men

ikke nok hermed; thi, man fandt jo efterhaanden — formentlig i selve Erik Rødes 10. Grønlands-Aar, og endog slet ikke i nogen überegnelig Afstand fra hans egne Bosteder paa „Vestkysten", endnu levende Eskimoer paa Grønlands „Østkyst".

Hvem af os, som interesserer sig for Grønlands Historie, kender f. Eks. ikke Sagnet om Vikingen Thorgils Orrabeinfostres ufrivillige Overvintring der det Aar, da han just var draget til Grønland for at aflægge Besøg hos Erik-Røde. — Og videre om hans Møde med de to Eskimokvinder eller „Troldkoner", som han ifølge Sagaen skulde have kaldt disse, og efter hvem han maaske blot i overtroisk Frygt egenhændigt kastede Øksen for at dræbe dem, men kun fik afhugget den ene af dem Haanden, medens hun stod sammen med den anden nede paa Isen ifærd med at hugge Kødstykker ud af en frossen Hval. — Nu siger det sig let, synes mig — at de to „Troldkoner" ikke har kunnet leve alene i Landet, men at de har haft andre Landsmænd at slutte sig til. Lad da disse ligesaa gærne have været Torngit som andre os uopgivne Folk — idetmindste indtil man maaske dog engang bliver istand til at erholde absolut Oplysning i Spørgsmaalet!

Lad være som det vil — men man kan i alle Tilfælde kun ikke paastaa, at der ikke fandtes Eskimoer i Grønland ved Vikingernes Ankomst dertil. De var kun ikke straks synligt tilstede paa Vestkysten, men tilsyneladende omflyttede til Landets stside. Hvorvidt disse dog siden har kunnet holde sig skjulte der, uden at Vikingerne skulde have haft mere Nys om deres Eksistens, end hvad de islandske Sagn har haft at meddele — maa man jo lade henstaa! Spor af eskimoisk Nærværelse ved man som bekendt, at Vikingerne i Aarhundredernes Løb efterhaanden mærkede til, og at de ligeledes brugte at afsøge Kysterne langt op mod Nord af Frygt for Indbrud af de „Vilde", men altid dog uden noget absolut Resultat, hvorimod saa disse tilsidst kom dem i Forkøbet, brydende frem fra deres Smuthuller omkring paa Kysten — til snigmorderiske Overfald paa Vikingeslægterne. At disse allerede længe iforveien havde været belurede — tør næppe betvivles. Man tør maaske her næppe heller udelukke af Betragtningen det Sund i Nordgrønland (c. Jakobshavns Højde?), hvorom Sagnet gaar, at det i sin Tid gennemskår Landet fra Øst til Vest, indtil det tilsidst sagdes at have lukket sig ved Isstopning. (Grønlænderne har gennemgaaende troet paa Rigtigheden heraf).

Gør vi nu selv det samme — og hvorfor ikke? — vil det jo ikke være urimeligt at nære Forestillingen om, at Sundet ogsaa maatte kunne have udgjort et delvis Skjul eller Samlingssted for røverisksindede Eskimoer — og hvem ved om ikke endog for Descendenter i sene Led af selve Sagatidens forurettede „Troldkoner", hvorpaa det her dog ikke er min Mening at lægge nogen særlig Vægt. —

Den østamerikanske Tunek (singularis of Torngit), der i gamle Dage, som sagt, engang uforvarende blev jaget paa Flugt til Grønland af InuU — ses gennem hines Sagnfragmenter eller de Smaanotitser, hvorfra jeg som sagt har min Viden, at maatte have udgjort et af den Slags Folk, blandt Barbarer, hvem alle Naboer udsøger sig som Skive for deres Spotterier eller til at „slaa sig til Riddere paa"; og blandt disse her eller Torngit gælder det da blandt andet netop særligt at latterliggøre alt, hvad der afspejler „Indianer"-Elementet i dem; hvilket da, saafremt som man trængte til flere Beviser end dem, man allerede har set, jo vilde tjene til yderligere Bekræftelse paa, at Torngit var et Blandingsfolk af Inuit med Indianere. Undertiden vil man dog ogsaa kunne se „Eskimoen" som den særligt fremholdte i Beretningen, saavidt endog, at man simpelthen lader ham tale eskimoisk — saa tydeligt, ihvorvel dog i dialektisk Korruption — at jeg selv let forstaar det; men jeg skal ikke her trætte med Sprogprøver, saameget mere som dem, jeg isaafald maatte benytte — allerede før have været optagne i en Særafhandling, som jeg har gjort om Torngit og deres mulige Fortid i Vestamerika eller Alaska; og jeg skal af samme Grund paa en enkelt Undtagelse nær ligeledes undlade andre Eksempler paa Inutt's Nargørelse af dem. Undtagelsen, — som dog tvertimod at være dum — snarere maa forekomme fornuftige Folk at røbe Snille, bestod deri, at Torngit, da de i sin Tid flygtede til Sydkysten for deres amerikanske Im*ii-Forfølgere — og for hvem de senere maatte flygte til Søs til Grønland — for det første sagdes at have afskaaret deres aparte lange Pelssnipper for derved at gøre sig ukendelig for hine — samt at de af samme Grund ogsaa havde sat deres Haar op i Top paa deres Isse. —

I det sidste Træk mener jeg, at man igen tør skimte „Indianeren" i Torngit'en, idet hans Hovedfrisure gennemgaaende vel maa regnes som havende hørt til de lave eller flade. — (For alt andet se min Særafhandling om Torngit med selve Sagnfragmenterne efter Dr. Boas). —

An m.: Jeg har i Mellemtiden, siden jeg forfattede Kladden
til herværende Renskrift, oftere mærket mig en Navneform
Twngi blandt forskellige Eskimoer, som jeg ikke kan tvivle

pau er en blot dialektisk Variant paa vort Torngit. Ogsaa paa King Williamsland er Torngit, o: i dets Form Tungit et, som det synes, opsigtsvækkende gammelt Sagnfolk. (Gjøaekspeditionens Rejsebeskrivelse Pag. 232).

f) eller Folkenavnet Kavak — plur: Kavat oversættes ved „Sydlænding" deraf at det er at udlede fra Ordet Kava, som er Eskimoers Udtryk for „Syd". Benævnelsen „Sydlænding¹¹ er nu dog her ikke at tage i blot almindelig Forstand af Sydgrønlænder o; ikke i Forstand af Beboer af Inspektoratet Sydgrønland i Modsætning til „Nordgrønland", men som et Stammenavn, der betegner: et, paa Grund af visse Særegenheder, fra de andre Sydgrønlændere afstikkende Folk

i Syden

At nu det vestgrønlandske Kavaklanå udgøres ai Kystens absolut sydligste Landsdele eller dem, hvor Erik-Røde i sin Tid havde fundet Ruiner af et, ialfald tilsyneladende udgaaet, men maaske dog kun til stkysten af Grønland bortflygtet eller blot omflyttet Folk (Torngit), tjener ikke daarligt til Befæstelse af min Forestilling angaaende Kavats mulige Descendens fra Torngit og en gradvis Omkringkomst af dem fra disses Land paa Østkysten.

Kavat eller disse Vestgrønlands allersydligste Indfødte udgør ved nogen nærmere Besigtigelse et saavel fra Avangnåmiut, Twit og Kalåtlit tilsyneladende forskelligt Folk, hvorimod de i høj Grad synes at maatte kunne identificeres med Østkystens fordums Torngit.

Blandt en Mængde nationale Lighedstræk mellem Torngit og Kavat findes der f. Eks. ogsaa den, at de sidste ligesom de første er et for den banaleste Latterliggørelse udsat Folk. De er hele Vestkystens Syndebukke! rEftersom Kavat" — siger ogsaa Kleinschmidt i sin grønlandske Ordbog — „have samme Rygte paa sig i Grønland som Molboerne i Danmark (han nævner endnu andre Exempler) — bruges Udtrykket „kavauvok" (er „kavaksk") meget ofte af andre Grønlændere, i Spøg, for at være dum eller at bære sig avet eller keitet ad".

Hertil kommer ogsaa en indbyrdes aparte Dialektoverensstemmelse mellem de to Folk; den „kavak^uske kalder man den i Vestgrønland, hvor man jo simpelthen endnu er uvidende om noget Torngit-Eiemenk i Sproget eller overhovedet om noget levende Torngit eller Tow^-Forhold i Landet.

En af de Maader, hvorpaa man almindeligst eller billigst gør sig til bedste over Kavat paa, er da netop den, at „snakke dem efter" baade i Henseende til Dialektens Tale- og Rytmeformer, eller dens Melodi og Tempo, der i Sandhed ogsaa er ejendommelig: stærktsyngende,- muntert-trillende i de højeste Registre; (yndig fandt jeg den altid selv); medens Kalåtlits derimod er af en mørkere tung Klangfarve og et stundom trevent Foredrag). — Gennemført overensstemmende mellem Kavat og de gamle Torngit er ogsaa deres i visse Ordbøiningsformer konsekvente Benyttelse af Vokalerne e og * der hvor Kalåtlit altid fører o og u: De første sige saaledes „okartek" og „uviartek" der, hvor Kalåtlit har „okartok" og „uviartøk"; og de siger „angåtiviak" og unarssävak der, hvor Kalåtlit have „angtrtiviak" og „unarssjrak". Og som vor Tids „Sydlændinge" eller Kavat har det, saaledes gælder det samme endnu for Østkystens Grønlændere (se Kmd. Holms Værk i „Meddelelser om Grønland", Bind X).

g) Jeg kommer saa til mit sidste Kapitel eller det om Arksungmiut eller „Arksut'erne" som vi Danske plejer at sige. Om disse skal jeg sige saa lidt som muligt ved blot at holde mig til, hvad jeg selv plejede at høre om dem i Grønland, da nemlig de udengrønlandske Beviser, hvortil jeg ellers formentlig vilde kunne støtte mine ikke übegrundede Forestillinger om Arksut* ernes Originaloprindelse — let maatte kunne komme til at overskride den her foresatte Stofbegrænsning.

Arksungmiut har Navn efter Pladsen Arksuk eller Arksung — noget der dog fra Begyndelsen af gærne kan have forholdt sig just modsat, idet man oftere vil kunne iagttage, at et Stednavn findes dannet efter de Beboere, der tilfældigt findes neddalede paa vedkommende Steder. (Dette Skiftningstilfælde er at træffe i den ganske Eskimoverden).

Mærkeligst ved Stednavnet Arksuk — oftere høres det forresten ogsaa som Arksut — er den Omstændighed, at hverken Læg eller Lærd har kunnet komme efter dets Navnebetydning. Ordroden her synes da at høre til de ellers ikke mange — maa man vistnok sige — som i Tidernes Løb er udgaaede af Sproget, o: af den grønlandsk-esltimoiske Dialekt).

Jeg selv er efterhaanden, som jeg har lært en Mængde Navneforhold at kende udenfor den grønlandske Eskimoverden, kommen paa den Tanke, at det ikke var usandsynligt, at Arksuk, Arksut, eller her endnu bedre Arhsung, maatte kunne være samme Ord som det alaskisk-eskimoiske, og man vil kunne sige det afowføsfc.eskimoiske Ord „Achyung", og dette ligeledes endog i sammes Betydning af „Syden" eller de „varme Lande" eller „Strøg", Jeg har nemlig blandt mangt andet sprogkarakteristiskt mærket mig, at Fremmede blandt Eskimoer, paa samme Maade som vi Danske, gærne ty til Bogstavsammenstillingen „rk^u for at ud

trykke Eskimoernes saakaldt gutturale k — istedetfor benytter sig af et ch O: dette saaledes som det udtales i det tyske Ord Bach = Bæk. Nu — paa denne Maade vil altsaa „Ach^u i Achyung, hos Tysken svare til hvad Dansken skriver som „Ark" i Arksiik eller Arksung. Heller ikke 2L Stavelses „yung" i Navnet „Achyung" vil danne nogen Modsigelse eller Vanskelighed for Synonymitetsforholdet mellem de to Navneformer: det aleutisk eskimoiske Achyung og det grønlandsk-eskimoiske Arksuk eller helst Arksung, da nemlig „y" som Konsonant = j i mange Eskimodialekter — (vi behøver ikke mere end at see hen til selve Østgrønlands — simpelthen bliver Stedfortræder for de os hidtil bedre bekendte) Dialekters s; saaledes at f. Eks. det vestgrønlandske sak, sik og suk, paa Østkysten vil blive yak, yik og yuk, eller alt efter Omstændighederne — yang, ying, yung — det sidste saafremt at det Substantiv, som Endelsen tilhører, paa en eller anden Maade kan ledes tilbage til Aleutisk Udgang. (Mærkeligt nok falder min, gennem helt andre Kanaler opstaaede og længebestaaende Tilbøjelighed til just at anse Arksuts eller Arksungs Indfødte som en Afstamning fra „Aleuter", meget tilfredsstillende sammen med bemeldte Sprogregel. Der er jo faktisk heller ikke nogetsomhelst abnormt i ligesaa gærne at se Aleutisk som Jakutisk, Malaisk eller andet sydamerikansk eller asiatisk Folke- eller Sprogelement som Bestanddel i den grønlandske Eskimos. Det store Familieskab mellem de nu saa vidt spredte oprindelige Eskimoer, gjør sig endog mærkbart derved, at .Micutm'-Sagnene er i Grønland, og blandt disse saaledes f» Eks. det om Opfiskningen af Øer og Lande fra Havbunden. Og nu er det jo virkelig mærkeligt, at dette Mautvi- eller Gefions for Grønlands Vedkommende just findes henlagt til Arksut. Sagnet gaar nemlig, at det var ud af Arksutlandet i Sydgrønland, at den nu i Nordgrønland beliggende store Ø Disko, udpløjedes af den gamle Angakok Nivfifarsuk (?) og dette just efter samme Metode, som Sydhavets Mauwi opfiskede Tonga-Tabu dernede paa de sydlige Breddegrader; idet han ogsaa ligesom hin til Slæberem benyttede det stærkeste, der var til i Verden — nemlig et uskyldigt Barns Hovedhaar. Maul', ved man, benyttede sin Søster Inas, hvorimod Grønlandssagnet ikke opgiver noget bestemt Navn for Arksut'E&rüQL Baade i Grønlands- og i Sydhavsformen af Sagnet gøres der Væsen af og nævnes der det Hul, som Slæberemmen havde dannet i det oppiskede eller løsrevne ny Land!

Nu — i vort Grønland, og i vor Tid, eller ialfald i min egen Tid derovre, gjaldt Arksut'erne enstemmigt som en Stamme eller som Folk, der vakte Opsigt i Landet, — som Folk, der havde et Renommé — baade berømt og berygtet! Naar Kolonigrønlænderne omtalte dem for os, karakteriseredes de saaledes altid som vidunderlige Kajakmænd og Fangstfolk, men af oprørsk Aand", og dette var fuld Sandhed, — medens deres Forfædre ligeledes var bekendte for deres Vildskab og Raahed, hvilken endog skulde være udartet til „inugtümanek" eller Menneskeæderi.

Arksuk ligger som bekendt ikke saa sydligt som i det Kavakske Syden, hvilket jo som sagt er Landets allersydligste Syd, og endog ikke indenfor Kolonien Julianehaabs (paa grønlandsk Kakortoks) nordligere Grænse; men det ligger ligefuldt i en forholdsvis sydlig underskøn Egn:

„Fra Bjærgets Gletsjerkrone Elven strømmer —
I Dalen reder Lyngen Lejet blødt —
Ved Klipperiften slanke Qvaner drømmer —
Ved Sten Smaablomsten dufter tyst og sødt —tt