Seistan.

Provinsen Seistan hører til de Egne af Jorden, der er lidet kendte af Almenheden; den har hidtil kun interesseret en snævrere Kres, men indenfor denne Kres, der foruden af Videnskabsmænd bestaar af engelske og russiske Udenrigspolitikere, den persiske og afghanske Regering er den og har i utallige Aar været paa Tale, og den er for Tiden et meget ømt Punkt i Centralasien. Just i vore Dage er Bekendtskabet til Seistan bredt ud i vide Krese, idet engelske og amerikanske kanskeEkspeditioner har bidraget saa meget til Landets Eksploration, at vi nu kan udtale os om dets Fysiognomi.

De fire Magter Rusland, England, Persien og Afghanistanhar store Interesser i det lille Seistan, som ligger imellem 30° og 32° nordl. Br. og 60° og 63° østl. Lgd. Grvv., der hvor Persien, Afghanistan og Belutshistanstøder sammen; thi herover gaar flere betydeligeHandelsveje, saaledes fra russisk Side Vejen over Merv og Herat, fra persisk Vejen over Meshed

(Hovedbyen i Khorrasan) og Kirman (stor Industri- og Handelsby i Sydpersien), fra afghansk Side Vejen over Byerne Kabul, Kandahar, Girishk og Ferrach, og fra Indusdalen og det østlige Belutshistan, hvor England søger sin Vej Syd om Afghanistans Grænse over Byerne Quetta og Nushki (c. 200 Km. V. t. N. fra Kelat). Russerne har for utallige Aar siden søgt at naa ned til det arabiske Hav og Ormusstrædet over Herat og Seistan; herved vilde de nemlig være komne i Ryggen paa Englands Planer i Afghanistan, ligesom den russiske Handel, der behersker Nordpersien,tillige erobre det sydpersiske Marked. Det har gentagneGange været paa Tale i Rusland, at dette burde erhverve sig en eller flere Øer i Ormusstrædettil Gange har den persiskeBy Bender Abbas ved dette Stræde været Genstand for udenrigspolitiskOmtale. lænderneernu forsaavidtkomne i Forkøbet, som de har anlagt Vej fra Indusdalenover Quetta og Nushki i Belutshistan og igennem dette Lands øde Ørkener Syd for Hilmendfloden til Seistan.Denne Vej er besat med engelske Poster med ProviantogHvilestationer, den projekterede Bane,

Jærnbanen over Quetta, er nu færdig til Nushki og New Chaman sydøst for Kandahar. Rusland er fra Nord kun naaet med sin Bane over Merv til Kushk, c. 7 danske Mil fra Herat, og da England sidder fast i Maskat som sidste Led i den strategiske Kæde fra Herat mod Syd, synes det, at Rusland atter lukkes ude fra Havet paa dette Punkt. Der har i sin Tid været Tale om at bygge en Jærnbane fra Meshed igennem Persien til Seistan, men den er foreløbig ikke bleven til noget. For Øjeblikket er Rusland og England repræsenterede ved hver sin Konsul i Seistans Hovedby Nasratabad eller Nasirabad. Den russiske Konsul Müller, en Mand paa c. 40 Aar, der har tilbragt Størstedelen af sit Liv imellem Centralasiater og kender deres Sæder, Skikke og Sprog til Fuldkommenhed var tidligere, medens jeg udførte mine Rejser i Centralasien, Legationssekretær ved det politiske Agentur i Riget Bokhara.

En bekvem Anledning til at blande sig i Seistans Anliggende har den Omstændighed været, at Provinsen dels tilhører Persien dels Afghanistan, og imellem disse to Stater har der været idelige Grænsestridigheder, særlig om Retten til at benytte den store Hilmendflods Vand til Overrisling af Markerne. For et Par Aar siden var der atter opstaaet Meningsforskelligheder i den Henseende, og England tilbød da nu Mægling og sendte en Kommissær ledsaget af en Troppeafdeling til Seistan, men Perserne og Afghanerne havde da forinden afgjort Tvisten i Mindelighed. Seistan er et Land, som staar paa Dagsordenen i Udenrigspolitiken, og dette i Forbindelse med dens højst interessante geografiske Forhold gør den værdig til Omtale og Opmærksomhed.

Det egentlige Seistan, hvorom her er Tale, er en flad Depression i det sydøstlige Hjørne af det saakaldte Seistan-Bassin,, der overalt er omgivet af Bjærge; mod Nord og Øst af Parapamissos, mod Syd af Bjærgene i Belutshistan, mod Vest af de østpersiske Kæder. Floder fra alle Sider taber sig i dette Bassin, der er uden Afløb til Havet. Landet har en meget gammel Historie og en stor Fortid. Det siges at være den persiske Nationalhelts Rustems Fødested og Hjemstedet for

Stifteren af det achæmenidiske Dynasti, der gav Verden Konger som Cyrus og Darius. Alexander den Store besøgte Seistan paa Vejen til Indien 330 f. Chr., og hans Skribenter taler i høje Toner om Seistans eller, som det kaldtes, Drangianas Kultur. Sacæ eller Skytherne har besiddet Landet en kort Tid, og efter dem skal Landet være bleven kaldt Seistan, der har udviklet sig af den ældre Betegnelse Sacæstan eller Skylhernes Land. Disse fordreves omkring Aar 275 e. Chr. Araberne oversvømmede Landet c. 659, omtrent paa samme Tid som de rykkede ind i russisk Centralasien, og beholdt det i flere Aarhundreder. Seistan havde nu en lykkelig Tid, indtil Djengishkhan, Tamerlans og Nadir Shahs ødelæggende Krigerhorder bragte det til sin Ruin. Timurs Søn, den bekendte Shah Rukh, fortsatte Ødelæggelsesværket.I 1747 kom Seistan underAfghanistan, Ahmed Shah arvede det, men i 1866 erobrede atter Persien en Del af Landet. Der forefaldt nu stadig Stridigheder om Grænserne imellem Afghanistan og Persien,hvilke førte til, at en engelsk Kommissærudvalgtes til at afgøredisse. Han opnaaedeimidlertid paa Stedet paa Grund af persiske Intriger, men rejste derefter til Teheran, hvor Grænserneimellem de to

Riger blev vedtagne til at gaa fra Band-i-Seistan mod Nord til Rørbæltet (Naii.ar) ved Hamun-Bredden, idet Hilmendflodens Hovedløb blev fastsat som Grænse. Imidlertid forandrede Hilmend sit Løb og gik i Leje længere mod Vest i den saakaldte Rud-i-Pariun, og derved opstod atter Stridigheder om Besiddelserne imellem de to Naboer, som den engelske Oberst Mc. Mahon med en Ekspedition (Seistan Boundary Arbitration Commission) paa 1500 Mand, hvoriblandt 200 Mand Infanteri og 60 Kavalerister med 12 Officerer blev sendt til Seistan i Begyndelsen af 1903 for at afgøre. Mc. Mahons Ekspd. har kortlagt Landet i store Træk og besøgt talrige Steder, hvor ingen Evropæer før har færdedes, hvorfor hans Beretninger er af største Interesse for Geografien.

Seistan er rundt af Størrelse som Nørrejylland. Efter Mc. Mahon har det et Areal af 18145 Q Km., af hvilke 7374 D Km. tilhører Persien og 10771 D Km. Afghanistan. Den overordentlig frugtbare Jord og Tilstedeværelsen af rigelig Vand til Overrisling af Markerne gør Seistau til et rigt Land trods dets betydelige Ørkenstrækninger. Befolkningstallet er c. 205000. Mc. Mahon mener, at det vil være af ringe Vanskelighed at gøre det til et andet Ægypten, naar en ordnet Administration indføres. Det ligger omkring Hilmendflodens nedre Løb, den største Del Vest for Floden. Den vestlige Del af Seistan bestaar af en meget variabel Sø Hamun, der faar sit Vand fra Floderne Harut Rud, Farah Rud, Kash Rud og Hilmend (de tre første naar kun Søen om Foraaret, hvori de bringer store

Vandmasser til Seistan,

Resten af Aaret forbruges brugesde til Vanding af Marker højere oppe ad deres Løb), der alle kommer fra Parapamissos og Hindukush, samt fra en Del mindre Floder, der flyder ned fra de østpersiske Bjærge til Søens Vestside, og af hvilke de vigtigste er Bendun eller Bendan, der løber igennem Passet af samme Navn og ud ved Bereng, hvorover Telegrafkablet gaar fra Nasratabad over Persien, og Rud-i-Shor (Salt-

floden), der løber ud i Hamun noget sydligere. Den østlige Del af Landet danner det beboelige Seistan,og det kan deles i fire Bælter: Søen, Sumpen,Sletten og Ørkenen. Udenom disse er Bassinetoveralt omgivet af Bjærge. Mod Vest og Syd, hvor de ligger tættest ved den laveste Depression, c. 160 — 320 Km. fjærnede fra Søen, naar de Højder paa 1500^—2500 Meter og er dækkede med Sne om Vinteren. Bjærgene er i Hovedsagen golde, dog i det tidlige Foraar er der rigelig Græs her til Kameler og Faar, og om Sommeren, naar Græsset tørrer bort og Floderne svinder ind, trækker Nomaderne, der bor her i Telte, over Ørkengrænsen ad Søbredderne til. Strømmene,der kommer fra disse Bjærge, er for Størstedelen Regnvejrsstrømme, der taber sig i Sandet faa Kilometer

fra deres Kilder. Mod Øst og endnu mere mod Nord hæver Bjærgene sig rundt om Ørkenen oppe i det mægtige Hindukush's sneklædte Toppe til de mest grandiose i Verden, og herfra kommer Vandløbene af Betydning til Seistan, særlig da Hilmend, de gamles Etymander, den eneste store Flod imellem Tigris og Indus. Den udspringer i Nærheden af Kabul i Bjærgene Kuh-i-Baba (Bjærgenes Bedstefader) i en Højde af 5486 Meter og løber igennem et vildt Bjærgland, der paa Grund af Afghanernes fjendtlige Holdning overfor Evropæerne, er saa godt som aldeles ukendt.

Hamun eller Seistan Søen er lavvandet, klar og meget lidt salt, dens Størrelse veksler fra næsten Nul til Tider til c. 100 Km. i Diameter eller mere, og Ekstremerne naaes undertiden i Løbet af et Aar. Dens Dybde overstiger efter de Indfødtes Udsagn ikke tre Meter eller, som de siger, Vandet gaar ikke højere end en Mand med oprakte Arme, og de kender den, da de stadig besejler den med deres Flaader. Sumpene, der i Hovedsagen ligger Øst og Syd for Søen, er overgroede med en kompakt Masse af 2-3 Meter høje Rør, der synes uigennemtrængelige, men hvori der er skaaret Alléer, som alene de indfødte Sajader kender. Udenom

Sumpene ligger den vigtigste Del af Seistan, nemlig den dyrkelige Slette, hvis Jord bestaar af findelt Dynd og Ler, der afsættes af Søen ved høj Vandstand. Rundt om Søen, der hvor dens Bredder tidligere har været, da Vandet i sin Tid har staaet højere, hæver der sig en Rand af stejle Brinker til 50--120 Meters Højde. Disse Brinkers jævne Overflade danner en Bræmme af øde Sand- og Grusørkener, som fuldstændig omslutter den indre og bedre vandede Del. Mod Vest er denne Ørken kun indtil et Hundrede Km. bred, mod Øst derimod flere Hundrede og brydes her kun af Hilmends og de andre Floders grønne Bredder.

Langs Søens vestre Bred er der paa en Strækning af e. 80 Km. hverken Slette eller Sump; Søen støder ved Højvande lige til Grus-Ørkenen. Kommer man til Seistan ad den sædvanlige Rute fra Persien, fra Nordvest igennem Bendunslugten, der som en Port er skaaret igennem en lav Ryg af Kalksten og mærkelig ved en stor Lund af Daddelpalmer, der gror her i Læ af Bjærgene, passerer man langs Bendunfloden, der har skaaret sig et c. 6 Meter dybt Leje og dækket Dalbunden med et fint Alluvium af Dynd, og kommer nu derefter over i Seistan Ørkenen, der, saa langt som Øjet rækker, frembyder en Flade dækket med et jævnt Lag af smaa mørke Sten, der er fejede rene af Vinden. Med Undtagelse af en enkelt Tue for hvert 100 Meter er Terrænet vegetationsløst. Det er gennemfuret af Dale, hvis Rande er saa skarpe, at de ikke bidrager til at bryde den uendelige Ensformighed. Øst for Bendun ender Grusørkenen pludselig i stejle Brinker, som kranser Søen. Ved Bereng, hvor Vejen til Seistan skærer Hamun, er Brinkerne 6—9 Meter høje og staar noget fjærnede fra Vandet, hvorimod de mod Nord er saa nær ved Vandet, at de udhules af Bølgeslaget; her hæver de sig til c. 30 Meter og helt mod Nord endog til 90—120 Meter, endskønt de er længere borte fra Vandet og ikke skaarne af dette. Rundt om, saa vidt man kan skønne, hæver disse Skrænter sig og indrammer Søen;

dog staar de paa den østre Side af Søen langt fra den nuværende Strand, og maa være dannede i en Tid, da Søen stod højere end nu. Overalt er Skrænterne sammensatte af rødligt Dynd og hvidt eller grønligt Ler dækket med Grus, Det Terræn, der er indrammet af Brinkerne, er det virkelige Seistan, som efter Huntington har en Bredde fra Øst til Vest af c. 100 Km. Naar den Rejsende første Gang kommer til Seistan, skriver Huntington, og ser fra Skrænterne ud over Landet, faar han Indtrykket af monoton Ensformighedog Fladhed; hvis Vandet i Søen staar højt, ser man en blaa eller oftere graalig bred Vandflade, der milevidt er omgivet af den saakaldte Naizar eller rørtilgroet Sump, som om Sommeren er frisk grøn, men om Vinteren sværtet af Ilden, hvor de Indfødte

efter Sædvane har brændt Rørene af for at lette de unge Skud, der afgiver et udmærket Kvægfoder, i at komme frem. Udenom Rørbæltet ligger de flade, frugtbare,grønne Marker, der er ganske træløse, undtagen hvor Floderne vander Terrænet om Foraaret og tillader den taknemlige overalt i Centralasien voksende Tamarisk at skyde til Vejrs; den naar dog her ofte den betydelige Højde af 5—6 Meter.

Omtrent midt i Søen hæver der sig et lavadækket isoleret 150 Meter højt Kuppelbjærg, der i landskabelig Henseende er en særlig mærkelig Figur. Det hedder Kuh-i-Khodja (Lærerens Bjærg), og der fortælles mange Legender om det, som man kan tænke sig. Paa dets sydlige Skraaning ligger de massive Ruiner af Kakhaha, og herfra modstod Seistanerne en langvarig Belejring af Nadir Shah. Dets Top er dækket med talrige Gravkamre, og Rester af Møllesten viser, at Seistanerne her har søgt sig dette Materiale. Gravene er alle tomme, og efter Me. Mahon bruges de kun til for en Tid at henlægge Ligene af de Afdøde i, indtil de kan føres til det hellige Meshed. Huntington mener, at Kuh-i-Khodja er en udslukt Vulkan, der i sin Tid er brudt ud under Søen, og i dens Anstrengelser for at finde en Udgang

har hævet Lagene fra Søbunden op i en Kuppel. Den basaltiske Lava paa Toppen af Kuplen har en Tykkelse af 60 Meter. Lignende vulkanske Udbrud skal have fundet Sted paa andre Steder i Seistan og Belutshistan.

Seistan Søen er mærkelig ved sin Foranderlighed, der virker i høj Grad imponerende paa den Rejsende. Et Eksempel herpaa vil bedst illustrere Forholdet. Da den engelske Ekspedition under Mc. Mahon kom hertil tidlig paa Aaret i 1903, var Søen helt forsvundet, men kort efter Ekspeditionens Ankomst begyndte Floderne i Hindukush at svulme op, og i Løbet af nogle Uger havde Søen atter fyldt sit Leje. Bunden af Søen, der bestaar af Aflejringer af fint grønligt eller hvidt Ler, som er meget klæbrigt, er ganske plan. Materialet omkring Søens Rande og paa Sletten er af samme Art som det i Søbunden. I Hilmends Delta afsættes derimod af Floderne en Mængde fint Sand. Vandet i Søen er som Regel klart og saa lidt salt, at det er drikkeligt, hvilket maaske straks vil forundre, men Sagen er, at Søen ved høj Vandstand har et Afløb mod Syd igennem Shila- eller Shelag-Kanalen til den anden store Depression God-i-Zirreh Syd for Hilmends Deltaland. I hele August Maaned 1903 havde den saaledes Afløb igennem Shila. Det er imidlertid kun med flere Aars Mellemrum, at Søens Vand løber til God-i-Zirreh, saa at Forklaringen paa dens Mangel paa Salt maaske ogsaa kan ligge i, at den i tidligere Tid har staaet meget højere end nu og da stadig haft Afløb. Terrænet her omkring er ellers paa flere Steder stærkt saltholdigt, saaledes findes i Ørkenen Dasht-i-Margo Øst for Seistan utallige Saltpøle, pøle,langs Hilmend er der talrige Gravninger, i hvilke de Indfødte udvinder Salt, ligesom Bredden af flere Floder, der flyder til Seistan-Søen, er stærkt saltholdige. At en saa stor Sø som Seistan- Søen til Tider helt kan forsvinde synes ogsaa straks mærkeligt, men naar man kender Seistans enorme Hede om Sommeren i Forbindelse med evindelig stærk Blæst, vil det ikke forbavse, at den lavvandede Sø kan fordampe.

Den vigtigste Flod i Seistan er Hilmend, der har en Længde af c. 970 Km. Efter Mc. Mahon bringer den ved normalt Minimum 2000 Kubikfod Vand pr. Sekund ved lav Stand til Seistan, ved almindeligt Højvande 50—70000 og ved abnorm høj Vandstand, saaledes som det hændte i 1885, 600 — 700000 Kubikfodpr. Sekund. Ved Bandar-i-Kamal Khan er den 2—3 Km. bred og løber i en dyb snæver Seng, der er skaaret ned i den grusdækkede Slette; Skrænten staar her med en Højde af 60 —75 Meter, I Seistan deler Hilmend sig i tre Grene, hvoraf den ene, en meget stor Kanal, hedder Rud-i-Seistan. Af denne Kanal afhænger i største Grad Vandingen af det persiskeSeistan. Vandingen foregaar her paa en ret primitiv Maade. Naar Hilmend er paa sit laveste Stådium,udkommanderer

dium,udkommandererden persiske Guvernør de fleste af den mandlige Befolkning til at binde store Knipper af Tamarisk; disse dynges op til en mægtig Dæmning ved Punktet Band-i-Seistan (Band bet. Spærring). De opdyngede Tamarisker klines med Ler, saaledes at Dæmningen bliver fast. Naar Floden nu svulmer op i det tidlige Foraar, ledes det opstemmede Vand herfra ind i Sidekanaler over det flade Land. I Maj, da Hilmend er paa sit højeste, bryder den Dæmningen igennem, men Kornet er da allerede vandet, og der bygges ingen ny før næste Aar, naar Guvernøren atter tvinger Seistanerne dertil. Ved de tilbageblevne Rester af Dæmningerne samler der sig altid saa meget Vand, at Beboerne der kan hente sig Drikkevand.

Hilmenddeltaets Hovedløb er nu Rud-i-Pariun, og dets tredje Gren det smallere Løb Nad-i-Ali mod Øst. De før omtalte Floder Kash Rud, Farrah Rud og Harut Rud udvider ved den Vandmængde, de bringer om Foraaret, Søens nordlige Del til en vidtstrakt Vandflade over 160 Km. lang og 8—25 Km. bred. I Hilmends Deltaland bor i Hovedsagen de fastboende agerdyrkende Seistanere. En stor Del af Befolkningen er dog belutshiske Nomader, der er indvandrede fra Belutshistan, hvoraf flere dog nedsætter sig som Agerdyrkere. Resten af Befolkningen er de saakaldte Fuglefangere „Sajader", der bor i Sumpen. For Øjet synes Deltaet at være en flad Slette, der gaar ind i Rørbælterne paa den ene Side og ender pludselig ved Foden af Skrænterne paa den anden, men ser man nærmere til, er Deltaterrænet alt andet end fladt. Det bestaar nemlig af lutter lave brede Rygge paa c. 3 Meters Højde og flere Kilometers Bredde. Disse Rygge fremkommer ved, at Flodarmene afsætter Ler og Dynd i deres Lejer, som derved bliver højere og højere, indtil Floderne tilsidst ved Højvande bryder ud over dem, danner nye Løb og nye Rygge et andet Sted o. s. fr. Disse Rygge er tørre og øde, i Reglen kun bevoksede med den tørre Kameltorn, hvis røde Blomster liver lidt op, og Landsbyer er sjældne her. Sandklitter opstaar hist og her og breder sig ud over Ryggene, driver undertiden ind over Landsbyerne 1 det dyrkede Terræn og tvinger Beboerne til at flytte andetsteds hen. Jorden er paa Ryggene ellers frugtbar nok, blot den kunde vandes, og talrige Ruiner, saa talrige som intet andet Sted paa Jorden, tyder paa bedre Forhold i Fortiden. Intet kan trives i Seistan uden kunstig Vanding, da der falder ringe eller næsten ingen Regn; det aarlige Regnfald beløber sig kun til 2—3 Tommer. Hovedgrunden til, at Ryggene er forladte, mener Huntington, er den, at de ligger over det Niveau, hvor Grundvandet stadig staar saa højt, at det kan naaes af Planternes Rødder. Der maa derfor større Vandmængde til for at faa dem vandede, og en Tørke skader meget mere her end i Terrænet, som ligger nogle Fod lavere.

I Fordybningerne imellem Ryggene, hvor Vandet flyder ind om Foraaret, gror Tamariskerne op til 5—65^—6 Meters Højde i tætte Lunde, saa tætte, at de næsten danner en uigennemstrængelig Djungel. I denne Djungel huser Mængder af Vildsvin og Sjakaler. Her rydder Seistanerne Luftninger i Tamariskskovene, hvor de især dyrker Hirse, der trives udmærket. I Fordybningerne og paa den dyrkelige Slette, der ligger udenfor Søens og Sumpens centrale Udbredelse, er Seistans bedste Kornland, der giver saa stort Overskud, at meget Korn kan udføres herfra til Persien. Korn og Meloner gror udmærket, men anden Afgrøde er sjælden, og Frugt kan ikke trives paa Grund af Vinden, som vi senere skal se.

Terrænets Fladhed tillader Vandet at sprede sig vidt omkring, og dette i Forbindelse med at Landsbyerne, thi om Byer kan man egentlig ikke Tale, ligger i Terrænfordybningerne og paa de fugtigste Steder gør, at Seistan ofte næsten ikke er til at komme frem i; thi hvor Dyrkning finder Sted er hele Egne ofte halvt under Vand. Seistanerne er imidlertid saa vante til Mudder og Vand, at man selv ved Vintertid ser dem vadende igennem tykt og tyndt hellere end at gaa udenom det, hvilket har til Følge, at de lider frygtelig af Rheumatisme. Naar Kanalerne er for dybe til, at der kan vades over dem, bygges der Broer af Bundter af Tamarisker, som dækkes med et Lerlag, og Vandet flyder meget godt igennem den nedre porøse Del af en saadan Dæmning eller Bro. Flere Steder ledes Vandet i en Lerkanal over en saadan Bro, saa man har det Særsyn at se to Kanaler løbe over hinanden. Et mærkeligt Ulykkestilfælde hændte i 1904; i 1093 var Hilmenddeltaet ganske tørt, og Søen tom, som før omtalt, og man maatte da tage sin Tilflugt til at grave Brønde for at faa Drikkevand. Disse gravede de sorgløse Seistanere netop der, hvor Vadestederne var, hvoraf Følgen blev, at en Mængde Folk druknede i dem ved Flodtid i Foraaret 1904.

Ved Søen og Sumpene pulserer et rigt Liv. Her færdes de belutshiske Nomader med deres Kvæg, og der er Mængder af Fuglevildt og Insekter, hvad Rejsende især har haft Lejlighed til at iagttage, naar Nomaderne stikker Ild paa Rørskovene; thi da flygter Vildtet i Masse for Røg og Flammer. Fuglevildtet er især talrigt. I Januar ses Vandhøns, Ænder, Gæs, Pelikaner, Brokfugle,Klirer, Svaner og mange andre, men tidlig i Februargaar

bruargaarmange nordpaa ad Sibirien til. Der har
tidligere været en Rigdom paa Fisk, men den skal
være aftaget stærkt.

Ligesom Seistan er noget for sig i alle andre Retninger, saaledes ogsaa i klimatologisk Henseende. En af de mærkeligste Faktorer i Klimaet er Vinden „Bad-i-sad o bist roz" eller de 120 Dages Vind, som stadig blæser i Sommermaanederne. Mc. Mahon beskriver den paa følgende Maade: Den begynder i Slutningen af Maj eller Midten af Juni og blæser med forbavsende Heftighed og med faa eller uden Pavser omtrent til Slutningen af September. Den blæser altid fra en Side, nemlig fra Nord til Vest og naar en Hurtighed af over 113 Km. i Timen. Den gør en djævelsk Larm, hvirvler Sand og Støv med sig og tager stærkt paa Menneskenes Nerver, men i Virkeligheden er den en forklædt Velsignelse; thi den blæser Insekter, der fra April til Juni gør Livet til en Skærsild, bort, mildner den skrækkelig hede Sommer og renser Landet for Tyfus, Kopper og andre Epidemier, der plager Landet i Maj og Juni. Bad-i-sad o hist roz mærkes ikke i Bjærglandet Vest og Nordvest for Seistan, den er mindre heftig i Herat, aftager i Styrke Syd for Seistan og mærkes kun lidt paa

Nushki-Robat Handelsvejen (den engelske Vej til Quetta og Indien). Sommeren er imidlertid ikke den eneste Vindtid paa Aaret; thi heftige Vinde er fremherskende ligeledes fra December til April. Disse Vinde kommer fra samme Side som „Bad i-sad o bist roz". Vinterstormene er frygtelige og almindelige. Under en Storm i Slutningen af Marts 1905 viste Anemometret et Maximum af 193 Km. i Timen, og Gennemsnitshastigheden var 142 Km. i Timen. At Vinden har blæst i samme Retning i ældre Tider bevises af den Omstændighed, at alle Seistans Ruiner er byggede med Front- og Bagmurene vinkelrette paa Vindretningen. En saa heftig, stadig Vind efterlader sig naturligvis tydelige Spor overalt i Landet, ja karakteriserer alt. Alt er forblæst af den, hesteskoformede Sandklitter, som vi kender dem fra Transkaspien kaspien(Se foregaaende Hefte af dette Tidskrift: „Gennem Transkaspien"), dannes, ødelægger Byer, dækker Ruiner til og forsvinder atter. Intet Træ, undtagen Tamarisken, kan gro i Seistan, naar det ikke beskyttes mod Vinden, og endogsaa Vinen og den vilde Vandmelon tvinges mod deres Vane til at skyde deres lange rebformede Stængler direkte mod S.S.Ø., saaledes at de kan tjene som Kompas. De nyere Landsbyer og Boliger er altid byggede med en Skærmmur til Vindsiden, og overalt spores Vindens Virkning paa Bygningerne. Seistan har kun to Aarstider, Vinter og Sommer; i faa Timer gaar man fra kold Vinter ind i hed Sommer. Sommeren varer fra April til November, en trættende Tid med skyfri Himmel og en Hede, hvis Maximum for flere Maaneders Vedkommende er 48° C. Urnaadelige Sværme af Insekter, Moskitos etc. fylder Luften og dækker Jorden orn Aftenen, og talrige Slanger, hvoraf især en lille Giftslange, Echis carinata, der er meget farlig, gør heller ikke Sommeropholdet her behageligere. Vinden fejer imidlertid Insekterne bort, men holder den blot op et Øjeblik, er de der igen. Heste og Kameler lider overordentlig meget af Insekterne, og det er nødvendigt her som f. Eks. i Khiva at vikle dem ind i Tæpper

for at skærme dem mod Stik. Vinteren er kold og ofte stormfuld, selv større rivende Floder dækkes med Is. De bidonde Vinterstorme decimerer ofte Mængder af Lastdyr, saaledes mistede Mc. Mahon i Marts i fire Dage 200 Kameler, og det totale Tab af Lastdyr beløb sig i 2'/2 Aar til ikke mindre end 4900. En umaadelig Plage om Vinteren er tillige de ulallige Mængder af Sjakaler og Ulve, der vanvittige af Sult bryder ind i Lejre og Landsbyer og anretter store Ødelæggelser, ligesom ogsaa de mange herreløse vilde Hunde ofte gør lignende Anfald. Bliver en Mand eller et Lastdyr bidt af disse gale Dyr, er Følgen oftest Hydrophobie.

Seistan er i det hele et Foranderlighedens Land.
Snart er Søen stor og udstrakt og tvinger det dyrkede
Land og Landsbyerne tilbage, snart mindre, hvorved

Markerne atter rykker fremad, snart har Hilmenddeltaets Arme et Løb, snart et andet, hvad ogsaa tvinger de fastboende Folk til Flytninger. Snart overvælder og tildækker Sandstormene en beboet Plads, snart afdækker Vinden den alter og fejer den ren. Følgen af disse idelige Forandringer og Flytninger i et agerdyrkendeLand er, at der intet andet Sted paa Jorden findes saa mange Ruiner som i Seistan, der, trods de som Regel er byggede af soltørrede Sten, har holdt sig godt i det tørre Klima. Vi finder saaledes i den nuværendeHamuns Ruinerne af Sabari- Shah, medens DepressionenLaila Navar nu ligger i en vandløs Ørken. Ram Shahristan og Agriaspa, Seistans Hovedby paa AlexandersTid, mener Mc. Mahon nu at være repræsenteredeved nerneiRamrod, medensZarandji, den Hovedstadder af de arabiske Historieskrivere,og som Timur ødelagde, utvivlsomt er Zahidan i det nuværendeDelta. De gamle Byers Tarakuns, Ramrodsog Sar-o-tars Bygningsmaadeer samme, som vi kenderfra det øvrige Indreasien;de høje Bymuremed deres Skydeskaarog

deres koniske Taarne, de spidse Portbuer og Hvælvinger minder os om Bokhara. Foruden de gamle store Byog Borgruiner, hvis Undersøgelse vilde være af stor Interesse, findes utallige Rester fra ældre Tid strøede i Deltaet. Vinden blotter her Mængder af Potteskaar og Sten værktøj, der viser, at Seistans faste Beboelse gaar meget langt tilbage i Tiden.

Seistans Befolkning bestaar af tre Typer, de belutshiske Nomader, de agerdyrkende Seistanere og Sajaderne. Belutsherne er nødte til at leve som Nomader, da deres hjemlige Bjærge og Ørkener ikke tillader fast Bopæl. De flytter idelig omkring med deres Telte, hvis Overtræk de laver af Gedehaar. Seistaneren er Agerdyrker. Han bygger sit Hus med det hvælvede Tag af Ler uden et eneste Stykke Træ; thi Ler er der nok af, og den er god til soltørrede Mursten, derimod er Gavntømmer ikke til at opdrive. Den tørre Kameltorn bruges til Brænde, og Brændsel bruges i Reglen kun til Madlavningen. De, der bor i Djunglekrattene, bygger Huse af sammenflettede som de smører til med Ler, og de flytter ofte deres Huse, da de er meget lette at opføre. Seistanerne har i Nordsiden af deres Huse en Mængde Døre, der mures til om Vinteren; om Sommeren sættes Skærme af Grene for disse Aabninger, og en Mand gaar stadig omkring og oversprøjter

dem med Vand, der fordamper ved Vindens Gennemtræk og afkøler Rummene. De mærkeligste Mennesker i Seistan er Fuglefangerne, Sajaderne, som er rene Persere. De bygger i Sumpene deres Huse

rundt om, særlig i de übeboede Dele, altsaa Ryggene • af Rørmaatter, deres Kvægstalde af Rørmaatter, deres

Flaader af Rørknipper; deres Brænde bestaar af Rør, og deres Kvæg lever af Rør. Naar Rørene afbrændes,vokser der hurtig nye Skud frem, som Kvægetynder. De lever saa godt som fuldstændig af Rørene i Sumpen, er et lidet omgængeligt og mistænksomtFolkefærd, der skal være sande Virtuoser i at forsvinde med al deres Habengut i Rørene, naar de persiske Skatteopkrævere viser sig. De betragter Sumpen og Søen med alt hvad der i den som deres Ejendom, og bygger en Fremmed en Flaade paa Søen, ødelægger de den ved første Lejlighed. Især betragter de Fuglevildtetsom deres. Ved Solnedgang ser man dem hver Vinteraften gaa ud med Flaader fra alle Landsbyer og Lejre. De halvnøgne Mænd stager Flaaderne over til Kanten af Rørene, der trækkes Net paa Stænger ud over Vandet, saaledes at en Del af det er over, en Del under Vandet, medens Mændene derefter skjuler sig i Rørene. Kommer en And eller Svane svømmende, støder den imod Nettet, og Jægeren bringer dette til at falde ned over den ved at trække i en Snor.

Seistans Byer er ikke store nu, og maa nærmest karakteriseres som Landsbyer, hvoraf de største er omgivne af Mure, og selve Landets Hovedstad er kun en saadan. Dens Navn Nasirabad eller Nasratabad bruges sjælden paa Stedet; den benævnes Shahr-i-Seistan (Seistans By) eller blot Seistan.

Exploration in Turkestan, with an Account of the Basin of Eastern Persia and Sistan. Raphael Pumpelly. Washington 1905. The Depression of Sislan in Eastern Persia, Ellsworth Huntington. American Geogr. Society Bulletin Nr. 5 May, 1905. The Geogr. Journal September og Oktober 1906. Recent Survey and Exploration in Seistan. Colonel Sir Henry Me. Mahon. The Geogr. Journal Februar 2, 1897. Me. Mahon, Notes on Seistan by Major-General Sir H. G. Rawlinson. Vide Journal of the Royal Geogr. Society vol. 43, 1873. Journey from Bandar Abbas to Meshed by Seistan, Journal of the Royal Geogr. Society Vol. 43.

Klichéerne til Illustrationerne er laante af Royal Geogr.
Society. London.