Pamir. Rejse igennem Roshan, Darvas og Karategin

(Fortsat.)

A gaa videre den Dag var umuligt, og vi blev her
derfor til den 7. September; Skade at jeg ikke
kunde ofre mere Tid paa dette Sted, hvor meget af
Interesse burde undersøges, jeg maatte stadig haste
videre for ikke at blive lukket inde af Sneen i Pamir.
Senere hen har jeg ofte ønsket, at jeg ganske rolig var
bleven i Kalai Vændsh Vinteren over og ladet staa til;
thi Dalen, som den laa for os i Solskinnet, kunde nok
friste til at binde en for længere Tid.

Omkring Begens med Taarne, Skydehuller og udskaarneTræporte forsynede, men forfaldne, Borg laa Hus vod Hus, Gaard ved Gaard, alle beskyggede af de frodigste Haver, der gennemrisledes af utallige smaa Vandingskanaler; man har Udsigt langt op ad Floden Vændsh, og overalt øjner man dyrkede Marker, hvor Kornet nu er afmejet, og hvor Okserne, fire eller fem sammen bundne til en Pæl, drives rundt i det uendeligeaf en lille næsten nøgen Dreng og tærsker Kornet ved at trampe paa det. Overalt ser man de Indfødte i Færd med at rense Kornet, hvilket gøres ved med store Træskovle at kaste det op mod Vinden, saa Avnernekan flyve fra. Overalt paa Tagene ligger Frugter til Tørring, Druerne hænger i store Klaser ned fra Træerneeller paa de gulgraa Husmure, Stendigerne er bevoksedemed de morsomme Granatæbler, hvis Frugter hænger i Enden af en lang tynd Gren, som om de var ophængte i Snore paa Træerne, og Figen hænger ved Figen i mægtige skyggefulde Træer; der er to Arter Figen her, den ene vokser her i Træer, der ofte er af Størrelse som vore mægtige Ege, og ligner ved første Øjekast Graapærer, idet den har en rødgraa Farve; den anden vokser paa ret lave buskagtige Træer, er gul

Efteraaret. Forøvrigt er Darvasbjærgene en af Pamirs
mægtigste Kæder, der stiger til c. 7000 Meter, og
er en Snekæde af første Klasse.

Haverne var overordentlig vel holdte i Kalai Vændsh, og foruden Nytteplanter fandtes et meget rigt Blomsterflor, hvoriblandt Valmuer til Produktion af Opium og Solsikker, hvis Frø spises som i Rusland, aldrig manglede. Af Grønsager fandtes mange Arter Bønner, Ærter, Meloner, Græskar og en Natskyggeart, hvis Frugt i kogt Tilstand — den ligner en lille Agurk, men er kulsort — smager fortræffeligt. Det er forstaaeligt. at vi følte os som komne fra et Helvede ned i Paradiset, især da Begen viste sig at være en meget gæstfri Mand, som endog indbød os til at bese samtlige Rum i hans Borg; men om disse er der intet andet at berette, end at de næsten alle var gabende tomme, kun hist og her et Tæppe eller en Durrahstraamaatte paa Gulvene, og endog det som han kaldte Haremet havde samme Udseende. Medens vi opholdt os her, var hans tre Kvinder førte ud. Fra Rummene førte Stiger op paa de flade Tage og op i Taarnene med deres krenelerede Brystværn og Machicoulis, men Vaaben fandtes der ingen af; disse laa alle gemte i et aflaaset Rum, sagde Begen. Man maatte heraf tro, at han gjorde Regning paa fredelige Tider; thi inden man fik de gamle Luntebøsser ud og Folkene op i Taarnene, kunde der nok gaa en rum Tid. Det almindeligste Vaaben her foruden Luntebøssen med Gaffel, der kun ejes af de mere velstaaende, er forøvrigt den lange Bue ligesom i Vakhan; næsten alle mandlige Individer fra Drengen til Oldingen gik omkring med disse. Der bruges baade den enstrængede Bue med Pil og den tostrængede med et Stykke Læder paa Midten af Strængene til at udskyde Sten med. Flere saa jeg skyde sikkert med dem, og de bruges meget paa Jagten efter Fuglevildt; men det vigtigste Jagtredskab synes dog Falken at være, og Falkejagt drives med stor Iver i hele Darvas og Karategin. Hvert andet mandligt Individ saa man gaa omkring med en lille Falk paa den med Læderhandske forsynede Haand. Paa Hovedet bærer Fuglen under Ridtet fra Sted til andet en lille Læderhætte, som forhindrer den i at se, og dens ene Fod er forsynet med Bjælder, der gør det muligt for Jægerne at høre, hvor den er. Paa de Jagter, jeg overværede, hændte det ofte, at Falkene blev siddende i lang Tid oppe i Træerne, inden Jægeren ved Hjælp af et Stykke Kød, som han rakte op i Luften, og ved lokkende Tilraab fik dem ned paa Haanden igen.

Medens jeg opholdt mig her, kom en Aksakal fra Begen i Kalai Khumb for at faa at vide, naar jeg agtede at holde mit Indtog i denne By, som han udtrykte sig, for at Begen kunde være belavet derpaa i god Tid; ligeledes kom hertil en Patrouille af russiske Toldsoldater, som de kaldes, der i et Antal af 20 Mand under en Underofficers Kommando var stationerede i Kalai Khumb. De havde faaet Nys om, at en fremmed Evropæer nærmede sig deres Station, og da der kun igennem de bokliarske Myndigheder var sket Anmeldelse om min Ankomst, maatte vi nu i længere Tid parlamentere med Soldaterne for at gøre dem begribeligt, at vi havde Lov til at passere. Vi fik nu af Begen ny Heste og Lastdragere samt købte os en Del Proviant, hvoriblandt ogsaa Vandpiber med tilhørende grøn Tobak, der ganske vist ikke var noget for kræsne Tobaksrøgere, men dog smagte bedre end de tørrede Abrikosblade, som jeg ofte maatte nøjes med ligesom de Indfødte, og hvortil Piben bestod i et Hul i Jorden, hvortil man stak et Straa skraat nedad, og saa laa paa Maven og suttede.

Under mit Ophold her hos Begen oplevede jeg et mindre behageligt Naturfænomen i Form af en heftig Jordrystelse, sorn bevirkede, at en Del af Begens i Forvejen forfaldne Taarne rystedes sammen. Henad Eftermiddagen den 6te September blev det pludselig saa underlig stille i Dalen, det saa ud, som om et Tordenvejr vilde bryde løs, der nørtes en mystisk Larm under Jorden efterfulgt af en Knitren og Knalden, dels efter Lyden at dømme under Jorden, dels hidrørende fra Sten, der rullede ned ad Bjærgskrænterne. Jorden bevægede sig under os, som om vi stod paa en tyktflydende Masse, vi vaklede frem og tilbage; det var umuligt at staa fast paa Jorden, hvorfor vi lagde os ned. Bjærgene og Dalsaalen syntes at gynge som en Vugge fra Nord til Syd, og betragtede man Solen hoppede den op og ned over Bjærgkammene, saa man virkelig her kunde tale om at se Solen danse. Skrigen og Skraalen af Mennesker og Brølen og Brægen af Kreaturer hørtes trindt om. Det hele varede kun kort, jeg tør ikke sige hvormange Sekunder, da vi alle blev som lamslaaede ved Fænomenet, der var højst uhyggeligt; det varede dog saa længe, at jeg fik Tid til at fatte mig og se efter, hvorledes det hele Landskab tog sig ud. Da det holdt op, kom pludselig en ret stærk Stødvind ind over Dalen. Saavidt jeg fik at vide, skete ingen Ulykker af Betydning, kun Begens ene Taarn faldt helt sammen. Jeg havde saa smaat ventet at blive beskyldt for at være Aarsag til Ulykken, men Begen bemærkede rolig, at Jordrystelser var almindelige her i denne Dal.

Tidlig om Morgenen, inden Heden blev altfor trykkendeher
i de lune Dale, drog vi efter at have taget

Afsked med den elskværdige Beg, med et stort Følge af Aksakaler i deres pyntelige hvide Uldkaftaner og lasede næsten nøgne Lastdragere langs Vændshfloden og videre langs Pændsh til Kislaken Dashmak. Næsten overalt er der her god Ridevej, og kun paa et Par Steder maatte Hestene aflæsses og Lastdragerne træde til, ellers gik disse ved Siden af Dyrene og hjalp dem igennem, naar Passagen imellem nedrullede Klippeblokkenu og da blev for snæver. Terrænet ved Vændshflodens nederste Løb er meget fattigere end fra Kalai Vændsh og opad. Flodbredderne er smalle og golde, og kun et Par Steder fandtes nogle meget smaa Kislaker eller Grupper af Huse, hvortil smaa Bjærgbækkebragte sparsomt Vand, og ved Vændshflodens Sammenløb med Pændsh vadede vi igennem store Stræk-

ninger af Flyvesand. Vændsh fører tn betydelig Vandmasse igennem en meget dyb Flodseng, der er overfyldt af Sten og Granitblokke; den er impassabel overalt, og kun paa et Sted kan man ved Hjælp af oppustede Huder sætte over den paa Grund af Strømstyrken. Umiddelbart ved Flodernes Sammenløb findes paa afghansk Side en større Gruppe Kislaker; paa bokharsk Side findes saadanne først flere Kilometre vestpaa. Her begynder Darvasbjærgenes Gletsjer atter at give rigeligere Vand, og vi passerede her tre større Landsbyer, inden vi naaede Dashmak. Paa Vejen her har man kun Udsigt mod Nord til høje, nøgne, stejle Bjærgskraaninger, medens man mod Syd stadig kan øjne de store Gletsjer paa Kuh-i-Kalaan i Badakshan. Saasnart vi nærmede os en Kislak, havde vi straks en Flok nysgaerrige omkring os, hvilke med deres lange Buer bragte mine Tanker ind i Afrikas Regioner.

I Kislaken Dashmak slog vi Lejr i Aksakalens Have, hvor der var opstillet et Maaltid til os bestaaendeaf Høns, Æg og Frugter. Omskiftningen af Heste og Lastdragere foregik paa fredelig Vis, og Dagen efter fortsatte vi videre langs Pændshfloden. Vejen er, som jeg har skrevet i min Dagbog, god, det vil sige, den er udbedret af de Indfødte, saaledes at man saa godt som paa hele Strækningen kan blive siddende i Sadlen, naar man i Forvejen er vant til et ride over Stok og Sten, men den er ikke anlagt for svage Nerver, da den er meget smal og oftest hugget ind i Klippesiden flere Hundrede Meter over den brusende Pændshflod.

ogsaa ret almindelig i Turkestan, hvor jeg endogsaa
saa et Par tyske Købmænd befængte med den.

Befolkningen er her overalt Tadsjiker, kraftige og mere muskuløse Folk end jeg ellers var vant til at træffe dem i Pamirs Dale; flere af de næsten nøgne Lastdragere var sande Atleter at se paa; de gaar overalt i hvide Ulddragter og med en lille brun Hætte paa Hovedet som i Vakhan, eller ogsaa med kun et lille Stykke hvidt Bomuld viklet om Hovedet, en tarvelig Udgave af en Turban (Sallå). Enkelte Steder flygtede Kvinderne ved Synet af os straks ind i Husene, andre Steder kom de ugenert og utilslørede hen til os sammen med Mændene og blandede sig ofte i Handelen om et Faar eller en og anden etnografisk Genstand. Deres Dragt bestod som Mændenes af hvidt Uldtøj eller ogsaa af hvid Bomuld; en Slags Uld- eller Bomuldssærk og et Hovedtøj i Form af en lille hvid Bomuldshue, undertiden med et hvidt Tørklæde over. Næsten alle gik barfodede eller ogsaa med en Art Halvstøvler af ugarvet Læder. I en Kislak omtrent halvvejs imellem Dashmak og Kurgavat havde vi Lejlighed til at betragte et Par Kvinder paa nærmere Hold, idet jeg i en større Kislak gjorde Holdt ved en af disse almindelige Rækker af smaa Vandturbinemøller, som ligger i Etager over hverandre ved Bjærgbækkene. To Kvinder, der var i Færd med at måle Korn, stod netop i en saadan, da jeg viste mig i Døren, og der var saaledes ingen Lejlighed for dem til at smutte ud. Som paa mange andre Steder i Pamirdalene maatte jeg forbavses over deres regelmæssige, smukke Ansigtstræk, der imidlertid som altid var dækkede af Smuds. Malningen af Kornet gik for sig næsten som man hos os maler Kaffebønner, idet den ene af Kvinderne med en lille Træske hældte Kornet ned i en diminutiv Kværn. Det er imidlertid ikke Manglen paa større Mølter, der bevirker denne Fremgangsmaade, men en uhyre Fattigdom i Pændshflodens Dale og en uhyre Udsugelse fra de bokharske Embedsmænds Side. Henad Eftermiddagen gjorde vi Holdt i Kislaken Kurgavat, idet jeg dog forinden havde haft et lille Intermezzo med Lastdragerne, der i en Kislak pludselig alle enten kastede Bagagen paa Jorden eller løb ud til Siderne med den og forsvandt rundt om i Haver og Kløfter. Der er vist ingen Tvivl om, at her forelaa en aftalt Plan om at stjæle Bagagen fra os, da de flygtende medtog det af den, der kunde se ud til at være af Værdi for dem. Nu paafulgte en timelang Jagt i Kislakerne for at faa dem indfangede igen, hvilket skete ved Hjælp af et Par af Byens Ældste, der var i Stand til at skelne vore Dragere fra de andre afKislakernes Beboere, hvilket vilde have voldet os stor Vanskelighed.

I Kurgavat var ankommen et Par Udsendinge fra Begen i Kalai Khumb med den Besked til mig, at alt, hvad jeg vilde forlange paa Vejen til hans By var gratis. Det var meget høfligt af Begen, men da jeg vidste, at sligt vilde gaa ud over hans fattige Undersaatter og ikke over ham selv, benyttede jeg mig ikke af Tilladelsen. Det viste sig at være vanskeligt nok at komme frem til hans Residens, selv mod god Betaling for Assistance, saa det vilde sikkert være endt med mange yderligere Übehageligheder, hvis jeg havde modtaget hans Tilbud. Kurgavat er en herlig vandet, frugtbar og idyllisk Kislak, men Stedet er myldrende fuldt af Skorpioner, som vi ligefrem maatte feje bort i stor Omkres fra Teltpladserne, forinden vi turde gaa til Ro, og om Natten plagedes vi ligesom forøvrigt paa flere af de allerede passerede Steder af Moskitoer. Ved Hjælp af de to Udsendinge fra Kalai Khumb foregik Omskiftningen af Lastdyr og Dragere uden videre Kævlerier, og vi fortsatte som før ad lignende smalle Ridestier, indhuggede i Klipperne, eller paa Svalegange langs Pændsh, der her har en Bredde af c. 40 Meter og snor sig i utallige Bugtninger med et larmende Løb ned igennem en snæver Kløft med lodrette Vægge, ofte uden Vegetation udenfor Bjærgbækkenes Nedløb. Der findes dog mange men meget smaa Udvidelser af Dalen ud til Siderne, hvor Tadsjikerne dyrker Jorden, men der findes paa bokharsk Side ingen større Landsbyer, før man naar Djarf; derimod et stort Antal enkeltliggende Huse, hvor Gletsjervandet sparsomt flyder ned. Vejen blev den Dag utrolig lang paa Grund af de idelige Krumninger, Sving efter Sving, altid den samme larmende Flod, der flere Steder danner ret betydelige Vandfald, altid de samme stejle Vægge, de fattige smaa Huse og ingen Udsigt til andet end et smalt Bælte af blaa Himmel som Tag over den snævre Kløft, der var brændende hed, hvor Solen kunde naa ind og isnende kold i Skyggen. Paa flere Steder dannede Bifloderne fra Nord meget høje Vandfald, der styrtede ned imellem en lille Samling Buske af vilde Roser, >ilde Kirsebær og Granatæbletræer, og ovre paa afghansk Bred syntes Kislakerne at være større og bedre vandede end paa vor Side. Paa flere Steder havde Beboerne skaffet sig Kølighed paa en meget morsom Maade, idet de paa Broer af Vidier over Bjærgbækkene havde bygget sig smaa firkantede Hytter af Grene, hvori de husede om Sommeren paa nogle Tæpper og Skind. Idelig Træk igennem disse Hytter med Tilsætning af Kølighed fra Vandet, der strømmede ned under dem, satte dem i Stand til at udholde den høje Sommertemperatur uden Übehageligheder af Myg og Skorpioner.

Med en flink Aksakal fra Kurgavat som Fører for Karavanen og Vejviser naaede vi, Gud maa vide hvorledes, velbeholdne med Bagagen til Kislaken Djarf efter at have redet flere Timer i Mørke paa de livsfarlige Stier. Igennem et Utal af Haver og mørke Gange, som gjorde Indtryk af, at man red i en tæt Skov, førte han os midt ind i den store Landsby til en aaben Plads, hvor vi omkring et Baal, der var tændt for at vi kunde finde Lejrpladsen, saa en Mængde af de hvidklædte Tadsjiker forsamlede. Det er en af de faa Gange, jeg i Mørke er draget ind i de Indfødtes Lands-

byer, hvilket muligvis kunde have været forbundet med Fare; i Virkeligheden anede jeg ikke, hvor vi i Mørket blev førte hen, men jeg stolede paa Aksakalen, der vidste, at vi havde Forbindelse med Begen i Kalai Khumb, og da jeg saa det sædvanlige Velkomstmaaltid, bestaaende af smaa runde Brød, Suppe, Kød, Æg og Frugter, fremsat, vidste jeg, at vi var Landsbyens Gæster. Kødet til disse Maaltider var altid Faarekød; der holdes nemlig mange Faar og Geder, hvorimod kun færre Køer, næsten alle af en lille korthornet Race, hvis Farve veksler ganske som vore i Danmark. Af andre Husdyr findes mange Æsler, kun faa Heste og af en noget større Art end Kirgiserhestene. Høns findes overalt i det beboede Pamir, hvilket er en stor Behagelighed lighedfor rejsende Evropæere, der under alle Omstændigheder kan opdrive nogle Æg til Afveksling. Naar hertil saa kommer Frugterne og de ofte velsmagende smaa Brød med Morbærmel i, gaar Provianteringen nogenlunde let for sig, forudsat at Beboerne vil levere

Efter en af Moskitoer forstyrret Nattesøvn vaagnede jeg op ved at høre et heftigt Skænderi, som hidrørte rørtefra et lille Slagsmaal imellem en af mine Sarter og en indfødt Aksakal. Da jeg viste mig i Teltaabningen, hørte dette dog hurtigt op, men Dagen skulde ikke ende bedre, end den begyndte. Paa Grund af de anstrængende Marcher i de forudgaaende Dage maatte vi bekvemme os til at blive her en Dag over, og hele Dagen igennem maatte der lange Forhandlinger, Trusler etc. til for at vi kunde faa det nødvendige til Livets Ophold i den rige og veldyrkede lille Oase, hvor Marker og Haver bugnede, og hvor der blandt andet fandtes en utrolig Mængde Figner. Ligesom paa flere Steder i Vakhan bygger Tadsjikerne her konisk formede Hytter af Grene og Vidier oppe paa Tagene af deres Lerhuse; i Djarf saas baade mange af disse og de før omtalte Sommerhuse paa Broer over Floderne. Hytterne paa Tagene ligner store Bikuber og anvendes til Sommeropholdssteder i den varmeste Tid. Forinden vi forlader Djarf, vil jeg blot gøre opmærksom paa, at tæt ved Kurgavat fører Pasveje dels op til Khingauflodens øvre Løb Vest om Gletsjerne i Darvasbjærgene, dels fører en Passage mod Syd over let passable Passer til Badakshan. Ligeledes fører langs Bifloden til Pændsh Øst for Djarf en Pasvej til Khingauflodens Dal. Begge disse Pasveje mod Nord har ikke tidligere været kendt; man troede, at de darvasiske Gletsjer strakte sig længere mod Vest imellem Khingau og Pændsh, saaledes at der ikke fandtes nogen Passage mod Nord paa denne Strækning af Pændshdalen; men Aaret efter at jeg rejste herigennem har en russisk Officer berejst disse Ruter, der vel var vanskelige at komme frem ad, men der fandtes hverken Gletsjer eller evig Sne.

Fra Djarf fortsatte vi nu direkte til Kalai Khumb efter at vi med stor Vanskelighed havde faaet Tadsjikernetil at leje os Lastheste. Vejen er paa denne Strækning udbedret, saaledes at man næsten overalt kan blive i Sadlen, men den er smal og gaar ofte langs svimlende Afgrunde ned til Pændsh, der her synes at overgaa sig selv i Henseende til idelige Bugtninger,Vandfald og Katarakter. Lidt Vest for Djarf slaar Pændsh en stor Bue mod Sydøst, og her kan man skyde en Genvej over det let passable Pas, Kaivak,hvorfra Vejen atter gaar ned til Pændsh og følger

dennes Bred til Kalai Khumb. Fra Passet, der gaar over til et lille isoleret Bjærgparti, har man en vid Udsigtmod Vest til Kalai Khumbdalen, og her møder man det sjældne Syn af ret udstrakte Skove paa BjærgeneNord for Pændsh, hvorimod Sydsiden er blottet for Skov; idet alt svides bort af Sol og Tørke. Passkraaningerne er oversaaede af Skiferstykker, der vrimler af Granater, en saa uhyre almindelig Stenart i hele Vestpamir, at man paa sine Steder kunde samle dem i Tøndevis. Da vi red ned ad Kaivakpassets nordlige Skraaning, saa vi et større Tog komme op imod os, en hel lille Karavane af Muselmænd til Hest i spraglede Kaftaner og med store hvide Turbaner paa Hovedet, ligesom dem vi kendte fra Bokhara. Da vi

kom dem nærmere, steg de alle af Hesten, og en høj, smuk Bokharamand meddelte mig, at han var sendt hertil af Divambegien (Premierministeren) i Bokhara for at være min Attaché paa Resten af Rejsen i de bokharske Provinser; hans Følge bestod af Embedsmænd fra Begen i Kalai Khumb, der allerede her ønskede at byde os Velkommen til hans By. Til alt Held hørte Bokharamanden til den usbegiske Race og talte tyrkisk, saa at baade mine Sarter fra Turkestan og jeg kunde underholde os med ham. Divambegien i Bokhara, som jeg paa Udrejsen havde besøgt, havde faaet Nys om, at jeg rejste i bokharsk Terræn, og da han nu troede, at jeg vilde fortsætte mod Vest direkte til Bokhara, havde han udsendt denne Mand, hvis Navn var Mirza Abdul Khader Beg, til at ledsage mig og beordre det fornødne paa den bokharske Regerings Vegne. Mirza, som vi altid senere kaldte ham, viste sig at være en særdeles elskværdig Mand, og vi blev snart enige om, at han skulde følge med Øst paa over Osh i Turkestan og derfra køre med mig tilbage til Bokhara. Senere ledsagede han mig paa hele den 2den danske Pamirekspedition i 1898 — 99.

I en Kislak, hvor en af de os ledsagende, fra Kalai-Khumb udsendte, Aksakaler boede, holdt vi et lille Frokosthvil i en skyggefuld Have, hvor Aksakalen beværtede os med en udmærket bokharsk Pillaf, Mængder af Frugl og bokharske Kager og Konfekt, alt medens en Slags stor Punka, en Vifte, som dreves rundf af en lille Turbinemølle, bragte en behagelig Kølighed ud over den Lerforhøjning, hvorpaa vi hvilede paa udbredte Tæpper. Til Trods for, at vi var midt i September Maaned, var Heden oftest overordentlig trykkende, og blev det mere efterhaanden som vi nærmede os Kalai- Khumb; men vi var nu ogsaa komne ned til en Højde af c. 1600 Meter (Kalai-Khumbs Højde over Havet maalte jeg med Hypsometer til 1605 Meter). Kun et Par større Kislaker red vi igennem paa dette Stykke Vej, og paa afghansk Side var alt øde og goldt paa Bjærgene, der staar stejlt ned til Pændsh, indtil man naar Aab-i-Shirins Udløb. Her ligger større afghanske Beboelser og et stort Fort med Taarne og Bastioner i middelalderlig Stil og Stand, Kalai Nosai, som huser en afghansk Besætning paa c. 300 Ryttere. Medens vi passerede, holdt de just Øvelser paa en aaben Plads tæt ved Flodens Bred. Disse lignede en Slags Kosakøvelser og bestod i, at enkelte Ryttere eller smaa Troppe, alle i røde Frakker, for hylende frem og tilbage i Galop og afskød Bøsser fra Hesten eller svingede Sværd og Lanser i Luften; et i høj Grad malerisk Skue. Da vi kom i Nærheden af Kalai Khumb, hvis yppige Dal man først paa kort Hold faar Øje paa, kom snart en, snart en anden Rytter sprengende op paa Bjærgstien imod os, og for saa atter tilbage til Kalai Khumb for, som Mirza meddelte, at melde Begen, at vi nærmede os. Imellem Bokharamænd vænnes man snart til deres mange Ceremonier, men jeg havde dog ikke troet, at jeg skulde modtages med saa stor Honnør som den os forestaaende.

Ved Indgangen til Byen, der var ad en lang Allé, havde de russiske Toldsoldater under en Underofficers Kommando opstillet sig og afgav Honnør under vor Forbimarche,lidt længere borte kaldtes fra et lille Lerhus den bokharske Vagt til Gevær og præsenterede, men endnu mere overrasket blev jeg, da vi svingede ind i en anden Allé og kom ud paa en aaben Plads; thi der stod en indfødt bokharsk Bataillon, hvis Tilstedeværelse jeg ikke anede, opstillet med Faner og et Musikkorps paa 50 Mand til Parade. Geværene præsenteredes, der

spilledes den mig velkendte bokharske Honnørmarche, og Fanerne, der lignede store blomstrede Lommetørklæder,sænkedes, medens en Oberst til Hest, i guldbroderetUniform og med en stor Pelshue paa Hovedet, og hans Officerer saluterede med Sablerne. Jeg kunde ikke lade være med at se lidt op og ned ad mig selv; thi min Galadragt bestod af en dansk Jagtfrakke forsynetmed et Par gamle Løjtnantsdistinktioner, et Par forrevne gule Skindbukser og en hvid russisk Officershue,over Skulderen en Winchesterkarabin, og i Bæltet en tsherkessisk Daggert og et Par Revolvere. Jeg saa ud til alt andet end at skulle agere Generalinspektør, men tog mig hurtigt i det, satte Sporene i min haltende,røde tende,rødeafghanske Hingst og red hen langs Fronten af Bataillonen, medens hele mit Følge med samt Mirza forsvandt som Avner for Vinden til alle Sider, idet deres Heste blev sky og for afsted med Rytterne ud i Byen og bort fra de dundrende Trommer og larmende Horn. Rundt om paa Torvet laa min Bagage af Kasser og Sække strøet, da Lasthestene ligeledes havde taget Flugten. — Her skal jeg i Parentes bemærke, at er der noget den asiatiske Rytter ikke er belavet paa, saa er det, at hans Hest pludselig kan blive sky, han rider altid med meget korte Bøjler, saaledes at hans Knæ sidder i Højde omtrent med Sadelens øverste Kant; giver Hesten blot et lille pludseligt Sidespring, ligger han i de fleste Tilfælde paa Jorden. Ride i meget forceretGangart er selv for de fødte Ryttere, Kirgiserne, ikke noget tilvant. Jeg red saaledes Kapløb for MorskabsSkyld med en Trop Kirgisere en Dag oppe i Højparnir, men inden vi havde redet en Kilometer, var de fleste faldne af Hesten. Men holde ud at ride i hurtig Skridt eller let Galop, det kan de fra Morgen til Aften, Dag efter Dag, og de faar Hesten til at præsteredet utroligste i Retning af Udholdenhed. — MedensFolkene densFolkeneefterhaanden samlede Lastdyr og Bagage sammen, hilste jeg paa Officererne og den gamle Beg, som var ude for at tage imod mig, og derefter satte Toget sig i Bevægelse med en Ceremonimester i Spidsen, der førte os igennem Begens Borg og ud i hans Have, hvor et nydelig stort bokharsk Telt, indvendig foret med blomstret Silke, var opstillet til mig. Det sædvanligeVelkomstmaaltid var fremsat paa et langt Bord udenfor Teltet, og et Par indfødte Tjenere opvartede. Efter Skik og Brug, for at give sin Gæst Ro, forsvandt nu alle Kalai Khumbmændene, Obersten dog først efter at have anmodet mig om at maatte vise mig Bataillonseksersitsden næste Morgen Kl. 6.

Om Eftermiddagen besøgte jeg Begen, der boede i en stor gammeldags Fæstning med høje Mure, Taarne med Skydehuller og Machicoulis, omtrent af samme Art som den i Kalai Varnar. Forøvrigt var den meget solidt bygget af Sten og mellemliggende Bjælker og klinet med Ler. Den indre Gaardsplads var delt ito Dele, adskilte fra hinanden ved en lavere Mur, og i den ene Del husede Begen, hvis Kvinder havde deres egne særlige Rum for sig selv og Børnene i nogle mindre Huse op ad Skillemuren. I de fire Længer var der Mængder af store Rum belagte med Maatter af Durrahstraa og Tæpper, enkelte af Dørene og de talrige Træskodder var dekorerede med Udskæringer i persisk Stil, ligesom en Del Rum paa bokharsk Vis var forsynede med Gipsstukkatur og mange Nicher.

Jeg aftalte det fornødne med den gamle, gnavent
udseende Beg angaaende Heste paa Vejen til den næste

Provins, Karategin, som jeg herefter vilde gennemrejse, og forærede ham et Lommeur, hvilket indbragte mine Sarter fra Turkestan hver en spraglet Kaftan. Eftermiddagenbenyttede jeg til at forsyne mig med nogle Nødvendighedsartikler i den lille Basar, og hos den russiske Feltskær, der var ansat ved Toldmilitæret, købte jeg en Del russisk Tobak, nogle Tændstikker, Te og Kaffe. Paa Vejen hertil havde vi ellers benyttetFyrtøj og Brændglas til at tænde Ild med. Tændstikkerer ikke nødvendige i Egne, hvor der altid er straalende Sol; Ild kunde man altid faa ved Hjælp af et Kikkertglas; derimod er Fyrtøj absolut nødvendigt, det slaar aldrig fejl i Snestorme eller Regn, hvorimod Tændstikker, naar de ikke er i hermetisk tillukkede Blikkasser, let udsættes for Ødelæggelse ved de talrigeFlodovergange. Saadanne havde jeg ogsaa haft

med paa Udrejsen, men de var allerede forlængst
slupne op.

Den næste Morgen tidlig trak mine Sarter, Mirza og jeg i vor bedste Puds, og mødte til den aftalte Tid paa Torvet, hvor Bataillonen allerede stod fuldt færdig under Oberstens Kommando. De 400 Mand var klædte i en Art russisk Uniform med smaa Pelsbaretter og alle bevæbnede med ensartede gamle russiske Forladere. Efter at den sædvanlige Honnør med tilhørende Honnørmarche var afgivet, satte Obersten og jeg os paa bokharsk Manér op paa et tæppebelagt Trælad, tændte os hver en Vandpibe, og Eksercitsen tog nu sin Begyndelse, idet Obersten lod Bataillonen udføre de mest indviklede vikledeEvoulutioner, alt ved Hjælp af en Trompeters Signaler. Det hele gik med upaaklagelig Præcission, men Eksercits er ogsaa det eneste, de bokharske Soldater kan; Felttjeneste og Skydning, det de skulde kunne, kender de intet til af Betydning, og da jeg bad Obersten, om jeg maatte tage enkelte Folk frem for at lade dem skyde til Maals med skarpt, undskyldte han sig med, at de havde saa lidt Krudt og nødig vilde afse af deres Beholdning, Senere viste det sig dog, at de havde Krudt nok til at skyde Salutskud i det uendelige med, medens Obersten, hans Officerer og jeg spiste fit MaaHid i hans Hus.

Efter Paraden gik vi med en Ceremonimester i Spidsen hen til Oberstens Hus, hvor der, med Udsigt til hans aldeles prægtige og veldyrkede Have, i et stort Rum belagt med Tæpper var dækket et stort Maaltid at Kød, Suppe, Pillaf, Konfekt, Brød og Frugter; et i Henseende til Overdaadighed af de herligste Frugter dækket Bord, vilde man vanskelig finde Magen til. Men Kalai Khumb er ogsaa et sandt Drivhus; Frugtavl drives overalt i stor Maalestok baade i Dalbunden og op ad Bjærgskraaningerne. Saavel Begens som Oberstens Haver bugnede af store blaa Vindruer, Ferskener, Abrikoser, Figner, Mandler, Pistacier, Kirsebær, Blommer, Æbler og Pærer. Obersten, en intelligent og venlig gammel Usbeg (Tyrk), viste sig at være en stor Havemand, der baade podede og okulerede selv; hans Have var med dens mange anlagte Gange, Blomsterbede Alléer, Urtehave og Rosengrupper noget af det mesl velholdte, man kunde se.

Kalai Khumb ligger i en vid Dal tæt ved det Sted hvor Bifloden Chumbau eller Ghumbaj løber ud i Pændsh, Den er Hovedbyen i Darvas og siges at være grund lagt af Aleksander den Store; andre siger Salomon men Salomon er kun en Genspejling af Kong Dshem shid, Repræsentanten for en gylden Tidsalder. I Ave ståen hedder han Jima, og med ham er vi naaede ti Sagnenes ældste Form. Byens Beliggenhed er prægtig. Pændshfloden, som her ligger indesluttet imellem høje og stejle Bjærgmasser, byder et imponerende Skue, den er dyb og rivende, imellem 100—145 Meter bred, og paa en større Udvidelse til Vest for Byen opfyldt af sandede Øer med tornet Buskads. Paa Grund af dens rivende Løb fryser den aldrig til her om Vinteren som højere oppe; her fører den kun Drivis med sig. Bredden paa afghansk Side synes smal og fattig, et Par Kislaker øjner man ved de stejle Bjærges Fod. Byen er gennemskaaren af lige og brede Alléer, beskyggede af mægtige Plataner og Piletræer. Begen, som nu er Underkonge og Vasal af Emiren af Bokhara, var tidligere uafhængig Konge i Darvas. Der har i sin Tid været adskillige uafhængige Smaariger i Vest- og Nordvestpamir, og i mange Smaadale regerer endnu Efter-

kommere af de tidligere nationale Dynastier, men alle
som Vasaller af Emiren af Bokhara.

Aftenen før vi den 14. September afrejste herfra, aflagde vi Afskedsvisit hos Begen, og om Morgenen tidlig, da vi afmarcherede fra hans dejlige Have, var baade han og hans mange Embedsmænd forsamlede paa Torvet for at sige Farvel. Obersten var atter mødl med hele sin Bataillon for at afgive Honnør. Da vi havde passeret Fronten, svingede han ud med Sektioner satte sig selv i Spidsen for Styrken og ledsagede os el Par Kilometer med flyvende Faner og klingende Spil op ad Bjærgvejen; først da den blev for smal til at mår chere paa, tog han Afsked og vendte tilbage til Byen En mere festlig Modtagelse og Afrejse i det vild somme Pamir, havde jeg unægtelig ikke kunnet ventt mig.

Men nu var ogsaa den Herlighed forbi, og i stærl
Hede dasede vi i Sadlen opad og opad i det uendelig«

ad den zigzagformede Sti, som gaar ret i Nord langs Floden Chumbaj. Dalen er snæver, har mange Sideslugter,der giver Plads til flere smaa Kislaker, som ser ret fattige ud, og udenfor disse dyrkede Pletter er Vegetationen tornet, fattig og forsvedet af Solen. Ved den sidste Kislak, Hishun, ved Chumbaj spiste vi et Maaltid hos en Aksakal, hvilket Mirza, der gærne vilde vise sin Myndighed paa bokharsk Territorium, bestilte. Vejen, der intetsteds byder særlige Hindringer, drejer nu fra Hovedfloden langs en lille Bjærgbæk mod Nordvestop til Passet Sagrydasht, som viste sig at være særdeles let passabelt. Det krysser Darvasbjærgene, men danner ingen dyb Indskæring i Bjærgene; det er en bred, affladet Ryg med Højder paa Siderne, som kun stiger 6— 900 Meter over selve Passet, der er c. 3000 Meter højt. Udsigten fra Passet er meget malerisk. Mod Nord ser man de hvidtakkede Bjærge i Karategin, i Øst de mægtige Hævninger i Muksus, Khingaus og Vændsh Kildedistrikt (Periochtau og Darvasbjærgene). Paa Sydsiden gaber den frygtelige Slugt Murkhan, i i hvilken man stiger ned til Chumbaj, hvor Floden bruser imellem Kalksten og Skifer. Selve det brede Pas har Karakteren af side, lidt bølgede, grønne, græsbevoksedeEngstrækninger. Paa disse græssede store Hjorder af Kameler, Heste og Køer, der for Størstedelen tilhørte Begen i Kalai Khumb. I en lille Kislak ved en Bjærgbæk, der løber fra Passet mod Nord ned ad Darvasbjærgene til Khingau, holdt vi vort Nattekvarter hos nogle fattige Tadsjiker. Jeg selv sov altid i mit Telt, da jeg var saa vant til frisk Luft, at det var mig umuligt at sove i de indfødtes Lerhuse, hvilke som Regel heller ikke indbød dertil, hvorimod Mirza, der var vant til den bokharske Atmosfære, altid søgte ind i Husene, naar han kunde. Han var som alle Bohharamændtidlig oppe om Morgenen og blev os derfor paa dette Afsnit af Rejsen et præcist Vækkeur. I Kislaken skiftede vi Heste efter Arrangement af Begen i Kalai Khumb og gik den næste Dag ned ad Darvasbjærgenes Nordskraaning fra Sagrydasht. Stien gaar først nogle Kilometer ret stejlt nedefter, forbi et Par smaa Kislaker,derefter stiger den atter op ad et mindre Pas, som de Indfødte kalder Kutal (Pas) Tevildarra. Imelmellemdisse to Passer findes saa godt som ikke et eneste Træ, men Jorden er dyrkelig og dyrket, og der drives Kornavl over hele Terrænet rundt om til højt op paa Bjærgene; mest Havre og Byg. Ned ad Tevildarrapassetgaar Vejen ad en ofte stejl og meget stenet Sti, og her møder en det tiltalende Syn af Skove; overalt er Bjærgskraaningen her bevokset med Skov, om end lidt tynd Skov, af Juniperus og Birk samt en Del Buskvækster til Underskov. Murmeldyr findes her i talløse Masser, den langhaarede hvide Panter med de sorte Pletter og den umaadelig lange Hale saa vi paa kort Afstand et Par Eksemplarer af, og Luften og Bjærgskrænterne var bogstavelig talt opfyldte af Ørne og Gribbe. De førstnævnte var overordentlig store; naar de under deres langsomme Gang bevægede sig op ad Skraaningerne, saa det ud, som om det var Mennesker,der gik foroverbøjede. Mængder af smaa Falke, Krager, Duer og Smaafugle fløj omkring, og i Enebærlundenekaglede Stenhønsene paa alle Sider af os, Bjørne findes her i ret stort Antal, men vi saa intet til dem. Vejret, som man i Pamir ikke tænker videre paa, da man altid har straalende Solskin, kun afvekslet med Snestorme i de højere Regioner (fra c. 4000 Meter og op efter) begyndte i Sagrydasht pludseligt at faa en andet Fysiognomi. Den knastørre Luft i Pamir slog her om til en betydelig fugtigere, og Cumulusskyerne trak sammen over Hovedet paa os som i en dansk Sommermaaned. Fugtigheden er ogsaa i det hele større i Provinserne omkring Surchabfloden i Karategin og Khingaufloden end Syd herfor, hvilket er Aarsagen til Skovfænomenet, da Træer ikke kan trives i større Stil paa de af Solen gennembagte Sydskraaninger af Dårvasbjærgene.De sidste danner saaledes en klimatisk Grænse og en deraf betinget Skovgrænse. Under Nedstigningenhavde vi en meget vid og prægtig Udsigt over det bølgeformede, skovbevoksede, af mange Sidedale afvekslede Terræn omkring Tevildarra, til en stor Del af Khingaus smukke, skovbevoksede Dal og til gletsjerklædte,høje Kamme i Peter den Stores Bjærge ret Nord for os. Khingau udspringer i Pamirs højeste Regioner,Periochtau og Darvasbjærgene, den har en Længde af c. 230 Km., og skal ligeledes ved sit øvre Løb være omgivet af store Skove, som ejes af en indfødtTadsjikfyrste i Landsbyen Ishtiun c. 40 Km. Øst for Tevildarra.

Tidlig paa Eftermiddagen ankom vi til Tevildarra, en lille By med c. 100 Indbyggere, hvis fladtagede Lerhusebeskyggede af nogle umaadelig høje, smalbladede Piletræer, der hang med Grenene som Sørgepile, laa paa en aldeles jævn Slette tæt ved Khingau. Floden selv ser man intet til herfra, da den løber i en dyb Seng, men af Bruset aner man dens Nærhed. Mirza bestilte Kvarter hos Underbegen, en Karaulbegi (lavere Embedsmand), der boede i de tidligere TevildarrasfyrstersSlot, en stor kvadratformet Borg med fire firkantedeHjørnetaarne. Saalænge vi nu var paa bokharskTerræn, havde jeg det selv forholdsvis mageligt, idet en fortræffelig Tadsjikdjigit Said Maksim, som jeg

havde lejet i Roshan, besørgede Ordningen af Karavanen sammen med Hamrakul og de øvrige Folk, og Mirza agerede Furer. Da Fortets store tæppebelagte Rum, langs hvilke, der i to Etager løb Altaner, saa meget indbydende ud, indkvarterede vi os i dette, og Begen, der viste sig at være en meget gæstfri Mand, trakterede med hvad han formaaede.

I Borgen mindede flere Ting om Fortidens Glans, saaledes var flere af de store Rum prydede med smukt malet og forgyldt Gipsstukkatur, med malede Trælofter, ligesom flere Døre og Porte var uuskaarne i gamle persiske Mønstre. En Del af det var til Dels vedligeholdt, men det meste var i Forfald, af gode Grunde, som Begen sagde: „Hvor skal jeg faa Penge fra til Vedligeholdelse af det store Kompleks", og da jeg i Forvejen kendte noget til den bokharske Regerings Maade at lønne sine Embedsfolk paa, maatte jeg give ham Ret. Begen fortalte os, at hans By kun havde 80 Mandfolk; med Kvinderne regnede han ikke, og at Beboerne væsentligt ernærede sig ved Agerdyrkning, hvorimod Kvægavlen spillede en mindre Rolle. Dog saa jeg adskillige store Flokke smaa Køer, Geder og udmærkede store Faar. Heste var der derimod Mangel paa, men der fandtes gode Æsler. Indbyggerne havde en ikke ringe Indtægt af Jagten paa Kijik og Ovis Poli, Bjørne, som der efter Begens Udsagn fandtes mange af, Bjærgpantere, Ulve og meget Smaavildt. Skind hang da ogsaa til Tørring rundt om ved Husene, og heraf forærede Begen mig nogle Stykker smukt gulgarvet Kijikskind og lovede mig to levende Bjørne, naar jeg kom igen.

Efter at vi den næste Morgen havde omlæsset vor Bagage paa et Par Heste og en hel Mængde Æsler, gik vi over Khingaufloden og fulgte dens nordlige Bred til Tshildarra. Der fandtes en Bro over Khingau ved Tshildarra, hvor Floden er c. 50 Meter hred og fører en stor, ret rolig flydende, snavset Vandmasse, men Broen var af en ret uhyggelig, skrøbelig Art, der ikke taalte megen Vægt. Kun de Dele af den, der var nærmest ved Brohovederne, som dannedes af afvekslende Lag af Træstammer og Vægte af Skiferstykker, var c. l Meter brede; det midterste Stykke af dem bestod af to ret tynde gyngende Træstammer, hvorpaa var lagt nogle flade Skifferstykker. Kravlende paa alle fire førte vi selv Bagagen over, medens vi i lange Liner førte Dyrene over uden Byrder, og mærkeligt nok faldt ingen i Vandet. Da vi lykkelig og vel var komne over paa den nordre Bred, byttede jeg Hest med Tevildarrabegen og fik nu en god kraftig Ridehest i Stedet for min stærkt medtagne mod 50 bokharske Tengi i Bytte (10 Rubler). Det blev kun en meget kort Marche denne Dag, og Vejen var god overalt. Dalen omkring Floden er her meget bred og yndefuld med sin store Skovvegetation rundt om paa Skraaningerne. Floden deler sig nu og da i flere Arme og faar mange smaa Tilløb fra Nord igennem kløftede Sidedale. Mirza og jeg var nu efterhaanden bleven fortrolige, og naar vi færdedes paa Steder, hvor Øjne og Hænder ikke absolut var bundne til farlige Ridestier og Hestenes Tøjler, red vi altid i Nærheden af eller ved Siden af hinanden, og Mirza maatte da fortælle mig om Bokhara og hans Landsmænds Sæder og Skikke, hvorfor jeg til Gengæld gav ham et lille Indblik i Evropst. Dette førte imidlertid til, at Hamrakul, som jeg ellers tidligere altid talte og raadførte mig rned før Mirzas Tilstedekomst, blev misundelig og en Dag halvt i Graad, halvt i Arrigskab endog lod mig vide, at han nu var overflødig. Fremtidig maatte jeg da passe nøje paa at dele mig imellem disse to Rivaler, der begge var mig højst nødvendige og trofaste Ledsagere. For Hamrakul blev dog Vejen, lige siden vi forlod Shugnan, ofte lang; hver Dag spurgte han, om vi nu ikke, naar vi havde overskredet dette eller hint Pas, var paa Alaisteppen, som han kendte, og han havde overhovedet ikke Spor af Begreb om, hvor vi var eller gik hen, men stolede paa, at vi maatte ende i Byen Osh i Turkestan, hvor han vidste, at jeg havde efterladt min evropæiske Rejsebagage. Jeg forsøgte flere Gange at sætte ham ind i Kortene, men dette viste sig at være umuligt. Derimod fattede Mirza hurtigt Kortenes Anvendelse, saaledes at han endog selv kunde finde Floder, Bjærge og Byer og maale Afstandene imellem dem med en Passer, efter at jeg havde holdt Kortlæsning med ham nogle faa Gange, og dog havde han aldrig før set eller hørt om et Kort.

Henad Eftermiddagen naaede vi Tshildarra, efter paa Vejen at have passeret en Kislak og nogle faa Aljaaks (Sæterhuse). Den er en By ganske af samme Størrelse og Udseende som Tevildarra og med en Fæstning,der syntes lavet i ganske den samme Form som Tevildarraborgen. Et Tegn paa, at der i Egnen fandtes rigelig Trævækst, var her blandt andet, at næsten alle Huse var forsynede med Altaner og Verandaer af Træ og prydede med Tremmeværk i kunstige Sammensætninger;ligeledes flottede man sig her med Haveindhegningeraf Træværk. Jeg har hidtil ikke talt om Moskéereller Bedehuse af den gode Grund^ at der for det første ingen Moskéer er i de Egne, vi efterhaanden har passeret, og af Bedehusene findes der for det andet meget faa; kun i Egnene fra Kalai Khumb og Nord efter op igennem Karategin. Alle de Tadsjiker, der hører ind under Bokhara, er Sunnitter, af Navn i hvert Fald, i

Følge Paabud fra Bokharas Regering, men mange er i Hjærtet Sjiter som Følge af at Provinserne tidligere har staaet under Afghanistan, der hyldede den sjitiske Retningaf Islam, forinden de nu senere er gaaede over til Sunnismen eller Sufismen. Jeg tror nok at kunne sige, at Religionen ikke spiller nogen særlig stor Rolle hos Beboerne, som man sjælden saa forrette de daglige Bønner som oppe i Turkestan; de lavere staaende Individer havde i Virkeligheden slet ingen Religion, og de fleste levede paa gammel Overtro og Rester af ZoroastersLære iblandet med Brudstykker af Islam til et frygteligt Sammensurium. Naar man nu og da saa en eller anden forrette sin Bøn, skete det altid i Haverne eller paa de flade Tage. Bedehusene saavel i Darvas sorn i Karategin var højst primitive; de bestod kun af et lille Lerhus, hvis ene Side var helt aaben, og hvor Tage af Grene og Ler bæres af nogle utilhuggede Træstammer.Som Regel kunde kun en halv Snes Menneskersamles derinde til Bøn. De kaldes Mashitter og er af sammi Type som deres større og smukkere Kollegeri Landsbyerne i Turkestan. Medens vi boede i Tshildarra, samledes nogle Muselmænd nu og da til Bøn paa deres udbredte Kaftaner (Ton) i Mashitten. Just heraf maa man imidlertid ikke slutte, at de ikke alligevel kunde være ivrige Muhammedanere; det kan man meget godt være uden at komme i en Moské eller et Bedehus; thi i den islamitiske Lære er Bønnen lige god, enten den forrettes i en Moské eller ude paa Marken. Der er imidlertid ingen Tvivl om at Sunnismenvil gøre store Fremskridt ogsaa her i disse Egne af Asien, og i Øjeblikket er Situationen sikkert en ganske anden, end da jeg for c. 9 Aar siden forlod disse Bjærgdale, hvori de bokharske Mullaher gør ivrig Propaganda.

Den 17. September forlod vi den gamle Borg og dens Haver med de mægtige store smalbladede Piletræer,der lignede Sørgepile, og gik nu lige mod Nord over den vestlige Ende af Peter den Stores Bjærge. Vi gik langs en lille Flod, der løber ned til Tshildarra. Bjærgene er, sete fra Tshildarra ikke, særlig imponerende; de har paa alle Sider af Khingaudalen her mere Karakterenaf lave Rygge, der overalt er skovbevoksede. Landskabet er meget smukt og venligt, med mange idylliske Sidedale. Stigningen gaar ogsaa paa nogle Kilometer jævnt opad, men længe varer det ikke, før Opstigningen er frygtelig svimlende. Den gaar en Tid ad tiltraadte idylliske Stier imellem Enebær og Løn, derefter i Zigzag op ad en smal Ryg, hvor der lige er Plads til et firbenet Dyr at gaa paa, og til begge Sider gaber frygtelige Afgrunde dækkede med Enebær. Med

i 1402 Meters Højde ligger paa Surchabs Nordbred. Over Surchab førte en efter Forholdene god og bred Bro, som endog var forsynet med Rækværk af flettede Vidier. Surchab er et iransk (persisk) Ord, der betyder„Rødt Vand"; den hedder højere oppe ad Alaisteppentil Kizil-su, et tyrkisk Ord med samme Betydning.

Ved en Ordonnans havde vi i Forvejen meldt vor Ankomst til Begen i Karategin, der bor i Harm og tidligere var uafhængig Konge i sin Provins, men nu er Vasal af Emiren af Bokhara, hvilket Forhold kun bestaar i, at han maa betale en vis aarlig Tribut til Emiren, men ellers regerer Karategin omtrent som han lyster. Ved Udkanten af Byen, hvis Huse og Havemure overalt var overgroede af et Væld af Vinranker, mødte ogsaa en stor statelig Udsending fra Begen for at anvise os Lejrplads i en Have, hvor et Maaltid stod parat til os paa et Træbord. Maaltidet, der syntes meget sparsomt, faldt ikke i Mirzas Smag, og efterat han havde overbevist sig om, at det ikke passede sig for Emiren af Bokharas Gæster at lade sig sligt byde, tog han fat i Enderne af den spraglede Dug og kastede hele Serveringen hen efter Begens Udsending, idet han med det samme anmodede denne om at lade Begen vide, at han hurtigst muligt havde at bringe et andet og bedre Zijafat (Festmaaltid). Udsendingen saa højst forbløffet ud; han tog i Hast sin Hest og red ind i Begens Borg, hvorefter der i en utrolig kort Tid efter kom Tjenere med Fade fulde af Kødretter, Frugter, Suppe, Konfekt, ikke mindre end en halv Snes Toppe hvidt Sukker, Tobak, Vandpiber og Gud ved hvad, alt i alt nok til at bespise mindst et halvt Hundrede sultne Mænd. Vi hejste som sædvanlig dansk Flag paa mit Telt, og da ellers kun russiske Generaler paa saadanne Rejser har slig Prydelse paa deres Telt, gik det Rygte hurtig rundt i Byen, at der var ankommet en faranghi genderal (fremmed General), og Beboerne stimlede snart sammen omkring Haven, hvori vi lejrede, for at tage os i Øjesyn. Næsten alle, lige fra smaa Drenge til Oldinge, gik omkring med smaa Jagtfalke paa Hænderne. Flere af dem viste mig deres Kunst ved at lade Falkene, der var meget smaa, men særdeles vævre og smukke, fange nogle af de i Træerne siddende Smaafugle, hvilket udførtes med stor Præcision. Efter at have anmeldt mit Besøg hos Begen eller Kongen i Karategin, gik jeg tidlig til Ro efter den lange Marche, der næsten uafbrudt havde varet i elleve Timer, og den næste Dags Formiddag satte jeg mig til Hest og red sammen med Mirza og et passende Følge til Begens Fæstning, der ligger tæt ved Floden Surchab.

Borgen, der bestaar af et udstrakt Kompleks af højere og lavere fladtagede Lerhuse omgivet af høje Mure med lave firkantede Taarne og Bastioner, saa højst forfalden ud udefra; men da vi kom ind i Gaardene, saa vi, at meget her var vedligeholdt og forholdsvis imponerende. Efter at være komne igennem en lang Porthvælving, en aaben Gaardsplads og igennem en hel Del store tæppebelagte Rum, hvis Vægprydelser bestod af alle mulige Slags Vaaben: Lanser, Krumsabler, korte Spyd, Luntebøsser med Gaffel, Geværer med Flintelaase, moderne Jagtbøsser og Rifler, endte vi tiisidst i et stort tæppebelagt Rum, hvis Vægge var prydede med malet Gipsstukatur som hos fornemme Folk i Bokhara, og her tronede Begen paa en Trætaburet om-

givet af en halv Snes Tadsjiker, der knælede rundt om ham paa Gulvets Tæpper. Den gamle graaskæggede Gubbe var klædt i en prægtig Silkekaftan med paabroderedeBlomster, og hans Drabanter var alle i straalenderødmønstrede Kaftaner. Han modtog os meget venligt, og efter at de sædvanlige alenlange Velkomstformularervar udtalte fra hans Side paa tadsjikisk og fra min paa usbegisk, med Mirza, der kunde begge Sprog, som Tolk, forhandlede vi om Heste igennem Karategin saa langt hans Myndighed strakte sig, og han lovede beredvillig at ordne alt igennem sine Aksakaler fra By til By i sin Provins. Da dette for mig vigtige Spørgsmaalvar i Orden, fik Samtalen et mere almindeligt Præg, og drejede sig væsentlig om hans og min Person,om mine Rejser o. s. v.. og efter hvert Spørgsmaalglemte ingen af os at ønske Allahs Velsignelse over hinanden, samt Ønsket om et langt Liv for os

begge. Under Samtalen klagede han sig over Gigt i Benene, hvorfor jeg lovede at lave ham noget Kamferspiritusaf mit Rejseapotek, hvilket Løfte selvfølgelig faldt i god Jord.

Begens Opholdsrum, der forøvrigt udmærkede sig ved en henrivende Udsigt herfra igennem de mange aabne Træskodder ud mod Surchabfloden, som med roligt bredt Løb flød nedenfor Murene, var smykket med et meget smukt udskaaren og malet Træloft, og til Gaardsiden løb en høj og lang Lerforhøjning overbygget med et Halvtag. Herud til førte en Mængde udskaarne og malede Døre og over disse Trækruder af støbt Gibs (gennembrudt Arbejde). Begen var en rigtig Type paa en gammel orientalsk Fyrste, saaledes som man kender dem fra Æventyrene; han havde som bokharsk Vasal Rang af Paravanatshi, en af de højeste Titler i Bokhara. Forinden jeg forlod ham, indbød han mig til et Festmaaltid hos sig den næste Dag, og jeg fotograferede til Slut ham og hans Næstkommanderende.

Den næste Dag mødte jeg hos ham til Maaltidet, ved hvilket han og jeg alene sad til Bords paa et Par Trætaburetter ved et umaadelig langt Træbord, dækket paa den oftere beskrevne Vis. Alle de andre af hans Embedsmænd, der var til Stede, samt mine Folk, sad paa. Hug omkring os paa Gulvet. Begen rakte nu og da en af dem en Kage, en Klase Vindruer, et Stykke Kød eller en lille Skaal med Suppe, og da jeg troede, at det følgelig maatte være Maaden at opføre sig paa her, begyndte jeg ligeledes at dele ud til mine Folk; men da Begen saa det, lo han og sagde, at hans Tjenere nok efterhaanden skulde forsyne ogsaa mine Underordnede. Efter Maaltidet, under hvilket vi udtalte de mest forbløffende Ønsker for hinanden og trykkede hinanden i Haanden næsten for hver Mundfuld Mad, besaa vi hans store, velvandede Have, og forinden jeg gik, maatte jeg vise ham, hvorledes han skulde bruge den af mig medbragte Kamferspiritus til at gnide sine Ben med. Ved Afskeden forærede han mig en stor Sæk fuld af hvidt Sukker, Konfekt, Rosiner, Brød, Nødder og meget andet til Rejsen videre Øst paa.

Karategin, som vi nu er traadte ind i, er som før bemærket en Provins af Bokhara. Den strækker sig langs Surchab fra Bjærgknuden Karamuk i Øst til Bifloden Aab-i-Garm c. 60 Km. sydvest for Garm i Vest. Den begrænses af Hissarbjærgene, den turkestanske Kæde og Dele af Alai mod Nord, og mod Syd af Peter den Stores Bjærge. Den østlige Del er beboet af Karakirgiser, den vestlige af Tadsjiker, og helt i Vest findes en Del Usbeger. Antallet af Byer og Landsbyer angives til c. 400, og Hovedbyen er Garm el Harm med 300 Gaarde og c. 1500 Indb. Det samlede Indbyggerantal siges al være 382,000, hvilket vistnok er noget for højt anslaaet; c. 250,000 vil vistnok være nærmere det rigtige, men Folketælling har aldrig fundet Sted. Tættest befolket er Surchabdalen imellem Bifloderne Aab-i-Zanku og Aab-i-Kabud, og af Sidedalene Aab-i-jasman. Tadsjikerne beskæftiger sig væsentlig med Agerbrug og Havedyrkning. I Haverne findes Nødde-, Valnødde-, Æble-, Pære-, Kvæde-, Fersken-, Abrikos-, Morbær-, Pistacietræer og flere andre. Markerne paa Bjærgskraaningerne falder i to Arter, dem der frugtbargjøres af Regn, og dem der maa vandes kunstigt, hvilket sidste selvfølgelig er meget besværligt. Paa de af Regnen vandede Steder dyrkes Hvede og Byg, og paa de kunstig vandede Strækninger dyrkes Hirse, Luzerne, Hamp, Tobak, Meloner, Roer og Kaal; paa enkelte Steder tillige Durra og Bomuld. Kvægavlen spiller kun en ringe Rolle i Karategin, naar undtages hos Kirgiserne mod Øst, som har store Hjorde af Køer, Faar, Geder, Heste og Kameler.

Kislakerne ligger i Hovedsagen i Daludvidelserne ved Surchab og en mindre Del op langs Bifloderne. Samkvemmet imellem Flodbredderne er udenfor de faa Broer meget vanskeligt, idet Strømmen i Floden er meget rivende, saa det ofte er forbundet med Livsfare at sætte over den paa de oppustede Huder, og Floden forandrer hyppigt sit Løb, hvilket bereder Beboerne yderligere Vanskeligheder Passagen langs dens sydlige Bred er meget vanskelig; hvor Vejen kan følge den, gaar den hen ad smalle Klippeafsatser eller skrøbelige Balkoner, og hyppigst undgaar man de vanskeligste Slugter ved at gaa højere op i Bjærgene. Vi fulgte dens nordlige Bred, da vi sagde Farvel til Garm. Vor Karavane var bleven forsynet med gode Lastheste, og Vejen var upaaklagelig. Overalt laa Kislak ved Kislak, og Terrænet var vel dyrket. Forbjærgene i Syd og Nord tegnede sig som jævne Skraaninger med utallige Furer, navnlig i de sydlige, frembragte af lokale Regnskyl eller Tøbrud om Foraaret. Efterhaanden som vi vandrer mod Øst, bliver Bjærgene mod Nord stejlere og stejlere, enkelte Tværrygge skyder sig næsten helt ud til Surchab, saa vi atter nu og da maa foretage et lille Kravlearbejde, men overalt er der Daludvidelser imellem dem med et Utal af Kislaker med frodige Omgivelser.

Saalænge vi ikke var ret langt fjærnede fra Begens Residens, blev hans Ordrer til at levere os Lastdyr og sælge os Proviant saa nogenlunde efterkomne, og naar vi holdt vore sinaa Hvil paa Marchen i Landsbyerne, kom som Regel en af Byens Ældste straks med et Fad

Frugter eller nogle Meloner, der afgav en behagelig Forfriskning. Overalt er Beboerne (Bønderne) klædte de sædvanlige hvide Uldkaftaner, dog af en enkel spraglet Kaftan og Turban kan man gætte sig til de; Nord for liggende Turkestans Nærhed. Men udspørgei man Beboerne om Turkestan, kan man af deres Svai tillige skønne, at den Kæde, der adskiller dem fn denne Egn, ikke frister til hyppige Rejser Nord paa thi de allerfleste af dem har aldrig været udenfoi Karategin; kun en eller anden Aksakal eller Købnmnc taler om Kokand, som er den By, de mest søger, son en god Bekendt. Kokand var jo i tidligere Tid, ja foi kun c. 30 Aar siden, Sædet for mægtige Khaner, der var dominerende iblandt det østlige Turkestans Byer, havde og har for Resten endnu en stor hjemlig Industri, navnlig af Bomulds-, Silke og Metalvarer, og sit Ry som Handels- og Industriby har den endnu holdt hei Syd paa, skønt den har en haard Konkurrent i den østligereliggende Margelan. Et meget almindeligt Fodtøj i Karategin er, til Afveksling fra de ugarvede brune, korte Læderstøvler, Træsko, ganske som vore jydske.

Bedehusenes Antal blev stadig større og større, jo længere vi kom mod Øst, og Gravene, der ligesom længere Syd paa i de alt passerede Egne, bestod af en rektangulær Jorddynge i Reglen indrammet af en Stensætning, undertiden i flere Etager (se herom Afhandling I og II i dette Tidskrifts 17. Bd.) var bedre vedligeholdte og næsten alle forsynede med et lille Flag af farvet Tøj paa en Stang. Dette Flag, der hedder Alam, betyder i Turkestan, at den Afdøde er erklæret for en Art Helgen, hvoraf man maa slutte, at der enten maa findes en Mængde gode Mennesker eller ogsaa, og vel snarest, at Ritualet ikke saa nøje overholdes som t. Eks. i Bokhara. I Garm havde jeg haft det Uheld at blive stukket af et giftigt Insekt, vistnok en Skorpion, og da jeg saa det mystiske Stik, der snart dannede et brændende Saar, som tillige medførte Feber, skar jeg det op og udrensede det med stærk Karbolvand. I Løbet af et Par Dage svulmede Armen op til næsten den dobbelte Tykkelse lige til Skulderen,

saa jeg maatte anbringe den i et Bind i flere Dage, og da vanskelige Marcher nu forestod, kom dette Tilfælde højst übelejligt; ofte holdt jeg mig kun med stor Møje i Sadlen paa Grund af Feber og Smerte i Armen.

Henad Eftermiddagen slog vi Lejr i Kislaken Nemets, et meget frugtbart og smukt lille Oasedistrikt, og medens Mirza forrettede sin Bøn, hvilket han i Modsætning til mine Folk altid gjorde, i den ene Mashit, satte jeg mit Telt op i en anden, efter at jeg i Forvejen havde spurgt Byens Aksakal, om sligt kunde tillades. De smaa Mashitter var lette at feje rene fo Skorpioner og Edderkopper, der var frisk Luft her o^ tillige en Smule Læ mod Nattevind og Kulde, der ni og da ved Solnedgang begyndte at blive følelig. Df vi gik fra Nemets, forlod vi straks Flodbredden, dei her er meget vanskelig at komme frem ad, og ste£ over et mindre men stejlt Pas, over hvilket der af d(

Indfødte var anlagt en god Ridevej. I Passet, hvorfra der findes en henrivende Udsigt mod Gletsjerne i Peter den Stores Bjærge, fandtes uhyre Mængder af Høns, som Karateginere ivrigt jagede med deres Falke. NedenforPasset gaar Vejen atter i Nærheden af Floden, der deler sig i mange Arme, som flyder imellem buskbevoksedeØer. Flodens Vand er rødlig af Farve som Følge af opløste Bjærgarter, men har det staaet i nogenTid, synker disse Partikler til Bunds, og Vandet kan da drikkes. Ved Flodbredden findes her ligesom

i og ved Kizil-su i Alaisteppen en Mængde afrundede røde og grønne Sten af Størrelse som Svaneæg, alle isprængte med hvide Aarer, Vi passerede adskillige Kislaker, hvoromkring laa frodige Marker og Haver, der bugnede af Æbler, Pærer og Blommer. Henad Eftermiddagennaaede vi Floden Aab-i-Kabud, som vi vadede over, da der ingen Bro findes over den. Floden er her c. 80 Meter bred og fører en stor Vandmasse med stærk Strøm. September er da ogsaa en af de faa Maaneder i hvilken man kan ride over den, Vandet gik til Hestens Bug, og et Mylr af afrundede Sten dækkedeFlodens kedeFlodensBund, hvorfor vi med stor Forsigtighed maatte ride over den; thi snublede Hesten kunde man meget let sætte Livet paa Spil. Ved høj Vandstand passeres den paa oppustede Huder. Begen eller Underbegeni Byen Haai't, der ligger paa Aab-i-Kabuds Østbred,og til hvem der i Forvejen var sendt Bud om vor Ankomst, var selv mødt ved Flodens Vestside, efter at han med sine Folk havde undersøgt Vadestedet.Vi tog nu ind i hans Borg, der var i samme Stil som de allerede beskrevne Pamirborge, kun meget mindre.

Aab-i-Kabud er et af de største Tilløb til Surchab i Karategin, af dens Kildefloder er de to yderste, østlige og vestlige, vanskelige at passere langs ad, men er særdeles vel befolkede. Ingen Floddal kan dog i Henseende til Folketal maale sig med Aah-i-jasmans. der skal være umaadelig frugtbar og vel dyrket overalt, og Kislakerne danner en næsten sammenhængende Række fra dens Udspring til dens Munding, og i de højere liggende Bjærge ligger Mængder af Sæterlandsbyer, som her kaldes Jajlaak.

Hos Begen i Haai't, en af Begen i Harms Underordnede, havde vi faaet et ganske henrivende Kvarter; ikke alene gjorde Begen hvad han formaaede for at underholde og bespise os i sine med Tæpper rigelig forsynede Rum og Verandaer, men Dalen er her et Sidestykke til den ved Kalai Vændsh i Darvas, kun har Bjærgene her blidere Former. Fra en Altan i Borgen, der ligger med en Facade ud mod Aab-i-Kabud, har man mod Nordøst, Nord, Vest og Sydvest Udsigt til vide Dale omkring de tre Hovedfloder, som her løber sammen, og som alle er opfyldte af Kislaker, hvis Tremmealtaner titter frem imellem Lunde af mægtige grønne Træer. Saa langt Øjet rækker mod Nord op i Bjærgkløfterne er der Skov, og imellem de grønne Træer snor de brusende Floder sig; idet de hist og her mod Nord danner Vandfald, hvis vide Skum skinner i den straalende Sol, som vort Ophold her var begunstiget af. Mod Nordøst op ad Karakush-khana (Gribbens bensRede) til skinnende hvid Firnsne, og i Peter den Stores Bjærge, hvis Skraaning synes at staa med ringe Heldning ned til Surchab, udbredte de grønblaa Gletsjeres brede Flader et magisk Lys over de brunsorte Skrænter. Højden af dem naar her efter Vinkelmaaling 6100 Meter. Paa Altanen indrettede vi os baade Dag og Nat, og Natten, der var begunstiget af Maaneskin, var ikke den mindst fortryllende Del af Døgnet. Om Aftenen kom vor Vært ud paa Altanen med sine Aksakaler og fire Spillemænd, der skulde forlyste os med Musik af deres meterlange Guitarer; de ligner mest en Mandolin med en umaadelig lang Hals og spilles ogsaa som denne. Musiken var ikke helt ilde, kun var Sangen, der ligesom Sarternes i Turkestan

minder mest om en Hunds Hylen og Klagen, absolut ikke afpasset efter evropæiske Øren. Men Situationen paa Altanen, en Gruppe spraglet klædte Muselmænd med hvide Turbaner siddende paa Hug paa Tæpper, Tjenere der gik omkring med Vandpiber eller jog Moskitoer bort med Vifter paa lange Skafter, bragte Frugter og Konfekt, de fire Guitarspillere, alt belyst af Fuldmaanens Straaler og saa Udsigten til de herlige Dale, kan enhver sikkert tænke sig maa forekomme selv en nøgtern Evropæer at være et Æventyr. Det varede da ogsaa et Stykke ud paa Natten, inden jeg kunde løsrive mig fra dette Syn.

Haai't er en meget stor Landsby, vel c. 3000 Indb. Den driver stor Handel med Omegnen og med Kokand og har en Basar, i hvilken Handelen florerer mest om Vinteren, efter Begens Udsagn.

Trods stor Lyst til at gøre længere Ophold her

og trods stor Ulyst til at sætte mig i Sadlen igen med min daarlige Arm og med Feberen, der ikke syntes at ænse store Doser Kinin og Ricinusolie, maatte vi afstedbaadeaf pekuniære Hensyn og af Hensyn til Overgangen over Alaibjærgene. Efter at have forladt Haai't passerer vi endnu igennem en Del Tadsjiklandsbyer,mensnart bliver Beboelserne sparsommere og sparsommere. Dalen snævrer ind til c. 3 Km., og midtvejs imellem Haai't og Zanku begynder vore gamle Bekendte Karakirgisernes Ansigter at vise sig i smaa Auler, som Kirgiserne kalder de Samlinger af fiadtagede Lerhuse, de bebor om Vinteren, naar Nomadiseringen paa Alaisteppen og i Bjærgslugterne Nord og Syd for Surchabdalen hører op paa Grund af Sneen. Paa SydsidenafFloden kunde vi pejle adskillige Kislaker, og Jorden syntes endnu dyrket til højt op ad Bjærgene. I en lille Kirgiseraul spiste vi vor Frokost, der bestod af noget kogt Faarekød, og Brød i Form af store Pandekager,somen Kirgiseraksakal stillede frem for os i nogle store Træfade, der ikke saa altfor renlige ud, men vi var alt for vante til at tage hvad Skæbnen bød os til at sligt i nogen betydelig Grad satte Appetiten ned. Kirgiserne i Karategin, som vi fra nu af havde at gøre med næsten lige til Osh, udmærker sig frem for alle Kirgiserne ved deres fænomenale Grimhed, hvilketvilsige noget. De er alle daarligt skabte, har plumpe grove Lemmer, en sjokkende Gang, som kommeraf,at de altid færdes til Hest; de er duknakkede, har fremstaaende store Øren, Underbid, forgræmmede begsorte Ansigter og sparsomt Skæg. De viste sig som Regel utjenstvillige og ugæstfri, og Slagsmaal imellemdemindbyrdes hørte til Dagens Orden. Endnu et Nattekvarter holdt vi imellem Tadsjiker i Landsbyen Zanku tæt Vest for Floden Aab-i-Zanku; men de frodigeFrugthaver,som vi en Tid havde slaaet Lejr i, var nu alle ladte bag os. Her i Zanku fandtes kun nogle forkrøblede Abrikos- og Morbærtræer og ved FlodbreddensmaaPile og Tamarisker, der viste os, at vi snart atter maatte være ved Trægrænsen. Jeg opslog mit Telt i en Mashit, uden at det i mindste Maade lod til at genere Muselmændene, der kom og holdt deres Bøn imellem mine Tepotter, Fotografiapparater og topografiske Instrumenter. Paa Vejen her kunde jeg let have sat Livet til, idet min Hest, medens jeg red paa en kvarterbred Sti langs en dyb Afgrund, blev sky for en Kamel som pludselig brød frem imellem noget Buskads. Saa hurtig, saa jeg næppe selv aner det, var jeg ude af Bøjler og Saddel og laa paa Stien, medensHestenforsvandt i Afgrunden. Om Natten, der var hundekold, regnede det en Smule, og under Bygen

vissent Græs og enkelte Buske fandtes endnu paa dem i ret betydelige Højder. Ved Muksuflodens Udløb snævrerKizil-susig ind til en Arm, og her drives et betydeligtGuldvaskeriaf Tadsjiker, der aarlig siges at afgive c. 100,000 Rubler til Emiren af Bokhara. Muksus Dal, over hvilken Peter den Stores Bjærge hæver sig, blev opdaget af Kostenko. Floden opstaar af fire Kildefloder,sornforener sig i 3260 Meters Højde ved PunktetAltynMazar (Det gyldne Relikvieskrin). Her udvindesogsaaGuld af Kirgiserne, men Terrænet er endnu ellers her ganske ukendt. Vejen, der gaar langs Muksu, er efter Kirgisernes Beretning meget besværlig og utilgængelig for Lastdyr. Dalsaalen er jævn, dækketmedGrus og Klippestykker, Floden flyder i flere Arme og fører en meget betydelig Vandmasse, den deler sig ved sit Udløb i flere Arme, og dens Hovedløberher meget bredere og dybere end selve Kizilsus.Vandethar en smudsig hvid Farve, der viser, at det kommer fra Gletsjere. Lidt ovenfor dens Udmundingerder Bro over den. Ved Altyn Mazar har dens Dal en Bredde af c. 2 Km., men bliver senere meget snævrere. Muksus Længde fra den saakaldte FetshenkogletsjertilKizil-su skal i Følge Geiger beløbe sig til 82 Km. Paa Muksus venstre Bred hæver Peter den Stores Bjærge sig til en imponerende Majestæt. Længdenafhele denne Kæde beløber sig til c. 200 Km., og dens Bredde fra Cbingaufloden til Surchab er gennemsnitlig40Km. I Duvanna, hvor jeg som den foregaaendeDagboede i en Mashit, fandtes midt imellem de sædvanlige aflange Jorddynger over Kirgisernes Grave en meget smuk Gumbas (Gravkammer eller Mausoleum) over en Helgengrav (Mazar). Den var, om end kun af gult Ler, saa dog smukt vedligeholdt og havde baade Hjørnetaarne, Kuppel og Helgenflag samt var omgivet med et Hegn. Af denne Art bygger Kirgiserne mange overalt, hvor de færdes i Pamir, hvoraf man maaske vilde slutte, at deres religiøse Liv er mere vakt end hos de bosiddende Tadsjiker i Pamir. Jeg er tilbøjelig til at tro, at dette ogsaa i de seneste islamitiske Tiderharværet Tilfældet; idet Kirgiserne her dog alle var og er Sunnitter, medens de sidste Rester af gammelAvestaovertrodannede det eneste religiøse FundamenthosTadsjikerne. Dog ivrige Muhamedanere er og bliver Kirgiserne aldrig, dertil er de et for nøgternt og materielt Folkefærd, men Forfædredyrkelsen, der jo til en vis Grad skinner igennem hos alle Folkeslag, synes at trives særdeles godt hos dem; rimeligvis er de i den Henseende ikke undgaaede Paavirkning Øst fra.

Efter meget Vrøvl med Kirgiserne gik vi fra Duvannamed
friske Heste langs Kizil-su i øsende Regnvejr,der

synet ikke at ville svinde. Paa Vejen maatte vi over et lille stejlt Pas, da Kizil-sus Bred ikke kunde følges, og vi naaede den Dag kun til Floden Katta Karamuk (Store Karamuk), hvor Kirgiserne endnu drev om i Sneen med deres Hjorde. Vi slog os ned i en Kirgiserlejr,hvis Telte stod opstillede i en lille Lund af Pile og Tamarisker. Til alt Held var Aksakalen og Hamrakul gode Bekendte fra Markederne i Osh, saa Modtagelsen her var lutter Elskværdighed. Jeg laa hele Dagen og Natten i Feberdøs i Aksakalens Telt, og anede ikke stort om hvad der foregik omkring mig eller blev af min Bagage, men den næste Dag kom Hamrakul og meddelte mig, at alt var parat til Afrejse. Ved Hjælp af adskillige Glas varm Te strammede jeg mig saa meget op, at jeg kunde sætte mig i Sadlen, men Feberen blev stadig ved, og Smerten i Armen gjorde ikke min Situation bedre. Mirza klagede ligeledesover Feber; men jeg haabede at denne, som vi havde trukket med os fra de lavere liggende Dale, vilde forsvinde efterhaanden, som vi kom højere til Vejrs. Snevejret hørte op, og Solen skinnede, men i den halvt sovende Tilstand erindrer jeg kun evindelig Smerte i Armen for hvert Skridt, Hesten gjorde, samt Kizil-sus mange Arme med det rødlige Vand, Bjærgkædenmod Nord, der stadig stod som en Mur ned til Floden, og et Virvar af Smaafloder, der igennem et Kaos af Slugter opfyldte af Klippestykker flød ned til Kizil-su fra Syd; Terrænet saa øde og ugæstmildt ud. Da vi efterhaanden kom ud paa Alaisteppen, red vi imellem en Samling af afrundede med vissent gult Græs dækkede Bakker. Der var ikke et Menneske at øjne paa Steppen, og jeg frygtede meget for, at alle Kirgiserne,som nomadiserer her, allerede havde forladt den og var dragne Nord efter. I saa Fald havde vi maattetlade Bagagen ligge og selv redde os over Alaibjærgenefor maaske senere at lade den hente over Passet Tengisbai til Margelan. Men heldigvis fandt vi endnu en Trop Kirgisere, der lejrede i Ruinerne af et af Kokand-Khanernes gamle Lerforter Daraut Kurgan (byggetaf Khudajar Khan).

Jeg følte mig egentlig som ude af Stand til at ride længere og lod derfor Hamrakul gøre Aftale med Kirgiserstammen om at transportere os herfra direkte mod Nord over Passet Tengisbai til Byen Margelan i Turkestan, som laa os nærmest, og hvis jeg ikke selv kunde ride den næste Dag, skulde en Kirgiserdjigit ride alene til den russiske Guvernør med en Anmodning til ham om at ordne en Karavane, der kunde føre os Nord paa. Min Forsyning af Penge var næsten sluppen op, og dem, jeg havde, var udelukkende i bokharsk eller afghansk Mønt, som Kirgiserne hverken vilde eje eller have. Var vi blot over Alaibjærgene, over Taldykpasset, og paa Ruten mod Byen Osh, havde det ingen Nød; thi her bor der Kirgisere til Stadighed, og disse kendte baade Hamrakul og mig, saa med dem kunde vi let gøre Aftale, mod at de fik deres Betaling, naar vi kom til Osh. Men det skulde gaa os bedre end vi havde, ventet. Om Aftenen udvaskede jeg Saaret paa min Arm med stærk Karbolvand og smurte den hele ind i Borvaseline, tog en god Dosis Kinin og efter at have sovet indhyllet i nogle Tæpper under aaben Himmel vaagnede jeg ganske frisk op den næste Dag, saaledes at jeg vovede at fortsætte Marchen ad Alaisteppen videre mod Øst for at naa Taldykpasset. Kirgiserne, der havde skaffet os Heste, vilde selv senere komme til Osh for at faa deres Betaling, og lovede desuden at sørge for at vi kom over Alai med deres Heste, hvis vi ikke paa Vejen fandt en anden Kirgiserfamilie, der kunde give os nye Heste. Vi red og red i det uendelige paa den gulnede Alaisteppe, men ingen var at se; det begyndte at sne, og snart lignede Alaisteppen de omkringliggende Bjærge saa meget, at kun Kirgiserføreren vidste, hvor vi var. Vi gjorde en kort Tid Holdt for at fylde en Del Sække og Saddeltasker, ja endog vore Lommer med tør Gødning, da vi nu ikke kunde faa andet Brænde til Overgangen over Alai, og da vi omtrent uafbrudt havde siddet i Sadlen 11 danske Mil, naaede vi en lille Flod, Kaska-su, der strømmer ned fra Omegnen af Taldykpasset til Kizil su. Her overnattede vi i Sneen, og vor Kirgiserfører fandt her endnu en forsinket Kirgiserkaravane, af hvilken vi fik nye Heste. Med disse passerede vi under stadige Snestorme Alaikæden. Hestene vadede i Sne til Bugen, og Folk maatte stadig gaa foran med nogle Teltstænger for at finde Stierne i Sneen; at ingen styrtede ud over dem ned i Afgrundene, maa anses for et Vidunder. Dagene fra 28. September til 1. Oktober gik med at komme over Alai, hvad normalt ellers kun tager 12 Timer om Sommeren. Teltene sneede helt til om Natten, men med Kirgiserne som Førere kom baade vi og de med deres Koner og Børn helskindede over, uagtet Mirza mange Gange troede, at han bad sin sidste Bøn i Sneen til Allah.

(Alai og Alaisteppen er før nøjere beskrevet af
mig i dette Tidskrifts 17. Bd., hvorfor jeg her slutter
denne Rejsebeskrivelse.)