Hermed et Kort.

Atter i Aar er der af Generalstabens topografiske Afdeling udsendt en Ekspedition til Island for at fortsætte de forudgaaende Aars Opmaalingsarbejder. Ekspeditionen har i Aar tilmed været dobbelt saa stor som tidligere, da man for det første af Hensyn til Projekterne om en Jærnbane fra Reykjavik til den frugtbare Egn Øst for Jpingvallavatn-Ølfuså ønskede at faa

detailmaalt et dobbelt saa stort Areal, som det der almindeligvis var maalt i tidligere Kampagner, og for det andet af Hensyn til Søopmaalinger fra Staalbjerg Huk til Kap Nord maatte skaffe triangulatorisk bel stemte Punkter i BarÖastrandasysla, Isafjaroarsysla og Stranoasysla (hvilken Egn i Reglen under et benævnes „Vestfjordene").

Detailmaalingen foretoges af 2 Officerer, 12 Guider og 28 Militærarbejdere af det Terræn, der ligger Vest for en bugtet Linie fra Blåfell til Udløbet af Ølfuså og Syd for en ret Linie gaaende Nord om HlöÖufell og Skjaldbreid og Syd om Skardsheiöi, medens 2 Officerer med Assistance af 4 Guider og 6 Militærarbejdere fortsatte forrige Aars Triangulation mod Nord, hvorved Vestfjordene overspændtes med et fuldstændigt Trekantnet.

Detailmaalingen.

Den 13. Maj afgik alt Personale og Gods fra Kjøbenhavn med Dampskibsselskabet „Thore"s behagelige Islandsdamper „Sterling", og den 21. Maj naaedes Reykjavik efter en noget stormfuld men iøvrigt god Overrejse. Herfra kunde Detailmaalingen straks begynde. Den iværksattes saaledes, at Chefen for den samlede Ekspedition, Kaptajn N. P. Johansen, selv overtog den østlige Del af fornævnte Terræn, altsaa Egnen omkring

Geysir og J>ingvallavatn, medens Premierløjtnant Torkild
Hansen fik den vestlige Del væsentlig bestaaende
af Gullbringurysla og Kjosarsysla. I hvert af disse
Terrænafsnit formeredes dernæst en Maalerbrigade paa
6 Guider og 14 Militærarbejdere.

Medens 2. Maalerbrigade (Pmlt. Torkild Hansen) saa at sige straks var midt i sit Terræn, var dette ikke Tilfældet for 1. Maalerbrigades (Kaptajn Johansen) Vedkommende, især ikke for den Del af den, der skulde op Øst for Geysir. Paa Grund af den tidlige Aarstid, hvor der endnu laa megen Sne paa Hederne og kun var lidt Græs, blev Rejsen til hine Egne besværlig nok, ligesom det ingenlunde paa denne Tid var behageligt at færdes i det øde Fjældlandskab omkring Kvigyndisfell, Skjaldbreid og Hlööutell. Her manglede ydermere

triangulatoriske Fikspunkter, saa Maalerbrigadeforstanderentan- straks maatte i Gang med Bestemmelse i ret stor Mængde af saadanne. Ogsaa paa 2. Maalerbrigades Terræn maatte hist og her Antallet af Fikspunkter forøges; men Afstandene var ikke saa store her, og Fremkommeligheden bedre. Dog maa undtages Egnen Syd og Sydvest for Hellisheiöi ned mod Krisuvik og Selvogur og navnlig hele Reykjaneshalvøen, hvor der egentlig kun er til at komme frem med Hest langs selve Kysten, da det Indre er en stor forreven Lavamark, der — for yderligere at holde sig utilgængelig — i Tristhed søger sin Lige. Paa disse Steder er det ogsaa smaat med Græsset, saa Hø til Hestene

maatte tilbringes i ret stor Mængde. Rigeligt Drikkevand
forekommer heller ikke. Man maa holde sig til
enkelte i saa Henseende begunstigede Steder.

Af særlig Interesse ved Detailmaalingen i Aar maa fremhæves Bestemmelsen af den, som Kortet viser, meget lange Kystlinie fra Ølfusås Udløb Vest om Reykjaneshalvøen til Mundingen af Borgarfjord. Optagelsen tildels i større Maalestok af en Del i historisk eller topografisk Henseende mærkelige Steder saasom:

Svovlminerne ved Krisuvik, hvor et engelsk Selskab engang forsøgte at udnytte Svovlet, men opgav Forehavendet, da det paa Grund af de store Transportvanskeligheder ikke kunde betale sig. Et Træhus fra den Tid staar endnu midt imellem de evigt kogende Svovlpøle. I sin Bog „Trællen" lader den nu saa kendte engelske Forfatter Hall Caine Hovedpersonerne arbejde som Slaver i Statens Svovlbrud ved Krisuvik. Det er dog kun Digt; thi som saadant har Krisuvik aldrig været drevet.

Den historiske Egn ved J>ingvallasletten med Lovbjærget, Almannagjå og selve J>ingvallasøen, hvis Vandspejl ligger 100^m over Havets Middelvandstand. Tæt Syd for pingvallasøen ligger det vildsomme Fjældparfci Hengill, hvor Helten i en anden af Hall Caines Bøger fra Island („Den fortabte Søn") omkommer. De mægtige Isbrær, som Digteren her udmaler, søger man dog forgæves.

Geysir og dets paa andre varme Kilder saa righoldige
Omgivelser. Endelig Islands smukkeste Vandfald
Gullfos samt en Del Gaarde af særlig Interesse.

Maalingen fortsattes til hen i sidste Halvdel af September med det Resultat, at det foran nævnte Terrænafsnit færdigmaaltes efter Planen, hvorved c. 100 O Mil af det sydvestlige Island er lagt ind under tidssvarende Optagelse.

Triangulationen.

Sidste Aar sluttede Triangulationen med Oprettelse og Maaling af nogle Stationer paa Bredefjordens Nordside umiddelbart Nord for den under samme Kampagne udmaalte Basis ved Gilsfjord (den inderste Del af Bredefjorden). Naar man nu i Aar tog fat paa Vestfjordene, maatte man stræbe hen til at gøre denne Egn helt færdig, saaledes at en kommende Triangulation af Nordlandet ikke behøvede at arbejde Vest for Hünaflöi.

Med nogenlunde godt Vejr var dette ikke uoverkommeligt for to Triangulatorer, selv om Fordringen om Punkter for Søopmaalingen langs Vestkysten vilde tage en Del Tid for sig alene. Det var da naturligt til Hovedstation for Sommeren at vælge et Sted omtrent midt i det omhandlede Terræn, herfra først gøre den sydlige og vestlige Del færdige og dernæst den nordlige og østlige. Godt beliggende i saa Henseende er Købstaden Isafjord, og herhen dirigeredes da hele Ekspeditionen med alt sit Gods. Ankomsten fandt Sted den 27. Maj i stærkt Snefald og temmelig lav Temperatur. Vi var derfor glade for at kunne skaffe os

Kvarter i Byen, saa at man ikke straks behøvede at krybe i de luftige Telte. Samme Dag kom en af Følgemændene (Bjarni Valdason, der med megen Dygtighed har tjent Triangulationen i 3 Somre) og meldte, at han, der paa Vestlandet havde opkøbt Heste til Ekspeditionen og landværts skulde komme til Isafjord med disse, kun var kommen frem over Torskefjordsheden ved Bunden af Isafjordsdybet med 2 Heste, medens Resten endnu stod ved Gilsfjord. Landskabet, der næsten paa alle Egne af Vestfjordene karakteriserer sig ved lange dybe Fjorde med stejle Fjældsider, der gaar op til en Højde af 5—8005^—800 Meter, var nemlig paa denne Tid opfyldt af Sne, der ikke alene dækkede Højfjældene og de i disse værende Pas, men endog gik langt ned ad Fjældsiderne. Imidlertid maatte vi have Hestene, og der var derfor intet andet at gøre end at beordre Følgemanden tilbage for at bringe dem frem i saa brugelig Stand som muligt. Før om ca. 12 Dage kunde han dog ikke være tilbage.

I Nærheden af Isafjord skulde der oprettes en Del Stationer, og herpaa begyndte man da straks for at udnytte Tiden, til Hestene kom. Flere Smaaekspeditioner udsendtes dels pr. Baad dels til Fods. Overalt paa de høje Fjælde stødte man dog paa saa megen Sne, at man enten maatte opgive Rekognosceringen til et senere Tidspunkt paa Sommeren eller maatte grave sig ned i den til det faste Fjæld. At skaffe sig Sten til Varderne var under saadanne Omstændigheder vanskeligt. Naar Baad benyttedes, var det altid Motorbaad. Denne Slags Baade har i de senere Aar vundet overordentlig stærkt Indpas paa Island og bidraget mægtigt

til et rigt Udbytte af Fiskeriet. Isafjord er en af de bedste Fiskepladser paa Island, og en stor Mængde Fisk fangedes ogsaa i Aar af Færinger og Islændere, medens de danske Fiskere, som var deroppe, efter Sigende kun havde ringe Udbytte, hvad der vist skyldes Mangel paa Kendskab til de særlige stedlige Forhold og paa fuld Udnyttelse af Tiden. Ved en enkelt Lejlighed benyttede vi ogsaa til en længere udgaaende Tur en Motorskonnert, der yderst imødekommende .var stillet til vor Raadighed af Købmand Tang & Søns Handel, en Forretning, hvis Indehaver i det hele taget var os meget behjælpelig i mange Henseender. Paa forskellig Maade lykkedes det saaledes at faa etableret 5 Stationer, inden Hestene kom.

Vestfjordene har med Rette Ord for at have de
daarligste Veje paa Island. Grunden hertil ligger lige
for: Fjordene er lange og smalle, og Fjældene mellem

dem høje og vanskelige at færdes over med Hest. Den naturlige Færdselsvej bliver da Søen, og for Vejene gøres der ikke meget, da kun faa benytter dem. I den vestlige og nordlige Del af disse Egne har man ogsaa kun meget faa Heste. Der er ikke her den samme Trang til dem som paa andre Steder ai Landet.

Naar man fra Isafjord skal Syd paa til Dyrefjord,
gaar Vejen, inden man naar Ønundafjord, over et højt
Fjældpas Breiöadalsheiöi, og er om Højsommeren meget
god, da den nylig er anlagt. I første Halvdel af Juni,
da vi skulde benytte den, var den imidlertid fyldt med

flere Meter dyb Sne, og det var et Spørgsmaal, om man overhovedet kunde komme over med Pakheste. En Rekognoscering, som jeg foretog den 15. Juni, gav det Resultat, at det var sikrest at være forberedt paa at trække Bagagen over den højeste Del af Passet ved Menneskekræfter. Jeg var derfor forberedt paa at lade fremstille Slæder til dette Brug, da vi til vor Lettelse erfarede, at en lille Dampbaad i de Dage gik fra Isafjord til Dyrefjord. Med den sendtes saa alt Godset, medens Kommandoet med de løse Heste red over Land til Dyrefjord; men selv for disse var Turen over Breioadalsheioi slem nok.

Medens vi arbejdede paa den nordlige Side af Dyrefjord, var Kvarteret paa Framnæs i nogle Lokaler i den gamle Hvalfanger-Station, der beredvilligt var overladte os af den elskværdige Tilsynsmand. Vejret var nemlig stadig koldt og ret daarligt, ikke saameget paa Grund af Regn eller Sne, som fordi Taagen stadig rugede over de højeste Bjærgtoppe. Her ved Framnæs traf jeg den interessante gamle Bonde Sigvaröur Borgfirdingur, der er bekendt som en af de faa Bønder, der endnu dyrker Historieskrivningen paa gammel islandsk Vis. Han er meget godt kendt paa Vestlandet, da han har gennemvandret de fleste Egne flere Gange, Han gav mig særdeles gode Oplysninger, blandt andel om det store Fjæld Ræpsolfsfjoll ved Torskefiordshede, der ganske mangler paa Gunnlaugssons Kort, og om to paa Glåmujokull værende gamle „Löjtnantsvarder" — saaledes kaldes paa Island ofte Varderne fra Triangulationen 1801 —15 — hvorved jeg slap for at re

kognoscere paa dette Fjæld. Fra Framnæs forlagdes Kvarteret til bingeyri, saalænge Vardebygning paa Landet syd for Dyrefjord varede. Det kneb i disse Egne med at skaffe. Græs til Hestene. Ved Isafjord gik det let nok, idet vore Heste af Byfogden fik Lov til at gaa paa Byens Græsgange, men ved pingeyri nægtede en Mand, af hvem man dog kunde have ventet mere Forstaaelse af vort Arbejde og vor Stilling, os rent ud Græs, saa at Hestene maatte drives til langt bortliggejide Gaarde. Sligt sinker og generer Arbejdet betydeligt. Paa denne Egn findes en af Vestfjordenes højeste Fjældtoppe — maaske den højeste — Kaldbakur ved Skeggjafjall (ca. 1060^m), hvor vi fik en udmærket Station med vid Udsigt til alle Sider (f. Eks. ses herfra Fjældene ved Hünaflöi og Fjældene paa Snæfellsnes.)

Fra Dyrefjord gik Kommandoet til Arnefjord pr.

Baad, da Vejen over Land er meget lang og besværlig.

Navnlig er her Passagen over den berygtede Dynjandaheidi yderst brydsom paa Grund af den store Sten. Tiden var nu temmelig fremskreden (først i Juli), saaledes at man kunde befrygte, om det daarlige Vejr vedblev, ikke at faa naaet en Sammenknytning med Nettet fra 1907. Jeg besluttede derfor nu at dele Ekspeditionen i to Dele, saaledes at Premierløjtnant Tretow-Loof fik tildelt den Del af Opgaven, som bestod i at forsyne selve Vestegnen med Punkter til Brug for Søopmaalingen, medens jeg selv sørgede for Tilknytningen til forrige Aars Triangulation. I Juli Maaned, navnlig i første Halvdel, blev Vejret nu meget godt, ja til Tider endog trykkende varmt, med over 20 ° R. i Skyggen. Herved lykkedes det Premierløjtnant Tretow-Loof hurtigt at blive færdig i Egnen omkring Tålkna- og Patriksfjord og naa op til nundafjord, medens jeg naaede frem og fik bygget Varde paa Ræpsolfsfjall og derefter gik tilbage mod Isafjord maalende i de paa Udturen oprettede indre Stationer. Under denne Maaling besøgtes ogsaa Glåmujokull, der er Station i Hovednettet, og her fandt jeg ganske rigtig de gamle Varder fra 1801 —15 velbevarede. Glåmujokull er for Resten ingen Jökel, i hvert Fald ikke om Sommeren. Der findes kun en Mængde store Snemasser i Fjældets utallige Afsatser og Affald. Derimod er Drångajokull en veritabel Jökel med Skridjökel ned i Kaldalön. Paa den forsøgtes rejst en Varde, men uden Resultat, da Is og Sne dækker hele Kuplen.

I Slutningen af Juli og Begyndelsen af August naaede begge Ekspeditioner atter tilbage til Isafjord. Arbejdet deltes nu saaledes, at Premierløjtnant Tretow der skulde rejse hjem sidst i August, fik Maalingen i Stationerne nord for Isafjord, medens jeg overtog Oprettelse af og Maaling i Stationer mellem Isafjordsdybet og Hünaflöi. To Stationer Øst for Hünaflöi blev det overdraget Guide Olsen at oprette paa forud udpegede Steder. En af de første Dage i August slog min Ekspedition da Lejr ved Arngeroaeyri i Bunden af Isafjordsdybet, hvorfra vi agtede os til Steingrimsfjord. Allerede sidst i Juli var Vejret blevet daarligt_v og det holdt sig nu stadig slet. I Njåis Saga fortælles, at der paa Gaarden Svansholl i Bjarnarfjord Nord for Steingrimsfjord boede en troldkyndig Mand ved Navn Svan. Til ham sendte Halgerd Thjostolf, efter at denne havde myrdet hendes Mand Thorvald. Svan skulde yde barn Beskyttelse mod eventuelle Forfølgere. Disse udeblev da heller ikke; thi Osvif, Thorvalds Fader, red med sine Mænd til Steingrimsfjord og over Selaadalen op paa Aasen mod Bjarnarfjord. Men nu fremtryllede Svan en saadan Taage over Fjæld^ene, at Osvif med sit Følge for vild, saa nogle kom ud i Moser og andre ind i Skoven (formentlig den i den nordlige Selaadal). Først da de opgav deres Forsæt, klarede det op, og de fandt den rette Vej; men aldrig saa snart vilde de paany ride mod Bjarnarfjord, før Taagen kom igen. Vi var nu spændte paa at se, om Svan endnu regerede i disse Egne, og om han var os gunstig stemt. Og det maa siges til hans Ros, at han synes endnu at være i fuld Vigueur, men derimod til hans Dadel, at han synes os meget ilde stemt; thi i hele Resten af Kampagnen var det det sletteste Triangulationsvejr, jeg har oplevet paa Island i 5 Somre. Nogle brugelige Arbejdsdage fik vi dog narret den gode Troldmand fra, saaledes at den egentlige Triangulation paa Vestfjorden blev afsluttet, og man behøver ikke ved en Fortsættelse fra Nordlandet at komme tilbage vest for Hünaflöi. Sidst forsøgtes en Maaling i en af Hovedstationerne fra forrige Aar, Hafratindur. Vejret var imidlertid nu saa slet, og Tiden saa langt fremskreden, at Arbejdet maatte standses og de forskellige Dele, hvoraf Ekspeditionen nu bestod, samles til Reykjavik Den Del, der var forbleven i Isafjord, udskibedes derfra, medens alt, hvad jeg havde med, undtagen Hestene, udskibedes fra Skar9istod, der ligger tæt ved Hafratindur. Fra Skaröistöö red jeg med de to Følgemænd og de løse Heste, der skulde sælges, i 3 Dage til Reykjavik. Første Dag naaedes Sauoafell, hvorfra den ene af Følgemændene red til Myras^sla for at aflevere nogle af Hestene, medens jeg med den anden Følgemand, den unge raske Sveinbjörn Sæmunosson, der i Aar første Gang gjorde Tjeneste hos os, i Løbet af de næste to Dage tilendebragte Rejsen ved en daglig Marche paa ca. 105 km. Under Rejsen havde vi stadig haft Regn og Slud, og saaledes vedblev det ogsaa i Reykjavik indtil et Par Dage før Hjemrejsen, da vi pludselig med ægte islandsk Omskiftelighed fik meget straalende Vejr og saa stille, at Spejlbilledet af Husene langs den lille Sø „Tjorn^uen næsten var skarpere end selve Genstandene. Den 29. September var hele Islandsekspeditionen atter hjemme i Kjøbenhavn.

Af medfølgende Kort over Opmaalingen paa Island 1902—1908 vil ses, hvor stor en Del af Kystlandet Triangulationen og Detailmaalingen for Tiden overspænder, samt hvor meget af det maalte Terræn der er udgivet i Handelen. En Sammenligning med Skitsen i nærværende Tidskrifts 1. —2. Hæfte 1903 over Triangulationen paa Island 1801 —1815 vil vise, at den

nuværende Triangulation trænger mange Gange dybere
ind i Landet end den tidligere, der strængt holdt sig
til selve Kysten i Overensstemmelse med den den
Gang givne Instruks. Det skal bemærkes, at i 1904 —05
trianguleredes slet ikke paa Island, og at der i 1905
heller ingen Detailmaaling udførtes.