Forschungsreise in den zentralen Tienschan und Dsungarischen Ala-tau im Sommer 1902 von Dr. Max Friedrichsen

Det 311 Oktavsider stærke Bind, som indeholder Resultatet af Forfatterens Deltagelse i den ovenanførte Forskningsrejse, er udgivet af „Geographische Gesellschaft" i Hamborg, hvis Meddelelsers XX Bd. 1904 det helt optager. Det indeholder bl. a. 86 fortræffelige og instruktive Afbildninger og 2 originale Kort.

Forf. har i „Zeitschrift der Gesellschaft für Erdkunde" zu Berlin Aargang 1899, „Morphologie des Tién-schan", samlet og kritisk bearbejdet, hvad der tidligere fandtes publiceret paa forskellige Sprog om disse Bjærglande, og fandt nu i Aaret 1902 Lejlighed til selv at besøge Tien-shan (Tian-shan) etc. som Medlem af en Ekspedition, der under Ledelse af Professor W. W. Saposchnikow udgik til disse Bjærgegne paa Foranledning af Universitetet i Tomsk og væsenlig forfulgte botaniske og zoologiske Interesser. Dr. M. Friedrichsen stødte til Ekspeditionen i Begyndelsen af Juni i Byen Wjernyj (Stielers Atlas: Wjernoje) ved Foden af det transileniske Ala-1 au Nord for Søen Issyk-Kul, hvortil han alene havde foretaget Rejsen fra Evropa igennem Transkapien og Turkestan, over Bokhara og Tashkent pr. Bane, herfra i 10 Dage og 4 Nætter me.l den russiske Tarantaspost til Wjernyj. Forf. gør med Rette opmærksom paa, hvilke uhyre Strækninger den centralasiatiske Forsker maa tilbagelægge, forinden han naar sit egentlige Arbejdsfelt, og om hvilke man i Evropa oftest kun har et svagt Begreb. Her drejer- Afstanden fra Hamborg til Wjernyj sig saaledes, om ikke mindre end c. 6000 Km.

Tién-shan ligger efter vore nuværende Kort imellem 40 og 46° n. Br_v d. v. s. som det nordligste og mellemste Italien. Den har en Længde fra V. t. S._— Ø. t. N. af c. 2000 Km., altsaa er dobbelt saa lang som Alperne. Typisk for Bjærglandet er, at Retningen af alle dens Kæder er den samme som dettes Hovedretning. I Højde overgaar Tien-shan langt Alperne, saaledes er „Khan Tengri" (Aandekongen) efter Prof. Saposchnikows teodolitiske Maalinger 6890 Meter o. H., og flere andre Kamme stiger til 4 å 5000 Meter. Rundt om Tién-shan ligger et øde, ufrugtbart Bælte af Ørken og Steppelandskaber, saaledes imellem Tienschan og Altai, den dsungarske Ørken; imellem den og Tibet ligger Tarimbækkenet, de østlige Udløbere forsvinder i Ørkenen Gobi, og de vestlige sænker sig ned til aralokaspiske Lavning. I disse Egne forsvinder alt det Vand, som løber ned fra Tién-shans Gletsher og Snemasser; ikke en Draabe af det naar til Havet.

Fra Wjernyj over Mainakkæden og igennem Buamslugten til Issyk-Kul. Wjernyj er en ret anselig By med c. 23,000 Indb., og Sædet for Guvernøren i Provinsen Semirjetshensk (Syvflodlandet, saaledes kaldt efter syv i Søen Balkash udmundende Floder). Oasen, hvori Byen ligger, og som vandes ved kunstig Vanding, som altid i disse Egne, er særdeles frugtbar. Kornsorter, og alle mulige Frugter trives her i den frugtbare Løss, der overrisles igennem Kanaler fra Floden „Lille Almatinka", ved hvis venstre Bred Byen ligger udbredt under Skyggen af frodige Havers Frugttræer,

Elme, Popler og Pile. Byen er en eneste stor Park, hvori Træhusene hist og her titte frem. Paa Grund af hyppige Jordskælv bygges Husene af Træ. Den har umaadelig brede og lige Gader, en Basar og russiske Magasiner med evropæiske Varer. Indbyggerne er naturligvis for Størstedelen Russer med en Del Kirgiser i deres Tjeneste; men der lever ogsaa her adskillige tyske Købmænd, som næsten overalt i Centralog Mellemasien. I Byen drives livlig Handel, og paa videnskabeligt Liv mangler det heller ikke, saaledes findes her en meteorologisk Station, en botanisk Have og et lille naturhistorisk Museum, der tilhører den herværende kejserlige statistiske Komite for Agerbrug og andre Erhverv. Fra nærliggende Højder har man en prægtig Udsigt mod Nord til de vide Stepper, og mod Syd til det sneklædte Ala-tau med Pik Almatinkas tresidede Pyramide. Klimaet er fugtigere her om Forsommeren end ellers i Centralasien, Morgenen begynder mest med Hede og solklar Himmel, som om Eftermiddagen gaar over i skydækket Himmel og Skylregn. Med den russiske Post gik Ekspd. til Kasansko Borodskoje, hvorfra Rejsen nu maatte foregaa til Hest; 16 Lastheste foruden Rideheste, og med Kirgisere som Betjeningsmandskab. Her begyndte den 5. Juni den egentlige Bjærgtur, som gik over den gamle Poststation Kastek (1179 Meter), igennem Kastekslugten med dens maleriske Kløfter, med stejle Bjærgvægge af fortrinsvis rød Syenit og Granit. Terrænet er her forholdsvis øde og plantefattigt, indtil man naar Sary-dshasyk (1953 Meter) i Mainakkæden, hvor der findes prægtig Græsvækst og utallige blomstrende Planter, som de her nomadiserende Kirgiseres Kvæg nyder godt af. Med en Afbrydelse af en Ekskursion til Kara-Konusdalen, gik Rejsen til Køgen-sås (1843 Meter) en Kirgiseraul paa c. 12 Telte, hvor der gjordes Ophold, og hvorfra fortsattes over Kara-bulak (den sorte Kilde) langs Floden Tshu til Tomak. I Dalen og paa Bjærgskraaningerne nomadiserer talrige Kirgisere, idet der her findes gode Græsgange overalt; disse var dog for Tiden næsten afgnavede af hærgende Græshoppesværme, hvis Legioner af brunrøde, uudviklede endnu ikke flyvefærdige Individer er en Skræk og Plage i Mellem- og Centralasien. Vejret var koldt her i Juni Maaned, kun 5° C. Kl. 5 om Morgenen. Floden Tshu er paa sine Steder meget rivende og farlig at passere; fra dens Dal ser man mod Syd den imponerende sneklædte Alexanderkæde, der sammen med Mainakkæden omslutter

Byen Tomak er en lille frugtbar Oase, som vandes igennem Kanaler fra Floden Tshu, og er beskygget af høje Popler, Pile og Elme, hvis enorme Størrelse betegner, at Oasen, der er omkranset af fattige Stepper, har eksisteret i lange Tider. Den beboes af Kirgisere og Dunganer, hvilke sidste gaar klædte i kinesisk Dragt. Byen hører til de saakaldte Semskikvarterer, d. v. s. der findes i dem et Blokhus med Rum til Benyttelse for rejsende russiske Embedsmænd. Herfra gik Ekspd. til Stary Tomak (russ. gamle Tomak), hvor der oplevedes en mærkværdig Maade at komme Græshoppesværmene til Livs paa. Paa de dyrkede Marker, der var blevne overfaldne af Græshopperne, gravedes dybe Gruber, og Kirgiserne red nu i Krese omkring disse Gruber, 5—65^—6 Krese indeni hverandre; Kresene gjordes tættere og tættere, og de ikke flyvedygtige Insekter joges efterhaanden ned i Gruberne, som de ikke formaaede at kravle op af, og tilsidst, naar hele Gruben var fuld af Græshopper, begravedes de levende heri, idet Gruberne fyldtes med Jord. Fra Stary Tomak fortsattes Rejsen til Poststationen Dshilaryk (1395 Meter) i Tarantas, og herfra igennem Buamslugten, hvorigennem Tshufloden bruser imellem stejle Granit og Gneisvægge; her er ogsaa højere oppe ved Tshu Sandsten, Konglomerat og Kalk repræsenteret; hist og her i Dalens Bund vokser Pile, Akasier og Berberis; men Egnene er i det hele fattige, og afgiver et vildt og uvenligt Landskabsbillede.

Igennem Buamslugten er der af Russerne anlagt en god Ridevej, ved Kok-mainak hører den snævre Slugt op, Tshudalen breder sig, Floden bliver mindre rivende og deler sig i mange Arme i Terrænet, der falder ned til Kutemaldy (ved Issyk-kuls Sydvestende), som ligger paa en udtørret Løsssteppe, kun nogle Meter over Issyk-kul (1630 Meter o. H.) Her nomadisereren Del Kirgisere, og rundt om findes Mængder af deres Grave (saadanne er beskr. i dette Tidskr. 17. Bd. af Anm.). Fra Kutemaldy fortsatte Ekspd. til Hest langs Sydsiden af Issyk-kul ved Terskei AlatausFod til Prshevalsk ved Søens Østende (Søen er c. 200 Km. lang). Ruten gaar over hvid Søløss med dens karakteristiske Græsbuske, over Enge og sumpede sivbevoksede Strækninger, over Lerstepper, hvor Planternevokser i Tuer paa smaa Høje, der ligner Muldvarpeskud,over en Mængde Smaafloder, der løber ned til den nu afløbsløse Sø, der har saa salt Vand, at det er udrikkeligt. Fuglevildtet er rigelig repræsenteret ved Søen, saaledes saas Ænder, sølvhvide Svaner, sorte Traner med røde Næb, Skarer af smaa Vandfugle, Fasanerog mægtige Ørne. Søens Vestende er meget lavvandet, i Nærheden af Bredden er Vandet smudsig brunt, længere ude grønt og endelig dyb blaat paa

Midten af Søen; en stadig Udtørringsproces synes at foregaa. Øde fattige Stepper med sparsom Vegetation veksler nu med smaa Oaser, hvor Popler, Pile og Kornmarkertrives ved Kanaliseringen ud fra Floderne. Det er her overalt Kirgisere, der driver lidt Agerbrug. Øde og trøstesløst er Landskabet dog i Hovedsagen, mange Passer, paa indtil c. 3000 Meter, ikke særlig vanskelige,maa overskrides; de saakaldte „bel" (kirgisisk flad Bjærgryg), og først omtrent ved Midten af Søens Sydside ved Sara Kungei faar Landskabet et venligt alpint Udseende; idet der her findes Mængder af den prægtige Tien-shan-Fyr (Picea Schrenokiana). Her findes tillige prægtige Alpegræsgange, og Kirgiserne bor her i stort Antal; ved enkelte Floder vokser Aprikos,Pile og Berberis; men Øst efter bliver Landskabeti Terskei Ala-tau atter øde og ufrugtbart, og først ved Pokrowskoje (1780 Meter) kommer man atter til en russisk Koloni, en lille Landsby med lige, brede Gader, en net Kirke og gode Frugthaver. Herfra, og henimod Prshevalsk opliver atter mørke Granskove, yppige Græsgange og Mængder af Kirgisertelte Landskabet,og røde Konglomerat og Sandstenskrænter lyser grelt imellem de mørkegrønne Træer, der vokser helt op til Sneregionen.

Prshevalsk er en af de sædvanlige russisk asiatiske Kolonibyer; den ligger paa en kedelig udseende Løssslette og er opkaldt efter den bekendte russiske Rejsende Prshevalsky, hvis Mindesmærke staar i Nærheden ved Søen Issyk-kul. Byen har c. 8000 Indb. Tæt ved det Sted, hvorpaa Mindesmærket staar, er de stejle Bredder ned til Søen bevoksede med tætte Skove, hvori Indbyggerne fra Wjernyj nyder Sommeren i en lille Villakoloni. Fra Prshevalsk foretoges pr. Tarantaspost en Ekskursion til Landsbyen Aksu (1845 Meter), som ligger ved Floden af samme Navn, og op ad denne til de varme Kilder, (Temp. 42° C.) som ligger ved denne Flod, og hvorom der har dannet sig et lille primitivt Kursted, hvortil navnlig syge Soldater fra Prshevalsk sendes. Videre i Tarantas kørtes over den russiske Koloni Dschergés til Floden Turgén Aksu; Grunden, hvorover den støvede Postvej fører, bestaar af Løss, og man har fra denne en udmærket Udsigt til Terskei Ala-taus snedækkede Tinder. Turgén Aksus Dal, hvis Sider bestaar af Granit, og er rigelig bevoksede med Tien-shan-Fyr, fulgtes til dens Kilder, som ligger i Terskei Ala-taus smaa, og som Regel grusbedækkede Gletshere, hvor Højden stiger til c. 5000 Meter. Passet Kara-kyr (3932 Meter), som danner Vandskellet imellem Afløbene til Turgén Asku og dem til Sary-dshas; overskredes med stort Besvær; Passet er blottet for Græs og Buske, kun enkelte Alpeblomster vokser spontant imellem Grus- og Stenmasser. Fra Kara-kyr fortsattes mod Syd i Ottukdalen, over Passet Tørpu (3708 Meter) til Külüflodens Højdal (Ottuk og Külü er Bifloder til Sary-dshas) som fortsætter sig mod Sydvest til Passet Külü (4290 Meter).

Passet Külü maatte passeres til Fods over mindre Gletsherpartier; dens Kildedistrikt er meget malerisk, idet snedækkede Toppe veksler med Moræner, Gletshere og Morænesøer. Fra Külü gik Rejsen ad den øde Irtashdal i en Bue mod Nord til Passet Terekty (3712 Meter) i Terektykæden, som syntes at bestaa af graalig Kalk; den mod Passet vendende Side af Kæden var snefri, hvorimod Nordsiden syntes dækket med ikke ringe Snemasser. Rejsen tilbage gik ad samme Vej, og Expd., der havde været delt i to Dele, hvoraf den ene var bleven tilbage for at undersøge Arpatøktyr Plateauet, der bestaar af Granit og Lerskifer, atter samledes i Mukatshydalen. Herfra drog den samlede Expd. den 15. Juli langs Floden Sary-dshas, der snor sig i utallige Bugter igennem stejle Granit og Gneisvægge, som begrænser den snævre Dal, i hvilken man synes at vandre under Jorden. Der gjordes Afstikkere mod Nord til Kopakpasset (3665 Meter) og mod Syd til Semenowgletsherne (3783 Meter) og Gletsherne ved Narynkolpasset (c. 3700 Meter). Semenowgletsherne maatte bestiges til Fods, og herfra foreligger i Værket en Række fortræffelige Fotografier. Isen var her paa Overfladen overalt stærkt bedækket med Grus nær den nuværende Gletsherende, især med utallige Lerskiferbrokker, der dannede lige saa mange smaa Smeltehuller; der fandtes mange underjordiske Flodsystemer, og hele den nederste Gletsher opløser sig i et forvirret Isbakkelandskab. Længere oppe blev Isen klarere, og især ved Tragtsøerne har disses Vægge en vidunderlig prægtig blaa Farve. Slet Vejr forhindrede imidlertid længere Ophold her; Gletshernes Bredde maaltes til 2 Km. og dens Længde til 15 Km. Udsigt til den mægtige Tengri Khan naaedes ikke fra Semenowgletsherne, men fra et 3884 Meter højt Plateau Nord for Ashutørkæden, hvorfra Teodolitmaalingen af Aandekongen foretoges, samt en Række Fotograferinger af Gletsherlandskabet (tengri el. tangri er et mongolsk Ord for det højeste Væsen. Anm.) Disse Billeder giver et et godt Indblik i, hvorledes et af de mægtigste i Is og Sne stivnede Højbjærgspanoramaer ser ud. Det er en Mark eller et Land af Is- og Snekegler, hvoraf en rager over dem alle.

Over det vanskelige, til Dels gletsherklædte Narynkolpas(Kol.
el. kul. bet.-Sø. Anm.) fortsattes Rejsen mod

Nordøst og Nord ad Beiankolflodens Dal, hvor det tidligereellers i Hovedsagen øde Landskab gaar over i et vildt romantisk alpint Sceneri; grønne Granitvægge, snævre Erosionsslugter, bevoksede med Gran og Underskov,rivende Floder, imellem hverandre kastede Granitblokkebetegner Beiankols øvre Dal; et Par af dens Bifloder var vanskelig passable paa Grund af høj Vandstand.Dalen bliver nu bredere og bredere, og bredere, og Floden flyder i en mægtig Strøm, imellem skovbevoksede,stejle Vægge. Et yppigt Flor af Blomster, Edelweis, Forglemmigejer, Violer etc. imellem yppigt Græs dækkede Dalens Bund. Ved dens mellemste Løb ligger atter disse typiske Lasiogrostisstepper, og først tæt ved den lille Koloni Narynkol begynder atter Trævæksten,Pile og Juniperus sabina, i Form af karakteristiskeGalle Priskove, som gaar over i de nedre Skove ved Flodens talrige Arme til Narynkol.

Narynkol er en lille By paa omtr. 60 Huse, som beboes af Russere, Kirgisere, Kalmyker og Sarter; især Kalmykerne med deres Haarpisk, den spidse Filthue og ofte skarlagenrøde Dragt, danner et paafaldende fremmedartet Element iblandt Befolkningen. Om Vinteren gaar russisk Tarantaspost fra Narynkol til Prschewalsk. Fra Narynkol gik Ekspd. med Post ned til Iliflodens Bækken, hvor Terrænet veksler med ørkenagtige Stepper, smaa. kunstig vandede Oaser, hvori drives Agerbrug, og frugtbare, sumpede Engstrækninger, der er et Eldorado for Kirgiserne, der her nomadiserer i Mængde. Paa de sidstnævnte findes store kirgisiske Teltbyer, hvorover det russiske Flag vajer, og her afholdes, som i Kusland, de saakaldte Jarmarka (Aarsmarkeder), paa hvilke russiske Handlende, Sarter og Dunganer møder og gør udmærkede Forretninger med de velhavende Kirgisere. Efter at have passeret Iliflodens Bækken gjordes nogle Dages Ophold i Byen Dsharkent, i hvilken en Tur til det dsungarske Ala-tau forberedes. Dsharkent (687 Meter) har 16.372 Indb. (Folketælling 1897) og er en halv russisk, halv indfødt By. Af de Indfødte er især de agerdyrkende Dunganer og Tarantshis de fremtrædende. Dunganerne ligner i deres Paaklædning, Pisken undtagen, Kineserne. Trods deres tyrkiske Afstamning har de antaget kinesisk Sprog og Levevis, men er Muhamedanere af Religion. Her findes flere Moskéer, hvori den bekendte samarkandiske Bygningsstil (denne Stil kan føres tilbage til mindst 400 Aar f. Chr. Anm.) med Hvælvinger og blinde Buer med Stalaktiter er blandet sammen med den kinesiske Pagodestil i et smagløst Sammensur. Den russiske Bydel er vel forsynet med alle evropæiske Varer, og der findes en større russisk Garnison. Den 4. August kørtes ad Postvejen til Chorgos (Nikolajevskaja) (904 Meter) og Bakuntshi (Landsby 1055 Meter) ved Floden Chorgos, hvis Bredder er skovbevoksede; Hanhaiaflejringer og brungult Konglomerat træder frem overalt i Dalsiderne. Til Hest fulgtes Floden mod Nord til Arasån (1626 Meter), hvor betydelig Skovvegetation findes i Dalen; hist og her ses de mærkelige Paddehatklipper, som af Kirgisere anses for hellige (Aulie-tash). (Aulie eller Aulia kommer af Aulat (Efterkommer) og her i Bet. af Efterkommer af Profeten, og tash bet. paa kirgisisk Sten. Anm.) (Se Olufsen: Pamir, i dette Tidskrifts 17. Bd. VIII Hefte). Ved Arasån ligger varme Kilder med svovlholdigt Vand (Temp. 43,°5 C.). Fra Arasån redes mod Vest og Nordvest over adskillige Passer med Højder indtil c. 2500 Meter, over skovløse, fattige Højstepper, igennem de til Ilidalen flydende Mængder af Smaafloders Kilder, hvor halvkresrunde Dale, fortrinsvis Lerskifer, med høje Fyrretræer og sneklædte Tinder i Baggrunden gør Egnene overordentlig maleriske. Kirgisere nomadiserer næsten overalt i disse Egne, og flere Steder findes russiske Kosakposter og Feltlejre. Karakteristisk for alle de øvre Floddale er mægtige Grusaflejringer; i 2510 Meters Højde hører Granskovene op og giver Plads for Enebærtræerne (Juniperus sabina).

Fra Ui-tas Dalen (c. 3200 Meter) 44° 38' n. Br., 79° 48' østl. Lgd. foretoges en Ekskursion mod Øst over vanskelig tilgængelige, med uhyre Stenblokke og Firnsne dækkede Passer til Søen Kasankul, som gennemstrømmesaf Chorgosfloden (Kasankul bet. paa kirgisiskKedelsøen. Anm.). Man havde ventet at finde en større Sø, men den viste sig kun at være en lille Udvidelse af Chorgosflodens øverste Løb, Efter Tilbagekomstenherfra overskredes Koksukæden (Koksu bet, paa kirgisisk blaat eller grønt Vand. Anni.) over Kara bulak (Sorte Kilde. Anm,), 3465 Meter, hvorved Ekspd. naaede Koksuflodens Dal og saaledes havde passeret rundt om Syd- og Vestsiden af den store Gletsher Kabyl-taus Fod. Kabyl-tau har, efter de medfølgende Kort, en Omkreds af mindst 60 Km. og er et overordentlig vildt Bjærgland; udmærkede Fotografierforeligger derfra i Værket. Ved Ankomsten til Koksudalen var Lederen af Eksp. og flere af Mandskabetsaa medtagne af Øjenlidelser. at man hurtigst maatte søge at naa den russiske Station i Kopal (45° 8' n, Br., 79° 2' østl. Lgd.). Turen hertil tilbagelagdesover de græs- og Juniperus-bevoksede HøjstepperSyd om Arasånkæden, igennem Oi-sasflodens Dal, hvis Granitvægge i de lavere Regioner er beklædte

med rigelig Granskov, hvorimod Koitasbjærgene (Faarefjældene)Nord derfor er ganske øde og træløse, til det Sted, hvor Korafloden løber ud af Bjærgene i de store Kirgiserstepper omkring de talrige Bifloder til K aratal, der udmunder i Balkashsøen (Kora, Biflod til Karatal). Medens Prof. Saposchnikow fra Poststationen lidt Vest herfor kørte i Tarantas ad Postvejen til Kopal, førte Porf. Ekspd. igennem Løssstepperne ved Foden af Koranyn-tau til samme By. Kopal er, som alle andre russiske Smaabyer her, vandet ved kunstig Vanding, og Byens lave Blokhuse grupperer sig om det offentlige Parkanlæg og Kirken; den havde i 1897 2842 ludb. Fra Kopal foretoges en to Dages Tur op i Koraflodens Dal til 3657 Meters Højde i Tshashakæden, Syd for Koranyn-tau. Fra Kopal fører Vejen over et øde, skovløst Pas (2656 Meter) til den idylliske Koradal, hvor Kirgiserne nomadisere paa frodige Græsgange imellem Skove af Fyr, og hvor den rivende Flod snor sig i utallige Bugter imellem stejle Granitvægge, paa hvilke Gletsherskuringer tydelig spores; over Floden fører flere primitive, kirgisiske Broer. Et Medlem af Ekspd. maatte paa Grund af Feber fra Oasen Dsharkentefterlades i Kopal.

Den 22. August fortsattes Rejsen ad Ruten Nord om Ala-tau til Byen Lepsinsk. Vejen gaar her over en c. 30 Km. bred, øde, støvet Løssslette til Floden Aksu og dens talrige Bifloder, hvis Dalsider i Hovedsagen bestaar af Granit, og er skovklædte (Picea Schrenckiana) til c. 2500 Meters Højde. Aksus Kildedistrikt og Kildesø i 3240 Meters Højde besøgtes; den er malerisk omgivet af Gletsher og evig Sne, og Bjærgmassen er i Hovedsagen Granit; dog er Gletsherne af ringe Udstrækning her i de nordlige Dele af Ala-tau. Efter Overgangen over Aksu passeredes Højsletten imellem Aksukæden og Dshildykaragaikæden, hvor Højden stiger meget jævnt fra 1900 Meter i den vestlige Del til 2455 Meter paa c. 45° 12' n. Br. 80° østl. Lgd.-Grw. De vestlige Dele af disse Sletter er temmelig jævne og gennemfurede af Flodløb, medens de østlige Dele er bølgeformede og bakkede. Langs „Lille Baskanflodens" skovbevoksede Dal over Granithøjsletterne Kok-dshata (24—2500 Meter), Syd for Lepsinsk, med deres i et Virvar imellem hverandre kastede Granitblokke, hvorimellem Fyrren gror, naaedes Lepsinsk ad Lepsaflodens Dal den 27. August. Ekspd. var nu endt og Hjemrejsen foregik til Evropa over Vestsibirien.

Forf., der rejste i Egenskab af Geolog, har taget særligt Hensyn til dette Fag, og naar man ved, hvad det vil sige at gennemrejse et saa udstrakt Bjærgterræn i en saa kort Tid, maa man beundre ham for, at han har faaet saa meget ud af Rejsen, som han har. Hver Dag at sidde i Sadlen sine c. 6 Mil op og ned ad Passer i det uendelige, hver Dag Opstilling og Nedtagning af Lejren og det dermed følgende uundgaaelige Vrøvleri med de indfødte Folk er i Længden umaadelig opslidende. For Geografiens Vedkommende kunde man vel navnlig have ønsket Oplysninger en detail om de klimatiske Forhold, da disse i Forbindelse med Bjærgartenes Beskaffenhed væsenlig har givet Centralasiens Bjærge deres nuværende, karakteristiske Udseende; men hertil har Tiden været for kort, og Værket er ogsaa uden disse et særdeles nyttigt Bidrag til vor Kendskab om Tién-shan. Man maa ønske, at Forf. atter maa finde tili disse Lejlighed læn Egne.